Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

last. Straks efter får dybe brag jorden til at ryste under os, og nattehimlen

lyser op. Samtidig spyr de to tunge maskingeværer på toppen af de to

Humvee'er deres 12.7 mm projektiler ud mod målene, og de lettere

maskingeværer gør dem følgeskab fra de omkringliggende klitter. Jeg selv

affyrer to mandbårne AT-4 raketter mod nogle pansermål og følger op med

min karabin og nedkæmper de fjender, der konstant dukker op i smågrupper

300-400 meter fra mig. Nogle hundrede meter fremme i det mørke

hedeområde dukker flere køretøjsmål nu op, og Søren kalder på sin radio AC-

130 Gunship'et, som kredser over os i nogle kilometers højde. Denne udgave

af den flyvende fæstning er bevæbnet med en 25 mm Gatling gun, en 40 mm

kanon, en 105 mm kanon og desuden har den monteret termisk

observationsudstyr, der gør den i stand til at se selv den mindste bevægelse

på jorden. Søren markerer målene med sit infrarøde laserlys, mens han

kommunikerer med flyet, og sekunder efter forsvinder målene fra jordens

overflade i et inferno af ild. Efter ildkampen har vi travlt. Gidslet skal retur til

egne styrker, og vi har under 20 minutter, til at vi i ly af klitterne skal holde klar

til at blive samlet op af Hercules'en. Da den ene Humvee-kører har forstuvet

foden, byder jeg ind. Jeg har kørt en Humvee i nogle år og kender dette

fremragende køretøj ud og ind. I det bælgravende mørke kører jeg med 80-

100 km i timen ned ad en nordjysk skovvej med seks jægere om bord. Vi

kører taktisk, så bilen har ikke lys på. Jeg orienterer mig i mine dual natbriller,

mens jægeren på forsædet ved siden af informerer om afstand til næste

sving. »500 meter højre, 100 meter venstre...« Jeg elsker den drengede

fornemmelse af at sidde bag rattet i den to et halvt tons tunge, ottecylindrede

terrænmaskine og blæse igennem en mørk skov. Vi når stranden og kører i

stilling i ly af klitterne. Fem minutter til landing. Så snart Hercules'en er landet

og holder stille, vil der gå 1015 sekunder, før lasterampen er helt nede og har

kontakt med stranden. Når rampen er klar, blinker loadmasteren et par gange

med sit infrarøde lys, og vores ankomst bag transportmaskinen skal passe

med , at vi kan køre op i sekunderne umiddelbart efter. Timingen er essentiel.

Jeg kigger på mit ur. 03.50. »One minute out,« knitrer det så fra den britiske

pilot i min øresnegl. Jeg hører igen de dybe brøl fra motorer, der slår bak, og

ud af ingenting passerer flyet os på vej ned ad stranden. Da jeg kan se, at det

er ved at stoppe, sætter jeg efter med fuld gas og presser Humvee'en

maksimalt ned ad stranden. 300-400 meter fra flyet holder jeg bilen i en lige

linje bag rampen. Dér kom de to blink med IR-lyset. Nu er rampen helt nede,

så jeg fortsætter i høj hast mod den, indtil jeg bremser hårdt 10-15 meter før

rampen. Flyets motorer arbejder i højeste omdrejninger, larmen er

ubeskrivelig, og på trods af en delvis lukket kabine pisker sandet mig i

ansigtet. Der er kun lidt over en halv meter at give af på hver side på grund af

Humvee'ens bredde, så det skal foregå gelinde, men jeg har aldrig ramt siden

på en Hercules under opkørsel fra en TLZ og agter heller ikke at gøre det i

nat. Sekunder efter får bilen fat i rampen. Jeg accelererer ind i kabinen og

fortsætter helt frem, indtil jeg ser et lille grønt knæklys på min venstre side.

Når jeg har kroppen ud for det, holder Humvee'en, hvor den skal. Jeg slukker

motoren og springer ud for at hjælpe de to britiske loadmasters, der allerede

er i gang med at sætte stabiliserende kæder på bilens front og hæk. Den

anden Humvee er netop stoppet bag mig, rampen bliver hævet, og piloterne

er allerede ved at vende flyet for at bringe det i startposition. Jeg må gribe fat i

et sidespejl for ikke at falde og springer ind på førersædet igen, så vi kan give

More magazines by this user
Similar magazines