Hent 2 Myten_om_H.C.Andersen.pdf, som fylder ... - Ny Nordisk Skole

Myten om H. C. Andersens ordblindhed og sprogmangler -
stavning og syntaks i dagbøger og tidlige skrifter
AF PREBEN KIHL, KIRSTEN GREGERSEN, NIELS STERUM
Indledning
Det var måske Hermann 1 , der i 1955 var den første til at bruge udtrykket ”ordblind” om
H. C. Andersen. Topsøe-Jensen gentog påstanden i 1971 og det var på hans opfordring,
at Rosendal 2 , gav sig i kast med HCA’s stavevanskeligheder. Rosendal foreslog
ydermere i 1975 at H. C. Andersens ”konstitutionelle dysleksi” (arvelige ordblindhed),
der ytrede sig som mangelfuld stavning og syntaks, skyldtes en lettere form for ”dysfasi”,
dvs. udviklingsbestemte sprogmangler.
Det havde imidlertid længe været en kendt sag, at der var noget i vejen med H. C.
Andersens sprog. Hans samtid mente, at hans (skrift)sprog var ugrammatisk og dårligt.
En samtidig kilde til dette er Edward Collin 3 , der kendte digteren på nærmeste hold og
hjalp ham med korrekturlæsning af hans skriftlige arbejder. I en anden samtidig kilde, et
brev, gør en af H. C. Andersens skolekammerater grin med hans stavning. 4 Der forekom
offentlig kritik af forfatterens skriftsprog i litterære tidsskrifter, og Henrik Hertz skrev i
sine Gjengangerbreve [1830] nedladende om sin digterkollegas idelige ”plumpe
Bommerter mod Grammatik”. Selv beklagede H. C. Andersen sig over sine stave- og
sprogproblemer i selvbiografierne.
En moderne biografisk kilde til H. C. Andersens uddannelse er Bredsdorff. 5 Han
hævdede, at H. C. Andersen havde vanskeligheder under sin sporadiske skolegang i
Odense, at han aldrig lærte at stave ordentligt, og at man i vore dage utvivlsomt havde
betegnet ham som ordblind. Efterfølgende fik han også problemer på latinskolen og
bestod først sin “Examen Artium” ved privattutors hjælp. Bredsdorff refererer udsagn fra
H. C. Andersens samtidige, såsom den litterære kritiker og grammatiker Molbech,
medlemmer af H. C. Andersens mentorfamilie Collin og den engelske forfatter Dickens,
om H. C. Andersens dårlige stavning og mangel på sprogfærdigheder. Bredsdorff citerer
også H. C. Andersens egne beklagelser over sprogproblemer i selvbiografisk materiale
som dagbøgerne fra latinskoleperioden og i breve til venner. Andre sekundære kilder
med påstande om digterens sprogproblemer er f.eks. Reumert 6 , indledningen til H. C.
Andersens dagbøger 7 og Møller 8 .
Den sandsynligvis bedst dokumenterede lingvistiske undersøgelse af H. C. Andersens
stavning og syntaks blev udført af Rosendal, der på grundlag af psykologen Tordrup
klassificerede digteren som auditiv dyslektiker. Rosendal mente, at H. C. Andersen var

auditivt, men ikke visuelt ordblind, fordi han var klar over, at H. C. Andersen som dreng
var en glimrende læser, der bl.a. læste Shakespeare og Holberg. Rosendal vidste dette fra
selvbiografierne, der indeholder mange beskrivelser af H. C. Andersens tidlige
læseadfærd, f.eks. ved 11 års alderen “Jeg læste altid Historier”, “Alle Bøger jeg kunde
faae bleve slugte; Jeg læste Alt, saasnart jeg hørte, at nogen havde Bøger, kom jeg til
dem, uden at kjende dem” og ”Jeg læste en heel Mængde Biografier af berømte Mænd”.
H. C. Andersen citerer sin mor for at rose hans lærenemme ved 12 års alderen ”min Hans
Christian ser aldrig i sin Skolebog, men dog kan han den”. Han forklarer derpå, hvordan
han lavede sine lektier på vej til skole, men siger på samme tid at “næppe et Ord forstod
jeg at bogstavere korrekt”.
Men ifølge Rosendal var H. C. Andersens grundlæggende problem moderate,
ekspressive sprogmangler, dysfasi, der manifesterede sig som stave- og syntaksfejl.
Rosendal illustrerede disse vanskeligheder med mange kategoriserede fejl. Blandt disse er
der stavefejl forårsaget af et forvansket ordbilledforråd p.g.a. auditive vanskeligheder,
f.eks. “han” for “ham”, ”hundenlig” for ”huldelig”, fejl ved stumme bogstaver såsom
“vidskede” for “hviskede”, ”viste” for ”vidste”, fejl ved dobbeltkonsonant f.eks. ”dise”
for ”disse”, ”væmelige” for ”væmmelige”, fejl forårsaget af ”drillevokaler” f.eks.
”tyrstig” for ”tørstig”, ”Stæder” for ”Steder”, fejl i velkendte navne som Shackspear,
Schackspear, Schekspear, og fejl på grund af H. C. Andersens fynske dialekt, f.eks.
“utaget” for “udtaget” etc. Andre problemfelter var fremmedord, sammensatte ord,
bøjninger, udeladelse af ord og stavelser, reversaler (ombytninger af bogstaver i ord) og
stort begyndelsesbogstav.
På samme vis beskrev Rosendal H. C. Andersens syntaksfejl. Her er et af Rosendals
eksempler på H. C. Andersens ubehjælpsomme og komplicerede formuleringer i et brev
skrevet ved 18 års alderen (understregningerne er Rosendals):
“tilsidst, just da Nøden var størst for Døren, antog man sig mig mest og sendte mig
herud. Fra første Øjeblik lovede jeg at stræbe alt, hvad jeg kunde, da jeg forudsaae, at
uflid vilde være et Tyveri, jeg giordte en mere værdig” 9 .
Ifølge Rosendal indeholder disse ytringer en misforstået fast vending, et kejtet udtryk
og en lidt svært forståelig sætning.
I 1988 forsøgte Aaron, Phillips og Larsen 10 at anvende streng videnskabelig metode
ved undersøgelsen af specifik, udviklingsbestemt dysleksi (den moderne betegnelse for
ordblindhed) hos fire berømte historiske personer. De analyserede fire typer af data
1) biografier, skoleoptegnelser og selvbiografier
2) kognition, dvs. stave- og syntaksfejl, og oplysninger om evner, der havde at gøre med
2
Hans Christian Andersen

forarbejdningen af rækkefølge og simultan information
3) neuropsykologiske oplysninger om ufuldstændig hjerneopdeling og håndethed
4) oplysninger om nedarvede biologiske faktorer såsom familieforhold, migræne og
immunsystem sygdomme i overensstemmelse med Geschwind og Behan’s hypotese 11
En af de fire ordblinde var H. C. Andersen. Da de historiske kilder til digterens
neuropsykologi og biologi var sparsomme, blev konklusionen – at H. C. Andersen led af
nedarvede indlæringsvanskeligheder og specifik dysleksi – baseret på biografiske data,
hovedsageligt Bredsdorffs bog, og på analyser af stave- og syntaksfejl. Aaron m.fl.
undersøgte H. C. Andersens stavning i et kort digt og et formelt brev på en side skrevet
ved 11 og 19 års alderen. De fastslog, at “Andersen’s manuscripts contain numerous
spelling errors”, der var vedvarende, og at dette var typisk for ordblindes stavning. Et
lille udvalg af forkerte sætningskonstruktioner og morfologiske fejl fra forfatterens tidlige
dagbøger illustrerede de syntaktiske problemer. Der fandtes ingen oplysninger om H. C.
Andersens tankemæssige forarbejdning af rækkefølger, men hans mange fine tegninger
og papirklip blev opfattet som udslag af hans overlegne evner for simultan forarbejdning.
Som det ses, beskriver og definerer de ovenfor omtalte historiske kilder og moderne
undersøgelser H. C. Andersens sproglige mangler på forskellig vis. Men der er bred
enighed om, at noget var galt med hans sprog.
I lighed med Rosendal og Aaron m.fl. anvender nærværende forfattere det, der kaldes
”diskrepansdefinitionen” på ”specifik dysleksi” som en arbejdshypotese i H. C.
Andersens tilfælde (se for eksempel Siegel 12 ). I denne definition er ”specifik
udviklingsbestemt dysleksi” lig med uventede læse- staveproblemer hos børn.
Problemerne er uventede eller overraskende, fordi der er en diskrepans
(uoverensstemmelse) mellem på den ene side god intelligens, tilstrækkelig undervisning
og fraværet af neurologiske og følelsesmæssige forstyrrelser og på den anden side store
læse- og staveproblemer. Det er klart, at både Rosendahl og Aaron m.fl. forudsatte, at
diskrepansdefinitionen gjaldt for H. C. Andersen, og at han ikke var ordblind på grund af
f.eks. lav intelligenskvotient eller neurologiske vanskeligheder. Rosendal antog
endvidere, at H. C. Andersen var dysfatisk, dvs. at han led af specifikke sprogmangler.
Det primære symptom hos børn med specifikke sprogmangler er lydmangler, der er
dysfasiens varemærke, men der kan også samtidig være vanskeligheder med grammatik
(syntaks) og sprogforståelse.
Samtidige og moderne oplysninger peger entydigt på, at H. C. Andersen var ordblind
og måske dysfatisk. Er der grund til at betvivle dette? Vores første tvivl opstod, da vi
kiggede på de offentliggjorte eksempler på forkert syntaks og morfologi hos H. C.
3
Hans Christian Andersen

Andersen. Vi syntes ikke, at de var særligt overbevisende. Samtidig var vi jo klar over, at
sætningsopbygningen hos det litterære geni havde forandret den danske syntaks. Vi
mente endvidere, at det var nødvendigt at tage hensyn til de forhold, hvorunder han
skrev. F.eks. i henhold til dagbøgerne efter en teateraften med drinks i Rom, i et dårligt
oplyst kammer efter en dags vandring i de tyske skove osv. Det var også åbenlyst ud fra
dagbøger og eventyr, at han elskede lange syntaktiske konstruktioner. Følgelig var det
ikke særligt overraskende, at han kunne komme i vanskeligheder, når han ved 19 års
alderen forsøgte at skrive et bureaukratisk brev til sin rektor eller skrev sætninger, der
fyldte en halv trykt side i en dagbog.
Yderligere gav en pilotundersøgelse med foreløbige stavefejloptællinger af ca. 2.600
ord i fire dagbøger mellem 1825 og 1839 (dvs. mellem 20 og 34 års alderen) en
gennemsnitlig stavefejlprocent på ca. 2,5 varierende mellem 1,8 og 3,8%. Vi syntes ikke,
at disse fejlprocenter var særlig høje. Vi fandt heller ikke i disse fire stikprøver eksempler
på forkerte syntaktiske konstruktioner overhovedet.
På grundlag af disse overvejelser og pilotundersøgelsen besluttede vi os for at udføre
en systematisk undersøgelse H. C. Andersens stavning og syntaks.
Det er imidlertid indledningsvis nødvendigt at give en oversigt over H. C. Andersens
skolegang før 14 års alderen, da denne betydningsfulde periode i en ordblinds liv ikke
dækkes ordentligt af de undersøgelser, der er blevet refereret. Oversigten er baseret på
den nyeste information offentliggjort i en kronologisk liste af H.C. Andersen Centret på
Syddansk Universitet, Odense Universitet 13 . H. C. Andersens neuropsykologi og biologi
vil også blive genundersøgt på grundlag af historiske kilder og interviews med danske H.
C. Andersen forskere.
Kilderne indikerer generelt, at hans tidlige skolegang var utilstrækkelig. Ved 5-6 års
alderen kom han i en pogeskole hos en ”læremor” i en kort periode. Samme år skiftede
han skole, men denne lukkede året efter. I henhold til den kronologiske liste modtog han
ikke nogen undervisning mellem 7 og 12 års alderen. Ved 12 års alderen kom han igen i
skole, denne gang i fattigskolen på Odenses arbejdshus. Fagkredsen bestod af religion,
skrivning og regning, men hvor meget han blev undervist, og hvor meget tid han tilbragte
i skolen, vides ikke. Efter konfirmationen inklusive religionsundervisning rejste han ved
14 års alderen til København, hvor han i de næste tre år modtog uregelmæssig
privatundervisning. Ved 17 års alderen gik han i gang med sine ulykkelige, men mere
systematiske studier på latinskolerne i Slagelse og Helsingør.
Vi fandt ingen væsentlig information om H. C. Andersens genetiske disposition til
familiær ordblindhed, immunsystemsygdomme, kluntethed og talevanskeligheder. H. C.
Andersens mor kunne ikke læse og skrive, men dette skyldtes sandsynligvis manglende
4
Hans Christian Andersen

undervisning snarere end manglende evner. H. C. Andersen var højrehåndet, og hans
papirklip og tegninger viser, at hans motoriske færdigheder mindst fra 14 års alderen lå
over gennemsnittet. Beretninger om hans talesprog som voksen, f.eks. når han læste et
nyt eventyr op, indikerer at han talte elegant, med lethed og med fine accentueringer 14 .
Nærværende undersøgelse er et forsøg på at studere H. C. Andersens stavning og
syntaks systematisk og empirisk for at bedømme, om han var ordblind og dysfatisk og i
givet fald i hvilken grad. Kilderne til stavning og syntaks fra 20 til 70 års alderen er de
offentliggjorte, men ukorrigerede dagbøger. Stavning og syntaks fra 11 til 19 års alderen
belyses v.h.a. ukorrigerede digte og breve – flere af disse er ikke offentliggjort.
Resultaterne af disse undersøgelser vil blive sammenlignet med data om stavningen hos
digterens samtidige og med moderne oplysninger om normal og ordblind stavning.
Stavning og syntaks i H. C. Andersens dagbøger fra 20 til 70 års alderen
(1825-1875)
Stavning
H. C. Andersens dagbøger i 10 bind er en enestående kilde til studiet af stave- og
syntaksfejl. Dagbøgerne er blevet translittereret fra H. C. Andersens gotiske skrift og er
trykt med hans egen ortografi og syntaks. Fodnoter angiver hans egne rettelser i teksten.
Omfanget af dagbøgerne varierer og bliver længere med H. C. Andersens alder og
udlandsrejser. I de originale dagbøger er H. C. Andersens skrift flydende, med store
velformede bogstaver, som ser ud til at være skrevet hurtigt.
Dagbøgerne er ført mellem 1825 og 1875, men H.C. Andersen skrev ikke dagbog i 6
af disse 51 år. Fra hvert dagbogsår blev der udtaget en stikprøve. Disse 45 stikprøver
udgjorde hovedserien og bestod hver af 2 sammenhængende trykte sider á ca. 500 ord
(bestemt udfra størrelsen af de 4 korteste dagbøger på knap 500 ord). Som kontrolserie
blev der udtaget 5 nye stikprøver fra 5 tilfældige dagbogsår, hvorefter det samlede antal
undersøgte ord beløb sig til ca. 25.000 eller ca. 2,5% af hele dagbogsmaterialet.
I analysen af stikprøverne indgik alle ord inklusive forkortelser, navne og
fremmedord, men ikke tal og specielle symboler. Stavefejl blev fundet ved
sammenligning med en eller to ordbøger og optalt. Da dansk 1800-tals stavning i nogen
grad adskiller sig fra nutidig stavning, blev H. C. Andersens stavning kontrolleret v.h.a.
de to første danske ordbøger, nemlig Badens Dansk ortografisk Ordbog [1799] og
Molbechs Dansk Haand-Ordbog [1813].
Figur 1 og 2 viser H. C. Andersens stavefejlprocenter i de 50 stikprøver som en
funktion af tiden.
5
Hans Christian Andersen

Figur 1 illustrerer spredningen af stavefejlprocenter i stikprøverne. Hovedserien har en
middelværdi på 8,6 stavefejl per 500 ord, dvs. en stavefejlprocent på 1,74, med en
standardafvigelse på 0,98%, varierende mellem 0 og 4,0%. Standardafvigelsen er et
udtryk for stavefejlfordelingens normale variationsområde. De fem kontrolstikprøver gav
et mål for fejlvariationen indenfor et givet dagbogsår og lå alle indenfor hovedseriens
fejlområde.
Tilsyneladende er den 20- til 70-årige forfatters stavefejl i Figur 1 tilfældigt fordelt i
området mellem 0 og 4%. Men da enhver form for udviklingstendens i H. C. Andersens
stavning vil være interessant, er der udført en statistisk analyse på hovedseriens data.
Figur 2 viser den udviklingslinje, der bedst beskriver data. Der er imidlertid ingen
sammenhæng mellem stavefejl og tid, og linjens meget svage hældning er ikke
signifikant.
Resultatet af undersøgelsen af H. C. Andersens stavning i dagbøgerne fra 20-års
alderen til hans død som 70-årig er en gennemsnitlig stavefejlprocent på ca. 1,75 med en
standardafvigelse på ca. 1% og et variationsområde mellem 0 og 4%.
Syntaks
Bortset fra stilistiske forskelle er der strukturel lighed mellem dansk 1800-tals syntaks og
nutidig syntaks. Den syntaktiske korrekthed i stikprøverne blev derfor vurderet igennem
en omhyggelig læsning og analyse af hver enkelt sætning. Sætningerne blev optalt og
6
Hans Christian Andersen

analyseret, og forkerte sætninger blev markeret. Det skal tilføjes, at H. C. Andersens
dagbogssætninger varierer i længde fra telegrafisk dagbogsstil såsom “I Theatret Sang”
til komplicerede konstruktioner af en halv trykt dagbogssides længde, som nævnt. I
analysen blev H. C. Andersens udeladte kommaer ikke optalt som syntaktiske fejl i
betragtning af, at der var tale om en dagbog. Ligeledes blev morfologiske fejl, dvs.
grammatiske bøjningsfejl, ikke optalt som syntaktiske fejl, men som stavefejl (derom
senere).
De 50 stikprøver indeholdt 1548 sætninger i alt. Analysen afslørede i alt 7 sætninger,
der enten havde en forkert syntaks, var uforståelige eller manglede et ord. H. C.
Andersens gennemsnitlige syntaktiske fejlprocent i alle stikprøver fra dagbøgerne var
således 0,45.
Selvom der ikke eksisterer en standard, som omfanget af H. C. Andersens syntaktiske
fejl i dagbøgerne kan sammenlignes med, kan det dog konkluderes, at H. C. Andersens
syntaktiske fejl fra 20 til 70 års alderen var få og ubetydelige.
En konkordansundersøgelse af stavningen i H. C. Andersens dagbøger hvert femte år fra
20 til 70 års alderen
Stavning
Tidlig dansk 1800-tals (og nutidig) stavning er kompliceret på grund af historiske
lydforandringer ofte uden tilsvarende ændringer i ortografien. Selvom der er mange
ligheder mellem tidlig 1800-tals og nutidig dansk stavning, kan fejloptællinger være
bedrageriske, fordi ord, der ser forkerte ud, kan være korrekt stavede, og værre, fordi
tilsyneladende korrekt stavede ord kan være stavefejl. Desuden var tidlig 1800-tals
stavning endnu ikke fuldstændigt standardiseret, hvad der medførte, at praksis,
grammatikker og ordbøger varierede. De lærde var uenige, hvilket f.eks. fremgår af
indledningen til den ortografisk konservative Molbech’s ordbog. Oversigter af Boberg 15
og Gregersen 16 drøfter den tummel, som anvendelsen af forskellige ortografiske systemer
medførte. Diskussionen fortsatte indtil 1888, da regeringen vedtog en fælles norm.
I lyset heraf og for at udføre en ny, metodisk uafhængig vurdering af H. C. Andersens
stavning sammensatte vi en konkordans af offentliggjort dansk 1800-tals litteratur fra
Det Kgl. Bibliotek. Litteraturen bestod af tekster offentliggjort mellem 1826 og 1865 af
fire forfattere, nemlig Ingemann, Chievitz, Goldschmidt og H. C. Andersen selv.
Teksterne gav en konkordansstørrelse på ca. 1 million ord. Konkordansen blev styret af
et computerprogram og fungerede som en lynhurtig ordbog, når et ord blev skrevet på
tastaturet. Formålet med konkordansen var at vurdere H. C. Andersens stavning i
7
Hans Christian Andersen

dagbøgerne ved at sammenligne den med tidens ortografiske sædvaner i den trykte
litteratur efter korrekturlæsning af forfattere, redaktører og typografer.
11 stikprøver fra dagbøgerne i den første undersøgelse - en fra hvert femte år mellem
1825-70 - blev kørt igennem konkordansen ord for ord. Da 1800-tals egennavne ofte er
umulige at kontrollere, blev disse ikke anvendt i sammenligningerne. Når egennavnene
var trukket ud af materialet, gav konkordansen utvetydige svar på langt de fleste ord. I
fire tilfælde angav den to stavemåder sammen med ordenes forekomsthyppigheder,
f.eks. “sneg” (15) og “sneeg” (2), og “Taknemlighed” (24) og “Taknemmelighed” (36).
Disse tilfælde blev bedømt individuelt, og i eksemplerne blev H. C. Andersen’ s “sneeg”
talt som en fejl, men ikke “Taknemlighed”.
Tabel 1. H. C. Andersens stavning i 11 dagbøger mellem 20 og 70 års alderen (1825-75)
Dagbogsår Antal ord i 11stikprøver
(egennavne i parentes)
hvert femte
fra1825 til 1875
5448 (409) 82
8
Fejlstavede ord
Antal Stavefejlprocent
gennemsnit 1,63
standardafvigelse 0,72
variation 0,66-2,97
Den gennemsnitlige fejlprocent, standardafvigelsen og variationsområdet i Tabel 1 svarer
pænt til de tilsvarende tal fra den første undersøgelse. Men da hovedsagen er, at
konkordansen giver et uafhængigt mål for H. C. Andersens stavning i forhold til
optællingsmetoden i den tidligere undersøgelse, blev der udført en statistisk
sammenligning af tallene i de to forskellige undersøgelser (såkaldt reliabilitetsmåling).
Sammenligningen viste, at optællingerne førte til statistisk meget ens resultater, hvilket
betyder, at optællingerne af, hvilke ord H. C. Andersen stavede korrekt og hvilke han
stavede forkert, var yderst pålidelige. Fem fejl blandt de 82 fejlstavede ord i
konkordansundersøgelsen var ”bøjningsfejl” såsom udeladelsen af bogstavet ”t” i
“værdigt” stavet som “værdig”. Sådanne fejl blev klassificeret som almindelige
fonologiske stavefejl, ikke morfologiske fejl, i overensstemmelse med Sandersen 17 .
H. C. Andersens stavefejlprocenter i de to foregående undersøgelser vil
blive fortolket i afsnittet ”Sammenligninger”. Næste afsnit ser på H. C. Andersens
stavning før 20 års alderen.
Hans Christian Andersen

H. C. Andersens stavning og syntaks i digte og breve fra 11 til 19 års alderen
(1816-1824).
Stavning
Der findes kun lidt skrevet materiale fra H. C. Andersens tidlige år, specielt fra de første
teenage-år. Noget materiale er blevet translittereret og offentliggjort, f.eks. 9 digte
skrevet i H. C. Andersens fars regimentsbog, fra omkring 13 års alderen, desuden breve
fra H. C. Andersen til hans lærere og hans rektor ved 17-19 års alderen. Men med
bistand fra H. C. Andersen-museet, Odense, fik vi translittererede, ofte hidtil
upublicerede tekster fra alle H. C. Andersens teenage-år undtagen et. Et af de første tre
digte i tabellen nedenfor er det først kendte dokument fra H. C. Andersens hånd.
Teksterne blev kontrolleret ord for ord med konkordansen, og der blev set bort fra
egennavne. Tabel 2 giver resultatet.
Tabel 2. H. C. Andersens stavning fra 11 til 19 års alderen (1816-1824)
Kilde Alder Genre Antal ord Antal Stavefejl-
(egennavne i
parentes)
stavefejl procent
Brix 18 ,
Det Kgl. Bibliotek 19
11? 2 digte 228 (10) 51 23,39
1 epitafium
13? 9 digte 440 (5) 49 11,26
H. C. Andersens Hus 21
14 digt 41 (4) 7 18,92
H. C. Andersens Hus 22 15-16 digt 160 (4) 7 4,49
Det Kgl. Bibliotek 23
16 digt 179 (12) 11 6,59
Galster 24
17 brev 246 (2) 6 2,46
Galster 25
18 brev 812 (2) 42 5,19
Galster 26
19 brev 375 (1) 5 1,34
I alt 2481 (40) 178
Brix 20
Der et uregelmæssigt fald i stavefejlprocenterne fra 11 til 19 års alderen, hvor
fejlprocenten nærmer sig dagbøgernes. Figur 3 viser fejlprocenterne i Tabel 2 som en
kurve.
9
Hans Christian Andersen

10
Hans Christian Andersen
Et digt af H. C. Andersen skrevet den 19. maj
1819 kort efter hans 14 års fødselsdag. H. C.
Andersens Hus. Digtet lyder:
Til Madam Bertelsen
Modtag o du dog den ringe Gave
Blot disse korte Linnier
Jeg ikke noget Bedre i mit Eje Have
Kun hvad mit Hjarte Skriver her
Du Rejser bort – O Ak jeg Arme
Maaske jeg aldrig Aldrig meer
O ædle Kone dig jeg seer
Dog Haaber jeg sig Gud Forbarme
Og gjør mig Glad og Lykkelig
Hvis Ej – min da skal stedse være
Og hvad jeg stedse Ønsker mig
At Gaae til De Udvalgte Hære
Og der er jeg saa Glad trykt
Lig Huuse som paa Klipper bykt
Jeg vilde – men – O – Ak
jeg kan det aldrig Nej
At Takke Dig – o blot med Tak
Men Himlens Fader lønne dig
O du maa troe at det Smerter mig
I det du Rejser bort fra mig
Du var – tilad mig vad mit Hjarte sige
Indtrofast God Veninde
- O gjem dette Minde
fra en – maaske Ulykkelige
Hans Christian Andersen
Odense den 9 Maj 1819

Figur 3 ligner den første del af en typisk, uregelmæssig individuel indlæringskurve fra et
eksperiment i læreprocespsykologien. Når fejlprocenterne fra hovedserien og fra Tabel 2
sættes i forlængelse af hinanden, bliver resultatet den meget lange indlæringskurve i
Figur 4.
Forløbet af denne unikke kurve over et enkelt menneskes staveudvikling svarer til
forløbet af en typisk indlæringskurve fra eksperimentalpsykologien. Den flade del af
kurven fra 20 til 70 år viser det endelige niveau, hvortil H. C. Andersens stavning nåede.
11
Hans Christian Andersen

Syntaks
I den syntaktiske analyse af de ca. 2500 ord, inklusive egennavne, i Tabel 2 var der kun
én lang konstruktion, der var svær at fortolke. Vi forsøgte ikke at optælle sætningerne,
da digtene før 16 års alderen bortset fra tankestreger og udråbstegn var næsten uden
tegnsætning.
H. C. Andersens stavning: Sammenligninger
Sammenligning med samtidige
Materialet i Tabel 3 består af fire offentliggjorte breve til H. C. Andersen fra hans
venner. Brevskrivernes originale ortografi er bevaret i translitterationen, og stavningen er
blevet checket ved hjælp af konkordansen. Derudover indeholder tabellen data fra
Sandersens undersøgelse (1986,1987) af stavefejl i unge soldaters breve fra Treårskrigen.
H. C. Andersens stavefejlprocenter stammer fra nærværende undersøgelse af
hans dagbøger og tidlige skrifter.
Tabel 3. Sammenligning af stavningen hos H. C. Andersen og hans samtidige
Kilde Navn og
alder på
samtidig
Galster 27
Galster 28
Topsøe-
Jensen 29
Topsøe-
Jensen 30
Sandersen 31
Hvid, 19
ven
Randrop,
19?, ven
Wulff, 21
veninde
Wulff, 44
veninde
Antal ord
(egennavne
i parentes)
Antal
stavefejl
12
Fejlprocent
hos samtidig
H. C.
Andersen’s
fejlprocent
og alder
Hans Christian Andersen
Khi 2 -test*
H. C.
Andersen
mod samtidig
563 (12) 10 1,81 > 1,34, 19 **IS
409 (3) 3 0,74 < 1,34, 19 IS
273 (3) 11 4,3 > 1,0, 21 **S
481 (21) 10 2.17 > 1,63, 44 IS
150 soldater 425 per
5,75 > 2,9, 17-20 S
i Treårskrigen,
17-20?
brev
8,50***
* Khi 2 -testen undersøger om to stikprøver statistisk set er forskellige
** IS/S = Ikke Signifikant/Signifikant
*** Af hensyn til sammenligningen bør Sandersens tal efter Noesgaard 32 forhøjes med ca. 50%.

Alle data i Tabel 3 er fra breve og en statistisk sammenligning kan derfor forsvares. Som
det ses er fejlprocenterne hos vennerne lig med eller højere end H. C. Andersens. I brevet
fra Knud Randrop til H. C. Andersen gør han nar af H. C. Andersens stavning i det brev
fra H. C. Andersen, der indgår i sammenligningen, men forskellen mellem dem er kun
0,6% og ikke statistisk pålidelig. Henriette Wullf havde ligesom H. C. Andersen ry for at
være en dårlig staver. Soldaterne begår statistisk set flere stavefejl end H. C. Andersen,
selvom Sandersen af forskellige grunde ser bort fra stavningen af store bogstaver,
egennavne, visse vokalbogstaver, bogstavet r, fremmedord osv.
Sammenligning med moderne undersøgelser
Det er vanskeligt at finde absolutte stavefejlprocenter fra normale og ordblinde
populationer, da de fleste undersøgelser foretrækker at udføre strukturelle, lingvistiske
analyser med henblik på modelbygning og forklaringer.
De danske undersøgelser i Tabel 4 og 5 nedenfor repræsenterer praktisk taget al
dansk forskning om stavning. De engelske undersøgelser er dem, som denne artikels
forfattere har kunnet lokalisere. Det er ikke urimeligt at sammenligne dansk og engelsk
stavning, da forholdet mellem lyd og bogstav i begge sprog er meget kompliceret. H. C.
Andersens fejlprocenter i de to tabeller stammer fra Tabel 2.
Tabel 4. Sammenligning mellem normal stavning i moderne undersøgelser og H.C.
Andersens stavning
Undersøgelse Antal personer Fejlprocent i H. C. Andersen’s
og alder
moderne
fejlprocent
undersøgelse og alder
Bryant & Bradley 33
30, ca.7 33,33
Kihl 34
1, 7-8 43,3
Elbro 35
12, ca. 9-10 31,5
Nelson 36
47, 7,5
73,75
42, 9,0
53,75
48, 11,2
29,38 > 23,39, 11?
Tordrup 37
214, ca. 12 ca. 11 ≅ 11,26, 13?
Noesgaard 38
7.500, 9-13
6.000, 13-16
13
18,57
17,56 > 9,0, 13-16
Hans Christian Andersen

Wing & Baddeley 39
40, 18-19? ca. 1,5 ≅
(2,1)*
5,19, 18/ 1,34, 19
Brown &
Loosemore 40
12 “junior”?
ca. 79
12 “senior”?
ca. 36
* Af hensyn til sammenligningen er 40% lagt til Wing & Baddeley’s tal på 1,5% i overensstemmelse
med Noesgaards 37 fejlprocent for store bogstaver.
Der er en lang række usikkerhedsfaktorer i sammenligninger af denne art, hvoraf de
vigtigste er ordhyppighed, ordlængde og forholdet mellem lyd og bogstav. Men andre
forhold som ordklasse, betydning og formel kontra uformel stavning kan også spille en
rolle for stavematerialers sværhedsgrad. Og det er klart, at der er stor forskel på de
moderne undersøgelser i tabellerne med hensyn til disse faktorer. Statistiske
sammenligninger er derfor ikke meningsfulde.
To konklusioner kan imidlertid drages af sammenligningen mellem H. C.
Andersen og de normale stavere. 1) Alle normale børn, der er yngre end 11 år, begår
flere stavefejl end H. C. Andersen ved 11 års alderen. 2) H. C. Andersens
stavefejlprocenter er lig med eller mindre end procenterne fra de normale stavere, hvor
en sammenligning er mulig. Det er værd at bemærke sig, at Wing & Baddeley’s
gennemsnitlige fejlprocent for engelske ansøgere til universitetet svarer til H. C.
Andersens fra 19 års alderen til 70.
Undersøgelse Antal personer
og alder
Ziegler 41
Seymour & Evans 42
Nelson 43
Barker m.fl. 44
Bryant & Bradley 45
Tordrup 46
Elbro 47
Brown & Loosemore 48
14
Fejlprocent
i moderne
undersøgelse
8, 9-10 70,9
3, 11,3 67,66 >
3, 11,6 26,66 >
H. C.
Andersen’s
fejlprocent
og alder
Hans Christian Andersen
23,39, 11?
23,39, 11?
30, 11,1 70,88 > 23,39, 11?
4, 12
1, 17
77,83 >
36,66 >
11,26, 13?
2,46, 17
62, ca.10,5 44,44 > 23,39, 11?
103, 11-12 ca. 40 > 23,39, 11?
19, ca.15 50 > 4,96, 14-17
12 “Junior”
12 “Senior”
ca. 84
ca. 39

Hovedkonklusionen af sammenligningerne i Tabel 5 er, at H. C. Andersens stavning er
langt mere fejlfri end de ordblinde børns. Forholdet mellem H. C. Andersens
gennemsnitlige fejlprocent og de ordblindes er 1: 2 ved 11 års alderen, 1:7 ved 13, 1:10
ved 15, og 1:15 ved 17. Disse tal er et nyt kvantitativt udtryk for den lovmæssighed, som
læse- og staveforskningen længe har antaget eksisterede, nemlig at de ordblinde
stavemæssigt står i stampe, mens H. C. Andersen og andre normale personer udvikler
sig.
Sammenligningerne viser generelt, at H. C. Andersens stavefejlprocenter i
meget højere grad svarer til de normale børns fejlprocenter end til de ordblinde børns.
Praktisk taget alle sammenligninger modsiger hypotesen om H. C. Andersens
ordblindhed, men bestyrker en antagelse om, at han stavede normalt eller bedre på alle
alderstrin.
Strukturen i H. C. Andersens stavefejl
Denne artikel har endnu ikke præsenteret en analyse af strukturen i og fejltyperne i H. C.
Andersens stavefejl. Vi mener, at andre undersøgelser blot har gjort dette uden at stille
spørgsmålet: Hvor mange stavefejl begik han præcist, og hvor vedvarende var de? Både
Rosendal og Aaron m.fl. hævdede, at H. C. Andersens fejl var talrige og vedvarende,
men sammenligningerne har vist, at H. C. Andersens fejltal på forskellige alderstrin ligger
indenfor normale grænser og endvidere, at H. C. Andersens stavning med sikkerhed
udviklede sig mellem 11 og 19 års alderen.
Strukturen i H. C. Andersens stavefejl i denne undersøgelses datamaterialer 49 kan ikke
desto mindre være til nytte. Der er bred enighed i forskningen om, at der er visse
strukturelle forskelle mellem normal og ordblind stavning. Forskellen er blevet beskrevet
på forskellig vis, men meningen er den samme. Forskellen vedrører forholdet mellem på
den ene side velordnede fejlstavede ord, der er ”fonologisk plausible” 50 i den ortografi,
der er på tale, og på den anden side stavefejl, der er mere rodede, og som ikke er
fonologisk plausible. Andre udtryk af samme art er ”fonetiske fejl, der lyder som
målordet, når de læses op” overfor ”ikke-fonetiske fejl” eller ”fonembevarende fejl”
overfor ”ikke-fonembevarende fejl” osv.
Et tilbagevendende fund i sådanne undersøgelser er, at de stavefejl, der
begås af normale stavere for det meste er velordnede, men at de ordblindes stavefejl er
meget mere fonologisk rodede, ikke-plausible og uoplæselige.
H. C. Andersens staveadfærd på denne dimension er klar. En analyse af
hans stavefejl i hele datamaterialet viste, at fejlene hovedsageligt var fonologisk plausible
15
Hans Christian Andersen

på alle alderstrin og havde samme struktur og fejltyper som stavefejlene i de vigtigste
danske undersøgelser af normal stavning 51 . Forholdet mellem H. C. Andersens
fonologisk plausible fejl overfor de fonologisk mindre plausible fejl var 96% : 4% fra 11
til 19 års alderen og 91,6% : 8,3% fra 20 til 70. Disse procenter svarer til forholdene hos
normale stavere hos i en række kendte undersøgelser, f.eks. Frith 52 , men ikke til
procenterne hos de ordblinde i de samme undersøgelser.
Når H. C. Andersens stavefejl klassificeres udfra det danske stavesystem, er
fordelingen af hans fejltyper lig med fordelingen af fejltyper hos hans venner og lig med
fordelingen af fejltyper i Noesgaards og Kihls undersøgelser.
Yderligere analyse af strukturen i H. C. Andersens stavefejl ville være meningsløs. Når
alt kommer til alt, så har denne undersøgelse vist, at han på ethvert tidspunkt staver
normalt.
Konklusion
Hvis H. C. Andersen havde levet i dag, kunne en skolepsykolog bevæbnet med
standardiserede stave- og læseprøver have stillet en foreløbig diagnose på et par timer.
På grund af historisk kildemateriales natur og begrænsninger er posthume diagnoser
langt mere krævende.
Den interesserede læser henvises til den amerikanske udgave af denne artikel 53 for
langt flere detaljer samt en metodisk og statistisk gennemgang af grundlaget for de
resultater, der er fremlagt her. I den amerikanske version diskuteres det f.eks., hvor
sandsynligt det er, at H. C. Andersen læste meget tidligt. Endvidere vurderes den
metodiske status af dagbøgernes gennemsnitlige fejlprocent statistisk, f.eks. hvor
repræsentative stikprøverne er for hele dagbogsmaterialet, men også andre forhold,
såsom hvordan H. C. Andersens hurtige skrivemåde i dagbøgerne og translitterationsfejl
kan påvirke resultaterne. Tilladeligheden af den anvendte statistik diskuteres også.
Her følger en oversigt over denne artikels oplysninger om H. C. Andersen af relevans
for spørgsmålet om hans påståede ordblindhed og sprogmangler. Det er blevet vist at, at
han
1. ikke har fået ret meget systematisk skoleundervisning
2. på trods heraf lærer sig selv at læse og skrive
3. fra en tidlig alder løber rundt til naboer for at låne avanceret litteratur
4. læser fra morgen til aften
5. skriver digte fra mindst 11 års alderen
6. er en produktiv skribent fra mindst omkring 14 års alderen og skriver om nordisk og
16
Hans Christian Andersen

græsk
mytologi, dansk folklore, teaterstykker og andre sofistikerede emner
7. ikke begår flere stavefejl end andre børn, ja er måske lidt dygtigere end børn er flest
8. begår overvejende fonologisk plausible stavefejl, men næsten ingen rodefejl
9. overstår sin staveudvikling ved 19-20 års alderen på et normalt niveau
10. har en god finmotorik, da han er dygtig tegner og papirklipper
11. elsker at skrive alenlange sætninger fyldt med fremmedord, navne og stednavne
12. på trods heraf praktisk taget ikke begår syntaktiske fejl eller bøjningsfejl
13. som voksen har et upåfaldende, ja endog velartikuleret, velformet talesprog
Er dette en karakteristisk af en ordblind med sprogmangler? Vi håber, at det forstås, at
dette ikke er tilfældet. Ordblinde mennesker med udviklingsbestemte sprogmangler har et
helt andet adfærdsmønster. På trods af en passende skolegang læser de langsomt og helst
ikke på eget initiativ, de skriver ikke meget, og når de gør, kan der f.eks. være en
stavefejlprocent på 70 mens de er børn, og på 25 når de er voksne. Rodede, uforståelige
stavefejl er ordblindhedens varemærke, og disse fejl er vedvarende, de forsvinder ikke på
noget tidspunkt i personens liv. Ordblinde mennesker kan ikke lide fremmedord, lange
ord og sætninger og søger at undgå dem. Nogle, men ikke alle, ordblinde er kluntede,
vælter ting og falder over deres egne ben. Såfremt de også har sprogmangler, vil der
også altid tidligt have været fonologiske mangler, i visse tilfælde også syntaks- og
forståelsesproblemer, og eventuelt senere komme læseforståelsesproblemer, som visse
forskere foreslår. Om fonologiske mangler hos H. C. Andersen ved man intet, men de er
ikke sandsynlige. H. C. Andersen ville formentlig selv have skrevet om sine lydmangler,
hvis han havde haft dem, f.eks. at folk ikke forstod, hvad han sagde, da han var lille.
Dysfatiske børn er helt bevidst om, at andre mennesker har svært ved at forstå dem.
Endvidere bør ideen om syntaks- og forståelsesproblemer på dette tidspunkt være
endegyldigt aflivet. Bortset fra at der er en sammenhæng mellem dysfasi og senere læseog
staveproblemer, er Rosendals antagelse om H. C. Andersens dysfasi højst besynderlig.
I almindelighed må man sige, at der skal en livlig fantasi til at påstå, at en forfatter af H.
C. Andersens kaliber led af sprogmangler, hvad han selvfølgelig heller ikke gjorde.
Læseforståelsesproblemer har der heller ikke været tale om hos H. C. Andersen i
betragtning af hans læseudviklingshistorie, læselyst og senere bogsamling.
Men hvordan opstod egentlig myten om H. C. Andersen dårlige sprog med de deraf
følgende efterrationaliseringer og fortolkninger: at han var ordblind, dysfatisk, specifik
dyslektiker osv.? Da vi nu står på fastere videnskabelig grund m.h.t. forståelsen af, at der
ingenting var i vejen med ham – i lyset af sine opvækstforhold klarede han sig faktisk
17
Hans Christian Andersen

glimrende – kan man spekulere over, hvordan det kunne komme så vidt. Måske kan
denne viden anvendes til at kaste lys over de offentliggjorte oplysninger om hans
livshistorie og forholdene i det tidlige 1800-tals Danmark.
I Odense er der sikkert ingen udover H. C. Andersen selv og hans forældre, der har
lagt mærke til hans læse-staveudvikling. Dog blev han ifølge Bredsdorff opfattet som
talentfuld af prominente folk i Odense, og har formentlig været gammelklog og forud for
andre børn.
Mytens begyndelse skal sikkert tidsfæstes til hans tre år fra 14 til 17 års alderen i
København, hvor hans talent, sociale færdigheder, pågåenhed og karisma gjorde, at han
fik kontakt til den danske kulturelle elite. Han var produktiv og præsenterede sine breve,
petitioner, digte og skuespil, inklusive stavefejl, for alle og enhver. Husk på, at de 14
årige børn i Noesgards undersøgelse begik ca. 17,5 % stavefejl i gennemsnit, og at H. C.
Andersens egen fejlprocent lå på et lignende niveau. Stavefejl af den størrelsesorden i
tekster er noget, man lægger mærke til. Det er ret almindeligt, at voksne, f.eks.
forældrene til et barn i 6. klasse, bliver opskræmte over barnets stavefejl, selvom barnets
læse- og staveudvikling i øvrigt er ganske normal. Det ved enhver skolepsykolog. Men
de fleste voksne er ikke klar over, at børn begår mange stavefejl, mens de er i færd med
at lære skriftsproget. Stavefejl, uanset hvor få, gør af ukendte grunde et stort indtryk på
os, idet vi ofte samtidig tror, at vi selv staver fejlfrit. H. C. Andersens ungdommelige
skrifter er givet blevet mødt af dette reaktionsmønster hos hans københavnske kontakter.
Det forhold, at han var i stand til at vække opmærksomhed, kom ham også til skade.
Man kan sige, at der var uoverensstemmelse mellem hans begavelse og de
udviklingsbestemte skriftlige midler, hvorigennem hans talent kom til udtryk.
Overklassen i København anerkendte, at han var talentfuld og støttede ham finansielt
og på andre måder, men morede sig også over hans fremtoning, umodenhed og mangel
på formel dannelse. De har utvivlsomt om sig selv ment, at deres (skrift)sprog var godt,
ja ligefrem fejlfrit. Sproglig korrekthed og pedanteri var utvivlsomt en væsentlig del af de
højere klassers identitet, dengang som nu. Desuden talte han fynsk, dengang der endnu
var rigtige dialekter til, hvad der ikke har gjort sagen bedre i københavnernes øjne. I
litteraturen om H. C. Andersens ordblindhed anvendes dialekt ofte til at forklare nogle af
hans stavefejl, idet antagelsen er, at rigsmål, dvs. københavnsk, ligger nærmere ved
ortografien end de regionale mundarter. Denne forklaring er imidlertid også en myte, idet
de bornholmske børn var de dygtigste stavere i Danmarks Pædagogiske Instituts
landsdækkende undersøgelse fra 1979 af, hvordan danske børn klarede sig i
retskrivningsprøven efter 9. klasse. Dialekt har intet med sagen at gøre, og desuden ved
vi nu, at H. C. Andersen ikke begik flere stavefejl end han skulle. Det er f.eks. også
18
Hans Christian Andersen

levet fremført, at han skulle have specielle problemer med navnestof. Bortset fra at
egennavne formentlig er vanskeligere at stave end andet ordstof, har denne påstand heller
intet på sig. For det første kan sagsforholdet ikke undersøges, da tidlige 1800-tals
egennavne ikke kan kontrolleres ordentligt, for det andet findes der ikke videnskabeligt
belæg for, at en speciel ordblindhed for egennavne skulle eksistere.
Den kulturelle overklasse i København kendte ikke begrebet ordblindhed, men de
misbilligede stavningen og syntaksen i H. C. Andersens autodidaktiske skrifter og
klassificerede hans sprog som ugrammatisk. H. C. Andersen var klar over dette og
troede selv på det - husk på, at han selv havde været nødt til at lære sig færdighederne og
kun havde mødt fordomme og uvidenhed om børns skriftsprogsudvikling - en tro der
blev forstærket af hans oplevelser i latinskolen. Da H. C. Andersen publicerede sine
skrifter, f.eks. i avisen, blev hans ”sproglige handicap” offentligt på grund af mangelfuld
korrekturlæsning. Rygtet om den underlige dreng var sikkert allerede udbredt i byen.
København var ikke stor, og alle kendte alle.
Senere og moderne undersøgelser fortsatte traditionen. Den blotte tilstedeværelse af
stavefejl og eksempler på mærkelig syntaks var et tilstrækkeligt grundlag for diagnosen
ordblindhed. Ingen undersøgelser gjorde sig den ulejlighed at tælle, hvad der var rigtigt
og forkert i H. C. Andersens skrifter og at sammenligne disse tal med relevante data.
Forfatterne takker vores historiske rådgivere Johan de Mylius, Odense Universitet, og
Ejnar Askgaard, H. C. Andersen Museet, Odense, for værdifuld assistance med litteratur,
dataindsamling og oversættelse. Forfatterne står også i gæld til de lærere, der i 1997
studerede til tale-hørepædagog på Danmarks Lærerhøjskole, Odense, for deres hjælp
med dataindsamlingen. Carsten Rosenberg Hansen og Gunnar Top på Danmarks
Pædagogiske Universitet rådgav os om statistiske metoder.
19
Hans Christian Andersen

Litteraturhenvisning
1 Hermann, K.: ”Om medfødt ordblindhed”. Munksgaard, København 1955, p. 148. Se også
Topsøe-Jensen: ”H.C. Andersens dagbøger. Foredrag i Videnskabernes Selskab. 2. April 1971” i
Anderseniana, 3. rk., I,3 (1972), pp. 245-261.
2 Rosendal, A.: ”Årsagerne til H.C. Andersens stavevanskeligheder” i Anderseniana, 3. rk. , II,2
(1975), pp. 160-184 (p. 161, p.164).
3 Collin, E.: H.C. Andersen og Det Collinske Huus. C. A. Reitzels Forlag, København 1882.
4 Galster, K.: H.C. Andersen og hans Rektor. Konrad Jørgensens Forlag, Kolding 1933, pp. 44-45.
5 Bredsdorff, E.: Hans Christian Andersen. Charles Schribner, New York 1975.
6 Reumert, E.: H.C. Andersen som han var. H. Hagerups Forlag, København 1925.
7 Olsen, K.: H.C. Andersens dagbøger 1825-34. Vol. I. K. Olsen & H. Topsøe-Jensen (red.).
København: Gads Forlag 1971.
8 Møller, T.B.: Teaterdigteren Hans Christian Andersen og ”Meer end perler og guld”, En
dramaturgisk-musikalsk undersøgelse. Odense Universitetsforlag, Odense 1995.
9 Dokumentets fulde ordlyd findes i Galster (1933) p. 23.
10 Aaron, P.G., Phillips, S., & Larsen, S.: ”Specific reading disability in historically famous persons” i
Journal of Learning Disability, 21, 1988, pp. 523-545.
11 Geschwind, N., & Behan, P.O. ”Laterality, hormones and immunity” i N. Geschwind & A.M.
Galaburda
(red.), Cerebral dominance. The biological foundations. Harvard University Press. Cambridge,
Massachusetts and
London, England 1984, pp. 211-224.
12 se for eksempel Siegel, L.S.: ”The discrepancy formula. Its use and abuse” i B.K. Shapiro, P.J.
Accardo & A.J. Capute (red.), Specific reading disability. York Press, Timoneum, Maryland 1998,
pp. 123-136.
13 Mylius, Johan de: H.C. Andersens liv og forfatterskab. En tekst- og informationsbase
[www.andersen.sdu.dk].
14 se for eksempel Rode, E.: ”Man lyttede”, Berlingske Aftenavis, 26. Marts 1955, pp. 12-13.
15 Boberg, V.: Dansk retskrivnings historie i de sidste 200 år.: Gjellerups Forlag, København 1895.
16 Gregersen, F.: ”Skriftsprogenes formelle udvikling på baggrund af øget læse- og skrivefærdighed
og udvidet
produktion af læsestof” i De Nordiske skriftspråkenes utvikling på 1800-tallet 4. Nordisk
språksekretariat, Oslo
1984, pp. 166-194.
17 Sandersen, V.: “Stavefærdigheden hos bondesoldater i treårskrigen 1848-50” i K. Ringgaard (red.),
1. Møde om udforskningen af dansk sprog. Århus Universitet, Århus 1987, pp. 91-103.
20
Hans Christian Andersen

18 Brix, H.: Det første Skridt. Drengen Hans Christian Andersens Skuespilarier. Carit Andersens
Forlag. København
1943. Heri digte af H. C. Andersen skrevet i faderens afregningsbog i tidsrummet fra omkring 1816-
1818.
19 H. C. Andersens epitafium over sin afdøde far, Det Kgl. Bibliotek, Den Collinske
Manuskriptsamling 17,4 o , samt ”Grav minde over lille Marie død 1816 den 26 Novem”, skrevet 17.
marts 1817, Det Kgl. Bibliotek, Ny Kgl. Saml. 1299g.
20 se note 17.
21 ”Til Madam Bertelsen”, 9. maj 1819, H. C. Andersens Hus.
22 ”Kunstens Tempel”, H. C. Andersens Hus.
23 ”Min Velgjører Hr Profesor Øehlenschlæger.-”, skrevet 17. oktober 1821, Det Kgl Bibliotek, Ny
Kgl. Saml. 1299g.
24 se note 4 pp. 13-14.
25 se note 4 pp. 22-24.
26 se note 4 pp. 26-27.
27 se note 4 pp. 43-44.
28 se note 4 pp. 44-45.
29 Topsøe-Jensen, H.: H.C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling. Flensteds Forlag. Odense
1959 (p. 63).
30 ibid. p. 442.
31 Sandersen, V.: ”Skrivefærdighed og skriftsprog hos danske soldater i treårskrigen 1848-50” i
Selskab for Nordisk Filologi (red.), Årsberetning for 1985-1986 (pp. 13-22), Selskab for Nordisk
Filologi, København 1986, samt
Sandersen, V.: ”Stavefærdigheden hos bondesoldater i treårskrigen 1848-50” i K. Ringgaard (red.),
1. Møde om udforskningen af dansk sprog, Århus Universitet, Århus 1987 (pp. 91-103).
32 Noesgaard, A.: Fejltyper i dansk Retskrivning. Fr. Bagges kgl. Hofbogtrykkeri, København 1945.
33 Bryant, P.E., & Bradley, L.: ”Why children sometimes write words which they do not read” i U.
Frith (red.), Cognitive processes in spelling. Academic Press, London 1980, pp. 355-372.
34 Kihl, P.: ”A Danish schoolboy´s rules of spelling” i International Review of Applied Linguistics, 4
1986, samt Kihl, P.: En skoledrengs staveregler. Odense Universitetsforlag, Odense 1988, pp. 321-
328.
35 Elbro, C.: Differences in dyslexia. A study of reading strategies and deficits in a linguistic
perspective. Munksgaard, København 1990.
36 Nelson, H.E.: ”Analysis of spelling errors in normal and dyslexic children” i U. Frith (red.),
Cognitive processes in
spelling (pp. 475-494). Academic Press, London 1980.
37 Tordrup, S.A.: ”Stavefejl og fejltyper hos elever fra 5. normalklasse og 5.-6. læseklasse” i
21
Hans Christian Andersen

Skolepsykologi, 2, monografi, 1965.
38 se note 31.
39 Wing, A.M., & Baddeley, A.D.: ”Spelling errors in handwriting: a corpus and distributional
analysis” i U. Frith (red.), Cognitive processes in spelling (pp. 251-286). Academic Press, London
1980.
40 Brown, D.A., & Loosemore, P.W.: ”A computational approach to dyslexic reading and spelling” i
C.K. Leong & R. Malatesha Joshi (red.), Developmental and acquired dyslexia: Neuropsychological
and Neurolinguistic perspectives (pp. 195-220). Kluwer Academic Publishers, Dordrecht 1995.
41 Ziegler, M.: Staveudvikling og stavevanskeligheder. Forlaget Skolepsykologi. Den røde serie nr. 21.
København 1990.
42 Seymour, H. K., & Evans, H.M.: ”Sources of constraint and individual variations in normal and
impaired spelling” i G.D.A. Brown & N.C. Ellis (red.), Handbook of spelling (pp. 129-154). John
Wiley & Sons. Chichester 1994.
43 se note 35.
44 Barker, A., Hussain, M.B., Larsen, C.H., & Rahbek, B.: Staveudvikling og stavefejl. Den gule serie
nr. 53. Læsepædagogen. København 1993.
45 se note 32.
46 se note 36.
47 se note 34.
48 se note 39.
49 To lister med stavefejlene i undersøgelsen står til rådighed for interesserede. Stikprøverne fra H. C.
Andersens dagbøger indeholder 84 fejl. De tidlige digte og breve har 198 fejl. Fejlene er blevet
kategoriseret ud fra det danske stavesystem og ud fra, hvor fonologisk plausible de er. Desuden
angives det procentvis, hvor mange fejl af hver type, materialet rummer.
50 Ellis, A.W. ”Modelling the writing process” i G. Denes, C. Semenza, and P. Bisiacchi (red.),
Perspectives on cognitive Neuropsychology (pp. 189-212). Lawrence Earlbaum Associates, London
1988.
51 Noesgaard, A.: Fejltyper i dansk Retskrivning. Fr. Bagges kgl. Hofbogtrykkeri, København 1945;
Kihl, P.: En skoledrengs staveregler. Odense Universitetsforlag, Odense 1988.
52 Frith, U.: ”Unexpected spelling problems” i U. Frith (red.), Cognitive processes in spelling (pp. 495-
516). Academic Press, London 1980.
53 Kihl, P., Gregersen, K., & Sterum, N.: ”Hans Christian Andersen’s spelling and syntax: Allegations
of specific dyslexia are unfounded” i Journal of Learning Disabilities, 33, 2000, pp. 506-519.
22
Hans Christian Andersen