antikken lever i rom

– et essay om hvad vi kan lære ved at leve med antikken

Rom er en stor, fortællende og intens ophobning af historie og arkitektur. En del af dette er de

antikke bygningsværker. De fleste er arkæologiske museumsgenstande, men enkelte er stadig

en del af byens liv. Herunder vil jeg give tre eksempler på, hvad antikke bygningsværker

bidrager med til vor tids byliv.

Registreringsskitsen af Panthon og de nærmeste omgivelser,

som er udført på computer på stedet i september

2007, viser at rummet omkring ikke er formmæssigt

enkelt og afklaret, sådan som man måske kunne forvente

af et stærk og smukt rum. Det er opbygget af mange mindre

pladsdannelser, som giver mulighed for at få forskellige

oplevelser at Pantheon, alt efter hvor man kommer fra. Det

er den slags komplekse rummelighed, der så vanskelig at skabe

med en modernistisk tilgang til arkitektur.

”antikken lever i rom” – studierejse til rom, september 2007, thomas brogren. støttet af arkitekt, professor christian l. thurens mindelegat

---

pantheon

– antikken kan være den binding, der giver et rum karakter

Det mest fascinerende ved Pantheon er, at den ca. 2000 år gamle bygning stadig bruges. Der har gået

mennesker fra pladsen foran og ind mellem peristylens søjler gennem alle disse år. Derfor ligger indgan-

gen til Pantheon ikke nede i et hul, som så mange andre antikke bygningsværker. Det er affald og vejmate-

rialer fra alle årerne, der har hobet sig op overalt i Rom, og sådan er det også ved Pantheons bagside, men

man har altid gået ind fra forsiden. Derfor er der opstået en hældning fra alle sider af Piazza di Rotunda

ned mod indgangen. Det er et rums vandrette udstrækning, der giver den dets udseende og det er rum-

mets udformning i højden, der giver det sin karakter. Bindingen ved Pantheons indgang mellem fortid og

nutid, giver rummet sin store skålform. Det antikke bygningsværk er den binding, som gør at Piazza di

Rotunda bliver særlig intens.

Principskitsen af Pantheon og de nærmeste opgivelser viser gadernes fald ned mod indgangen.

”antikken lever i rom” – studierejse til rom, september 2007, thomas brogren. støttet af arkitekt, professor christian l. thurens mindelegat

---

Foto fra kjoledesigneren Valentinos

udstilling ved det antikke monument

viser, at der kan opstå et godt

samspil mellem det antikke og det

udstillede, når rummet omkring Ara

Paris bliver taget i brug.

ara paris

– antikken kan igen blive til arkitektur

Det antikke sejrsmonument Ara Paris har i mange år været beskyttet mod nedbrydning af en smuk

og enkel stål- og glasindpakning. Indpakningen var udformet i et passende afdæmpet moderne

udtryk. Jeg har selv, ved et besøg i Rom for ca. 15 år siden, stået på det meget trafikerede hjørne

og kigget ind gennem glasset.

Inden for de senere år er der bygget en ny ”indpakning” af Ara Paris. Denne gang er det en egentlig

bygning. Det antikke bygningsværk er derfor umiddelbart mindre synligt, men ved mit besøg i

september 2007 blev jeg opmærksom på, at den nye bygning faktisk havde den modsatte virkning,

idet bygningen er udformet på en sådan måde, at det store nye rum omkring Ara Paris kan

bruges. – Der var en stor udstilling af kjoler, lavet af designeren Valentino, da jeg besøgte stedet.

Mange af kjolerne stod på giner opstillet i formationer omkring Ara Paris. Det antikke monument

havde inspireret dem, der havde lavet udstillingen – den var blevet unik og stedbunden, som al god

kunst er det. En bygning bliver kun til arkitektur, hvis den bruges. Hvis den ikke bruges, er den en

museumsgenstand. Ved at skabe et rum omkring det antikke monument, som var større end det

absolut nødvendige, blev der skabt plads til liv, og Ara Paris blev igen til arkitektur.

”antikken lever i rom” – studierejse til rom, september 2007, thomas brogren. støttet af arkitekt, professor christian l. thurens mindelegat

---

Ovenfor: Mueso nazionale Romano.

Til højre: Mercati di Traiano

tilbygninger til antikken

– balance mellem sammenhæng og kontrast, når der skal tilføjes til antikken

I Rom fandt jeg to eksempler på tilføjelser til antik arkitektur. Begge viste gode måder at bygge

videre på det eksisterende.

I Mueso nazionale Romano har det store ottekantede rum i den antikke Terme di Diocleziono fået

tilføjet en kuppel i et enkelt antik-inspireret formsprog. Det er den rene grundform; kuplen, men

denne gang i et moderne materiale; stål. Formsproget tilpasser sig det eksisterende, men materialet

er nyt.

Ved Mercati di Traiano var det nødvendigt at forbedre adgangsvejene for de besøgende. Elevatorskakten

er udført i et klart modernistisk formsprog, men er muret i teglsten, svarende til stenene i

de antikke bygningsværker. Formsproget er nyt, men materialet er det samme.

”antikken lever i rom” – studierejse til rom, september 2007, thomas brogren. støttet af arkitekt, professor christian l. thurens mindelegat

---

samme

form

Samme form + nyt materiale

Det genforenede Berlin har fået et flot vartegn i den istandsatte

Rigsdagsbygning, hvor den gamle kuppel i midten er

blevet genskabt. Bevarelsen af kuplens form får bygningen

til at fremstå harmonisk, og samtidig fortæller kuplen om

Berlins historie. Men tilføjelsen er udført i et nutidigt materiale:

glas. Dette materiale giver dagslys ned til rigsdagsforsamlingen

og symboliserer demokratiets værdier; åbenhed,

klarhed og tro på fremtiden.

Samme form + samme materiale

I arkitekt Kaj Gottlobs tilbygning til Domhuset i København

(1940) er formgivning og materialer de samme som i det

eksisterende hus. Resultatet er desværre, at C.F. Hansen

fine og afbalancerede spil mellem hovedindgang, fængselsindgang

og bagindgang bliver forstyrret af endnu en

monumental indgang, som ikke fører til noget som helst.

Desuden bliver der pludseligt dannet et aggressivt, spidst

hjørne, som med sin manierede formgivning virker meget

fremmed i forhold til den ellers så harmoniske bygning.

De to eksempler, jeg stødte på i Rom, fik mig til at tænke på, at når der efter mange år skal tilføjes

nyt til en eksisterende bygning, står arkitekter med valget mellem at tilpasse sig eller bryde med

det gamle – et valg mellem at skabe sammenhæng eller kontrast. Jeg mener, at den bedste løsning er

at gøre begge dele. At skabe en balance ved lade noget adskille sig og lade andet binde sammen.

Herunder har jeg opstillet fire eksempler på tilbygninger, der varierer i form og materiale. Jeg mener,

at eksemplerne viser de mest smukke og interessante tilføjelser, som hverken skabes ved at tie

stille eller ved at holde enetale, men ved at lade det nye indgå i en dialog med det eksisterende. Derved

bliver resultatet flertydigt og rummer mulighed for oplevelse og forundring mange år frem.

nyt materiale

samme materiale

Ny form + nye materialer

I arkitekt Michael A Lee-Chin tilbygning til Torontos historiske museum

er det tilføjede helt bevidst så fremmed for det eksisterende, at det

kunne have ligget op ad hvad som helst. Når det tilføjede alene ”slår fra”,

er det udtryk for en klodset modernistisk tankegang. Mange projekter

bliver formet ud fra ønsket om at skabe en kontrast. Det får man, men

man får heller ikke andet. For det nye kunne have været kontrast til

hvad som helst. Det nye kunne have ligget på en tom pløjemark og det

gamle bliver overdøvet. De to giver intet til hinanden.

Ny form + samme materiale

Rådhuset i Murcia af arkitekt Rafael Moneo er beklædt med den

lokale sten, som gennem århundrede er blevet brugt i byen. Men

formsproget er radikalt nyt. Brugen af den kendte sten betyder, at

den gamle plads fortsat hænger sammen. Men rådhuset, det moderne

demokratis bygning, har ikke tage skødejakke og pudderparyk

på. Den har iklædt sig en moderne frakke i et raffineret mønster,

som er inspireret af det bedste fra nutidig non-figurativ kunst.

”antikken lever i rom” – studierejse til rom, september 2007, thomas brogren. støttet af arkitekt, professor christian l. thurens mindelegat

ny

form