Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

snarere en menneskelignende ruin med et forpint og furet ansigt mærket af

armod og smerte. Han mangler begge sine ben, og hans sorte pjalter er

trukket op under de to stumper, som er tilbage. På hovedet bærer han et

støvet sort tørklæde. Idet vi passerer ham, strækker han som i slowmotion og

med besvær sine arme frem mod bilen. Han sidder der simpelthen for at tigge

af forbipasserende køretøjer. I sidespejlet ser jeg ham forsvinde i den sky af

støv, som bilen efterlader, stadig med armene udstrakt mod os, mens han

forsøger at dreje kroppen med rundt i bilens retning. Jeg glemmer aldrig den

spinkle krop, det nærmest kranieagtige ansigt og den svage gnist af liv i de to

øjne, som stirrede udtryksløst på mig fra bunden af de sorte øjenhuler.

Hvordan var han kommet derud? Der var mindst 10 kilometer til nærmeste

bebyggelse. Og hvordan klarede han varmen? Ingen kunne overleve her i

længere tid. Den dag i dag undrer det mig, at jeg ikke hjalp ham. Hvorfor jeg

ikke beordrede bilen stoppet og gav ham nogle flasker vand eller nogle få

dollars. Bare en flig af den uendelige rigdom, jeg havde i forhold til ham. Jeg

kunne have gjort en kæmpe forskel for ham. Måske var jeg handlingslammet

for et øjeblik på grund af det surrealistiske ved oplevelsen. Måske tænkte jeg,

at nogen havde placeret ham der for en stund og lige straks ville komme

tilbage for at føre ham hjem til hans familie. Jeg kan ikke huske mine tanker i

det øjeblik. Men i flere år vendte billedet af den gamle mand i kørestolen på

den øde slette tilbage. Lige indtil jeg syv år efter møder en kollega med

pakistansk baggrund og stor indsigt i afghanske forhold, som giver mig en

forklaring. Han fortæller mig, at der i Afghanistan findes organiserede,

kriminelle bander, som bortfører børn eller ganske unge mænd og med fuldt

overlæg invaliderer dem, for eksempel ved at amputere lemmer eller skære

deres tunge ud. Derefter har staklerne intet håb om et normalt liv. Ingen

familie, ingen venner, ingen omsorg og ingen uddannelse. De er helt

afhængige af disse kyniske og bestialske bagmænd, der anvender dem som

tiggere, som en indtægtskilde. Det er formentlig den skæbne, som er overgået

den gamle mand på sletten. Han bliver kørt derud hver morgen for at tigge

almisser af de få forbipasserende biler og bliver hentet igen om aftenen.

Guderne må vide hvortil og under hvilke kummerlige forhold. Dag efter dag,

måned efter måned, år efter år har han formentlig levet i dette mareridt, og det

skal han blive ved med , indtil hans krop giver op, eller hans fangevogtere

ikke længere anser ham for et aktiv og efterlader ham til den visse død. Mine

tanker kredser stadig om den gamle mand, da vi ankommer til minefeltet og

parkerer på en lille plads, hvor alle vores mineryddere venter spændte og

stolte over at have gjort et par kvadratkilometer frodig jord sikker for deres

landsmænd. Ghazni-provinsen er efter afghanske forhold frodig, og de fleste

bønder dyrker deres afgrøder på markerne omkring de grønne lunde, hvor der

løber vand gennem små, sindrigt anlagte kanaler. Disse vandingssystemer

har gennem årtusinder været livlinen for den afghanske bonde. Men siden de

sovjetiske styrker invaderede landet, har disse kvadratkilometer af deres

landbrugsjord været omdannet til minefelt. Bønderne og deres familier færdes

i markerne alligevel. De ved godt, at det kan være farligt, men de er ganske

enkelt nødsaget til det, da de uden afgrøder ikke har et eksistensgrundlag.

Desuden skal de gennem minefeltet for at komme ind til Ghazni by, hvor de

sælger deres varer på markedet. Derfor er det ikke unormalt at se børn,

voksne og dyr i området, som er blevet invalideret og har mistet hænder,

arme, ben eller øjne som følge af eksploderende miner. Men nu skal

More magazines by this user
Similar magazines