Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

og selvsikkerhed, som ikke passer til omgivelserne. Han sidder rank med

hovedet bøjet mod sine papirer på bordet, da vi kommer hen til ham. Johan

lægger vores pas med dollarsedler indeni på bordet foran ham. Først reagerer

han ikke, men efter et minuts tid lægger han sine papirer til side og kigger op

på os. Et par borende, udtryksløse og næsten sorte øjne stirrer på os fra et

ansigt med et stort, sort og velplejet skæg. Især betragter han længe mit

uskæggede ansigt med tydelig mistro og foragt. Så tager han vores pas i

hånden, studerer dem grundigt og lægger dollarsedlerne i sin

skrivebordskuffe, hvorpå han stempler og underskriver passene og lægger

dem på bordet foran os uden at værdige os et blik. »Forpulede talebaner,«

mumler Johan på vej tilbage mod Land Cruiser'en, og igen er jeg glad for, at

Johan har erfaring med denne menneskemængde. Han sætter sig ind i bilen,

trykker hornet i bund og kører helt upåvirket uden om køerne forbi ophidsede

mennesker, der sparker og slår på bilen, indtil vi bliver sluset igennem porten

til Afghanistan. Derfra skal vi først mod Jalalabad, den største by i det østlige

Afghanistan og et handelscentrum for blandt andet papirproduktion og

landbrugsprodukter som appelsiner, ris og sukker. Vejen dertil er dårlig. Kun i

bedste fald noget man kan kalde en grusvej. Hullerne i vejen er som

bølgedale. Alligevel bliver vi nu og da overhalet af gamle Toyota'er med otte-ti

mennesker i kabinen og møbler, bagage og husdyr på taget. At køre her

kræver stor koncentration af køreren, som vi kalder chaufføren på

militærsprog, så på dette stykke veksler vi kun nødvendig information, og det

passer mig fint. Jeg vil gerne nyde naturen gennem landet på størrelse med

Frankrig. Landskabet er utrolig smukt og storslået. Vi passerer brusende

floder i dale omgivet af lodrette bjergvægge med vandfald og kører over store,

flade og golde vidder og gennem grønne, frugtbare områder omkring små

byer. Efter Jalalabad gnaver vejen sig støt opad gennem dybe kløfter mod

hovedstaden Kabuls 1.200 højdemeter. Johan fører behændigt Land

Cruiser'en uden om den modkørende trafik, som vi kun akkurat kan passere

med klippe på den ene side og afgrund på den anden. Jo nærmere vi kommer

Kabul, desto mere stiger antallet af Talebancheckpoints. Her sidder

vagtsomme sortklædte mænd med tørklæder viklet om hovederne med deres

standardvåben, AK-47, på ladet af Toyota pickups, der er påmonteret gamle,

russiske 14.5 mm maskingeværer, som de peger direkte ind i køen af

ventende biler. Mange af vagterne er unge fyre med spinkle ansigter og

utætte dun som skæg. Ved et checkpoint bliver vi stoppet, og som de eneste

vesterlændinge ud af flere hundrede mennesker er vi centrum for al

opmærksomhed. Det er tydeligt, at vagterne nærer et indgroet had til os, de

vantro vesterlændinge. Vi bliver gennet ud af Land Cruiser'en, som de

gennemsøger for mulige umoralske ulovligheder som musik, parfume, alkohol

eller blade med letpåklædte damer. En ældre, tandløs talebaner, som

tilsyneladende er den ansvarlige på checkpointet, tager fat i min bagage og

roder mine personlige ejendele igennem med sine beskidte, sorte fingre. Han

håber sikkert at finde noget, han kan beslaglægge og måske beholde eller

sælge efterfølgende. Men der er ikke noget at komme efter. Han smider vores

pas ind på forsædet, og går uden et ord tilbage til sine folk ved bommen og

beordrer den op, så vi kan fortsætte de sidste 20 kilometer mod Kabul på den

flade og stenede højslette. Vejen ligger lidt højere end byen, så vi møder et

storslået syn. Kabul virker større, end jeg havde regnet med . De lidt over to

millioner indbyggere og deres huse fylder hele højdeplateauet mellem

More magazines by this user
Similar magazines