Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

forudsætninger i Danmark. De årlige klatreuddannelser udspiller sig således i

Schweiz, Østrig og Norge. Udmarvende taktiske klatringer op og ned ad

bjergsiderne presser fysikken til det yderste, og mange jægere genoplever de

dramatiske begivenheder fra Afghanistans bjerge i glimt for deres indre øje. Vi

modtager også uddannelse i arktisk krigsførelse i det nordligste Sverige med

vores svenske søsterenhed, som er nogle af de mest respekterede i verden

på dette felt. I 20-30 graders kulde træner vi klatring, indsættelsesmetoder på

ski og snescootere og overnatter i ishuler, som vi selv bygger. Og vi skærer

hul i isen og springer ned i det iskolde vand i fuld udrustning for at træne

overlevelsesprocedurer. Jeg er også på kursus i Florida på flybasen Hulbert

Field, hvor de frygtindgydende AC-130 Gunships er stationeret. I Floridas

sumpede skove dirigerer jeg om natten via min radio disse flyvende

fæstninger hen over skovene, hvor de med deres Gatling-kanoner

pulveriserer fjendtlige kampvogne på jorden. Jeg er så heldig at få lov til at

flyve med en af dem, hvor jeg fra luften får mulighed for at se, hvordan

besætningen opererer i en forening af sofistikeret teknologi og hårdt manuelt

arbejde. De såkaldte »gunners« står bagerst i flyet som fyrbødere og

nærmest skovler granater og ammunition ind i våbensystemerne. Andre

sidder barrikaderet bag computerskærme og opererer flyets mange systemer,

blandt andet den ekstremt kraftige infrarøde projektør, som min patrulje og jeg

nød godt af i Afghanistans bjerge i 2002. Korpsets uddannelse byder også på

eksotiske miljøer. Vi træner junglekrigsførelse både på den indonesiske ø

Borneo og i Belize i Mellemamerika, hvor vi i ugevis opholder os i den

klæbrige, varme fugt og om natten sover i hængekøjer blandt det sprudlende

dyreliv. Et par patruljer har været så heldige, at de med amerikanske Delta

Force trænede i junglen på Hawaii for nogle år siden. Fra en gigantisk C-5

Galaxy, det største transportfly i det amerikanske flyvevåben, sprang patruljen

sammen med de amerikanske elitesoldater i faldskærm ud over

jungleområderne på øen. Med 524 faldskærmsspring i min logbog er jeg en

erfaren springer. Men på trods af min erfaring må jeg igen og igen konstatere,

at frit fald med faldskærm er det farligste, vi træner. Jeg kender stort set ikke

en jæger , der ikke har brækket lemmer eller har mén som følge af denne

indsættelsesform. I sensommeren 2006 befinder jeg mig i et tomotorers, civilt

Sky Van transportfly fem kilometer over faldskærmstræningslejren La Palisse

i Frankrig, hvor korpset træner på grund af de gode vejrbetingelser. Ofte tager

vi også til Arizona, hvor vejret er endnu bedre. Flyet rummer min egen

jægerpatrulje samt seks mand fra britiske 22. SAS, som vi træner og

udveksler erfaringer med . Jeg skal springe et særligt spring, hvor jeg har

spændt en 50 kilo tung rygsæk på fronten af kroppen - normalt sidder den på

bagsiden af benene. Al udrustning på fronten af kroppen gør faldet langt mere

ustabilt, og derfor monteres på hovedskærmen en såkaldt drogskærm, en lille

skærm på en meter i diameter, som stabiliserer faldet. Dog ikke i det her

tilfælde, idet jeg for nysgerrighedens skyld gerne vil opleve springet uden drog

og videregive mine erfaringer til korpsets faldskærmssektion. Jeg springer

derfor med en videofotograf, som optager hele springet. Straks efter at jeg har

forladt flyets rampe har jeg store problemer med at ligge stabilt i luften. Jeg

gør mig så stor som overhovedet muligt med mine arme og ben. Men lige

meget hjælper det. Den mindste bevægelse gør, at jeg næsten mister

kontrollen. Så længe jeg blot ligger stille, klarer jeg den. Men det er umuligt at

ligge helt stille, når man falder mod jorden med knap 200 km i timen, og inden

More magazines by this user
Similar magazines