Det 10’ende Korstog

Rudolf havde lejet en bil og tilbød sit køretøj til turen op til
Catharina klosteret.
de tog fat i den rigtige ende.
- Vi skal jo ikke igennem nogle skove, trøstede Ellen sig. Vindstødene
var til tider uhyggeligt kraftfulde. De kunne løfte en bil af vejen, hvis
- Jeg synes det lyder spændende, Vi har besøgt Lago de Furnas og svømmet rundt i vand
fra de varme kilder, det lugter lidt af ramsløg.
Efter tidlig morgenmad maste den lille gruppe sig ind på sæderne i Renault’ en. Bjørn og
Helle, Richard og Ellen, Ted og Rudolf som chauffør. Pen blev hjemme med sin migræne.
Flere steder ad kystvejen slog havet ind over bilen, men i læ af kysten gik det bedre
end frygtet til de efter Santa Cruz kørte nordøst mod Serra de' Agua de Pau.
Som de kom op i terrænet hev vinden mere i bilen, og ved Lagoa do Fogo mente Rudolf
at det var bedst at gemme søen til et senere besøg. Den lille vej rundt det gamle krater
gav ingen læ, og på et stykke følte Rudolf, at bilen blev presset af vinden ud mod det
stejle fald ad vulkanens side mod den dybere liggende urskov.
De kørte ind i mørke skyer fulde af vand, viskerne fik travlt, men med et klarede det
op. Blå himmel og forrevne skyer i fuld fart over himlen og derude gik grusvejen mod
Catharinaklosteret af mod højre. Først faldt den nogle hundrede meter, for så igen at
stige opad gennem spredt skov og et led, hvor skiltet med klosternavnet var revet ned i
noget krat ved vejen.
Nedfaldne grene var trukket fri af vejen og endelig nåede den lille gruppe klosteret,
en profan bygning af tuf og beton med en portal flot dekoreret af azulejos, der
forestillede en scene fra Johannes åbenbaringer.
Side 42