Årsberetning 2012 - Historiens Hus - Ringsted Kommune

Afdansningsbal med et hold elever, hvor der
var mangel på drenge. Casino omkring 1965.
piger til at hjælpe med at skrifte blebørnene.
I 1981 kunne Gerda Heesche med hjælp
fra hendes mand byde velkommen på sit
eget sted: Heesches Danseskole og Selskabslokaler
på Køgevej i Ringsted. Efter
ca. 15 år med skiftende danselokaliteter
Gerda Heesche fører sine elever ind til
afdansningsbal, slutningen af 1960’erne
var det en stor fremgang at få sit eget. Hun
fortsatte med at selv at modtage undervisning
i nye danse for at følge med, og hun
meldte sig ind i flere danseforbund, fordi
det gav større mulighed for at deltage med
sine elever i turneringer. Gerda Heesches
elever kom da også hjem fra turneringer
med Danmarksmesterskaber, Sjællands-
Bal bagefter. Når afdansningsballet var slut, var der fri dans på gulvet. Casino omkring 1980
Afdansningsbal med de unge dansere hos
Eli Eilert på Casino omkring 1965
mesterskaber og som amtsmestre. Gerda
Heesche trak sig tilbage i 1999 efter 34 år
med selvstændig danseskole.
Om at gå til dans
De traditionelle danseskolers guldalder
strækker sig fra 1920’erne til 1980’erne.
Elevtallet dalede op igennem 1980’erne,
hvor diskodansen vandt terræn frem for
den klassiske pardans. Da tv-konceptet
”Vild med dans” kom til Danmark i 2005
skabte det fornyet interesse for at gå til
dans. Især det voksne publikum blev
tiltrukket af ideen om at kunne mestre dansegulvet,
og mange forældre tilskyndede
også deres børn.
I samtalerne med tidligere dansere er det
ikke entydigt, hvorfor de gik til dans som
børn. Oftest så forældrene det som en del
af opdragelsen. Børnene lærte at være
høflige, de lærte at tage hensyn til hinanden
og at være en del af et fællesskab. De
lærte at modtage kollektive beskeder, og
de lærte at vise deres kunnen for andre,
selvom de var nok så generte. Ambitionerne
på børnenes vegne kunne være
store, og mange forældre deltog aktivt med
at køre børnene til turneringer og opvisnin-
ger. Mødrene syede selv dansetøjet eller
samarbejdede med en syerske, og det var
også mødrenes opgave at gøre børnene i
stand før en offentlig optræden. Især blev
der brugt lang tid på at sætte hår. Pigerne
husker, at de fik krøllet hår med et krøllejern,
der blev varmet op på komfur eller
over åben ild. Krøllejernet var varmt og
afsatte røde brændemærker, når det kom
for tæt på huden.
På mange dansehold var der flere piger
end drenge, så pigerne måtte danse med
hinanden, hvilket passede mange af
pigerne fint. Ikke alle piger syntes det var
sjovt at danse med drenge på deres egen
alder. Ulempen var selvfølgelig, at når de
så fik en drengepartner, skulle de piger, der
havde danset herre, lære at danse dame.
Og drengene var ikke interesserede i at
danse med piger, der havde lært at danse
herre. Det var i det hele taget svært at
tiltrække drenge til dans. Drengene ville
hellere spille fodbold. En pige kan huske,
at der kom en ny dreng på holdet, og han
kunne selv vælge partner. Han valgte den
pige, der kunne spille fodbold.
Afdansningsballet
Afdansningsballet var kulminationen på
dansesæsonen, og Postgården og Casino
var de foretrukne steder at holde afdansningsballerne.
Postgårdens selskabslokaler
blev revet ned i 1986, og ballerne måtte
derfor rykke til Benløsehallen. Det var ikke
det samme. En del af charmen ved opvisningerne
var den tætte forventningsfulde
atmosfære, hvor forældrene sad langs væggene
og spejdede efter børnene, der stod
i to rækker helt nede fra trappen og op i
begge sale, før de gik indmarch. Lige op til
et afdansningsbal var der stor
forvirring. Generalprøven var forfærdelig,
og danselæreren var stresset, men på selve
dagen klappede det, som det var forventet.
Når børnene havde vist, hvad de havde
lært i løbet af sæsonen, var der tid til en
mere løssluppen opvisning med udklædning,
gerne med et tema. Inden det
afsluttende bal med fri dans var der smørrebrød
med kaffe og øl til forældrene i de
tilstødende lokaler.
Afdansningsballerne var en social begivenhed
især i forsamlingshusene i de mindre
samfund på landet. Men også i byen på
Postgården og Casino, hvor forældrene
kunne mødes og snakke med ligesindede.
Det handlede også om at være med, hvor
tingene skete, og det var man, hvis man
var med til danseopvisningerne. Dansen
samlede og gav fælles oplevelser og erindringer.
Dansen kan meget mere end at bringe to
dansende i bevægelse på et gulv.
Tak til alle, der har bidraget
til udstillingen.
Efterskrift:
Der er til forarbejdet med udstillingen
foretaget 17 interviews med tidligere dansere.
Tre tidligere danseskolelærere og en
pianist er interviewet, og der har været tæt
kontakt til personer, der har været en del
af danselærernes netværk. Der har også
været kontakt til nuværende danseskoler,
stor tak til Midtsjællands Danseforening for
gæstfrihed, samarbejde og lån til udstillingen,
om end MDF-Dans’s historie ikke
fremgår af teksterne, der handler om de
tidligere og nu lukkede danseskoler.
26 27
Indmarch