Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

mod København. Ingen taler, ingen paletter, ingen kommentarer eller

spørgsmål, ingen klap på skulderen efter syv års operativ tjeneste i verdens

brændpunkter. Og det passer mig fint. Jeg bryder mig ikke om at være i

centrum. Min storhedstid vil altid være i patruljerne i korpset. Uanset hvad jeg

har beskæftiget mig med , og hvad jeg kommer til at beskæftige mig med , vil

den tid, da jeg var en del af en lille eksklusiv skare, altid være det største for

mig. Intet kan måle sig med uforudsigeligheden, intensiteten, nerven og

fællesskabet om de samme værdier og mål sammen med en flok

førsteklasses soldater. At have kæmpet sig gennem de samme smertelige

strabadser under optagelsesforløbet. At falde gennem himmelrummet en

mørk og kold nat sammen med min patrulje. At være isoleret med dem i

dagevis på en klippeafsats i Afghanistan, hvor man både sover og besørger

klos op ad hinanden. At kæmpe sig gennem kloakafløb i Irak sammen. Det

skaber menneskelige bånd og en samhørighedsfølelse af sjælden karakter. I

en verden, hvor en masse mennesker render alene og ensomme gennem

livet, er det et dyrebart privilegium. Og på det personlige plan kan intet måle

sig med at bevæge sig ud i ukendte grænsezoner, hvor man ultimativt kunne

dø. Det er nok en besynderlig form for mild masochisme. Men at komme helt

derud, hvor jeg virkelig mærker, at jeg lever, er unikt. Det handler om et svært

forklarligt - og sikkert svært forståeligt - behov for konstant at flytte grænser.

Det behov har jeg til fulde fået opfyldt i Jægerkorpset. Nu skal jeg til at se

fremad og finde nogle nye drømme at forfølge, for jeg er langtfra færdig med

spænding og eventyr. Jeg vil smage meget mere på livets muligheder, blot

har jeg endnu ikke et klart mål med resten af mit liv. Jeg kan videreuddanne

mig i det militære system. Eller i det civile. Jeg vil også gerne rejse. Måske

igen som fotograf. Tage kameraet under armen og lave en fotobog fra

verdens brændpunkter. Min jægertid har givet mig et fysisk og mentalt

overskud, som forhåbentlig giver mig en lettere gang på jorden. Jeg kan

selvfølgelig ikke gå på vandet, sådan som jeg troede, jeg ville komme til,

inden jeg gik i gang med jægeruddannelsen. Men jeg har fundet ud af, at når

jeg har en drøm med substans og forsøger at leve den ud, er illusionen og

forventningens glæde nok til at få mig til at føle, at jeg kan gå på vandet. Og

hvis jeg ikke var en rastløs sjæl i forvejen, er jeg i hvert fald blevet det i

Jægerkorpset. Jeg er altid på jagt. Så det river i mig, da jeg i maj 2009 erfarer,

at Jægerkorpset sender 65 jægere til Afghanistan. Jeg ringer straks og melder

mig til tjeneste endnu en gang. Det er måske min sidste chance. Men

patruljerne er desværre fyldt op, og Hercules-flyet letter nogle dage efter.

Uden mig.

More magazines by this user
Similar magazines