25år for Danmark - Dansk Folkeparti

danskfolkeparti.dk

25år for Danmark - Dansk Folkeparti

Nr. 1 • februar 2009 • 13. årgang

25 år

for Danmark

Stor reportage fra Pia Kjærsgaards 25 års jubilæum

Mekka – en lukket by

Ikke-muslimer forment adgang

Ildsjæl hjælper de svageste

Viljestærk kvinde blandt uhelbredelige alkoholikere

Læs også bl.a.: DFs EP-kandidater, boganmeldelser, mand i burka og astronomiens år


leder

Et træ skal kendes

på dets frugter

Ole Sohn var den sidste væsentlige

formand for det kommunistiske parti i

Danmark. Nu er han indpisker i forvandlingspartiet

SF, der helst vil bortgemme

alt fra røde faner til socialistisk ideologi

i målrettet jagt på magten

Da Ole Sohn i sin tid som Moskva-loyal og

Sovjet-finansieret formand for de danske

kommunister (DKP) gav den østtyske diktator

Erich Honecker en superkrammer, havde

næppe mange – heller ikke han selv – regnet

med, at han i 2009 skulle udgøre den ene del

af magtduoen i et Socialistisk Folkeparti, der

har nærmet sig magten med lynets hast.

Men bevares, alle har lov at blive klogere,

også politikere. Vi har igennem Danmarks-

historien, ja verdenshistorien, set mange fortræffelige

eksempler på politikere, der i en tid

er kørt ud ad en vej for så siden at erkende, at

den vej var en vildvej - og derefter køre ud af

en anden, måske rigtigere.

Dansk Folkepartis opgør med ruinerne

af Fremskridtspartiet er jo også et eksempel

på, at klogskab og sund fornuft skabte noget

nyt og mere levedygtigt ud af stumperne fra

en protest, der nok fik megen form, men ikke

indhold - og da slet ikke hverken formel eller

reel indflydelse udover et indirekte og til tider

fornøjeligt indspark.

Spørgsmålet i forhold til Sohn er blot, om

den socialistiske gruppeformand, der fremstår

som venligheden, pænheden og renheden

selv, nu også har forladt de gamle, doktrinære

læresætninger fra de glade betondage, da han

jublede over den ”antifascistiske” Berlinmur,

krammede med en af de værste europæiske

undertrykkere siden Anden Verdenskrig og

solede sig i kommunistdiktaturernes opmærksomhed,

beskyttet af det østtyske Gestapo,

Stasis, fintmaskede stikkernet?

Det er lidt som med Enhedslistens forhenværende

mediedarling, Pernille Rosenkrantz-

Theills, veltimede flugt over plankeværket fra

det hensygnende sammenrend af erklærede

revolutions-romantikere og betonkommunister

til det hårdpressede Socialdemokrati.

Hvem i alverden tror på, at hun pludselig er

2

socialdemokrat? Intet

tyder på, at hun har lært

noget, og intet tyder på,

at Ole Sohn har lært af

historien.

Hvis man spørger

Ole Sohn om kommunismen

i dag, vil han

undskyldende sige, at

ideen var god, men at

udførelsen var dårlig.

Med andre ord: Der var

intet galt med ideologien som sådan, det var

menneskene, der fejlede. Og hvem ved, hvad

fremtiden byder på? Meget tyder på, at den

aktuelle finanskrise udgør en helt lille politisk

oase i Ole Sohns ørkenvandring siden Murens

fald i 1989. For krisen beviser da, at kapitalismen

har taget fejl, ikke sandt?

Ak ja, hvis bare verden var så enkel, men

”kapitalismen” har aldrig påstået, at den er

et ”system” eller en ideologi. Kapitalisme er

ganske enkelt frihed. At staten så i mere eller

mindre grad griber ind i denne med fordelingspolitiske

tiltag, er en anden snak. Det

er kun ret og rimeligt, at de bredeste skuldre

også bærer de største byrder – når det vel at

mærke sikres, at de stærke bliver ved med at

være så stærke, at de også kan bære dem. Men

det har bare intet med socialisme at gøre.

Ole Sohn og Socialistisk Folkeparti øjner

et stort håb i den nuværende krise. Partiet har

lanceret planer om ”Økonomisk Demokrati”,

som skal sikre medarbejdere indflydelse på

virksomhedernes overskud, ligesom man har

talt om oprettelsen af en ”samfundsbank”. Det

kan i bedste fald betegnes som en genoplivning

af et stykke gammelt socialdemokratisk

hittegods, som selv den tidligere finansminister

Knud Heinesen griner af i dag. I værste

fald er det et forsøg på at snige socialismen

ind ad bagdøren i ly af krisen - og i bekvem læ

af det kække partinavn ”SF”.

Der skal ikke herske tvivl om, at både Ole

Sohn og Villy Søvndal er socialister til fingerspidserne.

Mens førstnævnte for en tid blev

slået groggy af Murens fald i 1989, har sidstnævnte

meget smart grebet ”folkestemningen”

ved hjælp af en hærskare af spindoktorer, samt

Ole Sohn besøgte i 1987 som kommunistboss jublende glad DDRs

diktator Erik Honecker.

omfattende assistance fra fokusgrupper og meningsmålinger.

Når Villy Søvndal for et års tid

siden langede voldsomt ud efter Hizb-ut-Tahrir,

var det fordi fokusgrupper dikterede det. Meget

afslørende blev opfordringen til de fanatiske

muslimer om at ”gå ad helvede til” da heller

aldrig fulgt op med handling fra Socialistisk

Folkepartis side. Ren populistisk pop.

Socialistisk Folkeparti svirrer tilsyneladende

rundt på mediefladen som et lille bevægeligt

blad, som er parat til at skifte mening om

hvad som helst. Men én ting er sikker: Hverken

spindoktorer eller fokusgrupper vil bringe

partiet væk fra den socialistiske kerne. Både

Ole Sohn og Villy Søvndal er i deres inderste

overbeviste om, at socialismen er en rigtig

god idé. De er sikre på, at de selv vil kunne

gøre det langt bedre end både Bresjnev, Honecker

og hvad de alle sammen hed, for de er

jo demokrater og hyggelige danskere.

Hvad de ikke har forstået er, at socialisme

er socialisme, og at ideologien før eller siden

viser sit hæslige ansigt. Et træ skal kendes

på sine frugter, står der i Bibelen. For en tid

vil spindoktorerne kunne sløre Socialistisk

Folkepartis hensigter, men hvis det næste

folketingsvalg vindes af en svækket Helle

Thorning-Schmidt og et mastodont-SF, er

terningerne kastet. Senest da vil det gå op for

danskerne, at skatterne sagtens kan stige endnu

mere, at staten nemt kan blive endnu større

og udlændingeskarerne endnu flere.

På plussiden er, at der er længe til næste

valg - og at regeringen inden da kan tænkes

at tage udfordringen lidt mere alvorligt end

hidtil.

Kaho/Sønd.

Foto: Polfoto


nyhedsbrev

Den 7. juni skal danskerne på ny sammensætte

de danske medlemmer af Europa-Parlamentet.

Det er ikke mange, vi skal vælge ind; 13 danske

medlemmer ud af et samlet parlament på

736 medlemmer. Det kan forekomme at være

meget lidt, men ikke desto mindre er det vigtigt,

at vi tager valget alvorligt og lægger vejen

forbi stemmelokalet på den forhåbentligt

smukke sommerdag.

Valget er vigtigt, fordi det ikke er uden betydning,

hvem der sidder i Europa-Parlamentet.

Men de fleste partier og medierne tager

ikke EU særlig alvorligt, og derfor prioriterer

partierne heller ikke deres kandidater særligt

højt. De fleste betragter et medlemskab af

parlamentet som en slags retrætepost som tak

for god og tro tjeneste. Poul Nyrup Rasmussen

sidder dernede i øjeblikket, og snart vil

vi også få den tidligere konservative formand

Bendt Bendtsen at se i EU.

Sådan er det ikke i Dansk Folkeparti. Vi stiller

med 10 kandidater – fem kvinder og fem

mænd – som er relativt unge, og med en dygtig

og meget kompetent spidskandidat, som ikke

har en stor politisk karriere bag sig, men foran

sig. Med Morten Messerschmidt i Europa-Parlamentet

vil alle danskere være sikret en kandidat,

som tager EU alvorligt, og som aktivt vil

forsvare danske interesser i parlamentet.

Jeg ved, at mange sidder og overvejer, om

de i det hele taget gider gå ned og stemme den

7. juni. Det nytter jo alligevel ikke noget, tænker

de. Måske er vejret godt. Solen og stranden

lokker. EU ligger så langt væk og er helt uden

for rækkevidde. Jeg forstår dem godt. Men uanset

om vi bryder os om det eller ej, så har EU

langsomt sneget sig ind i danskernes hverdag

– meget mere end de fleste af os går og tror.

En meget stor del af den danske lovgivning

sker på baggrund af EU-direktiver. Ganske vist

har Europa-Parlamentet i modsætning til EU-

Kommissionen og Ministerrådet ikke nogen

lovgivende funktion, men det er bestemt ikke

uden magt, og meget tyder på, at parlamentet

ikke i længden vil affinde sig med en begrænset

indflydelse – det vil nemlig på længere sigt

give EU nogle gevaldige legitimitetsproblemer.

Alene af den grund er vi nødt til at betragte

Europa-Parlamentet som en magtfaktor, hvis

medlemmer ikke er uden betydning.

Hertil kommer, at valget til Europa-Parlamentet

ikke bare er noget almindeligt valg. Det

er i høj grad også et spørgsmål om holdninger

og værdier til fremtidens EU og Danmarks

fremtidige forhold til Europa. I Dansk Folkeparti

går vi til valg med to overordnede ønsker:

”Mindre EU” og ”Giv os Danmark tilbage”.

Det betyder, at Dansk Folkeparti ikke kan fejes

af banen med påstanden om, at vi bare er

et ”modstanderparti”. Gold modstand bringer

os ingen vegne, men det gør derimod en saglig

argumentation mod eksempelvis dansk tilslutning

til Lissabon-traktaten og euroen.

I den kommende valgkamp vil Dansk Folkeparti

vise danskerne, hvor meget EU allerede

bestemmer, og der er et hav af gode eksempler

at tage af. Tænk på Metock-dommen

sidste år, hvor EU-domstolen i al sin magt og

vælde tilsidesatte nationale lovgivninger på

udlændingeområdet og dermed legaliserede

fup og svindel med familiesammenføringer.

Tænk på de opslidende og pinefulde dyretransporter,

hvor vi i Danmark af hensyn til

fællesskabet er nødt til at sænke vore egne

høje standarder, for at de syd- og østeuropæiske

lande ikke skal anstrenge sig for meget.

Tænk på det meningsløse Schengen-samarbejde,

som har åbnet Danmarks grænser op

på vid gab for alverdens tyvebander og anden

grænseoverskridende kriminalitet.

Eller hvad med EU-Kommissionens seneste

ønske om at kontrollere ganske almindelige

lystfiskeres aktiviteter ned til mindste detalje

med krav om indrapporteringer af selv den

mindste lille ørred, samt krav om erhvervelse

af en speciel licens på linje med erhvervsfiskere?

Der kan nævnes eksempel på eksempel

på næste alle områder, som berører dansker-

Europa-Parlamentet

i Strasbourg

Dansk Folkeparti klar til valg

nes – og de øvrige europæeres – dagligdag.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på

den beundring, Danmark blev mødt med, da

vi sagde nej til Maastricht-traktaten i 1992 og

euroen i 2000. Mange europæiske lande, hvis

befolkninger ikke fik lov at stemme, misundte

os dybt og inderligt. På samme måde glædede

vi os i Danmark, da Frankrig og Holland sagde

nej til EU-forfatningen i 2005, og da den

irske befolkning sagde nej til Lissabon-traktaten

sidste år, hvor vi i øvrigt ikke fik lov at

stemme. Det viser, at vi for længst har taget

Europa til os på den måde, at vi naturligvis

følger med i, hvad der foregår i de andre medlemslande.

For Dansk Folkeparti drejer hverken det

kommende valg eller fremtidige afstemninger

sig om et ”nej eller ja” til Europa eller EU.

Nej, det drejer sig derimod om ”mere eller

mindre” EU. Vi vælger det sidste, fordi vi betragter

Europa som en historisk unik verdensdel

bestående af selvstændige nationalstater.

Og vi siger ”mindre EU”, fordi de væsentlige

beslutninger, der berører de europæiske befolkninger,

fortsat skal ligge i hænderne på demokratisk

valgte, nationale regeringer – ikke

en overnational forsamling af kommissærer.

Jeg er sikker på, at vi får et spændende

forår med masser af politiske diskussioner

om EU, og jeg er overbevist om, at Dansk

Folkepartis dygtige kandidater sammen med

vore lokalforeninger vil være at finde på gader

og stræder i den kommende tid. Men de skal

ikke trække læsset alene. Vi andre vil også

slutte op og sørge for at gøre partiet synligt i

en valgkamp, som bestemt

ikke nyder den

medieopmærksomhed,

som den burde. Jeg

glæder mig allerede til

at komme i gang.

Foto: Scanpix

3


ep-kandidater

Dansk Folkepartis

EP-kandidater

kampklare

Af Karsten Holt

På et opstillingsmøde i Odense den 31. januar

valgte Dansk Folkeparti ti kandidater til det

kommende valg til Europa-parlamentet den

7. juni. Der er tale om en liste med særdeles

kompetente kandidater, hvis politiske engagement

er stort. Enkelte kandidater er gengangere

fra 2004, således også spidskandidaten

Morten Messerschmidt, som stiller op for anden

gang.

Ved at have en ung og dygtig spidskandidat

med sin politiske karriere liggende foran sig,

markerer Dansk Folkeparti – i modsætning til

de andre politiske partier, som besætter listen

med veteraner og afdankede top-politikere – at

partiet vægter engagementet i EU meget højt,

og at partiet ønsker at påvirke beslutningsprocessen

i Europa-parlamentet.

Morten Messerschmidts store viden om

EU kan sætte samtlige modstandere godt og

grundigt til vægs, og det bliver spændende at

følge debatterne i den forestående valgkamp,

hvor en veloplagt Morten Messerschmidt vil

turnere land og rige rundt.


Morten Messerschmidt er 28 år, stud jur. og

bosiddende i Randers. Siden 2005 har han været

medlem af Folketinget, hvor han varetager

posten som Dansk Folkepartis EU-ordfører.

Morten Messerschmidt har trådt sine politiske

barnesko i DFU, hvor han i en årrække var

politisk næstformand. Hans store interesse for

– og engagement i – EU kan dateres helt tilbage

til afstemningen om Maastricht-traktaten

i 1992, hvor han som kun 12-årig sad klinet til

fjernsynsskærmen.

Dennis Flydtkjær, 30 år, er bosiddende i

Herning og direktør i egen virksomhed, PRO-

NAMIC A/S i Silkeborg, som laver tilbehør til

udendørs termometre. Dennis Flydtkjær er i

øjeblikket suppleant i Folketinget for Christian

H. Hansen, som er sygemeldt på ubestemt

tid. Desuden er Dennis Flydtkjær medlem af

Dansk Folkepartis hovedbestyrelse.

Kenneth Kristensen Berth er 32 år og bor i

Hvidovre. Han er ansat som specialkonsulent

i Dansk Folkepartis pressetjeneste på Christiansborg

og er medlem af Dansk Folkepartis

hovedbestyrelse. Tidligere har Kenneth Kristensen

Berth været landsformand i DFU, og

han blev den længst siddende formand i en

politisk ungdomsorganisation nogensinde.

Rikke Karlsson er 43 år gammel og bor i

Støvring i Himmerland, hvor hun underviser

på Bavnebakkeskolen. Hun har tre børn på

henholdsvis 20, 18 og 14 år. Rikke Karlsson

er medlem af Regionsrådet i Nordjylland og

er tillige 1. suppleant til Folketinget. Hun har

en baggrund som socialpædagog og elsker at

trave ture i naturen samt hengive sig til kulinariske

kunster.

Anna Rosbach, er 61 år, kontorchef og bosiddende

i Hundested. Siden januar 2000 har

hun i EU været sekretær for UEN-gruppen,

som Dansk Folkeparti er medlem af. Anna

Rosbach er desuden medlem af regionsrådet

i Region Hovedstaden, ligesom hun tidligere

har været folketingskandidat.

Aia Fog er 41 år gammel og bosiddende på

Østerbro, hvor hun også er næstformand i den

lokale afdeling af Dansk Folkeparti. Hun er

enlig, men har en søn, der er 16 år gammel.

Hun er uddannet cand.jur. og arbejder som

chefkonsulent i Dansk Tandplejerforening.

Tidligere har hun blandt andet arbejdet som

faglig konsulent i Dansk Teknisk Lærerforbund

og i Københavns Kommune.

5


Jette Plesner Dali er 60 år gammel

og bor på Frederiksberg. Hun er enlig,

men har datteren Nadia fra et tidligere

ægteskab. Jette Plesner Dali er uddannet

lægesekretær og arbejder som sådan

på Gentofte Hospitals Hudafdeling.

Siden 1970 har Dali uafbrudt arbejdet

som netop lægesekretær i såvel almen

praksis som på hospitaler. Foruden sit

engagement i Dansk Folkeparti er Dali

engageret i Trykkefrihedsselskabet.

Bente Kronborg Holst Flensted er

27 år gammel og bor sammen med

sin mand Jesper på et nedlagt landbrug

i Videbæk i Vestjylland. Hun er

netop blevet mor til Mikkeline, der

blev født i december 2008. Bente

Kronborg Holst Flensted er under

uddannelse til kontorassistent i H.H.

Udlejning i Ringkøbing. Sideløbende

er hun organisatorisk næstformand

for Dansk Folkepartis Ungdom, formand

for Dansk Folkepartis Ungdom

i Herning og bestyrelsesmedlem i DF

i Ringkøbing-Skjern.

Henrik Ræder Clausen er 45 år

gammel, fraskilt og far til en 6-årig.

Han bor i Brabrand i udkanten af

Århus. Henrik Ræder Clausen er uddannet

folkeskolelærer og har senere

studeret matematik og datalogi. Til

dagligt arbejder han som freelancer

for forlaget Bonnier. Han er desuden

medlem af bestyrelsen i DF i Århus.

Jeppe Nicolai Jakobsen er 20

år gammel og dermed den yngste

på DFs kandidatliste. Han

bor til daglig i Kalundborg, men

i forbindelse med aftjening af

værnepligt har han i en periode

taget ophold i Sønderborg. Han

arbejder således i øjeblikket

som officersaspirant på Hærens

Sergentskole i Sønderborg.

Forud herfor har han arbejdet

som lærervikar på en folkeskole

i Kalundborg. I Dansk

Folkeparti er han engageret som

næstformand i DF-Kalundborgs

lokale afdeling.


trykkefrihedsselskabet

På flugt

i en

burka

Hollandsk satiretegner forfulgt både af

myndigheder og islamister – gemmer

sig i en burka

Af Kim Eskildsen

Trykkefrihedsselskabet - under ledelse af den

ukuelige Lars Hedegaard, som ingen vist vil

beskylde for at nære illusioner om, at Islam

og ytringsfrihed går ubesværet hånd i hånd

- var for nyligt vært for en noget usædvanlig

begivenhed.

I forfatterforeningens smukke lokaler på

Christianshavn optrådte en mand i burka.

Det var den – i den politisk korrekte socialistiske

hollandske regerings øjne – kontroversielle

tegner, Gregorius Neckshot, der, iført

burka, fremførte sin sag.

Det var en noget alternativ oplevelse at

overvære den dygtige og provokerende tegner

fortælle på flydende engelsk indsvøbt i

charmerende hollandsk dialekt, hvordan han

var blevet revet ud af sin seng en nat, fordi

han har tilladt sig at tegne satiretegninger, der

bl.a. viser den muslimske profet i seng med

sin yndlingskone - den blot 6-årige Aisha.

På tegningen beder Aisha profeten om at

gribe til Viagra, eftersom den aldrende profet

åbenbart lider under nogle fysiske mangler.

Dødsdom over hovedet

Neckshot, som naturligvis ikke er tegnerens

sande navn (det betyder på engelsk nakkeskud…),

var nu et blidt bekendtskab, og han

forklarede, at han ikke havde noget mod muslimer

som sådan, men var meget bekymret

over den multikulturelle utopi, som de hollandske

politikere tvinger ned over det tidligere

så frihedselskende folk.

Neckshot er dødstruet, og skulle hans identitet

slippe ud, vil islamister givetvis slå ham

ihjel. Derfor var han også rasende på det hollandske

politi, der i forbindelse med hans arrestation

havde truet med at afsløre, hvem han

er.

Han forklarede, at han var under anklage for

”hate crime”, altså en eller anden mærkværdig

ide om, at han skulle få mennesker til at

gøre voldsomme ting, fordi han tegner satiriske

tegninger. Perspektiverne er skræmmende.

Den ene socialistiske regering i EU efter den

anden gennemfører love mod ”blasfemi og

Den hollandske satiretegner holdt foredrag i København formummet

i en burka. Ikke for provokationens skyld, men for at sikre sig

imod genkendelse – islamister har truet med at slå ham ihjel, efter

at han tegnede ham profeten i en øm situation…

forhånelse” af mindretal for udelukkende at

gøre de truende islamister tilfredse. Neckshot

mener med rette, at det eneste, man formår

med den slags, er at købe tid, men på sigt vil

det føre større katastrofer med sig.

Adspurgt af Dansk Folkeblads udsendte

medarbejder, hvor han eventuelt vil søge asyl,

hvis de hollandske myndigheder afslører hans

identitet, svarede han prompte; ”Danmark”.

Jeg nænnede ikke at fortælle ham, at efter

næste valg kan Danmarks dage som helle for

systemkritikere meget nemt være ovre. Allerede

nu kan det være vanskeligt nok at få

VK regeringen til at acceptere, at den hollandske

politiker, Gert Wilders, får lov at deltage

i en konference vedrørende bekæmpelse af

islamismen. Med en eventuel kommende S-

SF regering skal alle islamkritikere vist til at

overveje deres fremtid her i landet.

Foto: Snaphanen


pias reception

Pias

25 år

for Danmark

Når man ser frysende DF’ere med flag i

hænderne på hovedtrappen til Christiansborg,

så ved man efterhånden, hvad

der er på færde: Pia Kjærsgaard skal

fejres! Denne gang var det dog ikke en

fødselsdag, men et flot jubilæum: Den

15. januar blev det fejret, at Pia Kjærsgaard

nu har siddet i Folketinget i hele

25 år.

Af Nina Lusty

Foto: Carsten Lundager

Pia Kjærsgaards betydning for dansk politik

kan næppe overdrives. Så partiformanden

blev fejret med maner hele dagen. Efter køreturen

fra Gentofte i en smuk London-taxa

og den festlige modtagelse på Christiansborgs

hovedtrappe blev Pia Kjærsgaard hyldet i

Dansk Folkepartis stemningsfulde gruppeværelse

med kransekage og champagne. Glad og

rørt lyttede hun til gruppeformand Kristian

Thulesen Dahls rosende tale, og både MF’ere

og personale råbte hurra for partiformanden.

Senere på dagen var der indbudt til stor reception

på Christiansborg. ”Jeg håber da, at

der kommer nogen”, sagde Pia Kjærsgaard,

mens hun besigtigede de flotte dekorationer

og den gode mad – og det gjorde der. Cirka

600 gæster var mødt op for at ønske tillykke

med bedriften – både ministre, politikere, lokalpolitikere,

tillidsmænd fra partiet, journalister,

kulturpersonligheder, erhvervsfolk og

mange andre indbudte strømmede ind, belæssede

med gaver. Og Pia Kjærsgaard fik hurtigt

røde kinder af varmen og al den ros, som hendes

gæster tildelte hende. En af de varmeste

taler kom fra finansminister Lars Løkke Rasmussen:

Pia forbillede for modstanderne

- Ét er mennesket Pia Kjærsgaard. Noget andet

er politikeren Pia Kjærsgaard. Og lige så ydmyg

og venlig og omsorgsfuld og imødekom-

mende, du er som menneske, lige så barsk er

du som politiker. Du har jo aldrig været bange

for at være en skrap moster. Det har inspireret.

Og det har dannet skole, nu hvor Lene også er

kommet til. Det er vel nærmest et spørgsmål

om tid, før også Helle og Margrethe er nødt

til at følge trop, lød det anerkendende fra Lars

Løkke Rasmussen, og han fortsatte:

- Egentlig er det jo fantastisk, at en kvinde,

som der stiftes hele partier for at udslette, i

den grad bliver forbillede for sine fjender.

Lars Løkke Rasmussen sluttede med at udbringe

et ”længe leve Pia” med den bagtanke,

at når Pia lever længe, ”så gør regeringen det

nok også” – til stor morskab for forsamlingen.

Lars Løkke Rasmussen fortalte også om,

hvordan Pia under hans første finanslovsforhandling

sidste år resolut fik afbrudt forhandlingerne

af private årsager. Ikke Pias private

årsager, vel at mærke, men hans, Lars Løkkes

søn fyldte 18, og da Pia hørte det, arrangerede

hun et ”sammenbrud” i forhandlingerne, så fi-


Jamen, er det ikke Claus Hjort! Beskæftigelsesministeren

ville selvfølgelig også

overbringe sine lykønskninger til Pia

Kjærsgaard.

nansministeren kunne komme hjem og fejre

sønnen. Så måtte finansloven vente.

Også Folketingets formand, Thor Pedersen,

talte rosende for Pia Kjærsgaard, og Kristian

Thulesen Dahl forsøgte i sin tale at opregne

den enorme betydning, hun har haft for dansk

politik og for ham selv og næstformand Peter

Skaarup. For dem er Pia ”vores allesammens

mor”, mens hun kærligt kvitterede med at

kalde dem ”mine drenge”. Blandt andet berettede

Kristian, at hun, da han var nyvalgt MFér,

skam både havde sørget for hans skjorter og

for, at han kom op til tiden…

Hilsen fra Fogh

Som en ekstra overraskelse tonede statsminister

Anders Fogh Rasmussen, der var forhindret

i at møde op på grund af et regeringsse-

Pia Kjærsgaards mand, Henrik Thorup,

holdt en kærlig tale for sin arbejdsomme

hustru. Også han kan fejre 25 års jubilæum

i mediernes søgelys.

”Hvis Pia lever længe, så gør regeringen

det nok også”, spøgte finansminister Lars

Løkke Rasmussen i sin meget roste tale til

Pia Kjærsgaard.

Gæsterne ved receptionen udgjorde et rent menneskehav, her fanget henover den isskulptur,

der på flotteste vis markerede 25 års jubilæet.

9


minar på Havreholm, frem på storskærm med

en videohilsen.

- Jeg ved, du ikke er glad for, at jeg er meget

væk. Lige nu er jeg desværre på Havreholm.

Men jeg vil gerne sige tillykke til dig alligevel.

Det er i høj grad takket være dig, vi i syv

år har haft en enestående politisk stabilitet,

sagde statsministeren.

De mange taler blev bundet sammen af Peter

Skaarup, der med et smil introducerede den

sidste taler – nemlig Pia Kjærsgaards mand,

Henrik Thorup. Det var jo på en måde også

hans jubilæum – Pia Kjærsgaards karriere og

især reaktionerne på den har haft sin pris i

familiens liv. Men Henrik Thorup har aldrig

10

vaklet i sin støtte til sin ”aktive og meget flittige”

kone, og han holdt en kærlig og hjertevarm

tale, der fik tårerne frem i øjenkrogene

hos en rørt Pia Kjærsgaard.

- Tusind, tusind tak alle sammen – det er

overvældende, intet mindre, sagde en rørt Pia

Kjærsgaard flere gange i løbet af den festlige

dag. For nok er partiformanden glad for at blive

fejret – ”jo mere jo bedre”, som hun spøgefuldt

sagde – men den megen varme og ros

kom alligevel som en overraskelse. Og efter

en lang og festlig dag kunne hun se tilbage på

ikke alene en mindeværdig dag, men på 25 års

fantastisk og utrættelig indsats for Danmark.

Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, ville også sige tillykke. Måske var hun

der også for at lære, hvordan man beholder vælgernes opbakning i hele 25 år?

Talerne til Pia Kjærsgaard var hjertevarme

og humoristiske, og det fik

latteren til at boble i jubilaren.

Rigtig mange medlemmer og tillidsfolk havde

lagt vejen forbi receptionen, og det varmede Pia

Kjærsgaards hjerte meget, at så mange havde revet

en dag ud af kalenderen for hende. Her er det

tidligere hovedbestyrelsesmedlem, Dora Rossen,

der hilser på.

Formanden for Folketinget, Thor Pedersen,

var blandt talerne til Pia Kjærsgaards

reception. Her hilser han pænt på hovedpersonen.

Gæsterne kom anstigende i en lind strøm

ned af trappen i Folketingets Fællessal.

Blandt gæsterne sås ingen ringere end den

tidligere fodboldspiller Harald Nielsen, nok

bedre kendt som Guld-Harald.


Valgfup og -kaos

Selv om Pia blev valgt ved valget den 10. januar 1984, indtog hun først sin plads i Folketingssalen

mange dage senere

Valget i 1984 blev en noget pudsig og langstrakt affære. Selv om Pia Kjærsgaard blev

valgt første gang til Folketinget den 10. januar 1984, for 25 år siden, kunne hun først

indtage sin plads noget senere.

Årsagen var, at indenrigsminister Britta Schall Holberg, Venstre, havde beordret omtælling

af samtlige 119.122 brevstemmer. Stor dramatik. Det skete nemlig med vagtposter

udenfor det lokale, hvor omtællingen skete, og med udskiftede låse i dørene.

Indenrigsministerens resolutte reaktion kom, efter at Lyngbys konservative borgmester

Ole Harkjær lidt kækt havde meddelt, at han da for resten benyttede sine egne regler ved

godkendelsen af brevstemmer…

Ikke så godt. For den melding kom i hælene på Danmarks Statistiks opdagelse syv dage

efter valget af, at valgbestyrelsen i Frederiksværk-kredsen havde sørget for at regnskabet

gik op på valgnatten ved i Maarum at give Socialdemokratiet 100 ekstra stemmer. Det

resulterede så blot i det kedelige faktum, at valgdeltagelsen så blev over 10%...

Den lille afsløring ændrede resultatet på landsplan, så Venstres Birthe Rønn Hornbech,

som vi har så megen glæde af i disse år, kom ind på et snævert mandat – i stedet for socialdemokraten

Hans Jørgen Jensen. Han havde imidlertid fået valgbrev om, at han var

valgt, og det ville han ikke lige sådan give slip på…

Folkestyrets forhold til brevstemmer var således allerede en smule belastet, så ministeren

mente ikke, at man med to tvivlsomme fadæser ved samme valg kunne komme uden

om en omtælling.

Så Pia måtte vente.

Kaos var der ellers nok af. For Mogens Glistrup skabte overskrifter igen-igen, da han dagen

efter valget pakkede sit habengut og forlod Horserød Statsfængsel i Nordsjælland med den

begrundelse, at nu var han folkevalgt, så han skulle på arbejde. Fængselspersonalet holdt

ham tilbage med magt og placerede den arrige Fremskridtsstifter i straffecelle.

Justitsminister Erik Ninn Hansen følte sig nok en kende presset, så han satte sving i fintællingen

i ekspresfart. Den viste ikke overraskende, at Glistrup var valgt som den ene af

de seks i den meget mere end halverede Z-gruppe. Han blev dog omgående efter Tingets

samling kendt uværdig af 139 MFere og returnerede til Horserød.

Valgdeltagelsen var ellers i den pæne ende, 88,4 procent stemte – godt fem procent flere

end i 1981 og knap et par procent flere end i 1987. Men kaotisk, det var det.

Pia Kjærsgaard indtog sin plads i Folketinget den 7. februar, næsten en måned efter

valget.

Sønd.

De Radikales leder forærede Pia Kjærsgaard et par kørehandsker – ”du styrer jo alligevel regeringen”, sagde hun med et smil. Naser Khader,

der nu er løsgænger i Folketinget, ville også ønske tillykke.

11


df-ringsted

En by vi rejser

Lokalforeningen i Ringsted er helt oppe i gear forud for Kommunalvalgvalget

i november og satser bl.a. på et comeback

i byrådet for DFs grand old man, Poul Nødgaard

Tekst og fotos Karsten Holt

Det kan ved første øjekast undre, at en kommune,

hvor 16,5 procent af vælgerne stemte

Dansk Folkeparti ved folketingsvalget, og

hvor partiet opnåede mere end 12 procent af

stemmerne ved kommunalvalget, ikke har et

eneste medlem i byrådet – de sidder der selvfølgelig

stadig fysisk, men ikke længere som

DF´ere, og de laver heller ikke meget andet

end netop at sidde. Ikke desto mindre er det

de faktiske forhold i det oprindeligt VOKRstyrede

Ringsted, og historien er faktisk ligeså

ærgerlig, som den er banal.

Først forlod ét byrådsmedlem partiet, fordi

han var utilfreds med, at partiet ikke skred

ind over for det andet byrådsmedlem, hvis

opførsel han fandt uacceptabel. Og så vendte

det andet byrådsmedlem partiet ryggen, fordi

han pludselig erklærede, at han alligevel ville

12

genvælges, selv om han flere gange havde sagt

det modsatte. Hans problem var imidlertid, at

partiets lokalafdeling i mellemtiden syntes, at

det var en rigtig god idé, at han ikke ville stille

op igen. Så god, at man ønskede at fastholde

ham på den – blandt andet fordi han ustandseligt

udsatte sine samarbejdspartnere i byrådet

for usaglig kritik.

Poul Nødgaard gør comeback

Dansk Folkeblad er mødt op til bestyrelsesmøde

i DF Ringsted hos formand Jeanie Nørhave

i Ringsted-forstaden Benløse. Foruden

formanden gennem snart to år, Jeanie Nørhave,

tæller bestyrelsen det mangeårige folketingsmedlem

og medstifteren af Dansk Folkeparti,

Poul Nødgaard – denne gang i rollen

Der er hektisk aktivitet i Jeanie Nørhaves nye udestue i villaen i Benløse. Her gælder det

brevet, som skal udsendes til medlemmer i anledning af det kommende opstillingsmøde til

kommunalvalget, hvor Poul Nødgaard allerede er udpeget som spidskandidat. Men man

håber på stor fremgang. ”Nu kører toget, og jeg tror, vi får et strålende valg”, siger Poul

Nødgaard.

Bestyrelsen i DF-Ringsted: Fra venstre:

Ole Nielsen, Poul Nødgaard, Lone Holm og Jeanie

som næstformand. Herudover er der kasserer

Lone Holm og Ole Nielsen. Per Nørhave, der

er gift med Jeanie, sidder også i bestyrelsen,

men må tilbringe denne aften i Bruxelles i et

tjenstligt anliggende.

Snakken går lystigt over den lækre mad

fra ”Det gode Køkken” i Ringsted, som er

stillet på bordet til ære for Dansk Folkeblad

- for det er altså ikke det normale traktement

til de bestyrelsesmøder, som på skift holdes i

medlemmernes private hjem. Her nøjes man

som regel med kaffe og kager, fortæller Jeanie

Nørhave. Men først og fremmest kredser

samtalen omkring udsigterne for Dansk Folkeparti

ved det kommende kommunalvalg,

hvor Poul Nødgaard har accepteret at opstille

som spidskandidat.

Han er ingenlunde en politisk novice –

hverken landspolitisk eller kommunalpolitisk,

men efter 16 år i byrådet – både som 1. og

2. viceborgmester i perioder – krævede det en

tænkepause på et halvt års tid, inden han valgte

at melde klart ud om sit kandidatur. Specielt

fordi det kræver meget at sidde i byrådet.

”Jeg besluttede jo at stoppe allerede i 2005,

men jeg stiller op, fordi jeg har været med til

at skabe Dansk Folkeparti helt fra bunden, og

fordi jeg har skabt partiet lokalt her i Ringsted.

Og så vil jeg gamle mand ikke stå og se

på, at man smadrer partiet lokalt. Jeg måtte

dog spørge mig selv, om jeg virkelig ønsker

at påtage mig arbejdsbyrden, for det er en arbejdsbyrde,

hvis man vel at mærke vil have

noget ud af at sidde i byrådet. Det betyder, at

man skal være velforberedt til møderne, og at

man har læst sine papirer ordentligt igennem.

Men når de ting så er på plads, så vækker

det til gengæld en enorm respekt hos de andre

byrådsmedlemmer. Så kan de tydeligt se, at

man har læst på lektien, og at man ved, hvad

det drejer sig om. En anden årsag til, at jeg

stiller op, er at min rejseaktivitet kommer til at

begrænse sig til turen fra Vigersted og ind til

rådhuset i Ringsted. Det er ikke som tidligere,

hvor jeg sommetider måtte rejse frem og tilba-


Nørhave.

ge mellem Christiansborg og Ringsted et par

gange om dagen. Endelig har det naturligvis

gjort indtryk, at jeg har fået så mange opfordringer

fra både bestyrelsen og medlemmer”.

Fornyelse er hårdt tiltrængt

At der bliver nok at tage fat på i Ringsted efter

kommunalvalget, er ingen i tvivl om. Venstre

– som DF er i valgforbund med sammen med

de konservative og de radikale – har indgået

en mærkværdig budgetforligsaftale med S og

SF, som går ud på, at det største parti får borgmesterposten.

Det kan betyde, at et stemmeflertal

på beskedne 50 stemmer kan bringe en

socialdemokratisk borgmester tilbage i stolen,

og det ønsker ingen i DF.

”Vi er nødt til at forklare Venstre og Konservative,

hvad det her går ud på, og hvem de

er i valgforbund med. Ellers skal de ikke være

sikre på, at Dansk Folkeparti automatisk lægger

stemmer til”, fortæller Jeanie og peger på

alle de ting, der skal rettes op på i Ringsted:

”Ringsted trænger virkelig til fornyelse.

Byen er præget af politisk indavl og en uhyggelig

indskrænkethed. Kommunen fungerer

meget dårligt, og ledelsen er utroligt gammeldags.

Det betyder, at man ikke tør fyre

nogle ineffektive ledere, fordi der er så meget

sammenspisthed rundt omkring. Sådan noget

med vennetjenester og nepotisme. Dansk

Folkeparti vil lufte ud i kommunen og gøre

hovedrent.”

Poul Nødgaard indskyder, at Ringsted er

landets fjerdedyreste kommune med hensyn

til skattetryk, herunder ejendomsværdibeskatning

og grundskyld. Hertil kommer, at der er

sket nogle gevaldige og uforklarlige forhøjelser

af vandafgiften.

”Borgmesteren undskylder forhøjelserne

med investeringer, men hvad er det for investeringer?

Har de gravet hele ledningsnettet

op? Jeg har ikke opdaget noget. Det er en

ting, jeg vil have kulegravet i den kommende

valgperiode. Vi er nødt til at fortælle, at den

Det er ikke nogen

nem opgave at

være mødeleder,

når der både skal

tages hensyn til

Dansk Folkeblad

og en håndboldkamp

i TV. Men

Jeanie Nørhave

bringer alligevel

bestyrelsen sikkert

gennem dagsordenen.

Det kræver

lederegenskaber,

og dem har Jeanie

– både fra sin

lange tid i politiet

og qua sit nuværende

job som

personale- og sekretariatschef

hos

Dansk Folkeparti

på Christiansborg.

går altså ikke. Samtidig må vi have vælgerne

op af stolen, hvis et tæt samarbejde mellem

Venstre, S og Socialistisk Folkeparti er noget,

som Venstre ønsker at føre videre. Det har

vælgerne krav på at vide.”

Poul Nødgaard tilføjer, at Ringsted Kommune

har foretaget en lang række ufornuftige

økonomiske dispositioner. For eksempel har

man ansat ekstra administrativt personale til

tre millioner kroner på et tidspunkt, hvor man

skriger på arbejdskraft på ældreområdet.

”Det allervigtigste for en kommune er, at

den lægger afgørende vægt på sine kerneydelser

til borgerne såsom folkeskolen, børn og

unge- samt ældreområdet. De ting skal være

velfungerende, før man kan begynde at planlægge

store prestigeprojekter eller andre ting.

I Dansk Folkeparti ser vi det som en af vore

helt store opgaver at overvåge, at pengene

først og fremmest kommer borgerne til gode i

form af solide kommunale kerneydelser.”

Synlighed skaber fremgang

Ingen i bestyrelsen er i tvivl om, at det bliver

et spændende valg, og alle er enige om, at det

er vigtigt at føre valgkamp mellem valgene

og allerede være ude blandt vælgerne nu. Den

strategi er en af årsagerne til, at foreningen har

haft en pæn medlemstilgang. Men potentialet

er langt fra udtømt, siger Jeanie.

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kan få flere

medlemmer, og jeg kan mærke, at det virkelig

nytter noget at gå på gaden og tale med folk i

modsætning til, hvad de andre partier påstår.

Når vi laver gadekampagner, får vi en snak

med folk, og vi forklarer dem, at man ikke

nødvendigvis forpligter sig til en hel masse,

fordi man melder sig ind i et parti. Det er jo

op til den enkelte selv.”

Jeanie fortæller, at man på den årlige ”Ringsted-natten”,

hvor blandt andet Pia Kjærsgaard

har været gæst, har kunnet tegne mange

nye medlemmer, men at det såmænd også kan

lade sig gøre i Kvickly en lørdag formiddag.

Det gælder om hele tiden at være synlig.

Bestyrelsesmødet skrider planmæssigt

frem – i DF-Ringsted er der på forhånd udarbejdet

en dagsorden for mødet, som overholdes

til punkt og prikke. Poul Nødgaard

har taget en bunke papirer frem, og nu diskuterer

bestyrelsen den skrivelse, som skal

sendes ud til medlemmerne i anledning af

det kommende opstillingsmøde til byrådet,

der afholdes sammen med den årlige generalforsamling,

og hvor der plejer at være et

pænt fremmøde.

Mens papirerne gennemgås, går snakken

om løst og fast – og så er der jo lige håndboldkampen

mellem Danmark og Tyskland,

som kører på fjernsynet. Poul Nødgaard tilbyder

generøst, at Lone Holm, foreningens

kasserer kan aflægge ham et besøg, så hun

kan lære, hvordan man stiller et regnskab

op efter alle kunstens regler. For orden i

regnskabet er noget af det vigtigste i en forening,

og er der noget, den tidligere kæmner

i Vigersted har forstand på, så er det orden,

punktlighed og tal.

Dansk Folkeblads udsendte spørger, om

der er flere vigtige ting at huske på inden

valget, og Poul Nødgaard svarer prompte,

at man som byrådskandidat eller valgtilforordnet

naturligvis ikke render af pladsen på

valgnatten.

”Efter sidste valg i 2005 tog Dansk Folkepartis

forhandler i Ringsted sin bil og kørte

hjem til sin gård, selv om der kunne etableres

flertal mellem Venstre, Dansk Folkeparti,

Konservative og Det Radikale Venstre. Med

det resultat, at den nuværende Venstre-borgmester

blev vraget til fordel for den tidligere

socialdemokratiske, som næste dag optrådte

på Dagbladets forside med ”tillykke” og en

stor buket blomster. I løbet af kort tid fik vi

dog samlet V,K,O og R og pegede på den

nuværende Venstre-borgmester Niels-Ulrik

Hermansen. Moralen er, at man bliver, indtil

alle konstellationer er afprøvede”, understreger

Poul Nødgaard med fasthed i stemmen.

13


apartheid

Verdens sidste Apartheid-bastion:

Mekka: Den forbudte by

Kristne kan godt glemme alt om Islams hellige byer Mekka og Medina. Byerne er kun for muslimer. Styret i Saudi Arabien

er i det hele taget alt andet end tolerant…

Af Kenneth Kristensen Berth

Den 21. maj 2007 blev en trist dag for srilankaneren

Nirosh Kamanda. Han blev arresteret

nær Masjid al-Haram - verdens største

moské, beliggende i Mekka, i hvis midte Kabaa’en

befinder sig. Her havde han igennem

nogle uger ernæret sig ved at sælge forskellige

småting til pilgrimmene. Fremmedpolitiet

havde fået mistanke til den unge mand, og

gået på klingen erkendte Kamanda, at han var

kristen, hvorefter han straks blev smidt ud af

byen. Mekka og nabobyen Medina er nemlig

verdens eneste tilbageværende bastioner for

apartheid – alle ikke-muslimer er forment adgang

til byerne.

Og det lægger man ikke skjul på i Mekka.

Ved indfartsvejene til byen finder man vejskilte,

der gør opmærksom på, at det er sidste

afkørsel for ikke-muslimer, og at den ene

eller den anden vej er obligatorisk for ikkemuslimer.

Sådan opretholder man stort set

uden kritik en religiøs apartheid i Islams profet

Muhammeds fødeby – og i øvrigt også i

den nærliggende by Medina.

1

Kristne kors og svineskindsjakker

forbudt

I det hele taget gælder der andre regler i Saudi-

Arabien end i stort set alle andre lande. Saudi-

Arabien udsteder således ikke visa til jøder,

og det er forbudt for tilrejsende at medbringe

blandt andet alkohol, såkaldt politisk ømtåleligt

materiale, varer, hvori der indgår svinekød

eller tøj af svineskind samt symboler på andre

religioner end islam, f.eks. kristne kors.

I rejsebøger er alle forhold – også at Mekka

og Medina er forbudt område for ikke-muslimer

– lakonisk nævnt. Det konstateres bare

- uden den mindste vurdering af, hvorvidt en

sådan form for apartheid nu ikke er temmelig

utidssvarende i det 21. århundrede.

Begrundelsen for, at Mekka skal holdes fri

for ikke-muslimer hentes som altid i Koranen

– nærmere bestemt sura 9,28, hvor der står:

”I der tror! De, der sætter andre ved Guds

side er urene. Lad dem ikke komme i nærheden

af den hellige moské, når dette år er

omme!”

Mekka er altså byen, du aldrig får at se – i

hvert fald ikke så længe, du ikke konverterer

til islam- i øvrigt i modsætning til de over 2,5

mio. muslimske pilgrimme, der hvert år besøger

byen under den såkaldte Hajj og dermed

tredobler storbyens befolkning. Mekka er

fuldstændig afhængig af de indtægter – anslået

til mere end 100 millioner dollars - , som

pilgrimmene fører med sig. Hovedparten af

indbyggerne er ansat i servicesektoren for at

håndtere de mange logistiske udfordringer,

som den årlige pilgrimsfærd medfører. Der

findes dog også ganske få fabrikker, der laver

blandt andet tekstiler og møbler.


”Mekka og Medina er verdens to eneste tilbageværende apartheid-bastioner. De to

byer kan kun besøges, hvis man er muslim. Skilte på hovedvejen til Mekka advarer

om, at man nu skal være muslim for at køre videre.

Mekkas skyline

15

Foto: Scanpix

Foto: Scanpix


Pilgrimsfærden til Mekka koster stort set

hvert år flere pilgrimme livet. 346 pilgrimme

blev trampet ihjel i 2006, to år forinden overlevede

251 ikke pilgrimsfærden, og sådan er

det stort set gået galt hvert eneste år, selvom

de saudiske myndigheder udfolder de største

bestræbelser på at få pilgrimsfærden til at forløbe

glat – så glat som det nu kan gå, når 2,5

millioner mennesker pludselig invaderer en

by.

Mekka er én stor moské

Mekka er anderledes end de fleste andre saudi-arabiske

byer, der som regel er etnisk homogene.

Mange af de pilgrimme, der i tidens

løb er kommet til byen, har slået sig fast ned.

Mekka adskiller sig også fra andre arabiske

Mekka handler om Masjid al-Haram. Derfor blev

denne ottomanske 1700-tals borg trods store tyrkiske

protester for nogle år siden revet ned, så der kunne

blive plads til flere hoteller.

1

byer ved ikke at have en moské på snart sagt

hvert gadehjørne. Af respekt for den særlige

status, som Masjid al-Haram har, er det den

eneste moské i byen – ingen har turdet bygge

en moské, der risikerede at overskygge islams

åndelige centrum.

Til gengæld handler Mekka så også kun om

Masjid al-Haram. Indtil for få år siden knejsede

den imponerende ottomanske 1700-tals

borg, Qishla, ved siden af Masjid al-Haram.

Men borgen blev under tyrkiske protester revet

ned for at skaffe plads til nye mondæne

hoteller.

Ud over Masjid al-Haram tæller Mekka kun

få seværdigheder, blandt andet den imposante

byport formet som en åben Koran. Dertil kommer

ZamZam-brønden, der ifølge legenden

med sit righoldige vandreservoir forsynede

Foto: Scanpix

Mekka med vand. I 2009 vil Abraj al-Bait-tårnene

stå færdige og med det største tårns højde

på 577 m være blandt de højeste i verden.

Tårnene opføres for øvrigt af det stenrige Bin

Laden-familiefirma, hvis stifter Mohammed

Bin Laden er far til Osama Bin Laden.

Selvom enkelte muslimer på internettet advokerer

for, at Mekka og Medina skal åbnes

for ikke-muslimer, så har den saudi-arabiske

kongefamilie kategorisk afvist enhver tanke

om, at islams to hellige byer skal besudles

af vantros fødder. Så formodentlig vil kongefamilien

også i det 21. århundrede stort set

uimodsagt kunne fastholde religiøs apartheid

i de to byer.

De millioner af tilrejsende pilgrimme

har ikke alle råd til eksklusive hotelværelser

inde i Mekka, derfor dukker store

teltlejre hvert år op uden for Mekka.

Selvom mange mekkanere er ved muffen,

så adskiller gadelivet sig ikke specielt fra

andre arabiske storbyer.

Foto: Scanpix

Foto: Scanpix


Ved indkørslen til Mekka, hvor

ikke-muslimer for længst er

siet fra, kører man

igennem byporten

formet som en åben Koran.

Nøgternt udlægges det her på

et kort i det berømte guidebogsforlag

Lonely Planets guide

til Oman, Emiraterne og den

arabiske halvø, hvilke områder

man som ikke-muslim ikke må

komme i.

Foto: Lonley Planet

… og her er så årsagen til al virakken.

Muhammeds indtog i Mekka i det 7. århundrede.

Af Koranen fremgår det, at ikke-muslimer

ikke må besøge Mekka og Medina.

Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

Tragedien

i Mekka

Det saudiarabiske regimes helt ufattelige

menneskefjendskhed blev stillet til

verdens skue i 2002, da 15 piger indebrændte

på en skole i Mekka.

Skolen, der havde omkring 800 elever,

blev i hast opslugt af fl ammer fra en

pludselig opstået brand, og medens det

lykkedes hovedparten af de 800 elever

at fl ygte, så blev 15 piger forhindret heri

af byens religiøse politi.

De 15 piger fi k ikke lov til at forlade

den brændende skole, da de ikke var

reglementeret påklædt efter de strenge

saudi-arabiske regler, der kræver, at piger

og kvinder skal være iført hijab eller

niqab for at måtte færdes i det offentlige

rum. Repræsentanter fra det religiøse

politi brugte knipler til at holde de 15

piger inden for i den brændende skole

og brugte også knipler for at forhindre

tililende mænd i at redde pigerne. De

tililende mænd blev af det religiøse politi

underrettet om, at det var syndigt at

nærme sig pigerne, når de ikke var reglementeret

tildækket.

Dermed stod det klart, at det var vigtigere

at håndhæve det saudiarabiske

beklædningsregulativ end at udsætte de

tilstedeværende mænd for den fristelse,

der lå i at blive stillet ansigt til ansigt

med 15 utilslørede forbrændte piger.

Alle 15 piger døde i fl ammerne.

Verdens største moske,

Masjid al-Haram, på

356.800 m 2 , svarende til

cirka 88 fodboldbaner.

1

Foto: Scanpix


ude i danmark 1 /3-2009

1

DF-Hovedbestyrelse

Berth, Kenneth Kristensen 33375174

Dahl, Kristian Thulesen 33375102

Ebbesen, CC org. nfmd 33375172

Eilersen, Susanne 23302490

Espersen, Søren 33375124

Flydtkjær, Dennis 40865913

Hansen, Allan Steen 21930093

Hansen, Christian H. 33375105

Kjærsgaard, Pia, fmd. 33375107

Skaarup, Peter, pol. nfmd 33375113

Thomsen, Steen 75602890

Partisekretær:

Nielsen, Poul Lindholm, 33375161

DF-folketingsmedlemmer

Adelsteen, Pia dfpiad@ft.dk - 33375121

Blixt, Liselott dflibl@ft.dk - 33375120

Brix, Colette dfcolb@ft.dk - 33375103

Brodersen, Henrik dfhebr@ft.dk - 33375108

Bøgsted, Bent dfbenb@ft.dk - 33375101

Christensen, Anita dfanch@ft.dk - 33375111

Christensen, René dfech@ft.dk - 33375722

Christiansen, Kim dfkich@ft.dk - 33375148

Dahl, Kristian Th. dfsokj@ft.dk - 33375102

Dencker, Mikkel dfmikd@ft.dk - 33375106

Dohrmann, Jørn dfjdoh@ft.dk - 33375109

Espersen, Søren dfsesp@ft.dk - 33375124

Hansen, Chr. H. dfchhh@ft.dk - 33375105

Harpsøe, Marlene dfmabh@ft.dk - 33375130

Henriksen, Martin dfmarh@ft.dk - 33375129

Kjærsgaard, Pia dfkala@ft.dk - 33375107

Knakkergaard, Anita dfanka@ft.dk - 33375116

Krarup, Søren dfskra@ft.dk - 33375117

Langballe, Jesper dfjela@ft.dk - 33375119

Messerschmidt, Morten dfmome@ft.dk - 33375100

Nødgaard, Karin dfkarn@ft.dk - 33375125

Petersen, Tina dftipe@ft.dk - 33375149

Poulsen, Ib dfibpo@ft.dk - 33375115

Skibby, Hans Kristian dfhaks@ft.dk - 33375128

Skaarup, Peter dfalll@ft.dk - 33375146

Dansk Folkeparti

Christiansborg 3337 5199

1240 København K. Fax: 3337 5191

df@ft.dk

www.danskfolkeparti.dk

DF-Europa-Parlamentet

Mogens Camre, MEP

eumoca@ft.dk

Tlf.: 33375167

Bruxelles, (+32) 22845205

Strasbourg, (+33) 388175205

Dansk Folkepartis Ungdom

Postbox 2297

1025 København K

Tlf.: 2193 0093

DANSK FOLKEBLAD

Tidsskrift, udgivet af Dansk Folkeparti.

13. årgang, nr. 1/ 2009. ISSN: 1397-3975

Ansv. redaktør: Søren Søndergaard

Redaktionschef: Karsten Holt

I redaktionen: Kenneth Kristensen Berth, Kim Eskildsen, Nina

Lusty, Anders Skjødt, Bo Nørgaard Nielsen, Henrik Mogensen

og Hanne Emily Stevnsborg.

Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Folkepartis

synspunkter.

Adresse: Dansk Folkeparti, Christiansborg, 1240 København K.

Tlf: 33375199. Fax: 33375191.

www.danskfolkeparti.dk // df@ft.dk

Næste nr. udkommer april 2009

Deadline for kalender o.l. er den 10. april 2009.

Layout & tryk: KLS Grafisk Hus

Forsiden: Pia Kjærsgaards 25 års- jubilæum

Foto: Carsten Lundager

Vi ved, et fjeld kan sprænges,

og tvinges kan en elv,

men aldrig kan et folk forgå,

som ikke vil det selv.

KALENDER

19/2-2009

DF-Nyborg, opstillingsmøde til

kommunalvalget kl. 19.30 på Borgerforeningens

Hus, Nørre Voldgade 63,

5800 Nyborg

19/2-2009

DF-Køge, generalforsamling &

opstillingsmøde til kommunalvalget

kl. 18.00 i Rishøjhallen, Skolevej 7,

4600 Køge

2 /2-2009

DF-Ballerup, generalforsamling

kl. 19.00

2 /2-2009

DF-Frederiksberg, generalforsamling

kl. 17.00, Bryggeriets Hus,

Godthåbsvej 33, 2000 Frederiksberg

2 /2-2009

DF-Odense, opstillingsmøde til

kommunalvalget

2 /2-2009

Region Nordjylland, opstillingsmøde

til regionsrådsvalget kl. 10.00 på

Scandic Hotel Aalborg,

Hadsundvej 200, 9220 Aalborg Ø

3/3-2009

DF-Kerteminde, generalforsamling

& opstillingsmøde kl. 18.00

på Langeskov Kro, Odensevej 16,

5550 Langeskov

/3-2009

Region Sjælland, opstillingsmøde til

regionsrådsvalget kl. 10.00 i Ringsted

Kongrescenter, Nørretorv 22,

4100 Ringsted

9/3-2009

DF-Grenå, debatmøde med bl.a. Morten

Messerschmidt, Dan Jørgensen og

Morten Løkkegaard om Europaparlamentsvalget

kl. 19.00 på Kulturhuset

Pavillonen, Kærvej 11, 8500 Grenå

10/3-2009

DF-Svendborg, offentligt møde med

MF Peter Skaarup kl. 19.00, Byskolens

Aula, Skolegade 2,

5700 Svendborg

10/3-2009

DF-Faxe, generalforsamling kl. 19.00,

Haslev Folkebiblioteks mødesal v.

rådhuset

DF-Haderslev, generalforsamling &

opstillingsmøde til kommunalvalget

kl. 10.00 på Hotel Pauli, Vestergade 5,

6500 Vojens

15/3-2009

DF-Varde, generalforsamling kl.

19.00 på Motel Varde, Tømrervej 18,

6800 Varde

1 /3-2009

DF-Svendborg, opstillingsmøde til

kommunalvalget kl. 19.00 på Nordre

Skole, Mølmarksvej 31-43,

5700 Svendborg.

1 /3-2009

DF-Dragør, generalforsamling & opstillingsmøde

til kommunalvalget

kl. 19.00 på Kedelhuset

Wiedergården, Kirkevej, Dragør

19/3-2009

DF-Hillerød, generalforsamling &

opstillingsmøde til kommunalvalget

kl. 18.00 på Hotel La Vista,

Falkevej 15, 3400 Hillerød

21/3-2009

Region Syddanmark, opstillingsmøde

til regionsrådsvalget kl. 10.00 på

Scandic Hotel Kolding, Kokholm 2,

6000 Kolding

23/3-2009

DF-Svendborg, generalforsamling

kl. 19.00 på Nordre Skole,

Mølmarksvej 31-43, 5700 Svendborg

2 /3-2009

DF-Horsens, generalforsamling og

opstillingsmøde til kommunalvalget

kl. 19.00 i Håndværkerforeningen.

25/3-2009

DF-Odense, generalforsamling

25/3-2009

DF-Stevns, generalforsamling kl.

19.00, Centerhuset Strøby Egede

2 /3-2009

DF-Viborg, generalforsamling kl.

18.00-22.00, Borgerhuset i Viborg

2 /3-2009

DF-Albertslund, generalforsamling &

opstillingsmøde til kommunalvalget

kl. 19.00 i kommunalbestyrelsessalen,

Albertslund Rådhus

30/3-2009

DF-Glostrup, generalforsamling &

opstillingsmøde til kommunalvalget

kl. 19.00


1 / -2009

Region Midtjylland, opstillingsmøde

til regionsrådsvalget kl. 10.00 på

Scandic Hotel Silkeborg, Udgårdsvej

2, 8600 Silkeborg.

20/ -2009

DF-Svendborg, debatmøde med MF

Morten Messerschmidt og Jens Rhode

(V) kl. 19.00 på Byskolens Aula,

Skolegade 2, 5700 Svendborg

25/ -2009

Region Hovedstaden, opstillingsmøde

til regionsrådsvalget kl. 10.30 i Farum

Park Sports- og Konferencecenter,

Idrætsvænget 2, 3520 Farum

2 /5-2009

DF-Brøndby, jubilæumsarrangement

med deltagelse af bl.a. Europaparlamentskandidat

Kenneth Kristensen

Berth

1 -20/9-2009

DF-Langeskov, Kræmmermarked i

Langeskov

Datoer for kurser for by- og regionsrådskandidater.

Michael Rex

og Steen Thomsen er undervisere.

Nærmere informationer om tidspunkter

senere.

Kursus den 4. maj i Sydjyllands

Storkreds.

Kursus den 6. maj i Nordsjællands

Storkreds.

Kursus den 12. maj i Sjællands Storkreds

Nord.

Kursus den 13. maj i Vestjyllands

Storkreds.

Kursus den 14. maj i Nordjyllands

Storkreds.

Kursus den 18 maj i Københavns og

Bornholms Storkredse (kurset afholdes

i København)

Kursus den 19. maj i Fyns Storkreds.

Kursus den 26. maj i Sjællands Storkreds

Syd.

Kursus den 27. maj i Københavns

Omegns Storkreds.

Kursus den 28. maj i Østjyllands

Storkreds.

Dansk politi assisterer

kolleger i Libanon

Af Per Nørhave – DF-Ringsted

Politiskolen i Danmark afholdt i november et 2 ugers lederkursus for højtstående officerer fra

det libanesiske forsvar, politi og toldvæsen. Disse officerer har til opgave at sammensætte en

styrke, som skal varetage grænsekontrollen i det nordlige Libanon ved grænsen til Syrien.

Oprettelsen af denne styrke er et fælles internationalt projekt, der blandt andet har til opgave

at opdæmme for indsmuglingen af våben via ovennævnte grænse. I den forbindelse har dansk

politi udstationeret to politifolk til at være med til at støtte opbygningen af denne styrke.

Fra dansk politi er det vicepolitiinspektør Jan Elleby fra Midt- og Vestsjællands Politi og politikommissær

Flemming Nielsen fra Nordjyllands politi. Begge fulgte kursisterne til Danmark

Som led i opbygningen af grænsekontrolstyrken var disse officerer på kursus i Danmark for at

få et indtryk af, hvad vi lægger vægt på i forbindelse med udøvelse af lederskab i dansk politi.

Til dette havde politiskolen sammensat et kursus, hvor man kom vidt omkring i de muligheder,

der er for forskellige former for lederskab.

Herunder blev der ydet værdifuld undervisningsstøtte fra personale- og sekretariatschef Jeanie

Nørhave, der underviste i inspiration og motivation, samt pressechef Søren Søndergaard, som

fortalte om pressens rolle i et demokratisk samfund. I forbindelse med undervisningen i begge

emner var der stor interesse og debat undervejs i lektionerne. Ved evalueringen af kurset gav

kursisterne udtryk for stor tilfredshed med undervisningen, som blev givet af Jeanie og Søren.

Under kurset var der endvidere indlagt et besøg på Christiansborg, hvor Peter Skaarup gav sig

tid til et møde, hvor han forklarede om retsudvalgets opgaver og om Folketingets syn på vigtigheden

i, at dansk politi er med til at løse opgaver i internationale regi.

Derefter var der indlagt en rundvisning på Christiansborg, der sluttede af med en tur i Folketingssalen,

hvor vi kunne overvære debat afsluttende med afstemning.

For at gøre dagen helt fuldendt ankom Pia Kjærsgaard til Christiansborg, i det øjeblik, hvor vi

var ved at sige farvel. Vi fortalte selvfølgelig vores libanesiske gæster om, hvem det var. Dette

udløste med det samme et stort ønske fra gæsterne om at blive fotograferet sammen med Pia

– hvilket hun naturligvis gerne deltog i.

Pia Kjærsgaard i selskab med gæsterne fra Libanon.

19

Foto: Privatfoto


20

EU-kursus for alle medlemmer

Nu har du muligheden for at få opdateret din viden om EU op til EP-valget til juni.

Kursusudvalget afholder to EU-kurser i april måned. Kurserne er åbne for alle interesserede

medlemmer.

Det ene kursus afholdes på Hotel Opus Horsens, Egebjergvej 1, 8700 Horsens lørdag

den 4. april 2009 fra kl. 11:00 til 17:00. Det andet kursus afholdes på hotel SAS, Amager

Boulevard 70, 2300 København S søndag den 5. april fra kl. 11:00 til 17:00.

DF’s medlem af europaparlamentet, Mogens Camre, og DF’s spidskandidat til det kommende

EP-valg, Morten Messerschmidt, vil være hovedinstruktører gennem dagen.

Derudover vil Jesper Langballe komme med et indlæg om EU’s historiske udvikling, og

hvordan Unionen har udviklet sig til at være en trussel mod nationalstaten.

Endelig vil kursusudvalgets formand Steen Thomsen komme med et indlæg om Euroens

betydning for indskrænkningen af medlemslandenes suverænitet.

På kurset vil der blive serveret smørrebrød og en øl/vand, og kurset er gratis. Dog skal

man selv betale for transporten til kursusstedet.

Tilmelding sker til sekretariatet på telefon 33 375199 senest den 20. marts 2009.

Af Karsten Holt

Normalt handler hihistorieskrivning om

de store beslutningstagere.

Vi anskuer

krigen i 1864 eller svenskekrigene

fra mere eller mindre offi cielle dokumenter

og aktstykker og må derfra slutte os

til, hvordan livet var for ganske almindelige

mennesker. Hovedreglen er, at jo længere man

kommer tilbage, desto færre er ”hverdagskilderne”

– ikke mindst fordi det ikke var almindeligt,

at almuen kunne læse og skrive.

Derfor er Henrik Thorups afskrivning af

sin bedstefaders erindringer et kærkomment

bidrag som et øjebliksbillede af livet i København

i en længst svunden tid. Albert Edvard

Mortensen, Henrik Thorups farfar, levede fra

1868 til 1929 og efterlod sig en lang række

papirer med sine erindringer om stort og småt.

Nu deler Henrik Thorup i ”Albert Edvard

Mortensen – en københavnerdrengs oplevelser

fra 1868” disse erindringer med læserne.

Det er beskrivelsen af store og små tildragelser

i København. Man støder på veteraner

fra krigen i 1864 og får levende beskrivelser

af alle de mennesker, der beboede en opgang

Et lille stykke Danmarkshistorie:

Københavnsk hverdag anno 1

på det gamle Nørrebro. Alene den kendsgerning,

at forfatteren beskriver samtlige sine naboers

livshistorier, vidner om en tid, hvor folk

interesserede sig for hinanden i modsætning

til i dag, hvor danskerne kan bo op og ned af

hinanden i årevis uden at kende andet end hinandens

(for)navne.

Ægte hverdagshistorie uden føleri

Det er historien om en relativt sorgløs barndom

med kulturelt interesserede forældre – f.eks.

en fader, der kunne hele Faust udenad. Det er

historien om udfl ugter i det gamle København

og den nærmeste omegn med interessante beskrivelser

af en topografi , der for længst har

ændret sig – eksempelvis gik jernbanesporene

dengang over søerne ud af byen. Og det er en

historie, der er herligt befriet for enhver form

for føleri og sentimentalitet, og som samtidig

udviser en stor, ægte tolerance over for omgivelserne

og det meget varierede persongalleri.

Man tog folk, som de nu engang var – på godt

og ondt.

Den lille bog på ca. 140 sider indeholder

både billeder og aftryk af forskellige doku-

DF har afgørende

indflydelse på

sundheden

En ny undersøgelse

på sundhedsområdet

i kommunerne,

”Godt i Gang”, som

er foretaget af COWI

for Kommunernes

Landsforening, viser,

at Dank Folkeparti

har haft helt afgørende indfl ydelse på at fremme

sundheden på landsplan. I undersøgelsen

fremgår det, at Vejle er den kommune, der har

søsat fl est projekter til borgerne, og i netop Vejle

ledes sundheds- og forebyggelsespolitikken

af DF-politikeren Holger Gorm Petersen.

I alt har Vejle Kommune med DF i spidsen

etableret hele 74 forebyggende og sundhedsfremmende

aktiviteter siden 1. januar 2007.

Samlet set har de danske kommuner i løbet af

2008 tilbudt 2341 aktiviteter, hvor rygestop,

alkoholafvænning og gratis motion hørte til de

mest populære tilbud.

menter fra Albert Edvard Mortensens liv

– f.eks. faderens svendebrev samt følgebrevet

til en medalje, som faderen blev tildelt for sin

indsats i 1864-krigen. Bogen kan anbefales

som et kærkomment supplement til den større

historieskrivning.

Det skal i øvrigt nævnes, at bogen tidligere

udkom i et lille privat oplag på ti eksemplarer

som en gave fra Henrik Thorups hustru Pia

Kjærsgaard i anledning af hans 60 års fødselsdag

i 2008, men nu foreligger bogen i en let

revideret offentlig udgave – et spændende lille

historisk dokument.

”Albert Edvard

Mortensen”

En københavnerdrengs

oplevelser fra 1868

Afskrevet af hans barnebarn

Henrik Thorup

Forlaget Lysias 2009,

140 sider


Tag med Den Danske Højskole

Gunhild Legaard

I dagene fra den 21.- 26. juni har medlemmer

af DF en enestående mulighed for at

komme ud at opleve Danmark fra nogle af

landets skønneste sider. Med det hyggelige

Hotel Postgaarden i Sorø som udgangspunkt

vil Den Danske Højskole vise nogle af Sjællands

historiske og kulturelle perler frem.

Guiden på turen er den historiekyndige Gunhild

Legaard, som også tidligere har stået for

de interessante ture med historiebussen.

Fynboer og jyder får nu en fantastisk mulighed

for at opleve en anden del af Danmark,

mens sjællænderne måske opdager

en masse ting, de aldrig har lagt mærke til,

fordi man som regel bare kører forbi.

Prisen for en tur på hele seks dage med

halvpension og alle entreer betalt er kun

2500 kroner (tillæg eneværelse 300 kr. pr.

nat) Alle andre udgifter, herunder drikkevarer

betales af deltagerne selv. En vigtig del

af turen er hyggen og samværet – og at alle

kan følge med. Om aftenen er der mulighed

for fælles hygge og sang på hotellet.

Foto: Scanpix

Tilmelding skal ske senest den 1. maj til

DFs sekretariat på Christiansborg, telefon

33 37 51 99, mail: df@df.dk OBS: Der er

ikke elevator på hotellet. Program for turen

(med forbehold for ændringer)

21.6 Afgang Deltagere fra Jylland og

Fyn hentes med bus i Århus, Fredericia og

Odense og indlogeres på Hotel Postgaarden

i Sorø. Sjællandske deltagere bedes selv

sørge for transport til Hotel Postgaarden.

Eftermiddagen byder på en spændende guidet

rundtur i det gamle Sorø, og om aftenen

får vi besøg af en lokal DF-politiker, som

også vil fortælle om byen.

22.6 Udflugt til Sydhavsøerne

Lolland, Falster og Møn. Undervejs besøger

vi Gåsetårnet i Vordingborg. Vi ser på

den spændende domkirke i Maribo og klostret,

hvor Leonora Christine tilbragte sine

sidste dage. Herefter kører vi til Danmarks

mindste købstad, Nysted, hvor det imponerende

Aalholm Slot troner over byen.

På vej til Møns Klint standser vi ved Fanefjord

Kirke på Møn, som er berømt for sine

kalkmalerier. På hjemvejen lægger vi vejen

forbi Præstø med de mange hyggelige og

krogede gader.

23.6 Udflugt på Midtsjælland

”Skjalm Hvide-slægtens rige”, hvor Absalon

og Esbern Snare voksede op. Vi besøger

blandt andet de berømte kirker i Fjenneslev

og Ringsted – i sidstnævnte hviler

Valdemarernes og Dronning Dagmars jordiske

rester. Om aftenen går turen til Dansk

Folkepartis Skt.Hans fest på den smukke

Foto: Scanpix

Parcelgården ved Roskilde Fjord, hvor vi

nyder den medbragte mad fra hotellet. Pia

Kjærsgaard holder traditionen tro båltalen,

og vi synger med på Midsommervisen.

24.6 København – Danmarks

hovedstad Vi besøger Folketinget og

spiser frokost i Snapstinget. Et DF-folketingsmedlem

vil vise os rundt på Christiansborg.

Herefter går vi over og ser de

berømte gobeliner, som Dronningen fik til

sin 50 års fødselsdag. Til sidst går turen til

det smukke Christianshavn, hvorfra vi efter

at have vandret en tur kører længere ud på

Amager og besøger den smukke gamle fiskerby,

Dragør og ser Amagermuseet.

25.6 Kongernes Nordsjælland

Vi kører via Roskilde til Hillerød, hvor vi

besøger Frederiksborg Slot med den imponerende

kirke, de mange flotte malerier, og

den nyrestaurerede park. Fra Hillerød kører

vi via Fredensborg Slot (hvor vi gør et

kort ophold) videre til Helsingør, hvor vi

ser Kronborg og Holger Danske i kasematterne.

26.6 Det anderledes Vestsjælland

Vi afslutter vores hyggelige samvær med at

køre en tur til Kalundborg, hvor vi besøger

den flotte femtårnede kirke, som Esbern

Snare lod bygge. Vi besøger Holbergs Tersløsegaard

og besøger halvøen Reersø, som

er kendt for sine haleløse katte – og som

er DFs bedste afstemningssted i Danmark

med mere end 28 procent af stemmerne.

Herefter kører bussen tilbage i retning mod

Fyn og Jylland.

21


ildsjæl

Tekst og fotos af Nina Lusty

”Mit job er en gave”, udbryder Inge Fjordside

Weileby begejstret, mens hun ivrigt stryger

de lyse lokker om bag ved øret med den ene

hånd og skænker kaffe for Dansk Folkeblads

udsendte med den anden. Umiddelbart lyder

hendes stilling ellers ikke som en dans på roser.

Som forstander i E-huset i De Gamles By

på Nørrebro i København tager Inge Fjordside

Weileby sammen med personalet hånd om de

alkoholikere, som er opgivet af alle andre

plejehjem og offentlige tilbud. Det er et job,

der er både fysisk og psykisk opslidende, men

også meget menneskeligt givende, fortæller

Inge Fjordside Weileby.

”Jeg har været her i 10 år, og jeg har fået

en kæmpe gave ved at få lov til at være her.

Det er mig, der er heldig. Det har kostet blod,

sved og tårer, og det er bestemt ikke et nemt

job, men jeg synes vitterligt, at mit liv er blevet

lysere af at være her”, siger Inge Fjordside

Weileby. Til trods for, at hun til daglig

arbejder med syge, alkoholiserede og ofte

også demente og aggressive mennesker, som

af forskellige årsager er endt på samfundets

bund, udstråler hun en livsglæde og en energi,

som mange må misunde hende.

Det stod ellers ikke skrevet i stjernerne,

at Inge Fjordside Weileby skulle komme til

at arbejde med nogle af de mennesker, som

har det allersværest i samfundet, og som de

færreste gider beskæftige sig med. Som nyuddannet

sygeplejerske havde hun en idé om, at

hun ville arbejde inden for et af de ”smarte”

specialer, måske cancer. Men så blev hun elev

på en afdeling med leverspeciale, og her blev

hun overrasket over de ”skønne originaler”,

som mange af alkoholmisbrugerne var. Samtidig

frustrerede prioriteringen på afdelingen

hende grænseløst – hun måtte ikke bruge tid

på at tale med patienterne, men skulle ekspedere

dem videre til dyre undersøgelser – og

22

”Det er mig,

der er heldig”

”Er du til alkoholikere?” stod der i en jobannonce for 10 år siden. Dette sære spørgsmål

kunne sygeplejerske Inge Fjordside Weileby svare ja til, endda uden tøven. Og i dag er hun

det samlende punkt for 39 af Københavns hårdest ramte alkoholikere. Dansk Folkeblad

har mødt hende til en snak om ildsjæle og arbejdet med de mennesker, som er opgivet af

samfundet.

næste måned var de tilbage på hospitalet igen

med de samme problemer. En senere ansættelse

på Skt. Hans, hvor samtalen og terapien

var i højsædet, åbnede hendes øjne for en anden

behandlingsværdi. Men samtidig gik hun

frustreret hjem, når en patient blev smidt på

gaden på grund af drikkeri. For hvor skulle

vedkommende gå hen?

”Som sygeplejerske handler det jo meget

om at nå et mål, om at helbrede. Og jeg havde

da heller aldrig troet, at jeg skulle være et sted,

hvor vi faktisk hjælper beboerne til at drikke

hver dag. Hvis de er demente, så sørger vi for

at købe øllene for dem, og hvis de er svage,

så hælder vi det i en tudekop til dem. Men her

giver vi en livskvalitet til nogle skæbner, som

ellers ville dø i rendestenen eller alene på et

værelse, hvor de ville blive fundet flere uger

efter”, siger Inge Fjordside Weileby.

Succeskriteriet for E-huset er at give beboerne

livskvalitet og en værdig tilværelse, og

livet leves fra dag til dag. Livskvalitet er et

smil fra en syg beboer her og nu eller et spontant

glædesudbrud fra en dement. Arbejdsglæden

og kilden til overskud trods al den menneskelige

elendighed ligger i nuet, fortæller Inge

Fjordside Weileby.

”Mit personale er jo også ildsjæle, der drøner

rundt herude på gangere, og det er min fornemste

opgave at sikre, at de har nogle rammer, som

sætter dem i stand til at gøre en forskel for folk.

Jeg tror ikke, at der er én beboer her, som ikke

har en særlig, speciel kontakt til en af vores ansatte.

Det ser vi også, når vores beboere dør –

der er altid en håndfuld af personalet, som selv

siger, at de gerne vil med på den og den persons

sidste rejse. Mine medarbejdere er fantastiske”,

siger Inge Fjordside Weileby begejstret.

”Vores vigtigste værdi er, at man ikke kan

blive smidt ud herfra. De mennesker, som

kommer her, har oplevet at være det sorte får

overalt. Men her accepterer vi dem, som de

er, ”Jeg og derfor vil med går på vi billedet heller med ikke Inge!” særlig griner meget

ind Mark i deres Ove historier. Mincho, Vi en dømmer af E-husets ikke, beboere, om de

er og ofre giver eller Inge selv Fjordside er skyld i deres Weileby skæbne, et stort men knus i

tager

E-husets

os kærligt

fællestue.

af dem

Her

her


og nu

der


spilles

og vi kræ-

billard,

danses og høres musik, ligesom personalet

ver ikke, at de holder op med at drikke. De

og beboerne i fællesskab holder jul og andre

skal have lov til bare at være”, forklarer Inge

fester her.

Fjordside Weileby.


Inge Fjordside

Weileby får ofte små

gaver af sine beboere.

Denne gyldne

boksehandske fandt

Rosa i en container

og syntes straks,

at Inge Fjordside

Weileby fortjente

den for sin kamp

for samfundets

svageste.

Om E-huset

• E-huset er et selvstændigt plejehjem i De Gamles By på Nørrebro i København.

• E-huset har plads til 39 beboere, som skal være aktivt drikkende alkoholmisbrugere

med karakterafvigende træk. Ud over alkoholmisbrug

har beboerne talrige psykiske og somatiske sygdomme, alkoholbetinget

demens, diabetes, inkontinens og mange sociale problemer.

• Beboerne i E-huset er afvist og opgivet af alle andre offentlige tilbud,

og målsætningen er ikke at helbrede deres misbrug, men at give dem

en værdig tilværelse. Derfor hjælper personalet beboerne til at drikke

moderat, så man undgår både den voldsomme rus og de livsfarlige abstinenser,

samtidig med at de yder sygepleje.

Hvert år dør op mod 7.500 danskere af alkoholrelaterede sygdomme.

Nogle få af dem tilbringer deres sidste tid i E-huset på Nørrebro.

Alkohol sættes på landsplan i forbindelse med 28.000 hospitalsindlæggelser,

10.000 besøg på skadestuen samt 72.000 ambulante lægebesøg.

(Kilde: www.alkohol.dk)

Det betyder dog ikke, at der ikke bliver sat

grænser for råbende og voldelige beboere

– men den hjertevarme attitude betyder, at

også de ekstreme beboere som regel skifter

adfærd.

”De opdager, at de betyder noget for personalet,

og den positive stemning i E-huset smitter

instinktivt af på dem. Og når en vanskelig

beboer kommer efter nogle måneder og siger:

”Det hér er det bedste sted, jeg nogensinde har

været, jeg har fået ro i sindet, og I er bare så

søde” – ja, så kan man klare alle problemer

med overskud”, siger Inge Fjordside Weileby.

Men hvordan holder man til at arbejde med

så syge mennesker, hvor alt håb ofte er ude og

hvor der kun er afslutningen tilbage?

”Det er heller ikke altid let. Men netop det,

at jeg og personalet kan sørge over en beboers

død, betyder jo, at han eller hun var afholdt i

sin sidste tid. Og så har vi jo opfyldt en vigtig

opgave i det menneskes liv. Som sygeplejerske

fik jeg at vide, at jeg skulle være professionel

– du må ikke blive berørt, lød det. Helt

ærligt – det kan jeg love dig for, at jeg må! Det

Foto: Scanpix

er netop idéen ved vores arbejde! Selvfølgelig

har vi stadig den professionelle distance, og vi

følger ikke med beboerne ned i depressionen,

men disse mennesker skal røre os på et eller

andet plan”, fastslår Inge Fjordside Weileby.

Og Inge Fjordside Weileby har selv berørt

flere af beboerne. Det mærker man tydeligt

på deres kærlige tilgang til deres forstander.

Muligheden for at gøre en forskel for nogle

hårde skæbner og trivslen i nuet er brændstof

for Inge Fjordside Weileby. Men hvad rummer

fremtiden for E-husets ildsjæl?

”Tja, det er jo lige det. Jeg brænder for

ledelse og coaching og kunne egentlig godt

tænke mig engang at prøve kræfter med en

endnu større ledelsesopgave. Men – så tænker

jeg på Rosa, Mincho og alle de andre dejlige

beboere her på stedet. Dem kan jeg slet ikke

undvære”, ler Inge Fjordside Weileby og stryger

igen håret energisk på plads. Ét er sikkert:

Hendes overskud og livsglæde viser ingen

tegn på at brænde ud foreløbig. Det sørger de

mange smil fra samfundets svageste for.

23


modstand

Den iranske

modstandsbevægelse

og EU’s terrorliste

Af Mogens Camre,

medlem af Europa Parlamentet, DF

Allerede i 1965, i shahens tid, opstod der en

væbnet modstandsbevægelse i Iran. Den var

udtryk for et socialt, folkeligt oprør, men da

shahen faldt, ”stjal” Khomeni så at sige revolutionen.

Det iranske folks modstandsbevægelse,

PMOI’s ledere var i fængsel eller var

flygtet til udlandet, og de fik ikke en chance.

Så snart præstestyret var etableret, begyndte

forfølgelsen af PMOI’s medlemmer. Indtil nu

har præstestyret myrdet omkring 150.000 af

PMOI’s medlemmer og sympatisører. Mange

af disse modstandere af præstestyret er i dag

flygtet til Vesten, men en stor gruppe på 3.500

2

mennesker, deraf en tredjedel kvinder, kunne

ikke få asyl i Europa. De fik derimod asyl i

Irak – i Saddam Hussein tid – mod at de ikke

blandede sig i Iraks forhold. De fik et stykke

gold ørken ca. 100 km fra Bagdad, og her byggede

de en by: Ashraf, indtil i dag en velfungerende

oase i ørkenen. Gruppen blev uddannet

nærmest som et helt hjemmeværnsregiment

og fik skaffet sig våben - en nødvendighed i et

usikkert diktatur.

Ved den amerikanske invasion i 2003 måtte

de deponere deres våben hos amerikanerne,

og opnåede beskyttelse under Geneve kon-

ventionen. Ashraf er beviset på, at der er et

andet Mellemøsten, end det vi dagligt ser på

TV og i aviserne. Ashraf har eget vandværk,

elværk, hospital, et miniuniversitet, fjernsynsstation,

et symfoniorkester og bibliotek. Der

er asfalterede gader og fine bygninger – og

produktionshaller, som leverer produkter til

genopbygningen i Irak og samtidig finansierer

Ashrafs drift.

Den 16. – 19. oktober besøgte jeg Ashraflejren

med en 4-mands delegation under ledelse

af næstformand i Europa Parlamentet,

professor Vidal-Quadras. Vi var alle impo-


Mogens Camre på besøg

i Ashraf-lejren i Irak.

neret over den orden og det engagement, der

kendetegnede alle i byen. Den administrative

ledelse ligger hos en kvinde, og alle almindelige

administrative forhold er organiseret som

i en veldrevet lille kommune.

PMOI kæmper for et demokratisk, sekulært

Iran – men indtil videre har de kun deres

overbevisning og deres fjernsynsstation

at kæmpe med. Organisationens øverste leder

er den fremtrædende oppositionspolitiker, fru

Maryam Rajavi. Fuld lighed mellem kvinder

og mænd er i øvrigt et vigtigt krav fra PMOI.

Læserne vil måske undre sig over at se, at alle

kvinderne på mine fotos er uniformerede og

bærer tørklæde. Det gør de kun for at undgå

kritikken fra Iran for at være Vestens lakajer,

men fuld kvindefrigørelse er et vigtigt programpunkt,

den dag, der skabes demokrati i

Iran.

Nu kommer vi så til det skandaløse: På krav

fra den iranske regering har først England og

derefter Frankrig foranlediget, at PMOI fra

2002 har været opført på EU’s såkaldte terrorliste

uanset, at organisationen beviseligt ikke

har deltaget i nogen form for terror. Det har

været helt klart, at det var en imødekommelse

af den iranske regering, som tjente Englands

og Frankrig eksportinteresser, og som andre

tilsluttede sig i den tro, at der kunne skabes

Foto: Privat foto

en forhandlingssituation med Iran om atomforsøgene.

I Europa Parlamentet har vi længe haft

kendskab til PMOI og har været fortørnet

over EU’s ”dialog” med det kriminelle diktatur

i Teheran. En kreds af parlamentsmedlemmer

har dannet en såkaldt intergruppe, ”Et Frit

Irans Venner”, under ledelse af den førnævnte

konservative, spanske professor Vidal-Quadras,

den skotske, konservative Struan Stevenson

og den portugisiske socialdemokrat

Pablo Casaca. Vi har systematisk støttet

PMOI i kampen mod det religiøse diktatur i

Iran og fået vedtaget protester i parlamentet

mod terrorstemplingen af en organisation, der

som den eneste kæmper for et frit, demokratisk,

sekulært Iran.

Ved tre retsinstanser i England og tre retssager

ved Den europæiske Domstol er EU’s

Ministerråds beslutning om at opføre PMOI

Mogens Camre på talerstolen i Ashraf City

Foto: Privat foto

på terrorlisten blevet underkendt, men først

ved den tredje afgørelse ved Den europæiske

Domstol har det været muligt at få Ministerrådet

til at respektere dommene.

Det har først og fremmest været den danske,

den svenske og den finske regering, som

har krævet, at Domstolens afgørelser skulle

respekteres, og den 26. januar 2009 bøjede

Ministerrådet sig og tog PMOI af terrorlisten.

Det forhindrer dog ikke Frankrig i at pleje sine

særlige eksportinteresser i Iran ved at prøve at

få PMOI på listen igen. Det kræver imidlertid,

at ingen medlemsstat går imod det, og den betingelse

kan Frankrig ikke få opfyldt.

Det næste problem for den demokratiske,

iranske opposition er sikkerheden for Ashraflejren

og dens beboere i det stadig kaotiske

Irak. Den 1. januar 2009 gav USA den irakiske

regering fuld myndighed over landet. Det

betyder bl.a., at Ashraf ikke længere er under

USAs beskyttelse. Det er meget alvorligt,

fordi den irakiske regering i høj grad er under

direkte indflydelse fra den iranske regering.

Ministre i den irakiske regering har flere

gange udstedt erklæringer om, at iranerne i

Ashraf skulle udvises til Iran eller andre lande

og Ashraf jævnes med jorden. Der er ikke

grundlag for nogen særlig tillid til den irakiske

regering under Al-Maliki - tværtimod er der

grund til at tvivle på, hvor meget magt statsministeren

reelt udøver.

”Et Frit Irans Venner” søger derfor nu at skaffe

amerikansk garanti mod et overgreb på den

iranske oppositionsgruppe. Vi forhandler både

med den amerikanske regering og FN, og vi søger

at skabe tilslutning i EU til den opfattelse, at

det er i Europas interesse aktivt at støtte grundlaget

for et fremtidigt demokrati i Iran.

Det ville være sørgeligt, hvis EU’s defaitisme

skulle betyde, at Europa fortsat bøjer sig

for vore fjender og svigter vore demokratiske

forbundsfæller.

Mogens Camre var imponeret over de mange aktiviteter og den store arbejdsomhed i Ashraflejren.

25

Foto: Privat foto


øger

Folkeskolen som skaber af fællesskab

Af Karsten Holt

Nærværende anmelder hører til dem, der tager

hatten af for journalisten Lars Olsens

ret præcise analyser af velfærdssamfundets

tab af sammenhængskraft. Bogen ”Den sociale

smeltedigel” handler om folkeskolen

og er tredje skud på stammen af bøger, som

beskriver den sociale situation i Danmark i

2000´erne. Bøgerne ”Det delte Danmark” og

”Den nye ulighed” beskæftigede sig hver især

med den øgede polarisering og tabet af fællesskabsfølelse.

Lars Olsen erklærer ganske vist, at han

ikke er medlem af noget parti, men bogen er

så fuld af hengivenhed over for tidligere socialdemokratiske

skolepolitikere, at det virker

mistænkeligt. Når dette så kombineres med

det faktum, at Lars Olsen har været journalist

på både Politiken og LO-ugebrevet A4, går

pråsen op for en: Lars Olsen er ”kultur-socialdemokrat”.

”Den sociale smeltedigel” har sat sig for at

se nærmere på folkeskolen som stedet, hvor

kommende generationer møder – eller mødte

- hinanden på tværs af klasseforskelle og social

arv, og hvor de lærte tolerance over for

det anderledes. De tider er for længst ovre.

Især i de store byer, hvor bekymrede forældre

dropper folkeskolen og sender deres børn på

privatskole, fordi de ikke ønsker at lade deres

børns undervisning forstyrre af for mange

utilpassede såkaldt tosprogede elever.

Ligheden går fløjten…

Bogens overordnede tese er, at en række

lighedsskabende faktorer går tabt, når ressourcestærke

børn forlader folkeskolens

fællesskab, og at det direkte skader børn fra

ressourcesvage hjem. Statistikkerne synes

at skabe belæg for den antagelse, at børn fra

”svage hjem” har stort udbytte af at gå i klasse

med ressourcestærke børn. Det ses således tydeligt,

at de svagere elever på blandede skoler

Lars Olsen

”Den sociale

smeltedigel”

Forlaget Sohn 2009

200 sider,

249 kroner

2

i langt højere grad får en ungdomsuddannelse,

end hvis de svage elever er overladt til sig

selv.

Egentlig burde det ikke være nødvendigt at

tage statistikkerne til hjælp for at nå frem til

den konklusion. De fl este af os kan vel se tilbage

på vores egen skolegang og konstatere, at

de dygtige hurtigt blev en slags rollemodeller

for os andre. Lars Olsen har fuldstændig ret i

sin analyse, men alligevel sidder man som læser

tilbage med en følelse af, at noget mangler.

Og hvad er det så? Ja, det er ikke gennemgangen

af den moderne folkeskoles historie – fra

delt skole til enhedsskole, der mangler. Det er

heller ikke gennemgangen af udviklingen fra

faglighed til fokus på ”det hele menneske”.

Nej, der mangler noget helt andet.

…Sammen med faglighed og disciplin

Lars Olsen mangler en grundlæggende forståelse

for, at mange af de ting, han ellers lovpriser,

er direkte årsag til, at fællesskabet er

gået tabt i folkeskolen. Han mangler desuden

forståelse for, at den massive indvandring har

lagt beslag på kæmpemæssige menneskelige

og faglige ressourcer til integration – ressourcer,

som kunne have været brugt på andre ting.

Lars Olsen ønsker ikke ”terpeskolen” tilbage.

Det var godt, at pegepinden og eftersidningerne

blev bandlyst. Men var det også godt, at

fagligheden blev bandlyst, at disciplinen blev

afskaffet?

Meget tyder på, at den tidligere folkeskoles

store vægt på faglighed og kundskaber netop

var det, der skabte lighed mellem de sociale

klasser. Simpelthen fordi elever fra bogligt

svage hjem også fi k en reel chance for at

dygtiggøre sig. Lars Olsen savner øje for, at

den ”frie skoleform” kun gavnede de bogligt

stærke, som i forvejen kunne trække på hjælp

fra engagerede forældre. De svage fi k i den

moderne folkeskole lov til at sejle deres egen

sø. Det har mere end noget andet skabt ulighed

– i grel modsætning til den oprindelige

intention.

Lars Olsen må da også nødtvungent indrømme,

at der med hensyn til fællesskabsfølelse

er forbavsende stor lighed mellem ældre

og yngre generationer – med andre ord, at reformpædagogikken

ikke har haft særskilt betydning

i hverken den ene eller den anden retning.

Men det får ikke Lars Olsen til at spørge,

om sænkningen af det faglige niveau måske

kunne være årsagen til, at de ressourcestærke

forældre ikke længere ønsker at anbringe deres

børn i folkeskoler, hvor halvdelen af elverne

har en anden etnisk baggrund end dansk.

Bogen tager ikke fat på problemerne

”Den sociale smeltedigel” er et interessant bidrag

til den standende debat om folkeskolen,

og den er præcis i sine analyser. Men det er

ærgerligt, at Lars Olsen sine steder bytter om

på årsag og virkning, og man sidder med lidt

tom fornemmelse, fordi han ikke tør drage de

nødvendige konklusioner. Ikke et ord ofres på

det kæmpemæssige problem med at opretholde

disciplinen i folkeskolen. Ikke en sætning

beskriver, hvordan en almindelig skoletime

ofte kun når at give eleverne 15-20 minutters

undervisning, fordi resten af tiden skal spildes

på at dæmpe de værste uromagere.

For en socialdemokrat som Lars Olsen er

tanken om ”den sorte skole” så tabuiseret, at

selv en lille beskeden omtale af problemer med

mangel på disciplin og faglighed får ham til at

slå syv kors for sig. Men hvem taler om den

sorte skole? Kan mindre ikke gøre det? Hvis

respekten for lærergerningen bliver genoprettet,

hvis roen genindføres, og hvis fagligheden

og kundskabsformidlingen igen kommer til at

overskygge ævlet om ”det hele menneske”,

så kunne det være, at de ressourcestærke elever

igen ville indfi nde sig, ligesom det kunne

hænde, at børn fra bogligt svage hjem også fi k

en chance for at tilegne sig viden i et miljø

præget af ro, medmenneskelighed og ægte solidaritet.

Arkitekterne bag tidligere folkeskolereformer

indså aldrig, at de lige præcist skadede

dem, de ønskede at hjælpe; nemlig elever, som

ikke har forældre med overskud til at hjælpe

med lektierne, og som ikke har den nødvendige

opbakning i hjemmet. I stedet skabte de

en folkeskole, hvor jungleloven har fået lov at

råde. Kommer du fra et godt hjem, er du heldig,

for så kan dine forældre lære dig det, du

ikke lærer i skolen. Kommer du fra et bogligt

svagt hjem, skal du ikke regne med andet end

gruppearbejde og ”ansvar for egen læring”.

Ærgerligt, at Lars Olsen ikke tager livtag med

de virkelige problemer.

”Den sociale smeltedigel” er informativ,

fordi den giver et godt indblik i folkeskolens

historie, men den kritiske læser må drage sine

egne konklusioner for at få udbytte af bogen.

Til gengæld kan bogen ses som et slags nostalgisk

monument over socialdemokratisk

historiskrivning gennem et halvt århundrede.

Man kradser lidt i overfl aden, men tør ikke

kradse såret helt op, fordi det vil komme til at

gøre ondt, og fordi resultatet måske kunne afsløre,

at man har taget fejl. Så hellere begræde

tidens mangel på solidaritet og den stigende

individualisering. Det er helt sikkert alligevel

regeringens skyld, når det kommer til stykket…


Ih, hvor vi kan

En hyldestbog om danskerne, intet mindre. Men det er næsten for meget.

Den indiske forfatter mener, at danskerne kan alt og er perfekte…

Af Karsten Holt

Måske skyldes det nærværende anmelders

meget ”danske” tendens til beskedenhed og

selvudslettelse, at inderen Triloki Nath Sharmas

kærlige portræt af danskerne i bogen af

samme navn næsten er for stor en mundfuld.

Den mere end 300 sider lange bog er én lang

kærlighedserklæring til danskerne. Vi er verdens

dygtigste. Vi er verden bedste. Hele tretten

danskere har i et land med fem millioner

indbyggere vundet en nobelpris, mens Indien

med sin milliard indbyggere har vundet færre.

Danskerne har præsteret meget. Vi er praktisk

anlagte og diskrete i omgangen med hinanden

Men alligevel er vi beskedne.

Lad det være sagt med det samme: Det er al

ære og respekt værd, at en udlænding for en

gangs skyld præsenterer offentligheden for en

positiv beskrivelse af Danmark og danskerne.

Nu har vi i årevis måttet lægge øre til kritiske

beskrivelser i den udenlandske presse. Vi har

oplevet, at Danmark beskrives som et helvede

på jord, som er hermetisk lukket for udlændinge,

og særligt svenske kommentatorer har

under overskriften ”Danskjävler” håbet, at vi

ville indavle os selv ihjel. Det hele godt hjulpet

på vej af hjemlige meningsdannere, specielt

fra Politiken og Information, som ihærdigt

har forsøgt at skabe det dårligst mulige

billede af Danmark over for udenlandske gæster

og journalister.

Næsegrus beundring

Et gammelt mundheld lyder, at man ”ikke

skal skide i egen rede”, men det er faktisk

en typisk dansk egenskab, som Triloki Nath

Sharma fejer ind under gulvtæppet i sin næsegruse

beundring af danskerne. Noget andet

typisk dansk er pendulsvingningerne mellem

selvudslettelse og storhedsvanvid. Selvudslettelse,

når vi opgivende læner os tilbage og afviser,

at Danmark overhovedet kan tillade sig

at indtage særstandpunkter i f.eks. EU, fordi

vi jo ”ikke betyder noget”. Galopperende storhedsvanvid,

når vi ønsker at afholde alt fra

internationale klimakonferencer og OL – eller

mener, at vi kan redde hele verden og løse

Mellemøstkonfl ikten.

Som dansker sidder man med en lidt forlegen

fornemmelse under læsningen af ”Danskerne”.

Bogen giver i højere grad et billede

af, hvordan vi gerne vil se os selv, end hvordan

vi i virkeligheden er. Sandheden er, at vi hverken

er værre eller bedre end så mange andre,

og det er vel i grunden heller ikke så ringe

endda. Vi er danskere, og vi bor i Danmark.

Det er vores virkelighed. Det er vores verden.

Og den har vi en forbandet pligt til at forsvare.

Triloki Nath Sharma her helt ret, når han inddrager

Grundtvigs ”Langt højere bjerge” i sin

skildring af danskerne, for den sang rammer

lige præcis sømmet på hovedet: ”vi er ikke

skabte til højhed og blæst; ved jorden at blive

det tjener os bedst.”

Trods den omfattende idyllisering og til tider

lidt for lefl ende stil, har forfatteren heldigvis

også gjort plads til et par befriende svirp med

krabasken – for eksempel vores opfattelse af,

at vi er verdens bedste til engelsk. Det er vi

ikke, slår han fast med en række sjove eksem-

pler på typiske ”danismer” i engelsk.

Alligevel kan bogen på det varmeste anbefales

som en hårdt tiltrængt nuancering af

debatten om os selv. Ingen ser os bedre end

mennesker ude fra – før Tøger Seidenfaden

eller Morten Kjærum lægger deres klamme

hånd på dem og forklarer, at danskerne er indskrænkede

og ondskabsfulde af natur. Under

læsningen støder man på mange sjove eksempler

fra den danske dagligdag, oplevet af en

fordomsfri inder, som har boet i Danmark i

mange år. Det gør bogen underholdende og

læseværdig.

Triloki Nath Sharma er født i indisk Himalaya

og uddannet som sinolog (Kinaekspert)

I bogen ”Danskerne” giver han et

billede af danskerne, som kan få de mere

beskedne af os til at føle os lidt forlegne.

Her på billedet tager Danmark sig ud, som

de fl este af os gerne vil se landet.

Triloki Nath Sharma

Danskerne”

Forlaget Klim 2008

328 sider

295 kroner

2

Foto: Scanpix


øger

Psykiatri som nøglen

til integration

Lille, praktisk bog leverer et glimrende indblik i unge muslimers måde at tænke og handle på

Af Karsten Holt

Der går ikke en dag, uden at en borgmester

eller socialchef efterlyser fl ere penge fra regeringen

til sociale tiltag for indvandrerbørn

eller andre med sociale problemer. Navnlig i

perioder med uro, som vi oplevede det for et

år siden i vinterferien, da unge med anden etnisk

baggrund lod deres vrede gå ud over skoler,

børnehaver, containere og biler i en utøjlet

bølge af brand, vold og hærværk, oplever vi

pr. automatik krav om fl ere midler til integration.

Om alt virkelig kan løses med fl ere

penge, diskuterer ingen for alvor.

Men måske skulle borgmestrene se at få fat

i et eksemplar af psykologen Nicolai Sennels

lille interessante bog ”Blandt kriminelle muslimer.”

Alt for ofte glemmer de nemlig at gribe

i egen barm og undersøge deres egne metoder,

som gang på gang ikke leverer de ønskede resultater.

Bogen leverer et fantastisk indblik i

unge muslimers måde at tænke og bearbejde

problemer på, samtidig med at den afslører

et dansk velfærdssamfund og et institutionsmiljø,

som på grund af misforstået tolerance

nægter at se realiteterne i øjnene.

Vold som kommunikation

Nicolai Sennels er autoriseret psykolog og

har i mange år arbejdet med unge med sociale

vanskeligheder. Blandt andet på den lukkede

institution for kriminelle unge, Sønderbro,

København, hvor han satte sig ind i de unge

muslimers specielle problemer i forhold til

samfundet og deres store kulturelt betingede

problemer med at håndtere vrede på en hensigtsmæssig

måde. Nicolai Sennels endte med

2

at blive truet med fyring på grund af sin kritik

af Københavns Kommunes integrationsindsats

og måtte efterfølgende fratræde sin stilling

på Sønderbro.

Men med sig i bagagen fra Sønderbro fi k en

masse værdifuld viden, som han har valgt at

offentliggøre. Det er en viden, som ikke lader

sig kategorisere i de traditionelle ”for/imodindvandring-kasser”,

men som omvendt heller

ikke lægger skjul på, at ”kulturforskelle”

– i dette tilfælde mellem islam og kristendommen

– spiller en kæmpemæssig rolle langt ind

i psyken hos den enkelte.

Det betyder i praksis, at danske og vestlige

terapeutiske metoder, som i høj grad lægger

vægt på evnen til selvrefl eksion, fejler fuldstændig,

når de anvendes på kriminelle unge

med muslimsk baggrund. Et godt eksempel er

håndteringen af vrede. Selv de mest forhærdede

danske unge kan i et terapeutisk forløb

forholdsvis hurtigt bringes til at erkende, at

deres vrede er uhensigtsmæssig, og at den i

det lange løb ender med at skade dem selv. I

den vestlige verden og kristne kultur er overdreven

vrede et svaghedstegn, en falliterklæring

– noget man skammer sig lidt over.

Anderledes forholder det sig i den udadrettede

muslimske kultur, hvor vreden og hævnen

er det hensigtsmæssige svar på provokationer.

Vreden forsvarer ”æren”. Vreden har en social

funktion. Vold er en måde at kommunikere

på. Af samme grund anses ”langhårede danske

pædagoger” med deres ”lad os snakke om

det” som svage blandt muslimske unge, og så

længe respekten ikke er der, vil enhver form

for terapi være umulig.

Muslimsk kultur ignoreret

Nicolai Sennels har gjort, hvad alle, der har

med muslimske unge at gøre, burde gøre: Sat

sig grundigt ind i Koranen og de islamiske

”hadith´er” (overleveringerne om profetens

liv) For selv om langt fra alle muslimske unge

er religiøse, spiller religionen alligevel en stor

rolle i deres liv, og den betyder mere end kristendommen

for danske unge, hvilket forklarer,

hvorfor de muslimske unge blandt andet

begrundede deres optøjer i vinteren 2008 med

genoptrykningen af muhammed-tegningerne.

Den muslimske kultur er kort fortalt årsagen

til, at muslimske unge er ganske resistente

over for behandlingsmetoder, som er udarbejdede

til patienter med vestlig kulturbaggrund.

Nicolai Sennels anbefaler derfor, at behandlingen

af kriminelle unge med muslimsk baggrund

skal indeholde et langt større indhold

af konsekvens, da det faktisk gør dem langt

tryggere ved behandleren, hvis troværdighed

de tilsvarende fi nder lagt større. Men systemet

har i stedet konsekvent ignoreret den dybe

kulturkløft og skåret alle over én kam – af

frygt for et ”dem og os”. Men for muslimerne

er ”dem og os” en kendsgerning og årsagen

til, at de ikke ønsker at lade sig integrere. De

betragter det som et overgreb.

Filosoffen Søren Kierkegaard fastslog i sin

tid den indlysende sandhed, ”at man, når det

i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen

til et bestemt sted, først og fremmest må passe

på at fi nde ham der, hvor han er og begynde

der.” Hvad betyder det? Det betyder naturligvis,

at man sætter sig ind i de personer, man


ønsker at hjælpe. At man sætter sig ind i hele

deres livsverden og kulturelle baggrund. Men

danske behandlere har – i øvrigt helt i overensstemmelse

med vestlig tankegang – i stedet

været sygeligt optaget af, hvad vi kunne

gøre bedre, siden de indvandrede var så vrede.

Med det resultat, at de har ignoreret den muslimske

kultur.

Nicolai Sennels valgte i stedet at sætte sig

grundigt ind i islam og tage sig god tid til at

vinde de unges tillid, og faktisk lykkedes det

ham adskillige gange at få dem til at åbne op

og måske for en tid indse, at de var på det gale

spor.

Kommunalt amatørarbejde koster

millioner

”Blandt kriminelle muslimer” er ingen opmuntrende

bog, men tegner et meget dystert

perspektiv for fremtidens integration. Specielt

fordi kommunerne – i dette til fælde Københavns

Kommune – nægter at se sandheden i

øjnene og aldrig analyserer resultaterne af

deres egen indsats. I stedet gentager de søvngængeragtigt

omkvædet om fl ere penge og

retter skytset mod regeringen, hver gang der

er problemer med kriminalitet. Flere års fejl-

slagen integrationsindsats er i dag årsagen til,

at 67 procent af al ungdomskriminalitet i hovedstaden

begås af personer med udenlandsk

herkomst, og at volden fi k lov at eskalere

sidste år. Men alligevel kræver kommunerne

ganske hovedløst mere af det samme.

Det mest skræmmende er, at de utilpassede

unge meget let kan rekrutteres til terror. Nicolai

Sennels fortæller, at de meget religiøse

unge på Sønderbro nød stor respekt blandt deres

kammerater, og han foretager i bogen en

bekymrende kobling mellem de utilpassede

og de religiøse. Bandemedlemmerne af i dag

kan vise sig at blive morgendagens terrorister,

hvis der ikke gribes ind. Men måske er det allerede

for sent. Intet tyder nemlig på, at Københavns

Kommune har i sinde at ændre kurs

på ungdomsområdet.

”Blandt kriminelle muslimer” giver ikke

alene et interessant indblik i den dybe kulturkløft

mellem danskere og muslimer. Den

fortæller også den sørgelige historie om de

hundrede millioner af skatteyderkroner, som

hvert år postes i et bundløst hul, fordi de bruges

på integrationstiltag, som i bedste fald er

virkningsløse, i værste fald direkte skadelige.

Den fortæller om, hvordan Københavns Kommune

konsekvent lader folk uden indsigt i pæ-

Integrationsproblemet truer med at blive helt uoverstigeligt, hvis der ikke sættes ind med

handling omgående

Foto: Scanpix

dagogik, psykologi, psykiatri og terapeutisk

behandling få ansvaret for store behandlingsinstitutioner.

Det betyder, at de heller ikke har

nogen faglig viden, og mange af dem formår

end ikke at udtrykke sig på skrift.

Foruden det spændende indblik ”bag facaden”

på en lukket ungdomsinstitution, giver

”Blandt kriminelle muslimer” en hårdt tiltrængt

opsang til et kommunalt behandlingssystem,

der har fejlet totalt, både menneskeligt

og professionelt. Bogen bør derfor være

pligtlæsning for alle kommunalpolitikere. Her

vil der være masser af inspiration til den forestående

valgkamp i efteråret.

Det er svært at forestille sig, at Nicolai

Sennels har fået ”gangztas” som disse til at

åbne op. Men faktisk er det muligt med den

rigtige behandling. Meget tyder imidlertid

på, at kommunernes berøringsangst forhindrer

det.

Nicolai Sennels

”Blandt kriminelle

muslimer”

En psykologs

erfaringer fra

Københavns

Kommune

Trykkefrihedsselskabets

Bibliotek 2009

159 sider

Foto: Scanpix

29


Astronomi

2009 i Astronomiens Tegn

Masser af arrangementer vil rette fokus mod verdensrummet i det kommende år.

Af Amalie Gierahn Nielsen

Hvornår opstod livet på Jorden? Hvordan blev

universet skabt, og er der liv på andre planeter?

Det er nogle af de spørgsmål, vi næste år

retter opmærksomheden imod, når verdenens

øjne vender sig op mod himlen og universet

omkring os.

Som bekendt blev 2008 i Danmark fejret

som Sangens År med forskellige begivenheder

landet over. Blandt andet markerede

Dansk Folkeparti det på Kulturnatten på Christiansborg

under titlen ”Sangglæde” med nonstop

sang og musik hele aftenen.

Men året bød også på opvarmning til næste

års internationale tema – nemlig astronomi.

Det startede med et forsøg i Schweiz,

som skulle tage os tilbage til The Big Bang,

verdens begyndelse, og give os indsigt og

forhåbentlig ny viden om universets mindste

partikler. Septemberfreden blev frygtelig forstyrret,

da medierne og nogle få videnskabsmænd

mente at være vidne til begyndelsen

på verdens undergang. Dommedagsmaskinen

– en enorm partikelaccelerator - var skabt til at

sende protoner mod hinanden med en hastighed

tæt på lysets for herved at genskabe nogle

af de eksotiske partikler fra dengang universet

opstod. Men der var også en frygt for at den

i processen ville skabe et sort hul, der med et

snuptag ville sluge hele Jorden. Forskerne bag

maskinen måtte nødtvungent erkende, at enkelte

sorte huller kunne opstå, men at de bestemt

ikke ville være af tilstrækkelig størrelse

eller stabilitet til at udgøre en nævneværdig risiko.

På trods af den af visse videnskabsmænd

påståede fare for at blive slugt af et enormt,

menneskeskabt sort hul, fandt verdens potentielle

undergang dog aldrig frem til nyhedernes

’breaking news’, eller særlig mange avisers

forside. Det skulle også senere vise sig,

at Jorden og dens befolkning kom helskindet

igennem det omtalte forsøg.

Den nærmeste fremtid vil vise, om Astronomiens

År kommer til at byde på lige så sindsoprivende

og bemærkelsesværdige forsøg i

jagten på mere viden om vores univers. Indtil

videre er flere af hjørnestenene for Astronomiens

År lagt på plads. Blandt andet er planlagt

Astronomiens 100 timer, der sættes i gang

den 2. april, samt åbningsceremonien for året

i UNESCO HQ i Paris den 15. januar. I Danmark

vil der være flere arrangementer landet

over, bl.a. vandreudstillinger som ’Fortovs-

30

Neil Armstrong i den positur, vi kender ham allerbedst.

astronomi’ og ’Himlen set fra Jorden’. Her

vil astronomer stille kikkerter op, så almindelige

mennesker kan få et mærkbart bedre og

mere indsigtsgivende kig opad. Skolerne vil

få uddelt et tegneseriehæfte om astronomiens

historie, en forundringsplakat om astronomi

og en projektbeskrivelse, med planer til at

bygge sin egen kikkert. Derudover kommer

der et månedligt foredrag på Tycho Brahe

Planetarium i København om relevante, astronomiske

emner. Der vil – i den knap så naturvidenskabelige

afdeling - også kunne findes

en del kunstneriske indslag såsom musicalen

’Stjernernes Nat’ om Ole Rømer ved Nye

Dansk Musikteater, som får premiere den 20.

februar 2009. Derudover har filmen ’Den bevægede

Jord’ ved Lars Becker-Larsen premiere,

ligesom musikværket ’Star2’ af Ray Pitts

og en udstilling med astronomiske billeder i

Bibliotekssalen på Rundetårn sommeren 2009

åbnes. Selv samme sal udnævnes i øvrigt til

’World Heritage site’.

Tycho Brahe og Kopernikus

Men selvom dette år skal bringe ny viden om

kosmos, skal det også give os indblik i, hvor

meget vi allerede bruger pladsen omkring os.

F.eks. bliver der sat fokus på vores satellitter

i rummet, som hjælper meteorologerne og

GPS’erne. En anden og anderledes vinkel vil

være, hvordan ny viden om universet og dets

opbygning tidligere er blevet modtaget – en

modtagelse, man kun kan glæde sig over har

ændret sig. Verdensbilledet har nemlig som

bekendt set meget anderledes ud, og enhver,

der har prøvet at ændre dette billede, har fået

problemer med fortidens autoriteter.

En af videnskabens grand old men, der brød

med det eksisterende verdensbillede, var Ni-

Foto: Scanpix


colaj Kopernikus, der hævdede, at universet

var heliocentrisk frem for geocentrisk. Dette

vil sige, at han optegnede det verdensbillede,

vi har i dag, hvor Solen og ikke Jorden er universets

centrum. Denne påstand betød, at hans

bog om emnet blev sat på listen over forbudte

bøger, og at videnskabsmænd siden hen måtte

bruge over 200 år på at overbevise kirken om

det rigtige i deres og Kopernikus´ påstande.

Ellers kan man nævne Tycho Brahe og Galileo

Galilei, hvis teori om et heliocentrisk verdensbillede

gav ham husarrest i Firenze og et

krav om at afsværge enhver idé, der stred mod

kirkens opfattelse af kosmos.

Modtagelsen af ny viden om rummet omkring

os har heldigvis ændret sig siden, da

hverken den første mand på Månen, astronauten

Neil Armstrong, andre der siden er fulgt

efter ham eller almindelige forskere har fået

husarrest eller mundkurv på for deres fremskaffelse

af ny viden. Den nye viden er nemlig

vigtig, for det er ikke altid et himlens bud, når

man ser et stjerneskud… Meteorer eller meteoritter

er nemlig flotte på afstand, men også

frygtede for deres evne til at lægge planeter

– herunder jorden - øde. Både meteorkratere,

dinosaurernes mystiske forsvinden og selve

livets opståen vidner om den altødelæggende

og -omvæltende kraft, de udefrakommende

legemer kan have.

Der er tydeligvis nok at tage fat på, når

rampelyset falder på astronomi. Interesserer

rummet omkring os ikke én, kan det nævnes,

at 2008, som næsten er ovre, på internationalt

niveau har været dedikeret til planeten Jorden,

sprog, kartofler, renlighed, frøen og interkulturel

dialog, og at Danmark i 2009 har erstattet

sangen med sporten og afsat intet mindre end

9,5 mio. kr. til at gøre næste år til et internationalt

sportsår. Dette i øvrigt meget apropos, eftersom

Danmark skal være vært for den internationale

olympiske komite, som skal afgøre

værtskabet for de olympiske lege i 2016.

Vores store, delvist tomme rum.

Foto: Scanpix

Groft

Salt

Af Lars Hedegaard

Højre og venstre

Torsdag den 12. februar var jeg

i London, hvor jeg skulle have

været sammen med min ven Geert Wilders til

fremvisningen af hans film Fitna i det britiske

Overhus. Fitna kræver vist ingen nærmere præsentation

efter de seneste dages ballade. Som

alle efterhånden også er klar over, fik den hollandske

parlamentariker ikke lov at komme

ind i Storbritannien, fordi regeringen mente,

at hans tilstedeværelse truede landets harmoni.

Det samme mente den ledende muslimske talsmand,

Nazir Ahmed, som Tony Blair fik udnævnt

til Lord med ret til at sidde i Overhuset.

For at sikre Storbritanniens fortsatte fred og ro

havde samme Lord Ahmed ugen i forvejen truet

med at sammenkalde 10.000 af sine trosfæller

uden for Parlamentet for med fysisk magt at

forhindre Wilders i at komme ind og vise sin

film. Det lykkedes ham da også i første omgang

at få forestillingen forpurret, hvorefter det

harmoniske overhusmedlem i den pakistanske

presse roste sig af at have hjulpet den verdensomspændende

muslimske umma til en vældig

sejr over verdens ældste parlament.

Men nu blev Fitna altså alligevel vist, og der

var ikke en brølende muslim at se. Til gengæld

var der stort fremmøde af journalister ved det

efterfølgende pressemøde, hvor jeg sad i panelet

sammen med de to overhusmedlemmer,

Baroness Caroline Cox og Lord Malcolm Pearson,

der begge tilhører det EU-kritiske UK

Independence Party. Hvad angik graden af

dumhed stod journalisternes spørgsmål fuldt

på højde med hvad de plejer at præstere på

dansk fjernsyn. Således mente flere af dem

tydeligvis, at det var Geert Wilders’ skyld, at

muslimske terrorister uden udtagelse begrunder

deres drabelige aktioner med skriftsteder

i Koranen, og at det derfor er hadefuld tale at

gentage, hvad terroristerne siger om sig selv.

Jeg blev også spurgt, om jeg ikke følte mig

misbrugt ved at sidde her sammen med højrefløjen.

Jeg svarede journalisten, at det skulle

han slet ikke bekymre sig om, idet jeg er stor

nok til selv at bestemme, hvem jeg vil være

sammen med.

Hvad jeg skulle have sagt var naturligvis, at

hvis det nu skal gøres et til højrefløjsmonopol

at forsvare ytringsfriheden, så må det jo betyde,

at venstrefløjen er opsat på at tage æren for

det modsatte, nemlig censur. Og hvis venstrefløjen

absolut vil markere sig på den måde, er

Medlem af det Britiske Overhus Nazir Ahmed

er godt tilfreds med, at Geert Wilders

ikke blev lukket ind i Storbritannien. Han

vil meget heller have sin ven den sudanesiske

præsident Omar al-Bashir, som Den

Internationale Straffedomstol i Haag kræver

retsforfulgt for forbrydelser mod menneskeheden

og folkedrab i Darfur, til at besøge

Storbritannien. Her ses de to prægtige fyre

under et møde i Khartoum i 2007.

der jo ingen, der kan forhindre den i det.

Nu er det sagt.

Ny farlig drivhusgas

Meget tyder på, at problemet med Jordens

opvarmning, som ifølge Al Gore og Svend

Auken vil tvinge vore børnebørn til at sejle

rundt i robåde, når de skal fra Rådhuspladsen

til Rosenborg, står umiddelbart over for sin

løsning. I hvert fald har et foretagende ved

navn Koordinationen for Kønsforskning på

Sociologisk Institut ved Københavns Universitet

den 13.-14. marts indkaldt til en international

konference, hvor det skal afgøres hvilket

køn, der bærer ansvaret for klimaet. Ligesom

regeringen, der har udpeget en særlig minister

til få styr på verdensaltet, er de forsamlede

videnskabskvinder nemlig enige om, at det

er mennesket, der leder og fordeler klodens

svingninger mellem istider og varmeperioder.

Og nu mener konferencens bagkvinder yderligere

at kunne indsnævre kredsen af skyldige,

idet det er mændenes fejl, at det hele går ad

Pommern til. Er det måske ikke mænd, der har

siddet og vedtaget EU’s miljøskadelige landbrugsordninger?

spørger lektor ved Sociologisk

Institut Hilda Rømer Christensen. Typisk

mandeadfærd, som formentlig må kunne bekæmpes

ved mere kønskvotering.

En af hovedtalerne ved konferencen, professor

dr. jur. Hanne Petersen, finder det også

tankevækkende, at klimaforandringerne rammer

kønsmæssigt skævt i visse udviklingslande,

hvor kvinderne i mange tilfælde kommer

til at vandre længere for at hente rent vand,

mens deres mænd ligger i hængekøjen og producerer

en hidtil upåagtet drivhusgas, nemlig

mandehørm.

Foto: Scanpix

31


Dansk Folkeparti

Christiansborg

1240 København K

Ved adresseændring,

kontakt tlf.: 33 37 51 99

PP

På mission i Afghanistan

Dansk Folkepartis

medlem nummer 10.000

Dansk Folkepartis medlem nummer 10.000, Stig Møller Siig, tv, blev

budt velkommen af Dansk Folkepartis organisatoriske næstformand,

Carl Christian Ebbesen i Dansk Folkepartis sekretariat på Christiansborg

og fik desuden overrakt en check med et weekendophold på en dansk

kro.

kh

MAGASINPOST UMM

ID-nr. 46654

Fra Hanstholm til Helmand. Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Ib Poulsen, var i efteråret i Afghanistan for med egne øjne at vurdere den danske

militære indsats i kampen mod terror og inspicere tropperne. Det blev til en god snak med de danske soldater, men også en tur i et af de store

transportfly, hvor Ib Poulsen her ses. kh

More magazines by this user
Similar magazines