Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

hjælp fra USA penge og våben til sine kæmpende muslimske brødre, og i 1988 grundlægger han al-Qaida for at udvide kampen mod Sovjetunionen til at omfatte hele verden. I februar 1989 får russerne nok. De trækker deres styrker ud af Afghanistan og efterlader landet med hundredtusinder af døde, millioner af landminer og en tiltagende borgerkrig mellem lokale krigsherrer. I 1992 bryder Afghanistans Demokratiske Republik sammen, men krigen fortsætter endnu fire år med tiltagende succes for den på det tidspunkt ret ukendte, muslimske Talebanbevægelse, som er anført af veteranen fra krigen mod russerne, mullah Mohammed Omar. Han leder en bevægelse af fromme og asketiske krigere, som er meget rene i deres tro, og de bliver i befolkningen mere populære end de uregerlige mujahediner. Derfor kan Taleban også tiltrække flere soldater og vinder i 1996 krigen, da de tvinger de fleste øvrige krigsherrer til at indgå en fredsaftale. Da Taleban overtager magten, indfører de straks islamisk lov i den strengeste og mest puritanske form. Straffen for tyveri er afhugning af en eller begge hænder. Utroskab udløser offentlig stening, og folk bliver hængt for at ytre sig mod Taleban. Det bliver ulovligt at gå med hvide sokker, da hvid er farven på Talebans flag. Man forbyder alle former for tv, billeder og musik. Pigeskoler lukkes, og kvinder må ikke arbejde og uddanne sig og ikke bevæge sig uden for hjemmet uden ledsagelse af deres mand og uden at være iklædt en lyseblå burka, som dækker selv ansigt og øjne. Ofte bliver kvinder endda nægtet hospitalsbehandling for at forhindre kontakt med mandlige læger. Desuden må børn ikke længere lege med drager, og det bliver ulovligt for mænd ikke at have et skæg af en vis længde. Trods alle de mærkværdige og umenneskelige forbud bliver Talebans magtovertagelse alligevel opfattet positivt af mange afghanere. For endelig er der nogen, der tilsyneladende kan skabe lov og orden i det krigshærgede land. Kun i nordøst møder Taleban lokal modstand fra den såkaldte Nordalliance. Internationalt er Taleban mere klemt. Kun tre lande anerkender dem som et legitimt styre: Pakistan, Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Resten af det internationale samfund kritiserer Talebans styreform i skarpe vendinger, og USA hævder, at de huser træningslejre for islamiske terrorister. En af lejrene drives af Osama bin Laden, som USA beskylder for at stå bag bombeattentaterne mod de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania, der i august 1998 dræber 224 mennesker og sårer 5.000. Det er dette land og disse magthavere, jeg i april 2001 skal til at stifte nærmere bekendtskab med . Jeg er temmelig foruroliget ved udsigten til mødet med Taleban, som repræsenterer noget, der næsten ikke kan være mere fjernt og uvirkeligt for en dansker. Med det bløde demokratis konsensusmentalitet i mit blod skal jeg nu tilpasse mig et fundamentalistisk diktatur, som er baseret på den mest ekstreme fortolkning af islam. Men jeg er fortrøstningsfuld. Især da jeg efter en god nats søvn i DDG-villaen vågner op til det herlige syn af et friskdækket morgenbord og min gode gamle jægerven Johan Færch. Allerede på vores første dag på Jægerkorpsets Patruljekursus i 1990 gjorde Johan sig særligt bemærket. Dels fordi han var ene mand i marineblå sømandsuniform blandt 90 soldater i hærens grønne camouflageuniformer, dels fordi han ved morgenens navneopråb svarede ved at råbe et højt og tydeligt sømands-»halløj«. Siden blev jeg bedste venner med denne fremragende jæger , og vi var nærmest uadskillelige i flere år. Så det er både rart og betryggende, at Johan skal være min nærmeste kollega den første tid i disse for mig så ukendte omgivelser.

More magazines by this user
Similar magazines