Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

igennem selv et pansret køretøj. EFP-bomberne udløses ofte via

mobiltelefoner eller ved små bevægelsessensorer, såkaldte PIR, som kan

være støbt ind i papmaché, der ligner en sten. Når et køretøj passerer

sensoren, udløser den EFP'ens dødelige ladning. Det var netop sådan, Kim

Wadim blev dræbt. Ingen af os jægere har været på livvagtsmission i Basraregionen

før, og det er et ganske anderledes miljø at operere i , end det vi er

vant til fra Bagdad. Selve Basra by har cirka 2,1 million indbyggere og ligger

ud til floden Shatt al-Arab, som forgrener sig i et kæmpenetværk af kanaler i

hele regionen og har givet byen øgenavnet »Mellemøstens Venedig«. Ikke at

her er antydningen af gondolromantik. Omkring floderne og kanalerne ligger

store marskområder og frodige, opdyrkede landbrugsarealer, hvor bønder

holder kvæg og dyrker korn, ris, majs og dadler. Og mellem byen og Camp

Dannevang er der et goldt og øde ørkenlandskab, hvorfra utallige

olieraffinaderier producerer en stor del af Iraks daglige 2,4 millioner tønder.

Vores problem ved det åbne landskab er, at to Land Cruiser'e på de lange,

øde ørkenveje ligefrem reklamerer med , at et hold livvagter nærmer sig.

Militserne har så på forhånd placeret deres vejsidebomber og holder

vejstrækningen under observation med kikkerter, så de kan armere

sprængladningerne, før vi passerer dem. Af den grund undgår vi så vidt muligt

at færdes på de åbne vidder i dagslys. I aften tager vi en af ugens mange

mørketure til Basra for at indsamle informationer om militser og

vejsidebomber fra vores kolleger i efterretningssektionen på det britiske

hovedkvarter i et af Saddams tidligere paladser, »Basra Palace«. Vi tager

særlige forholdsregler på turen. Det er for risikabelt, ja ligefrem dumt, at køre

på de mørke ørkenveje med lys på. Så vi kører med helt mørklagte biler og

natbriller. Selv instrumentbrættet er tildækket med et stofklæde, for at lyset

ikke skal genere mit syn i natbrillerne. Og pærerne til bremselyset har vi pillet

ud, så den bagerste kører ikke blændes i sine natbriller. Det eneste problem

er, at briterne omkring Camp Dannevang og Basra opstiller en masse

checkpoints på vejene, som de også holder helt mørklagte. Hvis vi ikke

opdager dem i god tid og markerer, at vi kommer, vil de højst sandsynligt

åbne ild mod os i den tro, at vi er kørende selvmordsbombere. Derfor tænder

den forreste bil lyset på de strækninger, hvor vi ved, at briterne typisk opstiller

checkpoints. Den her aften har vi valgt den mest ydmyge rute langs nogle

kilometerlange grøfter. Den fører os ind til byens sydlige udkant, hvor vi skal

igennem en række beboelseskvarterer for at komme til paladset. Jeg er kører

i den forreste bil og må gentagne gange klikke mine natbriller op i panden for

ikke at blive blændet af de mange orange forbrændingsflammer fra

olieraffinaderierne. Samtidig kæmper jeg for at undgå de største kratere i den

hullede vej, der presser den tungt pansrede bils støddæmpere til det yderste.

»Irakisk checkpoint, 500 meter,« melder Claus, en af de to andre jægere i

bilen, over radioen fra passagersædet. Vi kender vejen her og ved, at der

kommer et lille checkpoint bemandet af en håndfuld søvnige politibetjente,

som oftest ikke gider stoppe nogen, men bare sidder og hænger i stole langs

den lille lerhytte i siden af vejen. Da jeg et par hundrede meter fra dem

ganske rigtigt kan se, at de bare sidder i vejkanten ved hytten med deres

vandpiber, ser jeg ingen grund til at sætte lys på for at advisere dem om vores

ankomst. Vi kommer derfor bragende ud af mørket som to sorte meteorer i en

sky af sand og støv, og vagterne bliver så befippede, at den ene vælter ned

fra stolen, mens de to andre løber ind i huset. Vores biler fyldes af latterbrøl.

More magazines by this user
Similar magazines