Statsministerens genistreg

sindoe.dk

Statsministerens genistreg

Aladdin Fogh Rasmussen

Tirsdag d. 18. januar gik en valgkamp i gang som så mange gange tidligere. Den almindelige

opstemthed blandt journalisterne var tydelig og skyldtes ikke mindst, at de i de foregående 3

måneder igen og igen havde bragt et bestemt rygte til torvs. Rygtet stammede fra ”anonyme kilder

tæt på regeringen”, der ville vide, at det kommende folketingsvalg skulle udskrives meget tidligt

2005, og at det ville blive en kort valgkamp. Journalisterne var på mærkerne overalt i København

om morgenen d. 18. januar. Nyheder skal være helt aktuelle og have originale vinkler, og denne dag

var der heldigvis mange politiske tågehorn og båndsløjfer, der villigt stillede op til næsten hvad som

helst. Derfor var der næsten ingen, der bemærkede, hvordan alle aspekter af folketingsvalget fulgte

et ganske velkendt skema. Alt i den danske valgkamp virker som en genudsendelse, fordi vi har

iagttaget mekanikkerne så mange gange før. Måske var det derfor, at en mat stemning hurtigt lod

sig spore, alle partier ville det samme, og der var ingen sensationer i vente, når det gjaldt valgets

udfald, det var så godt som afgjort på forhånd.

Statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale var heller ingen sensation, skønt

den blev modtaget som sådan af medierne. Den demonstrerede derimod en lynsnar evne til at gribe

nuet – årsskiftets vigtigste nyhed, Tsunamien – og udnytte den på temmelig enestående vis i en

pletfri tv-præstation. Ingen oppositionspolitiker kunne finde det mindste at kritisere statsministerens

tale for, dagen derpå. Det var de forhindret i, dels fordi talen ikke handlede om politik, dels fordi

ingen kunne være uenige i, at katastrofen i Asien overgik alt, hvad vi velfærdsdanskere i øvrigt har

at bekymre os om, og vi bekymrer os som bekendt ellers om mangt og meget. Tænksomt anlagte

gemytter blandt oppositionens politikere bekymrede sig så meget over katastrofens konsekvenser, at

de gentagne gange udtalte, at de ikke mente, at statsministeren ville kunne udskrive valg i januar.

En valgkamp i denne tid med så store personlige tab for mange danskere ville være ”upassende”. –

Statsministeren oplyste jo i sin tale, at der var næsten 500 forsvundne danskere. Ugen efter

nytårstalen var tallet svundet ind til nogle-og-tres, og nu rettede mediernes interesse sig imod Per

Stig Møller. Nogle mente, at hans ministerium havde handlet for langsomt, da katastrofen var en

realitet. Danske liv stod jo på spil! En uge senere efter var det ærlig talt ved at være en smule uklart,

om der overhovedet var forsvundet andet end nogle få hundrede svenskere. Skidt-pyt. Så kom de

store tv-shows, hvor alle smilede tappert igennem tårerne, og offentligheden reflektorisk indbetalte

et beløb til katastrofehjælp, men så havde man ligesom også fået nok. Ugen efter rejste danskerne

atter af sted på ferie til de dejligt frisindede og omgængelige, asiatiske ferieoaser.

Selv uden katastrofen i Asien ville der være blevet udskrevet valg i januar, for

regeringen befandt sig efter George W. Bush’s genvalg den 3. november 2004 i en fordelagtig

position. Udviklingen havde jo nu vist, at danskerne stod på den rigtige side – republikanernes – og

medierne lugtede desuden blod. En stor politisk historie anedes. Historien om et forudsigeligt

skuemord, men også historien om et parti, hvis fordums storhed var forvandlet til ynkværdig panik

før lukketid. For mange var der måske tale om en tragedie, men grunden til, at vi nyder tragedier er

jo, at de gør ondt på en dejlig, livgivende måde.

Anders Fogh Rasmussen slog med sin nytårstale eftertrykkeligt det sidste søm i

konge- og brodermorder, Mogens Lykketofts, politiske ligkiste. Lykketoft fremstod (selv uden

fipskæg) mere og mere som det 21. århundredes danske Don Quixote. En sølle fantast, der ledsaget

af Sancho Pancha (Marianne Jelved) galopperede omkring i det politiske landskab i jagten på noget,

socialkammeraterne følte, de havde vundet ejerskab på i løbet af det 20. århundrede:

Regeringsmagten. Det var trist at bivåne, fordi man vidste, at ingen i partigruppen i tide havde

formået at overtale de gamle og udtjente cirkusheste til at gå på pension og spille golf og bingo for

ministerpensionerne. Men det værste var, at alle kunne se, at partiet i eklatant grad savnede en


partiformand med samme mediemæssige anseelse og gennemslagskraft som Anders Fogh

Rasmussen, manden alle kameraer elsker.

Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen fremstår i dag som hovedpersonen i

Oehlenschlaegers’ skuespil, Aladdin (1805). I lighed med guldalderdramaets fagre helt er Anders en

mand, der er blevet sig sine særlige evner for magt bevidst. Omkring Uffe Ellemann-Jensens

valgnederlag i december 1997 må han med instinktiv vished have fornemmet, hvor vidt han kunne

drive det inden for politik, og da han få måneder senere omsider stod med Venstre-formandskabets

lampe i hånden, blev han ydermere klar over, at mediernes spotlight var drejet fra Det Konservative

Folkeparti til hans eget parti med det morsomt arkaiske navn, Venstre. Med naturlig selvfølelse lod

han sin ambitiøst fornuftbetonede natur blive målrettet imod det, der er alle partiers højeste mål,

magt. Politik er magt, og magt er politik, så enkelt kan det formuleres.

Enkelhed og klarhed, står der at læse i §1 i spindoktorernes 101, er af afgørende

betydning. Det er ligegyldigt, om man siger noget, bare det, man siger, lyder af noget, så

kameraerne retter sig imod en og bliver på en. Klip. Vi kan selvfølgelig godt se, at Anders Fogh

Rasmussen nogle gange taler uden om, når der er spørgsmål, han ikke ønsker at besvare. Vi kan

også godt gennemskue, at han meget bevidst højst taler om et emne ad gangen. Han gør det for

vores skyld, vi må ikke opleve, at han roder for mange, komplicerede ting sammen. Det er til

gengæld til at mærke, at det, han taler om, altid er vigtigt, og at han holder, hvad han lover.

Journalisterne lader ham tale ud, inden de stiller et nyt spørgsmål. Klip. Problemet med Mogens og

Marianne er, at hver gang de siger noget, skal man tænke over, hvad det egentlig er, de siger. Klip.

Mogens’ seneste politiske kreation har en engelsk titel. Med Made in Denmark regner han med at

sende et stærkt, nutidigt signal og gøre sin politik krystalklar, så selv Hobie i Hvalsø fatter, hvor

han vil hen. Klip.

Anders Fogh Rasmussen bruger ikke billige tricks, han har blot indhøstet, hvad der

fandtes af brugbart gods på den midtbaneorienterede, politiske arena og bruger det som et

supplement til sin egen agenda – han er pragmatiker – og desuden har han noget bedre i ærmet: Han

indgyder basal tillid hos flertallet af vælgere, alene i kraft af sin person. Han taler direkte til danske

vælgeres hjerte og mellemgulv, men også til hovedet på vælgerne i et bestemt, meget magtfuldt

vælger-segment, der holder sig helt uden for mediernes søgelys. Klip.

Hvad kan vi lære af Statsministerens nytårstale, der var støvsuget for politisk indhold,

og af forløbet frem til den 18. januar? Hvilke bagvedliggende budskaber og signaler er at spore?

Den megen empati, forståelse og medmenneskelighed, der strålede ud fra Marienborg

til seerne om aftenen d. 1. januar virkede som et vellykket overraskelsesangreb på den del af

oppositionen, der havde ventet, at nytårstalen ville forme sig som et valgoplæg. Mange mener

fortsat, at politik handler om holdninger og ideologier, men det er noget gammeldags snak. Politik

er ligesom Big Brother, bare bedre, for her er det rigtige mennesker, det handler om. Politik handler

om følelser og ikke noget som helst andet. Hvem styrer debatten fra talerstolen, og hvem pimper

den i Snapsetinget? Hvem skal ind, og hvem skal ud?

Klap-klap-klap.

Alt dette har Anders Fogh Rasmussen indset for længe siden. Han er det 21.

århundredes Aladdin, og han ved det. Han kender reglerne. Han spiller spillet. Han har indtaget

scenen, og alt det, han vil blive husket for i historiebøgerne, stramningerne af flygtepolitikken,

Danmarks deltagelse i Irak-krigen, de mange ministerskandaler og det vigtigste, amternes

nedlæggelse, alt dette undlader han at udtale sig om. For ærlig talt, alt det besværlige pis –

strategierne, planlægningen, beregningerne og konsekvenserne – det vil folk alligevel ikke høre

noget om.

Aladdin Fogh Rasmussen, scenen er din.

More magazines by this user
Similar magazines