Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

endnu en knold og er godt halvvejs nu. Mikkel vinker mig frem, og bag en

klippe kigger vi direkte mod det, vi ikke vil se. Et halvt hundrede meter foran

os toner konturerne af en lille hytte frem. Vores kort og efterretninger viser

ellers ingen tegn på bebyggelse i umiddelbar nærhed af vores rute. Det er

rigtig dårligt nyt. For bebyggelse betyder mennesker. Jeg sender den dårlige

nyhed til René, som grynter arrigt. »Vi skal have afsøgt den hytte. Vi er tæt på

vores observationsbase, og vi bliver nødt til at vide, om den er beboet. Mikkel

og Thomas, frem og afsøg. Vi sikrer jer herfra. Go.« Mikkel og jeg lægger

med befrielse vores »tæger« og bevæger os i en bue rundt mod huset, så vi

ikke er i resten af vores patruljes skudfelt. Den lille lerhytte er seks-otte meter

bred med fladt tag. Vores våben er afsikrede og rettet direkte mod den

lukkede trædør. Jeg bevæger mig langsomt fremad på den venstre side bag

Mikkel - jeg er venstrehåndet og fører mit våben i venstre skulder. Vi når

døren, ser ikke noget håndtag, men finder hurtigt hængslerne, og stiller os på

den modsatte side, så Mikkel enten kan skubbe eller trække døren op. Uden

en lyd placerer han sin ene hånd på døren, og vi udveksler et bekræftende

nik. Han skubber kontant døren op, og vi hurtigt trænger ind i hytten, samtidig

med at vi aktiverer vores infrarøde lys på våbnet. Ingen mennesker, og

rummet med et lille vindue uden glas på den modsatte væg er næsten tomt.

Kun en madras på gulvet med et krøllet tæppe ovenpå og en lille skål og et

glas ved siden af. Det er formentlig en hytte, som de lokale hyrder bruger til at

sove og spise i . Sådan noget lort. Vi vader rundt i et område med hyrder, får

og geder. Vi lukker forsigtigt døren bag os og vender tilbage til de andre. Der

er lidt under en time, til det første dagslys sætter ind, og vi er under 100 meter

fra vores planlagte observationsbase. Vi ligger alle fem prustende i en lille

cirkel mellem nogle klippestykker og forsøger at genvinde lidt energi efter

vores livs infiltration. »Okay, hør efter,« hvisker René. »Mikkel og jeg går frem

og kigger på forholdene. Vi er tilbage inden for en time. Hvis ikke kender I

planen.« Da de går, vender René sig mod mig med et kæmpe smil på

ansigtet. »Er du cool, morfar?« Selvom vi næsten er lige gamle, morer han sig

med at kalde mig morfar. »Pis nu bare af med dig,« hvisler jeg grinende. De

forsvinder ud mellem klipperne, og vi andre ligger lydløst og nyder pausen.

Luften står helt stille. Ikke en lyd. Og jeg bemærker, at himmelen mod øst har

antaget en svag lys farve. Henrik prikker mig på skulderen, og jeg vender mig

om. Han tilbyder mig den ene halvdel af sin Raider-chokolade. »Du klarer det

godt. Det er vist et stykke tid siden,« siger han afdæmpet. »Otte år. Min krop

aner ikke, hvad fanden der sker,« svarer jeg og gumler tilfreds chokoladen i

mig. Det ene knæ i min ørkenuniform er revet op, og jeg masserer mine

ømme og blodige knæ, som natten igennem er stødt mod de skarpe klipper.

Efter en time ser vi silhuetterne af René og Mikkel på vej op mod os. De

knæler ned som to sække kartofler og ser forpinte og udmattede ud. »Det er

noget forbandet pis det her,« hvisker René prustende. »Vi har kun fundet ét

sted, hvor vi kan se målene uhindret. Men dér har vi svært ved at se bagud af

basen. Det er dog den eneste mulighed, vi har. Så det gør vi. Det er en lille

klippeafsats, akkurat stor nok til observationsstade og sovepladser.

Spørgsmål?« Vi ved, at Mikkel og René har gjort deres yderste og valgt den

løsning, som under omstændighederne er den bedste. Ingen spørgsmål.

Pausen har gjort vores muskler og led stive og kolde, og jeg bemærker, at

Peter kæmper sig brummende op i siddestilling. Hans fuldskæg drypper af

vand, og han sidder krumrygget med hænderne i skødet og ligner en gammel

More magazines by this user
Similar magazines