17.07.2013 Views

Artiklen - HC Andersens Hus

Artiklen - HC Andersens Hus

Artiklen - HC Andersens Hus

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

Historier om dæmoni og forløsning<br />

"Reisekammeraten", folkeeventyrene og Tobits Bog *<br />

AF BENEDIKT OTZEN<br />

"Som Barn var det min største Glæde at høre Eventyr, en stor Deel staae endnu ret<br />

levende i min Erindring, og nogle af disse ere kun lidet eller intet bekjendte; jeg har her<br />

gjenfortalt et, og dersom jeg seer det optaget med Bifald, vil jeg saaledes behandle flere,<br />

og engang levere en Cyclus af danske Folke-Eventyr". Således skrev H.C. Andersen i<br />

1830. Det var adskillige år før han brød igennem som eventyrdigter, og han var endnu<br />

famlende: lige efter sin studentereksamen havde han udgivet Fodreise (januar 1829), og<br />

sidst på sæsonen i 1829 fået en vaudeville op på Det kongelige Teater. Men i løbet af<br />

efteråret samlede han sin lyriske produktion, der kom ud i januar 1830, og det var i dette<br />

bind, Digte 1830, han medtog en prosatekst, "Dødningen, et fyensk Folke-Eventyr",<br />

forsynet med den ovenfor citerede notits 1 . Det var digterens første eventyr.<br />

Udsnit af Iversens Avis fra 24. november 1829<br />

med forhåndsomtale af H. C. <strong>Andersens</strong> Digte.<br />

H. C. <strong>Andersens</strong> <strong>Hus</strong>.<br />

* Den danske H.C. Andersen-forsknings nestor, dr. phil. Erik Dal, og bibliotekar ved<br />

Folkemindesamlingen, cand. mag. Else Marie Kofod, har læst manauskriptet til denne afhandling, og<br />

jeg takker dem begge meget for deres gode hjælp.


I december 1835 udsendte H. C. Andersen "Andet Hefte" af Eventyr, fortalte for<br />

Børn, og her genopstod "Dødningen" i en ny skikkelse som "Reisekammeraten" 2 . Da han<br />

i 1837 forenede sine tre første Eventyrhefter i "Første Samling. 1835-37", fik udgivelsen<br />

et forord, "Til de ældre Læsere", hvor han efter nogle bemærkninger om de første<br />

eventyrs modtagelse formulerer sig således: "I min Barndom hørte jeg gjerne Eventyr og<br />

Historier, flere af disse staae endnu ret levende i min Erindring; enkelte synes mig at være<br />

oprindelige danske, ganske udsprungne af Folket, jeg har hos ingen Fremmed fundet de<br />

samme. Paa min Maade har jeg fortalt dem, tilladt mig enhver Forandring, jeg fandt<br />

passende, ladet Phantasien opfriske de i Billederne afblegede Farver. Saaledes er<br />

fremstaaet de fire Eventyr: Fyrtøiet; Lille Claus og store Claus; Prindsessen paa Ærten<br />

og Reisekammeraten" 3 .<br />

Forordet er interessant i forhold til notitsen fra 1830: H.C. Andersen vil mene, at i<br />

hvert fald nogle af de folkeeventyr, han har hørt (netop dem han gendigtede?), er danske<br />

i deres oprindelse. Heri har han nu ikke ganske ret; det forhold, at han har hørt<br />

eventyrene på Fyn, er ingen garanti for dansk proveniens. Men H.C. Andersen er<br />

undskyldt; den folkloristiske videnskab, med dens sammenligninger af folkeeventyr hen<br />

over grænserne og dens eftersporing af typer, var endnu ikke udviklet. Tager vi nu<br />

"Reisekammeraten", som vi her skal beskæftige os med, så kan man ikke forlange, at han<br />

skulle se forbindelsen mellem dette eventyr og europæiske folkeeventyr af typen "Den<br />

døde Hjælper", selv om han var bekendt med tyske samlinger af gendigtninge af eventyr.<br />

Og når det gælder slægtskabet med orientalske eventyr og specielt forbindelsen mellem<br />

"Reisekammeraten" og Tobits Bog, må man heller ikke kræve for meget af H.C.<br />

Andersen; selv om han fra billedkunsten nok kendte motivet ”Tobias og Fisken”. Det var<br />

først, som vi skal se, omkring 1860 at et par tyske folklorister observerede forbindelsen<br />

mellem ”Reisekammeraten” og de internationale folkeeventyr, og mellem<br />

”Reisekammeraten” og den apokryfe Tobits Bog. Og det var først i 1880’erne Kristoffer<br />

Nyrop gjorde danske læsere opmærksom på disse forbindelser.<br />

"Reisekammeraten" og de danske folkeeventyr<br />

Vi har altså H.C. <strong>Andersens</strong> ord for, at "Dødningen" og "Reisekammeraten" bygger på et<br />

dansk folkeeventyr, og var der nogen der tvivlede på hans ord, kunne de inden længe<br />

blive overbevist. Det var kun en snes år senere, omkring midten af 1800-tallet, at Svend<br />

Grundtvig satte en systematisk indsamling af danske folkeeventyr i gang, et arbejde der<br />

senere blev ført videre af Evald Tang Kristensen og mange andre. Og her dukkede<br />

forbløffende mange eventyr op, som handlede om dæmoni og forløsning, eventyr der var


af samme type som "Reisekammeraten". Men det var altså danske folkeeventyr, og det<br />

var stort set kun Svend Grundtvig selv, der havde sans for de internationale paralleller.<br />

Jeg vil vove mig et lille stykke ind i folkloristikkens jungle, og jeg vil læne mig tungt<br />

op ad et arbejde fra de senere år. I bogen De vilde Svaner og andre Folkeeeventyr fra<br />

1989 har Else Marie Kofod, som undertitlen siger det, gennemgået "sidestykker til syv af<br />

H.C. <strong>Andersens</strong> eventyr": "Fyrtøjet", "Lille Claus og Store Claus", "Reisekammeraten",<br />

"De vilde Svaner", "Svinedrengen", "Klods Hans" og "Hvad Fatter gjør" ("Prinsessen<br />

paa Ærten" er ikke med, da det ikke er baseret på et dansk folkeeventyr). Bogen giver et<br />

fortrinligt indtryk af det folkloristiske materiale fra Danmark, der kommer i betragtning:<br />

en registrant på godt 200 danske folkeeventyr dækker, hvad der på nogen måde kan<br />

danne forlæg for de syv eventyr. For hvert af dem gennemgår hun de relevante<br />

folkeeventyr, opregner forskelle og varianter i det folkelige materiale og aftrykker et par<br />

folkelige "sidestykker" til hvert af de andersenske eventyr. Bogen redegør for de<br />

forskellige systemer, man har inddelt de danske folkeeventyr efter (der er registreret<br />

5000!), Svend Grundtvigs klassifikation (Gg) og den internationale (Aarne-Thompson,<br />

AT). Afgrænsningerne er komplicerede, og typerne glider undertiden ind i hinanden (s.<br />

26-28). Else Marie Kofod benytter det danske system, og det vil jeg også gøre 4 .<br />

Holder vi os nu til "Reisekammeraten" og det danske parallelmateriale, ser vi i Else<br />

Marie Kofods afsnit om dette eventyr (s. 38-41), at det hører hjemme i Svend Grundtvigs<br />

folkeeventyrgruppe Gg 67, "Den døde Hjælper". Denne gruppe har Axel Olrik senere<br />

delt op i tre sektioner: Gg 67A har kun motivet "Den døde Hjælper" (helten sørger for,<br />

at en død kommer i graven, og den døde ledsager ham og hjælper ham til at blive<br />

lykkeligt gift). Gg 67B er en sektion med mere komplekse eventyr (den døde bistår<br />

helten med at opsøge og frikøbe en prinsesse, der er fanget af sørøvere, eller på anden<br />

måde er kommet i nød, og sørger for at de bliver gift).<br />

Den tredje sektion er Gg 67C, og det er her, vi skal søge parallellerne til<br />

"Reisekammmeraten": helten (oftest en prins) har sørget for, at den døde er kommet i<br />

graven; heltinden (prinsessen) er i troldens (havmandens, heksemoderens, dværgens)<br />

magt, og "den døde hjælper" tilvejebringer en række magiske hjælpemidler, så helten kan<br />

klare serien af prøver, udfri prinsessen af fortryllelsen og få hende og det halve<br />

kongerige. I Else Marie Kofods registrant omfatter gruppe 67A+B+C ialt 64 eventyr;<br />

sektion 67C omfatter fjorten fortællinger, der i handlingsforløbet ligger mere eller mindre<br />

tæt på "Reisekammeraten" og kan sammenfattes under betegnelsen "Troldebruden" (=<br />

"The Monster's Bride", 507A i AT-systemet).<br />

Naturligvis har H.C. Andersen-forskerne været opærksomme på denne særlige gruppe


af danske folkeeventyr - så meget mere som Andersen selv omtaler en folkelig<br />

overlevering bag "Reisekammeraten". Slår man op i Aage Jørgensens fortrinlige<br />

bibliografi, ser man, at Georg Christensen i 1906 er den første, der tager forholdet<br />

mellem de danske folkeeventyr og H.C. <strong>Andersens</strong> eventyr op 5 . Hans artikel er stadig<br />

noget af det bedste, der er skrevet om H.C. Andersen og folkeeventyrene. Om forholdet<br />

mellem "Reisekammeraten" og de danske folkeeventyr siger han om de sidste, at<br />

"optegnelserne [han betragter hele gruppen Gg 67] er indbyrdes ret afvigende, så det er<br />

vanskeligt at angive en grundform"; han opregner for "Reisekammeraten"s<br />

vedkommende de fælles hovedmotiver (begravelsen, de tre magiske hjælpemidler,<br />

prinsessens tre prøver og hendes befrielse fra trolddommen gennem et bad). Uafvidende<br />

er det i virkeligheden sektionen 67C, "Troldebruden", han begrænser sig til 6 .<br />

Folkemindeforskeren Hans Ellekilde gengiver i 1928 Gg 67d (se nedenfor) harmoniseret<br />

ved hjælp af materiale fra andre versioner og omtaler også "Reisekammeraten" 7 . Den<br />

svenske folklorist Sven Liljeblad skal vi vende tilbage til senere i forbindelse med de<br />

internationale folkeeventyr og med Tobits Bog; men han kommer også ind på<br />

"Reisekammeraten" og dens forhold til danske folkeeventyr, og giver kortreferater af<br />

utrykte danske folkeeventyr 8 .<br />

Der er andre, der har omtalt H.C. <strong>Andersens</strong> brug af folkeeventyr, og nogle af dem<br />

skal vi senere berøre. Men mærkeligt er det, at man før Else Marie Kofods bog var<br />

tilfreds med blot at slå fast, at "Reisekammeraten" byggede på et folkeeventyr 9 . Først<br />

med Else Marie Kofods storartede bog får vi en ordentlig oversigt over og gennemgang<br />

af den serie af danske folkeeventyr, der i al fald må overvejes som forlæg for<br />

"Reisekammeraten". Hun redegør for en række forskelle mellem de fjorten 67C-eventyr,<br />

der kunne ligge bag, og aftrykker to af dem 10 . Hun er, så vidt jeg kan se, den første, der<br />

har taget de fjorten 67C-eventyr for sig, sammenlignet dem med hinanden og<br />

sammenlignet dem med "Reisekammeraten". Da Else Marie Kofod i sin bog vil<br />

gennemgå de danske folkeeventyr bag hele syv Andersen-eventyr, siger det sig selv, at<br />

hendes analyse af varianterne i de fjorten eventyr bag "Reisekammeraten" (s. 39-40) må<br />

blive noget summarisk. Men den er grundlaget for alt videre arbejde, og jeg vil i det<br />

følgende bygge på den, dog at jeg har plads til at gå mere i detaille.


Johannes møder den fremmede.<br />

Radering af Povl Christensen, 1947.<br />

H. C. <strong>Andersens</strong> <strong>Hus</strong>.<br />

Ingen, heller ikke Else Marie Kofod, har vovet at pege på ét bestemt af de fjorten<br />

67C-eventyr og udnævne det til det eventyr, "H.C. Andersen hørte som barn". Og det ser<br />

heller ikke ud til, at det er blandt de fjorten! Det var måske også mere, end man kunne<br />

forvente og forlange. For det første er det begrænset og tilfældigt, hvor mange danske<br />

folkeeventyr man har registreret, og der er overvægt til de jyske. Som vi skal se, er der<br />

kun registreret ét fynsk eventyr tilhørende sektion 67C, og der kan sagtens have været<br />

fortalt andre på Fyn, der lå tættere på "Reisekammeraten". For det andet skal man tage<br />

det alvorligt, når H.C. Andersen selv siger, at han behandlede folkeeventyrene frit. Der er<br />

ikke blot tale om en stilistisk omformning, men han har genskabt folkeeventyret ud fra<br />

sine egne ideer og føjet skikkelser og motiver ind af egen opfindelse. Bo Grønbech har<br />

en række eksempler på, hvor frit H.C. Andersen omgås de fra folkeeventyret kendte, ofte<br />

ret stereotype figurer, og han fortsætter:<br />

H.C. <strong>Andersens</strong> genskabelse af fokeeventyrene består da i, at han overtog milieu'et som en ramme<br />

og fyldte det med nyt liv, med begivenheder og personer hentet alle mulige steder fra, ikke mindst<br />

fra sig selv og sine egne omgivelser, og således skabte en eventyrverden der var langt rigere og<br />

mere broget end folkeeventyrenes, og samtidig langt nærmere virkeligheden. Han broderede så at<br />

sige realisme på det gamle kanevas 11 .<br />

Bo Grønbech mener vist egentlig, at vi, når det gælder H. C. <strong>Andersens</strong> forhold til<br />

folkeeventyrene, må nøjes med at konstatere, at digteren "overtog milieu'et", men ellers<br />

forholdt sig helt frit til eventyrenes detailler, således at det næppe er muligt "at<br />

rekonstruere de eventyr han hørte som barn" (s. 129).<br />

Vi behøver nu ikke at overtage Grønbechs noget opgivende holdning over for<br />

folkeeventyrene. Det store folkloristiske materiale, Else Marie Kofod har sammenstillet,<br />

forsyner os med så mange paralleller til de andersenske eventyr, at vi ikke er henvist helt<br />

i almindelighed at konstatere ligheder i milieu'et. Det er muligt at foretage, hvad jeg vil


kalde en motivanalyse. Det vil sige, at vi nogenlunde sikkert kan slå fast, hvilke motiver,<br />

træk og skikkelser, H.C. Andersen overtog fra folkeeventyrene, og hvilke han<br />

selvstændigt udformede. I tilfældet "Reisekammeraten" kan vi uden videre se, at dette<br />

eventyr er helt igennem andersensk i fortællemåden. Men som det vil fremgå af det<br />

følgende, er det muligt at skelne mellem på den ene side træk og detailler overtaget fra<br />

folkeeventyrene og, på den anden side, de motiver og skikkelser, der ikke findes i noget<br />

af folkeeventyrene. Indledningen med faderens død er nok, som man har ment, et<br />

bevægende billede af H.C. <strong>Andersens</strong> egne følelser ved faderens død, et par år før han<br />

rejste til København 12 . Den gamle kone, der brækker benet og udleverer de tre ris, møder<br />

vi ikke i noget af de danske folkeeventyr, og scenen med dukkekomediespilleren er vist<br />

også <strong>Andersens</strong> eget påfund, måske inspireret af Hans Christians leg med dukker 13 . Ser<br />

vi således bort fra det, vi må formode er andersensk, er der motiver i<br />

"Reisekammeraten", der kan findes i ét folkeeventyr, andre der kan findes i et andet. Intet<br />

af de kendte folkeeventyr har præcis de, og kun de, motiver, vi kan betragte som<br />

oprindelige folkeeventyrmotiver i "Reisekammeraten".<br />

Det kan være det bliver lidt vidtløftigt, men når jeg nu har set de fjorten danske 67C-<br />

eventyr igennem, kan jeg lige så godt meddele, hvad jeg har set. Jeg vil opstille et<br />

"motivskema", der viser struktur og handlingsforløb i 67C-eventyrene, og sammenholde<br />

det hele med "Reisekammeraten". De motiver, der føjer 67C-eventyrene sammen i én<br />

gruppe, er følgende (idet jeg i parentes angiver motivets udformning i<br />

"Reisekammeraten"):<br />

1 Begravelsesmotivet (<strong>HC</strong>A: Johannes betaler 50 daler, for at den døde kan komme i<br />

graven)<br />

2 Følgesvenden (<strong>HC</strong>A: Reisekammeraten ledsager Johannes)<br />

3 Erhvervelsen af tre magiske hjælpemidler på vejen<br />

a) (<strong>HC</strong>A: konen med det brækkede ben betaler med tre ris)<br />

b) (<strong>HC</strong>A: dukkekomediespilleren betaler med sablen)<br />

c) (<strong>HC</strong>A: den døde svanes vinger)<br />

4 Tidligere bejleres skæbne (<strong>HC</strong>A: alle tidligere bejlere henrettet)<br />

5 Prinsessens tre prøver (<strong>HC</strong>A: trolden foreslår under tre besøg prinsessen, hvad<br />

Johannes skal gætte; men Reisekammeraten hører det)<br />

a) (<strong>HC</strong>A: en sko)<br />

b) (<strong>HC</strong>A: en hanske)<br />

c) (<strong>HC</strong>A: troldens hoved, som Reisekammeraten hugger af og bringer Johannes)


6 Afslutning<br />

a) Prinsessen gifter sig med prinsen (<strong>HC</strong>A: med Johannes)<br />

b) Prinsessens fortryllelse hæves (<strong>HC</strong>A: ved et bad)<br />

c) Delingsmotivet (<strong>HC</strong>A: mangler)<br />

d) Følgsvenden åbenbarer sin identitet (<strong>HC</strong>A: er den gældbundne døde)<br />

Vi behøver dog ikke at gennemgå alle fjorten 67C-eventyr. Ser man nærmere på dem,<br />

opdager man, at der er flere, vi uden videre kan se bort fra. Der er for det første det<br />

forhold, som også Else Marie Kofod er inde på, at nogle af de fortalte 67C-eventyr kun<br />

alt for tydeligt røber, at fortælleren kan sin H.C. Andersen! Det gælder Gg 67x fra<br />

Viborg amt og Gg 67ccc fra Aarhus amt. Disse fortællinger kalder helten for Hans eller<br />

Johannes, har indledningen med faderens død og den gamle kone med risene,<br />

fortryllelsen hæves gennem et bad, og der kan nævnes en række yderligere detailler. Ja,<br />

67x har komediespillerne i kroen, og det har bevaret den andersenske replik, når<br />

prinsessen modtager Hans med et "God morgen, du!" 14 . På samme måde med det lovlig<br />

løst nedtegnede Gg 67dd fra Præstø amt; det har nissen, der står i kirketårnet og vinker<br />

farvel til Johannes og replikker direkte fra "Reisekammeraten" i scenen med den gamle<br />

kone, der brækker benet 15 . Vi kan se bort fra disse tre 67C-fortællinger.<br />

Johannes og rejsekammeraten møder den<br />

gamle kone. Tegning af Hans Tegner o.<br />

1900. H. C. <strong>Andersens</strong> <strong>Hus</strong>.


Et andet forhold er det, at i hvert fald et af de fortalte 67C-eventyr lider af<br />

"redundans", at det altså er overfyldt med motiver fra andre eventyr-typer. Det er Gg<br />

67hh fra Ringkøbing amt, som overhovedet er et blandingseventyr med så mange<br />

forskellige motiver, at det knap kan regnes til 67C-gruppen. Det har fx nogle motiver fra<br />

"Fyrtøjet" og andre fra et af Asbjørnsens og Moes norske folkeeventyr 16 . Et femte<br />

eventyr er Gg 67aa, som under titlen "Følgesvenden" er nedtegnet i Vestjylland, men er<br />

identisk med et andet af Asbjørnsen og Moes norske eventyr med samme titel. Vi skal<br />

tage det op i en senere sammenhæng, men vil foreløbig se bort fra det 17 . Endelig er der<br />

Gg 67y fra Ribe amt; med det forholder det sig på særlig vis, og vi vender også tilbage til<br />

det senere.<br />

Ser vi således bort fra 67x, 67ccc, 67dd, 67hh, 67aa og 67y, er der otte tilbage af de<br />

fjorten 67C-eventyr, og af dem er de fem jyske. Vi vil se på dem først, og de kan<br />

behandles samlet i ét skema, som er stiliseret i den forstand, at det anfører det typiske og<br />

nogenlunde fælles i de fem jyske eventyr. Bortset fra at de alle handler om en prins og en<br />

prinsesse, er der en del forskelligheder (rækkefølgen og arten af de erhvervede<br />

hjælpemidler, og af genstandene, der skal gættes eller findes). Jeg har her først og<br />

fremmest angivet de tilfælde, hvor motiver helt mangler i enkelte versioner. De fem jyske<br />

67C-eventyr er følgende:<br />

(1) Gg 67d (1856; Aalborg amt) "Den døde Tjener" 18<br />

(2) Gg 67r (1875; Ringkøbing amt) "Den grønne Dreng og de tre Hexe" 19<br />

(3) Gg 67mm (1874; Ringkøbing amt) "Den forheksede<br />

prinsesse" 20<br />

(4) Gg 67qq (1882/83; Aalborg amt) "Den døde hjælper" 21<br />

(5) Gg 67hhh (1909; Hjørring amt) "Rejsekammeraten" 22<br />

Skemaet ser således ud:<br />

1 Begravelsesmotivet: Prinsen betaler for at den døde kan komme i graven<br />

2 Følgesvenden: Følgesvenden ledsager prinsen<br />

3 Erhvervelsen af tre magiske hjælpemidler på vejen:<br />

[hele motivet mangler 67mm]<br />

a) hat eller kappe, der gør bæreren usynlig


) vinger eller fjederham [mangler i 67r]<br />

c) sværd eller tryllekæp<br />

4 Tidligere bejleres skæbne: alle tidligere bejlere er henrettet [mangler 67r og 67mm]<br />

5 Prinsessens prøver: tre ting tilvejebringes af følgesvenden:<br />

a) sko eller tøfler<br />

b) ring eller halskæde<br />

c) troldens hoved [mangler 67hhh]<br />

6 Afslutning:<br />

a) prinsen gifter sig med prinsessen [67d: med hendes kusine]<br />

b) fortryllelsen hæves ved at: prinsessen piskes til blods [67mm, 67hhh] og dykkes<br />

ned i bad [67hhh]; prinsessen henrettes [67d]; trolde dræbes [67r, 67hhh]; [mangler<br />

67qq])<br />

c) delingsmotivet [mangler i alle; måske dog i 67d]<br />

d) følgesvenden åbenbarer, at han er den døde [mangler<br />

67mm]<br />

Motivligheden mellem disse fem jyske folkeeventyr og "Reisekammeraten" er jo oplagt.<br />

De handler alle om dæmoni og forløsning, og forløsningen er betinget af følgesvendens<br />

kunnen og af prinsens godhed. Det er iøjnefaldende, at det er motivet 6b (fortryllelsen<br />

hæves), der er mindst konsistent, at bademotivet, som vi har hos H.C. Andersen og skal<br />

møde andre steder, kun forekommer i ét af de jyske, ligesom delingsmotivet kun er<br />

antydet i 67d.<br />

Blandt de fjorten 67C-eventyr er der to sjællandske. Af dem har vi allerede udskudt Gg<br />

67dd fra Præstø amt; det var afhængigt af H.C. <strong>Andersens</strong> version. Det andet sjællandske<br />

er Gg 67n; det har de sædvanlige motiver (tallene angiver de seks motivled), men er<br />

alligevel temmmelig forskelligt fra de jyske:<br />

Gg 67n (1878; Holbæk amt) "Den lille barhovede dreng" 23 .<br />

Den yngste af seks prinser drager ud i verden. (1) To mænd mishandler et lig, og prinsen betaler<br />

den dødes gæld på 70 daler, så han kan få fred i sin grav. (2) Prinsen ledsages senere af en<br />

barhovedet dreng. (3) Hos en trold tager de en "trille", som viser dem vej til kongsgården.<br />

Drengen siger til prinsen, at han skal hjælpe kongen med "at stride for kristenheden" og<br />

forsvinder. Prinsen kæmper i krigen og vinder prinsessens yndest, og syv år senere, netop da<br />

prinsen skal ægte prinsessen, vender drengen tilbage. (5) Han fortæller, at prinsessen "ligger i<br />

med trolden", og at prinsessen tre aftener vil gemme ting hos trolden, som prinsen skal bringe til<br />

veje (en guldhæspe, en guldvinde og et guldæble). De forfølger og pisker prinsessen og tager de<br />

tre ting fra trolden. (6) Prinsessen kan nu ægte prinsen. På drengens anvisning kaster prinsen på<br />

bryllupsnatten prinsessen i et kar med nymalket mælk. Hun omskabes til løve, bjørn og andre<br />

vilde dyr, men prinsen holder fast, og hun bliver til menneske igen. Drengen vil afsted, men vil<br />

komme igen efter syv år, "og så skal vi dele halvt imellem os". Drengen kommer tilbage, og<br />

prinsen deler alt ligeligt mellem dem, men han vil også have halvdelen af prinsessen. Det nænner<br />

prinsen ikke og vil overlade ham hende helt. Men drengen giver afkald og åbenbarer, at han er<br />

den døde, som prinsen skaffede fred i graven.


Der er tre interessante ting ved dette sjællandske 67C-eventyr: trolden mister ikke<br />

hovedet, fortryllelsen hæves ved et bad, og endelig: "delingsmotivet" i slutningen. Dette<br />

sidste motiv er højst antydet i et enkelt af de jyske 67C-eventyr, men spiller en stor rolle i<br />

de internationale eventyr af samme type og er strejfet i Tobits Bog. Vi skal møde det<br />

senere.<br />

Kongen viser Johannes rundt<br />

i klosterhaven. Akvarel af<br />

Oskar Klever, 1957. H. C.<br />

<strong>Andersens</strong> <strong>Hus</strong>.<br />

Jeg har gemt det fynske eventyr til sidst! Ud fra Else Marie Kofods registrant må man<br />

tro, at der er to fra Fyn. Men der er nu nok kun ét, som friskolelærer Lars Rasmussen<br />

omkring 1870 nedskriver på Kertemindeegnen og dels selv befordrer i trykken i et<br />

tidsskrift i 1872 (Gg 67mmm) og dels sender til Klaus Berntsen, der indlemmer det i sin<br />

samling af eventyr fra 1873 (Gg 67o). De to tryk har samme titel og er identiske, kun at<br />

Klaus Berntsen har rettet lidt stil i friskolelærerens dansk. Dette fynske eventyr dukker


mærkeligt nok op i en mere mundtlig form, nedskrevet 1886 i Ribe amt af Tang<br />

Kristensen; versionen (Gg 67y) er til trods for mindre forskelligheder tydeligt nok fortalt<br />

efter den trykte fynske, men fortælleren har glemt motivet med den døde hjælper i<br />

begyndelsen og slutningen! 24 Vi kan se bort fra denne version. Men den fynske fortjener<br />

en fyldigere parafrase (med angivelse af de sædvanlige seks motivled):<br />

Gg 67mmm og Gg 67o (ca. 1870; Odense amt) "Den hvide Mand og Kongesønnen" 25<br />

(1) Prinsen vil drage ud i verden. Han betaler 14 daler, for at en gældbunden mand kan komme i<br />

graven.<br />

(2) En mand i hvide klæder slår følge med ham.<br />

(3) De overnatter hos en trold med tre hoveder, der stræber dem efter livet. Den hvide mand<br />

binder trolden til bordet med magiske midler og slipper ham først løs, da han har udleveret sit<br />

sværd. Næste nat overnatter de hos en trold med seks hoveder. Det går på samme vis, og de<br />

tvinger ham til at udlevere to vinger. Den tredje nat er de hos en trold med ni hoveder, og ham<br />

aftvinger de en hat, der gør bæreren usynlig.<br />

(4) De kommer til kongsgården. Prinsessen er forhekset, og hendes bejlere har måttet lade livet,<br />

når de ikke kunne finde tre ting, hun skjulte for dem.<br />

(5) Kongen er ked af, at prinsen melder sig som bejler, men prinsessen flyver om natten til<br />

trolden med tolv hoveder; den hvide mand bruger tryllehatten og vingerne, følger usynlig med og<br />

pisker hende med ris, han har skåret til dette formål. Trolden foreslår, at hun som den første<br />

prøve skal gemme sin tøffel under hans seng. Men den hvide mand flyver bort med den og giver<br />

den til prinsen, der næste morgen kan præsentere den for prinsessen. Trolden foreslår næste nat<br />

som den anden prøve, at han skal gemme hendes ring i en jernkiste. Men den usynlige hvide<br />

mand tager ringen, som prinsen nu kan levere tilbage til prinsessen. Den tredje prøve går ud på,<br />

at prinsen skal finde trolden selv. Trolden flyver hjem med prinsessen, og da hun er forsvundet<br />

ind i slottet, hugger den hvide mand alle tolv hoveder af ham.<br />

(6) Den hvide mand instruerer prinsen om de sidste skridt: han skal tage prinsessen med ned i<br />

gården og vise hende de tolv hoveder. "Naar hun da ser dem, vil hun lade, som om hun bliver<br />

meget glad. Hun vil omfavne Dig; men - vaer Dig! hun vil klemme dig ihjel. Grib din<br />

Pennekniv og rids hende med den i den ene Arm, saadan at der kommer Blod, for saa er<br />

Fortryllelsen hævet". Sådan går det, og de holder bryllup, men den hvide mand åbenbarer sin<br />

identitet som den gældbundne døde og vender tilbage til åndeverdenen.<br />

Nu ville det jo være herligt, hvis vi i dette fynske 67C-eventyr uden videre havde<br />

forlægget for "Reisekammeraten"! Men så enkelt er det ikke. Den fynske version er klar<br />

nok i sin opbygning, og den har alle de motiver, vi finder i "Reisekammeraten", og som<br />

også stort set var til stede i de jyske eventyr. Der er dog samtidig ikke så få<br />

forskelligheder; men det, der står i vejen for, at man kan betragte den som H.C.<br />

<strong>Andersens</strong> umiddelbare forlæg, er den helt anderledes afslutning: i "Reisekammeraten"<br />

fortælles, at prinsessen dukkes ned tre gange i et bad, og dermed er fortryllelsen hævet.<br />

Men her har vi et andet motiv: hun bringes til at bløde 26 . Dette motiv forekommer i de<br />

jyske 67mm og vel også i 67hhh, hvor hun piskes til blods. Badet, derimod, har vi kun i<br />

67hhh (Hjørring amt) og i 67n (Holbæk amt), og i det norske, som vi ser på senere. Der<br />

kan naturligvis på Fyn have eksisteret en version med badet som slutning, eller også har


H.C. Andersen taget motivet fra et andet folkeeventyr; Hovmann nævner, at det<br />

forekommer i "Kong Lindorm" og i "Vildering Kongesøn og Miseri Mø" 27 . Endelig<br />

mangler delingsmotivet.<br />

Efter gennemgangen af de danske folkeeventyr af typen 67C må vi konkludere: de fem<br />

jyske, det sjællandske og det fynske ligger alle temmelig tæt på "Reisekammeraten", men<br />

det er ikke muligt at udpege et enkelt af dem som H.C. <strong>Andersens</strong> forlæg. Han har<br />

sikkert kendt et veludbygget eventyr af typen, men har dels selv digtet elementer til og<br />

dels måske taget visse ting fra andre eventyr.<br />

Kan vi ikke komme videre med "Reisekammeraten" og de danske folkeeventyr? Der<br />

er én mulighed tilbage - som måske i sidste ende kun vil mystificere os. Vi skal bevæge<br />

os ud i kanten af det danske, nemlig til det norske. Den engelske folklorist Gordon H.<br />

Gerould udgav i 1907 bogen The Grateful Dead. Her eftersporer han motivet "Den døde<br />

Hjælper" i en lang række internationale eventyr og ligeledes i Tobits Bog, som spiller en<br />

stor rolle i hans bog; vi skal møde ham senere. Da han når til de skandinaviske eventyr,<br />

slår han uden videre fast, at "Reisekammeraten" er "a literary redaction" af et norsk<br />

folkeeventyr, som findes i en af Asbjørnsens samlinger. Det hedder "Følgesvenden", og<br />

det ville unægtelig være interessant, hvis Gerould havde ret. Det kan parafraseres således<br />

(igen med angivelse af de seks motivled):<br />

En ung gut vil ud i verden for at vinde en prinsesse, han har set i en drøm. (1) En bedragerisk<br />

vintapper er henrettet og står til spot og spe uden for kirken, indefrosset i en isblok. Gutten<br />

betaler for at han kan komme i jorden. (2) Vintapperens ånd ledsager ham på den videre færd. (3)<br />

Fra tre hekse får de et magisk sværd, et gyldent garnnøgle og en tryllehat. Med garnnøglet<br />

spinder de en bro over til prinsessens slot. (4) Prinsessens tidligere friere er alle blevet henrettet.<br />

(5) Første nat skal gutten passe på prinsessens saks, og det lykkes kun ved følgesvendens hjælp;<br />

han er usynlig med på geden, da prinsessen rider af sted til trolden med saksen, som hun har<br />

listet fra gutten. Anden nat skal han opbevare et gyldent garnnøgle, og det går på samme måde.<br />

Tredje nat skal han gætte, hvad prinsessen tænker på - og følgesvenden kan bringe troldens<br />

hoved til slottet. (6) På bryllupsnatten vil prinsessen dræbe gutten, men følgesvenden har<br />

instrueret ham om at piske hende og dyppe hende i et kar valle, et kar surmælk og et kar<br />

sødmælk. Først bliver hun til en ravn, men fortryllelsen hæves, og de kan hente troldens<br />

rigdomme. Følgesvenden vil forsvinde, men får løfte om, at han kan komme igen og få halvdelen<br />

af, hvad gutten avler i de næste fem år. Han vender tilbage, og gutten vil give ham halvdelen af<br />

alt, hvad han ejer. Men følgesvenden vil også have halvdelen af det barn, gutten har fået med<br />

prinsessen. Gutten er parat til at hugge barnet i to dele, men følgesvenden hindrer ham og<br />

åbenbarer sin identitet som vintapperen. Han forsvinder, "for naa ringte det efter ham med<br />

himmerikes klokker" 28 .<br />

Gerould slutter sit referat af "Følgesvenden" og "Reisekammeraten" med følgende ord:<br />

"It will be seen that Andersen simply embroidered the Norwegian tale as was his wont,<br />

adding a good many picturesque details, and softening some features" (s. 68). Der er nu


ingen grund til at udnævne præcis dette norske eventyr til H.C. <strong>Andersens</strong> forlæg.<br />

Problemet er, at Gerould er gået fejl i det danske materiale; foruden <strong>Andersens</strong><br />

"Reisekammeraten" anfører han kun to danske (67a og 67b), som begge hører til sektion<br />

67A, mens han har overset de fjorten 67C-eventyr. Derfor må han betragte det norske<br />

eventyr, som den nærmeste parallel til "Reisekammeraten" 29 .<br />

Naturligvis er det en mulighed, at det norske eventyr, før det er blevet nedskrevet, er<br />

vandret fra de norske dale til Danmark, og at H.C. Andersen således har hørt det i en<br />

fynsk gengivelse. Men det norske står ikke "Reisekammeraten" nærmere end flere af de<br />

danske 67C-eventyr, som Gerould overså. Det norske eventyr minder jo mest om det<br />

sjællandske, vi gennemgik, og det har som det både bademotivet og "delingsmotivet",<br />

men også piskningen (til blods?).<br />

Rejsekammeraten<br />

slider sine ris på<br />

trolden og<br />

prinsessen.<br />

Radering af Povl<br />

Christensen, 1947.<br />

H. C. <strong>Andersens</strong><br />

<strong>Hus</strong>.<br />

I øvrigt optræder det norske eventyr i Vestjylland i 1870'erne, hvor en


højskoleforstander nedskriver det i en dansk version, der udelader pisknings-, bade- og<br />

delingsmotivet. Han sender det til Klaus Berntsen, og det registrerers i Dansk<br />

Folkeindesamling under titlen "Følgesvenden" som Gg 67aa med angivelsen "Ukendt<br />

fortæller". Men fortælleren er Asbjørnsen, og højskoleforstanderen må have læst<br />

"Følgesvenden" (der blev trykt i Norge i 1866) og genfortalt den (et sted misforstår han<br />

oven i købet et norsk udtryk!) 30 .<br />

Vi kan næppe komme længere. Vi må nok erkende, at vi ikke kan finde det<br />

folkeeventyr, "H.C. Andersen hørte som barn". Men vi har kunnet konstatere, at der var<br />

ganske mange fortællinger af den pågældende type i omløb, og vi kan formode, at også<br />

Fyn har haft flere versioner end den fra Kertemindeegnen.<br />

"Reisekammeraten” og de internationale folkeeventyr<br />

Samtidig med at Svend Grundtvig begyndte at indsamle danske folkeeventyr og forsøgte<br />

at typologisere dem, udkom i Tyskland en bog, som sammenstillede en række<br />

europæiske folkeeventyr, og det netop dem, der kan sammenfattes under rubrikken "Den<br />

døde Hjælper". Det var Karl Simrocks Der gute Gerhard und die dankbaren Todten,<br />

som kom i 1856. Han var i øvrigt den første, der inddrog Tobits Bog, som vi senere skal<br />

se det. Men han observerede ikke forbindelsen til "Reisekammeraten". Det gjorde til<br />

gengæld en anden tysker, folkloristen Reinhold Köhler. Det er Liljeblad (se note 7), der<br />

henviser til hans afhandling fra 1864 om gæliske folkeeventyr; han sammenstiller et<br />

gælisk og et tysk om "Den døde Hjælper", og om det tyske siger han, at det i hovedtræk<br />

stemmer overens med H.C. <strong>Andersens</strong> "Der Reisekamerad", som han har læst i den tyske<br />

udgave af eventyrene fra 1847. Han værdsætter "Reisekammeraten", men ville tydeligt<br />

nok hellere have haft det oprindelige danske folkeeventyr "rein aus dem Volksmunde<br />

ohne die <strong>Andersens</strong>chen Ausschmückungen"! 31 .<br />

I sin utrykte registrant over de danske folkeeventyr demonstrerer Svend Grundtvig, at<br />

han er endda meget velorienteret i den udenlandske folkloristik, og han sætter de danske<br />

67C-eventyr i forbindelse med både "Reisekammeraten", med Tobits Bog og med de<br />

internationale eventyr af samme type 32 . Men på tryk har Grundtvig, så vidt jeg ved, ikke<br />

ytret sig om sagen. I den danske folklore-litteratur bliver derfor romanisten Kristoffer<br />

Nyrop den første, der indfører "Reisekammeraten" i det internationale selskab. Aage<br />

Jørgensens bibliografi henviser til en artikel af Nyrop fra 1880: "Fra den sammenlignende<br />

Litteraturforskning". I anden del, "Et Æventyrs Vandringer", forbinder han<br />

"Reisekammeraten" med internationale folkeeventyr og med Tobits Bog. Han<br />

genfortæller et armensk eventyr, nedskrevet 1856 i Transkaukasien; det optræder ofte i


analyser af Tobits Bog, og vi kommer tilbage til det. Jeg kan ligeså godt bruge Nyrops<br />

danske version med tilføjelse af mine motivled:<br />

(1) En rig Mand red en Dag gjennem en Skov, hvor han traf nogle Mænd, der vare ifærd med at<br />

klynge et lemlæstet Lig op i et Træ. Da han spurgte, hvorfor de behandlede den Døde saaledes,<br />

svarede de, at han, mens han levede, var blevet dem Penge skyldig, som han ikke havde<br />

tilbagebetalt før sin Død. Den rige Mand betalte da hans Gjæld og begravede Liget. Ved Tidernes<br />

Ugunst mistede han imidlertid lidt efter lidt hele sin Formue og kom til sidst i den yderste<br />

Fattigdom.<br />

(4) I den By, hvori han boede, levede ogsaa en fornem og anset Mand, der kun havde een<br />

Datter; denne vilde hendes Fader gjerne have gift, men fem Mænd vare allerede døde i<br />

Brudenatten, og ingen vovede derfor mere at fri til hende. Faderen tilbød hende nu til den<br />

fordums rige Mand, men denne var tvivlraadig og bad om Betænkningstid. (2) Dagen efter kom<br />

en Fremmmed til ham og tilbød sig som Tjener mod at faa Halvdelen af hele hans tilkommende<br />

Formue. De bleve hurtig enige herom, og Tjeneren raadede da sin nye Herre til at modtage det<br />

tilbudte Ægteskab, hvilket denne ogsaa gjorde. (6) I Brudenatten indfandt Tjeneren sig imidlertid<br />

hemmelig i Soveværelset hos de Nygifte; saasnart de vare faldne i Søvn, krøb en Slange ud af<br />

Brudens Mund for at dræbe Brudgommen, men Tjeneren huggede hurtig Hovedet af den og<br />

reddede derved sin Herres Liv. Nogen Tid efter forlangte Tjeneren, at den omtalte Deling skulde<br />

finde Sted, kun vilde han ikke nøjes med Penge eller Kostbarheder, men forlangte ogsaa<br />

Halvdelen af Konen: "Hun skal hænges op med Hovedet nedad, og jeg vil hugge hende<br />

midtover". I det samme gled en Slange ud af hendes Mund, og Tjeneren sagde da: "Det var den<br />

sidste; fra nu af kan du leve lykkelig og uden Fare med din Kone. Jeg forlanger intet af Dig, thi<br />

jeg er den Døde, hvis Lig Du engang reddede for Skam og Vanære og fromt begravede"; med<br />

disse Ord forsvandt han 33 .<br />

I den tidligere nævnte afhandling fra 1906 om H.C. Andersen og folkeeventyrene<br />

kommer Georg Christensen kun, når det drejer sig om "Prinsessen paa Ærten", ind på<br />

internationale eventyr. Mere påfaldende er det, at Paul V. Rubow i sit skelsættende<br />

arbejde fra 1927 om H.C. <strong>Andersens</strong> eventyr i så ringe grad tager forholdet til<br />

folkeeventyret op. Han har et indledningsafsnit (s. 17-23), hvor han i folkeeventyrenes<br />

"idékreds" og i deres stereotypiserede form finder kimen til de senere litterære eventyr,<br />

både ude omkring i Europa og hos H.C. Andersen. Men det er i virkeligheden kun disse<br />

kunstnerisk genskabte eventyr - de sekundære eventyr, kalder Rubow dem - der synes<br />

at interessere ham. Og på dette felt er han i stand til på imponerende måde at tegne et<br />

billede af det litterære eventyr i dets forskellige genrer fra Oldtiden helt op til Musæus og<br />

Grimm og, i Danmark, til Ingemann og Oehlenschlæger - altsammen som baggrund for<br />

H.C. <strong>Andersens</strong> eventyr. Men han taler nedladende om de farisæiske folklorister (s. 30),<br />

som kun er i stand til at rette fejl i det, Rubow kalder "den lutrede eventyrform", altså det<br />

litterære eventyr. Det er helt en passant, han nævner konkrete folkeeventyr, og det er<br />

symptomatisk, at han overhovedet ikke citerer Georg Christensen, der tyve år tidligere<br />

havde leveret den første rigtige analyse af forholdet mellem H.C. Andersen og<br />

folkeeventyret 34 .


Det armenske eventyr, vi netop har hørt, skal vi altså ikke søge efter hos Rubow. Det<br />

spiller til gengæld en stor rolle i svenskeren Sven Liljeblads disputats fra 1927, Die<br />

Tobiasgeschichte und andere Märchen mit toten Helfern. I første del af bogen behandler<br />

han motivet "Den døde Hjælper" i eventyr, der står "Reisekammeraten" fjernere -<br />

nærmest svarende til sektionerne 67A og 67B i den danske klassifikation (se ovf. s.<br />

XXX). Men 67C-eventyr, af den art, vi allerede har mødt i gennemgangen af danske<br />

folkeeventyr, har Liljeblad reserveret til bogens anden del. Her kommer han ind på en del<br />

af de danske folkeeventyr, men især på en lang række internationale eventyr, som han<br />

efter hovedmotiver opdeler i syv typer, hvoraf især tre er af interesse i vores<br />

sammenhæng: "Troldebruden" (type A, "Die Braut des Unholdes"), "Asmodæus" (type<br />

E, opkaldt efter dæmonen Asmodæus i Tobits Bog) og "Slangepigen" (type F); A er især<br />

udbredt i Vesten, E og F i Østen (s. 178). Han indleder sin udredning af disse motiver,<br />

som ofte er flettet sammen i eventyrene, med at genfortælle Tobits Bog og<br />

"Reisekammeraten"! Sådanne historier, siger Liljeblad, hører hjemme i<br />

"kunstlitteraturen", er litterære produkter, men formet på folkeeventyrets substrat. Det er<br />

eventyr af samme type, der ligger bag de to fortællinger, men "Reisekammeraten" står<br />

nærmere ved folkeeventyrene end Tobits Bog, som har fået et stærkt jødisk præg 35 .<br />

Allerede Kristoffer Nyrop vidste, at eventyr af samme art som det armenske er<br />

nedskrevet i Rusland, Polen, Ungarn, Rumænien, Spanien, Frankrig og Tyskland.<br />

Liljeblads registrant (s. 44-57) bekræfter til overmål denne oplysning; eventyret<br />

forekommer overalt - i varierende versioner, men med den samme grundstruktur.<br />

Der kan ikke være tale om at gennemgå de mange ikke-danske folkeeventyr, der mere<br />

eller mindre svarer til "Reisekammeraten", og som vi finder registreret i kort form hos<br />

Liljeblad og i fyldigere parafraser hos fx Gerould i hans tidligere nævnte bog The<br />

Grateful Dead fra 1907 36 . Men jeg kan referere et par stykker med angivelse af<br />

motivleddene:<br />

Fra Irland fortælles følgende: (1) En prins er på jagt og overrasker tre mænd, der mishandler en<br />

død. Han betaler den dødes gæld på 5 pund og får ham begravet. (2) Han vil finde en prinsesse at<br />

ægte og ledsages af en rødhåret yngling, der vil være hans tjener og som sin løn kun forlanger<br />

halvdelen af, hvad prinsen erhverver. (3) På rejsen får den rødhårede fra en kæmpe et<br />

tryllesværd, fra en anden kæmpe en kappe, der gør usynlig, og fra en tredje et par sko, der<br />

bringer bæreren hvorhen han vil. (4) De finder prinsessen, hvis tidligere friere er dræbt, da de<br />

ikke kunne opfylde hendes betingelser. (5) Tre ting skal prinsen opbevare eller fremskaffe (en<br />

kam, en saks og de læber, prinsessen sidst har kysset). Den rødhårede sikrer prinsen kam, saks og<br />

den onde ånds afhuggede hoved. (6) Endelig forklarer han prinsen, at han skal slå prinsessen tre<br />

gange; hver gang farer en djævel ud af munden på hende. Han ægter hende, og den rødhårede<br />

forlanger et år efter halvdelen af hendes førstefødte. Men han giver afkald og åbenbarer sig som<br />

den gældbundne døde 37 .


Interessantest er et tysk eventyr, Simrock gengiver som nr. 10. Man har fremhævet<br />

ligheden mellem dette eventyr på den ene side og "Reisekammeraten", Asbjørnsens<br />

norske og Tobits Bog på den anden side. Indholdet er dette:<br />

Prinsen har ødt sin ejendom og bliver sendt ud i verden. (1) Med sine sidste penge betaler han<br />

den dødes gæld og får liget begravet. (2) Han møder følgesvenden, (3) som med dråber af en<br />

flaske hjælper en gammel kone, der slæber på et knippe brænde. Til gengæld får han tre ris.<br />

Dernæst giver han en gammel soldat dråber af flasken og får hans sværd. Endelig tager han<br />

vingerne fra en død ravn. (4) De kommer til kongeslottet, hvor prinsessens tidligere friere har<br />

måttet lade livet. (5) For at vinde prinsessen må prinsen gætte, hvad prinsessen tænker på. Tre<br />

nætter flyver følgesvenden med hende til trolden, og han hører, at hun første nat tænker på<br />

"brød", anden nat på "prinsessens smykker", og tredje nat på "troldens hoved", som følgesvenden<br />

hugger af og bringer til prinsen. (6) Fortryllelsen er hævet, brylluppet står, og følgesvenden<br />

åbenbarer, at han er den døde, hvormed han forsvinder 38 .<br />

Troldehovedet i tørklædet.<br />

Radering af Povl Christensen,<br />

1947. H. C. <strong>Andersens</strong> <strong>Hus</strong>.<br />

Om eventyrets proveniens angiver Simrock, at han har fået det "mündlich am Fusse<br />

des Tomberges", vest for Bonn. Det overraskende er, at vi her møder motiver og<br />

formuleringer, der ligger så tæt på "Reisekammeraten", at man igen må spørge: er<br />

Simrocks fortæller afhængig af H.C. Andersen? Det er senest nedskrevet i 1856, og der


forelå på det tidspunkt adskillige tyske udgaver af H.C. <strong>Andersens</strong> eventyr. Vi møder i<br />

Simrocks eventyr motivet med den gamle kone, der slæber et brændeknippe og betaler<br />

for hjælpen med tre ris; dette motiv kender vi fra "Reisekammeraten", men det<br />

forekommer ikke i noget af de originale danske folkeeventyr i gruppe 67C, og jeg<br />

formodede, at det var en andersensk opfindelse. Og der er mere i Simrocks eventyr:<br />

prinsen beder en bøn for den døde, da han har betalt hans gæld og begravet ham; han<br />

spørger følgesvenden, hvad han vil med de tre ris; troldens trone er fremstillet af et<br />

hesteskelet, og hans hoffolk er stokke med kålhoveder på; da prinsessen bliver pisket på<br />

hjemvejen, siger hun: "Som det hagler i nat!"; prinsen selv bliver forskrækket, da han<br />

åbner tørklædet og ser troldens hoved - altsammen som i "Reisekammeraten"! Kun er<br />

slutningen anderledes: hos Simrock gifter prinsessen sig straks med prinsen, mens<br />

følgesvenden fortæller, hvem han er og forsvinder. Prinsessen behøver ikke et bad, for at<br />

fortryllelsen kan hæves, som vi læser det i "Reisekammeraten".<br />

Altså: har Simrocks fortæller (i 1850'erne) læst H.C. Andersen 39 ? En formodning, det<br />

er vanskeligt at komme uden om. Med mindre man forestiller sig, at der kunne være tale<br />

om gamle fortællemotiver, som har været udbredt i det tyske, og som på sær vis skulle<br />

have forvildet sig op på Fyn, hvor H.C. Andersen så har mødt dem i et fynsk eventyr.<br />

Det er naturligvis muligt. Men snarere skal vi gå i den retning Bengt Holbek har anvist:<br />

han overvejer, hvorvidt vi skal fastholde, at H.C. Andersen udelukkende bygger på<br />

danske folkeeventyr, han har hørt "ved humleplukningen og i spindestuen". Nu er det jo<br />

sådan, at H.C. Andersen selv fortæller i sine forskellige selvbiografier, at faderen læste<br />

højt for ham af 1001 Nat og af Lafontaine, og vi ved, at han tidligt selv var en grådig<br />

læser. Der eksisterede i 1700-tallet en oversættelse af et udvalg af 1001 Nat,<br />

Oehlenschlæger udgav i 1816 tyske litterære eventyr i oversættelse, et udvalg af Grimm<br />

kom ud på dansk i 1821, og Matthias Winther udsendte i 1823 eventyr, både danske og<br />

oversatte udenlandske 40 . Holbek siger - og det har han vel ret i - at H.C. Andersen<br />

kan have "hørt" eventyr som barn både "i spindestuen" og i stuen derhjemme, når faderen<br />

læste op 41 . Det betyder, at i hvert fald enkelte motiver i hans eventyr kan stamme fra<br />

trykte eventyr 42 . Der er ingen grund til at tvivle på, at "Reisekammeraten" i sin<br />

hovedsubstans er taget fra et folkeeventyr, drengen Andersen hørte "i spindestuen". Men<br />

det hindrer ikke, at han ved den nærmere udarbejdelse af sit eventyr benyttede motiver<br />

hentet fra faderens eller sin egen læsning, og det kan altså ikke udelukkes, at den gamle<br />

kone med det brækkede ben, dukketeaterscenen og andre af de nævnte motiver er<br />

reminiscenser fra trykte eventyr, som måske igen var afhængige af internationale eventyr<br />

med de nævnte motiver.


En anden påfaldende ting er et motiv, som findes meget hyppigt i de internationale<br />

eventyr (se ovf. det armenske og det irske) og ligeledes i Tobits Bog og i det norske,<br />

men i Danmark kun i det sjællandske. Det er, hvad jeg har kaldt "delingsmotivet": ved<br />

slutningen af historien fortælles det, at følgesvenden til sidst skal have halvdelen af det,<br />

helten har erhvervet sig; ofte er det en aftale, der bliver indgået, da de i historiens<br />

begyndelse slår følge. Følgesvenden vil ikke nøjes med penge og kostbarheder, men vil<br />

også have det halve af prinsessen; da hun skal kløves, kryber slanger eller djævle ud af<br />

hendes mund. Først da er fortryllelsen hævet. I det sjællandske og norske eventyr er det<br />

barnet, der skal deles, og motivet tjener under alle omstændigheder til at fremhæve<br />

følgesvendens ædelhed. I andre versioner er delingsmotivet erstattet af bademotivet.<br />

Jeg vil ikke fortsætte med at opregne de ikke-danske eventyr om "Den døde Hjælper".<br />

De er legio, og Gerould genfortæller de første tyve. Han ender med at sige, at<br />

kombinationen i så mange folkeeventyr af de to grundmotiver "Den døde Hjælper" og<br />

"Troldebruden" må gå langt tilbage i tiden og være sket i Asien, sådan som Tobits Bog<br />

og det armenske eventyr tyder på det (p. 74). Og dermed kan vi passende skride over til<br />

Tobits Bog.<br />

"Reisekammeraten" og Tobits Bog<br />

Tobits Bog er vel ikke den bedste parallelhistorie til "Reisekammeraten", men det er den<br />

ældste! Tobits Bog er en jødisk legende fra 4. eller 3. århundrede f.Kr., og den er et<br />

litterært produkt bygget på et folkeeventyr. Tobits Bog findes i den græske tekstsamling,<br />

Apokryferne, som i de protestantiske kirker har status som et tillæg til Det gamle<br />

Testamente. De omfatter en halv snes jødiske tekster, som ikke indgik i den hebraiske<br />

Bibel, men alligevel på sær vis kom med i Oldtidens græske oversættelse (Septuaginta) af<br />

Det hebraiske gamle Testamente (Septuaginta) og senere i den latinske Vulgata 43 .<br />

Forbindelsen mellem Tobits Bog og "Reisekammeraten" etableres via folkeeventyr af<br />

den art, vi allerede har været inde på, og Tobits Bog må bygge på en orientalsk version<br />

af disse folkeeventyr, som jøderne velsagtens har hørt hos babylonerne eller perserne.<br />

Handlingen i Tobits Bog er denne:<br />

Israelitten Tobit er bortført fra Palæstina i 700-tallet f.Kr. og lever i eksil i Nineve i Assyrien<br />

(den nordlige del af det nuværende Irak). Når hans landsmænd myrdes af de brutale assyrere,<br />

er Tobit den, der sørger for, at de bliver begravet, sådan som god jødisk skik kræver det. Han<br />

bliver forfulgt af de assyriske myndigheder, mister sin ejendom og bliver ved et uheld blind.<br />

Han beder til Herren om hellere at måtte dø end leve i sin elendighed. Længere østpå i<br />

Ekbatana i Medien lever andre landflygtige israelitter. En af dem, Raguel, er en slægtning til<br />

Tobit, og hans datter Sara lider den vanskæbne, at dæmonen Asmodæus syv gange har dræbt<br />

hendes tilkommende ægtemand på bryllupsnatten. Også hun beder om hellere at måtte dø end


leve (kap. 1-3).<br />

I Rages (ved det kaspiske Hav) har Tobit i sin tid deponeret en større sum penge, og han vil<br />

sende sin søn Tobias af sted for at hente dem. De hverver en mand til at ledsage ham uden at<br />

vide, at det er ærkeenglen Rafael (kap. 4-5).<br />

Tobias og Rafael kommer på deres rejse til floden Tigris og fanger en fisk. Rafael byder<br />

Tobias at tage fiskens galde, hjerte og lever med. På vej til Rages kommer de til Ekbatana og<br />

tager ind hos Raguel. Rafael arrangerer nu, at Tobias skal giftes med Sara. Som nærmeste<br />

slægtning har han efter Moseloven ret og pligt til at ægte hende. For at Tobias ikke skal lide<br />

samme skæbne som de syv tidligere brudgomme, instruerer Rafael ham om at brænde fiskens<br />

lever og hjerte i brudekammeret. Midlet virker: dæmonen flygter, og Rafael binder den på<br />

hænder og fødder i Ægyptens fjerneste egne (kap. 6-8).<br />

Pengene bliver hentet i Rages, og Tobias kan vende hjem med Sara. Da de kommer til<br />

Nineve, kan Tobias med fiskens galde helbrede Tobit for hans blindhed. Tobit og Tobias vil<br />

give Rafael halvdelen af de penge, de har bragt hjem, men han røber nu sin identitet og<br />

forklarer, at han bar Tobits og Saras bønner frem for Gud Herren og er blevet sendt ud fra det<br />

himmelske for at belønne Tobit, fordi han begravede de døde. Herefter vender Rafael tilbage<br />

til himlen (kap. 9-12).<br />

Tobit lovsynger Herren, og på sit dødsleje kan han berette om Jerusalems og Israels videre<br />

skæbne. Tobias dør senere i en høj alder og oplever forinden assyrerrigets fald (kap. 13-14) 44 .<br />

Den blinde Tobit går ud for<br />

at møde Tobias. Radering af<br />

Rembrandt, 1651.<br />

Kunstsammlungen zu Weimar.<br />

Hvis vi anvender motivskemaet, som vi opstillede s. XXX, vil det se således ud, når vi<br />

føjer motiverne fra Tobits Bog ind:<br />

1 Begravelsesmotivet (Tobit 1-2: Faderen Tobit begraver myrdede jøder i Nineve)<br />

2 Følgesvenden (Tobit 5: Ærkeenglen Rafael melder sig incognito for at ledsage sønnen


Tobias på rejsen)<br />

3 Erhvervelsen af tre magiske hjælpemidler på vejen (Tobit 6: Rafael og Tobias<br />

fanger en fisk og udtager indvoldene)<br />

a) (Tobit: leveren)<br />

b) (Tobit: hjertet)<br />

c) (Tobit: galden)<br />

4 Tidligere bejleres skæbne (Tobit 3,8; 6,14; 7,11: Saras syv tidligere brudgomme er<br />

dræbt af dæmonen på bryllupsnatten)<br />

5 (Tre) prøver (Tobit 7-8: Tobias indgår ægteskab med den dæmonbesatte Sara; Rafael<br />

fordriver dæmonen med fiskens lever og hjerte. Iflg. den latinske version hengår der<br />

tre nætter, før ægteskabet kan fuldbyrdes)<br />

6 Afslutning<br />

a) (Tobit 11: Brylluppet fejres igen efter hjemkomsten)<br />

[b) (Tobit 11: Faderen Tobit helbredes med fiskens galde)]<br />

c) (Tobit 12: Rafael får tilbud om halvdelen af pengene, men afviser tilbudet)<br />

d) (Tobit 12: Rafael åbenbarer sin identitet og farer til himmels)<br />

Den motivmæssige forbindelse mellem Tobits Bog på den ene side og de danske og de<br />

internationale folkeeventyr og "Reisekammeraten" på den anden er jo ikke til at tage fejl<br />

af. Alle handler de om dæmoni og forløsning; følgesvenden i de europæiske eventyr er i<br />

pagt med de højere magter og kan klare alle problemer; det gælder ikke mindre<br />

ærkeenglen. Hjælpen er betinget af heltens godhed: "Jeg vil altid være et godt<br />

Menneske", sagde Johannes, og "Jeg vil altid holde Moseloven", siger omtrent Tobit.<br />

Hans fromhed kommer især frem, når han med fare for sit liv begraver myrdede<br />

israelitter. Da hans søn skal på rejse, bliver han ledsaget, ikke af en repræsentant for de<br />

dødes ånder (jøderne synes ikke om, at man omgås dødeånder), men af en udsending fra<br />

det himmelske. Mindre kan ikke gøre det. Og forløbet er det velkendte - med de<br />

ændringer, der enten skyldes det orientalske eventyr eller den jødiske fortæller.<br />

Det er snart 150 år siden, man blev opmærksom på forbindelsen mellem<br />

"Reisekammeraten" og Tobits Bog. Katolikkerne har i Vulgata Tobits Bog som et<br />

kanonisk skrift og har derfor altid gerne villet opfatte den som en beretning om historiske<br />

hændelser. Men da Luther og de svejtsiske reformatorer tilvejebragte bibeloversættelser<br />

på folkesprogene, trak de Apokryferne ud af Det gamle Testamente (fordi de ikke findes<br />

i den hebraiske Bibel) og betegnede dem som et tillæg til Bibelen. Allerede Luther selv<br />

sagde om Tobits Bog: "Er det historisk, er det smuk og hellig historie. Men hvis det hele<br />

er opdigtet, så er det i sandhed et skønt, opbyggeligt og nyttigt digterværk og drama,<br />

skabt af en åndfuld poet". Det betød, at protestantiske teologer, allerede før den kritiske


Bibelforskning satte ind, følte sig frit stillet over for Tobits Bog og gennemgående så på<br />

den som en uhistorisk legende og derfor var åbne over for ideen om et folkeeventyr bag<br />

Tobits Bog.<br />

Jeg har tidligere omtalt Simrocks Der gute Gerhard fra 1856, hvor han som den<br />

første sammenstiller de internationale eventyr om "Den døde Hjælper". Simrock er også<br />

den første, der betragter Tobits Bog som en gendigtning af det internationale<br />

folkeeventyr om "Den døde Hjælper" i en orientalsk udformning. Svend Grundtvig har<br />

som nævnt læst Simrock, og Kristoffer Nyrop har måske læst både Haxthausen og<br />

Simrock, når han, som også tidligere nævnt, en snes år senere etablerer forbindelsen<br />

mellem de internationale folkeeventyr, Tobits Bog og "Reisekammeraten" 45 . I 1899 ser<br />

H.F. Feilberg de samme forbindelser 46 , og det er allerede omtalt, hvorledes englænderen<br />

Gerould i 1907 i sin bog om folkeeventyrene gør meget ud af både Tobit og H.C.<br />

Andersen.<br />

I teologernes og filologernes behandlinger af Tobits Bog ude i den store verden<br />

dukkede også efterhånden "Reisekammeraten" op som en interessant parallel. Den første,<br />

der har blik for det, er vist den tyske teolog Margarete Plath, som i 1901 skriver: "Dass<br />

der Stoff [des Tobitbuches] auch in Dänemark bekannt war, beweist <strong>Andersens</strong><br />

"Reisekamerad", den er selbst in der Vorrede seiner Märchensammmlung als auf Grund<br />

eines Volksmärchens entstanden bezeichnet, das er in seiner Jugend gehört; es muss der<br />

Erzählung 10 bei Simrock ganz nahe gestanden haben". Og snart møder man en notits<br />

om "Reisekammeraten" i den ene Tobit-kommentar efter den anden eller i jødiske<br />

litteraturhistorier, der behandler Tobit 47 .<br />

De danske H.C. Andersen-forskere overså vist Nyrops og Feilbergs artikler, men<br />

omsider fik også de øje på Tobit, først Georg Christensen, senere Oluf Friis, og i den<br />

sidste halve snes år Bengt Holbek, Else Marie Kofod og Flemming Hovmann; de har dog<br />

alle kun en kort henvisning til Tobits Bog som en tidlig version af vores historie 48 . Der<br />

kan være grund til at gå lidt mere ind på Tobits Bog. Ikke fordi H.C. Andersen på nogen<br />

måde har brugt den; han har som nævnt ikke været opmærksom på motivligheden. Men<br />

fordi en redegørelse for Tobits Bogs forhold til folkeeventyret i den orientalske form<br />

måske kan kaste lys over H.C. <strong>Andersens</strong> forhold til det danske folkeeventyr.<br />

Når man siden Simrock har talt om, at Tobits Bog bygger på et orientalsk<br />

folkeeventyr, så er det i nogen grad en formodning. Vi har ikke eventyr af 67C-typen<br />

overleveret i de dele af Orienten, hvor jøderne færdedes i førkristelig tid. Det nærmeste<br />

vi kommer til Orienten er Kaukasus, hvor man i 1800-tallet hentede det armenske<br />

eventyr, som Kristoffer Nyrop genfortalte, og som er gengivet ovf. s. XXX. Dette


eventyr dukker tit op i kommentarer til Tobits Bog, som det da også står nærmere, mens<br />

ligheden med "Reisekameraten" er fjernere. Det samme gælder et andet eventyr fra<br />

Kaukasus, som først er nedtegnet i 1922. Liljeblad har det under titlen "Den røde Fisk":<br />

I Det hvide Hav findes en rød fisk med et horn i panden; blodet fra fisken vil kunne helbrede<br />

kongen for hans blindhed. Prinsen sendes ud for at fange fisken; det lykkes ham, men fisken er så<br />

smuk, at han kaster den levende tilbage i havet. Kongen bliver vred, og prinsen landsforvises. På<br />

sin vandring ud i verden får han en følgesvend. De kommer til en by, hvor en slange har forelsket<br />

sig i kongens datter og sover med hende hver nat; med sin ånde har den gjort hende stum og<br />

svanger. Kongen lover den, der kan give hende mælet tilbage, at få hende til ægte; men<br />

mislykkes forsøget, vil han få halsen skåret over. Med følgesvendens hjælp har prinsen heldet<br />

med sig, og han ægter prinsessen. På bryllupsnatten sniger følgesvenden sig ind i<br />

brudekammeret, og med sit diamantsværd sønderhugger han en enorm slange, da den er ved at<br />

krybe ind ad vinduet til de nygifte. Prinsessen er befriet, men da prinsen vil drage hjem med<br />

hende og store rigdomme, forlanger følgesvenden at få halvdelen af alt. Han vil også have<br />

halvdelen af prinsessen, men da han svinger sværdet over hende, kommer der små slanger ud af<br />

hendes mund. Nu er fortryllelsen hævet, og følgesvenden åbenbarer, at han er den røde fisk 49 .<br />

Det interessante ved dette eventyr, der ellers er ganske efter bogen, er naturligvis motivet<br />

med kongens blindhed: Tobits blindhed er et motiv, der står lidt alene i den apokryfe<br />

bog, og vi har ikke mødt et tilsvarende motiv i noget af de andre folkeeventyr. Her har<br />

det sin funktion, og ydermere er fiske-motivet i forbindelse med helbredelsen med. En<br />

svagere forbindelseslinie til Tobits Bog er slangens kærlighed til prinsessen i det<br />

kaukasiske eventyr: i et af de græske håndskrifter til Tobits Bog står der udtrykkeligt, at<br />

dæmonen Asmodæus elsker Sara.<br />

Men vi kan komme længere mod syd-øst end til Kaukasus. Der er nemlig i Tobits<br />

Bog en række ikke-jødiske træk, som viser i retning af et forlæg, som skal søges i den<br />

babylonsk-persiske kulturkreds, hvor der siden 600 f.Kr. levede mange jøder, og hvor<br />

Tobits Bog formentlig er blevet til. Disse træk er først og fremmest persiske og lægger<br />

det nær at antage, at Tobits Bog bygger på et persisk eventyr: det meste af historien<br />

foregår i klassisk, persisk land; hunden, der ledsager Tobias på hans rejse (Tob 6,2;<br />

11,4), er for jøden et urent dyr, mens den hos perserne er populær og betragtes som<br />

dæmonbetvinger (den har formentlig i det orientalske folkeeventyr spillet en rolle i<br />

følgesvendens overvindelse af dæmonen). Dæmonen, der dræber de syv brudgomme,<br />

hedder Asmodæus, et navn der er afledt af det persiske Ashma Dajva, "den tøjlesløst<br />

rasende dæmon". Endelig er der figuren Akikar, der kun spiller en siderolle som Tobits<br />

onkel, men dog omtales nogle gange i bogen; han er en assyrisk hofembedsmand og<br />

vismand fra begyndelsen af 600-tallet f.Kr. og bliver en fælles-orientalsk skikkelse, som<br />

dukker op i de mest forskellige tekster fra Oldtiden: hos Demokrit og Æsop, hos<br />

kirkefædrene og i 1001 Nat (under navnet Hajqar). En af de vigtigste Akikar-tekster er


den aramæiske fra persisk tid (ca. 400 f.Kr.), som blev fundet i en jødisk koloni i<br />

Ægypten. Traditionen om Akikar har altså været overleveret ned igennem babylonsk og<br />

persisk tid, og det er ikke urimeligt at antage, at jøderne har mødt den i Babylon eller<br />

Persien og kombineret den med lokalt eventyrstof 50 .<br />

Dette formodede persiske eventyr optages af jøderne og de fortæller formentlig først<br />

et eventyr om jøden Tobit og hans families oplevelser i det fjerne østen (vi kender ikke<br />

dette eventyr). Senere omformes eventyret til en legende, hvor jødiske værdier og idealer<br />

(overholdelse af Moseloven, tillid til det guddommelige forsyn osv.) kommer i<br />

forgrunden, som vi ser det i den apokryfe bog.<br />

Som vist i skemaet er de velkendte hovedmotiver til stede i Tobits Bog:<br />

begravelsesmotivet, følgesvenden, de tre magiske hjælpemidler, de tidligere bejleres<br />

skæbne, dæmonens nederlag og afslutningen med åbenbaring af følgesvendens identitet -<br />

og i øvrigt også det i Danmark sjældne "delingsmotiv". Kun synes "de tre prøver" at<br />

mangle. I den græske version af bogen (oversat i de danske Apokryfer) er der blot tale<br />

om én begivenhed, der finder sted på brudenatten, hvor fortryllelsen straks hæves. Det<br />

hedder:<br />

Da de var færdige med at spise og drikke, ville de gå i seng, og den unge mand blev ført ind i<br />

sovekammeret. Tobias huskede nu, hvad Rafael havde sagt, tog fiskens lever og hjerte ud af<br />

posen, han havde dem i, og lagde dem i asken fra røgelsen. Lugten fra fisken holdt dæmonen<br />

væk, og den flygtede til Ægyptens fjerneste egne; men Rafael fulgte efter, og så snart han var nået<br />

dertil, bandt han den på hænder og fødder (Tobit 8,1-3).<br />

Teksten fortæller videre, at Tobias og Sara står op af sengen og beder deres aftenbøn<br />

(ganske andersensk!), hvorefter de lægger sig til at sove; næste morgen er alle glade og<br />

overraskede over, at Tobias stadig er i live. I den latinske Vulgata er teksten imidlertid<br />

ændret: vers 1-3 er omtrent som i den græske tekst, men v. 4 lyder således:<br />

Derefter formanede Tobias jomfruen og sagde til hende: "Stå op, Sara, vi vil bede til Gud i dag, i<br />

morgen og i overmorgen. For i disse tre nætter forener vi os med Gud, men når den tredje nat er<br />

gået, vil vi forene os med hinanden i ægteskabet".<br />

Der er altså tale om tre nætters afholdenhed, før ægteskabet kan fuldbyrdes. Verset har i<br />

den katolske kirke begrundet den asketiske forholdsregel, man netop kender som<br />

"Tobiasnætter", og det er nok udtryk for Vulgata-oversætteren Hieronymus' fromme<br />

idealer. Men tanken er ujødisk og har næppe været formuleret på samme måde i den<br />

aramæiske tekst, Hieronymus oversatte efter. Denne tekst kender vi ikke, men vi ved, at<br />

der eksisterede adskillige Tobit-versioner på hebraisk og aramæisk og senere på græsk,


allesammen indbyrdes noget forskellige 51 . Det er ikke usandsynligt, at den aramæiske<br />

version, Hieronymus oversatte efter, har omtalt "tre nætter", som kirkefaderen så har<br />

tolket på sin vis.<br />

Men hvad hentydede de "tre nætter" oprindelig til? Man har overvejet, hvorvidt der i<br />

folkeeventyret har været tale om en tredoblet form af jus primæ noctis, at dæmonen altså<br />

skulle have ret til bruden i tre nætter, før brudgommen kunne overtage hende 52 . Man må<br />

så spørge om, hvorfor han behøver at slå brudgommen ihjel? Mon ikke snarere de tre<br />

nætter viste tilbage til et forløb i det orientalske eventyr, der gik ud på, at dæmonen<br />

plejede at dræbe brudgommen for at beholde bruden (som nævnt siger en af de græske<br />

versioner, at Asmodæus elskede Sara). Besejringen af dæmonen og dermed ophævelsen<br />

af fortryllelsen kunne først ske, har man vel fortalt, efter tre nætter - efter tre prøver,<br />

om man vil! Et rumænsk eventyr af 67C-typen fortæller det netop således: følgesvenden<br />

holder vagt i bryllupsnatten, og da en tolv-hovedet drage kommer ud af prinsessens<br />

mund for at dræbe helten, hugger følgesvenden alle tolv hoveder af. Det samme gentager<br />

sig den anden og den tredje nat 53 . Det er altså nok i folkeeventyret, vi skal søge<br />

oprindelsen til "de tre nætter". I alt dette har vi et godt eksempel på, hvor langt Tobits<br />

Bog har bevæget sig bort fra sit orientalske forlæg og alligevel har fastholdt struktur og<br />

handlingsforløb.<br />

Rafael farer til himmels.<br />

Radering af Rembrandt,<br />

1641. Kunstsammlungen<br />

zu Weimar.<br />

Hvis det nu er rigtigt, som jeg formodede, at Tobits Bog er udviklet i tre faser: fra et<br />

orientalsk folkeeventyr til et jødisk Tobit-eventyr, og herfra igen til den endelige Tobit-<br />

legende, har vi et forhold, der danner en interessant parallel til "Reisekammeraten".<br />

Tilblivelsen af det andersenske eventyr kan jo også følges gennem tre faser: fra det<br />

fynske folkeeventyr til "Dødningen", og derfra til "Reisekammeraten". Man kan sige, at


"Dødningen" skyder sig ind som et mellemled mellem det danske folkeeventyr og<br />

"Reisekammeraten", ligesom det jødiske Tobit-eventyr skyder sig ind mellem det<br />

orientalske folkeeventyr og den apokryfe Tobit-legende. Det betyder i begge tilfælde, at<br />

slutproduktet er fremgået af en meget bevidst litterær proces, og det betyder igen, at<br />

afstanden mellem folkeeventyr og slutprodukt er større end som så. Trods den udbredte<br />

interesse for folkeeventyret bag Tobits Bog 54 har man altid været klar over, at den<br />

jødiske bearbejdelse, der endte med den apokryfe legende, er indgribende. Men ikke<br />

mindst ved hjælp af Propps metode har man kunnet udskille det materiale i den endelige<br />

legende, der må forstås som reminiscenser af det orientalske (og af det jødiske) eventyr 55 .<br />

I sin analyse af de russiske trylleeventyr har Propp udviklet en "funktionsmodel" for<br />

denne type eventyr, som kan appliceres både på "Reisekammeraten", på Tobits Bog og<br />

på de tilsvarende folkeeventyr. Propp ser en bevægelse fra "Misfortune" over en række<br />

faser: "Donor encounters hero" (hjælperen møder helten), "Struggle", "Victory", og frem<br />

til "Misfortune Liquidated" og "Wedding". Det passer på bevægelserne i vore historier,<br />

som alle har den samme grundstruktur og alle, som jeg har sagt, handler om dæmoni og<br />

forløsning 56 .<br />

Folkeeventyrene har nok et moralsk aspekt: helten er "god", når han sørger for, at den<br />

døde får fred i graven, og han belønnes med hjælp fra følgesvenden. Men det hele foregår<br />

i "et besjælet univers og opererer med den højere retfærdigheds metafysiske balance" 57 .<br />

Tobits Bog og "Reisekammeraten" indfører derimod ganske bastant den jødiske og<br />

kristne forsynstanke i gendigtningen efter opskriften: den gode gør sig fortjent til at være<br />

under forsynets beskyttelse. Johannes siger: "Far vel, du kære Fader! Jeg vil altid være et<br />

godt Menneske, og så tør du nok bede den gode Gud, at det maa gaa mig godt!". I<br />

Tobits formaningstale i kap. 4, før Tobias skal ud på sin rejse, hedder det: "Du skal<br />

handle retfærdigt, så længe du lever, og ikke vandre ad urettens veje. Dem, der handler<br />

oprigtigt, går det jo godt i alt, hvad de foretager sig" (4,5-6; jf. 4,19 og 5,17.21f). Der er<br />

ikke langt fra denne jødiske tanke til H.C. <strong>Andersens</strong> religiøsitet. Allerede i hans mange<br />

stile over religiøse temaer fra skoletiden i Slagelse og Helsingør kan man møde<br />

overvejelser af denne art. Stilene røber en livlig ånd, der måske nok noget traditionelt,<br />

men også ofte forbavsende modent, i tidens ånd behandler religionens problemer 58 .<br />

Under alle omstændigheder: det er et fælles træk ved Tobitbogen og "Reisekammeraten",<br />

at forfatteren i sin efterdigtning udstyrer historien med en religiøs dimension, som<br />

folkeeventyret ikke har.<br />

Man kan også se på "Reisekammeraten" med andre øjne; det gør Knud Bjarne<br />

Gjesing, når han siger:


Reisekammmeraten er tydeligt udspændt over dannelsestænkningens trefasede struktur. Fra en<br />

oprindelig harmoni, der brydes ved faderens død, gennem en krise, der munder ud i den<br />

harmoniske tilstands genetablering 59 .<br />

Det kan være rigtigt, at H.C. <strong>Andersens</strong> bearbejdelse af "Reisekammeraten" i 1835 også<br />

er bestemt af den slags ideer i samtiden. Men der er ingen modsætning mellem<br />

dannelsestænkningen og forsynsideen; begge er de velforankrede i Oplysningstidens<br />

kultursyntese - ganske som Tobits Bog i sin endelige skikkelse er bestemt af jødiske<br />

ideer, som er karakteristiske for de sidste århundreder f.Kr. med den optimistiske<br />

"visdomstænkning", ideen om verdensordenens iboende fornuft og harmoni, som et<br />

fremtrædende element, der kombineres med traditionel jødisk forsynstro og<br />

"lovfromhed".<br />

Vi kan ikke nå tilbage til det orientalske eventyr bag Tobits Bog, og vi kan ikke, trods<br />

det store danske materiale, nå tilbage til netop det folkeeventyr, H.C. Andersen hørte<br />

som barn. Vi må nøjes med at konstatere, at der, om jeg så må sige, ved hver sin ende af<br />

den folkelige fortælletradition står to kunstværker, der begge hører hjemme i<br />

verdenslitteraturen, og som så smukt rækker hinanden hånden hen over to årtusinder.


Noter<br />

1. Digte 1830, s. 105-136; notitsen (s. 106) er her citeret efter H.C. <strong>Andersens</strong> Eventyr. Kritisk udgivet ... ved<br />

Erik Dal, Erling Nielsen og Flemming Hovmann, København 1963, s. 189; i samme bind er "Dødningen"<br />

optrykt s. 191-209. Åbenbart havde H.C. Andersen i 1822 haft planer om at indlemme en genfortælling af<br />

folkeeventyret "Dødningen" i sin første bog Ungdomsforsøg, men opgav det; se F. Hovmann, ovennævnte<br />

udgave, Bd. VII, 1990, s. 65.<br />

2.<br />

Forholdet mellem "Dødningen" og "Reisekammeraten" er ofte taget op; bedst vist af Niels Kofoed, Studier i<br />

H.C. <strong>Andersens</strong> fortællekunst, København 1967, s. 30-37.<br />

3. Eventyr, fortalte for Børn. Første Samling. 1835-37, s. VII; her citeret efter den kritiske udgave (se note 1),<br />

Bd. I, s. 19-20. I H.C. <strong>Andersens</strong> egne "Bemærkninger til Eventyr og Historier" fra 1862 (1863) omtaler han,<br />

hvordan han som barn hørte eventyr "i Spindestuen og ved Humleplukningen", og han parafraserer det gamle<br />

forord (se den kritiske udgave, Bd. VI, 1990, s. 4).<br />

4. Else Marie Kofod, De vilde svaner og andre folkeeventyr. Sidestykker til syv af H.C. <strong>Andersens</strong> eventyr<br />

(DFm 86), København 1989. Registranten over danske folkeeventyr (s. 132-187) citeres i det følgende under<br />

signaturen KofodREG.<br />

5. Aage Jørgensen, H.C. Andersen Litteraturen 1875-1968. En bibliografi, Aarhus 1970, s. 66 (nr. 276).<br />

6.<br />

Georg Christensen, "H.C. Andersen og de danske folkeeventyr", Danske Studier, 1906, s. 103-112 og 161-<br />

174 (citatet s.164). Jf. E.M. Kofod (se note 4), s. 40.<br />

7. H. Ellekilde, Vore danske Folkeæventyr (DFm 35), København 1928. Han omtaler "Reisekammeraten" s.<br />

113 og 125.<br />

8. S. Liljeblad, Die Tobiasgeschichte und andere Märchen mit toten Helfern, Lund 1927, s. 200f og 225.<br />

9. Fx i to nyere behandlinger af H.C. Andersen og folkeeventyrene (B. Holbek, "Hans Christian Andersen's<br />

Use of Folktales", i: The Telling of Stories. Approach to a Traditional Craft. A Symposium ed. by M. Nøjgaard<br />

a.o., Odense 1990, s. 165-177, og I. Alnæs, "H.C. Andersen og folkeeventyrene", Anderseniana 3,II, 1974-77,<br />

s. 97-119), tales helt i almindelighed om "folkeeventyrene" uden noget forsøg på en mere præcis indkredsning<br />

af typer eller eventuelle forlæg.<br />

10. Else Marie Kofod (se note 4), s. 39f. Gg67d er optrykt s. 86-89 og 67qq s. 90-94.<br />

11. Bo Grønbech, H.C. <strong>Andersens</strong> eventyrverden (1945), 2. udg., København 1964, s. 136-37.<br />

12. Således fx. Holbek (se note 9), s. 167. Hans Brix, H.C. Andersen og hans Eventyr (1907), 2. udg.<br />

København 1970, s. 28f finder først og fremmest i "Dødningen" træk fra faderens død.<br />

13. Holbek (se note 9), s. 172. Motivet med marionetteatret og bulbideren synes i øvrigt at gå helt tilbage til<br />

<strong>Andersens</strong> forsøg med en roman fra Christian II's tid (1824-25), som Niels Kofoed udreder det (se note 2), s.<br />

92f.<br />

14 . Gg 67x: Nedskrevet 1888 under titlen "Ligets Hjælp" i Rejstrup sogn, Viborg amt, af Tang Kristensen.<br />

Trykt i E. Tang Kristensen, Jyske Folkeminder, 13. Saml., Aarhus 1897, nr. 10; jf. KofodREG s. 157. - Gg<br />

67ccc: Nedskrevet 1901 under titlen "Rejsekammeraten" i Adslev sogn, Aarhus amt, af Tang Kristensen. Trykt<br />

i Laurits Bødker, Danske Folkeeventyr, København 1960, s. 127-134; jf. KofodREG s. 165. Else Marie Kofod<br />

(se note 4), s. 56 (jf. s. 18) opregner lighederne mellem "Reisekammeraten" og 67ccc. Det er sært, at Bødker i<br />

sin samling vælger netop 67ccc, når han ville have en version af "Den døde Hjælper" med. Den uskyldige<br />

læser (men også Oluf Friis i Dansk Litteraturhistorie, bd. 3, København 1976, s. 344) må tro, at vi her har det<br />

folkeeventyr, "Andersen hørte som barn".<br />

15. Gg 67dd: Utrykt (DFS 1904/40, bl. 2); nedtegnet 1904 under titlen "Rejsekammeraten" på Bogø, Præstø<br />

amt af Jens Kamp. Jf. KofodREG s. 160, der kombinerer det uklare eventyr med forskellige af typen 67A.


16. Gg 67hh: Utrykt (DFS, ETKr 248); nedskrevet 1872 under titlen "Den døde Hjælper" i Gullestrup,<br />

Ringkøbing amt; jf. KofodREG s. 160f. E.M. Kofod (se note 4) s. 40 og 160f angiver, at det har elementer fra<br />

Gg 5, Gg 17 og Gg 19. Fra "Fyrtøjet" har det nok de tre skatkamre med kobber, sølv og guld, og fra<br />

Asbjørnsens "Gutten som gjorde sig til løve, falk og maur" (Norske Folke-eventyr ved P. Chr. Asbjørnsen, Ny<br />

samling, 3. udg., Kristiania 1914, s. 34-38) har det vel motivet med gutten, der får evnen til at omskabe sig til<br />

en løve, en falk eller en myre.<br />

17. Gg 67aa, "Følgesvenden", er sendt fra en højskoleforstander i Vestjylland til Klaus Berntsen, som lod det<br />

trykke i sine Folke-Æventyr, 2. Samling, Odense 1883, s. 43-56. Denne danske version er en genfortælling af<br />

"Følgesvenden" i Asbjørnsens norske samling (se note 16), s. 173-184. Se nærmere om det norske eventyr ndf.<br />

s. XXX<br />

18. Gg 67d: Nedskrevet 1856 i Aaby sogn, Aalborg amt af Nik. Christensen. Trykt i Nik. Christensen,<br />

Folkeeventyr fra Kær Herred, udg. af L. Bødker (DFm 73), København 1963-67, nr. 124 og i Kofod (se note<br />

4), s. 86-89; jf. KofodREG s. 153 og Liljeblad (se note 8), s. 200. Stærkt bearbejdet version hos Ellekilde (se<br />

note 7), nr. 11.<br />

19. Gg 67r: Nedskrevet 1875 i Borbjerg sogn, Ringkøbing amt af Tang Kristensen. Trykt i E. Tang Kristensen,<br />

Jyske Folkeminder, især fra Hammerum Herred, 5. Samling, Kjøbenhavn 1881, nr. 40; jf. KofodREG s. 155f<br />

og Liljeblad (se note 8), s. 201.<br />

20.<br />

Gg 67mm: Utrykt (DFS, ETKr 706); nedtegnet 1874 i Grove sogn, Ringkøbing amt af Tang Kristensen; jf.<br />

KofodREG s. 161f, og Liljeblad (se note 8), s. 200.<br />

21.<br />

Gg 67qq: Nedskrevet 1882/83 i Lovns sogn, Aalborg amt af Tang Kristensen. Trykt i Kofod (se note 4), s.<br />

90-94; jf. KofodREG s. 162 og Liljeblad (se note 8), s. 200.<br />

22.<br />

Gg 67hhh: Utrykt (DFS 1906/14); nedskrevet 1909 i Åsted sogn, Hjørring amt af Grüner-Nielsen; jf.<br />

KofodREG s. 167.<br />

23.<br />

Gg 67n: Utrykt (DFS VIII, 440-442); nedskrevet 1878 i Ubby, Holbæk amt af Jørgen Hansen; jf.<br />

KofodREG s. 154f.<br />

24. Gg 67y: Nedskrevet 1886 under titlen "Den fortryllede Prinsesse" i Vejen, Ribe amt af Tang Kristensen.<br />

Trykt i E. Tang Kristensen, Bindestuens Saga, Jyske Folkeæventyr, Kjøbenhavn 1897, 3-13; jf. KofodREG s.<br />

158. Kofod (se note 4), redegør s. 19 og 38 for forholdet til 67o og 67mmm.<br />

25. Gg 67mmm: Nedskrevet ca. 1870 på Fyn. Trykt i Folkebladet Fylla, 4. årg. 1872 (23. marts) nr. 12 og<br />

(som Gg 67o) under samme titel i Kl. Berntsen, Folke-Æventyr, samlede og udgivne for Skolen og Hjemmet,<br />

Bd. 1, Odense 1873, s. 80-88. KofodREG opgiver s. 155, at 67o stammer fra en ukendt fortæller, og at det er<br />

nedskrevet af L. Rasmussen, Fyn og indsendt til Klaus Berntsen; s. 168 oplyser den, at 67mmm kommer fra en<br />

ukendt fortæller fra Kærtemindeegnen og er nedskrevet af friskolelærer Lars Rasmussen fra Revninge sogn,<br />

Odense amt. Det må være den samme Rasmussen i begge tilfælde. Else Marie Kofod (se note 4) kommer s. 22<br />

ind på forholdet mellem de to versioner.<br />

26. B. Holbek, Interpretation of Fairy Tales, Helsinki 1987, s. 540, forestiller sig at motivet med prinsessen, der<br />

skæres eller piskes til blods i virkeligheden betegner deflorationen - lige som hendes forhold til trolden<br />

repræsenterer hendes incestuøse relation til faderen. En forståelse, vi kan være nogenlunde sikre på, Andersen<br />

ikke selv nåede frem til.<br />

27. Hovmann (se note 1), s. 36. I mange optryk af "Vildering Kongesøn" er Svend Grundtvigs oprindelige<br />

version erstattet af Hans Ellekildes bearbejdelse, som udelader netop motivet med badet!<br />

28. G.H. Gerould, The Grateful Dead. The History of a Folk Story, London 1907 (Reprint, Liechtenstein 1967),<br />

s. 66-68. Den danske version har signaturen Gg 67aa (se note 17 og note 30). Min parafrase er efter 1914udgave<br />

af Asbjørnsen (se note 16). Det er trykt første gang i Asbjørnsens Norske Folke- og Børne-Æventyr,<br />

Christiania 1866, nr. 9; jf. KofodREG s. 159. 1914-udgaven oplyser s. 242, at det er nedskrevet i Aadalen,<br />

Valdres og Østerdalen i forskellige varianter.


29. Frants Buhl (Fortællingerne om Tobit og Judith, København 1919, s. 127 note 12) kritiserer Gerould for<br />

hans brug af det norske eventyr på bekostning af danske folkeeventyr.<br />

30. Gg 67aa: KofodREG s. 159 gør rede for den norske forbindelse; se i øvrigt ovf. note 17 og note 28. Kofod<br />

(se note 4), er s. 15 og 40 ikke i tvivl om, at Gg 67aa er en gengivelse af Asbjørnsens eventyr.<br />

31. K. Simrock, Der gute Gerhard und die dankbaren Todten. Ein Beitrag zur deutschen Mythologie und<br />

Sagenkunde, Bonn 1856. R. Köhler, "Über J.F. Campbell's Sammlung gälischer Märchen", Orient und<br />

Occident, 2 Jahrg., 1864, s. 327.<br />

32. Registranten findes på Dansk Folkemindeforskning, og Else Marie Kofod har venligt overladt mig en<br />

fotokopi af de relevante sider, hvor Grundtvig i noter til 67C-typen nævner Simrock og Köhler etc.<br />

33. Kr. Nyrop, "Et Æventyrs Vandringer" (Fra den sammenlignende Litteraturforskning, II), Nær og Fjern, IX,<br />

1879-80, nr. 413, s. 11-13; Jørgensens bibliografi (se note 5), s. 31, nr. 51. Nyrop opgiver ikke sin kilde, men<br />

har formentlig eventyret fra førsteudgivelsen, A. Haxthausen, Transkaukasia, I, 1856, s. 332. Buhl (se note<br />

29), s. 39f, og Liljeblad (se note 8), s. 34f, genfortæller det armenske eventyr efter Haxthausen.<br />

34. Paul V. Rubow, H.C. <strong>Andersens</strong> Eventyr. Forhistorien - Idé og Form. Sprog og Stil, 2. udg., København<br />

1943. 1. udgave kom ud i 1927, og året før holdt Valdemar Vedel et foredrag i Tyskland om H.C. <strong>Andersens</strong><br />

eventyr, hvor på samme måde folkeeventyret skubbes tilbage til fordel for det europæiske kunsteventyr (V.<br />

Vedel, "H.C. <strong>Andersens</strong> eventyr i europæisk belysning", Tilskueren, 43 (1926), 1. halvbd. s. 43-56).<br />

35. Liljeblad (se note 8), s. 157-163.<br />

36.<br />

Gerould (se note 28). Buhl (se note 29), s. 126, note 4, anfører en del tidligere litteratur om motivet "Den<br />

taknemlige Døde".<br />

37 . Eventyret er refereret hos Gerould (se note 28), s. 62, og hos Liljeblad (se note 8), s. 32f. Eventyret er under<br />

titlen "The Beauty of the World" nedskrevet ca. 1890.<br />

38. Simrock (se note 31) gengiver eventyret s. 89-94 under titlen "Gedanken errathen". Gerould (se note 28)<br />

har det s. 68f. Jf. Liljeblad (se note 8), s. 201. Det er Gerould og flere af de nedf. note 47 nævnte<br />

Tobitafhandlinger og -kommentarer, der fremhæver eventyrets betydning.<br />

39. Liljeblad (se note 8), s. 202 refererer et par finske folkeeventyr (nr. 30-32), som har en del af de netop<br />

nævnte motiver; men alt tyder på, at finnerne har læst for meget H.C. Andersen.<br />

40. Holbek (se note 9), s. 168. Else Marie Kofod gør mig opmærksom på, at den unge Andersen også kan have<br />

mødt et folkeeventyr, han har brugt som forlæg, i et af de mange skillingstryk, der var udbredt i tiden.<br />

41. Holbek (se note 9), s. 167. Allerede Georg Christensen (se note 6), s. 169, er i 1906 inde på det samme.<br />

42. Fx henfører A. Thyrring Andersen (Rejsekammeraten. Et udvalg af H.C. <strong>Andersens</strong> eventyr og historier,<br />

København 1997, s. 225) motivet med alferne til Tiecks eventyr "Alferne" fra 1812 og til Bulwer-Lytton's<br />

roman Pilgrimmene ved Rhinen fra 1834 (jf. i øvr. H.C. <strong>Andersens</strong> henvisning til disse to titler i O.T. fra 1836,<br />

s. 169 og 177 i Vilh. <strong>Andersens</strong> udgave af romanen fra 1898).<br />

43. Hvordan det kom dertil, at Apokryferne fik deres særstilling i de protestantiske bibler, kan der læses om i fx<br />

Jes P. Asmussen, "Indledning til Apokryferne", i: Bibelen i kulturhistorisk lys, bd. 6, København 1970, s. 11-<br />

22 og 47-50 (= Bibelens kulturhistorie, bd. 2, København 1979, s. 285-96 og 321-24) og i Otzen, Kommentar<br />

til de apokryfe Bøger, København 1998, s. 9-15. Den nye danske oversættelse af Apokryferne kan findes i visse<br />

bibeludgaver efter 1998 og separat i Det gamle Testamentes apokryfe Bøger, København 1998.<br />

44. Nærmere oplysning om de litterære og religionshistoriske problemer omkring Tobits Bog kan fås hos fx<br />

Buhl (se note 29), s. 33-59, hos Asmussen (se note 43; 1970, s. 51-62, 1979, s. 325-336), hos Otzen (se note<br />

43; s. 16-31), og i de forskellige kommentarer og studier, der for en dels vedkommende er nævnt i note 47 og<br />

54. Et par betydelige kommentarer fra nyere tid bør tilføjes: F. Zimmermann, The Book of Tobit, New York<br />

1958, og C.A. Moore, Tobit, New York 1996. I bogen The Book of Tobit & The Book of Judith, der kommer i<br />

Sheffield-serien "Guides to Apocrypha and Pseudepigrapha" i 2002, tager jeg de litterære, religionshistoriske


og teologiske problemer i Tobits Bog op. Den første snes sider er et forsøg på at følge udviklingen fra et<br />

orientalsk folkeeventyr, via et jødisk eventyr til den jødiske legende. - Der foreligger to græske versioner af<br />

Tobits Bog, en kortere og en længere. I de tidligere danske oversættelser af Apokryferne lagde man den korte<br />

version til grund. I den nye danske oversættelse fra 1998 har man oversat den lange version, hvis primat var<br />

blevet bekræftet af fund ved Dødehavet af aramæiske og hebraiske Tobit-tekster. Der er således visse forskelle<br />

mellem de tidligere og den nye Tobitoversættelse.<br />

45. Simrock (se note 31) kommer nærmere ind på Tobits Bog s. 131-132, men han er meget tøvende med at<br />

etablere en historisk forbindelse mellem Tobit og hans egne tyske eventyr af samme type; han opregner<br />

lighedspunkter og slutter: "gleichwohl erhalte ich mich noch, bis vermittelnde Sagengestaltungen zu Tage<br />

kommen, des Urtheils" (s. 132). Om Grundtvig, se note 32; om Nyrop, se note 33.<br />

46. H.F. Feilberg, "Fortællingen om Tobias et Folkeæventyr", Dansk Tidsskrift 1899, s. 494-503 (spc. s. 498).<br />

Feilberg er blevet ledet på sporet af Köhlers afhandling (se note 31) i et senere optryk og refererer også det<br />

armenske eventyr.<br />

47. M. Plath, "Zum Buch Tobit", i: Theologische Studien und Kritiken 74 (1901), s. 377-414 (cit. s. 406).<br />

Hendes lærer, Hermann Gunkel gentager observationen i sin bog, Das Märchen im Alten Testament, Tübingen<br />

1917, s. 91. Lidt tilfældigt valgte eksempler på omtale af Andersen i Tobitlitteraturen: den engelske<br />

standardudgave af Apokryferne, R.H. Charles, The Apocrypha and the Pseudepigrapha of the Old Testament,<br />

vol. 1, Oxford 1913, s. 188; O. Eissfeldt, Einleitung in das Alte Testament, 2. Aufl. Tübingen 1956, s. 723; N.<br />

Poulssen, Tobit (De Boeken van het Oude Testament), Roemermond 1968, s. 10; P. Deselaers, Das Buch<br />

Tobit. Studien zu seiner Entstehung, Komposition und Theologie, Freiburg 1982, s. 280; H. Schüngel-<br />

Straumann, Tobit. Übersetzt und ausgelegt, Freiburg 2000, s. 38. Naturligvis har de danskere, der er nævnt<br />

ovf. i note 29 og 43, også bemærkninger om "Reisekammeraten" (Buhl s. 39; Asmussen s. 57-59; Otzen s. 19).<br />

48. Christensen (se note 6), s. 105; Friis (se note 14), s. 346; Holbek (se note 26), s. 539 og Holbek (se note 9),<br />

s. 172; E.M. Kofod (se note 4), s. 38; Hovmann (se note 1), s. 34.<br />

49. Gengivet hos Liljeblad (se note 8), s. 33f.<br />

50.<br />

Det orientalske eventyrs oprindelse i Persien er fremhævet i fx de danske fremstillinger nævnt ovf. i note 29<br />

og 43, især hos Buhl, s. 43-47.<br />

51. Man har gennem århundrederne haft den græske version og den senere latinske i Vulgata, men man har<br />

altid formodet, at der var tale om oversættelser fra hebraisk eller aramæisk (som også Hieronymus hævdede).<br />

Med tekstfundene i Qumran ved Dødehavet efter 1947 dukkede der blandt de 20.000 fragmenter også stumper<br />

af både en hebraisk og flere aramæiske versioner af Tobits Bog op (jf. Otzen, "Aramæiske Tobitfragmenter fra<br />

Qumran", i: Tro og historie, Festskrift til Niels Hyldahl, København 1996, s. 193-205). Uheldigvis er der ingen<br />

fragmenter af kap. 8 bevaret.<br />

52. Således fx Asmussen (se note 43), 1970, s. 61; 1979, s. 335.<br />

53. Eventyret er genfortalt hos Liljeblad (se note 8), s. 172f. Tre nætter til fordrivelsen af de onde magter<br />

registrerer Liljeblad også i et irsk eventyr (s. 197) og i to norske eventyr (s. 198f; nr. 9 og 15).<br />

54. Den er måske nok en smule aftagende på det sidste: i 1994 udgav Merten Rabenau Studien zum Buche<br />

Tobit (Beiheft z. Zeitschr. für die alttestamentliche Wissensch. 220), Berlin 1994. Han mener,<br />

folkeeventyrstoffet er uden betydning for Tobits Bog (s. 182f, note 65); ligeså Beate Ego, Das Buch Tobit<br />

(Jüdische Schriften aus hellenistisch-römischer Zeit II), Gütersloh 1999, der også behandler disse problemer i<br />

en fodnote (s. 889, note 75). Men den nyeste tyske kommentar af Helen Schüngel-Straumann (se note 47), s.<br />

38 tilkender det folkloristiske stof større betydning, ligesom det i 80'erne og 90'erne har spillet en stor rolle i<br />

amerikansk Tobit-forskning.<br />

55. William Soll, "Tobit and Folklore Studies. With Emphasis on Propp's Morphology", SBL 1988 Seminar<br />

Papers, s. 39-53, og samme, "Misfortune and Exile in Tobit: The Juncture of a Fairy Tale Source and<br />

Deuteronomic Theology", Catholic Biblical Quarterly 51 (1989), s. 209-231. I den i note 44 omtalte engelske<br />

bog, har jeg gjort nærmere rede for Soll's undersøgelser og aftrykt hans propp'ske skema.


56. Nærmere om Propp's ideer i den i note 55 anførte litteratur.<br />

57. Th. Borup Jensen, "Frejdig, fræk og frigørende - Klods Hans læst påny", Anderseniana 1997, s. 59-80<br />

(citat s. 66). Jf. Oluf Friis (se note 14), s. 346 om spændingen mellem det hedenske og kristelige i<br />

"Reisekammeraten".<br />

58.<br />

De fleste af de ca. 70 bevarede stile er udgivet af Jørgen Skjerk, H.C. Andersen. Eventyrdigterens hidtil<br />

utrykte danske stile, I-III, København 1999.<br />

59. K.B. Gjesing, "Det statiske og det dynamiske - en udviklingslinje i H.C. <strong>Andersens</strong> forfatterskab",<br />

Anderseniana, 3,II, 1974-77, s. 209-33 (cit. s. 213). A. Thyrring Andersen (se note 42) sætter i en Efterskrift<br />

"Reisekammeraten" sammen med andre eventyr, der belyser <strong>Andersens</strong> forhold til dannelseskulturen<br />

("Johannes' enfoldigt tillidsfulde tro på forsynet repræsenterer nok dannelsens højdepunkt, men udgør samtidig<br />

en jegfremhævelse af ukristelige dimensioner", s. 207).

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!