Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

ord. Først bliver det pure afvist, men da jeg bliver yderst pågående over for
en pakistansk steward, får jeg foretræde og sikrer mig, at kaptajnen ved, at
der er en hund om bord, og at der er den fornødne ilt i dyrenes kabine i flyets
lastrum. Jeg er sikker på, at kaptajnen aldrig nogensinde har oplevet noget
lignende, men han bekræfter, og det giver mig en smule ro, som dog først
kommer helt til mig, da jeg i København åbner Selmas grønne bur, og hun
energisk logrende tager imod mig. Selma skal vise sig at være en af mit livs
bedste beslutninger. Hun har nu været min tro følgesvend i otte år og ligger i
skrivende stund på gulvet ved siden af mig. Indrømmet. Jeg er vild med
hunde. Hundes - og andre dyrs - miserable liv har altid gjort stort indtryk på
mig og er mit ømme punkt. Jeg har haft stor glæde af at hjælpe usle
gadehunde i både Tjetjenien, Eritrea, Afghanistan og Irak, hvor jeg altid har
sørget for at have noget mad med til udmagrede hunde, der trissede rundt i
trøstesløse scenarier efter føde. Kald mig bare blødsøden og naiv. Helt fint
med mig. De lokale syntes i hvert fald tydeligvis, at jeg var bindegal. Efter et
par dage hjemme flyver jeg i oktober til Asmara, hovedstaden i Eritrea. Her
har to års krig mellem Etiopien og Eritrea, hvor 70.000 mennesker mistede
livet, blandt andet ført til, at frontlinjerne i det sydlige Eritrea er overstrøet med
minefelter og UXO, ueksploderet ammunition som flybomber, granater og
raketter. Meningen er, at vi skal opnå rutine i bortsprængning af UXO. Efter
en kort briefing i DDG-hovedkvarteret i Asmara kører jeg med Danmarks
bedste og mest erfarne ammunitionsrydder, Jørgen Sørensen, og et par
andre kolleger de cirka 10 timer gennem det frodige og smukke højland til de
åbne vidder sydpå. DDG's lejr ligger isoleret midt på savannen. Den
nærmeste by er flere timer væk og består af nogle gamle, slidte lerhytter, som
de lokalt ansatte mineryddere, kokkene og os udefra bor, spiser og sover i .
Jeg har aldrig rigtig været i Afrika før og bliver meget betaget af det vilde
dyreliv. På min første løbetur ud og væk fra lejren ad den røde, lerede jordvej
ser jeg tre slanger, gazeller og adskillige kæmpefugle. Mindre idyllisk er selve
området, vi træner i . Ammunition og dele fra håndvåben ligger spredt overalt i
terrænet, og ved forladte kampstillinger ser vi ved flere lejligheder
menneskeknogler. Vores fokus er først og fremmest at uskadeliggøre
flybomber på mellem et halvt og et helt ton, som enten er forladt eller som
ikke er detoneret, da de ramte jorden, samt at fjerne personel-og panserminer
- ligesom i Afghanistan. Terrænet i Eritrea gør dog, at vi inden den manuelle
rydning af miner kan begynde med en såkaldt mineplejl, et dansk udviklet
køretøj, som ved hjælp af en stor rulle med kraftige lænker påmonteret
kværner jorden igennem og detonerer de miner, den støder på. Der er dog
ikke garanti for at plejlen finder alle miner, så området skal ryddes manuelt
alligevel, men det kan gøres væsentlig hurtigere på grund af plejlen.
Umiddelbart før vores ankomst har en pansermine undgået plejlens kæder og
er detoneret, da hjulet på den bagerste aksel rammer den. Netop over denne
aksel sidder plejlens fører i et armeret førerhus, men minen har været så
kraftig, at han er blevet hvirvlet rundt i førerhuset, som var det en
tørretumbler. Det er den dag en dansker ved navn Jens, og han får knust en
fod og pådrager sig andre mindre alvorlige skader. Heldigvis sker der ingen
ulykker, mens jeg er i lejren, og efter 14 udbytterige rydningsdage vender vi
hjem til Asmara. Derfra går turen kort efter hjem til orlov i Danmark, hvor en
borgerlig regering vinder valget den 20. november. Og som en af sine første
handlinger rådfører statsminister Anders Fogh Rasmussen sig den 5.