Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

lederne er ikke ignoranter. De er ofte veluddannede og velvidende om
vestlige forhold. Deres motivation er et indædt had til Vesten og vores
værdier, og en følelse af frustration og mindreværd over ikke at have udviklet
sig i noget nær samme grad som Vesten. Som jeg sidder der i den
mineryddede lund, har jeg ingen anelse om, hvad guvernøren tænker om mig.
Jeg ved dog, at andre talebanere ser på os fra DDG med formildende blikke,
fordi vi er mineryddere. Os anser talebanerne for relativt mandige. Modsat
»mel-uddelerne« fra de øvrige hjælpeorganisationer. Jeg skeler over på det
pludrende par og ryster indvendigt på hovedet. Så rejser jeg mig, hilser høfligt
på guvernøren og slentrer ud i den sikrede lund. Først da jeg er helt alene,
bemærker jeg, hvor smukke omgivelserne egentlig er. Men den verden, jeg
befinder mig i , er så fremmed, som den næsten kan blive, og til trods for at
jeg selv har valgt dette job, står jeg og glæder mig usigeligt til at komme væk.
Jeg kan ikke vide, at jeg skal komme til at tilbringe langt mere tid i
Afghanistan, end jeg har planlagt.
8 - Ny verdensorden
Dagen skiller sig i forvejen ud. DDG's chef fra hovedkvarteret i København,
Bo Bischoff, har meldt sin ankomst for at hilse på os og for at føre sig ajour
med vores forskellige minerydningsoperationer. Bo har en baggrund som
oversergent i hæren, er uddannet økonom og har i en periode arbejdet som
en af de dyre drenge i et stort konsulentfirma. Men som visse andre savnede
han dog sjæl og nerve i sit liv og fandt spændingen som kolonnefører for
humanitære transporter på landevejene på Balkan på det tidspunkt i 1994-
1996, da der var allermest uro i regionen. Han har siden arbejdet med
humanitær minerydning i Sydøstasien og Afrika og startede DDG i slutningen
af 1990' erne. Bo er en høj, karismatisk og skarpsindig mand med et
usædvanligt gedebukkeskæg, som han nulrer, mens han indgående lytter til,
hvad man har at sige. Han har den ret sjældne evne, at han kan lytte. Ikke
bare høre, hvad man siger, men rent faktisk lytte. Jeg kan rigtig gode lide Bo
og glæder mig til hans besøg. Om morgenen forbereder jeg vores opdatering.
Til middag henter jeg ham i Kabul lufthavn, hvor han ankommer med FN-flyet
fra Islamabad. Om eftermiddagen sidder vi på DDG-villaens terrasse og
sludrer og nyder en gin tonic. Og om aftenen spiser vi middag og snakker
videre på terrassen under fuldmånen. Vi taler flere gange om, at vi ikke har
set BBC World hele dagen, fordi vores satellitmodtager ikke virker. Denne dag
- den 11. september 2001 - er den eneste forbindelse ind og ud af huset vores
Thrane & Thrane satellittelefon. Ved 23-tiden ringer den i operationsrummet i
kælderen. Jeg går ned og tager den. Det er vores såkaldte desk officer i
København, som lettere nervøs i stemmen spørger, om vi har hørt nyheder.
Det har vi som sagt ikke, så han indfører mig hurtigt i hele verdens
dagsorden, som vi har været lykkeligt uvidende om. Han fortæller, at et af de
stærkeste amerikanske symboler på vestlig frihed, World Trade Center i New
York, er ramt af to fly, og at det formentlig er et terrorangreb, men at det
endnu ikke er blevet bekræftet. Jeg er rystet. Dybt rystet. Og bliver det endnu
mere, da han ringer tilbage 20 minutter senere og bekræfter, at det er et
terrorangreb med i alt tre fly mod tvillingetårnene og forsvarsministeriet
Pentagon i Washington. Straks ringer vi til vores søsterorganisationer og FNhovedkvarteret
og bliver orienteret om, at al-Qaida og dermed Afghanistan