Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

lokalbefolkningen til at færdes sikkert i området, og ceremonien med

overrækkelsen til selveste provinsguvernøren skal finde sted i en skyggefuld

og frodig lund i hjertet af det nu ryddede minefelt. På traditionel afghansk vis

har vores folk gjort nydeligt rent på pladsen. I skyggen har de stillet et lille lavt

bord, som i dagens anledning er udsmykket med en hvid dug, og de har

forberedt the og småkager til senere. Rundt om i lysningen har de opstillet

krukker med blomster og planter, og på den ene side af bordet er opstillet en

række stole til det prominente selskab med guvernøren i midten, flankeret af

hans følge, vores operationsofficer og jeg selv ydmygt på fløjen. Alt er klar, og

alle vores ansatte står parat bag bordet, da guvernøren ankommer

overraskende præcist i en sort Toyota-pickup med en flok unge, aggressivt

udseende talebanere på ladet. De er alle klædt i lange, sorte, løsthængende

kjortler og har de karakteristiske sorte tørklæder viklet om hovedet. Og de

bærer naturligvis den obligatoriske AK-47, som er enhver talebaners

standardvåben. Ud af bilen træder en fedladen og forbavsende ung guvernør

klædt i en skinnende hvid kjortel og en lille, hvid hat. En skærende kontrast til

den øvrige del af hans følge. Jeg går hen imod ham, kigger ham i hans små,

sorte øjne, som udstråler alt andet end venlighed, og byder velkommen. Han

hilser stift, men dog høfligt på denne skægløse vantro vesterlænding. Jeg er

af adskillige talebanere blevet kraftigt opfordret til at anlægge skæg. Men hver

gang har jeg på højt og tydeligt engelsk gjort vedkommende klart, at han

under ingen omstændigheder skal blande sig i min ansigtsbehåring. Og at

han i øvrigt kan rende mig et vist sted. Det plejer at sætte en stopper for

yderligere indvendinger. Men på lige netop denne dag og som repræsentant

for DDG vil det ikke være fikst at svare Taleban-guvernøren så direkte igen,

såfremt mit manglende skæg bliver et samtaleemne. Mens gæsterne bliver

vist på plads, bemærker jeg, at mange af vores mineryddere betragter

guvernøren og hans slæng med overordentlig respekt. Enkelte ser decideret

frygtsomme ud. Da gæsterne er på plads, er det mig, der via en tolk byder

velkommen. Jeg fortæller kort om DDG's arbejde og mission og udtrykker

stolthed og glæde over at kunne overdrage de nyryddede marker til

lokalsamfundet, som nu kan dyrke deres afgrøder uden fare for liv og lemmer.

Så afvikler en af vores folk en højtidelig fotoseance, og der bliver skænket the

og serveret småkager. Jeg har ikke den mindste lyst til at involvere mig

yderligere med guvernøren og bliver siddende i min stol. Men jeg noterer mig,

at vores snog af en operationsofficer, Hayat, straks stryger hen til ham og er

mere end villig til at konversere med guvernøren, som nu er løsnet gevaldigt

op og nærmest fnisende sidder og kigger nysgerrigt i min retning. Som den

eneste skægløse hvide mand omgivet af talebanere og de øvrige afghanere

føler jeg mig temmelig isoleret og alene og funderer over, om

repræsentanterne for dette fremmedfjendske, fundamentalistiske regime i

virkeligheden er os, de vantro, en anelse taknemmelige. For vores medbragte

penge finansierer vi rydningsoperationer i deres land, ofte med livet som

indsats, og kan nu præsentere den endelige gevinst: et lokalsamfund, hvor

livet bliver sikkert og betydelig nemmere for befolkningen. Og så blander

magthaverne sig i vores skægvækst, påklædning og vores almindelige

adfærd. Som dansker er det komplet uforståeligt, at mennesker kan have

sådan et livssyn og støtte et samfund, der undertrykker sin egen befolkning, i

særdeleshed kvinderne. En stor del af talebanerne er meget dårligt

uddannede og formentlig dybt indoktrinerede gennem deres opvækst. Men

More magazines by this user
Similar magazines