Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

højdemåler. Den er mit vigtigste instrument og viser 9.000 fod, og der er cirka

endnu to kilometers frit fald, før jeg skal trække min skærm. Da jeg trækker

mit håndtag, giver det et voldsomt ryk, og natbrillerne, der sidder på min

hjelm, hamrer ned på min næseryg. Varmt blod løber ned over min mund og

kæbe. Om næsen er brækket eller flækket, ved jeg ikke, men jeg er også

ligeglad. Nu gælder det om at orientere sig, da jeg ikke ønsker at drive ud

over havet. Jeg fokuserer på jorden under mine fødder, tjekker mit kompas og

holder samtidig øje med de andre jægere i luften. Der har været grumme

eksempler på, at jægere har været ved at flyve frontalt ind i hinanden.

Urutinerede springere, der kun havde øjnene fast rettet mod jorden. Flyver jeg

ind i en anden jæger , udløses et mareridtsscenario, hvor skærme og

springere i én stor filtret klump vil falde mod jorden - adiós amigos! Min

kampvest og min karabin med den påmonterede 40 mm granatkaster sidder

ad helvede til og er blevet presset helt op omkring min hals og kæbe, da

skærmen åbnede sig. Så jeg kan kun se lige ud. Jeg kan ikke vende hovedet

for at orientere mig. Hver gang jeg skal se i en anden retning, bliver jeg nødt

til at trække i styrehåndtagene for at dreje skærmen. Det er en helt mørk

landezone, jeg skal lande på. Den kan ikke ses med det blotte øje, men skulle

være oplyst af nogle få blinkende, infrarøde lys, som jeg her 500 meter over

jorden burde kunne se i mine natbriller. Det kan jeg bare ikke. Der er tusindvis

af lys fra Nordjyllands byer, huse og biler. Men ingen lys som står og blinker i

en lille klump på en mark. Det er noget skidt, for det er vigtigt, at vi lander

samlet, så vi hurtigt kan trække mod stranden og opsætte en TLZ for

Hercules'en, som skal lande inden for den næste time. Et andet problem er

vinden. Den er langt kraftigere end antaget. Så kraftig at jeg nu i 200 meters

højde ikke flyver fremad i modvind, som man helst skal, men faktisk bakker i

stedet. Jeg har ingen anelse om, hvad jeg styrer mod, og vælger at droppe at

finde landezonen. Nu gælder det bare om at komme sikkert ned. Stadig

bakkende kigger jeg ned og ser marker. Det er fint at lande på en mark, men

jeg kan stadig ikke se, hvad der er bag mig. Det gør mig urolig, og pludselig

løber der en polarkulde ned ad ryggen på mig, da jeg hører en lyd, som jeg

tror, jeg ved, hvad er. Lyden af store, dybe og monotone pust. Jeg trækker

hårdt i mit ene styrehåndtag og drejer for at få vished. Pis! Ganske rigtigt. Det

er to kæmpe vindmøller, og fortsætter jeg kursen, bakker jeg ind i de enorme

vinger og bliver smadret på stedet. Så meget for vedvarende energi. Jeg flår

igen i styrehåndtagene og vender skærmen helt rundt, så jeg i det mindste

kan se vindmøllerne. Med det samme mærker jeg, at hastigheden øges

voldsomt, da jeg nu flyver med vinden i ryggen. Jeg er nede i knap 100

meters højde, har kurs direkte mod møllevingerne og kan ikke nå at dreje

væk. Den eneste mulighed er at prøve at flyve ind mellem vingerne og lande

på den anden side. Jeg er nervøs for, om den turbulens som vingerne skaber,

vil gøre min skærm ukontrollabel. Men jeg kan alligevel ikke gøre noget som

helst ved det nu. I næste øjeblik blæser jeg ind mellem vingerne, som svinger

forbi mig hårrejsende tæt på. Ved et mirakel bliver jeg ikke ramt og forbereder

mig på en ublid landing i medvind. Heldigvis er det ikke frostvejr, så jorden på

marken vil være blød. Det når jeg lige at tænke, inden jeg slår ned og helt

ukontrollabelt vælter rundt i kolbøtter og lander med ansigtet i jorden, så min

forslåede tud får endnu et skrub. Jeg ruller om på ryggen og ligger et øjeblik

med hamrende hjerte og kigger bagud mod de to vindmøller. Så sætter jeg

mig op, klargør mit våben, tænder for min radio og GPS og pakker skærmen

More magazines by this user
Similar magazines