Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

tage et billede, hvilket jeg lader ham gøre. De russiske elitesoldater er utrygge

ved situationen, så vi fortsætter hurtigt i bilerne igennem byen mod de to

skoler, jeg vil besøge. Da vi ad omveje endelig kommer frem til den første

skole, bliver vi mødt af en ældre, gråhåret og spinkel kvinde, som

tilsyneladende er en form for skoleinspektør. Hun er målløs over min

ankomst. Og til at begynde med også mistænksom. Hvem er denne

fremmede, som i følgeskab af soldater og maskingeværer dukker op ud af det

blå og tilbyder hende hjælp? Ved hjælp af en tolk får jeg forklaret hende mit

ærinde, og hun lyser op ved tanken om mineundervisning til de små hundrede

elever, som går på skolen. Jeg aftaler med hende, hvor mine lærere kan

komme. Men jeg må samtidig understrege over for hende, at det er med et

vist forbehold, at undervisningen bliver gennemført på de aftalte datoer.

Sådan må det være i en krigssituation, og hun er mere end vant til, at intet er

sikkert, men takker alligevel igen og igen for mit besøg. Der er kun et par

timer, til det bliver mørkt. De tre tavse russere ved min side lader mig forstå,

at nu er det tid til, at vi kører retur til Ingusjetien. Vi sætter kursen ud af byen

og passerer endnu en gang de mange checkpoints, hvor de russiske soldater

nu virker nærmest opstemte. Føreren for de tre elitesoldater vender sig om

mod mig, og med et stort smil, der afslører en guldtand i overmunden, laver

han en drikkebevægelse med sin ene hånd. Soldaterne er berusede. Da vi

kører ud af spøgelsesbyen, kigger jeg mig tilbage og håber, at jeg aldrig

nogensinde skal tilbage til dette forstemmende sted. Igennem det tidlige forår

fortsætter vi arbejdet i flygtningelejre, på skoler og andre officielle institutioner.

Peter og jeg har en god fornemmelse, og vi mener, at vi gør en reel forskel.

Faktisk går programmet så godt, at vi udpeger en specielt betroet

medarbejder, Elena, til at føre programmet videre, når vi om kort tid tager

hjem. Inden skal vi dog igennem endnu en kaukasisk prøvelse. Eller rettere,

Peter skal. En morgen vågner han op i DDG-huset, og halvdelen af hans

ansigt er følelsesløst og lammet. Han ser højst besynderlig ud, og vi tilkalder

den lokale vagtlæge, der ankommer i en ældgammel ambulance, som minder

mere om en rustvogn, og det røde blinklys på taget drejer langsommere end

sekundviseren på et ur. Ind i stuen træder en lille mand iført en snavset, hvid

kittel og en kæmpe rørformet pelshue på hovedet. Han har guld på alle

synlige tænder og diagnosticerer hurtigt Peter med noget, jeg aldrig har hørt

om før. Så trækker han en kanyle på størrelse med en køkkenkniv frem af sin

taske og jager den ind i patientens ene balde - Peter går ud som et lys.

Yderligere hjælp er der ikke at hente i det ingusjetiske sundhedsvæsen, så

dagen efter flyver jeg hjem med Peter. Han bliver indlagt på Rigshospitalet og

får stillet diagnosen Bells parese, som er et problem med nerverne i ansigtet

forårsaget af en latent infektion med herpes virus. Jeg bliver glad for, at vi

handlede så hurtigt og rejste hjem, for det viser sig, at den korrekte

behandling inden for 72 timer er afgørende for udfaldet af lammelsen på

længere sigt. Peter kommer sig da også helt efter nogle uger. Jeg selv tager

straks retur til Ingusjetien, hvor jeg over nogle uger overdrager programmet til

Elena, der er pavestolt over sin nye status som programleder. Jeg er godt

tilfreds med , at jeg er færdig i denne del af verden, og jeg tager hjem og

nyder det danske forår. Mine løbeture i Dyrehaven nord for København. At

kunne færdes hvor jeg vil, hvornår jeg vil. Samt ikke mindst gensynet med

forårsklædte danske kvinder og smagen af kold øl. Og jeg kommer tilmed til at

møde Bubber før en vis anden jægersoldat, da han inviterer mig ind i sit TV2-

More magazines by this user
Similar magazines