EN MAYA-LANDSBY I YUCATAN, MEXICO

_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne - Mexico 

MEXICO 

EN MAYA-LANDSBY I YUCATAN, MEXICO 

Indsamlet af Christian Heilskov Rasmussen i 1985-1986. 

Etableret i 1987-88 af Trine Ravn. 

Hent den aktuelle tekstsamling eller læs aktuelle fakta på: 

www.moesmus.dk/unesco 

Seneste opdatering: 30.11.2004 

Lærervejledning.................................................................................................................................2 

Generel tekst .....................................................................................................................................3 

Tekst til lysbilleder ...........................................................................................................................14 

Genstandsliste.................................................................................................................................29 

Side 1 af 47 - Indhold


Lærervejledning 

Genstandene i kassen er indsamlet af etnografen Christian Heilskov Rasmussen. Han har boet på 

Yucatan-halvøen i Mexico i ca. 5 år og hans arbejde som etnograf har været koncentreret i den østlige 

del af staten Yucatan. 

Mange ting har ændret sig, men i denne del af staten findes maya-kulturen bedst bevaret. Samlingen 

skal give et bredt indtryk af en traditionel landsby. 

For at skildre landsbylivet er genstandene udvalgt og ordnet i grupper. Den typiske familie er 

landbrugere, og i kassen er der mange genstande, der skal skildre landbruget. Landsbylivet består 

desuden af forskellige håndværk, nogle som udøves af specialister andre af menigmand. Religionen 

spiller en stor rolle. Den officielle tro er katolsk, men mange ceremonier rummer stadig dele af 

gammel præcolombiansk tro. 

Familien, som præsenteret gennem klædedragter, husholdsting, legetøj og skolemateriale, er hverken 

rig eller fattig. Den er så nogenlunde selvforsynende, men har pengeindkomster for at kunne skaffe sig 

husgeråd og madvarer, som den ikke længere selv producerer. 

Side 2 af 47 - Lærervejledning


Generel tekst 

De nutidige maya-indianere lever i Mexico, Belitz, Honduras og Guatemala. De bebor de såkaldte 

underudviklede områder i disse samfund, hvor den relative fattigdom og analfabetisme i vid 

udstrækning er en konsekvens af den spanske og øvrige europæiske erobring, der fra 1500-tallet 

ødelagde disse samfunds oprindelige kulturer. 

Blandt de nulevende maya-indianere er imidlertid en stor del af deres kultur og viden bevaret og kan 

kaste lys på forståelsen af de traditionelle »klassiske maya-kulturer. 

I forrige århundrede opblomstrede interessen for disse kulturer som resultat af arkæologers og 

historikeres fund og studier af køkkenmøddinger og bevarede skrifter, der gav afsæt til en større 

forståelse af disse samfunds kulturmønstre. 

Blandt de forskere, som har sludret oprindelige indianske samfund i Mellemamerika - hvor mayaerne 

og aztekerne er de mest kendte - er der en samstemmende enighed i, at de trods store sprogforskelle 

og helt forskellige sociale organisationsformer, var karakteristiske fællestræk, der gør det rimeligt at 

tale om eet fælles kulturområde. 

Blandt disse fællestræk var en højtudviklet landbrugsteknologi med forædling af majs og mange andre 

grøntsager og frugter, der således tilpassedes de højt forskelligartede klimatiske og økologiske forhold 

i de mellemamerikanske tropiske og subtropiske områder. 

Et andet fællestræk fandtes i de religiøse anlæg og templer samt i den højtudviklede astronomiske og 

astrologiske videnskab. De religiøse tempelanlæg var typisk karakteriseret ved trinpyramider fra 

toppen af hvilken, man dyrkede og ofrede (menneskehjerter) til solguden. 

Maya-indianernes sprog udgør een sproggruppe. Selvom sprogene har en vis grad af fælles struktur 

og ordforråd, betragtes de dog stort set som indbyrdes uforståelige. 

De gamle mayaer havde et udviklet tegnsystem bestående af hieroglyffer, der anvendtes som 

skrifttegn i bøger lavet af dyreskind eller bark og brugtes til dekoration på bygningsværker. 

De maya-talende indianere i samtidens Mexico lever overvejende i de sydlige egne - huaztekerne dog 

adskilte fra de øvrige maya-talende folk i de nordlige egne af landet. 

Der hersker stor analfabetisme blandt indianerne, og ingen bøger - heller ikke til undervisningsbrug - 

er skrevet på maya. 

Efter den store klassiske periode fra omkring 300 - 900 efter Kr. f. var der klare forskelle mellem 

højlandsindianerne, der levede i bjergene i højlandet, og lavlandsindianerne, som boede i den tropiske 

regnskov på Yucatan-halvøen. Det er efterkommere af disse lavlandsindianerne, den herværende 

samling er indsamlet og konstrueret fra. 

Yucatans geografi 

Lavlands maya-indianerne boede og udviklede sig ved foden af bjergene i den sydlige del af Mexico 

og den nordlige del af Guatemala samt op gennem den yucatekiske halvø. Ved foden af bjergene er 

der tæt regnskov med en yppig, stedsegrøn vegetation. Her falder der op til 4000 mm regn om året. 

Længere mod nord bliver vegetationen lavere grundet den mindre regnmængde. Regnen falder 

fortrinsvist i to perioder. Kraftigst om sommeren og i mindre omfang i vintermånederne. Fra omkring 

marts til maj er der tørkeperiode. 

Yucatan-halvøen dækker et område på ca. 220.000.000 km. Jordbunden består af koral-kalk-klipper. 

Overfladen kan man stort set betegne pandekageflad med undtagelse af nogle få kalk-horster, der er 

skudt op i ca. l00 m s højde. Syd herfor er landskabet karakteriseret ved lave, kegle-karst 

bjergformationer. Den porøse kalk-klippegrund stikker frem overalt, men indimellem klipperne er der 

frugtbar muld jord. Sammen med den rigelige nedbør og det varme klima skabes grunden for den 

yppige vegetation. 

Side 3 af 47 - Generel tekst


I den sydlige del af halvøen er der store områder med muldjord - sandsynligvis gammel søbund. 

Problemet med udnyttelsen af disse områder er, at de i regntiden oversvømmes og vandet ikke kan 

løbe væk. I tørtiden derimod, er der problemer med drikkevand, og selv med den moderne teknologi, 

er det vanskeligt at finde vand i de underjordiske lag. 

I de gamle mayaers glansperiode (fra år 300-900) var disse områder imidlertid centrum for meget store 

bysamfund. Dette hører til maya-arkæologernes største, uløste gåde. 

På den nordlige del af Yucatan-halvøen er overfladen 20-40 m over havets overflade. Her er ingen 

floder og søer. Grundet kalklippernes porøse karakter, filtreres regnvandet hurtigt ned til grundvandet. 

Denne filtrering opløser kalkstenen, hvorved der opstår underjordiske huler. Ofte falder "taget" på 

disse huler ned, og store "brønde" opstår herved - de såkaldte cenotes. Alle før-spanske samfund 

opstod omkring sådanne cenotes. I den sydligere del hersker der en del tvivl om, hvorledes mayaerne 

klarede deres vandproblem. Nogle mener, de lavede kunstige søer, andre, at de samlede regnvandet i 

underjordiske cisterner. 

Hvor jordoverfladen på nordkysten løber jævnt ud i havet, er der en lang række strandsøer, hvorfra de 

gamle mayaer - såvel som de nulevende - udvandt salt. Det var en meget vigtig handelsvare ned 

gennem Mellemamerika og op i Mexicos højland. 

Ud fra et europæisk synspunkt er jorden på Yucatan-halvøen vanskelig at opdyrke. Den er ujævn og 

klippefyldt, og hvor der er megen muldjord, er der også for meget vand. Der kan derfor ikke anvendes 

plov og lignende landbrugsredskaber, men kun plantestok og lugejern. Grundet det jævnt, flade terræn 

er det også umuligt at lave større dæmnings- eller dræningssystemer. Udviklingen i landbruget på Yucatan 

er derfor baseret på andre principper end vore. 

I stedet for at tilpasse markerne til planterne, tilpassede indianerne planterne til de meget 

forskelligartede marker. 

De før-spanske Maya-samfund 

Jeg skal ikke her forsøge at give en gennemgang af hele den historiske udvikling af de forskellige 

maya-samfund, men begrænse mig til at beskrive nogle få udviklingslinier og højdepunkter - for 

således bedre at kunne begribe de nuværende maya-samfund. 

Man mener, at de amerikanske indianere nedstammer fra asiatiske mammut-jægere, der i perioder, 

hvor Alaska og Sibirien var landfaste, er gået over ved det nuværende Beringsstræde. Dette skete for 

ca. 50.000 år siden. 

Fra omkring 15.000 år f.Kr. f. har vi vidnesbyrd om mennesker i Mexico. Fra omkring år 9.000 f.Kr. f. 

begyndte jægere og samlere fra Guatemala at sprede sig ud over Yucatan-halvøen. Efterhånden blev 

jægerne og samlerne bofaste, og deres ernæring afhang i større grad af dyrkede planter - først og 

fremmest majs. 

Fra år 292 efter Kr. f. har man på en sten i ruinbyen Tikal fundet den første tidsangivelse. Herfra 

begynder det, som arkæologerne kalder den Klassiske Periode blandt maya-indianerne. Fra 292 - 900 

efter Kr. f. opstod der imponerende tempel- og byanlæg i de nuværende regnskovsområder i Mexico 

og Guatemala. I de seneste år har man fundet nye store tempelanlæg. De kendteste findes i 

Guatemala: Tikal og Uaxatun i den nordlige del og Coban og Quirigua i den sydlige. 

I den mexicanske del af regnskoven har vi en række store byanlæg: Rio Bez, Calotmul, Becan, Edzna, 

Uxmal og Labna. Disse samfund havde en imponerende produktion af malet keramik og stenrelieffer. 

Klædedragter og materialer af organisk oprindelse har en kort levetid i et tropisk klima, og kun få af 

disse ting er da også bevaret. Hvordan disse samfund var styrede, og hvorledes de organiserede 

deres produktion, ved vi meget lidt om. Også på dette felt har regnskoven slettet alle spor. 

Den sociale organisation 

Samfundet var klassedelt. Øverst stod den herskende adelsklasse, almehenoob . Derunder stod der 

håndværkere og bønder, ah chembalunicoob . Underst stod slaverne, ppentacoob.De blev især 

anvendt til ofringer, da den materielle produktion ikke var baseret på brug af slaver. 



Den egentlige leder i samfundet var ypperstepræsten ahau kan (eg. slangens herre), som forestod de 

mange ceremonier, hvoraf de til regnguderne - chaakerne - var særligt vigtige. Alle templerne var 

smykkede med de langnæsede regnguder. Til trods for spaniernes ihærdige missionsarbejde har de 

ikke kunnet udrydde regnceremonierne, som stadig den dag idag bliver foretaget i landsbyerne, inden 

regnen begynder i juni måned. 

Litteratur og skrift 

Dels p.g.a. tidens tand, dels ved hjælp fra de spanske munkes ihærdige hjælp med udryddelsen af alt 

traditionelt mayansk, er der ikke mange overleverede skrifter tilbage. Af før-spanske skrifter findes der 

kun 3, og de er opbevaret i Dresden, Paris og Madrid. De er nedskrevet på hjorteskind med 

hieroglyffer og billedtegn. Der findes ca. 350 hovedtegn, 370 tilføjelsestegn og ca. 100 hieroglyffer, 

som fortrinsvist forestiller guderne. Til trods for de utallige studier af mayaindskrifterne - på bygninger 

og stenstøtter - er der bevaret mange, men man ved meget lidt om tegnene. I dag mener man, at 

mange af indskrifterne hentyder til regenternes regeringsperiode, sådan som man kan se det på 

mange andre nationers mindesmærker - og ikke som man tidligere troede nemlig at tegnene henviste 

til astrologiske beregninger og forudsigelser. 

Efter spaniernes erobring blev der stadig nedskrevet i den indianske stil og ånd, men da med et 

europæisk alfabet. En litterær verdensklassiker er Popul Vuh, der stammer fra maya-indianerne i 

Guatemala og bl.a. skildrer verdens skabelse. Der findes en række bøger fra den første tid efter 

erobringen. Det er de såkaldte Chilam Balam-bøger. Teksterne er ofte fragmentariske og omhandler 

religiøse emner. Andre beskriver spaniernes ankomst og de katastrofer, som dette betød for den 

indianske befolkning. (Se eksempler herpå i den i samlingen vedlagte Louisiana Revy, 1986) 

Tal og matematik 

De gamle mayaer er kendt som store talkunstnere. I Europa brugte man omkring Kristi fødsel det 

romerske talsystem, som er additivt med forskellige tegn for forskellige værdier. På samme tidspunkt 

anvendte mayaerne et meget simplere system. De havde kun 3 taltegn: (et punktum) var l , - (en streg) 

var 5 og CD (en cirkel med en prik) var O. Tegnene fik værdi efter deres position - ligesom det 

arabiske talsystem, der senere blev udbredt i Europa. Men i modsætning til det arabiske ti-talssystem 

var mayaernes et 20-talssystem. Tegnene i det arabiske talsystem skifter værdi efter deres position fra 

venstre mod højre, hvor de i maya-systemet skifter værdi nedefra og opefter. 

Systemet er ikke så enkelt og elegant som det arabiske, men deres brug af tallet 0 gør systemet til et 

af de store fremskridt i videnskaben. Og hvad anvendte mayaerne da deres talsystem til? 

Formodentligt af både købmand og handelsfolk, men om dette er der ikke overleveret vidnesbyrd. 

Derimod har vi mange oplysninger om mayaernes astronomiske og astrologiske beregninger, hvortil 

talsystemet givetvis har været anvendt. 

Mayaerne havde beregnet året til 365 dage (korrekt er 365 1/4 dag) med 18 måneder a 20 dage, plus 

5 ekstra. 69 solformørkelser blev forudsagt for en periode på 33 år. Månens fase blev beregnet til 29, 

53020 dag, hvilket er ganske præcist ramt, når det korrekte tal er 29,53059 dage. 

Der blev også lavet beregninger for planeten Venus (morgen- og aftenstjernen, som Mayaerne godt 

vidste var den samme), hvis år blev beregnet til 584 dage (korrekt er 583,92 dage). Sandsynligvis 

havde de også beregninger for Jupiter og Mars. For at lave disse beregninger anvendte man vinduer 

og skydeskår i bygninger, hvorigennem himmellegemerne med regelmæssige mellemrum vil stå. Det 

mest imponerende af disse astronomiske beregningsbygninger er den kæmpestore pyramide i 

ruinbyen Chichen Itza. På den nordlige side er der lavet en stor stentrappe, hvis gelænder forestiller 

en slange, der ved foden af trappen munder ud i et stort slangehoved. Ved jævndøgn den 21. marts og 

den 21. september, hvor solen går ned i SV, rammer solens stråler det nordvestlige hjørne af 

pyramiden. Skyggen af den trinagtige kant danner derved et zig-zag mønster, som en klapperslanges 

direkte ned ad stengelænderet slangens ryg. Der skal stor motivation og god beregningskunst til for at 

rokere de mange 1000 m2 sten nøjagtig på plads. 

Mayaernes interesse for himmellegemernes bevægelser var astrologisk. De mente, at 

himmellegemerne havde gode og dårlige indflydelser på livet på jorden. Ved ofringer af dyr og 

mennesker kunne man formilde guderne og derved udvirke, at ens skæbne blev lettere at bære. 



Den postklassiske periode fra 900 - 1527 

Den postklassiske periode strækker sig fra år 900 til spaniernes ankomst til Yucatan omkring år 1527. 

Den organisation, der opretholdt de store bysamfund i Guatemalas og Mexicos regnskove, brød 

sammen; bortset fra mindre spredte bondesamfund forsvandt eller uddøde den største del af 

befolkningen omkring de store byer. 

Hvad der var grunden til det såkaldte "maya-sammenbrud", ved vi ikke med sikkerhed. Selvom der er 

mange spekulationer: revolution, invasion udefra klimaændringer etc. Måske en blanding af mange 

faktorer. Men dette er og bliver indtil videre ren spekulation. 

I den klassiske periode lå de fleste store bysamfund i den sydlige del af Yucatan-halvøen. I den 

efterfølgende periode (dvs. den post-klassiske periode), var det i den nordlige del af halvøen, at 

samfundene udviklede sig. I den indre del af halvøen opstod der småkongedømmer, der ofte 

bekrigede hinanden. 

Langs kysten opstod der vigtige handelsruter, som bl.a. udnyttede og videretransporterede de rige 

saltforekomster langs Yucatans nordkyst. Der opstod lange handelsruter fra bunden af Den 

mexicanske Golf, helt til Honduras og Guatemala. Man mener, at det var putunerne - et folk med 

tilknytning til samfundene i det centrale højland, der dominerede disse handelsruter. Derfor ser vi i 

bygninger og i keramikken indflydelsen fra aztekiske og toltekiske højlands-kulturer. 

Det var templerne og havneanlæggene (Tulum Xel-ha, og Meca ) i denne handelsrute, som spanierne 

så fra de første caraveller, som sejlede op og ned langs den caribiske kyst. Det spanierne så 

imponerede dem og gav dem blod på tanden. Men efter at de havde ødelagt den organisation, som 

opretholdt den rige handel og samfundene, var der intet mere på Yucatan af rigdomme, der 

interesserede spanierne. 

Den spanske erobring 

I 1511 ankom de første spaniere til Yucatan. Det var to skibsbrudne. Den ene, Gonzalo Guerrero 

giftede sig med en indiansk kvinde og blev således stamfader til den nye folkegruppe - eller race - som 

kaldes mestizerne, der opstod ved blanding mellem indianere og europæere. Han antog helt indiansk 

klædedragt og levevis og blev en ledende indiansk høvding. Da spanierne invaderede, kæmpede han 

med indianerne mod de spanske erobrere. Den anden skibbrudne blev senere tolk for Mexicos erobrer 

Hernan Cortez. 

De første forsøg på at erobre Yucatan var i 1527, men det var ikke før omkring 1540 - 50 at hele den 

nordlige del af halvøen, kom under spaniernes kontrol. Herefter begyndte den anden del af erobringen: 

konsolideringen, missioneringen og civiliseringen. 

Spanierne var alle rettroende katolikker. De var overbevidste om, at de havde en guddommelig 

mission til at omvende alle indianerne i Amerika, som de betragtede som hedninger til den eneste, 

sande tro. Og dette gjorde de. Hvis ikke med det gode, så med det onde. 

Missioneringen på Yucatan tog franciskaner-munkene sig af. De byggede store klostre, og derfra 

grundlagde de i en periferi af en dagsrejse til hest, en række besøgskirker. Indianerne, der enten 

boede ude ved deres marker eller i små landsbysamfund, blev tvangsflyttet til disse kirker, som de var 

tvunget til at besøge to gange om dagen til messe. Det var med klart sigte på, at munkene 

koncentrerede grupperne af indianere, idet kontrollen herved blev lettere og den hårdhændede 

hedenskabs fjernelse blev mere effektiv. 

Den brutale koloniseringspolitik og de mange medfølgende sygdomme medførte voldsomme fald i den 

indianske befolkning. 

Naturligvis var indianerne ikke tilfredse med den måde, hvorpå de blev behandlet af spanierne. Det 

førte til meget oprør. Men til trods for, at indianerne var de hvide talmæssigt langt overlegne, så var de 

aldrig velorganiserede nok til at fjerne det koloniale åg. 

I midten af forrige århundrede (i 1848) opstod der et nyt oprør - den såkaldte Kastekrig. Det var i den 

østlige del af Yucatan. Indianerne var påny blevet presset til at afgive jord til de nye bomulds- og 



sukkerplantager. Oprøret bredte sig som en steppebrand, og indianerne vandt mange sejre. Mange 

europæere flygtede fra halvøen. På det tidspunkt, da indianerne stod udenfor byen Merida (og alle dér 

frygtede et angreb) trak indianerne sig tilbage - og begyndte såningen af deres marker. Man har 

spekuleret meget over dette pludselige tilbagetog. Var det vigtigt for mayaerne at så majs og holde sig 

gode venner med guderne, eller havde de ikke ressourcer nok til at gennemføre det sidste slag? 

Resultatet blev at indianerne kontrollerede den østlige del af Yucatan i de næste 50 år. Det er først 

indenfor de sidste 10-15 år, at dette område er ved at blive genstand for udviklingsplaner - til turiststed, 

økonomi- og erhvervsudvikling fra 1527 frem til i dag. 

Yucatan var ikke den guldgrube, som spanierne forestillede sig og som de gamle mayaer havde gjort 

området til. Der er ingen mineraler, og jorden er for stenet til at dyrkes under plov. Yucatan blev derfor 

i hele kolonitiden betegnet som fattigt. De spanske erobrere delte landet og indianerne imellem sig. 

Indianerne skulle arbejde for de hvide som en "løn" for den missionering og civilisering de hermed 

modtag. På de spredte godser, der var ynkelige at se til i forhold til de store herregårde, der opstod i 

den centrale del af Mexico, blev der dyrket majs på indiansk vis med plantestok og svedjebrug. Man 

havde også en begrænset opdræt af kvæg. 

Eksporten af varer fra Yucatan begrænsede sig til honning, voks (af bivoks) og skind. For at kunne 

betale skat blev de indianske kvinder sat til at væve bomuldsstof. Fra saltsøerne på nordkysten blev 

der udvundet salt, som var af stor betydning. Kysten var konstant hærget af franske, engelske og 

hollandske pirater, der gjorde at bebyggelser og havneanlæg aldrig blev realiseret langs kysten. 

I den østlige del af Yucatan blev der i midten af forrige århundrede bygget Mexicos første dampdrevne 

bomuldsspinderi. Men produktionen gik i stå som følge af den ovennævnte kaste-krig, og kom derefter 

aldrig i gang igen. 

Maya-indianerne havde den industrialiserede revolution i USA og Europa slog igennem i landbruget. 

Da McCormic opfandt høstselvbinderen l 1848, blev der pludselig brug for en mængde høstbindegarn. 

Her fandt efterkommerne af de spanske erobrere endelig det "grønne guld", som de så længe havde 

drømt om. Fra at være en fattig stat blev Yucatan en delstat i den nye føderation. Alt blev plantet til 

med sisal-agaver, og der blev bygget store sisal-herregårde i bedste "Versailles" -stil. Sisal-boomet 

holdt ved til bølgerne fra den mexicanske revolution (1910-17) begyndte at rokke ved den feudale 

struktur på Yucatan. De store godser blev udstykket, og af frygt for yderligere nationaliseringer, undlod 

ejerne at investere i nye beplantninger og maskineri. Samtidigt havde regeringen ikke penge eller 

erfaring nok til at videreføre produktionen. Den faldt, og andre lande, som Brasilien og Tanzania 

begyndte at fortrænge Mexico på det internationale marked. Hertil kom det sidste slag, som 

udviklingen af plastik og kunstfibre i 1960-1970'erne medførte. Produktionen idag, som helt er 

kontrolleret af regeringen, er konstant faldende og overlever kun ved hjælp af store statstilskud. Disse 

tilskud er også at betragte som en art ”sociale subsidier” for at undgå større sociale og politiske 

problemer i landområderne. 

I mellemtiden har man forsøgt at mekanisere landbruget, men dette dog uden større held pga. den 

stenede jordbund. Der har været en vis succes med dyrkning af citrusfrugter og grøntsager ved hjælp 

af kunstvanding. Ligeledes har man gode resultater i udviklingen af fiskeriet langs Yucatans lange og 

fiskerige kyst. 

Turismen er imidlertid det erhverv, man har haft størst held med. For 20-30 år siden satsede man på at 

vise turisterne nogle af de imponerende maya-ruiner. Dette har medført et stort turistkompleks, 

Cancun, langs den caribiske kyst. Her findes både solskin, vand med flotte fisk og et par flotte, gamle 

ruiner. Amerikanske turister kan med den stærkt devaluerede pesos tilbringe en luksusferie dér. 

Cancun og den caribiske kyst er et Eldorado for initiativrige mexicanere; der er idag ikke den landsby 

på Yucatan, hvor en stor del af indianerne ikke er beskæftiget som murere, tjenere, stuepiger eller 

kokke - og ved at fremstille turist-souvenirs. Denne udvikling bringer selvsagt store forandringer til de 

traditionelle landsbyer. 

Dette "eventyr" foregår på østkysten ved det caribiske hav. I den vestlige del af halvøen søger folk ind 

til den gamle koloniale hovedstad, Merida, som i de senere år er vokset betydeligt. Folk bliver her 

beskæftiget i servicefag, handel og småindustri. Der er ingen stor dominerende industri eller anden 

erhvervsaktivitet. 



Den traditionelle landsby 

Den mexicanske del af halvøen Yucatan er inddelt i 3 delstater: Yucatan, Campeche og Quintana Roo. 

Der er forskelle fra stat til stat og ligeså indenfor de enkelte stater, men det ensartede landskab i form 

af den flade, hævede koralbund, har skabt et ensartet og homogent område, som stort set deler 

samme historie og kultur. 

De genstande, der er indsamlet i Unesco-kasserne stammer næsten udelukkende fra den østlige del 

af Yucatan fra egnen omkring byen Valladolid. De samme genstande kan dog også findes i andre 

områder på halvøen. 

Områderne omkring Valladolid og videre sydpå befandt sig i en "uafhængig" tilstand efter kastekrigen, 

og området blev ikke domineret af de socioøkonomiske omvæltninger, som sisalproduktionen 

medførte omkring hovedstaden Merida. 

Det er et område, hvor den største folkelige protest vis-a-vis regeringssystemets valgsvindel og 

manipulation findes og samtidig dér, hvor man finder den mest velbevarede indianske levevis og 

tradition. Dette må ikke forstås således, at indianerne ønsker at isolere sig. Tværtimod er de meget 

åbne overfor nye ting. Men de modsætter sig enhver manipulation og ønsker kun at optage nye forhold 

på egne betingelser. Mayaerne har ikke, som mange andre amerikanske indianere, mistet deres 

selvtillid. 

Meget i den traditionelle landsby er under hastig forandring, som følge af udviklingen i det store 

turistcenter langs den caribiske kyst, hvortil mange af landsbyens unge søger hen for at arbejde. 

Befolkningen i den traditionelle landsby er bønder. Mændene dyrker jorden, og kvinderne passer 

husholdningen. En familie lever hovedsagelig af de afgrøder, som høstes på marken. Tidligere var 

familien helt selvforsynende, men i dag må de købe flere varer, både fødevarer og redskaber. Derfor 

producerer de flere salgsafgrøder, der kan sælges på markedet. Turistcentret har også betydet, at de 

fremstiller souvenirs til turisterne, f.eks. lerfigurer. 

Bondefamilien fremstiller selv en del af deres brugsgenstande, såsom kalabasser og flettede kurve 

m.v., men mange redskaber må erhverves gennem lokale håndværkere og i butikkerne. 

Specialiserede håndværk som kurvefletning, brødbagning og husbygning findes i landsbyen. En del 

handelsrejsende kommer også til landsbyen og faldbyder deres varer, f.eks. hængekøjer. I butikkerne 

kan man købe redskaber og køkkengrej i plastik og fødevarer, som ikke dyrkes i landsbyen, som f.eks. 

ris. Valladolid er den nærmeste større by, hvor forskellige moderne varer forhandles. 

Politisk-administrativ struktur og ejendomsforhold 

De små traditionelle landsbyer er oftest en del af en større kommune, der styres af en mestiz - en ikkeindiansk 

talende person. De politiske poster i kommunen besættes stort set af statens guvernør. 

Kommunens borgmester udpeger en lokal repræsentant i hver landsby. Jorden, der hører til hver 

landsby, er fælleseje, selvom der også eksisterer privat ejendom. Den fællesejede jord kaldes en ejido. 

Hver ejido vælger sin regering, som tager sig af landsbyens problemer. Ofte bliver valgene 

manipuleret af Jordreform-ministeriet for at sikre en regeringsvenlig ejido-ledelse i landsbyen. 

Staten kan bevillige lån til ejidoerne, men regeringsstøttede udviklingsprojekter er også ensbetydende 

med regeringskontrol. Det er især tilfældet i de tidligere sisal-områder, men ikke så meget i 

områderne, hvor de traditionelle landsbyer ligger. Her dyrker man majs og bønner på samme måde, 

som man har gjort det i tusind år. 

Men alt i alt er alle landsbyerne temmelig godt kontrolleret af det statslige magtapparat. Jorden er nok 

ideelt fælleseje, men er i realiteten stykket ud mellem ejidoens medlemmer. Et stykke jord, der ligger 

udyrket hen i 2 år i træk, kan efter loven overtages af enhver i ejidoen, der vil dyrke den. I den østlige 

del af Yucatan har der hidtil været tilstrækkelig jord til alle, så der har ikke været problemer med 

ophavsretten. Dette kunne ellers let opstå i et svedjebrugssystem, hvor jorden ligger brak i perioder på 

mellem 7-15 år. 

Landbruget 

Det traditionelle maya-landbrug er et intensivt havebrug, hvor der i milpaen (marken) dyrkes forskellige 

planter året igennem. 



I december - januar begynder bønderne at fælde et stykke skov eller mark med lavere træer og buske, 

der har ligget brak i en periode. Een mand kan i denne periode fælde 1-2 ha. De fældede træer ligger 

og tørrer i tørkeperioden fra marts-maj. Inden regnen falder i juni, brændes markerne af. Regnen kan 

sætte ind for tidligt og gøre det vanskeligt at brænde marken af. Hvis dette sker, er det næsten umuligt 

at så den til og siden luge den. Der vil også blive meget mere ukrudt. Disse overraskelser sker især for 

de bønder, der i tørkeperioden søger supplerende arbejde i Cancun eller Merida. 

Inden arbejdet begynder, må bonden først bede markens gud om lov til at benytte den. Hvis dette ikke 

sker, fremkaldes gudens vrede, og man udsætter sig for ulykker. 

Derfor foretages en lille ceremoni ude i marken, hvor der stilles mad frem til guden; majssuppe og kogt 

kylling. Mens bonden beder, kommer guden tilstede og spiser "essensen" af maden. Når bønnerne er 

forrettede, spiser bonden det, som guden har "levnet". 

Inden regnen sætter ind, samler nogle bønder sig - eller hele landsbyens mandlige befolkning - for at 

bede regnguderne om rigeligt regn. Det sker ved en ceremoni ude i skoven eller på marken, hvor 

mændene forbereder maden: kyllinger og majsbrød. De laver et alter, hvor maden bliver sat frem og 

ofret til regnguderne. Under lange bønner, hvor guderne bliver indbudt til at komme og spise, og der 

bedes om rigelig regn, kommer guderne og spiser "essensen" af offermaden. Herefter passerer alle 

mændene forbi alteret, hvor landsbyens h-men (udtales e-men), som er landsbyens shaman, klog 

mand/medicinmand uddeler nadver. Dette er store, tykke alterbrød af majs, som brækkes over, og 

kernen af brødet lægges på tungen af hver mand. Derefter får alle en lille smule vin, lavet af balchetræets 

bark, samt honning. Når nadveren er uddelt til alle, bliver maden taget fra alterbordet og fordelt 

og spist af alle de tilstedeværende. 

Kvinderne deltager ikke i disse ceremonier. Nogle siger, at kvinder kan frembringe onde vinde, der vil 

komme tilstede og ødelægge det gode resultat. En anden mand påstod, at hvis kvinderne var tilstede 

under denne hellige højtid, så ville mændene stå og kigge på dem og ikke koncentrere sig om dette 

vigtige forehavende. 

Når den første regn sætter ind i maj-juni måned, begynder bønderne at så. Med ca. 1/2 m's 

mellemrum laver de et hul i jorden med en plantestok. Heri smider de 6 majsfrø og et par bønnefrø og 

dækker hullet til med hælen. Så håber de, regnen varer ved hele sommeren. Hvis ikke, må der sås 

om. Den første majs kan høstes i august-september. Andre typer majs kan høstes senere. Der høstes 

også forskellige typer bønner, græskar og chilli. Heraf består den daglige føde. Kød, oftest kylling eller 

kalkun, fås - afhængig af indtægten - kun een gang ugentligt og ved festlige lejligheder. 

Majs og planteforædling 

Man mener, majsen har sin oprindelse i Mellemamerika, men idag er den udbredt over det meste af 

kloden. Den findes i tropisk, subtropisk og tempererede klimazoner. Den klarer sig i områder med over 

4000 mm regn (i Chiapas og Oaxaca) såvel som i de centrale, ørkenagtige dele af Mexico med under 

400 mm regn om året. I Mexico er der 42 forskellige typer af majs, og i hele verden omkring 350. 

Majsen var grundlaget for de mellemamerikanske kulturer. Men samtidig er majsen også skabt af 

menneskene i disse samfund. Majsen kan ikke selv åbne sine dæksblade, men må befries for disse 

ved håndkraft før kernerne kan spredes og sås. 

Dyrkningen af majs tog sin begyndelse for omkring 8000 år siden i de relativt tørre og højtliggende 

dale i det centrale Mexico. Herfra spredtes majsen over resten af Mellemamerika og derfra til resten af 

verden. 

Majsen har næringsværdier, der er nogenlunde lignende andre frøplanter som hvede og ris. Majsen 

indeholder færre kulhydrater, men har større indhold af fedt. Majsen er desuden fattig på proteiner og 

mangler to vigtige aminosyrer, usina og triptofan. Men de mellemamerikanske indianere levede ikke 

blot af majs alene. Som i andre kulturområder er den mangelfulde frøkost som ris, hvede og majs 

suppleret af forskellige grøntsager og varierende mængder af kød. 

De mellemamerikanske indianere spiste relativt lidt kød. De havde kalkuner som husdyr og supplerede 

med kød fra skovens vildsvin, hjorte og andre smådyr, som f.eks. slanger. Men den største del af 

deres proteiner 3f fedt fik de fra grøntsager og frugt. Bønner er meget proteinrige ligesom kerner fra 



græskar og meloner. Endvidere fik de ernæring fra en lang række planter som chilli, tomater, 

avocados, papaya og andre tropiske frugter, som tilsammen gav en nærende og varieret kost. 

I årene efter erobringen af Amerika blev majsen indført i Europa og blev en billig fødevare. Imidlertid 

fik folk, der levede for ensidigt af majs, en mangelsygdom - pelagra. Man mente, at det skyldtes en 

svamp eller en giftig substans i majsens overflade. Man kunne ikke forklare, hvorfor indianerne i 

Mellemamerika, der overvejende levede af majs, ikke fik denne sygdom. Først i 1930 blev gåden løst. 

Sygdommen skyldtes mangel på vitaminet niacin. Majsen er ikke blot fattig på niacin, men den smule, 

der findes, kan ikke uden videre optages af den menneskelige organisme. Men ved at forbinde majsen 

med kalk frigøres der tilstrækkeligt niacin til at undgå mangelsygdommen. 

Årsagen til, at Amerikas indianere undgik sygdommen, fandt man også forklaringen på. Indianerne 

lægger majsen i blød natten over i kalk-vand for at opløse den hårde skal og hermed lettere at kunne 

male kernerne. 

Landsbyens struktur og husenes indretning. 

De fleste maya-bønder bor i landsbyer og ikke ude ved deres marker. Dette havde de spanske munke 

organiseret for bedre at kunne omvende og kontrollere indianerne. Idag er der mange indianere, der 

forlader de små landsbyer og søger ind til de større for hermed at få adgang til indlagt vand og 

elektricitet. Det sidste betyder bl.a. mulighed for at høre radio og se TV. Denne indflytning medfører 

også ændringer i husholdsarbejdet, f.eks. benytter kvinderne de lokale majsmøller drevet ved elektromotorer 

for at få malet deres majsmel i modsætning til smålandsbyerne, hvor al majsmelet kværnes af 

kvinderne selv i husholdet. 

Indflytningen til de større landsbyer betyder samtidigt, at beboerne lettere kan komme i skole og at 

samfærdslen til de større byer herfra foregår med busser og fællestaxaer til bl.a. arbejdspladserne i 

Can-cun og Merida. Der er mange individuelle årsager til, at folk søger ind til de større byer. Mange 

ønsker at gøre hverdagen lettere og give deres børn en uddannelse. 

I midten af den traditionelle landsby er der en stor plads, flankeret af kirken på den ene side og 

administrationsbygningen på den anden. Ofte findes skolen også ved pladsen, her finder man også 

den lokale underjordiske brønd, cenote, hvorfra landsbyen henter sit vand. Dette foregår enten med 

trækketov og spand eller ved en elektrisk pumpe, der er forbundet til landsbyens rørsystem. 

Når byens skytshelgen fejres, bygges der på midten af pladsen en stor arena af grene og stolper, hvor 

der foregår tyrefægtning. Byens plaza er centrum. Det er her, man mødes. 

Landsbyens bønder bor på større eller mindre parceller omgærdet af stensætninger. Tidligere var 

parcellerne ca. 40 m x 40 m eller derover. Men som en konsekvens af arv (traditionerne er, at 

parcellerne, med børn og børnebørn, der bor på samme parcel, men i egne hytter) blevet betydeligt 

mindre. 

Bønderne bor i ovale huse, ca. 8-10 m lange. De har stenfundament og et ler- eller cementgulv. 

Væggene er konstrueret af stolper, der er dækket med mudder. Væggene er ofte hvidkalkede. Taget 

er lavet af palmeblade. Mange er begyndt at anvende bølgeblik, som er billigere, men uudholdeligt 

varmt. Maden tilberedes på et lille ildsted med 3 sten i den ene ende af huset. De fleste har dog - 

oftest stødende direkte op til huset - en lille udbygning, der fungerer som køkken. I så fald findes 

ildstedet der. 

Da klimaet er tropisk, er der bortset fra nogle enkelte dage i december og januar, altid varmt. Dørene 

står altid åbne, og vinduer findes ikke i de traditionelle hytter. 

En del indianere bygger idag deres huse som firkantede rum. Disse er bygget af klippesten, der er 

muret sammen eller bygget af gasbeton. Visse indianere bygger deres huse i den traditionelle stil, men 

med gasbeton som materialer. Få af disse indbyggere anvender flaskegas til madlavning, men det 

åbne ildsted er stadig det mest almindelige. 

Beboerne sover i hængekøjer, og selvom hytterne er små, kan der spændes mange køjer ud mellem 

tagets bjælker. I den ene ende af hytten, er der ofte et lille træbord, hvor der bl.a. vil stå en lille 

helgenfigur. Foran den brænder nogle vokslys. På dette bord vil der ligge forskellige ejendele som 

f.eks. en kam, en lommelampe, børnenes skolebøger og måske en transistorradio og et TV. Tøjet er 

pakket ned i en trækiste eller i et lille tredelt klædeskab med spejl og skuffer i midten. Belysningen er - 

de steder, hvor man endnu ikke har indlagt elektricitet - en petroleumsvæge. Men selv, hvor der er 



indlagt el, kan det godt betale sig at gemme sin gamle petroleumslampe, da der ofte er strømsvigt. 

Udsmykningen i huset består af et par kalendere med fotos af de schweiziske alper, små kattekillinger 

eller lignende - eller helgenbilleder. 

Når man kommer ind i en hytte, bliver man budt en hængekøje til at sidde i. Normalt er de om dagen 

rullet sammen og hængt op på en knage. Man kan også blive tilbudt en træklapstol. Den traditionelle 

stol er en lille taburet uden ben og er lavet ud af eet stykke af en træstamme. Når man spiser, sidder 

man enten på træskamlerne omkring et lille træbord - som også bruges til at lave majspandekager på 

(tortillas) - eller man bænkes ved træbordet med helgenfiguren. Maden serveres på dybe tallerkner 

eller i en halv tørret græskarskal. Man benytter ikke bestik, men bruger majspandekagerne, tortillas, 

som "ske". Tortillas ligger i en stabel midt på bordet dækket med et klæde for at holde dem varme. 

Hænderne vaskes både før og efter måltidet. 

Maya-indianerne har en høj hygiejne. De vasker sig hver eftermiddag og skifter tøj, når de er færdige 

med arbejdet. Behovet for at blive afkølet og frisket op fra sved og snavs er stort i et tropisk klima. 

Indianerne er ikke velhavende, og deres tøj er nok gammelt og slidt, men aldrig snavset. 

I den bageste del af haven er der en indhegning, hvor grisene går. Dette hjørne bruges også til toiletbesøg. 

Grisene går tit rundt på gårdspladsen og frit i landsbyen - og indimellem kan de godt smutte ind 

igennem huset, bedst som man sidder og snakker. Det gælder også for deres høns og kalkuner. 

Mayaerne har ingen stalde til deres dyr. Nogle har et mulddyr eller en hest, som står bundet bag 

huset. Redskabs- eller forrådshuse findes heller ikke. Afgrøderne forbliver på marken, indtil man skal 

bruge dem. Hvis man har langt til sine marker, kan man vælge at høste alt på een gang og bringe 

majsen hjem og samle den på gårdspladsen i en slags bur lavet af grene overdækket af et 

palmebladstag. 

Redskaberne er få: en machette og en økse til at fælde skoven, en plantestok, et lugejern og et par 

kurve til at bære høsten hjem i. 

Nogle maya-bønder holder bier. Som regel holder de dem i et skovhegn ude ved deres mark. Hvis de 

har den traditionelle maya-bi, som ikke stikker, holder de dem i stader af en udhulet træstamme. Hvis 

det er den indførte, italienske type, holder de dem i firkantede kasser . 

Religion og ceremonier 

De fleste maya-indianere er troende katolikker. I de senere år har de mere aktive og religiøst intense 

protestantiske bevægelser som Pinsemissionen og Jehovas Vidner fundet indpas i mange landsbyer. 

Det fører ofte til en stærk opsplitning af landsbyen mellem protestanter og katolikker. 

Der er meget misundelse og brødnid blandt de katolske præster overfor den succes, som de nyreligiøse 

kirker har fået. De katolske præster beskylder dem for at være umexicanske og bringe 

elementer ind i Yucatan, som er fremmede i den traditionelle mexicanske kultur og tradition. 

Heldigvis møder dette synspunkt ikke stor støtte i hverken regering eller hos bondebefolkningen, som 

respekterer adskillelsen mellem kirke og stat og den fri ret til at dyrke den tro, man ønsker. 

De traditionelle mayaer er troende katolikker, og beder til Vorherre, Jesus Kristus, Jomfru Maria samt 

en mængde skytshelgener. Derudover beder de til markens, skovens og regnens guder, samt til de 

guder eller ånder, der er forbundet med jorden og afgrøderne. Alle disse er af gammel maya 

oprindelse. 

Regnguderne, Chaac, som idag dyrkes i bedste velgående, kan man se pryde facaderne på ruinerne i 

de gamle maya templer. Disse har de katolske præster ikke kunne udrydde, og selvom præsterne ved, 

at landbrugs-ceremonierne eksisterer, deltager de aldrig i dem. De er ofte blevet inviteret hertil af 

mayaerne, thi for dem er der ingen sondring mellem kristne guder og de gamle maya guder. For 

mayaerne har hver gud eller ånd sit respektive ansvarsområde og overordnet dem alle er Vorherre. 

Enhver landsby har i hvert tilfælde een skytshelgen. Hans eller hendes "fødselsdag" fejres af hele 

landsbyen på behørig vis. Festen forberedes op til en uge i forvejen. Bønderne er medlem af religiøse 

laug, som hver påtager sig ansvaret for een festdag. Indenfor hvert enkelt laug går festen også på 

omgang fra år til år. Der er store udgifter: 1-2 svin skal slagtes, der skal klappes og bages i massevis 

af majspandekager, og der skal være rigeligt af de stærke drikke. 

Landsbyen går sammen om at bygge en arena, hvor der hver dag afholdes tyrefægtning, enten med 

professionelle tyrefægtere eller landsbyens unge mænd. På grund af indtagelsen af store mængder af 

spiritus, sker der hyppigt ulykker. Det er heller ikke usædvanligt, at tyrene springer over indhegningen 



og buldrer ud gennem landsbyen med en flok hujende cowboys efter sig, mens folk og høns farer til 

siden. Der bliver tyrefægtet mellem 6-12 tyre per dag, men der bliver aldrig dræbt flere tyre, end de 

lokale slagtere kan sælge kødet efter tyrefægtningen. 

Om aftenen er der dans. enten med det traditionelle "jarana"-musik, eller med latinamerikanske rytmer 

udsat for elektronik og hammond-orgel. 

På selve festdagen føres skytshelgenen i procession rundt i landsbyen fulgt op af flag, bannere og 

fyrværkeri. Til denne fest kommer folk fra nær og fjern tilbage til deres landsby. 

Festen for de døde - Allehelgensfest - i slutningen af oktober og begyndelsen af november, er den 

vigtigste fest blandt maya-indianerne. Forinden ordnes gravene på kirkegården. Der luges, 

gravstenene males op og der sættes blomster. 

Man forbereder sig på, at de døde kommer. Den første dag kommer de døde børn, og på bordet med 

helgenbillederne stilles der mad og slik frem til de døde børn. I en uge fejrer man de dødes besøg ved 

at sætte god mad frem. På festens sidste dag, hvor de døde rejser tilbage, tilbereder man en portion 

"fast" føde, som de kan medbringe på rejsen, uden at det - så at sige - skvulper over på rejsen. 

Foruden de nævnte fester afholder man alle den katolske kirkes øvrige fester og ceremonier: jul, 

påske og pinse. 

Klædedragt 

Den traditionelle klædedragt er af hvidt bomuld. Kvinderne bærer lange, vide kjoler, hipil, der er 

broderet omkring halsudskæringen og langs kjolens nederste kant. Herunder bærer de et underskørt, 

der også er broderet forneden. 

Håret er redt op i en knold i nakken. Når kvinderne bevæger sig længere bort fra deres hus, bærer de 

et sjal over skuldrene. Et sjal kan bruges til mange ting: til at skygge for solen, til at bære småbørn i, til 

at bære brænde eller varer i. Det kan også rulles sammen til en "pude", når man bærer store bylter på 

hovedet, og således anvendes som en bærekrans, når man skal bære en spand vand eller bringe 

majsen til malning hos den lokale majsmølle. 

I hjemmet og i landsbyen går kvinderne oftest barfodet; men til fest og når de skal i byen, bruger de 

sandaler - nu oftest af plastik. 

De ældre mænd bærer også hvidt tøj. De har en bomuldsskjorte på med korte ærmer. Dertil korte 

bukser, der lige dækker knæene. Bundet omkring hofterne har de et blåt "forklæde". Deres fodtøj er 

simple sandaler med lædersåler og snører af sisal snor. På hovedet en stråhat, der er syet på kryds og 

tværs, således at grene under skovrydningen ikke river hattens sarte "fletninger” i stykker. 

Når de går ud i marken til deres arbejde, har de en tørret græskarskal og flaske over skulderen. Heri 

har de deres frokost. Det er groftmalet majsmel, der er blandet op med vand og måske med honning. 

Mændenes klædedragt har i de seneste år ændret sig en del. De bærer nu skjorter med lange ærmer 

og lange bukser. Tøjet er ofte i spraglede farver, kun skjorten er oftest hvid. Stoffet er kunststof. I 

stedet for den flettede stråhat, bruger de unge nu baseball-kasketter. 

Kvinderne har i højere grad bevaret den traditionelle klædedragt. De unge piger, som går i skole, hvor 

der tit kræves skoleuniform, er imidlertid begyndt at bruge mere spraglede kjoler af kunststof. Håret 

bindes heller ikke mere op i en knude, men hænger løst eller bliver klippet kort. 

Livets gang 

Et barn døbes så hurtigt som muligt efter fødslen. For at imødekomme det religiøse indhold i den 

katolske dåb, kræver de katolske præster nu, at forældrene og gudfædrene skal deltage i et kort bibelkursus. 

Dette forhold er undertiden medvirkende til, at barnedåben udsættes en tid. 

Et par måneder efter barnets fødsel foretager mayaerne den traditionelle maya-barnedåb: hetzmek. 

Indtil denne ceremoni bliver gennemført, bæres det lille barn i et tæt svøb, men ved festen åbnes så at 

sige det lille barns ben, idet det bliver sat på moderens og gudmoderens hofter, støttet med en arm. 

Således bæres det, indtil det kan gå selv. Under ceremonien får det lov til at røre ved de ting, som 



barnet senere skal arbejde med. Hvis det er en dreng, er det en machette og en plantestok, en bog og 

en blyant. Hvis det er en pige, er det en synål, et vandkar og andet husgeråd. 

Når pigerne har fået deres første menstruation, er de klar til at blive gift. Det sker dog først i 15-16 års 

alderen. Efterhånden som flere og flere piger kommer i skole, stiger alderen for indgåelse af 

ægteskabet. 

Mændene gifter sig i 17-18 års alderen. Der er ingen regler for, hvem man skal gifte sig med. Oftest er 

partneren fra samme landsby, men der er intet til hinder for at gifte sig med en udefra. De nygifte bor 

hos mandens forældre indtil gommen har bygget sit eget hus. Det sker som regel efter det første barn 

er født. Den nygifte families hus bliver ofte bygget på forældrenes grund, hvis der stadig er plads. Den 

nygifte kone hjælper med hos mandens forældre, sålænge de bor dér. De gamle flytter enten hen hos 

et af deres børn, eller, som oftest, bliver et af børnene boende hos forældrene eller i en hytte på 

samme grund, og passer dem til de dør. 

De døde begraves senest dagen efter døden er indtrådt. Det skyldes først og fremmest varmen, hvor 

forrådnelsesprocessen sætter ind meget hurtigt. Da jorden på Yucatan er meget klippefuld, er der ikke 

mange steder, hvor der er tilstrækkelig jord til kirkegårde. Derfor ligger kisten med liget kun på 

kirkegården i 2-3 år. Kødet er da helt væk. Knoglerne graves op og lægges i en metal-, træ- eller papkiste, 

der fungerer som urne. I denne forbindelse holdes der en begravelsesceremoni, hvor kassen 

med den dødes knogler bringes hjem i huset. Herefter stilles den i et hjørne af kirkegården, hvor 

kassen rådner eller ruster væk. Knoglerne falder ud og forsvinder lidt efter lidt. 



Tekst til lysbilleder 

LANDSKAB 

Nr 1+2+3+4+5 

Yucatan er en delstat i Mexico. Yucatan-staten er på størrelse med Danmark. Yucatan er en halvø 3-4 

gange så stor som Danmark; den strækker sig ud mellem den Mexikanske Golf og det Caribiske Hav. 

Halvøen er et hævet koralrev. Overalt stikker klippebunden frem. Mellem klipperne er der frugtbar jord. 

Men det er kun meget få steder, man kan anvende maskineri i landbruget. Den porøse kalkjord 

opsuger al regnvand. Der er derfor ikke søer eller floder på Yucatan (først langt mod syd er der søer). 

Men der er aldrig langt til vand. Det finder man i de jord-falds-huller (cenote), som overalt findes på 

Yucatan. I dag kan man pumpe vandet op - tidligere var man afhængig af regnvand. 

Nr 6 + 7 + 8 

Hvor der i fordums tid var søer, har man i den 7 m hævede søbund i dag fået frugtbare 

dyrkningsområder, som dyrkes med kunstvanding og noget maskineri. Men det meste landbrug drives 

stadig som traditionelt svedjebrug. 

Nr 9 

I den stenede grund begyndte man i sidste årh. at dyrke sisal i store plantager for at lave høstbindegarn 

og tov. 

Nr 10 

Langs kysten er der lave strandsøer. Her er der et rigt fugleliv. Her fiskes en lang række fisk. 

Nr 11 + 12 + 13 + 14 

Yucatan ligger i det tropiske klimabælte. Den rigelige sommerregn (der kommer også noget om 

vinteren) gør, at der er en meget yppig og frodig plantevækst. Der er store frugttræer og et utal af 

urteplanter. 

FORTIDEN PÅ YUCATAN 

Nr 15 

Grafiti fra Rio Bec i Guintana Roo. Herskerbares. Man mener, at maya-indianerne, ligesom de øvrige 

indianere i Nord- og Sydamerika, er kommet til det amerikanske kontinent fra Asien, da Amerika og 

Asien var landfaste for mange år siden. De første mennesker på Yucatan, vi har kendskab til, var 

samlere og jægere. De begyndte lidt efter lidt at forædle planter, majs, bønner, græskar, chili og 

tomater. De blev fastboende bønder. I et tropisk klima med regn og varme er der ikke mange rester 

tilbage fra denne tid. De fortidige mayaer, vi bedst kender, er fra det vi kalder "den klassiske periode", 

300-900 e.K. Samfundet var delt i klasser: 

l) Præster og regenter, 2) håndværkere og 3) bønder. 

Nr 16 

Coba-pyramiden 

Coba-pyramiden er den højeste i Amerika. I den "klassiske periode" opstod der store byer. Coba 

havde mindst 60.000 indbyggere. Coba er en by baseret på landbrug. I centrum boede den herskende 

klasse. Her lå de store templer. Længere ude boede embedsmændene, og helt ude på små lodder 

boede bønderne. 

Nr 17 

Edzna 

Nr 18 

Edzna-kanal 

Edzna i den sydlige del af yucatan var et stort bysamfund. Her var der i regntiden for meget vand, som 

måtte drænes bort. Det skete gennem store kanaler. Her kunne man i den korte tørtid (april-maj) også 

hente vand til at drikke og kunstvande. 

Side 14 af 47 - Tekst til lysbilleder


Nr 19 

Tulum 

Langs kysten foregik der en livlig handel, og på strategiske steder var der havne og fæstninger. Byen 

Tulum er den bedst bevarede. Fra nordkysten af Yucatan hentede man salt i de lave strandsøer. 

Sydfra - fra Guatemala - hentede man bl.a. jade. 

Nr 20 + 21 

Jaina-figur 

I den Mexikanske Golf ligger der på handelsruten omkring yucatan en lille ø Jaina. Her blev de 

fornemme begravet. I gravene har man fundet meget livagtige figurer - de såkaldte Jaina-figurer. 

Nr 22 

Tulum 

Tulum var et stort tempelanlæg. Men det var også en vigtig handelsplads, hvorfra der gik velanlagte 

veje ind i landet til byen Coba, videre til Chichen Itza, og derfra til Ho, som den moderne by Merida 

dengang hed. 

Nr 23 

Chichen Itza 

Ruinbyen Chichen Itza ligger i midten af halvøen Yucatan. Det var en af de største byer. Rundt 

omkring i det uvejsomme jungleagtige landskab ligger der andre lige så store tempelanlæg, som blot 

ikke er restaureret. 

Nr 24 

Pyramiden i Chichen Itza 

I Chichen Itza ligger der en stor pyramide, som er placeret således, at skyggen fra hjørnerne på de 2 

jævndøgn (22. marts og 22. sept.) kaster en zig-zag skygge - som mønstret på en klapperslange - ned 

ad en trappe, der ender i et stort slangehoved. 

Nr 25 

Regnguden Chaak 

For de gamle mayaer var regnguden Chaak den vigtigste gud. Uden regn ingen majs og intet liv. De 

nulevende mayaer, som ikke har kunstvanding, laver stadig regnceremonier for Chaak. 

Nr 26 

Gravpladsen ved Chichen Itzi. De døde forfædre blev fejret ved regelmæssige fester. 

Nr 27 

Kohunlich 

Store gipsmasker af guder dækkede væggene på templer og offentlige bygninger. 

Nr 28 

Hieroglyfsten 

Forskningen er begyndt at tyde mayaernes hieroglyffer. Af maya 'bøger” er der kun 3 bevaret. Der er 

mange indskrifter bevaret i sten. 

Nr 29 

Edzna-hieroglyf 

I stentrappen op til pyramiden i Edzna er der en lang række hieroglyffer, som man ikke endnu har 

tydet. 

Nr 30 

Tabasqueuo 

Rundt på Yucatan ligger der mange templer. De fleste er for regnguden Chaak. Han er genkendelig på 

sin lange krumme næse 

Nr 31 

Uxmal 

Ruinbyen Uxmal var stor og berømt i mayatiden. Idag ligger den ude i en urskov, hvor ikke mange har 

lyst til at bo. Hvordan kunne de bo og leve dér dengang? Det er desværre ikke noget vi ved. 



Nr 32 

Maya-pan 

Fra den sidste store maya-by, inden spanierne erobrede Yucatan, er bevaret et røgelseskar. 

Nr 33 

Alligator-mand, Maya-pan 

Guden Itzimna, der forener alligatoren og mennesket, finder vi især i den sydlige del af Yucatan - der 

hvor søerne og alligatorerne var. 

Nr 34 

Røgelseskar 

Røgelseskar fundet på det, der idag er solskins-turistøen Cozumel i det Caribiske Hav. De gamle 

Mayaer rejste dertil som pilgrimme for at besøge frugtbarhedens gud symboliseret ved morgenstjernen 

Venus. 

Nr 35 

Campeche fortet 

De store maya-byer forsvandt omkring 900 e.K. - vi ved ikke rigtig hvorfor. Men maya-bønderne 

fortsatte med at leve i små landsbysamfund, som gik sammen i større regionale enheder. De gik i krig 

mod hinanden, de blev besejret, gik i opløsning og genvandt igen deres kraft. I den "klassiske periode" 

lå de vigtigste byer i de sydlige egne. Da spanierne kom til Amerika, var der flest folk og byer i den 

nordlige del af Yucatan. Da spanierne kom, var Yucatan delt op i et antal ´kongedømmer' (regionale 

enheder). 

Nr 36 

Spaniere fra altertavle i Mani-klostret 

Spanierne kom til Amerika i 1491. De første spaniere gik i land på det amerikanske kontinent på det 

NØ-Yucatan. Aztekernes hovedstad Tenochtitlaa blev erobret i 1521. Yucatan blev erobret i tiden 

derefter. 

Nr 37 

Dzibichaltun, katolsk kapel i maya tempel 

Med spaniernes erobring blev en årtusind gammel mesoamerikansk tradition brudt. Med vold blev en 

ny kultur indført. Dette 'sår' har Yucatan, Mexico, ja hele Latinamerika dårligt overvundet endnu. 

Selvom store dele af befolkningen er indianere, ses der stadig ned på indianernes kultur og tradition. 

Nr 38 

Kors i Dzan. Indianerne blev af spanierne betragtet som hedninge, der måtte omvendes til den rette 

kristne lære. De blev også anset for primitive, der måtte undervises i europæisk viden og teknologi, for 

at de kunne udvikle sig og opnå fremskridt. 

Nr 39 

Mani - klosterkirke med stort åbent indianerkapel. 

For at evangilisere de mange indianere byggede franciskanermunkene først store åbne kapeller, siden 

blev selve kirken bygget - af indianere naturligvis. 

Nr 40 

Halacho, kirke 

Kirkerne blev bygget med sten fra de nedrevne mayatempler. 

Nr 41 

Yascaba, kirke 

Nr 42 

Altertavle, Calotmul 

Kirkerne blev udstyret med store forgyldte træaltertavler, hvor helgenfigurerne blev stillet op. Som 

følge af spaniernes hårdhændede erobring døde mange indianere. Folketallet faldt drastisk, og 

Yucatan, der før havde været rig og blomstrende, blev af spanierne betragtet som en fattig, mørk 

provins: intet guld, der kunne ikke dyrkes hvede, men kun majs, der kunne ikke anvendes plov, og 

indianerne gjorde ofte oprør. 

Nr 43 

Sisal-hacienda 



I 1848 blev selvbinderen opfundet i USA, og man fik behov for meget høstbindegarn. Det kunne man 

få fra agaveplanterne, som maya-indianerne havde forædlet. Pludselig blev den stenede 'golde' jord 

værdifuld. Sisal blev det 'grønne guld'. Sisal-baroner byggede franskinspirerede huse og fabrikker. 

Nr 44 

Hacienda-kapel, Tekik de Regil 

Kirken havde en central plads på alle sisal-godser. 

Nr 45 

Hacienda Xcanchakan 

Nr 46 

Maleri fra oprør i forrige årh. 

Maya-indianerne var ikke tilfredse med det spanierne kaldte 'fremskridt', hvilket for dem kun betød 

mere arbejde. Indianerne gjorde konstant oprør. I 1837-42 var den berømte "Kastekrig", hvorefter 

maya-indianerne levede i fred i det østlige Yucatan. Fra 1910-17 bølgede den Mexikanske Revolution 

frem og tilbage over Yucatan. Derefter fik indianerne igen deres jord, men de fleste blev ikke rigere. 

NUTID 

Nr 47 

Den centrale plads i landsbyen 

Nr 48 

Brønd i Canek 

Dagen begynder før solopgang i de små maya-landsbyer. Det gælder om at udnytte køligheden om 

morgenen. Mændene tager afsted til deres markarbejde. Kvinderne henter vand ved brøndene. Kun 

de færreste huse har indlagt vand. 

Nr 49 

Gade i byen 

Nr 50 

Pige med majs 

Majs er det grundlæggende i mayaernes føde. Om morgenen spiser de en slags majsgrød. Mændene 

får majsgrød med i marken i græskar-beholdere. Majspandekager (tortillas) hører med til ethvert 

måltid. Tidligere malede man selv majsen. Idag får man mod betaling malet majsen på en motoriseret 

kværn. 

Nr 51 

På vej hjem med majsen 

Nr 52 

Majspandekager (tortillas) 

Hjemme i hytten klappes majsmassen til tortillas. De fleste kvinder i de små landsbyer går endnu i 

traditionel klædedragt, men de unge piger går mere og mere i 'moderne' kjoler. 

Nr 53 + 54 

Jobita 

Tortillaerne klappes på et bord og bages på en ler- eller metalpande. 

Nr 55 

Mand der maler majs 

Hvem siger, at mændene ikke kan lave 'kvindearbejde' og omvendt. Blandt maya-indianerne er 

kønsrollerne ikke så skarpt adskilte, selvom mændene arbejder i marken og kvinderne i huset. 

Nr 56 

Kvinder der laver tortillas 

Ofte er køkkenet i den ene ende af huset. Andre har et lille hus ved siden af som køkken. 



Nr 57 

Traditionelt hus 

De traditionelle maya-huse er små ovale huse - ofte med lerklinede vægge og palmetag. 

Nr 58 

Indre af hu 

Tingene enten hænges eller stables af vejen. 

Nr 59 

Indre af hus 

Kvinde sidder og væver. I baggrunden ses bl.a. en trædesymaskine. 

Nr 60 

Køkkenafdeling 

Denne er ofte placeret bagved forhuset. 

Nr 61 + 62 

Køkkenet 

Kvinde laver mad ved åben ild. Køkkengrejet, som hun bruger, er både metalgryder og kalabasser. 

Nr 63 

Haven 

I haven holdes bl.a. kalkuner som husdyr. 

Nr 64 + 65 

Haven 

I baggrunden står vaskefadet, hvor kvinderne tilbringer mange timer hver dag. 

Nr 66 

Hængekøjer 

Til natten bliver sengene (hængekøjerne) spændt ud, og der kan være trængsel. 

Nr 67 

Ved brønden 

Ofte er der kun én brønd i hver landsby. Regeringen arbejder stærkt på at lægge vand ind i alle huse 

og forsyne dem med elektricitet. 

Nr 68 

Dreng med lillebror 

Der er mange børn i maya-landsbyerne. De store passer de små. 

Nr 69 

Slagtning 

Ved festligheder for en skytshelgen slagtes der ofte større dyr såsom grise eller køer. Koens skind 

bliver til underlag for den videre slagtning. 

Nr 70 

Maya-hus 

Husene er små, men det meste af livet foregår også udenfor. Her tørres palmeblade, der senere flettes 

til hatte. 

Nr 71 

Fiskerhus 

I kystområdet er husene ofte af træ med palmetag. 

Nr 72 

Bølgeblik 

Mange skifter deres gamle tag ud med bølgeblik. Det er meget varmt, men siges at holde længere. 

Nr 73 

Hus ved kysten 



Nr 74 

Maya-pige 

Maya-indianerne har en høj hygiejne. Hver eftermiddag bader de, og det er sjældent at se en kone 

eller pige, der ikke har en helt ren kjole på. 

Nr 75 

Markedskone 

En del kvinder tager til markedet, hvor de sælger grøntsager, som deres mænd dyrker. 

LANDBRUG 

Nr 76 

Landskab i Puuc-området 

Markerne på Yucatan er fulde af sten og klipper, hvor man ikke kan anvende maskineri og moderne 

teknologi. Svedjebrug med fældning af skovens træer, afbrænding i tørtiden i april og såning med 

plantestok, når den første regn kommer i maj-juni måned, er stadig den almindelige dyrkningsmetode. 

Markerne ligger ofte langt fra landsbyerne. 

Nr 77 

Skovfældning 

Marken skal have ligget brak i et par år, inden den kan dyrkes igen. De opgroede træer og buske 

fældes. 

Nr 78 

Marken brændes 

Efter nogen tids tørke afbrændes marken. 

Nr 79 

Af brændt mark 

Bønderne venter på regnen, så såningen kan begynde. 

Nr 80 

Såning 

Ofte slår den første såning ikke an. Så må der sås igen - her mellem bananpalmer. 

Nr 81 

Lugning 

På maya-bøndernes marker dyrkes der ikke kun én ting. Indimellem sås majs, der modnes på 

forskellig tid, bønner, græskar, bananer, rodfrugter og chili. Så kan man høste næsten hele året rundt. 

Nr 82 

Mark 

Nogle få steder har man mulighed for kunstvanding. Den gør det muligt at dyrke markedsafgrøder i lidt 

større stil. 

Nr 83 

Græskarmark 

Mellem stenene dyrkes græskar - efter der har været høstet tomater. 

Nr 84 

Mark 

Her dyrkes tomater, chili, græskar, papaya og krydderurter. 

Nr 85 

Kone med blomster 

Hvem siger kvinder ikke kan lave 'mandearbejde'? Kone kommer hjem med blomster, der sælges på 

markedet. 

Nr 86 

Mand der lugter til plante 



Mange af vore kulturplanter som majs, bønner, græskar og tomater er blevet fremelsket af 

mellemamerikanske indianere gennem flere tusinde år. 

Nr 87 

Chili-plante 

Chili giver krydderi til maden. Den er stærk men også meget nærende 

. 

Nr 88 

Bønne-bælgplante 

Bønner med chili og majstortillas er grundstammen i mayaernes daglige føde. 

Nr 89 

Græskar 

Græskar findes i mange størrelser og former. De kan tilberedes på uendeligt mange måder. 

Nr 90 

Græskarfrø 

Græskarfrø smides ikke væk. De er noget af det mest nærende, der findes. De spises ristet eller de 

males og laves til grød. 

Nr 91 

Små tomater 

Der findes store tomater og små tomater. 

Nr 92 

Mandariner 

Mandarinerne stammer fra Asien. Idag har enhver maya-bonde et par træer i sin baghave 

. 

Nr 93 

Majshøst 

De forskellige majssorter modnes på forskellige tider. Der høstes fra august til marts. 

Nr 94 

Takkeceremoni 

For at undgå uheld, må bønderne efter høsten lave en lille offerceremoni til den guddommelige 

'Markens Ejer'. Ham skal man også bede om lov til 'at låne' marken, inden fældningen begynder. 

Nr 95 

Hestetransport 

De traditionelle bønder har stadig deres heste til at bære høsten hjem ad de små snoede skovstier, 

der fører fra den ene mark til den anden. 

Nr 96 

Troika-spand 

Hvor skoven er fældet er vejene bredere. Her bruger maya-bønderne ofte troikaer til deres tunge 

markvogne. De fleste bærer dog selv høsten hjem. 

Nr 97 

Majslager 

Man kan høste majsen lidt efter lidt; eller hvis alt er af samme sort på én gang. Majsen stilles på 

højkant med bladene på. Så holder de sig bedst. 

Nr 98 

Køkkenhave 

Omkring husene har kvinderne køkkenhave, hvor de dyrker alle mulige krydderier. Ofte laver de 

'hængende haver', eller en 'hævet have', eller sår i en udhulet palmestamme, der hæves, så grise og 

høns ikke æder afgrøderne. 

Nr 99 

Traditionelle bistader 

De traditionelle bønder har også traditionelle bier. De stikker ikke i modsætning til de ny indførte 

italienske arter. Honningen bruges til at lave vin til ceremonier og voks til lys. 



Nr 100 

Traktor 

I nogle få områder - i de hævede søområder - samt i den sydlige del af staten kan man drive landbrug 

med traktor. 

Nr 101 

Marked i Oxcutzacb 

Det meste af det bønderne dyrker, spiser de selv, men regeringen presser på for at få bønderne til at 

dyrke flere markedsafgrøder. Det kan kun gøres, hvor der er mulighed for kunstvanding. Om 

eftermiddagen bringes varerne på markedet. 

Nr 102 

Papaya-sælger 

Papaya-frugten sælges på storbyens marked. 

Nr 103 

Markedsbod 

I de små markedsboder tilbyder bønderne deres produkter. Forrest er der bananblade til at lave 

indpakkede ovnretter i. Ved siden af er der bønner. Poser med bønnefrø. Tomater, forskellige slags 

chili og blomster. 

Nr 104 

Appelsinskaller 

Der produceres mange appelsiner på Yucatan. De skrælles på markedet med en - på Yucatan 

opfundet - frugtskræller. 

Nr 105 

Krydderisælger 

På alle markeder er der koner, der sælger forskellige krydderier. 

SISAL 

Nr 106 

Sisalkaktus 

Nr 107 

Sisalfremstilling 

De traditionelle maya-bøndere har altid udnyttet agaveplantens fibre til at lave reb og flettet tasker og 

sække. Fibrene udvindes nu mest på maskine, men i landsbyerne er der stadig nogle, der laver ting 

per håndkraft. Agavebladet fastgøres på en stolpe. Med en trekantet stok gnides plantekødet bort, og 

tilbage bliver de hvide fibre. 

Nr 108 

Sisalfibrene 

Nr 109 

Tvindings-maskine 

Tråd kan tvindes i hånden (som det ses senere), men den laves også på 'maskine'. 

Nr 110 + 111 

Tvinding 

Til venstre for manden står hans barnebarn og drejer hjulet, mens han selv trækker rebet, som snor 

sig. 

Nr 112 

Snoren 

Den færdiglavede snor. 

Nr 113 + 114 

Hængekøjevævning 

Trendtrådene sidder vandret, og man væver med løberen. 



Nr 115 

Nedtagning 

Hængekøjen trækkes af stolperne. 

Nr 116 

Enderne 

I endeløkkerne fæstnes der reb, som samles i løkker. Når hængekøjen skal op at hænge, binder man 

et reb i hver ende, og hægter det på kroge i væggen. 

Nr 117 

Det færdige produkt 

Hængekøjer af sisal blev brugt, før man kendte til brugen af bomuld. De kradser meget! Og er måske 

derfor afløst af bomuldshængekøjen. 

Nr 118 

Tvinding af reb 

Fibrene kan tvindes til reb, som igen kan splejses til tov. 

Nr 119 

Opbinding af vævestol 

Fibrene kan også redes ud og bindes op på indianernes simple væv. Først fastgøres trenden. 

Nr 120 

Vævning 

Når væven er anspændt, bruges den resterende sisalfiber til vævetråd. 

Nr 121 

Sisalmark 

I den nordvestlige del af staten Yucatan dyrkes sisal i stordrift. 

Nr 122 

Sisalfabrik 

Fibrene bliver forarbejdet på en fabrik, som stadig bruger muldyr, trækvogne og gamle maskiner. 

Nr 123 

Tørring af fibre 

Fibrene skal tørres før den videre forarbejdning. 

Nr 124 

Dreng med sisal 

De tørrede fibre tages af stativerne og transporteres videre til en anden fabrik. 

Nr 125 

Slutproduktet 

Her laves fibrene til bl.a. reb, som sælges til resten af verden. 

FESTER OG CEREMONIER 

Nr 126 

Helgenbanner 

I det traditionelle samfund på Yucatan er alle fester og ceremonier til ære for de guddommelige og 

overnaturlige magter. Det gælder om at stå sig godt med dem, ellers kan der opstå uheld og ulykker. 

Men guderne er ikke griske - de kræver blot deres ret og respekt. 

Nr 127 

Ofring til Markens Gud 

Bonden må give en del af sin høst til Markens Gud. 

Nr 128 + 129 + 130 + 131 + 132 

Regnceremoni til Chaak 



I det traditionelle landbrug er regnens gud den vigtigste. Kun overgået af Vorherre. Thi uden regn er 

der ingen afgrøder. Chaak må man bede om lov til at bruge vandet, og bede ham komme over 

landsbyens marker og hælde vand ud af sine græskar - kalabasser. Inden regnen kommer i maj-juni 

laver alle landsbyens mænd forberedelser til en stor offerfest. Kyllinger slagtes, majsbrød med indbagt 

kyllingekød og græskar frø laves og bages i jordovne over glødende sten. Offer-bordet tilberedes. Den 

specielle honningvin er tilberedt en dag i forvejen. Det hele ledes af landsbyens 'medicinmand' - 

'h'men'. Tilsidst bages nogle store offerbrød. Al maden stilles op på alteret, hvor regnguderne og 

skovens ånder kommer og spiser 'essensen' af maden. Til slut spiser landsbyens mænd de 'jordiske' 

rester af maden - intet går til spilde. 

Nr 133 

Svinehoveddans 

Enhver landsby har sin skytshelgen. Hun eller han fejres på behørig vis med fester, optog, spisning, 

dans og tyrefægtning. (Hvor den protestantiske sektor vinder ind i de traditionelle katolske samfund, 

forsvinder disse udskejelser og erstattes af mere ærbare ceremonier). Her går de festklædte piger 

gennem landsbyen med det afskårne grisehoved for at annoncere festen for landsbyens skytshelgen. 

Nr 134 

Festforberedelse 

Festen kræver meget arbejde og mange udgifter. Alle i landsbyen er deltagere i festen, som varer et 

par dage. Hver dag står en ny familie for arrangementet. 

Nr 135 

Festen organiseres 

For hver festdag er der en ansvarlig. Han får hjælp af venner og slægtninge. De er organiseret i en 

religiøs 'klub'. Her klarer de med trommer og brændevin de organisatoriske sider af festen, og beslutter 

hvem der skal lave festen næste år. 

Nr 136 

De nye ansvarlige 

De ansvarlige for festen næste år bekræfter deres forpligtelser foran skytshelgenen. 

Nr 137 

Musikere 

Musikere hører der til enhver fest. De spiller under måltiderne, til processionerne, under 

tyrefægtningen og til nattens dans. 

Nr 138 

Festmåltid 

Festen er for skytshelgenen, men for landsbybeboerne er det også en god lejlighed til at få en god bid 

mad - og oftest en ordentlig dram brændevin. 

Nr 139 

Offerslagtning 

Medens Den hellige Jomfru ser til ofres en gris til hendes ære 

. 

Nr 140 

Festklædte piger. Til festerne er mænd og kvinder i deres fineste skrud. 

Nr 141 

Træet plantes 

Til næsten enhver helgenfest er der tyrefægtning. Det er først og fremmest en ofring til skytshelgenen 

og en lejlighed til underholdning. Mayabønderne er ikke fanatiske i deres religion. De er jordnære, 

praktiske og tolerante. Det ceremonielle træ, hvortil tyren bindes, plantes midt i arenaen. 

Nr 142 

Tyrefægtning i Akanke 

En af de få byer, hvor den gamle maya-pyramide ikke blev revet ned, er Akanke. Her foran og med 

kirken til den anden side, bindes tyren, inden det går løs. 

Nr 143 

Arena i Calotmul 

Tyrefægterarenaen opføres af byens mænd af stolper og brædder på bypladsen foran kirken. 



Nr 144 

Arena i Yasche 

I de små landsbyer er arenaen blot et pælehegn. Her er tyren på vej ud. 

Nr 145 + 146 

Tyrefægtning 

’Tyren' er ofte en lokal ko, og tyrefægterne er de unge mænd. 

Nr 147 

Tyren slæbes ud 

Det er som regel kun den første tyr, der dræbes. Udenfor arenaen slagtes tyren, og kødet sælges til 

den festende landsby. 

Nr 148 

Procession 

Efter tyrefægtningen går mange i procession. 

Nr 149 

Svinehoveddans 

Processionen afsluttes med en dans; ofte med hovedet af den i dagens anledning slagtede gris - med 

guirlander. 

Nr 150 

Kirkeofring 

Under hele festen stilles der mad frem på alteret, hvor de inviterede guder og skytshelgener spiser 

’essensen' af maden, medens menigheden synger og beder. Derefter deles maden ud til menigheden, 

som spiser den i kirken. 

Nr 151 

Jul i Xoccen 

Hele juleaften danser de unge mænd en hyrdedans i kirken i Xoccen inden midnatsmessen, hvor hele 

landsbyen går frem og knæler for Jesusbarnet. 

Nr 152 

Jul i Xoccen 

Hyrderne skal forhindre, at Djævlen stjæler Jesusbarnet. 

Nr 153 

Gravmonument 

Døden rammer os alle. På Yucatan bliver gravene ofte malet smukke med engle og blomster. Døden 

er ikke noget uhyggeligt, selvom adskillelsen kan være hård. Vi kommer i Himmerrige til Vor Fader, og 

dér vil vi alle mødes igen. Det er et gensyn. 

Nr 154 

Mausolæer 

På grund af den stenede undergrund er der ikke store kirkegårde på Yucatan. Den afdøde ligger i 

jorden 2-3 år. Så tages benene op og lægges i 'urner': blikkasser, papæsker, trækasser eller et lagen. 

Nr 155 

Mausolæer 

De fleste sætter de afdødes ben i familie-benhuse (mausolæer). 

Nr 156 + 157 

Mausolæer 

Der findes benhuse, som mayaindianernes hytter eller som byboernes moderne parcelhuse. 

Nr 158 

Mausolæer 

I de små landsbyer lægges benene oftest blot i en trækasse. 

Nr 159 

Kirkegård 



Der er trængsel på den lille bys kirkegård. 

Nr 160 

Allehelgensfest 

Allehelgensfest er en fest, hvor man fejrer og mindes alle de døde. Gravmausolæerne sættes istand. 

Nr 161 

Husalfer 

I husene, sættes der ved allehelgensfest mad frem til de afdødes sjæle, der vender tilbage til deres 

hus og spiser 'essensen' af den fremsatte mad. 

Nr 162 + 163 

Husalter 

De afdødes sjæle kommer den første uge i november. Når de drager bort igen, giver man dem 'fast' 

føde, der ikke kan skvulpe ud på rejsen. De får madpakke med. 

HÅNDVÆRK OG KUNST 

Nr 164 

Drenge foran vægmaleri 

Begrebet 'kunst' - sådan som kunst defineres her hos os - kendes ikke hos maya-indianerne. Kunst er 

brugskunst, hvor man prøver at udforme nogle dagligdagsting på en smuk måde. 

Nr 165 

Gravsten fra Hoctun 

Man kan male sin gravsten med blomster i smukke farver, eller man kan give sit hus en utraditionel 

farve og udsmykning. 

Nr 166 

Hus med gule søjler 

I et traditionelt samfund er det få, der bryder normen. Derfor er de fleste huse hvidkalkede, men 

fantasien kan også udfolde sig. 

Nr 167 Rødt hus Nr 168 Gul villa Nr 169 Hus med hår 

Nr 170 + 171 + 172 

Hoctun kirkegård 

De fleste kirkegårde er nogenlunde ensartede med deres gravmonumenter, men pludselig finder man 

en kirke, hvor man hvert år til allehelgensfest maler gravene op med engle og blomster. 

Broderi 

Nr 173 

Blomster 

Yucatan er tropisk og har i regntiden et mylder af farvestrålende blomster. 

Nr 174 

Broderi 

Blomsterhavet bliver gengivet i kvindernes broderier. Her får deres fantasi frit løb. 

Nr 175 

Blomst 

Der er bestemte typer af broderi, men inden for disse rammer er der mange muligheder. Det er 

sjældent, man i et optog ser to ens kjoler - "hvipil" som de kaldes 

. 

Nr 176 + 177 

Donå Ana broderer 

De meget traditionelle kjoler er syet med korssting både til hverdag og fest. 

Nr 178 



Kvinde 

I dag er det meget almindeligt at brodere kjoler på symaskine. 

Nr 179 

Broderi 

Nr 180 

Markedskone 

Ikke kun til fest går kvinderne i deres fineste kjoler. Denne markedskone har sine guldørenringe, sin 

guldkæde og fineste kjole på - en almindelig dag. 

Nr 181 

Broderi 

Nr 182 

Familie 

På landet går de fleste kvinder stadig med de traditionelle broderede kjoler. Mændene har udskiftet 

den traditionelle dragt med korte hvide bukser og et lille blåt forklæde. Men glæden for det 

farvestrålende har de stadig. 

Nr 183 

Hvidt broderi 

Alle kvinderne går med et hvidt underskørt, der er broderet i kanten. 

Nr 184 

Håndbroderet korssting 

Kjolerne er broderet omkring halsen samt forneden på kjolen. 

Nr 185 

Antonia broderer på maskine 

Det er blevet almindeligt at brodere på trædesymaskine. 

Nr 186 + 187 

Maskinbroderede mønstre 

Nr 188 + 189 + 190 

Kvinder med broderede kjoler 

Enhver indianerkvinde med respekt for sig selv - og penge - investerer i guldsmykker, som bæres så 

ofte som muligt. Smykkerne kan sælges, hvis det bliver trange tider. 

Nr 191 + 192 + 193 

Broderede laugsfaner 

Det er ikke kun kjolerne der broderes. I de traditionelle samfund er der flere religiøse laug, som 

forestår festligholdelsen af byens skytshelgen. Til disse laug produceres der faner. 

Pottemageri 

Nr 194 

Brænding 

Fremstilling af lervarer har en lang tradition blandt maya-indianerne. Før spanierne kom, blev der lavet 

meget smukke lerarbejder - krukker, figurer og både malede og ubemalede. 

Nr 195 

Juanita Dzitnup 

Indtil for nylig var det mest vandkrukker og køkkenkar, som de traditionelle pottemagere lavede. De 

fremstilledes af både mænd og kvinder. 

Nr 196 

Tepakan, traditionel pottemager 

Hjulet anvendes ikke. Lertingene 'drejes' på en træskive med tæerne 

. 



Nr 197 

Brænding 

Lervarerne brændes i en kubeformet ovn. Temperaturen er ikke særlig høj. 

Nr 198 

Blomstervase 

De traditionelle lervarer bliver let udkonkurreret af plastik. Derfor må pottemagerne finde nye 

markeder. Der laves mange urtepotter. 

Nr 199 

Rytter-lysestage 

Til turisterne laves der simple, men smukke lerfigurer. 

Nr 200 

Havfrue 

"Den lille Havfrue" i maya-udgave. 

Nr 201 

Krukke med gamle motiver 

Det, man satser på til turisterne, er krukker og figurer med motiver fra den gamle maya-tid. 

Vidjer m. m. 

Nr 202 

Kurvefletning 

I skovene er der masser af vidjer. De koges i bundter i vand, så de bliver smidige og lettere kan flettes 

til kurve. I kurvene bæres høsten hjem fra markerne. 

Nr 203 

Bomuldsspinding 

Nogle få gamle koner kan stadig kunsten at spinde bomuld. Bomuldstrådene bruges som væger i de 

traditionelle bivokslys. 

Nr 204 

Palmeblade tørres 

På Yucatan er der mange forskellige arter af palmer. De fleste palmer bruges til at tække husene med. 

En del bruges også til hatte og måtter. Bladene får en særlig behandling, så de bliver smidige. 

Nr 205 

Vævning af palmehatte 

I små underjordiske huler, hvor der er større fugtighed, og bladene derfor er smidigere, væves de 

berømte "panama-hatte". En sådan hat er så smidig, at den kan pakkes sammen og puttes i lommen, 

og alligevel rette sig ud igen, når den sættes på hovedet. Den er ret kostbar at købe. Folk, der arbejder 

i hulerne, lider ofte af tuberkulose. 

Nr 206 

Hattesyning 

Af palmebladene flettes der lange bånd, som på en symaskine rundsyes til en hat. 

Nr 207 

Stråmåtter 

Palmebladene kan også farves og flettes til flotte måtter. 

Træarbejder 

Nr 208 

Træmaske fra Dzitnup 

Der er mange forskellige træsorter på Yucatan, både hårde og bløde. Det meste anvendes til 

husbygning og til brænde. Nogle få steder laves masker eller træ-skæringsarbejder til helgenfigurer. 



Nr 209 

Træskærer fra Citilcum B 

Figur (i samlingen) 

Nr 210 + 211 

St. Pedro, helgenfigur 

I alle indianerhuse findes en helgenfigur eller et malet kors. 

Nr 212 + 213 Drejebænk 

I én bestemt landsby anvendes en foddrejebænk (flitsbue-systemet). Her f.eks. til fremstilling af kander 

til den traditionelle chokolade. 



Genstandsliste 

Dragter og genstande må bruges, men med forsigtighed. Fødevarerne er behandlede, spis dem derfor 

Ikke! 

BOLIG 

YU.2 

SKAMMEL 

Bruges ved tortllla-bagningen, hvor kvinderne sidder ved et lavt bord, og den bruges som almindelig 

stol. Den er hugget ud af ét stykke træ 

YU.5 

SISALHÆNGEKØJE 

Mayaerne bruger ikke senge, men hængekøjer, som er meget køligere at sove i. Hængekøjen 

spændes ud, og hæftes på bjælkerne eller på krogene i husmurene. Har familien mange medlemmer, 

spændes de ud på kryds og tværs, over og under hinanden. Om dagen bindes de op og hænges på 

muren, 

Tidligere vævede man hængekøjer af sisal, som denne, (se dias-serien). Nu er de fleste vævet af 

bomuld, som sælges af handelsmænd. 

YU.6 

STOR HÆNGEKØJE 

Til voksne. Ældre ægtepar sover ofte sammen i en hængekøje. Vævet af bomuld, 

YU.7 

LILLE HÆNGEKØJE 

Til børn. Flere børn kan sove sammen i en. 

YU.11C 

FUGLEBUR 

Bruges til at fange vilde fugle med. Fuglen lokkes til at sætte sig på en af pindene i buret, hvorved 

fælden smækker. Derefter bruges den som bur. Mange har fugle på denne måde. Købes på markedet. 

YU.11D 

MUSEFÆLDE 

Til at fange de mange mus. Købes på markedet. 

LANDBRUGSPRODUKTION 

Bønderne dyrker jorden ved svedjebrugs-metoden, hvilket vil sige at de dyrker jorden i et vist antal år, 

hvorefter de lader den hvile. Derefter gror jorden til, og den bliver dækket af skov. For at rydde et 

jordstykke til dyrkning, fælder bonden skoven og brænder det senere af. Stykket kaldes en milpa. 

Jorden er stenet og klippefyldt, men mellem stenene dyrker han sin majs, bønner, chili og mange 

andre grønsager. Dette gør han ved håndkraft og med enkle redskaber, som de følgende. 

YU.12 

KLIPPE 

Yucatan-halvøens undergrund består af kalksten, som dette klippestykke. 

Side 29 af 47 - Genstandsliste


YU.15 a-b 

MACHETE 

Bruges ved rydning af skovbevoksning. Den bæres i sin læderskede over skulderen eller omkring livet. 

Industrifremstillet af et jernblad med plastikhåndtag i det centrale Mexico. Læderskeden er lokalt 

fremstillet. 

Målebåndet af sisal fæstnes med 2 træpinde og bruges til at måle jordstykkerne ud med. De måles ud 

i "mercates", som er 24m gange 24m, og snoren har derfor længden 24 m. Den er håndtvundet. 

YU.16 

MÅLEBÅND 

YU.17 

LUGEJERN 

Redskabet bruges til at rydde mindre træer og grene med, og luge ukrudt mellem afgrøderne, 

Fremstillet af træstok med et smedet, krumt jernblad. 

Med plantestokken laves huller i jorden, hvor frøene lægges og dækkes til. (se dias-serien) Fremstillet 

af en træstok enten med en spids, hærdet af ild eller med jernspids. Den sidste er den mest 

almindelige. Jernet købes udenfor landsbyen, 

YU.19 

FRØKALABAS 

Denne bruges til at bære frøene i, når bonden sår i marken. Håndlavet beholder af frugten fra kalabasplanten. 

Frugtkødet skrumper ind ved tørring og ved at skære hul i skallen, kan kalabassen bruges 

som beholder. Bærebåndet er lokalt vævet af sisal, Cilantro er en persilleart, som ofte bruges til at 

krydre maden med - bl.a. en sovs af chili og tomater. Den har en meget markant smag. 

YU.20 

CILAITROFRØ 

YU.21 

VANDMELONFRØ 

Vandmelonen på Yucatan er aflang og kan veje op til 25 kg. Mayaerne spiser dem selv eller sælger 

dem. 

YU,22 

HONNINGMELONPRØ 

Er som honningmeloner vi ser i Danmark. De spiser dem enten selv eller sælger dem. Frøene er 

lettere behandlede med kemikalier til beskyttelse mod insektangeb. 

YU.23 

HONNINGMELONFRØ 

De samme frø som nr. 22, men de er kraftigere behandlede med kemikalier. 

, 

YU.26 

PODESTANG 

I dette fodres den hest eller det stykke kvæg, som familien har stående i haven. Er håndskåret. 

BIAVL 

Nogle af bønderne holder bier. Bistadets form afhænger af bi-typen, Den traditionelle maya-bi, som 

ikke stikker, holdes i en udhulet træstamme Den færdige honning bruges som sødemiddel, men 

erstattes nu ofte af sukker. Den er dog nødvendig for at lave Balche-øllet til ceremonierne (se 

genstand nr. 180) Man smelter bitavlerne, og får derved bivoks, som mest bruges til ceremonielle 

vokslys (se genstand nr. 196). Ellers bruges stearinlys. 



YU.29 

RØGPUSTEK 

Der lægges et stykke glødende, osende træ indeni, og røgen pulses ud over bierne. Det sløver dem, 

når honningen skal samles ind. 

FØDEVARETILBEREDNING 

Maden tilberedes over åben ild, som både kan være i et hjørne af huset og under et halvtag i haven. 

Mange af genstandene bruges i tilberedningen af majsen, den vigtigste bestanddel i mayaernes mad. 

Tidligere malede kvinderne majskornene mellem 2 sten, nu har de enten en majskværn (se genstand 

nr. 35), eller de går til mølleren, som har en elektrisk drevet kværn. 

YU.31 

SPAND 

Bruges som ovenfor beskrevet. Spanden er galvaniseret og produceret i Centralmexico. 

YU.32 

MAJSÅBNER 

Den bruges til at åbne majskolbens dækblade, så man kan nå ind til kernerne. Håndlavet træsyl af 

mørk træsort. 

YU.33 

MAJSÅBNER 

Som nr. 32, men er lavet af en lys træsort. 

YU.34 

Som nr. 32, men er lavet af en hjortegevirspids. Mændene går også på jagt og skyder bl.a. hjorte. Der 

er nu skrappe regler for jagten, da nogle af dyrene er truede. 

YU.35 a-g 

MAJSKVÆRN 

Efter at majskernerne har stået i blød og er blevet kogt med kalk, kværnes de i denne maskine. Af 

denne majsmasse laves tortillas. Industrielt fremstillet kværn med form og funktion som en kødhakker. 

YU.36 

TORTILLAPRESSER 

De fleste kvinder former og presser tortillas i hånden, men denne presser vinder mere og mere indpas, 

da det er langt hurtigere. Industrielt fremstillet presser med form som vaffeljern. 

YU.37 

TORTILLAPANDE 

Pladen lægges og støtter på de 3 sten omkring ildstedet. Den skal være glohed, før de pressede 

tortillas lægges på, og bages et par minutter. Der bruges ikke fedtstof. Den er fremstillet af en del af en 

metaltønde, 

YU.39 

STEGEPANDE 

I denne steges æg, grønsager og engang imellem kød med rigeligt svinefedt eller olie. Fremstillet af 

jernplader, hamret i form. 

YU.40 

STEGEPANDE 

Som nr. 39, Industrielt fremstillet af aluminium, som er meget anvendt i husholdningen. 

Y0.41 

KOGEKAR 

Bruges til at koge bønner og ris i og vand til kaffe. Form som en stor kop. Fremstillet uden for byen. 



YU.42 

KALABASSKÅL 

Bruges til køkkenbrug til opøsning eller opbevaring. Oftere bruges dog service af glas eller plastik (se 

fx.nr.46 og 57). Kalabasskålen er lokalt fremstillet 

YU.43 

VANDKALABAS 

Bruges til at opbevare vand i eller bære majssuppe i under markarbejdet. Håndlavet kunstig lavet 

indsnævring. 

YU.44 

PLASTICSKÅL 

Tilberedning af mad. Industrielt fremstillet. Plastikskål. Grøn. 

YU.46 

SPISESKÅL 

Anvendes til at spise suppe eller anden flydende mad af. Industrielt fremstillet med blåt kantmønster. 

YU.47 

SPISESKÅL: 

YU.48 

SPISESKÅL 

Rødt kantmønster. 

YU.49 

SPISESKÅL: 

YU.50 

SPISETALLERKEN 

Hvis man ikke bruger de ovennævnte skåle, anvendes disse dybe tallerkner. Man bruger sjældent 

bestik, men spiser maden med tortillas og anvender dem som skeer/skovle. Det ser meget behændigt 

ud. Tallerknen er industrielt fremstillet. Glasporcelæn. 

YU.51 

SPISETALLERKEN; 

YU.52 

SPISETALLERKEN: 

YU.53 

SPISETALLERKEN: 

YU.54 

DYB TALLERKEN: 

YU.55 


YU.56 


YU.57 

DRIKKEBÆGER 

Almindeligt sevice og afløser for kalabasskålen. Af dette drikkes vand eller sodavand. Industrielt 

fremstillet af plastik. Gult. 

YU.58 

DRIKKEBÆGER: 

Rødt 



YU.59 

DRIKKEBÆGER: 

Blåt 

YU.60 

DRIKKEGLAS 

Som ovenstående, men med påtrykt motiv. DRIKKEGLAS: Industrielt fremstillet. 

YU.61 

DRIKKEGLAS: 

YU.63 

HÅNDKØKKENKNIV 

Bruges til at skære grønsager og kød med. Håndværksfremstillet og købt af omvandrende sælgere. 

YU.63A 

INDUSTRIHULSKE 

Til optagning af grønsager fra olien, industrielt fremstillet. 

YU.64 a-b 

MORTER 

I denne knuses chili og andre krydderier til mortek - madlavningen. Håndlavet i kalksten af den lokale 

stenhugger. 

YU.65 a-c 

KAKAOKANDE 

I denne kande røres den knuste kakao med kogende vand. Rørepinden holdes mellem håndfladerne 

og den trilles mellem dem. Kande og rørepind er fremstillet af en lokaltømrer, som samler træet nær 

landsbyen og skærer det på håndlavet drejebænk (se dias-serien). 

YU.66 

ØLFLASKE 

Der fremstilles meget lokalt øl på Yucatan, ligesom denne "Montejo". I de større byer drikkes det på 

værtshuse, forbeholdt mænd. Coca cola er også meget populær blandt befolkningen, men der drikkes 

også lokalt fremstillet sodavand. 

YU.67 

ØLFLASKE 

”Coronita" er et meget udbredt mærke og fremstillet l Mexico City. Flasken er så lille, at indholdet ikke 

står og bliver varmt. 

FØDEVARER 

Grundbestanddelene i den mad, som familien lever af, består af majs og bønner. Majsen tilberedes 

som majspandekager "tortillas" og majs-grød. Tortillas laves af kværnet majsmasse, som bages på en 

ophedet jernplade. Se opskrifterne i den vedlagte kogebog. 

YU.68 

GRÆSKARFRØ 

Store. Frøene males hele og bruges som en slags jævning i sovs. Spises også ristede som snacks. 

YU.69 

GRÆSKARFRØ 

Små 

YU.70 

RØDE BØNNER 

Bønnerne koges med svinefedt og krydderier. Denne suppe spises til ethvert måltid udover 

morgenmaden. 



YU.71 

SORTE BØNNER 

Y U.72 

ESPELONBØNNER 

Bruges som ovennævnt, men også i en ret bestående af majsmasse, tomat og bønner, som pakkes 

ind l palmeblade og dampes i en stor gryde. Dyrkes lokalt. (Er stærkt medtagne af billeangreb). 

YU.73 

ACHIOTE 

Bruges til at farve maden med. Købes også som pasta, som påsmøres kylling eller fisk, inden det 

steges. Dyrkes lokalt. 

YU.75 

RØD 

Chili bruges i al slags mad. Denne slags er en blandt utallige, hvor nogle er milde, som grøn peber, og 

andre er uhyre stærke. Dyrkes lokalt. 

HÅNDVÆRK 

YU. 77 

SISAL 

Sisal-kaktussen passer så godt til Yucatans klima, at den udnyttes industrielt (se dias-serien). 

Sisalfibrene har haft stor betydning i produktionen af tovværk verden over, nu udkonkurreres de af 

plastik. I denne egn har en bonde dog kun nogle enkelte planter til eget forbrug. 

YU.78 

SISALBLAD 

Halvraspet blad fra sisalagaven, som er en kaktusart. Bladene er kødfulde, som fx. "svigermors skarpe 

tunge", 

YU.80 a-b 

RAPSEJERN M. POSE 

Fremstillet af jern og træ med tilhørende håndlavet pose af sisal bruges til at raspe fibrene af bladene 

(se diasserien). Denne er en speciel opfindelse, som brugeren har gjort (normalt bruges nr. 81). 

YU.81 

RASPESTOK 

Normalt bruges denne. Fremstilles af træ af lokale håndværkere. Sy. 

YU.82 

SISALFIBRE 

Et bundt fibre fremstillet efter ovennævnte proces. 

YU.83 

SISALFIBRE 

Farvet med kunstfarve. 

YU.84 a-j 

SISALVÆV 

Væven er en såkaldt lændevæv, hvor bundskatterne fæstnes til lændegjorden, der fastgøres omkring 

kvindens lænd (se dias 119-120). Topstykkerne af væven fæstnes med reb til en bjælke el. lign. i 

væggen. Vævestykket er udspændt således, at det er skråtstillet i forhold til væverens position. 

Bredden af det vævede stykke er aldrig bredere en 50-60 cm. Til vævningen anvendes en skytte (nr. 

107). Væven består af fig. dele; 

a+b: 2 bundstykker af træstokke. c: Vævesværdet er fremstillet i mørkt fladt høvlet træ, og ligger 

mellem trenden og vævestykket og fungerer her, som en art "vægt" og "presse". 



d: Sølleskaft i bambus. Søllerne (i bomuld) "sorterer" trendtrådene - der er afgørende for, at man 

overhovedet kan væve. Skellet danner grundmønsteret i vævningen. e: Skaft til mønsteroppluk. 

f:Træskaft, der ligger ovenover søllerne, forstærker i skel, g; Topstykke i træ. 

h: Reb (palmefibre) til fæstning af væven, i: Selve vævestykket - her kunstfarvet sisal. Mønsteret i 

vævestykket fremkommer ved brug af skaft til mønsteroppluk, YU.84 e. 

YU.85 

SISALMÅTTE 

Måtter fremstillet på væven. De sælges som sisalmåtter til turister. De sælges som dækkeservietter. 

YU.86 

SISALMÅTTE 

YU.87 

SISALMÅTTE 

YU.88 

SISALMÅTTE 

YU.89 

SISALSNOR 

Halvtvundet. Snor fremstillet lokalt af fibre og farvet gråt (se dias-serien.) 

YU.90 

SISALSNOR 

YU.91 

SISALSNOR 

Til hængekøjevævning (se dias-serie). 

YU.92 

SISALREB 

Tykt håndtvundet reb af sisalfibre. 

YU.93 

SISALREB 

Mellemtykt. 

YU.94 a-b 

BAGAGESTROP 

2 stropper til at binde bagage på hesteryg. Bruges samtidig. Lokalt fremstillet. 

YU.95 

BÆREBÅND 

Hovedbånd til at bære kurve, brænde etc. Lokalt fremstillet. 

YU.96 

SKULDERTASKE 

Kaskinvævet af sisal. 

YU.97 

SKULDERTASKE 

Håndvævet. 

YU.98 

SOMMERFUGLETASKE 

Sælges til turister. Vævet sisal udspændt på en grenramme. 

YU.99 

Se SÅTASKE nr.222 

Blev brugt til at bære frø under såningen, nu sælges de til turister. Knyttet af sisal. 



YU.100 

ITET 

Håndknyttet, til turister. 

YU.lOl 

FRØPOSE 

YU.102 

KUVERTTASKE 

Til turister. 

YU.103 

NYLONSÆK 

Afløser nu sisalprodukterne, men er stadig vævet som sisal. 

BOMULD 

YU.104 

BOMULD 

Rå bomuld. 

YU.105 a-b 

HÅNDTEN m. SKÅL 

Med denne spindes en bomuldstråd, ved at sætte tenen i bevægelse nedad. Lokalt fremstillet. Tråden 

bruges enten som væge i vokslysene eller til at reparere tøjet.a=ten, b=skål til bomulden. 

YU.106 

KAMMEVÆV 

Denne er en miniaturemodel af en væv, hvorpå hængekøjer væves. Trend-trådene spændes ud 

vandret og med skyttens tråd væves eller knyttes (se dias-serien). Nogle steder væver kvinderne selv, 

andre steder køber man dem af handelsmænd. 

YU.107 a 

SKYTTE 

På denne hæftes tråden, som føres imellem trend-trådene. Den er lokalt fremstillet. Mørk. 

YU.107 b 

SKYTTE 

Lyst træ. 

PALMEBLADE 

Palmebladene stammer fra guana-palmen, som vokser i og omkring landsbyen. 

YU.109 

BÅND 

Det er håndflettet af palmeblade, båndet sys sammen på en maskine til en hat. (se nr. 149) 

YU.114 

VIDJER 

Vidjerne bruges til at flette kurve med (se genstand nr.). de koges først for at være bløde, at arbejde 

med. 


BRODERI 


Kvindernes klædedragt er prydet af broderier. Førhen var det korsstlngsbroderier lavet i hånden. Nu 

broderes der ofte på trædesymaskiner. 

YU.116 

BRODERIPRØVE 

Korssting til montering på halsudskæring. 

YU.117 

BRODERIPRØVE 

Maskinbroderi. 

YU.118 

BRODERIPRØVE 


YU.119 a-b 

BORTER 

Anvendes til at pynte kvindens kjole med. Til montering på huipil. a= til halsudskæring, b= til kanten af 

kjolen. 

YU.120 

BORT 

Den er trykt og bruges af fattige kvinder, der stafférer den broderede bort. 

YU.122 

SERVIET 

Korsstingsbroderet. Lidt større servietter bruges til at pakke de varme tortillas ind i inden serveringen. 

YU.123 

BARNESVØB 

Svøb til babyer, som gives af gudforældrene ved barnedåben, bruges til barnet kan gå. 

Maskinbroderet. 

YU.126 a-i 

MØNSTRE 

Anvendes til maskin- og håndbroderier. Mange af dem er kopier af rigtige blomster - både de trykte og 

håndtegnede mønstre. De trykte sælges af omrejsende handelsmænd. 

KLÆDEDRAGT 

Hverken mænd eller kvinder har mange sæt tøj, men de har dog oftest et sæt festtøj. Det er mere 

farvestrålende for kvindernes vedkommende, og der hører dansesko til. 

YU.127 

BØRNEHUIPIL 

En pigedragt. Det er den traditionelle mayakvindedragt, som bæres til daglig. Den er fremstillet af 

bomuld eller kunststof købt udenfor byen og syet og broderet lokalt af kvinderne. Korssting. 

YU.128 

BØRNEHUIPIL 


YU.129 

BØRNEHUIPIL 

Hvidt hulbroderi. 

YU.130 



VOKSENHUIPIL 

Hånd broderede fladsting. 

YU.131 


Maskin hul-broderi i flere farver. 

YU.132 


Blå hul-broderi. 

Y0.133 

UNDERSKØRT 

Bæres under huipilen, hvor kanten ses forneden. Huipil, underskørt og et tørklæde udgør kvindens 

nationaldragt (se dias-serien) 

YU.134 a-b 

FESTHUIPIL 

Anvendes af kvinderne til fest. Jo flere lag og jo flere broderier, jo finere. 

YU.135 

NYLONKJOLE 

Anvendes af kvinderne, især de unge, som foretrækker moderne kjoler. De er industrielt fremstillede. 

YU.136 

NYLONKJOLE 

YU.137 a-b 

ØRERINGE 

Bæres af kvinderne. Førhen var kvindens smykker lavet af guld, og hun bar og fremviste derved 

familiens formue. Nu er de ofte af blik. 

(se dias-serien). Har røde sten. 

YU.138 a-b 

ØRERINGE 

Er af "guld". 

YU.139 

HERRESKJORTE 

Korsting. Blå. Produceret for turister, men snittet er fra en traditionel mandsdragt, se træfigur (se nr. 

224). Nylonskjorter er ved at vinde frem, og de bruges af mange mænd. De er industrielt fremstillede. 

Kunststof bukser vinder også mere frem. 

YU.140 

HERRESKJORTE 

Rød. 

YU.141 a-b 

Orange plastik 

DAMESKO 

Anvendes til daglig af kvinderne. Da plastiksko er billigere end sko af læder, bruges disse af de fleste. 

De er industrielt fremstillede. 

YU.142 a-b 

DAMESKO 

Blå plastik. 



YU.143 a-b 

DAMESKO 

Anvendes ved den traditionelle jarana-dans, hvor man støder fødderne i gulvet. Fremstillet udenfor 

byen. Hvid. 

YU.144B a-b 

MANDESANDAL 

Nyere og stærkere model af den oprindelige sandal. Lavet af bildæk og brunt læder. 

YU.146 a-b 

MANDESANDAL 

Dansesko. Oprindeligt dekoreret med sølv, - nu med opskårne dåser. 

YU.147 a-b 

DRENGESANDAL 

Præget læder til turister. 

YU.148 a-b 

DRENGESANDAL 

Laksandal med broderi til turister og byboere. 

YU.149 

HAT 

Anvendes af mændene, når de er på markarbejde. Den skygger for den stærke sol, og da den er 

forstærket med syninger, skærmer den mod grene og buskads. Fremstillet af palmeblade (som 

beskrevet under nr. 109) enten lokalt eller i en anden landsby, og solgt af omrejsende handelsmand. 

YU.150 

HAT 

Til pæn brug. 

YU.151 

HAT 

YU.152 

HAT 

YU.153 

INDKØBSNET 

Bruges nu oftere af kvinderne til indkøb, etc. Industrielt fremstillet af nylon. 

YU, 154 

INDKØBSNET 

HYGIEJNE 

YU.155 

HÅNDKLÆDE 

Bruges ved den hyppige badning. Industrielt fremstillet. Gult 

YU.156 

HÅNDKLÆDE 

Grønt. 



RELIGIQS/CESEMQHIES 

Befolkningen er katolikker, men de udfører stadig ceremonier, hvor de beder de gamle guder om regn 

eller takker for en god høst. 

YU.159 

AMULET 

Anvendes for at beskytte vedkommende, der bærer den i lommen. Tekst: "Den hellige Jomfru af 

Guadeloupe" = Mexicos skytshelgen. 

YU.160 

DØRSKILT 

Anvendes til at fortælle folk fra andre religioner, at man i dette hus er katolikker og derfor ikke ønsker 

at snakke med den. Tekst: "Dette hjem er katolsk. Vi accepterer ikke propaganda fra protestanter eller 

andre sekter. Leve. Tesus kongen. Leve Jomfru af Guadeloupe, guds moder," 

YU.161 

HELGENBILLED 

"Jesus hellige hjerte". Lille format. 

YU.162 


"San Martin". 

YU.163 


"Den hellige Jomfru af Guadelupe". 

YU.164 


"Skytsenglen". 

YU.165 

BØNNEHÆFTE 

Anvendes ved forskellige katolske ceremonier, og det indeholder salmer. For Jomfruen af 

Guadeloupe. 

YU.166 

BØNNEHÆFTE 

For de hellige trekonger. 

YU.167 

KALENDER 

"Måne over Auahuac" viser gammel Aztec-konge. Anvendes i hjemmene som dekoration på væggene. 

Er ofte den eneste udsmykning. Industrielt fremstillet. 

YU.168 


Dansende Maya-konge og -dronning foran Chichen Itza-pyramiden. 

YU.169 


Aztekisk "lignelse". 

YU.170 A-D 

HELGENFIGUR 

"Den hellige dreng fra Atoche". Opstilles på husalter. Lavet af træskærer (se dias-serien) 

YU.171 

TRÆKORS 

Traditionelt trækors. Findes i næsten alle mayalandsbyer. Opstilles også på husalter. "inri" betyder 

gud. 



YU.172 

TRÆKORS 

Simpelt trækors. Anvendes under regnceremonien. 

YU.173 

KORSKLÆDE 

Traditionelt klæde, som bruges til at udsmykke kors med ved specielle lejligheder. Hånd-broderet. 

YU.174 a-c 

HELGENMALERIER 

Til ære for de "hellige tre-konger", hvis kirke ligger l Tizlmin. Lavet af kirkegårds- og helgenmaler. 

YU.175 

ALTERKLÆDE 

Traditionelt broderet alterklæde til ære for "det hellige kors" i kirken i "verdens centrum" udenfor 

Xoccen, som er meget vigtig for mayaerne. Skænket af maya-bonde, hvis kone har lavet det. 

YU.177 

URNEKASSE 

Bruges til at gemme knoglerne efter de døde. De graves op efter 2 år, da der er mangel på jord. 

Knoglerne gemmes i urnekasser, som stilles i kamre på kirkegården, (se dias-serien) 

YU.178 

PLANCHE 

Tegning af regnceremonien. Til venstre i billedet tilberedes særlige tortillas. 

YU.179 

VINKALABAS 

I denne opbevares den særlige balche-vin, se nr. 180, 

YU.180 

BARK 

Balche-barken lægges i honningvand, og trækker i 1-2 dage. Det bliver ret stærkt. Vinen anvendes 

under regnceremonien. 

YU.181 

VICTBÆGRE 

I denne står vinen under ceremonien. Kalabas. 

YU.182 

VINBÆGRE 

YU.183 

VINBÆGRE 

YU.184 

VINBÆGRE 

YU.185 

BÆRERING 

I denne hænges vinbægrene på regnceremoni-alteret, (se planche nr. 178) Sisalfibre flettet over 

træring. 

YU.186 

BÆRERING 

YU.187 

BÆRERING 

YU.188 

BÆRERING 



YU.189 

MADSKÅL 

I denne stilles mad på regnceremoni-alteret. Kalabas. 

YU.190 

MADSKAL 

YU.191 

MADSKAL 

YU.192 

VIDJERING 

Kalabasskålene sættes i en sådan på alteret. 

YU.193 

VIDJERING 

YU.195 

LYSESTAGE 

YU.196 

VOKSLYS 

Bruges til ceremonier, foran alteret. Lavet af bivoks med bomuldsvæge. 

YU.197 

VOKSLYS 

YU.198 

VOKSLYS 

YU.199 

VOKSLYS 

YU.204 

GIPSHOVED 

Kopi produceret af den mexikanske stat til salg til turister. Hoved af adelsmand fra mayaruinerne i 

"Palenque" i staten Chiapas, Fra den klassiske periode 100-650 e.Kr, 

YU.206 

COYOTEVASE 

Figur fra staten Oaxaca. Senklassisk tid 1325-1525 e.Kr. 

YU.208 

CYLINDERVASE 

Rød. 

YU.211 

KVINDEHOVED 

Overdelen til et røgelseskar (som mangler). Lokalt fremstillet. 

YU.213 

ASKEBÆGER 

YU.214 

VASE 

Med blomsterdekoratlon. 



YU.215 

SPAREGRIS 

Lergris sprøjtemalet med cykellak. 

YU.216 

LYSESTAGE 

Engel. 

LEGETØJ 

YU.217 

BÆLTEDYR 

Håndskåret legetøj af dyr, der lever på Yucatan, 

YU.218 

FISK 

YU.219 

SKILDPADDE 

YU.220 

KLAPPERSLANGE 

YU.221 a-c 

TRÆFIGUR 

Maya-kvinde med tortillabord og bænk. Skåret ud i træ med tøj på. 

YU.222 a-d 

TRÆFIGUR 

Maya-bonde med plantestok, trætaske og hue. 

YU.223 

TRÆFIGUR 

Maya-kvinde i dansedragt. 

YU.224 

TRÆFIGUR 

Maya-mand i dansedragt. 

YU.225 a-b (b mangler) 

BAT OG BOLD 

Den kileformede pind lægges på jorden, og man slår på en af enderne med den anden pind, så den 

ryger op i luften. Meget udbredt legetøj. 

YU.226 a-b 

BAT OG BOLD 

YU.227 a-b 

SNURRETOP 

Meget almindeligt legetøj. 

YU.228 a-b 

SNURRETOP 

YU.229 

PLASTICDUKKE 

Meget almindeligt legetøj. 

UNDERVISNING 



YU.230 

SKOLEBOG 

For l. klasse. Part 1=udklip. 

YU.231 

SKOLEBOG 

Part 2=tekst. 

YU.232 

ØVEHÆFTE 

Øvelsesbog for l.-2.klasse. "Opdage ting" 

YU.233 

ØVEHÆFTE 

"Begynde at kigge". 

YU.234 

ØVEHÆFTE 

"Vi er alle vigtige". 

YU.235 

ØVEHÆFTE 

"Vi deltager alle". 

YU.236 

SKOLEBOG 

Matematik. 6.kl. 

YU.237 

SKOLEBOG 

Samfundslære. 6. kl. 

YU.238 

VOKSENSKOLEBOG 

Der gøres meget for at bekæmpe analfabetismen blandt voksne. Denne er i matematikgrundskole. 

Y0.239 

SKOLEBOG 

Om Yucatan. 

YU.240 

ANSKUELIGHEDSTAVLE 

"hold byen ren". 

YU.241 


"Majs og dens anvendelse". 

YU.242 


"Kakao og dens anvendelse". 

YU.243 


"Den mexikanske revolution." 

YU.244 


"Grundlæggelsen af Tenochtitian, det senere Mexico City". 

YU.245 




"Grundlæggelsen af Tenochtitlan og den aztekiske kultur". 

YU.246 


"Erobringen af Mexico". 

Yu.247 


"Emiliano Zapata, bondelederen i den mexikanske revolution" 

Yu.248 


"Eksproprieringen af olieindustrien". 

YU.249 

AVIS 

"Irovedades" fra Merida, Yucatan. a=nyheder, b=sport, c=TV-program. 

YU.250 

AVIS 

"Diario de Yucatan".a=internationale./nationale nyheder, b=lokale nyheder, c=sport, d=salgsannoncer. 

YU.251 

TIDSKRIFT 

"Proceso". Kritisk midtvenstre tidsskrift 

YU.252 

BLAD 

"Alarde!" Populært blad med nyheder og kommentarer. 

YU.253 

BLAD 

"Impacto" Højreorienteret nyhedskommentar. 

YU.254 

SERIEHÆFTE 

Tegneserie: Cowboy-hæfte. 

YU.255 

SERIEHÆFTE 

Tegneserie: Fodbold. 

YU.256 

SERIEHÆFTE 

Tegneserie: Vitser. 

YU.257 

SERIEHÆFTE 

Tegneserie: "løjtnant Botja". 

YU.258 

SERIEHÆFTE 

Tegneserie: fribryderkampe. 

Yu.259 

SERIEHÆFTE 

Tegneserie; mini-krimi. 

YU.260 

SERIEHÆFTE 

Tegneserie: "Lille Lulu". 

YU.261 



SERIEHÆFTE 

Tegneserie: "Det røde uhyre". 

YU.262 

SERIEHÆFTE 

Tegneserie: "Mini Pinguin". 

YU.263 

SERIEHÆFTE 

Tegneserie: "Smukke Hermelinda". 

YU.264 

SANGBOG 

"Min sangbog": Alle de nyeste populære popsange. 

LITTERATUR 

De er ikke EA-registrerede. 

YU.265 

KORT 

Over Mexico. 

GENERELT OM LATINAMERIKA 

YU.266 

Bjørn FØRDE: 

"Latinamerika i kort og tal" MS.1987, 

YU.267 

Jens LOHMANN: 

"Latinamerika mellem frygt og håb". MS.1987. 

YU.268 

Dines BOERTMANN: 

"Hundrede års afhængighed: Imperialisme, reformisme og revolution i Latinamerika", 

Vindrose.1987, 

GENERELT QM MEXICO; 

YU.269 

DEN NY VERDEN: 

"Mexico - hvilken udviklingsmodel". Center for udviklingsforskning. 2, 19 arg. 1985/86, 

YU.270 

KONTAKT: 

"Mexico- revolutionen der blev forrådt". MS. 4, 30 arg, 1977/78. 

YU.271 a-b 

KONTAKT: 

"Brændpunkt Mexico" MS. l, 36 arg. 1983/84. 

MEXIKANSK KUNST: 



YU.272 

COMPLETE GUIDE: 

"Great cultures of prehispanic Mexico". Panorama. 1987, 

YU.273 a-b 

LOUISIANA REVY: 

"Mexicos kunst - før spanierne kom", nr.1, 28 arg. 1987. 

MENNESKER I DET NORDLIGE MEXICO; 

YU.275 a 

Christian HEILSKOV RASMUSSEN: 

"Hipollto, en dreng i Mexico". MS. 1978. 

YU.276 

BYGD: 

"Fiskerne på Yucatan". 1987, 

YU.278 

BOGPIECE 

"Latinamerikansk litteratur: bøger oversat i 1980'erne". 

Der kan yderligere henvises til følgende bøger: 

Ib MICHAEL; "Mayalandet". Rhodos. 1973 el. 1979. En skønlitterær bog om en rejse og oplevelser 

på Yucatan-halvøen, 

Mikael VITTB: "Mexico-feber". KL DI 1986, 

Ib MICHAEL: "Popol Vuh, quiché-indianernes folkebog".Rhodos 1975. 

ROBERT REDFIELD and ALFONSO VILLA RO JAS; 

"Chan Kom: a maya Village": Et klassisk studie af den grundlæggende folkekultur i en landsby i den 

østlige del af Yucatan. The Universlty of Chicago Press, 1962. CKAB" lånes på statsbiblioteket l Århus 

eller på Det kongelige bibliotek. 

YU. 280 A-G 

Helgenfigur med tilbehør (g: hat udgår) 

YU. 287 

Herreshorts

EN MAYA-LANDSBY I YUCATAN, MEXICO

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?