Kærligheden er det største tabu Saudi Arabiens ... - My world images

KUNST_KULTUR_RELIGION_IDENTITET

SOMMER 2010

Kærligheden er det største tabu Saudi Arabiens eneste kvindelige

filminstruktør, Haifaa Al-Mansour løfter sløret

Velkommen til! Canada insisterer på immigranter

Køb en krop – stjæl en sjæl Rejs ind i prostitutionsmiljøer verden over

Ingen gave er gratis Debat om donorkultur og magtrelationer mellem

Europa og Afrika

Son of God Michael Noer og filippinske Khavn de la Cruz laver ny film

Tal for dig selv!

KURT har været på langfart. Fra Ouagadougou

til Cape Town, fra Kairo til Manila. En

rejse i mere end én forstand. Gennem miljøer,

landskaber og verdner, som drager, bekymrer,

fascinerer og får verden til at synes

større og mindre med skiftende interval.

Når KURT har taget globetrotter udstyret

under armen er det i anledning af

My World IMAGES – en festival der på

20. år præsenterer kunst fra udviklingslandene.

Images målsætning er at gøre op med

stereotype forestillinger og generaliserende

udsagn om udviklingslandene ved at lade

kunsten tale sit eget sprog om initiativ, kreativitet

og originalitet fremfor krig, ofre og

naturkatastrofer. Og med dette års festival,

har man gravet et spadestik

dybere for at

opløse reducerende

afbildninger ved

ikke længere at tage

udgangspunkt i regioner,

kontinenter

Byen integrerer kunsten integrerer byen

Tema: Street_art

Islamisk trossamfund er ikke

en militærzone

Interview med Imam Abu Laban

November 2005 # 1 Street Art issue

Pimpong

flytter til stenbroen

Interview med en

raketrykker

En muterende

nordisk identitet

Det Kongelige Teater

tager kampen op med

den forsømte virkelighed

Livjægergade 24, 5.tv.

DK - 2100 KBH. Ø

Telefon: 22 44 90 86

Mail: kurt@drk.dk

www.kurtmagasin.dk

029

Sierra4 på arabisk. Poltitiet på skolebænken

Forår 2006 # 1 Street Art issue

At skabe teater teater som man bygger kirker

Eugenio Barba fortæller om den romanske metode, verdens teatrets mangfoldigheds princip

Læs de første 10 numre af KURT på www.kurtmagasin.dk

og facebook: Magasinet KURT

Religiøse revolutionærer og forstokkede tilhængere

Forhenværende overrabiner Bent Melchior om konservatisme og reserverede

pladser i synagogen

007

019

Efterlysning: Progressive kræfter

Interview med forfatter til bogen Islam i Danmark Adam Holm

029

Mungo Park søger asyl på Sandholm. Teater om de

usynlige vi hele tiden kæfter op om

005

Skulle vi

ikke i teatret?

Hvordan ser en terrorist ud?

Menneskerettighederne op af lommen

At bygge tårne i Amman

Kloden rundt – hvordan diskuterer vi?

Brunt sukker og utopier

Undskyld, men er der nogen der har set folkekirken?

Images of the Middle East

Clotaire K Foto: Patrick Abisalloum

KUNST_KULTUR_RELIGION_ INDENTITET

Sommer 2006 # 3

Foto: Jens Burau

Jeg har fem fingre men de er ikke alle ens

Hybrididentitet – Velkommen i Koreaklubben

Hvor kommer den blæksorte DNA fra?

På ryggen af idealer – samtale med Tøger Seidenfaden

Ejendomsretten – vejen til ytringsfrihed?

– Debatkultur i Ukraine

Den juridiske Bermudatrekant

Sharia og feminisme i Mellemøsten

KUNST_KULTUR_RELIGION_ INDENTITET

Vinter 2006 # 4

Ansvarshavende Redaktør

Annette Max Hansen

og nationer men i individer. Derfor, forvent

ikke en festival der præsenterer libanesisk

kunst, kenyansk kunst, senegalesisk kunst,

filippinsk kunst – men forvent kunst fra Libanon,

Kenya, Senegal, Filippinerne.

Den vinkel har vi på redaktionen fundet

interessant. Mennesket, kunstneren

som taler for sig selv, og ikke skal tages til

indtægt for en hel befolkning, en hel kultur

eller en hel religion. Og derfor har vi i

dette nummer indgået et samarbejde med

Center for Kultur og Udvikling og produceret

et særnummer om festivalen og

dens kunstnere og værker, som i omfattende

grad er skabt direkte til festivalen i

samarbejder mellem nordiske kunstnere

og kunstnere fra udviklingslandene. Endnu

et forsøg på at diffussere det etniske touch.

Der er gudskelov heller ikke blevet udstukket

temaer, til gengæld er det interessant at

notere, at der helt klart er temaer som går

igen. Et af dem har vi valgt at fokusere på

–gæstfrihed. Det er jo et meget passende

KUNST_KULTUR_RELIGION_ IDENTITET

FORÅR 2007

Redaktion

Pawel Wedrowski, Dina Haffar, Gitte Broeng, Jesper

Korndal, Kristian Bruun, Stine Bork Kristensen,

Daniel Henschen

Gæsteskribenter

Thomas Burø, Nina Larissa Bassett, Ayman Ramadan,

Ivan Rod, Karen Vestergaard Andersen

Nusrat Djahan – en løgkuplet

moské i Hvidovre

Er færinger Nordens

muslimer? Mellem

homofobi, teokrati og

grindedrab

Kunsten som Danmark

ignorerer

En verden til forskel – øst

og vest for Storebælt

Skal jeg stave

det for dig?


EfTERåR 2007

Hokus pokus jeg er i fokus

– talkshow med mønsterbryder

Erik Clausen

Næsten ikke et ord om tørklæder

– samtale med Asmaa

Glad Teater

– når spastikeren er et røvhul

Han stemmer på de røde, ryger

det grønne, sælger det hvide

og arbejder sort. Marwan – en

ægte P.E.R.K.E.R.

fra øer af MIG til JEGkollektivisme,

KURT har

taget pulsen på tendenserne

i Europa

Fotografer

Kristian Bruun, Kenneth Balfelt, George Osodi,

Thomas Burø, Nina Larissa Bassett, Ditte Maria

Bjerg, Dina Haffar, Signe Damkjær, Kasper Ravnhøj,

Sarah Chew

Illustratorer

Karsten/Ghost

Hva!?

Hvordan??!!


FORåR 2008

En muslim kan godt arbejde med svinelæder sålænge han ikke propper det i munden

– interview med DR2 chef Arne Notkin

Hvis vi ikke kan

lide dem kan vi jo

bare lave dem om

– kunstner og samfundskritiker

Colonel

om hykleri, kunstnerens

rolle og navlepilleri

Integration og hemmelige

udvisninger- hvor er sammenhængen?

Jonas Christoffersen

i sit Jura Hjørne

Aviserne får deres forsider på kort sigt, men samfundet taber på den lange bane

– forsanger fra Outlandish Isam spiller op

Grafik:

Jens Burau & Robert Løwendahl (supergreen.dk)

sted at starte, når man skal løfte blikket ud

mod verden.

Et andet tema, som KURT i dette nummer

tager hul på for fremover at gøre til fast

tema er slavehandel og trafficking. I 2002

kom handlede kvinder på den politiske dagsorden

herhjemme. Folketinget kriminaliserede

menneskehandel ved at vedtage § 262a

i straffeloven, og regeringen udarbejdede en

handlingsplan, som siden hen er blevet afløst

af en ny plan i 2007. Men ifølge statistikker

er antallet af handlede kvinder i dag stigende.

E’r indsatsen til bekæmpelse proportional, og

kan man som menneske i det 2100 århundrede

acceptere, at der finder slavehandel sted

i et civiliseret samfund som det danske? Følg

debatten i de kommende numre.

Indtil da, god fornøjelse med dette 11 nummer

af KURT

Annette Max Hansen

Ansvarshavende Redaktør


VINTER 2008

EN KRAMMER TIL OBAMA

Kunsten er transcenderende: Paul Brickhills åndehul i Zimbabwe har magiske kræfter Logik for burhøns: Ud

med ensretning og perfektionisme, billedkunstner Andreas Schulenburg gider ikke udrydde fejl Majoriteten

sætter dagsordenen: Interview med Najad M. Ahmed om at være i undertal Monokultur er unaturligt: Spørg

bare en gartner Revolution i Vega: Harlem rapperen Immortal Technique gejler op Se min smukke ghetto:

Libanesisk filminstruktør sættes løs i Mjølner-parken

S-I-T-E

S-P-E-C-I-F-I.-C

Tryk

Johansen Grafisk


SOMMER 2009

Stilheden er kvælende: Tanzaniansk sangerinde bryder igennem lydmuren Frygt og bæven i terrorens tid:

Ex-PET chef Bonnichsen tør hvor andre tier Jesus i technicolor: Frelseren i pastel farvet cartoon Facebook

på hjul: Er du inviteret eller er natten en lukket fest? En lyserød elefant: Ghandi i rød plast I’ve got the war

– what do you have?: Libanesisk satiriker om kunst og krig


SOMMER 2010

Jeg en menneskesmugler: Carsten Nagel drømmer om at gøre modstand. Og ind

imellem går drømme i opfyldelse Jeg sætter min hat som jeg vil: Følg bowlerens

uransagelige veje fra den britiske gentlemans isse til toppen af den bolivianske

kvindes hårpragt Speak out loud: Non fiktion er essentiel for at afsløre løgnen. Gå i

køkkenet med forfatter Monica Ali Manden med dokumentarpistolen: Kloaksystemer

er blevet nye hovedveje. Gå under jorden med palæstinensisk dokumentarinstruktør

Distribution

KURT er gratis og ligger på cafeer, i butikker, biografer

og teatre og kan rekvireres ved henvendelse til

redaktionen. Artikelforslag er meget velkomne og

sendes til kurt@drk.dk. KURT udkommer 3 gange

om året og produceres af frivillige skribenter, fotografer

og journalister. Artikler og illustrationer må

ikke eftertrykkes uden skriftlig tilladelse fra KURT.

S002

S003

MIT dAnMArK

KURT har denne gang bedt den egyptiske billedkunstner Ayman Ramadam om at portrættere

sit Danmark. Ayman Ramadan bidrager til My World IMAGES festivalen med kunstprojektet OUR

WORLD IMAGES. Sammen med sin kvindelige landsfælle og kollega, Huda Lutfi, igangsætter han

kunstprojekter i kvarteret omkring Blågårdsplads, der inddrager Nørrebros beboere og sætter

bydelen i scene som living art. Læs interviewet med Ayman Ramadan på side 32.

JOrdBÆr OG GAMLE HUSE

Det første, der fanger mit blik i København,

er de mange gamle bygninger. Jeg siger

til min ven, at jeg er forelsket i København.

Men han siger, ’Vent, til du møder

dens indbyggere.’ Jeg møder byens indbyggere

og jeg er ganske rigtigt ikke længere

forelsket. Disse mennesker virker så kolde

- ingen svarer mig, når jeg hilser og når de

ser mig gå på gaden stirrer de skræmte tilbage,

er det fordi jeg er en ung araber, der

strejfer om i centrum af København?

Det bedste ved Danmark er de jordbær,

jeg køber hver gang jeg forlader galleriet.

Og friske jordbærkager. Man bruger

jordbær til tusinde ting i København.

Det bliver min feber. Jordbær. Jeg vil

aldrig glemme smagen – jeg tror, at jeg

fra nu af alene ved synet af et jordbær

vil huske friske danske jordbærkager. Jeg

bliver nødt til at finde opskriften, lære

hvordan jeg laver dem. Hvis savnet bliver

for stort tilbage i Kairo, må jeg kunne

lave dem selv. Det vil dog aldrig være det

samme, men det vil give mig en skøn følelse,

bare at spise sådan en kage igen.

S006

S012

Ubuntu – jeg hører til andre

mennesker – ergo er jeg

Hvorfor er en restaurering af Mændenes Hus på Istedgade

kunst? Eller et værtshusskilt? Og hvad skal et hjem gøre godt

for? Stine Bork Kristensen har talt med billedkunstner Kenneth

Balfelt, som undersøger kunstens rolle og begrebet gæstfrihed

i udstillingen Make Yourself at Home.

Kærligheden er det største

tabu

Hun kørte selv bilen med udslået hår på sin bryllupsdag. Stine

Bork Kristensen har talt med Saudi Arabiens første og hidtil

eneste kvindelige filminstruktør, Haifaa Al-Mansour, hvis far

lærte hende om ligestilling.

Mit Danmark

Citatet

Voxpop

Lyrik

Quizz

Fotoreport

KURT anbefaler –Film_Galleri_Teater_Musik_Bog

Are we hospitable?

Med sine intense fotoessays fylder han Afrikas blinde punkter

med faktuelle historier. Fra illegale guldminer i Ghana til

bombeeksplosioner i Lagos. Nu har han stillet skarpt på et

lidt fredeligere men ikke mindre aktuelt tema – danskernes

gæstfrihed. Mød George Osodi, manden der tør stille sig i

skudlinien.

Velkommen til!

KURT har været i Canada for at blive klogere på landets meget

progressive integrationspolitik, som bl.a. indeholder en målsætning

om at landet hvert år skal modtage ca. 200.000 nye

immigranter svarende til 1 % af deres befolkningsgrundlag.

S012

S020

S003

S025

S019

S034

S015

S029

S049

S004

S005

S022

S026

S032

S035

The sound of our soul

Den sydafrikanske lydkunstner, James Webb kommer til

Danmark for at optage lyde til installationen Prayer, et

verdensomspændende værk der bygger på optagelser af

stedspecifikke bønner fra byens mange religioner. Prayer kan

opleves på Blågaards Plads under My World IMAGES. Nina

Larissa Bassett har mødt James Webb i Sydafrika.

Lyden har ingen pigment

Der gives ingen vej ud af kulturen, der gives ingen vej ind.

Autenciteten kan ikke forhandles, men er absolut og partikulært

eksluderende. Følg Thomas Burø ind i et essay om

autencitet, sandhed og lydens oprindelse.

Turist ikke terrorist

Den ægyptiske kunstner Ayman Ramadan har levet på gaden,

taler gadens sprog og laver nu også kunst på gadeplan.

Det har blandt andet bragt ham til Mumbai og New York -

og nu også København. Her fortæller han om sine oplevelser

fra de danske gader.

Køb en krop – stjæl en sjæl

Mænd der køber sig til blowjob mens barnet sidder på

bagsædet. 4-årige børn der samler kunder op på gaden. Koreograf

Kasper Ravnhøj har researchet i prostitutionsmiljøer

verden over til Mute Comps kommende forestilling Knock on

unpainted wood der er den første ud af en trilogi om verdens

største kriminelle økonomier. Oplevelserne har ændret hans

verdensbillede og menneskesyn for altid.

Ingen gave er gratis

”Det er ikke udelukkende godt at give, det er komplekst, og

vi skal forholde os til den kompleksitet”, siger den engelske

instruktør Sarah Chew. Hun har i samabejde med Kenyanske

performere skabt forestillingen Eat Me, som debatterer

donorkultur og magtrelationer mellem Europa og Afrika.

S040

Mit land, mine film

De er begge rastløse sjæle, hurtige i replikken og besidder en

ublokeret evne til at tænke og især handle. Meget sigende

for makkerparret er begge fortalere for at ’skyde’, frem for at

gøre sig unødigt mange tanker om, hvad der skal ’skydes’.

CPH:DOX har matchet to fandenivoldske instruktører, danske

Michael Noer og filipinske Khavn de la Cruz. Deres samarbejde

er blevet til filmen Son of God.

Creating something out of

nothing

Thomas Burø har været til Waga hip hop festival i

Ouagadougou, Burkina Faso og talt med Abramz Tekya –

rapper, breakdanser og en mand med en seriøs mission.

S044

S046

HJEM

UBUnTU!

Jeg hører til andre mennesker – ergo er jeg

Af Stine Bork Kristensen

Hvorfor er en restaurering af Mændenes Hus på Istedgade kunst? Eller

et værtshusskilt? Hvad skal et hjem gøre godt for? Hvordan lader man

kollektivt op? Det og meget mere fik Stine Bork Kristensen svar på i sin

samtale med kunstneren Kenneth Balfelt. Udgangspunktet for interviewet

er Kenneth Balfelts deltagelse på kunstudstillingen Make Your Self At

Home under My World IMAGES festivalen. En udstilling, på Charlottenborg

Kunsthal, der undersøger begrebet gæstfrihed - globalt og helt intimt.

Kenneth Balfelts kunst ikke bare undersøger

situationer i samfundet, den går også

aktivt ind og forsøger at påvirke dem: ”Jeg

siger situationer i stedet for problemer, da

jeg ikke ønsker at være forudindtaget.” De

mennesker, der enten er situationen eller

har relevans for den, kan både indgå

i værkerne og være medskabende. Som

da Balfelt satte elever fra Heimdalsgades

Overbygningsskole til at ændre indretningen

af værtshuset Heimdals Cafe, Nørrebro

– noget der overraskede de danske stambrugere

positivt. Eller hans og kunstneren

Fos’ istandsættelse af Mændenes Hus på

Istedgade. Eller projektet Beskyttelsesrum -

Fixerum til stofbrugere. I samarbejde med

stofmisbrugere og relaterede organisationer

skabte Kenneth Balfelt og arkitektstu-

derende Steffen Nielsen en prototype på

et fixerum. Projektets fysiske ramme var

beskyttelsesrummene på Halmtorvet (ud

for nr. 7), hvor stofmisbrugere sædvanligvis

fixer ovenpå højen. Balfelt gav kunstprojektet

titlen Beskyttelsesrum - Fixerum

til stofbrugere, fordi ideen var at bruge de

aflagte beskyttelsesrum, tiltænkt atombomber,

til at beskytte Danmarks virkeligt

S006

S007

fredløse mod hverdagens uværdige udstillelse

af deres tragedie og mod beskidte,

smittebærende sprøjter - og i sidste ende

også os andre. Især de børn, der løber og

leger på Vesterbro og let kan falde over en

efterladt kanyle. Kenneth Balfelt kalder selv

sit arbejde for social-politisk kontekstrelateret

funktionel kunst.

BrUG KUnSTEn

– FOr KUnSTEnS SKYLd

Kunst for kunstens skyld- giver det mening

for dig?

”Nej! Overhovedet ikke!”, griner kunstneren

og famler lidt, inden han igen finder

fodfæste ”Nej, lad mig lige… altså… jeg er

jo fuldstændig afhængig af Kunst for Kunstens

skyld. Kunst for kunstens skyld er jo

Kunstinstitutionen, og det der bliver skabt

der, ud fra en autonom forskning. Jeg kunne

slet ikke gå ud og lave det jeg laver, hvis

ikke der var en kunstmetode. Kunstteorien

er motoren for det jeg laver. Jeg bruger så

bare det fagfelt og den forskning i nogle

andre sammenhænge end som ren form -

på den måde skal man heller ikke se min

kunst som institutionskritik; jeg er meget

meget glad for Kunstinstitutionen og elsker

at gå på udstilling og bruge det rum som

“ansvarsfrit laboratorium”. Jeg bliver bare

tit skuffet og synes det ikke handler om en

skid (griner), det

skal jeg da være

Jeg forsøger at skabe et

link mellem grundforskning

og anvendt forskning ved

at tage den autonome

kunst alvorlig

ærlig og sige. Det

jeg synes er interessant

er at bruge

kunsten. I stedet

for at det kun er

14 kunstteoretikere,

en kurator

og en museumsinspektør,

der forstår,

hvad det hele

handler om i et eller andet givent værk, så

synes jeg den forskning er så vigtig, at man

da skal bruge den ude i samfundet. Og det

er det jeg gør: Jeg forsøger at skabe et link

mellem grundforskning og anvendt forskning

ved at tage den autonome kunst/kunst

for kunstens skyld alvorlig - og bruge den

ude i samfundet.”

Vi skal tale om, hvad et hjem er for en

størrelse. Hvad gæstfrihed er. Anledningen

er kunstnerens deltagelse i gruppeudstillingen

Make Your Self At Home under My

World IMAGES. 12 kunstnere, fra Afrika

og Europa, er blevet

bedt om at skabe nye

værker ud fra temaet

Gæstfrihed - globalt

og helt intimt.

”I Afrika”, fortæller

Kennet Balfelt,

”har man et begreb

der hedder UBUN-

TU: ’Jeg hører til

andre mennesker –

ergo er jeg. I modsætning

til den vestlige verdens ’Jeg tænker

altså er jeg’, der har lagt grundlaget for den

vestlige verdens filosofiske forståelse af,

hvad et menneske er.” Det autonome individ,

der ruger på, hvad meningen med

det hele dog er, afspejler sig ifølge kunst-

HJEM

neren i den måde vi forholder os til vores

hjem på. Hjemmet er blevet stedet, hvor

man trækker sig tilbage, for at være sig selv,

kontemplere, lade batterierne op alene eller

med den nærmeste familie. ”Kunne man

ikke lade op sammen?’ spørger kunstneren,

”og være sig selv sammen med andre end

lige den nære familie?”

Vi taler om den danske parathed til at

have gæster. Eller mangel på samme. For

lad os være ærlige – bryder vi os om uanmeldte

besøg? Nej, vel. Vi bliver lidt stramme

i betrækket, når en ven spontant kiler

sig ind imellem aftensmad og puttetid. De

fleste af os har en privat side reserveret de

allernærmeste og en ydre side, der modtager

svigermor ved havelågen. ”Når vi skal

have gæster”, siger Balfelt, ”så skal vi vars-

Kenneth Balfelts kunstprojekt ’Beskyttelsesrum - Fixerum til stofbrugere’

les; have paratheden i beredskab.”

Andre steder, f.eks. i Afrika, er der ifølge

Balfelt ikke samme afstand mellem det

private hjem og det hjem, der er åbent for

gæster. Det er som om den ydre side og den

private side flyder sammen og åbner døren

med en lidt mere afslappet og imødekommende

hånd. Balfelt har de senere år arbejdet

en del i Afrika, bl.a., har han (støttet af

S008

S009

CKU og siden hen Danida) i samarbejde

med Vensskabsforeningen Danmark-Niger

og den uafhængige organisation Pensee

Sans Frontier startet et rehabiliteringsprojekt

for fængselsindsatte i Niger. Prison

Civile d’Agadez har 250 indsatte, hvoraf

80-90% er der grundet forbrydelser relateret

til fattigdom. Da Balfelt lavede sin første

research tilbage i 2006 var der intet at lave

for de indsatte - andet end at vente på at

komme ud og på dagens ene måltid. Nu har

fængslet tømrer - knallertmekaniker - og

skrædderkursus, sensitivitetstræning og

rådgivning om bl.a. HIV og AIDS, spirituel

vejledning og fodboldtræning. Alt sammen

skabt i et tæt samarbejde med de indsatte,

fængselspersonalet og lokalsamfundet.

På den første researchrejse til Niger

mødte Balfelt Alhassane Amoussale fra

nomadestammen Touareg. De to mænd

dannede et venskab, der bl.a. har ført til et

værk med og om Alhassane. Touaregerne

er kendt for at kunne overleve længe og

ubesværet i Sahara, og har udviklet en unik

te-kultur. Balfelt lavede efterfølgende en

performance på Karrierebar, hvor Alhassane

var værket, der serverede touaregernes

særlige te. ”Alhassane og jeg boede sammen

i Niger i 14 dage, hvor jeg fra dag et

havde den der følelse af hjem. Jeg ved ikke

hvorfor, jeg var ikke inviteret til det, jeg følte

bare jeg kunne bruge hans hjem, som jeg

havde lyst til. Det har ramt mig i hjertet; og

jeg vil gerne kunne gengælde den gæstfrihed.

Det er så bare ikke helt så enkelt her.”

SVIGErMOr PÅ TrAPPEn

Balfelts mor stammer fra en jødisk familie

med rødder i Marokko, Spanien, og nu

Israel og Frankrig og når han er hos den

gren af familien va-

der folk ind og ud af

hjemmet alle tider af

døgnet. Kunstneren

erindrer, at han som

ung lagde ud med

samme åbenhed,

men måtte aflære

sig den for at passe ind. ”Da jeg begyndte

at flytte sammen med kærester, kom min

mor nogen gange forbi uanmeldt og det var

dybt problematisk for mine kærester, hvor

jeg jo synes det var fint nok. Det tog virkelig

nogle år at aflære mig den parathed til at

modtage besøg.”

Jeg kender godt følelsen af ikke at ville

vise svigermor min såkaldte hjemmeside.

Danske kvinder vægrer sig ved at stå for

den sociale side af et hjem, fordi det tager

noget frihed fra os, for det er svært at have

sit hjem åbent i tide og utide, hvis ikke én

af os har påtaget sig hovedansvaret for den

hjemlige side af sagen. De sociale bånd

har historisk set altid været pålagt kvinden,

men det ansvar kan hun ikke påtage

sig ved siden af en karriere, proklamerer

jeg, antændt af erindringen om alenlange

eftermiddage, hvor min mor og jeg førte

den sociale skude helskindet hjem, mens

min far, selvom det var hans familie, uforstyrret

læste avis i sofaen. Men kunstneren

returnerer, at hans franske familie skam er

selvstændige erhvervsdrivende både kvinder

og mænd, og at det der nu alligevel godt

kan lade sig gøre.

Kenneth Balfelt, Danmark

de har julelys i øjnene, når

de kommer hjem igen og

fortæller om gæstfriheden

Kenneth Balfelt er manden bag en række offentlige

kunstprojekter, der skaber nye løsninger på

konkrete problemer i samfundet. Han interesserer

sig for, hvordan kunst kan skabe værdi og

viden til samfundet. Kenneth A. Balfelt har visioner

for en modstandsform, der arbejder inden

for systemet, på en konstruktiv måde, sådan at

den skaber frem for bare at kritisere. Rammen er

politikkens indtog i den sociale sfære. Kenneth A.

Balfelt har studeret på Goldsmiths College i London

og har en BA Fine Art og en MA i Kunsthistorie

med speciale i kultur-analyse og moderne

filosofi, foruden en universitetsgrad i marketing.

Kenneth A. Balfelt har tidligere arbejdet i 11 år

med økonomi og markedsføring.

http://a-r-d.org

KOLLEKTIV OPLAdnInG

Den gæstfrie parathed, som kunstneren ellers

har kæmpet for at aflægge sig, er han

lige nu ved at genopdage. Han og familien,

kæreste og to børn, er flyttet på landet.

Og når folk bliver og overnatter, fordi de

ikke kan nå hjem til byen skrælles der lag

af. Man møder sine venner og sin familie

med uglet hår og nøgne ansigter. Det har

været berigende for kunstneren og hans

familie og ændret

deres syn på, hvad

et hjem er: ”Vi

har fået ét andet

forhold til vores

venner og familie.

Det der med, at

der ikke er så stor

en forskel mellem hjemmeside og ydre side;

det er smukt. Det er jo i virkeligheden der,

der kommer kærlighed ind i ens liv, hvor

det bliver dejligt at være til, hvor det bliver

smukt at være sammen, hvor det ikke bliver

nødvendigt at tro på den der individuelle

opladning, men den kollektive opladning.

Det er den, jeg kan mærke, at jeg vil have-

og det er det, jeg tror andre mennesker

også vil have.”

Det ligger dybt i os alle sammen, mener

kunstneren, at vi vil forbinde os og høre til -

ikke bare til et vilkårligt sted, men til andre

mennesker. ”Danskere er jo vildt benovede,

når de har været ude at rejse.”, siger Balfelt.

”De har julelys i øjnene, når de kommer

hjem igen og fortæller om gæstfriheden.

Hvad er det for nogle relationer vi skal have

til andre mennesker?”, spørger kunstneren

retorisk. ”Hvis vi nu bare var åbne, mere

åbne end vi er her, end det ligger i vores

natur at være, så kan vi også godt lade op

sammen med andre mennesker.”

KOLLEKTIV KUnST

I tilfældet Balfelt er det umuligt at vide, om

det er de private overbevisninger, der har

Foto: Jens Burau

HJEM

smittet af på den kunst han skaber eller

om det er kunsten, der afspejler sig i privaten.

Hans ord om kollektiv opladning fører

u.a.o. lige ind i hans værksted. ”Kunst kan

jo meget nemt blive sådan en individuel

praksis, hvor man står selv og kommer med

ting, som andre folk skal synes er geniale,

men det jeg har oplevet med de projekter

jeg har lavet de seneste seks-syv år, som er

kollektive projekter, det er, at der opstår

kærlighed, fordi vi bedriver noget sammen

omkring en fælles defineret platform.”

Så det er det, du prøver at gøre i din kunst?

Kollektiv opladning?

”Ja, det er jo i hvert tilfælde det, der er sket.

Det er ikke det, jeg har sagt, at jeg ville - jo

jeg har bevidst sagt, at jeg gerne ville arbejde

sammen med andre, fordi jeg synes

det er mere interessant at løse nogle opgaver

kollektivt end individuelt. Og jeg kan

se - det ved man i erhvervslivet - at jeg kan

mange flere ting, hvis jeg åbner op for, at

andre kan få plads i den her struktur, i det

her projekt. Og så er man måske tilbage ved

den der med at lade op kollektivt - at man

kan tillade andre en plads i ens projekt.”

Balfelt har ad flere omgange arbejdet i

udlandet og det har gjort ham afhængig af

folk, der kan tale sproget og i øvrigt guide

ham. Folk der er mere inde i den givne kontekst

end han selv. En afhængighed, han

efterfølgende har valgt som grundlaget for

en metode. En metode man kunne kalde

for Afhængighedens metode: Kunstneren

skaber sine værker ved at bruge og gøre

sig selv afhængig af mennesker, der arbejder

med, lever i og ja er den kontekst hans

kunst undersøger og udvikler. ”Når jeg går

i gang med et projekt”, siger Balfelt ”så forbereder

jeg mig dårligt - jeg kommer uforberedt

ud, fordi det betyder, at jeg er utrolig

afhængig af konteksten; jeg er nødt til at få

noget at arbejde med, så jeg er nervøs og

afhængig. En god position at være i i forhold

til andre mennesker; at skulle suge til

sig for at forstå, hvilken kontekst du nu er

en del af. Derfor stiller jeg altid spørgsmål

med en forventning om at få noget igen.”

FOrdOMME OG FIXErUM

At nå dertil, hvor man som kunstner virkelig

lever sin metode, dér hvor teori og

praksis smelter sammen, er en proces. Intentionen

kommer nødvendigvis før udlevelsen.

For virkelig at turde gøre sig afhængig

af konteksten måtte Balfelt derfor

først se egne fordomme om f.eks. stofmisbrugere

i øjnene. ”Jeg sad og lyttede til en

stofbruger, og kunne hele tiden høre denne

her indre stemme sige: ’Jeg kan ikke bruge,

det han siger til noget’. Dét at blive bevidst

om dette, den lytten til mig selv, har gjort,

at jeg har kunnet koble det fra og virkelig

være til stede over for det folk siger. Og så

har jeg sagt til mig selv, at jeg ville forvente

at få noget ud af at arbejde sammen. For det

at forvente sig noget af et andet menneske,

det er en utrolig stor respekt at give dette

menneske. Når kommunen arbejder med

f.eks. stofmisbrugere spørger de dem ikke

om noget, for de forventer ikke at få noget

som helst ud af misbrugerne. Dét er mangel

på respekt og i virkeligheden i modstrid

med sociallovgivningen. Der prøver jeg så

at bruge en anden metode for at opnå den

respekt og gensidighed, der skal til for at

jeg kan stå inde for mit arbejde rent etisk.”

JEG TAGEr SKIdEBALLEn

Hvad er det kunsten kan, som socialarbejdere

ikke kan?

”At gå i gang med et projekt uden at have

en klar målsætning, det er jo en af de ting,

man har mulighed for i kunsten, hvorimod

man i samfundet skal have en målsætning

for sin adfærd.”, siger Balfelt. ”Kunsten er

et frit rum, hvor der ikke er de samme begrænsninger

som ude i samfundet. Et rum,

hvor f.eks. sygeplejersker, stofmisbrugere

og andre, der er aktive omkring fixerumsproblematikken,

kan gå ind og udfolde ting

og tanker, som det ikke er muligt at forholde

sig fysisk til i deres hverdag.” Og det

er kunstneren, der stiller med det rum: ”Jeg

er en fri agent”, siger Kenneth Balfelt. ”Jeg

skal ikke stå til regnskab for nogen, og det

er mig der tager eventuelle skideballer; det

er mit navn, der står der med et kunstnerisk

udsagn.”

Er du aldrig bange for at miste kontrollen

med dit værk/projekt, når du i den grad åbner

værkstedet?

”Nej, det er jeg ikke. Tingene bliver større

og kan noget mere. Jeg føler jeg har meget

mere kontrol med det, end de kunstnere,

som laver et projekt, hvor de holder sig for

sig selv og prøver at lave noget, der så til

slut ikke rigtigt lykkes, fordi det ikke bliver

accepteret eller indoptaget af konteksten -

der synes jeg slet ikke, du har kontrol over

situationen.”

Balfelts kunst skaber nye kontekster

af, hvad vi normalt betragter som adskilte

fagområder. Kunstnerisk arbejde og socialt

arbejde glider ind i hinanden. Og derved

rykkes der også ved den vante forestilling

om, at kunstværket nødvendigvis må have

en beskuer: ”Mit publikum er med i værket”,

siger Balfelt ”og derfor er det sådan set

ikke publikum mere. Selvfølgelig bliver der

så et lag mere, nogen der bare observerer,

men det man normalt vil kalde et publikum,

er for mig ikke længere et publikum;

de er deltagere.”

Vil man udstille Balfelt, må man altså

indfange snapshots af en virkelighed, der

hele tiden er i bevægelse og løbende foran-

drer sig: ”Det skilt, der nu er på Cafe Heimdal

er jo mere et symbol på en proces, der

har fundet sted, end det er selve resultatet.

Resultatet er de nye historier, som folk siden

hen går og fortæller om hinanden i

de to grupper, der mødtes - dem vi nogle

gange kalder alkoholikerne og indvandrerknægtene.

I forhold til Mændenes Hus skal

indramningen også vedblive at skabe nye

møder mellem mændene og socialarbejderne,

når de kommer ind ad døren, upåagtet

den proces der har været før. De forskellige

projekter, de fysiske spor er meget

forskellige.”

dEn SKØnnE InVOLVErInG

Kenneth Balfelt er inspireret af kunstteoretikeren

Grant Caster, der taler om Den

skønne dialog, Den skønne involvering,

Den skønne etik. ”Om tingene opfylder

nogle æstetiske kriterier, det kan man kigge

på som nogle andre størrelser.”, siger Balfelt

”de størrelser, som jeg arbejder med i min

praksis: De; drengene med anden etnisk

baggrund, stofbrugerne, sygeplejerskerne,

de hjemløse, de indsatte har deres kontekstforståelse,

jeg har nogle værktøjer og

metoder, og så sætter vi os sammen, lærer

S010

S011

af hinanden og skaber et projekt sammen.

Dét er jo en måde at involvere folk på, som

man kan tale om i forhold til Det skønne -

Er den involvering smuk at se på? Æstetikken

har på den måde taget en drejning, der,

for mig, får det til at nærme sig mere en

æstetik omkring

kærlighed, end en

æstetik omkring

form. Tag parallellen

at man kan

være smuk udenpå

og indeni. Jeg

arbejder med en

æstetik, der handler

om, hvad der er

indeni. Hvordan relaterer vi til hinanden?

Hvordan inddrager vi andre mennesker?

Hvilken form for dialog har vi?”

PLAYSTATIOn OG

HOLLYWOOd

Du bliver tit skuffet, når du går på udstillinger.

Hvorfor?

”Jeg interesserer mig for nogle ting i samfundet

og synes ofte ikke værkerne handler

om en skid. Det er form og farver og det

når kommunen arbejder

med stofbrugere

spørger de dem

ikke om noget

interesserer ikke mig personligt. Jeg respekterer

det stadigt, fordi kunst som sagt

også er et formmæssigt forskningsområde.

Og så er der kommet en tilbøjelighed til at

kunst skal være hurtige one-liners. I forhold

til oplevelsesindustriens tivoliæstetik

- playstation og

Hollywood, i forhold

til den ramme,

bliver kunsten

nemmere at forstå,

men i forhold til

den kunstneriske

forståelsesramme,

som handler om

form og indhold og

kunsthistoriske, teoretiske, filosofiske referencer,

udsagn med stor tyngde og dybde,

som gør at beskueren virkelig skal være på

vagt- i forhold til de ting…ja, dem skøjter

man let henover. Dorthe Jørgensen, idehistoriker

fra Århus, skelner mellem erfaring

og oplevelse, hvor oplevelse er, at du ser en

eller anden spændende film og når den er

slut er du sluttelig også færdig med den.

Erfaring derimod, det er, når noget virkelig

gør indtryk på dig, og det kan godt være et

kunstværk. Et kunstværk, som sætter nogle

spor, du ikke kommer væk fra og som du

altid kan referere til. Og det er jo dét, jeg

synes kunst skal kunne gøre - give dig en

erfaring; efterlade en rest, en lyst til at rykke

selv.”

Drengene fra Heimdalsgades

Overbygningsskole med

deres prototype til Café

Heimdals nye facade.

ÆrLIGHEdEn Er dET STØrST


Foto: Kristian Bruun

Stine Bork Kristensen mødte Saudi Arabiens første og

hidtil eneste kvindelige filminstruktør, Haifaa Al-Mansour

i København på Kvindernes Internationale Kampdag,

til en snak om tabuer, kunstnerisk udfoldelse og

en barndom med forældre, der insisterede på frihed

som en fødselsret

”Vi skal fejre livet.”, siger kvinden, der selv

stod for transporten til sit bryllup. Hun

kørte en golfbil proppet med blomster og

brudepiger helt frem til foden af sin gom.

Storsmilende og utildækket steg hun ud

i et brus af en brudekjole – og det i et af

verdens mest omfattende dikaturer, hvor

kvinder hverken må køre bil eller vise deres

hårpragt, men: ”Hey - tag det rolig, det

betyder ikke så meget, det er bare en bil!”

VÆrSÅGOd

– En CYKEL TIL dEn dAME

Hvorfor vælger man at lave film i et land,

der ingen biografer har?

”Jeg tror, filmen valgte mig!”, siger den 36

årige instruktør. ”Jeg tænkte ikke på, hvorvidt

vi har biografer eller ej, jeg tænkte på,

hvad jeg havde lyst til at lave. Jeg ville lave

noget, som jeg er lidenskabelig omkring.

Jeg søgte en måde at udtrykke mig på som

menneske og fandt filmen, eller filmen

fandt mig. Jeg tænkte ikke så meget på den

politiske situation.”

Haifaa Al - Mansour er af natur blid og

venlig. Men man skal ikke lade sig narre.

Hun er også bestemt og i besiddelse af en

jernvilje, når det

gælder ting, hun

brænder for. At

leve og gøre det

man har lyst til uafhængig

og på trods

af den politiske situation,

er noget

hun er vokset op

med. Det ligger på

rygraden at ethvert

menneske er født med retten til frit at udforske

sig selv og verden:

”Min far og min mor beskyttede mig og

mine søskende. Vi følte os ikke som en del

af kulturen. Da jeg voksede op, gik vi ikke

med tørklæde. Landsbyen var rasende, de

boykottede os. Hvis jeg inviterede mine

klassekammerater til fest, så kom de ikke,

for det måtte de ikke. De talte slet ikke med

mig. Så fra en tidlig alder følte jeg mig meget

anderledes. Dengang var jeg vred på

mine forældre, for jeg ønskede at passe ind,

Mine forældre værnede os,

gav os rum og sørgede

for, at vi ikke blev lige så

tossede som den kultur,

der omgav os

det gør børn. Nu kan jeg ikke takke mine

forældre nok. De gav os plads til at blive

de mennesker vi var bestemt til at være -

uafhængige af kulturen. Min søster er læge

og hun tager på hospitalet uden at tildække

sig. Mine forældre værnede os, gav os rum,

sørgede for at vi ikke blev lige så tossede

som den kultur, der omgav os.”

Mansours far, digteren Abdul Rahman

Mansour, har spillet den største rolle i instruktørens

frigørelse fra det saudiske samfunds

love og traditioner, der forhindrer

især kvinder i at tænke og tale frit. Han havde,

som alle saudiske mænd, den juridiske

ret til at undertrykke Mansour og resten af

familien, han kunne have forbudt hende at

studere i udlandet, at køre bil, ja sågar at

cykle. Men intet lå ham fjernere. Han opfordrede

Mansour til at læse engelsk litteratur

ved Det Amerikanske Universitet i

Kairo. For Mansours far var frihed ikke kun

noget, der skrives frem i digte, men noget

aldeles konkret, som man - over for sig selv

og sine medmennesker - er forpligtet til

at række ud efter. Og det gjorde han hele

tiden, på sin kones og sine børns vegne.

Mansour husker da hun og hendes brødre

skulle have cykler. Cykelsmeden nægtede

at sælge en cykel

til Mansour. Vidste

hendes far ikke, at

det kun er drenge

og mænd, der cykler

i Saudi Arabien?

Mansours far

nægtede at forlade

butikken før alle,

og dermed også

hans datter, havde

fået en cykel. Og Abdul Rahman Mansour

vandt. Haifaa fik sin cykel. Og med den

en gryende følelse af, at det de andre børn

sagde, bestyrket af lærerne, ikke passede.

Selvfølgelig kunne piger og kvinder cykle.

Selvfølgelig kan piger og kvinder gøre lige

hvad de beslutter sig for. Selvfølgelig skal

en kvinde lave film i et land uden biografer.

USKrEVnE rEGLEr Er

TrOLØSE drØMMErES LEGEPLAdS

Det saudiske kongedømme har i sin indok-

S012

S013

E TABU

trinering børstet så grundigt på det saudiske

sind, at diktaturet er blevet traditionen.

Dermed klæber diktaturets tankesæt ikke

kun til bevidstheden som en uvelkommen

gæst – snarere er det for mange saudiere

blevet den inderste rettesnor for ret og

vrang. Diktaturet er holdt oppe af en søjle

skrevne regler og en søjle uskrevne regler.

Hvis en kvinde ikke må cykle, så bør en pige

heller ikke. Der er således mange ting, man

ikke har regler for i Saudi Arabien, fordi

det jo ligesom siger sig selv. En kvinde må

ikke køre bil i Saudi Arabien, så hvorfor

skulle hun prøve at blive pilot? En kvinde

må ikke stemme, så hvorfor blive politiker?

Traditionen siger, at kvinder ikke skal tale

i store offentlige forsamlinger, så hvorfor

skulle hun blive tv-vært, kirurg eller filminstruktør?

Men uskrevne regler er samtidigt

det hul troløse drømmere kan boltre sig i.

Fordi systemet, og med den traditionen,

ikke har kunnet forestille sig kvinder disse

steder, er de lige netop dukket op dér, hvor

de var mindst ventede. De huller som Loven,

langt de fleste gange, med succes, betror

Traditionen at dække, er pionerer og

fritænkere nødt til udnytte, når de afsøger

frihedens grænse.

Lokalsamfundets udstødelse tager ikke

modet fra alle. Mansour og hendes familie

er et eksempel på, hvad individer kan

gøre, når de vælger at se bort fra, hvad man

mener man bør og ikke bør. De har, som

andre pionerer, fundet en form for frihed i

et diktatur ved at ånde i lovgivningens huller.

At Saudi Arabien ingen biografer har

skaber også huller. Det betyder nemlig, at

der stort set ingen skrevne regler er hvad

angår filmmediet. Men censuren er der, og

forholder sig også til det der næsten ikke

findes. Mansour forsøger at omgå den med

’høflighed’- sige det der ikke kan siges sym-

Haifaa al-Mansour

Den første kvindelige filminstruktør i Saudi

Arabien. Blev introduceret til film gennem sin

far, digteren Abdul Rahman Mansour, som viste

sin datter en masse videoer, eftersom der ikke er

nogen biografer i landet. Har studeret engelsk

litteratur på det Amerikanske Universitet i Kairo.

Hun begyndte sin karriere som filmskaber med

de tre kortfilm ’Who’, ’The Bitter Journey’ og

’The Only Way Out’. Den sidste vandt flere priser

i Emiraterne og Holland. Siden har hun fulgt

op med dokumentarfilmen ’Women Without

Shadows’, som handler om kvinders skjulte

liv i den persiske golf. Filmen blev vist på 17

internationale filmfestivaler og fik prisen The

’Golden Dagger’ for bedste dokumentarfilm på

filmfestivalen i Muskat i Oman.

Haifaa al-Mansours film har inspireret en ny

bevægelse af uafhængige film i Saudi Arabien.

olsk eller allegorisk: ”Jeg vil jo gerne have

mit budskab frem til saudierne, de skal se

mine film, det kommer de ikke til, hvis jeg

udelukkende støder dem fra mig. Så jeg

må på en eller anden måde arbejde inde i

systemet. Desuden…jeg kan blive skudt –

en kvinde der udtrykker sig. Der er mange,

mange kræfter, der ønsker at tie hende ihjel.

Bogstaveligt talt.” Mansours film finder sit

publikum, for saudierne vil også se film og

valfarter derfor over grænsen til nabolandet

Bahrains biografer, hvor de synker ned

i sædet bag finurlige rejseforklaringer.

rOLLEMOdEL, nEJ TAK!

Hvordan har Mansour det med at være rollemodel

for kvinder og mænd, der gerne vil

ændre det saudiske samfund?

”Jeg tænker ikke på mig selv som rollemodel”,

siger Mansour. ”Jeg ønsker at kunne lave de

fejl, jeg har brug for at lave som kunstner.

Jeg prøver altid som filmskaber at være ved

altings begyndelse, dér hvor det nyeste sker,

og den pionerstatus vil jeg naturligvis gerne

beholde. Jeg arbejder på min første fiktion, og

jeg vil da meget gerne sætte standarden for

film i Saudi Arabien, men jeg gider ikke være

én folk skal følge, nej jeg vil ikke begrænses

på den måde i min kunstneriske udfoldelse.”

Mansour er selvsagt både elsket og hadet.

”Kvinder kan enten

lide mig eller ikke

lide mig. Der er de,

der synes, jeg truer

deres værdier – jeg

tager ikke tørklæde

på, jeg taler i tv. Disse

kvinder kritiserer alt,

hvad jeg gør, måden

jeg ser ud på, den

måde jeg taler på. Alt! De føler sig angrebet.

Andre er lykkelige for at se mig gøre, hvad

jeg gør, det er ofte simple kvinder, der derfor

kommer og taler med mig, fortæller mig om

sig selv og de problemer de har med deres

børn og deres mænd.”

Vi taler om, at det måske også er smertefuldt

for nogle af disse kvinder, at se andre

kvinder tage sig friheder, fordi de, bevidst

eller ubevidst, selv har et behov for at udtrykke

sig frit. ”Eller også”, spøger Mansour,

”brænder de for at udtrykke konservative

tanker, som systemet, hvor konservative

og ’rigtige’ disse meninger end er, forbyder

dem at udtrykke.”

Med hensyn til den mandlige del af befolkningen,

så er der, udover støtterne og

de konservative, der afskyr alt det Mansour

står for, en tredje gruppe – den der slet ikke

betragter Mansour som kvinde. ”Nogle

mænd er alene interesserede i mig, fordi jeg

har været i tv. De tænker ikke over, at jeg

er en kvinde, for en fremmed kvinde ville

de jo ellers aldrig kunne kontakte. Men på

grund af de ting jeg har gjort og gør, er jeg

der er mange, mange

hemmeligheder, som ingen

kan udtrykke, fortælle eller

dele med hinanden

en de kan tale rigtigt med – sådan ’mand til

mand’. De opfører sig overfor mig, som om

jeg er en af dem. Jeg er for mange mænd

blevet en slags tredje kategori. De betragter

mig simpelthen ikke som en kvinde.”

BArnETS LOGIK

De såkaldt almindelige kvinder, både

dem der tror fuldt og fast på skrevne og

uskrevne regler, og de der fifler en form for

frihed igennem ved at tænke kreativt, var

omdrejningspunktet for Mansours gennembrudsfilm,

dokumentarfilmen ’Kvinder uden

skygge’. Jeg ser filmen i Cinemateket, hvor

Mansour introducerer den som sit svendebrev.

” ’Kvinder uden skygge’ er teknisk set

ikke noget at råbe hurra for, men det er alligevel

den film, der står mit hjerte nærmest.”

I ’Kvinder uden skygge’ møder vi entreprenørens

kone, der sagtens kan få sine

mandlige arbejdere til at lystre. Fra de sorte

gevandter udgår blokke af energi. Hænderne

dirigerer og munden står ikke stille. Entreprenørens

kone synes, det er en skændsel,

som samfundet lægger lå på kvindernes

rettigheder. Denne midaldrende kvinde er

friere i sindet end mange af de unge, som

filmen skildrer. Bl.a. to ugifte kvinder, der

dækker ikke bare krop og hænder, men

hele ansigtet. Når de skælder ud over deres

medsøstre, begrebet frihed er for dem

noget decideret

perverst, bevæger

ansigtsklædet sig

over deres usynlige

munde. De

spionerer gerne

på de medsøstre,

der tager til

stævnemøde på

markeder under

dække af at følges med en yngre bror. Systemkroppens

umælende organer kan, på

trods af deres ungdom, hverken tale eller

tænke selv. Mansour siger, at disse retskafne

ungmøer ikke er sjældne fugle, men snarere

prototypen på unge saudiske kvinder.

Håbefuld bliver man nu alligevel, da man

møder den sejeste lille speedsnakkende

pige, der opponerer mod at have lillebror

på slæb som ’beskyttelse’, når nu det er hende,

der forsvarer ham mod plageånder. Og

hvis hun skal dække sig til, så skal han da

også – hvorfor ikke?

”Jeg bliver altid inspireret af de såkaldt

almindelige mennesker, de der kæmper

med hverdagen og gør det bedste med det

de har”, siger Mansour. ”Det minder mig

også om, hvor utroligt privilegeret jeg er, og

at jeg må bruge det privilegium til noget.

Jeg inspireres af dem, som ingen ellers giver

stemme, fordi man tager dem for givet,

men jeg mener, det er dem vi skal lytte til.”

HEMMELIGHEdEr

Hvad er det største tabu i Saudi Arabien?

”Alt er tabu”, svarer Mansour. Der er politiske,

religiøse, menneskelige og private

tabuer. Det er et tabu at tale, at optræde i

tv. Men kærligheden er det største tabu. At

forelske sig, om det så bare er platonisk; det

behøver slet ikke komme til udtryk seksuelt,

for at være tabu – bare det at udtrykke

sin kærlighed er tabu. Her har I revideret

kulturen og revideret religionen, det har vi

ikke og det tabuiserer alt, især kærligheden.”

Så må der være mange hemmeligheder, for

saudiere elsker vel lige så meget som folk i

resten af verden?

”Præcis”, siger Mansour, ”der er mange,

mange hemmeligheder, som ingen kan udtrykke,

fortælle eller dele med hinanden.”

Har du overvejet at immigrere, spørger jeg?

”Det er svært for mig; jeg har været meget

fristet. Og nu er jeg ikke så meget i Saudi

Arabien som før, men min mor og min søster

bor der stadig. Hvis ikke jeg havde så

stærke familiebånd blev jeg helt væk, tror

jeg. Ja, jeg vil gerne være heroisk, men var

det ikke for min familie så ville jeg… flyve

bort. Vi skal fejre livet og det er svært i

Saudi Arabien. På den anden side, så er det

som kunstner nok i virkeligheden sundt for

mig at beholde båndet til Saudi Arabien,

for skulle jeg være kunstner her i Danmarkeller

i USA, ville jeg ikke vide, hvordan

jeg skulle udtrykke den kultur, for det er

ikke min kultur. Det er godt at jeg beholder

mine rødder, for der er meget at fortælle.”

WAJdA

Netop nu er Haifaa Al Mansour i gang med

at indspille sin første spillefilm, ’Wajda’. En

’coming of age’ film, der henter ikke så lidt

fra Mansours egen opvækst. Filmen handler

om den 11-årige Wajda, der vil race

mod en dreng, og alt det hun må gennemgå

for dette cykelløb. ”Pigen er en rigtig hustler,

hun vil have sin vilje, og hun får sin cykel

og sit race, men prisen for det på det

menneskelige plan er næsten ubetalelig”,

fortæller Mansour, der bruger humor til at

fortælle sin historie. ”Det kan være svært at

forholde sig til de rigtigt triste ting i samfundet,

som kvindens generelle vilkår. Det

kan være svært at tage det ind. Men, hvis

du bringer det tema fra et andet perspektiv,

et sjovt og overraskende perspektiv, så

kan folk lettere forholde sig til det og måske

sluttelig vise mere medfølelse.”

Med din barndomserindring om cykler er

det nærliggende at læse dig ind i filmen?

”Ja og nej,” griner Haifaa Al- Mansour.

”Sammenlignet med den pigen er jeg nærmest

genert..”

S014

S015

QU¿Z

danmark i verden – verden i danmark

1. danske idéer til verden

I 1898 blev der grundlagt en dansk Østerlandsmission, der

skulle omvende mulismerne i Syrien til kristendommen.

Missionen fortsatte de næste 70 år og er det største danske

forsøg af sin slags. Hvor mange fik missionen faktisk

omvendt?

a. 333

b. 33

c. 3

3. Kunstnere til danmark

Under My World IMAGES kan du opleve en af Syriens største

musikere Omar Souleyman. Souleyman er kendt for at være

esktremt produktiv. Hvor mange kassettebånd har han udgivet?

a. 35

b. 75

c. 500

5. dansk kultur i verden

Forfatteren V. Hansen er måske ikke så kendt herhjemme.

Men på fransk wikipedia kaldes han ’en af Danmarks fremmeste

forfattere’ - ”un auteur de premier plan au Danemark”.

Hvad er navnet på det værk, der har givet Hansen den

franske cadeau:

a. En dag i Rasmus Hansens liv

b. Rasmus Klump

c. Erasmus af Rotterdam – et liv

7. danske navne med international klang

Et af Danmarks største bogtrykkerier Narayana Press i

Gylling ved Århus trykker bøger for de fleste danske forlag

og har flere år vundet prisen for bedste boghåndværk. Men

hvorfra kommer det eksotiske navn?

a. Navnet er afledt af grundlæggernes navn Niels og Arne

Rasmussen samt Yngve Andersen

b. Trykkeriet drives af hinduistiske munke og Narayana er

et andet navn for guden Vishnu

c. Grundlæggeren Naraz Yana kommer oprindelig fra

Bangladesh

9. danske arbejdere fra verden

6 procent af arbejdstyrken er født uden for Danmark. Hvad

med det fag der sender folk ud i verden? Hvor stor procentdel

af de ansatte i dansk turisme er født i udlandet i følge

Danmarks statistik?

a. 3%

b. 15 %

c. 25%

“Lille spejl på væggen der,

hvem er klogest i landet her?”

2. Internationale idéer til danmark

Kvindernes internationale kampdag 8. marts blev vedtaget

på en international kongres i København i 1910. Hvor blev

kongressen afholdt?

a. Christiansborg

b. I det tidligere Ungdomshus på Jagtvej 69

c. I en privat lejlighed på Gammel Kongevej

4. danske kunstnere i verden

Op til My World IMAGES har danske billedkunstnere og kolleger

fra Kenya skabt fælles værker med et erklæret mål om

ikke at referere til en bestemt kendt dansk kulturperson: Hvad

er navnet på det fælles kunstprojekt?

a. NotAboutKarenBlixen

b. NotAboutHCAndersen

c. NotAboutTheLittleMermaid

6. Verdenskultur i danmark

Danmarks største butik for Bollywood film ligger på Nørrebro

i København. Hvad hedder den?

a. Taj Mahal film

b. Raja Music

c. Sharuk Khan Memorial

8. Internationalt navn på dansk

Under Images of My world i 2000 optrådte den sydafrikanske

trup Esigodlweni med street dance på de danske gader og

pladser. Hvad betyder deres navn på sizuluu?

a. Værksted

b. Den der danser

c. Jordskælv

10. Udenlandske arbejdere i danmark

To trends i tiden: Færre lærer andre sprog end engelsk, og

au pair-ordningen er blevet verdens bedste udviklingshjælp.

Hvad betyder Au pair egentlig?

a. På arbejde

b. I par – oprindelig var der altid ansat to aupairs -

én til manden og en til kvinden i hjemmet

c. På lige vilkår - med den familie man bor hos

SVAR

10) På lige vilkår - med den familie man bor hos. 9) 15 %. 8) Værksted.

7) Trykkeriet drives af hinduistisk munke og Narayana er et andet navn for guden Vishnu

6) Raja Music. 5) Rasmus Klump. 4) NotAboutKarenBlixen. 3) 500 . 2) I det tidligere Ungdomshusvej på Jagvej 69. 1) 3.

GÆST

By Pawel Wedrowski Photos: George Osodi

ArE WE HOSPITABLE?

Photographer George Osodi is one of those remarkable people who puts his life at

stake to prove a point he believes more important. By catching images from the world

surrounding him, he makes our eyes glimpse in bewilderment and horror, forcing us to

think twice and take a stand. One time he ran like crazy to document the fire in a storagehouse

full of explosives. A fire set off because no one really cared. Children playing

nearby, children losing their lives. Osodi believed in this way he could prevent anything

like that from happening again. He recently visited Denmark and was invited to stay

with local families photographing their daily routines as part of his contribution to the

exhibition Make Yourself at Home during My World IMAGES

S016

S017

Running towards the exploding buildings to

document a tragedy, is to me a sign of great

courage, and also an engagement in your

society and a very strong will to make change

happen. Sometimes I feel that we have

lost the feeling of togetherness and solidarity

in Denmark, not only on a global level but

also on a local level and even when it comes

to our neighbors. Do you share this impression

and if so, do you believe this could be

the price to pay when a society experiences

increased welfare...?

It all depends, I think. It’s not everyone

that has lost the feeling of togetherness.

George Osodi gemmer sig

bag Hus Forbi hjemme hos

en af de tre danske familer,

som han har boet hos under

researchen til Make Yourself

at Home udstillingen

There are quite a lot of people who want

to reach out to their fellow neighbor irrespective

of race and cultural identity.

Sometimes I experience people in Europe

being very pessimi-

stic, wanting to be

isolated. Probably a

welfare state, which

to an extent helps

setting the mindset

of certain people,

can make som less

interactive, knowing that after all there is

a state assisting, and no one really needs

each other anyway. This issue threatens

identity in terms of social awareness and

togetherness. Running towards the fire to

document the explosion was to me a commitment

I needed to engage in as a photographer,

because I felt that it was important

to document and keep images of

this disaster for posterity’s sake as well as

a reminder to what happened on that day.

Many of the victims of the bomb explosion

were ordinary people who do not have access

to any sort of welfare package and protection.

With reference to your project as part of the

Make Yourself at Home exhibition - how do

you think we can change a relatively negative

approach to immigration in Denmark

these years to a more positive and constructive

one?

Immigration reforms have become a major

political issue among various politicians.

There was a time especially after the end

of the Second World War when Europe

voluntarily attracted a large number of immigrants

to help rebuild their countries.

In some European countries these people

were often given settlement rights, while

other countries had to engage in allowing

temporary immigrants through bilateral

agreements. Things were going fine until

recently. There has been a rise in global population,

people are losing their jobs, there

is an increase in the level of crime and global

terrorism and so there is a growing antipathy

among governments and populations

in Europe towards immigration. Simultaneously

people from less developed nations

feel that it is better for them to seek for

greener pastures in developed nations and

there are those who will go to any length

to enter these countries however unwanted

they might feel. This is simply because the

governments of these poor countries have

not done well in improving the lives of their

citizens making them endure poverty and

corruption. On one side there is this tendency

for people in Europe to view immi-

danish hospitality is many

things depending on the

circumstances

grants with a lot of prejudice while at the

same time immigrants don’t seem to have

any choice but to leave their home in order

to survive. From this perspective it may be

very difficult to

change the negative

approach to

immigration. The

negativity can be

addressed, however

and overcome

in many ways;

those who break the laws need to be detected

and prosecuted, organized crime

such as smuggling and trafficking humans

need to be identified and stopped.

Is this a matter of street-engagement or rather

a political matter when discussing integration

in general?

It must be handled on a political level. Politicians

play a crucial part in resolving a

very serious and complicated matter. On

a direct street level I believe, especially

when we talk about the young generations

of Europe, that globalization is improving

the situation.

What was your impression of Danish hospitality

while staying here?

My experience with the Danish families

was very interesting. I came as an invited

guest to live in the homes of three different

families in a quest to look at their

notion of hospitality towards strangers;

the exhibition Make Yourself at Home

is trying to investigate how hospitable

people are towards each other also on a

global level, and how hospitality affects

human perceptions and relationships on

FAKTA

Make yourself at home is curated by Charlotte

Bagger Brandt and Koyo Kouoh and is part of

My World IMAGES. George Osodi is born in

1974 in Lagos, Nigeria and is simultaneously

with his artistic projects working as a freelance

photographer both in Lagos and London. He

studied Business Administration before he took

up photography. From 2002 - 2008 he worked

for Associated Press and has a contributed to

local and international media such as New York

Times Time Magazine, Newsweek, The Guardian,

The Telegraph, USA Today, International Herald

Tribune, Der Spiegel and many others. In 2004

Osodi won the First Prize in the Fuji African

Photojournalist and is currently nominated for a

Sony Award for his De Money series.

GÆST

a local level. I saw another side of Denmark,

where people are very open and

welcoming to strangers, without having

any prejudice. That does not mean that

all Danes are that welcoming, rather they

are limited by their modern lives, as most

people are very busy with their toys and

latest electronic gadgets. Sometimes I’ve

experienced that they literally won’t greet

somebody sitting next to them in public

simply because they don’t notice them.

Danish hospitality is many things depending

on the circumstances.

Could we learn from your culture in terms

of appreciation of diversity and integration?

There are some areas where I believe your

culture can learn from ours as Africans.

The majority of ordinary African people

Immigration reforms

have become a major

political issue among

various politicians

have for years suffered from external aggression

and interference and the ordinary

people have been used as objects

for mockery to the rest of the world. But

people still live their lives with pride and

dignity, with smiles in the mist of poverty

and difficulty without any form of depression.

There is a high propensity to perseverance

among people, all with their cultures

and values held in high esteem.

And so the talk ends, as do all talks when

we run out of words. It can be hard sometimes

when geographic and cultural distances

build walls. This talk was simple and

smooth, however. Now without words in

our pockets we leave the scene and move

away, each in his direction. I have no doubt

Mr. Osodi knows where he is going.

Osodis photographies can be

seen at Kunsthal Charlottenborg

4. Sept. – 11. Oct. 2010

S018

S019

VOXPOP

NM, 22 år, studerende.

Et eller andet sted er det jo sørgeligt at

der er behov for at udvikle deres (udviklingslandene,

red.) kultur. Jeg mener, at det

er vigtigere at støtte deres infrastruktur og

deres livskvalitet.

”Ca. 0,2 % af danmarks samlede

udviklingsbistand går til udvikling

af kunst og kultur i udvalgte

udviklingslande –

hvad synes du om det?”

Thomas Manne

Ibsen, 45 år,

tjenerudd.

Det synes jeg

er helt fint og

en god ting. Vi

har råd til det

og har masser af

overskud og mere

end vi selv kan

bruge – spørgsmålet er nærmere om

vi giver nok i udviklingsbistand

Anni Jakobsen, 52 år, bogbinderassistent.

Synes jeg er fint nok,

hvis det kan fremme

landenes omsætning på

fx turisme-området.

Dvs. være med til at

hjælpe dem til at markedsføre

landet og på

den måde fremme landets

udvikling. Det er

hjælp til selvhjælp!

Susanne Holde, 32 år, marketingschef

på barsel.

Umiddelbart tænker man at der

er vigtigere ting af støtte og

beløbet skal ses i fht. hvilke

andre områder vi støtter. Men

hvis en støtte af kulturen kan

fremme den generelle vækst i

landet, så mener jeg, at man i

virkeligheden burde bruge en

større andel af Danmarks udviklingsbistand

til udvikling af

kulturen.

Rasmus Greibe, 39 år, læge.

Jeg synes det er helt rimeligt. Korrekt givet udviklingsbistand

skal have fokus på at forebygge børnedødelighed

mv., men også helt fint med støtte til udvikling af landenes

kultur.

Esben Ørum, 29 år,

studerende.

Umiddelbart er det

et fint beløb – men

det er vigtigt, at

det går til støtte

af lokale projekter

sådan, at der

ikke bliver tale

om en slags ”kulturimperialsme”.

Vici Händel, 31 år, arbejdssøgende.

0,2 % lyder ikke som særlig meget, men godt at

man også støtter den kulturelle udvikling – for i

virkeligheden er det jo også en vigtig del af god

levestandard, at man får gode kulturelle oplevelser

– derfor er det også vigtigt at støtte dette

område for at højne den generelle livskvalitet i

udviklinglandene.

i dag!Ane Christensen, 27 år, ingeniør.

Umiddelbart synes jeg, at det er

godt at der er en del af udviklingsbistanden

der går til fremme

af kulturen, men det skal ses i

fht. den støtte vi giver til de

mere basale behov

såsom mad, skolegang,

beboelse. Så

ok, hvis man har

dækket landenes

grundlæggende behov

først.

Velkommen til!

Canada har en progressiv immigrationspolitik,

der har fokus på at tiltrække og

hele tiden udvikle en fagligt stærk og

mangfoldig arbejdsstyrke. En arbejdsstyrke

der er med til at sikre Canadas

konkurrenceevne på verdens plan. Ca. 75

% af de legale immigranter – som landet

modtager hvert år – er særligt udvalgte,

primært med prioritering af ’skilled workers’.

Denne ambitiøse immigrationspolitik

betyder også, at Canada er nødt til at arbejde

offensivt med at integrere deres nye

borgere. I den forbindelse afholdes bl.a.

den årlige Metropoliskonference ’Immigration

and Diversity’ som i år foregik i

marts måned i Montreal med ca. 900 deltagere.

Også Canada står med store udfordringer

på integrationsområdet – bl.a. når det

gælder uddannelse af unge. Ca. 46 % af alle

tosprogede unge (også kaldet EAL= English

as an Additional Language, red.) gennemfører

ikke highschool (svarer til folkeskolen,

red.) i Canada.

Men Canada har heldigvis også en

masse gode erfaringer at dele ud af, og her

er tre hovedpointer med afsæt i god praksis

ifølge Canada på integrationsområdet

– måske noget vi kunne lade os inspirere

af i Danmark?

1) NGOere som koordinatorer: De

canadiske NGOére (Non Governmental

Organisations – svarer til organisationer

som Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors

m.fl., red.) varetager en afgørende rolle og

er ofte ansvarlige for at koordinere arbejdet

fx mellem byernes mange integrationsaktører.

2) ”Welcoming Communities”: Et

koncept, der handler om at hele lokalsamfundet

tager ansvar for at nye borgere føler

sig velkomne.

3) Rollespil som dialogskaber: I

Canada har man brugt rollespil som en

meget anvendt og succesfuld metode i politiets

kriminalitetsforebyggende og antiradikaliserings

arbejde. Helt konkret har man

faciliteret rollespil med deltagelse af de

unge og repræsentanter fra politiet for at

skabe en ramme for den gode dialog mellem

parterne.

KUrT HAr VÆrET I CAnAdA FOr AT BLIVE KLOGErE PÅ LAndETS MEGET

PrOGrESSIVE InTEGrATIOnSPOLITIK, SOM BL.A. IndEHOLdEr En MÅL-

SÆTnInG OM AT LAndET HVErT År SKAL MOdTAGE CA. 200.000 nYE

IMMIGrAnTEr SVArEndE TIL 1 % AF dErES BEFOLKnInGSGrUndLAG.

OG dEr Er rIFT OM AT VÆrE dEn MEST ATTrAKTIVE BY, dEr KAn TIL-

TrÆKKE dE nYE BOrGErE.

Af Dina Haffar

nGOere SOM KOOrdInATOrEr

De canadiske NGOére varetager en afgørende

rolle og er ofte ansvarlige for

at koordinere byernes integrationsaktører.

Det betyder konkret, at de offentlige

aktører uddelegerer ansvaret for

koordinering og styring af den lokale

frivillighedsindsats til større NGOere.

Som et konkret eksempel på den stærke

frivillighedskultur i Canada kan nævnes

’La Maisonné’ som er navnet på et NGO

rådgivningscenter, der tilbyder en lang

række multikulturelle servicer. Huset er

finansieret af både offentlige og private

midler og kendetegnet ved, at de forsøger

at hjælpe, eller som minimum, at guide

alle videre der henvender sig for at få

hjælp. I 2009 fik 3028 borgere hjælp i La

Maisonnée. Huset har opdelt sine servicer

i følgende 6 hovedområder:

1) Frontline

2) Sprogundervisning

3) Sociale aktiviteter

4) Beskæftigelse

5) Fastholdelse af unge i

skole/uddannelse og

6) Lektiehjælp

Der er ansat 24 fuldtidsansatte medarbejdere

(mange af dem er fra etniske minoriteter

og en del af dem har i sin tid selv

været brugere af huset), 14 medarbejdere

i praktik og tilknyttet 279 frivillige, som i

gennemsnit arbejder fire timer om ugen.

Huset har otte projekter i gang udelukkende

med fokus på at forberede borgere

til arbejdsmarkedet – i 2009 er det lykkedes

at få 400 borgere i varigt arbejde.

WELCOMInG COMMUnITIES

’Welcoming Communities’ var overskriften

på et koncept, som var udbredt over

det meste af landet. Kort fortalt handler

det om, at man i den enkelte by arbejder

målrettet med at skabe gode betingelser

for de nyankomne immigranter

- der er simpelthen

rift om være den by, der er

mest attraktiv for de nye

borgere.

Et ’Welcoming Community’ defineres

som et lokalsamfund, der respekterer

mangfoldighed, har tilgængelige offentlige

services, kan tilbyde et bredt spektrum

af uddannelsesmuligheder, sikre

at beboerne føler sig trygge og at de tør

tale åbent om det, hvis de ikke gør, sikrer

sundhed for alle, inviterer beboere med

til fritidsaktiviteter, anerkender forskellige

trosretninger og spiritualitet. Når man

måler om et lokalsamfund kan defineres

som et ’Welcoming Community’, så er én

indikator, at beboerne kan til ”Jeg ville blive

hér, selvom jeg kunne flytte”.

Læs mere: www.welcomingsommunities.org

S020

S021

rOLLESPIL SOM dIALOGSKABEr

Rollespil er en meget anvendt og succesfuld

metode i politiets kriminalitetsforebyggende

og antiradikaliserings arbejde.

Herhjemme kender vi metoden som forumteater.

Pointen er at medarbejdere fra

politi og udsatte unge får en unik mulighed

for at komme tæt på hinanden og dermed

få en bedre forståelse af hinandens handlinger

og udfordringer.

9 BUd FrA CAnAdA

1. Being, Belonging, Participation:

Tre trin på vej mod den aktive medborger

– og ingen af trinene kan springes over!

2. Fire anbefalinger vedr. antiradikaliserings-indsatsen:

a. Af-islamisering

b. Af-mystificering

c. Af-glamourisering

d. Brug ’Openforum for discussion’

invitér alle – få alle i tale - også repræsentanter

fra de religiøse grupperinger.

3. Brug ’Faithschools’ frem for ’Muslimschools’:

Vær bevidst om begrebsbrug.

I Canada bruges udtrykket ’Faithschools’

konsekvent frem for muslimske friskoler. I

København har vi også katolske og jødiske

skoler og børnehaver.

4. Respect the Voices of the Individual:

Én minoritet repræsenterer ikke alle

minoriteter.

5. ”You can’t change what you don’t

understand”. Før vi udtænker en ny løsning

eller integrationsindsats er vi er nødt til

at bruge tid på at forstå hvorfor vi fx har

mange unge drenge med etnisk minoritetsbaggrund,

der klarer sig dårligt i det danske

uddannelsessystem.

6. Hvornår føler du dig inkluderet?

Når vi skal definere, hvad der fx karakteriserer

det inkluderende samfund, så tag fat

i egne oplevelser af inklusion/eksklusion –

det er ofte de samme faktorer der gør sig

gældende.

7. I Canada tager det tre år at få

statsborgerskab og at få arbejde. I Sverige

tager det i nogle tilfælde syv år at få arbejde

fra det tidspunkt man er ankommet til landet

– og det er selv efter en målrettet indsats

for disse borgere. Hvad kan vi lære af

det?

8. Tilgængelige offentlige services. I

Canada er det et af de områder, der bliver

lagt mest vægt på, når man vurderer om et

lokalsamfund er inkluderende eller ej.

9. Elever med etnisk minoritetsbaggrund

fra de såkaldte ’Faithscools’ scorer

højt på den akademiske præstationsskala.

For info om sprogundervisning i Canada: www.

language.ca og www.itsessential.co

State of knowledge on Housing Discrimination og

andre lignende studier: www.cmhc.ca

CERIS Policy Matters Series (Fingeren på pulsen i

fht. immigration og bosættelses udfordringer og

løsninger i Canada): www.ceris.metropolis.net

Seks universiteter i Quebec er gået sammen i et

research-fællesskab ”Immigration and Metropolis

– se mere: www.im.metropolis.net

Læs om antiracisme-kampagne bl.a. målrettet

unge: www.march21.gc.ca

Centre for the comparative study of muslim societies

and cultures: www.sfu.ca/ccsmsc

The handbook …how to” en omfattende guide

målrettet forældre og andre, der beskriver løsninger

og bud på hvordan man kan arbejde kriminalpræventivt

med unge, holde familien samlet mv.:

http://hispaniccouncil.net/

Der deltog ca. 900 personer på konferencen, som repræsenterede alt fra forskere fra landets

største universiteter til NGOére og offentlige myndighedspersoner fra både kommuner og stat.

Konferencen bød på 6 plenumsessioner, 85 workshops, 31 ’Roundtables’ og 25 poster-præsentationer

samt 6 tema-besøgsturer hos relevante aktører i Montreal.

Læs mere om konferencen på: www.metropolis.net

LYd

THE SOUnd OF OUr SOUL

South African artist James Webb visits Denmark to collect

sounds of local prayers and put them all in one room.

By Nina Larissa Bassett

S022

S023

Directly on a bustling Cape

Town high-street lies St.

George’s Cathedral. When

passing through this cool

room of prayer I walk softly

and fumble to turn off my cell phone, even

though it’s almost empty. A small doorway

leads into an elegant courtyard and

under a delicate yet shady tree sits a slender,

young man wearing the classic artist’s

uniform; black jeans and t-shirt and thick

black rimmed glasses. But this is where

the stereotype ends. James Webb is polite,

gentle and a little shy, as he shares his

meaningful reflections about the endless

ways that sounds influence our lives. As

soon as I sit next to him the sounds around

us seem amplified. Street noises drift into

our little sanctuary; sellers catching up on

news, young performers singing and energetically

playing drums, and somewhere in

the bowls of the church a man is struggling

with a serious cough.

James Webb has been helping Maiken

Vibe Bauer in programming the My World

IMAGES ’New Sounds’ programme that

presents a wide range of familiar and new

ways of working with music and sound. The

programme includes sound artists such as

Palestinian ’Tashweesh’ who create funky

and political sound and image scapes, to

a radical Chinese noise artist ’Torturing

Nurse’ and a collaboration project between

musicians from Mali and Denmark; ’Konokone’.

I ask James to tell me his thoughts on New

Sounds.

“The new sound programme is addressing

the idea that a lot of artists today are working

with sounds in new ways that cannot

easily be classified in terms of music and

can’t always easily be housed in spaces

such as a concert hall. What I think is particularly

inspired in the IMAGES festival is

that it is looking at ways of bringing sound

into public spaces

and into situations

where the audience

can think of

it beyond its normal

classification

as entertainment.

Because music has

a tradition of being

entertaining, of being

something to

dance to or something

to fill out in the background. As an

analogy, maybe I can discuss the idea of

bird song. When one is in a rural environment

or even a domestic en vironment and

one hears birds, those birds aren’t singing

postural melodies for our edification

When I work in cities and

have the time, I like to

read fiction about the city,

I like to see how other

people have imagined

the city

and relaxation. They are calls of power.

They are territorial calls or mating calls.

These sounds have meaning. We all use

sounds not purely for entertainment, we

use sounds for communication, for territory,

for identity maintenance and things

like that. A lot of these issues and themes

are going to come up in the festival and I

think it is particularly relevant that they are

addressed in the public space as opposed

to being confined to an art gallery or concert

hall where people already are expecting

strange things to happen and will read

them in the limited framework of western

art tradition.”

Can you give some examples of what we can

experience on this programme?

“Well, there’s a remarkable Syrian performer

named Omar Souleyman, who is

probably quite unknown in the West. However

he has a rather larger following in the

Middle East and has recorded something

like 300 albums. He has also performed at

many weddings. This gentleman is a really

remarkable performer and will be playing

in Århus and Copenhagen. His music will

probably be very energetic and will certainly

be something to think and talk about. I

guarantee that you have never heard or

seen anyone quite like Omar Souleyman.

Moving from work like that, which probably

will be presented in a more familiar

context like a club or concert venue, we are

also looking at many installations pieces

and there will also be a series of concerts,

a series of talks and workshops. I will mention

two of the pieces that I am presenting.

One is the installation called ’Prayer’, which

is an ongoing worldwide installation and a

very city-specific installation, where I go

into a city and investigate and record all the

prayers from all the religions of that city to

collect and to document and display. I suppose

you can call them sonic portraits of

people who are doing a very private thing

of communication

with their deity,

yet it also shows

the cross-section

of faith and belief

and politics that

exist in these cities.

Copenhagen

will be a particularly

interesting

version of this

with the country’s

ancient pagan roots and very strong Christian

history and the many other religions

that inhabit and work within the dynamics

of the country. I am actually not at liberty

to discuss the other piece at the moment

but I can guarantee that it is going to be a

James Webb

James Webb is one of the pioneers of sound

art in South Africa. Webb has also worked as

a sound designer, curator and teacher. It is,

however, his ingenious conception of the way in

which sound permeates our world and thinking

that defines Webb’s magical oeuvre. His work

never simply revolves around the playback of

sound files. Instead, there is always careful consideration

of the physicality of context and media,

whether this is the installation of large speakers,

or almost invisible interventions in public

spaces. Furthermore the process is of prime

importance for this artist. His sense of pop and

eroticism characterise many of his works, e.g. the

telephone artwork ”thesexworks”, and ”Wa” an

elaborate spoof on our celebrity-mad pop culture

and our romance with all things Japanese

www.theotherjameswebb.com

profound and very personal experience for

all those who have the chance to experience

it.”

Tell us some more about your own work.

What inspires you? What is at the core of

your artistic investigation?

“I don’t know if I can explain those things.

I think the work is an attempt to explain

those things. I would like to think that I

am influenced by everything. I work in

an installation context, which can have its

manifestation in museums but I also work

in an interventionist context, which can

have its manifestations in public spaces.

These are sometimes advertised and other

times they are clandestine. Sometims appropriate

and sometimes incongruous to

the environments they inhabit. I work from

a point of reaction. I don’t like the idea of

bringing things into a situation. I like to get

my information and inspiration from the

specific site. But that doesn’t only happen

when I’m in the site, it also happens from a

purely fictional point of view. When I work

in cities and have the time, I like to read fiction

about the city, I like to see how other

people have imagined the city, to see films

about the city, in order to see how other

people have dreamt about these spaces. I

think that the unconscious is very much

part of how we inhabit these spaces. But

for me I think the heart of my practice is

a questioning of belief and not purely in a

religious context such as in ’Prayer’ but also

in a political one and one that provokes and

probes the history and nature of contemporary

arts. That questions the worth of

objects, questions the relevance and the

meaning of objects. And the more I work,

the more similarities I see between the

media of politics, religion and art. I think

these are three interconnected fascinat-

LYd

ing subjects that have got more hold on us

than we know and I don’t think anything is

going to destabilize them that much in the

near future. As a result we’ve got to make

ourselves as literate as possible and as proactive

as possible and to understand these

dynamics so we can work within and without

their contexts.”

Do you think that the awareness you describe

as a necessity comes from having

grown up in South Africa – or is this a

worldwide issue?

“I think everything is a worldwide issue.

I believe the history of apartheid is

a worldwide issue, as much as the history

of the atomic bombs that fell in Japan is

relevant to you and I 70 years later and

on different continents. I believe that all

these issues are universal and are part

of our human experience. If I can quote

Brian Eno; “The idea of culture is that

culture is all the things we don’t have to

do”. These are the things that articulate

our civilisation. We have to cover our

bodies, certainly in your country you

have to, because of the weather, but

we don’t have to

have flashy house

and mink coats. We

have to eat but we

don’t have to brew

ales and invent

sauces and things

like that. I think

all these are ways

that humans have tried to investigate

their identities and I’m fascinated by

the many different ways we have done

this in terms of our history and in terms

of our geography. Coming back to your

idea of the South Africaness, because

I’ve grown up in South Africa and because

most things are questioned within

the nature and situation of politics

and identity, I grew up with that certain

awareness installed in me. However I do

not believe that I am part of the advertising

industry and therefore I’m not creating

these projects to advertise anything

or to create bold provocative statements.

Instead I think these are multilayered images,

by images I do not mean a purely

visual thing, you can have a sound image.

I think these are multifaceted images that

can be interpreted by different audiences

depending on their personal interests

and personal experiences and therefore

they personalise the work and therefore

they complete the work. For instance the

experience of the project “Prayer” depends

on your religious affiliations, your

traditional history, your upbringing, your

relationship to the religion of your culture

and your relationship to all the other

religions presented in this installation. I

think all those experiences become very

unique, especially when you are dealing

with something as public and as private

as faith and religion.

What thoughts have you had about setting

this piece specifically in Denmark? Many

Danes do not usually consider themselves

to be very religious or consider religion to be

a strong part of their everyday identity.

“Well I think that religion is an enormous

part of everyone’s daily identity even

though that identity has become lessened

or numbed. Religion and religious texts

create an influence in our jurisprudence,

in our legalities, our moralities, the way

we have relationships, the way we create

contracts with one another. I think its very

much part of our world whether we like it

or not. My work is probably the old cliché of

holding a mirror to nature, or rather holding

a microphone to nature. I’m presenting

these factors that make up a situation and

presenting it untransformed, so the audience

can come and draw their own conclusions.

You can be in a situation where religion

is not part

of your daily con-

The idea of culture is that

culture is all the things we

don’t have to do

cerns, and by that

I imagine you are

more often than

not quite well off

and established

and don’t have

the need for it.

Even so I think religion is still very much

part of your world because there is a history

of religion, certainly in Denmark and

South Africa, that influences the present.

No matter where you are you must daily

relate to people in this world whose actions

are consciously dictated by religion.

A frivolous example can be found here in

South Africa; that alcohol cannot be sold

on a Sunday. To some this makes sense and

to others this makes no sense at all and

this was decided for religious reasons. Yet

some could argue that it’s more logical to

sell alcohol in the weekends than during

the week when people are supposed to be

working. “

Your own work takes you many places in the

world. Why do you do this and how does it

influence your work?

“I think being a South African who has

had travel denied, justifiably, due to political

reasons, and being an artist whose

work is not easily collected by the South

African audience, who have yet to really

grasp ideas of contemporary art and are

still rushing to collect modern art, I think

travel has become essential for my practise.

Because it is forward thinking festivals, like

yourself, who are inviting artists like me to

come and do work in new cities and this

dissolves boundaries and shares knowledge

and creates a dynamic where we can talk

and swap information and experience. This

reworks ideas of ownership and worth and

as a result travel is essential for someone

like myself. The frames that I’m working in

are festivals and forward thinking institutions.

In South Africa there are successful

artists but they are normally tied to the gallery

circuit and their work is about creating

framed collectable images. With my background

in theatre and interest in music and

contemporary art I would feel too limited

living and working in that system. Copenhagen

was a very interesting place to visit,

and I look forward to gaining more insight,

because I think a very strong part of all my

work is the way it exists in different spaces

around the world. All these situations are

impossible for me to predict and determine

because the audience and the space, which

is not ‘mine’, actually complete the works

and it becomes a two-way street.”

The soft voice of James Webb has silenced

and the sounds from the street have

changed. A bird has landed on a branch

above our seat. His song is powerful and

captivating yet it makes me feel uncomfortable,

it is not there merely to add an exquisite

touch to an inspired conversation.

The birdsong has meaning and is a strong

indicator that it is time to leave the cathedral

courtyard full of sonic stories that

seem like many kinds of prayers in their

own right and look forward to meeting the

sounds of James Webb in September.

S024

S025

Mennesket

HAR FØDDeR

– Ikke RØDDeR

sAlMAn RusHDIe

CITATET

Lyden har ingen

Et essay over autencitet og lyd

Af Thomas Burø

My World IMAGES præsenterer hip hop, punk og elektronika. Alle genrer, som er

opfundet og raffineret i vestlige samfund. Eftersom festivalens erklærede mål er at

præsentere kunst fra udviklingslande, så åbner denne profilering af musikprogrammet

et spørgsmål. Bør festivalen ikke præsentere disse landes oprindelige musik,

som den lyder netop nu?

dET OPrIndELIGE, dET SAndE

Det autencitetsbegreb som vi oftest løber

ind i og tænker via, er udstyret med to

komponenter, som på hver deres vis tjener

til cementere forestillingen om hvornår

noget er autentisk og følgeligt, hvad

der er autentisk. Den ene association er

forestillingen om oprindelse, den anden

er forestillingen om sandhed. Disse to associationer

er gensidigt bekræftende. Det

oprindelige er sandt; det sande er det som

er oprindeligt. Det oprindelige tager tid

som sin udfoldningsakse, da det oprindelige

placerer sig før alt det andet og samtidig

fortoner sig i en dunkel fortid eller

i en fortælling om

en urbegyndelse,

et ophav. Vi behøver

ikke at vide,

hvornår noget er

startet, da det ikke

er lokaliseringen

af et begyndelsespunkt,

der betyder

noget, men snarere

det, at vi kan gøre os en forestilling

om en varen – altså en forestilling om, at

noget har en udstrækning i tid, som går

hinsides vores umiddelbare horisont. Ud

af denne varen, denne oprindelighed, opstår

en væren som er udstyret med sandhed

i kraft af dens udstrækning i tid. Det

er sandt, ikke fordi det er, men fordi det har

varet. Dets sandhed hviler i dets gentagelse,

hvilket er den måde en gøren bliver til

en væren. Dette noget har således ikke altid

været oprindeligt eller sandt, men fordi det

Oprindelighed og sandhed

er noget vi tilskriver et

objekt med tilbagevirkende

kraft

er en gentagelse er det blevet oprindeligt

og sandt i kraft af dets væren som varen.

Sandheden tager således fortætning som

udfoldningsakse.

SUPPLEMEnTET

Oprindelighed og sandhed er noget vi tilskriver

et objekt med tilbagevirkende kraft.

Noget vi udsiger om en ting, et fænomen,

en tradition, et ritual eller et kunstnerisk

udtryk. Når vi oplever hvirvlende dervişler

på en restaurant i Tyrkiet, lader os forføre

af al-raqs al-sharqi i Egypten eller har højlydte

diskussioner ved julebordet om man

spiser flæskesteg eller and, så er der to dimensioner

på spil.

Der er en umid-

delbar æstetisk oplevelse

forbundet

med det udtryk og

indhold, vi udsættes

for. Og der et

supplement i form

af det autentiske

som vi møder. Det

er oprindelighed vi foldes ind i, som tillader

os at føle tidens varen. Det har altid

været sådan, dette er sandt. Autencitet er

begivenhedens forøgede værdi udover den

blotte affekt, eller rettere, en del af begivenhedens

affekt består i den opfattede autencitet.

Vi vil se ægte sufier, ægte mavedansere,

spise ægte julemad.

KULTUr

Det spørgsmål, der trænger sig på hvis vi

taler om musik i forhold til autencitet, er

på den ene side meget simpelt: Kan man

skelne mellem et autentisk musisk udtryk

og et ikke-autentisk? Det burde vel være

nemt at afgøre om det lokale røvballe rock

orkester er autentisk røvballe rock, fordi de

blot skal leve op til nogle genrekonventioner

(dem kan du selv forestille dig). På den

anden side er det komplekst: hvad betyder

det, at lyd er autentisk?

Musik er den kunstform, som har produktionen

af lyd som sit grundlæggende

udtryk. Hvis lyd skal være autentisk, er vi

derfor nødt til at oversætte de svingninger,

som lyd er, ind i et ordnet system af forhold

mellem frekvenser og sammenføjninger

af anslag og tavsheder, altså harmonier og

rytmer. Først når vi laver denne oversættelse

kan vi genkende et udtryk som tilhørende

en identificerbar sammenhæng. Det

betyder, at for at vi kan tale om lyd som

autentisk, er vi nødt til at kultivere den.

Vi er nødt til at sætte den i forhold til en

kulturel horisont eller orden, der kan give

den en ramme som den kan forholde sig

til. Man vil nok umiddelbart indvende, at

det er kulturen, der giver mulighedsbetingelsen

for at udfolde sig musisk, fordi genrekonventionerne

er musisk betingende

og en funktion af kulturen. Altså, arabisk

musik som et udtryk for arabisk kultur. På

denne måde etableres den ramme som gør

i stand til at afgøre om et givent musikalsk

udtryk er autentisk, fordi vi kan etablere de

kriterier det skal måles i forhold til. Lever

det op til de krav og kriterier som en given

genre stiller for at kunne blive identificeret

som tilhørende denne genre, eller gør

S026

pigment

S027

det ikke? Følgelig kan vi skelne mellem det

autentiske og det ikke autentiske, og på den

baggrund fælde en dom.

dEn IKKE-LYdLIGE BETYdnInG

Denne tilgang til musikalsk autencitet implicerer

umiddelbart en problematik. Indrammer

vi lyden i kulturen og på den måde

gør kulturen til mulighedsbetingelse for

lydens genkendelighed, så fikserer vi samtidig

lyden i forhold til en ikke-lydlig verden.

Kultur er netop mere end blot æstetiske

udtryk, det er livsform. I det øjeblik tænkningen

af autencitet er afhængig af kultur,

bliver lyden nationaliseret, etnificeret, religioniseret

og racialiseret i det omfang, at

kultur er forbundet med nationale, etnisk,

religiøse og racemæssigt definerede kollektiver.

Der tilføres hermed et supplement

til lyden, der gør lyden til bærer af en ikkelydlig

betydning. Dette er mere end blot

genrekonvention, fordi genrekonvention

er ordningen af lyd. Genrekonvention som

en funktion af kultur overfører per transitivitet

kulturens identitet og betydning til

lyden. Det er på denne måde, at man kan

påstå, at et givent musikalsk udtryk er bærer

af en kulturs ’sjæl’. Lyden er her opfattet

som en funktion af kulturen, hvilket igen

implicerer, at det er medlemmerne af en

given kultur som bedst forstår denne musik

og følgelig kan affekteres af lyden på en

kulturelt sanktioneret facon. Vi ved, hvordan

vi skal danse til den, hvornår vi skal tie,

hvornår vi skal synge med, hvilke følelser

vi skal have og hvilke vi ikke skal have. En

ægte heavy metal fan ved hvornår håret

En ægte heavy metal fan

ved hvornår håret skal

ud, hvornår tænderne

skal gnidsle og hvornår

næven skal i vejret

skal ud, hvornår tænderne skal gnidsle

og hvornår næven skal i vejret.

LEGITIMITET

Med lydens indespærring i

kulturen opstår et andet problem

i forhold til autencitet.

Der er på den ene

side begrebsliggjort, en

privilegeret position

for produktion (og

forbrug) af lyd i form

af den delte viden,

den intuitive indforståethed,

som

følger med den

enkelte lydmagers

indlejring i kulturen.

Der er på den

anden side etableret

et udenfor, som

bebos af to størrelser,

henholdsvis

den udestående, der

ikke har privilegeret

adgang til kulturens

indenfor, og den

indestående, hvis

ståen udenfor er

en umulighed.

Oversat betyder

dette i sin simpelhed,

at der

med dette begrebsapparat

ikke

gives en kunstnerisk

egenhed til

de kunstnere, der ikke allerede tilhører den

kultur, hvis musik eller lyd de producerer.

Der gives kun efterligning, simulation, for

de kunstnere hvis udtryk syntes at overskride

kulturelt definerede barrierer. Dette

netop fordi de overskrider skellet mellem

uden/indenfor og påtager sig en lydmagerposition,

som i denne optik er illegitim.

De har ikke muligheden for legitimitet,

de er udelukket fra oprindeligheden, fordi

de ikke er indlejret i en tilstand af gentagelse,

men fordi de lyder sig ind i den. De

gør sig selv til en del af en historie, som er

forbeholdt dem, der er født ind i den og

som derfor ikke kan undsige sig den. Med

undsigelsens umulighed følger derfor også

supplementet; i det

øjeblik grænsen

mellem uden/indenfor

overskrides

følger det indre med

ud på ydersiden.

Arabere, der spiller

death grind, er netop

arabere, der spiller death grind. Denne

supplerede betydning implicerer således, at

arabisk death grind skulle være anderledes

på grund af dens arabiskhed, ikke på grund

af den individuelle kunstners æstetiske

smag. Pointen er her, at den individuelle

kunstners smag opfattes som subsumeret

af den kulturelle orden, som hun er født

ind i. Der gives ingen vej ud af kulturen, der

gives ingen vej ind. Autenciteten kan ikke

forhandles, men er absolut og partikulært

eksluderende, fordi den er absolut og ikkeuniverselt

inkluderende.

dET EFTErLIGnEndE

Med denne udfoldning af autencitetsbegrebets

indre spændinger kan vi forstå

autencitetsbegrebet som en blokering af

aktualiseringer. Enhver kunstner kan i og

for sig have et potentiale for at lave hvilken

som helst lyd, men i det øjeblik hun

aktualiserer sit udtryk vil det placere sig

i forhold til grænsen mellem ydre og indre,

hvor lyden på den baggrund vil blive

identificeret som autentisk eller ikke

autentisk. Det er altså ikke lyden, men

ørerne der lytter, som fælder dommen.

Lyden i sig selv er hverken det ene eller

det andet; det er blot lyd. Det er supplementet,

der rummer koden til forståelsen

af lydens autentiske identitet. Vi er hermed

konfronteret med et valg mellem det

autentiske og det efterlignende.

SIMULAKrA

Dette er imidlertid et falsk valg. Vi møder

en gruppe rappere fra Senegal eller elektronikakunstnere

fra Palæstina, og hvis vi

fastholder det autencitetsbegreb, vi har udfoldet,

så kan vi kun forstå deres musik som

en efterligning af vestlige musikkonventioner.

Der gives ingen egenhed, de simulurer

og klinger derfor hult. Der er ingen sub-

Vi vil se ægte sufier,

ægte mavedansere, spise

ægte julemad

stans eller varen bag deres væren. De lyder

som rap og elektronika, men de er det ikke.

De er senegalesere og palæstinensere, bundet

til deres autencitet. Dette valgs falskhed

bliver synligt i det øjeblik vi undersøger,

selve autencitetsbegrebets grundlæggende

præmis, oprindelsen og sandheden. I det

øjeblik vi formulerer den påstand, at oprindelsen

ikke er en begyndelse, men blot

en forskydning eller en kontinuitet af noget

allerede eksisterende, så vil al gentagelse

af noget oprindeligt være en gentagelse af

noget, der ikke har en entydig oprindelse,

men udspringer af noget andet. Kopien

uden original er et simulakra, en kopi af

en kopi eller en gentagelse af en gentagelse.

Sandhedens

udfoldningsakse er

fortætning og det

oprindeliges udfoldningsakse

er tid.

Men det, der fortættes

over tid er ikke

en fikseret kerne, en

gentagelse af en original. Det er gentagelse

af noget, der allerede som udgangspunkt er

afledt af noget andet.

USKELnELIGHEdEr, TILBLIVELSEr

Der gives hermed ingen fiksering. Grænserne

mellem det udenfor og det indre er

zoner af uskelnelighed, hvor vi ikke kan

skelne det ene fra det andet, men hvor de

netop går sammen. Dette udgør ikke mure

af absolut inklusion og ekslusion, men tilblivelser.

Der gives kultur og derfor gives

lyden et supplement, men dette supplement

er i sig selv så

porøst i dens græn-

sedragning, at vi

ikke kan fiksere

præcis, hvor skellet

mellem det ene

og det andet opstår.

Dette indebærer

at kultur kun eksisterer

i kraft af en

tilblivelse, en gentagen

der i kraft af

mødet med noget

andet altid er en

forskydning. Der indsættes et element af

forskel. Vi møder punkrockere med brun

hud. Deres lyd er autentisk, fordi den har

præcis samme status som den punk, der

udøves af punkere med hvid hud. Lyden

har ingen pigment, den er en forskydning

af noget der i sig selv allerede er en forskydning.

Der er således ingen, der egentlig kan

kræve ejerskab over en lydproducerende

og forbrugende position (men det betyder

ikke at alle og enhver kan udøve lyden så

den opfylder genrekonventioner, men det

er en anden diskussion). Gives der kun simulakra,

så er det sande illusionært i det

omfang, at vi griber efter en fikseret oprin-

I det øjeblik tænkningen

af autencitet er afhængig

af kultur, bliver lyden

nationaliseret, etnificeret,

religioniseret og

racialiseret

delighed. Men det betyder ikke at afrikansk

hip hop ikke er sand; den er netop lige så

true som amerikansk hip hop. Vi er netop

ikke tvunget til at opfatte den afrikanske

hip hop som en efterligning, men som hip

hop i sin egen ret og med sine egne konventioner.

MAnGFOLdIGHEdEr

Lyden antager mangfoldigheder af sammensætninger

af harmonier og rytmer.

Den er promiskuøs og anarkistisk; den har

flere elskere og tjener ingen herrer, men

sætter sine egne regler og konventioner,

som regulerer dens produktion ud i uendeligt

detaljerede singulære og unikke udtryk.

Vi behøver ikke at kunne lide dem alle for

at forstå deres autenciteter. Vi har på dette

grundlag ej heller ledt efter hip hop, punk

eller elektronika som lød afrikansk, arabisk

eller asiatisk eller for den sags skyld udelukket

kunstnere der gjorde. Vi er bare gået

efter det fede.

S028

S029

Filippinere udøver den ultimative mobilitet

og fleksibilitet, når de forlader deres egne

familier og ‘cross-countryer’ hele verden

for at yde omsorg og sende penge hjem.

Hvordan påvirker dette valg den enkeltes

skæbne og familien? Fænomenet hedder

caredrain. Teaterinstruktør Ditte Maria Bjerg

er taget til Filippinerne for – i samarbejde

med den filippinske filminstruktør Khavn de

la Cruz – at udvikle den levende installation

’Paradise a Pinoy Café’ til Kunsthal Charlottenborg

under My World IMAGES. Her fortæller

filippinske bedstemødre med døtre et

sted i Europa om et liv med paradokset. ’Jeg

savner dig, kom ikke hjem!’ Læs også Ditte

Maria Bjergs dagbog.

www.images.dk/paradise_now

FOTOrEPOrTAGE

FOTOrEPOrTAGE

S030

S031

Turist

ikke te

Ayman har selv mærket på krop og sjæl,

hvad det vil sige at leve på gaden og at

leve af hårdt manuelt arbejde. Så da kunstens

verden åbnede sig for ham, virkede

mulighederne endeløse. ”Kunsten gav mig

frihed. Friheden til at udtrykke mig selv og

vise mit indtryk af verden omkring mig”,

fortæller Ayman. Og han glemmer ikke

sådan sin baggrund, gadens arbejdsomme

sjæle og de oplevelser, som har formet

hans tilværelse. I sit kunstneriske arbejde

trækker Ayman på sin dybe indsigt i gadekulturens

udtryk og kaster lys over

hverdagslivets skyggesider. ”Kunst er ikke

bare det at skabe smukke ting. Det er at

vise folk dét, som de ikke ser”, forklarer

Ayman og tilføjer: ”Min inspiration kommer

fra gaden, almindelige mennesker

og hverdagslivet. Mine værker er simple.

Simple i den forstand, at folk kan relatere

til dem og forstå dem. Jeg benytter mig af

mange forskellige medier bl.a. fotografi,

skulptur og installation. Jeg vælger altid det

medie, der sikrer, at mit budskab går klarest

igennem. Det er essentielt for mig, at

kunst ikke kun er forbeholdt universitetsfolk,

men at kunst er noget alle kan opleve,

forstå og sætte pris på.”

KOMMEr MÅnEn TIL KAIrO?

Aymans liv ændrede sig, da han i 2000 fik

arbejde som sikkerhedsvagt i Townhouse

Gallery i Kairo. I starten snakkede han

blot med de mange kunstnere om deres

værker og kunstens betydning, men herefter

fik Ayman selv blod på tanden, og

senere ønskede han at få en mere professionel

tilgang til sit arrbejde. ”Jeg

valgte at studere i San Francisco og ikke

S032

orist!

Af Karen Vestergaard Andersen

S033

den ægyptiske kunstner Ayman ramadan har levet på gaden, taler gadens sprog og

laver nu også kunst på gadeplan. det har blandt andet bragt ham til Mumbai og new

York – og nu også København. Kunsthallen nikolaj har i samarbejde med MY WOrLd

IMAGES inviteret Ayman ramadan til at medvirke i kunstprojektet ’Images of our

world’. Her vil han skabe kunstneriske projekter med beboerne på Blågårds Plads.

i Ægypten, for at se hvordan Vestens kunstsyn

var, men også for at opleve byen, menneskelivet

og kulturen der.”

”Den generelle uvidenhed om andre

kulturer i staterne var overraskende”, fortæller

Ayman. ”De tror stadig, at man i

Mellemøsten tager kamelen til skole og bor

i beduintelte – hele den sagnomspundne

ørkenhistorie. Selvom jeg kommer fra et

fattigt mellemøstligt land, synes jeg, det er

slående, at jeg har en bedre kulturel forståelse,

end de generelt har i et rigt land som

USA, hvor de stadigvæk ikke ved hvordan

andre lande ser ud og fungerer.”

”De ved virkelig intet om min kultur

eller min baggrund, og de virker generelt

også temmelig ligeglade. De er ikke særlig

imødekommende, har nok i sig selv og

tror at hele verden er lavet til og centreret

omkring dem. Jeg

blev engang spurgt,

om man kunne se

månen i Ægypten,”

fortæller Ayman

med et smil på

læben. ”Men det

er jo også netop

det, som jeg bruger i min kunst. Det at

se hvor forskelligt andre lever og tænker

er virkelig givende for mig. Men det er til

tider svært at få en dialog i gang, når folk

prøver at ignorere én. På den korte tid jeg

har været her i Danmark, har jeg desværre

set mange ligheder med USA. Jeg får lyst til

at bære en T-shirt, hvor der står ’Turist ikke

terrorist’. Går jeg på gaden, virker folk enten

ligeglade eller bange for mig – går jeg ind i en

dyr butik, er mine penge tilsyneladende ikke

gode nok. Man er ikke velkommen – ikke

Man er ikke velkommen

– ikke sådan rigtig

velkommen

sådan rigtig velkommen.”

Ayman

er alligevel positiv

stemt. ”Der er så

meget man kan

gøre for generelt at

ændre dette. Men folk taler for meget. Vi

er mange, som gerne vil ændre den måde,

verden er skruet sammen på, vi vil, vil, vil,

men vi gør kun lidt!”

KUnST PÅ GAdEPLAn

Med projektet på Blågårds Plads øjnede

Ayman en mulighed: ”Jeg ville netop gerne

tage del i MY WORLD IMAGES-projektet,

da det får kunsten ud på gadeplan. Projektet

harmonerer godt med min arbejdsproces,

der tager udgangspunkt i gaden,

dens folk og deres hjertesager. Jeg vil gerne

nedbryde den mur,

der eksisterer mel-

lem ’os’ og ’dem’,

’du’ og ’jeg’, og få

folk i tale. Ideen

med mit projekt

er at give alle en

stemme, at lade

folk tale for sig selv. De arabiske drenge, jeg

har talt med på Blågårds Plads, føler at de

konstant skal aflægge forklaring, om deres

baggrund, dem selv og deres færden. Jeg vil

gerne være med til at give dem en mulighed

for at udtrykke deres frustration gennem

kunsten. I kunstens verden, såvel som

i den virkelige verden, får du mere ud af at

forklare folk, at du er vred på dem end ved

at dræbe dem, på den måde bliver du i det

mindste hørt”, pointerer Ayman lidt

spøgefuldt.

de tror stadig, at man

i Mellemøsten tager

kamelen til skole og bor i

beduintelte

”Interaktionen i

samtidskunst er essentiel.

Men først

skal man vise respekt

for at få respekt,

det gælder i

alle aspekter af livet. Det nytter ikke noget

hovedkulds at prøve at vælte folks barrierer

omkuld, uden tanke for deres baggrund,

religion og traditioner. Jeg prøver at bruge

kunst til at fremme social interaktion.

Kunst kan for nogle være en lidt ubegribelig

størrelse, jeg gør mit for at forklare

om og inddrage alle slags mennesker i mit

arbejde.”

”Jeg håber at folk synes om projektet

og har lyst til at blive involveret, og at de

får blik for at kunst er så meget mere end

smukke billeder. Kunst bærer på så mange

meninger. Det kan være alt eller intet, eller

alt det der findes imellem de to. I den henseende

er kunst for alle. Det er min overbevisning,

at kunst kan kommunikere til og

berøre enhver, give dem, der ingen stemme

har, en mulighed for at give andre et indblik

i deres verden”, slutter Ayman.

Ayman Ramadan

Ayman Ramadan (1980) havde sin første

soloudstilling i Townhouse Gallery i Kairo i

2001. De sidste 10 år har hans værker bl.a.

været vist i England på Tate Modern; Danmark

i Kunsthallen Nikolaj; USA på New

Museum og Kina på Guangdong Museum

of Art.

Digt af Lazarusman,

sydafrikansk slamdigter

og deltager på My World IMAGES

Oversat af Janus Kodal

Illustarion: Robert Løwendahl Sørensen

LYrIK

Der er ikke meget lys at se,

kun mine nøgne fødder og fortabte børns identiteter

tagged på mure ved siden af det flammende dragehoved

mens gadebørn maler byen med opkast, for jeg er konge af Hillbrow

min krone dækker ar efter brune flasker fra en tid hvor de stemplede mig

som sort og fortalte mig at mit slot er let og koldt.

Der er ikke meget lys at se

pantomimer venter på forbandede vampyrflagermus som ikke frygter

dagen, de kommer i 760Li’er men fra min C-klasse kan jeg ikke nå dem

Jeg er konge af Hillbrow, har været her så længe at min krop har glemt hvordan man bløder

Der er ikke meget lys at se sådan et sted hvor løver bærer jakkesæt

og nu fylder sig med en beskeden dosis B.e.e,

Der er ikke meget lys at se,

Se spurvene løbe gennem kvarteret og rødkælken er ingen steder at se, slugt

af lyden af mit tiggeri, stanken af svin i politibiler og for altid vil der

være dødsstivheden for den stueflue som ikke havde råd til en taxa til byen, der er

ikke meget lys at se

Alle svanerne flader ud ved fornøjelsessøerne, deres uddannelse som en flok kvæg,

altid ved slagterier med deres kød på spil,

Ralph Lauren har vildledt børnene fra bakken med

sine dyre klæder, Jeg er konge af Hillbrow, dette er hvad jeg ser, historier om et paradoksalt liv

Historier om reinkarnation, jeg ser kun dyr, hvor

er menneskene, de sidder hjemme og arbejder

og rotterne har stadig ikke identitetspapirer så gi’ en mønt

og få den her Konge til at føle sig stor igen, bænkene er kolde

der er ikke meget lys at se, kun lyden af min stemme

og den her dåse i min hånd…Konge af Hillbrow

S034

S035

KØB EN KROP -

STJÆL EN SJÆL


Foto: Kasper Ravnhøj

”Darwin tog fejl; mennesket stammer ikke fra aberne, men fra ulvene – vi

er rovdyr”, siger koreografen Kasper Ravnhøj. På en omfattende research,

der danner baggrund for danseteatret Mute Comps kommende forestilling

’Knock on Unpainted Wood’, har kunstneren set ting i prostitutionsmil-

jøer verden over, der har ændret hans verdensbillede og menneskesyn for

altid.

FØr VAr JEG BLInd

Kasper Ravnhøj kommer 40 minutter

for sent til interviewet i dansehallerne på

Carlsberg. ”Kom, vi skal denne her vej”, siger

han forpustet og tager min taske. Jeg

følger efter koreografens atletiske spirrevipfigur

op ad trapper og hen ad gange,

hvor store lyse rum

med spejle på endevæggen

skimtes i

forbifarten.

’Knock on Unpainted

Wood’ er

Mute Comps første

forestilling i

en planlagt trilogi

om verdens største

kriminelle økonomier;

trafficking,

våbenhandel, narkohandel.

Kasper

Ravnhøj har alene eller sammen med sin

kollega, Jacob Stage, mødt ofre for trafficking

i Danmark, Cambodia og Spanien, talt

med NGOer og nogle af de alt for få ofre,

der hjælpes til at finde en vej ud af prostitutionen.

Hvis der da er en vej, der fører helt

ud, for sporene fra systematisk voldtægt

sætter sig ofte som posttraumatisk stress,

hvor en af følgerne er flashbacks, der placerer

dig tilbage i overgrebssituationen. Du

Danserne har været

med på en research

i Istedgade, vores

praktikant har

været på sexklub,

ingen er gået fri

lever fysisk på afstand af overgrebene, men

erindringer om dem bemægtiger sig din

forestillingsverden. Nuet flyder sammen

med fortiden i traumets tågeland, hvorfra

dine forfølgere skiftevis kaster skygger

over fremtiden og træder knivskarpt frem.

Du står og vasker op og lænkes igen til radiatoren.

Du handler

ind, men må pludselig

stille kurven fra dig og

styrte ud af butikken,

fordi ekspedienten

har hænder, der minder

dig om den første

voldtægt.

Vi kigger forbi

danserne, der forsøger

at sætte krop til en

fortolkning af overgreb.

”Det er svært og

det bliver ikke nice.

Danserne har været med på en research i

Istedgade, vores praktikant har været på

sexklub, ingen er gået fri”, siger Kasper

Ravnhøj.

Vi går op på Mute Comps kontor og

sætter os i nogle bløde sofaer. ”Det er ligesom

en anden verden, som at dykke ned i

helvedet. Jeg har det sådan her”, siger Kaper

Ravnhøj, ”før var jeg blind, men nu kan jeg

se. Mange har en idé om, at trafficking, det

vedrører ikke mig, men gu’ vedrører det dig

– det vedrører alle!”

SKÆBnETAL

Siddharta Kara, professor ved det amerianske

universitet Harvard, har i 10 år forsket i

den globale menneskehandel som trafficking

er en del af. Ifølge Siddharta Kara udfører

32 millioner mennesker i 2010 tvangsarbejde,

børnearbejde eller sexarbejde,

helt eller delvist gratis, under kummerlige

forhold. 1,5 million er sexslaver, der handles

nationalt, regionalt eller internationalt.

Sexslaver handles og fragtes fra by til by og

fra land til land i en ’trafik’, der involverer

hele verden – også Danmark.

Center mod Menneskehandel, der er

nedsat til at varetage den sociale dimension

i den danske regeringens handlingsplan

2007 -2010 til bekæmpelse af menneskehandel,

vurderer at mindst 54 udenlandske

prostituerede p.t. er sexslaver i Danmark.

Kvinderne er fra Nigeria (halvdelen), Thailand,

Letland og Rumænien.

De NGOer, der har daglig kontakt til

gademiljøet, bl.a Reden International, vurderer

dog tallet til at være langt højere. De

handlede trues tavse af deres bagmænd og

behandles som udgangspunkt som illegale

indvandrere. I Danmark får en handlet

kvinde, der har kontaktet myndighederne

Foto: BandarRaffah

og som vil samarbejde

med de danske myndigheder

om sin hjemsendelse max. 100 dages

’refleksionstid’ på et krisecenter, inden

hun sendes ud af landet og hjem til en uvis

fremtid. I Italien, Holland og Belgien får

kvinderne opholdstilladelse.

”Ondskaben har ikke hjemme et fjernt

mytologisk sted”, siger Kasper Ravnhøj.

”Helvede findes på hoteller på Istedgade,

som jeg har fået kendskab til, hvor hotelejerne

holder sig væk fra bestemte rum og

ikke spørger til de indlogerede afrikanske

og østeuropæiske kvinder, fordi huslejen

giver godt og betales til tiden.”

Det 21. århundredes globale skyggeindustri

er organiseret internationalt med

kildelande, transitlande og destinationslande.

Kildelande er fattige lande, der forsyner

markedet med ’materiale’. Det er

især Thailand, Kina, Albanien, Bulgarien,

Hviderusland, Moldovia, Ukraine og Nigeria,

sidstnævnte oversvømmer for tiden

det vesteuropæiske marked. Strømmen af

trafficking-ofre går fra fattige dele af verden

mod rigere dele af verden. Destinationslande

er Japan, Israel, Vesteuropa, med

flest i Belgien, Holland, Tyskland og Italien,

USA og Canada. De lande, som de handlede

rejser igennem og må arbejde i, inden

de når rejsens destination, er involveret

som transitlande. Tyrkiet, Israel og Mexico

er velbenyttede transitlande. Danmark er

både transit og destinationsland. De afrikanske

piger og kvinder, der lige nu står

langs Istedgade og på begge sider af Tivoli

om natten, har typisk været fire år under-

vejs, den første del af rejsen

for manges vedkommende

til fods gennem Sahara, som

kort i et spil med store gevinster

for alle andre involverede

end dem selv. Fattigdom, korruption,

krig, naturkatastrofer

og klimaændringer gør det

let for bagmændene at hverve

hænder, der kan danner de lange

kæder af kontakt og logistik, der

skal til for at fragte sexslaver over

landegrænser.

VIrKELIGHEdEn OG

SHAKESPEArE

Hvordan forsvarer man som

kunstner at bruge virkelighedens

rædsler i en æstetisk fortolkning?

”En kunstners materiale er det

der ligger ham på sinde”, svarer

Kasper Ravnhøj. ”Og det her lå

mig tilfældigvis på sinde. Og så

er det bare stor dramatik, det er

guf, det er ren Shakespeare, der

ligger en masse konsekvenser

og dramaer og venter på at blive

fortalt. Shakespeare har skrevet en masse

om blodskam, vold, mord og det kunne vi

have taget, men det hele findes jo derude

i virkeligheden. Vi plejer at arbejde med

dramatiske oplæg og nu arbejder vi så med

virkeligheden som oplæg, dog i et rimeligt

abstrakt udtryk, stadigvæk, man skal

se forestillingen… Vi iscenesætter det der

sker.”

Hvor tæt på de handlede har du været i din

research?

”Jeg har været så langt inde i det univers,

som man kan komme uden at have sex med

nogen. Syv gange har jeg købt piger bare

for at tale. ”

Hvad talte I om?

”De fortalte om det, de savnede. Om deres

familier. En nigeriansk pige i Barcelona,

talte meget om den røde jord derhjemme,

den savnede hun meget.”

I Rusland, Østeuropa, Japan og Colombia

står store kriminelle organisationer bag

handelen, men for størstedelen af handlen,

er der tale om et netværk af mindre grupper

og enkeltpersoner, hvor enhver er specialiseret

i sit led i kæden, der eksempelvis

går fra Sahara til Istedgade. Der er de, der

står for rekruttering af ’materiale’. En lokal

mand eller kvinde, i værste fald et familiemedlem.

Man stoler på hans/hendes

forsikringer om, at der er en vej til det rige

Vesten uden visa, på lovprisninger om et

job som rengøringsassistent eller au-pair –

eller på løfter om at arbejdet som prostitueret

bare er et inter mezzo på vejen mod et

liv fri af fattigdom.

Rekrutteringsagenten sender den håbefulde

videre til Transportøren, der ’passer

på’ ’materialets’ pas og papirer. På rejsens

første stop, som er transportmandens

overdragelse af sin last til en alfons eller

madamme, går virkeligheden endegyldigt

op for den handlede. Rejsen skal med ét

tilbagebetales og ’indkøringen’ begynder.

Hvis en kvinde skal kunne betjene 15-

20 mænd om dagen 7 dage om ugen kun

for at tilbagebetale et beløb, der hæves og

sænkes fuldkommen vilkårligt, er voldtægt

og anden tortur, de midler der skal til. Alfons

eller madamme ansætter ofte såkaldte

’beatere’ til den del. Også trusler mod familie

i hjemlandet og gidseltagning af kvindernes

børn, og, for de afrikanske kvinders

vedkommende voodo, er benyttede metoder.

De lange kæder giver god mulighed for

kontrol og overvågning.

”Der var en pige i Barcelona,” fortæller

Kasper Ravnhøj, ”hun havde sådan

et ar på kinden, som man tydeligt kunne

se var hjemmeplejet. Det var skåret

sådan her. ” Kasper Ravnhøj tegner en

usynlig stribe ned ad sin ene kind med pegefingeren.

Efter indkøringen er man en vare, der

ejes og en brik, der skifter hænder og rokeres

på det profitable spillebord, som

verden også er. Omrokering sker af flere

grunde. De største bagmænd vil rykke

deres sexslaver frem til rigere og rigere

lande, hvor der er størst indtjeningsmuligheder.

Det desorienterer også sexslaverne.

Når en kvinde begynder at kunne

lidt italiensk, flyttes hun fra Rom til Amsterdam,

så flugt igen bliver usandsynlig.

Det forhindrer NGOer, politi og socialarbejdere

i at nå til bunds i sexslavens

historie. Og sluttelig rokeres og byttes

der af den prosaiske grund, at hvad der er

gammel fangst for kunder på ét bordel er

frisk madding på et andet.

Der er stor profit at hente for alle involverede,

undtagen den handlede selv, for der

kræves næsten ingen startkapital. Det internationale

samfunds retssystemer sakker

bagud og stramme udlændingelove i vest

blokerer ofte for opklaring og udredning af

kæder. Årligt omsætter handel med slaver

større summer end handel med våben eller

narkotika. Sexslaver er kun 4 procent

af verdens slaver, men står for 40 procent

af indtjeningen. Af de 95 millioner dollars,

der årligt tjenes på moderne slavehandel

går 36 millioner til sexslavernes bagmænd.

Siddharta Kara vurderer, at der på bare

én enkel handlet kvinde kan tjenes op til

29.000 dollars årligt.

Det du har set og hørt, har det rykket dine

egne grænser?

S036

S037

”Ja, klart,” siger Kasper Ravnhøj. ”Det er en

følelse af tabt uskyld, og det bliver også et af

temaerne i forestillingen.”

MØrKET I MØrKET

15 km uden for Pnom Poehn besøgte Kasper

Ravnhøj et sted, der med infam simpelhed

kaldes Børnebyen. En ’landsby’,

der alene består af børneprostituerede og

deres alfonser og madammer. Cambodia

er for nuværende pædofiles skjulte paradis

og forsyner bl.a. Thailand med ”materiale”.

Børn er en stor del af trafficking industrien

især i Asien, hvor handelen holdes i gang af

sexturister, og de mange der sidder i skjul

bag deres computerskærme og surfer børneporno.

”Fortæl om børnebyen”, siger jeg og føler

både nysgerrighed og ubehag. Er det ubehag

ved tanken om børn til salg eller ubehag

ved min egen nysgerrighed? Vi vil gerne se

ind i mørket, det ligger til den menneskelige

natur. Vi vil gerne vide, hvordan det udspiller

sig dér, hvor hverken samvittighed

eller empati sætter grænser for udfoldelsen

af kvalm drift. Men, hvad kan man sige om

dette mørke i mørket, hvor voksne forlyster

sig med børn?

”Det er børn der byder sig til”, siger Kasper

Ravnhøj. ”Det er børn der render rundt

og siger yum yum og bum bum. Yum yum

for blow job og bum

bum for samleje.

Børn ned til fire år,

der tilbyder sig selv

mekanisk.”

Da jeg spørger

Kasper Ravnhøj, om

der er noget han

ville ønske, han ikke

havde oplevet eller

set svarer han: ”Måske

ALT…” og uddyber:

”Jeg så en pige,

hun var vel en otte - ni år. Jeg så hende flere

gange. Det var i Cambodia, og det var ikke

engang i Børnebyen. Hendes ene mamma,

hun havde flere, var virkelig, virkelig ubehagelig.

Hun havde en lille barbecue og colabiks

og ved siden af den havde de banket

et lille rum op, det var måske 1,2 m. højt

og lignede noget fra stavnsbåndets tid. Her

betjente pigen sine kunder. Tre gange gik

jeg forbi, sad og drak cola og forsøgte at

snakke med hende. Det var forfærdeligt.

Det sindssyge var, at hun virkelig gik til

mig: ”I fuck you!”, hånden i skridtet, fløjten.

Det var yum yum og bum bum… Jeg

kiggede ind ad den lille dør til pigens rum,

og kunne se madrassen, det var ikke andet

derinde, end en nøgen og beskidt madras.

Jeg har jo ikke set selve volden, men sporene.

De sætter sig i én, når man kender

historien.”

Liderligheden

skal simpelthen

kanaliseres andre

steder hen. Gå i

swingerklub hvis

det er det der skal

til

Kasper Ravnhøj pointerer, at

det ikke kun er udenlandske pædofile,

der køber mindreårige piger.

Myter og overtro spiller også

ind og gør mange lokale mænd til

kunder i Afrika og Asien. I Afrika

hersker myten om at en jomfru kan

heale AIDS, og i Asien tror mange

mænd at overgrebet tilfører ying til

deres yang. Myter som disse gør, at

pigebørn og teenage-piger syes sammen

og sælges igen og igen som magiske

jomfruer og healende uskyld.

”Der var en anden cambodiansk

pige, som jeg heller aldrig glemmer.

Hun var meget god til at tegne”, fortæller

Kasper Ravnhøj, ”Hun havde

været handlet siden hun var tretten år,

men var nu blevet reddet ud af det af den

cambodianske NGO, Somali Mam Foundation.

Da hun skulle oplæres, fik hun

strøm i skridtet og blev gennem to år flere

gange hejst ned i et rum fuld af insekter,

der bed og stak i 42 timer. Hun var blevet

solgt som jomfru fire gange. Hun havde

været gravid fire gange, og fået foretaget

lige så mange primitive aborter, den sidste

gang i fjerde måned. Efter den abort,

der jo ikke just blev foretaget på hospitalet

og var ret voldsom, spurgte hun sin

madamme, om hun måtte lade være med

at arbejde bare dagen efter. Mamma tog

et stykke metal og jog det i øjet på hende.

NGOérne ventede

med at rykke på om

hun havde HIV, for

de mente ikke, hun

var klar til den viden,

før hun var kommet

sig lidt mere. Igen,

det er de mange spor

efter volden…En lille

spinkel pige med et

mærkeligt, ødelagt

øje. Hun var ved at

lære engelsk, men

da hun skulle sige sit navn, så sagde hun

det så lavt, at jeg næsten ikke kunne høre

det.”

Børn sælges enten af forældre og andre

pårørende eller de kidnappes. Børn er lette

at tugte, for børn vil instinktivt gerne samarbejde.

Deres manglende erfaring gør, at

de tillidsfuldt træder ind i og tjenstvilligt

forsøger at orientere sig i den hverdag, der

nu engang bliver tilbudt dem. Et barn har

kun den hånd den voksne rækker det som

værn mod en endnu ukendt verden, og hvis

den hånd forlanger, at barnet skal tilbyde

sine ufærdige bryster, sit køn, sin anus til

voksne mænds perversiteter i et rum ved

siden af en barbecuebiks, så er det sådan

verden ser ud. Så er det sådan det er at være

barn.

”At skildre konflikten med barnet i forestillingen

er ekstremt svært. Men jeg tror vi

har løst det. Hvis jeg fortæller dig hvordan,

lover du så ikke at skrive det?”

KUndErnE

Har du talt med nogle af kunderne?

”Jeg har haft mange konfrontationer, hvor

jeg næsten kom i slagsmål. I Barcelona

f.eks. fulgte jeg efter en kunde. Han var

inde på sådan en pornoshop, hvor han havde

sex med en pige i en af båsene. Det kan

de andre besøgende sidde og høre på. Det

lægger ligesom lydtæppet. Jeg kunne høre

at pigen blev rigtig træt og bad ham stoppe

’Jeg kan ikke mere nu’, sagde hun. Men han

blev ved og sagde bare sådan noget som

’Men du er så smuk, så smuk!’ Da hun så

stadig ønskede han skulle stoppe, blev det

i stedet til: ’Hvorfor kan du ikke lide mig?

Hvorfor er du ikke vild med mig!’ Da han

kom ud af båsen, fulgte jeg efter ham ud

og hen ad gaden. Jeg konfronterede ham og

lod som om jeg havde ham på skjult kamera.

På spørgsmålet om, hvorfor han betalte

for sex svarede han, at sex og kvinder jo altid

kostede noget. For ham var alle kvinder

ludere. Manden var klar over, at kvinden

ikke havde haft det godt under akten, men

hans eneste svar på det var: ’Men, det var

jo derfor jeg ikke viste hende mine bedste

moves.’

I Cambodia har man et motto, der siger

’Mænd er guld. Kvinder er tøj’. Alt preller

af på en mand, hvorimod en kvinde, hun

kan blive beskidt, og snavset går ikke bare

væk igen. Flygter du ind på en politistation

i Cambodia, fordi du er blevet voldtaget, så

har du jo nok selv bedt om det og risikerer

bare gruppevoldtægt. Det er det her ’bad

girl’ syndrom, som vi også stadig har spor

af herhjemme. Hvis en pige fra ens klasse

har været sammen med fire drenge er hun

let på tråden, hvor en dreng bare er en player.

Pludselig kan man tillade sig lidt mere

over for hende. Og så rykkes hendes grænser

jo også gradvist. Det er sådan over hele

verden. I større og mindre skala. Kvinders

værdighed skal hæves over hele verden,

hvis noget skal ændres.”

Prostitutionsmiljøer er altid, hvis man

ser bort fra de pædofile miljøer, skabt som

illusioner, der fortæller, at de prostituerede

jo på en måde gerne selv vil.

”Det hele handler om liderlighed, om

at gøre kunden så liderlig, at han jo bare

ikke kunne sige nej. Ikke at liderligheden

undskylder noget, for jeg mener, at kunden

vælger at gå med på illusionen”, siger Kasper

Ravnhøj. ”På pornoshopper i Istedgade

har man både almindelig øl og ’fræk øl’. Når

du bestiller en fræk øl, den koster 100 kr,

sætter barpigen en dildo på fustasen og

sænker den ned, så den er ud for hendes

skridt og så ’knepper’ hun fustasen, indtil

dit glas er fuldt. Kunden, der køber

en fræk øl bilder sig ind, at barpigen er

skrub liderlig, for hun ser jo sådan ud.

Og så er trinnet til at gå ind i en af båsene

ikke særligt langt – det er nærmest

bare afslutningen på et længere forspil.

I Thailand præsenteres sex som om det

nærmest bare er Bakken eller Tivoli-Pussyland.”

Mønstret indenfor trafficking hjælper

også til. Det er nemmere at holde illusionen

om den lykkelige luder i live, når kunde

og sexslave ikke kan tale sammen. Irakiske

ludere i Syrien, cambodianske ludere i

Thailand, nigerianske ludere i Istedgade.

Luderen forbliver den fremmede ’anden’,

som man kan bemægtige sig uden at skulle

forstå. Der er et menneske bag masken,

men da det er masken, man betaler for, stiller

kun de færreste spørgsmål.

”Der er en skrøne om, at det kun er de

perverse eller dem der ikke kan score, der

går til ludere. 14 % af danske mænd køber

jævnligt sex. Det er sgu mange. Når der er

landsholdskamp er der total gang i den på

Waterloo, for så kommer de jyske roligans.

Til Distortion vrimlede Istedgade med 16

årige efterskoleelever, der lige skulle have

et dyt i bamsen”, siger Kasper Ravnhøj.

Blandt de 14 % af mænd lever i bedste

fald skrønen om den lykkelige luder, i værste

fald er de ligeglade. Den omfattende

sexhandel, der glider forholdsvist ubesværet

over verdens grænser, kunne ikke lade

sig gøre uden de mange enkelt personer,

der er villige til at lukke øjnene for deres

handlings videre konsekvenser i ønsket om

profit. Og slet ikke uden de rige destinationslandes

velbetalende kunder.

”Jacob, min medkoreograf, har talt

med en familiefar, der ikke så et større

problem i at han ind imellem køber sig til

et blowjob i bilen, mens barnet sidder på

bagsædet på vej til vuggestuen. Liderligheden

skal simpelthen kanaliseres andre

steder hen. Gå i swingerklub hvis det er

det der skal til”, siger Kasper Ravnhøj. ”I

Danmark er der sådan en Nyhavns-fissementalitet:

”Åhr! lige et slag fisse – det

gør ingenting, det er jo ikke engang rigtig

utroskab.”

FrITZL

På Mute Comps kontor har Kasper Ravnhøj

og hans medkoreograf Jacob Stage lavet

et patchwork af en inspirationsvæg. Vi

rejser os fra den bløde sofa og går over og

ser på væggen. Her hænger bl.a. et avisfoto

af Joseph Fritzl i badebukser på en strand i

Thailand i selskab med bløde børnesilhuetter.

Billedet er uskarpt og mandens træk er

utydelige. Ondskaben har det med at fortone

sig. Det er i hvert tilfælde svært at blive

ved med at stille skarpt på den en eftermiddag

i dansehallerne på Carlsberg, hvor lyset

falder ind af vinduerne og skaber smukke

skyggemønstre på betongulvet.

”Når en østrigsk mand bliver taget i at

have sin datter og deres fælles børn boende

i en kælder så han kan have sex med hende,

går verdenspressen

amok”, siger Kasper

Ravnhøj. ”Monstret

fra Østrig! Men der

er tusinder og atter

tusinder af kvinder

og piger, og også unge

mænd og drenge, der

lever i fangenskab, så

man kan misbruge

dem seksuelt.”

Disse mennesker

er bare ikke vesterlændinge,

men asiater,

afrikanere og østeuropæere.

”Når Sexarbejdernes

Interesse Organisation

(SIO) taler

om, at de vil have regelsæt, der ligestiller

deres job som sexarbejder med andre jobs,

så glemmer de det globale net”, fortsætter

Kasper Ravnhøj. ”Det kan godt være at 10

% af verdens prostituerede virkelig har det

fint, men vi kan ikke lovgive ud fra den procentdel,

vi må lovgive ud fra de 90 % der

er ofre.

Vores slutning bliver åben og det er

fordi, det skal afspejle virkeligheden. Politisk

set søger man ikke vished om, hvad der

sker med de handlede, som man efter 100

dage sender ud af Danmark.”

Ofte står ’beaters’ parat, når

de handlede vender tilbage til

deres hjemland. Og ofte ryger

de ind i prostitutionen igen,

under tvang eller fordi de nu er

ødelagte både psykisk og fysisk.

Mange steder på kloden er en

tidligere prostitueret intet værd i

sit lokalsamfund. En kvindes liv,

et barns liv, en ikke-europæers liv

skal tælle mere i vores bevidsthed,

hvis man vil gøre op med trafficking.

Som det er nu, gør de skrappe

udlændingeregler i vest menneskehandlerne

en tjeneste. Rekrutteringen

er let, fordi de mange, der

Så længe kvinden

eller den lille

pige er sammen

med mig er hun jo

ikke sammen med en

Frtizl type, det

er faktisk nærmest

en gave, jeg

giver hende. Den

opfattelse tror jeg

er typisk blandt

kunder.

drømmer om et bedre liv i Vesten, ikke kan

komme ind i fort Europa ad legale veje og

derfor er modtagelige for illegale alternativer.

Strafforfølgelsen af bagmændene besværliggøres,

da vidnet og ofret, på trods af

vedvarende vold og trusler mod hende og

hendes familie, juridisk behandles som en

illegal indvandrer. Ofret har alt at tabe ved

at vidne og næsten intet at vinde.

Jeg får lyst til at gå ud i solen og glemme

alt om at skrive denne artikel. Der er ikke

nok ’monstre’ til at få en industri med 200

milliarder kroner i omløb til at løbe rundt,

ergo har flere almindelige mennesker monstrets

egenskaber i sig, en dyrisk trang

til at tilfredsstille sig selv på bekostning

af den anden. Det er rart at forestille sig

ondskab som et bundfald, der kan sies fra

det ordentlige sam-

funds klare vand,

men bundfaldet

er her uadskillelig

fra det klare vand.

Den glider ubesværet

ind og er der i

den store globale

sammenhæng, der

sluttelig forsegles

af kunden. Familiefaren,

der køber et

blowjob i busken

ved Enghaveplads,

forretningsmanden,

der lige skal have

tiden til at gå under

en mellemlanding i

Frankfurt, de mange

mænd (og i nyere tid også kvinder) på ferie

i Thailands sex-forlystelsesparker og den

pædofile i Børnebyen, spinder på det samme

net; en kriminel milliard industri. Men

de fleste kunder bryder sig ifølge Kasper

Ravnhøj ikke om at se sig selv som onde:

”Så længe kvinden eller den lille pige er

sammen med mig er hun jo ikke sammen

med en Frtizl type. Det er faktisk nærmest

en gave, jeg giver hende. Den opfattelse

tror jeg er typisk blandt kunder”, siger Kasper

Ravnhøj.

S038

S039

Løgne får industrien til at løbe rundt. De

løgne de handlede får fortalt af den der rekrutterer

dem, de løgne kunderne fortæller

sig selv om deres handling. Og den løgn,

der ligger i et ordvalg. Ordet kunde siger

nogen om den brede befolknings manglende

erkendelse af det overgreb, der finder

sted. Hvorfor ikke sige forbryder? Hvorfor

er det mindre kriminelt at stjæle en bid af

en sjæl end at købe narko og våben?

Trafficking er det internationale verdenssamfunds

definition på menneskehandel

og betyder at fragte og overføre. Dette

blufærdige ordvalg er et udtryk for den

vage politiske og juridiske handling der stadig

er normen på området. Lad os derfor

sige det som er: Trafficking er sex-slaveri

– det er det ord, politikere bør handle på

og lovgive udfra. Og selvfølgelig skal vi og

resten af verden gøre, som de gør i Italien,

Holland og Belgien – give de kvinder der

tør vidne en opholdtilladelse.

Hvad nu når i er færdige med

forestillingen?

Så laver vi bare den næste, griner Kasper.

”Hver gang man har lavet en forestilling, er

der et tomt øjeblik, men så er det bare op

på hesten igen.”

Bliver det anderledes nu efter denne

forestilling?

”Fuldstændig”, siger Kasper Ravnhøj ”Jeg

kan komme i en hvilken som helst by og

finde det. Verden ser anderledes ud nu og

for altid.”

VIDsTe DU AT ...

... Thailands sexindustri er opbygget efter

Vietnamkrigen, hvor amerikanske soldater tog på

orlov fra slagmarken i Thailand.

Sexindustrien i det tidligere Yugoslavien er boomet

efter FN-soldaternes tilstedeværelse under

og efter krigen.

...Italien siden 1999 har givet mere end 2000

handlede permanent opholdstilladelse, fordi de

har videregivet oplysninger om deres bagmænd.

At en handlet, der ikke vil videregive oplysninger,

i Italien får seks måneders opholdtilladelse og

kan få denne forlænget, hvis han/hun har fundet

arbejde.

Kasper Ravnhøj i Cambodia, hvor han bl.a. har foretaget en del af sin research.

OM MUTe COMp. pHysICAL THeATRe

Kasper Ravnhøj og Jacob Stage har siden 1999

markeret sig nærmest eksplosivt og står i dag

på den danske danseteaters absolutte forgrund.

Kompagniet har siden stiftelsen i 1999 kommenteret

alvorlige samfundsproblematikker som

tortur, propaganda, død, sorg og katastrofer.

Mute Comp har tæt kontakt til centrale danske

humanitære organisationer såsom HopeNow,

Safe and Alive og Reden International. Herudover

er kompagniet i kontakt med UNIAP

(United Nations Inter-Agency Project on Human

Trafficking) og ikke mindst den verdenskendte

organisation Somaly Mam Foundation. Knock on

Unpainted Wood vil blive filmet og redigeret til

en dansefilm der gerne skulle blive et indspark

i debatten om menneskehandel i medier og på

uddannelsesinstitutioner.

Knock on Unpainted Wood opføres fra 27.

august - 18. september i Dansehallerne.

www.mute-comp.dk

HVAD GøR DAnMARK?

Hvis en handlet kvinde ikke vil samarbejde om

sin hjemsendelse, får hun max 30 dages refleksionstid

i krisecenter. Hvis hun samarbejder om sin

hjemsendelse kan hun søge om en forlængelse

af sin refleksionstid på op til 100 dage på krisecenter,

hvor hun tilbydes psykolog og lægehjælp

og forskellige aktiviteter. De danske myndigheder

søger kontakt til NGOer i kvindens hjemland og

beder disse stå for modtagelsen. Kvindens videre

skæbne er lagt i hænderne på NGOer og er ikke

et ansvar de respektive regeringer påtager sig,

på nær i Italien, Holland og Belgien.

Definition på menneskehandel

Danmark har underskrevet og ratificeret FN

Konventionen imod organiseret kriminalitet

over grænserne fra år 2000. I tillægsprotokollen

(Palermo Protokollen), der skal forhindre og

straffe handel med mennesker, specielt kvinder

og børn, angiver artikel 2 tre formål med tillægsprotokollen:

(a) forebygge og bekæmpe menneskehandel

med særlig vægt på handel med kvinder og

børn.

(b) beskytte og hjælpe ofrene for menneskehandel

med fuld respekt for menneskerettighederne.

(c) styrke samarbejdet mellem stater for at nå

disse mål.


InGEn GAVE Er GrATIS

”Hvorfor ser vi op til soldaten og ned på luderen? Er det mindre skammeligt at slå ihjel

end at prostituere sig?”, spørger den kontroversielle britiske instruktør Sarah Chew, der

med sit bidrag til My World IMAGES laver en kobling mellem prostitution og donorkultur.

Site specific forestillingen EAT ME trækker publikum bagom offertanker og stigmaer ind i

en refleksion omkring, hvad transaktioner er. De, der foregår mellem luder og kunde. Og

de, der foregår mellem rige donorlande og fattige modtagerlande. For ifølge instruktøren

er der transaktioner, der er mere beskidte, end dem der foregår på gaden, i biler og på

lurvede hoteller.

S040

S041

dOnOrKULTUr

”I Afrika er de fleste jobs jo lortejobs - om

du er slave i en guldmine, gør rent 14 timer

om dagen til ingen penge eller sælger

din krop.” Man mærker tydeligt at Sarah

Chew ikke bare har været på en 14 dages

researchtur til Kenya, men i årevis har samarbejdet

og knyttet venskaber med kunstnere

udenfor Europa. Hun har et blik på

Afrika, som hun selv gentagne gange kalder

kynisk, men som man også kan vælge

at kalde realistisk.

”Den der sælger sin krop for at forbedre

sin levestandard skal hverken nedgøres eller

stigmatiseres, for den person kan aktivt

have truffet et valg.”,

siger instruktøren,

der synes vi forsimpler

verden ved udelukkende

at betragte

den prostituerede

som offer. Ifølge Sarah

Chew er mange

afrikanske prostituerede

stærke kvinder,

der ønsker at styre deres liv selv. Et nærmere

møde med en af dem blev afgørende for

tematikken i forestillingen EAT ME, men

først og fremmest er forestillingen EAT

ME skabt på baggrund af den erkendelse,

der altid rammer Sarah Chew, når hun arbejder

i Afrika:

”Mit liv er mere værd end mine kollegaers

og det er meget, meget hårdt at skulle

forholde sig til. Den erkendelse har fået

mig til at tænke dybere over, hvad det vil

sige at give og hvad det vil sige at få – de

transaktioner der altid er mellem mennesker.

Værdien af et menneskeliv varierer fra

land til land. Hvordan deler de uprivilegerede

rummet med de privilegerede? Og det

er ikke kun i det store perspektiv, men også

her i Danmark: Kvinderne med caffe latte

og barnevogn og fyren i suppekøkkenet

og narkomanen der skyder sig i armen på

trappen til toilettet på Vesterbro Torv, hvor

EAT ME også skal udspilles. Hvordan deler

de rummet? Der er stor forskel på det postyr

den enkeltes død og ulykke iværksætter.

Hvordan værdsætter vi et liv og hvad er

et liv værd?”

EAT ME er skabt i et samarbejde med

kunstnere, der til dagligt både arbejder og

lever i Nairobis slum. De har meget stærke

meninger om donorkulturen mellem Kenya

og Vesten.

”Det de kenyanske kunstnere især gerne

vil dele med det danske publikum er de-

res tanker om betydningen af donorhjælp.

En forfærdelig del af donorhjælpen ender

i lommerne på kenyanske politikere, der

uafhængig af BNP, får verdens højeste politikerløn.

Mellem de kenyanske kunstnere

på EAT ME, var der vilde diskussioner om

donor kulturen. For hvad koster det for et

land at være modtager? Hvad gør det ved

folk at være modtagere af donorpenge? Jeg

har i det hele taget mødt mange kenyanere,

der ikke følte donorprojekter og NGOer

overhovedet lytter til dem. De kenyanske

kunstnere ønsker ikke at sælge deres navne

for bønner og de ønsker ikke, at deres lands

regeringschefer kan vedblive at undgå ansvaret

for deres

egen befolkning.

Flere af de kenyanske

kunstnere

frygter, at sådan

som donorsystemet

fungerer

i dag, så forhindrer

det faktisk

deres politikere i

at tage og føle ansvar. Det er ikke helt så

enkelt at give, som vi som donorlande har

tendens til at synes”, siger Sarah Chew. Ifølge

instruktøren er ingen gave gratis – heller

ikke donorhjælp.

Sådan som donorsystemet

fungerer i dag, så forhindrer

det faktisk politikere i at

tage og føle ansvar

HELEn

På et af sine mange ophold i Nairobi faldt

Sarah Chew i snak med Helen på stamcafeen,

der lå ovenpå et bordel. Her fik Sarah

Chew historien om, hvorfor Helen var endt

med at foretrække gaden frem for et velmenende,

men også meget moralsk NGOprojekt,

hvor hun var blevet tilbudt en

plads. ”Det så bedre ud,” fortalte Helen Sarah

over en kop kaffe,” men det føltes ikke

bedre. Når vi taler om fremmed intervention

i mit land, så vil jeg sige, at jeg kunne

gå fra mødet med en rygsæksrejsende kunde

med større værdighed end efter møder

med projektledere, der så ned på mig. De

ville, jeg skulle lære at sy, men jeg har aldrig

villet lære at sy.’

Hvem får mest ud af transaktionen mellem

Helen og det vestlige donorprojekt?

Den prostituerede eller de moralske kvinder,

der satte hende hen til en symaskine

uden at spørge, hvad hun gerne ville med

sit liv?

Det ligger i giverens kort, at den der

modtager bør være taknemmelig for den

symaskine hun får og bruge den. For selvom

hun hellere vil lære at bruge computer

sarah Chew

Britiske Sarah Chew er instruktør, designer og

workshop-leder og, når hun holder en pause fra

sine mange kunstneriske projekter, også kok.

Hun er kunstnerisk leder af Critical Mass, et

teaterprojekt, som bevidst arbejder på at krydse

kulturelle grænseflader, ofte i samarbejder med

kunstnere fra udviklingslandene, men Critical

Mass har også udviklet teater med kunstnere

fra britiske konfliktsamfund. Missing Persons

undersøgte således unge mænds billeder af egen

maskulinitet efter afvæbningen af paramilitære

grupper i Nordirland og blev i 2005 og 2006

nomineret til Edingburg Stage Award og What’s

On Stage Audience Choice Award. For nylig har

Sarah og Critical Mass kr arbejdet på at muliggøre

amerikanske og europæiske opførelser af den

kenyanske musiklegende Eric Wainainas musical

’Mo Faya’ om korruption i Nairobis slumkvarterer.

En proces, der er blevet fulgt af Sarah Chews

mangeårige samarbejdspartner, dokumentarfilmskaberen

Biki Kangwana fra Kenya. Som

selvstændig kunstner har Sarah Chew instrueret

og udformet mere end 30 værker (heraf flere

prisbelønnede) over store dele af verden og er

tidligere produktionsdirektør på den kommunale

Opera i Saigon, Vietnam. Hun er pt. optaget

dels af EAT ME og kommende teaterprojekter i

Teheran.

eAT Me

EAT ME behandler sandheder og fordomme om

forbrugsforhold mellem Afrika og Europa - set

gennem prostitutieredes øjne. Forestillingen er

en rejse gennem menneskelige forbindelser og

råt forbrug. Sammen med med fire cuttingedge

kunstnere fra Nairobis slumkvarter undersøger

britiske Sarah Chew værdien af et menneske

i en anderledes og intim teateroplevelse.

Publikum er ikke passive tilskuere, men aktive

karakterer i showet og deres valg på en rejse

gennem en række ”teater provokationer” har

konsekvenser. Dukkeførere, musikere, dansere,

digtere, filmskaberer, ildslugere, billedhuggere og

billedkunstnere vil føre dig rundt i manegen med

spørgsmålet: Hvem forbruger og hvem forbruges

i donorkulturens teater?

Critical Mass (England) og

Bridge Theatre (Kenya)

Sted: Blågårds Plads, København

Dato:

06. – 12. september

er det vel altid bedre end alternativet. Eller

er det?

”Bare fordi man giver, friholder det altså

ikke en for det dybere ansvar, der ligger i at

lytte til et andet menneske. Man kan kvæle

et andet menneske ved at give. Hvor meget

eller hvor lidt dialog er der mellem giver og

modtager? Om du sælger tomater eller din

krop, i det mindste er du ikke passiv modtager

og måske har du mere at sige i dit liv,

end hvis du er passiv modtager i et forhold

uden dialog”, siger Sarah Chew.

dE VILdE STAKLEr

De billeder de vestlige medier oftest maler

af Kenya og andre udviklingslande mener

Sarah Chew er forsimplede. Indholdet er

næsten altid mord, vold, voldtægt, plyndringer.

Slutningen, den lykkelige forløsning,

står Vesten for med billeder af nødhjælpskonvojer,

der standser på en gold

plads, hvor sultne hænder taknemmeligt

flokkes om mel og vand. Enten fokuseres

der på den vilde, plyndrende hob eller på

en passiv og såret flok. Meget sjældent ser

og hører vi enkeltindividers perspektiv på

tingene.

”Når jeg er i Kenya og jeg tænder for

CNN om aftenen, kan jeg slet ikke kende

det land, jeg har været i om dagen. Vores

nyhedsmedier har en stor interesse i, og

investerer mange penge i, at skildre afrikanere

som vilde,

når jeg er i Kenya og

jeg tænder for Cnn om

aftenen, kan jeg slet ikke

kende det land, jeg har

været i om dagen

der fortærer

hinanden. Er det

sjusket journalistisk

arbejde eller

er det fordi,

det er de historier,

der bedst kan

afsættes? Det får

i hvert tilfælde

mig til at tænke

over, hvad det er vi i Vesten får ud af de historier?

Hvorfor vi fortæller de historier vi

fortæller. Hvorfor det altid er lettere at få

penge til kunstprojekter, der handler om,

hvor synd det er for kunstnerne end projekter,

hvor der fokuseres på kunstnernes

kompetencer.”

Vi taler om, hvordan verden gik amok

i historier om plyndringer og gadebander

i Haiti efter jordskælvet, hvor den haitianske

forfatter Louis Philippe Dalembert

bl.a. skrev et længere essay (Gentrykt bl.a.

i Weekendavisen) om, hvordan hans oplevelse

af Port au Prince i dagene efter havde

været en helt anden end verdenspressens.

Han havde set haitianere hjælpe hinanden,

dele mad og vise selvopofrelse.

”Når man forsimpler billedet af den

der modtager hjælp, bliver det lettere at

vige uden om ansvaret for også at lytte til

modtagerens forventning om hjælpens

indhold.”, siger Sarah Chew. ”Det er ikke

udelukkende godt at give, det er komplekst,

og vi skal forholde os til den kompleksitet.

Den der giver har magt, hvorfor den der

modtager let kan ende med at frasige sig

retten til at bestemme over sin skæbne. Om

det er i forholdet land til land eller menneske

til menneske, så handler det også om,

hvor meget landet eller det enkelte menneske

kan få lov til at være medbestemmen-

de. Når det, som i Helens tilfælde, bliver et

spørgsmål om et tilfældigt sykursus, uden

at spørge om det har relevans for hende,

bare alt andet end prostitution, så mister

det enkelte menneske jo retten til at styre

sit liv og kan ende med at føle større selvbestemmelse

i sit valg af prostitution. Hvis

man kun skal spille den passive modtagerrolle,

så bliver det nedværdigende. ”

Ord

Sarah Chew er et menneske, der reflekterer

meget over ordenes betydning og bruger

den refleksion i sit arbejde. De ord vi bruger

om hinanden i vores daglige omgang og

i de fortællinger vi fortæller om os selv og

andre.

”Jeg bryder mig ikke om ordet offer og

prøver at undgå at bruge det – for jeg synes

det reducerer og ofte forhindrer os i

at se det menneske vi har foran os.’, siger

Sarah Chew. ”I vores skildring af prostitution

vil vi bagom offertanken og nå frem til

at publikum kan se sider af dem selv i den

prostitueredes liv. Vi

beskytter os selv, når

vi stigmatiserer andre.

Helen var først

og fremmest et menneske,

der forsøgte at

styre sit liv og brødføde

sine børn, som

hun bedst kunne det

under givne omstændigheder.”

Ifølge Sarah Chew hjælper det ingen

og slet ikke Helen at stigmatisere hende,

tværtimod kan det kun gøre kundens behandling

af den prostituerede bedre at af

stigmatisere den prostituerede. Hvis den

prostituerede har samfundets respekt har

hun ifølge Sarah Chew også kundens respekt.

”Vi kan ikke have en verden uden prostitution,

den seksuelle transaktion vil altid

findes, men vi kan have en verden, hvor den

prostituerede hverken skal skamme sig eller

stigmatiseres. Der er så mange nærmest

hverdagsagtige foreteelser, der i virkeligheden

er transaktioner, hvor folk for egen

vindings skyld sårer andre. Tag fodboldspillerens

kone, der sælger sin kærlighedshistorie

til sladderpressen eller politikeren,

der sælger sin stemme til højest bydende;

disse mennesker skal ikke leve med skam,

selv om deres handlinger, i modsætning

til den ’skamløse’ prostitueredes, skader

andre. I forhold til sådanne handlinger er

prostitution jo fuldkommen trivielt.”

I EAT ME bruges prostitution først og

fremmest som et springbræt til en kunstnerisk

diskussion om de mange forskellige

former for transaktioner.

”Hver gang der sker en transaktion, om

det er elskerinden, der sælger sin historie

til sladderpressen, journalisten, der giver et

måltid mad for en historie eller studenten,

der tager til et børnehjem i Afrika og arbejder

et år; hver eneste gang sker der en

masse ting, for ingen af disse transaktioner

er simple transaktioner.”

Ifølge Sarah Chew handler det for giveren

bl.a. om virkelig at erkende og vedgå

sig, hvad giverens egeninteresse er: ”Den

fuldkomme altruistiske handling findes

ikke,” siger Sarah Chew. ”Kun hvis vi begynder

virkelig at se på transaktionen som

den er, kan vi ændre den. En transaktion

bliver elendig, når den ene er eller gøres

passiv, når to mennesker ikke indgår den

under fri vilje, og når transaktionen ikke er

retfærdig, uanset om det så er at sælge sex

eller tomater eller yde donorarbejde.”

TEATEr - TrAnSAKTIOnEr

At skabe teater er ifølge Sarah Chew også

en transaktion mellem mennesker og i tilfældet

EAT ME en ikke helt ukompliceret

en af slagsen. Transaktionen mellem en

hvid, britisk instruktør og sorte kenyanske

skuespillere er ikke enkel. Først i 1968

fik Kenya sin uafhængighed tilbage fra

et britisk imperium med en tradition for

slavehandel, der først blev forbudt ved lov

i 1833. Man kommer ikke uden om, at en

tung historisk bagage kan stå og skygge lidt

i hjørnerne af et ellers ligeværdigt kunstnerisk

samarbejde. Sarah Chew forsøger

derfor at være bevidst om ikke at lade sig

påvirke til at blive en sødere instruktør, der

råber mindre af sine afrikanske kunstnere,

end hun ellers har for vane. ”Imperiet sidder

på mine skuldre. Som instruktør er det

min rolle at tage afgørende beslutninger og

hundse rundt med folk, så jeg er nødt til at

være bevidst om ikke at tage særlige hensyn

de kenyanske skuespillere, belastet som

jeg er af mit lands historie.”

AVAnTGArdEn Er OLdGAMMEL

”Jeg hader den traditionelle teaterform,

hvor publikum bare sætter sig til rette for

passivt at betragte. Der er man forbruger.

EAT ME bliver derimod en transaktion

mellem os og publikum. Når du besøger en

ven, tager du noget med for at bidrage. Du

kommer ikke tomhændet. Det er ikke sådan

at vi vil udpege enkeltpersoner i publikummet,

der så får særlig opmærksomhed,

nej, men man får mulighed for at deltage og

kan i vores opbygning af forestillingen slet

ikke undgå at være fysisk aktiv. Her medbringer

publikum noget til teatret, der bliver

et ritual, som du er inviteret til at tage

så meget del i som du nu har lyst til. Der er

valg som publikum træffer undervejs, der

får konsekvenser for udformningen af EAT

ME og konsekvens for karaktererne.”

Site specific og anden interaktiv kunst

betragters som avantgarde, men at skabe

stykker hvor deltagelse og interaktion mellem

publikum og scene har stor betydning

S042

S043

er, ifølge Sarah Chew, mest af alt en tilbagevenden

til teatrets rødder:

”Deltagelse har der altid været. I græsk

teater var det din borgerpligt at møde op

og deltage. I det kristne syngespil skulle de

troende deltage. På Shakespeares tid blev

det forventet, at man højlydt gav udtryk

for sin mening. Og indenfor østafrikansk

teatertradition var det flere steder sådan, at

det var publikum, der stod i midten af en

cirkel, som skuespillerne så spillede rundt

om. Det kan jeg lide! Det bliver en metafor

for, hvor forvænt vi er blevet med at lade

instruktøren, journalisten og kunstneren

dirigere vores blik. Jeg elsker teaterformer,

hvor du fysisk hele tiden selv må redigere

ved at vælge, hvad dit blik skal følge, hvor

du skal vende dig hen.”

Du vil gerne have andre billeder af Afrika

frem end billeder af elendighed, men dit

valg af emne er jo også trist?

”Jeg synes ikke transaktioner i sig selv er

tragiske. Forhold og kærlighed mellem

mennesker er altid et spørgsmål om transaktioner.

Du synes måske, at det er en kynisk

betragtning, men sådan ser jeg på det.

Der er en stor, stor tradition for satire i

afrikansk journalistik og teater, og det vil

træde frem i vores forstilling. Vi vil ikke

gøre folk triste, vi vil have dem til at tænke.

De vil få mulighed for at dele nye perspektiver

med kunstnerne, nye måder at tænke

på omkring det at give og at få. Det bliver

IKKE Images of Misery, men Images of

URBAN LIFE!”

Eat Me havde verdenspremiere

i Nairobi i foråret 2010 og

skabte efterfølgende stor debat.

Billederne er fra workshops

under prøveforløbet.

Ouagadougou, Burkina Faso. In a dusty,

hot town square a body is whirling around.

It moves in complicated patterns, balances

beautifully between studied moves and improvisation.

It is surrounded by other bodies,

using their mouths and hands to create

a rhythm. Earth, movement, rhythm – and

a dance is born. This tells multiple stories

at the same time. About how hip hop came

to spread across the world, about creating

something out of nothing. It is a spontaneous

breakdance session that has come to

life in a random square. The man on the

ground is Abramz Tekya, rapper, breakdancer

and co-founder of The Breakdance

Project. The project is dedicated to creating

social change in northern Uganda, a

region that has been destroyed and deeply

scarred by many years of civil war. It is hip

hop with a social awareness.

I have seen you breakdance many times

and is very curious about The Breakdance

Project. Can you tell me a little bit more

about it?

Breakdance Uganda has been doing this

campaign in the north of Uganda for two

months. It is a campaign that is running

in four different districts of the Northern

Uganda. We have a hip hop therapy program

that has been running since 2006. It

has grown so huge, and has a major impact

now, thanks to our work, so USAID decided

to do a project with us and the Gulu

Youth Center (ed. one of the main cities

in northern Uganda) a place where we do

workhops. So we do this campaign called

’Breakdance for Peace and Positive Social

Change’. We do performances in schools

in all four dis-

tricts, every day.

And then every

Saturday there

Creating something

out of nothing

A meeting between Abramz Tekya, and yours truly during the

Waga hip hop festival in Ouagadougou, Burkina Faso dedicated

to urban culture – ended up as an unfolding of The Breakdance

Project’s idea and reality.

is a huge community event in a district, so

those who want to come have to move to

that district. It has gone quite deep now,

even people from the education sector arenow

involved in hip hop. They have all seen

how important hip hop and breakdance is.

In the beginning they thought this was just

something that would spoil the kids be-

cause that is what

they have seen in

the commercial

mainstream music

world. But

surprisingly, people

have started inviting us to do education

through breakdance. So we’re creating performances

that are not just breakdancing,

and about showing off – like; ’I’ve got nice

moves’. Before this campaign, there was a

pre-campaign collaborating with radio stations

and schools in communities where

young and old people where writing down

issues that were affecting them, as communities,

as schools, as people who were

going through the war. Issues that they

wanted to address, issues they wanted to

find solutions to. So they gave those to The

Breakdance Project. We then went through

their topics and organised a team of 6 persons

from Kampala to go to the North and

do workshops with these people and make

performances based on those issues.

With this approach to breakdance

Abramz and his colleagues place themselves

in a tradition within hip hop that

has become famous for using rap, graffiti,

Dj’ing, breakdancing and so on as tools for

creating social change. The mainstream

that Abramz refers to is the popularised

and commercial hip hop. Here it does not

really make sense

It doesn’t have one direction,

it is up to you to expand your

mind and think

to distinguish

between mainstream

and un-

By Thomas Burø

derground hip hop. One should rather distinguish

between hip hop that is or is not

socially conscious. It is all about what hip

hop is used for, and as stated in the documentary

about the West African hip hop

scene Fangafrika: The Voice of the Voiceless

(2009), hip hop can be seen as the mouthpiece

for those who would otherwise not be

allowed to speak

publicly. Here in

Denmark groups

such as Marwan

(see interview in

Kurt # 6), Zaki

and Ataf are just a few examples of rappers

who use hip hop as a mouthpiece, voicing

the opinions of a marginalised group.

You have to scratch your head,

challenge yourself

What is it that The Breakdance Project

wants to achieve?

We would like to show how breakdance

and hip hop can play a role in creating

solutions to these problems that trouble

people in Northern Uganda. It is not about

the Breakdance Project, it is about everyone.

We had district officials involved in

the project. It is unbelievable to see how

these people would come every time we

did an event and give speeches on how this

is important. And the other good thing I

like about it is that all the performances

that we have done are non-verbal. It is pure

dancing and movement. A drummer and

dancer and no words. Listen to the music,

watch and interpret it. Every time we do a

performance in the community, we don’t

tell them what it is about, because we want

to see whether or not they can understand

it without an explanation. And every time

has been very successful. We just do it.

They watch it, and we do it like forum theatre

where the audience is involved, so right

after every performance people get the

S044

S045

microphone and they talk about what they

learned and what they saw during the performance.

It is the people that tell us what

they think. But it was a challenge to create

this project because we had to involve a lot

of people from the community who were

not into hip hop at all.”

The Breakdance Project is a medium of

communication and Abramz sees himself

and the project as an instrument people

can use for expressing themselves. Through

a number of workshops the participants

are taught not just basic breakdance moves

such as up rock, power step, freezes etc.

but also how to express their feelings and

tell stories through the dance moves.

How do you tell stories through breakdance?

I think people create new moves and that

is what I like about breakdance. I wanted

to use different types of dances. Traditional

dances like flamenco or tango all have their

own stories and if you make a different

move here, then that is a mistake. But with

breakdance, nothing is wrong. I can make

a six step and then act like I am fighting.

There are many gestures, many techniques

I can use. If I want to portray, say, smoothness,

aggressiveness, happiness, sadness,

fighting scenes, we can do that through

dance. Scenes where people show each

other love and respect. That is the beauty

of it. It doesn’t have one direction, it is up

to you to expand your mind and think. We

have been challenged a lot and learned: If

you want to communicate to people you

have to be open-minded. People used to

come up with topics and ask ’how are you

going to do that in dance?’, and we would be

like, ’relax’. Abramz smiles and leans back.

When in his company you do not get

the impression of a self-absorbed ego, but

rather of a personality driven by a desire

to be in constant movement and constant

creation.

During the Waga

hip hop festival a joke

developed. A: ‘Where

is Abramz?” Q: ‘He

took off’ (ed. alluding to the break dance

move where you are upside down and rotating

on your head with your legs spread

out so that they look like the rotor blades

of a helicopter). This focus on movement

is deeply ingrained in the organisation and

objective of The Breakdance Project.

What is it that The Breakdance Project

has to offer?

The slogan of The Breakdance Project is

’everyone is a student, everyone is a teacher’.

Every body’s learning, everybody’s teaching.

People will come up with topics and you can’t

tell people that they can’t do it through dance.

So we’d have warm ups where we would ask

’tell us how you feel’ through dance. So everyone

would have to make a movement you

could interpret. If people didn’t understand

it, we would say, don’t explain it verbally, do

it again until we understand. So activities like

this helped us learn how to communicate by

using our bodies. And we could add rhythm

and breakdance moves to those movements.

And it’s a challenge. The fact that we don’t have

to talk is hard, but it also took us to another

level. In the North everything is destroyed,

nothing is developed. There are crowds at the

shows, but there are no microphones so not

everyone can hear what you are saying. That

is why we chose to do it non-verbally: ’How

can a person who is far away and can only

watch, understand?’. This is the way that the

Breakdance Project operates, to create something

out of nothing. To teach ourselves how

to accomplish what we want to accomplish,

even if we don’t have all the equipment that

other people use. We believe there is always a

way. You have to scratch your head, challenge

yourself. 0A lot of NGOs in the North want

to work with us because they have seen what

we do. It’s a huge

campaign, because

USAID and NUTI

(Northern Uganda

Transition Initiative)

are trying to find

ways to transform

the whole area, helping

the people out

psycho-socially, and

they realised hip

hop is one of the

things they could

use. We already

had a program that

has been running

in the North. In the

Give a man a fish and

he’ll eat for a day, teach

him how to fish and he’s

fed for life

Breakdance Project

no one pays

money to learn

how to dance,

you learn free of charge and the only way

to give back to the project is by teaching

someone else free of charge. Even if you get

shows, get booked, you keep your money.

Because, you know, the saying goes: ’Give a

man a fish and he’ll eat for a day, teach him

how to fish and he’s fed for life’.

It is a chain. In a third world country like

Uganda people have different problems at

home, they have to eat, they have to pay

rent, they have to have clothes, they have

to pay for medicine, to pay for education.

So we realised, if they make that money

and keep it it’s nice, but if they come back

to teach other people it’s way better. So

I’m happy. When I go to communities and

meet breakdancers who I have never met,

who say ’I learned form Abramz, I learned

from Antonio, I learned from Philippe (ed.

members of the Breakdance Project), I can

see that it is spreading. Different regions,

different communities, but they all know

you learn free of charge and you teach free

of charge. It means a lot, it really means a

lot.

On the one hand The Breakdance Project

is a very typical development project

because is so focussed on empowerment.

On the other hand it is very hard to define

it just as a development project. It is

an unfolding of stories: The story of hip

hop, of Uganda, of ordinary people and a

story about the micro movements of the

small grassroots initiatives, that are constantly

spreading and growing. To listen to

Abramz talk is like listening to a preacher.

His flow of speech is constant, always wellspoken

and seductive. But he does not see

himself as a leader, rather as a participant,

a co-creator. He underlines the fact that

without people the project would not be

worth anything. It depends on people picking

up the tools, making them their own

and using them to create something out of

nothing.

Læs mere

The Breakdance Project; www.myspace.com/breakdanceprojectuganda

Waga Hip Hop Festival; www.wagahiphop.com , Fangafrika; www.staycalmproductions.com

KSPErIMEnT

Af Ivan Rod

My World IMAGES og CPH:DOX søsatte talentworkshoppen DOX:LAB i november 2009

– blev matchet to og to med det formål at producere film til My World IMAGES. Dan

Rod har fulgt deres indledende møder og jagten på et fælles formsprog.

rASTLØSE SJÆLE

Danskeren Michael Noer og filippineren

Khavn de la Cruz kommer fra to meget

forskellige verdener. Og dog skal det vise

sig, at de har noget tilfælles: De er begge

rastløse sjæle, hurtige i replikken og i besiddelse

af en ublokeret evne til at tænke

og især handle. Meget sigende for makkerparret

er begge fortalere for at ’skyde’,

frem for at gøre sig unødigt mange tanker

om, hvad der skal ’skydes’. De er så at sige

helt ustyrlige tilhængere af improvisation.

Hverken økonomi eller teknologi holder

dem tilbage. Deres samtale, som finder

sted i et af Filmskolens lokaler, er lige på,

fragmentarisk og fantasifuld, og viser, at de

temperamentsmæssigt er beslægtede.

“I’m from Esbjerg,” siger Michael Noer

som noget af det første. Herefter opsummerer

han på få minutter, hvordan hans

barn- og ungdom i provinsbyen tog sig ud.

Om ungdomskulturen i Esbjerg: “Alle de

unge tog færgen til Harwich, drak sig fulde

på overfarten og havde tømmermænd på

hjemfarten. Og tog de ikke til England med

færgen, tog de på busture til Tyskland med

samme formål: At drikke sig fulde og få

tømmermænd.”

“Jeg havde det virkelig sådan, at jeg ikke

for nogen pris ville blive i Esbjerg. Jeg ville

til København, og jeg ville lave film. Derfor

søgte jeg ind på Filmskolen.”

FOLK TrOEdE, JEG VAr SKØr

Khavn remser i tilsvarende hast en række

overskrifter op om sin barn- og ungdom:

MICHAeL nOeR, DAnMARK

Michael Noer tog afgang fra Den Danske

Filmskoles dokumentarlinje i 2003. Siden har

Noer vundet flere priser for sine produktioner. I

’Vesterbro’ gav han kameraet til sine naboer, et

kærestepar i starttyverne. Kameraet rullede både

ved de fandenivoldske scener af sprød ungdom

og i mere sårbare øjeblikke. Overgangen fra uforpligtende

rabalderliv til voksen hverdag havde

også Noers interesse i ’Vilde hjerter’. Her kunne

man følge 12 fynske drengerøve på en fandenivoldsk

rejse fra Danmark til Polen på knallert og

med et storforbrug af bajere, betroelser og kys. I

2010 debuterede Noer med sin første spillefilm,

den anmelderroste R.

“Jeg begyndte at spille musik som barn, lavede

mit første band, da jeg gik i gymnasiet

og begyndte at skrive lyrik, da jeg var startet

på universitetet. Og lyrikken greb mig.

Jeg begyndte at jonglere med musik, lyrik

og film. Og pludselig masser af film. Jeg

havde så meget i mig, at jeg snart lavede fire

spillefilm om året. Folk troede, jeg var skør,

men jeg kunne simpelthen ikke lade være.”

Et øjeblik får han et fjernt blik, og så tilføjer

han: “De første film lavede jeg på min

fars hjemmevideo-kamera – uden postproduktion

og redigering. Og inspirationen,

den fik jeg fra en sort komedie i fjernsynet.

Jeg var 20, da jeg sendte min første film til

en festival.”

Michael Noer næsten afbryder sin makker,

da han tager over: “Jeg var 18, da jeg

S048 S046

. 24 håndplukkede filminstruktører – 12 fra Norden og 12 fra Afrika, Mellemøsten og Asien

ske Michael Noer og hans filippinske kollega Khavn de la Cruz var et af de 12 par. Ivan

S049 S047

lavede min første

film. Jeg havde også

skrevet en masse

digte – i mit tilfælde sorte digte om angst

og frygt og vrede. Skriverierne var et led i

mit forsøg på at finde ud af, hvem jeg var.

I Esbjerg kunne man ikke se kunstfilm, og

fjernsynet stank, men da jeg en dag så Lars

von Triers The Element of Crime tænkte

GUd TAGEr SIG AF

KVALITETEn, JEG TAGEr

MIG AF KVAnTITETEn

jeg: Fuck! Sådan en

film vil jeg også lave.

Så jeg købte et billigt

kamera og lavede en lille film om en nazitype.

Jeg afspillede filmen på fjernsynet

og filmede skærmen og redigerede den på

den måde. Jeg vidste jo ikke bedre og eksperimenterede

bare i al hemmelighed. Det

var først, da jeg kom ind på Filmskolen, at

Khavn de la Cruz og Michael Noer under optagelserne til deres

film, ’The Son of God’, på Filippinerne. Filmen vises i København,

Århus og Skørping.

jeg opdagede, at andre også havde eksperimenteret.

Og det var noget nyt.”

dEn IdEELLE KUnSTnEr

En stund taler de to om det, at de begge opfatter

sig selv som dovne og dog konstant

producerer. Aktuelt har Khavn netop lagt

sidste hånd på en rockopera for børn.

“Jeg har lavet operaen på baggrund af

gamle filippinske myter. Men hvor mange

rockoperaer, jeg kommer til at lave er et

godt spørgsmål, for teaterproduktion er

tidskrævende. Jeg har lavet film, der er

skudt på bare en dag. Og da jeg er doven

af natur, er det bedre for mig at lave film

end teater.”

“Jeg får dårlig samvittighed, når jeg sidder

derhjemme og ikke får produceret noget,”

tilføjer Michael.

“Den ideelle kunstner er en, der konstant

arbejder,” bekræfter Khavn og tilføjer:

“Overgiver man sig til sin dovenskab,

dør tingene. Derfor skal man se at komme

i gang.”

“Jeg kender en,” fortæller Michael, “som

ikke kunne få lavet sin film, fordi han var

bange for, at publikum ikke ville kunne lide

den. Da han endelig var blevet færdig, var

den faktisk ikke så god, og kombinationen

af dét og hans tilbageholdenhed gjorde

bare livet endnu sværere for ham. Sådan

skal det ikke være, og derfor skal man bare

se at komme i gang - og så i øvrigt huske at

have det sjovt.”

Tager kvalitet ikke tid? spørger jeg.

Khavn svarer: “Beatles skrev sange på

KHAVn De LA CRUZ, FILIppIneRne

Khavn de la Cruz er aktiv kunstner inden for en

række forskellige genre. Som filmmager, forfatter

og musiker, med base i Quezon på Filippinerne,

er han ved at sætte et eftertrykkeligt aftryk

på filippinsk kultur. Khavn de la Cruz er blevet

kaldt ’den digitale revolutions Che Guevarra’

og regnes af mange for en af digital films bedst

skjulte hemmeligheder. Han har instrueret 16

spillefilm og mere end 60 kortfilm. Khavn de la

Cruz’ parallelle karriere som musiker tager afsæt

i gruppen The Brockas, hvor han indtager rollen

som sanger, sangskriver og pianist. Han har

instrueret musikvideoer, skrevet og komponeret

to rockoperaer og kuraterer filmfestivalen Mov.

PersPektiv: FilliPinsk dokumentarFilm

rykker

At en innovativ filmskaber som Khavn de la Cruz

netop kommer fra Filippinerne er ikke nødvendigvis

et tilfælde: I hvert fald ikke hvis man skal tro Tine

Fischer, der er direktør for den årlige internationale

dokumentarfilmfestival i København, CPH:DOX,

der i samarbejde med My World IMAGES står bag

DOX:LAB.

“I Filippinerne er der et fravær af støttesystemer.

Men netop dér sker der noget radikalt med

dokumentarfilmen, kunstnerisk set. Instruktørerne

benytter sig af ny og billig teknologi og laver film,

der i dén grad er low-budget. De er uafhængige og

frie. Kan lave, næsten lige hvad de vil. Og behøver

ikke tænke på finansiører eller distributører. De kan

agere helt uafhængigt af filminstitutter, biografer

og broadcastere. Og netop dét gør noget ved deres

film”, fortæller hun.

“Filippinske instruktører har en energi, som er

bemærkelsesværdig. De rykker filmhistorisk ved dogmer

og æstetikker og eksperimenterer med indhold

og form. Og dét i en sådan grad, at dørene til det

internationale marked er gået op. I flere tilfælde er

instruktørerne kun i tyverne, men alderen til trods, er

de allerede på vej op ad den røde løber i Cannes.”

“At den danske tradition er så professionaliseret

betyder, at der her i landet stilles flere krav til, hvordan

filmene ser ud. Alt skal tilpasses eksisterende

distributionsplatforme, og det indebærer en form

for selvcensur i forhold til det radikale eksperiment.

Ikke dermed sagt, at alt skal være radikalt, men

når dokumentarfilmhistorien skal skrives, er det de

radikale forandringer, der bliver husket. Og de udgår

i dag fra Filippinerne.”

FiliPPinske it-WiZZ-kids

Ifølge Tine Fischer skrives dokumentarfilmhistorien

hverken i Europa eller USA.

“Og det skyldes især, at produktionsmidlerne er

blevet lettere tilgængelige. Kameraer er blevet billige,

og har man en lap-top, kan man selv redigere.

Via internettet har man fået adgang til let og

billig – eventuelt gratis - distribution. Og alt dette

har gjort det muligt for andre aktører at komme

i gang og komme ind på scenen. Internationale

filmfestivaler er stedet, hvor nye navne og tendenser

bliver præsenteret. Herunder de unge filippinske

instruktører. Men om de tendenser jeg pt ser på den

filippinske scene bliver af afgørende betydning for

dokumentarfilmscenen som helhed, er for tidligt at

sige. Det er bare interessant at se de forskydninger,

som de filippinske film her og nu afstedkommer i

Europa. Nye filippinske film bliver i stadig stigende

grad co-produceret af tyske og franske selskaber

og distribueret til europæiske kunstbiografer. De

forbliver altså ikke lokalt funderede, men indgår i

europæiske sammenhænge.”

“Samtidig sker der det, at instruktørerne forbliver

bosat i Filippinerne. De rykker ikke til Europa eller

USA, i takt med at de slår igennem. En del af deres

projekt er nemlig at genskabe den filippinske filmscene,

og det gør de med et helt miljø af filmhistorikere,

kritikere og instruktører, der definerer sig selv

som et fællesskab og skriver manifester, der ligner

forsøg på at definere en post-kolonial refleksion over

Filippinerne som nationalstat. De forsøger at formulere

et identitetsskabende formsprog i landets nye

politiske virkelighed. Dét er en stor del af drivkraften

for dem.”

rekordtid. For mig er det sådan, at Gud tager

sig af kvaliteten, jeg tager mig af kvantiteten.

Hvorfor skulle jeg udskyde noget

et år eller to? Det er muligt, at nogle kan

tillade sig den luksus, men jeg ville dø, hvis

jeg skulle holde mig tilbage.”

MArGInALISErEdE OG TOSSEr

De to begynder at drøfte genrer. Og især ét

spørgsmål fanger dem: Distinktionen mellem

fiktion og dokumentar.

“Jeg er blevet inviteret til at deltage i en

filmfestival i Østeuropa,” fortæller Khavn.

“De vil gerne have mig til retrospektivt at

vise mine dokumentarfilm, men jeg føler

mig ikke specielt som dokumentarist. For

mig er alle film dokumentariske, for enten

er der elementer af fiktion i virkeligheden,

eller også er der elementer af virkelighed i

fiktionen.”

“Hvis du ser en af mine film, The Wild

Hearts, så vil du se en roadmovie i form af

en dokumentarfilm,” fortæller Michael. “I

en roadmovie tager man af sted for at blive

klogere, men i min film er der tolv fyre,

som tager af sted, og som ikke bliver klogere.

For mig er det rigtigere. De tolv bliver

ikke klogere overhovedet!”

Khavn lytter og tager igen, uopfordret

over: “Jeg arbejder forskelligt fra film til

film. Jeg forsøger at bringe hver film igennem

en ny proces med nye regler. Da de

fleste af mine film er low-budget, kan jeg

frit forholde mig til indhold og form. Dét er

der selvfølgelig også nogle begrænsninger

i, men jeg foretrækker at arbejde sådan, for

jeg kan lave det, jeg vil, og konstant genopfinde

filmen. Jeg kan bryde alle regler og

rammer.”

“Jeg kan godt lide regler,” svarer Michael.

BrAInSTOrM

Michael Noer og Khavn de la Cruz slår

over i en diskussion om, hvilke regler der

skal gælde for deres fælles film.

“Jeg vil gerne lave filmen i en del af Filippinerne,

hvor jeg ikke tidligere har været.

Måske i den sydlige del.”

“Hvor der er varmt?” spørger Michael.

“Der er varmt overalt,” svarer Khavn.

“Jeg vil bare gerne lave noget nyt... om det

så er animation, horror, porno, musical,

sci-fi, dokumentar eller noget apokalyptisk.

Budgettet er lavt, så måske skulle vi,

som jeg tidligere har gjort, lave en spillefilm

på bare en dag.”

“Jeg kan godt lide idéen om at lave en

pornofilm i det sydlige Filippinerne”, siger

Michael.

Splitsekundet efter har Khavn bragt en

ny idé til torvs: “Jeg vil gerne lave noget om

handicappede.”

“Der er en oversvømmet begravelsesplads

nede i de sydlige regnskove. Der er

udbredt korruption. Og der er flere for-

skellige sprog, som jeg ikke forstår,” siger

Khavn og tilføjer: “Måske kunne vi også få

nogle digte med. Jeg kan godt lide Neruda,

når han skriver om natur og skønhed.”

Michael bliver lidt forvirret og tilkendegiver,

at han ikke kender Neruda: “Det kan

godt være, at Neruda virker for bydrenge,

men for mig, der kommer fra provinsen, er

han nok ikke så interessant...”

“Vi kunne lave nogle af optagelserne

i Filippinerne og nogle i Esbjerg. Måske

slutscenerne i Esbjerg. Eller en selvstændig

kortfilm. Eller en hel spillefilm,” siger

Khavn.

Michael ser ud som om, han et øjeblik

har svært ved at få brikkerne til at passe

sammen, men Khavn fortsætter uanfægtet:

“Vi kunne lave en kærlighedshistorie med

to skuespillere, en dansk pige og en filippinsk.

Deres respektive historier, som vi

blander.

“Det kunne være smukt,” siger Michael.

“Hvis vi hver valgte en kvinde, vi kunne

spejle os i. En dansk og en filippinsk. De

kunne være søstre. Den ene kunne være

adopteret. Eller endnu bedre: De kunne

være homoseksuelle. ”

MEnInG Ud AF dET MEnInGSLØSE

Idéudviklingen griber om sig. Men ingen

af de to lader sig gå på af den udprægede

mangel på sammenhæng.

“Jeg får lyst til at lave en liste over ord,

der interesserer mig,” siger Khavn pludselig.

“Random er et af dem. Lad os skabe

mening ud af det meningsløse.”

Michael tygger på ordet og bekræfter, at

han også kan lide det.

“Det vigtigste for mig er, at vi ikke har

forventninger,” siger Khavn så. “Vi skal bare

have materiale nok, så kommer der en film

ud af det.”

“Den indstilling kan jeg godt lide,” svarer

Michael. “Jeg er bare ikke vant til at lave

flere film samtidigt. Jeg kan bedre lide at arbejde

med én idé eller film ad gangen. Men

det er interessant for mig, at du er vant til at

arbejde med flere. Og jeg kan godt lide dit

udsagn om, at Gud tager sig af kvaliteten.”

“Måske ender vi med at lave et mesterværk,”

svarer Khavn opstemt. “Vores film

skal i hvert fald nok finde sit publikum.”

S048

S049

FILM

Any language

cannot be foreign

Kunsthal Charlottenborg,

Mezzaninen, København

3. sept, 21.00-23.00

8.-10. sept, 18.00-20.00

Gratis

Back to the elements

Fædreland, rodløshed og besættelse, de

andre og os. Et udvalg af kontemporære

film- og videoværker kurateret af den palæstinensiske

billedkunstner Ayreen Anastas.

Anastas arbejder i krydsfeltet mellem film,

video og andre medier på den internationale

billedkunstscene, hvor hun – inspireret

af blandt andre Pasolini og Godard, men

fra et personligt perspektiv – undersøger

hvordan den moderne, politiske historie

tager form i en medieret virkelighed. Indløs billet til et Indien ingen før har set. I den indiske maler

Viswanadhans dialogløse og magiske rejsefilm ’Back to the

Elements’, bliver billeder og lyde til steder og øjeblikke. Viswanadhan

filmer og former steder i Indien, som han genser efter

mere end 30 år. Hans billeddigt er minimalistisk, humanistisk

og stoisk. Hvis der i billedkompositionerne og klipningen alligevel

sniger sig en politisk kritik ind, er det op til den opmærksomme

tilskuer, selv at notere sig dem. Det betaler sig at have

antennerne ude.

dOX:LAB 1; Pakke med tre film: MEMOrY - SOn OF GOd -

JE T’AIME InFInIMEnT/ I LOVE YOU FOrEVEr

Øst for Paradis, Århus

31. aug, 19.00-21.00

Filmforevisning & artist talk

med noer og Khavn

Cinemateket, København

4. sept, 19.00-21.00

Filmforevisning & artist talk

med noer og Khavn

Museet for Samtidskunst,

Husarstalden, roskilde

11. sept, 20.00-21.30

Je t’aime infiniment

/I love your forever

En dokumentarisk road-movie. Med et videokamera

i tasken drager de to instruktører

på lykkejagt i Libanon, imens en film

former sig i mødet med de folk de tilfældigt

støder ind i undervejs. Lykken er flygtig og

uhåndgribelig men bor alligevel i alle menneskers

hjerter og leder os ad livets støvede

landevej, fra det ene billige hotel til det

næste. Spørgsmålet er klassisk: ”Er De lykkelig?”

Instruktør: Viswanadhan (Indien, 2009)

Son of God

Instruktører: Khavn de la Cruz (Filippinerne) & Michael noer (danmark)

En dværg tilbedt som guds søn!– mød ham

og mange andre, når klassens vilde drenge,

hyperproduktive Khavn de la Cruz og det

nye danske filmhåb Michael Noer (’Vesterbro’,

’De Vilde Hjerter’, ’R’) kommer bag om

dværgen og hans dybt religiøse tilhængere

på Filippinerne og ender med at komme i

tvivl om deres eget forhold til fakta og fiktion,

feberdrøm og virkelighed.

Memory

Instruktører: Yves Montand (rwanda) & Iris

Olsson (Finland)

Klostertorv, Århus

28. aug, 12.00-14.00

30. aug, 16.00-18.00


5. sept, 14.00-15.30

12. sept, 16.30-18.00

Sig navnet Rwanda og grufulde billeder

træder frem. Seksten år efter det mest

omfattende folkemord siden anden verdenskrig

er Rwanda i dag et land med ar så

store, at det knap er muligt at forstå. Yves

Montand og finske Iris Olsson gør forsøget

alligevel og rejser sammen rundt i den centralafrikanske

republik, hvor folk langsomt

er ved at genvinde tilliden til hinanden.

Men erindringen om massakren i 1994 kaster

fortsat lange skygger i en modig film

om tiden efter.

FILM

dOX:LAB 2; Pakke med tre film: SHOT In BEIrUT - OnE IS

THE LOnELIEST nUMBEr... - CHIPS And LIVEr GIrLS

Chips and liver girls

Instruktører: Caroline Kamya (Uganda) & Boris Bertram (danmark)

I storbyen Kampala kæmper unge, kvindelige

studerende en daglig alles-kamp-modalle

for at holde sig i spidsen. For dem er

universitetet ikke den eneste skole. Filmen

er et guidet lynkursus i, hvordan en typisk

LITTErATUr

Øst for Paradis, Århus

1. sept, 19.00-21.00


4. sept, 21.30-23.30

’chips and liver girl’ navigerer rundt med

100 km/t imellem sine veninder, kærester

og de ældre mænd, der hjælper hende med

penge til studierne og et moderne liv i luksus.

Philip Pullman, International Forfatterscene

(England)

dronningesalen, diamanten, København

13. okt kl. 20.00

www.kb.dk

Pullman er verdenskendt for sine romaner,

bl.a. trilogien ’Det Gyldne Kompas’. Nu får

et dansk publikum chancen for at opleve

ham fortælle historien om, hvordan myten

om Guds søn kan være blevet skabt. Med

sin nye roman, ’Det gode menneske Jesus

og skurken Kristus’, har Pullman begået en

overraskende dekonstruktion af Jesus-myten.

Han viser, at der er langt mellem det

Jesus forkyndte til det kirken siden gjorde

med den store fortælling. Romanen er en

af forårets mest debatterede udgivelser i

England; kritikerne var begejstrede, mens

religiøse fanatikere fremsatte mordtrusler

mod forfatteren.

Philip Pullman kaldes Englands mest

kendte ateist, og lægger ikke skjul på sin

kritiske holdning til kirken som institution,

men omtaler sig selv som ’Church of England

Atheist’. Samtidig vedkender han sig

den kristne arv: ”Bibelhistorierne er en del

af os, de ligger i vores kulturelle gener.”

Shot in Beirut

Instruktører: Halim Sabbagh (Libanon) &

Camilla nilsson (dK)

I Libanon er reklamer ikke bare salgsannoncer.

De er en del af en kulturel værdikamp.

Klokken er ti om formiddagen i

downtown Beirut, og en gruppe libanesiske

marketing-hipsters sidder overfor deres

saudiarabiske klienter til et krisemøde.

Billboards er nemlig den arena, hvor konflikten

imellem ’vestlig’ liberalisme og traditionalisme

er allermest synlig. Og når der

er millioner af dollars på spil er der ingen

plads til slinger i valsen.

One is the loneliest

number

Instruktører: Gan Chao (Kina) & Anna María

Helgadóttir (danmark/Island)

Hvordan bliver en fremmed til en bekendt?

De to instruktører mødes og beslutter sig

for at skubbe de kulturelle forskelle imellem

sig til side og i stedet fokusere på noget

de har til fælles: En dyb følelse af ensomhed.

En omhyggeligt konstrueret kulisse og

Shanghais labyrintiske gader bliver et billede

på et indre landskab, som de to i fællesskab

sætter sig for at kortlægge.

S050

S051

BILLEdKUnST

Localities

Khalil rabah (Palæstina), Wael Shawky

(Egypten), Alen Aligrudic (danmark/Bosnien),

doing it for daddy (Syd Afrika), Adel Abidin

(Finland), Emeka Ogbuh (nigeria), Esra Ersen

(Tyrkiet), m.fl.

Hvor fri er du egentlig? Localities stiller

skarpt på en verden af zoner, hvor bestemte

fantasier og forestillinger kæmper

med hinanden: Udvalgte billedkunstnere

fra Mellemøsten, Afrika og Europa viser

værker, der tager udgangspunkt i det lokale,

dets særegenheder og den kulturelle

Make Yourself At Home

Pascale Marthine Tayou (Cameroun), Otobong

nkanga (nigeria), Olaf Breuning (Schweitz),

Kader Attia (Algeriet), A Kassen (danmark),

Kenneth A. Balfelt (danmark), Philip Aguirre y

Otegui (Belgien), George Osodi (nigeria), Mie

Mørkeberg (danmark)

Er du gæstfri? Er din nabo? Er dit land?

Udstillingen Make Yourself at Home sætter

fokus på, hvordan gæstfrihed udfordres

nationalt, institutionelt og på individplan.

I en tid, hvor migration og mobilitet er

et vilkår for store dele af verdens befolkning,

bliver modtagelsen af gæsten eller

den fremmede centralt. Den internatio-

Sharjah

Få et overraskende indblik i arabisk kultur

gennem Emiratet Sharjahs udsøgte samlinger.

Se håndkolorerede landkort, arabisk

kalligrafi og moderne billedkunst af både

kvindelige og mandlige kunstnere. Samtidskunsten

fra Sharjah er i den følgende

afdeling repræsenteret ved i alt 26 værker

produceret af seks internationalt orienterede

kunstnere, heraf to kvindelige og fire

mandlige: Karima Al Shoumali, Ebtisam

Museet for Samtidskunst, roskilde

10. sept 7. nov,

tirs-fre: kl. 11-17,

lør og søn: kl. 12-16

og politiske virkelighed i verdens forskellige

zoner. Zonerne brydes og forståelsen af

det lokale og forestillingen om det særegne

vendes op og ned i udstillingens værker.

Via brugen af virkelige og fiktive fortællinger

sætter kunstnerne spørgsmålstegn ved

de verdensbilleder, vi forbruger hver dag.

Kunsthal Charlottenborg, København

4. sept-21. nov, tirs til fre 12.00-20.00, lør

og søn kl. 12.00-17.00

nale samtidskunstudstilling Make Yourself

at Home udfordrer gæstfriheden, når ni

kunstnere producerer nye værker specifikt

til udstillingen baseret på egne erfaringer:

Hvor gæstfrie er vi egentlig, og hvordan

påvirker gæstfrihed vores følelsesliv og relationer?

nationalmuseet, København

18. jun-31. okt

www.natmus.dk

Abdulaziz, Abdularahim Salim, Abdallah

Al Saa’di, Mohammed Ahmad Ibrahim

og Khalil Abulwahid. De udvalgte værker

demonstrerer tilsammen bredden i formsproget:

video, installation, foto, skulptur

og maleri og giver med stor intensitet og

humor adgang til en lokalt funderet billedverden

med universel karakter, der refererer

til globale temaer og problemstillinger.

SCEnEKUnST

dancing Jesus

Karabo Maithufi, Beezy Bailey (Sydafrika)

Foran Blågårds Kirke, København

9. & 10. sept, 16.55-17.00

11. & 12. sept, 15.55-16.00

Flankeret af to bronzeskulpturer stepdanser

Jesus for et fejre det glade opstandelsesbudskab.

Tro handler om at

dele glæde - ikke om lidelse og synd. Den

sydafrikanske provokatør Beezy Bailey

har skabt en kort, anarkistisk pop-art

kommentar til religionens betydning.

I morgen Qatar

Husets Teater, København

11. sept-16. okt

www.husetsteater.dk

En absurd komedie om tog, selvmord og

angsten for terror. Et tog standser uden

varsel midt i ingenting; et menneske har

kastet sig ud på skinnerne. Inde i kupéen

venter passagererne – først utålmodigt og

siden desperat. Ført sammen af skæbnen

og fanget i en togkupé begynder det konfuse

ældre par, arkitekten med tandpine,

den drømmende blondine, den stressede

forretningsmand og alle de andre passagerer

at konfrontere hinanden med deres

drømme, længsler og angst, og snart kører

diskussionerne helt af sporet. Er toget stoppet

lige uden for Karlsruhe, eller er vi i virkeligheden

i Qatar? Og hvad gemmer den

sovende araber i rygsækken?

SCEnEKUnST

Paradise – a Pinoy Café

Khavn de la Cruz (Filippinerne),

ditte Maria Bjerg (danmark)


3. sept, 15.00-24.00

4. & 5. sept,11.00-17.00

Cafe Vivaldi, Stændertorvet, roskilde

9. - 11. sept, 11.00-19.00


5. sept, 17.00-19.00 (debat)

Den filippinsk-danske installation skabes

i samarbejde med filippinske kunstnere

og herboende filippinske kvinder. Videobreve

fra ældre filippinske kvinder til

deres døtre, der arbejder ’overseas’ med

at yde omsorg til vores børn og ældre,

House of the Holy Afro

Ide og iscenesættelse: Brett Bailey (Sydafrika)

Musik: dJ dino Moran (Sydafrika).

Medvirkende: Odidi Mfenyana, Terence nojil, Asanda nongalaza, Themba Khubeka, ndumi Zweni,

nomadlozi Cibi, Xoliswa Tom. Koreograf og Tour director: natalie Fisher (Sydafrika)

Den sydafrikanske cutting edge-stjerne,

Brett Bailey iscenesætter en blanding af

myter, shamanistiske ceremonier, afrikansk

hip-hop poetry og spil-levende gospels fra

kirkerne i Sowetos townships. Kompagniet

Third World Bunfight garanterer globalt

ekstrem-teater og adrenalin-pumpende

gæstespil med provocateuren par excellence

i sydafrikansk teater. Kabaret-divaen

Odidiva er i centrum, og house-dj Dino

Moran leverer en stærk puls gennem hele

forestillingen. Godt krydret med alle vores

fordomme og klichéfyldte forestillinger om

det dunkende Afrika. Provokerende og opildnende

nightclub show af den slags, der

bagefter sætter tankerne på skinner.

fortæller om filippinsk virkelighed i dag,

hvor landets største eksportvare er blevet

dets kvinder. Rammen er en paradisisk

cafe, hvor publikum/cafeens gæster oplever

og reflekterer over temaet gennem

installationens filippinske historier og

gennem filippinske tjenere. I forbindelse

med installationen inviteres til debat på

Charlottenborg: ’Global Care – hvem

skal passe dig, når du bliver gammel?’

Repræsentanter for danske og filippinske

fagforeninger samt politikere vil diskutere

sammenhængen mellem vores omsorgsbehov

og vores velfærdsstat i relation

til migration og udvikling.

The assasination of

Omar rajeh

Omar rajeh (Libanon)

Koreografisk Center Archauz, Århus

28. august, 20.00

29. august, 16.00

Kan jeg gøre noget? Behøver jeg gøre noget?

Med danseforestillingen ’The Assasination

of Omar Rajeh’ sætter koreograf

og danser Omar Rajeh spot på mord på

journalister, der kæmper for et demokratisk

Libanon. I en fortælling centreret

om begreberne fornægtelse og udslettelse

undersøger Omar Rajeh værdien og berettigelsen

af dans som udtryksform over for

ofrenes virkelighed.

republique, København

4. sept & 11. sept, 19.00 & 23.00

3., 5., 6., 7., 9. & 10. sept., 21.00-22.30

S052

S053

MUSIK

Woohaa its dakar

Matador, Xuman, Fatim, dj Geebayss (Senegal)

Når Dancehall-ikonet Xuman rapper på

lokalsproget wolof, bliver der ikke lagt

fingre imellem. Hans tekster om hverdagen

for Senegals unge når ud i hver en krog af

samfundet. Wohaa Its Dakar præsenterer

et udpluk af den absolutte front i Dakars

enorme hiphop-miljø. Hårdtslående senegal-hiphop

med veteranen DJ GeeBayss

bag roret. Et kavalkade-agtigt liveshow,

hvor rapperne optræder i stadig nye kon-

Omar Souleyman

(Syrien)

stellationer. Matador er flere gange valgt

til årets kunstner i Senegal, Xuman er fra

den hedengangne pionergruppe PeeFroiss

og den kvindelige MC Fatim har gjort sig

internationalt bemærket.

Høje Gladsaxe Bibliotek, Gladsaxe

7. sept, 16.00

Gl. ridehus, næstved

8. sept. 19.30

Gratis

Smedjen, Musicon, roskilde

9. sept. 21.00

dj GeeBayss:

Mesteren og Lærlingen, København

10. sept, 01.00

Blågårds Plads, København

10. sept, 22.00

Lindevangsparken, Frederiksberg

11. sept, 17.00

Atlas, Århus

3. sept, 21.00

Blågårds Kirken, København

4. sept, 21.00

”En ørkenrøver”, kaldte Politiken Omar

Souleyman, da han sidste år gav en velbesøgt

koncert i Danmark. Dagbladet beklagede

samtidig, at kun århusianerne fik

lejlighed til at opleve den syriske musiklegende.

Med My World IMAGES kommer

chancen igen. Med et bagkataolg på mere

and 500 kassettebånd spænder, Omar Souleyman

over et bredt spektrum fra hidsig

pop og improviserede kærlighedserklæringer

til grove udskejelser parret med et gran

af eftertænksomhed. Forvent ultimativ

party-musik. Alt i alt en sjælden mulighed

for et indblik i syrisk gadeplanspop, når det

er allerbedst.

KOnFErEnCE

Musik i ubalance

rytmisk Musikkonservatorium, København

24. sept kl. 9-19

cki.dk

Selvom man på kultur- og uddannelsesområderne

de senere år har haft stigende

fokus på at stimulere ligestilling og øget

kulturel mangfoldighed, kan man på den

rytmiske musiks område stadig konstatere

store ubalancer hvad angår køn og kulturel

diversitet. På Rytmisk Musikkonservatorium

(RMC) mener de, at tiden er kommet

til at gøre en ekstra indsats.

Kønsmæssigt oplever det rytmiske musikliv

i disse år en øget ubalance. I dag er

kvinderne meget lidt repræsenteret blandt

instrumentalister på alle niveauer, ligesom

de kun i begrænset grad medvirker i bandkonstellationer

som andet end sangere.

Kvinderne er stort set helt fraværende på

topposterne i de forskellige musikorganisationer

og musikvirksomheder, både offentlige

og private, til trods for en stærkt

stigende interesse for musikbranchen hos

kvinderne på græsrodsniveau. På RMC

opleves et tilsvarende billede. Hvad angår

kulturel mangfoldighed, oplever det rytmiske

musikliv ligeledes en ubalance. Desuden

bærer det rytmiske musikliv på alle

niveauer og blandt alle grupper – elever,

studerende, udøvere, organisatorer – præg

af et påfaldende fravær af personer med

interkulturel baggrund. I offentligheden

har kun begrænsede områder af hip hopkulturen

vist et andet billede. Konferencen

debatterer årsagerne og mulige veje frem.

MUSIK

Sage Francis

Det er for simpelt at sætte Sage Francis i

hiphop båsen, for selvom han er rapper

og hans musik bedst hører hjemme i den

genre, bærer den tydeligt præg af hans

engagement på spoken word scenen og et

sind der er noget mere komplekst end den

gennemsnitlige rappers. Med fire album

under bæltet, bliver det derfor spændende

at opleve manden på tæt hold, når han slår

et smut indenom Pumpehuset i forbindelse

med sin turné i efteråret. Det nye album

Punk 2, rai Ko ris

(nepal)

Fra Nepals bjergtinder kommer anarchobandet

Rai Ko Ris, der inkorporerer elementer

af folkemusik i deres stærkt politiske udtryk.

Med en fusion af amerikansk hardcore

og britisk anarcho-punk kombineret med

lokale inspirationer har bandet sit helt eget

Lille Vega, København

28. sept, kl. 21.00

vega.dk

Li(f)e udkom 11. maj 2010 på Epitaph, og

giver Sage Francis fans mere af det politiske,

emnetunge, veltalte og vrede materiale

man kender manden for. Men samtidig bliver

der plads til et spændende samarbejde

med folk som den tidligere Grandaddy forsanger

Jason Lytle, Chris Walla fra Death

Cab for Cutie, medlemmer af Calexico og

Mark Linkous fra Sparklehorse - så der er

ingen der kan beskylde Sage Francis for at

vælge den sikre vej.

1000fryd, Aalborg

2. sept, 20.00

Bispetorvet, Århus

3. sept, 17.00

Støberiet, Blågårds Plads,

København

4. sept, 21.30

udtryk. Teksterne kommenterer den lokale

og globale politiske dagsorden, og Rai Ko

Ris synger om håb og modstand – håb om

en mere retfærdig og friere verden, og modstand

mod alt, der undertrykker mennesker.

I Nepal og resten af verden.

S054

S055

BOG

dET dU HAr OM HALSEn

Af Chimamanda Ngozi Adichie

på dansk ved Susanne Staun

Gyldendal 2010

TO VErdEnEr

Novellesamlingens titelnovelle er én ud af

i alt 12 fortællinger, der alle kredser om

nigerianske, kvindelige erfaringer siden

Nigerias selvstændighed fra britisk overherredømme

i 1960. Det er fortællinger,

der alle tager deres udgangspunkt i konfrontationen

mellem et tidligere koloniland,

og nu en betydelig olieeksportør med

voldsomme interne politiske og sociale

spændinger, og så drømmen om det gode

vestlige liv, navnlig repræsenteret af USA.

Chimamamanda Ngozi Adichie er

født i 1977 i Enugu, Nigeria. Som 19-årig

Denne betagende

novellesamling

bekræfter Chimamanda

Ngozi Adichies position

som en af Afrikas

mest lysende litterære

stjerner.

The Times

flyttede hun til USA hvor hun studerede

Kommunikation og Statskundskab, senere

Creative Writing og Afrikanske Studier på

Yale. Hun udgav sin første roman ’Purple

Hibiscus’ i 2003 og modtog i 2007 ’Orange

Prize for fiction’ for sin anden roman

’Half of a yellow Sun’, på dansk ’En halv gul

måne’, som hun også modtog ALOA prisen

for sidste år. ALOA prisen tildeles

af Center for litteratur fra Afrika, Asien,

Latinamerika og Oceanien og gives til

en forfatter, som har fået udgivet mindst

en bog på dansk. I forbindelse med prisoverrækkelsen

var Chimamamanda Ngozi

Adichie i Danmark og gav en talk på et

stuvet Tranquebar. Chimamanda Ngozi

Adichie har agiteret for behovet for at høre

andre historier om Afrika end den om det

sultne barn med fluer i øjnene. I øjeblikket

forsøger hun selv at starte projekter i Nigeria,

som skal få hendes landsmænd til

at skrive litteratur med afsæt i deres egen

virkelighed.

’Det du har om halsen’ er Chimamamanda

Ngozi Adichies tredie roman. KURT anmelder

novellesamlingen i næste nummer.

Tag KUrT med

på ferie

Kærligheden er det største tabu Saudi Arabiens ... - My world images

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?