Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

al-Qaida folk i området. Det lader til, at vi er på vej mod en løsning af vores

opgave. Jeg bakser med kameraudstyret, klargør billeder og tekst til Henrik,

som han kan sende hjem. Der sker ikke mere den nat. Bortset fra at der falder

en skorpion ud af min sovepose, da jeg senere skal til at lægge mig i den.

Siden da har jeg altid rystet min sovepose, mit tøj og mine støvler, inden jeg

skal bruge det. I dagene efter min første kikkertkontakt med de bevæbnede

mænd i natten er der mere aktivitet i landsbyen. Vi sender alle detaljer til KAF

over radioen. Om grupper af bevæbnede mænd i terrænet om natten, om

trafik ind og ud af husene, om arbejdsrutiner i markerne, antallet af kvinder,

mænd og børn, formodede tykkelser på husenes mure, hvilke døre husene

har og skitser over landsbyen. Så venter vi ellers bare på besked om, hvilken

skæbne denne landsby skal gå i møde. Det letteste i verden vil være at kalde

et par F-16 ind og droppe fire 1-tons bomber over den. Men den løsning er

naturligvis ikke acceptabel. Måske er der kvinder, børn og uskyldige mænd,

som ikke har noget med Taleban eller al-Qaida at gøre. En bedre løsning vil

være et direkte angreb med flere eliteenheder fra vores Task Force. Men det

kræver en omfattende forberedelse og mange ressourcer, og der er ikke

indikationer på, at det er en løsning, man vil vælge. Det er morgen, og jeg har

netop spist min yndlingsmorgenmad - havregryn med jordbærsmag. Jeg er

ved at kravle ud på vagt, da det er, som om mit hjerte stopper. Ikke engang ti

meter fra mig lister to mænd med Kalashnikovs langsomt frem mod os

igennem klippeåbningen. Det er tydeligt, at de ikke rigtig fatter, hvad de ser.

De kniber deres øjne sammen i morgensolen. Dette er deres territorium,

deres baghave, og det her ser ikke rigtigt ud. Den ene knuger sit våben hårdt

ind til kroppen, som om det insisterer på at blive brugt. Jeg har mit våben klar

i skulderen. Fører i slowmotion piben op i retning mod dem, mens min

tommelfinger finder sikringen og stille afsikrer. Klar til at kæmpe. Ud af

øjenkrogen ser jeg, at René og Henrik også ligger klar med deres våben.

Havde det ikke været for sløringsnettet, var vi for længst blevet opdaget af de

to mænd. De har sorte fuldskæg, er klædt i mørkt, pjaltet tøj og slidte

læderstøvler, og den ene bærer et sort klæde om hovedet. Typisk Taleban.

Mikkel rækker langsomt hånden ud efter udløsermekanismen til

nærsikringsgranaterne. En meter mere og den første granat vil kunne ramme

den forreste af mændene. De tager begge forsigtigt endnu et skridt fremad.

Det får Henrik til også at afsikre sit våben, og ved det lille metalliske klik

stivner mændene, og i samme sekund drejer de i en bevægelse rundt om sig

selv og vælter tilbage mod klippens åbning. »Fuck,« råber René. »Efter dem.«

Mikkel og Henrik springer frem under sløringsnettet, og med våbnene rettet

mod klippeåbningen sætter de efter mændene. »Peter og Thomas, nedbryd.

Nu!« fortsætter René. Stadet og basen skal pakkes ned, og det kan kun gå for

langsomt. Jeg kaster alt vitalt udstyr fra stadet ned i en taske, kæmper mig

tilbage ind i basen, hvor jeg sikrer mig, at min rygsæk er klar. Sløringsnettet er

ligegyldigt, vi er alligevel opdaget, og desuden vejer det for meget. Vægt er

altafgørende på flugt. Mit hjerte hamrer. Jeg smider Mikkels og Henriks

morgenmad, som de netop var i gang med , ned i deres rygsække og lukker

dem. På et minut er vi klar til flugt. René løber ud gennem klippeåbningen, og

jeg sætter efter, idet jeg kan se, at Peter har øjne mod landsbyen. Den må

under ingen omstændigheder lades ude af syne, selvom det er i den anden

retning, vi har problemer. Mikkel og Henrik ligger på maven ude på

klippekanten, og René smider sig ned ved siden af dem. »Hvor er de

More magazines by this user
Similar magazines