Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
(kritik)<br />
Svend Erik Larsen<br />
Mutters alene. Ensomhed som<br />
litterært tema<br />
397 sider, 250 kr.<br />
Gads Forlag<br />
Anmeldt af Henk van der Liet<br />
Lad det være sagt med det samme:<br />
Svend Erik Larsens »Mutters<br />
alene« er en imponerende, lærerig,<br />
lærd og – ikke mindst –<br />
underholdende bog. Når man har<br />
læst værket til ende, kan man ikke<br />
andet end løfte hatten for præstationen;<br />
sikken et opvisningsnummer<br />
af viden og belæsthed. Men<br />
på trods af beundringen er der<br />
noget der skurrer. Man undrer sig<br />
nemlig over bogens komposition<br />
og sprogtone, og som en konsekvens<br />
heraf er man i vildrede<br />
angående hvem tekstens intenderede<br />
læsergruppe(r) egentlig er.<br />
Hvad det sidste angår, så fremgår<br />
det ikke klart hvilken målgruppe<br />
teksten henvender sig til.<br />
Hverken teksten selv eller omslagsteksten<br />
oplyser hvem bogen er<br />
skrevet for. Problemet bliver heller<br />
ikke løst af indholdsfortegnelsen<br />
der, som en rigtig appetitvækker,<br />
omfatter kapiteloverskrifter som<br />
bl.a. »Når en fluesmækker er en<br />
slikkepind« og »Fedtemadder og<br />
glinsende grønsvær«. De virker<br />
som lokkemad for gymnasieelever,<br />
og det er vistnok med denne målgruppe<br />
for øje, at Svend Erik<br />
Larsen fletter en række neologismer<br />
og moderne jargon ind i<br />
bogens sproglige tekstur. Forfatterens<br />
imødekommenhed over for<br />
et yngre publikum strækker sig så<br />
langt at han til tider havner i en<br />
ret poppet og noget anstrengt<br />
sprogtone, f.eks. når han omtaler<br />
en moppedreng af en bog som »en<br />
motherfucker på 800 sider« og<br />
skriver sætninger som »Aquinas<br />
var ikke varm på Lullus’ ideer. Det<br />
er endt med uafgjort mellem<br />
Platon og Aristoteles«.<br />
54<br />
Når der går sprog<br />
i ensomheden<br />
Hvem henvender Svend Erik Larsen lærdomsrige bog<br />
om litterær ensomhed sig egentlig til?<br />
NR. 4 DECEMBER 2002<br />
Men Svend Erik Larsen kan sit<br />
kram, og han er en rigtig god og<br />
dygtig formidler af meget komplicerede<br />
litteraturvidenskabelige<br />
problemer og debatter, og han er i<br />
stand til at vække interesse for litteraturens<br />
særlige rolle i den aktuelle<br />
samfundsudvikling. Jeg har al<br />
forståelse for den frustration der<br />
ligger i det faktum at videnskabelige<br />
artikler som oftest kun når ud<br />
til en håndfuld indviede kolleger,<br />
og at man får en langt større læserkreds<br />
når man samler dem i en<br />
bog med et tiltalende omslag. I<br />
betragtning af dens intellektuelle<br />
vingefang kan bogens primære<br />
læsergruppe imidlertid umuligt<br />
være gymnasiaster, hvorimod<br />
Larsens sprogtone netop virker<br />
som en leflen for denne læsergruppe.<br />
Og spørgsmålet er hvorvidt<br />
disse læsere er tjent med det<br />
til tider opgearede og uligevægtige<br />
sprog. Blot med to siders mellemrum<br />
finder man to sætninger der<br />
markerer bogens sproglige yderpunkter:<br />
Hos Mrs. Bloom er der ingen<br />
omfattende repræsentativitet som<br />
hos Dante, ingen baglæns tvangsindskrivning<br />
i samfundet som<br />
hos Rousseau, ingen dialogisk<br />
relativering af en heroisk individualisme<br />
som hos Pontoppidan.<br />
Og i den anden ende en sproglig<br />
kolbøtte som:<br />
Verden betragtes som en supertanker<br />
i gadekæret i Pærekøbing, og<br />
det er lige uoverskueligt at være<br />
ombord og at bo i Pærekøbing.<br />
Ensomhedens paradoks<br />
De første to af bogens fem kapitler<br />
hænger direkte sammen med<br />
bogens titel og hovedsigte, nemlig<br />
ensomhedstemaet. De øvrige kapitler<br />
er mere løseligt knyttet til<br />
temaet, og den måde hvorpå forfatteren<br />
forsøger at banke disse<br />
kapitler indholdsmæssigt på plads<br />
i bogens helhed, virker lettere forceret.<br />
Jo længere man kommer ind<br />
i bogen, jo længere bevæger man<br />
sig ud i temaets periferi, og bort<br />
fra de intentioner som formuleres<br />
i indledningen.<br />
Svend Erik Larsens hovedformål<br />
er at undersøge og diskutere<br />
ensomheden som litterært tema,<br />
eller formuleret lidt mere præcist,<br />
han vil studere »alenetilstanden«<br />
gennem litterære udtryksformer.<br />
Og i løbet af fremstillingen bliver<br />
det klart at Larsens anden målsætning<br />
er at forsvare litteraturens<br />
betydning som et af de mest righoldige<br />
og fintmærkende instrumenter,<br />
når det drejer sig om at<br />
kortlægge de skiftende forhold<br />
mellem (det ensomme) individ og<br />
kollektivet. Dette forholds store<br />
paradoks er at den litterære<br />
ensomhed konkretiseres i et fælles<br />
betydningsunivers, dvs. at den litterære<br />
ensomhed manifesterer sig<br />
i sproglige udtryksformer og forestillinger,<br />
og at den dermed bryder<br />
det »ensomme« individs isolation.<br />
Ensomheden bekræftes jo af andres<br />
implicitte eller eksplicitte tilstedeværelse<br />
og adækvate tolkning<br />
af de signaler den ensomme<br />
udsender, eller som Larsen formulerer<br />
det: »når der går sprog i<br />
ensomheden, flyttes den fra den<br />
særegne erfaring over i et kollektivt<br />
udtryksmedium. Den holder<br />
op med at eksistere på sine egne<br />
betingelser og bliver del af en fælles<br />
forståelse«. Den ensomhed<br />
Larsen interesserer sig for, er en<br />
væremåde der hviler på det faktum<br />
at den ensomme skiller sig ud<br />
fra andre individer, samtidig med<br />
at han eller hun er en del af et<br />
(sprogligt) fællesskab.<br />
I det andet kapitel står erindringen<br />
i fokus, dvs. hukommelsens<br />
uransagelige lønkammer og<br />
dens bemærkelsesværdige sorteringsprocesser,<br />
og især erindringens<br />
principielt sproglige karakter.<br />
Formuleret lidt sentensagtigt,<br />
kunne man resumere Larsens<br />
udgangspunkt med at der ikke findes<br />
nogen form for ensomhed<br />
Fra omslaget med foto af Gunna Larsen<br />
uden et sprogligt fællesskab, og<br />
ingen erindring eller fortid uden<br />
sprog. Med afsæt i bogens overordnede<br />
problemstilling kobler<br />
forfatteren erindringen sammen<br />
med ensomheden ved at fremhæve<br />
at erindringen både er noget<br />
individuelt og noget kollektivt<br />
eftersom den formidles og skabes<br />
med sproget som fødselshjælper<br />
og befordringsmiddel. Larsen<br />
kommer her vidt omkring, fra<br />
Platon til Augustin, Vico, Leibnitz<br />
og mange, mange flere, men hans<br />
mest overbevisende manøvre er<br />
diskussionen af hukommelsens<br />
rumlige præg som er forankret i<br />
forholdet mellem krop og sprog.<br />
Ligeledes interessant er Larsens<br />
ekskurs om den »rene erindring«,<br />
med afsæt i Bergsons og Ricœurs<br />
tænkning. Der er ikke tale om en