Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
hus forbi<br />
Køb avisen på stationen – ikke i toget<br />
Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. <strong>59</strong> <strong>april</strong> 2007<br />
Svært at vænne sig til<br />
livet bag en hoveddør igen<br />
Dødsfald på Hjemløselandsholdet • Strandet på krisecenter • Job på gaden
Volden fylder meget<br />
Vold og ydmygelser fylder meget i de hjemløses liv. For det første kan<br />
blandingen af for lidt søvn, for mange øl og for mange timer ude i regn<br />
og kulde føre til ’ond’ stemning og håndgemæng<br />
de hjemløse imellem.<br />
For det andet risikerer de gadehjemløse at<br />
blive tisset, spyttet eller sparket på, når de sover<br />
på gaden. Og for det tredje er hjemløse – ganske<br />
enkelt fordi de er hjemløse – i farezonen for at<br />
blive slået eller stukket ned af ukendte gerningsmænd,<br />
som en af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sælgere blev det<br />
midt på Strøget i København (læs side 5).<br />
”Flabede knægte på speed, som er helt oppe<br />
at køre.” Sådan beskriver en anden hjemløs<br />
denne type overfaldsmænd i en ny undersøgelse<br />
om vold mod danske hjemløse, som projekt UDEN-<br />
FOR står bag.<br />
Undersøgelsen er den første af sin art herhjemme,<br />
og vi må håbe, at den bliver fulgt op af<br />
lignende undersøgelser de kommende år, så vi<br />
kan se, hvorvidt volden mod de danske hjemløse<br />
er stigende, som i USA. Men tankevækkende i sig selv er det, at undersøgelsen<br />
dokumenterer, at halvdelen af de interviewede hjemløse har<br />
været udsat for vold, og at det opleves som decideret farligt at være<br />
hjemløs og sove på gaden.<br />
Når vi på trods af overskud på betalingsbalancen og velfærdsstat har<br />
borgere, der holder varmen i S-toget og overnatter på gaden, i parker<br />
og baggårde, må vi som samfund i det mindste gøre vores yderste for,<br />
Udgiver:<br />
Foreningen <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
Tornebuskegade 1, 2.<br />
1131 København K<br />
Tlf. 3832 2320<br />
husforbi@husforbi.dk<br />
www.husforbi.dk<br />
Ansvarshavende redaktør:<br />
Jaku-Lina E. Nielsen<br />
Tlf. 3832 2324<br />
jaku-lina@husforbi.dk<br />
Debatindlæg og læserbreve:<br />
redaktion@husforbi.dk<br />
Næste nummer udkommer den 1. maj.<br />
Salg, marketing og annoncer:<br />
Heidi Riel<br />
Tlf. 3171 0481<br />
heidi@husforbi.dk<br />
Hvis du vil give et bidrag til <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>,<br />
kan du sætte beløbet ind på dette<br />
konto-nr: Giro (9541)60028842.<br />
Mærk indbetalingen ”bidrag”.<br />
Forsidefoto:<br />
Das Büro/Ulrik Jantzen<br />
www.loge86. dk<br />
Layout:<br />
Westring + Welling A/S<br />
Tryk:<br />
Dansk Avistryk A/S<br />
Oplag: 90.000<br />
Distribution:<br />
Boformer for hjemløse,<br />
medborgerhuse, kulturhuse m.m. kan<br />
fungere som distributør for <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
– dvs. være udleveringssted af avisen<br />
til sælgerne. Kontakt os:<br />
3171 0481 (se listen af distributører<br />
på www.husforbi.dk).<br />
Abonnement:<br />
Standardabonnement: 340 kr.<br />
(12 numre om året - inkl. moms,<br />
porto og gebyr).<br />
Støtteabonnement: 540 kr.<br />
Henvendelser vedr. abonnement<br />
på tlf. 7026 7006 eller<br />
dorte@notatgrafisk.dk<br />
ISSN: 1397-3282<br />
Om <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> udkom første gang i 1996. Siden starten<br />
af 2006 er <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> udkommet en gang om<br />
måneden. Salgsrekorden er over 75.000 eksemplarer<br />
(marts 2007). <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> sælges af hjemløse<br />
og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte<br />
mennesker – det man under ét kan kalde ”skæve<br />
eksistenser”. Avisen sætter fokus på udsatte<br />
mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet<br />
er at nedbryde fordomme om marginaliserede<br />
grupper både via indholdet af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> samt<br />
ved at læserne køber avisen direkte af ”en skæv<br />
eksistens”. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> har ca. 300 sælgere, der<br />
alle er udstyret med et id-kort udstedt af <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong>s sekretariat. Salget af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> fungerer<br />
for sælgerne som et alternativ til tiggeri og<br />
evt. kriminalitet. Indholdet i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> produceres<br />
primært af professionelle freelancere,<br />
fotografer og illustratorer. Eneste fastansatte på<br />
redaktionen er redaktøren. I <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sekretariat<br />
er der pt. ansat en økonomimedarbejder, en<br />
salgs- og marketingsmedarbejder, en sælgerrepræsentant<br />
og en studentermedhjælper.<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> er medlem af det internationale netværk<br />
af gadeaviser, INSP.<br />
Vi støtter <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>: Vi støtter Ombold:<br />
Nedenstående er nye DM-sponsorer<br />
TAMU-Center Odense<br />
at de kan få lov at være i fred imens.<br />
Den førnævnte <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælger fik aldrig anmeldt det umotiverede<br />
overfald og begrunder det med, at han ikke<br />
kunne huske, hvordan gerningsmændene så<br />
ud, fordi knivstikkeriet gik så hurtigt. Typisk<br />
anmelder hjemløse borgere yderst sjældent<br />
overfald, blandt andet fordi de generelt slår<br />
en stor bue uden om politistationer. Det<br />
skyldes f.eks. ubetalte DSB-bøder i 100.000kronersklassen<br />
(som blandt andet stammer<br />
fra de mange gange de har brugt S-toget som<br />
varmestue).<br />
Så des mere grund til, at man som ’almindelig’<br />
borger med et afslappet forhold til<br />
politistationer sørger for at anmelde vold mod<br />
hjemløse, hvis man ser det ske.<br />
Samtidig tyder det på, at oplysning til børn<br />
og unge, om hvorfor folk bliver hjemløse, kan<br />
dæmme op for overfaldene. Det virkede tilsyneladende<br />
for varmestuen i Stengade på Indre<br />
Nørrebro, da varmestuen skulle forsøge at komme halvandet års chikane<br />
og stenkast mod dets brugere til livs.<br />
Nedenstående er DM-sponsorer, som du har i forvejen:<br />
God læselyst<br />
Jaku-Lina E. Nielsen,<br />
redaktør <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
Frederiksberg Kommune<br />
På side 2 i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> under (Vi støtter OMBOLD), skal<br />
du medtage følgende logoer:<br />
2 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 Simon Spies Fonden, Fyns Amt, KFD, Københavns kommune, Camillas ovale, De<br />
hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 3<br />
Hjemløses <strong>Hus</strong>, FBU, Odense Kommune, Kirkens korshær og SAB.<br />
Kulturministeriet skal fjernes<br />
Tegning: Annette Carlsen<br />
Markedsføring<br />
<strong>Hus</strong>leje mv.<br />
Reserve<br />
Løn til medarbejdere<br />
Det går din 20’er til<br />
Moms<br />
Produktion og tryk<br />
Sælgeren<br />
Foto: Steffen Ortmann / Scanpix<br />
Dødsfald på<br />
Hjemløselandsholdet<br />
Af Tina Juul Rasmussen<br />
Foto: Christoffer Regild<br />
Det var med chok og<br />
sorg, at trænere og spillere<br />
modtog beskeden om<br />
landsholdskammeraten<br />
Peter Dalberg Jensens død,<br />
kun 33 år gammel.<br />
Landsholdet i Gadefodbold for Hjemløse<br />
har mistet en af sine markante<br />
spillere. Torsdag den 1. marts blev<br />
Peter Dalberg Jensen, 33 år, fundet<br />
død af en overdosis.<br />
- Det var et meget stort chok for<br />
os at få nyheden om Peters død – og<br />
en stor overraskelse, fordi Peter virkede<br />
som om, han var på rette vej.<br />
Vores kendskab til ham var endnu<br />
ikke så indgående, da vi først lige<br />
er kommet i gang med træningen<br />
på landholdet. Men Peter gav selv<br />
udtryk for, at det at være udtaget<br />
til Hjemløselandsholdet var det<br />
største, der var sket for ham, siden<br />
han var dreng, siger lands træner for<br />
Hjemløselandsholdet Janek Majewicz<br />
fra OMBOLD, organisationen bag<br />
gadefodbold for hjemløse i Danmark.<br />
Peter Dalberg Jensen boede de<br />
seneste år på en boform for hjemløse,<br />
Svenstrupgård nær Aalborg.<br />
- Peter var en ekstremt udadvendt<br />
og glad fyr, som så positivt på<br />
livet. Og han var utroligt glad for og<br />
stolt af at være blevet udtaget til<br />
Kaffepenge til OMBOLD<br />
1001s kaffefond har doneret 20.000 kroner til OMBOLD.<br />
Pengene giver de hjemløse fodboldspillere mulighed<br />
for at slukke tørsten efter kampe og træning med kaffe<br />
eller andet på en café.<br />
Sidste forår samlede foreningen 1001 ind til kaffe<br />
til hjemløse. Interessen var stor, og efter to uger var<br />
der indsamlet 3.023 kopper kaffe til hjemløse. En del<br />
blev uddelt til hjemløse på de deltagende cafeer, og<br />
resten af overskuddet gik til 1001s kaffefond.<br />
- Vi synes, at OMBOLD giver de hjemløse en fantastisk<br />
mulighed for at være en del af samfundet – i<br />
dette tilfælde sporten. Derfor bakker vi initiativet op<br />
ved at invitere hjemløse videre ind i samfundet ved at<br />
åbne dørene til cafeernes offentlige rum, siger Øzlem<br />
Sara Cekic, medlem af kaffefondens bestyrelse.<br />
- taj<br />
landsholdet. Jeg kan huske, at lige<br />
inden han døde, kom han for sent op<br />
en morgen, han skulle have været til<br />
træning med holdet i København, og<br />
han var helt rundt på gulvet og ked<br />
af, at han ikke kom af sted.<br />
Sådan beskriver Brian Gravesen<br />
sin ven, Peter Dalberg Jensen. De to<br />
lærte hinanden at kende på Svenstrupgård,<br />
hvor Brian boede på et<br />
tidspunkt.<br />
Det gik netop så godt<br />
- Vi fandt sammen omkring computerspillet<br />
World of Warcraft. Peter<br />
så, at jeg spillede meget, og da<br />
Peters søster og storebror også<br />
spillede det, viste han interesse for<br />
det. Sådan startede vores venskab,<br />
og vi kom ret tæt på hinanden i<br />
de 13 måneder, jeg nåede at kende<br />
ham, inden han døde, fortæller<br />
Brian Gravesen, som også en kort<br />
overgang spillede med på Svenstrupgårds<br />
gadefodboldhold, SVG All<br />
Stars.<br />
Brian Gravesen tager ikke selv<br />
stoffer, men kendte godt til Peters<br />
misbrug.<br />
- Jeg ved, at Peter har prøvet<br />
lidt af hvert i sit liv og i en årrække<br />
har taget stoffer. Men han havde<br />
holdt sig clean på det sidste, han<br />
havde et godt forhold til sin familie,<br />
som han så ofte. Han havde også<br />
fået renset luften med sin bror, som<br />
- Peter var en meget dygtig<br />
spiller og samtidig en<br />
behagelig og omgængelig<br />
fyr, utrolig vellidt blandt<br />
de andre spillere. Det var<br />
de kvaliteter, vi udtog ham<br />
til landsholdet på, siger<br />
assisterende landstræner<br />
Claudia Hoffensetz.<br />
han ikke havde talt med i nogle<br />
år. Og jeg ved, at hans familie var<br />
glad for, at det gik så godt for ham.<br />
Derfor kom det som et stort chok for<br />
mig, at han døde. Hans død efterlader<br />
et stort hul. Det er ikke det<br />
samme uden Peter – jeg har mange<br />
minder om alt det, vi havde sammen,<br />
siger Brian Gravesen.<br />
Gav sig 100 procent<br />
Peter Dalberg Jensen blev udtaget<br />
til Hjemløselandsholdet på baggrund<br />
af sin deltagelse i de hjemlige<br />
OMBOLD-turneringer for SVG All<br />
Stars.<br />
- Peter var en meget dygtig<br />
spiller og samtidig en behagelig<br />
og omgængelig fyr, utrolig vellidt<br />
blandt de andre spillere. Han gav<br />
sig altid sig 100 procent til både<br />
træning og stævner Det var disse<br />
kvaliteter, vi udtog Peter til holdet<br />
på, siger assisterende landstræner<br />
Claudia Hoffensetz, som har fulgt<br />
Peter Dalberg Jensen til OMBOLDstævner<br />
gennem flere år.<br />
Også holdkammeraterne på<br />
Hjemløselandsholdet modtog nyheden<br />
om Peter Dalberg Jensens død<br />
med både overraskelse og sorg.<br />
- Da nyheden først havde bundfældet<br />
sig, var holdningen blandt<br />
spillerne, at det nu handler om at<br />
komme videre og få det bedste ud<br />
af situationen. Det er i Peters ånd.<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> slår slagsrekord igen<br />
Allerede inden kalenderen skiftede fra marts til <strong>april</strong>, var der solgt<br />
så mange eksemplarer af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> nr. 58 (martsnummeret), at<br />
salgsrekorden fra december sidste år – på 72.000 solgte eksemplarer<br />
– var overgået. Martsnummeret blev i første omgang trykt i 75.000<br />
eksemplarer og distribueret til herberger, varmestuer og cafeer i hele<br />
landet, men mod slutningen af måneden måtte der så trykkes og<br />
dristribueres yderligere 15.000 eksemplarer, fordi første oplaget var<br />
udsolgt.<br />
Hvorvidt <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> dermed også overhalede landets største månedsblad<br />
Bo Bedres salgstal på 86.000 eksemplarer pr. måned (jvf.<br />
Dansk Oplagskontrols tal for 2. halvår 2006), var der endnu ikke<br />
vished om ved redaktionens deadline.<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> sælges i dag i de fleste større danske provinsbyer.<br />
Hovedparten af de 320 sælgere sælger dog <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> i københavnsområdet.<br />
- jalini<br />
Og Danmarks åbningskamp ved VM<br />
til sommer dedikerer vi til Peter,<br />
siger Janek Majewicz og slår fast,<br />
at Peters død sætter arbejdet med<br />
landsholdsspillerne i skarpt perspektiv:<br />
- Det bekræfter, lige præcis hvad<br />
vi har med at gøre – hvor dominerende<br />
stofferne er, og at det at være<br />
misbruger er en sygdom, man skal<br />
forholde sig til hele livet. Jeg kan<br />
kun håbe, at det midt i tragedien,<br />
som det er at have mistet Peter,<br />
også er et wake up call for de andre<br />
på holdet. Det understreger i hvert<br />
fald, hvor vigtigt det er, at vi er<br />
opmærksomme på hinanden og er<br />
åbne om, hvordan vi har det. Og<br />
at vores tanker om at arbejde med<br />
spillernes forhold til stoffer gennem<br />
blandt andet stofedukation (viden<br />
om stoffers skadelige virkning, red.)<br />
er rigtig – også selvom ingen af dem<br />
pt. er aktive misbrugere, siger Janek<br />
Majewicz.<br />
tina.juul.rasmussen@mail.dk
Farligt at sove på gaden<br />
Vold fylder meget i de hjemløses liv, siger sociolog Serap Erkan fra projekt<br />
UDENFOR, der står bag en ny undersøgelse om vold mod hjemløse. Den viser<br />
bl.a., at udeliggere er hyppigere udsat for overgreb end andre hjemløse<br />
Af: Lisbeth Rindholt<br />
Foto: Lars Rievers<br />
Sidste år blev to mænd fængslet for<br />
vold mod en 25-årig hjemløs. De<br />
havde slået ham med en fyldt flaske,<br />
så den knustes mod hans hoved.<br />
Senere samme år blev en hjemløs fra<br />
Island smidt ud foran et tog på Nørreport<br />
station af en anden hjemløs.<br />
Til alt held landede han mellem skinnerne<br />
og blev ikke ramt af toget. Og<br />
i 2005 var en midaldrende mand fra<br />
herberget Sundholm på Amager udsat<br />
for grov vold af en bande unge fyre.<br />
Den hjemløse fik kraniebrud og døde<br />
to dage senere på hospitalet.<br />
De tre – og andre lignende<br />
– historier om vold mod hjemløse<br />
i bl.a. Danmark, USA og England<br />
er grunden til, at organisationen<br />
projekt UDENFOR for knap et år siden<br />
begyndte at undersøge omfanget af<br />
volden. Resultaterne foreligger nu i<br />
rapporten: Vold mod hjemløse. Hjemløses<br />
oplevelser af vold på gaden (2007).<br />
- Ingen har hidtil lavet rapporter<br />
eller statistikker over vold mod hjemløse.<br />
Derfor kan vi ikke med sikkerhed<br />
sige, om volden er et stigende<br />
problem i samfundet. Men de hjem-<br />
løse føler selv, at vold fylder rigtig<br />
meget i deres liv, siger sociolog<br />
Serap Erkan, der står bag rapporten.<br />
Hendes undersøgelse hviler netop på<br />
de hjemløses egne oplevelser af vold<br />
på gaden.<br />
Bliver tisset og spyttet på<br />
Serap Erkan har talt med i alt 50<br />
hjemløse, som projekt UDENFOR har<br />
kontakt til gennem deres gadeplansarbejdere<br />
og via Den Mobile Café, der<br />
hver dag bringer mad ud til hjemløse<br />
i København.<br />
Halvdelen af de adspurgte siger,<br />
at de har været udsat for vold, og 16<br />
hjemløse fortæller, at de er blevet<br />
overfaldet eller ydmyget, mens de lå<br />
ned eller sov på gaden. De er f.eks.<br />
blevet spyttet og tisset på eller<br />
fået nedladende bemærkninger og<br />
skældsord fra forbipasserende.<br />
- Alt tyder på, at udeliggerne er<br />
hyppigere ofre for vold end hjemløse,<br />
som aldrig sover udenfor. Det<br />
er farligt at sove på gaden, påpeger<br />
Serap Erkan og uddyber: - Hjemløse<br />
bliver ikke kun udsat for vold og<br />
overgreb fra fremmede mennesker.<br />
De er også ofte involveret i indbyrdes<br />
skænderier og slåskampe, der sommetider<br />
ender ulykkeligt. Volden kan<br />
udmærket opstå, fordi den hjemløse<br />
selv har provokeret nogen på gaden,<br />
men den kan også komme helt umotiveret,<br />
uden vedkommende har sagt<br />
eller gjort noget på forhånd.<br />
Ser ned på hjemløse<br />
Projekt UDENFORs rapport viser, at<br />
langt de fleste hjemløse, der har<br />
været udsat for vold og ydmygelser<br />
fra fremmede, husker gerningsmændene<br />
som unge fyre (20-25<br />
år). Fyrene er ofte tydeligt påvirket<br />
af stoffer og alkohol efter en tur<br />
i byen: ”I indre by (i København,<br />
red.) er det fulde mennesker, der<br />
overfalder hjemløse”, udtaler en af de<br />
adspurgte i undersøgelsen. ”Det er<br />
unge, flabede knægte på speed, som<br />
er helt oppe at køre”, siger en anden.<br />
At der er en sammenhæng mellem<br />
byliv, alkohol, stoffer og vold er<br />
ikke overraskende. Det konkluderer<br />
også andre rapporter om vold i<br />
Serap Erkan (billedet) er 28 år,<br />
uddannet sociolog og arbejder som<br />
informationsmedarbejder i projekt<br />
UDENFOR. Hun har tidligere været<br />
ansat i bl.a. sekretariatet i Rådet<br />
for Socialt Udsatte under Socialministeriet.<br />
Hendes rapport Vold mod hjemløse.<br />
Hjemløses oplevelser af vold på<br />
gaden kan downloades fra projekt<br />
UDENFORs hjemmeside:<br />
www.udenfor.dk eller bestilles på<br />
33 42 76 07.<br />
samfundet generelt. Det interessante<br />
for Serap Erkan og projekt<br />
UDENFOR er i højere grad, hvad man<br />
kan gøre for at reducere volden mod<br />
hjemløse. Derfor har de i undersøgelsen<br />
tilføjet et kapitel med de<br />
hjemløses egne anbefalinger til<br />
forebyggende arbejde på området.<br />
- Boliger til alle hjemløse! Sådan<br />
svarer de fleste på spørgsmålet om,<br />
hvordan vi undgår vold. Det ville helt<br />
sikkert også reducere tilfældene af<br />
overfald, hvis ingen sov direkte på<br />
gaden. Men en sådan totalløsning<br />
på boligproblemet kan vi nok ikke få<br />
igennem her og nu, påpeger Serap Erkan<br />
med et skævt smil og frem hæver<br />
en anden anbefaling, som er mere<br />
realisérbar i nær fremtid:<br />
- Vi skal have ”hjemløses livsvilkår”<br />
på dagsordenen igen. Der<br />
er grundlæggende en manglende<br />
forståelse for de hjemløses forhold,<br />
når nogen kan betragte dem<br />
som andenrangs borgere og dovne<br />
personer, som det f.eks. er i orden at<br />
sparke til og tisse på. De hjemløse<br />
er selv inde på, at de udsættes for<br />
vold, fordi samfundet bl.a. opfatter<br />
dem som mindreværdige. Måske kan<br />
oplysningskampagner åbne øjnene<br />
på dem, der ser ned på hjemløse, så<br />
gaden bliver et tryggere sted at være<br />
for alle, siger Serap Erkan.<br />
Lisbeth@rindholt.dk<br />
Voldsoffer Hærværk<br />
Stukket ned på Strøget<br />
En sommeraften i 2005 blev <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>sælger<br />
Henrik Jensen stukket ned med<br />
kniv på Strøget i København. Han kendte<br />
ikke de to unge gerningsmænd<br />
Af: Lisbeth Rindholt<br />
Foto: Holger Henriksen<br />
- En ung fyr trak en kniv. Jeg gik<br />
ud som et lys og vågnede op på<br />
traumecentret på Rigshospitalet,<br />
fortæller Henrik Jensen (billedet),<br />
der er 40 år og hjemløs.<br />
Disse få data er stort set det eneste,<br />
som Henrik kan huske fra det<br />
voldelige overfald, han var udsat<br />
for en sen aften forrige sommer.<br />
Henrik og hans ven, Jan, havde<br />
været ude og sælge <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
hele dagen. De gik stilfærdigt og<br />
talte sammen hen over Rådhuspladsen,<br />
da de opdagede, at to<br />
unge fyre fulgte efter dem. Jan<br />
udvekslede et kort ord med en af<br />
fyrene, og i samme øjeblik de nåede<br />
til Strøget, blev Henrik skåret<br />
i halsen og ansigtet med en kniv.<br />
Jan fik bank og endte med to blå<br />
øjne og en brækket næse. De blev<br />
begge straks kørt på hospitalet,<br />
men var uden for livsfare.<br />
- Jeg har aldrig set de to fyre<br />
før, og jeg kan heller ikke huske,<br />
hvordan de så ud. Det gik bare så<br />
hurtigt, siger Henrik, der dog har<br />
en idé om, hvorfor netop han og<br />
Jan blev ofre for et umotiveret<br />
overfald:<br />
- Nogle mennesker kan bare<br />
ikke lide hjemløse. De skal have<br />
afløb for deres vrede, og så går<br />
det ud over tilfældige på gaden.<br />
Holder sig fra politiet<br />
Henrik bor til daglig sammen<br />
med sin kæreste på herberget i<br />
Hillerødgade, København. Både<br />
hun og Henrik har fra deres store<br />
bekendtskabskreds af hjemløse<br />
hørt om adskillige tilfælde af<br />
grov vold, trusler og ydmygelser,<br />
især mod gadehjemløse, der sover<br />
udenfor.<br />
Selv har Henrik ikke tidligere<br />
følt sig truet, men som <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>sælger<br />
er han jævnligt udsat for,<br />
at forbipasserende kommer med<br />
barske kommentarer og prøver at<br />
provokere ham.<br />
- Folk kan finde på at sige:<br />
”Få et job, makker”, ”Find dig<br />
dog et sted at bo” eller ”Du er<br />
da ikke hjemløs”. Jeg ignorerer<br />
bare sådan nogle bemærkninger,<br />
så sker der som regel ikke noget,<br />
siger Henrik og smiler bredt. Man<br />
kan stadig ane nogle små, fine ar<br />
i ansigtet efter knivoverfaldet.<br />
Men hvad angår psykiske mén,<br />
synes han at være gået fri.<br />
- Jeg er ikke bange for at<br />
blive overfaldet igen. Selvom jeg<br />
måske har drukket snaps en aften<br />
og er gået under bordet, så sørger<br />
mine venner for at bringe mig sikkert<br />
hjem, fortæller Henrik, hvis<br />
bedste råd mod overfald netop er<br />
netværket med andre hjemløse.<br />
Og hvis man har en stor hund,<br />
skader det heller ikke, mener han<br />
og fortsætter:<br />
- At tage timer i f.eks. kampsport<br />
hjælper ikke en dyt. For det<br />
er jo også forbudt at forsvare sig<br />
selv. Du må kun ringe efter politiet<br />
og anmelde overfaldet. Det er<br />
der bare ikke særligt mange hjemløse,<br />
som gør, konstaterer Henrik<br />
og giver sit bud på, hvordan dét<br />
kan være:<br />
- Hjemløse har ofte en stor<br />
stak ubetalte togbøder. Mange<br />
af dem er desuden jævnligt i<br />
karambolage med politiet, så de<br />
gider ikke stå skoleret nede på<br />
stationen. Hvis man anmelder et<br />
overfald, risikerer man jo også,<br />
at gerningsmændene eller deres<br />
venner hævner sig.<br />
Selv ville Henrik dog have<br />
anmeldt sit voldelige overfald til<br />
politiet, hvis han ellers havde<br />
kunnet huske episoden og hvordan<br />
gerningsmændene så ud.<br />
Brosten mod natcafé<br />
For et par år siden var natcafeen Stengade 40<br />
i København udsat for groft hærværk. Det er<br />
stoppet nu. Men brugernes barnevogne bliver<br />
stadig brændt af<br />
Af: Lisbeth Rindholt<br />
Foto: Holger Henriksen<br />
I alle vinduer ud mod Stengade og<br />
rundt om hjørnet til Folkets Park<br />
sidder nu brudsikre ruder. Det er<br />
konsekvensen af mange måneders<br />
hærværk mod Kirkens Korshærs<br />
varmestue og natcafe i Stengade 40<br />
i efteråret 2003. Selvom hærværket<br />
ligger nogle år tilbage, husker afdelingsleder<br />
Alice Pedersen udmærket<br />
episoderne.<br />
- En lokal drengebande kastede<br />
tunge brosten ind mod vores<br />
vinduer, så glasset splintredes og<br />
flød ud over gulvet, hvor natcafeens<br />
brugere (30-35 personer pr. nat,<br />
red.) lå og sov, fortæller Alice og<br />
peger op mod vinduerne i soverummet.<br />
Ingen blev ramt af brostenene,<br />
men flere af brugerne holdt sig væk<br />
i en periode, fordi de ikke turde<br />
sove i cafeen.<br />
Hverken personalet eller brugerne<br />
i Stengade 40 så nogensinde<br />
gerningsmændenes ansigter. Men<br />
de havde en klar formodning om,<br />
at det var nogle af de samme unge<br />
mænd, som kunne finde på at kaste<br />
æg efter hjemløse eller skubbe<br />
dem ind i et af bålene i det grønne<br />
område, Folkets Park, på den anden<br />
side af gaden.<br />
Sure naboer står bag<br />
Flere af natcafeens brugere har<br />
barnevogne med personlige ejendele,<br />
mad, soveudstyr osv. Dem må<br />
de ikke have med ind i cafeen, og<br />
derfor bliver vognene ofte parkeret<br />
ude på fortovet eller ’gemt af vejen’<br />
i nærliggende buskadser. Men det er<br />
langt fra altid, at barnevognene får<br />
lov at være i fred.<br />
- Vi oplever stadig, at barnevogne<br />
bliver rippet eller at nogen<br />
sætter ild til dem. Det er sandsynligvis<br />
unge, utilpassede 2.generationsindvandrere<br />
eller sure naboer,<br />
som står bag hærværket, fortæller<br />
Alice og tilføjer:<br />
- Men nogen gange lader brugerne<br />
også deres barnevogne stå ude<br />
på gaden i 14 dage i træk. De skal<br />
huske at passe godt på deres ting!<br />
For at skabe bedre naboforhold<br />
og støtte op om indsatsen for de<br />
utilpassede unge på indre Nørrebro,<br />
deltager Stengade 40 aktivt i netværket<br />
Ungeforum. Forumet består<br />
af private og offentlige institutioner,<br />
skoler, beboere, politi osv.<br />
på Nørrebro. Herigennem forsøger<br />
varmestuen at udbrede et større<br />
kendskab til hjemløses livsvilkår til<br />
de lokale unge. Og de seneste års<br />
fredeligere forhold tyder på, at det<br />
er lykkedes.<br />
lisbeth@rindholt.dk<br />
4 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 5<br />
Kirkens<br />
Korshærs<br />
varmestue i<br />
Stengade 40<br />
på Nørrebro<br />
i København<br />
har været<br />
udsat for<br />
hærværk og<br />
brugerne for<br />
chikane
Tæv en hjemløs<br />
Teenagere står bag overfald og mord på hjemløse i USA<br />
Af Pelle Voigt<br />
August Felix. Det er et<br />
USA flot navn. Det betyder<br />
den ophøjede og lykkelige. Men<br />
August var en hjemløs 54-årig mand<br />
fra byen Orlando i Florida i USA. I<br />
marts blev han tævet ihjel af fem<br />
teenagere. Den yngste var 13 år, den<br />
ældste var 16.<br />
- Hvorfor slog I August ihjel,<br />
spurgte politiet.<br />
- For sjov, svarede de: ”For<br />
sports”.<br />
Drabet på August Felix er ikke et<br />
enkelt, isoleret tilfælde. Senere på<br />
måneden skød en 15-årig dreng den<br />
Strandet på<br />
krisecenter<br />
Tiden på krisecenteret<br />
snegler sig af<br />
sted for Helle og<br />
hendes yngste søn.<br />
De frygter, at Helles<br />
ekskæreste finder<br />
dem – og med god<br />
grund viser det sig<br />
Af Marisa Matarese<br />
Foto: Andreas Hansen<br />
Klokken er halv et om formiddagen,<br />
da Helle stikker hovedet ud af krisecentrets<br />
vindue.<br />
- Jeg kommer lige ned og åbner,<br />
siger hun og springer ned ad betontrapperne<br />
og åbner døren med<br />
morgenhåret ud til alle sider.<br />
- Jeg har ikke været i bad eller<br />
noget. Vi er lige stået op, mig og<br />
den yngste, siger hun. De to ældste<br />
drenge deler et værelse, mens Helle<br />
og den yngste har en lille stue og<br />
et lille soveværelse ovre på den<br />
anden side af gangen. Den ældste<br />
er begyndt at arbejde igen, og den<br />
midterste har taget toget til sin<br />
gamle skole. Det gør han hver dag.<br />
Den yngste på syv år er den ene-<br />
21-årige Braymond Harris i Detroit.<br />
Han forklarede politiet, at han og<br />
hans kammerater bare ”ville tæve en<br />
bums.”<br />
Antallet af overfald, voldtægter<br />
og drab på hjemløse i USA, er<br />
steget drastisk fra forrige år til<br />
i år. Det viser årsrapporten Hate,<br />
Violence and Death on Main Street<br />
USA. Rapporten udgives hvert år af<br />
den Nationale Koalition for Hjemløse<br />
(NCH), en organisation, der kæmper<br />
for de hjemløses rettigheder i alle<br />
amerikanske stater.<br />
Forrige år blev 13 amerikanske<br />
ste, der er hjemme med moren. Han<br />
sidder i underbukser i storebrorens<br />
seng og ser video, mens han spiser<br />
sin vaffelis til morgenmad.<br />
- Han spurgte i morges: ”Hvad<br />
skal vi i dag, mor”. Jeg svarede: ”Vi<br />
ikke skal noget”. Vi laver nemlig ikke<br />
en skid. Jeg kan ikke gå i byen med<br />
ham, fordi hans far er blevet løsladt,<br />
og jeg kan heller ikke efterlade ham<br />
her alene for at gå ned på gaden,<br />
fortæller Helle.<br />
Kan ikke komme i skole<br />
Deres frihed er blevet begrænset,<br />
efter Peter blev løsladt. Og siden<br />
Helle kom på krisecentret i starten<br />
af februar, har den yngste ikke<br />
været i skole, for han kan ikke selv<br />
tage toget til den kommune, hvor<br />
skolen ligger, og hvor Peter angiveligt<br />
også bor.<br />
- Efter den mindste fik at vide,<br />
at hans far var kommet ud, garderer<br />
han sig med legetøjsvåben og<br />
tør ikke gå ud, fortæller Helle og<br />
fortsætter:<br />
- Han keder sig også. Der er intet<br />
for børn på et krisecenter. Når han<br />
kigger ud af vinduet, kigger han ned<br />
på en stor legeplads med børn, men<br />
han kan ikke selv komme ud og lege.<br />
På væggen ved siden af sengen<br />
hænger et A4-papir. Det er den<br />
ældstes søns fødselsdagsgave fra<br />
Helle: ”1.000 kroner til tøj, som kan<br />
indløses på værelset ved siden af<br />
hjemløse dræbt og 73 såret efter<br />
overfald. Sidste år blev 20 dræbt og<br />
122 såret. Det er en stigning i antal<br />
overfald på 65 procent. Stigningen i<br />
de sidste fem år er på 170 procent.<br />
Overfaldene omfatter tæsk, knivstik,<br />
ildspåsættelse og voldtægt.<br />
Særligt skræmmende ved det<br />
voksende antal overfald er, at de<br />
mere og mere begås af helt unge<br />
mennesker. 62 procent af overfaldsmændene<br />
var fra 13-19 år. 84<br />
procent af de dømte er unge mellem<br />
13-25 år.<br />
NCHs årsrapporter har ført til,<br />
I sidste nummer af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> fortalte vi i artiklen På flugt<br />
fra volden om Helle og hendes tre børn, som lever med<br />
frygten for at Peter, Helles ekskæreste og far til hendes<br />
yngste søn, finder dem og slår dem ihjel.<br />
Samtidig med at Peter kom ud af fængslet, udløb lejekontrakten<br />
på deres lejlighed. Helle og børnene endte på<br />
krisecenter den 4. februar, langt fra skole og venner.<br />
den første marts”. Sikkerheden har<br />
ifølge vicekommunaldirektøren i<br />
kommunen været afgørende for kommunens<br />
valg om at sende familien<br />
på krisecenter i en anden kommune.<br />
- Jeg kender ikke sagen i detaljer,<br />
men er orienteret om den. Jeg<br />
ved, at kommunen valgte at sende<br />
hende på krisecenter, fordi hendes<br />
eksmand er voldelig og en trussel<br />
mod hende og børnene. Derfor<br />
sendte vi dem på et krisecenter for<br />
ikke at risikere, at der skete hende<br />
eller børnene noget, siger vicekommunaldirektøren.<br />
Han kan ikke udtale sig om,<br />
hvilke overvejelser kommunen har<br />
gjort sig om børnenes skole. Han<br />
gentager, at hensynet til at skaffe<br />
et sikkert sted, har været prioriteret<br />
højest:<br />
- Først og fremmest har vi sikret<br />
os, at det var et forsvarligt tilbud,<br />
vi gav dem.<br />
Han indrømmer, at beslutningen<br />
om, hvor Helle og børnene skulle<br />
flytte hen, da deres lejekontrakt<br />
udløb, kom – ikke blot i 11. time<br />
– men ”20 minutter i 12”. Han<br />
begrunder den sene sagsbehandling<br />
således:<br />
- Jeg vil ikke afvise, at vores<br />
flytning (pga. kommunesammenlægning,<br />
red.) omkring jul og nytår kan<br />
have haft betydning for sagen. Vi<br />
’boede’ jo i papkasser.<br />
Han mener, at flytningen taget<br />
at en række amerikanske stater har<br />
indført skrappere straffe overfor<br />
overgreb mod mennesker, der er<br />
udstødte eller forfulgte. Men NCH<br />
påpeger i sine rapporter, at det voksende<br />
antal overgreb mod hjemløse<br />
ofte kommer, når myndighederne<br />
prøver at begrænse den synlige<br />
hjemløshed ved at kriminalisere de<br />
hjemløse med politi og lovindgreb.<br />
Når myndighederne på den måde<br />
er med til at umenneskeliggøre de<br />
hjemløse, kaster de benzin på bålet.<br />
pelle-voigt@mail.dk<br />
i betragtning, har kommunen klaret<br />
sagen tilfredsstillende.<br />
Han fandt dem<br />
Der er ingen tegn på, at Helles børn<br />
kommer tættere på deres skole og<br />
arbejde inden for den næste måned.<br />
Kommunen havde ellers planlagt,<br />
at Helle og børnene skulle bo i et<br />
rækkehus, men ifølge politiet er det<br />
ikke et sikkert sted for familien, så<br />
længe ekskæresten er på fri fod.<br />
Samme dag som <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> talte<br />
med vicekommunaldirektøren, tilbød<br />
kommunen Helle en tre-værelses<br />
lejlighed pr. 15. <strong>april</strong>. Om hun kan<br />
flytte ind i lejligheden afhænger af,<br />
hvorledes politiet vurderer truslen<br />
fra Peter.<br />
Men få dage efter, at Helles<br />
venner og familie fortalte, at Peter<br />
ledte efter hende, dukkede han op<br />
uden for krisecentret. Hun har nu<br />
fået en ny overfaldsalarm, og indtil<br />
videre er det mest sikkert for hende<br />
og børnene at opholde sig på krisecentret.<br />
Hvor længe, de skal det,<br />
ved de ikke.<br />
Helle har valgt at være anonym,<br />
men hendes identitet er redaktionen<br />
bekendt. Hendes børns og vicekommunaldirektørens<br />
navne er af samme<br />
grund udeladt. Helle og Peter er<br />
opdigtede navne.<br />
marisa.matarese@gmail.com<br />
Viggos univers<br />
En hverdag som alle andre<br />
En hverdag som alle andre. Det<br />
lyder unægtelig lidt trist, afhængig<br />
af hvordan ens hverdag ellers er.<br />
I mit univers er en tur på biblioteket<br />
ikke særlig ophidsende – men det<br />
er den verden, der materialiserer sig<br />
omkring den til gengæld.<br />
Jeg steg på bussen for at lade<br />
mig fragte ind til biblioteket i<br />
Odense, da jeg får øje på Olav, en<br />
ældre herre der bor i nærheden. Han<br />
er talebesværet, fordi hans hørelse<br />
siden barndommen har været særdeles<br />
ringe. Højt siger jeg: ”Hej Olav”<br />
– ingen reaktion. Endnu højere: ”Hej<br />
Olav” – ingen reaktion, så efter at<br />
have pådraget mig hele bussens<br />
opmærksomhed, nøjes jeg med at<br />
prikke ham på skulderen. Reaktion.<br />
Hans skæggede ansigt flækker i et<br />
grin, og han begynder febrilsk at<br />
rode i sine lommer. Først finder han<br />
den ene halvdel af sin hørelse, så<br />
den anden; de gode gamle høreapparater,<br />
der giver ham en smule<br />
flyveører, og som får ham til at se,<br />
omend mere gavtyveagtig ud. Med<br />
behersket stemmeføring siger jeg:<br />
”Hej Olav, hvordan står det til”. Det<br />
går udmærket, fortæller han. Han<br />
er på vej for at besøge sin mor på<br />
plejehjemmet, og jeg må meget<br />
undskylde, at han sådan havde lagt<br />
hørelsen i lommen, men han kunne<br />
ikke udholde at høre på de gamle<br />
kællinger bagerst i bussen (Olav er<br />
73).<br />
Efter at have udvekslet sladder<br />
fra gaden, når vi terminalen. På<br />
biblioteket tømmer jeg min gule <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong>-sælgertaske for bøger – for<br />
sent, og jeg må betale en klækkelig<br />
bøde. Erfaringsmæssigt ved jeg at<br />
hverken kontanthjælpsloft, sygdom<br />
eller bedende hundeøjne kan<br />
blødgøre en spidsnæset bibliotekar<br />
med knude i nakken. Jeg må altså<br />
i banken, hvis jeg skal gøre lidt<br />
indkøb på hjemvejen.<br />
På vej gennem Kongens Have<br />
møder jeg en tigger, der når at<br />
lire sit: ”Undskyld, de kunne vel ikke<br />
undvære en skilling til et måltid<br />
mad” af, inden han genkender mig.<br />
Jeg har set ham tigge i både København,<br />
Århus og her i Odense, og jeg<br />
mindes også, hvor ubehagelig han<br />
blev, da jeg sagde han kunne gå ned<br />
på Herberget og blive registreret<br />
som <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælger, så efter at<br />
have sendt mig onde øjne går han<br />
videre på ydmygelsens vej.<br />
Efter en kort enetale med min<br />
bankautomat, lægger jeg vejen<br />
omkring Kirkens Korshærs varmestue<br />
for at få mig en kop kaffe.<br />
Her møder jeg selvfølgelig et par<br />
gamle bekendte. Den ene, som jeg<br />
har boet på forsorgshjem sammen<br />
med, har ikke alene fået bolig,<br />
men også fået arbejde, så nu er der<br />
’bare’ alt nusseriet med at komme<br />
ud af kontanthjælpssystemet. Den<br />
anden er stadigvæk hjemløs, men<br />
har ikke mistet håbet. Vi sludre over<br />
kaffen, mest om hvordan det går de<br />
forskellige, vi kender fra gaden – en<br />
samtale der nok ville ryste ’almindelige’<br />
mennesker. Vi er såmænd også<br />
almindelige, blot kender vi livet på<br />
den anden side af det gode samfunds<br />
plankeværk.<br />
Jeg når lige at sige ”hej” til<br />
gadepræsten, der inviterer på<br />
varm mad, gudstjeneste og aftenkaffe<br />
med blødt brød på onsdag.<br />
Tilbage på busterminalen skal jeg<br />
have fat i nogle gratisaviser. Her<br />
sidder også kendte ansigter fra<br />
gaden. Her blandt pendlere og andet<br />
godtfolk har de, på trods af vagter,<br />
deres værested, deres netværk.<br />
Efter lidt spredt hilsen går jeg<br />
ned til busserne. Atter bliver jeg<br />
mødt af en tigger, hende kender jeg<br />
også. At hun ikke genkender mig,<br />
skyldes nok vanskeligheden med at<br />
fokuserer. Dog, på rygraden får hun<br />
sagt det samme som altid, nemlig<br />
at hendes kæreste har smidt hende<br />
ud, og om jeg ikke kan hjælpe hende<br />
med lidt penge, så hun kan tage<br />
toget hjem til sin mor i Middelfart.<br />
Jeg beklager og tænker på, hvor<br />
ofte hendes mor dog flytter, sidst<br />
hun var smidt ud boede hendes mor<br />
i Nyborg og forrige gang i Stige.<br />
Ak ja, med uforurettet sag og<br />
bærende på en pose guldøl, drager<br />
hun videre.<br />
Jeg må også videre og stiger på<br />
bussen. Helt fremme sidder en<br />
pige på ca. 14 år, alene. Hendes<br />
læber sitrer, og hendes store øjne<br />
stirrer på ingenting, mens sagte<br />
tårer løber ned af hendes kinder.<br />
Gud, hvor føler jeg mig dårlig, jeg<br />
kan jo se hvor ked af det hun er, jeg<br />
vil gerne trøste – nej jeg er sat til<br />
vægs, hun har nok sat sig alene for<br />
at være alene med det, hun nu er<br />
ked af. Det kan være kærestesorg,<br />
det kan være dødsfald, det kan være<br />
så meget, jeg håber inderligt, hun er<br />
på vej hjem til en sød varm familie,<br />
der kan holde om hende og sige<br />
trøstende ord. Kvoten af indtryk og<br />
oplevelser på denne tur til biblioteket<br />
er brugt.<br />
Hov, jeg glemte at købe ind.<br />
Af Steen Viggo<br />
steenviggo@galnet.dk<br />
6 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 7
Tigger<br />
undercover<br />
Af Rasmus Wiin Larsen<br />
Foto: Lars Rievers<br />
For at få svar på ovenstående<br />
spørgsmål sætter jeg mig en tilfældig<br />
råkold tirsdag for i nogle timer<br />
at leve som tiggende hjemløs. Jeg<br />
ønsker ikke at afklæde samfundets<br />
brister. Mit ærinde er blot at give<br />
læseren et indblik i, hvordan livet<br />
som hjemløs tigger i København<br />
anno 2007 tager sig ud.<br />
Før jeg drager ind mod byen for<br />
at se, hvor gavmilde Københavns<br />
borgere i virkeligheden er, må jeg<br />
gøre lidt for at få mig selv til at<br />
ligne én, der vitterligt trænger til<br />
en skilling for at kunne få stillet<br />
den værste sult.<br />
Og for at gøre de forbipasserende<br />
opmærksomme på det faktum,<br />
at jeg ikke bare sidder og glaner for<br />
sjov, udfærdiger jeg et undseligt<br />
papskilt. Teksten ”jeg er sulten,”<br />
har for mig altid fremstået som den<br />
fineste af de hjemløses appeller til<br />
de forbipasserende. Det er ikke en<br />
eksplicit bøn om hjælp, men tværtimod<br />
et nøgent faktum serveret<br />
blottet for unødig snak. Det taler<br />
til humanisten i de forbipasserende<br />
og overlader lidt til deres intellekt.<br />
At den sultende godt kunne bruge<br />
lidt penge til mad og drikke, må de<br />
Kaster de forbipasserende smil og<br />
småmønter efter én i lange baner,<br />
eller mødes man af hånlige blikke<br />
og ligegyldige skuldertræk, når man<br />
driver den af som hjemløs tigger på<br />
Strøget i København?<br />
jo selv tænke sig til. Ergo nedfælder<br />
jeg teksten ”jeg er sulten” på<br />
mit lille skilt, og for første gang<br />
nogensinde kommer mine ulæselige<br />
kragetæer mig til gode. Den dekorerede<br />
paplas ender faktisk med at se<br />
helt autentisk ud.<br />
Mit hjerte banker<br />
Jeg er næsten parat til at tage af<br />
sted, men uden for vinduet hænger<br />
de mørke skyer tungt over Amager<br />
og holder mig inden døre lidt endnu.<br />
Det er virkelig en dårlig dag, jeg har<br />
valgt at være hjemløs på, og det<br />
synes mere fornuftigt at blive på<br />
det lune kollegieværelse.<br />
Efter modne overvejelser og et<br />
par Gyldne damer trækker jeg dog i<br />
en uformelig sort hue, et par havarerede<br />
sportstrøjer, en udvasket og<br />
lidt stumpet hættetrøje, gamle grå<br />
lærredsbukser og hullede kondisko.<br />
Lige inden jeg drager ind mod<br />
staden, vasker jeg mig hurtigt i<br />
ansigtet, da jeg har lagt mærke til,<br />
at de velsoignerede hjemløse har<br />
lettest ved at overbevise folk om<br />
det formålstjenstlige i at skænke<br />
dem en lille mønt.<br />
På trods af øllenes beroligende<br />
effekt cykler jeg med bankende<br />
hjerte ind over Langebro med min<br />
fars gamle sovepose på bagagebæreren.<br />
Ved Rådhuspladsen skiller jeg<br />
mig af med min cykel og sjokker i<br />
visheden om mit lidet flatterende<br />
ydre ned ad Strøget.<br />
Føler mig ydmyget<br />
På en bænk foran Helligåndskirken<br />
sætter jeg mig og åbner en bajer.<br />
Bare tanken om at sætte mig på<br />
gaden og tigge, får mig til instinktivt<br />
at kigge ned. Om man gør det<br />
for at få penge til sin overlevelse<br />
eller for at få en historie med hjem,<br />
vækker måske den samme følelse af<br />
ydmygelse – om end min ikke er forbundet<br />
med visheden om, at jeg er<br />
fuldstændig afhængig af tilfældige<br />
medborgeres forgodtbefindende.<br />
På trods af den instinktive modstand<br />
lægger jeg mit lille skilt samt<br />
min studenterhue frem. Signalet<br />
om at dette er, hvor den har bragt<br />
mig, og at den tjener mig bedst ved<br />
at fungere som indsamlingsbøsse,<br />
må da have en vis signalværdi, der<br />
kunne tænkes at tale til ungdommen.<br />
For ikke at snyde de hjemløse<br />
for penge, der tilkommer dem, har<br />
jeg bevidst valgt at sætte mig lidt<br />
længere nede af Strøget, end de<br />
normalt holder til. Jeg er jo ikke ude<br />
på at støde nogen.<br />
Ved siden af mig sidder dog en<br />
nydelig ældre herre og spiller violin.<br />
Hans pengekasse står lidt tættere<br />
på de forbipasserende end min, og<br />
det er uvist, om det er grunden til,<br />
at han får alle de penge, der ligeså<br />
vel kunne være havnet i min hue. Da<br />
jeg i et stykke tid har siddet bøjet<br />
forover i den silende regn og kigget<br />
ufravendt mod mine fødder henvender<br />
han sig til mig og siger:<br />
- it´s not good for you. It´s<br />
raining.<br />
Han gør mig opmærksom på, at<br />
han spiller og derfor har en fordel<br />
i forhold til mig. Han gør det på<br />
en venlig måde og er blot ude på<br />
at hjælpe. Samtidig sidder jeg og<br />
drikker af mine dåseøl. Det er ikke<br />
noget godt salgstrick, påpeger han.<br />
Jeg gemmer øllene væk, men lige<br />
meget hjælper det. Ikke én mønt<br />
havner i min hue.<br />
En pige passerer mig og koncentrerer<br />
sig tydeligvis om at se ufravendt<br />
fremad. Det at være tigger<br />
er et hverv som alt andet. Man skal<br />
virkelig vise, at man brænder for<br />
det. Man skal stråle af livsglæde, og<br />
man skal for alt i verden ikke drikke<br />
på jobbet. Bajere det går bare ikke.<br />
Man skal vise, at man virkelig vil det<br />
her erhverv. Man skal være seriøs.<br />
Seriøs tigger.<br />
Jeg begynder så småt at spekulere<br />
i, hvilken taktik man skal<br />
bruge. Nu har jeg i en rum siddet<br />
og kigget undseligt ned uden videre<br />
held. Måske skulle man smile til de<br />
forbipasserende. Vise at man nyder<br />
livet. Måske.<br />
Violinisten går, og vejen er banet<br />
for mig. Det gør ingen forskel. Folk<br />
passerer mig blot uden at værdige<br />
mig mange blikke. Efter et stykke<br />
tid, rykker jeg over på den anden<br />
side af gaden med mine plastikposer<br />
med ejendele, min hue og mit skilt.<br />
Intet ændres.<br />
De undgår mit blik<br />
Det har regnet i et stykke tid. Gaden<br />
glinser af vand og afstanden mellem<br />
menneskene, der passerer, er blevet<br />
større. Lygterne kaster et hvidt lys<br />
ned mellem de varme gule bygninger.<br />
Men ingen har givet mig nogen<br />
penge. Ikke én.<br />
Jeg har set trængende ud, glad<br />
ud, opfordrende, ulykkelig. Intet har<br />
virket indtil videre. Det er svært at<br />
se, hvad de vil have.<br />
Man vænner sig til at sidde her.<br />
Jeg føler det ikke længere er pinligt.<br />
Lidt skuffende måske. Virkelig<br />
mange mennesker har passeret mig<br />
nu, flere hundrede efterhånden, og<br />
ikke én har givet en krone. Nok kan<br />
min udklædning være dårlig, men i<br />
det mindste én af dem må da være<br />
for dum til at regne den ud. Jo mere<br />
menneskeligt jeg forsøger at se de<br />
forbipasserende i øjnene, jo mere<br />
stift stirrer de lige frem. En kvinde<br />
åbner sin taske, som hun nærmer<br />
sig, jeg håber lidt. Men hun passerer,<br />
lukker tasken og siger noget til<br />
fyren ved sin side.<br />
Violinisten er netop vendt tilbage.<br />
Han står og taler med fyren, som<br />
netop har sat sig på den anden side<br />
af gaden med sin harmonika. Han<br />
anbefaler mig igen at finde et sted<br />
uden så stor konkurrence – måske<br />
hundrede meter oppe af gaden. Jeg<br />
Rasmus Wiin Larsen på sit lune kollegieværelse på Grønjordskollegiet, der virker som stor luksus<br />
efter nogle timer som hjemløs tigger på Strøget og Københavns Hovedbanegård.<br />
har siddet her alt for længe ’gratis’.<br />
Jeg tror faktisk, han forsøger at<br />
hjælpe mig.<br />
Jeg opgiver Strøget og smutter<br />
ind på Hovedbanegården. Det er mig<br />
magtpåliggende at få ladet vandet.<br />
Jeg går ned på toilettet. I båsen<br />
ved siden af sidder en fyr og hoster.<br />
Han brækker sig, lyder det som om.<br />
Han har det ikke så godt. Udenfor<br />
råber en eller anden og spørger, om<br />
han er ok. Varmen i mine fingre er<br />
ved at vende tilbage efter de små to<br />
timer ude i kulden. Fyren inde ved<br />
siden af brækker sig stadig. I lange<br />
seje stød brækker han sig. Det hele<br />
sejler i bræk. Inde ved siden<br />
af sejler det hele i bræk.<br />
Endelig får jeg to kroner<br />
Jeg går igen ovenpå og stiller<br />
mig hen i nærheden af hovedindgangen.<br />
Her stopper jeg<br />
tilfældige passerende og spørger,<br />
om de kan undvære lidt småpenge.<br />
De første mange undskylder sig blot<br />
vagt, men pludselig stopper en ung<br />
pige op. Hun roder længe sin taske<br />
igennem. Leder mellem CD’er og<br />
Ipod. Endelig finder hun sin pung og<br />
stikker hånden i den. Da hun tager<br />
hånden frem igen, ser hun næsten<br />
undskyldende på mig, siger:<br />
- Det er godt nok ikke meget,<br />
men…, og giver mig to kroner i<br />
hånden.<br />
Det er rørende og samtidig noget<br />
af det mest ubehagelige, jeg har<br />
oplevet. Jeg har lyst til at køre hjem<br />
og gemme mig væk, men bliver. Da<br />
jeg igen begynder at tænke på at<br />
tage hjem, kommer en overvægtig<br />
fyr med langt rødt hår ind til mig og<br />
siger: Jeg kan da godt forstå, vi ikke<br />
får nogen udenfor, når du står her,<br />
og tager dem alle sammen. Er du<br />
virkelig en rigtig hjemløs?”<br />
Jeg må svare nej. Stikker ham<br />
den sjat penge, jeg har fået tigget<br />
mig til på Hovedbanen, får en<br />
hyggelig snak og cykler hjem til<br />
værelset på Amager.<br />
Artikel er skrevet som opgave til<br />
retorik på Københavns Universitet.<br />
Opgaven skulle have præg af new<br />
journalism og kan derfor synes<br />
opdigtet. De faktiske begivenheder<br />
er imidlertid ikke opdigtede, men<br />
fandt sted fandt sted tirsdag den 21.<br />
februar 2007.<br />
rasmuswiinlarsen@hotmail.com<br />
Dansk lovgivning<br />
om tiggeri:<br />
Straffelovens § 197: Den,<br />
der imod politiets advarsel<br />
gør sig skyldig i betleri<br />
(tiggeri red.), eller som tillader,<br />
at nogen under 18 år,<br />
der hører til hans husstand,<br />
betler, straffes med fængsel<br />
indtil 6 måneder. Under<br />
formildende omstændigheder<br />
kan straffen bortfalde.<br />
Advarsel efter denne<br />
bestemmelse har gyldighed<br />
for 5 år.<br />
Bestemmelsen er foreslået<br />
ophævet, den bruges ikke og<br />
forudsætter en advarsel fra<br />
politiet, før den kan bruges.<br />
Advokat Henrik Thorstholm på<br />
www.ret-raad.dk<br />
Politivedtægten er i praksis<br />
mere relevant. Ifølge den<br />
kan tiggeri straffes med<br />
bøde.<br />
8 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 9
Nogle børn mistrives så meget under den lange ventetid på de danske asylcentre, at de bliver psykisk syge. På billedet ses 7-årige Arfonit Shala, der har boet i Danmark siden 2000. I baggrunden<br />
ses hans storesøster Ariana på 19. Billedet er taget i <strong>april</strong> sidste år på Asylcentret Kongelunden.<br />
Det minder om apartheid<br />
Danmark driver sundhedsskadelig virksomhed<br />
over for børn i asylcentrene. Vi svigter<br />
dem ved at byde dem forhold, de bliver syge<br />
af, mener to børnepsykiatere<br />
Af Tine Sejbæk<br />
- Der er en gradsforskel i den<br />
måde, man behandler asylsøgere<br />
og danskere på – en forskel, som<br />
får én til at tænke på apartheid i<br />
Sydafrika. Jeg ved ikke, hvad jeg<br />
ellers skal sammenligne det med,<br />
siger børnepsykiater Peer Jansson<br />
med henvisning til, at asylansøgere<br />
er en gruppe, der bliver afskåret fra<br />
samme retsforhold som andre.<br />
Han har arbejdet med børn i<br />
asylcenteret i Kongelunden ved<br />
København siden 2004. Her har han<br />
mødt børn med alvorlige, psykotiske<br />
symptomer. Ifølge Peer Jansson ser<br />
børnene ofte ikke meget til verden<br />
udenfor centeret. De oplever, at<br />
folk omkring dem, inklusive deres<br />
forældre, har det dårligt. Forældrene<br />
må ikke arbejde, og mange, der har<br />
fået afslag på asyl, må ikke selv<br />
lave mad, men skal hente mad i en<br />
kantine tre gange dagligt.<br />
Dét, der har gjort mest indtryk<br />
på Peer Jansson, er asylbørnenes<br />
skæbnefælleskab med forældrene.<br />
Det er umuligt at adskille forældrenes<br />
situation fra børnenes.<br />
- Forældrenes dårlige trivsel<br />
får nogle gange stærke udtryk. Og<br />
det gør stort indtryk på børn at se<br />
forældre, der føler deres eksistens<br />
truet, gå op i limningen. Mange<br />
asylbørn påtager sig et kæmpe ansvar<br />
for at passe på forældrene. Hvis<br />
en far overvejer selvmord, kan det<br />
være sådan, at når han skal ud og<br />
tisse, står hans lille søn hver gang<br />
og venter udenfor, fortæller han.<br />
Medicin virker ikke<br />
Et problem ved asylbørnenes<br />
usikre livsvilkår er bl.a., at man kan<br />
risikere, at den medicin, et barn<br />
med psykotiske symptomer får, ikke<br />
virker under de usikre livsvilkår.<br />
Medicinens fulde effekt opnås ofte<br />
først, når barnets liv er mere stabilt.<br />
Men som læge kan man ikke hjælpe<br />
en asylfamilie til en bedre livssituation.<br />
- En dansk familie har i teorien<br />
nogle handlemuligheder og kan<br />
f.eks. forsøge at finde et bedre sted<br />
at bo. Men asylsøgerne sidder bare<br />
og venter, mens de går mere eller<br />
mindre i opløsning, siger Peer Jansson,<br />
der både har behandlet børn<br />
fra familier, der har fået afslag og<br />
nogle, der stadig venter.<br />
- Opholdstilladelse står naturligt<br />
nok som en ledestjerne. En far, der<br />
havde ventet i nogle år, sagde til<br />
mig: ”Jeg er snart ligeglad, om jeg<br />
får ophold eller ej. Bare det bliver<br />
afgjort. Men jeg vil ikke under<br />
nogen omstændigheder tilbage til<br />
mit hjemland – der bliver jeg slået<br />
ihjel”. Det er et udtryk for, hvor<br />
belastende den lange ventetid er.<br />
Som børnepsykiater arbejder<br />
Peer Jansson normalt med børn, der<br />
har haft alvorlige symptomer, siden<br />
de var småbørn. Sådan er det ikke<br />
med asylbørnene.<br />
- Det tyder på, at deres problemer<br />
har at gøre med det pres, de og<br />
deres familier lever under, siger Peer<br />
Jansson.<br />
Sus Foldager er privatpraktiserende<br />
børnepsykiater i Slagelse og<br />
har kendskab til forholdene fra Peer<br />
Jansson og andre børnepsykiatere.<br />
Sammen med Peer Jansson føler hun<br />
sig forpligtet til at gøre opmærksom<br />
på, at Danmark driver ”sundhedsskadelig<br />
virksomhed” over for en<br />
bestemt befolkningsgruppe; asylsøgerne<br />
og ikke mindst deres børn.<br />
- Hvis danskere oplever noget<br />
overvældende som f.eks. Tsunamien,<br />
er der forståelse for, at de har brug<br />
for særlig hjælp. Det, man gør over<br />
for traumatiserede asylsøgere, er i<br />
stedet for at udsætte dem for endnu<br />
flere belastende forhold, siger Sus<br />
Foldager.<br />
Og Peer Jansson supplerer:<br />
Arkivfoto: Scanpix<br />
- Flere af de voksne siger til mig:<br />
”Jeg havde ikke dårlige nerver, inden vi<br />
flygtede – det er kommet senere”.<br />
Vækkes af mareridt<br />
De to læger mener f.eks., at man kan<br />
bedre situationen for asylansøgere og<br />
deres børn ved at tilbyde dem en bolig,<br />
hvor de ikke skal bo op og ned ad andre<br />
traumatiserede. Så vil de heller ikke<br />
opleve politiet komme om natten og<br />
tage andre familier med sig.<br />
- De fleste børn på asylcentrene<br />
ved, at politiet – når folk skal sendes<br />
hjem med tvang – kommer uventet om<br />
natten. Det er ikke særligt befordrende<br />
for deres nattesøvn, forklarer Sus<br />
Foldager.<br />
Ofte bor hele familien i ét rum. Det<br />
betyder, at mange vækker hinanden<br />
med mareridt.<br />
- Og man bliver syg, hvis man<br />
aldrig får sovet ordentligt, siger Peer<br />
Jansson.<br />
De mener også, at det skal være<br />
læger, der afgør, om asylansøgere kan<br />
komme til speciallæge.<br />
Jeg havde ikke<br />
dårlige nerver,<br />
inden vi flygtede<br />
– det er kommet<br />
senere<br />
- I dag ligger den endelige afgørelse,<br />
efter de første tre behandlinger,<br />
hos en jurist i Udlændingeservice. Det<br />
er absurd, at en jurist afgør, om et<br />
barn kan få børnepsykiatrisk hjælp, siger<br />
Peer Jansson, der ikke mener nogen<br />
er tjent med at asylansøgerne og deres<br />
børn bliver mentalt ødelagt, mens de<br />
opholder sig i landet.<br />
- Men skal de så ikke bare tage<br />
hjem? Mange bliver her jo, efter de har<br />
fået afslag?<br />
- Når de har det så elendigt og alligevel<br />
ikke tager hjem, så må de virkelig<br />
være truede. Jeg tror ikke, at mange af<br />
os ville sidde i årevis på et asylcenter,<br />
hvis vi ikke havde en rigtig god grund<br />
til det, siger Sus Foldager.<br />
De to læger mener, at man bør<br />
tage konsekvensen af den ulykkelige<br />
situation og give asylsøgere, der har<br />
opholdt sig i Danmark i mere end to<br />
år, og som ikke kan sendes hjem (FN<br />
mener pt ikke, det er sikkert at sende<br />
f.eks. romaer (Kosovo) og irakere fra<br />
det sydlige og centrale Irak hjem,<br />
red.), midlertidig opholdstilladelse. Så<br />
den daglige usikkerhed bliver mindsket.<br />
I stedet for som nu at kræve, at de<br />
afviste skal møde op to gange om ugen<br />
hos politiet – der skal overtale dem til<br />
at tage hjem.<br />
Følger ikke lægers råd<br />
Nogle gange sker det, at en familie,<br />
hvor et barn skal til at undersøges<br />
børnepsykiatrisk, bliver sendt hjem<br />
med tvang. Det gjaldt for den første<br />
familie, Peer Jansson skulle behandle i<br />
asylcentret Kongelunden på Amager.<br />
- Barnet skulle indlægges. Det var<br />
helt galt fat, og barnet var en umulig<br />
opgave for moren. Alt var klappet og<br />
klart – nu skulle man finde ud af, hvad<br />
der var galt. Men så blev familien sendt<br />
hjem med tvang.<br />
Et andet eksempel er en bosnisk<br />
mor med anoreksi, der skulle sendes<br />
hjem med tvang. Hun var så svag,<br />
at selve turen måske kunne være<br />
helbredstruende. Hun skulle ind til<br />
undersøgelse hos en overlæge på<br />
Rigshospitalet en bestemt eftermiddag.<br />
Men blev sendt ud af landet dagen før.<br />
Lægen ringede og bad myndighederne<br />
vente. Men de sendte kvinden afsted<br />
alligevel.<br />
- Den måde at behandle mennesker<br />
på er så forskellig fra, hvad vi som<br />
læger plejer at opleve. Normalt er der<br />
en vis respekt for lægelige erklæringer.<br />
Det er sjældent, at man ikke følger en<br />
læges anbefaling. Men når det gælder<br />
asylsøgere, er det anderledes, siger<br />
Peer Jansson.<br />
Foto: : Lisbeth Johansen<br />
tine.seibaek@mail.dk<br />
Børnepsykiater Sus Foldager<br />
og Peer Jansson føler sig forpligtet<br />
til at gøre opmærksom<br />
på, at Danmark driver ”sundhedsskadelig<br />
virksomhed” over<br />
for asylsøgerne og ikke mindst<br />
deres børn.<br />
Barn på et asylcenter:<br />
Drengen vågner midt om natten med<br />
et skrig. Det gør han flere gange hver<br />
nat. Hans forældre vågner af skrigene, der<br />
minder faderen om sit eget fængselsophold<br />
og skrigene fra tortur. Han må overlade det til<br />
moderen at trøste drengen.<br />
De bor på det samme Røde Kors Asylcenter<br />
på 3. år. Inden da har de boet på forskellige<br />
centre, siden de kom til Danmark for fem år siden. De flygtede<br />
fra Irak. Drengen lider af udtalte angstproblemer og ser syner.<br />
Han ser nogle gange et dyr med horn. Hver gang forældrene<br />
modtager en rudekuvert, bliver drengen hidsig og meget bekymret<br />
for, hvad der så skal ske. Drengen vil helst ikke i skole og<br />
prøver at undgå andre børn. Når han leger med nogen, ender<br />
det hurtigt i konflikt. Han går oftest i sin egen verden. Ind imellem<br />
ser det ud til, at han ikke kan kende sin egen mor. Andre<br />
gange prøver han at passe på moren.<br />
En dag, hvor familien laver mad i centerets køkken sammen<br />
med andre familier, truer en voksen fra en anden familie med<br />
at begå selvmord. Drengen holder sig for begge ører, græder og<br />
løber væk.<br />
Drengen havde ikke psykiske vanskeligheder, før familien<br />
flygtede, men nu bliver han mere og mere indelukket. Han har<br />
fået det bedre, efter han er begyndt på antipsykotisk medicin,<br />
men han er stadig angst og ser syner.<br />
Eksemplet er en anonymiseret case beskrevet af børnepsykiater<br />
Peer Jansson, der har arbejdet med asylbørn med psykiske problemer<br />
i asylcentret Kongelunden i København siden 2004.<br />
Her venter de:<br />
Ud af de 1.900 asylansøgere, der pt befinder sig i Danmark, har<br />
1.200 fået afslag. Ca. 250 har været i landet i kort tid, og man<br />
undersøger pt, om de har søgt asyl andetsteds først. Desuden<br />
er ca. 400 ved at få behandlet deres sag. De bor primært på<br />
opholdscentre i Brovst, Hanstholm og Jelling. De afviste bor<br />
primært på Sjælland i Kongelunden (Amager), Sandholmlejren<br />
(Birkerød) eller Avnstrup (v. Roskilde).<br />
En gruppe borgere, der kalder sig Amnesti Nu, har startet en<br />
indsamling af underskrifter til fordel for afviste asylansøgere.<br />
De ønsker som en engangsforteelse – at der bliver givet opholdstilladelse<br />
til dem, der har været i Danmark i mere end tre år.<br />
Det drejer sig om ca. 800 personer, heraf 200 børn. Mennesker,<br />
der af forskellige årsager ikke har kunnet sendes hjem.<br />
Se mere på www.amnesti-nu.dk<br />
Børnenes sundhed bliver undersøgt:<br />
Dansk Røde Kors er interesseret i at vide mere om, hvordan<br />
børnenes psykiske helbred bliver påvirket af den situation, de<br />
befinder sig i på de danske asylcentre. Derfor har de indgået<br />
et samarbejde med Københavns Universitet om at få undersøgt<br />
dette. Der er indsamlet data på 250 børn, og undersøgelsen<br />
forventes at blive offentliggjort senere på året.<br />
Se mere på www.asylum.redcross.dk<br />
Rettelse:<br />
I <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> nr. 56 (januar 2007) bragte vi en artikel om afviste<br />
asylansøgere. I den forbindelse citerede vi Erik Spøttrup<br />
som formand for foreningen Romano. Foreningen har gjort os<br />
opmærksom på, at Erik Spøttrup ikke længere er formand eller<br />
medlem af foreningen. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> beklager fejlen.<br />
10 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 11
Violinbyggeren fra<br />
Vridsløse<br />
Det hurtige liv med<br />
lette penge fik en<br />
brat afslutning for<br />
Rickey, da han fik<br />
seksten års fængsel<br />
for drab. De ni år er<br />
gået – blandt andet<br />
med at bygge smukke<br />
strengeinstrumenter,<br />
der bruges af professionelle<br />
musikere<br />
Af Henrik Strube<br />
Foto: Ulrik Jantzen<br />
Skiltet med Egon Olsens Vej viser vej til<br />
Vridsløselille Statsfængsel<br />
- Det var ham eller mig. Og hellere dømmes af tolv end at bæres af seks, siger 51-årige Rickey som forklaring på, hvorfor han sidder<br />
inde for drab. Her ses han med et af de instrumenter, han har bygget i løbet af de ni år, han foreløbig har siddet i fængsel.<br />
Solen skinner fra en klar hvid og<br />
blå himmel. Luften er lun denne<br />
dag, hvor violinisten Marianne<br />
Eising og Deres udsendte er kommet<br />
fra byen herud til Vridsløselille<br />
Statsfængsel (i Albertslund,<br />
red.). Vi står og venter, og jeg<br />
tænker på, at jeg samme aften skal<br />
med familien ud og besøge nogen<br />
på Amager. Inden da skal jeg hente<br />
drengen i fritidshjemmet, og på<br />
lørdag skal vi i sommerhuset.<br />
Vi venter på fotografen,<br />
violinisten og jeg. Han kommer<br />
kørende ind på parkeringspladsen<br />
og stiger ud. Det er en almindelig<br />
dag i Danmark.<br />
Vi er udenfor. Vi er frie mennesker.<br />
Vi bevæger os frit.<br />
Nu går vi ind. Vores kontaktperson,<br />
organisten Louise Adrian,<br />
henter os og leder os gennem<br />
portvagten, som for længst er<br />
informeret om vores ankomst.<br />
Vi er blevet clearet, der er<br />
ikke noget belastende på os i<br />
registrene. Videre under adskillige<br />
kameraers søgefelt til selve bygningen,<br />
en dør låses op, og vi går<br />
ind i betjentstuen, hvor vi afleverer<br />
mobiltelefonerne. Indenfor sidder<br />
seks-otte uniformerede vagter og<br />
stirrer på 20 – 30 overvågningsskærme,<br />
hver fra sit område og<br />
vinkel.<br />
Videre gennem den stjerneformede<br />
aula, hvor alle fanger skal<br />
passere hver dag, endnu et par<br />
låste døre, en metaldetektor og så<br />
er vi ude i terrænet, som de kalder<br />
området inden for de seks meter<br />
høje mure. Herfra videre forbi skolebygningen,<br />
hvorfra der lyder et<br />
anerkendende pift, da den smukke,<br />
rødhårede organist (der bl.a. står<br />
bag Fangekoret, red.) passerer forbi<br />
skolebygningen, videre til den lille<br />
kirkebygning, hvor Rickey venter.<br />
Trak kniv mod mig<br />
Få sekunder kan ændre ens liv fuldstændig.<br />
Sådan var det for Rickey,<br />
da han for ni år siden skød og<br />
dræbte en mand, der havde trukket<br />
kniv mod ham.<br />
- Det var ham eller mig. Og hellere<br />
dømmes af tolv end at bæres af<br />
seks, siger 51-årige Rickey, der sidder<br />
overfor mig i kirken i Vridsløselille<br />
Statsfængsel.<br />
Den barske bemærkning passer<br />
egentlig slet ikke til ham. Han er<br />
venlig mand med en blid udstråling<br />
og varme brune øjne. Slank. I god<br />
form. Han tænder en cigaret. Jeg<br />
prøver at forestille mig ham i det<br />
afgørende øjeblik med et rygende<br />
automatvåben i hånden. Jeg kan<br />
ikke rigtig få billedet frem, men<br />
sådan foregik det altså, for ni år<br />
siden. Og det er derfor, han er her.<br />
Før det havde Rickey gennemgået<br />
en næsten klassisk ’mande-nedtur’.<br />
Lige efter bogen: Ved fyrreårs<br />
alderen skred det ud. Han mistede<br />
fodfæstet i tilværelsen, tabte familie,<br />
job og ståsted og faldt for<br />
fristelsen, da der kom et tilbud fra<br />
den kriminelle underverden i Århus.<br />
Pengeopkrævning. Narkogæld. Det<br />
hurtige liv med de lette penge fik en<br />
brat afslutning. Rickey fik seksten<br />
års fængsel for drab.<br />
De ni år er gået. Om alt går vel,<br />
prøveløslades han den 14. august<br />
2008 – en dato, han kan i søvne.<br />
Sandsynligheden taler for, at datoen<br />
holder, for Rickey er en mønsterfange,<br />
der har opført sig eksemplarisk i<br />
alle ni år.<br />
Indenfor har Rickey brugt de<br />
seneste år på at bygge en violin, en<br />
cello og en bratsch, som alle bruges<br />
af professionelle symfonimusikere.<br />
Med ingen anden baggrund end et<br />
åbenlyst talent og en ukuelig vilje,<br />
kastede han sig ud i det sublime<br />
håndværk under de vanskeligst tænkelige<br />
forhold. I begyndelsen måtte<br />
han fremstille sit eget værktøj.<br />
Teorien fik han fra en svensk bog om<br />
Stradivarius. Her fandt han bygningsanvisninger,<br />
mål og tegninger.<br />
Overtrådte reglerne<br />
Jeg sidder sammen med Rickey i<br />
kirken ved Vridsløselille fængsel.<br />
Kirken er en betonbygning, som ligger<br />
placeret midt på plænen mellem<br />
fængslets seks meter høje mure.<br />
Rickey har lige vist mig sit specialfremstillede<br />
værktøj. Fremstillet i<br />
hemmelighed i smedjeværkstedet i<br />
Horsens Statsfængsel og smuglet fra<br />
værksted til celle i en termokande<br />
– en lang rutinemæssig overtrædelse<br />
af reglementet. I dag må Rickey<br />
godt benytte sit værktøj i Vridslø-<br />
Marianne Eising prøvespiller Rickys instrumenter.<br />
Hendes eget ynglingsinstrument<br />
har Ricky bygget til hende.<br />
selilles tømmerværksted, hvor han<br />
arbejder. Men ikke i sin celle. Dertil<br />
er reglerne for skrappe og værktøjet<br />
for spidst og farligt: En sirligt<br />
fremstillet snittekniv, stemmejern<br />
med forskellige udskiftelige jern, en<br />
slibeklinge, en lille høvl og en syl.<br />
Med dette simple udvalg og med<br />
materialer, som Rickey har fået af<br />
den lokale instrumentbygger i Vejle,<br />
Benny Frankfurth, har han fremstillet<br />
de smukkeste instrumenter.<br />
Instrumentbyggeren fra Vejle er en<br />
hædersmand, som forstod Rickeys<br />
talent, og mente at han skulle have<br />
muligheden, når nu han brændte så<br />
stærkt for det. Flammet ahorn, ibenholt<br />
og mekaniske dele blev leveret<br />
til fængslet. Regninger så Rickey<br />
ikke nogen af.<br />
Rickey har fremstillet de komplicerede<br />
og skønne instrumenter på<br />
trods. I hemmelighed og hele tiden<br />
med faren for at få sit værktøj konfiskeret,<br />
hvilket er sket flere gange.<br />
- De nye regler (regeringens<br />
stramninger, red.) betyder, at vi ingenting<br />
må. Der er altid en eller anden<br />
idiot, der vil misbruge lempelser.<br />
Får man lov til at have en skruetrækker,<br />
kan det gå galt, hvis to kommer<br />
op og toppes, fortæller han.<br />
Men billedet af fængsler som<br />
farlige steder at opholde sig, og<br />
hvor man risikerer at blive stukket<br />
ned under en gårdtur, genkender<br />
Rickey ikke:<br />
- Sådan er det ikke. Man kan<br />
sagtens gå i fred. Men det er klart,<br />
at jeg har holdt lav profil med mit<br />
værktøj.<br />
Han er i et gråt område. Han må<br />
gerne arbejde på instrumenterne<br />
på det tømreværksted, han arbejder<br />
i fra kl. 8 – 15 hver dag. Men han<br />
må ikke fortsætte i sin celle om<br />
aftenen. Alligevel ligger der engang<br />
imellem spåner på cellegulvet om<br />
morgenen, når vagten kommer.<br />
- De siger ikke noget til det,<br />
smiler Rickey. Men det er på personalets<br />
velvilje, at han får lov.<br />
I begyndelsen af sin<br />
karriere som selvlært instrumentbygger<br />
fremstillede<br />
Rickey selv sit værktøj i al<br />
hemmelighed i smedjeværkstedet<br />
i Horsens Statsfængsel<br />
bl.a. en lille høvl.<br />
Privilegier kan blive frataget ham<br />
med blot et knips med fingrene.<br />
Jeg spørger violinisten Marianne<br />
Eising om instrumenterne. Hun har<br />
fulgt Rickey gennem årene og testet<br />
hans bratsch.<br />
- Rickey havde brug for en til<br />
at teste hans instrumenter, og det<br />
blev mig, siger hun og smiler varmt<br />
til ham.<br />
Rickey spiller nemlig ikke selv.<br />
Marianne prøver bratschen og<br />
foreslår nogle ændringer. Rickey<br />
justerer, og hun prøver igen i et<br />
forløb, der foreløbig er endt med<br />
at Marianne, der engang var ansat<br />
i Sjællands Symfoniorkester, er<br />
kommet til at foretrække Rickeys<br />
instrumenter frem for sine andre.<br />
Brugte træ fra dørkarme<br />
En ufærdig bratsch, stadig monteret<br />
omkring en skabelon ligger fremme<br />
på bordet.<br />
- Den står der Marianne Eising<br />
på! siger Rickey glad, og viser mig<br />
detaljerne. Jeg bemærker støtteklodserne,<br />
der forbinder bratschens<br />
for- og bagside og spørger Rickey,<br />
hvilken træsort det er.<br />
- Det er fyr, og det skal tørre i<br />
mindst ti år, før man kan bruge det,<br />
siger han. Og det er han fuldstændig<br />
sikker på at træet har. Det er nemlig<br />
fra en af de gamle dørkarme på<br />
Horsens Statsfængsel.<br />
- Jeg var selv med til at skifte<br />
dem ud, smiler Rickey, som arbejdede<br />
på tømrerværkstedet. Forunderligt.<br />
Karmtræ fra en 150 år gammel<br />
fængselsdør – hvem kunne vide, at<br />
det ville ende i en bratsch og give<br />
resonans til de vidunderligste toner,<br />
der på denne smukke sensommerdag<br />
flyder frit ud i rummet?<br />
Smukt og mørkt lyder det,<br />
når Marianne, akkompagneret af<br />
fængslets organist Louise Adrian,<br />
spiller 1. sats af sonate i g-mol af<br />
Henry Eccles (1871-1742) i kirken.<br />
Bratschens fyldige, mørke toner<br />
fylder salen, og hvis jeg ser rigtigt,<br />
jo det gør jeg, Rickeys øjne er blevet<br />
blanke ved tonerne og synet af<br />
kvinden, der spiller så smukt.<br />
- 30.000 kroner. Det er hvad den<br />
seriøse vurdering fra fagfolk lyder<br />
på. Og han har sagt, at Rickeys<br />
håndværk ligger langt, langt over<br />
standarden for sædvanligt amatørbyggeri,<br />
fortæller Marianne.<br />
Jeg spørger Rickey, hvad hans<br />
planer er.<br />
- Jeg håber, at finde en læreplads<br />
hos en instrumentbygger, når<br />
jeg får udgang. Så kan jeg arbejde<br />
udenfor fængslet om dagen og<br />
komme tilbage om aftenen. Jeg har<br />
så mange bestillinger, at jeg har nok<br />
at lave de næste ti år, fortæller han.<br />
Foreløbig er det blevet til to<br />
violiner, to bratsch og én cello.<br />
Mon nogen instrumentbygger<br />
kan få en højere motiveret, ambitiøs<br />
og nemmere ’lærling’ end ham?<br />
Henrik Strube er musiker og redaktør<br />
af fagbladet Musikeren. Artiklen har<br />
tidligere været bragt i Musikeren.<br />
12 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 13<br />
Ikke nået til<br />
fremtidsplanerne endnu<br />
Af Tina Juul Rasmussen<br />
Foto: Ulrik Jantzen<br />
Efter lyden at dømme er den stor. Og<br />
tæt på. En kvindestemme tysser og<br />
beordrer: ”Kom så her. Kom! ”<br />
Døren til lejligheden på 8. sal<br />
bliver åbnet. Kvinden hilser, men<br />
bliver hurtigt overdøvet af Taya,<br />
som med sin ikke ringe størrelse<br />
kan præstere et frygtindgydende<br />
VOV – alt imens hun galoperer gennem<br />
gangen med kurs direkte mod<br />
gæsten i døren. Som de fleste hunde<br />
er Taya heldigvis både kælen og<br />
hungrig efter opmærksomhed – en<br />
smuk, stor og gyldenbrun blanding<br />
af en Schäfer og en Broholmer på<br />
syv år.<br />
Taya bor hos Anne Jensen i en<br />
lejlighed i Brønshøj, en forstad til<br />
København. De sidste fem år har<br />
Anne Jensen, der har lavet <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s kryds & tværs de sidste fem<br />
år, har tidligere levet på gaden. Her fortæller hun, hvor svært det<br />
var at skulle vænne sig til livet bag en lukket hoveddør igen.<br />
de fulgt hinanden i tykt og tyndt.<br />
Oprindeligt tilhørte hunden Annes<br />
kæreste, men han døde. Og så havde<br />
Anne fået hund.<br />
Hvor går smertegræsen?<br />
Anne Jensen er kvinden bag <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong>s populære kryds & tværs. Hun<br />
har været hjemløs en stor del af sit<br />
liv, men har de sidste cirka fem år<br />
haft en sted at bo. Lige nu en lys og<br />
rummelig to-værelses lejlighed, hyggeligt<br />
indrettet med møbler og ting,<br />
Anne har fundet i containere rundt<br />
omkring. Utroligt hvad folk smider<br />
ud, som hun siger.<br />
Men bare fordi man får tag over<br />
hovedet, er lykken ikke gjort, mener<br />
Anne.<br />
Det vender vi tilbage til. Først<br />
lige et par ord om kryds-orden:<br />
- Jeg har altid løst krydsord og<br />
var så til et redaktionsmøde på <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong> for fem-seks år siden, mens jeg<br />
stadig var hjemløs. Her talte vi om,<br />
at de hjemløse selv skulle skrive til<br />
avisen, men det var ikke bare lige<br />
så let at gøre, fordi mit liv ikke lå<br />
i så faste rammer, fortæller Anne,<br />
som i stedet kastede sig over at lave<br />
krydsord i hånden – uden at have<br />
prøvet det før.<br />
- Siden har der været en udvikling<br />
i det – nu har jeg for eksempel<br />
sat tegninger på, siger hun og viser<br />
nogle af de første kryds-ord: En er<br />
cirkelrund, en anden helt uden<br />
illustrationer. Og de nyeste med<br />
små, sirlige tegninger på.<br />
- Jeg prøver at lave dem med noget<br />
fra årstiden, med ord fra avisen<br />
og hjemløsemiljøet – ord, der ikke<br />
bruges i andre krydsord: Gadetigger,<br />
velfærd, barnevogn, marginalgrupper,<br />
fattiggård osv. Nogle gange prøver<br />
jeg også at indføje en politisk<br />
kommentar, for eksempel: Erhverv =<br />
levebrødspolitiker, griner Anne.<br />
- Hvis jeg ikke lavede krydsord,<br />
ville jeg måske skrive kritiske<br />
artikler – beskrive betonslummen<br />
og herbergerne. Mange tror for<br />
eksempel, at det er gratis at bo på<br />
herberg, men et værelse kan koste<br />
3.500 kroner om måneden – så har<br />
du til gengæld også din egen håndvask<br />
at pisse i. Og hvis du er på kon-<br />
tanthjælp, er det jo ikke realistisk<br />
nogensinde at spare op til at få dit<br />
eget sted med sådan en husleje. Man<br />
har ikke engang råd til at købe et<br />
lille kolonihavehus, siger Anne, som<br />
i det hele taget har mange krasse<br />
holdninger og kommentarer til det,<br />
som rør sig på hjemløseområdet:<br />
- For eksempel at socialministeren<br />
for nylig gav en million kroner til<br />
at skrive de hjemløse i mandtal. Hvis<br />
hun i stedet gav 20 hjemløse 50.000<br />
kroner hver, kunne de både få tag<br />
over hovedet, have råd til indskud<br />
i en bolig osv. Jeg mener i det hele<br />
taget, at der burde formuleres en<br />
hjemløsepolitik, som slår fast, hvor<br />
smertegrænsen går for, hvor længe<br />
det er rimeligt, at folk står uden tag<br />
Anne Jensen deler liv og lejlighed med hunden<br />
Taya, som hun arvede efter en kæreste, der døde.<br />
Trods mange år på gaden som hjemløs ville Anne<br />
gerne bytte sin lejlighed ud med et mindre sted at<br />
bo - bare der var mere udenomsplads.<br />
over hovedet. Er det tre måneder, et<br />
halvt år? Så kan politikerne jo selv<br />
prøve det så længe. Men det ville de<br />
jo aldrig gøre, konstaterer hun med<br />
et tørt grin og tilføjer, at der burde<br />
bygges mange flere skæve boliger<br />
og husvildebarakker til de hjemløse,<br />
som er for umulige at putte ind i<br />
almindelige lejligheder, siger hun.<br />
Købte sig til enerum<br />
Selv har Anne prøvet at leve omkring<br />
et halvt år på gaden. Faktisk har hun<br />
været hjemløs ’on and off’, siden<br />
hun var 15-16 år og blev smidt ud<br />
hjemmefra, da forældrene blev skilt,<br />
og hendes far fik en ny kone med et<br />
hjemmeboende barn på Bornholm.<br />
Så følte Anne, at der ikke rigtig var<br />
plads til hende længere. I nogle år<br />
boede hun rundt omkring på lejede<br />
værelser sammen med alkoholiserede<br />
og nærgående mænd, indtil hun<br />
ikke orkede det længere og blev,<br />
hvad hun selv kalder Rønnes eneste<br />
hjemløse. Det var ikke populært<br />
hos kommunen, og der var ingen<br />
herberger i byen, så hun endte med<br />
at blive eksporteret til København,<br />
fortæller hun:<br />
- Sagsbehandleren i Rønne Kommune<br />
sagde direkte til mig, at jeg<br />
kunne få en førtidspension, hvis jeg<br />
lovede at flytte min folkeregisteradresse<br />
fra Rønne. Så det gjorde jeg.<br />
Dengang var Anne 29 år. I dag<br />
er hun 38 år og på benene igen. Bag<br />
sig har hun en tilværelse bag sig<br />
både som universitetsstuderende,<br />
gadehjemløs, stofmisbruger og<br />
psykisk syg med et hav af diagnoser.<br />
Selv siger hun, at hun er lidt ”DAMPagtig”<br />
og rejser sig da også hyppigt<br />
op fra stolen ved det lille, hyggelige<br />
bord i stuen og går rundt med hunden<br />
Taya i hælene.<br />
Anne kan fortælle mange historier<br />
om livet som hjemløs: Hvordan<br />
hun ofte sneg sig ind og sov på<br />
toiletgulvet på et hospital i hovedstadsområdet.<br />
- Her kunne jeg selv slukke lyset,<br />
som hun siger.<br />
Eller hvordan hun købte sig<br />
fred og enerum ved at leje en lille<br />
omklædningsboks på toiletterne på<br />
Vesterbros Torv om morgenen efter<br />
at have forladt Reden (værested,<br />
red.) på Istedgade, købt sit morgenbrød,<br />
krydsordsblad og rygeheroin.<br />
- Søvn og enerum er de største<br />
behov, man har som hjemløs, siger<br />
hun.<br />
Hun har også været vidne til,<br />
at de frivillige medarbejdere på<br />
et natherbeg smed alvorligt syge<br />
kvinder på gaden om morgenen, ”for<br />
de jo lukkede kl. 9”. Eller hvordan<br />
man som beboer på et forsorgshjem<br />
et sted i byen må skrive under på,<br />
at medarbejderne til enhver tid kan<br />
ransage ens værelse, hvis de har<br />
mistanke om stoffer på værelset.<br />
- Så hvis en af de andre beboerne<br />
har set sig sur på dig, kan de bare gå<br />
ned på kontoret og sige: ”Hende der<br />
har stoffer på værelset.” Så kommer<br />
de og endevender alle ens ting. Man<br />
har intet privatliv.<br />
Hun kan også fortælle om, hvordan<br />
hun engang blev kaldt til samtale<br />
hos en forstander på et kristent<br />
herberg, fordi hun nægtede at tage<br />
kasketten af under aftensmaden.<br />
- Jeg sagde højlydt: ”Jeg tror<br />
Gud er ligeglad med, om jeg har<br />
kasket på.” Så blev jeg indkaldt til<br />
samtale næste dag, griner hun.<br />
Har ikke lyst til at bo her<br />
De sidste fem år har Anne blandt andet<br />
brugt på at finde tilbage til det,<br />
som vi andre ville kalde et normalt<br />
liv. Hun er clean – har trappet sig<br />
selv ud af metadonen, hun har fået<br />
et sted at bo, og i øjeblikket går hun<br />
på et distriktspsykiatrisk center. Men<br />
egentlig synes hun ikke, at hendes<br />
liv har det store indhold. Tiden går<br />
med ærinder, som hun siger – hundeluftning,<br />
til købmanden efter tobak<br />
osv. Netværk og venner er der ikke<br />
mange af. Og tilværelsen bag fire<br />
vægge og en lukket dør, synes hun<br />
ikke rummer den store livskvalitet.<br />
- Hvor utaknemmeligt det end<br />
måtte lyde, så har jeg har ikke lyst<br />
til at bo her. Det har været svært at<br />
vænne sig til at bo i lejlighed igen.<br />
Den første lejlighed, jeg fik, var en<br />
to-værelses, men jeg tog kun det<br />
ene værelse i brug. Jeg lavede mad<br />
på gulvet i stuen på nogle kogeplader,<br />
fordi der ikke var noget komfur<br />
i køkkenet. Efter livet som hjemløs,<br />
hvor jeg blandt andet havde boet i<br />
campingvogn, havde jeg glemt alt<br />
om, hvordan man handler ordentligt<br />
ind og gør rent. Og så snart jeg<br />
havde en adresse, væltede det ind<br />
med rudekuverter – alt mulig gammel<br />
gæld. Sådan en stak her, siger<br />
Anne og viser en halv meters penge<br />
med hænderne. Med hjælp fra en<br />
medarbejder i Kirkens Korshær lykkedes<br />
det dog at få nogenlunde styr<br />
på økonomien, blandt andet med en<br />
gældssanering. Nu er gælden til det<br />
offentlige ”kun” på 25.000 kr.<br />
- Her, hvor jeg bor nu, har jeg<br />
i det mindste taget både køkkenet<br />
og soveværelset i brug. Det er skide<br />
godt, at der er et komfur i køkkenet.<br />
Men det er stadig svært for<br />
mig at overskue at gøre rent. Hvis<br />
jeg selv kunne bestemme, ville jeg<br />
købe en naturgrund og smække et<br />
lille træhus på. Jeg savner udenomspladsen.<br />
Jeg var ret glad for at bo i<br />
campingvogn – der skulle man ikke<br />
ind igennem alle de slusegange, døre<br />
og elevatorer, fortæller hun.<br />
De sidste fem år har Anne Jensen, 38, lavet<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s kryds-ord. Den adskiller sig fra andre<br />
magasiners kryds-ord ved at være lavet i<br />
hånden og rumme ord fra ’hjemløse-området’.<br />
I dette nummer findes krydsorden på side 26.<br />
Derfor ville hun også foretrække<br />
at bo mere primitivt til fordel for at<br />
have noget mere luft omkring mig.<br />
- For mig at se handler det at<br />
være hjemløs ikke kun om at få tag<br />
over hovedet, hvor man så kan gå til<br />
i sit eget svineri. Jeg har også tit<br />
haft lyst til bare at pakke min taske<br />
og gå herfra. For selvom jeg har fået<br />
lejlighed, er jeg jo stadig ikke kommet<br />
’rigtig’ med på vognen. Jeg er jo<br />
parkeret på førtidspension, og jeg er<br />
endnu ikke helt kommet dertil, hvor<br />
jeg kan lave femårsplaner, siger hun.<br />
Siden artiklen blev skrevet i sidste<br />
måned, er Anne Jensen begyndt på<br />
et såkaldt brugerlære-kursus på 160<br />
timer. Kurset udbydes af LAP, Landsforeningen<br />
Af Psykiatribrugere og er<br />
et formidlingskursus, hvor kursisterne<br />
bl.a. lærer at formidle deres egen<br />
historie ved at holde foredrag.<br />
tina.juul.rasmussen@mail.dk<br />
14 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 15
På gaden<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælgerne er ikke de eneste, der arbejder på gaden og taler med fremmede<br />
hver dag. Mød to streetcastere, der spotter mennesker med karisma. Gadepræsten,<br />
som bringer håb ind i nedtrykte unges liv. En varmblodet, brasiliansk avisuddeler.<br />
Og politibetjentene, der giver både advarsler og omsorg til gadens folk<br />
Af Lisbeth Rindholt<br />
Foto: Lisbeth Johansen<br />
Gro Therp (37 år) og Ditte<br />
Kiel (34 år), streetcastere:<br />
- Fra jeg cykler på arbejde om morgenen<br />
til sen aften, er jeg på udkig<br />
efter mennesker, der skiller sig ud<br />
fra mængden, fortæller Gro Therp.<br />
Sammen med makkeren Ditte Kiel<br />
leder hun castingbureauet Artcast<br />
i København, der caster folk til<br />
reklame- og spillefilm. Det foregår<br />
ofte på gaden.<br />
- Folk bliver som regel smigrede,<br />
når vi stopper dem på gaden og<br />
spørger, om de vil castes til vores<br />
bureau. Men det sker også, at vi<br />
bliver afvist med det samme, siger<br />
Ditte og tilbyder at gå en tur ud på<br />
Christianshavn og lave en casting<br />
’live’– for at demonstrere, hvordan<br />
streetcastere arbejder.<br />
På torvet står en teenager-punkpige<br />
og prøver at få ild i sin joint.<br />
Gro og Ditte når kun lige at præsentere<br />
sig, før pigen stille ryster på<br />
hovedet og vender ryggen til. Ingen<br />
chance der.<br />
16 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007<br />
Artcasts speciale er de ”rå og<br />
kantede undergrundstyper”. De<br />
færdes ikke kun på gaden, men også<br />
i byens musikmiljøer, galleriscener<br />
og trendy klubber.<br />
- Når man træder ind i en af konceptklubberne,<br />
f.eks. Club Slik og<br />
Dunst, kan man straks se, hvem der<br />
brænder igennem. Nogle mennesker<br />
har bare en udstråling og power, der<br />
gør dem unikke – og det behøver<br />
man overhovedet ikke at være smuk<br />
for. Tværtimod, understreger Gro og<br />
fører os ned ad en sidegade for at<br />
prøve lykken der.<br />
Kort efter spotter hun et ungt<br />
par, der matcher bureauets profil<br />
perfekt. Denne gang er der bid.<br />
Begge er ivrige efter at komme i<br />
Artcasts kartotek, og der udveksles<br />
navne og numre.<br />
Ka’ man caste en hjemløs?<br />
Ditte og Gro har i princippet ingen<br />
grænser for, hvem de vil caste. Også<br />
’kantede’ gadehjemløse kan komme<br />
i betragtning. Men der er visse krav,<br />
man skal leve op til.<br />
- Vi skal være dødsikre på,<br />
at folk er ædru og clean og kan<br />
komme til tiden, før vi sender dem<br />
til optagelse på f.eks. en reklamefilm,<br />
pointerer Ditte. Men vi har da<br />
bl.a. castet nogle gadedrenge, der<br />
opholdt sig på Christiania og var<br />
næsten umulige at komme i kontakt<br />
med. Så det er ikke helt udelukket,<br />
at vi også siger ”ja” til at booke<br />
hjemløse.<br />
Ditte og Gro har for nylig været<br />
på Fyn og caste gøglere, og i øjeblikket<br />
finkæmmer de landets fitnesscentre<br />
for at finde en stor bodybuilder,<br />
der har lyst til at medvirke i en<br />
ny, dansk novellefilm.<br />
Mia Rahr Jacobsen (34 år),<br />
gadepræst:<br />
En gravid, teenagerpige naglet fast<br />
til et kors. Kunstner Jens Galschiøts<br />
skulptur, I Guds navn, forstener<br />
de fleste, der passerer forbi Kø-<br />
Jura, MetroXpress-uddeler<br />
benhavns Domkirke, hvor den er<br />
opstillet. Men for gadepræst Mia<br />
Rahr Jacobsen rummer det barske<br />
kunstværk et centralt budskab.<br />
- ”Gud har ikke et problem med<br />
kondomer”, og det er vigtigt at gøre<br />
op med den kristne fundamentalisme,<br />
så vi kan bremse tilfældene af<br />
hiv og aids og uønskede teenagegraviditeter,<br />
siger hun og peger op på<br />
den høje bronzeafstøbning.<br />
Før Mia blev gadepræst, fungerede<br />
hun som hiv- og aidspræst.<br />
Og hun er stadig dybt engageret i<br />
problematikken og hele måden at<br />
arbejde på. Det sidste har de to<br />
embeder heldigvis til fælles.<br />
Opsøger ungdomshusets unge<br />
- Det handler om at tage de kristne<br />
budskaber ud af kirkerummet og<br />
derhen, hvor folk er. Det kan være<br />
på gaden, cafeer, i klubber eller<br />
institutioner, fortæller Mia, der i<br />
sin nuværende stilling arbejder med<br />
unge, som ikke kan finde fodfæste<br />
i livet eller bare ønsker at få vendt<br />
nogle aktuelle problemer, de tumler<br />
med.<br />
Om vinteren går Mia ikke ’gadevagt’,<br />
men hun sidder jævnligt<br />
og taler med de unge, der besøger<br />
Café K – et stenkast fra Domkirken.<br />
Mange af dem kommer også i Ungdomshuset<br />
på Jagtvej.<br />
- De unge derfra har lige haft en<br />
rigtig dårlig oplevelse med kristendommen<br />
gennem Faderhuset. Oplevelserne<br />
fylder meget i deres sind,<br />
og mange har brug for at tale med<br />
en, der lytter, eller få afklaret nogle<br />
spørgsmål om religion generelt,<br />
siger Mia og stopper op foran Café K.<br />
De har lukket nu, så vi går over på<br />
Gammel Torv.<br />
Torvet skal danne ramme om en<br />
gadegudstjeneste til påske, som Mia<br />
er ved at planægge. Konceptet er<br />
enkelt: Hun vil tage præstekjole på,<br />
stille sig op på gaden og afholde en<br />
uannonceret gudstjeneste for tilfældigt<br />
forbipasserende og dem, der<br />
sidder på bænkene rundt om Caritas<br />
Springvandet den dag.<br />
- Jeg holder to-minutters prædikener,<br />
som folk kan høre i forbifarten<br />
og tænke over på vej hjem. Og i<br />
Mia Rahr Jacobsen, gadepræst.<br />
stedet for at lave nadver og stå og<br />
fedte med brød og kopper, vil jeg<br />
uddele roser med en lap papir, som<br />
rummer et kort og enkelt budskab,<br />
fortæller Mia. – På den måde håber<br />
jeg at ramme flere mennesker og<br />
måske bringe håb ind i livet hos<br />
dem, der føler, at det hele ser sort<br />
ud.<br />
Jura (31 år), avisuddeler:<br />
Klokken er 7.30 på Rådhuspladsen.<br />
Det er bidende koldt. Men avisuddeleren<br />
Jura er fuld af energi. Han<br />
snurrer lynhurtigt rundt på foden,<br />
da en smuk, ung pige cykler forbi.<br />
”Heeej” råber han. Hun vender sig<br />
om og når lige at fange en MetroXpress<br />
med fingerspidserne i forbifarten,<br />
mens hun sender ham et genert<br />
blik. Straks efter passerer en anden<br />
pige forbi på fortovet. Han klasker<br />
hende blidt bagi med avisen. Hun<br />
ignorerer ham og skynder sig videre.<br />
- Jeg elsker smukke kvinder, og<br />
jeg elsker at arbejde på gaden. For i<br />
mødet mellem fremmede mennesker<br />
kan alt ske, siger Jura og giver foto-<br />
grafen et stort kys. Det spontane og<br />
varmblodede element har han fra sit<br />
hjemland, Brasilien, hvor han solgte<br />
hjemmelavede hippie-smykker på<br />
gaden, og i en periode levede som<br />
hjemløs.<br />
- Når man bor på gaden i Brasilien,<br />
bliver man konstant tilbudt at<br />
sælge stoffer eller sælge sig selv.<br />
Jeg havde ikke lyst til nogen af delene,<br />
og det lykkedes mig heldigvis<br />
at slippe ud af hjemløsheden igen,<br />
fortæller Jura, der senere mødte en<br />
dansk pige og flyttede til København.<br />
- Danskerne er jo lidt stive i det,<br />
men jeg prøver at bringe smilet frem<br />
i folk med min aviskunst og gode<br />
energi, siger han. Det er dog ikke<br />
alle, som smiler igen.<br />
God kropslugt er vigtig<br />
Når nogen giver Jura en fuck-finger<br />
eller råber nedlandende skældsord<br />
efter ham, går det lige ind.<br />
- Negativ energi skærer mig dybt<br />
i hjertet, fortæller han og hiver op<br />
i blusen, så hans solbrune mave<br />
titter frem til stor fornøjelse for en<br />
gruppe forbipasserende teenagere.<br />
Jura lægger hånden på maven.<br />
- Jeg går i bad to gange om dagen.<br />
For hvis man vil have succes, er<br />
det vigtigt altid at være ren. En god<br />
kropslugt giver flere kunder, glade<br />
mennesker og fin karma. Det skulle<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælgerne måske tænke<br />
lidt over, griner Jura og kaster sig<br />
halvt ud på cykelstien for at lande<br />
en avis i en ældre herres cykelkurv.<br />
Jimmy Andersen (48 år) og<br />
Rud Ellegaard (47 år), politiassistenter:<br />
I politiets nyindrettede lokaler bag<br />
Glyptoteket står en friskfabrikeret<br />
politicykel. Som et nyt tiltag skal<br />
lokalpolitiet nemlig til at køre rundt<br />
i byen på ’jernheste’. Politiassistenterne<br />
Jimmy Andersen og Rud<br />
Ellegaard kommer dog næppe til at<br />
bruge politicyklerne. De går fodpatrulje<br />
i Indre by og på Vesterbro<br />
– og som Jimmy pointerer, er det jo<br />
”forbudt at cykle på gågaderne”.<br />
Derfor spadserer vi ned til et af<br />
de steder, hvor især Jimmy jævnligt<br />
patruljerer: Rådhuspladsen. Mobiltelefonen<br />
er åben med en hotline for<br />
forretningsdrivende og andre, der<br />
ønsker politiassistance til bl.a. at<br />
løse konfliktsituationer.<br />
- Ofte ringer butikker og klager<br />
over gademusikanter. ”Nu har han<br />
siddet og filet på den violin i fire<br />
timer. Kan du ikke gøre noget ved<br />
det?”. Det kan jeg godt i nogen<br />
tilfælde, og sidste år uddelte jeg 80<br />
advarsler til østeuropæiske betlere<br />
og gøglere, fortæller Jimmy, der<br />
har gået Strøgpatrulje siden 2003<br />
og er i daglig kontakt med tiggere,<br />
stofmisbrugere, hjemløse og andre<br />
skæve eksistenser.<br />
På bænken ved busstoppestedet<br />
sidder en forhutlet fyr med et slidt<br />
buskort om halsen. Ham kender<br />
Rud og Jimmy ikke. Men de falder<br />
alligevel i snak. For betjentene er<br />
det også vigtigt at skabe positive<br />
kontakter og generelt være synlige<br />
i gadebilledet. Gennem årene har de<br />
opbygget et stort netværk og set<br />
mange menneskeskæbner.<br />
Hjemløs svensker døde<br />
- Vi oplever enkelte solstrålehistorier,<br />
hvor folk kommer ud af misbrug<br />
og hjemløshed. Men de fleste<br />
gadehjemløse har det rigtig skidt,<br />
og nogle af dem holder vi ekstra øje<br />
med, fortæller Rud, der patruljerer<br />
på Vesterbro sammen med de lokale<br />
gadeplansarbejdere. I sin tid som<br />
politiassistent har han oplevet ca.<br />
250 dødsfald blandt stofmisbrugerne<br />
i kvarteret. Også Jimmy er<br />
jævnligt vidne til, at hjemløse dør<br />
på gaden. Minderne sætter spor.<br />
- Det gjorde utroligt stort<br />
indtryk på mig, da Ulf – en hjemløs<br />
svensker – døde lige her på Rådhuspladsen<br />
sidste år, fortæller Jimmy.<br />
Vi vidste godt, at han havde lunge-<br />
og pandehulebetændelse, men vi<br />
kunne ikke tvinge ham i behandling.<br />
Og en dag blev han fundet død på<br />
trappen ned til toiletterne.<br />
Ikke desto mindre er Jimmy og<br />
Rud glade for deres job på gaden.<br />
Rud har jubilæum i år og får tildelt<br />
et ”Hæderstegn for 25 års tjeneste”.<br />
Næste år er det Jimmys tur.<br />
lisbeth@rindholt.dk<br />
Ditte Kiel (tv) og Gro Therp, streetcastere. Rud Ellegaard (tv) og Jimmy Andersen, politiassistenter.
Et urimeligt<br />
dilemma<br />
Susannes søn Peter er blevet mere og mere psykotiske gennem de seneste syv år, men nægter at tage imod behandling og har flere gange valgt at flakke om i ugevis uden mad og penge.<br />
Susannes søn er alvorligt psykisk syg, men den erkendelse har han ikke selv. Han vil<br />
bare være i fred. Og selv om han flere gange har truet sin mor på livet, kan han ikke<br />
tvinges i behandling. Det sætter Susanne i et svært dilemma: Enten må hun selv<br />
tage ansvar for sin søns liv og bedring, eller også må hun se ham gå til grunde<br />
Af Tina Juul Rasmussen<br />
Foto: Hanne Loop<br />
Billederne taler deres eget tydelige<br />
sprog:<br />
Køkkenvasken er fyldt op med<br />
beskidte gryder og tallerkener,<br />
køkkenbordet sejler i en tyk, brun<br />
masse, de to el-blus er også dækket<br />
af madrester, fliserne på væggen er<br />
sprøjtet til med brune pletter og<br />
tom mad-emballage flyder over hele<br />
køkkenbordet. På stuegulvet ligger<br />
tomme papkasser, cigaretskodder og<br />
aske side om side med en gammel,<br />
plettet skumgummimadras, papirer<br />
og alt muligt andet ragelse. Sofabordet<br />
er dækket af løse cd’er og<br />
kaffekopper, og sofaen er fyldt med<br />
papkasser og anden emballage.<br />
Billederne er fra en af de efterhånden<br />
mange lejligheder, Peter er<br />
blevet smidt ud fra, fordi han ikke<br />
er i stand til at passe dem. Billeder,<br />
hans mor har taget for at kunne<br />
dokumentere, at den er gal med<br />
hendes søn.<br />
- Jeg vil mene, at vores samfund<br />
ikke gør, hvad det skal, når man er<br />
så syg som ham. Og jeg mener, at<br />
lovgivningen skal ændres, så det<br />
ikke er os pårørende, som er nærmest<br />
på den syge, der skal sørge for<br />
at få ham indlagt.<br />
Øv, for et system<br />
Sådan siger Susanne, mor til Peter<br />
på 29 år. Peter har igennem de<br />
sidste syv år været inde og ude af<br />
psykiatriske hospitaler og er gradvist<br />
blevet mere og mere psykotisk.<br />
I perioder har han været forsvundet,<br />
flakket om på gader og veje, brudt<br />
ind i huse for at få ly og stjålet fra<br />
butikker for at få mad.<br />
Og hans mor Susanne er ved at<br />
være slidt ned – både af bekymring<br />
og smerte over at se sin søn have<br />
det så dårligt – og over, at både det<br />
sociale system og behandlingssystemet<br />
gør så lidt for at hjælpe Peter.<br />
- Peter har ikke selv nogen sygdomserkendelse<br />
og mener bare, at<br />
vi (hans familie, red.) skal lade ham<br />
være i fred og ikke blande os i hans<br />
liv. Men det er svært bare at se på,<br />
hvor dårligt han har det. Og samtidig<br />
har han ingen tillid til hospitalerne,<br />
lægerne eller systemet mere.<br />
Så han bliver meget, meget vred på<br />
mig, hver gang jeg prøver at tale behandling<br />
med ham. Det betyder, at<br />
den spinkle tillid, jeg har opbygget<br />
til ham, risikerer jeg at sætte over<br />
styr, hvis jeg går til systemet – fordi<br />
han oplever, at jeg svigter ham.<br />
Men samtidig er det helt urimeligt<br />
at bede mig om bare at se på, mens<br />
han kommer længere og længere ud.<br />
Min største bekymring er, at hvis<br />
han ender på gaden igen, kan han så<br />
holde til det? Han har tidligere sagt,<br />
at han var træt af sit liv, siger hun.<br />
Udover den konstante bekymring<br />
og angst betyder Peters manglende<br />
sygdomserkendelse også, at Susanne<br />
er den, som gang på gang må rende<br />
alt fra praktiserende læger, socialkontorer,<br />
psykiatriske afdelinger og<br />
overlæger på dørene for at få hjælp<br />
til sin søn. En kamp, som ifølge<br />
Susanne indtil videre ikke har givet<br />
noget brugbart eller varigt resultat.<br />
- Hver gang, Peter har været<br />
indlagt, har de udskrevet ham igen,<br />
inden han var færdigbehandlet.<br />
Sidst han var frivilligt indlagt for<br />
to år siden, beholdt de ham kun to<br />
dage, selv om han selv havde bedt<br />
om at måtte være der i mindst 14<br />
dage, og de havde lovet ham det. Så<br />
min tillid til systemet kan efterhånden<br />
ligge et meget lille sted,<br />
erkender Susanne.<br />
Følte sig forfulgt<br />
Peter var indtil for syv år siden en<br />
ung mand med et helt normalt liv:<br />
I lære som tømrer, har kæreste og<br />
egen bolig. En dag, da han skal ud<br />
til et job med sjakket fra firmaet,<br />
kommer han for sent til bilen. For<br />
mester er det ’no big deal,’ han<br />
sender bare Peter ud til en anden<br />
byggeplads. Men hos Peter sker der<br />
noget, fortæller hans mor:<br />
- Han oplever ikke at kunne få<br />
ordene ud af munden eller kunne<br />
flytte sine ben. Han skrev sine oplevelser<br />
ned, og jeg har senere læst<br />
lidt af det, og hvis det er sandt,<br />
hvad han skriver, har han været<br />
udsat for massivt mobning på lærepladsen.<br />
Han kommer også til mig<br />
og beder om hjælp, fordi han mener,<br />
han kan se igennem folk, husker<br />
Susanne.<br />
Peter bliver henvist til en psykolog,<br />
som efter en enkelt samtale<br />
Peter kan ikke tage vare på sig selv og er flere gange blevet smidt ud af lejligheder og værelser - og hver gang må<br />
hans mor træde til og hjælpe. - Og samtidig siger alle i systemet, at vi skal være ’forældre’, ikke ’behandlere.’ Jo, så<br />
lad os slippe for det, men det får vi ikke mulighed for. Alle er enige om, at han har brug for hjælp, men så længe<br />
Peter ikke selv vil, kan de ikke gøre noget, lyder frustrationen fra hans mor.<br />
ikke mener, at Peter behøver at<br />
komme igen. Efter et stykke tid,<br />
hvor Peters angst for at gå på arbejde<br />
tiltager, får Susanne den samme<br />
psykolog til at tale med Peter igen.<br />
Denne gang mener psykologen, at<br />
Peter er uden for rækkevidde.<br />
De følgende år går det forholdsvist<br />
hurtigt ned ad bakke for Peter.<br />
En psykiater, han går hos, sætter<br />
flere diagnoser på ham. Efter et år<br />
bliver han for første gang indlagt<br />
på ungdomspsykiatrisk<br />
afdeling.<br />
Efter et års<br />
indlæggelse<br />
og ophold på<br />
et beskyttet<br />
værksted<br />
vender Peter<br />
tilbage til sin<br />
gamle læreplads,<br />
men leve<br />
det går ikke.<br />
Kæresten forlader<br />
ham også, og Peter isolerer sig<br />
mere og mere. Hans familie forstår<br />
ikke på det tidspunkt, hvor syg han<br />
faktisk allerede er. Han bor alene<br />
langt ude på landet, drikker en del<br />
og kan ikke passe hverken job, hus<br />
eller økonomi. Han fryser og sulter,<br />
husker hans mor.<br />
Heller ikke en periode med en<br />
støtte-kontaktperson fra kommunen<br />
Vi fik ham efterlyst,<br />
fordi han flere<br />
gange havde givet<br />
udtryk for, at livet<br />
ikke var værd at<br />
gør den store forskel for Peter, som<br />
ender med at forvinde fra sin bopæl<br />
på en campingplads i sommeren<br />
2003.<br />
- Vi fik ham efterlyst, fordi han<br />
flere gange havde givet udtryk for,<br />
at livet ikke var værd at leve, men<br />
han dukkede selv op uden at vide,<br />
at han var efterlyst og blev rasende,<br />
fordi han bare ville være i fred,<br />
fortæller Susanne.<br />
Peter prøver to gange at gennemføre<br />
en HF,<br />
men dumper, og<br />
fra sommeren 2004<br />
til foråret 2005 ryger<br />
han ind og ud<br />
af en psykiatrisk<br />
afdeling. Han er<br />
plaget af stemmer<br />
og tror, at alle vil<br />
ham til livs.<br />
Efter endnu en<br />
frivillig indlæggelse<br />
i februar 2005,<br />
hvor Peter føler sig<br />
svigtet af personalet, lader han sig<br />
udskrive. Han tager medicin i nogle<br />
måneder, får det bedre og giver selv<br />
udtryk for, at han skal have hjælp til<br />
at komme videre. Men efter endnu<br />
en fiasko med job på en fabrik tager<br />
nedturen endnu engang fart.<br />
- Peter var begyndt at drikke<br />
massivt og blev smidt ud af kontanthjælpssystemet,<br />
fordi de mente,<br />
at han ikke ”gad” arbejde. Men han<br />
kunne jo ikke – han ville virkelig<br />
gerne! Så i det meste af 2005 isolerede<br />
han sig bag nedrullede gardiner<br />
og var meget ulykkelig, husker<br />
Susanne.<br />
Hun beslutter derfor endnu<br />
engang at gribe ind, fordi hun kan<br />
se, at Peter ikke selv er klar over,<br />
hvor syg han er. Han ender også<br />
med at få tilkendt en førtidspension.<br />
Susanne kontakter alt fra<br />
sagsbehandlere til distriktspsykiatri<br />
– og alle er enige om, at Peter har<br />
brug for behandling. Men fordi Peter<br />
ikke selv vil, sker det ikke. Og Peter<br />
bliver mere og mere vred på hele<br />
verden.<br />
Du skal dø<br />
En morgen i marts 2006 besøger<br />
Susanne Peter i hans lejlighed. Her<br />
oplever hun, at han taler med forskellige<br />
stemmer, og en af stemmerne<br />
siger, at hun skal dø. Hun flygter<br />
derfor fra lejligheden. Det er anden<br />
gang, Peter truer sin mor på livet.<br />
Efterfølgende forsvinder Peter<br />
– for dog at blive tvangsindlagt<br />
efter en uges tid. Her får han udgang<br />
få dage efter, selvom Susanne<br />
udtrykker sin bekymring for det.<br />
- Jeg frygtede, at han ville<br />
stikke af. Han var jo ikke kommet i<br />
behandling endnu og havde ingen<br />
forståelse af, hvorfor han var ind-<br />
18 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 19
lagt. Men der bliver slet ikke lyttet<br />
til mig og mit kendskab til Peter.<br />
Peter udebliver fra afdelingen<br />
på sin udgang, men bliver bragt<br />
tilbage af politiet. Han får udgang<br />
igen dagen efter, og her forsvinder<br />
han helt. Denne gang flygter han<br />
til Norge, hvor han bliver fundet og<br />
indlagt på Susannes foranledning.<br />
- Jeg beder politiet i Oslo om<br />
at få ham tilset af en læge, fordi<br />
jeg er bange for, at han ellers vil<br />
forsvinde helt.<br />
Hospitalet i<br />
Danmark vil ikke<br />
tage kontakt til<br />
myndighederne<br />
eller hospitalet<br />
i Oslo, hvor han<br />
er indlagt. Det<br />
er ikke deres<br />
opgave, bliver<br />
der sagt.<br />
selv vil<br />
Peter føres<br />
senere fra Oslo<br />
tilbage til den samme psykiatriske<br />
afdeling i Danmark igen, hvor han<br />
kommer i tvangsbehandling. Det er i<br />
foråret 2006.<br />
- Fra foråret 2006 og frem til<br />
november har vi ingen kontakt med<br />
Peter. Han forsvinder igen, og i slutningen<br />
af november dukker han op<br />
hos sin søster, temmelig medtaget<br />
efter at have flakket omkring i seks<br />
uger. Han er bange, fryser og sulter,<br />
fortælle hans mor.<br />
Det lykkes Susanne sammen med<br />
sin ex-mand, Peters far, at få Peter<br />
installeret i en lille lejlighed i et<br />
erhvervsbyggeri, hvor han kan være<br />
i fred. Julen tilbringer han sammen<br />
med familien, og det går rimeligt,<br />
selvom alle går lidt på tåspidser,<br />
fordi Peter stadig er meget sårbar,<br />
husker Susanne.<br />
Vender forhutlet hjem<br />
I januar 2007 går det imidlertid galt<br />
igen. Peters udlejer smider Peter ud,<br />
fordi han misligholder sin lejlighed.<br />
Peter står endnu engang på gaden.<br />
Hans få ejendele opbevarer hans<br />
mor for ham. Hun pakker en taske<br />
med tøj til ham som udover en rygsæk<br />
og sovepose er det eneste, Peter<br />
får med sig. Efter Peter forlader<br />
sin mors hjem i slutningen af januar,<br />
hører Susanne ikke fra ham i nogle<br />
uger. Men i midten af februar dukker<br />
han op først hos noget familie og<br />
siden hos en ven i lokalområdet<br />
for at søge om ly. Vennen får ham<br />
sat ud ved politiets hjælp, inden<br />
Susanne når frem. Ifølge vennen har<br />
Peter fortalt, at han havde været i<br />
både Tyskland og København med<br />
tog, havde fået bøder for at køre<br />
uden billet og er blevet bestjålet<br />
Vi bliver alle sam-<br />
for den smule, han har med sig. I<br />
slutningen af februar ringer han selv<br />
til sin mor og beder om at få lov at<br />
komme hjem.<br />
- Da vi hentede ham, var han i<br />
bare tæer og var meget forkommen<br />
og forhutlet, fortæller Susanne.<br />
Efter et ifølge Susanne næsten<br />
absurd forløb med den kommune,<br />
Peter er tilknyttet, har Peter nu<br />
udelukkende med sin mors hjælp<br />
fået et værelse at bo i. Men inden<br />
da lover kommunen<br />
ham først en<br />
akutbolig, som<br />
de senere finder<br />
ud af, alligevel<br />
ikke er ledig.<br />
Siden lover leder<br />
af kommunens<br />
sociale team personligt<br />
Susanne<br />
i telefonen, at<br />
Peter kan få en<br />
campingvogn at<br />
bo i midlertidigt. Det viser sig, at<br />
den pågældende campingplads ikke<br />
er informeret om, at de skal huse en<br />
meget psykisk syg mand. Da beslutter<br />
Susanne at handle selv og finder<br />
et privat værelse til sin søn. Her bor<br />
han nu - og både Susanne og Peter<br />
har helt mistet tilliden til, at kommunen<br />
kan hjælpe dem.<br />
men syge af det her.<br />
Men jeg kan heller<br />
ikke få ham indlagt,<br />
med mindre han<br />
Starter hele tiden forfra<br />
- Nu var det igen mig, som måtte<br />
gøre noget. Og han kan ikke bo hos<br />
os – vi bliver alle sammen syge af<br />
det her. Men jeg kan heller ikke<br />
få ham indlagt, med mindre han<br />
selv vil. Og hver gang han bliver<br />
udskrevet, skal sagen startes forfra<br />
igen. Jeg kan ikke bare ringe til afdelingen,<br />
hvor han var sidst indlagt<br />
eller til det opsøgende psykoseteam<br />
i kommunen. Alt skal gå via hans<br />
egen læge, som jeg ikke ved, hvem<br />
er. Og jeg kan ikke spørge Peter,<br />
fordi han bliver vred over, jeg blander<br />
mig i hans liv. Så jeg ved ikke,<br />
hvad jeg skal gøre nu. Og samtidig<br />
siger alle i systemet, at vi skal være<br />
’forældre’, ikke ’behandlere.’ Jo, så<br />
lad os slippe for det, men det får<br />
vi ikke mulighed for. Alle er enige<br />
om, at han har brug for hjælp, men<br />
så længe Peter ikke selv vil, kan de<br />
ikke gøre noget. Jeg har appelleret<br />
til, at man i højere grad tør bruge<br />
den paragraf i Psykiatriloven (§5,<br />
red.) som siger, at hvis man skønner,<br />
at de vil have gavn af behandling,<br />
kan man frihedsberøve dem.<br />
Nogle gange har jeg bare lyst til at<br />
stille mig op inde på Christiansborg<br />
Slotsplads og råbe det hele ud, siger<br />
Susanne.<br />
Her står Peters sag nu – i korte<br />
træk. For dykker man ned i blot<br />
en brøkdel af de papirer og breve,<br />
Susanne har skrevet frem og tilbage<br />
med alt fra Folketingets §71-udvalg,<br />
praktiserende læger, Justitsministeriet,<br />
lokale politimyndigheder – og<br />
ikke mindst hjerteskærende breve<br />
til Peter – står det klart, at Peter er<br />
blevet en sag, som kører i ring. Indlæggelse<br />
på indlæggelse, afbrudte<br />
behandlingsforløb og mangelfuld<br />
kommunikation og koordinering<br />
mellem de forskellige instanser i<br />
”systemet”. Ifølge Susanne mangler<br />
der en gennemgående – for eksempel<br />
kommunal - person, som kunne<br />
følge Peter, uanset hvor i landet<br />
eller i siv liv han befinder sig. En<br />
person, som ikke er hans mor eller<br />
nære pårørende.<br />
- Jeg prøver jo bare at være mor,<br />
men det slår mig simpelthen ihjel,<br />
det her. Hvis ikke han dør først...<br />
Det er så hårdt. Fordi han ikke selv<br />
ved, hvor syg han er. Men han kan<br />
ikke føre en normal tilværelse, og<br />
i perioder er han bimlende skør<br />
– kan høre musik i alle planeterne<br />
osv. Han spiser ikke normalt, han<br />
taler ikke normalt, han brænder hul<br />
i alting. Og når han ingen penge<br />
har, stjæler han, hvad han kommer<br />
i nærheden af eller sulter... Det er<br />
svært at være vidne til. Hvad mener<br />
du ville være den bedste løsning for<br />
Peter lige nu?<br />
- Hvis han skal indlægges, skal<br />
det være et langt behandlingsforløb.<br />
Det næstbedste lige nu ville være et<br />
forsorgshjem, hvor de har kendskab<br />
til og forståelse for mennesker som<br />
ham, og hvor han kan lære nogle<br />
af de sociale færdigheder, han har<br />
mistet i den her proces. Men det vil<br />
han ikke høre tale om. Mit sidste<br />
håb er, at han bliver nødt til at søge<br />
hjælp. Men vi kan også risikere, at<br />
han vælger ikke at leve længere. Og<br />
den problematik står jeg midt i som<br />
mor!<br />
Alle navne i artiklen er ændret, fordi<br />
Susanne har valgt at være anonym<br />
af hensyn til sin søn. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> er<br />
bekendt med hendes og Peters rigtige<br />
identitet.<br />
tina.juul.rasmussen@mail.dk<br />
Fakta om frihedsberøvelse og tvangsindlæggelse<br />
I Psykiatrilovens §§ 5 og 6 hedder det:<br />
Frihedsberøvelse:<br />
§ 5. Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. §<br />
10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i<br />
en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt<br />
ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling,<br />
fordi:<br />
1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af<br />
tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller<br />
2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig<br />
selv eller andre.<br />
Tvangsindlæggelse:<br />
§ 6. Søger en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv<br />
fornøden behandling, har de nærmeste pligt til at tilkalde en læge.<br />
Hvis de nærmeste ikke tilkalder en læge, påhviler det politiet at gøre<br />
dette.<br />
20 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 21<br />
Ris & Ros<br />
Overnatter i gammelt lastskib<br />
Prags stigende antal hjemløse skippes ud på floden<br />
Af Lisbeth Rindholt<br />
Myndighederne i Prag har gennemført et nyt initiativ til at<br />
Tjekkiet<br />
afhjælpe problemet med de 5-6.000 hjemløse, som findes i den<br />
tjekkiske hovedstad. Myndighederne har omdannet et stort lastskib til herberg<br />
for hjemløse. Det 900 ton tunge skib ligger forankret i floden Moldau og er<br />
moderne indrettet med sengeafdeling, kantine og syge- og sundhedsafsnit.<br />
Herberget blev indviet tidligere på året. Og lige siden har dets 250 sengepladser<br />
været fuldt booket af overnattende hjemløse, der normalt sover i busser,<br />
sporvogne og undergrundsbanen. Det koster 20 koruna eller 5,50 kroner pr. nat at<br />
bo på skibet. Prisen inkluderer et måltid varm mad i kantinen, adgang til toilet<br />
og bad samt tilbud om sygepleje.<br />
Antallet af tjekkere uden tag over hovedet vokser stødt i takt med myndighedernes<br />
nedskæringer i socialhjælpen, og overborgmesteren i Prag, Pavel Bém, har<br />
hidtil undladt at gøre noget seriøst ved hjemløseproblemet trods talrige henvendelser<br />
fra landets hjemløse- og hjælpeorganisationer.<br />
Et af overborgmesterens problemer har været at finde et passende sted at<br />
anbringe et hjemløseherberg. Ingen kvarterer i Prag ønsker nemlig at huse de<br />
hjemløse af frygt for ghettoficering og skade på deres omdømme. Ideen med at<br />
Rart at ’møde’ sælgerne<br />
Jeg har købt hvert eneste nummer af<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> de sidste fem år, men jeg<br />
må sige, at martsnummeret 2007 er<br />
det hidtil bedste. Den nye artikelserie<br />
Historier fra Gaden (på bagsiden,<br />
red.) er et decideret scoop, som for<br />
mig at se er med til at gøre hele<br />
hjemløseproblematikken mere konkret<br />
– pludselig får vi at vide, hvilke<br />
skæbner, der eventuelt kan ligge bag<br />
de (i øvrigt meget, meget høflige)<br />
sælgere, vi møder i bybilledet. Der<br />
er sikkert nogle, som mener, at det<br />
tangerer ’følelsesporno’, men jeg<br />
synes at oprigtigheden og ægtheden<br />
i artikelserien gør, at det overhovedet<br />
ikke virker sådan.<br />
Hvis I formår at lave den rigtige<br />
blanding mellem generelle og mere<br />
specifikke artikler, kan der ikke være<br />
tvivl om, at <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> vil blive ved<br />
med at være Danmarks mest interessante<br />
og relevante udgivelse.<br />
(Forkortet af red.)<br />
Rasmus Hastrup, København SV<br />
Svar:<br />
Ris og ros fra læserne er vigtig, for<br />
at vi kan blive ved med at udvikle<br />
indholdet i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>. Hvorvidt vi<br />
er Danmarks mest interessante og<br />
relevante udgivelse vil jeg lade op til<br />
læserne at vurdere, men på redaktions<br />
vegne takker jeg mange gange<br />
for rosen. Den varmer.<br />
Jaku-Lina E. Nielsen,<br />
redaktør <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
Jeg har forstået budskabet<br />
Jeg har et mildt men alvorligt indlæg<br />
til bladet: Skal der ikke gøres noget<br />
mere aktivt, for at give de hjemløse<br />
en luftforandring og en varmeregning!?<br />
Jeg får denne tanke, fordi jeg<br />
igen sidder med en udgave af <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong>, men denne gang irriterer det<br />
mig; jeg er nemlig blevet træt af at<br />
læse bladet. Det jeg læser, har jeg<br />
læst før, og de eneste som nok ikke<br />
har fulgt med i bladets succes, må<br />
være de folkevalgte politikere.<br />
Jeg har personligt forstået bud-<br />
Foto: Merete Friss/Scanpix<br />
skippe de hjemløse ud på floden synes derfor umiddelbart som en god løsning<br />
ifølge de tjekkiske myndigheder.<br />
Kritiske røster påpeger dog, at den ”gode løsning” kun er en lappeløsning på<br />
et stigende hjemløseproblem. Skibet kan rumme en brøkdel af det samlede antal<br />
hjemløse og de øvrige hjemløsetilbud i Prag, bl.a. Nadeje hjælpecentret, har<br />
langt fra kapacitet til at huse de resterende flere tusinde hjemløse.<br />
Det flydende hjemløseherberg er desuden placeret i en isoleret del af Moldau<br />
på god afstand af bymidten og Prags berømte seværdigheder og turistattraktioner.<br />
Rygtet går derfor, at lastskibet blot er en bekvem og hurtig måde at skaffe<br />
de hjemløse af vejen, så de mange turister, der gæster byen hvert år, ikke skal<br />
’belemres’ med pågående tiggere og synet af forhutlede, fattige gadehjemløse.<br />
Undertøj med budskab<br />
Solidary People beskriver sig selv som ”en fiktiv bevægelse, der anvender cottonwear<br />
til mænd, kvinder og børn, som medie til at kommunikere et budskab om øget solidaritet.”<br />
Solidary People – der bl.a. producerer bomuldsundertøj til børn og voksne – har<br />
i sin forårskollektion valgt at sætte fokus på de hjemløse, bl.a. ved at de hjemløse<br />
kommer til orde på små påsyede mærker med statements om, hvad de pt ønsker sig<br />
mest her i livet – f.eks. en bolig eller et godt helbred.<br />
Solidary People donerer 500 sæt undertøj til landets gadehjemløse og lancerer sin<br />
forårskollektion i møbelhuset Paustian i København torsdag den 12. <strong>april</strong>. Ved lanceringen<br />
vil kunstnerne, som har designet forårskollektionens ’prints’, Nancy Munford<br />
og Victor Ash, præsentere deres installation Ly, og <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> vil være repræsenteret<br />
og sælge aviser. Installationen kan ses frem til den 28. <strong>april</strong>. - jalini<br />
skabet med de hjemløse og fattige,<br />
og jeg sidder med en trang til at gøre<br />
noget aktivt og droppe bladet! Gør<br />
dog noget! Både mig på kontanthjælp<br />
og ham som tjener 10.000.000<br />
kr. årligt! Vi har alle et ansvar!<br />
Michael Staugaard, Amager<br />
Svar:<br />
Jeg kan godt genkende følelsen<br />
af, at man bør gøre mere end blot<br />
at lave/købe et blad, der formidler<br />
viden om hjemløse og andre udsatte<br />
samfundsgrupper. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s bestyrelse<br />
har dog besluttet, at <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
skal holde sig til sit kerneområde<br />
– nemlig at producere og udgive et<br />
blad, der foruden ovenstående giver<br />
de hjemløse et alternativ til tiggeri<br />
og kriminalitet<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> kan og vil ikke gå ind<br />
og overtage offentlige opgaver, som<br />
f.eks. at skaffe (billige) boliger til<br />
hjemløse.<br />
Jaku-Lina E. Nielsen,<br />
redaktør <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
Fotocollage: Rikke Roger Reif<br />
LONDON – KONTRASTERNES BY: Få timer<br />
efter en europapremiere på en biograffilm,<br />
hvor de røde løbere havde været<br />
rullet ud og alle stjernerne var ankommet<br />
i deres store biler, fangede Rikke Roger<br />
Reif Crazy Nik med sit kamera.
Rådet for Socialt Udsatte:<br />
Er udpeget af socialministeren og<br />
har til opgave at være talerør for<br />
hjemløse, narkomaner, prostituerede,<br />
sindslidende, alkoholikere og andre<br />
socialt udsatte.<br />
Mød Rådets medlemmer her i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>:<br />
>> Preben Brandt (nr. 45-2006)<br />
>> Naja Kleist Stork (nr. 46-2006)<br />
>> Karl Bach Jensen (nr. 49-2006)<br />
>> Steen Viggo Jensen (nr. 50-2006)<br />
>> Nina Brünés (nr. 54-2006)<br />
>> Sadia Syed (nr. 55-2006)<br />
>> Jane Koczak (nr. 56-2007)<br />
>> Cliff Kaltoft (nr. 57-2007)<br />
>> Joan Fisker Hougaard<br />
>> Jens Erik Rasmussen<br />
>> Bjarne Lenau Henriksen<br />
>> Jannie Petersen<br />
22 hus forbi · nr. 57 · februar 2007<br />
- Vi afviser aldrig nogen kvinder. Men det kan godt være, de ender med at sove i en lænestol, siger Joan Fisker Hougaard,<br />
leder af Reden i Århus. Krucifikset er en gave.<br />
Med accept, stor rummelighed og rimelige krav, tager Joan Fisker<br />
Hougaards imod ’gadens kvinder’ i Reden i Århus. Her følger<br />
niende portræt af Rådet for Socialt Udsattes medlemmer<br />
Af Helle Jørler<br />
Foto: Claus Sjödin<br />
Der er dømt omsorg, fra jeg træder ind i det lavloftede,<br />
undseelige byhus, som rummer fristedet<br />
Reden for prostituerede i Århus:<br />
- Gik turen godt?, har du fået frokost?, vil du<br />
have kaffe eller the? Tilbuddene strømmer en i<br />
møde fra de ansatte og frivillige kvinder, ’anført’<br />
af den daglige leder, Joan Fisker Hougaard. Med<br />
varme, sødme, åbenhed, men også fast robusthed<br />
og urokkelig autoritet. Og fru Hougaard føles som<br />
den helt rigtige person til at tage vare på kvinder,<br />
der er prostituerede, misbrugere eller udsat for<br />
vold. Her er trygge rammer, en skulder at græde ud<br />
ved, varme, en ren seng at sove i, mad, hjælp til<br />
dette og hint. Og der er ikke adgang for mænd.<br />
Indtil 2001 lejede Reden kun forhuset, men<br />
da et trykkeri solgte to baghuse, købte Reden alle<br />
tre ejendomme for en arv, der tilfaldt stedet. Det<br />
ene rummer kontorer og bad i stuen og beskedne<br />
soverum med køjesenge, TV-stue, thekøkken på<br />
førstesalen. Ved det store mødebord sætter vi os<br />
tilrette. Joan er klar. Det faste blik smiler.<br />
- Jo. Det lå egentlig nok i kortene, at jeg<br />
ville blive socialarbejder. Helt tilbage fra syv års<br />
alderen husker jeg, at jeg var tiltrukket af ’skæve<br />
eksistenser’. Jeg synes, de forhutlede på bænkene<br />
var søde, rare, sjove, spændende. Jeg havde ikke<br />
gnist af frygt for dem – det er fundamentalt i mit<br />
sind, at jeg regner med, at folk vil mig det bedste,<br />
indtil det modsatte er bevist. Min familie var<br />
også socialt sindet, og det var ok, at jeg snakkede<br />
med ’sutterne’. Jeg husker, hvordan en hjemløs<br />
bad om husly hos os, men vi havde ikke plads, så<br />
min far fulgte ham over til naboejendommen, hvor<br />
han fik lov at sove i høet. Og jeg husker, at min<br />
mor lavede madpakker til de vejfarende svende,<br />
fortæller Joan.<br />
Senere, i skolen, kunne hun ikke udholde, at<br />
nogen blev holdt udenfor eller generet. Hun var<br />
selv inde i varmen. Der var f.eks. en tyk dreng,<br />
som blev mobbet. Joan inviterede ham hjem og<br />
lege senere; altså når de andre var gået; fordi hun<br />
nok instinktivt, trods alt, ikke ville risikere at<br />
blive drillet med det.<br />
- Hm. Han er faktisk en af mine allerbedste<br />
venner den dag i dag. Og han er stadig tyk, griner<br />
hun og tilføjer:<br />
- men han har et godt liv.<br />
De to har aldrig talt om den sårbare situation<br />
fra skoletiden. Joan havde faktisk aldrig nævnt<br />
det for nogen. Men hun fik munden på gled, da<br />
hendes egen datter, netop som syv-otte-årig, blev<br />
opmærksom på en pige, der trivedes dårligt – og<br />
sagde: ”Hun må godt komme og lege – senere!”<br />
Det har familien Hougaard grinet en del af. Så<br />
Joan tror, at den sociale ansvarlighed går i arv;<br />
også selv om den ikke italesættes.<br />
Faderen blev dræbt<br />
Joan er mellemsøster ud af tre. Da hun var 16 år<br />
blev tæppet trukket væk under familien: Faderen<br />
blev dræbt af en spritbilist. Joan gik i sort, da<br />
hun et halvt år efter stødte på bilisten, der havde<br />
dræbt hendes far. Hun måtte have luft. Gik hen<br />
til ham, og gav ham et par borgerlige ord med på<br />
vejen. Men sorgen og de nye vilkår i familien var<br />
langt fra slut hermed.<br />
- Min fars bratte død kom til at præge vores<br />
liv i meget høj grad. Også praktisk. Han var ansat<br />
ved DSB, og vi fik en frist på tre måneder til at<br />
komme ud af tjenesteboligen. Kommunen i Give<br />
hjalp os til et nyopført rækkehus, og det var godt<br />
at forblive i området, hvor vi kendte folk, som<br />
støttede os, siger Joan.<br />
Økonomisk blev det også en overordentlig<br />
stram tid. Joan havde taget realeksamen, været<br />
et år i huset, da faderen døde. Hun kom som 16<br />
årig i kontor-og butikslære i Brande.<br />
- Hvis jeg skal se en positiv effekt af den<br />
tid, så er det, at jeg meget tidligt blev socialt<br />
og økonomisk bevidst. Udviklede min praktiske,<br />
orden-i-tingene-side, min opfindsomhed – for<br />
eksempel med hensyn til at ”shine” tøj op, så det<br />
kunne se lidt friskt og moderne ud for få ører. Jeg<br />
har altid taget mange initiativer – en iværksættertype,<br />
som godt kan lide at generere penge.<br />
Jeg prøver at finde løsninger, før katastroferne<br />
indtræffer, konstaterer Joan. Hun er helt bevidst<br />
om sit hjælper-gen, men hun føler sig ikke som en<br />
Florence Nigthingale-type:<br />
- Jeg stiller også krav. Jeg vil ikke have urimeligheder<br />
og nyde-uden-at-yde. Omvendt vil jeg<br />
gerne støtte, hvis folk viser god vilje og gør en<br />
indsats efter evne.<br />
Aparte folk er spændende<br />
Joan var tidligt ude med kæreste og barn. Hun<br />
flyttede sammen med sin mand i 1971, og de fik<br />
en søn, da hun var 21 år.<br />
- Da stak savnet af min far hovedet frem<br />
igen… Jeg ville have givet min højre arm for, at<br />
vi kunne have delt den oplevelse med ham…<br />
Joan blev pædagogmedhjælper i en børnehave.<br />
To år efter ventede hun sit næste barn og<br />
blev dagplejemor. De to plejebørn var fem og et<br />
år og børn af alkoholikere. Hendes egne var to et<br />
halvt og nyfødt. Hendes bane i livet blev så småt<br />
kridtet op her.<br />
- Vi var flyttet til en firelænget gård og havde<br />
plads og overskud, så det gik fint, smiler hun. En<br />
TV-udsendelse om belastede unge, der bl.a. ikke<br />
kunne finde praktikplads, fik Joans murer-mand til<br />
at foreslå, at familien tog en af ’hvalpene’ til sig<br />
og gav ham både læreplads og fosterhjem. Den<br />
unge mand, de fik, var 16 år. Joan var 24 og syntes,<br />
det var en udfordring. Desværre kom drengen<br />
alligevel efter en tid ud i noget snavs, når han<br />
havde fri hver tredje weekend. Han kom tilbage<br />
til institutionen. Men forløbet bestyrkede hende<br />
i, at hun ville arbejde med mennesker.<br />
I 1994 blev Joan færdig som socialpædagog.<br />
Hun arbejdede forskellige steder og lærte bl.a., at<br />
udsatte mennesker godt kan have held til at bryde<br />
et dårligt mønster, ligegyldigt hvor svære odds,<br />
de har imod sig.<br />
Hun fandt sit forbillede Oddur Gislarsson, som<br />
stadig er leder på forsorgshjemmet Sølyst, der<br />
fortrinsvis rummer 30-60 årige mænd; hjemløse,<br />
misbrugere og psykisk syge.<br />
Han viser tillid, omsorg, kærlighed og kan<br />
rumme alle, men man er ikke et sekund i tvivl om,<br />
at han er lederen. Dét prøver jeg at leve op til, siger<br />
Joan. Man fornemmer, at det lykkes et langt stykke<br />
hen ad vejen. Joan var på rette hylde på Sølyst:<br />
- Jo mere aparte folk er, jo mere spændende<br />
synes jeg, det er. Jeg fik gode relationer til<br />
beboerne. Vandt en del fortrolighed. Tror, jeg<br />
havde roen til at lade dem komme til mig. De var<br />
tydeligvis voksne mænd, som var børn inden i.<br />
Netop blevet overfaldet<br />
Joan måtte i 1999 sige op på Sølyst pga. sygdom<br />
i familien, men blev i 2000 leder af Reden i Århus.<br />
Hun er glad for arbejdet, men det er også barsk.<br />
Et par dage før interviewet finder sted, blev hun<br />
f.eks. temmelig voldsomt overfaldet af en af<br />
husets stambrugere. Men hun viser mig også et<br />
par taknemmelige breve. Der er en del lyspunkter.<br />
Ikke desto mindre:<br />
- Arbejdet kræver et fyldt batteri. Ens moral<br />
og normer kan risikere at skride igennem årene.<br />
Jeg er glad for, at jeg bor langt<br />
væk. Og hvis ikke jeg følte<br />
mig ventet, set, elsket<br />
derhjemme, ville jeg<br />
ikke kunne holde<br />
til det. Tingene<br />
perspektiveres. Jeg har erkendt, at det ikke er en<br />
selvfølge at have et godt liv. Og at sætte enormt<br />
pris på det, jeg har.<br />
- Haha… Joan griner råt, da hun beskriver,<br />
hvordan hun blev inviteret med i Rådet for Socialt<br />
Udsatte.<br />
- Min mand og jeg havde i weekenden talt med<br />
nogle venner om, at jeg synes, det kunne være<br />
Reden i Århus:<br />
Fra 1. marts i år har Reden døgnåbent, hvilket<br />
Joan F. Hougaard har kæmpet for. (Øvrige<br />
væresteder i Århus lukker ca. kl. 14 fredage og<br />
kl. 8-9 om morgenen)<br />
I 2000 var Joan Fisker Hougaard eneste<br />
ansatte med otte frivillige hjælpere. Siden er<br />
staben vokset til 11 ansatte og 20 frivillige.<br />
Der er i snit 50-60 faste brugere ”plus det<br />
løse.” Reden fungerer på et kristent grundlag<br />
og hører under KFUK’s sociale arbejde.<br />
Økonomisk støttes institutionen hovedsageligt<br />
at Socialministeriet og Århus kommune<br />
Der findes Reder i København og Odense.<br />
www.reden.dk<br />
sjovt at være med i Rådet, da dets ’fødsel’ var blevet<br />
omtalt i medierne i efteråret 2001. Ugen efter<br />
blev jeg ringet op af en herre, der præsenterede<br />
sig som værende fra Socialministeriet og inviterede<br />
mig med. Grinende sagde jeg bramfrit ”Hold da<br />
kæft! - hvem er du, hvor ringer du fra?” Jeg var<br />
sikker på, at det var en af vores venner, der to fis<br />
på mig! Da han ydermere sagde, at Rådet skulle<br />
have medlemmer, ”som havde styr på lortet og<br />
ikke lort på styret,” tog det lidt tid, før jeg troede<br />
på det… Hun er rigtig glad for at være med, bl.a.<br />
for at kunne være og informationsmæssigt på<br />
økonomisk forkant med begivenhederne<br />
Nogle af Rådets sejre har, ifølge Joan, været<br />
behandlingsgarantien for misbrugere, som hun<br />
synes virker. Blandt andet på den måde, at<br />
misbrugere ikke længere kommer så langt ud som<br />
før. På hendes eget område, at det er lykkedes at<br />
få et mere seriøst, politisk fokus på prostitution,<br />
misbrug og vold mod kvinder – og indsatsen imod<br />
det. Et af hendes ønsker er, at der også kommer<br />
en behandlingsgaranti inden for psykiatrien.<br />
hj@freelanceriet.dk<br />
Joan Fisker Hougaard ved kurve med kondomer<br />
til Redens brugere, så de kan beskytte<br />
sig mod kønssygdomme, når de har kunder
»<br />
»<br />
Skriv<br />
om<br />
hjemløshed<br />
...<br />
Jens Peter Kaj Jensen<br />
født i Middelfart 1965<br />
er cand.phil. i filosofi. Han<br />
har i en årrække arbejdet som<br />
forlagsredaktør, og går nu på<br />
Forfatterskolen i København.<br />
Han har tidligere skrevet filosofisk<br />
faglitteratur og debuterer<br />
som skønlitterær forfatter med<br />
romanen Sofa i maj 2007.<br />
Skriv om hjemløshed…<br />
Sådan lød vores opfordring til<br />
12 unge, ‘ukendte’ forfattere.<br />
De skriver i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>:<br />
>> Peder Frederik Jensen<br />
>> Maja Lukas<br />
>> Kristina Nya<br />
>> Jesper Brygger<br />
>> Vagn Remme<br />
>> Stinne Storm<br />
>> Julie Sten-Knudsen<br />
>> Jens Peter Kaj Jensen<br />
>> Lars Bo Nørgaard<br />
>> Malte Holm<br />
>> Martin Snoer Raaschou<br />
>> Ea Jeppesen<br />
Foto: Christina Altuna Aagesen<br />
af Jens Peter Kaj Jensen<br />
Illustration: Linda Weiss Drescher<br />
Sundbyvester Plads<br />
Folk tror, han er skør. Sådan kigger<br />
de på ham. Det er de tics og<br />
nervøse kramper, han sidder med.<br />
Han kan ikke komme videre. Nu<br />
har han i over to timer ikke sluppet<br />
sit tag i bænken. Han holder<br />
fast i sædet mellem benene. Nu<br />
trækker hans venstre mundvig<br />
igen ansigtet ud af symmetri.<br />
Han krammer sammen. Øjnene<br />
misser, men han er ikke skør. Han<br />
ved præcis, hvad der vil ske. Om<br />
lidt kommer den tykke dreng og<br />
trykker tegnestiften ind gennem<br />
spidsen af hans lem.<br />
Hovedbanegården 1<br />
Han har for meget tøj på: en<br />
varm vindjakke, en uldtrøje og<br />
hvad der måtte gemme sig under<br />
den. De beskidte cowboybukser.<br />
Det er ok med gummisko. Man<br />
tænker: Det er så det tøj, han<br />
ejer. Han går rundt med det hele<br />
på. Skægget er ikke klippet i flere<br />
måneder. Og håret. Det, der er<br />
tilbage af det.<br />
Han går og snakker med en<br />
anden. Med en mand, tænker<br />
man. Han skælder ud, går hidsigt<br />
væk fra ham, gør en afvisende<br />
gestus med hånden tilbage mod<br />
ham. Så stopper han pludselig op<br />
og vender sig mod ham igen. Der<br />
er mere skældud, han skal af med.<br />
Han er endnu vredere end før, har<br />
hidset sig op på manden. Men<br />
der er ingen mand. Han skælder<br />
ud mod et punkt i rummet. Han<br />
bevæger sig i faste, kantede<br />
mønstre om skældudpunktet. Han<br />
er dets hidsige drabant, som forsøger<br />
at komme fri af kredsløbet.<br />
Rådhuspladsen<br />
Hun sparker til bøtten. Det<br />
fortryder hun, når hun mærker<br />
de slimede nudler sjaske op fra<br />
China-boxen, tænker jeg. Hun<br />
sparker til den tre gange, mens<br />
hun tager Rådhuspladsen med<br />
skridt, som ikke må blive længere<br />
i den nederdel. Første gang ligger<br />
boxen bare i vejen. Hun skal ind<br />
på rådhuset. Det er en hvid nederdel,<br />
så hun har travlt. Anden<br />
gang er det tydeligt, at hun spiller<br />
fodbold. Hun accelererer frem<br />
mod den og nyder sin tåhyler.<br />
Resten af selskabet er der<br />
allerede. De venter på plateauet<br />
foran indgangen. Det er hende,<br />
de venter på. Man kan se, det<br />
er hende. Nogen begynder at<br />
hviske. Hun ser det. Så vender<br />
hun sig, griner forventningsfuldt<br />
og sparker boxen op mod vinden,<br />
så sojasovsen støvregner ind over<br />
hendes overstadige dans.<br />
Marcel’s Bodega<br />
Jæver og jeg har siddet længe<br />
og snakket om Socialdemokraternes<br />
nye formand, og så er han<br />
pludselig socialdemokrat af hele<br />
hjertet, ham mulatten med læderkasketten<br />
ved siden af Jæver.<br />
– Socialdemokrat? spørger<br />
jeg. Jeg forstår det ikke helt.<br />
– Ja, siger han. – Pia Kjærsgaard<br />
er min bedste ven! Han<br />
favner sig selv med begge arme<br />
som for at vise, hvor meget han<br />
kunne kramme sin veninde. – Men<br />
hun kommer nok ikke på Marcel’s<br />
Bodega, tænker han højt. Jeg<br />
tror, han smiler. Men så kan han<br />
se på os, at han alligevel ikke har<br />
ramt rigtigt. Han bliver forlegen<br />
og vil gøre alt for at gøre det<br />
godt igen. Han henter øl.<br />
Lidt efter fisker han en aflang<br />
gaveæske frem fra inderlommen.<br />
Der er trykt en tegning af et<br />
gavebånd på låget. Det er mig,<br />
der skal have den. Jeg siger,<br />
at så godt kender vi vist ikke<br />
hinanden. Han griner slet ikke, og<br />
Jæver kigger på mig, som havde<br />
jeg smækket døren i hovedet på<br />
en dame med gangstativ. Manden<br />
åbner æsken og viser mig den<br />
alfons-agtige guldkæde, han har<br />
besluttet at forære mig.<br />
– Jamen, det kan jeg da slet<br />
ikke tage imod, forsøger jeg. Jeg<br />
kan ikke håndtere det. Det er de<br />
øjne. Så er der stille, indtil den<br />
store mand med læderkasketten<br />
begynder at græde.<br />
– Se nu! hvæser Jæver ad mig.<br />
Iskiosken<br />
Kan du huske Kaj? Kaj med choppercyklen.<br />
Selvfølgelig kan du huske<br />
ham, men kan du huske, hvordan<br />
vi fik det i maven, når Kaj holdt<br />
nede ved mindestenen om onsdagen,<br />
når vi fik tidligt fri?<br />
Kan du huske, hvordan han<br />
sad med begge ben hen over<br />
styret og armene over kors?<br />
Og smøgen. Det fjollede lille<br />
nummer med at stikke smøgen ind<br />
i det venstre øre og blæse røg ud<br />
gennem næsen, når vi vendte os<br />
og fik øje på ham. Han må jo have<br />
forberedt det til os, lyttet efter<br />
skoleklokken, ventet to minutter<br />
og så suget røg ind og sat<br />
smøgen på plads. Han må have<br />
forberedt det. Jeg husker det,<br />
som om Kim var sikker på, at Kaj<br />
kunne suge røg ind gennem øret.<br />
Eller, han var i hvert fald ikke<br />
overbevist om det modsatte.<br />
Det var Kaj, der lærte mig at<br />
trække cykelen uden at holde ved<br />
styret. Man skal bare have fat i<br />
bagenden af sadlen med to fingre.<br />
En er nok, hvis det ikke blæser.<br />
Jeg trækker stadig cyklen på den<br />
måde. Ind imellem tænker jeg på,<br />
om Kaj også gør det. Det må han<br />
gøre. Man kan ikke forestille sig<br />
Kaj krummet frem mod cyklens<br />
styr. Han ville ikke tage den<br />
ydmygelse.<br />
Det bedste var, når vi have<br />
fået en is hos Emma nede ved<br />
åen. Kan du huske, hvor vi nød<br />
det, når der var fremmed publikum<br />
til Kajs små opvisninger?<br />
Han sørgede altid for, at chopperen<br />
stod solidt lænet op mod<br />
bagsiden af kiosken, så den ikke<br />
væltede, når han sparkede låsen<br />
op. Han var omhyggelig med<br />
de ting, men havde en evne til<br />
at se skødesløs ud. Det var den<br />
måde, han kunne få alting til at<br />
se ud, som om det bare kom til<br />
ham.<br />
Men han må have øvet sig<br />
hundredvis af gange derhjemme<br />
for at kunne ramme låsen helt<br />
rigtigt hver gang. Han mistede<br />
aldrig balancen. Der kom ikke en<br />
rids i lakken, ikke en trykket ege.<br />
Kaj fortrak selvfølgelig ikke en<br />
mine, men Kim kunne næsten ikke<br />
holde sig, når de fremmede piger<br />
tabte kæben over denne karseklippede<br />
splejs, som ikke gad bøje<br />
sig ned for at låse sin egen cykel<br />
op, men blot gav låsen et los med<br />
venstre hæl og svang benet over<br />
stangen. Ikke noget med at kigge<br />
sig tilbage. Så var vi væk.<br />
Har du nogensinde tænkt<br />
over, hvorfor Emma ikke ville<br />
tage mod penge fra Kaj? Tror du<br />
overhovedet, han havde penge<br />
med? Så du ham nogensinde åbne<br />
pungen?<br />
Jeg kan pludselig ikke huske<br />
det.<br />
Har du 1-2 ledige timer om ugen<br />
så bliv frivillig i Røde Kors<br />
Besøgsvenner<br />
I København og på Frederiksberg venter 170 ensomme på at få en besøgsven.<br />
Som besøgsven kommer du frivilligt og ulønnet som en personlig ven,<br />
der har overskud til at snakke og lytte. Besøgene kan bruges til det, som I<br />
indbyrdes bliver enige om. Kun fysikken sætter grænser!<br />
Har du overskud, er tålmodig og stabil - så er det dig, vi har brug for. Vi<br />
tilbyder relevante kurser, sociale arrangementer og et spændende fællesskab<br />
med 500 andre besøgsvenner.<br />
Aktivitetsleder til Tryghedsopkald<br />
40 frivillige ringer dagligt til 40 ensomme Københavnere. Vi søger en<br />
ansvarsbevidst robust aktivitetsleder, der kan rykke ud, når telefonen ikke<br />
bliver taget. Er du et rummeligt menneske, der kan bevare roen i vanskelige<br />
situationer, og har du fri i dagtimerne – så kontakt os for at høre nærmere.<br />
Vi mangler også ringere! Det drejer sig kun om 5 minutter hver dag, så har<br />
du gjort en københavner mere tryg.<br />
Chauffører og turledere søges<br />
Telefon & Turtjenesten giver hovedstadens ældre borgere mulighed for at<br />
komme ud af deres hjem og få en oplevelse med andre ældre. Turene går til<br />
museer, cafeer eller en tur i naturen. Lige nu søger vi chauffører og turledere<br />
til Nordvest og Nørrebro.<br />
Er du interesseret i en eller flere af ovennævnte aktiviteter så kontakt<br />
Ingrid Østergaard på telefon 38 33 64 00 eller mail in@drk.dk<br />
Kontakt:<br />
Nordre Fasanvej 224, 4.<br />
2200 København N<br />
Tlf: 38 33 64 00<br />
hrk@drk.dk<br />
Læs mere på www.hovedstaden.drk.dk<br />
Projektregnskab for 1001 kopkaMe<br />
INDTÆGTER<br />
Donerede kopper kaMe ( 273 stk. ) 3.690<br />
SMS indsamling ( 1.110 stk. ) 32.190<br />
Sponsorater 25.000<br />
INDTÆGTER I ALT 60.880<br />
OMKOSTNINGER<br />
Udleverede kopper kaMe 7.390<br />
Hjemmeside 6.933<br />
Kampagnemateriale 12.862<br />
Administration 4.452<br />
OMKOSTNINGER I ALT 31.637<br />
RESULTAT AF INDSAMLING 29.243<br />
Overskud fra indsamlingen DKK … 29.243<br />
er doneret til 1001s kaMefond<br />
www.1001kopkaMe.dk<br />
Regnskabet er reviseret af<br />
Bølling & Flintsø Registreret Revisionsaktieselskab<br />
24 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 25
www.andersagerbo.dk<br />
X-oRD af Anne Jensen<br />
Navn:<br />
Adresse:<br />
Postnr.:<br />
By:<br />
(Skriv venligst tydeligt med blokbogstaver)<br />
Send løsningen på X-ORD<br />
senest 30. <strong>april</strong><br />
Blandt de rigtige løsninger trækkes lod<br />
om et boggavekort til en værdi af 500 kr.<br />
og 10 cd’er Hjemløs.<br />
Løsninger<br />
sendes til:<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
Tornebuskegade 1, 2.<br />
1131 København K<br />
VinDERnE AF X-oRD i nR. 57<br />
‹ Vinder af bog-gavekort<br />
Hans Th. Mikkelsen<br />
Nørrebro Vænge 7, 1.th<br />
2200 Kbh. N<br />
Vinderne af cd’er får<br />
direkte besked pr. post.<br />
# Klip ud og send ind<br />
Reflekteren over spejleffekt<br />
Står på broen…Kigger på det mørke vand…<br />
Ser mit spejlbillede…Men genkender ikke…Hulkindet…<br />
Bedrøvet…Skuldrerne omkring knæene…<br />
Så fjernt fra mig…Mig der altid er den smilende…<br />
Den glade. Mr. Her-går-det-stille-og-roligt.<br />
Kigger mistroisk på denne anden mand…Hvem er han?…<br />
Hvor kommer han fra?…Hvad vil han mig?…<br />
Hvorfor kigger han sådan på mig?…<br />
Og hvor er mit rigtige spejlbillede.…<br />
Glor på dette skue…Længe…<br />
Og opdager vi begge er fanget…Lysår fra hinanden…<br />
Hvem er hvem, naiv leg.<br />
Af Simon Sørensen, midlertidig beboer på Ågarden – et<br />
bosted for hjemløse i Odense<br />
Vorherres køkkenhave<br />
April<br />
gamle dage kaldte man<br />
i<br />
<strong>april</strong> måned for græsmåned.<br />
Det var nemlig den måned,<br />
hvor får og kvæg blev sat<br />
på græs.<br />
April er eksplosiv; meget er<br />
ved at erobre verden, meget er på<br />
spring.<br />
Jeg er på vej ud til en stor buttet<br />
halvø (Helnæs mellem Assens<br />
og Fåborg), der med undtagelse<br />
af hede og klitter, har de fleste af<br />
køkkenhavens forskelligheder. En<br />
’tynd’, nyere løvskov, med kraftig<br />
underskov af brombær, indrammer<br />
den smalle skovvej. Det er her,<br />
jeg møder Den Store Gartner, som<br />
stråler om kap med solen, der er<br />
trukket i arbejdstøjet og nu sender<br />
sine varme stråler til de hungrende<br />
vækster. Det er timer siden, den<br />
egentlige morgenkoncert sluttede,<br />
men iblandt den megen fuglekvidren<br />
høres spættens trommen markant.<br />
Bedst som vi går der og suger<br />
forår og indtryk til os, møder vi en<br />
mand, som bærer på et stort bundt<br />
hornfisk. Jo, selv fra kysten er årstiden<br />
ikke til at tage fejl af.<br />
På en åben strækning står<br />
perikon med sine smukke blomsterstængler<br />
fra sidste år, hver med en<br />
roset af små nye skud, parate til i<br />
juli at være mine leverandører af<br />
blomsterknopper og kronblade til<br />
den helsebringende røde snaps.<br />
Døvnælde<br />
På dette stykke gror døvnælden i<br />
vejkanten. Den kaldes sådan, fordi<br />
den ligner brændenælden, men er<br />
døv; brænder ikke. Dens rigtige<br />
navn er tvetand pga. de to spidse<br />
’tænder’ på blomsten. I folkemedicinen<br />
anvendte man planten mod<br />
slim i lungerne og som te mod<br />
hedeture, feber og diarre. Kogte man<br />
Foto: : Biofoto/Scanpix<br />
døvnælden godt og længe, fik man<br />
en gele, der var virksom at smøre på<br />
ligtorne, hæmorroider og brandsår.<br />
I middelalderen var det vigtigt, at<br />
når man bortgiftede sin datter, så<br />
skulle hun være jomfru – og det var<br />
let at finde ud af. Datteren fik en<br />
døvnælde stukket i hånden, og hvis<br />
vandet løb fra hende (hun tissede),<br />
ja, så var hun ikke jomfru.<br />
Den døvnælde, vi fandt ved<br />
skovvejen, havde røde blomster. Det<br />
er den røde tvetand med de krybende<br />
stængler. Den er ca. 15 cm.<br />
høj og lugter fælt. Døvnælden med<br />
de hvide blomster, som vi kender<br />
bedst, kan blive op til 50 cm. høj.<br />
Når du finder den, høst da de unge<br />
blade og vel hjemme i køkkenet, gør<br />
du følgende:<br />
Rens og hak de unge blade til du<br />
har 2 dl, der blandes med en spsk.<br />
hakket persille. Rør 4 spsk. olie med<br />
2 spsk. kryddereddike, der vendes i<br />
døvnældeblandingen.<br />
3 – 4 porre snittes på langs og<br />
koges i letsaltet vand ca. 7 min.,<br />
lad dem køle af i kogevandet. De<br />
afkølede, lune porre overhældes med<br />
dressingen – og velbekomme.<br />
Dufter af vanilje<br />
Vorherre står og vipper med øjenbrynene,<br />
det betyder, at jeg lige<br />
skal nævne, at der også findes en<br />
døvnælde, der hedder liden tvetand<br />
– så er det på plads.<br />
Blandt de mange vækster her<br />
omkring mig, står kodriveren i<br />
blomst. Her er også agerstedmoderblomsten<br />
– lille, smuk og også med<br />
en sød historie, men det får vente.<br />
Over os boltre luftens akrobater sig;<br />
svalerne er kommet hjem efter den<br />
lange tur fra Afrika, for at yngle og<br />
spise af insekternes overflod. Jeg<br />
læste et sted, at en svale i løbet af<br />
et svaleliv flyver, hvad der svarer til<br />
jorden rundt 100 gange og får spist<br />
fem millioner insekter.<br />
Vi kommer til en ny, lidt tættere<br />
løvskov og her – ikke helt overraskende<br />
– står målet for min tur ud i<br />
Vorherres Køkkenhave: Skovmærke.<br />
Skovmærke bliver op til 30 cm. høj<br />
med hvide blomster i toppen, og<br />
danner en tæt bevoksning i skovbunden.<br />
De unge skud dufter svagt<br />
af vanilje. Det latinske artsnavn<br />
betyder faktisk ”lille duftende<br />
plante, der vokser i skoven”. Planten<br />
indeholder kumarin, som også<br />
kendes fra mjødurt, der er det stof,<br />
der giver duften. Skovmærke er en<br />
af skovens elskeligste planter. Den<br />
blev i fordums tider bundet i kranse,<br />
Skovmærke<br />
der for velduftens skyld blev hængt<br />
op i stuerne og samtidig, når de<br />
begyndte at dufte ekstra stærkt, ja<br />
så vidste man, at et regnvejr var i<br />
anmarch.<br />
Udover at være et vejrbarometer,<br />
duftbuket på vægge og i tøjkister,<br />
er planten for snapsefolket – forår<br />
på flaske. Prøv engang. Anbring et<br />
par planter i et syltetøjsglas, fyld<br />
op med Brøndum, vent et par dage<br />
og filtrer snapsen. Når glasset med<br />
gudedrikken føres til læberne vil<br />
duften af forår<br />
og skovbund<br />
brede sig fra<br />
næsen til<br />
hjertet.<br />
Inden verden<br />
gik af lave<br />
brugte man<br />
ved studentergilder<br />
at drikke<br />
en bowle, hvori<br />
var brugt blade<br />
og blomster<br />
af skovmærke<br />
som krydderi,<br />
og friske skovmærkeblomster blev<br />
drysset på overfladen som pynt. Man<br />
tager en bowle hvori hældes:<br />
3 fl. Mousserende hvidvin og<br />
2 liter appelsinjuice. En gazepose<br />
med skovmærkeblade og blomster<br />
nedsænkes i væsken, der med jævne<br />
mellemrum prøvesmages. Når bowlen<br />
smager, som den skal, fjernes posen.<br />
Halverede skiver fra to appelsiner og<br />
isterninger hældes i. På overfladen<br />
drysses friske skovmærkeblomster og<br />
bowlen er færdig.<br />
I <strong>april</strong> hedder den <strong>april</strong>bowle, i<br />
maj majbowle osv.<br />
Fremmer fødslen<br />
Som lægeplante er den blevet brugt<br />
til behandling af blæresten og<br />
underlivssmerter. Men mest interessant<br />
er dog, at skulle man fremme<br />
fødslen hos en fødende kvinde, så<br />
bandt man skovmærkeblade under<br />
hendes fødder, og når barnet var<br />
født badede man det i afkog af<br />
planten for at undgå udslæt.<br />
Udover at være et<br />
vejrbarometer, duftbuket<br />
på vægge og<br />
i tøjkister, er planten<br />
for snapsefolket<br />
– forår på flaske<br />
Som så mange af køkkenhavens<br />
vækster har også skovmærke en<br />
lille historie: Jomfru Maria samlede<br />
blade af skovmærke og brugte dem<br />
som sengeleje til det lille Jesubarn<br />
og straks steg den dejligste duft op<br />
fra krybben, og siden har mangen<br />
en mor brugt at blande skovmærker<br />
i sengehalmen.<br />
Vi må videre fra det velduftende<br />
område. Uden ved kysten står slåenbuskene<br />
i blomst, senere kommer<br />
bladene. Jeg lader blikket glide<br />
langs kysten, og<br />
som forventet<br />
står strandkålen<br />
spredt på en længere<br />
strækning.<br />
Efter en stund at<br />
have nydt lyden<br />
af bølgernes puls<br />
og de skrigende<br />
måger, går vi<br />
tilbage over<br />
nogle marker til<br />
stend iget, som vi<br />
følger til en lille<br />
sø, hvor frøerne,<br />
på trods af de lurende gedder mellem<br />
sivende, kvækker på livet løs.<br />
Det har været en pragtfuld dag,<br />
og jeg vil nødig hjem, men dagen<br />
går på hæld. Jeg lover mig selv og<br />
Vorherre, at vende tilbage til maj,<br />
medbringende mit grej, så jeg kan<br />
blive her ude nogle dage. Vorherre<br />
står og smågriner lidt, mens han<br />
trækker sig i skægget. Den er han<br />
med på. Vi ses i maj.<br />
Af Steen Viggo, tidligere hjemløs og<br />
udeligger.<br />
26 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 hus forbi · nr. <strong>59</strong> · <strong>april</strong> 2007 27<br />
Foto: Niels Nyholm<br />
Foto: : Biofoto/Scanpix
Jeg har været nede og kysse<br />
rendestenen – nedefra!<br />
Historier fra gaden<br />
– en ny artikelserie<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælger<br />
Jan Andreasen ved ikke,<br />
hvor han skal sove i nat.<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> møder 50-årige Jan Andreasen,<br />
mens han står ved Storkespringvandet<br />
på Amager Torv i<br />
København og spiller mundharmonika<br />
for de forbipasserende i håbet om<br />
at tjene et par skillinger. Tidligere<br />
på dagen har han været ude at sælge<br />
aviser for <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> – og nåede op<br />
på et salg på ca. 25 styks.<br />
- Det tog tre timer, men så blev<br />
jeg træt og tog en lur på en bænk på<br />
Nørreport Station, fortæller han.<br />
Jan Andreasen bor nemlig på<br />
gaden og finder sent på aftenen – alt<br />
efter hvor i København han befinder<br />
sig – ud af, hvor han skal sove. Nogle<br />
gange bliver det på en bænk udendørs,<br />
andre gange på et herberg.<br />
- I nat har jeg sovet på Mændenes<br />
Hjem i Istedgade (på Vesterbro i København,<br />
red.). De har sengepladser,<br />
men jeg sov i det åbne rum på gulvet,<br />
for det har jeg det bedst med. Hvis<br />
jeg får en dyne over hovedet, så får<br />
jeg hovedpine, fortæller han.<br />
Jan Andreasen er en mand med en<br />
livlig fantasi, som når han selv skal<br />
sige det, har rigtig mange uddannelser<br />
og kundskaber bag sig. Han er uddannet<br />
inden for herreekvipering som<br />
helt ung, dernæst har han arbejdet<br />
for Mærsk Mckinney Møller på Odense<br />
Stålskibsværft sammen med sin far og<br />
tre brødre, i så mange år, at han har<br />
været med til at bygge hele 34 skibe,<br />
siger han. Og når samtalen drejer sig<br />
om slåskampe, ja, så er han faktisk<br />
også jægersoldat, og når det kommer<br />
til musikken, så kan Jan Andreasen<br />
fortælle, at han har taget en uddannelse<br />
som musiker og sanger på Århus<br />
Musikkonservatorium.<br />
Klokken 12 skal han være nede<br />
på Gammel Torv, hvor han har hørt<br />
fra nogle af de<br />
andre ’gadekammerater’,<br />
at der er<br />
storskærm med en<br />
’hjemløsefilm’. Så<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s udsendte,<br />
der møder Jan<br />
Andreasen klokken<br />
11 om formiddagen,<br />
må love ham højt<br />
og helligt, at de<br />
nok skal nå at blive<br />
færdige til klokken<br />
12, for det er<br />
vigtigt for ham.<br />
Jan Andreasen spørger, om vi<br />
ikke giver en kop kaffe, og vintervejret<br />
taget i betragtning er det en<br />
ganske god ide. Så vi sætter os ind<br />
på Café Norden på Amager Torv. Men<br />
da vi kommer indenfor i varmen, vil<br />
Jan Andreasen nu egentlig hellere<br />
bytte sin kaffe ud med en Gammel<br />
Dansk. For han trænger til en<br />
genstand. Han er alkoholiker og<br />
fortæller, at han drikker mellem 40<br />
og 70 genstande om dagen.<br />
- Jeg har drukket 15 til 18 stykker<br />
i dag – ungefähr – siden ’klokken morgen’<br />
på Kofoeds Kælder. Her mødes vi<br />
mellem klokken otte og ni og holder<br />
et ’møde’ og ser, om der er nogen, som<br />
Efter skilsmissen<br />
røg jeg i behandling<br />
i to år for<br />
alkoholmisbrug,<br />
stress og smerter,<br />
og så røg jeg<br />
på gaden<br />
er døde. I dag var alle heldigvis kun<br />
levende. For jeg kan tilføje, at jeg var<br />
til begravelse for 14 dage siden – hos<br />
Dorthe, der kun blev 40 år og så Leif,<br />
der kun blev 44 år gammel.<br />
Siden Jan Andreasen i 1997 blev<br />
skilt fra sin kone, som han havde<br />
levet sammen med i 17 år, har han<br />
levet et hårdt liv og været mere eller<br />
mindre hjemløs alle årene. De boede<br />
sammen på Fyn med deres to børn i<br />
hus og havde tre biler, fortæller Jan,<br />
der stadig har en god<br />
kontakt til ekskonen:<br />
- Det kan I lige<br />
præcis tro, for vi<br />
holder nemlig meget<br />
af hinanden. Men<br />
efter skilsmissen røg<br />
jeg i behandling i to<br />
år for alkoholmisbrug,<br />
stress og smerter, og<br />
så røg jeg på gaden.<br />
Og det har jeg ikke<br />
selv valgt, det er<br />
skæbnens ironi, at<br />
man havner på gaden. Jeg har været<br />
nede og kysse rendestenen – nedefra!<br />
Jeg har boet på 14 forskellige forsorgshjem<br />
i Danmark – blandt andet<br />
Møltrup Gods – en gammel herregård<br />
ved Herning – på Dalhoffsminde i<br />
Sønderjylland, på Store Dannesbo på<br />
Fyn, på Sundholm og så ingen steder,<br />
nemlig på gaden, fortæller han.<br />
På Cafe Norden er der mange<br />
mennesker. Jan Andreasen tager sin<br />
mundharmonika frem, og det klør i<br />
mundvigene for at give et lille nummer.<br />
For Jan kommer i tanker om,<br />
at han er god til at spille Mormors<br />
kolonihavehus. Men han har været inde<br />
på cafeen før, og ved godt, at de ikke<br />
bryder sig om Mormors kolonihavehus<br />
Tre spørgsmål til<br />
Jan Andreasen,<br />
50 år og hjemløs:<br />
Hvad fik du at spise i går?<br />
- Det var eddermanme noget af et spørgsmål. Tre<br />
stykker smørrebrød af den fineste slags, som jeg<br />
fik af Projekt UDENFOR på Nørreport Station. Der<br />
var ål på den ene, bøf med løg på den anden og<br />
leverpostej på den tredje.<br />
Har du haft en særlig oplevelse på det<br />
seneste?<br />
- Tilfældigvis så kender jeg to stykker gennem <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong>. Den ene blev stukket i ryggen og den anden<br />
snittet i hånden af en mand, der er psykopat. Så<br />
derfor har jeg været henne og snakke med ham og<br />
ruske i ham og sige: ”Det gør du aldrig mere”, så<br />
nu er han feset af.<br />
Ved du, hvor du skal sove i nat?<br />
- Næ, det kommer an på, hvor jeg havner henne. Det<br />
kan være Hillerødgade, Stengade, Sundholm (herberger<br />
og varmestuer i København, red.). Jeg planlægger<br />
ikke noget. Jeg tager ti minutter ad gangen.<br />
Af Birgitte Ellemann Höegh<br />
Foto: Holger Henriksen<br />
lige her midt i caffé-latterne, de italienske<br />
sandwicher og mandelkagerne.<br />
- Tilfældigvis så har jeg en Hohner<br />
International-mundharmonika, det<br />
bedste instrument, man kan købe for<br />
penge, så den passer jeg godt på.<br />
Jeg spiller på den hver dag.<br />
Vennerne er der ikke<br />
Tiden er ved at løbe fra os. Klokken<br />
er lidt i tolv og <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s to<br />
udsendte minder Jan Andreasen om<br />
hans aftale på Gammel Torv, hjælper<br />
ham i overtøjet – og husker ham<br />
på hans hue. Men turen fra Storkespringvandet<br />
og op til Gammel<br />
Torv viser sig at blive lang. For der<br />
er mange afstikkere undervejs. Jan<br />
skal lige spille et lille nummer for et<br />
par damer på en bænk, så skal han<br />
lidt den anden vej igen, og så ned af<br />
en sidegade og slå en streg. Men vi<br />
skynder på ham flere gange, for Jan<br />
Andreasen vil jo faktisk rigtig gerne<br />
op og møde kammersjukkerne.<br />
Men desværre kommer vi frem til<br />
et storskærms-tomt Gammel Torv. Der<br />
er skam masser mennesker og springvandet<br />
– det med guldæblerne – og<br />
retsbygningen, gadesælgerne og alt<br />
det, der plejer at være der, men ikke<br />
nogen storskærm. Jan Andreasen er<br />
”stone sure”, og derfor ender det med,<br />
at vi siger tak for i dag, og så vil han<br />
afsøge terrænet på egen hånd.<br />
Lidt senere møder <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s<br />
udsendte nogle af vennerne til Jan<br />
Andreasen, og jo, de har da hørt noget<br />
om en storskærm, men ingen ved<br />
rigtigt, hvornår det skulle være …<br />
birgitte.hoegh@os.dk