Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

ukontrollerede og store bevægelser. Jeg kratter langsomt den hårde jord væk,

som nærmest flækker i små hårde klumper. Dér er den. Den brune bakelitskal

på minen kan skimtes fem centimeter under overfladen. Med fingrene skubber

jeg den løse jord væk og fjerner en sten, som ligger op ad minen. Det er en

russisk PMN personelmine, kan jeg se. Den er rund, har en diameter på 12

centimeter, et udløsningstryk på 5,8 kilo og indeholder lidt over 200 gram

sprængstof. Nok til at et barn typisk vil dø ved at udløse den. Iført min

kevlarvest og mit visir kan jeg være heldig, at jeg kun mister mine hænder

eller dele af mine arme, hvis den springer under mig. Vi kan ikke arbejde med

handsker, da de umuliggør det delikate arbejde. Jeg skraber omkringliggende

jord og sten væk, så minen ligger blotlagt. Selvom den har ligget der i årevis,

skinner den brune bakelit i solen. Minen er helt intakt og klar til at lemlæste og

dræbe. Jeg kravler langsomt baglæns ud af min bane for at finde en pløk med

rød strimmel på. I det samme hører jeg et dybt brag efterfulgt af et højt og

skingert skrig. Jeg kigger op fra min bane, hen mod lyden, og ser en sky af

sand og småsten. For foden af skyen står en minerydder halvt oprejst. Han

vakler langsomt baglæns, mens hans skrig sætter over i en jamrende

stønnen, og han vælter om på siden. Jeg kravler ud af min bane, smider min

minesøger fra mig, flår visiret af og sætter i løb over mod ham. Flere ryddere

fra de nærmeste baner er i gang med at trække ham ud i sikkerhed. Hans

venstre hånd er forvandlet til en blodig klump af kød og ben, og han er

forbrændt i ansigtet, men ellers ser det ud, som om både visiret og

kevlarvesten har tjent deres formål. Så kommer dr. Koshan prustende med sit

fyldige korpus omgivet af sine assistenter. Han uddeler en masse ordrer på

afghansk og ved tilsyneladende, hvad han har med at gøre. Han får hurtigt

stabiliseret den sårede minerydder, giver ham et skud morfin og lægger et

væskedrop på ham. Fire mineryddere beordres til at lægge ham på den

medbragte båre og bærer ham hen til vores ambulance, og i løbet af et par

minutter ser jeg ambulancen forsvinde med blå blink og sirene mod et hospital

i Kabul, som FN driver. Langt de fleste dage ligger dr. Koshan bare på båren i

ambulancen, men i dag har han gjort sig fortjent til sin løn. Han gør sit arbejde

godt, og den uheldige minerydder slipper relativt nådigt. Hans hånd må

amputeres, og hans højre lunge er blevet perforeret af et fragment, der røg

ind i siden, hvor kevlarvesten ikke beskytter kroppen. Men han kommer sig

efterfølgende og får selvfølgelig udbetalt den efter afghanske forhold yderst

klækkelige forsikringssum fra den forsikring, alle vores mineryddere er dækket

af. I hans tilfælde er det 4.500 dollars. Det er mange års løn for de fleste

afghanere. Desværre giver vores gode forsikringsordning også lidt bagslag,

idet enkelte mineryddere spekulerer i at få tildelt forsikringssummen, hvor

absurd det end kan lyde. Vi har eksempler, hvor det lader til, at ryddere

bevidst får en hånd, en arm eller et ben sprængt bort, så han kan forsørge sin

familie flere år frem. Jeg hører sågar om tilfælde i branchen, hvor

mineryddere med overlæg søger døden i minefeltet for at få den maksimale

erstatning udbetalt til de efterladte, 20.000 dollars. Efterfølgende

undersøgelser af dette uheld viser, at minen var en russisk PMN af samme

type, som den jeg netop havde afdækket. Vores undersøgelser viser også, at

nedbøren igennem de mange vintre, minen har ligget i jorden, formentlig har

bevirket, at minen har drejet sig, og at minerydderen har stukket direkte ned i

den trykplade på oversiden af minen, som får den til at udløse. Efter den

barske oplevelse er jeg træt og vil hjem i DDG-huset og nyde en kold øl på

More magazines by this user
Similar magazines