Læs artikel (PDF) - Horisont Rejser

horisontrejser.dk

Læs artikel (PDF) - Horisont Rejser

Af Bo Dahl Hermansen

Silkevejens byer

Silkevejen bestod overordnet set af tre store handelsruter, hvor den mest

kendte er ørken- og oaseruten over Centralasien til udspringet i Xian i Kina.

Her flød kulturstrømmen med karavanerne, men ellers havde de store riger

i hver sin ende af silkevejen – Romerriget og det kinesiske kejserrige – kun

ringe kendskab til hinanden.

Isfahan, Merv og Bukhara; Samarkand,

Kashgar og Ch’angan (Xian):

Sagnomspundne byer langs den

gamle silkevej. Silkevejen, eller rettere

Silkevejene, spandt gennem århundreder

et vidtstrakt netværk af ruter fra Middelhavet

gennem Mesopotamiens flodland,

Centralasiens stepper og ørkener,

og gennem uvejsomme bjergpas over

nogle af verdens mest himmelstræbende

bjergkæder til Kina. Silkevejen bragte

således skiftende politiske, kulturelle og

økonomiske kraftcentre omkring Middelhavet

i kontakt med det mere stabile

48

Kina, ’Riget i Midten’.

De tidligste vidnesbyrd om handelsforbindelser

gennem Centralasien daterer

sig helt tilbage til civilisationens

oprindelse i det 4. årtusind f.v.t. Handelen

var i bronzealderen ofte relativt

sporadisk og blev typisk varetaget af

æselkaravaner, der opererede på lokalt

eller regionalt plan, så varer og råmaterialer

kun sparsomt og langsomt

bevægede sig hen over Centralasien – i

aftagende mængder jo længere væk

fra kilden, man kom. Da kamelen blev

domesticeret, blev det muligt at rejse

over længere strækninger med større

mængder af varer, og en regional magt,

Persien i det vestlige Iran, udviklede sig

efterhånden til et imperium (ca. 550-

331 f.v.t.), hvis territorium omfattede

alle de vigtigste handelsruter fra Middelhavet

til Indien, ja helt til det nutidige

Kinas grænser. Herefter forsøgte det ene

herskerdynasti efter det andet at samle

Centralasien under ét herredømme og på

den måde monopolisere handelen eller

afkræve told af gennemrejsende karavaner.

Som vesterlænding kommer man

uvilkårligt til at tænke på navne som


Kyros, Alexander den Store og Jenghiz

Khan, hvoraf sidstnævnte var med til at

give flere af silkevejens byer dødsstødet

i kraft af de ødelæggelser, han forårsagede

på sine erobringstogter. Til trods

for at kontrollen med silkevejen periodevis

var samlet under en enkelt eller nogle

få magters kontrol, var det da også altid

forbundet med stor risiko at handle på

disse ruter.

Den kinesiske silke

Kina fik imidlertid først en signifikant

andel i handelen langs de centralasiatiske

handelsruter, da kejserne af Handynastiet

og især Han Wu Di (r. 141- 87

f.v.t.) udvidede rigets fangarme mod vest

på bekostning af de berygtede Xiongnu

(muligvis Hunnerne). Kina blev nu i stand

til at beskytte og afpatruljere ruterne

hele vejen til oasebyen Kashgar, der i

dag ligger i Kinas nordvestlige provins,

Xinjiang. Dermed kunne Riget i Midten

træde i direkte kontakt med Partherne,

der på dette tidspunkt var den dominerende

magt i Iran og Centralasien. Og så

blev kinesisk silke en vigtig handelsvare,

som snart skulle blive efterspurgt helt

ovre i den romerske verden.

I de store floddale såvel som i oaserne

i de syriske og centralasiatiske ørkener

opstod allerede i bronze- og jernalderen

byer, der med tiden blev knudepunkter

på handelsruterne. Byer med romantisk

klingende navne som Merv, Samarkand

og Kashkar blomstrede. Her blev der

faldbudt både silke, porcelænsvarer, papir

og andre forarbejdede produkter fra

Kina, krydderier fra Indien samt røgelse,

guld og forarbejdede varer fra Europa,

Arabien og Nordafrika, og meget, meget

mere. Selv bidrog de centralasiatiske

folkeslag bl.a. med heste og topuklede

kameler, der var nødvendige for at kunne

transportere varer og mennesker langs

ruterne. Også slaver har været en vigtig

handelsvare. Der blev tillige drevet

bank- og notarvirksomhed i byerne, som

dermed kom til at spille en central rolle i

at opretholde økonomien bag udvekslingen

af varer; og det var her de handlende

mødtes ansigt til ansigt på markedspladsen,

der dengang som nu må have været

en etnisk og kulturel smeltedigel. Også

mennesker og idéer spredte sig således

langs ruterne, både på fredelig vis og

med magt. Og her udgjorde byer som

Merv, Samarkand og Kashgar omdrejningspunkter,

hvor mennesker og idéer,

kultur og religioner mødtes.

Merv – alverdens dronning

På den måde nåede buddhismen så langt

vestpå som til Merv i nutidens Turkmenistan,

der i tidlig islamisk tid også

husede nestorianske kristne, jøder, zarathustriere

og muslimer. Merv var en by

i Karakum-ørkenen, som i 1100-tallet

blev hovedstad i Seldjukker-riget. Den

ansås på den tid for at være den største

og skønneste by langs Silkevejen og blev

da også betegnet Marv-i-shah-Jahan,

som betyder hverken mere eller mindre

end ”Merv – alverdens dronning”. I

1221 ødelagde Jenghiz Khans søn, Tolui,

byen, og den kom aldrig til igen at indtage

sin fordums rolle som ”alverdens

dronning”. Om denne begivenhed skriver

den persiske historieskriver Juvayni ”…,

med undtagelse af 400 håndværkere

skulle hele befolkningen med kvinder og

børn slås ihjel, og ingen hverken mand

eller kvinde måtte undslippe. Det faldt

i hver mongolsk soldats lod at henrette

300-400 persere. Da natten faldt på,

var der dræbt så mange, at … sletten

var gennemvædet af blod.” Resterne

af Middelalderens Merv kan i dag beskues

af rejsende i form af et gigantisk

kompleks af ruinhøje, der strækker sig

over flere kvadratkilometer og dermed

vidner om, at hér ca. 30 km fra Mary i

nutidens Turkmenistan engang lå en af

verdens største byer. Mary er en mellemstor

moderne industriby, hvis økonomi

er baseret på bomuldsproduktion og

gas, og her findes i dag et marked, som

måske for den vestlige rejsende vil antyde,

at der er ved at blive pustet nyt liv

i den gamle silkevejsby.

Samarkand – med fordums storhed

Fra Merv løb en hovedrute mod vest

gennem Iran via Mashad, Hamadan

og derfra videre til Baghdad i nutidens

Iraq. Her forgrenede den sig i retning

mod Middelhavet langs Euphrat-floden

mod nordvest til Anthiokia eller mere

direkte vestpå gennem den syriske ørken

til Damaskus. I den modsatte retning

mod øst løb to ruter fra Merv for atter

at mødes i Kashgar i det moderne

Kinas centralasiatiske provins, Xinjang.

Den ene via Samarkand i nutidens Usbekistan

og den anden via Balkh i Afghanistan.

I Kashgar delte denne rute

sig atter i to, der endnu en gang mødtes

i Ch’angan (Xian), som i lange perioder

var Kinas hovedstad.

Følger vi nu den nordlige rute fra

Mary og det gamle Merv, må vi krydse

grænsen til Usbekistan. Herfra går

Copyright 2012 © Horisont Rejser. Må ikke kopieres uden skriftlig tilladelse.

49


turen gennem Bukhara til Samarkand,

som i dag er en større provinsby i Usbekistan.

Til gengæld findes her nogle

af de mest iøjnefaldende vidnesbyrd om

fordums storhed blandt silkevejens byer.

Midt i byen ligger en kæmpemæssig ruinhøj,

som dækker over det antikke og

middelalderlige Samarkand, der blev

lagt øde af mongolerne under Jenghiz

Khan i 1220. Ødelæggelsen var så total,

at de overlevende måtte skabe sig

en ny tilværelse for foden af den gamle

ruinhob. Den middelalderlige rejsende

Ibn Battutta, der besøgte byen i første

halvdel af 1300-tallet, beskrev den da

også således: ”… før var der store palad

ser … og konstruktioner, som vidner

om indbyggernes himmelstræbende ambitioner,

men det meste er udslettet, og

størsteparten af byen selv ligger også

i ruiner. Den har ingen bymur og ingen

porte, og der dyrkes nu haver.”

I 1369 slog en ny verdenserobrer,

Timur Lenk (r. 1369-1405), imidlertid

sin hovedstad op her. Dermed gav

han Samarkand den legendariske status,

som den har haft lige siden. Under

Timur og især hans sønnesøn, Ulug

Beg (r. 1411-1449), blev Samarkand

et af verdens førende kulturelle og intellektuelle

centre. Selv var Ulug Beg

ikke blot byens emir (fyrste, prins) men

også matematiker og en af alle tiders

største astronomer. Sporene efter hans

virke i Samarkand ses stadig i form af

det kæmpemæssige observatorium, han

lod bygge, og hvorfra han sammen med

sine videnskabelige medarbejdere med

stor nøjagtighed kortlagde hundreder

af stjerners positioner på himmelhvælvet.

Ulug Beg regnes da også i videnskabernes

historie på samme niveau som

Ptolemæus og Tycho Brahe. Både Timur

og Ulug Beg var store bygherrer, og den

dag i dag ses adskillige af de bygninger,

de lod rejse for at gøre byen værdig til at

tjene som fyrstelig residens. Konserveret

og restaureret af sovjetiske konservatorer

og arkitekter giver Registan-pladsen,

Bibi Khanum-moskeen, Guri Amir-mausoleet

og de mindre mausoleer i Shah-i-

Zinda med deres turkisfarvede kupler og

glaserede kakler nutidens Samarkand et

romantisk præg, der kun forstærkes af

det brogede indtryk, man får ved et besøg

i byens bazarer. Her faldbydes også i

dag alle slags varer: Livsfornødenheder,

tekstiler såvel som produkter fra de traditionelle

centralasiatiske håndværk, der

50

i nutidens Usbekistan har fået en sand

renæssance. Her mødes primært tadjiker

og usbekere og i mindre omfang tillige

iranere, uigurer og russere i en varieret

mosaik af folkeslag og sprog, ganske i

den gamle silkevejs ånd.

Kashgar – Kinas vestlige forpost

Videre går turen via Kokand og den

frugtbare Ferghana-dal og op gennem

de mægtige Pamir- og Tian Shan-bjerge

til Kashgar. Her udgør den nutidige befolkning,

ligesom i Samarkand, en mosaik

af etniske grupper og sprog, der

først og fremmest omfatter uigurer og

Han-kinesere samt i mindre omfang

kirgisere, tadjiker og usbekere. På Handynastiets

tid lå denne højt beliggende

oaseby i de såkaldte Xongnu-nomaders

territorium; og det var først med Han

Wu Dis omtalte ekspansion mod vest, at

byen kom under kinesisk kontrol. Siden

da var Kashgar i perioder et vigtigt

knudepunkt på silkevejen som Kinas

vestlige forpost. Kashgar var periodevis

et selvstændigt kongedømme men aldrig

som Merv og Samarkand hovedstad

i et storrige. Byen blomstrede især, når

kinesiske kejsere af Han- og Tang-dynastiet

strakte deres fangarme vestpå ind i

Centralasien og stimulerede handelen på

Silkevejen, samt under mongolerne, hvis

imperium på Kublai Khans tid (r. 1260-

1294) strakte sig fra Det gule Hav til

Middelhavet. Mongolernes Kashgar blev

beskrevet af den venetianske rejsende

Marco Polo: ”Cascar er en region, …

der tidligere var et kongedømme, men nu

er underlagt storkhanen. Folket tilbeder

Mahommet. Der er et stort antal byer

og landsbyer, men den mest imponerende

er Cascar selv. Indbyggerne lever af

handel og håndværk. De har smukke

haver, vingårde og fornemme landejendomme

og dyrker store mængder af

bomuld. Fra dette land drager mange

købmænd ud i verden på handelsrejser.

De lokale beboere er en flok miserable

og upålidelige mennesker; de spiser og

drikker med elendige manérer. I dette

land er der mange nestorianske kristne,

som har deres egne kirker. Folket i landet

har et særegent sprog, og territoriets

udstrækning er på fem dagsmarcher.”

Her omtales hverken monumenter eller

paladser, men til gengæld får vi at vide,

at den nestorianske kristendom (sammen

med buddhismen og zarathustrismen)

var fremtrædende i Kashgar.

Nøjagtig som det gamle Merv og Samarkand

var blevet ødelagt af mongolerne

under Jenghiz Khan, blev også det

middelalderlige Kashgar ødelagt, og vel

at mærke af samme Timur Lenk, som

havde genoplivet Samarkand. Kashgar

bærer bl.a. af disse grunde ikke i dag

præg af en fortid i kategori med Mervs

og Samarkands. Til gengæld findes der

i omegnen af Kashgar både huler med

velbevarede buddhistiske vægmalerier

og et stort fort bygget til beskyttelse af

karavaner. Der er også imposante islamiske

monumenter i selve byen, ligesom

det stadig er muligt at få et indtryk af

dens traditionelle arkitektur. I nutid som

fortid har Kashgar især været samlingspunkt

for egnens befolkning, nomader og

handlende, der faldbyder deres varer på

det lokale marked. Sådan er det også i

dag, hvor det store søndagsmarked bidrager

til, at Kashgar også er mål for rejsende

i vor tid, til trods for at Kina har

ført en kampagne mod uigurerne, der

også ser ud til at være gået ud over den

så maleriske traditionelle arkitektur.

Silkevejens fremtid

Merv, Samarkand og Kashkar. Vi har her

forsøgt at følge tre byers skæbne; set,

hvordan de fungerede som økonomiske

dynamoer på silkevejen, og hvordan de

blomstrede og afblomstrede i takt med

tidernes skiften. Vi har set, at silkevejens

byer var knudepunkter i et gigantisk

system af økonomisk og kulturelt samkvem,

der førte ting, mennesker og ideer

i alle retninger. Silkevejen må således

betragtes som et af verdenshistoriens

store eksperimentarier for en globaliseringsproces,

der fortsatte i Colombus og

Henrik Søfarerens kølvand og derefter

videre i takt med transport- og informationsteknologiens

udvikling. Tilbage på

nutidens silkevej er byer som Merv og

især Samarkand i dag ved at få noget

af deres tidligere pondus tilbage. Ikke

mindst takket være en bevidst sats ning

i Turkmenistan og Usbekistan, på at

genoplive centralasiatiske traditioner og

restaurere monumenterne over fordums

storhed. Mere uklar ser Kashgars fremtid

desværre ud.

Bo Dahl Hermansen, der underviser på

Carsten Niebuhr Afdelingen.

I 2013 er Bo rej se leder på den lange og

unikke rejse langs Silkevejen.

Copyright 2012 © Horisont Rejser. Må ikke kopieres uden skriftlig tilladelse.

More magazines by this user
Similar magazines