Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

10 Operativ

Ikke alene kan jeg endelig kalde mig rigtig jægersoldat igen. Jeg føler mig

også fra første dag yderst tilpas i min nye patrulje, der tæller fem mand. René,

den mest erfarne, der har otte års operativ tjeneste i bagagen, er vores

patruljefører. Med sit udadvendte og sociale væsen er han også et naturligt

omdrejningspunkt i patruljen. Ligegyldigt hvor træt og presset han er, smitter

han altid med en positiv attitude. Vores sanitetsmand, en slags avanceret

sygehjælper, er Peter, som er en yderst kompetent og skarp herre, der ofte

byder ind med intelligente, analytiske betragtninger. Og han er også rigelig

råstærk, men interesserer sig ikke synderlig meget for at træne. Efter en dag

at have løbet nogle hundrede meter ud af vores lejr passerer han et skilt,

hvorpå der står »Slow Down«. Det tager han meget bogstaveligt og returnerer

fluks til det kølige patruljerum. Vores spejder, Mikkel, gør ikke meget væsen

af sig med sit rolige og afdæmpede gemyt. Han er en lille, kompakt fyr, stærk

som en bjørn og meget respekteret i hele korpset for sin faglige kunnen. Min

sidste makker er Henrik, der har ansvaret for patruljens kommunikation. Han

er en høj, atletisk og sympatisk fyr med en udpræget stædig natur, der gør, at

han altid arbejder indædt for den optimale løsning. Han er den yngste i

patruljen og bliver senere en af de kolleger i korpset, som jeg værdsætter

mest, både som soldat og menneske. Jeg selv har fået den ledige plads som

sprængningsmand. The man with the key, kalder amerikanerne min funktion:

at bortsprænge eventuelle hindringer, døre, mure og vægge i og omkring de

bygninger, hvor vores patrulje skal løse opgaver. Desuden har jeg ansvaret

for placering af granater og alarmanordninger omkring vores patrulje, når vi

ligger i en observationsbase. Efter et par uger i patruljen sker det, jeg virkelig

har ventet på. Vi skal på operation. René er blevet informeret om opgaven og

har kaldt til samling i vores patruljerum. René og jeg har netop løbet de

daglige ti kilometer rundt på basen i den støvede eftermiddagsvarme, da vi

træder vi ind ad døren til vores lille, skyggefulde sove-og opholdsrum. Jeg er

spændt og kan næsten ikke vente på Renés informationer, men hos de andre

hersker der en yderst afslappet stemning. Peter, sanitetsmanden, ligger på

feltsengen med korslagte arme over maven og klukker til et afsnit af tv-serien

»Friends«. Mikkel, spejderen, ligger på maven og lytter til sin elskede

amerikanske westcoast rockmusik. Og kommunikationsmanden Henrik sidder

ved det lille bord og spiser og studerer indgående en amerikansk feltration,

som vi er så privilegerede at have fået til operativt brug. Efter at have drukket

en masse vand kalder René til samling og begynder at indvie os i detaljerne.

Ubemandede amerikanske spionfly, MQ-1 Predators, har i den forløbne uge

overfløjet grænseområderne i de bjergrige provinser cirka 400 kilometer

nordøst fra Kandahar Air Field, KAF. Specielt enkelte lokaliteter omkring

landsbyer beliggende på selve grænsen har amerikanernes bevågenhed.

Spionflyene har sendt billeder af medlemmer fra Taleban og al-Qaida, som ad

små stier og veje har krydset grænsen til Pakistan for derefter at vende

tilbage til Afghanistan og genoptage kampen mod de amerikanske styrker.

Desuden formoder man, at landsbyerne bliver anvendt som tilflugtssteder for

terrorister og deres forsyninger. Et Predator-spionfly kan med sit infrarøde,

digitale zoomkamera identificere varmesignaturen fra et menneskes krop fra

tre kilometers højde under gunstige vejrforhold. Men dårligt og ustabilt vejr i

områderne her i den sene vinter gør det sværere at anvende Predators, og

Task Force K-Bar har derfor fået til opgave at observere aktiviteterne i netop

More magazines by this user
Similar magazines