Årsberetning 2012 - Historiens Hus - Ringsted Kommune

Det er i denne historiske sammenhæng,
vi skal se Birger Magnussons livsløb.
Birger, søn af den magtfulde Magnus
Ladulås
Kong Birger var søn af Magnus Ladulås (ca.
1240-1290), der havde besejret sin ældre
kongebroder Valdemar i 1275 med dansk
hjælp fra Erik Klipping. Magnus var søn
af Birger Jarl, der døde i 1266. De tilhørte
Folkungaslægten, der havde rødder tilbage
til 1100-tallet og var en herskende slægt i
det tidlige svenske kongerige. Magnus var
en aktiv hersker, og han blev bedømt som
den egentlige grundlægger af det middelalderlige
Sverige. I hans tid blev der gennemført
flere betydningsfulde love, bl.a. en
bestemmelse, der forbød voldgæstning, en
belastende foreteelse, hvor stormænd på
rejse rundt i landet havde ret til at bo hos
bønderne på deres bekostning. Deraf hans
tilnavn Ladulås, der hentydede til, at han
havde sat lås for bondens lade.
Han regulerede stormændenes privilegier
og kirkens skattefrihed, støttede byernes
handel og indkaldte tyske eksperter til
minedriften. Der blev skabt forbindelser til
alle sider. Der blev givet privilegier om fri
handel til tyske købmænd, og tyskere blev
indkaldt til organisering af krigsvæsenet.
Kong Magnus skabte også tætte forbindelser
til Erik Klipping i Danmark, så tætte,
at de kom overens om, at hans ældste søn
Birger skulle indgå ægteskab med Erik
Klippings datter Margrethe, da de begge
var mindreårige.
I hans tid skabtes et rigsråd som en fast
institution, bestående af et mindre antal
På et kalkmaleri i Sct. Bendts kirkes kor ses
kong Birger siddende i kappe og med Folkungaættens
våben, der forestiller en gylden stående
løve. Det er samme våbenmærke som indgår i
det store svenske rigsvåben sammen med de tre
kroner. I venstre hånd holder han en ridderhjelm
med små faner med samme våbenmærke, alt i
miniature. Kongens ansigt er karakteristisk gengivet,
så man kunne forestille sig en vis portrætlighed.
Formodentlig fra 1320erne. Optegnet af
forfatter.
udvalgte stormænd og en biskop, hvis
opgave var at bestyre statens anliggender,
medens kongen var mindreårig.
Magnus Ladulås var også aktiv som
mægler i uoverensstemmelserne mellem
Danmark og Norge og mellem Norge og
Lybæk. Inden sin død i 1290 nåede han
at stifte fred med kirken mod passende
privilegier. Han gravsattes i franciskanerklostrets
kirke i Stockholm. Under hans tid
blev næringslivet støttet, men med restriktioner
og begrænsninger var der lagt op til
konfrontationer med de herskende klasser.
Magnus Ladulås havde tre sønner, Birger,
Erik og Valdemar. I 1284 udråbte han sin
ældste søn Birger, dengang 4 år gammel,
til sin efterfølger. Da faderen døde, var
Birger 10 år gammel og landet kom under
ledelse af rådet, hvor den dominerende
stormand var drosten, Torgils Knutsson, der
styrede med magtfuldkommenhed, særlig
med hensyn til ekspansionen i øst. I 1293
anlagde han fæstningen Viborg i det østligste
Finland, som en udpost mod Rusland.
Oppositionen i Danmark
og Sverige
I denne tidsperiode var der sammenflettede
dansk-norsk-svenske interessekonflikter.
Grunden blev allerede lagt ved mordet
på Erik Klipping i 1286. Flere danske
stormænd blev derved erklæret fredløse
af kongen og måtte som følge af denne
ugerning flygte udenlands. Flere tog til
Norge og søgte beskyttelse hos den norske
kong Erik Magnusson. Det gjaldt så fremstående
mænd som grev Jakob af Halland,
marsk Stig og ærkebispen Jens Grand, som
herfra fulgte situationen i Danmark, hvor
de ventede på en omvæltning, som kunne
bringe dem tilbage til magten. Den norske
konge støttede dem i deres bestræbelser.
De havde forbindelser overalt i Danmark
og Marsk Stig sad om sommeren på øen
Hjelm, der var base for hans togter i de
danske farvande. I området rundt Gøtaelvens
munding i det dansk-norsk-svenske
grænseland, skabtes kimen til et nyt skandinavisk
rige. Borgen Kungahälla, som lå
nær nuværende Kungälv blev skænket de
fredløse af den norske konge. I det nordlige
Halland blev fæstningerne Hunehals
og det stærke Varberg bygget.
I efteråret 1302 blev også Sverige trukket
ind i konflikten. Det skete på et møde i
Solberga ved Göta Elv, hvor den norske
kong Håkon og svenske kong Birger med
følge deltog. Fra svensk side var også kongens
ældste broder, hertug Erik til stede.
Kong Birger valgte nu de danske fredløses
parti, som var stik imod tidligere svensk
praksis, hvor man ikke havde blandet sig i
danske indre stridigheder. Birger sluttede
også venskabelige forbindelser med kong
Håkon. Som et synbart resultat blev 20-årige
hertug Erik trolovet med den norske
konges etårige datter. Denne forening var i
sin fulde konsekvens en alliancepolitik, der
længere henne i forløbet kunne komme til
at true kongerigerne i Danmark og Sverige,
idet den lille kongedatter, Ingeborg var
enearving til den norske trone.
I årene 1304-05 overtog efterhånden
svenske hertug Erik de fredløse danskeres
position, kredsen omkring hertug Jakob af
Halland og fik kong Håkons hjælp til at
overtage magten over området.
Kong Birger fængslet
i Håtuna kongsgård
I Sverige blev det ikke mindre dramatisk
i år 1306. De tre brødre, Kong Birger og
hertugerne Erik og Valdemar må formodentlig
have haft et spændt forhold til
hinanden. De to hertuger, og mest hertug
Erik stræbte uden tvivl efter magten og ikke
ukendt for tiden lokkede de to brødre kong
Birger og dronning Margrete i et baghold.
Ved et møde på Håtuna kongsgård i Uppland,
hvor de tre brødre var samlede
til fest, blev kong Birger og dronning
Margrete overmandet og taget til fange af
de hertugelige brødre. Med i kongens følge
var ærkebiskop Nils Kettilsson, 6 riddere
og 16 væbnere. Det lykkedes dog at føre
Erik Menveds og dronning Ingeborgs gravplade
i Sct. Bendts Kirke (koret). Pladen er af sort
kalksten med en rigt dekoreret messingplade,
nedlagt i beg. Gravpladen er sandsynligvis et
flamsk arbejde og udført i årene efter kongeparrets
død i 1319.
deres mindreårige søn Magnus bort i
tumulten. Kongen og hans dronning førtes
derefter som fanger til Nyköpinghus,
den stærke fæstning ved østersøkysten i
Södermanland syd for Stockholm. Denne
middelalderborg havde været hovedsæde
for folkunga-slægten. Deres far, Magnus
Ladulås, havde haft sit hjemsted her som
hertug af Södermanland før han blev
konge.
Baggrunden for hertugernes voldsomme
handling skulle være deres forargelse over,
at Birger som deres konge havde taget sig
retten til at give dem forbud mod at føre
egen udenrigspolitik og et forbud mod at
opholde sig ved kongens hof, hvis de ikke
var inviterede. I det underliggende aner
man store modsætninger.
Ved fængslingen af kong Birger gjorde
hertug Erik sig i virkeligheden til Sveriges
egentlige regent. Hans politiske position
var bemærkelsesværdig. Den kendte
svenske historiker Ingvar Andersson kalder
ham ”en sällsynt skrupelfri och hänsynslös
maktsträvare och konjunkturpolitiker”.
I nordlige Halland havde han overtaget
ledelsen af de danske fredløses position og
var således i direkte opposition mod Erik
Menved i Danmark. I Sverige havde han
megen sympati i stormandsklassen og der
var således skabt et grundlag, hvor danske
og svenske stormænd havde samme oppositionelle
interesser overfor kongemagten i
de to lande. Den yngste broder Valdemar
hører man ikke meget om. Han må have
spillet en underordnet rolle.
Kong Birger blev imidlertid ikke formelt
afsat, og det er derfor antageligt, at han og
hans dronning snarere var i en slags skær-
34 35