Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

casa.analyse.dk

Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

"Missing Link" og aktivering

- herunder deltagernes og kommunernes

forventninger

1. delrapport

Maj 2004

Henning Hansen, Mette Marie Juul

og Flemming Jakobsen


"Missing Link" og aktivering

- herunder deltagernes og kommunernes

forventninger

1. delrapport

Maj 2004

Henning Hansen, Mette Marie Juul

og Flemming Jakobsen

Center for Alternativ Samfundsanalyse

Linnésgade 25 • 1361 København K.

Telefon 33 32 05 55 • Telefax 33 33 05 54

E-mail: casa@casa-analyse.dk • Hjemmeside: www.casa-analyse.dk

CASA

Centre for Alternative Social Analysis

Linnésgade 25 • DK-1361 Copenhagen K. • Denmark

Phone +45 33 32 05 55 • Telefax +45 33 33 05 54

E-mail: casa@casa-analyse.dk • Homepage: www.casa-analyse.dk


“Missing Link” og aktivering

- herunder deltagernes og kommunernes forventninger

1. delrapport

© CASA, Maj 2004

ISBN 87-91558-13-1

Elektronisk udgave: ISBN 87-91558-15-8


Forord

“Missing Link” er et jobskabelses- og formidlingsprojekt iværksat af ThimPartners.

Projektet modtager midler fra EUs Socialfond, mål 3 og løber over en 3

årig periode fra januar 2002 frem til december 2004.

“Missing Link” er baseret på de 3 grundantagelser:

• at det kun er en meget lille del af de ledige, der i virkeligheden er “ikke-arbejdsmarkedsparate”?

• at virksomhederne både kan og vil påtage sig et socialt ansvar og ansætte ledige

– hvis virksomhederne tilbydes den rette service

• at det er utidssvarende løsningsredskaber inden for den offentlige sektor, der

er den væsentlige forklaring på, at aktiveringsindsatsen ikke fører til ordinær

beskæftigelse.

Indsatsen inden for det offentlige system er præget af socialrådgiverfaglighed,

der i for høj grad har fokus på problemer hos den enkelte ledige, som gøres til

barrierer for, at den ledige kan komme i beskæftigelse.

Projektets overordnede formål er at udvikle, afprøve og formidle innovative

metoder til løsning af ledighedsproblematikken og fastholdelse på arbejdsmarkedet

gennem et “best practice”-forløb med inddragelse af såvel ledige, private

virksomheder og kommuner.

I tilknytning til projektet gennemfører CASA en ekstern evaluering, hvor de

forskellige elementer i projektet undersøges og evalueres. I denne 1. delrapport

præsenteres resultaterne af de indledende undersøgelser. Den er dels baseret

på litteraturstudier af aktivering i Danmark, som kan sætte “Missing Link” i en

større sammenhæng, dels er der gennemført interview med en række deltagere

i projektet, da de startede. Desuden er der gennemført interview med kommunale

medarbejdere i 3 af de 4 kommuner, der var tilknyttet projektet i begyndelsen.

Vi takker hermed alle de personer, som har afset tid til at lade sig interviewe.

Det skal bemærkes, at der endnu ikke foreligger resultater af “Missing Link”s

aktiviteter. Målopfyldelse og andre opgørelser foretages i slutningen af projektet.

Alle oplysninger om “Missing Link” hidrører fra projektbeskrivelser og

projektets medarbejdere i starten af projektet.

Denne delrapport er udarbejdet af Henning Hansen, Mette Marie Juul og Flemming

Jakobsen.

CASA

Maj 2004


Indholdsfortegnelse

1 “Missing Link” og andre .................................... 7

1.1 Præsentation af “Missing Link” ............................ 7

1.1.1 Baggrunden for “Missing Link” .................... 7

1.1.2 Formål med “Missing Link” ........................ 8

1.1.3 Projektets målgruppe ............................ 9

1.1.4 Projektets metoder og aktiviteter ................... 9

1.1.5 Succeskriterier for “Missing Link” .................. 12

1.2 Præsentation af 4 andre projekter ......................... 13

1.2.1 Virksomheden Holbæk (VIH) ..................... 13

1.2.2 Næsborg Fonden ............................... 15

1.2.3 Center for Rådgivning og Udvikling................. 17

1.2.4 Handicapidrættens Videnscenter – Jobsektionen ....... 19

1.3 Sammenfatning ....................................... 22

2 Indsatsen over for de ledige ................................. 28

2.1 Udvikling i arbejdsmarkedspolitikken ...................... 28

2.2 Hvorfor aktiv arbejdsmarkedspolitik? ...................... 34

2.3 Instrumenter til bekæmpelse af ledighed..................... 38

2.4 Udgifter til arbejdsmarkedspolitik ......................... 41

2.5 Effekter af aktivering................................... 42

2.6 Effekter i aktivperioden ................................. 46

2.7 Flere effekter......................................... 50

2.8 “Bløde” effekter af aktivering ............................ 52

2.9 Arbejdsmarkedsparate .................................. 63

3 Deltagerne i “Missing-Link” ................................ 67

3.1 Hvordan blev du tilmeldt “Missing Link”? .................. 68

3.2 Blev du “presset” til at deltage?........................... 68

3.3 Modtager du sygedagpenge eller kontanthjælp?............... 69

3.4 Hvorfor har du ikke har et ordinært arbejde? ................. 69

3.5 Hvad har du gjort for at få et ordinært arbejde? ............... 70

3.6 Er der noget du ikke kan klare? ........................... 71

3.7 Har du før deltaget i projekter? ........................... 72

3.8 Adskiller “Missing Link” sig fra andre projekter? .............. 74

3.9 Hvad er det vigtigste ved et ordinært arbejde? ................ 75

3.10 Er det vigtigt at blive selvforsørgende? ..................... 78

3.11 Hvordan var det at starte på “Missing Link”?................. 80

3.12 Hvad har du har fået ud af de første dage?................... 81

3.13 Har kurset gjort dig bedre rustet til et arbejde? ............... 83

3.14 Har du fået et andet indtryk af “Missing Link”? ............... 85

3.15 Forslag til forbedringer ................................. 85

3.16 Interviewerens opfattelse af deltagerne ..................... 86

3.17 Opsummering ........................................ 87


4 OPUS+ statistik for “Missing Link” .......................... 93

5 Kommunerne i “Missing Link” .............................. 98

5.1 Hvorfor er kommunen gået ind i projektet? .................. 98

5.2 Hvad er jeres forventninger til samarbejdet?................. 100

5.3 Hvad forventer I at lære af at være med i projektet?........... 102

5.4 Hvordan visiteres ledige til “Missing Link”?................. 102

5.5 Hvilke ledige udvælges til “Missing Link”? ................. 103

5.6 Hvordan udvælges de ledige til “Missing Link”? ............. 105

5.7 Hvorledes forbereder I de ledige om projektet? .............. 106

5.8 Hvordan adskiller “Missing Link”s metoder sig? ............. 107

5.9 Erfaring med samarbejdet .............................. 109

5.10 Deltagelse i seminar................................... 111

5.11 Opsummering ....................................... 111


1 “Missing Link” og andre

I dette notat vil vi præsentere projekt “Missing Link” og fire andre projekter.

Formålet er at se på ligheder og forskelle mellem “Missing Link” og andre projekter

med henblik på at placere projekt “Missing Link” i en større sammenhæng.

Hvert af projekterne bliver præsenteret med deres formål, målgrupper

og metoder. Desuden præsenteres resultater og evalueringer, hvis sådanne findes.

1.1 Præsentation af “Missing Link”

Følgende gennemgang af projekt “Missing Link”, projektets metoder m.m. tager

udgangspunkt i projektets projekt- og rammebeskrivelse samt interview

med medarbejdere på projektet.

1.1.1 Baggrunden for “Missing Link”

Projekt “Missing Link” er startet på baggrund af tre grundantagelser i Thim-

Partners:

• at det kun er en meget lille del af de ledige, der i virkeligheden er “ikke-arbejdsmarkedsparate”

• at virksomhederne både kan og vil påtage sig et socialt ansvar og ansætte ledige

– hvis virksomhederne tilbydes den rette service

• at det er utidssvarende løsningsredskaber inden for den offentlige sektor, der

er den væsentlige forklaring på, at aktiveringsindsatsen ikke fører til ordinær

beskæftigelse.

Det er ThimPartners’ vurdering, at indsatsen inden for det offentlige system

er præget af en socialrådgiverfaglighed, der i for høj grad har fokus på problemerne

hos den enkelte ledige. Disse problemer gøres hermed til barrierer for,

at den ledige kan komme i beskæftigelse.

Projektet ønsker derimod at sætte fokus på systemets egne brister og mangler,

der kan forhindre en effektiv jobskabelsesindsats. I den sammenhæng er det

ThimPartners’ vurdering, at kommunerne ikke evner at inddrage private virksomheder

i tilrettelæggelsen af jobskabelsesindsatsen og i implementeringen

af det rummelige arbejdsmarked. Det er et forhold, der hænger sammen med

det offentlige systems manglende indsigt i virksomheders vilkår og behov.

Denne manglende evne vurderes som særlig problematisk set i lyset af, at undersøgelser

viser, at privat jobtræning er det aktiveringsredskab, der har den

største beskæftigelsesmæssige effekt.

Desuden viser demografiske fremskrivninger, at virksomhederne vil komme til

at mangle arbejdskraft i løbet af en kortere årrække. Der er således samfunds-

7


økonomisk sund fornuft i at søge at få ledige ind i virksomhederne. Projektet

skal bidrage til at reducere de belastninger, ledighed påfører den enkelte borger,

og samtidig imødekomme virksomhedernes stigende behov for arbejdskraft.

1.1.2 Formål med “Missing Link”

Projektets overordnede formål er at udvikle, afprøve og formidle innovative

metoder til løsning af ledighedsproblemer og fastholdelse på arbejdsmarkedet.

Dette skal ske gennem et “best practice”-forløb, hvor ledige borgere, private

virksomheder og kommuner inddrages.

Det er projektets hensigt at skabe en sammenhæng (“the missing link”) i jobskabelsesarbejdet

mellem:

• den ledige borgers ønske om at komme i arbejde på ordinære vilkår

• virksomhedernes ønske om at få tilført og oplært arbejdskraft for at minimere

den fremtidige fare for mangel på arbejdskraft

• det offentliges ønske om at skabe beskæftigelse gennem aktiveringsmidlerne.

Denne sammenhæng skal skabes gennem 3 overordnede indsatser.

For det første skal de ledige behandles på en motivationsfremmende måde.

Hermed menes, at de ledige skal behandles som kunder i butikken, der skal

serviceres bedst muligt inden for de lovgivningsmæssige rammer. Jobskabelsesprocessen

skal gennemføres hurtigere og mere målrettet end inden for den

offentlige sektor. Det er projektets intention at vise, at en stor del af de borgere,

der aktuelt går under betegnelsen “ikke-arbejdsmarkedsparate” kan komme

i job og fastholdes i beskæftigelse på ordinære vilkår. Metoden er baseret på

en hurtig og målrettet formidlings- og kompetenceudviklingsindsats.

For det andet handler det om at få opbygget et netværk af virksomheder, der

er interesseret i at aftage den formidlede arbejdskraft og derved udvide deres

rummelighed. Forudsætningen for, at det kan lykkedes, er, at ThimPartners

yder en relevant service til virksomhederne, således at virksomheden fastholder

den ledige i beskæftigelse. I den sammenhæng er det projektets opgave at finde

ud af, hvilken specifik service virksomhederne har behov for at kunne beskæftige

og fastholde ledige borgere på arbejdspladsen.

For det tredje handler det om at finde ud, hvordan virksomhedsservicen kan

organiseres og forankres i kommunerne, samt hvorledes der kan tilføres

relevante kompetencer og kvalifikationer til ansatte og ledere i offentlige

forvaltninger og virksomheder.

Projektet vil have særlig fokus på at nytænke samarbejdet mellem formidlere

af ledig arbejdskraft og virksomheder – virksomhedsservicen – og at anvise

8


nye kriterier for bedømmelse af borgeres arbejdsmarkedsparathed. I projektet

lægges der stor vægt på selve formidlingsdelen. Sigtet er at være policy-skabende,

og derfor anses erfaringsopsamlingen samt evalueringen, der kan understøtte

denne proces i projektet, som centrale.

1.1.3 Projektets målgruppe

Projektet “Missing Link” henvender sig til alle ledige på overførselsindkomster.

I projektperioden er det imidlertid projektets målsætning kun at arbejde

med den tunge ende af de ledige kontanthjælpsmodtagere. Det vil sige den del,

der er vanskelig at placere. I projektbeskrivelsen defineres målgruppen som

bl.a.:

• Misbrugere

• Sygedagpengemodtagere

• Kontanthjælpsmodtagere med sociale problemer eller arbejdsløshed på over

et år

• Kontanthjælpsmodtagere med anden etnisk baggrund end dansk

• Kontanthjælpsmodtagere med plettede straffeattester.

Det er en forudsætning, at alle deltager i projektet på frivillig basis. Det vil sige,

at hvis de ledige hellere vil forblive i kommunalt regi, kan de gerne gøre

det.

1.1.4 Projektets metoder og aktiviteter

“Missing Link” beskriver selv deres metoder som markant anderledes end de

metoder, der anvendes inden for det offentlige system. “Missing Link” fremhæver

bl.a. det forhold, at de møder den ledige som borger og ikke som klient,

og at “Missing Link” kun aktiverer i private virksomheder. To metoder, der

sikrer, at den ledige kommer hurtigere i beskæftigelse.

Grundantagelsen i projektet er, at det reelt er meget få, der ikke er arbejdsmarkedsparate.

Det kan godt være, at nogle arbejdsløse har problemer ud over det,

at de ikke er på arbejdsmarkedet, men ved at få et job, så løses en række af disse

problemer, eller også kan disse problemer bearbejdes sideløbende med, at

man er i job. Det er forståelsen, at alle mennesker har problemer, også dem der

er i arbejde, nogle må man arbejde med, andre problemer må man leve med.

En andet centralt element i projektet er atomiseringen af det enkelte job samt

den enkeltes kvalifikationer og kompetencer. Det handler eksempelvis ikke om,

hvorvidt den ledige kan lave kontorarbejde, men om vedkommende kan tage

en telefon, kopiere, sende en fax etc. Ud fra den enkeltes evner og kompetencer

kan man stykke et job sammen. Denne tilgang har to effekter. På den

ene side bliver den ledige ikke nervøs for, hvorvidt man kan klare et job, som

er beskrevet med overordnede begreber. På den anden side kan virksomheder

på baggrund af atomiseringen se, at der er opgaver, der ikke bliver løst på virksomheden.

9


Overordnet er metoden i projektet, at der skabes en overensstemmelse eller

samklang mellem virksomheders evne til og mulighed for at løse personalemæssige

problemstillinger og de lediges problemzoner. Formålet for den ledige

er ordinær beskæftigelse, og formålet i forhold til virksomhederne er at skabe

mere rummelige arbejdspladser.

Projektet omfatter aktiviteter og metoder i forhold til ledige, virksomheder

samt ansatte og ledere i kommunerne:

1. Indsatsen over for ledige

Måden at bistå den enkelte ledige med at overgå fra overførelsesindkomst til

ordinær beskæftigelse består af følgende trin:

Visitation til “Missing Link” (som kommunen står for).

Motivationsskabende kursus og introduktion til arbejdet, herunder kompetenceafklaring.

Oprindeligt var kurset på 2 uger, men det viste sig hurtigt, at motivationen

for deltagernes vedkommende dalede drastisk efter første uge. På den

baggrund blev kurset kortet ned til 4 dage og indeholder forskellige elementer.

1. dag bruges på orientering om rådighedsreglerne, social- og arbejdsmarkedslovgivningen,

virksomhedernes krav etc. På 2. dagen interviewes de ledige for

at få viden om deres kompetencer og kvalifikationer, behov for særlige hensyn

etc. samt jobønsker. De 2 sidste dage bruges på undervisning, som skal ruste

den enkelte til mødet på arbejdspladsen. De 2 sidste dage er tilrettelagt således,

at de ledige selv deltager aktivt via bl.a. gruppearbejde. Desuden bliver der i

forbindelse med kurset udarbejdet en handlingsplan. Det er hensigten med kurset,

at de ledige kommer ud med realistiske forventninger til fremtidige muligheder

og arbejdsområder. Efter kurset skal de ledige selv søge arbejde.

Jobpraktikperiode omfatter opkvalificering og afprøvning i forhold til givne

job/jobtyper. På baggrund af interviewene under kursusforløbet finder projektets

virksomhedskonsulenter egnede jobpraktiksteder både set i forhold til den

enkeltes kompetencer, kvalifikationer og ønsker samt i forhold til åbninger, der

er i virksomhederne.

Evt. løntilskudsperiode. Job med løntilskud varer normalt ca. 6 måneder. I denne

fase ansættes den ledige i et løntilskudsjob i en virksomhed. Dette betragtes

som vejen til ordinær beskæftigelse.

Projektet har en jobbank på ca. 650 virksomheder på hele Sjælland, hvor projektet

har mulighed for at finde praktikpladser og eventuelle jobåbninger.

ThimPartners’ metode adskiller sig fra den typiske kommunale metode ved

udelukkende at aktivere i private virksomheder, ved hurtigere at få den ledige

i beskæftigelse i virksomheden og ved målrettet at satse på overgang til ordinær

beskæftigelse og selvforsørgelse.

10


2. Samarbejdet med virksomheder og ledige – virksomhedsservice

Udgangspunktet er, at virksomheder har behov for særlig støtte/service for at

fastholde ledige i beskæftigelse. Der satses på at opkvalificere virksomheder

til selv at håndtere disse problemstillinger således, at virksomhedens rummelighed

udvides.

Opkvalificeringen sker ved, at “Missing Link” yder en særlig service, der bl.a.

indeholder information, matchning af ledige borgeres kvalifikationsprofil med

virksomhedernes kompetencebehov og løbende opfølgning i forhold til den ledige

og virksomheden for at løse eventuelle problemer.

Samarbejdet omfatter følgende 3 faser:

• Information om vilkårene for at være en rummelig arbejdsplads og afklaring

af virksomhedens virksomhedskultur og behov for support.

• Matchning af ledige borgeres kvalifikationsprofil med virksomhedernes

kompetencebehov.

• Opfølgning i forhold til den ledige og virksomheden for at løse op for eventuelle

problemer.

Herudover tilbydes virksomhederne rådgivning inden for juridiske og tekniske

spørgsmål samt rådgivning i forhold til arbejdsmarkedsforhold. Det er tanken

i projektet at tilbyde virksomhederne den hjælp og service, der måtte være behov

for, også selv om det ikke altid betaler sig økonomisk, fx være kontaktled

mellem virksomhed og kommunen. Til gengæld er der en tro på, at “Missing

Link” har mulighed for at få særlige tilrettelagte job tilbudt på de virksomheder

og herved skabe jobåbninger og praktikpladser for ledige, der har særlige behov.

3. Indsats over for kommunalt ansatte og ledere

I forhold til at få organiseret og forankret “Missing Link”s metoder samt få opkvalificeret

medarbejdere og ledere i offentlige forvaltninger og virksomheder

afholder projektet en række seminarer for ansatte og ledere i offentlige forvaltninger

og virksomheder.

Seminarerne afholdes hver 3. måned, og deltagerne rekrutteres blandt projektets

partnere samt blandt andre interesserede virksomheder, kommuner og AFafdelinger.

Seminarrækken har til formål:

• at tjene som inspiration og sparringsbase for opstart af tilsvarende projekter.

Desuden oparbejdes erfaringer i forhold til metodernes overførbarhed og

implementering hos projektpartnerne

• at koordinere forståelser i henholdsvis virksomheder og offentlige systemer

om, hvorledes problemer skal løses, og det rummelige arbejdsmarked kan

opbygges og fastholdes – det vil sige integration og fastholdelse på arbejdsmarkedet

11


• at forholde sig til den kompetenceudvikling i forhold til ledige, virksomheder

og offentligt system, der er behov for, for at understøtte rummeligheden

på arbejdsmarkedet, samt at drøfte, hvordan ændringer i arbejdets organisering

kan supplere disse bestræbelser.

En forudsætning for deltagelse i seminarrækken er, at der er ledelsesmæssig

opbakning i organisationen.

Endvidere afholdes to konferencer henholdsvis i starten og i slutningen af projektforløbet

rettet mod beslutningstagere – chefer i offentlige og private virksomheder

samt politikere i besluttende organer, fx det regionale arbejdsmarkedsråd.

Den indledende konference har til hensigt at udbrede kendskabet og

øge interessen for metoderne og tankegangen bag “A Missing Link”. På den

afsluttende konference vil resultaterne og metoderne blive fremlagt og vurderet

med reference til evalueringen og de metodemæssige overvejelser i projektet.

1.1.5 Succeskriterier for “Missing Link”

ThimPartners har for “Missing Link” opstillet en række succeskriterier, både

for indsatsen over for de ledige, for virksomhederne og de offentlige forvaltninger.

Det er succeskriterier, der dækker projektets metodeudvikling og -afprøvning

samt formidlingsindsatsen.

I projektperioden etableres kontakt til min. 40 større virksomheder (20 ansatte

eller derover) og 360 mindre virksomheder (1-19 ansatte) (150 virksomheder

i 2002, 200 i 2003 og 50 i 2004) fordelt på et bredt udsnit af brancher for at tilbyde

samarbejde om engagement i det rummelige arbejdsmarked.

Ultimo 2004 har minimum 300 af de involverede virksomheder stillet sig til rådighed

for virksomhedsforlagte forløb.

De 4 kommuner visiterer 300 borgere til projektet (100 i 2002, 140 i 2003 og

60 i 2004). Af de arbejdsledige borgere, der deltager i projektet, vil mindst

30% være i ordinær beskæftigelse efter 3 måneder, mindst 60% efter 6 måneder,

mindst 75% efter 9 månder, mindst 85% efter 12 måneder og mindst 90%

efter 18 måneder (herefter vil beskæftigelsesgraden være stabil).

Minimum 80% af de involverede virksomheder har følt sig godt serviceret af

projektmedarbejderne.

Minimum 80% af de involverede virksomheder ønsker fortsat at rekruttere fra

projektets målgruppe (ledige).

70% af de involverede borgere er tilfredse med forløbet.

Der opnås en 20% besparelse i forhold til kommunernes ECO-tal målt i

forhold til foregående år og i forhold til samme antal personer.

12


I forhold til formidlingsindsatsen

Mindst 12 institutioner (kommuner eller AF-afdelinger) har påbegyndt en indsats

i tråd med projektets metoder ved udgangen af 2004 (6 ultimo 2002; 9 ultimo

2003).

Hovedparten af beslutningstagerne fra kommuner, AF og virksomhederne, der

har deltaget i konferencerne, vurderer, at projektets metoder er brugbare og implementerbare.

Seminarrækken sikres bredest mulig in- og output ved, at mindst 20% af deltagerne

rekrutteres blandt medarbejdere og ledere fra forvaltninger og virksomheder,

der ikke i forvejen er deltagere i projektet.

Der udarbejdes en metodehåndbog, som min. 60% af praktikerne (mellemledere

og sagsbehandlere i kommuner, AF og virksomhederne), der har været i berøring

med projektet, vurderer som et nyttigt redskab.

Projektet har fået omfattende mediedækning mindst tre gange i projektperioden.

Metodehåndbogen inkluderer overvejelser over, hvilke rammebetingelser der

skal være til stede for, at metoderne kan implementeres i virksomhederne, AF

og kommunale systemer.

Metodehåndbogen giver anvisninger på form og indhold af en virksomhedsservice,

der understøtter projektets øvrige metoder.

Metodehåndbogen indeholder underbyggende vurderinger af, hvilke kvalifikationer

metodeanvendelsen forudsætter.

Metodehåndbogen indeholder anvendelige etiske betragtninger omkring brugerinddragelse

af de ledige borgere.

1.2 Præsentation af 4 andre projekter

I det følgende præsenteres 4 andre projekter. Det er projekter, der alle har været

genstand for stor medieomtale på grund af deres nyskabende metoder og tilgange

til at fremme beskæftigelsen for ledige.

1.2.1 Virksomheden Holbæk (VIH)

Kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune indledte i 1995 et samarbejde med

en række lokale repræsentanter for arbejdsmarkedets parter om en særlig styrket

indsats for aktiveringen af kommunens kontanthjælpsmodtagere, som i en

revision af kommunens socialforvaltning. Samarbejdet førte siden hen til eta-

13


leringen af Virksomheden Holbæk, der nu forestår aktiveringen af samtlige

kontanthjælpsmodtagere i kommunen.

Virksomheden er, så vidt vides, ikke blevet evalueret af en uafhængig evaluator.

Nedenstående bygger derfor på Virksomheden Holbæks egen fremstilling

af deres metoder og resultater.

Virksomheden Holbæk fungerer som selvforvaltende enhed og er opbygget efter

et virksomhedskoncept med egen bestyrelse, egen ledelse, herunder administrerende

direktør, samt enheder med ansvar for produktion, uddannelse, udvikling,

løn og personale. Bestyrelsen tæller blandt andet repræsentanter for

DA og LO og følger udviklingen i forskellige arbejdsmarkedsrettede projekter

og udviklingen af metoder i Virksomheden Holbæks daglige arbejde.

Kontanthjælpsmodtagere i kommunen ansættes som medarbejdere i Virksomheden

Holbæk, og virksomheden formidler derefter kontakten til det ordinære

arbejdsmarked eller tilbyder beskæftigelse i virksomhedens egen produktion.

Den løbende dialog mellem Virksomheden Holbæk og bestyrelsen har ifølge

Virksomheden Holbæk selv bidraget til at forebygge forskellige konkrete problemstillinger

og interessekonflikter om arbejdsmarkedsforhold. Det har samtidig

sikret opbygningen af virksomhedsnetværk og samarbejde med de lokale

fagforbund.

En række fagforbund er gået aktivt ind i et samarbejde med Virksomheden

Holbæk om en særlig indsats for at styrke forståelsen blandt ansatte på arbejdspladserne

vedrørende integrationen af kontanthjælpsmodtagere, arbejdsprøvninger

og ansættelser i job på særlige vilkår.

Målsætning

Projektets overordnede målsætning er at reducere antallet af personer på overførselsindkomster

i Holbæk samt i de øvrige mindre kommuner, der deltager

i projektet. Projektet har som en central delmålsætning at øge indsatsen over

for personer med anden etnisk baggrund.

Målgruppe

Målgruppen er personer på kontanthjælp, men omfatter også personer på sygedagpenge.

De private virksomheder i området er også en del af målgruppen, idet der i projektet

ligger en intention om at forsyne det private arbejdsmarked med kvalificerede

og kompetente medarbejdere. Heri ligger der et politisk ønske om at

styrke kontakten til såvel offentlige som private arbejdsgivere, og derigennem

forsøge at påvirke disse i forhold til begreber som rummelighed og socialt ansvar.

14


Metoder

Alle kontanthjælpsmodtagere i Holbæk Kommune visiteres til Virksomheden

Holbæk, hvor de får beskæftigelse enten i virksomheden eller bliver aktiveret

i andre virksomheder. Hensigten er at kvalificere kontanthjælpsmodtagere til

at opnå jobmulighed på det ordinære arbejdsmarked.

Der tages udgangspunkt i den enkeltes situation, når det skal afgøres, hvordan

vedkommende skal beskæftiges. Det kan være aktivering via jobtræning i offentlige

eller private virksomheder eller i et af Virksomheden Holbæks egne

projekter. Disse projekter kan være:

• arbejdsmarkedsrelaterede projekter med det formål at opkvalificere vedkommende

til placering i en offentlig eller privat virksomhed, erhvervsforberedende

projekter af forskellig karakter, der også har til hensigt at opkvalificere

kontanthjælpsmodtagerne eller livskvalitetsprojekter bl.a. under AOF

eller LOF.

Det endelige mål med indsatsen er så vidt mulig, at den ledige igen får og fastholder

tilknytningen til det ordinære arbejdsmarked.

Samarbejde

Virksomheden Holbæk samarbejder med de private og offentlige virksomheder,

og forsøger at præge disse til at tage et ansvar. Man forsøger at skabe en

tættere kontakt mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner for at opnå

et generelt kompetenceløft i virksomhederne således, at der bliver skabt luft i

bunden af organisationen og dermed plads til de nye medarbejdere. Derudover

samarbejdes der med AF omkring jobtræning af personer på dagpenge.

Opsamling

Den grundlæggende tankegang i Virksomheden Holbæk er, at den ledige først

kan opnå fast tilknytning til arbejdsmarkedet, når vedkommende er kvalificeret

til dette. Er den ledige ikke kvalificeret til et job på det ordinære arbejdsmarked,

skal vedkommende opkvalificeres. Dette sker gennem interne forløb i projekter

under Virksomheden Holbæk som kortere målrettede undervisningsforløb

på daghøjskoler m.m. eller ved at købe sig til uddannelsesforløb eksternt.

Opkvalificering omfatter både psykisk/social opkvalificering og rent faglig opkvalificering.

Virksomheden Holbæk har medvirket til en jævn stigning i udslusningen af ledige

til det ordinære arbejdsmarked eller til kompetencegivende uddannelser.

I 1994 var tallet 47%, mens 68% blev udsluset i 1998.

1.2.2 Næsborg Fonden

I 1995 indgik Næstved Kommune og Socialministeriet en aftale om støtte til

etablering og drift af Næstvedegnens sociale udviklingsselskab (NESU) over

en 3 årig periode fra 1996-1999. Formålet med projektet var at udvikle nye me-

15


toder inden for aktiveringsindsatsen med særlig fokus på at inddrage det private

erhvervsliv. NESU blev senere omdøbt til Næsborg Fonden og fungerer i

dag som en selvstændig organisation ledet af en bestyrelse med repræsentanter

fra arbejdsmarkedets parter og byrådet i Næstved Kommune. Fonden ledes af

en direktør, der er ansat af bestyrelsen.

Center for Forskning i Socialt Arbejde udgav i 2001 en evaluering af Næsborg

Fonden bestilt af Næstved Kommune. Nedenstående gennemgang af projektet

og dets metoder bygger hovedsageligt på denne.

Næsborg Fondens primære opgave er at fungere som det formidlende led mellem

kommunens aktiveringsindsats og erhvervslivet gennem aktivering af ledige

kontanthjælpsmodtagere i private virksomheder samt ved at foranstalte andre

aktiviteter, der kan fremme erhvervslivets engagement i aktiveringsarbejdet.

Næstved Kommune ville med etableringen af Næsborg Fonden skabe fornyelse

på tre punkter:

• Indsatsen effektiviseres

• En del af indsatsen flyttes tættere på erhvervslivet

• Kontanthjælpsmodtagere får en anderledes behandling end den, det kommunale

system kan tilbyde.

Projektets målsætning

Det overordnede ønske med etableringen af projektet var at opnå en tættere

kontakt til det private erhvervsliv, for derigennem at målrette aktiveringsindsatsen

mod erhvervslivets behov. Intentionen var, at der skulle ske en holdningsændring

til ledighed både blandt de ledige, men også blandt de kommunalt

ansatte. Fokus skulle være på de lediges ressourcer frem for på de lediges problemer.

Hvordan kan den lediges situation ændres, så vedkommende i stedet

for at være en byrde bliver en gevinst for samfundet?

Disse tiltag var delvis foranlediget af de lovændringer, der fandt sted i løbet af

1993 med lov om social aktivering, hvormed alle kontanthjælpsmodtagere

skulle deltage i en eller anden form for aktivering.

Målgruppe

Målgruppen i Næsborg Fonden er primært den arbejdsduelige del af de ledige.

Det fremhæves, at det er meget vigtigt, at de ledige, der visiteres til Næsborg

Fonden, er arbejdsparate således, at de, der sendes i aktivering i de lokale virksomheder,

har et reelt ønske om at arbejde og samtidig kan bestride et arbejde.

Aktiveringen af ledige i Næstved Kommune løber i 2 spor. Det ene spor er

Næstved Kommunes arbejdsmarkedskontor, som hovedsageligt skal tage sig

16


af de ledige, der er vanskelige at aktivere. Det andet er Næsborg Fonden, der

hovedsageligt skal tage sig af aktiveringen af de bedre stillede ledige.

Projekt Næsborg Fonden fik ved etableringen både økonomisk og faglig støtte

fra Socialministeriet, som til gengæld krævede, at den nye forbedrede aktiveringsindsats

skulle omfatte alle ledige og ikke kun de bedst stillede. Det betød,

at kommunens arbejdsmarkedskontor skulle gøre en særlig målrettet og kvalitetsbetonet

indsats over for den gruppe kontanthjælpsmodtagere, som ikke aktiveres

via Næsborg Fonden.

Metoder

Det private erhvervsliv har en fremtrædende placering i bestyrelsen for Næsborg

Fonden. Bestyrelsen ansatte en af de to tidligere DA-repræsentanter i bestyrelsen

som direktør bl.a. for at markere den tætte kontakt til det private erhvervsliv.

De kommunale repræsentanter i bestyrelsen spiller bevidst en tilbagetrukken

rolle i bestyrelsen ud fra den filosofi, at når ledige skal aktiveres i

de lokale private virksomheder, er det også bedst, at det er de private erhvervsledere,

der er Næsborg Fondens ansigt udadtil. Signaleringen af afstand til det

offentlige system gælder også de ansatte, der alle har titel af jobkonsulenter e.l.

for at give indtryk af, at der ikke er tale om traditionel sagsbehandling eller socialarbejde.

Jobkonsulenterne yder en individuel indsats i forhold til de ledige, hvor det er

centralt at afklare den enkeltes motivation, ønsker til jobtyper m.m. Den tætte

kontakt til virksomhederne gør Næsborg Fonden i stand til hurtigt at finde egnede

steder til aktivering. Personer, som på baggrund af individuelle samtaler

ikke vurderes som arbejdsparate, visiteres tilbage til arbejdsmarkedskontoret,

og ud på kommunens egne beskæftigelsesprojekter.

1.2.3 Center for Rådgivning og Udvikling

Det tredje projekt er medtaget, fordi det repræsenterer en meget anderledes og

ny metode i forbindelse med integration af ledige.

Center for Rådgivning og Udvikling forestod og gennemførte med start i 1994

et revaliderings- og aktiveringsprojekt, som går nye veje i det sociale arbejde

i Danmark. Det nyskabende kommer bl.a. til udtryk ved, at der for målgruppen

i projektet, de arbejdsløse med store sociale problemer, blev arbejdet med erindring

og livshistorie. Arbejdet med erindring og livshistorie anvendes traditionelt

over for ældre demente.

I projektet anvendes metoden til at mobilisere kræfter hos deltagerne og til at

komme tæt på den enkelte gennem individuelle samtaler og derved opnå fortrolighed.

Projektet blev i 1998 evalueret af Center for Forskning i Socialt Arbejde. Præsentationen

af projektet bygger i stort omfang på denne evaluering.

17


Målgruppe og målsætning

Målgruppen for projektet var de langvarigt ledige kontanthjælpsmodtagere på

25 år og derover, som har andre problemer end blot ledighed. Deltagerne var

generelt kendetegnet ved lavt selvværd, lav selvtillid, intet eller meget lille netværk,

isolerede og tilbageholdende m.m. Hovedparten af deltagerne havde ingen

eller kun meget lidt kontakt til arbejdsmarkedet. Målgruppen blev undervejs

i forløbet udvidet til også at omfatte yngre kontanthjælpsmodtagere med

lignende problemer samt personer på sygedagpenge.

Den overordnede målsætning for projektet var at forbedre deltagernes livskvalitet

og selvstændighed. Denne målsætning var i projektet opdelt i 7 delmålsætninger:

• Styrke deltagernes personlige udvikling mod øget selvværd og større livskvalitet.

• Arbejde med deltagernes motivation til selvstændighed og uafhængighed af

det sociale system.

• Hjælpe til større integrering i lokalsamfundet gennem styrkelse af netværk.

• Give støtte til udarbejdelse af individuel handleplan.

• Give deltagerne mulighed for at afprøve sig selv i forhold til evt. fremtidig

arbejdssituation via praktik m.m.

• Ændre på hidtidig arbejdsløshedssituation og åbne tilknytning til arbejdsmarkedet.

• Arbejde forebyggende mod somatiseringsreaktioner.

Samlet repræsenterede disse målsætninger en helhedsorientering med særlig

vægt på at styrke menneskers subjektive opfattelser og følelser for derigennem

at øge livskvalitet, selvstændighed og handleduelighed i forhold til sig selv og

sine samfundsmæssige omgivelser.

Grundlæggende handler det om at få sat ord på sin livssituation og sit følelsesliv,

hvorved der skabes erkendelse, og dernæst formulere, hvordan ens tilværelse

kunne/burde være. Projektet hvilede på en tro på, at disse mål kan opnås ved

at styrke deltagernes personlige udvikling på følgende områder:

• Selvværdsfølelse og selvtillid.

• Velfungerende sociale netværk.

• Deltagelse i fællesskaber.

• Livsglæde.

• Uafhængighed af det sociale system – klar opfattelse af egne evner for at

komme i arbejde, i aktivitet, uddannelse eller frivilligt arbejde.

• Evne til at håndtere belastende situationer

• Godt helbred.

18


Metoder

På grund af den meget brogede deltagerflok samt en lang række alvorlige begivenheder

i deltagernes liv under forløbet, var projektlederne nødt til støtte op

om deltagerne individuelt. Det skete samtidig med, at projektlederne forsøgte

at opfylde projektets målsætninger for hver enkelt deltager. Det vanskeliggjorde

planlægningen af forløbet, og gjorde det vanskeligt at sige noget generelt

om de anvendte metoder.

Konkret i projektet blev der arbejdet med forskellige undervisningsforløb, pædagogiske

såvel som faglige. Der blev arbejdet med socialt gruppearbejde, hvor

personer med nogenlunde samme problemer eller livssituationer kunne få

individuelt udbytte af kollektive læreprocesser. Fælles erfaringer, afklaring af

egen situation (erkendelse), nye bekendtskaber/venner m.m.

Herudover blev der givet individuel rådgivning og opfølgning, som skulle resultere

i et godt og troværdigt forhold mellem klient og rådgiver. Dette er generelt

meget vigtigt i arbejdet med denne gruppe borgere, der har oplevet masser

af svigt fra forskellige sider i deres liv.

Projektlederne fungerede som kontaktpersoner til praktikstederne og til bistandskontorerne

for i mange tilfælde at forbedre forholdet mellem klient og

sagsbehandler.

Der blev ligeledes arbejdet meget med personlighedsudvikling både pædagogisk

og fagligt. Altså en form for kompetenceudvikling, hvilket skulle gøre personen

arbejdsduelig og i stand til at indgå på arbejdsmarkedet.

Sammenfatning

Sammenfattende kan projektet beskrives som et forsøg på at ændre fokus fra

problemer til ressourcer. Der blev arbejdet meget intenst med den enkelte deltager,

og man forsøgte gennem forskellige forløb at påvirke deltagernes syn på

sig selv og samfundet. Målet var, at deltagerne skulle være en del af det samfund,

der omgiver dem, og ikke være placeret på sidelinien.

1.2.4 Handicapidrættens Videnscenter – Jobsektionen

Handicapidrættens Videnscenters Jobsektion er medtaget som et fjerde eksempel

på et projekt, som har været nyskabende og nytænkende i forhold til arbejdet

med arbejdsløse. Projektet adskiller sig klart fra de andre projekter ved

udelukkende at beskæftige sig med handicappede, men projektets metoder kunne

for så vidt anvendes på en hvilken som helst målgruppe.

Projektet er evalueret som en del af en større evaluering af hele Handicapidrættens

Videnscenter. Evalueringen blev foretaget af CASA (Center for Alternativ

Samfundsanalyse) og blev udgivet i 1998. Præsentationen af projektet og dets

metoder bygger hovedsageligt på evalueringsrapporten.

19


Jobsektionen under Handicapidrættens Videnscenter har siden 1995 arbejdet

med jobskabelse for personer med handicap. Et område, der tidligere har været

præget af negative erfaringer.

Målsætning

Formålet med Jobsektionen under Handicapidrættens Videnscenter er først og

fremmest at oprette job på særlige vilkår for personer med handicap. Ideen har

været at udvikle nye typer af beskæftigelse for handicappede personer primært

i handicapidrætsforeninger og almindelige idrætsforeninger.

Deltagerne i aktiviteterne og fællesskabet i handicapidrætsforeningerne udgør

det primære rekrutteringsgrundlag for Jobsektionens arbejde.

Det er en væsentlig del af Jobsektionens formål – som del af et videnscenter

– at opsamle og bearbejde de metodiske erfaringer fra arbejdet med jobskabelse

og sprede erfaringerne til andre parter på området.

Indsatsen drejer sig primært om job på det såkaldte “tredje arbejdsmarked”, det

vil sige job, der ikke tidligere har været udført som ordinært arbejde eller, som

har været varetaget af frivillige. Princippet er, at arbejdet og arbejdstiden skal

tilpasses den enkeltes muligheder med det grundlæggende formål at skabe arbejdsforhold,

hvor personer med handicap får mulighed for at videreudvikle

deres personlige og faglige identitet.

At komme i arbejde i en beskyttet stilling skal bidrage til, at den handicappede

bliver mere integreret i samfundet på egne vilkår. Beskæftigelse på særlige vilkår

anskues derved både som et mål i sig selv, men også som et middel til at

komme ind på eller tilbage til det ordinære arbejdsmarked.

Perspektivet i Jobsektionens arbejde er at gøre mere for, at handicappede får

mere ens vilkår landet over for at komme i arbejde, og at der skabes en ligeværdighed

i forhold til det ordinære arbejdsmarked, hvad angår muligheder for

mobilitet, løn, afspadsering m.v.

Drivkraften i Jobsektionens arbejde er lystprincippet. Det vil sige, at det er en

forudsætning, at såvel arbejdsgiver som den handicappede er enige om og er

motiverede for at etablere et arbejdsforhold.

Samarbejde

De centrale samarbejdspartnere er de kommunale sagsbehandlere, da det er et

kommunalt ansvar at oprette skånejob, men også arbejdsformidlingen, amtskommunerne

og andre jobskabelsesprojekter er relevante samarbejdspartnere

for indsatsen. Opmærksomheden er særligt rettet mod skånejobproblematikken

og de initiativer, der bevæger sig i grænselandet mellem det ordinære arbejdsmarked

og den frivillige indsats.

20


Metoder/konsulenternes arbejde

Jobkonsulenterne ser det som deres primære rolle at være det led, der er med

til at iværksætte, formidle, understøtte og koordinere kontakten mellem den

jobsøgende, arbejdsgiveren og kommunen, som har det formelle ansvar for oprettelsen

af beskyttede stillinger. Samtidig ser jobkonsulenterne det som deres

rolle at motivere, inspirere og overbevise:

• den jobsøgende om, at han/hun kan klare et arbejde

• arbejdsgiveren om, at det er fornuftigt at oprette denne type stillinger

• kommunen om at godkende stillingen og bevilge pengene.

Jobsektionens indsats bliver derved et supplement til eller i nogle tilfælde en

erstatning for den kommunale indsats.

Erfaringerne fra Jobsektionen i Handicapidrættens Videnscenter og fra tilsvarende

projekter er, at der i forhold til grupper af personer med nedsat erhvervsevne,

herunder personer med handicap, dels er behov for en “advokat”, der

kender gruppens vilkår og muligheder, dels for en “kitte-sammen” funktion,

som kan bringe de parter sammen, som er nødvendige for at etablere job på

særlige vilkår. Parterne i det nuværende organiserede system – primært de

kommunale sagsbehandlere – synes at have svært ved at magte den nye rolle,

det er at udvikle særlige job for særlige grupper, herunder handicappede personer.

Denne erfaring har betydet, at videnscentret har taget katalysator- og sagsbehandlerrollen

i forhold til skabelse af job op til overvejelse og supplerende

hertil i højere grad vægtet formidlerrollen, hvor det handler om overførsel af

metoder til andre parter.

I tilknytning til det konkrete arbejde med jobskabelse har Jobsektionen etableret

netværk med fagfæller og med 1/3 ansatte i DHIF. Medlemmerne af det

faglige netværk giver udtryk for, at deltagelsen i netværket har givet en faglig

viden fx omkring andres arbejdsområder og lovgivning og peger på mødernes

relevante emner.

Vurdering af indsatsen

Jobsektionen har i deres arbejde i høj grad påvist, at erfaringerne fra handicapidrætsområdet

kan anvendes på jobskabelsesområdet. Det har betydet et øget

pres på Jobsektionen. Der har givet et behov i centret for at overveje omfanget

af målgruppen samt den fremtidige afvejning af metoderne i arbejdet. Selv om

jobskabelse ikke er en opgave og et emne, man umiddelbart forbinder med et

videnscenter, viser erfaringerne fra forsøgsperioden, at det var en god idé at

knytte denne funktion til Handicapidrættens Videnscenter. Anvendelsen af

principperne og erfaringerne fra handicapidrætten har den umiddelbare fordel,

at der dels er en viden og erfaring på området, dels er en kontakt til de handicappede,

klubberne og organisationerne.

21


Denne konstatering foranledigede overvejelser om vægtningen af metoderne

i arbejdet. Arbejdet med jobskabelse har været omfangsrigt med etablering af

kontakter til mange personer. Der er gjort nogle erfaringer med hensyn til arten

og mulighederne for job i klubberne og også erfaringer med de handicappedes

ønsker med hensyn til jobtilbud. Det er krævende at få disse ender til at mødes,

når man står med den enkelte person. Det er lykkedes i de fleste tilfælde. Det

synes som om, at de personer, der har fået et job, er glade herfor.

Den anvendte arbejdsmetode har rejst det spørgsmål, hvad videnscentrets rolle

er i forhold til etableringen af job. Indsatsen har både haft karakter af katalysator

og konkret sagsbehandling. Det har været nødvendigt at gå ind i de konkrete

sager for at få opbygget konkrete erfaringer og for at opnå det rette udbytte

i forhold til den enkelte. Men der er sat spørgsmålstegn ved, om metoden er

mulig at praktisere, hvis indsatsen på længere sigt skal dække hele landet.

1.3 Sammenfatning

I det følgende samles op på de 5 projekter for at se på uligheder og ligheder i

metoder, målgrupper, forståelser og tilgange til ledighedsproblematikken. Hvor

afviger “Missing Link”s metoder fra de øvrige projekter og hvor er der ligheder.

Dette for yderligere at beskrive og forstå filosofien i “Missing Link”.

Målgruppen

I alle projekter anvendes begrebet arbejds(markeds)parathed, men med meget

forskellig forståelse heraf.

Center for Rådgivning og Udvikling, Virksomheden Holbæk og Næsborg Fonden

har alle det til fælles, at de vægter begrebet arbejds(markeds)parathed højt,

dog med forskellige udgangspunkter.

Både i Næsborg Fonden og Virksomheden Holbæk mener man, at det er formålsløst

både for den ledige og virksomheden at aktivere en person, der grundlæggende

ikke ønsker at arbejde. Dog arbejder disse to projekter med en meget

forskellig forståelse af arbejdsmarkedsparathed, idet Næsborg Fonden forstår

arbejdsmarkedsparathed som viljen eller lysten til at komme i arbejde, altså noget

personligt/psykologisk, hvor Virksomheden Holbæk vurderer arbejdsmarkedsparatheden

i forhold til den enkeltes faglige kvalifikationer og kompetencer.

Jobsektionen under Handicapidrættens Videnscenter arbejder ligeledes med

motivationsfaktoren i formidlingen af job. Her opereres med et lystprincip, der

indebærer, at såvel arbejdsgiver som arbejdstager skal være indforstået, før der

etableres et arbejdsforhold. Arbejds(markeds)paratheden gælder altså for begge

parter.

22


Center for Rådgivning og Udvikling adskiller sig fra ovennævnte, idet de vægter

både de faglige kvalifikationer og den personlige motivation. I projektet kører

man en tospors-indsats, som har til formål både at kvalificere den ledige

personligt og fagligt til (igen) at kunne indgå på arbejdsmarkedet.

I modsætning til alle de ovennævnte projekter står “Missing Link”, der ikke

lægger særlig vægt på hverken den personlige motivation eller de faglige kvalifikationer.

Derimod er projektet baseret på den grundlæggende overbevisning,

at det kun er en meget lille del af de ledige, som er “ikke-arbejdsparate”. I

“Missing Link” er det opfattelsen, at motivationen til arbejde og den faglige

opkvalificering først sker, når den enkelte er i beskæftigelse enten på særlige

vilkår eller i job med løntilskud.

Samlet kan man sige, at både Næsborg Fonden og Virksomheden Holbæk i deres

vurdering af arbejdsmarkedsparatheden forholder den enkeltes faglige kvalifikationer

og kompetencer til virksomhedernes krav og behov. Heroverfor står

“Missing Link”, der via en virksomhedsservice arbejder med virksomhedernes

krav til ansættelse af ledige og hermed søger at sikre en eller anden form for

beskæftigelse til de ledige, uanset de lediges kvalifikationer.

Hvor de andre projekter i større eller mindre grad vægter en forudgående opkvalificering

og påvirkning af de ledige i retning af større arbejds(markeds)parathed,

før de sendes i aktivering, så er udgangspunktet i “Missing Link”, at de

fleste ledige er arbejds(markeds)parate, men ikke i stand til at gennemskue arbejdsmarkedet

og derfor ikke er vidende om, hvor de ledige job er. Dette gælder

også for virksomhederne, der heller ikke kan gennemskue arbejdsmarkedet,

og derfor ikke er i stand til at gennemskue deres eget behov for arbejdskraft.

Et problem som “Missing Link” forsøger at løse gennem virksomhedsservicekonceptet

(jf. nedenfor).

Målgrupper og metoder

Netop den forskellige forståelse af begrebet arbejds(markeds)parathed bidrager

også til at forklare forskellene i projekternes målgruppe og metoder.

Overordnet har “Missing Link” den bredeste målgruppe, idet denne ikke er afgrænset

i forhold til type af problemer eller personlig motivation. Heroverfor

står Næsborg Fonden, der alene har ledige, der er motiverede og anses for at

være arbejdsmarkedsparate.

Netop det forhold, at udgangspunktet for “Missing Link” er, at kun en meget

lille del af de ledige ikke er arbejds(markeds)parate, betyder, at metoderne til

at sikre vejen til ordinær beskæftigelse også adskiller sig fra de øvrige projekter.

Både Næsborg Fonden, Virksomheden Holbæk og Center for Rådgivning

og Udvikling handler ud fra, at de ledige, hvis ikke de er kvalificerede, først

skal opkvalificeres gennem forskellige interne eller eksterne foranstaltninger,

før de kan opnå en fast tilknytning til det ordinære arbejdsmarked.

23


Heroverfor står “Missing Link”, der er baseret på, at arbejdsmarkedstilknytningen

er den afgørende faktor, der sikrer, at den enkelte opkvalificeres til arbejdsmarkedet.

Den enkeltes arbejdsmarkedstilknytning sikres gennem “Missing

Link”s virksomhedskontakt og -service.

Virksomhedskontakten og -servicen

Virksomhedskontakten indgår som en større eller mindre del af projekternes

metode. Den tætte kontakt til det private erhvervsliv er i alle projekter et meget

vigtigt element. Det er primært jobtræning og ordinær eller særlig beskæftigelse

i de private virksomheder, der er målet med projekternes indsatser. Den tætte

kontakt til virksomhederne kommer bl.a. til udtryk ved involveringen af de

private virksomheder i projekternes organisation, i bestyrelserne og som samarbejdspartnere.

Dette gælder dog ikke for projektet på Center for Rådgivning og Udvikling.

Her var virksomhederne ikke integreret i organisationen, og der blev heller ikke

ydet den virksomhedsservice, som målsætningen er i “Missing Link”.

I henholdsvis Virksomheden Holbæk, Næsborg Fonden og “Missing Link” er

en del af indsatsen en virksomhedskontakt eller virksomhedsservice. Igen adskiller

intentionerne med inddragelsen af virksomhederne sig mellem de enkelte

projekter. I Virksomheden Holbæk handler samarbejdet med virksomhederne

om udveksling af jobåbninger og formidling af kvalificeret og kompetent

ledig arbejdskraft. I Næsborg Fonden er det ønsket i højere grad at få inddraget

de private virksomheder i aktiveringsindsatsen ved at målrette indsatsen efter

virksomhedernes behov for arbejdskraft.

På disse punkter går projekt “Missing Link” ifølge projektbeskrivelsen endnu

videre med ønsket om også at være et serviceorgan i forhold til det private erhvervsliv.

Tanken er, at “Missing Link”s konsulenter yder en form for service

over for de virksomheder, der deltager i projektet. Virksomhedsservicen indeholder

bl.a. hjælp til afklaring af opkvalificeringsbehov af det nuværende personale,

kortlægning af hvilke typer arbejdskraft virksomheden har behov for

nu og i fremtiden samt efterfølgende at formidle den arbejdskraft. Herudover

indeholder virksomhedsservicen hjælp i forbindelse med eventuelle konflikter

eller problemer med de ansatte i diverse løntilskudsordninger etc.

Gennem virksomhedsservicen er det hensigten at sikre beskæftigelse til ledige

på enten ordinære eller særlige vilkår. Når de ledige er ansat i en virksomhed,

følges disse tæt, således at der hurtigt kan gribes ind, hvis der opstår problemer

og ved, at der løbende arbejdes med virksomhedernes krav til ansættelse af ledige.

Udgangspunktet for virksomhedsservicen i “Missing Link” er, at virksomhederne

ikke er klar over, hvilke ressourcer de ledige repræsenterer, og derfor

heller ikke er i stand til at tilbyde dem job. I økonomisk sprogbrug opfatter

24


“Missing Link”-projektet altså denne del af arbejdsmarkedet som et såkaldt

“ufuldkomment marked” præget af uigennemsigtighed. “Missing Link” ser derfor

som deres primære opgave at være med til at gøre denne del af arbejdsmarkedet

mere gennemsigtigt.

Rummelighed

Begrebet det rummelige arbejdsmarked går igen i alle de projekter, der her er

omtalt. Alle projekter har som målsætning at være med til at realisere det rummelige

arbejdsmarked.

Et mere rummeligt arbejdsmarked er udtryk for et ønske om, at flere personer

med nedsat arbejdsevne og personer, der af forskellige årsager har svært ved

at opnå fast tilknytning til det ordinære arbejdsmarked, får mulighed for at deltage

i arbejdslivet. Forebyggelse, fastholdelse og integration er de 3 grundlæggende

strategier i visionen om at etablere det rummelige arbejdsmarked.

Visionen retter sig både mod det private og det offentlige arbejdsmarked og

handler grundlæggende om, at arbejdspladserne giver plads via ansættelser på

særlige vilkår.

Set i forhold til de omtalte projekter er de alle rettet mod ledige borgere, som

både har og ikke har problemer ud over ledighed. Derudover er indsatsen for

visse af projekterne også målrettet virksomhederne med det formål at påvirke

virksomhederne i retning af at tage et større ansvar for realiseringen af det

rummelige arbejdsmarked. Dette gør sig gældende for Virksomheden Holbæk,

Næsborg Fonden og “Missing Link”, og til en hvis grad for Jobsektionen under

Handicapidrættens Videnscenter.

Virksomhedsdelen skal både for Virksomheden Holbæk og “Missing Link”s

vedkommende bidrage til at øge virksomhedernes rummelighed og sociale ansvar.

Dette skal ske både gennem oplysning om de muligheder, der ligger i det

rummelige arbejdsmarked og gennem påvirkning af virksomhedernes holdninger

og ansvarsfølelse. Specielt Virksomheden Holbæk og Næsborg Fonden forsøger

at påvirke virksomhedernes ansvarsfølelse gennem oplysning og inddragelse

i organisationen. Derimod søger “Missing Link” at påvirke virksomhedernes

ansvarsfølelse og rummelighed gennem virksomhedsservicen.

I forhold til målgruppen – arbejdsmarkedsparate med de rette kvalifikationer

– synes Virksomheden Holbæk og Næsborg Fonden at videreføre en rimelig

snæver forståelse af det at være rummelig til virksomhederne.

Konsulenternes funktion

I alle projekterne indtager konsulenter eller kontaktpersoner en central rolle,

både når det gælder kontakten til den ledige, til virksomhederne og til relevante

myndigheder.

25


I Jobsektionen under Handicapidrættens Videnscenter fungerer jobkonsulenten

som den enkeltes advokat i forbindelse med etablering af et job på særlige vilkår.

Konsulentens rolle er at sikre den enkelte de bedst mulige betingelser og

arbejdsvilkår. I projektet fra Center for Rådgivning og Udvikling har kontaktpersonen

en formidlende rolle i kontakten mellem den ledige og henholdsvis

virksomheden og relevante myndigheder udover, at kontaktpersonen under projektforløbet

arbejder med deltagernes personlige udvikling herunder selvtillid

og livskvalitet.

Konsulenterne i “Missing Link” indtager en lidt anden rolle. Deres rolle er både

at servicere den ledige og virksomheden. Den ledige følges tæt i forløbet,

og opstår der problemer på arbejdspladsen er det målsætningen, at konsulenten

rykker hurtigt ud og får løst konflikten. Derudover er det som før nævnt konsulentens

rolle at servicere virksomhederne bl.a. i løsningen af konfliktspørgsmål,

men også i løsningen af problemer af mere generel karakter omkring mulighederne

inden for det rummelige arbejdsmarked. Det kan derfor hævdes, at

konsulenten hos “Missing Link” hverken er den “lediges mand” eller “virksomhedens

mand”.

Jobkonsulenterne i “Missing Link” får derved en form for mediatorrolle. Hermed

ligner “Missing Link”s metoder meget metoderne i Jobsektionen under

Handicapidrættens Videnscenter, hvor konsulenternes rolle i høj grad bliver

beskrevet som en advokat- eller “kitte-sammen”-funktion med det hovedformål

at bringe parterne sammen. I “Missing Link” sker denne proces gennem oplysning.

Oplysning til borgeren om jobmuligheder og oplysning om og klargøring

af jobbehov over for virksomhederne gennem virksomhedsservice.

Afsluttende vurderinger

Alle projekter er baseret på det gennemgående rationale i aktiveringsstrategien,

nemlig at rettigheder er bundet op på pligter, og at man skal yde for at kunne

nyde.

I forhold til de øvrige projekter synes “Missing Link” imidlertid at være baseret

på en forståelse af, at det enkelte individ – den ledige – har et potentiale, hvor

det i første omgang handler om at skabe rum på arbejdsmarkedet, således at

dette potentiale kan udfoldes. Det er i den forbindelse vigtigt at undgå klientliggørelsen

af de ledige, men derimod søge at inkludere dem i samfundet og

den primære sfære – arbejdsmarkedet.

Netop denne forståelse og tilgang afspejler en forståelse af , at arbejdsløshed

i høj grad skal ses som et strukturelt problem og ikke et problem hos den enkelte.

Det er et strukturelt problem, der primært hidrører fra den offentlige sektor,

kommunernes manglende og utidssvarende løsningsredskaber.

Hvordan ThimPartners’ projekt “Missing Link” reelt og mere konkret adskiller

sig/ligner de oven for nævnte projekter, er det ud fra de foreliggende erfaringer

26


endnu vanskeligt at sige noget konkret om. Men overordnet tegner der sig et

billede af et projekt og nogle metoder, som ligger meget i tråd med VK-regeringens

beskæftigelsespolitik og visioner herfor.

27


2 Indsatsen over for de ledige

Dette kapitel omhandler den indsats, der gøres for at få ledige i arbejde og integreret

på det danske arbejdsmarked. Først er der imidlertid en redegørelse for

udviklingen i arbejdsmarkedspolitikken.

2.1 Udvikling i arbejdsmarkedspolitikken

Hvis vi ser tilbage på de seneste 30-40 års arbejdsmarkedspolitik, kan vi konstatere

vigtige forandringer. Især er der sket et skifte fra passiv til aktiv politik.

I det følgende vil vi kort skitsere denne udvikling.

1960erne

I 1960erne, hvor der var såkaldt fuld beskæftigelse i Danmark, var arbejdsmarkedspolitikken

meget passiv. Den bestod primært i at udbetale understøttelse

til de forsikrede ledige. Normalt var der tale om korte ledighedsperioder, ofte

i forbindelse med sæsonsvingninger i byggeriet og dårligt vejr.

1970erne

Efter oliekrisen i 1973/74 opstod der massearbejdsløshed. Arbejdsmarkedspolitikken

var stadig passiv, og man forsøgte sig især med keynesiansk efterspørgselsstimulering

for at bekæmpe arbejdsløsheden. Bl.a. nedsatte man midlertidigt

momsen i 1976.

I slutningen af 1970erne var politikerne meget bekymrede over den høje ungdomsarbejdsløshed.

Man frygtede, at der ville opstå flere årgange med unge,

som aldrig rigtig fik fodfæste på arbejdsmarkedet. Det førte bl.a. til, at man

indførte efterlønnen i 1979, hvor man reducerede arbejdsstyrken ved, at de ældre

og nedslidte frivilligt kunne forlade arbejdsmarkedet, så de unge kunne

overtage deres job. Så kunne man “slå to fluer med et smæk”.

I 1976 trådte bistandsloven i kraft. Denne lov var enestående i dens hovedprincip

om, at alle skulle behandles individuelt. Det gjaldt først og fremmest om

at undgå en social deroute, hvor folk kunne komme i store vanskeligheder på

grund af en midlertidig begivenhed, som fx sygdom eller arbejdsløshed. Man

skulle derfor, så vidt muligt, opretholde folks leveniveau, indtil de igen blev

selvforsørgende.

1980erne

I slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne indså politikerne, at arbejdsløsheden

var af en mere permanent karakter. Man måtte holde de ledige

i gang med noget. Samtidig var en del arbejdsløse truet af den såkaldte 26

ugers regel, som betød, at man skulle have haft arbejde i mindst 26 uger inden

for de seneste 3 år for at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge. Derfor indførte

28


man ATB-ordningen (=ArbejdsTilBud), som betød, at man kunne få et midlertidigt

job i 7 eller 9 måneder – lige nøjagtig nok til at genoptjene ydelsesretten

til dagpenge. Med ATB-ordningen kunne de forsikrede i virkeligheden modtage

dagpenge evigt, blot de deltog i ATB en gang hvert 3. år.

ATB-ordningen var tænkt som en mulighed for, at de ledige kunne vedligeholde

deres arbejdsmarkedskvalifikationer og derved lettere kunne opnå et ordinært

job. En stor del af ATB foregik imidlertid på offentlige arbejdspladser og

førte sjældent til et job. Det var i praksis en måde at undgå, at de forsikrede ledige

skulle ende i kontanthjælpssystemet med lavere ydelser. Selv om det var

en ret passiv foranstaltning, var det alligevel begyndelsen på den mere aktive

arbejdsmarkedspolitik, som fulgte senere i 1980erne.

I løbet af 1980erne var der et par gennemgående diskussioner, som kom til at

præge arbejdsmarkedspolitikken. Den ene diskussion handlede om, hvorvidt

de ledige var “dovne” og manglede incitamenter til at søge ordinært arbejde,

mens den anden diskussion handlede om strukturel ledighed.

Med den borgerlige regerings tiltræden i 1981, blev der straks sat en stopper

for dagpengenes pristalsregulering, hvorved arbejdsløshedsdagpengene blev

købekraftsmæssigt reduceret. I løbet af 3-4 år mistede dagpengene næsten 30%

i realværdi, inden en ny regulering blev indført i 1987. De lavere dagpenge

skulle være et incitament til, at de ledige blev mere aktive i deres arbejdssøgning.

I løbet af 1980erne blev frygten for tab af kvalifikationer blandt de ledige forstærket,

især fordi der var en gruppe ledige, som efterhånden havde været ledige

i ret lang tid. Derved risikerede de at miste både arbejdsmæssige og uddannelsesmæssige

kvalifikationer. Der var en risiko for, at hvis/når de ledige endelig

fik et job, så var deres kvalifikationer forældede. Andre ledige havde forladt

arbejdsfunktioner eller brancher, som de aldrig kunne vende tilbage til på

grund af den teknologiske eller konkurrencemæssige udvikling. Derfor indførte

man i midten af 1980erne UTB (UddannelsesTilBud). Man kunne vælge at tage

UTB i stedet for ATB. UTB skulle bl.a. være med til at reducere den strukturelle

ledighed gennem videreuddannelse og omskoling.

I slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990erne introducerede den borgerlige

regering ungdomsydelsen, hvor der var et vist element af tvang indbygget.

Ungdomsydelsen var rettet mod unge, ledige kontanthjælpsmodtagere mellem

18 og 20 år. De skulle efter en periode på 12 ugers kontanthjælp deltage

i et anvist arbejde eller kommunalt beskæftigelsesprojekt. Hvis de nægtede at

deltage, kunne de, som straf, få reduceret deres kontanthjælp. Det var et nyt

princip, som ikke var praktiseret siden anden verdenskrig. I løbet af 1990erne

blev aldersgrænsen for denne ungdomsydelse sat op til 25 år, ligesom tvangselementet

med reduktion af kontanthjælpen blev udvidet til andre grupper på

kontanthjælp.

29


Arbejdsmarkedsreform i 1990erne

Med udviklingen af ATB, UTB og ungdomsydelsen var vejen banet for det såkaldte

“workfare”-princip (princippet om at man skal arbejde for sine dagpenge/kontanthjælp)

i den danske arbejdsmarkedspolitik. Det blev hurtigt alment

accepteret, at man skal “yde før man kan nyde” dvs., man kan stille krav om

visse aktiviteter til de ledige. Dette princip blev klart formuleret i forbindelse

med den nye centrum-venstre regerings arbejdsmarkedsreform, som trådte i

kraft i 1994.

Arbejdsmarkedsreformen i 1994 reducerede på den ene side mulighederne for

at modtage arbejdsløshedsdagpenge i mange år, idet man introducerede en

“passiv” 'delperiode 1' på 4 år, og en “aktiv” 'delperiode 2' på 3 år, hvorefter

den ledige ikke længere kunne modtage arbejdsløshedsdagpenge, men overgik

til kontanthjælp. I 'delperiode 1' fik den ledige en række tilbud om jobsøgning

og ret til et års jobtilbud eller uddannelse, men ingen pligt til at deltage i aktivering.

I 'delperiode 2' fik den ledige både ret og pligt til at deltage i aktivering

og jobtræning i hele perioden.

Delperioderne blev i løbet af 1990erne reduceret således, at dagpengeperioden

(tidligere delperiode 1) nu kun er på 1 år, mens aktivperioden (tidligere delperiode

2) nu er på 3 år. Det betyder, at man nu maksimalt kan opholde sig 4 år

i dagpengesystemet. Altså en væsentlig opstramning.

En anden vigtig ændring med arbejdsmarkedsreformen i 1994 var, at jobtræning

og aktivering ikke længere kunne bruges til at generhverve dagpengeretten.

Jobtræning og aktivering blev altså ikke regnet som erhvervsmæssigt arbejde

på linie med ordinært, ustøttet arbejde.

Endelig blev der i 1994 indført 3 orlovsordninger: a) uddannelsesorlov, b) børnepasningsorlov

og c) sabbatorlov. Disse orlovsordninger er løbende blevet

ændret med hensyn til ydelsesniveau, og sabbatorloven er stort set ophørt med

at eksistere.

I tilknytning til orlovsordningerne indførtes desuden en overgangsydelse til arbejdsløse

i alderen 50-59 år, som havde været ledige i mere end 15 måneder

– en slags efterløn for de over 50-59 årige. Denne overgangsydelse blev afskaffet

igen i 1996, da der kom gang i beskæftigelsen.

Indsatsen over for de ledige blev forbedret med nye og mere målrettede tilbud.

Det drejede sig bl.a. om en vifte med privat og offentlig jobtræning/individuel

jobtræning, puljejob, iværksætterydelse, uddannelsesydelse, osv. Desuden

skulle alle ledige have udarbejdet handleplaner for, hvad de skulle foretage sig,

mens de var ledige.

Man kan sige, at arbejdsmarkedspolitikken i 1990erne var et miks af flere elementer.

For det første ønskede man at reducere arbejdsløsheden, bl.a. ved

30


hjælp af orlovsydelser og overgangsydelse. For det andet blev de arbejdsløse

presset af strammere rådighedsregler og beskæring af antallet af år, man kan

være i dagpengesystemet. Endelig for det tredje blev der indført handleplaner

for de ledige, som skulle hjælpe dem i beskæftigelse eller uddannelse. Alt i alt

en klar målretning af arbejdsmarkedspolitikken og et yderligere skifte fra passiv

til aktiv indsats.

Der blev indført et såkaldt “ret og pligt-princip”over for de ledige. De ledige

havde både ret og pligt til at deltage i forskellige foranstaltninger. Det var dog

et ret usymmetrisk princip, hvor pligt fyldte mere end ret. Der var bl.a. mange

kommuner og AF, som i perioder ikke levede op til deres del af aftalen. Desuden

var der ikke aftalt noget om kvaliteten af de forskellige tilbud til de ledige.

Der var mange eksempler på utroligt dårlige aktiveringsprojekter, som mere

havde karakter af at skræmme de ledige i ordinær beskæftigelse end hjælpe

dem i beskæftigelse.

Den nye VK-regering

Da den nye borgerlige VK-regering kom til magten i 2001, gik den straks i

gang med at udarbejde en ny arbejdsmarkedspolitik. I sommeren 2002 vedtog

et flertal af Folketingets partier regeringens arbejdsmarkedsreform “Flere i arbejde”.

Baggrunden for reformen var, at for mange aktiveres i nyttesløse projekter

og uddannelsesordninger, der ikke resulterer i ordinær beskæftigelse.

Ideen er, at individet sættes i centrum. Indsatsen skal tage udgangspunkt i den

enkeltes behov og ikke i, hvorvidt den enkelte er forsikret eller ej. Et væsentligt

element i reformen er derfor at ligestille indsatsen over for kontanthjælpsmodtagere

og dagpengemodtagere. Den grundlæggende idé i reformen er, at den

enkelte (ledige) skal rustes og motiveres til at søge og opnå beskæftigelse på

det ordinære arbejdsmarked. Det skal kunne betale sig at arbejde. Det skal

samtidig sikres, at alle ledige reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet. Og endelig

handler det om at skabe den kortest mulige vej til beskæftigelse.

Overordnet indebærer reformen ændringer i selve organiseringen af den beskæftigelsespolitiske

indsats og ændringer i indsatsen over for den enkelte. Endelig

er tidligere begreber som individuel handleplan, jobtræning etc. udskiftet

med jobplan, ansættelse med løntilskud m.v. Mere konkret handler reformen

om:

• Enstrenget arbejdsmarkedssystem.

• En liberalisering af AFs drift – andre aktører skal inddrages i beskæftigelsesindsatsen.

• En forenkling af redskabsviften – fra 32 ordninger til 3 (vejledning/opkvalificering,

virksomhedspraktik og løntilskud).

• Ændring i rådighedsregler og sanktioner – det skal kunne betale sig at arbejde.

31


De organisatoriske ændringer handler primært om, at kommunerne nu skal servicere

ledige kontanthjælpsmodtagere efter samme principper som AF. Det betyder,

at ledige uanset forsørgelsesgrundlag får samme rettigheder og pligter.

Der er i den forbindelse lagt op til at styrke samarbejdet mellem kommunerne

og AF.

Det er regeringens målsætning, at dette på sigt skal føre til det enstrengede system,

hvor der i indsatserne og tilbudene ikke skelnes mellem, hvorvidt man

er dagpenge- eller kontanthjælpsmodtager.

Samtidig skal andre aktører inddrages i beskæftigelsesindsatsen. Det betyder,

at en række af AFs ydelser skal udliciteres. I første omgang har hver af de 14

AF-regioner udbudt selve kontaktforløbene for udvalgte ledige i licitation. Planen

er, at flere elementer af indsatsen for de ledige skal udliciteres. For at undgå

at betale for fastholdelse af ledige, er det Beskæftigelsesministeriets forslag,

at øvrige aktører skal resultataflønnes.

I forhold til “redskabsviften” er de hidtidige 32 ordninger og redskaber, som

tidligere nævnt, erstattet med 3 tilbud, som nu både gælder for dagpenge- og

kontanthjælpsmodtagere. De 3 tilbud er:

• Vejledning/opkvalificering

• Virksomhedspraktik

• Ansættelse med løntilskud.

De 3 tilbud er ikke nye, men er udtryk for, at de hidtidige redskaber er blevet

samlet i 3 overordnede grupper. Hensigten er at pointere nødvendigheden af

at placere de ledige i “rigtigt” arbejde, frem for i diverse aktiverings- og uddannelsesprojekter.

Samtidig betyder forenklingen af redskabsviften, at fokus på

uddannelse og kompetencegivende opkvalificering bliver nedtonet.

Der er i forbindelse med brugen af disse redskaber sket en væsentlig ændring.

Tidligere måtte ledige i eksempelvis jobtræning kun udføre arbejde, der ellers

ikke ville blive udført, og der var begrænsninger for typen af arbejde, der måtte

udføres. Med reformen er disse begrænsninger fjernet således, at ledige ansat

med løntilskud i dag må lave al slags arbejde. Argumentet for at fjerne disse

tidligere restriktioner er, at det vil forbedre lediges muligheder for at opnå fodfæste

på arbejdsmarkedet.

I forlængelse heraf er der ved ansættelse af ledige med løntilskud ikke længere

krav om, at der skal være tale om merbeskæftigelse. Det er heller ikke længere

et krav, at medarbejdererepræsentanter skal give tilsagn i forbindelse med ansættelse

af ledige med løntilskud. Det er alene et krav, at tillidsrepræsentanten

er blevet informeret og har talt med ledelsen.

32


Man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at være berettiget til enten

dagpenge eller kontanthjælp. Kravene til, hvornår man står til rådighed, er med

den nye reform strammet op. Personer, der takker nej til et tilbud, selv siger op

eller stopper i en uddannelse får 3 ugers karantæne. I den periode får dagpengemodtageren

ingen dagpenge, og kontanthjælpsmodtageren får ydelsen reduceret

med 1/3. Afslår en person anden gang inden for en 12 månders periode

stilles der krav om 300 timers ordinært arbejde inden for 10 uger. Indtil kravet

er opfyldt, modtager dagpengemodtageren ingen dagpenge, og kontanthjælpsmodtageren

får sin ydelse reduceret med 1/3.

For at sikre sig, at der er et økonomisk incitament for alle grupper til at arbejde,

justeres kontanthjælpen til ægtepar. Det betyder, at hjælpen sænkes henholdsvis

80% og 60% efter 6 måneder på kontanthjælp.

For dimittender er kravene for optjening af dagpengeretten skærpet. Tidligere

kunne dimittender straks efter 3 måneders beskæftigelse i forlængelse af uddannelsen

få beregnet en individuel sats. De nye regler indebærer, at

dimittender tidligst kan få udbetalt dagpenge med en beregnet sats 7 måneder

efter optagelse i en a-kasse.

For udeboende kontanthjælpsmodtagere under 25 år uden børn reduceres kontanthjælpen

efter 6 måneder således, at ydelsen svarer til niveauet for Statens

Uddannelsestøtte (SU). Hensigten med nedjusteringen er at give unge et incitament,

så de ikke af økonomiske årsager holder sig fra at tage en uddannelse.

Endelig er kravene til transporttid skærpet. Ledige skal i dag sige ja til job, selv

om det medfører en samlet daglig transporttid på 4 timer. For mellem- og højtuddannede

stilles der krav om yderligere øget mobilitet ud over de 4 timer.

Man kan kort karakterisere VK-regeringens reform med ordene forenkling og

stramning af ydelsesreglerne. Desuden er der indført et element af privatisering

af arbejdsformidlingsindsatsen. Skellet mellem ekstraordinært og ordinært arbejde

er delvis nedbrudt, så ledige i jobtræning og virksomhedspraktik gerne

må udføre ordinært arbejde. Endelig er der tale om en nedprioritering af uddannelseselementet

i indsatsviften.

Afslutning

Hvis man kort skal beskrive udviklingen i arbejdsmarkedspolitikken de sidste

50 år, kan vi karakterisere det som et skifte fra passiv til aktiv arbejdsmarkedspolitik

eller fra “welfare” til “workfare”. I begyndelsen kunne man forlade sig

på keynesiansk økonomisk politik til at regulere efterspørgslen og dermed beskæftigelsen.

Efter oliekrisen i 1973/74, som betegner afslutningen på en længere

periode med fuld beskæftigelse, er arbejdsmarkedspolitikken blevet gradvis

mere aktiv og rettet mod udbudssiden (arbejdskraften). Især i 1990erne er

der blevet indført en række tilbud til de ledige og samtidig en del stramninger

af reglerne for modtagelse af dagpenge og kontanthjælp.

33


Der er også sket en individualisering af ledighedsproblemet. I 1960erne og

1970erne var det overordnede synspunkt, at det var samfundets opgave at skaffe

beskæftigelse til folk. De lediges opgave var at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Hvis de ledige desuden havde betalt deres a-kassekontingent, kunne

de med god ret og samvittighed modtage deres understøttelse. I løbet af

1980erne og især i 1990erne blev ledigheden i højere grad til et individuelt

problem. Det var en fejl hos den enkelte, som var skyld i ledigheden, fx manglende/forkert

uddannelse eller manglende motivation. Der skulle så laves individuelle

handlingsplaner, hvor sagsbehandlerne sammen med de ledige skulle

lave uddannelses- og karriereplaner for hver enkelt ledig.

I dag kan vi karakterisere den danske arbejdsmarkedspolitik som et udbygget

system af “workfare”, dvs. man skal yde en indsats (arbejde eller uddannelse)

for til gengæld at modtage dagpenge eller kontanthjælp i tilfælde af ledighed.

Der er almindelig enighed i befolkningen og blandt politikerne om, at det er i

orden at stille krav til de ledige. Uenigheden går mest på omfanget og karakteren

af disse krav. Tidligere var synspunktet snarere, at de ledige uforskyldt var

blevet ramt af ledighed, og at de normalt havde forsikret sig mod ledighed,

derfor kunne de med god ret modtage arbejdsløshedsdagpenge i den midlertidige

situation, indtil de igen fik et ordinært job. Deres indsats bestod primært i

at søge arbejde.

2.2 Hvorfor aktiv arbejdsmarkedspolitik?

Den udvikling, der er sket med arbejdsmarkedspolitikken i Danmark i de senere

år, kan forklares ved hjælp af en flere forskellige teorier og modeller. Nogle

forklaringer er generelle og gælder for andre sammenlignelige lande, mens andre

forklaringer knytter sig mere specifikt til danske forhold. I det følgende vil

vi forsøge at give nogle bud på disse forklaringer.

• Fra industrisamfund til videnssamfund

• Reservearméen

• Social eksklusion og inklusion

• Arbejdsmoral

• Velfærdsstatens legitimitet

• Til deres eget bedste.

Fra industrisamfund til videnssamfund

En vigtig forklaring på forandringerne kan være, at vores samfund har ændret

sig fra at være et industrisamfund med massefabrikation til et videnssamfund

med meget varieret produktion og tjenesteydelser i løbet af de sidste 30-40 år.

Det stiller større krav til arbejdskraftens kvalifikationer og fleksibilitet. I industrisamfundet

var arbejdskraften i højere grad en ensartet masse, der skulle

passe til samlebåndsarbejde eller fysisk krævende arbejde. I videnssamfundet

er der mange flere funktioner, som kræver særlige kvalifikationer af den enkel-

34


te. Hver enkelt medarbejder er noget helt særligt. For arbejdsmarkedspolitikken

betyder det, at man skal være mere orienteret mod at forbedre arbejdskraftens

uddannelse og personlige kompetencer, fx ansvarlighed, omstillingsparathed

og fleksibilitet.

Man kan sige, at det i videnssamfundet er arbejdsmarkedets udbudsside, som

bliver vigtig, så samfundet og arbejdsgiverne kan få den rigtige og kompetente

arbejdskraft. Tidligere i industrisamfundet kunne man i højere grad benytte den

traditionelle keynesianske efterspørgselsstimulerende politik, hvis man ville

bekæmpe arbejdsløshed. Det er ikke tilstrækkeligt i videnssamfundet. Her stilles

der også store krav til udbudet af arbejdskraft, og arbejdsmarkedspolitikken

må være mere målrettet og aktiv.

I dette lys kan man måske også se “workfare”-politikken, hvor der stilles krav

om, at de ledige skal arbejde eller uddanne sig, hvis de vil modtage dagpenge

eller kontanthjælp. Desuden bliver der udarbejdet handleplaner for de ledige.

Reservearméen

I den marxistiske litteratur peges der på arbejdskraftens reservearmé. Denne

teori lægger vægt på, at arbejdsgiverne har behov for et overskud af kvalificeret

og motiveret arbejdskraft, som kan holde lønninger og omkostninger nede

og derved sikre en bedre konkurrenceevne og profit. Det er derfor arbejdsmarkedspolitikkens

vigtigste opgave at sikre, at denne ekstra arbejdskraft hele tiden

er til rådighed.

Denne marxistiske forklaring er meget generel og gælder til alle tider i et kapitalistisk

samfundssystem. Men det kan ikke forklare, hvorfor der er sket en ændring

af den danske arbejdsmarkedspolitik i de sidste 30 år.

Social eksklusion og inklusion

De seneste 20-30 år har man talt meget om social eksklusion og inklusion. I

begyndelsen blev begreberne benyttet som et slags synonym for fattigdom og

dårlige sociale forhold. Senere har begreberne imidlertid fået en mere selvstændig

betydning.

Inklusion/eksklusion – dikotomien skal hovedsageligt forstås som henholdsvis

deltagelse eller ikke-deltagelse på det ordinære arbejdsmarked. Spørgsmålet

om deltagelse på arbejdsmarkedet er i høj grad blevet det forhold, der afgør,

om man er en del af samfundet eller, om man befinder sig på samfundets kant

eller står helt uden for. Andre velkendte begreber som marginaliserede, restgruppe,

den tunge gruppe, de udstødte, ressourcesvage osv. kan alle forstås på

samme måde. Den førte aktiveringspolitik synes derfor at være forankret i to

forudsætninger: 1) Arbejdsløshed medfører social eksklusion, og 2) Erhvervsmæssigt

arbejde medfører social inklusion. Lønarbejde synes at være blevet

den gyldne vej til samfundsmæssig inklusion og medborgerskab.

35


Den aktive arbejdsmarkedspolitik er altså blevet et vigtigt redskab til at undgå

social eksklusion og samtidig sikre social inklusion.

Arbejdsmoral

En forklaring på arbejdsmarkedspolitikken kan også være spørgsmålet om arbejdsmoral

eller holdningen til selvforsørgelse. Har vi i Danmark (og andre

nordeuropæiske lande) en særlig moral? Det er svært at afgøre. I hvert fald er

der i det danske samfund en stærk moral omkring arbejde og selvforsørgelse.

Der er en stærk norm om, at alle arbejdsføre personer skal have et arbejde, som

bidrager til samfundsøkonomien, og de skal kunne forsørge sig selv og den

nærmeste familie.

Vi har ikke foretaget dyberegående studier af samfundsmoralen i de senere år,

men det virker som om, at der er sket en holdningsændring. Tidligere var det

en udbredt holdning, at “ret og pligt”-princippet var vigtigt, dvs. man skulle

gøre sin pligt, derefter kunne man kræve sin ret. Hvis man stod til rådighed for

arbejdsmarkedet og havde betalt sit kontingent til a-kassen, så kunne man med

god ret få udbetalt sine arbejdsløshedsdagpenge, hvis man blev arbejdsløs.

Dette “ret og pligt”-princip har siden slutningen af 1980erne fået en drejning

i retning af princippet om, at man skal yde, før man kan nyde. I dag har næsten

alle politiske partier og organisationer, såvel som “almindelige” mennesker

denne yde-nyde holdning. At yde vil i denne sammenhæng sige, at man skal

arbejde eller uddanne sig som modydelse for sine dagpenge og kontanthjælp.

Det er ikke nok at have et lovmæssigt krav på en ydelse – man skal gennem

handling gøre sig moralsk fortjent til den.

I bogen “Aktivering. Klientsamtaler og socialpolitik”, har Annette Carstens

identificeret to politisk-filosofiske principper, som står over for hinanden i velfærdsdebatten:

Autonomiprincippet og det kommunitaristiske princip.

Autonomiprincippet betoner den enkeltes evne til selv at kunne træffe egne

valg som forudsætning for identitetsdannelse og samfundsmæssig integration.

Det kommunitariske princip betoner heroverfor ansvar, fællesskab og moral.

Det vil sige at (gen)skabe fælles normer og moral samt fællesskabets holdningspåvirkning

og sociale kontrol.

Budskabet er, at den sociale integration (normaliseringen) vægtes frem for den

personlige identitet, og at fællesskabet (det normale) vægtes frem for individet.

I dansk sammenhæng har de kommunitaristiske tanker stor gennemslagskraft

i vægtningen af sammenhængen mellem rettigheder og pligter og forestillingen

om genskabelsen af velfærdsstatens moralske fundament. Denne kommunitaristisk-inspirerede

aktiveringsfilosofi siger, at man skal yde for at nyde, og at

der med rettigheder følger pligter.

36


Med vedtagelsen af lov om aktiv social politik i 1998 kan man sige, at det

kommunitaristiske princip etablerede sig endegyldigt som det dominerende.

Der er i dag bred politisk enighed om, at det ikke skal være muligt at nyde godt

af offentlig forsørgelse i det danske samfund, hvis ikke man er parat til at levere

en modydelse.

Velfærdsstatens legitimitet

En yderligere forklaring af aktivliniens fremvækst er problemet omkring velfærdsstatens

legitimitet. Denne forklaring bygger på, at velfærdsstaten er ved

at miste politisk opbakning i befolkningen. Høje skatter og utilfredshed med

velfærdsstatens serviceydelser risikerer at underminere velfærdsstaten.

Det skyldes, at den danske velfærdsstat med relativt høje ydelser til en bred del

af befolkningen har en indbygget “akilleshæl”. I økonomisk dårlige tider bliver

de sociale udgifter meget høje, hvilket skaber et finansieringsproblem, hvis den

økonomiske krise bliver langvarig. Det betyder enten højere skatter eller beskæringer

af ydelserne, og begge dele er upopulære i befolkningen.

Hvis man vil undgå at miste befolkningens opbakning til velfærdsstaten og

samtidig undgå at beskære ydelserne kraftigt, er det nødvendigt at ændre principperne

bag ydelserne. Derfor er “ret og pligt”-princippet blevet skiftet ud

med princippet om at “yde før man kan nyde”. I praksis betyder det, at man

kan kræve en arbejds- eller uddannelsesindsats for at modtage indkomsterstattende

ydelser. Det er netop aktivliniens moralske basis og baggrunden for, at

der er et vist element af tvang.

Til deres eget bedste

Endelig kan det nævnes, at principperne bag aktivlinien kan forklares med et

ændret syn på de arbejdsløse. Adskillige undersøgelser har vist, at arbejdsløshed

kan føre til social udstødning og have negative effekter på økonomi, helbred

og sociale kontakter. For at modvirke disse negative effekter er det vigtigt,

at de arbejdsløse bliver tilbudt arbejde og uddannelse. Det er en paternalistisk

holdning, hvor man siger, at det i virkeligheden er til de arbejdsløses eget

bedste.

Opsummering

I det foregående har vi oplistet en række mulige forklaringer på, hvorfor vi har

fået en aktiv arbejdsmarkedspolitik og et “workfare”-princip indført i Danmark

i de sidste 20-30 år. Der er næppe en enkelt forklaring på disse ændringer. Alle

de nævnte forklaringer har nok i større eller mindre omfang bidraget til ændringerne.

Skiftet fra passiv til aktiv arbejdsmarkedspolitik er ikke kun et dansk fænomen,

men noget som har fundet sted i de fleste EU-lande. Det er også i den retning

EUs fælles arbejdsmarkedspolitik har bevæget sig. I flere år i 1990erne var

37


Danmark et af “ideal”-landene i EU, som havde en vis succes med at reducere

arbejdsløsheden, hvor den aktive arbejdsmarkedspolitik fik en stor del af æren.

2.3 Instrumenter til bekæmpelse af ledighed

Siden slutningen af 1970erne, hvor ATB-ordningen blev indført, har der været

en række forskellige arbejdsmarkedspolitiske instrumenter i brug. I 1980erne

indførte man UTB (UddannelseTilBud), og senere har man haft iværksætterydelse

og puljejob osv. Vi skal ikke gennemgå hele listen af instrumenter her,

men nøjes med at give et overblik over de vigtigste, der har været i brug de seneste

10 år.

Jobtræning

Det foregår hos private eller offentlige arbejdsgivere. Arbejdsgiveren får et

løntilskud, hvis der er tale om en nettoudvidelse af antallet af beskæftigede.

Løntilskuddet udgør ca. halvdelen af mindstelønnen – ca. 50 kr. i timen. Den

normale varighed er 6 måneder. Løn- og arbejdsvilkår skal svare til overenskomster

og lovgivning på området, men hvis det foregår hos offentlige arbejdsgivere,

kan lønnen højst udgøre ca. 90 kr. i timen.

Individuel jobtræning

Individuel jobtræning er rettet mod arbejdsløse, der har vanskeligt ved at opnå

beskæftigelse på normale løn- og arbejdsvilkår – altså de såkaldt “tunge” ledige.

Særlig jobtræning må kun omfatte arbejde, der ellers ikke ville blive udført

som almindeligt lønnet arbejde. Deltagerne får ikke løn, men en “projektydelse”,

som fastsættes af myndighederne. Den samlede indkomst kan aldrig overstige

dagpengemaksimumbeløbet. Arbejdstiden fastsættes individuelt. I øvrigt

gælder overenskomstmæssige regler – altså bortset fra løn og arbejdstid.

Puljejob

Der blev oprettet særlige puljejob inden for offentlige serviceområder, som kun

blev tildelt til dagpengeberettigede arbejdsløse i aktivperioden. Kontanthjælpsmodtagere

kunne altså ikke blive aktiverede i puljejob. Man kunne være beskæftiget

i 3 år i puljejob. Man får en løn på ca. 90 kr. i timen. Puljejobordningen

blev ophævet ved udgangen af 1999.

Iværksætterydelse

Indtil 1998 eksisterede der en iværksætterydelse, som gav de arbejdsløse støtte

til at starte deres egen virksomhed. I 3 år kunne de modtage halve dagpenge eller

kontanthjælp uden at skulle stå til rådighed for anvist arbejde.

38


Voksenlærlinge

Siden 2001 har der været en særlig ordning, hvor personer over 25 år uden erhvervsmæssig

uddannelse kan tage en lærlingeuddannelse. Arbejdsgiverne kan

få tilskud i praktikperioden.

Uddannelsesaktiviteter

Der er en lang række uddannelsesmuligheder, som man kan blive aktiveret i.

Både ordinære uddannelser og særlige kurser/uddannelser for arbejdsløse, fx

daghøjskoler. Den generelle regel er, at man får dagpenge eller kontanthjælp

under uddannelsen.

Anden aktivering

Omfatter en varieret række tilbud til ledige. I denne gruppe findes vejledningsog

introduktionsforløb samt produktionsskoler og særlige kommunale aktiveringsprojekteter.

I denne gruppe findes også personer, som udfører frivilligt arbejde.

Antal fuldtidsdeltagere i forskellige aktiveringsordninger, 1995-2002

1995 1998 2000 2002

I alt ............................. 70.738 77.974 80.123 83.350

Jobtræning – dagpenge ............ 20.366 12.837 13.420 13.908

Jobtræning – kontanthjælp .......... 5.732 3.665 3.539 3.600

Individuel jobtræning – dagpenge ..... 619 566 329 86

Individuel jobtræning – kontanthjælp . . 10.237 14.683 15.964 15.208

Puljejob ......................... - 6.237 1.997 9

Iværksætterstøtte.................. 14.045 7.783 570 -

Voksenlærlige .................... - - - 6.546

Uddannelse ...................... 17.382 27.258 36.043 31.906

Anden aktivering .................. 3.744 4.945 8.261 12.087

Kilde: Statistisk tiårsoversigt. 2003

Ovenstående tabel viser antallet af fuldtidsdeltagere i aktivering. Det er et beregnet

tal, hvor man har taget hensyn til, at mange af deltagerne ikke har været

i aktivering et helt år. I virkeligheden dækker det over, at ca. 260.000 personer

i 2002 var i en eller anden form for aktivering, men at deltagerne i gennemsnit

kun var i aktivering i ca. 4 måneder i løbet af året 2002. Antallet af fuldtidsdeltagere

var således ca. 83.000.

Der har været en pæn stigning i det samlede antal fuldtidsaktiverede fra 1995

til 2002 på næsten 18%. Men denne udvikling dækker over store forskydninger

mellem de enkelte aktiveringsordninger.

39


Hvis vi ser på perioden 1998-2002 har antallet af personer i jobtræning og individuel

jobtræning været nogenlunde stabilt. Til gengæld er puljejobbene og

iværksætterstøtten blevet afskaffet.

Uddannelsesaktiviteterne har svinget noget. Først en stærk stigning frem til

2000 og derefter et fald frem til 2002. Som noget nyt har man imidlertid indført

voksenlærlinge, som kompenserer for faldet i uddannelse.

Anden aktivering er steget markant især de sidste par år. Det dækker især over

en udvidelse af vejlednings- og introduktionsforløb.

Denne forskydning af aktiveringen hænger både sammen med lovændringer og

ændringer i sammensætningen af de ledige.

Jobtræning og individuel jobtræning

I dette afsnit vil vi især se nærmere på jobtræning og individuel jobtræning,

herunder se på sammensætningen af deltagere omregnet til fuldtidsdeltagere.

Antal fuldtidsdeltagere i jobtræning og individuel jobtræning. 2002

Privat Offentlig Uoplyst I alt

sektor sektor sektor

I alt ........................... 7.825 24.789 186 32.800

Jobtræning – dagpenge .......... 2.595 11.313 - 13.908

Jobtræning – kontanthjælp ........ 2.745 809 45 3.599

Individuel jobtræning – dagpenge . . . 57 29 - 86

Individuel jobtræning – kontanthjælp 2.428 12.638 141 15.207

Kilde: Statistiske Efterretninger. Arbejdsmarked. 2003:29

En fjerdedel af jobtræningen foregår i den private sektor, mens de 3 fjerdedele

foregår i den offentlige sektor. Man bemærker desuden, at der er relativt mange

kontanthjælpsmodtagere i jobtræning i den private sektor (76%).

Antal fuldtidsdeltagere i jobtræning og individuel jobtræning. 1999-2002

1999 2000 2001 2002

Privat sektor .................... 7.171 7.158 7.149 7.825

Offentlig sektor ................. 25.767 25.634 25.851 24.789

Uoplyst sektor .................. 557 462 257 186

I alt ........................... 33.495 33.254 33.257 32.800

Kilde: Danmarks Statistiks Statistikbank

40


Antallet af fuldtidsdeltagere i den private og den offentlige sektor har været nogenlunde

konstant i perioden 1999-2002. Dog med en stigning på 10% fra

2001 til 2002 i den private sektor og et lille fald i den offentlige sektor.

Antal fuldtidsdeltagere i jobtræning og individuel jobtræning. 2002

Under 25 25-29 år 30 år+ I alt

år

I alt ........................... 5.567 4.128 23.087 32.782

Jobtræning – dagpenge .......... 456 1.133 12.319 13.908

Jobtræning – kontanthjælp ........ 975 581 2.026 3.582

Individuel jobtræning – dagpenge . . . 1 2 82 85

Individuel jobtræning – kontanthjælp 4.135 2.412 8.660 15.207

Kilde: Statistiske Efterretninger. Arbejdsmarked. 2003:29

Aldersfordelingen af deltagerne i jobtræning og individuel jobtræning viser, at

70% af deltagerne er 30 år og derover. Det er især jobtræning blandt dagpengemodtagere,

hvor der er mange på 30 år og derover. I øvrigt kan det nævnes, at

der er næsten lige mange mænd og kvinder i jobtræning og individuel jobtræning.

2.4 Udgifter til arbejdsmarkedspolitik

I dette afsnit vil vi kort beskæftige os med de offentlige udgifter til arbejdsmarkedspolitik.

Hvad går pengene til? Og hvor mange?

Offentlige udgifter til ledighed og beskæftigelse. Mio. kr. 1994 og 2002

1994 2002

Uddannelsesydelse m.v. ......................... 4.338 3.687

Ordninger for langtidsledige ...................... 378 3.363

Arbejdstilbud .................................. 4.089 2.182

Beskæftigelsesordning .......................... 3.226 3.366

Aktiverede kontanthjælpsmodtagere ............... 2.122 4.858

Arbejdsformidling m.v. .......................... 1.305 1.222

Aktive foranstaltninger i alt ..................... 15.458 18.678

Dagpenge fra a-kasser .......................... 34.723 17.875

Kontanthjælp .................................. 8.413 8.017

Passive ydelser i alt ........................... 43.136 25.892

Udgifter i alt til ledighed/beskæftigelse ........... 58.594 44.570

Kilde: Statistiske Efterretninger. Sociale forhold,sundhed og retsvæsen. 2003:15

41


I ovenstående tabel er angivet de offentlige udgifter til ledighed og beskæftigelse

i 1994 og 2002. Den viser, at der i 2002 blev brugt næsten 19 mia. kr. på

aktive foranstaltninger og næsten 26 mia. kr. på passive ydelser – dagpenge og

kontanthjælp. Det betyder, at 42% af udgifterne i 2002 blev brugt på aktive

foranstaltninger, mens 58% blev brugt på passive ydelser.

I 1994 var de samlede udgifter til ledighed og beskæftigelse på mere end 58

mia. kr. og heraf gik kun 26% til aktive foranstaltninger. Selv om beløbet til

aktive foranstaltninger er næsten uforandret, så er vægtningen ændret, bl.a.

som følge af, at ledighedstallet er blevet kraftigt reduceret i perioden 1994-

2002, og fordi politikken er blevet ændret i aktiv retning.

Vi kan også se, at der i 2002 bruges flere penge på aktivering af langtidsledige

og kommunal aktivering. Det er et udtryk for, at der i 2002 bruges flere penge

på de “tunge” sager i kommunerne.

Det skal nævnes, at vi har medregnet alle forsørgelsesydelser i forbindelse med

kontanthjælp, selv om en del af kontanthjælpen ikke umiddelbart har sin årsag

i ledighed. Det er imidlertid ofte ganske vanskeligt at adskille ledighedsproblemer

og andre sociale problemer.

Vi kan altså tydeligt registrere i statistikken over sociale udgifter, at den aktive

arbejdsmarkedspolitik har vundet frem i 1990erne. Hvis vi forudsætter, at der

er 83.500 fuldtidspersoner i forskellige aktiveringsordninger, koster hver fuldtidsperson

225.000 kr. pr. år. Til sammenligning modtager en ledig ca. 165.000

kr. om året i dagpenge, og en kontanthjælpsmodtager (ikke-forsørger) modtager

ca. 100.000 kr.

Vi kan altså konstatere, at det umiddelbart er mere kostbart at bruge aktive foranstaltninger

i arbejdsmarkedspolitikken end blot at give dem passive ydelser

i form af dagpenge og kontanthjælp. Men vi ved til gengæld ikke, hvor godt det

hjælper. Hvis man kan bringe de ledige i ordinært job, er pengene til aktive

foranstaltninger hurtigt tjent ind igen. Spørgsmålet om, hvor effektiv den aktive

arbejdsmarkedspolitik er, bliver nærmere belyst i næste afsnit, hvor vi skal se

nærmere på beskæftigelseseffekterne.

2.5 Effekter af aktivering

I det foregående afsnit så vi nærmere på antallet af aktiverede personer, og

hvilke ordninger de har været placeret i. I dette afsnit vil vi se nærmere på,

hvilken effekt aktivering har haft for deltagerne. Dels er det spørgsmålet om,

hvorvidt de kommer i ordinært arbejde eller uddannelse, dels er det spørgsmålet,

om de opnår andre fordele ved at deltage i aktivering, fx om de oplever

øget selvtillid eller ansvarlighed osv.

42


I dette afsnit vil vi se på, hvordan nogle af de forskellige offentlige ydelser og

indsatser over for arbejdsløse virker i praksis. Ved hjælp af registeroplysninger

har vi undersøgt, hvilke ydelser og dermed hvilken forsørgelsesmæssig situation

deltagerne/klienterne er i, når der er gået næsten halvandet år – fra uge 9

i 2002 til uge 25 i 2003.

Vi benytter følgende ydelseskategorier:

• Selvforsørgende, dvs. modtager ikke offentlige ydelser, fordi de enten er i

ordinær beskæftigelse eller deltager i en uddannelse (som ikke er SU-berettiget)

for egne midler, eller er rejst ud af landet eller bliver privat forsørget,

fx som “husmoder”/-fader.

• Er under uddannelse (som er SU-berettiget).

• Er i aktivering eller jobtræning.

• Er arbejdsløs – enten på dagpenge eller kontanthjælp.

• Har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, dvs. pension eller efterløn.

• Modtager sygedagpenge eller lignende offentlige ydelser.

I den følgende tabel ser vi på, hvordan det er gået personer, som har deltaget

i forskellige aktive foranstaltninger, dvs. jobtræning, aktivering eller uddannelse

som ledig.

Konsekvenser af deltagelse (uge 9 i 2002) i forskellige arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger.

Opgjort uge 25 i 2003. Procent

Procent Privat Offentlig Kommun. Særlig Uddanneljobtræning

jobtræning aktivering aktivering se

Selvforsørgende* . . 59 25 24 36 32

Ordinær uddannelse 1 1 4 1 4

Aktivering m.v. . . . 9 32 37 16 27

Arbejdsløshed .... 22 31 31 35 27

Tilbagetrækning . . . 1 3 0 2 1

Sygdom/andet .... 8 8 4 10 9

I alt ............. 100 100 100 100 100

Antal personer .... 2.530 11.438 39.887 5.081 30.250

* Modtager ikke offentlige forsørgelsesydelser

Kilde: Egne analyser af DREAM-data

Privat jobtræning er uden sammenligning den mest succesfulde foranstaltning.

59% er blevet selvforsørgende godt et år efter deres deltagelse. Selv om det er

en meget succesfuld foranstaltning, omfatter den kun relativt få personer. Der

er sandsynligvis tale om en vis “creaming” til privat jobtræning, dvs. man udvælger

de ledige, som man tror vil klare sig bedst.

43


På andenpladsen kommer særlige aktiveringsforløb med 32% selvforsørgende,

efterfulgt af uddannelse i forbindelse med ledighed. De dårligste resultater finder

man ved offentlig jobtræning og kommunal aktivering, hvor kun ca. 25%

klarer sig uden offentlige ydelser ca. halvandet år efter, og en tredjedel er stadig

i aktivering eller offentlig jobtræning.

Det er også værd at bemærke, at uddannelse tilsyneladende er et rimeligt virksomt

redskab i forbindelse med ledighed. Det har ellers været et stærkt kritiseret

redskab, og VK-regeringen har nedprioriteret denne indsats. Man bør også

bemærke, at der er 4% i denne gruppe, som fortsætter med en ordinær uddannelse,

som måske senere kan føre til et ordinært job.

Vi har også undersøgt, hvordan det er gået modtagere af forskellige passive

ydelser, fx arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp og introduktionsydelse.

Kontanthjælpsmodtagerne har vi opdelt i en gruppe, der primært har ledighed

som problem, men ikke er berettiget til dagpenge, og en anden gruppe, der har

andre sociale problemer end ledighed.

Konsekvenser af at modtage div. passive forsørgelsesydelser (uge 9 i 2002).

Opgjort uge 25 i 2003

Procent Ledige Kontant- Kontant- Introd.

dagpenge hjælp hjælp ydelse

ledige øvrige

Selvforsørgelse* .... 45 30 22 20

Ordinær uddannelse . 1 5 2 2

Aktivering m.v. ...... 10 15 14 10

Arbejdsløshed ...... 28 46 54 68

Tilbagetrækning ..... 7 0 0 0

Sygdom/andet ...... 9 4 8 0

I alt ............... 100 100 100 100

Antal personer ...... 144.625 19.879 73.040 11.193

* Modtager ikke offentlige forsørgelsesydelser

Kilde: Egne analyser af DREAM-data

Hvis vi betragter “selvforsørgelse” som den bedste succesindikator, så er ledige

på dagpenge klart den gruppe, der klarer sig bedst, idet 45% er blevet selvforsørgende

halvandet år efter. Der er et langt spring ned til kontanthjælpsmodtagerne,

hvor 30% og 22% er blevet selvforsørgende. Den gruppe, der klarer sig

dårligst, er modtagerne af introduktionsydelse, hvor “kun” 20% er blevet selvforsørgende.

Alle disse 4 grupper modtager passive ydelser uden særlige foranstaltninger,

bortset fra, at de skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og selv søge arbejde.

44


Resultaterne siger derfor noget om deres umiddelbare muligheder på arbejdsmarkedet

uden særlig hjælp.

Hvis vi sammenligner de grupper, der har modtaget særlig hjælp i form af jobtræning,

uddannelse og aktivering, med de grupper, som har modtaget passive

ydelser, så er der imidlertid ikke den store forskel at spore. Privat jobtræning

er ganske vist den bedste foranstaltning, men det omfatter kun en meget lille

gruppe. Den store gruppe af ledige på dagpenge klarer sig bedst.

Kontanthjælpsmodtagere klarer sig næsten lige så godt som aktiverede og deltagere

i offentlig jobtræning, hvor ca. en fjerdedel er selvforsørgende halvandet

år efter. Resten er enten stadig i aktivering/jobtræning eller arbejdsløse. Det

skal dog bemærkes, at personer i særlig aktivering og uddannelse klarer sig lidt

bedre.

Den lette konklusion vil være, at de forskellige aktive foranstaltninger i form

af jobtræning og aktivering er spildte kræfter, bortset fra nogle mindre grupper

af deltagere i privat jobtræning, uddannelse og særlig aktivering. Men der kan

være mange forklaringer på, at der ikke er nogen særlig effekt af arbejdsmarkedspolitiske

foranstaltninger. Måske ville det være gået dårligere, hvis disse

foranstaltninger ikke havde været der. Det ved vi ikke ret meget om. Der kan

også være tale om en række “sidegevinster” for deltagerne i jobtræning, aktivering

og uddannelse, fx i form af personlig udvikling, socialt samvær og andre

“bløde” værdier.

Udvikling

I ovenstående afsnit undersøgte vi bl.a., hvor mange der var blevet selvforsørgende

i perioden uge 9/2002 til uge 25/2003. Vi har imidlertid også fulgt personerne

fra uge 9 i 2002 i den mellemliggende periode for at få et billede af,

hvordan situationen udvikler sig. Er det en langsom eller en hurtig proces at

blive selvforsørgende.

Procentdel af deltagere i aktive foranstaltninger i uge 9 2002, som er blevet selvforsørgende*

forskellige tidspunkter

Procent Privat Offentlig Kommun. Særlig Uddanneljobtræning

jobtræning aktivering aktivering se

26 uger efter . . . 57 16 20 26 18

35 uger efter . . . 60 17 23 27 21

52 uger efter . . . 56 19 24 28 25

68 uger efter . . . 59 25 24 36 32

Antal personer . . 2.530 11.438 39.887 5.081 30.250

Kilde: Egne analyser af DREAM-data

* Omfatter bl.a. ordinær og støttet beskæftigelse, udrejse af landet og privat forsørgelse

45


Deltagere i privat jobtræning bliver tilsyneladende hurtigt selvforsørgende,

men derefter går det lidt op og ned. Anderledes er det med de andre aktive foranstaltninger,

hvor der gradvis er flere og flere, som bliver selvforsørgende.

Kommunal aktivering ser imidlertid ud til at have nået et stabilt niveau efter

et års tid, hvor næsten en fjerdedel er blevet selvforsørgende.

Procentdel af modtagere af passive forsørgelsesydelser i uge 9 2002, som er blevet

selvforsørgende* på forskellige tidspunkter

Procent Ledige Kontanthjælp Kontanthjælp Introd.

dagpenge ledige øvrige ydelse

26 uger efter .... 40 24 17 10

35 uger efter .... 39 24 20 13

52 uger efter .... 36 25 21 17

68 uger efter .... 45 30 22 20

Antal personer . . . 144.625 19.879 73.040 11.193

* Modtager ikke offentlige forsørgelsesydelser

Kilde: Egne analyser af DREAM-data

Når det drejer sig om passive forsørgelsesydelser kan vi også registrere en udvikling,

som går stærkt i starten, men derefter bliver tallene mere stabile. Dette

gælder dog ikke modtagere af introduktionsydelse, hvor der hele tiden er flere

og flere, der bliver selvforsørgende.

Hvis man skal vurdere effekten af forskellige indsatser og ydelser, betyder det

altså en del, hvilket tidspunkt man betragter. Det er ikke automatisk en fastlåst

situation. Men samtidig antyder vore analyser, at der er en ret stor “kerne” af

deltagere/modtagere, som har svært ved at opnå selvforsørgelse. Det gælder

især modtagere af kontanthjælp, som har andre problemer end ledighed, og

deltagere i kommunal aktivering.

2.6 Effekter i aktivperioden

Arbejdsmarkedsstyrelsen har gennem flere år foretaget undersøgelser af aktiveringen

og dens effekt. Disse undersøgelser omfatter imidlertid kun dagpengeberettigede

og kun i den del af ledighedsperioden, der kaldes “aktivperioden”,

dvs. efter dagpengeperioden som omfatter det første års ledighed. Der er tale

om en interviewundersøgelse med 6.408 interview, hvor deltagerne var i aktivering

i marts, april og maj 2001, og de blev udspurgt i november/december

2001. PLS Rambøll har udført undersøgelsen, som tidligere er blevet udført i

2000.

Undersøgelsen viste, at ½ år efter deres deltagelse i aktivering, var det de færreste,

der var kommet i ordinær beskæftigelse.

46


Arbejdsmarkedsplacering ½ år efter deltagelse i aktivering. 2000 og 2001

2000 2001

I ordinær beskæftigelse................ 27% 28%

I uddannelse ........................ 8% 7%

I AF-aktivering ....................... 32% 37%

I kommunal aktivering ................. 6% 4%

Arbejdsløs .......................... 20% 20%

Andet .............................. 7% 4%

I alt ................................ 100% 100%

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen: Effekten af indsatsen i aktivperioden. 1. kvartal 2001.

Udgivet juli 2002

Man kan altså konstatere, at 28% var i ordinær beskæftigelse og 7% under uddannelse

ca. ½ år efter de havde været i aktivering. I alt var 35% altså i såkaldte

succesrige kategorier, dvs. de var blevet selvforsørgende eller i en ordinær

uddannelse.

På den anden side er der altså 65% af de aktiverede, som ikke var blevet selvforsørgende.

De fleste var stadig i aktivering – 37% i AF-aktivering og 4% i

kommunal aktivering. Desuden var 20% ledige, og 4% var noget andet, fx havde

trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet eller på kontanthjælp.

I sammenligning med tidligere undersøgelse fra 2000 er der ikke sket ret meget,

bortset fra, at lidt flere stadig er i AF-aktivering og lidt færre i kommunal

aktivering.

Aktivering i aktivperioden bestod overvejende af 3 forskellige indsatser:

• Privat jobtræning

• Offentlig jobtræning

• Uddannelse.

I den følgende tabel er angivet, hvor stor en procentdel fra disse indsatser, der

var kommet i henholdsvis ordinær beskæftigelse og uddannelse.

47


Arbejdsmarkedsplacering ½ år efter deltagelse i aktivering. 2001

Ordinær Uddannelse Beskæftigelse +

beskæftigelse uddannelse

I privat jobtræning .......... 51% 1% 52%

I offentlig jobtræning ........ 24% 2% 26%

Uddannelsesaktivering ...... 25% 8% 33%

Alle ...................... 28% 7% 35%

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen: Effekten af indsatsen i aktivperioden. 1. kvartal 2001.

Udgivet juli 2002

Det er helt tydeligt, at privat jobtræning har den bedste beskæftigelsesmæssige

effekt, idet 51% var i ordinær beskæftigelse ca. ½ år efter. Offentlig jobtræning

og uddannelse resulterede “kun” i en beskæftigelseseffekt på ca. 25%.

Hvis man derimod vægter uddannelse højt, så viser tabellen, at 8% af dem, der

var i uddannelsesaktivering, var startet på en uddannelse. Det var kun tilfældet

for 1% og 2% af dem, der havde været i privat eller offentlig jobtræning.

Det skal dog samtidig nævnes, at selv om privat jobtræning viser gode beskæftigelseseffekter,

så omfatter denne indsats relativt få personer. Der er langt flere

deltagere i offentlig jobtræning og uddannelsesaktivering.

En særlig problemstilling for de personer, som fik ordinært job eller startede

en uddannelse, er, om aktiveringen havde nogen betydning for deres job eller

uddannelse. I undersøgelsen opererer man derfor med både en kontakteffekt

og en nettoeffekt.

Kontakteffekten er den del af de beskæftigede, som fik kontakt med deres nuværende

arbejdsgiver via aktivering. Nettoeffekten er den del af de beskæftigede,

som mener, at aktiveringen havde “i høj grad” eller “i nogen grad” betydning

for deres nuværende beskæftigelse.

Procentdel af beskæftigede aktiveringsdeltagere, som mener aktiveringen havde betydning

for deres job eller uddannelse. 2001

Fik kontakt via Aktiveringen hav- Aktiveringen havde

aktiveringen de stor betydning nogen betydning

Privat jobtræning ..... 51% 55% 13%

Offentlig jobtræning . . . 50% 46% 14%

Uddannelsesaktivering 24% 34% 15%

Alle ................ 35% 41% 15%

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen: Effekten af indsatsen i aktivperioden. 1. kvartal 2001.

Udgivet juli 2002

48


Tabellen viser, at 35% af alle de beskæftigede fik kontakt til arbejdsgiverne via

aktiveringen. For både privat og offentlig jobtræning var det halvdelen af de

beskæftigede, der fik kontakt via aktivering, og kun 24% af de, der havde været

i uddannelsesaktivering.

Vi kan også se, at aktiveringen tillægges størst betydning for beskæftigelsen

blandt deltagerne i privat jobtræning, hvor 55% mener det havde “stor” betydning.

Blandt deltagerne i offentlig jobtræning var det 46%, der mente, det

havde stor betydning, og blandt deltagere i uddannelsesaktivering var det 34%.

Til sidst kan vi gøre op, hvor meget aktiveringen alt i alt har betydet for beskæftigelse

eller uddannelse ved de 3 forskellige aktiveringsindsatser.

Procentdel af beskæftigede aktiveringsdeltagere, som mener aktiveringen havde betydning

for deres job eller uddannelse. 2001

Fik job eller uddannelse: Fik ikke

job eller

Aktiveringen hav- Aktiveringen

de betydning* ingen betydning

uddannelse

I alt

Privat jobtræning .... 35% 17% 48% 100%

Offentlig jobtræning . . 16% 10% 74% 100%

Uddannelsesaktivering 16% 17% 67% 100%

Alle ............... 20% 15% 65% 100%

* Aktiveringen havde betydning “i høj grad” eller “i nogen grad”.

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen: Effekten af indsatsen i aktivperioden. 1. kvartal 2001.

Udgivet juli 2002

Vi kan konstatere, at aktiveringen havde betydning for 20% af deltagerne i aktivering,

der i aktivperioden fik et ordinært job eller gik i gang med en uddannelse.

Der var 15%, som også fik et ordinært job eller gik i gang med en uddannelse,

men de mener ikke, det havde særlig meget med aktiveringen at gøre.

Endelig var der 65%, som hverken fik et ordinært job eller gik i gang med en

uddannelse, men fortsat var i aktivering eller var ledige et ½ år efter.

Privat jobtræning er den aktiveringsindsats, hvor aktiveringen betyder mest for,

at de aktiverede får et ordinært job. 35% af deltagerne i privat jobtræning får

et ordinært job via jobtræningen – det er kun tilfældet for 16% af deltagerne

i offentlig jobtræning og uddannelsesaktivering. Der er også en del af deltagerne

i privat jobtræning (17%), som får job eller uddannelse uden, at det har noget

med jobtræningen at gøre. Det samme niveau ligger deltagerne i uddannelsesaktivering

på, men de har i mange tilfælde valgt at starte på en uddannelse.

Offentlig jobtræning er klart det dårligste middel i aktiveringsindsatsen. 16%

opnår et ordinært job eller starter på en uddannelse som følge af, at de har væ-

49


et i offentlig jobtræning, og andre 10% får job eller starter uddannelse uden,

at det har haft noget med aktiveringen at gøre.

Det er imidlertid vigtigt endnu engang at gøre opmærksom på, at selv om privat

jobtræning er det mest succesfulde, så er der stadig kun meget få jobtræningspladser

i private virksomheder.

2.7 Flere effekter

Det daværende Arbejdsministerium udgav i 2000 en meget interessant rapport:

“Effekter af aktiveringsindsatsen”, hvori de gennemførte en række analyser af

forskellige effekter af aktivering. Analyserne blev gennemført på registergrundlag,

og der er tale om matematisk avancerede modeller. I denne sammenhæng

skal vi ikke beskæftige os nærmere med de matematiske forudsætninger

– det kan man læse om i rapporten.

I rapporten belyses følgende 3 effekter af aktivering:

• Motivationseffekten er omtalt ovenfor som den effekt, at de ledige selv skaffer

sig arbejde, når de står over for at skulle “tvinges” i aktivering.

• Opkvalificeringseffekten er omtalt ovenfor som beskæftigelseseffekten, dvs.

at de ledige fortsætter i ordinært job efter at have gennemført aktivering.

• Fastholdelseseffekten er en særlig effekt, som virker modsat af de andre effekter.

Den betyder, at de ledige ikke søger så meget job, mens de er i aktivering,

end de ville have gjort, hvis de blot gik ledige.

Der er en tæt sammenhæng mellem de 3 effekter. I det følgende omtales disse

effekter kort.

Motivationseffekt

I AMS’ undersøgelse af aktiverede i aktivperioden, som er refereret ovenfor,

forsøgte man også at måle den såkaldte motivationseffekt, som består i at ledige

finder sig et job, når de står overfor at skulle aktiveres. Det kan man tolke

på flere måder. Enten at de ledige er “dovne” og helst vil modtage dagpenge,

eller at aktiveringen er så dårlig eller har så dårligt ry, at de ledige er villige til

at tage et hvilket som helst job for at undgå aktivering. I AMS’ undersøgelse

var der totalt set 17% af de beskæftigede, der svarede, at de havde fundet deres

job for at undgå aktivering.

I Arbejdsministeriets rapport fra 2000 har man bl.a. gennemført registeranalyser

af afgangssandsynligheder i forbindelse med fremrykningen af “ret og

pligt-aktivering” i 1998 fra 3 år til 2 år. Analyserne viser, at afgangssandsynlighederne

stiger, og det tolker man som en motivationseffekt i forbindelse med

“trussel” om aktivering.

50


Opkvalifikationseffekt

Opkvalificeringseffekten omfatter, som nævnt, beskæftigelseseffekten af at have

været i aktivering, dvs. at deltagerne bliver bedre eller dygtigere af at være

i aktivering, og at arbejdsgiverne kan se, at vedkommende er en god arbejdskraft,

som han/hun gerne vil ansætte.

I Arbejdsministeriets rapport fra 2000 har man bl.a. gennemført registeranalyser

af om de aktiverede modtager offentlige ydelser, efter de er ophørt i aktivering.

I slutningen af 1990erne ligger den generelle opkvalificeringseffekt på ca.

15%, dvs. 15% af de aktiverede er blevet selvforsørgende. Der er forskel på,

hvilke indsatser der er tale om. De højeste opkvalificeringseffekter findes ved

privat jobtræning med ca. 30%, mens den er ca. 15% for både uddannelsesaktivering

og offentlig jobtræning.

Fastholdelseseffekt

Fastholdelseseffekten omfatter, som nævnt, den fastholdelse, der sker i en aktivering,

fordi deltagerne ikke har tid eller lyst til at søge ordinær beskæftigelse,

mens de er i aktivering.

I Arbejdsministeriets rapport fra 2000 har man bl.a. gennemført registeranalyser

af, om de aktiverede bliver fastholdt ved at se nærmere på afgangssandsynlighederne

før, under og efter aktivering. Hvis der er bestemte forskelle, tolkes

det som en fastholdelseseffekt. Rapporten konkluderer, at selv om det er svært

at måle det præcist, så er der tale om fastholdelseseffekter for i hvert fald akademikere

og kvindelige arbejdere, men sandsynligvis også for andre grupper.

“Fixed effect” og “simple effect”

I det foregående har vi målt effekterne af aktivering gennem de såkaldte udslusningsmål

eller beskæftigelses-/uddannelsesmål, hvor man følger personerne

under og især efter, de har deltaget i aktivering. Desuden har vi nævnt enkelteffekter

(motivationseffekt, opkvalifikationseffekt, fastholdelseseffekt).

Der er imidlertid nogle problemer, når man skal måle effekterne af forskellige

aktiveringsredskaber, fx jobtræning og uddannelsesaktivering, som består i at

der måske udvælges nogle særligt gode eller særligt dårlige deltagere til de forskellige

foranstaltninger. Det kaldes bl.a. “creaming”. Når man særligt udvælger

nogle gode aktiveringspersoner, så er det ikke så mærkeligt, at de også klarer

sig godt.

Det betyder, at når vi har konstateret, at privat jobtræning giver bedre effekt

end offentlig jobtræning, så er det måske sagsbehandlerne, der udvælger de

bedste til privat jobtræning og de dårligste til offentlig jobtræning.

For at tage højde for denne “creaming” af deltagere til forskellige former for

aktivering, har man udviklet forskellige statistiske effektmålingsmetoder, bl.a.

“fixed-effect” og “simple effect”. Vi skal ikke redegøre nærmere for disse me-

51


toder, men igen henvise til Arbejdsministeriets rapport: “Effekter af aktiveringsindsatsen”

fra 2000. Hovedideen i metoderne er, at man tager hensyn til

deltagernes forudsætninger, fx deres tidligere ledighedsforløb.

En opgørelse af forskellige aktiveringsindsatser ved hjælp af “simple effect”metoden

viser, at der stadig er forskelle mellem indsatserne. Følgende tabel viser

“den rene” beskæftigelseseffekt i 1998.

“Beskæftigelsesprocent” ved forskellige aktiveringsindsatser. 1998

Privat jobtræning ................................................... 29%

Offentlig jobtræning................................................. 15%

Uddannelsesaktivering .............................................. 14%

Puljejob*.......................................................... 15%

Etableringsydelse*.................................................. 37%

* Eksisterer ikke mere

Kilde: Arbejdsministeriet: Effekter af aktiveringsindsatsen. marts 2000

Tabellen viser, at den allermest effektive aktiveringsform er etableringsydelse,

men denne indsats er ophævet i 1999. Desuden viser tabellen, at privat jobtræning

er en effektiv aktiveringsform, selv når man tager højde for deltagernes

forskellige baggrund. Derimod viser tabellen, at der ikke er forskel på offentlig

jobtræning og uddannelsesaktivering. På samme niveau er puljejob, som også

er ophævet.

Når vi tager hensyn til, at deltagerne i forskellige aktiveringsindsatser er lidt

forskellige, får vi et bedre grundlag at vurdere indsatsernes effektivitet på. Men

samtidig viser det sig, at der stadig er de samme forskelle, som vi har set i det

foregående.

2.8 “Bløde” effekter af aktivering

I det foregående har vi set mest på de meget erhvervsrettede og økonomiske effekter

af aktivering. Der er imidlertid andre effekter, som er vigtige for deltagerne.

Det drejer sig bl.a. om de mere “bløde” effekter eller værdier, som deltagerne

oplever, når de deltager i aktivering.

For det første er der mulighed for, at deltagelse i aktivering kan få deltagerne

til at føle sig mere inkluderede i samfundet. I stedet for at være ledige og udstødte

af produktionslivet, kan aktivering betyde, at man får en hverdag, som

ligner mange andre menneskers. Man får kolleger og en arbejdsplads eller en

uddannelsesplads og de relationer, det giver anledning til. Spørgsmålet er, om

deltagerne oplever at blive mere inkluderede.

52


For det andet kan aktivering betyde, at deltagerne oplever en personlig udvikling

eller en forandring på det personlige plan. Eksempelvis kan man opleve

en forøget respekt fra andre og en selvrespekt som følge af, at man er aktiv og

produktiv. Det kan også føre til større ansvarlighed eller til mere gå på mod og

optimisme.

I en undersøgelse fra CID – Center for Social Integration og Differentiering –

har man beskæftiget sig nærmere med problematikken omkring aktiveringens

“bløde” sider. I det følgende skal nogle af undersøgelsens overvejelser og resultater

præsenteres.

Inklusion

Et vigtigt spørgsmål er, hvad man i det hele taget skal forstå ved inklusion.

Handler inklusion bare om ordinært arbejde og selvforsørgelse, eller omfatter

det et bredt spektrum af livsområder?

Det er nok for snævert at opfatte social inklusion som identisk med arbejde på

det ordinære arbejdsmarked og eksklusion som ensbetydende med eksklusion

fra betalt arbejde. For det første kan man spørge, om alle former for betalt arbejde

er inkluderende eller lige inkluderende. Hvad med ufrivillige, midlertidige

ansættelser eller tilfældigt arbejde?

For det andet er det spørgsmålet, hvor bredt begrebet “arbejde” skal opfattes.

De sidste par årtier har eksempelvis vist forskydninger i retning af, at omsorgsfunktioner

over for børn og døende, i indkomstmæssig henseende, sidestilles

med lønarbejde. Og de sidste skridt mod en radikal anderledes forståelse af arbejdsbegrebet

er givetvis endnu ikke taget.

For det tredje – og det er det vigtigste – består de fleste voksne menneskers liv

af meget mere end arbejde. Der er således mange, for hvem et omfattende socialt

netværk, et rigt familieliv eller aktive kultur- og fritidsinteresser er af

mindst lige så stor betydning som fast arbejde.

Inklusion er noget mere og noget andet end at have et almindeligt lønmodtagerjob,

hvor man betaler ATP-bidrag og følger de almindelige spilleregler på arbejdsmarkedet.

De øvrige sider af personernes liv har også betydning for begrebet

inklusion. Der skal eksempelvis være mulighed for at føre et ordentligt

familieliv, et fritidsliv, et kulturelt liv og et politisk liv.

På den ene side findes der eksempler på, at folk med et almindeligt lønmodtagerliv

mangler mulighed for at tilfredsstille eller leve deres andre “liv”. De er

ikke fuldt inkluderede i vores forståelse af begrebet inklusion.

På den anden side er der eksempler på folk, som ikke er inkluderede i det almindelige

lønmodtagerliv, men som til gengæld lever et rigt familieliv og et

53


igt kulturelt liv. De kan imidlertid heller ikke siges at være fuldt inkluderede,

fordi de ikke har et økonomisk produktivt liv.

Der er ikke en modstrid mellem at være inkluderet i det produktive liv og i de

øvrige dele af det sociale liv. Tværtimod er der i mange tilfælde en positiv

sammenhæng. Men det er langt fra en selvfølge. Der er forhold i arbejdslivet,

som kan modarbejde familielivet, det kulturelle liv og det politiske liv, idet

man kan tale om en konkurrencesituation omkring personernes tid eller andre

begrænsede ressourcer.

Selv om der kan opstilles en lang række systemer og subsystemer, har undersøgelsen

valgt at koncentrere sig om 5 livsområder:

• Arbejdsliv

• Forbrugsliv/økonomi

• Det sociale liv

• Det politiske liv

• Fritidsliv.

Aktiveringens betydning for forskellige livsområder

Et af formålene med undersøgelsen var at analysere, om deltagelse i aktivering,

ud over selvfølgelig at ændre arbejdslivet, også påvirkede de andre 4 livsområder:

Forbrugsliv, socialt liv, politisk liv og fritidsliv. For at få et billede af de

aktiveredes egen vurdering af aktiveringens effekt på de forskellige livsområder,

stillede man et særligt spørgsmål.

“Har deltagelse i aktivering betydet ændringer på følgende

områder: a) arbejdsliv, b) økonomi, c) socialt liv, d) politisk

liv og e) fritidsliv?”

Har deltagelse i aktivering betydet ændringer på følgende livsområder?

Arbejdsliv Forbrugsliv Socialt liv Politisk liv Fritidsliv

Bedre ......... 52% 26% 44% 6% 15%

Uændret....... 38% 50% 50% 91% 69%

Dårligere ...... 6% 24% 6% 2% 16%

Ved ikke ....... 4% 0% 0% 1% 0%

I alt ........... 100% 100% 100% 100% 100%

Tabellen viser, at arbejdslivet uden sammenligning er det liv, som de aktiverede

oplever som mest forbedret. Over halvdelen (52%) mener, at arbejdslivet

er blevet bedre, mens kun 6% mener, det er blevet dårligere. På en klar andenplads

kommer det sociale liv. 44% mener, det er blevet bedre, mens kun 6%

mener, det er blevet dårligere.

54


Forbrugslivet (= økonomien) er der meget delte meninger om. En fjerdedel

mener, at det er blevet bedre, en anden fjerdedel mener, det er blevet dårligere,

mens halvdelen mener, det er uændret. Fritidslivet er der også delte meninger

om. 15% mener, det er blevet bedre, andre ca. 15% mener, det er blevet dårligere,

mens 70% mener, det er uændret. Nettoresultatet er igen nærmest nul.

Endelig er der det politiske liv, som 91% mener, er uændret. 6% mener, det er

blevet bedre, og kun 2% mener, det er blevet dårligere.

Man kan altså konstatere, at deltagelse i aktivering har betydet, at der er sket

entydige forbedringer på arbejdslivet og det sociale liv. På det økonomiske område

har nogen fået det bedre, men lige så mange har fået det dårligere. Endelig

er der stort set ikke sket nogen forandringer med det politiske liv og fritidslivet.

Procentdel, der har oplevet forbedringer på forskellige livsområder

Hvilken sektor? Hvilken ydelse?

Privat Offentlig Dagpenge Kontanthjælp

Arbejdsliv ..... 66% 47% 50% 55% 53%

Forbrugsliv .... 39% 20% 22% 28% 25%

Socialt liv ..... 52% 42% 39% 54% 45%

Politisk liv ..... 7% 7% 5% 8% 6%

Fritidsliv ...... 17% 15% 12% 20% 16%

Tabellen viser, hvilke aktiveringsordninger, der er bedst til at forbedre de forskellige

livsområder.

Det er ganske tydeligt, at aktivering i den private sektor opleves som bedre end

aktivering i den offentlige sektor. Det er i hvert fald tilfældet med arbejdslivet,

forbrugslivet og det sociale liv. Det er vanskeligt at sige, hvorfor det forholder

sig sådan, bortset fra at vi ved, at aflønningen normalt er højere i den private

sektor end i den offentlige sektor. Desuden tyder meget på, at selve arbejdet

i den private sektor er bedre eller mere attraktivt.

Tabellen viser desuden, at der ikke er markante forskelle i udbyttet af aktivering

mellem dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere. Der er imidlertid

en interessant forskel, når det drejer sig om det sociale liv. Der er flere kontanthjælpsmodtagere

end dagpengemodtagere, der har oplevet forbedringer af

deres sociale liv gennem aktivering. Denne forskel er svær at forklare, men kan

måske skyldes, at udgangspunktet var forskelligt, dvs. at det er værre at være

på kontanthjælp end på dagpenge, og derfor opleves det som en større forbedring,

når man kommer i aktivering.

Undersøgelsen har også set nærmere på, hvilke grupper blandt baggrundsvariablene

der har opnået flest forbedringer.

Alle

55


Procentdel, der har oplevet forbedringer på forskellige liv, som følge af deltagelse i

aktivering. Køn, alder, uddannelse og familietype

Arbejdsliv Økonomi Socialt liv Politik liv Fritidsliv

Køn:

Mænd .......... 53% 27% 54% 4% 18%

Kvinder ......... 51% 24% 39% 7% 14%

Alder:

20-29 år ........ 53% 32% 56% 8% 23%

30-39 år ........ 49% 34% 46% 5% 17%

40-49 år ........ 58% 24% 49% 10% 13%

50-59 år ........ 44% 9% 30% 3% 9%

Uddannelse:

Ingen .......... 48% 27% 43% 5% 16%

Lærlinge/elevudd. 55% 24% 46% 8% 19%

Kort, teoretisk.... 63% 30% 44% 7% 14%

Lang, teoretisk . . . 49% 14% 46% 6% 6%

Familietype:

Enlig uden børn . . 58% 28% 47% 6% 20%

Enlig med børn . . 44% 30% 46% 11% 15%

Par uden børn . . . 44% 20% 30% 5% 10%

Par med børn.... 60% 21% 51% 6% 17%

Alle ............ 53% 25% 45% 6% 16%

Det er for det første tydeligt, at mændene og kvinderne stort set har fået lige

meget/lidt ud af at deltage i aktivering, bortset fra et væsentligt livsområde; det

sociale liv. Mændene har i højere grad forbedret det sociale liv end kvinderne.

Det tyder på, at mændene er mere socialt afhængige af at have et arbejdsliv

end kvinderne.

Når vi sammenligner aldersgrupperne, er der et klart mønster, der viser, at de

“gamle” (dvs. de 50-59 årige) konsekvent synes, at de har fået mindre ud af aktiveringen

end de øvrige. Det gælder på alle livsområder. Desuden er der en

svag tendens til, at de unge (dvs. de 20-29 årige) har haft mest ud af aktivering.

Det er mest udpræget, når det gælder det sociale liv og fritidslivet, men det er

samtidig nogle livsområder, som spiller en stor rolle for de unge.

Der er ikke klare forskelle mellem uddannelsesgrupperne. Man kan dog nævne,

at de aktiverede med lang teoretisk uddannelse har fået mindre ud af det end

de øvrige, når det gælder fritidslivet og forbrugslivet.

56


Endelig viser tabellen, at det er svært at se nogen systematiske forskelle mellem

aktiverede i forskellige familietyper. Der er dog nogle svage tendenser til,

at enlige uden børn har gennemgående oplevet de største forbedringer, mens

personer i parforhold uden børn har oplevet færrest forbedringer.

Det kunne være en hypotese, at arbejdsløshedens varighed har indflydelse på

oplevelsen af forbedringer på forskellige livsområder som følge af aktivering.

Det kunne tænkes, at de personer, der har været arbejdsløse i meget lang tid,

har opnået større forbedringer end personer, der kun har været arbejdsløse i

kortere tid, fordi arbejdsløshed som regel opleves meget negativt.

Procentdel, der har oplevet forbedringer på forskellige livsområder, opdelt efter hvor

længe de har været arbejdsløse de sidste 5 år

Arbejdsliv Økonomi Socialt liv Politisk liv Fritidsliv

Højst 1 år ....... 59% 24% 47% 6% 17%

1-2 år .......... 59% 27% 46% 11% 20%

2-3 år .......... 52% 34% 48% 5% 15%

Mere end 3 år . . . 28% 13% 38% 3% 8%

Alle ............ 53% 25% 45% 6% 16%

Tabellen viser imidlertid, at de aktiverede, der har været langvarigt arbejdsløse

også er den gruppe, der har oplevet den mindste forbedring på stort set alle

livsområder. Mest markant er situationen omkring arbejdslivet, hvor kun 28%

af dem, der har været arbejdsløse i mere end 3 år, har oplevet en forbedring,

mens det er tilfældet for næsten 60% af dem, der højst har været arbejdsløse

i 2 år.

Der er tilsyneladende en skarp grænse omkring 3 års arbejdsløshed (inden for

de sidste 5 år). De aktiverede med mere end 3 års arbejdsløshed har i de fleste

tilfælde svaret, at der ikke er sket nogen ændringer i deres liv som følge af aktiveringen.

Man kan opsummere resultater omkring forbedringer af de forskellige livsområder

således. Det er arbejdslivet og det sociale liv, der er de store vindere, når

folk kommer i aktivering. Og det gælder om at komme i aktivering i den private

sektor, for her er forbedringerne størst. Derimod spiller det ikke nogen større

rolle, om man har modtaget arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp forud

for aktiveringen, lige bortset fra, at de tidligere kontanthjælpsmodtagere tilsyneladende

har fået forbedret deres sociale liv mere end de tidligere dagpengemodtagere.

Det viser sig også, at de rigtig langvarigt arbejdsløse (mere end 3 år) har fået

mindre udbytte af aktiveringen end de kortvarigt arbejdsløse. Det skal også

57


nævnes, at de gamle (50-59 årige) har fået mindre positivt udbytte end de øvrige

aldersgrupper.

Endelig kan man konstatere, at mændene adskiller sig fra kvinderne ved, at aktiveringen

har forbedret deres sociale liv mest. Det kan man tolke, som om

mændene er mere socialt afhængige af deres arbejde end kvinderne.

Personlige effekter af aktivering

I det foregående har vi beskæftiget os med aktiveringstilbudenes art og beskæftigelsesmulighederne.

Vi har også analyseret deltagernes vurdering af, hvordan

forskellige livsområder er blevet berørt af deltagelse i aktivering. I dette afsnit

vil vi se nærmere på en række personlige effekter af at deltage i aktivering. Der

blev stillet følgende spørgsmål:

“Har deltagelse i aktivering betydet ændringer på følgende

områder:

A. Har du fået mere selvrespekt?

B. Har du fået mere struktur på din dagligdag?

C. Har du opnået større respekt fra andre mennesker?

D. Er du blevet mindre afhængig af andre?

E. Har du fået nye muligheder for livsudfoldelse?

F. Føler du dig mere som en del af samfundet?

G. Føler du dig mere ansvarlig?

H. Får du udnyttet dine evner bedre?

I. Har du fået et mere spændende liv?

J. Ser du mere lyst på fremtiden?”

Respondenterne kunne svare: a) “Ja, i høj grad, b) “Ja, i nogen grad” eller c)

“Nej”.

Som det fremgår af spørgsmåls-“batteriet” er det en blanding af rent personlige

forhold (fx selvrespekt, ansvarlighed og struktur på dagligdagen) og relationer

til andre mennesker (fx respekt fra andre mennesker og mindre afhængig af

andre) og samfundet som helhed (fx føler sig mere som en del af samfundet).

Hensigten med spørgsmålene var at belyse de meget personlige konsekvenser

af at deltage i aktivering. Respondenterne er derfor direkte blevet bedt om at

vurdere, om det er deltagelsen i aktivering, der har haft de pågældende effekter.

Det kan dog ikke udelukkes, at de har haft svært ved at adskille, hvad der

skyldes deltagelse i aktivering, og hvad der skyldes andre faktorer, fx at der er

sket nogle sideløbende ændringer i deres liv, fx skilsmisse eller sygdom. Man

må derfor tage visse forbehold over for resultaterne.

Den følgende tabel viser hovedresultaterne af spørgsmålet for alle aktiverede.

I tabellen er de 10 spørgsmål opstillet i rækkefølge, så de spørgsmål, der er

58


levet besvaret mest positivt, er øverst, mens de spørgsmål, der er besvaret

mest negativt, er placeret nederst.

Har deltagelse i aktivering betydet ændringer på følgende områder?

Høj Nogen Ved

grad grad Nej ikke I alt

H. Udnyttet evnerne bedre .... 44% 25% 30% 1% 100%

I. Et mere spændende liv ..... 44% 23% 33% 1% 100%

J. Ser mere lyst på fremtiden . . 36% 24% 39% 1% 100%

A. Fået mere selvrespekt ..... 35% 26% 39% 0% 100%

G. Føler sig mere ansvarlig.... 35% 21% 43% 1% 100%

F. Mere en del af samfundet . . . 31% 25% 43% 1% 100%

B. Fået struktur på dagligdag . . 29% 25% 46% 0% 100%

C. Større respekt fra andre .... 26% 22% 52% - 100%

E. Mulighed for livsudfoldelse . . 24% 26% 48% 2% 100%

D. Mindre afhængig af andre . . 19% 13% 67% 1% 100%

Vi kan opdele spørgsmålene i 4 kategorier. Den første kategori omfatter to

spørgsmål, hvor ca. to tredjedele mener, at de i “høj grad” eller i “nogen grad”

har:

H. “fået udnyttet deres evner bedre”

I. “fået et mere spændende liv”.

Aktiveringen har altså givet dem nogle udfordringer, hvor de har kunnet bruge

deres evner og derved fået et mere spændende liv.

Den anden kategori omfatter 3 spørgsmål, hvor ca. 60% af de aktiverede mener,

at de i “høj grad” eller i “nogen grad”:

J. “ser mere lyst på fremtiden”

A. “har fået mere selvrespekt”

G. “føler sig mere ansvarlig”.

Det er nogle væsentlige “bløde” værdier, som en del tilsyneladende mener, de

har forbedret.

Den tredje kategori omfatter 4 spørgsmål, hvor knap halvdelen mener, at der

ikke er sket nogen ændringer, mens godt halvdelen mener, at de nu i “høj grad”

eller i “nogen grad”:

F. “føler sig mere som en del af samfundet”

B. “har fået mere struktur på deres dagligdag”

59


C. “har fået større respekt fra andre”

E. “har fået nye muligheder for livsudfoldelse”.

Endelig er der en fjerde kategori, som kun består af et enkelt spørgsmål. Kun

en tredjedel mener, at de i “høj grad” eller i “nogen grad”:

D. “er blevet mindre afhængig af andre”.

De mener stort set ikke, at aktiveringen har givet dem mindre afhængighed eller

mere autonomi. Det er stort set det samme.

Det kan være vanskeligt at vurdere, om det er tilfredsstillende effekter af aktiveringen,

idet der ikke er opstillet klare målsætninger på de personlige planer

omkring aktivering. Vi har heller ingen særlige antydninger af forventninger

til aktiveringen. Vi har derfor ingen baggrund for at sige, om et konkret resultat

er godt eller skidt. Vi kan dog driste os til at sige, at de fleste tilsyneladende

har fået mere optimisme, mere selvrespekt og fået udnyttet deres evner bedre.

Når så relativt få er blevet mindre afhængig af andre, skyldes det måske, at de

ikke har følt sig særligt afhængig andre, mens de var arbejdsløse. Når så relativt

få har fået nye muligheder for livsudfoldelse, skyldes det måske, at de ikke

har fået ret mange flere penge til rådighed, og det sætter grænser for deres livsudfoldelser.

Procentdel af mænd og kvinder, der har svaret i “høj grad” til at deltagelse i aktivering

har betydet ændringer på følgende områder

Mænd Kvinder

H. Får udnyttet evnerne bedre .................. 38% 48%

I. Fået et mere spændende liv .................. 40% 46%

J. Ser mere lyst på fremtiden ................... 38% 35%

A. Fået mere selvrespekt ...................... 28% 39%

G. Føler sig mere ansvarlig..................... 26% 40%

F. Er mere en del af samfundet ................. 24% 36%

B. Struktur på dagligdag ....................... 26% 31%

C. Større respekt fra andre ..................... 27% 26%

E. Mulighed for livsudfoldelse ................... 20% 26%

D. Mindre afhængig af andre ................... 17% 20%

Procentbasis ................................ 126 226

Der er tilsyneladende stor forskel på mænd og kvinders udbytte af aktivering.

Kvinderne har på næsten alle spørgsmål angivet, at de har fået mere ud af aktivering

end mændene. Det er især tydeligt omkring at føle sig mere ansvarlig,

60


at føle sig mere som en del af samfundet, større selvrespekt og få udnyttet sine

evner bedre.

De eneste spørgsmål, hvor mændene har fået samme eller lidt mere ud af det

end kvinderne, er med hensyn til at se mere lyst på fremtiden og at have fået

større respekt fra andre.

Procentdel i forskellige aldersgrupper, der har svaret i “høj grad” til at deltagelse i

aktivering har betydet ændringer på følgende områder

20-29 år 30-39 år 40-49 år 50-59 år

H. Får udnyttet evnerne bedre . 49% 44% 45% 37%

I. Fået et mere spændende liv . 49% 44% 49% 36%

J. Ser mere lyst på fremtiden . . 52% 35% 34% 24%

A. Fået mere selvrespekt ..... 39% 38% 40% 25%

G. Føler sig mere ansvarlig.... 44% 34% 36% 30%

F. Er mere en del af samfundet 31% 37% 37% 27%

B. Struktur på dagligdag ...... 31% 38% 34% 18%

C. Større respekt fra andre .... 43% 27% 25% 15%

E. Mulighed for livsudfoldelse . . 32% 22% 30% 15%

D. Mindre afhængig af andre . . 28% 20% 21% 8%

Procentbasis ............... 85 79 75 98

Alderen spiller også en rolle for, hvor meget deltagerne har fået ud af aktiveringen

på det personlige plan. Det generelle billede viser, at de unge (20-29

årige) har fået mest ud af aktiveringen, mens de ældre (50-59 årige) har fået

mindst ud af det. De 30-49 årige befinder sig nærmest i en mellemposition på

de fleste spørgsmål.

De spørgsmål, hvor de unge (20-29 årige) især har fået meget ud af aktiveringen,

er med hensyn til at se mere lyst på fremtiden, at føle sig mere ansvarlig

og have fået større respekt fra andre mennesker. De 30-49 årige har fået relativt

meget ud af aktivering, når det gælder om at føle sig mere som en del af

samfundet og at have fået mere struktur på dagligdagen.

De ældre (50-59 årige) har især fået relativt lidt ud af aktivering, når det drejer

sig om at have fået mere selvrespekt, mere struktur på dagligdagen, fået større

respekt fra andre mennesker og føle sig mindre afhængig af andre mennesker.

Det er typisk områder, hvor modenhed og alder nok spiller en væsentlig rolle.

Når man er blevet 50 år, har de fleste nok fået struktur på deres dagligdag, og

respekten fra andre mennesker er næppe særlig afhængig af ens beskæftigelsessituation.

61


Opsummering

Undersøgelsesresultaterne viser, at aktivering tilsyneladende har en række positive

effekter på en del af deltagerne. Det er imidlertid vanskeligt at sige, om

der er tale om en entydig succes, fordi succeskriterierne ikke er klare. Især har

man savnet succeskriterier på de mere “bløde” værdier og andre livsområder

end arbejdslivet.

En stor del af de aktiverede har fået deres samlede livssituation forbedret. Resultaterne

viser, at deltagerne især har oplevet forbedringer af deres arbejdsliv

og deres sociale liv. Op mod halvdelen af deltagerne har oplevet forbedringer

på disse livsområder, mens kun nogle få havde oplevet forringelser.

Derimod var der meget delte meninger om økonomien. En fjerdedel havde fået

bedre økonomi, mens en anden fjerdedel havde fået dårligere økonomi. Til

gengæld var der ikke mange, der havde oplevet ændringer i fritidslivet og det

politiske liv som følge af aktiveringen.

Det er især vigtigt at hæfte sig ved, at det sociale liv er blevet forbedret, når

man kommer i aktivering. Det harmonerer med, at mange respondenter i undersøgelsen

netop har understreget, at det sociale miljø er vigtigt ved et arbejde.

Man kommer ud af den sociale isolation, som mange har oplevet som arbejdsløs.

Til gengæld er det økonomiske incitament ikke særlig stort, og en fjerdedel

har oplevet direkte forringelser af deres økonomi, da de kom i aktivering. Vi

har også konstateret, at aktiveringsdeltagerne i den private sektor har oplevet

klart flere forbedringer end deltagerne i den offentlige sektor.

Hvis vi derimod sammenligner mænd og kvinder, er forskellene minimale,

bortset fra at mændene i højere grad har oplevet forbedringer i deres sociale

liv. Det er desuden tydeligt, at de unge har oplevet flest forbedringer, mens de

ældre har oplevet færrest. Endelig skal det nævnes, at de deltagere, der har været

arbejdsløse i mere end 3 år, har oplevet markant færre forbedringer end

dem, der har været arbejdsløse i mindre end 3 år.

Det fjerde og sidste aspekt af aktivering, som vi har undersøgt, er effekterne

på det mere personlige plan. Her er der noget delte meninger. Det er tydeligt,

at der er en hel del, der synes at de får udnyttet deres evner bedre, og at de har

fået et mere spændende liv – ca. 70% af de aktiverede har nævnt dette. Der er

også en del, som har svaret, at de nu ser mere lyst på fremtiden, at de har fået

mere selvrespekt, og at de føler sig mere ansvarlig.

Til gengæld er der ikke ret mange, der mener, at de er blevet mindre afhængige

af andre, ligesom der heller ikke er ret mange, der synes, de har fået nye muligheder

for livsudfoldelse eller større respekt fra andre mennesker. Sandsynligvis

fordi de fleste mener, at de allerede er uafhængige af andre mennesker og

nyder en vis grad af respekt fra andre.

62


Man kan måske tale om, at der er klare forbedringer, når det gælder optimisme

og selvrespekt. Når folk bliver aktiveret, føler de måske, at de lever bedre op

til normerne i samfundet om at klare sig selv, og det giver dem en selvrespekt

og optimisme, som de ikke havde som arbejdsløs. Spørgsmålet er så, om optimismen

og forventningerne kan indfries den dag, deres aktiveringstilbud stopper.

Kvinderne har gennemgående fået mere ud af aktivering end mænd på det mere

personlige plan, bortset fra at mændene altså ser mere lyst på fremtiden.

Desuden viser det sig, at de unge har fået mere ud af aktivering end de ældre.

Selv om vi altså ikke kan give klare karakterer til aktiveringsindsatsen, kan vi

i hvert fald udpege nogle grupper, som synes at have fået et relativt godt udbytte

af aktiveringen. Det gælder deltagerne i frivilligt arbejde og iværksætterne,

kvinderne og de unge (20-29 år). Derimod har deltagerne i puljejob og almindelig

jobtræning fået et relativt dårligt udbytte. Det samme gælder de ældre

(50-59 år) og mændene.

Den aktive arbejdsmarkedspolitik og aktiveringslinien har fået mange skudsmål

i de sidste 10 år. I udlandet betragtes Danmark som et mønsterland, fordi vi har

halveret den registrerede arbejdsløshed, og regeringen har givet aktiveringslinien

hovedæren for dette resultat. Men i Danmark har der været stærk kritik

af dårlige aktiveringsprojekter med tvang og manglende rettigheder.

Men uanset beskæftigelsesvirkningen af aktivering er der en række andre forhold,

som har betydning for de fleste mennesker, fx følelser og kontakter. Her

viser undersøgelsen fra CID, at aktiveringsdeltagelse betyder noget. Vi kan

især fremhæve forbedring af det sociale liv, optimisme, et mere spændende liv

og at få udnyttet evnerne bedre.

2.9 Arbejdsmarkedsparate

En vigtig problematik omkring aktivering er, om de langtidsledige er arbejdsmarkedsparate,

dvs. om de er i stand til at blive sendt ud i et ordinært job, eller

om de er syge eller har andre helbredsmæssige og sociale problemer. Dette er

belyst i en ret ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, og en del af resultaterne

er gengivet i regeringens rapport: På kanten af arbejdsmarkedet –

en analyse af de svageste grupper på arbejdsmarkedet. 2004.

I rapporten opererer man med 3 grupper, som er på kanten af arbejdsmarkedet.

• Marginalgruppen, som består af arbejdsmarkedsparate, som har været ledige,

i aktivering eller på uddannelsesorlov i mere end 80% af tiden i de seneste

3 år. Ca. 40.000 personer.

63


• Socialgruppen, som er de øvrige (ikke marginalgruppen) personer på offentlig

forsørgelse, som har modtaget offentlige ydelser i mere end 80% af tiden

de seneste 3 år. Ca. 120.000 personer.

• Meget langvarige kontanthjælpsmodtagere, som er de personer, som næsten

konstant har modtaget kontanthjælp de seneste 4 år. Ca. 34.000 personer.

Disse tre grupper er de vanskeligst stillede grupper på det danske arbejdsmarked.

Spørgsmålet er, om de overhovedet er arbejdsmarkedsparate, når de har

været væk fra stabil ordinær beskæftigelse så lang tid. Men det viser sig imidlertid,

at der er en vis bevægelse i grupperne. Hvert år forlader 50% marginalgruppen,

25% forlader socialgruppen, og 22% forlader gruppen af meget langvarige

kontanthjælpsmodtagere. Halvdelen forlader disse grupper, fordi de får

beskæftigelse eller fleksjob o.l.

Der er helt klart et ønske om arbejde blandt marginalgruppen. I en undersøgelse

fra 2001 (Arbejdsministeriet: Marginalgruppen og arbejdsmarkedet. Maj

2001) er personerne blevet spurgt, om de ønsker at arbejde. 81% af de ledige

og 76% af de aktiverede i marginalgruppen svarede, at de ønskede at arbejde.

Det samme billede tegnes af en undersøgelse fra SFI (SFI: Langtidsledige i tre

kommuner. SFI 98:). Her angav godt 80% af de ledige med en lighed over 2

år, at de ønskede at arbejde.

Når man spørger de ledige, om de tror, de kan komme i arbejde, er der imidlertid

mange, som har betænkeligheder ved deres muligheder. Mellem 40 og 50%

af de ledige tror hurtigt, at de kan få arbejde, hvis de er villige til at tage et

hvilket som helst arbejde. Resten tror det ikke eller er usikre.

I SFIs undersøgelse har man også spurgt de ledige om, hvilken løn de er villige

til at acceptere.

64


Minimumsløn, som langtidsledige (ledige i mere end 2 år) er villige til at acceptere.

Kroner pr. måned før skat. 1997

Forsikrede ledige Kontanthjælpsmodtagere

4.500-9.499 kr. ..................... 4% 11%

9.500-10.499 kr. .................... 5% 19%

10.500-11.499 kr. (=dagpengemaks.) . . . 7% 6%

11.500-12.499 kr. ................... 17% 15%

12.500-13.499 kr. ................... 18% 10%

13.500-14.499 kr. ................... 19% 13%

14.500-15.499 kr. ................... 14% 10%

15.500-17.499 kr. ................... 8% 8%

17.500-19.499 kr. ................... 6% 3%

19.500-21.499 kr. ................... 3% 4%

21.500-50.000 kr. ................... 1% 2%

I alt ............................... 100% 100%

Kilde: SFI: Langtidsledige i tre kommuner. SFI:98

Kravene til lønnen er meget varierede, både når det gælder de forsikrede ledige

og kontanthjælpsmodtagerne. Kontanthjælpsmodtagerne er tilsyneladende mere

villige til at acceptere lave indkomster end de forsikrede ledige. Det afspejler

ganske godt, at de forsikrede har været vant til højere indkomster.

Tabellen viser desuden, at ca. 15% af de forsikrede ledige er villige til at acceptere

en løn, der er lavere end dagpengemaksimum, mens det samme er tilfældet

for ca. 25% af kontanthjælpsmodtagerne.

Personerne i marginalgruppen (40.000 personer) er i en undersøgelse blevet

spurgt, om de havde andre problemer end ledighed. Det havde halvdelen af de

forsikrede i marginalgruppen.

Forsikrede ledige i marginalgruppen, som efter egen vurdering har problemer ud over

ledighed

Nedsat arbejdsevne pga. sygdom, ulykke eller slid ............... 26%

Har været i behandling for psykisk lidelse/personlige problemer .... 16%

Alkohol- eller stofmisbrug ................................... 6%

Ordblindhed .............................................. 10%

Kilde: Beskæftigelsesministeriet: På kanten af arbejdsmarkedet. 2004

Hvis vi tilsvarende ser på gruppen af langvarige kontanthjælpsmodtagere, er

det kun 12%, som mener, de ikke har problemer ud over ledighed. De øvrige

65


88% har forskellige problemer, og for 15% har kommunen endda rejst sag om

førtidspension eller visiteret til fleksjob.

I SFIs undersøgelse af de svageste kontanthjælpsmodtagere har kommunerne

skønnet over klienternes mangel på kvalifikationer.

Sagsbehandlernes vurderinger af manglende kvalifikationer blandt meget langvarige

kontanthjælpsmodtagere

Ingen erhvervsuddannelse ....................................... 83%

Manglende personlige kompetencer, fx initiativ, omhu, stabilitet ......... 59%

Ingen erhvervserfaring (unge under 30 år) .......................... 57%

Ingen erhvervserfaring (over 30 år) ................................ 44%

Mangler forståelse for danske virksomheds- og arbejdsmarkedsforhold . . 33%

Læse- og staveproblemer blandt dansksprogede ..................... 20%

Mangelfulde danskkundskaber .................................... 26%

Kilde: SFI: De svageste kontanthjælpsmodtagere. SFI 03:27

Tabellen viser meget klart, at sagsbehandlerne vurderer, at de langvarige kontanthjælpsmodtagere

mangler en række vigtige kvalifikationer. Især mangler

de uddannelse og erhvervserfaring, men der er næsten 60%, som mangler det,

som man kalder personlige kompetencer, dvs. de mangler initiativ, motivation,

omhu, mødestabilitet, samarbejdsevner og vilje til at lære noget nyt.

66


3 Deltagerne i “Missing-Link”

I dette notat beskrives deltagerne i “Missing-Link”. Vi har foretaget interview

med alle deltagere, der er startet på projektet. Der er tale om telefoniske interview

med en spørgeliste. Tidspunktet for interviewet er 2-4 dage efter, de er

startet på introduktionsforløbet, dvs. på et tidspunkt hvor de kun kort har stiftet

bekendtskab med projekt “Missing-Link”.

Interviewene var såkaldte semistrukturerede interview, hvor spørgsmålene er

ens til alle, men svarmulighederne er åbne. Intervieweren noterer i referatform,

hvad svarpersonen siger. I visse tilfælde spørger intervieweren uddybende, hvis

der er uklarheder eller væsentlige ting, som skal belyses.

Interviewet handlede dels om deltagernes baggrund og forudsætninger for at

deltage i projektet, dels deres forventninger til deltagelsen. Følgende spørgsmål

indgik i spørgelisten:

1. Hvordan gik det til, at du blev tilmeldt kurset/projekt “Missing Link”?

2. Blev du presset til at deltage i “Missing Link”, eller var det dit eget ønske?

3. Modtager du sygedagpenge eller kontanthjælp eller noget andet?

4. Hvad er forklaringen på, at du ikke har et ordinært arbejde i dag?

5. Hvad har du gjort for at få et ordinært arbejde?

6. Hvad var det sidste job, du søgte?

7. Er der noget, du er bange for, du ikke kan klare, når du skal ud i et rigtigt

job? Hvad?

8. Har du før deltaget i projekter, som skulle skaffe dig i ordinært arbejde?

Hvilke?

9. Kan du nævne nogle gode og dårlige ting ved disse projekter?

10. Tror du, “Missing Link” adskiller sig fra de andre projekter, du har deltaget

i? Hvordan?

11. Hvad forventer du at få ud af din deltagelse i “Missing Link”? (Fast job

– Hvilket? Fleksjob? Skånejob? Førtidspension?)

12. Hvad er efter din mening det vigtigste ved at have et ordinært arbejde?

13. Er det vigtigt for dig at blive selvforsørgende?

14. Hvordan havde du det med at starte på “Missing Link” for et par dage siden?

15. Hvad synes du, at du har fået ud af de første dage på “Missing Link”?

16. Har kurset gjort dig bedre rustet til at gå i gang med et arbejde?

17. Har du fået et andet indtryk af “Missing Link” efter de første dage på

“Missing Link”?

18. Har du forslag til forbedringer af kurset, så det kan blive bedre?

19. Interviewerens indtryk af svarpersonens ressourcer og indstilling.

67


De følgende analyser er baseret på besvarelser fra 58 deltagere, som startede

i “Missing-Link” i perioden juli 2002 til april 2003.

3.1 Hvordan blev du tilmeldt “Missing Link”?

Det første spørgsmål til deltagerne var, hvordan de var blevet tilmeldt projektet.

Næsten alle de interviewede deltagere har svaret, at det var deres sagsbehandler

i kommunen, som foreslog dem at blive tilmeldt “Missing Link”.

“Min sagsbehandler kom med tilbudet. Jeg var til samtale

med hende to gange, hvorefter hun sendte mig et brev om

“Missing Link.”

“Min situation var ret fastlåst, så jeg trængte til at høre lidt

om mine muligheder. Min sagsbehandler kom så med dette

forslag om “Missing Link.”

I enkelte tilfælde har deltagerne sagt, at det var deres eget initiativ, og at de

gjorde sagsbehandleren opmærksom på “Missing Link”, hvorefter de blev tilmeldt

projektet.

3.2 Blev du “presset” til at deltage?

Det første spørgsmål om tilmelding til “Missing Link” blev suppleret med et

spørgsmål om, hvorvidt deltagerne følte sig presset til at deltage i projektet eller,

om det var frivilligt.

• 23 deltagere har svaret, at de følte sig presset til at tilmelde sig “Missing

Link” eller, at det var imod deres egentlige ønske.

• 28 deltagere har svaret, at deres deltagelse er efter eget ønske.

• 7 deltagere har svaret noget, som er svært at tolke klart i den ene eller anden

retning.

Vi kan altså konstatere, at deltagerkredsen er meget delt i spørgsmålet om

“pres”. Lidt under halvdelen følte sig presset, mens den anden halvdel sagde,

at det var deres eget ønske.

68


3.3 Modtager du sygedagpenge eller kontanthjælp?

Projekt “Missing Link” er især beregnet for modtagere af kontanthjælp og sygedagpenge.

Der er dog også mulighed for andre ydelser, fx fleksydelse.

• 32 deltagere var på kontanthjælp

• 10 deltagere var på sygedagpenge

• 2 deltagere var på fleksydelse

• 14 deltagere gav ikke et fyldestgørende svar.

Vi kan altså konstatere, at langt den største gruppe er kontanthjælpsmodtagere.

3.4 Hvorfor har du ikke har et ordinært arbejde?

Vi spurgte meget direkte deltagerne, om deres egen forklaring på, at de ikke

havde et ordinært arbejde i dag. I udspørgningen lagde vi vægt på, om deltagerne

betragtede det som “deres egen skyld” eller, om de snarere mente, det var

noget udefrakommende eller “systemets skyld”.

Der er mange deltagere, som angiver sygdoms- og helbredsproblemer, som vigtige

årsager til, at de ikke har et ordinært job – mindst 20. For det første er der

10 deltagere, der har modtaget sygedagpenge, og de angiver sygdom som vigtigste

årsag. Desuden er der 10 kontanthjælpsmodtagere, som også har angivet

sygdom og helbredsproblemer som årsag til deres ledighed. Der er enkelte, der

mener, de bør have førtidspension, fordi de er ude af stand til at arbejde mere.

Der er imidlertid en lang række andre grupper af ledige, som kort skal nævnes

med deres forklaringer på ledigheden.

Der er en gruppe med kriminel fortid og en uren straffeattest. De har svært at

komme videre og få et arbejde, selv om de nu er “rene” igen.

Der er en større gruppe på ca. 10 deltagere med indvandrerbaggrund, og en del

af disse mener, at deres ledighed skyldes diskrimination eller deres indvandrerbaggrund.

Der er en lille gruppe, der mener, at deres høje alder har betydning for deres

ledighed. Samtidig er der enkelte deltagere, der mener, de er for unge og uerfarne.

Der er en gruppe, som ikke kan forstå, at de er ledige. De har søgt en masse

job, men de får hele tiden afslag. Nogle angiver, at det måske kan have noget

at gøre med manglende uddannelse eller kvalifikationer. Andre peger på, at de

havde en længere sygdomsperiode for nogle år siden og ikke er kommet i gang

igen. Men der er en gruppe, som bare ikke kan forklare det.

69


Nogle få deltagere mener, at deres ledighed sandsynligvis hænger sammen med

misbrug eller manglende adresse i en periode, dvs. de har levet “på kanten af

samfundet”.

Endelig er der en gruppe, som ikke rigtig har søgt beskæftigelse, fordi det på

en måde har passet dem bedst ikke at have arbejde. Nogle har haft små børn

eller andre familiemæssige pligter, mens andre har trivedes godt med at lave

andre ting. En deltager erklærede direkte, at han ikke havde lyst til et ordinært

job.

På spørgsmålet om, det er den lediges egen skyld eller, det er “samfundets

skyld”, har det været vanskeligt at besvare. Der er ingen tvivl om, at langt de

fleste mener, at det ikke er deres egen skyld, at de er ledige. Det gælder bl.a.

alle dem, der har angivet, at de er syge eller har helbredsproblemer. Det gælder

også de fleste af dem, der synes, de søger en masse job, men som ikke har fået

et job, fx fordi de har indvandrerbaggrund eller har en “uren” straffeattest.

Der er kun nogle få, som klart erklærer, at de selv er skyld i deres ledighed, fx

ved at sige deres job op uden at have fundet et nyt eller, fordi de har haft et

misbrug og levet lidt uden for den “normale” livsførelse. Enkelte bebrejder

kommunen eller andre myndigheder, at de ikke har hjulpet dem tilstrækkeligt

eller forkert. Men der er også enkelte, som fortryder, at de ikke har fået en ordentlig

uddannelse i tide.

3.5 Hvad har du gjort for at få et ordinært arbejde?

Som opfølgning til spørgsmålet om, hvorfor deltagerne ikke har et ordinært

job, er de desuden blevet spurgt om, hvad de har gjort for at få et ordinært arbejde.

Herunder, hvad det sidste job, de søgte, var.

En summarisk opgørelse af svarene viser, at de fleste deltagere har søgt aktivt

forskellige måder. Men der er også en del, som ikke har søgt et job, fx fordi

de har været syge eller på anden måde indisponeret.

14 af de 58 deltagere har svaret, at de ikke har søgt arbejde, fordi de er sygemeldte

eller har helbredsproblemer.

Der er en gruppe på 7, som har svaret, at de enten har været i gang med uddannelse/kurser

eller, at de har haft noget fast vikararbejde eller lignende. Denne

gruppe har altså været mere eller mindre arbejds-/uddannelsesmæssigt aktive.

Der er en stor gruppe på 25 ud af 58, som har svaret, at de har været meget aktivt

jobsøgende. De har sendt en lang række ansøgninger eller har ringet og opsøgt

arbejdspladser for at høre, om de kunne få arbejde, men stort set forgæves.

70


Der er en mindre gruppe på 6, som har svaret, at de har søgt nogle få job eller,

de har søgt særlige/specifikke job. Man kan sige, at de har været selektivt jobsøgende.

Endelig er der en lille gruppe på 5 deltagere, som har svaret, at de ikke rigtig

har søgt noget job, enten fordi de ønsker at få pension eller, fordi de har det

godt med at være uden erhvervsmæssigt arbejde.

Det samlede billede af deltagernes jobsøgningsaktivitet viser, at næsten halvdelen

har været aktivt jobsøgende, men uden særligt held. Desuden er der en

gruppe, der enten har været i uddannelse eller været vikar, og en gruppe, som

har søgt job mere selektivt.

Man kan også konstatere, at ca. en tredjedel af deltagerne ikke har søgt ordinært

arbejde, fordi de enten er syge/har helbredsproblemer eller, fordi de ikke

ønsker et erhvervsmæssigt arbejde.

Det andet spørgsmål var, hvilke job deltagerne sidste gang havde søgt. Her viser

svarene en meget blandet “buket” af job, fx pædagogmedhjælper, chauffør,

tømrer, lagerarbejde, i butik/Bauhaus, pakkearbejde, osv. Langt de fleste søgte

job er i kategorien ufaglærte job, hvor der ikke kræves særlig uddannelse. Det

er altså ikke, fordi deltagerne har store og urealistiske ambitioner, at de ikke

har et job.

3.6 Er der noget du ikke kan klare?

Når deltagerne ikke har kunnet skaffe sig selv et job, er det nærliggende at

spørge, om der er noget, de frygter ikke at kunne klare i et rigtigt job. Spørgsmålet

går altså på, om der er barrierer eller blokeringer over for et evt. ordinært

job.

Deltagernes svar viser, at det er et meget broget billede af, hvad de arbejdsmæssigt

kan udrette – efter deltagernes egen mening.

Der er en stor gruppe på ca. 20 deltagere ud af 58, som har svaret, at de kan

klare alt, dvs. der er ikke nogen specifikke ting, som de ikke kan. De antages

at stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet.

Der er dog en lige så stor gruppe, som har nævnt en række forskellige begrænsninger

i deres arbejdsevne. Således er der en gruppe på ca. 12 deltagere, som

ikke kan klare fysisk arbejde af betydning og 6 deltagere, som ikke kan klare

tunge løft. De fleste af disse deltagere har angivet sygdoms-/helbredsproblemer

som årsag til, at de ikke har arbejde. Desuden er der 4 deltagere, som mener,

at de slet ikke kan bestride et arbejde.

71


Det skal også nævnes, at der er en række deltagere, som har angivet særlige

problemer. Eksempelvis er der en, der ikke tåler støj, og en anden kan ikke læse.

Der er 3 deltagere, som siger, at de er socialt handicappede og er lidt bange

for andre mennesker. Endelig er der nogle, som ikke kan klare stillesiddende

arbejde, og nogle har nævnt en række forskellige problemer, som sætter begrænsninger

for deres arbejdsliv.

Vi kan konstatere, at selv om der er en hel del deltagere, som kan klare de fleste

job, så har flertallet af deltagerne nogle problemer, som gør, at de ikke kan

udføre et hvilket som helst job. Det drejer sig især om, at de har helbredsproblemer,

som gør, at de ikke kan klare fysisk krævende arbejde. Desuden er der

nogle få, som kan karakteriseres som “socialt handicappede”.

3.7 Har du før deltaget i projekter?

Vi ved, at en stor del af de ledige kontanthjælpsmodtagere har deltaget i forskellige

aktiveringsprojekter. Deltagerne i “Missing Link” har derfor en række

erfaringer, som kan præge deres forventninger. Derfor har vi spurgt dem,

hvilke projekter de har deltaget i før. Desuden har vi spurgt dem om henholdsvis

gode og dårlige erfaringer.

Der er ca. 20 deltagere ud af 58, som har svaret, at de ikke har deltaget i nogen

kurser eller projekter, før de startede i “Missing Link”. En del af dem er sygedagpengemodtagere.

Mange af de ledige kontanthjælpsmodtagere har imidlertid været i aktiveringsprojekter.

Desuden er der nogle, som kun har deltaget i kurser, og atter andre

har været i jobtræning. Enkelte har nærmest prøvet det hele, dvs. været både

i jobtræning, aktiveringsprojekter og på kurser.

Det gode ved projekter

På spørgsmålet om, hvad det gode var ved at deltage i aktivering o.l., svarede

deltagerne mange forskellige ting. Bl.a.:

• Jeg blev afklaret i forhold til mig selv.

• Man fik en masse at vide og nogle nye kammerater.

• Det var godt, når der endelig var noget at lave.

• XX var et dejligt sted … Lige meget hvad du deltager i, kan man altid lære

noget. Jeg vil hellere gå på arbejde end at rende rundt herhjemme. Tiden

er lang.

• De projekter, hvor vi lavede noget, var gode.

• Jeg var glad for at være i børnehaven. Sødt personale.

• Det var godt at have noget at stå op til hver dag, og at jeg kunne prøve forskellige

jobtyper.

• Man fik lov til at prøve forskellige ting.

72


• Jeg synes, det har været helt fint, og det har ikke været for hårdt ved min

ryg.

• Jeg var glad for vuggestuen. Man kunne snakke med kolleger, og man

kunne gå til hånde.

• Det gode var, at jeg kom ud blandt andre mennesker. Man får skabt et netværk,

som man ikke får, når man går derhjemme.

• TAMU-uddannelsen var god. Jeg fik uddannelse og kompetencer.

• Godt samarbejde på værkstedet. Jeg samarbejder stadig med dem og hjælper

dem som frivillig.

Når deltagerne skal fremhæve de gode ting ved at deltage i aktiveringsprojekter

og kurser m.v., så er der mange, som især lægger vægt på de sociale aspekter.

Man kommer ud blandt andre mennesker, og der er noget at stå op til. Flere

fremhæver også, at de har udrettet noget nyttigt.

Det dårlige ved projekter

På spørgsmålet om, hvad det dårlige var ved at deltage i aktivering o.l., svarede

deltagerne mange forskellige ting. Bl.a.:

• Det dårlige var, at jeg blev racistisk.

• Meget kunne godt forkortes på kurset.

• Dårligt arbejdsmiljø. De brugte mig til at lave alt muligt, hvad der hedder

lortearbejde. Og det kostede mig penge at gå på arbejde.

• På kurserne har det generelt været junkier og andre med sociale problemer,

så man altid har fået sig rodet ud i et eller andet og blevet uvenner med

nogen. Lærerne og kurset var dårlige.

• Elendig kommunikation og uklarhed om arbejdsmetoderne.

• Projektet var for alternativt – dæmonisk.

• Man følte sig presset til at deltage. På nogle projekter laver du ikke noget.

Det er nedslidende ikke at lave noget.

• Det dårlige var, at der ikke skete noget i al den tid, jeg var deroppe. Jeg

havde desuden problemer med en kontaktperson.

• Jeg blev tvunget ud i projektet. Man skal bare være der. Man sidder og glor

ud i luften. Der er for mange deltagere.

• Spild af penge. Vi sad bare og sad. Enhver kan da finde ud af at kigge i en

avis og tage telefonen og ringe. det behøver man ikke gå på kursus for.

• Det var spild af tid. Som at skifte vand ud i vandpytter.

• Det har ikke hjulpet mig (er udlænding). De skal simpelthen skaffe job til

de mennesker, der ønsker det. Jeg får aldrig svar på de ansøgninger, jeg

sender.

• Det var “koldbøtte-projekter”, der ikke førte nogen steder hen.

• Mange af deltagerne er misbrugere, og det er for ensformigt.

Når deltagerne skal karakterisere det dårlige ved aktiveringsprojekterne og kurserne,

så fremhæver mange, at det er spild af tid. Man laver ikke noget fornuf-

73


tigt. Man skal vente og vente. Desuden er der nogle, som synes, der er nogle

dårlige deltagere, fx misbrugere.

3.8 Adskiller “Missing Link” sig fra andre projekter?

Efter at have konstateret, at deltagerne har meget blandede erfaringer med projekter

og kurser for ledige, blev de bedt om at fortælle, hvordan de regnede

med at “Missing Link” adskiller sig fra de andre projekter. Desuden blev de

spurgt om, hvad de forventede at få ud af deres deltagelse i “Missing Link”.

Langt de fleste af deltagerne havde ikke rigtig nogen mening om, hvorvidt

“Missing Link” adskiller sig fra andre lignende projekter. Som nævnt tidligere,

er der en del, som aldrig har været på et andet projekt. Andre har bare svaret

“ved ikke”.

Der var ca. 10 deltagere, som svarede, at de ikke troede “Missing Link” adskilte

sig fra andre projekter. Det er overvejende deltagere med en negativ forhåndsattitude,

som har svaret nej.

• Jeg tror ikke, “Missing Link” adskiller sig fra alt andet. Jeg har lige været

igennem noget, som var næsten det samme som “Missing Link”.

• Jeg tror, det er nøjagtig det samme. “Missing Link” kunne godt forkortes.

• Jeg tror, “Missing Link” er meget flot, men det hjælper ikke mig til at få et

job.

• De minder meget om hinanden. De ringer bare rundt for at høre, om der er

noget jobtræning o.l.

Men der var også ca. 10 deltagere ud af 58, som troede, at “Missing Link” adskilte

sig fra andre projekter på en positiv måde. De sagde bl.a. følgende:

• Det lyder mere positivt. Der er mere mening med tingene.

• Det virker mere seriøst. “Missing Link” er mere med henblik på at få en i

arbejde – det har de andre projekter ikke været.

• Jeg tror, det er bedre hos ThimPartners denne gang (har prøvet noget hos

ThimPartners før).

• Ja, jeg tror, de er bedre til at finde nogle job til os deltagere. Jeg tror, der

er mere hjælp at hente hos “Missing Link”.

• Jeg er lidt mere positiv over for “Missing Link”, fordi læreren er god. Han

var ikke så kedelig. På de tidligere kurser følte man sig set ned på, men på

“Missing Link” var man næsten ligestillet.

• Der er udsigt til et ordentligt stykke arbejde i “Missing Link”. I tidligere

projekter var det en form for tidsfordriv.

• Det adskiller sig på mange måder. Kurset er meget kortere. Der er en person,

som går ud og får fat i forskellige virksomheder. Sådan plejer det ikke

74


at være. Normalt skal man selv søge arbejde, men det hjælper de en med på

“Missing Link”.

• Jeg har kun været der en dag, men det er generelt mere voksne mennesker,

og der er ikke så mange samlet. Man skal selv vise initiativ, så man kan

hurtigt se, hvem der har lyst til at arbejde.

De positive deltagere lægger især mærke til, at “Missing Link” hjælper dem

mere direkte med at få et arbejde. Desuden er der enkelte, der roser lærerne på

kurset.

Men hvad forventer deltagerne sig så mere konkret af “Missing Link”? Kan de

skaffe dem et arbejde, eller løber det hele bare ud i sandet. Svarene viser, at de

fleste forventer, at “Missing Link” kan skaffe dem et job. Nogle er mere forventningsfulde

end andre, men de forventer/håber alligevel på et job. Enkelte

er mere nøjsomme og håber bare at få noget støtte til at søge et job.

Blandt deltagere med sygdoms-/helbredsproblemer er der flere, som forventer

at få et fleksjob, og enkelte håber på en læreplads eller praktikplads.

Der er 6 deltagere, som siger, at de håber på en afklaring af deres situation. Det

er primært deltagere med helbredsproblemer, som forventer, at det ender med

en førtidspension, når det viser sig, at de ikke kan klare et arbejde.

Endelig er der nogle få, som siger, at de slet ikke forventer noget som helst.

Selv om der er mange af deltagerne, som er skeptiske over for “Missing Link”

i starten af projektet, så forventer de fleste alligevel, at deres deltagelse i “Missing

Link” kan skaffe dem et ordinært arbejde eller en lære-/praktikplads eller

et fleksjob. Enkelte med helbredsproblemer ønsker en afklaring af, at de ikke

kan arbejde og derfor bør have førtidspension.

Der er meget delte meninger blandt deltagerne, om “Missing Link” adskiller

sig fra andre projekter, de har deltaget i. Mange har ikke rigtig nogen mening

om det, mens andre er skeptiske eller negative på forhånd. Men der er også en

gruppe, som har positive forventninger til, at “Missing Link” virkelig kan skaffe

dem et arbejde.

3.9 Hvad er det vigtigste ved et ordinært arbejde?

Deltagerne blev stillet det meget essentielle spørgsmål: Hvad er det vigtigste

ved at have et ordinært arbejde? Det viser, hvad der er den egentlige motivation

for deltagerne til at opnå et ordinært arbejde.

Svarene på spørgsmålet kan opdeles i nogle hovedkategorier, men det skal

nævnes, at mange deltagere har nævnt flere ting samtidig.

75


• Det er ikke vigtigt at have et arbejde.

• Kan ikke arbejde mere.

• Undgå kontrol fra kommunen/myndighederne, blive uafhængig

• Tjene penge.

• Det sociale fællesskab.

• Lave noget.

• Selvrespekt.

• Få struktur på sin dagligdag.

• Trivsel.

Det er ikke vigtigt at have et arbejde

Der er en lille gruppe deltagere, som mener, at det ikke er vigtigt at have et ordinært

arbejde. Men det drejer sig kun om et par stykker. De mener, de har et

godt liv uden et arbejde.

Kan ikke arbejde mere

Der er en lille gruppe, som mener, at de har så store helbredsproblemer, at de

helst ikke vil arbejde mere. Det er forbundet med lidelse og smerter at passe

et arbejde. De ønsker en førtidspension i stedet for et ordinært arbejde.

• Jeg har arbejdet, siden jeg var 14 år, og min krop er slidt op. Jeg kan ikke

mere, men jeg skal.

Undgå kontrol fra kommunen/myndighederne

Der er en del deltagere, som har nævnt, at det bedste ved at få et ordinært arbejde

er, at man slipper for kommunens kontrol. De føler sig overvåget eller

umyndiggjort, og deres frihed er stækket.

• Komme ud af systemet. Passe sig selv i stedet for at skulle være afhængig

af det kommunale system.

• Jeg vil gerne have lidt mere frihed.

Tjene penge

Et af de hyppigste svar fra deltagerne er, at de kommer til at tjene flere penge,

hvis de får et ordinært arbejde. Pengene er en meget vigtig motivationsfaktor.

Men at tjene penge står sjældent alene, når deltagerne besvarer spørgsmålet.

Det nævnes som regel sammen med andre ting, fx sammen med det sociale,

selvrespekten eller trivslen. Der er meget få, som kun er fokuseret på penge.

• For mig er det vigtigt at tjene mine penge og dermed føle, at det er mig, der

styrer mit liv. At jeg ikke bare får nogle penge, fordi jeg ikke kan finde ud

af mit liv.

• Lønnen og det økonomiske. Velvære er rart, men pengene er også meget

gode.

• Tjene penge og selv se, hvad de skal gå til. Tjene mere end til de faste

regninger.

76


Det sociale fællesskab

Et andet meget hyppigt udsagn er det sociale fællesskab, der er på de fleste arbejdspladser.

Det er et aspekt af arbejdet, som tilsyneladende vurderes helt på

linie med pengene. I mange tilfælde nævnes det sociale og det økonomiske i

flæng, når deltagerne skal fremhæve, hvad der er godt ved et arbejde.

• At have et godt forhold til sine kolleger.

• Jeg vil gerne ud og være sammen med danskere og se, hvordan de er (indvandrer).

• Ligeså meget samværet med andre, som at tjene penge.

• Det vigtigste er at komme ud blandt andre mennesker. Det sociale ved at

have et arbejde.

Lave noget

Selve det at lave noget fremhæves af mange som noget vigtigt ved et arbejde.

De har behov for at yde noget og være til gavn. Flere nævner, at de har svært

ved at gå derhjemme og være passiv. De bliver utilfredse med sig selv, og nogle

keder sig.

• At man kan lide, det man laver og derfor laver tingene ordentligt. En god

arbejdsplads.

• Vigtigt at få tiden til at gå og have noget at stå op til.

Selvrespekt

Der er en del deltagere, som fremhæver den selvrespekt, som et ordinært arbejde

giver. Ofte nævnes selvrespekt i sammenhæng med, at de gerne vil have noget

at bestille. Det handler i nogle tilfælde om, at folks identitet hænger tæt

sammen med et arbejde.

• Når man yder noget for sine penge, får man det bedre både helbredsmæssigt

og psykisk.

• Et ordentligt selvværd er alfa og omega for at holde dagen i gang. Simpelthen

et bedre personligt selvværd.

Få struktur på sin dagligdag

Der er også en gruppe, som nævner, at deres liv får mere struktur, når de har

et arbejde. Når de går ledige, har de svært ved at administrere tiden effektivt.

De kommer til at miste rytmen.

• Få styr på sig selv, så man ikke går og laller rundt, men i stedet får noget

ud af hverdagen og kommer op om morgenen.

• At stå op til tiden og have et fast arbejde og tjene nogle penge. At få en fast

dagligdag er vigtigt. Det har jeg ikke nu.

77


Trivsel

Det sidste aspekt af, hvad der er vigtigt ved et ordinært arbejde, er trivsel. Det

er et bredt begreb, men det bliver brugt af mange af deltagerne til at beskrive

en almen tilstand i deres liv.

• Trivsel – det er vigtigt at have det godt med sig selv og sine omgivelser.

• Ud over at tjene penge er det vigtigt, at man har det godt. At man har det

godt om morgenen og tager af sted.

Deltagerne i “Missing Link” har altså en række forskellige begrundelser for,

hvorfor et ordinært arbejde er vigtigt. Kun nogle enkelte deltagere synes ikke,

det er vigtigt at have et arbejde, mens nogle få ønsker en førtidspension, fordi

de er syge eller har helbredsproblemer i et omfang, som gør, at de ikke ønsker

et arbejde.

Deltagernes begrundelser centrerer sig omkring: At tjene penge, socialt fællesskab,

at lave noget, selvværd, struktur på dagligdagen, trivsel og undgå kommunal

kontrol. Mange af deltagerne nævner flere ting samtidig. Det er sjældent,

at der kun bliver nævnt en enkelt ting.

Man kan derfor konkludere, at deltagerne næsten allesammen ønsker sig et ordinært

arbejde, men der er mange motivationsfaktorer at tage hensyn til. Det

er ikke tilstrækkeligt, at de kan tjene penge, de vil også have socialt fællesskab.

De vil gerne lave noget meningsfuldt og noget, de kan være stolt af, som giver

selvværd. En af deltagerne sammenfatter mange af deltagernes synspunkter i

følgende citat:

• Det er meget vigtigt at have et arbejde. Man tjener flere penge, og jeg kan

være et forbillede for mine børn. Jeg kan give mine børn nogle af de ting,

de gerne vil have. Tøj, legetøj, biograf osv. Det er også vigtigt at have kolleger.

Man skal møde mennesker hver dag. Så føler man, at man er i live.”

3.10 Er det vigtigt at blive selvforsørgende?

I forlængelse af spørgsmålet om, hvad der er det vigtigste ved et arbejde, blev

deltagerne også spurgt om deres synspunkter på selvforsørgelse.

Der er en række deltagere, som ikke synes, det er vigtigt at være selvforsørgende,

men det er et klart mindre mindretal. Langt de fleste deltagere synes, det

er vigtigt at være selvforsørgende.

Der er to grupper af deltagere, som ikke synes det er vigtigt at være selvforsørgende.

Den ene gruppe er nogle af dem, der er syge eller har et helbredsproblem.

De mener, det er rimeligt at modtage dagpenge eller kontanthjælp, fordi

de er syge. De vil have det bedst med at modtage pension.

78


• Jeg føler ikke, det er forkert, at jeg modtager sygedagpenge. Jeg er syg, så

det har jeg det ikke dårligt med.

Den anden gruppe har tilsyneladende den holdning, at de ikke synes, det er

særligt vigtigt. De lever et udmærket liv på kontanthjælp.

• Ikke specielt vigtigt. Jeg forsørger min datter, selv om hun ikke bor hjemme.

Jeg klarer mig meget godt.

Som nævnt ønsker langt de fleste deltagere at være selvforsørgende. Det har

de forskellige grunde til. Den første grund, som flere af deltagerne nævner, er,

at de føler det nedværdigende at blive offentligt forsørget.

• Det er vigtigt, fordi det et eller andet sted er et tabu at være på bistand.

Ikke så meget i forhold til min selvopfattelse, men mere hvordan andre

mennesker ser på en.

• Det er mindreværdigt ikke at kunne forsørge sig selv og bidrage til husstanden.

• Jeg er flov, når folk spørger, hvor jeg får mine penge fra.

• Det er rarest, at man ved, at man selv har tjent de penge, man får. Det

andet (kontanthjælp) er for nemt.

En anden gruppe, som måske er den største gruppe, lægger vægt på, at de bliver

uafhængige af kommunen og myndighederne. Hvis de er selvforsørgende,

skal de ikke stå til rådighed for kommunen og sagsbehandlerne.

• På kontanthjælp er du afhængig af kommunen. Man er bundet på hænder

og fødder, og der er regler for alt muligt.

• Jeg kan ikke lide at være afhængig af kommunen.

• Det er vigtigt at slippe for kommunens hetz og kontrol.

• Det kunne være så dejligt, hvis man slap ud af systemet, og man vidste, at

der ikke er nogen, der længere skal bestemme over dig.

En tredje gruppe lægger vægt på, at man får flere penge ud af det, når man er

selvforsørgende.

• Man kan dårligt nok overleve for det, man får i kontanthjælp.

• For mig ville det betyde flere penge.

• Det vigtigste er at få nogle flere penge. Bistandshjælpen er for lille.

Som nævnt, synes de fleste deltagere i “Missing Link” at det vil være godt,

hvis de kunne blive selvforsørgende. Der er kun en mindre gruppe, som ikke

lægger vægt på selvforsørgelse. Det drejer sig bl.a. om en gruppe med sygdoms-/helbredsproblemer,

som føler sig berettigede til deres økonomiske hjælp

fra kommunen.

79


De vigtigste grunde til, at deltagerne gerne vil være selvforsørgende, er for det

første, at de synes, det er det mest værdige at tjene sine penge selv. For det andet

vil de gerne være uafhængige af kommunen, og for det tredje vil de gerne

tjene nogle flere penge, end de kan opnå i kontanthjælp.

3.11 Hvordan var det at starte på “Missing Link”?

Da deltagerne blev udspurgt, havde de netop påbegyndt introduktionsforløbet

i “Missing Link”. Det var derfor relevant at spørge dem, hvordan de havde det

med at starte i projekt “Missing Link”. Intentionen med spørgsmålet var at afdække,

hvor mange der var positive og negative ved projektets start.

Besvarelserne af spørgsmålet viser, at langt hovedparten af deltagerne var positive

ved starten af projektet. 34 svarede, at de var positive eller havde det godt

med at starte, mens 4 sagde, at de synes, det var spændende og nyt. Der var

imidlertid også 14 deltagere, som udtrykte skepsis eller var negative over for

at starte på projekt “Missing Link”. Desuden var der nogle, som svarede ved

ikke eller, som slet ikke svarede.

De positive udtrykte det bl.a. således:

• Det havde jeg det godt med. Jeg havde ingen forventninger, andet end at de

måske havde flere muligheder end i min kommune. Det var rart at komme

ud til noget.

• Jeg var spændt som et lille barn. Jeg kendte mange af deltagerne på holdet,

og vi havde det så hyggeligt og sjovt i toget. Det var positivt at starte. Jeg

tænkte, at jeg giver det en chance.

• Det havde jeg ikke nogen problemer med. Jeg er ikke bange for noget nyt,

og de var flinke og rare, og man følte sig hurtigt velkommen.

• Jeg synes, jeg gik positivt ind til det. Jeg var nervøs og spændt, men jeg synes,

jeg var meget åben.

De negative udtrykte det bl.a. således:

• Det havde jeg det ikke godt med, fordi jeg vidste, det ville være nyttesløst.

Jeg var forudindtaget.

• Jeg var lidt skeptisk. Det lød for godt til at være sandt.

• Jeg havde det ikke godt, fordi jeg bryder mig ikke om at blive presset til noget.

Så jeg var negativ.

• Jeg var negativ efter det, jeg havde læst på internettet (om Carsten Thim).

Jeg var negativ i forvejen, da det er noget pjat at sende ikke arbejdsdygtige

folk ud til sådan noget.

Som det ovenstående viser, var deltagerne meget delte, da de startede på “Missing

Link”. Nogle var negative, men de fleste var åbne og positive.

80


3.12 Hvad har du har fået ud af de første dage?

Som nævnt tidligere, blev deltagerne interviewet et par dage efter, at de var

startet på introduktionskurset i “Missing Link”. Vi stillede dem derfor et

spørgsmål om, hvad de synes, de havde fået ud af de første dage på “Missing

Link”.

Det er meget blandede svar, deltagerne har givet. Der er både positive og negative

svar samt en del, som ikke rigtig ved, hvad de skal mene. De positive svar

var imidlertid i undertal, mens de skeptiske og negative var i flertal.

Blandt de positive er der én, som allerede har opnået en praktikplads, og det

er han vældig tilfreds med. Desuden er der flere, som nævner, at det var godt

med den individuelle samtale, som de havde med en virksomhedskonsulent.

Her havde de mulighed for at få snakket deres muligheder igennem på “tomandshånd”.

• Jeg fik meget ud af den personlige samtale. Han var god til at se, hvad jeg

kan bruges til med de evner, jeg har.

Blandt de positive var også et par, som oplevede det som et skub, så man kunne

komme i gang. En anden havde fundet ud af, hvad “Missing Link” er for noget.

• Jeg synes, jeg har fået mere at vide om mine muligheder for at komme i arbejde,

end jeg vidste på forhånd.

Flere indvandrere var glade for kurset og havde fået noget mere at vide.

• Det var vigtigt at deltage i kurset, fordi jeg er udlænding, og jeg kender

ikke meget til det danske samfund. Det lærte jeg noget om nu.

• Jeg vidste ikke på forhånd, hvordan man skal gøre, når man er i arbejde.

Men det har “Missing Link” hjulpet mig med.

Blandt de negative svar var der især mange, som mente, at de ikke havde lært

noget nyt, eftersom de vidste det meste i forvejen.

• De opgaver, jeg fik på “Missing Link”, var de samme, som jeg har gjort de

sidste 6 måneder.

• Ikke så meget. Jeg har tidligere arbejdet det samme sted i 8 år og de ting,

de fortæller om er ikke noget, jeg kan bruge.

• Det var jo bare oplæsning af papirer, vi har fået udleveret. Folk var søde

og rare, men indholdet gav mig ikke noget.

• Ikke rigtig noget, bortset fra at jeg synes, det er rart at vide, at hvis jeg ikke

selv kan finde et arbejde, så kan de hjælpe mig. Ellers synes jeg, det var

spild af min tid.

81


Der var et par af deltagerne, der påpegede, at kurset nok var rettet mere mod

folk, som har været væk fra arbejdsmarkedet i lang tid.

Der var en række skeptiske og negative holdninger, hvoraf nogle enkelte skal

citeres:

• Det har jo hele tiden været sådan for mig. Jeg har ikke den store fidus til

det projekt.

• Jeg har fået et endnu grimmere indtryk af projektet efter kurset.

• Jeg tror ikke på det, de siger i projektet, og det de lover.

Flere af udlændingene var positive over for kurset, men der var et par stykker,

som havde svært ved at følge med:

• Læreren talte meget hurtigt om mange ting, og så kan jeg ikke forstå hende.

Alle de andre danskere taler også hurtigt, så jeg sagde slet ikke noget. Jeg

sad bare og kiggede og lyttede – men næste dag talte jeg med Anders, som

forklarede mig det hele.

Der var også et par konstruktive kommentarer til kurset, især at det burde vare

lidt længere:

• Jeg kan ikke forstå, kurset kun varede i 2 dage. Da min kone var på kurset,

varede det i 4 dage.

• Jeg kunne godt tænke mig at få lidt mere at vide. Kurset er for kompakt.

Man lærer først folk at kende på tredjedagen. En uge ville være bedre. Indholdet

var ellers udmærket.

Som nævnt var det ret blandede kommentarer til det kursus, der startede deltagelsen

i “Missing Link”. Det tyder bl.a. på, at gruppen er noget heterogen. På

den ene side er der nogle personer, som er vant til at have arbejde og kender

vilkårene på arbejdsmarkedet. De er utilfredse med, at de ikke får noget nyt at

vide. Men flere af disse deltagere har været glade for den personlige samtale

med jobkonsulenten, og i det hele taget bliver den personlige samtale omtalt

positivt af flere.

På den anden side er der også deltagere i kurset, som ikke ved ret meget om arbejdsmarkedet

og jobsøgning, og de har fået en del nyttig viden på kurset. Især

er der flere indvandrere/flygtninge, som siger, at de fik meget ud af kurset.

Endelig er der en gruppe deltagere, som gennemgående er negative og skeptiske

over for projekt “Missing Link”. De er også kritiske over for kurset.

82


3.13 Har kurset gjort dig bedre rustet til et arbejde?

Et af formålene med introduktionskurset er at gøre deltagerne bedre i stand til

at gå i gang med et arbejde. Vi spurgte dem derfor, om de også synes, det var

tilfældet.

Meningerne blandt deltagerne var meget delte. Man kan nærmest tale om, at

den ene halvdel sagde ja til, at de var blevet bedre rustet, mens den anden halvdel

sagde nej.

Blandt dem, der var blevet bedre rustet af kurset, pegede flere på, at de havde

fået mere selvtillid og motivation.

• Med alle de afslag jeg har fået inden “Missing Link”, så følte jeg nærmest,

at jeg ikke kunne bruges til noget. Jeg håber nu, at det her giver fast arbejde.

• Måske har jeg fået et spark bagi af kurset.

• Jeg er blevet mere positivt indstillet, men jeg ved ikke, om jeg kan gøre mere,

end jeg gør nu.

Et andet aspekt af kurset var fællesskabet. Mange har gået arbejdsløs derhjemme

i længere tid. På kurset finder de desuden ud af, at de ikke er alene om at

være arbejdsløs.

• Det er inspirerende at være sammen med andre og høre om deres skavanker,

så jeg ikke tror, det kun er mig.

På kurset har deltagerne fået viden om jobsøgning, som flere af dem tror, de

kan have gavn af i fremtiden. De tror, de er blevet bedre til at søge arbejde.

• Jeg har selv gjort noget for at finde job, bl.a. været på AF og set deres opslag.

• Blevet bedre til at søge et arbejde. Nu behøver jeg ikke kun at lede i avisen

og på internettet, da de vil hjælpe mig med at finde personer i virksomhederne,

jeg kan kontakte … Det virker ikke længere så håbløst, og det føler

jeg er en stor hjælp.

• Jeg har fået et “inspirationshæfte”, hvori der står, hvordan man skal søge

arbejde.

For nogle af deltagerne har det været vigtigt at komme til at se på sig selv på

en anden måde. Det har kurset været medvirkende til for nogle deltagere.

• Det vigtige har været, at nogle friske øjne kigger på det og vurderer mig ud

fra, at jeg måske er anderledes, end jeg selv tror, jeg er.

• Jeg er blevet overbevist om, at jeg stadigvæk kan få et arbejde.

83


Udover at lære noget om jobsøgning har de også lært en del om arbejdspladser

og arbejdsmarked.

• Kurset har hjulpet mig til at forstå, hvordan tingene foregår på arbejdspladser,

og hvordan chefen er, osv.

Endelig kan vi pege på den individuelle samtale, som fremhæves af flere som

noget positivt.

• Det væsentlige var den individuelle samtale, hvor der blev lavet en profil

på, hvad man kunne arbejde på. Den står mest centralt i forhold til at få arbejde.

Der er altså en række positive bemærkninger til introduktionskurset, hvor halvdelen

af deltagerne er mere eller mindre positive og tror, at kurset har gjort

dem bedre i stand til at opnå og klare et job. Men der er, som nævnt, en anden

halvdel af deltagerne, som ikke mener, de er blevet bedre rustet til at klare et

job.

Der var en del deltagere, som hele tiden har været motiveret for at få et job, og

som også synes, de har søgt meget. De synes ikke kurset havde rustet dem bedre.

Desuden er der en gruppe med sygdom, som mener, at deres helbredsproblemer

er den væsentligste hindring for, at de kan få et job. De synes heller ikke,

at kurset har rustet dem mere eller bedre til et arbejde. De mener ikke, de kan

arbejde, før de bliver raske.

• Hvis jeg havde et bedre helbred, ville jeg have fået noget ud af det. Jeg

føler mig ikke klar til at tage et arbejde.

Der er også et par stykker, som ikke mener, de har lært noget på kurset, de kan

bruge.

• Jeg har ikke kunnet bruge det, vi har lært ind til videre. Jeg har ikke forstand

på en ansøgning, og det har jeg stadigvæk ikke.

Der er, som vist ovenfor, alt i alt meget delte meninger om kurset har gjort deltagerne

bedre rustet til at klare et arbejde. Det udspringer i høj grad af, at det

er en heterogen gruppe, som havde forskellige udgangspunkter, da de startede

på kurset i “Missing Link”. Tilsyneladende har kurset været til størst hjælp for

den mest marginaliserede gruppe af deltagere, som havde været længe væk fra

arbejdsmarkedet, eller som var dårligt bekendt med arbejdsvilkårene i Danmark,

bl.a. indvandrere og flygtninge. Kurset har også været til hjælp for dem,

som var gået i stå med jobsøgningen, og som måske havde mistet troen på igen

at komme i arbejde.

84


3.14 Har du fået et andet indtryk af “Missing Link”?

Deltagerne blev også stillet et spørgsmål om, hvorvidt de var blevet overrasket

over at deltage i “Missing Link” – positivt eller negativt.

Hvis man skal gøre regnestykket meget summarisk op for de 58 deltagere i

denne undersøgelse, kan vi sige, at 20 deltagere slet ikke havde nogen forventninger

til “Missing Link”, og de kan derfor ikke tage stilling til, om det er gået

bedre eller dårligere, end de havde forventet.

Der er 14 deltagere, som har fået bekræftet deres forventninger. Heraf havde

de 7 på forhånd negative forventninger, mens de andre 7 havde positive forventninger.

Endelig var der 12 deltagere, som var blevet positivt overrasket over at deltage

i projektet, mens der var 6 deltagere, som var blevet negativt overrasket. Desuden

var der 6 deltagere, som ikke havde givet noget brugbart svar.

Endnu en gang kan vi konstatere, at deltagerne er meget blandet i deres syn på

“Missing Link”. Men vi kan også konstatere, at der er en del deltagere, som har

skiftet syn på “Missing Link” efter at have været på introduktionskurset.

3.15 Forslag til forbedringer

Endelig bad vi til slut i interviewet deltagerne om at komme med forslag til

forbedringer af “Missing Link” og introduktionskurset.

• Det skal indeholde noget nyt, man kan bruge til noget og ikke informationer

om samfundet i 1960erne.

• Gruppearbejdet er godt, men nogen af dem, der har været længe væk fra

arbejdsmarkedet, “stod af” på det.

• Ideen med kurset er udmærket, men det kan godt skæres ned til en dag.

• Kurset skulle vare lidt længere tid. Det var for presset.

• Ikke så mange paragraffer.

• Man kunne starte med at sætte de unge sammen og nogen, som ikke har

prøvet at arbejde før. men det er selvfølgelig også godt at vi, der har arbejdserfaringer,

kan dele dem med de unge og de uerfarne.

• De skal blive bedre til at ringe tilbage, når man prøver at få fat i en konsulent.

• Mere om arbejdsmarkedskravene i dag og kravene til de ansatte, så vil kursisterne

blive bedre rustet til at komme ud i arbejde.

• Lidt mere konkret uddannelse og efteruddannelse og mere fokus på, hvad

der mangler.

• Vær lidt tidligere med at sende informationer ud til kursusdeltagerne. Bedre

kommunikation fra kommunen.

• Lav en aldersinddeling af holdene.

85


• Det kunne godt have varet lidt længere, så man lærer hinanden bedre at

kende. De andre deltagere begyndte først at åbne sig på tredjedagen.

• Kurset er ikke nødvendigt. Måske skulle kurset være mere relevant.

• Jeg synes, man mangler en runde, hvor deltagerne præsenterer sig. Man

kunne måske blande holdene lidt bedre. Jeg var vist den eneste sygedagpengemodtager.

• Jeg havde personligt mest brug for den personlige samtale og vejledning og

ville derfor helst have, at den kom først.

• Den første dag var lidt skoleagtig. Alt det har man jo fået at vide i skolen.

Jeg følte mig som skoleelev igen.

• Kurset skal vare længere tid. Man skal først lige vænne sig til at være der

og lære de andre at kende. 4 dage er for lidt. De fleste udlændinge på

kurset kan ikke følge med.

• Fint kursus, men nogle af spørgsmålene var for svære.

• Jeg synes, 4 dage var for meget i forhold til det, vi fik at vide. Jeg troede,

at vi skulle have mere at vide om de enkelte arbejdspladser, som vi kunne

komme ud på. De andre deltagere var flinke og rare, men vi snakkede ikke

så meget med hinanden.

• Deltagerne skulle aktiveres lidt mere i stedet for bare at sidde og høre efter.

Mere gruppearbejde.

Der er en række ting, som går igen i en del af forslagene. Først og fremmest

spørgsmålet om kurset varer for kort eller for lang tid. Det er der meget delte

meninger om. En del af dem, der vil have et længere kursus, er indvandrere og

flygtninge, som har dårligere forudsætninger end mange danskere.

Der er flere, som peger på, at man måske skal dele deltagerne op efter deres

forudsætninger. Efter alder, arbejdsmarkedserfaring eller måske etnicitet.

Der er enkelte, som efterlyser mindre skolepræg(k) og mere gruppearbejde,

som aktiverer deltagerne mere.

3.16 Interviewerens opfattelse af deltagerne

Efter afslutningen af interviewet har intervieweren foretaget en kategorisering

af deltageren i 2 grupper:

a. Deltageren er: Svag, syg, klientgjort og passiv.

b. Deltageren er: Stærk, dynamisk, optimistisk og aktiv.

Det er naturligvis vanskeligt at foretage denne kategorisering af deltagerne, og

det er heller ikke lykkedes i alle tilfælde. Men i de fleste tilfælde har det ikke

været svært.

86


Vi kan konstatere, at af de 58 deltagere, som indgår i denne undersøgelse, er

de 19 en kategori a) person, mens 20 er en kategori b) person. Desuden er der

8, som er midt imellem a) og b), og 11 deltagere har vi ikke tilstrækkelige oplysninger

om.

Her ser vi altså endnu en gang, at deltagerkredsen i “Missing Link” er meget

delt. Vi kan groft sagt sige, at en tredjedel er svage og syge m.v., mens en anden

tredjedel er stærke og dynamiske m.v. og den sidste tredjedel er noget midt

imellem.

3.17 Opsummering

I dette afsnit vil vi kort resumere de vigtigste resultater af vores deltagerundersøgelse

samt foretage nogle konklusioner til sidst. Undersøgelsen er baseret på

semistrukturerede telefoninterview med 58 deltagere, som foregik 2-4 dage

efter, de var startet på introduktionskurset i “Missing Link”.

Langt de fleste deltagere var kontanthjælpsmodtagere, men der var også en del

modtagere af sygedagpenge og enkelte, der modtog fleksydelse.

Tilmelding

Næsten alle deltagerne svarede, at det var deres sagsbehandler i kommunen,

som foreslog dem at blive tilmeldt “Missing Link”. 23 deltagere (ud af 58) følte

sig presset til at tilmelde sig “Missing Link”, 28 har svaret, at deres tilmelding

var efter deres eget ønske, og 7 svar har vi ikke klart kunnet tolke.

Hvorfor ikke ordinært arbejde?

Der er mange deltagere, som angiver sygdoms- og helbredsproblemer, som vigtige

årsager til, at de ikke har et ordinært job – mindst 20. For det første er der

10 deltagere, som har modtaget sygedagpenge, og de angiver sygdom som vigtigste

årsag. Desuden er der 10 kontanthjælpsmodtagere, som også har angivet

sygdom og helbredsproblemer som årsag til deres ledighed. Der er enkelte,

som mener, de bør have førtidspension, fordi de er ude af stand til at arbejde

mere.

Desuden er der en gruppe indvandrere/flygtninge, som mener, det skyldes diskrimination

eller særlige indvandrerproblemer. En lille gruppe har “uren” straffeattest,

og nogle har i en periode levet på “kanten af samfundet”. Enkelte mener,

de er for gamle. Men der er også en gruppe, som ikke kan forstå, hvorfor

de er ledige.

Der er kun nogle få, som klart erklærer, at de selv er skyld i deres ledighed, fx

ved at sige deres job op uden at have fundet et nyt, eller fordi de har haft et

misbrug og levet lidt uden for den “normale” livsførelse. Enkelte bebrejder

kommunen eller andre myndigheder, at de ikke har hjulpet dem tilstrækkeligt

87


eller forkert. Men der er også enkelte, som fortryder, at de ikke har fået en ordentlig

uddannelse i tide.

Hvad har du gjort for at få et ordinært arbejde?

Det samlede billede af deltagernes jobsøgningsaktivitet viser, at næsten halvdelen

har været aktivt jobsøgende, men uden særligt held. Desuden er der en

gruppe, der enten har været i uddannelse eller været vikar, og en gruppe, som

har søgt job mere selektivt. Man kan også konstatere, at ca. en tredjedel af deltagerne

ikke har søgt ordinært arbejde, fordi de enten er syge/har helbredsproblemer

eller, fordi de ikke ønsker et erhvervsmæssigt arbejde.

De aktivt jobsøgende havde søgt en meget blandet “buket” af job, fx pædagogmedhjælper,

chauffør, tømrer, lagerarbejde, i butik/Bauhaus, pakkearbejde,

osv. Langt de fleste søgte job er i kategorien ufaglærte job, hvor der ikke kræves

særlig uddannelse.

Er der noget, du ikke kan klare?

Der er en stor gruppe på ca. 20 deltagere, som ikke mener, der umiddelbart er

begrænsninger på de job, de kan bestride. Men samtidig mener en mindst lige

så stor gruppe, at de har problemer, som gør, at de ikke kan udføre et hvilket

som helst job. Det drejer sig især om helbredsproblemer, mens enkelte

nærmest kan karakteriseres som “socialt handicappede”.

Deltagelse i andre projekter?

Kun 20 (ud af 58) af deltagerne har ikke tidligere deltaget i tilsvarende projekter

som “Missing Link”. En del af disse er sygedagpengemodtagere. Derimod

har de fleste kontanthjælpsmodtagere deltaget i aktiveringsprojekter.

Når deltagerne skal fremhæve de gode ting ved at deltage i aktiveringsprojekter

og kurser m.v., så er der mange, som især lægger vægt på de sociale aspekter.

Man kommer ud blandt andre mennesker, og der er noget at stå op til. Flere

fremhæver også, at de har udrettet noget nyttigt.

Når deltagerne skal karakterisere det dårlige ved aktiveringsprojekterne og kurserne,

så fremhæver mange, at det er spild af tid. Man laver ikke noget fornuftigt.

Man skal vente og vente. Desuden er der nogen, som synes, der er dårlige

deltagere, fx misbrugere.

Adskiller “Missing Link” sig fra andre projekter – og hvordan?

Langt de fleste deltagere havde ikke nogen rigtig mening om, hvorvidt “Missing

Link” adskiller sig fra andre projekter. Men der var ca. 10, der mente, at

“Missing Link” adskilte sig på en positiv måde, og andre 10, som mente, det

adskilte sig på en negativ måde.

Mange af deltagerne er skeptiske over for “Missing Link” i starten, men alligevel

forventer de fleste, at deres deltagelse i “Missing Link” kan skaffe dem et

88


ordinært arbejde eller en lære-/praktikplads eller et fleksjob. Enkelte med helbredsproblemer

ønsker en afklaring af, at de ikke kan arbejde og derfor bør have

førtidspension.

Hvad er det vigtigste ved at have et ordinært arbejde?

Deltagernes svar på, hvad der er det vigtigste ved at have et arbejde kan opdeles

i nogle hovedkategorier (men mange deltagere har nævnt flere ting samtidig).

• Det er ikke vigtigt at have et arbejde.

• Kan ikke arbejde mere.

• Undgå kontrol fra kommunen/myndighederne, blive uafhængig.

• Tjene penge.

• Det sociale fællesskab.

• Lave noget.

• Selvrespekt.

• Få struktur på sin dagligdag.

• Trivsel.

Deltagerne i “Missing Link” har altså en række forskellige begrundelser for,

hvorfor et ordinært arbejde er vigtigt. Kun nogle enkelte deltagere synes ikke,

det er vigtigt at have et arbejde, mens nogle få ønsker en førtidspension, fordi

de er syge eller har helbredsproblemer i et omfang, som gør, at de ikke ønsker

et arbejde.

Man kan konkludere, at deltagerne næsten allesammen ønsker sig et ordinært

arbejde, men der er mange motivationsfaktorer at tage hensyn til. Det er ikke

tilstrækkeligt, at de kan tjene penge, de vil også have socialt fællesskab. De vil

gerne lave noget meningsfuldt, og noget de kan være stolt af, som giver selvværd.

Selvforsørgelse

Langt de fleste deltagere mener, at det er vigtigt at være selvforsørgende. Kun

en mindre gruppe synes ikke, det er særlig vigtigt. Det drejer sig bl.a. om en

gruppe med sygdoms-/helbredsproblemer, som føler sig berettigede til deres

økonomiske hjælp fra kommunen.

De vigtigste grunde til, at deltagerne gerne vil være selvforsørgende, er for det

første, at de synes, det er det mest værdige at tjene sine penge selv. For det andet

vil de gerne være uafhængige af kommunen, og for det tredje vil de gerne

tjene nogle flere penge, end de kan opnå i kontanthjælp.

Hvordan var det at starte på “Missing Link”?

Langt hovedparten af deltagerne var positive ved starten af projektet. 34 svarede,

at de var positive eller havde det godt med at starte, mens 4 sagde, at de synes,

det var spændende og nyt. Der var imidlertid også 14 deltagere, som ud-

89


trykte skepsis eller var negative over for at starte på projekt “Missing Link”.

Desuden var der nogle, som svarede ved ikke eller, som slet ikke svarede.

Hvad har du fået ud af de første dage på “Missing Link”?

Det er meget blandede svar, deltagerne har givet på spørgsmålet om, hvad de

har fået ud af de første dage. Der er både positive og negative svar samt en del,

som ikke rigtig ved, hvad de skal mene. De positive svar er imidlertid i undertal,

mens de skeptiske og negative var i flertal.

Deltagergruppen er meget heterogen. På den ene side er der nogle personer,

som er vant til at have arbejde og kender vilkårene på arbejdsmarkedet. De er

utilfredse med, at de ikke får noget nyt at vide. Men flere af disse deltagere har

været glade for den personlige samtale med jobkonsulenten, og i det hele taget

bliver den personlige samtale omtalt positivt af flere.

På den anden side er der også deltagere i kurset, som ikke ved ret meget om arbejdsmarkedet

og jobsøgning, og de har fået en del nyttig viden på kurset. Især

er der flere indvandrere/flygtninge, som siger, at de fik meget ud af kurset. Endelig

er der en gruppe deltagere, som gennemgående er negative og skeptiske

over for projekt “Missing Link”. De er også kritiske over for kurset.

Er du blevet bedre rustet til et arbejde?

Der er meget delte meninger, om kurset har gjort deltagerne bedre rustet til at

klare et arbejde. Det udspringer i høj grad af, at det er en heterogen gruppe,

som havde forskellige udgangspunkter, da de startede på kurset i “Missing

Link”.

Tilsyneladende har kurset været til størst hjælp for den mest marginaliserede

gruppe af deltagere, som havde været længe væk fra arbejdsmarkedet, eller

som var dårligt bekendt med arbejdsvilkårene i Danmark, bl.a. indvandrere og

flygtninge. Kurset har også været til hjælp for dem, som var gået i stå med jobsøgningen,

og som måske havde mistet troen på igen at komme i arbejde.

Har du fået et andet indtryk af “Missing Link”?

Deltagerne blev også stillet et spørgsmål om, hvorvidt de var blevet overrasket

over at deltage i “Missing Link” – positivt eller negativt. Hvis man skal gøre

regnestykket meget summarisk op for de 58 deltagere i denne undersøgelse,

kan vi sige, at 20 deltagere slet ikke havde nogen forventninger til “Missing

Link”, og de kan derfor ikke tage stilling til, om det er gået bedre eller dårligere,

end de havde forventet.

Der er 14 deltagere, som har fået bekræftet deres forventninger. Heraf havde

de 7 på forhånd negative forventninger, mens de andre 7 havde positive forventninger.

Endelig var der 12 deltagere, som var blevet positivt overrasket

over at deltage i projektet, mens der var 6 deltagere, som var blevet negativt

90


overrasket. Desuden var der 6 deltagere, som ikke havde givet noget brugbart

svar.

Endnu en gang kan vi konstatere, at deltagerne er meget blandet i deres syn på

“Missing Link”. Men vi kan også konstatere, at der er en del deltagere, som har

skiftet syn på “Missing Link”, efter at have været på introduktionskurset.

Forslag til forbedringer

Deltagerne blev bedt om at komme med forslag, som kan forbedre “Missing

Link” og kurset. Der fremkom en del forslag, som på mange måder var ret forskellige.

Men der var også en del ting, som gik igen i en del af forslagene.

Først og fremmest spørgsmålet om kurset varer for kort eller for lang tid. Det

er der meget delte meninger om. En del af dem, der vil have et længere kursus,

er indvandrere og flygtninge, som har dårligere forudsætninger end mange danskere.

Der er flere som peger på, at man måske skal dele deltagerne op efter deres

forudsætninger. Efter alder, arbejdsmarkedserfaring eller måske etnicitet. Der

er enkelte, som efterlyser mindre skolepræg(k) og mere gruppearbejde, som aktiverer

deltagerne mere.

Interviewerens opfattelse af deltagerne

Efter afslutningen af interviewet har intervieweren foretaget en kategorisering

af deltagerene i 2 grupper:

a) Deltageren er: Svag, syg, klientgjort og passiv

b) Deltageren er: Stærk, dynamisk, optimistisk og aktiv.

Vi kan konstatere, at af de 58 deltagere, som indgår i denne undersøgelse, er

de 19 en kategori “a) person”, mens 20 er en kategori “b) person”. Desuden er

der 8, som er midt imellem a) og b), og 11 deltagere har vi ikke tilstrækkelige

oplysninger om. Her ser vi altså endnu en gang, at deltagerkredsen i “Missing

Link” er meget delt. Vi kan groft sagt sige, at en tredjedel er svage og syge

m.v., mens en anden tredjedel er stærke og dynamiske m.v., og den sidste tredjedel

er noget midt imellem.

Konklusion

Vores deltagerundersøgelse viser, at deltagerne i “Missing Link” er en meget

blandet gruppe. Det er også i overensstemmelse med “Missing Link”s eget ønske,

hvor man gerne vil have både stærke og svage deltagere og deltagere med

forskellig baggrund.

Det der først og fremmest springer i øjnene er, at der er mange deltagere, som

selv mener, de har helbredsproblemer. Mange af dem mener, at der er store begrænsninger

i de job, de kan klare.

91


Men der er også en stor gruppe, som meget gerne vil have et arbejde, og de søger

tilsyneladende flittigt, men uden held. De har selv mange forskellige forklaringer

på, hvorfor de ikke har et job. Ud over helbredsproblemer er der nogle,

der har særlige problemer, fx indvandrerbaggrund, “uren” straffeattest eller

høj alder.

Det er tilsyneladende ikke indstillingen til arbejdet, der hindrer deltagerne i at

få et job. De synes næsten allesammen, at det er vigtigt at have et job, og at det

er vigtigt at være selvforsørgende. Mange synes, det er uværdigt at være ledig,

og de bryder sig ikke om at være afhængig af myndighederne.

Mange deltagere har tidligere erfaringer med andre projekter – ofte med blandede

erfaringer. Men selv om mange følte sig presset til at deltage i “Missing

Link”, så var de fleste positive fra starten, og en del af de negative skiftede mening

i løbet af kurset. Men der var også en større gruppe, som fra starten var

negativ, og som hele vejen igennem har været negative. Langt de fleste fra denne

gruppe følte sig presset til deltagelse.

“Missing Link” har en stor udfordring i, at deltagerne er så blandede. Deres introduktionskursus

bør muligvis differentieres lidt i forhold til deltagernes baggrund

og indstilling. Vi kan lokalisere mindst 3 deltagergrupper.

Der er en stor gruppe med helbredsproblemer, hvoraf nogle ønsker førtidspension,

og andre ønsker fleksjob. Mange af dem har stor arbejdsmarkedserfaring.

Der er en gruppe positive, men svagtstillede deltagere. De mangler ofte arbejdsmarkedserfaring

og kvalifikationer. De vil meget gerne have et ordinært

arbejde.

Der er en gruppe negative deltagere. De er meget blandede med hensyn til forudsætninger

og baggrund, men de har en negativ attitude. Nogle af dem hænger

sig meget i, at de er blevet presset til at deltage i “Missing Link”, andre har

hørt noget ufordelagtigt om “Missing Link”. Der er tilsyneladende en stor motivationsopgave

med at få denne gruppe til at fungere godt i “Missing Link”.

92


4 OPUS+ statistik for “Missing Link”

“Missing Link” er et projekt, som er finansieret af EUs Socialfond. Det betyder

samtidig, at projektet skal indsamle nogle statistiske oplysninger om deltagerne

i henhold til OPUS+ systemet. Følgende oplysninger indgår i OPUS+

systemet:

• Køn

• Skoleuddannelse

• Erhvervsuddannelse

• Indvandrerbaggrund

• Medlemskab af a-kasse

• Samlet ledighed de sidste 5 år

• Samlet tid med erhvervsarbejde de sidste 5 år

• Deltagelse i andre projekter – hvor mange?

• Har du selv været med til at bestemme deltagelse i “Missing Link”?

I det følgende vises resultaterne for de 66 deltagere, som CASA har modtaget

oplysninger om fra “Missing Link”. Der er tale om deltagere, som startede før

april 2003. Resultaterne er vist som figurer.

Køn

Figur 1: Mænd og kvinder på "Missing Link".

Kvinder

56%

44%

Mænd

93


Skoleuddannelse

7.-10. klasse med eksamen

Erhvervsuddannelse

Faglig uddannelse

Figur 2: Skoleuddannelse blandt deltagerne i "Missing Link".

55%

Videregående 2%

15%

Kort kursus

Uoplyst

15%

50%

30%

11%

4%

18%

7.-10. klasse uden eksamen

Uoplyst

Student/hf

Figur 3: Erhvervsuddannelse blandt deltagerne i "Missing Link".

Ingen uddannelse

94


Etnisk baggrund

Danske forældre

85%

Samlet ledighed de sidste 5 år

50

40

30

20

10

0

Figur 4: Er forældrene indvandret?

15%

Figur 5: Ledigheden de seneste 5 år.

Ikke danske forældre

Under 1 år 1 - 2 år 2 - 3 år 3 - 4 år 4 - 5 år

95


Samlet beskæftigelse de sidste 5 år

35

30

25

20

15

10

5

0

Figur 6: Beskæftigelse de seneste 5 år.

Ikke arbejdet Under 1 år 1 - 2 år 2 - 3 år 3 - 4 år 4 - 5 år

Har du selv været med til at bestemme din deltagelse i “Missing Link”?

Ja, været med til at bestemme

Figur 7: Har du været med til at bestemme din deltagelse i "Missing Link"?

49%

51%

Nej, ikke været med til at bestemme

96


Medlem af en a-kasse

Nej, ikke medlem af a-kasse

Figur 8: Er du medlem af en a-kasse ved deltagelse i "Missing Link"?

77%

Har du deltaget i andre projekter?

30

25

20

15

10

5

0

23%

Ja, medlem af a-kasse

Figur 9: Hvor mange projekter har du deltaget i før "Missing Link"?

Ingen 1 projekt 2 projekter 3 projekter 4 projekter eller mere

97


5 Kommunerne i “Missing Link”

Et af de vigtige elementer i evalueringen er “Missing Link”s relationer til de

4 kommuner, der indgår i projektet. Det drejer sig om: Solrød, Tårnby, Ringsted

og Rønnede Kommuner. Senere er Ringsted Kommune udtrådt af projektet

efter fælles aftale med ThimPartners.

I efteråret 2002 blev der gennemført en interviewrunde med kommunale medarbejdere,

som havde relationer til projekt “Missing Link” i de 4 kommuner.

Desværre lykkedes det ikke at opnå kontakt til Rønnede Kommune.

I hver af kommunerne udvalgte vi en afdelingsleder samt 2-3 medarbejdere,

som havde til opgave at visitere klienter til “Missing Link”. Disse medarbejdere

blev interviewet af en eller to medarbejdere fra CASA. Der blev benyttet

en spørgeliste med følgende spørgsmål:

1. Hvorfor er kommunen gået ind i projektet/i samarbejde med ThimPartners?

2. Hvad er jeres forventninger til samarbejdet med ThimPartners? Hvad håber

I at få ud af dette?

3. Hvad forventer I som medarbejdere at lære af at være med i projektet?

4. Beskriv hvorledes I visiterer ledige til ThimPartners?

5. Hvilke ledige udvælges til ThimPartners?

6. Hvordan udvælges de?

7. Hvorledes forbereder/orienterer I de ledige om projektet?

8. Hvorledes adskiller ThimPartners’ metode sig fra den metode, I plejer at

anvende her i kommunen?

9. Hvad er de foreløbige erfaringer med samarbejdet? Med visitation? Med

de ledige – er de kommet i ordinær beskæftigelse eller uddannelse? Med

evt. deltagelse i seminarer?

I det følgende resumeres besvarelserne på baggrund af spørgelisten.

5.1 Hvorfor er kommunen gået ind i projektet?

De 3 kommuner, vi har interviewet medarbejdere i, har alle haft kontakt til

ThimPartners tidligere omkring placering af ledige klienter. Så de kendte

ThimPartners i forvejen, da de blev kontaktet om at gå ind i “Missing Link”.

“Da ThimPartners startede deres konsulentgruppe, var vi de

første, der blev kontaktet. Dvs. vi har været med i en periode

og har kunnet vurdere, om det var noget, vi havde lyst til at

gå videre med. “Missing Link” minder meget om det, vi tidligere

har deltaget i.”

98


ThimPartners har andre aktiviteter end “Missing Link”, og nogle af kommunerne

bruger ThimPartners ud over “Missing Link”.

“Vores erfaring med ThimPartners er, at de gode til at puste

til folk, og der sker noget. Vi har brugt ThimPartners tidligere

også, og vi køber os stadig til pladser samtidig med “Missing

Link.”

En vigtig begrundelse for at indgå i “Missing Link” har været, at det er et længerevarende

projekt.

“Formålet med at bruge “Missing Link” er, at kontakten er

der igennem flere år. De bliver så at sige holdt i hånden i 3

år.”

“Det spændende bliver at se, om ThimPartners er i stand til

at fastholde borgerne på arbejdsmarkedet. Dem det ikke lykkedes

med første eller anden gang, vil de jo få tilbage igen på

“Missing Link”, der jo løber frem til 200.”

De har også lagt vægt på, at “Missing Link” kan tage de rigtigt tunge klienter

og borgere med store problemer.

“Vi havde et samarbejde med ThimPartners i forvejen. Borgere

på bistandshjælp er efterhånden i den tunge ende. I et

længerevarende projekt (som “Missing Link”) kan der gøres

mere for denne gruppe borgere.”

“Vi er nok gået med “Missing Link”, fordi vi har så mange

folk gående (arbejdsløse), som vi ikke har kunnet tilbyde noget,

og vi er begyndt at kigge efter andre veje til at få folk ud

af systemet.”

“Det spændende er, om de virkelig kan få de tunge ud. Vi har

jo nogle, som vi sidder fast med, og som vi simpelthen ikke

kan se, hvad vi skal gøre med. Endvidere var deres udmeldinger

omkring alkoholikere e.l. meget spændende, da de mener,

de vil være i stand til at finde et job til disse. Dem har vi selv

svært ved at aktivere.”

En medarbejder synes, at elementerne omkring metodeudvikling lød interessant.

“Vi har haft noget samarbejde med ThimPartners tidligere,

som har gjort, at vi tænkte det kunne være spændende at være

med i projektet. Også ud fra tanken om, at alle uanset årsag

99


kan blive arbejdsmarkedsplaceret, at få undersøgt om det holder

eller ej, og de elementer omkring metodeudvikling, som

jeg synes er interessant.”

Nogle af medarbejderne fremhævede, at en lille kommune ikke har ressourcer

til at have et omfattende virksomhedsnetværk og så mange erhvervskonsulenter.

De må i stedet købe sig til andre tilbud, fx hos ThimPartners eller være

med i et projekt som “Missing Link”.

“Vi er en lille kommune, som ikke er i stand til at have de store

forkromede projekter selv, og derfor har vi brug for nogle

udefra til at hjælpe os. Det er en måde at skabe en større kontaktflade

til virksomhederne på. Jeg er den eneste erhvervskonsulent,

og jeg kan ikke have alle de kontakter til virksomhederne,

som ThimPartners har opbygget.”

Vi kan altså konstatere, at der er flere vigtige årsager til, at kommunerne er gået

med i “Missing Link”. De mest afgørende grunde har nok været, at kommunerne

kan henvise nogle af de rigtig “tunge” klienter til “Missing Link”, og

samtidig er det et længeresigtet projekt, som tager sig af klienterne i 2-3 år.

Derimod har det ikke været de lovede resultater, som har været afgørende for

at gå med i projektet. Dem tror flere af de kommunale medarbejdere nemlig ikke

så meget på.

“Vi synes, det lød spændende. Men jeg kan blankt sige, at vi

gik ikke ind i det, fordi vi troede på de 80% (i ordinær beskæftigelse).”

5.2 Hvad er jeres forventninger til samarbejdet?

På spørgsmålet om forventninger til samarbejdet med ThimPartners fik vi en

række forskellige svar, som repræsenterer forskellige typer forventninger

blandt de kommunalt ansatte.

Den første type forventninger handler om, at “Missing Link” selvfølgelig vil

leve op til deres egne målsætninger, sådan som de er beskrevet i projektoplægget.

“Deres egne målsætninger er selvfølgelig også dem, vi har

nogle forventninger til.”

Blandt disse målsætninger hører især, at klienterne kommer i ordinært arbejde.

100


“At “Missing Link” vil være i stand til at finde noget fast arbejde

til nogle af de borgere, som vi har på sygedagpenge, og

som skal hjælpes ud på arbejdsmarkedet igen efter lang tids

sygdom.”

Nogle forventer en afklaring af klienternes situation. Det gælder især sygedagpengemodtagere,

hvor sagsbehandlerne er meget usikre på, om klienterne kan

opnå et ordinært job.

“Vi forventer, at de rykker så meget på vores klienter, at de

enten har et ordinært job bagefter eller i hvert fald peger på,

at det her kan vi ikke gøre noget ved eller, det er et fleksjob.

Simpelthen afklarer borgeren, så vi ved, hvad vi skal arbejde

videre med. Afklaring og åbne borgerens øjne for, at der er

andre ting end sygedagpenge og at stå til rådighed for a-kassen.

Vi har store forventninger til det her.”

“Min forventning er lidt at få en afklaring hos folk. Jeg forventer

absolut ikke, at 100% af mine “Missing Link”-deltagere

kommer ud i job. Men jeg forventer en afklaring i forhold

til et ordinært arbejde, som vi måske kan lave via aktivering

i kommunens egne projekter og institutioner. Vi er meget usikre

på, hvad deltagerne kan, og er slet ikke sikker på, at disse

folk kommer i job.”

Der er nogle steder en skepsis overfor, om “Missing Link” kan opfylde deres

målsætninger om at få jobplaceret deltagerne.

“Jeg tror ikke, projektet kan leve op til deres målsætninger i

forhold til at få jobplaceret deltagerne. De er alt for høje.”

“Selvfølgelig har vi en klar forventning om, at der kommer

nogle resultater på de folk, vi sender af sted. Men det er ikke

sådan, at vi har skrevet ned, at X antal % skal i varigt job

e.l.”

Der er også en skepsis over for metodeoverførslen i “Missing Link” til de kommunale

medarbejdere.

“Om metodeudviklingen/-overførslen bliver en succes afhænger

af, hvordan man er organiseret i kommunen. Hvis det er

sagsbehandlerne, der har den udadrettede funktion i forhold

til arbejdsmarkedet, tror jeg, det giver noget, men som vi har

valgt at gøre det med jobkonsulenterne som omdrejningspunkt,

så tror jeg ikke, de kan bidrage med noget, som jobkonsulenterne

ikke kan, ud over at ThimPartners’ udgangs-

101


punkt er virksomheden, og vores er individet. Så der tror jeg

ikke, der er noget at hente for jobkonsulenterne.”

Vi kan altså konstatere, at forventningerne til “Missing Link” er lidt blandede.

De kommunale medarbejdere er opmærksom på, at der er meget store ambitioner

i “Missing Link”, og måske for store. Men de vil også være tilfredse med

lidt mindre. Desuden er der nogle, som især ønsker sig en afklaring af sagerne,

snarere end at få klienterne i ordinært arbejde.

5.3 Hvad forventer I at lære af at være med i projektet?

Spørgsmålet om, hvad de kommunale medarbejdere selv tror de kan lære af at

være med i projekt “Missing Link”, har været lidt vanskeligt at få svar på. De

fleste medarbejdere har ikke været særlig afklaret omkring dette spørgsmål,

selv om flere af dem havde været til seminarmøder i “Missing Link”.

“Ja jeg forventer at lære noget af det her. Jeg kan kun tale

for mig selv selvfølgelig. Vi har et tæt samarbejde med dem

og hører, hvad de gør … Så hvis de ting, ThimPartners gør,

er positive og gør, at borgerne får et ordinært arbejde, så er

det da den vej, vi skal arbejde i fremtiden.”

“Meningen med seminarrækken er vel, at vi skal lære noget

rent metodemæssigt af ThimPartners. Men indholdet er mere

henvendt til jobkonsulenterne.”

“Vi skal vel lære at bruge deres arbejdsmetode på seminarrækken,

hvor der fokuseres på ressourcer og ikke problemer.

Det skal vi alle i kontanthjælp igennem. ThimPartners er vel

lidt forud for deres tid på dette område.”

Selv om medarbejderne altså ikke var særligt konkrete, var der altså flere, som

forventede at kunne lære noget af de metoder, som ThimPartners bruger i

“Missing Link”, hvis det altså lykkes.

5.4 Hvordan visiteres ledige til “Missing Link”?

Visitationen af klienter til “Missing Link” foregår lidt forskelligt i de 3 kommuner,

hvor vi har undersøgt. Men der er også sket nogle ændringer i proceduren

undervejs.

Det typiske er, at sagsbehandlerne får at vide, hvilke klienter de kan henvise

til “Missing Link” – dvs. både kontanthjælpsmodtagere og sygedagpengemodtagere.

Men flere steder drøfter man samlet, hvilke klienter der skal visiteres

til “Missing Link”.

102


“I starten var det de enkelte rådgivere, som på baggrund af

informationer omkring selve projektet, som visiterede ud fra

et decideret visitationsskema…….. Så har vi på det andet

visitationsinformationsmøde haft repræsentanter fra Thim-

Partners med, som har fortalt om projektets indhold. Medarbejderne

blev derfor opmærksomme på, at de kan visitere til

“Missing Link.... ...”

“Det vi har ændret på er, at det stadig er rådgiverne, der visiterer

via et skema, men der bliver afholdt et visitationsmøde

med deltagelse af ThimPartners, koordinatoren og den enkelte

rådgiver. Det gør vi for, at der kan blive sat nogle flere ord

på og spurgt ind til forskellige ting. Her gennemgås sagerne,

og det afgøres, hvem der skal med.”

“Selve visitationen (udvælgelsen) af mulige deltagere står

sagsbehandlerne for. Så får jeg et visitationsskema fra sagsbehandlerne,

og det tager jeg med når vi har møde med

ThimPartners, og så drøfter vi i fællesskab ud fra de indkomne

emner, hvem det vil være mest relevant at sende af sted.

Jeg går ikke ind alene og vurderer, hvem der skal med, og

hvem der ikke skal med, men det er da klart, at sagsbehandlerne

og jeg snakker om, hvilken målgruppe det er vi har i

tankerne.”

I Solrød visiterer de enkelte sagsbehandlere til en enkelt sagsbehandler, som

foretager udvælgelsen sammen med konsulenten fra ThimPartners. Den

samme procedure bruges af Ringsted.

5.5 Hvilke ledige udvælges til “Missing Link”?

Målgruppen for visitation til “Missing Link” fastlægges i detaljer ude blandt

medarbejderne i kommunerne. De skal dog være i nogenlunde overensstemmelse

med projekt “Missing Link” og de ting, man har aftalt med ThimPartners.

Flere steder forsøger de kommunale sagsbehandlere at visitere et bredt spektrum

af klienter til “Missing Link”. Der skal både være psykisk syge, alkoholikere,

langvarige kontanthjælpsmodtagere og revalidenter. Der er flere gange

peget på, at det er de tungeste klienter, som man sender til “Missing Link” –

“det er især de klienter, der giver os søvnløse nætter, som vi visiterer”. Eller

som en udtrykker det: “de lange og de tunge er i fokus”.

“Gruppen skal helst være så bred som overhovedet mulig.

Psykisk syge, alkoholikere, langvarige kontanthjælpsmodta-

103


gere, sygedagpengemodtagere, revalidenter. Det er det, der

er lagt op til fra ThimPartners’ side, at det skal være bredt

repræsenteret. Indtil videre har det ikke været noget problem.”

Som tidligere nævnt, bliver der også henvist en række klienter, som skal afklares

i forhold til pension, revalidering og arbejde.

“Jeg har p.t. en person i tankerne til “Missing Link”. Han er

nedslidt og kan ikke det hårde arbejde mere. Han kan ikke

fortsætte på sygedagpenge, og han vil ikke kunne få førtidspension.

Evt. fleksjob er på tale. Han har brug for at komme

ud og blive afprøvet i nogle forskellige jobfunktioner, som

han kan klare. Det er svært at finde arbejdsgivere til dette, og

derfor tror jeg bedre ThimPartners vil være i stand til at gøre

dette for os. Altså en form for arbejdsprøvning. Forhåbningen

er så, at vedkommende via den vej kan komme ud i varig beskæftigelse

igen.”

I den ene kommune er der kun visiteret kontanthjælpsmodtagere indtil nu. De

har ikke så svært ved sygedagpengesagerne, så dem ordner de selv. I øvrigt må

forløbet for disse helst ikke blive for langvarigt.

Der er en medarbejder, som især visiterer folk til virksomhedsrevalidering.

“Jeg har en på tavlen, som tidligere har været visiteret til

ThimPartners, men stoppede igen pga. alkoholmisbrug. Han

er nu i antabusbehandling, og jeg overvejer at visitere ham

til “Missing Link”. Så har jeg en med dårlig ryg, lidt alkoholmisbrug,

og som har været ledig i rigtig mange år. Ham har

jeg visiteret. Jeg henviser dem, som jeg typisk ellers ville sende

i virksomhedsrevalidering frem for aktivering.”

Der er næppe tvivl om, at “Missing Link” virkelig får de dårligste klienter i

mange tilfælde.

“Retningslinierne er, at “Missing Link” kan tage alt, så vi visiterer

for det meste de langvarige kontanthjælpsmodtagere.

Det var ThimPartners budskab, at de gerne vil have de rigtig

dårlige. Deres ambition er jo at vise, at dem skal de nok få ud

på arbejdsmarkedet. Det er dem, der kræver mest af vores

jobkonsulenter.”

“Vi har taget det meget bogstaveligt, at det er alle, der kan

visiteres/afklares gennem “Missing Link”. Vi har helt klart

visiteret de tunge. Vi har inden projektstarten diskuteret, om

104


folk kan være for tunge forstået som massivt misbruger uden

et struktureret hverdagsliv. Dem har vi ikke taget med i første

omgang. Projektet har meldt tilbage, at de synes, de er for

tunge, dem vi har sendt ind, så de vil gerne have nogle lidt

mindre tunge. Men det har vi ikke umiddelbart ændret på. Alle

dem, der er omfattet af målgruppen ifølge projektbeskrivelsen,

holder vi fast i.”

Der er altså et eksempel på, at “Missing Link” imidlertid har meddelt en af

kommunerne, at de synes deres klienter var for “tunge” – men kommunen er

blevet ved med at sende “tunge”.

“Dem der, så at sige, ikke er nogle problemer med, henviser

vi selvfølgelig ikke til ThimPartners. Dem forsøger vi at gøre

noget for selv. Så det er dem, der har givet os “søvnløse nætter”

hen ad vejen, som vi sender til ThimPartners.”

Som nævnt tidligere spiller afklaringsprocessen en vigtig rolle for “Missing

Link”, og nogle kommunale medarbejdere bruger mest “Missing Link” til denne

afklaring.

“Jeg ville nok ikke visitere personer, som er mere afklaret,

hvor jeg ville vide lige netop, hvilken jobtype vedkommende

skulle tilbage i. Der ville jeg nok selv forsøge at finde et sted,

hvor vedkommende kunne blive jobtrænet.”

Der er altså både kommuner, der sender et bredt spektrum af klienter til

“Missing Link”, og samtidig kommuner, som mest sender de “tungeste” klienter,

dem der giver dem “søvnløse nætter”. I et enkelt tilfælde har “Missing

Link” gjort indsigelser, men tilsyneladende uden held.

5.6 Hvordan udvælges de ledige til “Missing Link”?

Når man endelig har fundet ud af, hvilke typer og grupper der skal sendes videre

fra kommunen til “Missing Link”, skal der foregå en mere konkret udvælgelse.

“Vi har endnu ikke haft for mange personer, men kommer nu

i forbindelse med det næste hold i en situation, hvor vi er nødt

til at vælge, idet der er for mange. Så må vi kigge på, hvad

det er for et forsørgelsesgrundlag, de har, og sørge for, at alle

typer er nogenlunde lige repræsenteret. Så kigger vi også

på, hvem der er sendt af sted i forvejen og sammenligner med

dem, vi har nu, så vi får det så bredt som overhovedet muligt.

Derudover er vi nødt til at fordele det nogenlunde ligeligt

105


mellem sagsbehandlerne, fordi der jo er noget arbejde forbundet

med det.”

“Der er nok stor forskel på udvælgelsen, om det er sygedagpenge-

eller kontanthjælpsmodtagere. De har ofte gået lang

tid i systemet. Vi har dog fået de samme retningslinier via et

fællesmøde med alle afdelinger, og vi har fået det samme materiale.

Alle sagerne kommer forbi koordinatorens bord (nåleøjet).”

I en af kommunerne er det sagsbehandlerne, som udvælger dem, der kunne være

interessante, men det er koordinatoren, som foretager den endelige udvælgelse.

Der er altså forskel på,, hvordan den endelige udvælgelse af deltagere i “Missing

Link” foregår. Enten er det de enkelte medarbejdere, som foretager udvælgelsen

ud fra nogle fastsatte retningslinier, eller også kan det være en centralt

placeret koordinator, som har det store overblik.

5.7 Hvorledes forbereder I de ledige om projektet?

Sagsbehandlerne fra de 3 kommuner siger, at de altid orienterer klienterne om,

hvad “Missing Link” er for noget. De mener, at klienterne er klar over, hvad

der skal ske. Nogle har udleveret en folder om “Missing Link”.

“Vi tager en samtale med den ledige om det og informerer om

“Missing Link”. De får en brochure om “Missing Link” De

er selv med til at træffe beslutningen.”

“Min taktik er, at jeg drøfter arbejdsmarkedet med dem,

hvordan ser det ud, hvilke begrænsninger der er. Derefter

drøfter vi sammen deres ønsker til et arbejde, hvad kan de,

hvad kan de ikke, og på baggrund af det skriver vi et lille visitationsskema

til ThimPartners.”

“Jeg viser dem folderen fra ThimPartners, forklarer dem,

hvad det her er for noget, og gør dem klart, at nu skal du altså

se at komme i gang. Nu er der nogle andre, der tager over,

fordi vi ikke har tilbudet til dem. Jeg fortæller dem ikke, at nu

får de et job, men bruger ThimPartners til en afklaring af

borgerens situation. Men vi håber selvfølgelig på, at det fører

til et job.”

“Vi fortæller lidt om, hvad det handler om. Hører lidt på

hvad folk har af ønsker, og giver dem budet om at komme

106


med på “Missing Link”. De får udleveret en folder, og vi fortæller

dem lidt om, hvad de kan forvente.”

I visse tilfælde har en konsulent fra “Missing Link” været med til samtalen

med klienterne. Konsulenten er bedre i stand til at forklare, hvad der sker i

“Missing Link”.

“Vi har jo ofte en “Missing Link”-mand herude, og indimellem

tager vi en samtale med folk, hvor “Missing Link”-repræsentanten

er med.”

Måske opfatter nogle klienter det som frivillig tvang – men det er for nogles

vedkommende det tilbud, der er tilbage eller det mest relevante.

“Jeg ved ikke, om klienterne opfatter det som “frivillig

tvang” – måske. Men vi tror, de fleste gerne vil. Der er selvfølgelig

nogle, der ikke bryder sig om at arbejde. De har ikke

så mange andre muligheder – der er ikke borgerløn i Danmark

endnu.”

Når klienterne er visiteret til “Missing Link”, tager de over, og så har sagsbehandlerne

ikke noget med sagen at gøre, bortset fra at de laver lidt opfølgning

på klienterne undervejs.

5.8 Hvordan adskiller “Missing Link”s metoder sig?

Et af de interessante spørgsmål til de kommunale medarbejdere er, om de synes

“Missing Link”s metoder adskiller sig fra kommunens metoder, når det

gælder om at få ledige i arbejde. Det har de kommunale medarbejdere en vis

forudsætning for at bedømme.

Flere kommunale medarbejdere fremhæver, at “Missing Link” adskiller sig fra

de traditionelle kommunale metoder ved, at de har gode kontakter til det private

arbejdsmarked. De mener, at der er mere perspektiv i privat aktivering, fordi

muligheden for at få ordinært job er større.

“Det er det private arbejdsmarked. De har ikke noget inden

for det offentlige. Vi har selv tidligere hovedsageligt aktiveret

på offentlige arbejdspladser. Vi aktiverer også i private virksomheder,

men slet ikke i det omfang, som ThimPartners

kan.”

“Vi plejer ikke rigtigt at bruge nogen metode. Vi har vores

aktiveringstilbud, men de fører meget sjældent til en fornuftig

handlingsplan. Der er mere mål i “Missing Link”. Hernede

107


i kontanthjælp har vi ikke kontakt til en erhvervskonsulent, så

det vil sige, at vi faktisk ikke har kontakt til det privat

arbejdsmarked overhovedet.”

Nogle mener, at “Missing Link” tager klienterne med ud på arbejdspladserne

og får dem anbragt, uden først at skulle lave en masse ansøgningsarbejde, som

de ofte ikke er ret gode til.

“Det er den store kontakt til virksomhederne, og at de tør gå

i krig med de virkelig tunge. Jeg tror meget, at deres succes

baseres på den opfølgning, de laver. De tager stor set folk i

hånden og følger dem ud på arbejdspladsen og præsenterer

dem. Så har de et netværk på de pågældende arbejdspladser,

som kan hjælpe, hvis der opstår problemer. Og så tror jeg, at

det betyder meget for de tunge borgere, at de ikke selv skal

søge arbejde, men nærmest bliver bragt derud.”

“Det der med skriftlige ansøgninger – jeg tror ikke et øjeblik

på det. “Missing Link” har jo en række arbejdspladser, som

de sender borgerne ud på. Jeg hører det ikke, som om de selv

skal prøve at søge job, før de bliver sendt ud af ThimPartners.

Og hvis det er sådan, så er det jo på arbejdspladser,

hvor ThimPartners er inde i forvejen.”

Andre mener, at “Missing Link” følger bedre op på anbringelserne. At de kommer

ud på virksomhederne.

“De kører efter nogle sunde principper og holder en god kontakt

til virksomhederne i netværk og forhindrer derved, at

virksomhederne går død. De får hele tiden folk sendt ud til

virksomhederne, siger de selv. Jeg ved ikke rigtig, hvor mange

der egentlig kommer i aktivering. Men deres teori som sådan

– set med en gammel jobkonsulents briller – er meget

sund.”

Nogen kritiserer “Missing Link” for ikke at skelne mellem aktivering og revalidering.

De bruger samme metoder til alt.

“Det eneste, jeg ikke synes om, er, at de ikke skelner mellem

aktivering og revalidering. De tager det hele under en hat.

Det synes jeg også fremgik på kurset. Jeg ved ikke, hvad det

skyldes. Måske at Carsten Thim har en aversion imod revalidering,

eller det skyldes uvidenhed om virksomhedsrevalideringsreglerne,

hvilket jeg ikke håber.”

108


Men der er også helt enkle forskelle på “Missing Link” og kommunens projekter.

“Der, hvor de skiller sig ud fra andre projekter, er, at når

borgeren træder ind ad døren hos ThimPartners, så er det et

helt andet miljø, med flotte møbler og omgivelser, og borgeren

føler, at de er noget. De føler, det er en jobbank med reelle

job og arbejdsgivere, der gerne vil ansætte dig, hvis du viser,

du kan noget. De føler, at de er noget værd. Det hører jo

også med til metoden. Jeg tror det i sig selv giver bedre resultater.”

5.9 Erfaring med samarbejdet

De kommunale medarbejdere er også blevet spurgt om, hvordan de alt i alt vurderer

samarbejdet med ThimPartners om “Missing Link”.

Flere af medarbejderne siger, at de er kommet lidt sent i gang og ikke rigtig har

set resultater endnu.

“Vi har endnu ikke nogen konkrete erfaringer med “Missing

Link” endnu. To er kommet ud i noget arbejdspraktik, men ingen

er kommet i ordinær beskæftigelse. “Missing Link” er

først lige startet op for vores vedkommende her i efteråret.”

De fleste klager dog over manglende tilbagemeldinger fra “Missing Link” om,

hvad der sker med klienterne. De vil gerne vide lidt om status og udvikling.

“Generelt er erfaringer gode, men ThimPartners er lidt langsomme

til at tilbagemelde. Dermed mener vi, at det ville være

fint med en tilbagemelding efter 2-3 mdr. for at finde ud af,

hvor borgeren er henne. En sagsbehandler havde en erfaring

med, at ThimPartners er gode til at puste til klienterne, men

hun kunne godt ønske, hun fik besked med det samme, hvis

borgeren ikke startede. Det er altså glippet for en. Altså flere

tilbagemeldinger.”

Enkelte er godt tilfredse, med det de har set indtil nu. Især når de tager i betragtning,

at det er nogle meget tunge klienter, der er sendt til “Missing Link”.

“Jeg er rimelig godt tilfreds – vi får det jo også gratis! Jeg

tror, de får ca. 25-30% i arbejde af dem, vi sender. Og det er

jeg rigelig godt tilfreds med, når vi tænker på, hvem vi sender

ud. Vi har statistikker på det, fordi det har jeg forlangt. Jeg

109


vil have noget at vise til politikkerne, hvis de spørger. Jeg får

en opgørelse hver måned.”

“Vi har valgt en fast kontaktperson for at sikre opfølgningsdelen.

På den måde synes jeg egentlig, samarbejdet fungerer

ganske udmærket. Vi har haft nogle drøftelser om de meget

tunge, der visiteres, og som udebliver fra selve informationsmødet,

hvorvidt disse kunne komme på igen på et senere tidspunkt,

og om hvorvidt vi kunne bruge det som et åbent tilbud.

Da må vi sige, at den målgruppe, vi sender af sted, typisk er

dem, der vil “glemme” at komme. Vi har forstået det sådan,

at vi ikke kan benytte “Missing Link” som et åbent tilbud, og

vi må derfor give disse borgere et åbent tilbud på et af vore

andre projekter. Åbent tilbud er den hårdeste sanktion, vi

har.”

En siger, at de skal være opmærksom på, at klienterne i visse tilfælde spiller

kommunen og “Missing Link” ud mod hinanden, så det er vigtigt at kommunikere

hurtigt og klart.

“Vi kunne godt tænke os, at ThimPartners melder lidt tidligere

ud, når det er, at personen forsøger at spille sagsbehandleren

og ThimPartners ud mod hinanden. Det de siger dernede,

er ikke det, de siger her. Så vi kunne godt tænke os, at vi lidt

hurtigere kunne lave en rundbordssamtale.”

Flere af de kommunale medarbejdere har det indtryk, at det ikke går særlig

godt, og at “Missing Link” er langt fra at nå de mål, de havde lovet. Og måske

har de ikke nået mere, end kommunale jobkonsulenter kunne opnå.

“Af det jeg har set indtil videre, vil jeg mene, at vi sagtens

kunne have gjort det ligeså godt selv. Det, at de har en jobbase

og mulighed for at placere folk i ordinært arbejde, det kan

vi ikke. Men de praktikker, de har etableret og finde arbejdsgivere,

der vil stille praktikpladser til rådighed, det tror jeg

godt, jeg ville have kunnet gjort selv. Men jeg må sige, hvis

det pludselig begynder at vælte ind med resultater, så tager

jeg hatten af for ThimPartners, fordi det er altså nogle tunge

drenge vi her har med at gøre.”

I en kommune har medarbejderne været lidt modvillige i starten. Nu er det bedre,

efter de har fået forklaret, hvad det går ud på, og efter at de har forstået, at

de kan slippe for nogle af de rigtig tunge sager i flere år.

110


5.10 Deltagelse i seminar

I den ene kommune er medarbejderne ikke startet på seminarerne endnu. I den

anden kommune er der delte meninger. Sagsbehandlerne synes, de er dårlige,

mens jobkonsulenterne synes, seminarerne er gode.

“Vi er i gang med seminarrækken, hvor vi har taget næsten

alle vore sagsbehandlere med. Det vil jeg godt sige, at det er

en fejlvurdering. De, der har været af sted, siger, at det er

stort set henvendt til jobkonsulenter, så sagsbehandlerne kan

faktisk ikke bruge det til noget. For mit eget vedkommende

kan jeg ikke sige noget, da jeg ikke har været af sted endnu.

Jobkonsulenterne i arbejdsmarkedsafdelingen synes derimod,

at seminarerne har været meget gode.”

“Det har været interessant at få indblik i deres metode. Jeg

kan personligt godt se fidusen i det. Det nye for mig er det, at

man går ind og laver en aftale med en virksomhed, og så hele

tiden med 3 måneders interval kommer med nye folk.”

I den sidste kommune er en medarbejder rimeligt tilfreds og kan se en vis fidus

i “Missing Link”s metoder, mens den anden medarbejder er meget skeptisk,

fordi hun ikke tror på de ting, som bliver sagt på seminaret – det stemmer ikke

overens med hendes erfaringer og tilbagemeldinger.

“Jeg er jo nok en af de mest kritiske i forhold til “Missing

Link”, fordi jeg jo sidder med fingeren på pulsen i den største

kommune, der deltager, og får alle tilbagemeldingerne. Så

når jeg sidder på seminaret og får præsenteret nogle tal, så

sidder jeg og tænker mit. Jeg har jo en anden viden, end de

andre der sad med, som måske bare åd det hele råt. Det var

i hvert fald ikke det billede og de resultater, jeg kender til, jeg

fik præsenteret på det seminar. Jeg kan stille kritiske spørgsmål

ved en del af det, de siger. Der sidder jo også folk med

fra kommuner, som ikke er med i “Missing Link”, og de tænker

måske, hvorfor kan de det, når vi ikke kan osv.”

5.11 Opsummering

I denne rapport har vi gennemgået besvarelserne fra 3 af de 4 kommuner, som

er med i projekt “Missing Link”. Det er baseret på en række interview med

kommunale medarbejdere i efteråret 2002. Det var i begyndelsen af projektet,

og flere af kommunerne var først rigtig kommet med i projektet umiddelbart

før interviewene. Man kan derfor betragte besvarelserne som en slags “startsynspunkter”,

inden man havde gjort sig dokumenterede erfaringer. Senere er

Ringsted Kommune ophørt i projektet efter fælles aftale med ThimPartners.

111


De 4 kommuner gik ind i projekt “Missing Link” fordi de kendte ThimPartners

i forvejen. De havde benyttet ThimPartners i andre sammenhænge omkring aktivering

af ledige. Desuden lagde kommunerne vægt på, at “Missing Link”

omfatter alle typer ledige, og at ThimPartners nærmest fremhæver de “tunge”

klienter med mange og store problemer. Enkelte har også lagt vægt på, at “Missing

Link” er et længeverevarende projekt (indtil udgangen af 2004), som måske

giver bedre mulighed for at skaffe klienterne i ordinært job.

De kommunale medarbejdere forventede selvfølgelig, at “Missing Link” kunne

leve op til målsætningerne om at skaffe de ledige i job, men flere var på forhånd

skeptiske over for de meget optimistiske ambitioner. Især når man tager

i betragtning, at det var meget “tunge” klienter. Men der var andre medarbejdere,

som mest forventede afklaringer af klienternes situation, dvs. om der var

mulighed for job eller, om det snarere var en førtidspension, der skulle arbejdes

på.

Flere af de kommunale medarbejdere forventede desuden at kunne lære noget

af “Missing Link”s metoder. Det skulle bl.a. foregå gennem deltagelse i seminarrækken,

som de fleste (skulle) deltog i. Enkelte tvivlede dog på, om jobkonsulenterne

kunne lære særlig meget.

Visitationen af klienter til “Missing Link” foregik lidt forskelligt i de 3 kommuner.

Der var visse begyndervanskeligheder. Men den typiske visitationsprocedure

var, at de enkelte sagsbehandlere blev gjort opmærksom på, hvilke

klienter de kunne visitere til “Missing Link”, hvorefter man konkret afgjorde,

hvem der skulle sendes til projektet på medarbejdermøder eller via en koordinator.

I visse tilfælde inddrog man en medarbejder fra “Missing Link” ved udvælgelsen.

Som tidligere nævnt var det især de meget “tunge” klienter, som kommunen

selv havde svært ved at finde noget til, som blev visiteret til “Missing Link”.

Men der var også medarbejdere, som tilstræbte, at gruppen skulle være bredt

sammensat. Desuden sendte man klienter, som trængte til afklaring, fx sygedagpengemodtagere,

hvor man nærmest betragtede det som en slags forrevalidering.

Vi spurgte de kommunale medarbejdere om, hvilke forskelle de synes, der var

på de metoder “Missing Link” bruger og dem, som kommunen bruger. Her var

svarene især knyttet til, at “Missing Link” havde opbygget et stort og godt netværk

af private virksomheder, som kommunerne normalt ikke har. Det var

medarbejdernes indtryk, at ThimPartners har arbejdet med private virksomheder

i flere år og ved, hvordan man skal kommunikere og servicere disse. Desuden

mente en medarbejder, at lokalerne hos ThimPartners signalerede noget

helt andet end kommunen, og derved kunne klienterne føle sig mere værd og

være mere positiv.

112


På spørgsmålet om, hvordan de synes samarbejdet med “Missing Link” havde

forløbet indtil nu, var indtrykkene lidt forskellige. Enkelte var tilfredse, men

flere pointerede, at de endnu ikke havde nogen konkrete erfaringer, og nogle

var noget tvivlende. De var først og fremmest utilfredse med, at de ikke havde

fået ordentlige tilbagemeldinger på, hvordan det var gået de klienter, de havde

henvist til “Missing Link”. Enkelte mente, at de kunne have gjort det lige så

godt i kommunen.

Som nævnt deltog de fleste kommunale medarbejdere i seminarrækken, og deres

indtryk var lidt delte. Nogle synes, det var interessant at lære noget om metoderne,

men andre mente, at det primært var rettet mod jobkonsulenter, mens

sagsbehandlere ikke havde meget ud af det. Endelig var der en kritisk medarbejder,

som mente, at det, de fik at vide på seminaret, ikke rigtig stemte med

de erfaringer, hun indtil nu havde set.

Indtrykkene fra den første interviewrunde var, som man kan fornemme, ret forskellige.

Nogle var meget positive, andre var lidt skeptiske, og atter andre var

meget kritiske. Kritikken gik i høj grad på manglende tilbagemeldinger om resultaterne,

og hvordan det gik med klienterne.

113

More magazines by this user
Similar magazines