17.07.2013 Views

hf_59-april_07.pdf - Hus Forbi

hf_59-april_07.pdf - Hus Forbi

hf_59-april_07.pdf - Hus Forbi

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

hus forbi<br />

Køb avisen på stationen – ikke i toget<br />

Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. <strong>59</strong> <strong>april</strong> 2007<br />

Svært at vænne sig til<br />

livet bag en hoveddør igen<br />

Dødsfald på Hjemløselandsholdet • Strandet på krisecenter • Job på gaden


Volden fylder meget<br />

Vold og ydmygelser fylder meget i de hjemløses liv. For det første kan<br />

blandingen af for lidt søvn, for mange øl og for mange timer ude i regn<br />

og kulde føre til ’ond’ stemning og håndgemæng<br />

de hjemløse imellem.<br />

For det andet risikerer de gadehjemløse at<br />

blive tisset, spyttet eller sparket på, når de sover<br />

på gaden. Og for det tredje er hjemløse – ganske<br />

enkelt fordi de er hjemløse – i farezonen for at<br />

blive slået eller stukket ned af ukendte gerningsmænd,<br />

som en af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sælgere blev det<br />

midt på Strøget i København (læs side 5).<br />

”Flabede knægte på speed, som er helt oppe<br />

at køre.” Sådan beskriver en anden hjemløs<br />

denne type overfaldsmænd i en ny undersøgelse<br />

om vold mod danske hjemløse, som projekt UDEN-<br />

FOR står bag.<br />

Undersøgelsen er den første af sin art herhjemme,<br />

og vi må håbe, at den bliver fulgt op af<br />

lignende undersøgelser de kommende år, så vi<br />

kan se, hvorvidt volden mod de danske hjemløse<br />

er stigende, som i USA. Men tankevækkende i sig selv er det, at undersøgelsen<br />

dokumenterer, at halvdelen af de interviewede hjemløse har<br />

været udsat for vold, og at det opleves som decideret farligt at være<br />

hjemløs og sove på gaden.<br />

Når vi på trods af overskud på betalingsbalancen og velfærdsstat har<br />

borgere, der holder varmen i S-toget og overnatter på gaden, i parker<br />

og baggårde, må vi som samfund i det mindste gøre vores yderste for,<br />

Udgiver:<br />

Foreningen <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

Tornebuskegade 1, 2.<br />

1131 København K<br />

Tlf. 3832 2320<br />

husforbi@husforbi.dk<br />

www.husforbi.dk<br />

Ansvarshavende redaktør:<br />

Jaku-Lina E. Nielsen<br />

Tlf. 3832 2324<br />

jaku-lina@husforbi.dk<br />

Debatindlæg og læserbreve:<br />

redaktion@husforbi.dk<br />

Næste nummer udkommer den 1. maj.<br />

Salg, marketing og annoncer:<br />

Heidi Riel<br />

Tlf. 3171 0481<br />

heidi@husforbi.dk<br />

Hvis du vil give et bidrag til <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>,<br />

kan du sætte beløbet ind på dette<br />

konto-nr: Giro (9541)60028842.<br />

Mærk indbetalingen ”bidrag”.<br />

Forsidefoto:<br />

Das Büro/Ulrik Jantzen<br />

www.loge86. dk<br />

Layout:<br />

Westring + Welling A/S<br />

Tryk:<br />

Dansk Avistryk A/S<br />

Oplag: 90.000<br />

Distribution:<br />

Boformer for hjemløse,<br />

medborgerhuse, kulturhuse m.m. kan<br />

fungere som distributør for <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

– dvs. være udleveringssted af avisen<br />

til sælgerne. Kontakt os:<br />

3171 0481 (se listen af distributører<br />

på www.husforbi.dk).<br />

Abonnement:<br />

Standardabonnement: 340 kr.<br />

(12 numre om året - inkl. moms,<br />

porto og gebyr).<br />

Støtteabonnement: 540 kr.<br />

Henvendelser vedr. abonnement<br />

på tlf. 7026 7006 eller<br />

dorte@notatgrafisk.dk<br />

ISSN: 1397-3282<br />

Om <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> udkom første gang i 1996. Siden starten<br />

af 2006 er <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> udkommet en gang om<br />

måneden. Salgsrekorden er over 75.000 eksemplarer<br />

(marts 2007). <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> sælges af hjemløse<br />

og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte<br />

mennesker – det man under ét kan kalde ”skæve<br />

eksistenser”. Avisen sætter fokus på udsatte<br />

mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet<br />

er at nedbryde fordomme om marginaliserede<br />

grupper både via indholdet af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> samt<br />

ved at læserne køber avisen direkte af ”en skæv<br />

eksistens”. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> har ca. 300 sælgere, der<br />

alle er udstyret med et id-kort udstedt af <strong>Hus</strong><br />

<strong>Forbi</strong>s sekretariat. Salget af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> fungerer<br />

for sælgerne som et alternativ til tiggeri og<br />

evt. kriminalitet. Indholdet i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> produceres<br />

primært af professionelle freelancere,<br />

fotografer og illustratorer. Eneste fastansatte på<br />

redaktionen er redaktøren. I <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sekretariat<br />

er der pt. ansat en økonomimedarbejder, en<br />

salgs- og marketingsmedarbejder, en sælgerrepræsentant<br />

og en studentermedhjælper.<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> er medlem af det internationale netværk<br />

af gadeaviser, INSP.<br />

Vi støtter <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>: Vi støtter Ombold:<br />

Nedenstående er nye DM-sponsorer<br />

TAMU-Center Odense<br />

at de kan få lov at være i fred imens.<br />

Den førnævnte <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælger fik aldrig anmeldt det umotiverede<br />

overfald og begrunder det med, at han ikke<br />

kunne huske, hvordan gerningsmændene så<br />

ud, fordi knivstikkeriet gik så hurtigt. Typisk<br />

anmelder hjemløse borgere yderst sjældent<br />

overfald, blandt andet fordi de generelt slår<br />

en stor bue uden om politistationer. Det<br />

skyldes f.eks. ubetalte DSB-bøder i 100.000kronersklassen<br />

(som blandt andet stammer<br />

fra de mange gange de har brugt S-toget som<br />

varmestue).<br />

Så des mere grund til, at man som ’almindelig’<br />

borger med et afslappet forhold til<br />

politistationer sørger for at anmelde vold mod<br />

hjemløse, hvis man ser det ske.<br />

Samtidig tyder det på, at oplysning til børn<br />

og unge, om hvorfor folk bliver hjemløse, kan<br />

dæmme op for overfaldene. Det virkede tilsyneladende<br />

for varmestuen i Stengade på Indre<br />

Nørrebro, da varmestuen skulle forsøge at komme halvandet års chikane<br />

og stenkast mod dets brugere til livs.<br />

Nedenstående er DM-sponsorer, som du har i forvejen:<br />

God læselyst<br />

Jaku-Lina E. Nielsen,<br />

redaktør <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

Frederiksberg Kommune<br />

På side 2 i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> under (Vi støtter OMBOLD), skal<br />

du medtage følgende logoer:<br />

2 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 Simon Spies Fonden, Fyns Amt, KFD, Københavns kommune, Camillas ovale, De<br />

hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 3<br />

Hjemløses <strong>Hus</strong>, FBU, Odense Kommune, Kirkens korshær og SAB.<br />

Kulturministeriet skal fjernes<br />

Tegning: Annette Carlsen<br />

Markedsføring<br />

<strong>Hus</strong>leje mv.<br />

Reserve<br />

Løn til medarbejdere<br />

Det går din 20’er til<br />

Moms<br />

Produktion og tryk<br />

Sælgeren<br />

Foto: Steffen Ortmann / Scanpix<br />

Dødsfald på<br />

Hjemløselandsholdet<br />

Af Tina Juul Rasmussen<br />

Foto: Christoffer Regild<br />

Det var med chok og<br />

sorg, at trænere og spillere<br />

modtog beskeden om<br />

landsholdskammeraten<br />

Peter Dalberg Jensens død,<br />

kun 33 år gammel.<br />

Landsholdet i Gadefodbold for Hjemløse<br />

har mistet en af sine markante<br />

spillere. Torsdag den 1. marts blev<br />

Peter Dalberg Jensen, 33 år, fundet<br />

død af en overdosis.<br />

- Det var et meget stort chok for<br />

os at få nyheden om Peters død – og<br />

en stor overraskelse, fordi Peter virkede<br />

som om, han var på rette vej.<br />

Vores kendskab til ham var endnu<br />

ikke så indgående, da vi først lige<br />

er kommet i gang med træningen<br />

på landholdet. Men Peter gav selv<br />

udtryk for, at det at være udtaget<br />

til Hjemløselandsholdet var det<br />

største, der var sket for ham, siden<br />

han var dreng, siger lands træner for<br />

Hjemløselandsholdet Janek Majewicz<br />

fra OMBOLD, organisationen bag<br />

gadefodbold for hjemløse i Danmark.<br />

Peter Dalberg Jensen boede de<br />

seneste år på en boform for hjemløse,<br />

Svenstrupgård nær Aalborg.<br />

- Peter var en ekstremt udadvendt<br />

og glad fyr, som så positivt på<br />

livet. Og han var utroligt glad for og<br />

stolt af at være blevet udtaget til<br />

Kaffepenge til OMBOLD<br />

1001s kaffefond har doneret 20.000 kroner til OMBOLD.<br />

Pengene giver de hjemløse fodboldspillere mulighed<br />

for at slukke tørsten efter kampe og træning med kaffe<br />

eller andet på en café.<br />

Sidste forår samlede foreningen 1001 ind til kaffe<br />

til hjemløse. Interessen var stor, og efter to uger var<br />

der indsamlet 3.023 kopper kaffe til hjemløse. En del<br />

blev uddelt til hjemløse på de deltagende cafeer, og<br />

resten af overskuddet gik til 1001s kaffefond.<br />

- Vi synes, at OMBOLD giver de hjemløse en fantastisk<br />

mulighed for at være en del af samfundet – i<br />

dette tilfælde sporten. Derfor bakker vi initiativet op<br />

ved at invitere hjemløse videre ind i samfundet ved at<br />

åbne dørene til cafeernes offentlige rum, siger Øzlem<br />

Sara Cekic, medlem af kaffefondens bestyrelse.<br />

- taj<br />

landsholdet. Jeg kan huske, at lige<br />

inden han døde, kom han for sent op<br />

en morgen, han skulle have været til<br />

træning med holdet i København, og<br />

han var helt rundt på gulvet og ked<br />

af, at han ikke kom af sted.<br />

Sådan beskriver Brian Gravesen<br />

sin ven, Peter Dalberg Jensen. De to<br />

lærte hinanden at kende på Svenstrupgård,<br />

hvor Brian boede på et<br />

tidspunkt.<br />

Det gik netop så godt<br />

- Vi fandt sammen omkring computerspillet<br />

World of Warcraft. Peter<br />

så, at jeg spillede meget, og da<br />

Peters søster og storebror også<br />

spillede det, viste han interesse for<br />

det. Sådan startede vores venskab,<br />

og vi kom ret tæt på hinanden i<br />

de 13 måneder, jeg nåede at kende<br />

ham, inden han døde, fortæller<br />

Brian Gravesen, som også en kort<br />

overgang spillede med på Svenstrupgårds<br />

gadefodboldhold, SVG All<br />

Stars.<br />

Brian Gravesen tager ikke selv<br />

stoffer, men kendte godt til Peters<br />

misbrug.<br />

- Jeg ved, at Peter har prøvet<br />

lidt af hvert i sit liv og i en årrække<br />

har taget stoffer. Men han havde<br />

holdt sig clean på det sidste, han<br />

havde et godt forhold til sin familie,<br />

som han så ofte. Han havde også<br />

fået renset luften med sin bror, som<br />

- Peter var en meget dygtig<br />

spiller og samtidig en<br />

behagelig og omgængelig<br />

fyr, utrolig vellidt blandt<br />

de andre spillere. Det var<br />

de kvaliteter, vi udtog ham<br />

til landsholdet på, siger<br />

assisterende landstræner<br />

Claudia Hoffensetz.<br />

han ikke havde talt med i nogle<br />

år. Og jeg ved, at hans familie var<br />

glad for, at det gik så godt for ham.<br />

Derfor kom det som et stort chok for<br />

mig, at han døde. Hans død efterlader<br />

et stort hul. Det er ikke det<br />

samme uden Peter – jeg har mange<br />

minder om alt det, vi havde sammen,<br />

siger Brian Gravesen.<br />

Gav sig 100 procent<br />

Peter Dalberg Jensen blev udtaget<br />

til Hjemløselandsholdet på baggrund<br />

af sin deltagelse i de hjemlige<br />

OMBOLD-turneringer for SVG All<br />

Stars.<br />

- Peter var en meget dygtig<br />

spiller og samtidig en behagelig<br />

og omgængelig fyr, utrolig vellidt<br />

blandt de andre spillere. Han gav<br />

sig altid sig 100 procent til både<br />

træning og stævner Det var disse<br />

kvaliteter, vi udtog Peter til holdet<br />

på, siger assisterende landstræner<br />

Claudia Hoffensetz, som har fulgt<br />

Peter Dalberg Jensen til OMBOLDstævner<br />

gennem flere år.<br />

Også holdkammeraterne på<br />

Hjemløselandsholdet modtog nyheden<br />

om Peter Dalberg Jensens død<br />

med både overraskelse og sorg.<br />

- Da nyheden først havde bundfældet<br />

sig, var holdningen blandt<br />

spillerne, at det nu handler om at<br />

komme videre og få det bedste ud<br />

af situationen. Det er i Peters ånd.<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> slår slagsrekord igen<br />

Allerede inden kalenderen skiftede fra marts til <strong>april</strong>, var der solgt<br />

så mange eksemplarer af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> nr. 58 (martsnummeret), at<br />

salgsrekorden fra december sidste år – på 72.000 solgte eksemplarer<br />

– var overgået. Martsnummeret blev i første omgang trykt i 75.000<br />

eksemplarer og distribueret til herberger, varmestuer og cafeer i hele<br />

landet, men mod slutningen af måneden måtte der så trykkes og<br />

dristribueres yderligere 15.000 eksemplarer, fordi første oplaget var<br />

udsolgt.<br />

Hvorvidt <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> dermed også overhalede landets største månedsblad<br />

Bo Bedres salgstal på 86.000 eksemplarer pr. måned (jvf.<br />

Dansk Oplagskontrols tal for 2. halvår 2006), var der endnu ikke<br />

vished om ved redaktionens deadline.<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> sælges i dag i de fleste større danske provinsbyer.<br />

Hovedparten af de 320 sælgere sælger dog <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> i københavnsområdet.<br />

- jalini<br />

Og Danmarks åbningskamp ved VM<br />

til sommer dedikerer vi til Peter,<br />

siger Janek Majewicz og slår fast,<br />

at Peters død sætter arbejdet med<br />

landsholdsspillerne i skarpt perspektiv:<br />

- Det bekræfter, lige præcis hvad<br />

vi har med at gøre – hvor dominerende<br />

stofferne er, og at det at være<br />

misbruger er en sygdom, man skal<br />

forholde sig til hele livet. Jeg kan<br />

kun håbe, at det midt i tragedien,<br />

som det er at have mistet Peter,<br />

også er et wake up call for de andre<br />

på holdet. Det understreger i hvert<br />

fald, hvor vigtigt det er, at vi er<br />

opmærksomme på hinanden og er<br />

åbne om, hvordan vi har det. Og<br />

at vores tanker om at arbejde med<br />

spillernes forhold til stoffer gennem<br />

blandt andet stofedukation (viden<br />

om stoffers skadelige virkning, red.)<br />

er rigtig – også selvom ingen af dem<br />

pt. er aktive misbrugere, siger Janek<br />

Majewicz.<br />

tina.juul.rasmussen@mail.dk


Farligt at sove på gaden<br />

Vold fylder meget i de hjemløses liv, siger sociolog Serap Erkan fra projekt<br />

UDENFOR, der står bag en ny undersøgelse om vold mod hjemløse. Den viser<br />

bl.a., at udeliggere er hyppigere udsat for overgreb end andre hjemløse<br />

Af: Lisbeth Rindholt<br />

Foto: Lars Rievers<br />

Sidste år blev to mænd fængslet for<br />

vold mod en 25-årig hjemløs. De<br />

havde slået ham med en fyldt flaske,<br />

så den knustes mod hans hoved.<br />

Senere samme år blev en hjemløs fra<br />

Island smidt ud foran et tog på Nørreport<br />

station af en anden hjemløs.<br />

Til alt held landede han mellem skinnerne<br />

og blev ikke ramt af toget. Og<br />

i 2005 var en midaldrende mand fra<br />

herberget Sundholm på Amager udsat<br />

for grov vold af en bande unge fyre.<br />

Den hjemløse fik kraniebrud og døde<br />

to dage senere på hospitalet.<br />

De tre – og andre lignende<br />

– historier om vold mod hjemløse<br />

i bl.a. Danmark, USA og England<br />

er grunden til, at organisationen<br />

projekt UDENFOR for knap et år siden<br />

begyndte at undersøge omfanget af<br />

volden. Resultaterne foreligger nu i<br />

rapporten: Vold mod hjemløse. Hjemløses<br />

oplevelser af vold på gaden (2007).<br />

- Ingen har hidtil lavet rapporter<br />

eller statistikker over vold mod hjemløse.<br />

Derfor kan vi ikke med sikkerhed<br />

sige, om volden er et stigende<br />

problem i samfundet. Men de hjem-<br />

løse føler selv, at vold fylder rigtig<br />

meget i deres liv, siger sociolog<br />

Serap Erkan, der står bag rapporten.<br />

Hendes undersøgelse hviler netop på<br />

de hjemløses egne oplevelser af vold<br />

på gaden.<br />

Bliver tisset og spyttet på<br />

Serap Erkan har talt med i alt 50<br />

hjemløse, som projekt UDENFOR har<br />

kontakt til gennem deres gadeplansarbejdere<br />

og via Den Mobile Café, der<br />

hver dag bringer mad ud til hjemløse<br />

i København.<br />

Halvdelen af de adspurgte siger,<br />

at de har været udsat for vold, og 16<br />

hjemløse fortæller, at de er blevet<br />

overfaldet eller ydmyget, mens de lå<br />

ned eller sov på gaden. De er f.eks.<br />

blevet spyttet og tisset på eller<br />

fået nedladende bemærkninger og<br />

skældsord fra forbipasserende.<br />

- Alt tyder på, at udeliggerne er<br />

hyppigere ofre for vold end hjemløse,<br />

som aldrig sover udenfor. Det<br />

er farligt at sove på gaden, påpeger<br />

Serap Erkan og uddyber: - Hjemløse<br />

bliver ikke kun udsat for vold og<br />

overgreb fra fremmede mennesker.<br />

De er også ofte involveret i indbyrdes<br />

skænderier og slåskampe, der sommetider<br />

ender ulykkeligt. Volden kan<br />

udmærket opstå, fordi den hjemløse<br />

selv har provokeret nogen på gaden,<br />

men den kan også komme helt umotiveret,<br />

uden vedkommende har sagt<br />

eller gjort noget på forhånd.<br />

Ser ned på hjemløse<br />

Projekt UDENFORs rapport viser, at<br />

langt de fleste hjemløse, der har<br />

været udsat for vold og ydmygelser<br />

fra fremmede, husker gerningsmændene<br />

som unge fyre (20-25<br />

år). Fyrene er ofte tydeligt påvirket<br />

af stoffer og alkohol efter en tur<br />

i byen: ”I indre by (i København,<br />

red.) er det fulde mennesker, der<br />

overfalder hjemløse”, udtaler en af de<br />

adspurgte i undersøgelsen. ”Det er<br />

unge, flabede knægte på speed, som<br />

er helt oppe at køre”, siger en anden.<br />

At der er en sammenhæng mellem<br />

byliv, alkohol, stoffer og vold er<br />

ikke overraskende. Det konkluderer<br />

også andre rapporter om vold i<br />

Serap Erkan (billedet) er 28 år,<br />

uddannet sociolog og arbejder som<br />

informationsmedarbejder i projekt<br />

UDENFOR. Hun har tidligere været<br />

ansat i bl.a. sekretariatet i Rådet<br />

for Socialt Udsatte under Socialministeriet.<br />

Hendes rapport Vold mod hjemløse.<br />

Hjemløses oplevelser af vold på<br />

gaden kan downloades fra projekt<br />

UDENFORs hjemmeside:<br />

www.udenfor.dk eller bestilles på<br />

33 42 76 07.<br />

samfundet generelt. Det interessante<br />

for Serap Erkan og projekt<br />

UDENFOR er i højere grad, hvad man<br />

kan gøre for at reducere volden mod<br />

hjemløse. Derfor har de i undersøgelsen<br />

tilføjet et kapitel med de<br />

hjemløses egne anbefalinger til<br />

forebyggende arbejde på området.<br />

- Boliger til alle hjemløse! Sådan<br />

svarer de fleste på spørgsmålet om,<br />

hvordan vi undgår vold. Det ville helt<br />

sikkert også reducere tilfældene af<br />

overfald, hvis ingen sov direkte på<br />

gaden. Men en sådan totalløsning<br />

på boligproblemet kan vi nok ikke få<br />

igennem her og nu, påpeger Serap Erkan<br />

med et skævt smil og frem hæver<br />

en anden anbefaling, som er mere<br />

realisérbar i nær fremtid:<br />

- Vi skal have ”hjemløses livsvilkår”<br />

på dagsordenen igen. Der<br />

er grundlæggende en manglende<br />

forståelse for de hjemløses forhold,<br />

når nogen kan betragte dem<br />

som andenrangs borgere og dovne<br />

personer, som det f.eks. er i orden at<br />

sparke til og tisse på. De hjemløse<br />

er selv inde på, at de udsættes for<br />

vold, fordi samfundet bl.a. opfatter<br />

dem som mindreværdige. Måske kan<br />

oplysningskampagner åbne øjnene<br />

på dem, der ser ned på hjemløse, så<br />

gaden bliver et tryggere sted at være<br />

for alle, siger Serap Erkan.<br />

Lisbeth@rindholt.dk<br />

Voldsoffer Hærværk<br />

Stukket ned på Strøget<br />

En sommeraften i 2005 blev <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>sælger<br />

Henrik Jensen stukket ned med<br />

kniv på Strøget i København. Han kendte<br />

ikke de to unge gerningsmænd<br />

Af: Lisbeth Rindholt<br />

Foto: Holger Henriksen<br />

- En ung fyr trak en kniv. Jeg gik<br />

ud som et lys og vågnede op på<br />

traumecentret på Rigshospitalet,<br />

fortæller Henrik Jensen (billedet),<br />

der er 40 år og hjemløs.<br />

Disse få data er stort set det eneste,<br />

som Henrik kan huske fra det<br />

voldelige overfald, han var udsat<br />

for en sen aften forrige sommer.<br />

Henrik og hans ven, Jan, havde<br />

været ude og sælge <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

hele dagen. De gik stilfærdigt og<br />

talte sammen hen over Rådhuspladsen,<br />

da de opdagede, at to<br />

unge fyre fulgte efter dem. Jan<br />

udvekslede et kort ord med en af<br />

fyrene, og i samme øjeblik de nåede<br />

til Strøget, blev Henrik skåret<br />

i halsen og ansigtet med en kniv.<br />

Jan fik bank og endte med to blå<br />

øjne og en brækket næse. De blev<br />

begge straks kørt på hospitalet,<br />

men var uden for livsfare.<br />

- Jeg har aldrig set de to fyre<br />

før, og jeg kan heller ikke huske,<br />

hvordan de så ud. Det gik bare så<br />

hurtigt, siger Henrik, der dog har<br />

en idé om, hvorfor netop han og<br />

Jan blev ofre for et umotiveret<br />

overfald:<br />

- Nogle mennesker kan bare<br />

ikke lide hjemløse. De skal have<br />

afløb for deres vrede, og så går<br />

det ud over tilfældige på gaden.<br />

Holder sig fra politiet<br />

Henrik bor til daglig sammen<br />

med sin kæreste på herberget i<br />

Hillerødgade, København. Både<br />

hun og Henrik har fra deres store<br />

bekendtskabskreds af hjemløse<br />

hørt om adskillige tilfælde af<br />

grov vold, trusler og ydmygelser,<br />

især mod gadehjemløse, der sover<br />

udenfor.<br />

Selv har Henrik ikke tidligere<br />

følt sig truet, men som <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>sælger<br />

er han jævnligt udsat for,<br />

at forbipasserende kommer med<br />

barske kommentarer og prøver at<br />

provokere ham.<br />

- Folk kan finde på at sige:<br />

”Få et job, makker”, ”Find dig<br />

dog et sted at bo” eller ”Du er<br />

da ikke hjemløs”. Jeg ignorerer<br />

bare sådan nogle bemærkninger,<br />

så sker der som regel ikke noget,<br />

siger Henrik og smiler bredt. Man<br />

kan stadig ane nogle små, fine ar<br />

i ansigtet efter knivoverfaldet.<br />

Men hvad angår psykiske mén,<br />

synes han at være gået fri.<br />

- Jeg er ikke bange for at<br />

blive overfaldet igen. Selvom jeg<br />

måske har drukket snaps en aften<br />

og er gået under bordet, så sørger<br />

mine venner for at bringe mig sikkert<br />

hjem, fortæller Henrik, hvis<br />

bedste råd mod overfald netop er<br />

netværket med andre hjemløse.<br />

Og hvis man har en stor hund,<br />

skader det heller ikke, mener han<br />

og fortsætter:<br />

- At tage timer i f.eks. kampsport<br />

hjælper ikke en dyt. For det<br />

er jo også forbudt at forsvare sig<br />

selv. Du må kun ringe efter politiet<br />

og anmelde overfaldet. Det er<br />

der bare ikke særligt mange hjemløse,<br />

som gør, konstaterer Henrik<br />

og giver sit bud på, hvordan dét<br />

kan være:<br />

- Hjemløse har ofte en stor<br />

stak ubetalte togbøder. Mange<br />

af dem er desuden jævnligt i<br />

karambolage med politiet, så de<br />

gider ikke stå skoleret nede på<br />

stationen. Hvis man anmelder et<br />

overfald, risikerer man jo også,<br />

at gerningsmændene eller deres<br />

venner hævner sig.<br />

Selv ville Henrik dog have<br />

anmeldt sit voldelige overfald til<br />

politiet, hvis han ellers havde<br />

kunnet huske episoden og hvordan<br />

gerningsmændene så ud.<br />

Brosten mod natcafé<br />

For et par år siden var natcafeen Stengade 40<br />

i København udsat for groft hærværk. Det er<br />

stoppet nu. Men brugernes barnevogne bliver<br />

stadig brændt af<br />

Af: Lisbeth Rindholt<br />

Foto: Holger Henriksen<br />

I alle vinduer ud mod Stengade og<br />

rundt om hjørnet til Folkets Park<br />

sidder nu brudsikre ruder. Det er<br />

konsekvensen af mange måneders<br />

hærværk mod Kirkens Korshærs<br />

varmestue og natcafe i Stengade 40<br />

i efteråret 2003. Selvom hærværket<br />

ligger nogle år tilbage, husker afdelingsleder<br />

Alice Pedersen udmærket<br />

episoderne.<br />

- En lokal drengebande kastede<br />

tunge brosten ind mod vores<br />

vinduer, så glasset splintredes og<br />

flød ud over gulvet, hvor natcafeens<br />

brugere (30-35 personer pr. nat,<br />

red.) lå og sov, fortæller Alice og<br />

peger op mod vinduerne i soverummet.<br />

Ingen blev ramt af brostenene,<br />

men flere af brugerne holdt sig væk<br />

i en periode, fordi de ikke turde<br />

sove i cafeen.<br />

Hverken personalet eller brugerne<br />

i Stengade 40 så nogensinde<br />

gerningsmændenes ansigter. Men<br />

de havde en klar formodning om,<br />

at det var nogle af de samme unge<br />

mænd, som kunne finde på at kaste<br />

æg efter hjemløse eller skubbe<br />

dem ind i et af bålene i det grønne<br />

område, Folkets Park, på den anden<br />

side af gaden.<br />

Sure naboer står bag<br />

Flere af natcafeens brugere har<br />

barnevogne med personlige ejendele,<br />

mad, soveudstyr osv. Dem må<br />

de ikke have med ind i cafeen, og<br />

derfor bliver vognene ofte parkeret<br />

ude på fortovet eller ’gemt af vejen’<br />

i nærliggende buskadser. Men det er<br />

langt fra altid, at barnevognene får<br />

lov at være i fred.<br />

- Vi oplever stadig, at barnevogne<br />

bliver rippet eller at nogen<br />

sætter ild til dem. Det er sandsynligvis<br />

unge, utilpassede 2.generationsindvandrere<br />

eller sure naboer,<br />

som står bag hærværket, fortæller<br />

Alice og tilføjer:<br />

- Men nogen gange lader brugerne<br />

også deres barnevogne stå ude<br />

på gaden i 14 dage i træk. De skal<br />

huske at passe godt på deres ting!<br />

For at skabe bedre naboforhold<br />

og støtte op om indsatsen for de<br />

utilpassede unge på indre Nørrebro,<br />

deltager Stengade 40 aktivt i netværket<br />

Ungeforum. Forumet består<br />

af private og offentlige institutioner,<br />

skoler, beboere, politi osv.<br />

på Nørrebro. Herigennem forsøger<br />

varmestuen at udbrede et større<br />

kendskab til hjemløses livsvilkår til<br />

de lokale unge. Og de seneste års<br />

fredeligere forhold tyder på, at det<br />

er lykkedes.<br />

lisbeth@rindholt.dk<br />

4 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 5<br />

Kirkens<br />

Korshærs<br />

varmestue i<br />

Stengade 40<br />

på Nørrebro<br />

i København<br />

har været<br />

udsat for<br />

hærværk og<br />

brugerne for<br />

chikane


Tæv en hjemløs<br />

Teenagere står bag overfald og mord på hjemløse i USA<br />

Af Pelle Voigt<br />

August Felix. Det er et<br />

USA flot navn. Det betyder<br />

den ophøjede og lykkelige. Men<br />

August var en hjemløs 54-årig mand<br />

fra byen Orlando i Florida i USA. I<br />

marts blev han tævet ihjel af fem<br />

teenagere. Den yngste var 13 år, den<br />

ældste var 16.<br />

- Hvorfor slog I August ihjel,<br />

spurgte politiet.<br />

- For sjov, svarede de: ”For<br />

sports”.<br />

Drabet på August Felix er ikke et<br />

enkelt, isoleret tilfælde. Senere på<br />

måneden skød en 15-årig dreng den<br />

Strandet på<br />

krisecenter<br />

Tiden på krisecenteret<br />

snegler sig af<br />

sted for Helle og<br />

hendes yngste søn.<br />

De frygter, at Helles<br />

ekskæreste finder<br />

dem – og med god<br />

grund viser det sig<br />

Af Marisa Matarese<br />

Foto: Andreas Hansen<br />

Klokken er halv et om formiddagen,<br />

da Helle stikker hovedet ud af krisecentrets<br />

vindue.<br />

- Jeg kommer lige ned og åbner,<br />

siger hun og springer ned ad betontrapperne<br />

og åbner døren med<br />

morgenhåret ud til alle sider.<br />

- Jeg har ikke været i bad eller<br />

noget. Vi er lige stået op, mig og<br />

den yngste, siger hun. De to ældste<br />

drenge deler et værelse, mens Helle<br />

og den yngste har en lille stue og<br />

et lille soveværelse ovre på den<br />

anden side af gangen. Den ældste<br />

er begyndt at arbejde igen, og den<br />

midterste har taget toget til sin<br />

gamle skole. Det gør han hver dag.<br />

Den yngste på syv år er den ene-<br />

21-årige Braymond Harris i Detroit.<br />

Han forklarede politiet, at han og<br />

hans kammerater bare ”ville tæve en<br />

bums.”<br />

Antallet af overfald, voldtægter<br />

og drab på hjemløse i USA, er<br />

steget drastisk fra forrige år til<br />

i år. Det viser årsrapporten Hate,<br />

Violence and Death on Main Street<br />

USA. Rapporten udgives hvert år af<br />

den Nationale Koalition for Hjemløse<br />

(NCH), en organisation, der kæmper<br />

for de hjemløses rettigheder i alle<br />

amerikanske stater.<br />

Forrige år blev 13 amerikanske<br />

ste, der er hjemme med moren. Han<br />

sidder i underbukser i storebrorens<br />

seng og ser video, mens han spiser<br />

sin vaffelis til morgenmad.<br />

- Han spurgte i morges: ”Hvad<br />

skal vi i dag, mor”. Jeg svarede: ”Vi<br />

ikke skal noget”. Vi laver nemlig ikke<br />

en skid. Jeg kan ikke gå i byen med<br />

ham, fordi hans far er blevet løsladt,<br />

og jeg kan heller ikke efterlade ham<br />

her alene for at gå ned på gaden,<br />

fortæller Helle.<br />

Kan ikke komme i skole<br />

Deres frihed er blevet begrænset,<br />

efter Peter blev løsladt. Og siden<br />

Helle kom på krisecentret i starten<br />

af februar, har den yngste ikke<br />

været i skole, for han kan ikke selv<br />

tage toget til den kommune, hvor<br />

skolen ligger, og hvor Peter angiveligt<br />

også bor.<br />

- Efter den mindste fik at vide,<br />

at hans far var kommet ud, garderer<br />

han sig med legetøjsvåben og<br />

tør ikke gå ud, fortæller Helle og<br />

fortsætter:<br />

- Han keder sig også. Der er intet<br />

for børn på et krisecenter. Når han<br />

kigger ud af vinduet, kigger han ned<br />

på en stor legeplads med børn, men<br />

han kan ikke selv komme ud og lege.<br />

På væggen ved siden af sengen<br />

hænger et A4-papir. Det er den<br />

ældstes søns fødselsdagsgave fra<br />

Helle: ”1.000 kroner til tøj, som kan<br />

indløses på værelset ved siden af<br />

hjemløse dræbt og 73 såret efter<br />

overfald. Sidste år blev 20 dræbt og<br />

122 såret. Det er en stigning i antal<br />

overfald på 65 procent. Stigningen i<br />

de sidste fem år er på 170 procent.<br />

Overfaldene omfatter tæsk, knivstik,<br />

ildspåsættelse og voldtægt.<br />

Særligt skræmmende ved det<br />

voksende antal overfald er, at de<br />

mere og mere begås af helt unge<br />

mennesker. 62 procent af overfaldsmændene<br />

var fra 13-19 år. 84<br />

procent af de dømte er unge mellem<br />

13-25 år.<br />

NCHs årsrapporter har ført til,<br />

I sidste nummer af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> fortalte vi i artiklen På flugt<br />

fra volden om Helle og hendes tre børn, som lever med<br />

frygten for at Peter, Helles ekskæreste og far til hendes<br />

yngste søn, finder dem og slår dem ihjel.<br />

Samtidig med at Peter kom ud af fængslet, udløb lejekontrakten<br />

på deres lejlighed. Helle og børnene endte på<br />

krisecenter den 4. februar, langt fra skole og venner.<br />

den første marts”. Sikkerheden har<br />

ifølge vicekommunaldirektøren i<br />

kommunen været afgørende for kommunens<br />

valg om at sende familien<br />

på krisecenter i en anden kommune.<br />

- Jeg kender ikke sagen i detaljer,<br />

men er orienteret om den. Jeg<br />

ved, at kommunen valgte at sende<br />

hende på krisecenter, fordi hendes<br />

eksmand er voldelig og en trussel<br />

mod hende og børnene. Derfor<br />

sendte vi dem på et krisecenter for<br />

ikke at risikere, at der skete hende<br />

eller børnene noget, siger vicekommunaldirektøren.<br />

Han kan ikke udtale sig om,<br />

hvilke overvejelser kommunen har<br />

gjort sig om børnenes skole. Han<br />

gentager, at hensynet til at skaffe<br />

et sikkert sted, har været prioriteret<br />

højest:<br />

- Først og fremmest har vi sikret<br />

os, at det var et forsvarligt tilbud,<br />

vi gav dem.<br />

Han indrømmer, at beslutningen<br />

om, hvor Helle og børnene skulle<br />

flytte hen, da deres lejekontrakt<br />

udløb, kom – ikke blot i 11. time<br />

– men ”20 minutter i 12”. Han<br />

begrunder den sene sagsbehandling<br />

således:<br />

- Jeg vil ikke afvise, at vores<br />

flytning (pga. kommunesammenlægning,<br />

red.) omkring jul og nytår kan<br />

have haft betydning for sagen. Vi<br />

’boede’ jo i papkasser.<br />

Han mener, at flytningen taget<br />

at en række amerikanske stater har<br />

indført skrappere straffe overfor<br />

overgreb mod mennesker, der er<br />

udstødte eller forfulgte. Men NCH<br />

påpeger i sine rapporter, at det voksende<br />

antal overgreb mod hjemløse<br />

ofte kommer, når myndighederne<br />

prøver at begrænse den synlige<br />

hjemløshed ved at kriminalisere de<br />

hjemløse med politi og lovindgreb.<br />

Når myndighederne på den måde<br />

er med til at umenneskeliggøre de<br />

hjemløse, kaster de benzin på bålet.<br />

pelle-voigt@mail.dk<br />

i betragtning, har kommunen klaret<br />

sagen tilfredsstillende.<br />

Han fandt dem<br />

Der er ingen tegn på, at Helles børn<br />

kommer tættere på deres skole og<br />

arbejde inden for den næste måned.<br />

Kommunen havde ellers planlagt,<br />

at Helle og børnene skulle bo i et<br />

rækkehus, men ifølge politiet er det<br />

ikke et sikkert sted for familien, så<br />

længe ekskæresten er på fri fod.<br />

Samme dag som <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> talte<br />

med vicekommunaldirektøren, tilbød<br />

kommunen Helle en tre-værelses<br />

lejlighed pr. 15. <strong>april</strong>. Om hun kan<br />

flytte ind i lejligheden afhænger af,<br />

hvorledes politiet vurderer truslen<br />

fra Peter.<br />

Men få dage efter, at Helles<br />

venner og familie fortalte, at Peter<br />

ledte efter hende, dukkede han op<br />

uden for krisecentret. Hun har nu<br />

fået en ny overfaldsalarm, og indtil<br />

videre er det mest sikkert for hende<br />

og børnene at opholde sig på krisecentret.<br />

Hvor længe, de skal det,<br />

ved de ikke.<br />

Helle har valgt at være anonym,<br />

men hendes identitet er redaktionen<br />

bekendt. Hendes børns og vicekommunaldirektørens<br />

navne er af samme<br />

grund udeladt. Helle og Peter er<br />

opdigtede navne.<br />

marisa.matarese@gmail.com<br />

Viggos univers<br />

En hverdag som alle andre<br />

En hverdag som alle andre. Det<br />

lyder unægtelig lidt trist, afhængig<br />

af hvordan ens hverdag ellers er.<br />

I mit univers er en tur på biblioteket<br />

ikke særlig ophidsende – men det<br />

er den verden, der materialiserer sig<br />

omkring den til gengæld.<br />

Jeg steg på bussen for at lade<br />

mig fragte ind til biblioteket i<br />

Odense, da jeg får øje på Olav, en<br />

ældre herre der bor i nærheden. Han<br />

er talebesværet, fordi hans hørelse<br />

siden barndommen har været særdeles<br />

ringe. Højt siger jeg: ”Hej Olav”<br />

– ingen reaktion. Endnu højere: ”Hej<br />

Olav” – ingen reaktion, så efter at<br />

have pådraget mig hele bussens<br />

opmærksomhed, nøjes jeg med at<br />

prikke ham på skulderen. Reaktion.<br />

Hans skæggede ansigt flækker i et<br />

grin, og han begynder febrilsk at<br />

rode i sine lommer. Først finder han<br />

den ene halvdel af sin hørelse, så<br />

den anden; de gode gamle høreapparater,<br />

der giver ham en smule<br />

flyveører, og som får ham til at se,<br />

omend mere gavtyveagtig ud. Med<br />

behersket stemmeføring siger jeg:<br />

”Hej Olav, hvordan står det til”. Det<br />

går udmærket, fortæller han. Han<br />

er på vej for at besøge sin mor på<br />

plejehjemmet, og jeg må meget<br />

undskylde, at han sådan havde lagt<br />

hørelsen i lommen, men han kunne<br />

ikke udholde at høre på de gamle<br />

kællinger bagerst i bussen (Olav er<br />

73).<br />

Efter at have udvekslet sladder<br />

fra gaden, når vi terminalen. På<br />

biblioteket tømmer jeg min gule <strong>Hus</strong><br />

<strong>Forbi</strong>-sælgertaske for bøger – for<br />

sent, og jeg må betale en klækkelig<br />

bøde. Erfaringsmæssigt ved jeg at<br />

hverken kontanthjælpsloft, sygdom<br />

eller bedende hundeøjne kan<br />

blødgøre en spidsnæset bibliotekar<br />

med knude i nakken. Jeg må altså<br />

i banken, hvis jeg skal gøre lidt<br />

indkøb på hjemvejen.<br />

På vej gennem Kongens Have<br />

møder jeg en tigger, der når at<br />

lire sit: ”Undskyld, de kunne vel ikke<br />

undvære en skilling til et måltid<br />

mad” af, inden han genkender mig.<br />

Jeg har set ham tigge i både København,<br />

Århus og her i Odense, og jeg<br />

mindes også, hvor ubehagelig han<br />

blev, da jeg sagde han kunne gå ned<br />

på Herberget og blive registreret<br />

som <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælger, så efter at<br />

have sendt mig onde øjne går han<br />

videre på ydmygelsens vej.<br />

Efter en kort enetale med min<br />

bankautomat, lægger jeg vejen<br />

omkring Kirkens Korshærs varmestue<br />

for at få mig en kop kaffe.<br />

Her møder jeg selvfølgelig et par<br />

gamle bekendte. Den ene, som jeg<br />

har boet på forsorgshjem sammen<br />

med, har ikke alene fået bolig,<br />

men også fået arbejde, så nu er der<br />

’bare’ alt nusseriet med at komme<br />

ud af kontanthjælpssystemet. Den<br />

anden er stadigvæk hjemløs, men<br />

har ikke mistet håbet. Vi sludre over<br />

kaffen, mest om hvordan det går de<br />

forskellige, vi kender fra gaden – en<br />

samtale der nok ville ryste ’almindelige’<br />

mennesker. Vi er såmænd også<br />

almindelige, blot kender vi livet på<br />

den anden side af det gode samfunds<br />

plankeværk.<br />

Jeg når lige at sige ”hej” til<br />

gadepræsten, der inviterer på<br />

varm mad, gudstjeneste og aftenkaffe<br />

med blødt brød på onsdag.<br />

Tilbage på busterminalen skal jeg<br />

have fat i nogle gratisaviser. Her<br />

sidder også kendte ansigter fra<br />

gaden. Her blandt pendlere og andet<br />

godtfolk har de, på trods af vagter,<br />

deres værested, deres netværk.<br />

Efter lidt spredt hilsen går jeg<br />

ned til busserne. Atter bliver jeg<br />

mødt af en tigger, hende kender jeg<br />

også. At hun ikke genkender mig,<br />

skyldes nok vanskeligheden med at<br />

fokuserer. Dog, på rygraden får hun<br />

sagt det samme som altid, nemlig<br />

at hendes kæreste har smidt hende<br />

ud, og om jeg ikke kan hjælpe hende<br />

med lidt penge, så hun kan tage<br />

toget hjem til sin mor i Middelfart.<br />

Jeg beklager og tænker på, hvor<br />

ofte hendes mor dog flytter, sidst<br />

hun var smidt ud boede hendes mor<br />

i Nyborg og forrige gang i Stige.<br />

Ak ja, med uforurettet sag og<br />

bærende på en pose guldøl, drager<br />

hun videre.<br />

Jeg må også videre og stiger på<br />

bussen. Helt fremme sidder en<br />

pige på ca. 14 år, alene. Hendes<br />

læber sitrer, og hendes store øjne<br />

stirrer på ingenting, mens sagte<br />

tårer løber ned af hendes kinder.<br />

Gud, hvor føler jeg mig dårlig, jeg<br />

kan jo se hvor ked af det hun er, jeg<br />

vil gerne trøste – nej jeg er sat til<br />

vægs, hun har nok sat sig alene for<br />

at være alene med det, hun nu er<br />

ked af. Det kan være kærestesorg,<br />

det kan være dødsfald, det kan være<br />

så meget, jeg håber inderligt, hun er<br />

på vej hjem til en sød varm familie,<br />

der kan holde om hende og sige<br />

trøstende ord. Kvoten af indtryk og<br />

oplevelser på denne tur til biblioteket<br />

er brugt.<br />

Hov, jeg glemte at købe ind.<br />

Af Steen Viggo<br />

steenviggo@galnet.dk<br />

6 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 7


Tigger<br />

undercover<br />

Af Rasmus Wiin Larsen<br />

Foto: Lars Rievers<br />

For at få svar på ovenstående<br />

spørgsmål sætter jeg mig en tilfældig<br />

råkold tirsdag for i nogle timer<br />

at leve som tiggende hjemløs. Jeg<br />

ønsker ikke at afklæde samfundets<br />

brister. Mit ærinde er blot at give<br />

læseren et indblik i, hvordan livet<br />

som hjemløs tigger i København<br />

anno 2007 tager sig ud.<br />

Før jeg drager ind mod byen for<br />

at se, hvor gavmilde Københavns<br />

borgere i virkeligheden er, må jeg<br />

gøre lidt for at få mig selv til at<br />

ligne én, der vitterligt trænger til<br />

en skilling for at kunne få stillet<br />

den værste sult.<br />

Og for at gøre de forbipasserende<br />

opmærksomme på det faktum,<br />

at jeg ikke bare sidder og glaner for<br />

sjov, udfærdiger jeg et undseligt<br />

papskilt. Teksten ”jeg er sulten,”<br />

har for mig altid fremstået som den<br />

fineste af de hjemløses appeller til<br />

de forbipasserende. Det er ikke en<br />

eksplicit bøn om hjælp, men tværtimod<br />

et nøgent faktum serveret<br />

blottet for unødig snak. Det taler<br />

til humanisten i de forbipasserende<br />

og overlader lidt til deres intellekt.<br />

At den sultende godt kunne bruge<br />

lidt penge til mad og drikke, må de<br />

Kaster de forbipasserende smil og<br />

småmønter efter én i lange baner,<br />

eller mødes man af hånlige blikke<br />

og ligegyldige skuldertræk, når man<br />

driver den af som hjemløs tigger på<br />

Strøget i København?<br />

jo selv tænke sig til. Ergo nedfælder<br />

jeg teksten ”jeg er sulten” på<br />

mit lille skilt, og for første gang<br />

nogensinde kommer mine ulæselige<br />

kragetæer mig til gode. Den dekorerede<br />

paplas ender faktisk med at se<br />

helt autentisk ud.<br />

Mit hjerte banker<br />

Jeg er næsten parat til at tage af<br />

sted, men uden for vinduet hænger<br />

de mørke skyer tungt over Amager<br />

og holder mig inden døre lidt endnu.<br />

Det er virkelig en dårlig dag, jeg har<br />

valgt at være hjemløs på, og det<br />

synes mere fornuftigt at blive på<br />

det lune kollegieværelse.<br />

Efter modne overvejelser og et<br />

par Gyldne damer trækker jeg dog i<br />

en uformelig sort hue, et par havarerede<br />

sportstrøjer, en udvasket og<br />

lidt stumpet hættetrøje, gamle grå<br />

lærredsbukser og hullede kondisko.<br />

Lige inden jeg drager ind mod<br />

staden, vasker jeg mig hurtigt i<br />

ansigtet, da jeg har lagt mærke til,<br />

at de velsoignerede hjemløse har<br />

lettest ved at overbevise folk om<br />

det formålstjenstlige i at skænke<br />

dem en lille mønt.<br />

På trods af øllenes beroligende<br />

effekt cykler jeg med bankende<br />

hjerte ind over Langebro med min<br />

fars gamle sovepose på bagagebæreren.<br />

Ved Rådhuspladsen skiller jeg<br />

mig af med min cykel og sjokker i<br />

visheden om mit lidet flatterende<br />

ydre ned ad Strøget.<br />

Føler mig ydmyget<br />

På en bænk foran Helligåndskirken<br />

sætter jeg mig og åbner en bajer.<br />

Bare tanken om at sætte mig på<br />

gaden og tigge, får mig til instinktivt<br />

at kigge ned. Om man gør det<br />

for at få penge til sin overlevelse<br />

eller for at få en historie med hjem,<br />

vækker måske den samme følelse af<br />

ydmygelse – om end min ikke er forbundet<br />

med visheden om, at jeg er<br />

fuldstændig afhængig af tilfældige<br />

medborgeres forgodtbefindende.<br />

På trods af den instinktive modstand<br />

lægger jeg mit lille skilt samt<br />

min studenterhue frem. Signalet<br />

om at dette er, hvor den har bragt<br />

mig, og at den tjener mig bedst ved<br />

at fungere som indsamlingsbøsse,<br />

må da have en vis signalværdi, der<br />

kunne tænkes at tale til ungdommen.<br />

For ikke at snyde de hjemløse<br />

for penge, der tilkommer dem, har<br />

jeg bevidst valgt at sætte mig lidt<br />

længere nede af Strøget, end de<br />

normalt holder til. Jeg er jo ikke ude<br />

på at støde nogen.<br />

Ved siden af mig sidder dog en<br />

nydelig ældre herre og spiller violin.<br />

Hans pengekasse står lidt tættere<br />

på de forbipasserende end min, og<br />

det er uvist, om det er grunden til,<br />

at han får alle de penge, der ligeså<br />

vel kunne være havnet i min hue. Da<br />

jeg i et stykke tid har siddet bøjet<br />

forover i den silende regn og kigget<br />

ufravendt mod mine fødder henvender<br />

han sig til mig og siger:<br />

- it´s not good for you. It´s<br />

raining.<br />

Han gør mig opmærksom på, at<br />

han spiller og derfor har en fordel<br />

i forhold til mig. Han gør det på<br />

en venlig måde og er blot ude på<br />

at hjælpe. Samtidig sidder jeg og<br />

drikker af mine dåseøl. Det er ikke<br />

noget godt salgstrick, påpeger han.<br />

Jeg gemmer øllene væk, men lige<br />

meget hjælper det. Ikke én mønt<br />

havner i min hue.<br />

En pige passerer mig og koncentrerer<br />

sig tydeligvis om at se ufravendt<br />

fremad. Det at være tigger<br />

er et hverv som alt andet. Man skal<br />

virkelig vise, at man brænder for<br />

det. Man skal stråle af livsglæde, og<br />

man skal for alt i verden ikke drikke<br />

på jobbet. Bajere det går bare ikke.<br />

Man skal vise, at man virkelig vil det<br />

her erhverv. Man skal være seriøs.<br />

Seriøs tigger.<br />

Jeg begynder så småt at spekulere<br />

i, hvilken taktik man skal<br />

bruge. Nu har jeg i en rum siddet<br />

og kigget undseligt ned uden videre<br />

held. Måske skulle man smile til de<br />

forbipasserende. Vise at man nyder<br />

livet. Måske.<br />

Violinisten går, og vejen er banet<br />

for mig. Det gør ingen forskel. Folk<br />

passerer mig blot uden at værdige<br />

mig mange blikke. Efter et stykke<br />

tid, rykker jeg over på den anden<br />

side af gaden med mine plastikposer<br />

med ejendele, min hue og mit skilt.<br />

Intet ændres.<br />

De undgår mit blik<br />

Det har regnet i et stykke tid. Gaden<br />

glinser af vand og afstanden mellem<br />

menneskene, der passerer, er blevet<br />

større. Lygterne kaster et hvidt lys<br />

ned mellem de varme gule bygninger.<br />

Men ingen har givet mig nogen<br />

penge. Ikke én.<br />

Jeg har set trængende ud, glad<br />

ud, opfordrende, ulykkelig. Intet har<br />

virket indtil videre. Det er svært at<br />

se, hvad de vil have.<br />

Man vænner sig til at sidde her.<br />

Jeg føler det ikke længere er pinligt.<br />

Lidt skuffende måske. Virkelig<br />

mange mennesker har passeret mig<br />

nu, flere hundrede efterhånden, og<br />

ikke én har givet en krone. Nok kan<br />

min udklædning være dårlig, men i<br />

det mindste én af dem må da være<br />

for dum til at regne den ud. Jo mere<br />

menneskeligt jeg forsøger at se de<br />

forbipasserende i øjnene, jo mere<br />

stift stirrer de lige frem. En kvinde<br />

åbner sin taske, som hun nærmer<br />

sig, jeg håber lidt. Men hun passerer,<br />

lukker tasken og siger noget til<br />

fyren ved sin side.<br />

Violinisten er netop vendt tilbage.<br />

Han står og taler med fyren, som<br />

netop har sat sig på den anden side<br />

af gaden med sin harmonika. Han<br />

anbefaler mig igen at finde et sted<br />

uden så stor konkurrence – måske<br />

hundrede meter oppe af gaden. Jeg<br />

Rasmus Wiin Larsen på sit lune kollegieværelse på Grønjordskollegiet, der virker som stor luksus<br />

efter nogle timer som hjemløs tigger på Strøget og Københavns Hovedbanegård.<br />

har siddet her alt for længe ’gratis’.<br />

Jeg tror faktisk, han forsøger at<br />

hjælpe mig.<br />

Jeg opgiver Strøget og smutter<br />

ind på Hovedbanegården. Det er mig<br />

magtpåliggende at få ladet vandet.<br />

Jeg går ned på toilettet. I båsen<br />

ved siden af sidder en fyr og hoster.<br />

Han brækker sig, lyder det som om.<br />

Han har det ikke så godt. Udenfor<br />

råber en eller anden og spørger, om<br />

han er ok. Varmen i mine fingre er<br />

ved at vende tilbage efter de små to<br />

timer ude i kulden. Fyren inde ved<br />

siden af brækker sig stadig. I lange<br />

seje stød brækker han sig. Det hele<br />

sejler i bræk. Inde ved siden<br />

af sejler det hele i bræk.<br />

Endelig får jeg to kroner<br />

Jeg går igen ovenpå og stiller<br />

mig hen i nærheden af hovedindgangen.<br />

Her stopper jeg<br />

tilfældige passerende og spørger,<br />

om de kan undvære lidt småpenge.<br />

De første mange undskylder sig blot<br />

vagt, men pludselig stopper en ung<br />

pige op. Hun roder længe sin taske<br />

igennem. Leder mellem CD’er og<br />

Ipod. Endelig finder hun sin pung og<br />

stikker hånden i den. Da hun tager<br />

hånden frem igen, ser hun næsten<br />

undskyldende på mig, siger:<br />

- Det er godt nok ikke meget,<br />

men…, og giver mig to kroner i<br />

hånden.<br />

Det er rørende og samtidig noget<br />

af det mest ubehagelige, jeg har<br />

oplevet. Jeg har lyst til at køre hjem<br />

og gemme mig væk, men bliver. Da<br />

jeg igen begynder at tænke på at<br />

tage hjem, kommer en overvægtig<br />

fyr med langt rødt hår ind til mig og<br />

siger: Jeg kan da godt forstå, vi ikke<br />

får nogen udenfor, når du står her,<br />

og tager dem alle sammen. Er du<br />

virkelig en rigtig hjemløs?”<br />

Jeg må svare nej. Stikker ham<br />

den sjat penge, jeg har fået tigget<br />

mig til på Hovedbanen, får en<br />

hyggelig snak og cykler hjem til<br />

værelset på Amager.<br />

Artikel er skrevet som opgave til<br />

retorik på Københavns Universitet.<br />

Opgaven skulle have præg af new<br />

journalism og kan derfor synes<br />

opdigtet. De faktiske begivenheder<br />

er imidlertid ikke opdigtede, men<br />

fandt sted fandt sted tirsdag den 21.<br />

februar 2007.<br />

rasmuswiinlarsen@hotmail.com<br />

Dansk lovgivning<br />

om tiggeri:<br />

Straffelovens § 197: Den,<br />

der imod politiets advarsel<br />

gør sig skyldig i betleri<br />

(tiggeri red.), eller som tillader,<br />

at nogen under 18 år,<br />

der hører til hans husstand,<br />

betler, straffes med fængsel<br />

indtil 6 måneder. Under<br />

formildende omstændigheder<br />

kan straffen bortfalde.<br />

Advarsel efter denne<br />

bestemmelse har gyldighed<br />

for 5 år.<br />

Bestemmelsen er foreslået<br />

ophævet, den bruges ikke og<br />

forudsætter en advarsel fra<br />

politiet, før den kan bruges.<br />

Advokat Henrik Thorstholm på<br />

www.ret-raad.dk<br />

Politivedtægten er i praksis<br />

mere relevant. Ifølge den<br />

kan tiggeri straffes med<br />

bøde.<br />

8 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 9


Nogle børn mistrives så meget under den lange ventetid på de danske asylcentre, at de bliver psykisk syge. På billedet ses 7-årige Arfonit Shala, der har boet i Danmark siden 2000. I baggrunden<br />

ses hans storesøster Ariana på 19. Billedet er taget i <strong>april</strong> sidste år på Asylcentret Kongelunden.<br />

Det minder om apartheid<br />

Danmark driver sundhedsskadelig virksomhed<br />

over for børn i asylcentrene. Vi svigter<br />

dem ved at byde dem forhold, de bliver syge<br />

af, mener to børnepsykiatere<br />

Af Tine Sejbæk<br />

- Der er en gradsforskel i den<br />

måde, man behandler asylsøgere<br />

og danskere på – en forskel, som<br />

får én til at tænke på apartheid i<br />

Sydafrika. Jeg ved ikke, hvad jeg<br />

ellers skal sammenligne det med,<br />

siger børnepsykiater Peer Jansson<br />

med henvisning til, at asylansøgere<br />

er en gruppe, der bliver afskåret fra<br />

samme retsforhold som andre.<br />

Han har arbejdet med børn i<br />

asylcenteret i Kongelunden ved<br />

København siden 2004. Her har han<br />

mødt børn med alvorlige, psykotiske<br />

symptomer. Ifølge Peer Jansson ser<br />

børnene ofte ikke meget til verden<br />

udenfor centeret. De oplever, at<br />

folk omkring dem, inklusive deres<br />

forældre, har det dårligt. Forældrene<br />

må ikke arbejde, og mange, der har<br />

fået afslag på asyl, må ikke selv<br />

lave mad, men skal hente mad i en<br />

kantine tre gange dagligt.<br />

Dét, der har gjort mest indtryk<br />

på Peer Jansson, er asylbørnenes<br />

skæbnefælleskab med forældrene.<br />

Det er umuligt at adskille forældrenes<br />

situation fra børnenes.<br />

- Forældrenes dårlige trivsel<br />

får nogle gange stærke udtryk. Og<br />

det gør stort indtryk på børn at se<br />

forældre, der føler deres eksistens<br />

truet, gå op i limningen. Mange<br />

asylbørn påtager sig et kæmpe ansvar<br />

for at passe på forældrene. Hvis<br />

en far overvejer selvmord, kan det<br />

være sådan, at når han skal ud og<br />

tisse, står hans lille søn hver gang<br />

og venter udenfor, fortæller han.<br />

Medicin virker ikke<br />

Et problem ved asylbørnenes<br />

usikre livsvilkår er bl.a., at man kan<br />

risikere, at den medicin, et barn<br />

med psykotiske symptomer får, ikke<br />

virker under de usikre livsvilkår.<br />

Medicinens fulde effekt opnås ofte<br />

først, når barnets liv er mere stabilt.<br />

Men som læge kan man ikke hjælpe<br />

en asylfamilie til en bedre livssituation.<br />

- En dansk familie har i teorien<br />

nogle handlemuligheder og kan<br />

f.eks. forsøge at finde et bedre sted<br />

at bo. Men asylsøgerne sidder bare<br />

og venter, mens de går mere eller<br />

mindre i opløsning, siger Peer Jansson,<br />

der både har behandlet børn<br />

fra familier, der har fået afslag og<br />

nogle, der stadig venter.<br />

- Opholdstilladelse står naturligt<br />

nok som en ledestjerne. En far, der<br />

havde ventet i nogle år, sagde til<br />

mig: ”Jeg er snart ligeglad, om jeg<br />

får ophold eller ej. Bare det bliver<br />

afgjort. Men jeg vil ikke under<br />

nogen omstændigheder tilbage til<br />

mit hjemland – der bliver jeg slået<br />

ihjel”. Det er et udtryk for, hvor<br />

belastende den lange ventetid er.<br />

Som børnepsykiater arbejder<br />

Peer Jansson normalt med børn, der<br />

har haft alvorlige symptomer, siden<br />

de var småbørn. Sådan er det ikke<br />

med asylbørnene.<br />

- Det tyder på, at deres problemer<br />

har at gøre med det pres, de og<br />

deres familier lever under, siger Peer<br />

Jansson.<br />

Sus Foldager er privatpraktiserende<br />

børnepsykiater i Slagelse og<br />

har kendskab til forholdene fra Peer<br />

Jansson og andre børnepsykiatere.<br />

Sammen med Peer Jansson føler hun<br />

sig forpligtet til at gøre opmærksom<br />

på, at Danmark driver ”sundhedsskadelig<br />

virksomhed” over for en<br />

bestemt befolkningsgruppe; asylsøgerne<br />

og ikke mindst deres børn.<br />

- Hvis danskere oplever noget<br />

overvældende som f.eks. Tsunamien,<br />

er der forståelse for, at de har brug<br />

for særlig hjælp. Det, man gør over<br />

for traumatiserede asylsøgere, er i<br />

stedet for at udsætte dem for endnu<br />

flere belastende forhold, siger Sus<br />

Foldager.<br />

Og Peer Jansson supplerer:<br />

Arkivfoto: Scanpix<br />

- Flere af de voksne siger til mig:<br />

”Jeg havde ikke dårlige nerver, inden vi<br />

flygtede – det er kommet senere”.<br />

Vækkes af mareridt<br />

De to læger mener f.eks., at man kan<br />

bedre situationen for asylansøgere og<br />

deres børn ved at tilbyde dem en bolig,<br />

hvor de ikke skal bo op og ned ad andre<br />

traumatiserede. Så vil de heller ikke<br />

opleve politiet komme om natten og<br />

tage andre familier med sig.<br />

- De fleste børn på asylcentrene<br />

ved, at politiet – når folk skal sendes<br />

hjem med tvang – kommer uventet om<br />

natten. Det er ikke særligt befordrende<br />

for deres nattesøvn, forklarer Sus<br />

Foldager.<br />

Ofte bor hele familien i ét rum. Det<br />

betyder, at mange vækker hinanden<br />

med mareridt.<br />

- Og man bliver syg, hvis man<br />

aldrig får sovet ordentligt, siger Peer<br />

Jansson.<br />

De mener også, at det skal være<br />

læger, der afgør, om asylansøgere kan<br />

komme til speciallæge.<br />

Jeg havde ikke<br />

dårlige nerver,<br />

inden vi flygtede<br />

– det er kommet<br />

senere<br />

- I dag ligger den endelige afgørelse,<br />

efter de første tre behandlinger,<br />

hos en jurist i Udlændingeservice. Det<br />

er absurd, at en jurist afgør, om et<br />

barn kan få børnepsykiatrisk hjælp, siger<br />

Peer Jansson, der ikke mener nogen<br />

er tjent med at asylansøgerne og deres<br />

børn bliver mentalt ødelagt, mens de<br />

opholder sig i landet.<br />

- Men skal de så ikke bare tage<br />

hjem? Mange bliver her jo, efter de har<br />

fået afslag?<br />

- Når de har det så elendigt og alligevel<br />

ikke tager hjem, så må de virkelig<br />

være truede. Jeg tror ikke, at mange af<br />

os ville sidde i årevis på et asylcenter,<br />

hvis vi ikke havde en rigtig god grund<br />

til det, siger Sus Foldager.<br />

De to læger mener, at man bør<br />

tage konsekvensen af den ulykkelige<br />

situation og give asylsøgere, der har<br />

opholdt sig i Danmark i mere end to<br />

år, og som ikke kan sendes hjem (FN<br />

mener pt ikke, det er sikkert at sende<br />

f.eks. romaer (Kosovo) og irakere fra<br />

det sydlige og centrale Irak hjem,<br />

red.), midlertidig opholdstilladelse. Så<br />

den daglige usikkerhed bliver mindsket.<br />

I stedet for som nu at kræve, at de<br />

afviste skal møde op to gange om ugen<br />

hos politiet – der skal overtale dem til<br />

at tage hjem.<br />

Følger ikke lægers råd<br />

Nogle gange sker det, at en familie,<br />

hvor et barn skal til at undersøges<br />

børnepsykiatrisk, bliver sendt hjem<br />

med tvang. Det gjaldt for den første<br />

familie, Peer Jansson skulle behandle i<br />

asylcentret Kongelunden på Amager.<br />

- Barnet skulle indlægges. Det var<br />

helt galt fat, og barnet var en umulig<br />

opgave for moren. Alt var klappet og<br />

klart – nu skulle man finde ud af, hvad<br />

der var galt. Men så blev familien sendt<br />

hjem med tvang.<br />

Et andet eksempel er en bosnisk<br />

mor med anoreksi, der skulle sendes<br />

hjem med tvang. Hun var så svag,<br />

at selve turen måske kunne være<br />

helbredstruende. Hun skulle ind til<br />

undersøgelse hos en overlæge på<br />

Rigshospitalet en bestemt eftermiddag.<br />

Men blev sendt ud af landet dagen før.<br />

Lægen ringede og bad myndighederne<br />

vente. Men de sendte kvinden afsted<br />

alligevel.<br />

- Den måde at behandle mennesker<br />

på er så forskellig fra, hvad vi som<br />

læger plejer at opleve. Normalt er der<br />

en vis respekt for lægelige erklæringer.<br />

Det er sjældent, at man ikke følger en<br />

læges anbefaling. Men når det gælder<br />

asylsøgere, er det anderledes, siger<br />

Peer Jansson.<br />

Foto: : Lisbeth Johansen<br />

tine.seibaek@mail.dk<br />

Børnepsykiater Sus Foldager<br />

og Peer Jansson føler sig forpligtet<br />

til at gøre opmærksom<br />

på, at Danmark driver ”sundhedsskadelig<br />

virksomhed” over<br />

for asylsøgerne og ikke mindst<br />

deres børn.<br />

Barn på et asylcenter:<br />

Drengen vågner midt om natten med<br />

et skrig. Det gør han flere gange hver<br />

nat. Hans forældre vågner af skrigene, der<br />

minder faderen om sit eget fængselsophold<br />

og skrigene fra tortur. Han må overlade det til<br />

moderen at trøste drengen.<br />

De bor på det samme Røde Kors Asylcenter<br />

på 3. år. Inden da har de boet på forskellige<br />

centre, siden de kom til Danmark for fem år siden. De flygtede<br />

fra Irak. Drengen lider af udtalte angstproblemer og ser syner.<br />

Han ser nogle gange et dyr med horn. Hver gang forældrene<br />

modtager en rudekuvert, bliver drengen hidsig og meget bekymret<br />

for, hvad der så skal ske. Drengen vil helst ikke i skole og<br />

prøver at undgå andre børn. Når han leger med nogen, ender<br />

det hurtigt i konflikt. Han går oftest i sin egen verden. Ind imellem<br />

ser det ud til, at han ikke kan kende sin egen mor. Andre<br />

gange prøver han at passe på moren.<br />

En dag, hvor familien laver mad i centerets køkken sammen<br />

med andre familier, truer en voksen fra en anden familie med<br />

at begå selvmord. Drengen holder sig for begge ører, græder og<br />

løber væk.<br />

Drengen havde ikke psykiske vanskeligheder, før familien<br />

flygtede, men nu bliver han mere og mere indelukket. Han har<br />

fået det bedre, efter han er begyndt på antipsykotisk medicin,<br />

men han er stadig angst og ser syner.<br />

Eksemplet er en anonymiseret case beskrevet af børnepsykiater<br />

Peer Jansson, der har arbejdet med asylbørn med psykiske problemer<br />

i asylcentret Kongelunden i København siden 2004.<br />

Her venter de:<br />

Ud af de 1.900 asylansøgere, der pt befinder sig i Danmark, har<br />

1.200 fået afslag. Ca. 250 har været i landet i kort tid, og man<br />

undersøger pt, om de har søgt asyl andetsteds først. Desuden<br />

er ca. 400 ved at få behandlet deres sag. De bor primært på<br />

opholdscentre i Brovst, Hanstholm og Jelling. De afviste bor<br />

primært på Sjælland i Kongelunden (Amager), Sandholmlejren<br />

(Birkerød) eller Avnstrup (v. Roskilde).<br />

En gruppe borgere, der kalder sig Amnesti Nu, har startet en<br />

indsamling af underskrifter til fordel for afviste asylansøgere.<br />

De ønsker som en engangsforteelse – at der bliver givet opholdstilladelse<br />

til dem, der har været i Danmark i mere end tre år.<br />

Det drejer sig om ca. 800 personer, heraf 200 børn. Mennesker,<br />

der af forskellige årsager ikke har kunnet sendes hjem.<br />

Se mere på www.amnesti-nu.dk<br />

Børnenes sundhed bliver undersøgt:<br />

Dansk Røde Kors er interesseret i at vide mere om, hvordan<br />

børnenes psykiske helbred bliver påvirket af den situation, de<br />

befinder sig i på de danske asylcentre. Derfor har de indgået<br />

et samarbejde med Københavns Universitet om at få undersøgt<br />

dette. Der er indsamlet data på 250 børn, og undersøgelsen<br />

forventes at blive offentliggjort senere på året.<br />

Se mere på www.asylum.redcross.dk<br />

Rettelse:<br />

I <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> nr. 56 (januar 2007) bragte vi en artikel om afviste<br />

asylansøgere. I den forbindelse citerede vi Erik Spøttrup<br />

som formand for foreningen Romano. Foreningen har gjort os<br />

opmærksom på, at Erik Spøttrup ikke længere er formand eller<br />

medlem af foreningen. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> beklager fejlen.<br />

10 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 11


Violinbyggeren fra<br />

Vridsløse<br />

Det hurtige liv med<br />

lette penge fik en<br />

brat afslutning for<br />

Rickey, da han fik<br />

seksten års fængsel<br />

for drab. De ni år er<br />

gået – blandt andet<br />

med at bygge smukke<br />

strengeinstrumenter,<br />

der bruges af professionelle<br />

musikere<br />

Af Henrik Strube<br />

Foto: Ulrik Jantzen<br />

Skiltet med Egon Olsens Vej viser vej til<br />

Vridsløselille Statsfængsel<br />

- Det var ham eller mig. Og hellere dømmes af tolv end at bæres af seks, siger 51-årige Rickey som forklaring på, hvorfor han sidder<br />

inde for drab. Her ses han med et af de instrumenter, han har bygget i løbet af de ni år, han foreløbig har siddet i fængsel.<br />

Solen skinner fra en klar hvid og<br />

blå himmel. Luften er lun denne<br />

dag, hvor violinisten Marianne<br />

Eising og Deres udsendte er kommet<br />

fra byen herud til Vridsløselille<br />

Statsfængsel (i Albertslund,<br />

red.). Vi står og venter, og jeg<br />

tænker på, at jeg samme aften skal<br />

med familien ud og besøge nogen<br />

på Amager. Inden da skal jeg hente<br />

drengen i fritidshjemmet, og på<br />

lørdag skal vi i sommerhuset.<br />

Vi venter på fotografen,<br />

violinisten og jeg. Han kommer<br />

kørende ind på parkeringspladsen<br />

og stiger ud. Det er en almindelig<br />

dag i Danmark.<br />

Vi er udenfor. Vi er frie mennesker.<br />

Vi bevæger os frit.<br />

Nu går vi ind. Vores kontaktperson,<br />

organisten Louise Adrian,<br />

henter os og leder os gennem<br />

portvagten, som for længst er<br />

informeret om vores ankomst.<br />

Vi er blevet clearet, der er<br />

ikke noget belastende på os i<br />

registrene. Videre under adskillige<br />

kameraers søgefelt til selve bygningen,<br />

en dør låses op, og vi går<br />

ind i betjentstuen, hvor vi afleverer<br />

mobiltelefonerne. Indenfor sidder<br />

seks-otte uniformerede vagter og<br />

stirrer på 20 – 30 overvågningsskærme,<br />

hver fra sit område og<br />

vinkel.<br />

Videre gennem den stjerneformede<br />

aula, hvor alle fanger skal<br />

passere hver dag, endnu et par<br />

låste døre, en metaldetektor og så<br />

er vi ude i terrænet, som de kalder<br />

området inden for de seks meter<br />

høje mure. Herfra videre forbi skolebygningen,<br />

hvorfra der lyder et<br />

anerkendende pift, da den smukke,<br />

rødhårede organist (der bl.a. står<br />

bag Fangekoret, red.) passerer forbi<br />

skolebygningen, videre til den lille<br />

kirkebygning, hvor Rickey venter.<br />

Trak kniv mod mig<br />

Få sekunder kan ændre ens liv fuldstændig.<br />

Sådan var det for Rickey,<br />

da han for ni år siden skød og<br />

dræbte en mand, der havde trukket<br />

kniv mod ham.<br />

- Det var ham eller mig. Og hellere<br />

dømmes af tolv end at bæres af<br />

seks, siger 51-årige Rickey, der sidder<br />

overfor mig i kirken i Vridsløselille<br />

Statsfængsel.<br />

Den barske bemærkning passer<br />

egentlig slet ikke til ham. Han er<br />

venlig mand med en blid udstråling<br />

og varme brune øjne. Slank. I god<br />

form. Han tænder en cigaret. Jeg<br />

prøver at forestille mig ham i det<br />

afgørende øjeblik med et rygende<br />

automatvåben i hånden. Jeg kan<br />

ikke rigtig få billedet frem, men<br />

sådan foregik det altså, for ni år<br />

siden. Og det er derfor, han er her.<br />

Før det havde Rickey gennemgået<br />

en næsten klassisk ’mande-nedtur’.<br />

Lige efter bogen: Ved fyrreårs<br />

alderen skred det ud. Han mistede<br />

fodfæstet i tilværelsen, tabte familie,<br />

job og ståsted og faldt for<br />

fristelsen, da der kom et tilbud fra<br />

den kriminelle underverden i Århus.<br />

Pengeopkrævning. Narkogæld. Det<br />

hurtige liv med de lette penge fik en<br />

brat afslutning. Rickey fik seksten<br />

års fængsel for drab.<br />

De ni år er gået. Om alt går vel,<br />

prøveløslades han den 14. august<br />

2008 – en dato, han kan i søvne.<br />

Sandsynligheden taler for, at datoen<br />

holder, for Rickey er en mønsterfange,<br />

der har opført sig eksemplarisk i<br />

alle ni år.<br />

Indenfor har Rickey brugt de<br />

seneste år på at bygge en violin, en<br />

cello og en bratsch, som alle bruges<br />

af professionelle symfonimusikere.<br />

Med ingen anden baggrund end et<br />

åbenlyst talent og en ukuelig vilje,<br />

kastede han sig ud i det sublime<br />

håndværk under de vanskeligst tænkelige<br />

forhold. I begyndelsen måtte<br />

han fremstille sit eget værktøj.<br />

Teorien fik han fra en svensk bog om<br />

Stradivarius. Her fandt han bygningsanvisninger,<br />

mål og tegninger.<br />

Overtrådte reglerne<br />

Jeg sidder sammen med Rickey i<br />

kirken ved Vridsløselille fængsel.<br />

Kirken er en betonbygning, som ligger<br />

placeret midt på plænen mellem<br />

fængslets seks meter høje mure.<br />

Rickey har lige vist mig sit specialfremstillede<br />

værktøj. Fremstillet i<br />

hemmelighed i smedjeværkstedet i<br />

Horsens Statsfængsel og smuglet fra<br />

værksted til celle i en termokande<br />

– en lang rutinemæssig overtrædelse<br />

af reglementet. I dag må Rickey<br />

godt benytte sit værktøj i Vridslø-<br />

Marianne Eising prøvespiller Rickys instrumenter.<br />

Hendes eget ynglingsinstrument<br />

har Ricky bygget til hende.<br />

selilles tømmerværksted, hvor han<br />

arbejder. Men ikke i sin celle. Dertil<br />

er reglerne for skrappe og værktøjet<br />

for spidst og farligt: En sirligt<br />

fremstillet snittekniv, stemmejern<br />

med forskellige udskiftelige jern, en<br />

slibeklinge, en lille høvl og en syl.<br />

Med dette simple udvalg og med<br />

materialer, som Rickey har fået af<br />

den lokale instrumentbygger i Vejle,<br />

Benny Frankfurth, har han fremstillet<br />

de smukkeste instrumenter.<br />

Instrumentbyggeren fra Vejle er en<br />

hædersmand, som forstod Rickeys<br />

talent, og mente at han skulle have<br />

muligheden, når nu han brændte så<br />

stærkt for det. Flammet ahorn, ibenholt<br />

og mekaniske dele blev leveret<br />

til fængslet. Regninger så Rickey<br />

ikke nogen af.<br />

Rickey har fremstillet de komplicerede<br />

og skønne instrumenter på<br />

trods. I hemmelighed og hele tiden<br />

med faren for at få sit værktøj konfiskeret,<br />

hvilket er sket flere gange.<br />

- De nye regler (regeringens<br />

stramninger, red.) betyder, at vi ingenting<br />

må. Der er altid en eller anden<br />

idiot, der vil misbruge lempelser.<br />

Får man lov til at have en skruetrækker,<br />

kan det gå galt, hvis to kommer<br />

op og toppes, fortæller han.<br />

Men billedet af fængsler som<br />

farlige steder at opholde sig, og<br />

hvor man risikerer at blive stukket<br />

ned under en gårdtur, genkender<br />

Rickey ikke:<br />

- Sådan er det ikke. Man kan<br />

sagtens gå i fred. Men det er klart,<br />

at jeg har holdt lav profil med mit<br />

værktøj.<br />

Han er i et gråt område. Han må<br />

gerne arbejde på instrumenterne<br />

på det tømreværksted, han arbejder<br />

i fra kl. 8 – 15 hver dag. Men han<br />

må ikke fortsætte i sin celle om<br />

aftenen. Alligevel ligger der engang<br />

imellem spåner på cellegulvet om<br />

morgenen, når vagten kommer.<br />

- De siger ikke noget til det,<br />

smiler Rickey. Men det er på personalets<br />

velvilje, at han får lov.<br />

I begyndelsen af sin<br />

karriere som selvlært instrumentbygger<br />

fremstillede<br />

Rickey selv sit værktøj i al<br />

hemmelighed i smedjeværkstedet<br />

i Horsens Statsfængsel<br />

bl.a. en lille høvl.<br />

Privilegier kan blive frataget ham<br />

med blot et knips med fingrene.<br />

Jeg spørger violinisten Marianne<br />

Eising om instrumenterne. Hun har<br />

fulgt Rickey gennem årene og testet<br />

hans bratsch.<br />

- Rickey havde brug for en til<br />

at teste hans instrumenter, og det<br />

blev mig, siger hun og smiler varmt<br />

til ham.<br />

Rickey spiller nemlig ikke selv.<br />

Marianne prøver bratschen og<br />

foreslår nogle ændringer. Rickey<br />

justerer, og hun prøver igen i et<br />

forløb, der foreløbig er endt med<br />

at Marianne, der engang var ansat<br />

i Sjællands Symfoniorkester, er<br />

kommet til at foretrække Rickeys<br />

instrumenter frem for sine andre.<br />

Brugte træ fra dørkarme<br />

En ufærdig bratsch, stadig monteret<br />

omkring en skabelon ligger fremme<br />

på bordet.<br />

- Den står der Marianne Eising<br />

på! siger Rickey glad, og viser mig<br />

detaljerne. Jeg bemærker støtteklodserne,<br />

der forbinder bratschens<br />

for- og bagside og spørger Rickey,<br />

hvilken træsort det er.<br />

- Det er fyr, og det skal tørre i<br />

mindst ti år, før man kan bruge det,<br />

siger han. Og det er han fuldstændig<br />

sikker på at træet har. Det er nemlig<br />

fra en af de gamle dørkarme på<br />

Horsens Statsfængsel.<br />

- Jeg var selv med til at skifte<br />

dem ud, smiler Rickey, som arbejdede<br />

på tømrerværkstedet. Forunderligt.<br />

Karmtræ fra en 150 år gammel<br />

fængselsdør – hvem kunne vide, at<br />

det ville ende i en bratsch og give<br />

resonans til de vidunderligste toner,<br />

der på denne smukke sensommerdag<br />

flyder frit ud i rummet?<br />

Smukt og mørkt lyder det,<br />

når Marianne, akkompagneret af<br />

fængslets organist Louise Adrian,<br />

spiller 1. sats af sonate i g-mol af<br />

Henry Eccles (1871-1742) i kirken.<br />

Bratschens fyldige, mørke toner<br />

fylder salen, og hvis jeg ser rigtigt,<br />

jo det gør jeg, Rickeys øjne er blevet<br />

blanke ved tonerne og synet af<br />

kvinden, der spiller så smukt.<br />

- 30.000 kroner. Det er hvad den<br />

seriøse vurdering fra fagfolk lyder<br />

på. Og han har sagt, at Rickeys<br />

håndværk ligger langt, langt over<br />

standarden for sædvanligt amatørbyggeri,<br />

fortæller Marianne.<br />

Jeg spørger Rickey, hvad hans<br />

planer er.<br />

- Jeg håber, at finde en læreplads<br />

hos en instrumentbygger, når<br />

jeg får udgang. Så kan jeg arbejde<br />

udenfor fængslet om dagen og<br />

komme tilbage om aftenen. Jeg har<br />

så mange bestillinger, at jeg har nok<br />

at lave de næste ti år, fortæller han.<br />

Foreløbig er det blevet til to<br />

violiner, to bratsch og én cello.<br />

Mon nogen instrumentbygger<br />

kan få en højere motiveret, ambitiøs<br />

og nemmere ’lærling’ end ham?<br />

Henrik Strube er musiker og redaktør<br />

af fagbladet Musikeren. Artiklen har<br />

tidligere været bragt i Musikeren.<br />

12 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 13<br />


Ikke nået til<br />

fremtidsplanerne endnu<br />

Af Tina Juul Rasmussen<br />

Foto: Ulrik Jantzen<br />

Efter lyden at dømme er den stor. Og<br />

tæt på. En kvindestemme tysser og<br />

beordrer: ”Kom så her. Kom! ”<br />

Døren til lejligheden på 8. sal<br />

bliver åbnet. Kvinden hilser, men<br />

bliver hurtigt overdøvet af Taya,<br />

som med sin ikke ringe størrelse<br />

kan præstere et frygtindgydende<br />

VOV – alt imens hun galoperer gennem<br />

gangen med kurs direkte mod<br />

gæsten i døren. Som de fleste hunde<br />

er Taya heldigvis både kælen og<br />

hungrig efter opmærksomhed – en<br />

smuk, stor og gyldenbrun blanding<br />

af en Schäfer og en Broholmer på<br />

syv år.<br />

Taya bor hos Anne Jensen i en<br />

lejlighed i Brønshøj, en forstad til<br />

København. De sidste fem år har<br />

Anne Jensen, der har lavet <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s kryds & tværs de sidste fem<br />

år, har tidligere levet på gaden. Her fortæller hun, hvor svært det<br />

var at skulle vænne sig til livet bag en lukket hoveddør igen.<br />

de fulgt hinanden i tykt og tyndt.<br />

Oprindeligt tilhørte hunden Annes<br />

kæreste, men han døde. Og så havde<br />

Anne fået hund.<br />

Hvor går smertegræsen?<br />

Anne Jensen er kvinden bag <strong>Hus</strong><br />

<strong>Forbi</strong>s populære kryds & tværs. Hun<br />

har været hjemløs en stor del af sit<br />

liv, men har de sidste cirka fem år<br />

haft en sted at bo. Lige nu en lys og<br />

rummelig to-værelses lejlighed, hyggeligt<br />

indrettet med møbler og ting,<br />

Anne har fundet i containere rundt<br />

omkring. Utroligt hvad folk smider<br />

ud, som hun siger.<br />

Men bare fordi man får tag over<br />

hovedet, er lykken ikke gjort, mener<br />

Anne.<br />

Det vender vi tilbage til. Først<br />

lige et par ord om kryds-orden:<br />

- Jeg har altid løst krydsord og<br />

var så til et redaktionsmøde på <strong>Hus</strong><br />

<strong>Forbi</strong> for fem-seks år siden, mens jeg<br />

stadig var hjemløs. Her talte vi om,<br />

at de hjemløse selv skulle skrive til<br />

avisen, men det var ikke bare lige<br />

så let at gøre, fordi mit liv ikke lå<br />

i så faste rammer, fortæller Anne,<br />

som i stedet kastede sig over at lave<br />

krydsord i hånden – uden at have<br />

prøvet det før.<br />

- Siden har der været en udvikling<br />

i det – nu har jeg for eksempel<br />

sat tegninger på, siger hun og viser<br />

nogle af de første kryds-ord: En er<br />

cirkelrund, en anden helt uden<br />

illustrationer. Og de nyeste med<br />

små, sirlige tegninger på.<br />

- Jeg prøver at lave dem med noget<br />

fra årstiden, med ord fra avisen<br />

og hjemløsemiljøet – ord, der ikke<br />

bruges i andre krydsord: Gadetigger,<br />

velfærd, barnevogn, marginalgrupper,<br />

fattiggård osv. Nogle gange prøver<br />

jeg også at indføje en politisk<br />

kommentar, for eksempel: Erhverv =<br />

levebrødspolitiker, griner Anne.<br />

- Hvis jeg ikke lavede krydsord,<br />

ville jeg måske skrive kritiske<br />

artikler – beskrive betonslummen<br />

og herbergerne. Mange tror for<br />

eksempel, at det er gratis at bo på<br />

herberg, men et værelse kan koste<br />

3.500 kroner om måneden – så har<br />

du til gengæld også din egen håndvask<br />

at pisse i. Og hvis du er på kon-<br />

tanthjælp, er det jo ikke realistisk<br />

nogensinde at spare op til at få dit<br />

eget sted med sådan en husleje. Man<br />

har ikke engang råd til at købe et<br />

lille kolonihavehus, siger Anne, som<br />

i det hele taget har mange krasse<br />

holdninger og kommentarer til det,<br />

som rør sig på hjemløseområdet:<br />

- For eksempel at socialministeren<br />

for nylig gav en million kroner til<br />

at skrive de hjemløse i mandtal. Hvis<br />

hun i stedet gav 20 hjemløse 50.000<br />

kroner hver, kunne de både få tag<br />

over hovedet, have råd til indskud<br />

i en bolig osv. Jeg mener i det hele<br />

taget, at der burde formuleres en<br />

hjemløsepolitik, som slår fast, hvor<br />

smertegrænsen går for, hvor længe<br />

det er rimeligt, at folk står uden tag<br />

Anne Jensen deler liv og lejlighed med hunden<br />

Taya, som hun arvede efter en kæreste, der døde.<br />

Trods mange år på gaden som hjemløs ville Anne<br />

gerne bytte sin lejlighed ud med et mindre sted at<br />

bo - bare der var mere udenomsplads.<br />

over hovedet. Er det tre måneder, et<br />

halvt år? Så kan politikerne jo selv<br />

prøve det så længe. Men det ville de<br />

jo aldrig gøre, konstaterer hun med<br />

et tørt grin og tilføjer, at der burde<br />

bygges mange flere skæve boliger<br />

og husvildebarakker til de hjemløse,<br />

som er for umulige at putte ind i<br />

almindelige lejligheder, siger hun.<br />

Købte sig til enerum<br />

Selv har Anne prøvet at leve omkring<br />

et halvt år på gaden. Faktisk har hun<br />

været hjemløs ’on and off’, siden<br />

hun var 15-16 år og blev smidt ud<br />

hjemmefra, da forældrene blev skilt,<br />

og hendes far fik en ny kone med et<br />

hjemmeboende barn på Bornholm.<br />

Så følte Anne, at der ikke rigtig var<br />

plads til hende længere. I nogle år<br />

boede hun rundt omkring på lejede<br />

værelser sammen med alkoholiserede<br />

og nærgående mænd, indtil hun<br />

ikke orkede det længere og blev,<br />

hvad hun selv kalder Rønnes eneste<br />

hjemløse. Det var ikke populært<br />

hos kommunen, og der var ingen<br />

herberger i byen, så hun endte med<br />

at blive eksporteret til København,<br />

fortæller hun:<br />

- Sagsbehandleren i Rønne Kommune<br />

sagde direkte til mig, at jeg<br />

kunne få en førtidspension, hvis jeg<br />

lovede at flytte min folkeregisteradresse<br />

fra Rønne. Så det gjorde jeg.<br />

Dengang var Anne 29 år. I dag<br />

er hun 38 år og på benene igen. Bag<br />

sig har hun en tilværelse bag sig<br />

både som universitetsstuderende,<br />

gadehjemløs, stofmisbruger og<br />

psykisk syg med et hav af diagnoser.<br />

Selv siger hun, at hun er lidt ”DAMPagtig”<br />

og rejser sig da også hyppigt<br />

op fra stolen ved det lille, hyggelige<br />

bord i stuen og går rundt med hunden<br />

Taya i hælene.<br />

Anne kan fortælle mange historier<br />

om livet som hjemløs: Hvordan<br />

hun ofte sneg sig ind og sov på<br />

toiletgulvet på et hospital i hovedstadsområdet.<br />

- Her kunne jeg selv slukke lyset,<br />

som hun siger.<br />

Eller hvordan hun købte sig<br />

fred og enerum ved at leje en lille<br />

omklædningsboks på toiletterne på<br />

Vesterbros Torv om morgenen efter<br />

at have forladt Reden (værested,<br />

red.) på Istedgade, købt sit morgenbrød,<br />

krydsordsblad og rygeheroin.<br />

- Søvn og enerum er de største<br />

behov, man har som hjemløs, siger<br />

hun.<br />

Hun har også været vidne til,<br />

at de frivillige medarbejdere på<br />

et natherbeg smed alvorligt syge<br />

kvinder på gaden om morgenen, ”for<br />

de jo lukkede kl. 9”. Eller hvordan<br />

man som beboer på et forsorgshjem<br />

et sted i byen må skrive under på,<br />

at medarbejderne til enhver tid kan<br />

ransage ens værelse, hvis de har<br />

mistanke om stoffer på værelset.<br />

- Så hvis en af de andre beboerne<br />

har set sig sur på dig, kan de bare gå<br />

ned på kontoret og sige: ”Hende der<br />

har stoffer på værelset.” Så kommer<br />

de og endevender alle ens ting. Man<br />

har intet privatliv.<br />

Hun kan også fortælle om, hvordan<br />

hun engang blev kaldt til samtale<br />

hos en forstander på et kristent<br />

herberg, fordi hun nægtede at tage<br />

kasketten af under aftensmaden.<br />

- Jeg sagde højlydt: ”Jeg tror<br />

Gud er ligeglad med, om jeg har<br />

kasket på.” Så blev jeg indkaldt til<br />

samtale næste dag, griner hun.<br />

Har ikke lyst til at bo her<br />

De sidste fem år har Anne blandt andet<br />

brugt på at finde tilbage til det,<br />

som vi andre ville kalde et normalt<br />

liv. Hun er clean – har trappet sig<br />

selv ud af metadonen, hun har fået<br />

et sted at bo, og i øjeblikket går hun<br />

på et distriktspsykiatrisk center. Men<br />

egentlig synes hun ikke, at hendes<br />

liv har det store indhold. Tiden går<br />

med ærinder, som hun siger – hundeluftning,<br />

til købmanden efter tobak<br />

osv. Netværk og venner er der ikke<br />

mange af. Og tilværelsen bag fire<br />

vægge og en lukket dør, synes hun<br />

ikke rummer den store livskvalitet.<br />

- Hvor utaknemmeligt det end<br />

måtte lyde, så har jeg har ikke lyst<br />

til at bo her. Det har været svært at<br />

vænne sig til at bo i lejlighed igen.<br />

Den første lejlighed, jeg fik, var en<br />

to-værelses, men jeg tog kun det<br />

ene værelse i brug. Jeg lavede mad<br />

på gulvet i stuen på nogle kogeplader,<br />

fordi der ikke var noget komfur<br />

i køkkenet. Efter livet som hjemløs,<br />

hvor jeg blandt andet havde boet i<br />

campingvogn, havde jeg glemt alt<br />

om, hvordan man handler ordentligt<br />

ind og gør rent. Og så snart jeg<br />

havde en adresse, væltede det ind<br />

med rudekuverter – alt mulig gammel<br />

gæld. Sådan en stak her, siger<br />

Anne og viser en halv meters penge<br />

med hænderne. Med hjælp fra en<br />

medarbejder i Kirkens Korshær lykkedes<br />

det dog at få nogenlunde styr<br />

på økonomien, blandt andet med en<br />

gældssanering. Nu er gælden til det<br />

offentlige ”kun” på 25.000 kr.<br />

- Her, hvor jeg bor nu, har jeg<br />

i det mindste taget både køkkenet<br />

og soveværelset i brug. Det er skide<br />

godt, at der er et komfur i køkkenet.<br />

Men det er stadig svært for<br />

mig at overskue at gøre rent. Hvis<br />

jeg selv kunne bestemme, ville jeg<br />

købe en naturgrund og smække et<br />

lille træhus på. Jeg savner udenomspladsen.<br />

Jeg var ret glad for at bo i<br />

campingvogn – der skulle man ikke<br />

ind igennem alle de slusegange, døre<br />

og elevatorer, fortæller hun.<br />

De sidste fem år har Anne Jensen, 38, lavet<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s kryds-ord. Den adskiller sig fra andre<br />

magasiners kryds-ord ved at være lavet i<br />

hånden og rumme ord fra ’hjemløse-området’.<br />

I dette nummer findes krydsorden på side 26.<br />

Derfor ville hun også foretrække<br />

at bo mere primitivt til fordel for at<br />

have noget mere luft omkring mig.<br />

- For mig at se handler det at<br />

være hjemløs ikke kun om at få tag<br />

over hovedet, hvor man så kan gå til<br />

i sit eget svineri. Jeg har også tit<br />

haft lyst til bare at pakke min taske<br />

og gå herfra. For selvom jeg har fået<br />

lejlighed, er jeg jo stadig ikke kommet<br />

’rigtig’ med på vognen. Jeg er jo<br />

parkeret på førtidspension, og jeg er<br />

endnu ikke helt kommet dertil, hvor<br />

jeg kan lave femårsplaner, siger hun.<br />

Siden artiklen blev skrevet i sidste<br />

måned, er Anne Jensen begyndt på<br />

et såkaldt brugerlære-kursus på 160<br />

timer. Kurset udbydes af LAP, Landsforeningen<br />

Af Psykiatribrugere og er<br />

et formidlingskursus, hvor kursisterne<br />

bl.a. lærer at formidle deres egen<br />

historie ved at holde foredrag.<br />

tina.juul.rasmussen@mail.dk<br />

14 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 15


På gaden<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælgerne er ikke de eneste, der arbejder på gaden og taler med fremmede<br />

hver dag. Mød to streetcastere, der spotter mennesker med karisma. Gadepræsten,<br />

som bringer håb ind i nedtrykte unges liv. En varmblodet, brasiliansk avisuddeler.<br />

Og politibetjentene, der giver både advarsler og omsorg til gadens folk<br />

Af Lisbeth Rindholt<br />

Foto: Lisbeth Johansen<br />

Gro Therp (37 år) og Ditte<br />

Kiel (34 år), streetcastere:<br />

- Fra jeg cykler på arbejde om morgenen<br />

til sen aften, er jeg på udkig<br />

efter mennesker, der skiller sig ud<br />

fra mængden, fortæller Gro Therp.<br />

Sammen med makkeren Ditte Kiel<br />

leder hun castingbureauet Artcast<br />

i København, der caster folk til<br />

reklame- og spillefilm. Det foregår<br />

ofte på gaden.<br />

- Folk bliver som regel smigrede,<br />

når vi stopper dem på gaden og<br />

spørger, om de vil castes til vores<br />

bureau. Men det sker også, at vi<br />

bliver afvist med det samme, siger<br />

Ditte og tilbyder at gå en tur ud på<br />

Christianshavn og lave en casting<br />

’live’– for at demonstrere, hvordan<br />

streetcastere arbejder.<br />

På torvet står en teenager-punkpige<br />

og prøver at få ild i sin joint.<br />

Gro og Ditte når kun lige at præsentere<br />

sig, før pigen stille ryster på<br />

hovedet og vender ryggen til. Ingen<br />

chance der.<br />

16 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007<br />

Artcasts speciale er de ”rå og<br />

kantede undergrundstyper”. De<br />

færdes ikke kun på gaden, men også<br />

i byens musikmiljøer, galleriscener<br />

og trendy klubber.<br />

- Når man træder ind i en af konceptklubberne,<br />

f.eks. Club Slik og<br />

Dunst, kan man straks se, hvem der<br />

brænder igennem. Nogle mennesker<br />

har bare en udstråling og power, der<br />

gør dem unikke – og det behøver<br />

man overhovedet ikke at være smuk<br />

for. Tværtimod, understreger Gro og<br />

fører os ned ad en sidegade for at<br />

prøve lykken der.<br />

Kort efter spotter hun et ungt<br />

par, der matcher bureauets profil<br />

perfekt. Denne gang er der bid.<br />

Begge er ivrige efter at komme i<br />

Artcasts kartotek, og der udveksles<br />

navne og numre.<br />

Ka’ man caste en hjemløs?<br />

Ditte og Gro har i princippet ingen<br />

grænser for, hvem de vil caste. Også<br />

’kantede’ gadehjemløse kan komme<br />

i betragtning. Men der er visse krav,<br />

man skal leve op til.<br />

- Vi skal være dødsikre på,<br />

at folk er ædru og clean og kan<br />

komme til tiden, før vi sender dem<br />

til optagelse på f.eks. en reklamefilm,<br />

pointerer Ditte. Men vi har da<br />

bl.a. castet nogle gadedrenge, der<br />

opholdt sig på Christiania og var<br />

næsten umulige at komme i kontakt<br />

med. Så det er ikke helt udelukket,<br />

at vi også siger ”ja” til at booke<br />

hjemløse.<br />

Ditte og Gro har for nylig været<br />

på Fyn og caste gøglere, og i øjeblikket<br />

finkæmmer de landets fitnesscentre<br />

for at finde en stor bodybuilder,<br />

der har lyst til at medvirke i en<br />

ny, dansk novellefilm.<br />

Mia Rahr Jacobsen (34 år),<br />

gadepræst:<br />

En gravid, teenagerpige naglet fast<br />

til et kors. Kunstner Jens Galschiøts<br />

skulptur, I Guds navn, forstener<br />

de fleste, der passerer forbi Kø-<br />

Jura, MetroXpress-uddeler<br />

benhavns Domkirke, hvor den er<br />

opstillet. Men for gadepræst Mia<br />

Rahr Jacobsen rummer det barske<br />

kunstværk et centralt budskab.<br />

- ”Gud har ikke et problem med<br />

kondomer”, og det er vigtigt at gøre<br />

op med den kristne fundamentalisme,<br />

så vi kan bremse tilfældene af<br />

hiv og aids og uønskede teenagegraviditeter,<br />

siger hun og peger op på<br />

den høje bronzeafstøbning.<br />

Før Mia blev gadepræst, fungerede<br />

hun som hiv- og aidspræst.<br />

Og hun er stadig dybt engageret i<br />

problematikken og hele måden at<br />

arbejde på. Det sidste har de to<br />

embeder heldigvis til fælles.<br />

Opsøger ungdomshusets unge<br />

- Det handler om at tage de kristne<br />

budskaber ud af kirkerummet og<br />

derhen, hvor folk er. Det kan være<br />

på gaden, cafeer, i klubber eller<br />

institutioner, fortæller Mia, der i<br />

sin nuværende stilling arbejder med<br />

unge, som ikke kan finde fodfæste<br />

i livet eller bare ønsker at få vendt<br />

nogle aktuelle problemer, de tumler<br />

med.<br />

Om vinteren går Mia ikke ’gadevagt’,<br />

men hun sidder jævnligt<br />

og taler med de unge, der besøger<br />

Café K – et stenkast fra Domkirken.<br />

Mange af dem kommer også i Ungdomshuset<br />

på Jagtvej.<br />

- De unge derfra har lige haft en<br />

rigtig dårlig oplevelse med kristendommen<br />

gennem Faderhuset. Oplevelserne<br />

fylder meget i deres sind,<br />

og mange har brug for at tale med<br />

en, der lytter, eller få afklaret nogle<br />

spørgsmål om religion generelt,<br />

siger Mia og stopper op foran Café K.<br />

De har lukket nu, så vi går over på<br />

Gammel Torv.<br />

Torvet skal danne ramme om en<br />

gadegudstjeneste til påske, som Mia<br />

er ved at planægge. Konceptet er<br />

enkelt: Hun vil tage præstekjole på,<br />

stille sig op på gaden og afholde en<br />

uannonceret gudstjeneste for tilfældigt<br />

forbipasserende og dem, der<br />

sidder på bænkene rundt om Caritas<br />

Springvandet den dag.<br />

- Jeg holder to-minutters prædikener,<br />

som folk kan høre i forbifarten<br />

og tænke over på vej hjem. Og i<br />

Mia Rahr Jacobsen, gadepræst.<br />

stedet for at lave nadver og stå og<br />

fedte med brød og kopper, vil jeg<br />

uddele roser med en lap papir, som<br />

rummer et kort og enkelt budskab,<br />

fortæller Mia. – På den måde håber<br />

jeg at ramme flere mennesker og<br />

måske bringe håb ind i livet hos<br />

dem, der føler, at det hele ser sort<br />

ud.<br />

Jura (31 år), avisuddeler:<br />

Klokken er 7.30 på Rådhuspladsen.<br />

Det er bidende koldt. Men avisuddeleren<br />

Jura er fuld af energi. Han<br />

snurrer lynhurtigt rundt på foden,<br />

da en smuk, ung pige cykler forbi.<br />

”Heeej” råber han. Hun vender sig<br />

om og når lige at fange en MetroXpress<br />

med fingerspidserne i forbifarten,<br />

mens hun sender ham et genert<br />

blik. Straks efter passerer en anden<br />

pige forbi på fortovet. Han klasker<br />

hende blidt bagi med avisen. Hun<br />

ignorerer ham og skynder sig videre.<br />

- Jeg elsker smukke kvinder, og<br />

jeg elsker at arbejde på gaden. For i<br />

mødet mellem fremmede mennesker<br />

kan alt ske, siger Jura og giver foto-<br />

grafen et stort kys. Det spontane og<br />

varmblodede element har han fra sit<br />

hjemland, Brasilien, hvor han solgte<br />

hjemmelavede hippie-smykker på<br />

gaden, og i en periode levede som<br />

hjemløs.<br />

- Når man bor på gaden i Brasilien,<br />

bliver man konstant tilbudt at<br />

sælge stoffer eller sælge sig selv.<br />

Jeg havde ikke lyst til nogen af delene,<br />

og det lykkedes mig heldigvis<br />

at slippe ud af hjemløsheden igen,<br />

fortæller Jura, der senere mødte en<br />

dansk pige og flyttede til København.<br />

- Danskerne er jo lidt stive i det,<br />

men jeg prøver at bringe smilet frem<br />

i folk med min aviskunst og gode<br />

energi, siger han. Det er dog ikke<br />

alle, som smiler igen.<br />

God kropslugt er vigtig<br />

Når nogen giver Jura en fuck-finger<br />

eller råber nedlandende skældsord<br />

efter ham, går det lige ind.<br />

- Negativ energi skærer mig dybt<br />

i hjertet, fortæller han og hiver op<br />

i blusen, så hans solbrune mave<br />

titter frem til stor fornøjelse for en<br />

gruppe forbipasserende teenagere.<br />

Jura lægger hånden på maven.<br />

- Jeg går i bad to gange om dagen.<br />

For hvis man vil have succes, er<br />

det vigtigt altid at være ren. En god<br />

kropslugt giver flere kunder, glade<br />

mennesker og fin karma. Det skulle<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælgerne måske tænke<br />

lidt over, griner Jura og kaster sig<br />

halvt ud på cykelstien for at lande<br />

en avis i en ældre herres cykelkurv.<br />

Jimmy Andersen (48 år) og<br />

Rud Ellegaard (47 år), politiassistenter:<br />

I politiets nyindrettede lokaler bag<br />

Glyptoteket står en friskfabrikeret<br />

politicykel. Som et nyt tiltag skal<br />

lokalpolitiet nemlig til at køre rundt<br />

i byen på ’jernheste’. Politiassistenterne<br />

Jimmy Andersen og Rud<br />

Ellegaard kommer dog næppe til at<br />

bruge politicyklerne. De går fodpatrulje<br />

i Indre by og på Vesterbro<br />

– og som Jimmy pointerer, er det jo<br />

”forbudt at cykle på gågaderne”.<br />

Derfor spadserer vi ned til et af<br />

de steder, hvor især Jimmy jævnligt<br />

patruljerer: Rådhuspladsen. Mobiltelefonen<br />

er åben med en hotline for<br />

forretningsdrivende og andre, der<br />

ønsker politiassistance til bl.a. at<br />

løse konfliktsituationer.<br />

- Ofte ringer butikker og klager<br />

over gademusikanter. ”Nu har han<br />

siddet og filet på den violin i fire<br />

timer. Kan du ikke gøre noget ved<br />

det?”. Det kan jeg godt i nogen<br />

tilfælde, og sidste år uddelte jeg 80<br />

advarsler til østeuropæiske betlere<br />

og gøglere, fortæller Jimmy, der<br />

har gået Strøgpatrulje siden 2003<br />

og er i daglig kontakt med tiggere,<br />

stofmisbrugere, hjemløse og andre<br />

skæve eksistenser.<br />

På bænken ved busstoppestedet<br />

sidder en forhutlet fyr med et slidt<br />

buskort om halsen. Ham kender<br />

Rud og Jimmy ikke. Men de falder<br />

alligevel i snak. For betjentene er<br />

det også vigtigt at skabe positive<br />

kontakter og generelt være synlige<br />

i gadebilledet. Gennem årene har de<br />

opbygget et stort netværk og set<br />

mange menneskeskæbner.<br />

Hjemløs svensker døde<br />

- Vi oplever enkelte solstrålehistorier,<br />

hvor folk kommer ud af misbrug<br />

og hjemløshed. Men de fleste<br />

gadehjemløse har det rigtig skidt,<br />

og nogle af dem holder vi ekstra øje<br />

med, fortæller Rud, der patruljerer<br />

på Vesterbro sammen med de lokale<br />

gadeplansarbejdere. I sin tid som<br />

politiassistent har han oplevet ca.<br />

250 dødsfald blandt stofmisbrugerne<br />

i kvarteret. Også Jimmy er<br />

jævnligt vidne til, at hjemløse dør<br />

på gaden. Minderne sætter spor.<br />

- Det gjorde utroligt stort<br />

indtryk på mig, da Ulf – en hjemløs<br />

svensker – døde lige her på Rådhuspladsen<br />

sidste år, fortæller Jimmy.<br />

Vi vidste godt, at han havde lunge-<br />

og pandehulebetændelse, men vi<br />

kunne ikke tvinge ham i behandling.<br />

Og en dag blev han fundet død på<br />

trappen ned til toiletterne.<br />

Ikke desto mindre er Jimmy og<br />

Rud glade for deres job på gaden.<br />

Rud har jubilæum i år og får tildelt<br />

et ”Hæderstegn for 25 års tjeneste”.<br />

Næste år er det Jimmys tur.<br />

lisbeth@rindholt.dk<br />

Ditte Kiel (tv) og Gro Therp, streetcastere. Rud Ellegaard (tv) og Jimmy Andersen, politiassistenter.


Et urimeligt<br />

dilemma<br />

Susannes søn Peter er blevet mere og mere psykotiske gennem de seneste syv år, men nægter at tage imod behandling og har flere gange valgt at flakke om i ugevis uden mad og penge.<br />

Susannes søn er alvorligt psykisk syg, men den erkendelse har han ikke selv. Han vil<br />

bare være i fred. Og selv om han flere gange har truet sin mor på livet, kan han ikke<br />

tvinges i behandling. Det sætter Susanne i et svært dilemma: Enten må hun selv<br />

tage ansvar for sin søns liv og bedring, eller også må hun se ham gå til grunde<br />

Af Tina Juul Rasmussen<br />

Foto: Hanne Loop<br />

Billederne taler deres eget tydelige<br />

sprog:<br />

Køkkenvasken er fyldt op med<br />

beskidte gryder og tallerkener,<br />

køkkenbordet sejler i en tyk, brun<br />

masse, de to el-blus er også dækket<br />

af madrester, fliserne på væggen er<br />

sprøjtet til med brune pletter og<br />

tom mad-emballage flyder over hele<br />

køkkenbordet. På stuegulvet ligger<br />

tomme papkasser, cigaretskodder og<br />

aske side om side med en gammel,<br />

plettet skumgummimadras, papirer<br />

og alt muligt andet ragelse. Sofabordet<br />

er dækket af løse cd’er og<br />

kaffekopper, og sofaen er fyldt med<br />

papkasser og anden emballage.<br />

Billederne er fra en af de efterhånden<br />

mange lejligheder, Peter er<br />

blevet smidt ud fra, fordi han ikke<br />

er i stand til at passe dem. Billeder,<br />

hans mor har taget for at kunne<br />

dokumentere, at den er gal med<br />

hendes søn.<br />

- Jeg vil mene, at vores samfund<br />

ikke gør, hvad det skal, når man er<br />

så syg som ham. Og jeg mener, at<br />

lovgivningen skal ændres, så det<br />

ikke er os pårørende, som er nærmest<br />

på den syge, der skal sørge for<br />

at få ham indlagt.<br />

Øv, for et system<br />

Sådan siger Susanne, mor til Peter<br />

på 29 år. Peter har igennem de<br />

sidste syv år været inde og ude af<br />

psykiatriske hospitaler og er gradvist<br />

blevet mere og mere psykotisk.<br />

I perioder har han været forsvundet,<br />

flakket om på gader og veje, brudt<br />

ind i huse for at få ly og stjålet fra<br />

butikker for at få mad.<br />

Og hans mor Susanne er ved at<br />

være slidt ned – både af bekymring<br />

og smerte over at se sin søn have<br />

det så dårligt – og over, at både det<br />

sociale system og behandlingssystemet<br />

gør så lidt for at hjælpe Peter.<br />

- Peter har ikke selv nogen sygdomserkendelse<br />

og mener bare, at<br />

vi (hans familie, red.) skal lade ham<br />

være i fred og ikke blande os i hans<br />

liv. Men det er svært bare at se på,<br />

hvor dårligt han har det. Og samtidig<br />

har han ingen tillid til hospitalerne,<br />

lægerne eller systemet mere.<br />

Så han bliver meget, meget vred på<br />

mig, hver gang jeg prøver at tale behandling<br />

med ham. Det betyder, at<br />

den spinkle tillid, jeg har opbygget<br />

til ham, risikerer jeg at sætte over<br />

styr, hvis jeg går til systemet – fordi<br />

han oplever, at jeg svigter ham.<br />

Men samtidig er det helt urimeligt<br />

at bede mig om bare at se på, mens<br />

han kommer længere og længere ud.<br />

Min største bekymring er, at hvis<br />

han ender på gaden igen, kan han så<br />

holde til det? Han har tidligere sagt,<br />

at han var træt af sit liv, siger hun.<br />

Udover den konstante bekymring<br />

og angst betyder Peters manglende<br />

sygdomserkendelse også, at Susanne<br />

er den, som gang på gang må rende<br />

alt fra praktiserende læger, socialkontorer,<br />

psykiatriske afdelinger og<br />

overlæger på dørene for at få hjælp<br />

til sin søn. En kamp, som ifølge<br />

Susanne indtil videre ikke har givet<br />

noget brugbart eller varigt resultat.<br />

- Hver gang, Peter har været<br />

indlagt, har de udskrevet ham igen,<br />

inden han var færdigbehandlet.<br />

Sidst han var frivilligt indlagt for<br />

to år siden, beholdt de ham kun to<br />

dage, selv om han selv havde bedt<br />

om at måtte være der i mindst 14<br />

dage, og de havde lovet ham det. Så<br />

min tillid til systemet kan efterhånden<br />

ligge et meget lille sted,<br />

erkender Susanne.<br />

Følte sig forfulgt<br />

Peter var indtil for syv år siden en<br />

ung mand med et helt normalt liv:<br />

I lære som tømrer, har kæreste og<br />

egen bolig. En dag, da han skal ud<br />

til et job med sjakket fra firmaet,<br />

kommer han for sent til bilen. For<br />

mester er det ’no big deal,’ han<br />

sender bare Peter ud til en anden<br />

byggeplads. Men hos Peter sker der<br />

noget, fortæller hans mor:<br />

- Han oplever ikke at kunne få<br />

ordene ud af munden eller kunne<br />

flytte sine ben. Han skrev sine oplevelser<br />

ned, og jeg har senere læst<br />

lidt af det, og hvis det er sandt,<br />

hvad han skriver, har han været<br />

udsat for massivt mobning på lærepladsen.<br />

Han kommer også til mig<br />

og beder om hjælp, fordi han mener,<br />

han kan se igennem folk, husker<br />

Susanne.<br />

Peter bliver henvist til en psykolog,<br />

som efter en enkelt samtale<br />

Peter kan ikke tage vare på sig selv og er flere gange blevet smidt ud af lejligheder og værelser - og hver gang må<br />

hans mor træde til og hjælpe. - Og samtidig siger alle i systemet, at vi skal være ’forældre’, ikke ’behandlere.’ Jo, så<br />

lad os slippe for det, men det får vi ikke mulighed for. Alle er enige om, at han har brug for hjælp, men så længe<br />

Peter ikke selv vil, kan de ikke gøre noget, lyder frustrationen fra hans mor.<br />

ikke mener, at Peter behøver at<br />

komme igen. Efter et stykke tid,<br />

hvor Peters angst for at gå på arbejde<br />

tiltager, får Susanne den samme<br />

psykolog til at tale med Peter igen.<br />

Denne gang mener psykologen, at<br />

Peter er uden for rækkevidde.<br />

De følgende år går det forholdsvist<br />

hurtigt ned ad bakke for Peter.<br />

En psykiater, han går hos, sætter<br />

flere diagnoser på ham. Efter et år<br />

bliver han for første gang indlagt<br />

på ungdomspsykiatrisk<br />

afdeling.<br />

Efter et års<br />

indlæggelse<br />

og ophold på<br />

et beskyttet<br />

værksted<br />

vender Peter<br />

tilbage til sin<br />

gamle læreplads,<br />

men leve<br />

det går ikke.<br />

Kæresten forlader<br />

ham også, og Peter isolerer sig<br />

mere og mere. Hans familie forstår<br />

ikke på det tidspunkt, hvor syg han<br />

faktisk allerede er. Han bor alene<br />

langt ude på landet, drikker en del<br />

og kan ikke passe hverken job, hus<br />

eller økonomi. Han fryser og sulter,<br />

husker hans mor.<br />

Heller ikke en periode med en<br />

støtte-kontaktperson fra kommunen<br />

Vi fik ham efterlyst,<br />

fordi han flere<br />

gange havde givet<br />

udtryk for, at livet<br />

ikke var værd at<br />

gør den store forskel for Peter, som<br />

ender med at forvinde fra sin bopæl<br />

på en campingplads i sommeren<br />

2003.<br />

- Vi fik ham efterlyst, fordi han<br />

flere gange havde givet udtryk for,<br />

at livet ikke var værd at leve, men<br />

han dukkede selv op uden at vide,<br />

at han var efterlyst og blev rasende,<br />

fordi han bare ville være i fred,<br />

fortæller Susanne.<br />

Peter prøver to gange at gennemføre<br />

en HF,<br />

men dumper, og<br />

fra sommeren 2004<br />

til foråret 2005 ryger<br />

han ind og ud<br />

af en psykiatrisk<br />

afdeling. Han er<br />

plaget af stemmer<br />

og tror, at alle vil<br />

ham til livs.<br />

Efter endnu en<br />

frivillig indlæggelse<br />

i februar 2005,<br />

hvor Peter føler sig<br />

svigtet af personalet, lader han sig<br />

udskrive. Han tager medicin i nogle<br />

måneder, får det bedre og giver selv<br />

udtryk for, at han skal have hjælp til<br />

at komme videre. Men efter endnu<br />

en fiasko med job på en fabrik tager<br />

nedturen endnu engang fart.<br />

- Peter var begyndt at drikke<br />

massivt og blev smidt ud af kontanthjælpssystemet,<br />

fordi de mente,<br />

at han ikke ”gad” arbejde. Men han<br />

kunne jo ikke – han ville virkelig<br />

gerne! Så i det meste af 2005 isolerede<br />

han sig bag nedrullede gardiner<br />

og var meget ulykkelig, husker<br />

Susanne.<br />

Hun beslutter derfor endnu<br />

engang at gribe ind, fordi hun kan<br />

se, at Peter ikke selv er klar over,<br />

hvor syg han er. Han ender også<br />

med at få tilkendt en førtidspension.<br />

Susanne kontakter alt fra<br />

sagsbehandlere til distriktspsykiatri<br />

– og alle er enige om, at Peter har<br />

brug for behandling. Men fordi Peter<br />

ikke selv vil, sker det ikke. Og Peter<br />

bliver mere og mere vred på hele<br />

verden.<br />

Du skal dø<br />

En morgen i marts 2006 besøger<br />

Susanne Peter i hans lejlighed. Her<br />

oplever hun, at han taler med forskellige<br />

stemmer, og en af stemmerne<br />

siger, at hun skal dø. Hun flygter<br />

derfor fra lejligheden. Det er anden<br />

gang, Peter truer sin mor på livet.<br />

Efterfølgende forsvinder Peter<br />

– for dog at blive tvangsindlagt<br />

efter en uges tid. Her får han udgang<br />

få dage efter, selvom Susanne<br />

udtrykker sin bekymring for det.<br />

- Jeg frygtede, at han ville<br />

stikke af. Han var jo ikke kommet i<br />

behandling endnu og havde ingen<br />

forståelse af, hvorfor han var ind-<br />

18 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 19


lagt. Men der bliver slet ikke lyttet<br />

til mig og mit kendskab til Peter.<br />

Peter udebliver fra afdelingen<br />

på sin udgang, men bliver bragt<br />

tilbage af politiet. Han får udgang<br />

igen dagen efter, og her forsvinder<br />

han helt. Denne gang flygter han<br />

til Norge, hvor han bliver fundet og<br />

indlagt på Susannes foranledning.<br />

- Jeg beder politiet i Oslo om<br />

at få ham tilset af en læge, fordi<br />

jeg er bange for, at han ellers vil<br />

forsvinde helt.<br />

Hospitalet i<br />

Danmark vil ikke<br />

tage kontakt til<br />

myndighederne<br />

eller hospitalet<br />

i Oslo, hvor han<br />

er indlagt. Det<br />

er ikke deres<br />

opgave, bliver<br />

der sagt.<br />

selv vil<br />

Peter føres<br />

senere fra Oslo<br />

tilbage til den samme psykiatriske<br />

afdeling i Danmark igen, hvor han<br />

kommer i tvangsbehandling. Det er i<br />

foråret 2006.<br />

- Fra foråret 2006 og frem til<br />

november har vi ingen kontakt med<br />

Peter. Han forsvinder igen, og i slutningen<br />

af november dukker han op<br />

hos sin søster, temmelig medtaget<br />

efter at have flakket omkring i seks<br />

uger. Han er bange, fryser og sulter,<br />

fortælle hans mor.<br />

Det lykkes Susanne sammen med<br />

sin ex-mand, Peters far, at få Peter<br />

installeret i en lille lejlighed i et<br />

erhvervsbyggeri, hvor han kan være<br />

i fred. Julen tilbringer han sammen<br />

med familien, og det går rimeligt,<br />

selvom alle går lidt på tåspidser,<br />

fordi Peter stadig er meget sårbar,<br />

husker Susanne.<br />

Vender forhutlet hjem<br />

I januar 2007 går det imidlertid galt<br />

igen. Peters udlejer smider Peter ud,<br />

fordi han misligholder sin lejlighed.<br />

Peter står endnu engang på gaden.<br />

Hans få ejendele opbevarer hans<br />

mor for ham. Hun pakker en taske<br />

med tøj til ham som udover en rygsæk<br />

og sovepose er det eneste, Peter<br />

får med sig. Efter Peter forlader<br />

sin mors hjem i slutningen af januar,<br />

hører Susanne ikke fra ham i nogle<br />

uger. Men i midten af februar dukker<br />

han op først hos noget familie og<br />

siden hos en ven i lokalområdet<br />

for at søge om ly. Vennen får ham<br />

sat ud ved politiets hjælp, inden<br />

Susanne når frem. Ifølge vennen har<br />

Peter fortalt, at han havde været i<br />

både Tyskland og København med<br />

tog, havde fået bøder for at køre<br />

uden billet og er blevet bestjålet<br />

Vi bliver alle sam-<br />

for den smule, han har med sig. I<br />

slutningen af februar ringer han selv<br />

til sin mor og beder om at få lov at<br />

komme hjem.<br />

- Da vi hentede ham, var han i<br />

bare tæer og var meget forkommen<br />

og forhutlet, fortæller Susanne.<br />

Efter et ifølge Susanne næsten<br />

absurd forløb med den kommune,<br />

Peter er tilknyttet, har Peter nu<br />

udelukkende med sin mors hjælp<br />

fået et værelse at bo i. Men inden<br />

da lover kommunen<br />

ham først en<br />

akutbolig, som<br />

de senere finder<br />

ud af, alligevel<br />

ikke er ledig.<br />

Siden lover leder<br />

af kommunens<br />

sociale team personligt<br />

Susanne<br />

i telefonen, at<br />

Peter kan få en<br />

campingvogn at<br />

bo i midlertidigt. Det viser sig, at<br />

den pågældende campingplads ikke<br />

er informeret om, at de skal huse en<br />

meget psykisk syg mand. Da beslutter<br />

Susanne at handle selv og finder<br />

et privat værelse til sin søn. Her bor<br />

han nu - og både Susanne og Peter<br />

har helt mistet tilliden til, at kommunen<br />

kan hjælpe dem.<br />

men syge af det her.<br />

Men jeg kan heller<br />

ikke få ham indlagt,<br />

med mindre han<br />

Starter hele tiden forfra<br />

- Nu var det igen mig, som måtte<br />

gøre noget. Og han kan ikke bo hos<br />

os – vi bliver alle sammen syge af<br />

det her. Men jeg kan heller ikke<br />

få ham indlagt, med mindre han<br />

selv vil. Og hver gang han bliver<br />

udskrevet, skal sagen startes forfra<br />

igen. Jeg kan ikke bare ringe til afdelingen,<br />

hvor han var sidst indlagt<br />

eller til det opsøgende psykoseteam<br />

i kommunen. Alt skal gå via hans<br />

egen læge, som jeg ikke ved, hvem<br />

er. Og jeg kan ikke spørge Peter,<br />

fordi han bliver vred over, jeg blander<br />

mig i hans liv. Så jeg ved ikke,<br />

hvad jeg skal gøre nu. Og samtidig<br />

siger alle i systemet, at vi skal være<br />

’forældre’, ikke ’behandlere.’ Jo, så<br />

lad os slippe for det, men det får<br />

vi ikke mulighed for. Alle er enige<br />

om, at han har brug for hjælp, men<br />

så længe Peter ikke selv vil, kan de<br />

ikke gøre noget. Jeg har appelleret<br />

til, at man i højere grad tør bruge<br />

den paragraf i Psykiatriloven (§5,<br />

red.) som siger, at hvis man skønner,<br />

at de vil have gavn af behandling,<br />

kan man frihedsberøve dem.<br />

Nogle gange har jeg bare lyst til at<br />

stille mig op inde på Christiansborg<br />

Slotsplads og råbe det hele ud, siger<br />

Susanne.<br />

Her står Peters sag nu – i korte<br />

træk. For dykker man ned i blot<br />

en brøkdel af de papirer og breve,<br />

Susanne har skrevet frem og tilbage<br />

med alt fra Folketingets §71-udvalg,<br />

praktiserende læger, Justitsministeriet,<br />

lokale politimyndigheder – og<br />

ikke mindst hjerteskærende breve<br />

til Peter – står det klart, at Peter er<br />

blevet en sag, som kører i ring. Indlæggelse<br />

på indlæggelse, afbrudte<br />

behandlingsforløb og mangelfuld<br />

kommunikation og koordinering<br />

mellem de forskellige instanser i<br />

”systemet”. Ifølge Susanne mangler<br />

der en gennemgående – for eksempel<br />

kommunal - person, som kunne<br />

følge Peter, uanset hvor i landet<br />

eller i siv liv han befinder sig. En<br />

person, som ikke er hans mor eller<br />

nære pårørende.<br />

- Jeg prøver jo bare at være mor,<br />

men det slår mig simpelthen ihjel,<br />

det her. Hvis ikke han dør først...<br />

Det er så hårdt. Fordi han ikke selv<br />

ved, hvor syg han er. Men han kan<br />

ikke føre en normal tilværelse, og<br />

i perioder er han bimlende skør<br />

– kan høre musik i alle planeterne<br />

osv. Han spiser ikke normalt, han<br />

taler ikke normalt, han brænder hul<br />

i alting. Og når han ingen penge<br />

har, stjæler han, hvad han kommer<br />

i nærheden af eller sulter... Det er<br />

svært at være vidne til. Hvad mener<br />

du ville være den bedste løsning for<br />

Peter lige nu?<br />

- Hvis han skal indlægges, skal<br />

det være et langt behandlingsforløb.<br />

Det næstbedste lige nu ville være et<br />

forsorgshjem, hvor de har kendskab<br />

til og forståelse for mennesker som<br />

ham, og hvor han kan lære nogle<br />

af de sociale færdigheder, han har<br />

mistet i den her proces. Men det vil<br />

han ikke høre tale om. Mit sidste<br />

håb er, at han bliver nødt til at søge<br />

hjælp. Men vi kan også risikere, at<br />

han vælger ikke at leve længere. Og<br />

den problematik står jeg midt i som<br />

mor!<br />

Alle navne i artiklen er ændret, fordi<br />

Susanne har valgt at være anonym<br />

af hensyn til sin søn. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> er<br />

bekendt med hendes og Peters rigtige<br />

identitet.<br />

tina.juul.rasmussen@mail.dk<br />

Fakta om frihedsberøvelse og tvangsindlæggelse<br />

I Psykiatrilovens §§ 5 og 6 hedder det:<br />

Frihedsberøvelse:<br />

§ 5. Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. §<br />

10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i<br />

en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt<br />

ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling,<br />

fordi:<br />

1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af<br />

tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller<br />

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig<br />

selv eller andre.<br />

Tvangsindlæggelse:<br />

§ 6. Søger en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv<br />

fornøden behandling, har de nærmeste pligt til at tilkalde en læge.<br />

Hvis de nærmeste ikke tilkalder en læge, påhviler det politiet at gøre<br />

dette.<br />

20 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 21<br />

Ris & Ros<br />

Overnatter i gammelt lastskib<br />

Prags stigende antal hjemløse skippes ud på floden<br />

Af Lisbeth Rindholt<br />

Myndighederne i Prag har gennemført et nyt initiativ til at<br />

Tjekkiet<br />

afhjælpe problemet med de 5-6.000 hjemløse, som findes i den<br />

tjekkiske hovedstad. Myndighederne har omdannet et stort lastskib til herberg<br />

for hjemløse. Det 900 ton tunge skib ligger forankret i floden Moldau og er<br />

moderne indrettet med sengeafdeling, kantine og syge- og sundhedsafsnit.<br />

Herberget blev indviet tidligere på året. Og lige siden har dets 250 sengepladser<br />

været fuldt booket af overnattende hjemløse, der normalt sover i busser,<br />

sporvogne og undergrundsbanen. Det koster 20 koruna eller 5,50 kroner pr. nat at<br />

bo på skibet. Prisen inkluderer et måltid varm mad i kantinen, adgang til toilet<br />

og bad samt tilbud om sygepleje.<br />

Antallet af tjekkere uden tag over hovedet vokser stødt i takt med myndighedernes<br />

nedskæringer i socialhjælpen, og overborgmesteren i Prag, Pavel Bém, har<br />

hidtil undladt at gøre noget seriøst ved hjemløseproblemet trods talrige henvendelser<br />

fra landets hjemløse- og hjælpeorganisationer.<br />

Et af overborgmesterens problemer har været at finde et passende sted at<br />

anbringe et hjemløseherberg. Ingen kvarterer i Prag ønsker nemlig at huse de<br />

hjemløse af frygt for ghettoficering og skade på deres omdømme. Ideen med at<br />

Rart at ’møde’ sælgerne<br />

Jeg har købt hvert eneste nummer af<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> de sidste fem år, men jeg<br />

må sige, at martsnummeret 2007 er<br />

det hidtil bedste. Den nye artikelserie<br />

Historier fra Gaden (på bagsiden,<br />

red.) er et decideret scoop, som for<br />

mig at se er med til at gøre hele<br />

hjemløseproblematikken mere konkret<br />

– pludselig får vi at vide, hvilke<br />

skæbner, der eventuelt kan ligge bag<br />

de (i øvrigt meget, meget høflige)<br />

sælgere, vi møder i bybilledet. Der<br />

er sikkert nogle, som mener, at det<br />

tangerer ’følelsesporno’, men jeg<br />

synes at oprigtigheden og ægtheden<br />

i artikelserien gør, at det overhovedet<br />

ikke virker sådan.<br />

Hvis I formår at lave den rigtige<br />

blanding mellem generelle og mere<br />

specifikke artikler, kan der ikke være<br />

tvivl om, at <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> vil blive ved<br />

med at være Danmarks mest interessante<br />

og relevante udgivelse.<br />

(Forkortet af red.)<br />

Rasmus Hastrup, København SV<br />

Svar:<br />

Ris og ros fra læserne er vigtig, for<br />

at vi kan blive ved med at udvikle<br />

indholdet i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>. Hvorvidt vi<br />

er Danmarks mest interessante og<br />

relevante udgivelse vil jeg lade op til<br />

læserne at vurdere, men på redaktions<br />

vegne takker jeg mange gange<br />

for rosen. Den varmer.<br />

Jaku-Lina E. Nielsen,<br />

redaktør <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

Jeg har forstået budskabet<br />

Jeg har et mildt men alvorligt indlæg<br />

til bladet: Skal der ikke gøres noget<br />

mere aktivt, for at give de hjemløse<br />

en luftforandring og en varmeregning!?<br />

Jeg får denne tanke, fordi jeg<br />

igen sidder med en udgave af <strong>Hus</strong><br />

<strong>Forbi</strong>, men denne gang irriterer det<br />

mig; jeg er nemlig blevet træt af at<br />

læse bladet. Det jeg læser, har jeg<br />

læst før, og de eneste som nok ikke<br />

har fulgt med i bladets succes, må<br />

være de folkevalgte politikere.<br />

Jeg har personligt forstået bud-<br />

Foto: Merete Friss/Scanpix<br />

skippe de hjemløse ud på floden synes derfor umiddelbart som en god løsning<br />

ifølge de tjekkiske myndigheder.<br />

Kritiske røster påpeger dog, at den ”gode løsning” kun er en lappeløsning på<br />

et stigende hjemløseproblem. Skibet kan rumme en brøkdel af det samlede antal<br />

hjemløse og de øvrige hjemløsetilbud i Prag, bl.a. Nadeje hjælpecentret, har<br />

langt fra kapacitet til at huse de resterende flere tusinde hjemløse.<br />

Det flydende hjemløseherberg er desuden placeret i en isoleret del af Moldau<br />

på god afstand af bymidten og Prags berømte seværdigheder og turistattraktioner.<br />

Rygtet går derfor, at lastskibet blot er en bekvem og hurtig måde at skaffe<br />

de hjemløse af vejen, så de mange turister, der gæster byen hvert år, ikke skal<br />

’belemres’ med pågående tiggere og synet af forhutlede, fattige gadehjemløse.<br />

Undertøj med budskab<br />

Solidary People beskriver sig selv som ”en fiktiv bevægelse, der anvender cottonwear<br />

til mænd, kvinder og børn, som medie til at kommunikere et budskab om øget solidaritet.”<br />

Solidary People – der bl.a. producerer bomuldsundertøj til børn og voksne – har<br />

i sin forårskollektion valgt at sætte fokus på de hjemløse, bl.a. ved at de hjemløse<br />

kommer til orde på små påsyede mærker med statements om, hvad de pt ønsker sig<br />

mest her i livet – f.eks. en bolig eller et godt helbred.<br />

Solidary People donerer 500 sæt undertøj til landets gadehjemløse og lancerer sin<br />

forårskollektion i møbelhuset Paustian i København torsdag den 12. <strong>april</strong>. Ved lanceringen<br />

vil kunstnerne, som har designet forårskollektionens ’prints’, Nancy Munford<br />

og Victor Ash, præsentere deres installation Ly, og <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> vil være repræsenteret<br />

og sælge aviser. Installationen kan ses frem til den 28. <strong>april</strong>. - jalini<br />

skabet med de hjemløse og fattige,<br />

og jeg sidder med en trang til at gøre<br />

noget aktivt og droppe bladet! Gør<br />

dog noget! Både mig på kontanthjælp<br />

og ham som tjener 10.000.000<br />

kr. årligt! Vi har alle et ansvar!<br />

Michael Staugaard, Amager<br />

Svar:<br />

Jeg kan godt genkende følelsen<br />

af, at man bør gøre mere end blot<br />

at lave/købe et blad, der formidler<br />

viden om hjemløse og andre udsatte<br />

samfundsgrupper. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s bestyrelse<br />

har dog besluttet, at <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

skal holde sig til sit kerneområde<br />

– nemlig at producere og udgive et<br />

blad, der foruden ovenstående giver<br />

de hjemløse et alternativ til tiggeri<br />

og kriminalitet<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> kan og vil ikke gå ind<br />

og overtage offentlige opgaver, som<br />

f.eks. at skaffe (billige) boliger til<br />

hjemløse.<br />

Jaku-Lina E. Nielsen,<br />

redaktør <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

Fotocollage: Rikke Roger Reif<br />

LONDON – KONTRASTERNES BY: Få timer<br />

efter en europapremiere på en biograffilm,<br />

hvor de røde løbere havde været<br />

rullet ud og alle stjernerne var ankommet<br />

i deres store biler, fangede Rikke Roger<br />

Reif Crazy Nik med sit kamera.


Rådet for Socialt Udsatte:<br />

Er udpeget af socialministeren og<br />

har til opgave at være talerør for<br />

hjemløse, narkomaner, prostituerede,<br />

sindslidende, alkoholikere og andre<br />

socialt udsatte.<br />

Mød Rådets medlemmer her i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>:<br />

>> Preben Brandt (nr. 45-2006)<br />

>> Naja Kleist Stork (nr. 46-2006)<br />

>> Karl Bach Jensen (nr. 49-2006)<br />

>> Steen Viggo Jensen (nr. 50-2006)<br />

>> Nina Brünés (nr. 54-2006)<br />

>> Sadia Syed (nr. 55-2006)<br />

>> Jane Koczak (nr. 56-2007)<br />

>> Cliff Kaltoft (nr. 57-2007)<br />

>> Joan Fisker Hougaard<br />

>> Jens Erik Rasmussen<br />

>> Bjarne Lenau Henriksen<br />

>> Jannie Petersen<br />

22 hus forbi · nr. 57 · februar 2007<br />

- Vi afviser aldrig nogen kvinder. Men det kan godt være, de ender med at sove i en lænestol, siger Joan Fisker Hougaard,<br />

leder af Reden i Århus. Krucifikset er en gave.<br />

Med accept, stor rummelighed og rimelige krav, tager Joan Fisker<br />

Hougaards imod ’gadens kvinder’ i Reden i Århus. Her følger<br />

niende portræt af Rådet for Socialt Udsattes medlemmer<br />

Af Helle Jørler<br />

Foto: Claus Sjödin<br />

Der er dømt omsorg, fra jeg træder ind i det lavloftede,<br />

undseelige byhus, som rummer fristedet<br />

Reden for prostituerede i Århus:<br />

- Gik turen godt?, har du fået frokost?, vil du<br />

have kaffe eller the? Tilbuddene strømmer en i<br />

møde fra de ansatte og frivillige kvinder, ’anført’<br />

af den daglige leder, Joan Fisker Hougaard. Med<br />

varme, sødme, åbenhed, men også fast robusthed<br />

og urokkelig autoritet. Og fru Hougaard føles som<br />

den helt rigtige person til at tage vare på kvinder,<br />

der er prostituerede, misbrugere eller udsat for<br />

vold. Her er trygge rammer, en skulder at græde ud<br />

ved, varme, en ren seng at sove i, mad, hjælp til<br />

dette og hint. Og der er ikke adgang for mænd.<br />

Indtil 2001 lejede Reden kun forhuset, men<br />

da et trykkeri solgte to baghuse, købte Reden alle<br />

tre ejendomme for en arv, der tilfaldt stedet. Det<br />

ene rummer kontorer og bad i stuen og beskedne<br />

soverum med køjesenge, TV-stue, thekøkken på<br />

førstesalen. Ved det store mødebord sætter vi os<br />

tilrette. Joan er klar. Det faste blik smiler.<br />

- Jo. Det lå egentlig nok i kortene, at jeg<br />

ville blive socialarbejder. Helt tilbage fra syv års<br />

alderen husker jeg, at jeg var tiltrukket af ’skæve<br />

eksistenser’. Jeg synes, de forhutlede på bænkene<br />

var søde, rare, sjove, spændende. Jeg havde ikke<br />

gnist af frygt for dem – det er fundamentalt i mit<br />

sind, at jeg regner med, at folk vil mig det bedste,<br />

indtil det modsatte er bevist. Min familie var<br />

også socialt sindet, og det var ok, at jeg snakkede<br />

med ’sutterne’. Jeg husker, hvordan en hjemløs<br />

bad om husly hos os, men vi havde ikke plads, så<br />

min far fulgte ham over til naboejendommen, hvor<br />

han fik lov at sove i høet. Og jeg husker, at min<br />

mor lavede madpakker til de vejfarende svende,<br />

fortæller Joan.<br />

Senere, i skolen, kunne hun ikke udholde, at<br />

nogen blev holdt udenfor eller generet. Hun var<br />

selv inde i varmen. Der var f.eks. en tyk dreng,<br />

som blev mobbet. Joan inviterede ham hjem og<br />

lege senere; altså når de andre var gået; fordi hun<br />

nok instinktivt, trods alt, ikke ville risikere at<br />

blive drillet med det.<br />

- Hm. Han er faktisk en af mine allerbedste<br />

venner den dag i dag. Og han er stadig tyk, griner<br />

hun og tilføjer:<br />

- men han har et godt liv.<br />

De to har aldrig talt om den sårbare situation<br />

fra skoletiden. Joan havde faktisk aldrig nævnt<br />

det for nogen. Men hun fik munden på gled, da<br />

hendes egen datter, netop som syv-otte-årig, blev<br />

opmærksom på en pige, der trivedes dårligt – og<br />

sagde: ”Hun må godt komme og lege – senere!”<br />

Det har familien Hougaard grinet en del af. Så<br />

Joan tror, at den sociale ansvarlighed går i arv;<br />

også selv om den ikke italesættes.<br />

Faderen blev dræbt<br />

Joan er mellemsøster ud af tre. Da hun var 16 år<br />

blev tæppet trukket væk under familien: Faderen<br />

blev dræbt af en spritbilist. Joan gik i sort, da<br />

hun et halvt år efter stødte på bilisten, der havde<br />

dræbt hendes far. Hun måtte have luft. Gik hen<br />

til ham, og gav ham et par borgerlige ord med på<br />

vejen. Men sorgen og de nye vilkår i familien var<br />

langt fra slut hermed.<br />

- Min fars bratte død kom til at præge vores<br />

liv i meget høj grad. Også praktisk. Han var ansat<br />

ved DSB, og vi fik en frist på tre måneder til at<br />

komme ud af tjenesteboligen. Kommunen i Give<br />

hjalp os til et nyopført rækkehus, og det var godt<br />

at forblive i området, hvor vi kendte folk, som<br />

støttede os, siger Joan.<br />

Økonomisk blev det også en overordentlig<br />

stram tid. Joan havde taget realeksamen, været<br />

et år i huset, da faderen døde. Hun kom som 16<br />

årig i kontor-og butikslære i Brande.<br />

- Hvis jeg skal se en positiv effekt af den<br />

tid, så er det, at jeg meget tidligt blev socialt<br />

og økonomisk bevidst. Udviklede min praktiske,<br />

orden-i-tingene-side, min opfindsomhed – for<br />

eksempel med hensyn til at ”shine” tøj op, så det<br />

kunne se lidt friskt og moderne ud for få ører. Jeg<br />

har altid taget mange initiativer – en iværksættertype,<br />

som godt kan lide at generere penge.<br />

Jeg prøver at finde løsninger, før katastroferne<br />

indtræffer, konstaterer Joan. Hun er helt bevidst<br />

om sit hjælper-gen, men hun føler sig ikke som en<br />

Florence Nigthingale-type:<br />

- Jeg stiller også krav. Jeg vil ikke have urimeligheder<br />

og nyde-uden-at-yde. Omvendt vil jeg<br />

gerne støtte, hvis folk viser god vilje og gør en<br />

indsats efter evne.<br />

Aparte folk er spændende<br />

Joan var tidligt ude med kæreste og barn. Hun<br />

flyttede sammen med sin mand i 1971, og de fik<br />

en søn, da hun var 21 år.<br />

- Da stak savnet af min far hovedet frem<br />

igen… Jeg ville have givet min højre arm for, at<br />

vi kunne have delt den oplevelse med ham…<br />

Joan blev pædagogmedhjælper i en børnehave.<br />

To år efter ventede hun sit næste barn og<br />

blev dagplejemor. De to plejebørn var fem og et<br />

år og børn af alkoholikere. Hendes egne var to et<br />

halvt og nyfødt. Hendes bane i livet blev så småt<br />

kridtet op her.<br />

- Vi var flyttet til en firelænget gård og havde<br />

plads og overskud, så det gik fint, smiler hun. En<br />

TV-udsendelse om belastede unge, der bl.a. ikke<br />

kunne finde praktikplads, fik Joans murer-mand til<br />

at foreslå, at familien tog en af ’hvalpene’ til sig<br />

og gav ham både læreplads og fosterhjem. Den<br />

unge mand, de fik, var 16 år. Joan var 24 og syntes,<br />

det var en udfordring. Desværre kom drengen<br />

alligevel efter en tid ud i noget snavs, når han<br />

havde fri hver tredje weekend. Han kom tilbage<br />

til institutionen. Men forløbet bestyrkede hende<br />

i, at hun ville arbejde med mennesker.<br />

I 1994 blev Joan færdig som socialpædagog.<br />

Hun arbejdede forskellige steder og lærte bl.a., at<br />

udsatte mennesker godt kan have held til at bryde<br />

et dårligt mønster, ligegyldigt hvor svære odds,<br />

de har imod sig.<br />

Hun fandt sit forbillede Oddur Gislarsson, som<br />

stadig er leder på forsorgshjemmet Sølyst, der<br />

fortrinsvis rummer 30-60 årige mænd; hjemløse,<br />

misbrugere og psykisk syge.<br />

Han viser tillid, omsorg, kærlighed og kan<br />

rumme alle, men man er ikke et sekund i tvivl om,<br />

at han er lederen. Dét prøver jeg at leve op til, siger<br />

Joan. Man fornemmer, at det lykkes et langt stykke<br />

hen ad vejen. Joan var på rette hylde på Sølyst:<br />

- Jo mere aparte folk er, jo mere spændende<br />

synes jeg, det er. Jeg fik gode relationer til<br />

beboerne. Vandt en del fortrolighed. Tror, jeg<br />

havde roen til at lade dem komme til mig. De var<br />

tydeligvis voksne mænd, som var børn inden i.<br />

Netop blevet overfaldet<br />

Joan måtte i 1999 sige op på Sølyst pga. sygdom<br />

i familien, men blev i 2000 leder af Reden i Århus.<br />

Hun er glad for arbejdet, men det er også barsk.<br />

Et par dage før interviewet finder sted, blev hun<br />

f.eks. temmelig voldsomt overfaldet af en af<br />

husets stambrugere. Men hun viser mig også et<br />

par taknemmelige breve. Der er en del lyspunkter.<br />

Ikke desto mindre:<br />

- Arbejdet kræver et fyldt batteri. Ens moral<br />

og normer kan risikere at skride igennem årene.<br />

Jeg er glad for, at jeg bor langt<br />

væk. Og hvis ikke jeg følte<br />

mig ventet, set, elsket<br />

derhjemme, ville jeg<br />

ikke kunne holde<br />

til det. Tingene<br />

perspektiveres. Jeg har erkendt, at det ikke er en<br />

selvfølge at have et godt liv. Og at sætte enormt<br />

pris på det, jeg har.<br />

- Haha… Joan griner råt, da hun beskriver,<br />

hvordan hun blev inviteret med i Rådet for Socialt<br />

Udsatte.<br />

- Min mand og jeg havde i weekenden talt med<br />

nogle venner om, at jeg synes, det kunne være<br />

Reden i Århus:<br />

Fra 1. marts i år har Reden døgnåbent, hvilket<br />

Joan F. Hougaard har kæmpet for. (Øvrige<br />

væresteder i Århus lukker ca. kl. 14 fredage og<br />

kl. 8-9 om morgenen)<br />

I 2000 var Joan Fisker Hougaard eneste<br />

ansatte med otte frivillige hjælpere. Siden er<br />

staben vokset til 11 ansatte og 20 frivillige.<br />

Der er i snit 50-60 faste brugere ”plus det<br />

løse.” Reden fungerer på et kristent grundlag<br />

og hører under KFUK’s sociale arbejde.<br />

Økonomisk støttes institutionen hovedsageligt<br />

at Socialministeriet og Århus kommune<br />

Der findes Reder i København og Odense.<br />

www.reden.dk<br />

sjovt at være med i Rådet, da dets ’fødsel’ var blevet<br />

omtalt i medierne i efteråret 2001. Ugen efter<br />

blev jeg ringet op af en herre, der præsenterede<br />

sig som værende fra Socialministeriet og inviterede<br />

mig med. Grinende sagde jeg bramfrit ”Hold da<br />

kæft! - hvem er du, hvor ringer du fra?” Jeg var<br />

sikker på, at det var en af vores venner, der to fis<br />

på mig! Da han ydermere sagde, at Rådet skulle<br />

have medlemmer, ”som havde styr på lortet og<br />

ikke lort på styret,” tog det lidt tid, før jeg troede<br />

på det… Hun er rigtig glad for at være med, bl.a.<br />

for at kunne være og informationsmæssigt på<br />

økonomisk forkant med begivenhederne<br />

Nogle af Rådets sejre har, ifølge Joan, været<br />

behandlingsgarantien for misbrugere, som hun<br />

synes virker. Blandt andet på den måde, at<br />

misbrugere ikke længere kommer så langt ud som<br />

før. På hendes eget område, at det er lykkedes at<br />

få et mere seriøst, politisk fokus på prostitution,<br />

misbrug og vold mod kvinder – og indsatsen imod<br />

det. Et af hendes ønsker er, at der også kommer<br />

en behandlingsgaranti inden for psykiatrien.<br />

hj@freelanceriet.dk<br />

Joan Fisker Hougaard ved kurve med kondomer<br />

til Redens brugere, så de kan beskytte<br />

sig mod kønssygdomme, når de har kunder


»<br />

»<br />

Skriv<br />

om<br />

hjemløshed<br />

...<br />

Jens Peter Kaj Jensen<br />

født i Middelfart 1965<br />

er cand.phil. i filosofi. Han<br />

har i en årrække arbejdet som<br />

forlagsredaktør, og går nu på<br />

Forfatterskolen i København.<br />

Han har tidligere skrevet filosofisk<br />

faglitteratur og debuterer<br />

som skønlitterær forfatter med<br />

romanen Sofa i maj 2007.<br />

Skriv om hjemløshed…<br />

Sådan lød vores opfordring til<br />

12 unge, ‘ukendte’ forfattere.<br />

De skriver i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>:<br />

>> Peder Frederik Jensen<br />

>> Maja Lukas<br />

>> Kristina Nya<br />

>> Jesper Brygger<br />

>> Vagn Remme<br />

>> Stinne Storm<br />

>> Julie Sten-Knudsen<br />

>> Jens Peter Kaj Jensen<br />

>> Lars Bo Nørgaard<br />

>> Malte Holm<br />

>> Martin Snoer Raaschou<br />

>> Ea Jeppesen<br />

Foto: Christina Altuna Aagesen<br />

af Jens Peter Kaj Jensen<br />

Illustration: Linda Weiss Drescher<br />

Sundbyvester Plads<br />

Folk tror, han er skør. Sådan kigger<br />

de på ham. Det er de tics og<br />

nervøse kramper, han sidder med.<br />

Han kan ikke komme videre. Nu<br />

har han i over to timer ikke sluppet<br />

sit tag i bænken. Han holder<br />

fast i sædet mellem benene. Nu<br />

trækker hans venstre mundvig<br />

igen ansigtet ud af symmetri.<br />

Han krammer sammen. Øjnene<br />

misser, men han er ikke skør. Han<br />

ved præcis, hvad der vil ske. Om<br />

lidt kommer den tykke dreng og<br />

trykker tegnestiften ind gennem<br />

spidsen af hans lem.<br />

Hovedbanegården 1<br />

Han har for meget tøj på: en<br />

varm vindjakke, en uldtrøje og<br />

hvad der måtte gemme sig under<br />

den. De beskidte cowboybukser.<br />

Det er ok med gummisko. Man<br />

tænker: Det er så det tøj, han<br />

ejer. Han går rundt med det hele<br />

på. Skægget er ikke klippet i flere<br />

måneder. Og håret. Det, der er<br />

tilbage af det.<br />

Han går og snakker med en<br />

anden. Med en mand, tænker<br />

man. Han skælder ud, går hidsigt<br />

væk fra ham, gør en afvisende<br />

gestus med hånden tilbage mod<br />

ham. Så stopper han pludselig op<br />

og vender sig mod ham igen. Der<br />

er mere skældud, han skal af med.<br />

Han er endnu vredere end før, har<br />

hidset sig op på manden. Men<br />

der er ingen mand. Han skælder<br />

ud mod et punkt i rummet. Han<br />

bevæger sig i faste, kantede<br />

mønstre om skældudpunktet. Han<br />

er dets hidsige drabant, som forsøger<br />

at komme fri af kredsløbet.<br />

Rådhuspladsen<br />

Hun sparker til bøtten. Det<br />

fortryder hun, når hun mærker<br />

de slimede nudler sjaske op fra<br />

China-boxen, tænker jeg. Hun<br />

sparker til den tre gange, mens<br />

hun tager Rådhuspladsen med<br />

skridt, som ikke må blive længere<br />

i den nederdel. Første gang ligger<br />

boxen bare i vejen. Hun skal ind<br />

på rådhuset. Det er en hvid nederdel,<br />

så hun har travlt. Anden<br />

gang er det tydeligt, at hun spiller<br />

fodbold. Hun accelererer frem<br />

mod den og nyder sin tåhyler.<br />

Resten af selskabet er der<br />

allerede. De venter på plateauet<br />

foran indgangen. Det er hende,<br />

de venter på. Man kan se, det<br />

er hende. Nogen begynder at<br />

hviske. Hun ser det. Så vender<br />

hun sig, griner forventningsfuldt<br />

og sparker boxen op mod vinden,<br />

så sojasovsen støvregner ind over<br />

hendes overstadige dans.<br />

Marcel’s Bodega<br />

Jæver og jeg har siddet længe<br />

og snakket om Socialdemokraternes<br />

nye formand, og så er han<br />

pludselig socialdemokrat af hele<br />

hjertet, ham mulatten med læderkasketten<br />

ved siden af Jæver.<br />

– Socialdemokrat? spørger<br />

jeg. Jeg forstår det ikke helt.<br />

– Ja, siger han. – Pia Kjærsgaard<br />

er min bedste ven! Han<br />

favner sig selv med begge arme<br />

som for at vise, hvor meget han<br />

kunne kramme sin veninde. – Men<br />

hun kommer nok ikke på Marcel’s<br />

Bodega, tænker han højt. Jeg<br />

tror, han smiler. Men så kan han<br />

se på os, at han alligevel ikke har<br />

ramt rigtigt. Han bliver forlegen<br />

og vil gøre alt for at gøre det<br />

godt igen. Han henter øl.<br />

Lidt efter fisker han en aflang<br />

gaveæske frem fra inderlommen.<br />

Der er trykt en tegning af et<br />

gavebånd på låget. Det er mig,<br />

der skal have den. Jeg siger,<br />

at så godt kender vi vist ikke<br />

hinanden. Han griner slet ikke, og<br />

Jæver kigger på mig, som havde<br />

jeg smækket døren i hovedet på<br />

en dame med gangstativ. Manden<br />

åbner æsken og viser mig den<br />

alfons-agtige guldkæde, han har<br />

besluttet at forære mig.<br />

– Jamen, det kan jeg da slet<br />

ikke tage imod, forsøger jeg. Jeg<br />

kan ikke håndtere det. Det er de<br />

øjne. Så er der stille, indtil den<br />

store mand med læderkasketten<br />

begynder at græde.<br />

– Se nu! hvæser Jæver ad mig.<br />

Iskiosken<br />

Kan du huske Kaj? Kaj med choppercyklen.<br />

Selvfølgelig kan du huske<br />

ham, men kan du huske, hvordan<br />

vi fik det i maven, når Kaj holdt<br />

nede ved mindestenen om onsdagen,<br />

når vi fik tidligt fri?<br />

Kan du huske, hvordan han<br />

sad med begge ben hen over<br />

styret og armene over kors?<br />

Og smøgen. Det fjollede lille<br />

nummer med at stikke smøgen ind<br />

i det venstre øre og blæse røg ud<br />

gennem næsen, når vi vendte os<br />

og fik øje på ham. Han må jo have<br />

forberedt det til os, lyttet efter<br />

skoleklokken, ventet to minutter<br />

og så suget røg ind og sat<br />

smøgen på plads. Han må have<br />

forberedt det. Jeg husker det,<br />

som om Kim var sikker på, at Kaj<br />

kunne suge røg ind gennem øret.<br />

Eller, han var i hvert fald ikke<br />

overbevist om det modsatte.<br />

Det var Kaj, der lærte mig at<br />

trække cykelen uden at holde ved<br />

styret. Man skal bare have fat i<br />

bagenden af sadlen med to fingre.<br />

En er nok, hvis det ikke blæser.<br />

Jeg trækker stadig cyklen på den<br />

måde. Ind imellem tænker jeg på,<br />

om Kaj også gør det. Det må han<br />

gøre. Man kan ikke forestille sig<br />

Kaj krummet frem mod cyklens<br />

styr. Han ville ikke tage den<br />

ydmygelse.<br />

Det bedste var, når vi have<br />

fået en is hos Emma nede ved<br />

åen. Kan du huske, hvor vi nød<br />

det, når der var fremmed publikum<br />

til Kajs små opvisninger?<br />

Han sørgede altid for, at chopperen<br />

stod solidt lænet op mod<br />

bagsiden af kiosken, så den ikke<br />

væltede, når han sparkede låsen<br />

op. Han var omhyggelig med<br />

de ting, men havde en evne til<br />

at se skødesløs ud. Det var den<br />

måde, han kunne få alting til at<br />

se ud, som om det bare kom til<br />

ham.<br />

Men han må have øvet sig<br />

hundredvis af gange derhjemme<br />

for at kunne ramme låsen helt<br />

rigtigt hver gang. Han mistede<br />

aldrig balancen. Der kom ikke en<br />

rids i lakken, ikke en trykket ege.<br />

Kaj fortrak selvfølgelig ikke en<br />

mine, men Kim kunne næsten ikke<br />

holde sig, når de fremmede piger<br />

tabte kæben over denne karseklippede<br />

splejs, som ikke gad bøje<br />

sig ned for at låse sin egen cykel<br />

op, men blot gav låsen et los med<br />

venstre hæl og svang benet over<br />

stangen. Ikke noget med at kigge<br />

sig tilbage. Så var vi væk.<br />

Har du nogensinde tænkt<br />

over, hvorfor Emma ikke ville<br />

tage mod penge fra Kaj? Tror du<br />

overhovedet, han havde penge<br />

med? Så du ham nogensinde åbne<br />

pungen?<br />

Jeg kan pludselig ikke huske<br />

det.<br />

Har du 1-2 ledige timer om ugen<br />

så bliv frivillig i Røde Kors<br />

Besøgsvenner<br />

I København og på Frederiksberg venter 170 ensomme på at få en besøgsven.<br />

Som besøgsven kommer du frivilligt og ulønnet som en personlig ven,<br />

der har overskud til at snakke og lytte. Besøgene kan bruges til det, som I<br />

indbyrdes bliver enige om. Kun fysikken sætter grænser!<br />

Har du overskud, er tålmodig og stabil - så er det dig, vi har brug for. Vi<br />

tilbyder relevante kurser, sociale arrangementer og et spændende fællesskab<br />

med 500 andre besøgsvenner.<br />

Aktivitetsleder til Tryghedsopkald<br />

40 frivillige ringer dagligt til 40 ensomme Københavnere. Vi søger en<br />

ansvarsbevidst robust aktivitetsleder, der kan rykke ud, når telefonen ikke<br />

bliver taget. Er du et rummeligt menneske, der kan bevare roen i vanskelige<br />

situationer, og har du fri i dagtimerne – så kontakt os for at høre nærmere.<br />

Vi mangler også ringere! Det drejer sig kun om 5 minutter hver dag, så har<br />

du gjort en københavner mere tryg.<br />

Chauffører og turledere søges<br />

Telefon & Turtjenesten giver hovedstadens ældre borgere mulighed for at<br />

komme ud af deres hjem og få en oplevelse med andre ældre. Turene går til<br />

museer, cafeer eller en tur i naturen. Lige nu søger vi chauffører og turledere<br />

til Nordvest og Nørrebro.<br />

Er du interesseret i en eller flere af ovennævnte aktiviteter så kontakt<br />

Ingrid Østergaard på telefon 38 33 64 00 eller mail in@drk.dk<br />

Kontakt:<br />

Nordre Fasanvej 224, 4.<br />

2200 København N<br />

Tlf: 38 33 64 00<br />

hrk@drk.dk<br />

Læs mere på www.hovedstaden.drk.dk<br />

Projektregnskab for 1001 kopkaMe<br />

INDTÆGTER<br />

Donerede kopper kaMe ( 273 stk. ) 3.690<br />

SMS indsamling ( 1.110 stk. ) 32.190<br />

Sponsorater 25.000<br />

INDTÆGTER I ALT 60.880<br />

OMKOSTNINGER<br />

Udleverede kopper kaMe 7.390<br />

Hjemmeside 6.933<br />

Kampagnemateriale 12.862<br />

Administration 4.452<br />

OMKOSTNINGER I ALT 31.637<br />

RESULTAT AF INDSAMLING 29.243<br />

Overskud fra indsamlingen DKK … 29.243<br />

er doneret til 1001s kaMefond<br />

www.1001kopkaMe.dk<br />

Regnskabet er reviseret af<br />

Bølling & Flintsø Registreret Revisionsaktieselskab<br />

24 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 25


www.andersagerbo.dk<br />

X-oRD af Anne Jensen<br />

Navn:<br />

Adresse:<br />

Postnr.:<br />

By:<br />

(Skriv venligst tydeligt med blokbogstaver)<br />

Send løsningen på X-ORD<br />

senest 30. <strong>april</strong><br />

Blandt de rigtige løsninger trækkes lod<br />

om et boggavekort til en værdi af 500 kr.<br />

og 10 cd’er Hjemløs.<br />

Løsninger<br />

sendes til:<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

Tornebuskegade 1, 2.<br />

1131 København K<br />

VinDERnE AF X-oRD i nR. 57<br />

‹ Vinder af bog-gavekort<br />

Hans Th. Mikkelsen<br />

Nørrebro Vænge 7, 1.th<br />

2200 Kbh. N<br />

Vinderne af cd’er får<br />

direkte besked pr. post.<br />

# Klip ud og send ind<br />

Reflekteren over spejleffekt<br />

Står på broen…Kigger på det mørke vand…<br />

Ser mit spejlbillede…Men genkender ikke…Hulkindet…<br />

Bedrøvet…Skuldrerne omkring knæene…<br />

Så fjernt fra mig…Mig der altid er den smilende…<br />

Den glade. Mr. Her-går-det-stille-og-roligt.<br />

Kigger mistroisk på denne anden mand…Hvem er han?…<br />

Hvor kommer han fra?…Hvad vil han mig?…<br />

Hvorfor kigger han sådan på mig?…<br />

Og hvor er mit rigtige spejlbillede.…<br />

Glor på dette skue…Længe…<br />

Og opdager vi begge er fanget…Lysår fra hinanden…<br />

Hvem er hvem, naiv leg.<br />

Af Simon Sørensen, midlertidig beboer på Ågarden – et<br />

bosted for hjemløse i Odense<br />

Vorherres køkkenhave<br />

April<br />

gamle dage kaldte man<br />

i<br />

<strong>april</strong> måned for græsmåned.<br />

Det var nemlig den måned,<br />

hvor får og kvæg blev sat<br />

på græs.<br />

April er eksplosiv; meget er<br />

ved at erobre verden, meget er på<br />

spring.<br />

Jeg er på vej ud til en stor buttet<br />

halvø (Helnæs mellem Assens<br />

og Fåborg), der med undtagelse<br />

af hede og klitter, har de fleste af<br />

køkkenhavens forskelligheder. En<br />

’tynd’, nyere løvskov, med kraftig<br />

underskov af brombær, indrammer<br />

den smalle skovvej. Det er her,<br />

jeg møder Den Store Gartner, som<br />

stråler om kap med solen, der er<br />

trukket i arbejdstøjet og nu sender<br />

sine varme stråler til de hungrende<br />

vækster. Det er timer siden, den<br />

egentlige morgenkoncert sluttede,<br />

men iblandt den megen fuglekvidren<br />

høres spættens trommen markant.<br />

Bedst som vi går der og suger<br />

forår og indtryk til os, møder vi en<br />

mand, som bærer på et stort bundt<br />

hornfisk. Jo, selv fra kysten er årstiden<br />

ikke til at tage fejl af.<br />

På en åben strækning står<br />

perikon med sine smukke blomsterstængler<br />

fra sidste år, hver med en<br />

roset af små nye skud, parate til i<br />

juli at være mine leverandører af<br />

blomsterknopper og kronblade til<br />

den helsebringende røde snaps.<br />

Døvnælde<br />

På dette stykke gror døvnælden i<br />

vejkanten. Den kaldes sådan, fordi<br />

den ligner brændenælden, men er<br />

døv; brænder ikke. Dens rigtige<br />

navn er tvetand pga. de to spidse<br />

’tænder’ på blomsten. I folkemedicinen<br />

anvendte man planten mod<br />

slim i lungerne og som te mod<br />

hedeture, feber og diarre. Kogte man<br />

Foto: : Biofoto/Scanpix<br />

døvnælden godt og længe, fik man<br />

en gele, der var virksom at smøre på<br />

ligtorne, hæmorroider og brandsår.<br />

I middelalderen var det vigtigt, at<br />

når man bortgiftede sin datter, så<br />

skulle hun være jomfru – og det var<br />

let at finde ud af. Datteren fik en<br />

døvnælde stukket i hånden, og hvis<br />

vandet løb fra hende (hun tissede),<br />

ja, så var hun ikke jomfru.<br />

Den døvnælde, vi fandt ved<br />

skovvejen, havde røde blomster. Det<br />

er den røde tvetand med de krybende<br />

stængler. Den er ca. 15 cm.<br />

høj og lugter fælt. Døvnælden med<br />

de hvide blomster, som vi kender<br />

bedst, kan blive op til 50 cm. høj.<br />

Når du finder den, høst da de unge<br />

blade og vel hjemme i køkkenet, gør<br />

du følgende:<br />

Rens og hak de unge blade til du<br />

har 2 dl, der blandes med en spsk.<br />

hakket persille. Rør 4 spsk. olie med<br />

2 spsk. kryddereddike, der vendes i<br />

døvnældeblandingen.<br />

3 – 4 porre snittes på langs og<br />

koges i letsaltet vand ca. 7 min.,<br />

lad dem køle af i kogevandet. De<br />

afkølede, lune porre overhældes med<br />

dressingen – og velbekomme.<br />

Dufter af vanilje<br />

Vorherre står og vipper med øjenbrynene,<br />

det betyder, at jeg lige<br />

skal nævne, at der også findes en<br />

døvnælde, der hedder liden tvetand<br />

– så er det på plads.<br />

Blandt de mange vækster her<br />

omkring mig, står kodriveren i<br />

blomst. Her er også agerstedmoderblomsten<br />

– lille, smuk og også med<br />

en sød historie, men det får vente.<br />

Over os boltre luftens akrobater sig;<br />

svalerne er kommet hjem efter den<br />

lange tur fra Afrika, for at yngle og<br />

spise af insekternes overflod. Jeg<br />

læste et sted, at en svale i løbet af<br />

et svaleliv flyver, hvad der svarer til<br />

jorden rundt 100 gange og får spist<br />

fem millioner insekter.<br />

Vi kommer til en ny, lidt tættere<br />

løvskov og her – ikke helt overraskende<br />

– står målet for min tur ud i<br />

Vorherres Køkkenhave: Skovmærke.<br />

Skovmærke bliver op til 30 cm. høj<br />

med hvide blomster i toppen, og<br />

danner en tæt bevoksning i skovbunden.<br />

De unge skud dufter svagt<br />

af vanilje. Det latinske artsnavn<br />

betyder faktisk ”lille duftende<br />

plante, der vokser i skoven”. Planten<br />

indeholder kumarin, som også<br />

kendes fra mjødurt, der er det stof,<br />

der giver duften. Skovmærke er en<br />

af skovens elskeligste planter. Den<br />

blev i fordums tider bundet i kranse,<br />

Skovmærke<br />

der for velduftens skyld blev hængt<br />

op i stuerne og samtidig, når de<br />

begyndte at dufte ekstra stærkt, ja<br />

så vidste man, at et regnvejr var i<br />

anmarch.<br />

Udover at være et vejrbarometer,<br />

duftbuket på vægge og i tøjkister,<br />

er planten for snapsefolket – forår<br />

på flaske. Prøv engang. Anbring et<br />

par planter i et syltetøjsglas, fyld<br />

op med Brøndum, vent et par dage<br />

og filtrer snapsen. Når glasset med<br />

gudedrikken føres til læberne vil<br />

duften af forår<br />

og skovbund<br />

brede sig fra<br />

næsen til<br />

hjertet.<br />

Inden verden<br />

gik af lave<br />

brugte man<br />

ved studentergilder<br />

at drikke<br />

en bowle, hvori<br />

var brugt blade<br />

og blomster<br />

af skovmærke<br />

som krydderi,<br />

og friske skovmærkeblomster blev<br />

drysset på overfladen som pynt. Man<br />

tager en bowle hvori hældes:<br />

3 fl. Mousserende hvidvin og<br />

2 liter appelsinjuice. En gazepose<br />

med skovmærkeblade og blomster<br />

nedsænkes i væsken, der med jævne<br />

mellemrum prøvesmages. Når bowlen<br />

smager, som den skal, fjernes posen.<br />

Halverede skiver fra to appelsiner og<br />

isterninger hældes i. På overfladen<br />

drysses friske skovmærkeblomster og<br />

bowlen er færdig.<br />

I <strong>april</strong> hedder den <strong>april</strong>bowle, i<br />

maj majbowle osv.<br />

Fremmer fødslen<br />

Som lægeplante er den blevet brugt<br />

til behandling af blæresten og<br />

underlivssmerter. Men mest interessant<br />

er dog, at skulle man fremme<br />

fødslen hos en fødende kvinde, så<br />

bandt man skovmærkeblade under<br />

hendes fødder, og når barnet var<br />

født badede man det i afkog af<br />

planten for at undgå udslæt.<br />

Udover at være et<br />

vejrbarometer, duftbuket<br />

på vægge og<br />

i tøjkister, er planten<br />

for snapsefolket<br />

– forår på flaske<br />

Som så mange af køkkenhavens<br />

vækster har også skovmærke en<br />

lille historie: Jomfru Maria samlede<br />

blade af skovmærke og brugte dem<br />

som sengeleje til det lille Jesubarn<br />

og straks steg den dejligste duft op<br />

fra krybben, og siden har mangen<br />

en mor brugt at blande skovmærker<br />

i sengehalmen.<br />

Vi må videre fra det velduftende<br />

område. Uden ved kysten står slåenbuskene<br />

i blomst, senere kommer<br />

bladene. Jeg lader blikket glide<br />

langs kysten, og<br />

som forventet<br />

står strandkålen<br />

spredt på en længere<br />

strækning.<br />

Efter en stund at<br />

have nydt lyden<br />

af bølgernes puls<br />

og de skrigende<br />

måger, går vi<br />

tilbage over<br />

nogle marker til<br />

stend iget, som vi<br />

følger til en lille<br />

sø, hvor frøerne,<br />

på trods af de lurende gedder mellem<br />

sivende, kvækker på livet løs.<br />

Det har været en pragtfuld dag,<br />

og jeg vil nødig hjem, men dagen<br />

går på hæld. Jeg lover mig selv og<br />

Vorherre, at vende tilbage til maj,<br />

medbringende mit grej, så jeg kan<br />

blive her ude nogle dage. Vorherre<br />

står og smågriner lidt, mens han<br />

trækker sig i skægget. Den er han<br />

med på. Vi ses i maj.<br />

Af Steen Viggo, tidligere hjemløs og<br />

udeligger.<br />

26 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 27<br />

Foto: Niels Nyholm<br />

Foto: : Biofoto/Scanpix


Jeg har været nede og kysse<br />

rendestenen – nedefra!<br />

Historier fra gaden<br />

– en ny artikelserie<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælger<br />

Jan Andreasen ved ikke,<br />

hvor han skal sove i nat.<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> møder 50-årige Jan Andreasen,<br />

mens han står ved Storkespringvandet<br />

på Amager Torv i<br />

København og spiller mundharmonika<br />

for de forbipasserende i håbet om<br />

at tjene et par skillinger. Tidligere<br />

på dagen har han været ude at sælge<br />

aviser for <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> – og nåede op<br />

på et salg på ca. 25 styks.<br />

- Det tog tre timer, men så blev<br />

jeg træt og tog en lur på en bænk på<br />

Nørreport Station, fortæller han.<br />

Jan Andreasen bor nemlig på<br />

gaden og finder sent på aftenen – alt<br />

efter hvor i København han befinder<br />

sig – ud af, hvor han skal sove. Nogle<br />

gange bliver det på en bænk udendørs,<br />

andre gange på et herberg.<br />

- I nat har jeg sovet på Mændenes<br />

Hjem i Istedgade (på Vesterbro i København,<br />

red.). De har sengepladser,<br />

men jeg sov i det åbne rum på gulvet,<br />

for det har jeg det bedst med. Hvis<br />

jeg får en dyne over hovedet, så får<br />

jeg hovedpine, fortæller han.<br />

Jan Andreasen er en mand med en<br />

livlig fantasi, som når han selv skal<br />

sige det, har rigtig mange uddannelser<br />

og kundskaber bag sig. Han er uddannet<br />

inden for herreekvipering som<br />

helt ung, dernæst har han arbejdet<br />

for Mærsk Mckinney Møller på Odense<br />

Stålskibsværft sammen med sin far og<br />

tre brødre, i så mange år, at han har<br />

været med til at bygge hele 34 skibe,<br />

siger han. Og når samtalen drejer sig<br />

om slåskampe, ja, så er han faktisk<br />

også jægersoldat, og når det kommer<br />

til musikken, så kan Jan Andreasen<br />

fortælle, at han har taget en uddannelse<br />

som musiker og sanger på Århus<br />

Musikkonservatorium.<br />

Klokken 12 skal han være nede<br />

på Gammel Torv, hvor han har hørt<br />

fra nogle af de<br />

andre ’gadekammerater’,<br />

at der er<br />

storskærm med en<br />

’hjemløsefilm’. Så<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s udsendte,<br />

der møder Jan<br />

Andreasen klokken<br />

11 om formiddagen,<br />

må love ham højt<br />

og helligt, at de<br />

nok skal nå at blive<br />

færdige til klokken<br />

12, for det er<br />

vigtigt for ham.<br />

Jan Andreasen spørger, om vi<br />

ikke giver en kop kaffe, og vintervejret<br />

taget i betragtning er det en<br />

ganske god ide. Så vi sætter os ind<br />

på Café Norden på Amager Torv. Men<br />

da vi kommer indenfor i varmen, vil<br />

Jan Andreasen nu egentlig hellere<br />

bytte sin kaffe ud med en Gammel<br />

Dansk. For han trænger til en<br />

genstand. Han er alkoholiker og<br />

fortæller, at han drikker mellem 40<br />

og 70 genstande om dagen.<br />

- Jeg har drukket 15 til 18 stykker<br />

i dag – ungefähr – siden ’klokken morgen’<br />

på Kofoeds Kælder. Her mødes vi<br />

mellem klokken otte og ni og holder<br />

et ’møde’ og ser, om der er nogen, som<br />

Efter skilsmissen<br />

røg jeg i behandling<br />

i to år for<br />

alkoholmisbrug,<br />

stress og smerter,<br />

og så røg jeg<br />

på gaden<br />

er døde. I dag var alle heldigvis kun<br />

levende. For jeg kan tilføje, at jeg var<br />

til begravelse for 14 dage siden – hos<br />

Dorthe, der kun blev 40 år og så Leif,<br />

der kun blev 44 år gammel.<br />

Siden Jan Andreasen i 1997 blev<br />

skilt fra sin kone, som han havde<br />

levet sammen med i 17 år, har han<br />

levet et hårdt liv og været mere eller<br />

mindre hjemløs alle årene. De boede<br />

sammen på Fyn med deres to børn i<br />

hus og havde tre biler, fortæller Jan,<br />

der stadig har en god<br />

kontakt til ekskonen:<br />

- Det kan I lige<br />

præcis tro, for vi<br />

holder nemlig meget<br />

af hinanden. Men<br />

efter skilsmissen røg<br />

jeg i behandling i to<br />

år for alkoholmisbrug,<br />

stress og smerter, og<br />

så røg jeg på gaden.<br />

Og det har jeg ikke<br />

selv valgt, det er<br />

skæbnens ironi, at<br />

man havner på gaden. Jeg har været<br />

nede og kysse rendestenen – nedefra!<br />

Jeg har boet på 14 forskellige forsorgshjem<br />

i Danmark – blandt andet<br />

Møltrup Gods – en gammel herregård<br />

ved Herning – på Dalhoffsminde i<br />

Sønderjylland, på Store Dannesbo på<br />

Fyn, på Sundholm og så ingen steder,<br />

nemlig på gaden, fortæller han.<br />

På Cafe Norden er der mange<br />

mennesker. Jan Andreasen tager sin<br />

mundharmonika frem, og det klør i<br />

mundvigene for at give et lille nummer.<br />

For Jan kommer i tanker om,<br />

at han er god til at spille Mormors<br />

kolonihavehus. Men han har været inde<br />

på cafeen før, og ved godt, at de ikke<br />

bryder sig om Mormors kolonihavehus<br />

Tre spørgsmål til<br />

Jan Andreasen,<br />

50 år og hjemløs:<br />

Hvad fik du at spise i går?<br />

- Det var eddermanme noget af et spørgsmål. Tre<br />

stykker smørrebrød af den fineste slags, som jeg<br />

fik af Projekt UDENFOR på Nørreport Station. Der<br />

var ål på den ene, bøf med løg på den anden og<br />

leverpostej på den tredje.<br />

Har du haft en særlig oplevelse på det<br />

seneste?<br />

- Tilfældigvis så kender jeg to stykker gennem <strong>Hus</strong><br />

<strong>Forbi</strong>. Den ene blev stukket i ryggen og den anden<br />

snittet i hånden af en mand, der er psykopat. Så<br />

derfor har jeg været henne og snakke med ham og<br />

ruske i ham og sige: ”Det gør du aldrig mere”, så<br />

nu er han feset af.<br />

Ved du, hvor du skal sove i nat?<br />

- Næ, det kommer an på, hvor jeg havner henne. Det<br />

kan være Hillerødgade, Stengade, Sundholm (herberger<br />

og varmestuer i København, red.). Jeg planlægger<br />

ikke noget. Jeg tager ti minutter ad gangen.<br />

Af Birgitte Ellemann Höegh<br />

Foto: Holger Henriksen<br />

lige her midt i caffé-latterne, de italienske<br />

sandwicher og mandelkagerne.<br />

- Tilfældigvis så har jeg en Hohner<br />

International-mundharmonika, det<br />

bedste instrument, man kan købe for<br />

penge, så den passer jeg godt på.<br />

Jeg spiller på den hver dag.<br />

Vennerne er der ikke<br />

Tiden er ved at løbe fra os. Klokken<br />

er lidt i tolv og <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s to<br />

udsendte minder Jan Andreasen om<br />

hans aftale på Gammel Torv, hjælper<br />

ham i overtøjet – og husker ham<br />

på hans hue. Men turen fra Storkespringvandet<br />

og op til Gammel<br />

Torv viser sig at blive lang. For der<br />

er mange afstikkere undervejs. Jan<br />

skal lige spille et lille nummer for et<br />

par damer på en bænk, så skal han<br />

lidt den anden vej igen, og så ned af<br />

en sidegade og slå en streg. Men vi<br />

skynder på ham flere gange, for Jan<br />

Andreasen vil jo faktisk rigtig gerne<br />

op og møde kammersjukkerne.<br />

Men desværre kommer vi frem til<br />

et storskærms-tomt Gammel Torv. Der<br />

er skam masser mennesker og springvandet<br />

– det med guldæblerne – og<br />

retsbygningen, gadesælgerne og alt<br />

det, der plejer at være der, men ikke<br />

nogen storskærm. Jan Andreasen er<br />

”stone sure”, og derfor ender det med,<br />

at vi siger tak for i dag, og så vil han<br />

afsøge terrænet på egen hånd.<br />

Lidt senere møder <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s<br />

udsendte nogle af vennerne til Jan<br />

Andreasen, og jo, de har da hørt noget<br />

om en storskærm, men ingen ved<br />

rigtigt, hvornår det skulle være …<br />

birgitte.hoegh@os.dk

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!