Nyhedsbrev - Askov Skolekreds

More documents

Recommendations

Info

2 I dag ved vi, at krisen blev afværget. I historiebøgerne kan vi læse om optrapningen af krisen og de 13 dage i 1961, da John F. Kennedy trods et stort pres fra egne rådgivere om at hæve jernnæven til et afgørende og altødelæggende slag, alligevel valgte at skabe rum for dialogen. Og vi synger Wivels stærke digt i dette lys, så hans opfordring til besindelse hen mod digtets afslutning får en kraft, vi kan leve på, også i dag: ”I ordet skabtes verden som kloderne i lys. I ordet skal vor færden fra dag til dag fornys, Så vi alligevel får ærligt mod til sammen at vedgå arv og gæld.” (HS 165, strofe 6) Nu er tiden så kommet, da vi – om man så må sige - skal vedgå arv og gæld. Danmark holder vejret. Sammen med store dele af den resterende verden. Den rige del af verden. Krisen er over os. Det utænkelige er sket. Årtiers vækst og uafbrudt forøgelse af vores velstand – og velfærd? – er afbrudt af vor tids A-bombe under vores kapitalistiske verden: Recessionen, den negative økonomiske vækst. Den herskende klasses afmagt. Her skal på ingen måde hoveres eller peges med stive, bedrevidende fingre. Også herhjemme har hundredetusinder af danskere mistet formuer og store dele af deres opsparing til en behagelig alderdom på investeringens og spekulationens alter. Blot kan det konstateres, at vor tids vismænd, de økonomiske eksperter, hvad enten de befinder sig på universiteterne, i direktionslokalerne i verdens største banker, eller i toppen af det internationale erhvervsliv, er blevet så underligt tavse eller undvigende i de svar, de giver på spørgsmålet: Hvordan kunne det ske? Disse orakler, der dag efter dag har fået masser af spalteplads i aviserne og udvidet taletid i vore elektroniske medier til deres overbevisende rådgivning eller stålsatte formaninger til os almindelige dødelige, slår nu ud med armene, når journalisterne afkræver dem et svar på fortidens skråsikre adfærd. Bankerne, der de senere år igen og igen har kunnet fremvise rekordstore overskud er tvunget i knæ og må, for ikke at gå helt rabundus, have hjælp på statslig og – endnu bedre – mellemstatsligt niveau. Kan vi klare krisen
selv? Er de andre med os i Danmark, os i Norden eller i EU, eller bliver det alles kamp mod alle – og skal den bedste mand absolut vinde hver gang? Arbejdsløsheden stiger. Arbejdsløshedskasserne og fagforeningerne er vågnet op. I tv-reklamer, på siden af vore bybusser og på plakatsøjler overalt i vort land er de atter aggressive i deres markedsføring, der slår på frygten for at miste jobbet, for hvad sker der så, når tallene de seneste mange år har vist, at specielt de unge ikke har set nogen grund til at ”spilde” noget af månedslønnen på at være organiseret? Langsomt sniger den sig ind på os. Usikkerheden. Sikre papirer eller investeringer er ikke længere så sikre endda. Om overhovedet. Jobbet i visse sektorer af samfundet er i fare. Byggeriet er gået i stå som noget af det første. Såkaldte luksusartikler bliver liggende på hylden. ”Til salg” skiltene slår rødder foran parcelhusene. Bilbranchen over hele verden vånder sig fælt og er ved at blive opkøbt af kineserne, kan man forstå. En krise betyder et vendepunkt. Midt i al denne elendighed sidder jeg alligevel på min pind i <strong>Askov</strong> og vejrer morgenluft. Jeg tror fuldt og fast på, at der kan komme noget godt ud af denne krise, vi befinder os i, hvad enten den først lige er begyndt, vi er midt i den eller på vej ud af den: For det første er det en historisk kendsgerning, at vi mennesker yder vores ypperste, når vi er pressede. Vi har, som Wivel og andre så klart så det, en tendens til at forlade os på vor egen sikre viden, når vi billedligt talt et stykke tid har haft medvind. Vi glemmer at forny vor verden ved hjælp af samtalen, altså reflektionen, når udviklingen for længe er gået vores vej. For det andet forfalder vi til snik snak, tåbelige pseudo-serier i fjernsynet og statusbehæftede samtalekøkkener, hvor vi ikke har tid til at tale sammen, fordi vi har alt for travlt med at skrabe sammen til den behagelige alderdom. Vi aflærer os evnen til at føle forventningens glæde, for hvorfor vente, når vi har råd til husets tredie fladskærms-tv nu? For det tredie undlader vi at løse de problemer, der ligger lige for, som f.eks. vor klodes miljøproblemer, for hvorfor skulle vi holde os tilbage, hvis ingen af de andre viser tegn på også at ville gøre det? For det fjerde degenererer vi som mennesker i bestræbelserne på at gøre os så omstillingsparate, at vi trygt kan møde den nye, globaliserede verdens udfordringer, hvis vi ikke samtidig holder fast i en kerne af os selv. Tænk, om vi over de næste år bruger noget mere af vores vågne tid på, som Jørgen Carlsen i Testrup så glimrende har formuleret det: at være betydeligt mere forundringsparate i stedet at gøre os blindt forandringsparate som velsmurte og lydige tandhjul i en markedsbaseret, superliberalistisk økonomi’s maskineri. 3
Page 1: Askov Skolekreds En velsignet krise
Page 5 and 6: hvor danske unge - meget gerne samm
Page 7 and 8: Når flere har afprøvet vandringen

Nyhedsbrev - Askov Skolekreds

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?