Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

følsomme, og det er oftest betydningsfulde personer, som ligger inde med
dem. Eller personer, som færdes tæt på de betydningsfulde personer. Det er
de kilder, Eric skal opsøge og etablere et tillidsforhold til, og det opbygges
ikke sådan lige over en kop the på en eftermiddag. Infiltrationen er en
langsommelig og risikabel proces, før han har den nødvendige tillid og valide
informationer. Jobbet er ofte ensomt og kræver kulturel, politisk, sproglig og
ikke mindst menneskelig indsigt. Èn ting er at kunne sit kram rent teknisk,
men besidder agenten ikke de sociale kompetencer, når kilden skal
bearbejdes, lykkes opgaven ikke. Visse kilder lader sig dog betale klækkeligt
for at sælge viden og giver fanden i principperne. Men de vigtigste kilder er
ofte dem, som handler ideologisk, og de kræver en raffineret tilgang.
Naturligvis står og falder Erics succes med , at hans sande identitet ikke
afsløres. Han rejser derfor altid inkognito med sit arbejde. Såvel professionelt
som privat optræder han og hans kolleger afdæmpede. Kun meget få
mennesker i deres omgangskreds ved, hvad de beskæftiger sig med . I
tilfældet Eric ved ikke engang hans familie, hvad han laver. Egentlig
foretrækker han at operere alene, uden os som en beskyttende skal. Jo flere
personer og jo større setup, desto større signatur. Og jo større risiko er der for
at blive afsløret. Og så er både hans og vores sikkerhed og hele hans
organisations troværdighed truet. På trods af det vurderer han og hans
organisation, at Afghanistan nu og her er så usikkert, at Jægerkorpset er en
nødvendig partner. Vores opgave er at beskytte Eric og bringe ham uset til de
møder, han skal holde med sine kilder. Egentlig ret simpelt. Men denne for os
uvante måde at operere på stiller krav til vores kreativitet. Vi plejer at have et
antal ressourcer, vi kan trække på, hvis tingene brænder på. Her er vi helt på
egen hånd. Går noget galt, er der ingen Quick Reaction Force, intet Gunship
eller et jagerfly, vi kan kalde ind over radioen. Vi har kun radioer med for at
holde forbindelsen mellem vores to biler. Der er ikke nogen andre at kalde.
Ingen andre end vores mest betroede arbejdsgivere ved, at vi er iområdet. Og
det er naturligvis fuldstændig afgørende, at vores identitet ikke afsløres.
Erkendes vi som vestlige soldater, bringer det ikke alene vores liv i fare. Det
vil også være umuligt at genoptage opgaven i samme område. Hjemme i
Jægerkorpset har vi i månedsvis trænet til den her mission. At operere i og fra
en bil har været fokus. Den er vores operationsplatform, og vi forlader den
kun i nødstilfælde. Derfor har vi trænet køreteknik i gamle skrotbiler. Og
drengerøvene kom op i os, når vi med høj fart lavede hurtige, baglæns 180graders
vendinger og bremse-, undvige-og flugtmanøvrer. På landeveje og i
større jyske byer har vi trænet skygning. Når en bil skal skygges, er der
mindre chance for at blive opdaget, hvis vi benytter flere biler og overlapper
hinanden. Samtidig tager vi forholdsregler for ikke selv at blive skygget. Og
bliver vi det, flygter vi i hæsblæsende fart. Det har efterladt vores agentdummies
jamrende med hvide ansigter, mens vi har kastet bilerne rundt på
små mørke landeveje og haft det herligt. Vi har også igen og igen trænet
procedurer for, når en kilde skal opsamles på en bestemt lokalitet på et
præcist klokkeslæt. Man skal planlægge alternativt opsamlingspunkt og
lægge nødplaner. Og vi har trænet nærkampsteknikker i bilerne, hvis vores
modstander viser sig at være genstridig og fjendtligt indstillet. Endelig har vi
lært basale gloser på pashtu, det mest udbredte sprog i Afghanistan. Og som
de første danske soldater gennemfører vi et kursus i , hvordan man sminker
sig, farver sine øjenbryn, smører sin hud i en gylden brun creme og påsætter