Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

sit liv er han dybt afhængig af sin familie og kan ikke gå på toilettet, spise eller

tage tøj på uden dem. I en anden familie, jeg taler med , er det faderen, der

har mistet begge sine ben, da han gik på sin mark med sin ko og trådte på en

russisk personelmine. Koen forblødte, mens han formåede at slæbe sig hjem

til sin gård på de stumper, der var tilbage af hans ben. Takket være en

udenlandsk hjælpeorganisation, som er specialiseret i at sætte proteser på

mineofre, kan han nu gå og støtte sig til krykker. Alle flygtningene er i det hele

taget dybt afhængige af hjælp fra FN og udenlandske hjælpeorganisationer

som Dansk Flygtningehjælp, der opstiller lejrene og uddeler mad. Ris, mel og

tørmælk i dagsrationer holder med nød og næppe liv i familierne. Og

forholdene uden for flygtningelejrene er ikke meget bedre. På vores

uddannelsesfærd rundt i grænseområderne op til Tjetjenien oplever vi, at

mange tjetjenske familier er genhuset hos en ingusjetisk familie og venner,

indtil den dag hvor de - måske - kan vende tilbage til deres hjem i Tjetjenien. I

faldefærdige huse sidder disse arme, triste og forhutlede mennesker i

vinterkulden og stuver sig sammen foran brændeovne. Hos en enkelt familie

bliver jeg inviteret indenfor til en kop chai, som the kaldes i Kaukasus. Huset

vrimler med børn, men også denne familie er hårdt ramt af en skæbne afledt

af krigen i Tjetjenien. Moderen sidder med våde øjne og en stak billeder i

skødet, og hendes datter holder et af dem op foran mig. Det viser hendes bror

og hans kæreste, der begge er i deres sene teenageår. To år tidligere forlod

de en morgen huset for sammen at gå på arbejde i den nærliggende landsby,

men de kom aldrig hjem igen. Familien har ikke hørt fra dem siden, men er

sikre på, at de er blevet taget af russerne og likvideret kort efter. I de skoler,

hvor vi afholder timelange foredrag om minefaren, er der ingen varme eller

andre basale bekvemmeligheder. Skolerne er blot træbarakker, hvor børnene

sidder ved fælles borde, og læreren har sin tavle og intet andet. Endnu mere

forstemmende er det at besøge hospitalerne i grænseområderne. Vi tager

rundt til dem, fordi vi har en aftale med den lokale FN-afdeling i Nazran om, at

vi vil skabe kontakt mellem de hjælpeorganisationer, som kan hjælpe med

proteser til mineofrene, og ofrene selv. Det er en ubeskrivelig stand, disse

såkaldte hospitaler er i . Gamle og forfaldne bygninger, ofte uden glas i

vinduerne, der i stedet er dækket til med plastic. Mørke gange uden lys.

Toiletter med afføring op ad væggene. Patienter som ligger i deres beskidte

senge med amputerede lemmer og kigger fraværende op i loftet. Og

sygeplejersker og læger, der passer og plejer deres patienter efter bedste

evne med de beskedne mængder medicin og det primitive hospitalsudstyr,

som de nu engang har til rådighed. Hvordan patienterne overlever sådan et

sted, fatter jeg ikke. Jeg har som jægersoldat levet under yderst primitive og

beskidte forhold, og jeg ved, hvor let kroppens immunsystem bliver påvirket.

Et ophold et af disse steder måda give dødsstødet, hvis man ikke er død af

sine skader eller sygdomme i forvejen. Da det bliver sen vinter, vælger jeg at

tage en tur til Tjetjeniens krigsramte hovedstad Groznyj. Netop Groznyj er det

sted i hele Kaukasus, som er værst inficeret af miner og ueksploderet

ammunition. Jeg vil ind og kontakte nogle af de skoler, som efter sigende

stadig fungerer, for at lave aftaler med dem om undervisning. Det er en stor

risiko, jeg løber. Kamphandlingerne mellem oprørerne og de russiske styrker

er i fuld gang i byen, som stort set er bombet og skudt fuldstændig sønder og

sammen af den ekstremt aggressive russiske besættelsesmagt. Det er en

dagligdag, hvor russerne om morgenen kører ud fra deres baser og besætter

More magazines by this user
Similar magazines