Kontra Elgin Af Eirik Gjerstad 6 KUNST > < ERKENDELSE
H vorfor finder jeg mig tryllebundet og opslugt af eks- treme kunstneriske udtryk; udtryk, som ikke gør mig lykkeligere, og heller ikke foregiver at ville gøre mig lykkelig? Aristoteles skriver dog at det højeste og finale mål for alle men- neskelige aktiviteter er lykke, 1 og Nietzsche skriver at det kun er englænderen der stræber efter lykke. 2 Er vi alle da englæn- dere? I kraft af min egen smag hvad angår kunst, fejler jeg da personligt ikke alene i at være menneske, men også i at være englænder? Filosofiske vittigheder sat til side, så mødte jeg et provokerende svar på mit første spørgsmål, da jeg hørte Cath- erine Z. Elgins forelæsning til Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde i Odense i 2008: Disse ekstreme kunstneriske udtryk bibringer mig erkendelse i form af forståelse [understanding]. Elgin mener, i forlængelse af Nelson Goodman, at kunst fungerer kognitivt, og hendes æstetiske overvejelser udspringer af en sammentænkn- ing af æstetik og erkendelsesteori. 3 Elgins begreb om ’forståelse’ skal dog her afgrænses overfor viden [knowledge] som justified true belief. Elgin mener at viden er et ”uværdigt” [unworthy] genstandsområde for erkendelsesteoretiske overvejelser, der langt hellere skulle have forståelse som deres omdrejningspunkt. 4 Det er således her æstetik og erkendelsesteori mødes. Kunst bliver udtryk for erkendelse i den forstand den bibringer mig forståelse af mig selv og min omverden. Ifølge Elgin kunne tidligere tid- ers naive kunstopfattelser ikke forklare forekomsten og den ve- dvarende værdsættelse af store dele af vores kulturs kunst, da den netop antog at kunstens funktion var at øge mængden af lykke i verden, i kunstens tilfælde gennem at øge mængden af æstetisk nydelse. 5 Med sin kognitivistiske opfattelse af kunst, mener Elgin dog, at kunne forklare, hvorfor jeg udsætter mig selv for musik som Anaal Nathrakhs ’I Wish I Could Vomit Blood On You… …People’ 6 eller litteratur som Sofokles’ Kong Ødipus: Disse kunstneriske udtryks værdi for mig består i den erkendelse de formidler. Hvordan bibringer kunsten mig så erkendelse forstået som forståelse? Ifølge Elgin er kunst aldrig selvindeholdt, idet den altid refererer gennem brug af symboler, 7 der udgør og indgår i et nuancerigt og flertydigt sprog, som det kræver aktiv intellektuelt engagement for at begribe, og hvor de syntaktiske eller seman- tiske egenskaber ofte er flygtige og uhåndgribelige. 8 Kunsten er som sådan et sprog. Det er gennem sprogets evne til at referere, at det rækker udover sig selv, at det udtaler sig om noget det ikke selv er, og derved formidler erkendelse til mig. Kunstværket udtaler sig altid (også) om noget som ikke er kunstværket selv. Kritik De modsvar der efterfølgende kom fra salen, gik på at holde erkendelse ubesudlet af kunst, for at opretholde erkendelsens urokkelige og ufravigelige renhed. I modsætning til dette, går mit modsvar på at holde kunst, og ekstrem kunst i særdeleshed, ubesudlet af erkendelse. Mit første kritikpunkt angår kunstens sproglige karakter. Elgins betoning af kunstens sproglige karakter er grundpillen i hendes kognitivistiske kunstopfattelse. Et minimumskrav til at noget sprogligt kan fungere erkendelsesmæssigt, synes dog at være, at dette sproglige kan formulere noget forkert. I Elgins tilfælde, med hendes behandling af erkendelse som forståelse, vil dette sige at kunst skal kunne udtrykke en misforståelse. I tale- og skrivesprog har vi en nogenlunde klar idé om hvordan noget ser ud når det er forkert; det er netop i kraft af at du også kan sige noget falsk i disse sprog, såvel som noget sandt, at de er kognitive, at de kan bibringe erkendelse. Udtalelsen, ”i skak har man først tabt, når alle ens brikker er blevet taget”, er udtryk for en misforståelse. 9 Hvad er parallellen til dette i kunst? Hvordan er det helt præcist at jeg skal føre penslen, eller slå en akkord an, for at formidle misforståelse? Dette leder til mit andet kritikpunkt. For mig lader det til, at det er hendes betoning af kunstens sproglige karakter, der også fører til en overdrevet vægtning af det intellektuelle arbejde forbundet med at begribe kunst. Følelserne overses ikke af Elgin, men de underordnes idet følelser kun har kunstnerisk relevans i det omfang, at de kan formå at fungere som bærere [vehicles] af kognition. 10 Den eventuelle følelsesmæssige respons skal således også uundgåeligt i sidste ende gennem en intellektuel bearbejdn- ing, før et kunstværk kan siges at være begrebet eller fortolket korrekt. Følelser forbundet eller vækket af et kunstværk, der ikke på nogen måde er erkendelsesmæssige (hvis noget sådant overho- vedet kan lade sig gøre ifølge Elgin), lader til blot at være en form for laverestående underholdning, noget accidentielt, en bivirkn- ing. At sige, at en kunstoplevelse under alle omstændigheder må indebære en intellektuel fortolkning og symbolbegribelse – for overhovedet at være en kunstoplevelse – forekommer mig i hvert fald problematisk. 7
Change language