Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

9 - I krig mod Taleban og al-Qaida
Det er med en god portion fryd, at jeg ankommer til flyvebasen i Kandahar,
den ene af de tre sydligste provinser i Afghanistan. Jeg har nærmest et
regnskab at gøre op. I knap otte måneder har jeg levet i dette land og er
blevet betragtet som et uskægget andenrangsmenneske af de talebanske
magthavere. Jeg er blevet hånet, fordi jeg insisterede på ikke at have skæg,
jeg er sågar ofte blevet spyttet efter på gaden i Kabul. Nu er jeg tilbage og
bærer uniform og våben. Jeg er en del af Task Force K-Bar. Den første
eliteenhed i krigen mod terror. Vi eksisterer fra oktober 2001 til juni 2002 og
består af 1.300 elitesoldater fra blandt andet amerikanske US Navy SEALS,
Special Air Service fra Australien og New Zealand, Kommando Spezial Kräfte
fra Tyskland, den norske Jegerkommando - og så Jægerkorpset og
Frømandskorpset fra Danmark, som lyder undernavnet Task Force Ferret.
Vores opgave: at lokalisere og opsøge Taleban og al-Qaida med henblik på
tilintetgørelse. På ni måneder når Task Force K-Bar 42
rekognosceringsopgaver samt et ukendt antal kampmissioner, der fører til 115
døde og 107 tilfangetagne. Herunder fanger danske jægere to gange
afghanere, som overdrages til amerikanerne. Talebanerne har siden 1996
hærget deres land og befolkning med deres middelalderlige livssyn. Nu har en
stor del af den vestlige verdens nationer med amerikanerne i spidsen forenet
deres militære kræfter i Operation Enduring Freedom. Og det fryder mig, at
Taleban og al-Qaida er pressede. De er fordrevet fra alle de store byer og
træningslejre i hele landet og har taget flugten til de sydligste provinser i
Waziristan i grænseregionen mellem Afghanistan og Pakistan. Navnlig
bjergegnene i den sydøstlige del af landet er et yndet tilflugtssted for både
Taleban og al-Qaida. Amerikanske spionfly har observeret hektisk fjendtlig
aktivitet i provinserne Paktika, Paktia, Lowgar og Nangahar, sidstnævnte
bedre kendt som hulerne i Tora Bora. Der kæmper fjenden mod os,
koalitionsenhederne, med base i deres sikre til-flugtssteder kaldet safe
houses i Pakistan eller fra små landsbyer på den afghanske side af grænsen.
Da vi ankommer til Kandahar Airfield, KAF, har flyvepladsen friske ar efter
Talebans hastige flugt få uger forinden. Næsten ingen af de sandfarvede
bygninger på denne støvede og ørkesløse flybase er intakte. Kun ganske få
har døre eller vinduer, og barakkernes indhold er spartansk: madrasser på
gulvene, beskidte køkkener, ventesale uden bænke eller stole, overskidne
toiletter og kommunikationsudstyr fra før russernes tid. Vejene på basen er
dannet af grus eller sand. I bedste fald pletvis asfalt. Og strøet rundt på basen
ligger miner og ueksploderet ammunition, som ingeniørenheder har travlt med
at bortsprænge. Basen blev tidligere benyttet til indenrigsflyvning, og de
udslidte russiske Antonov Turboprop flyvemaskiner står på cementpladsen
foran terminalbygningen og ligner vingeskudte monumenter fra en svunden
tid. I skærende kontrast står amerikanernes funklende state of the art
militærisenkram. Pansrede køretøjer med de nyeste våbensystemer,
radarsystemer, transporthelikoptere og kæmpemæssige C17 transportfly,
som metodisk lander og letter natten igennem med nye forsyninger af
materiel, mad og drikke til den hungrende krigsmaskine - al flyvning om dagen
er på dette tidspunkt udelukket, idet Taleban formodes at råde over et antal
Stinger jord-tilluft missiler. Ironisk nok de samme missiler, som amerikanerne i
1980' erne forærede til mujahedinerne i deres kamp mod russerne. Få uger
før operative teams fra eliteenhederne i Task Force K-Bar er ankommet, har