Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

og kommer altid i den bedste fjerdedel. Det viser mig, at jeg er på rette spor

og tænder mig endnu mere på min videre soldaterfærd. Efter at jeg som 17årig

læser om Carsten Mørch, bliver det for alvor målrettet. Min drøm om

Jægerkorpset er efterfølgende det eneste, jeg fokuserer på. Jeg begynder at

planlægge min træning systematisk dag for dag, uge for uge og år for år. Jeg

løber hundredvis af kilometer i støvler og uniform. Terrænløb og

orienteringsløb foregår også i uniform og støvler, og jeg fylder min gamle

rygsæk op med sten, bøger og Vejvæsenets 30 kilo tunge saltsække og

løbetræner på alle de trapper, jeg kan finde. Jeg går mørke og kolde,

nordsjællandske landeveje og skove tynde, dag og nat, sommer og vinter.

Enkelte gange går jeg knap 80 kilometer fra København til Nordkysten og

retur sydover igennem skove og landsbyer. Jeg svømmer i det iskolde vand i

Øresund i min gamle, lånte hjemmeværnsuniform og læderstøvler. Og jeg

sover ofte i dagevis alene i de nordsjællandske skove for at vænne mig til

mørket og det at være isoleret. En træningsdag på mellem fire og seks timer

er normal, og selvom jeg ofte er udmattet, kold, sulten og våd, fortsætter jeg

på mine blodige og slidte fødder, mens drømmen om at blive jægersoldat

bliver mere og mere rodfæstet i min bevidsthed. Allerede fra jeg er en ung

dreng, ved jeg, at et almindeligt og borgerligt liv med faste og forudsigelige

rammer ikke tiltaler mig. Jeg vil opleve og smage verden, og livet som soldat,

ultimativt jægersoldat, synes oplagt. Udover min træning når jeg i min sidste

skoletid og efter skolen at arbejde lidt med at dele reklamer ud, vaske op på

Restaurant Ryttergården i Klampenborg og stå i DSB-kiosken på

Charlottenlund Station. Men det er først rigtigt arbejde for mig, da jeg som 18årig

skal i militæret. Jeg begynder på Sergentskolen på Sønderborg Kaserne

og fortsætter på Reserveofficersskolen i Oksbøl, hvor jeg dumper den

afsluttende løjtnant-eksamen i faget taktik. Jeg fortsætter dog som sergent

ved Livgarden i København i fire år, og i januarfebruar 1990 bliver det rigtig

alvor, da jeg består en række fysiske prøver, som Livgardens idrætsofficer

kontrollerer, og på den baggrund optages på Jægerkorpsets patruljekursus. I

dag foregår rekrutteringen på Flyvestation Værløse en gang om året, og der

er også et fem dages forkursus, som ikke eksisterede i 1990. Men nu står jeg

dér, hvor jeg gerne vil stå. På første trin på en lang og sej vej mod at blive

jægersoldat. »Jægercorpset i Sielland« hedder landets første kompagni af

elitesoldater, da korpset i 1785 bliver oprettet med 130-160 mand på

Kronborg i Helsingør med mottoet »Forrest mod fjenden«. Som sådan

eksisterer korpset til 1860, inden det genopstår igen i 1864 for at blive nedlagt

endnu en gang i 1951. Den nyere historie med »Det danske Jægerkorps«

begynder i 1961 på Flyvestation Aalborg. Det er her, jeg træder ind til en af

verdens hårdeste uddannelser i 1990. Kravene har ikke ændret sig, siden de

blev nedfældet således i 1961: »En jæger er en specialuddannet soldat, der

har gennemgået en særlig uddannelse, der sætter ham i stand til at løse en

lang række krævende opgaver. Der stilles derfor store krav til en jæger , med

særlig vægt på gode færdigheder i patruljeteknik og -taktik, selvdisciplin,

selvtillid og snarrådighed. Der kræves en god moral, disciplin og

udholdenhed, samt en høj grad af evne til at samarbejde, således ofte under

barske vilkår, såvel under uddannelse som indsættelse i forskellige

operationer. Det er derfor kun soldater, som består grunduddannelsen meget

overbevisende, der som afslutning modtager den bordeauxrøde baret og

senere jægermærket, der er jægernes kendetegn.« Det siger sig selv, at man

More magazines by this user
Similar magazines