Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

tilbereder og spiser min ration frysetørret amerikansk kylling med ris. Så

børster jeg mine tænder, sluger al tandpastaen og tørrer mig til sidst i skridtet

og »møntindkastet« i rumpen med en spritserviet. Alt affald lægger jeg ned i

posen i rygsækken og lukker den grundigt. Jeg er mæt og soigneret, og der er

ingen grund til at sløre ansigtet igen, da det er dagslys. Vores lyse ansigter

skal kun camoufleres i mørke. Jeg lægger mig til rette på mit liggeunderlag

med hovedet på udrustningsvesten og tager det vandtætte kort frem fra min

lårlomme. Endnu en gang kigger jeg på vores placering og det

omkringliggende terræn. De fire-fem huse et par kilometer mod nord

bekymrer mig. Mest af alt fordi de ikke er på kortet. Hvad mere er ikke på

kortet? Jeg repeterer endnu en gang vores samlepunkter, lægger kortet

tilbage i lommen og lukker øjnene i formiddagssolen. Det er mørkt, og jeg er

halvvejs igennem min vagt på femte eller sjette nat. Tiden er begyndt at flyde

ud. Rutinerne er for længst indarbejdet, og tiden forekommer uendelig lang.

Kroppen er gået i dvale efter døgns mangel på fysisk aktivitet, så den føles

tung, og hver eneste bevægelse forekommer alt for hård. Jeg lugter

ubeskriveligt, og min hud er dækket af et tyndt lag fedtet støv. Temperaturen

er over 30 grader i skyggen, og den daglige vandration på fem liter er ikke

nok. Min urin har den mørkegule farve, som er et typisk tegn på dehydrering,

og jeg har konstant hovedpine. Samtidig fortryder jeg bitterligt, at jeg tog mine

varme Goretexstøvler på. Da jeg skiftede sokker i dag, var begge mine fødder

stærkt medtagne af svamp, fordi de ikke har fået luft i mange dage. Men i det

mindste smerter fødderne ikke. Det kunne være meget værre. Hvad der til

gengæld er meget værre, er den farlige tilstand af tryghed, som lige så stille

har indsneget sig. En fornemmelse af, at der ikke sker noget. Af sikkerhed.

Det er en følelse, som skal bekæmpes med al magt. Slækkes der på

disciplinen og rutinerne udgør man en fare for sig selv og patruljen. Uanset

hvor tilforladelige forholdene forekommer, uanset hvor godt man mener at

kende området, skal den rette koncentration bevares. Al-Qaida og Taleban er

lige rundt om hjørnet, lige for foden af klipperne i den lille landsby kun lidt over

en kilometer borte. Jeg observerer gennem min termiske kikkert, og den lille,

tikkende lyd fra dens køler irriterer mig. Jeg synes, den larmer og er nervøs

for, at den kan høres på lang afstand, selvom jeg godt ved, at det ikke er

muligt. Jeg indstiller zoomfunktionen på kikkerten og afsøger byen og stierne

for aktivitet i det samme horisontale mønster som hundredvis af gange før.

Regndråber rammer mig. Så har jeg også prøvet regn i Afghanistan. Men jeg

når ikke at dvæle mere ved det, for i det samme stivner jeg ved det, jeg

observerer i kikkerten. Ad stien fra en af dalene syd for landsbyen kommer en

gruppe mænd gående mod byen. Jeg tæller 12 mand. Alle bevæbnede med

Kalashnikovs. De bruger intet lys, bevæger sig langsomt og stopper

indimellem. De fører deres våben på en afslappet måde, som kendetegner

soldater med erfaring. En enkelt, en af de bagerste, er meget højere end de

andre og har sit våben over skulderen. Han virker ikke så agtpågivende som

de andre. Jeg gætter på, at han er gruppens leder. Jeg tager billeder med

kameraet og kigger på uret. 02.43. De er tydeligvis på vej over grænsen fra

Pakistan og ligner ikke tilfældige hyrder på vej hjem for at holde fyraften. De

fortsætter ind mod landsbyen og drejer af bag nogle af de bagerste bygninger,

hvor jeg ikke kan følge dem længere. Regnen er taget til, og min uniform er

gennemblødt, men jeg er ligeglad, for jeg er henrykt for mine observationer.

Flere dages venten giver endelig resultat. Der er bevæbnede Taleban og/eller

More magazines by this user
Similar magazines