Faedrelandske forhold og anliggender: mindre arbejder

booksnow1.scholarsportal.info

Faedrelandske forhold og anliggender: mindre arbejder

79tt

i)5


Digitized by the Internet Archive

in 2010 With funding from

University of Toronto

http://www.archive.org/details/faedrelandskeforOOclau


MINDRE ARBEJDER.

FÆDRELANDSKE

FORHOLD OG ANLIGGENDER

AF

Dr. HENRIK NIKOLAI CLAUSEN.

Udgivne efter hans Død af Dr. JOHANNES CLAUSEN.

KJØBENHAVN.

FORLAGT AF G. E. C. GAD.

TRYKT HOS NIELSEN X. LYDICHE.

1881.


Jeg opfylder derfor kun en taknemlig Søns kjære Pligt, naar

jeg begynder Udgivelsen af de af niiu Faders Smaaskrifter, som

omhandle ,. fædrelandske Forhold og Anliggender." Saafremt dette

Bind maatte finde velvillig Modtagelse, vil det blive efterfulgt af et

andet, som indeholder de kirkelig-teologiske Arbejder. For at

orientere Læserne til klarere Forstaaelse af Artiklernes Indhold, har

jeg, hvor det gjordes behov, anset det for hensigtsmæssigt forud at

Bætte et sammentrængt Uddrag af min Faders „Optegnelser".

Horsens, August 1880.

Dr> Johannes Clausen.


Forord.

JJet hører til de naturlige, velbegrundede Ønsker ved Udtræ-

delsen af den jordiske Virkekreds, at der maa gaa et nogenlunde

sandt Billede af Personligheden og dens Virksomhed over til Efter-

verdenen: — ikke opsminket og sat i Lave, men heller ikke fortegnet

eller fortrukket. Saameget naturligere er dette Ønske, hvor Livet

ikke alene er blevet ført igjennem en lang Række afAar og af Aarenes

omskiftende Scener, men hvor det ogsaa har havt virksom Del i flere

af disse, hvor det følgelig har været ført under adskillig Strid og

Modstand fra mere end én Side og i mere end én Retning. De for-

skjellige Stemmer og Domme, der allerede i Mandens levende Live

ere blevne lydelige om ham og hans Virksomhed, ere Forbud paa,

i hvor forskjelligt et Lys Eftermælet vil kunne vente at blive

stillet. Jeg har læst, hvorledes jeg i senere Manddoms-Aar skal

være bleven en ganske anden Personlighed, end jeg har været i de

tidligere; jeg har ogsaa læst Forsikringen — i dadlende Betydning

— om, at jeg dog i Grunden var vedbleven at være den samme som

altid. Vel er det den teologiske Karakter, begge disse Paastande

gjælde ; men jeg tvivler ikke om, at der jo findes Kjendelser afsagte

om andre Retninger af min offentlige Færd, der staa i lige saa mistrøstende

Modsætning til hinanden.

Det er mit Ønske at kunne efterlade nogle Optegnelser af mit

Liv, mindre om det, jeg har udrettet, end om det, jeg har villet og

tilstræbt. Men, om Livstraaden skal blive udspunden saa langt, at der

vil blive levnet mig Tid til dette Arbejde, staar i højere Haand; og

med den aandelige Selvaftegning er det en egen Sag. Selv med den

ærligste Vilje kan Billedet forskyde sig ved Paalægning af Farverne,

ved Fordeling af Lys og Skygge.

Det forekommer mig derimod, at der i den literære Virksomhed

er givet det paalideligste Stof til et Personbillede, i samme Grad

som Virksomheden har grebet ind i ren menneskelige og borgerlige

Forhold og Interesser. Jeg tænker altsaa ikke paa de ren viden-

skabelige Arbejder, der danne de store Knudepunkter i Livet; thi

ved saadanne er det Opgaven at lade det Personlige træde tilbage


for (rjenstanden for Undersøgelse og Behandling. Men jeg tænker

paa den Kække af mindre Arbejder, der danne en fortløbende Traad

imellem de større Afsnit, fremkaldte ved Tidsbegivenheder og Tidsomstændigheder.

I dem har det Individuelle givet sig hen med

større Frihed og Friskhed, afspejlet sig fra forskjellige Sider, i de

forskjellige Stillinger givet de forskjellige Stemninger og Sjæls-

tilstande det utvungne, naturlige Udtryk.

Jeg har samlet. — dog med Forbigaaelse af, hvad der syntes

for nøje knyttet til Døgnets Interesser, — de Arbejder af denne

Beskaft'enhed, som ere udgaaede fra min Haand i Tidsskrifter eller

oflentlige Blade, dels under mit Navn, dels uden Navn. Selv efter

Udskydelsen af en Del udgjøre de et betydeligt Antal, og nogle ganske

enkelte har jeg føjet til, som ere blevne henliggende i Haandskrift.

Aeg har ordnet dem efter deres Indhold i to Hovedklasser:

omhandlende kirkelige eller teologiske og fædrelandske Anliggender

og Forhold, og atter fordelt dem i flere Grupper; hertil ere endnu

føjede nogle af blandet Indhold. Det Polemiske i Indhold eller

Form har jeg ikke kunnet tænke paa at holde ude af Samlingen.

Stridstimerne ere ikke de ringeste eller mindst betydende i Mandens

Liv. naar det er Sag, ikke Personer, han har havt for Øje.

Jeg tør tro, at en Samling af Lejlighedsskrifter, der omhandle

meget forskjellige Gjenstande og drage sig igjennem en Menneske-

alders Tid og derover, ikke vil være uden Interesse som historiske

Bidrag til Kundskab om kirkelige, politiske og sociale Forhold i en

Periode, di-r vil V)eholde sin Betydning i Danmarks Aarbøger. Og

personlig vilde jeg nødig opgive Tanken om Udgivelsen af disse

samlede .\rbejder efter min Bortgang: — ikke som Aktstykker, jeg

kunde ønske eller agte at vedkjende mig i alle Enkeltheder, men

som Vidnesbyrd om et Liv, stræbende fremad ved Selvbefrugtning

til Aandens Modenhed. „Det skulde gjøre mig ondt, om mang-

foldig Verdenserfaring i en stærkt bevæget, ja stormende Tid, al-

vorlig Betragtning og Selviagttagelse i forskjellige Livsaldere ikke

liavde lært mig Noget; hvo, som altsaa i mine tidligere Skrifter finder

liist og her noget Ensidigt, Umodent eller Overdrevent, ham er jeg

villig til at give Ret." Dette Ord (af A. W. Schlegel) gjør jeg

til mit.

Det er derfor mit Ønske, at mine Efterlevende ville gjøre Skridt

til Tankens Udførelse. En velvillig Imødekommen af dette Skridt

vil være mig en Ihukommelse i Crjerning.

Skrevet i Franzenshad i Juli 1860.

H. N. Clausen.


I.

Nationalitet og Modersmaal.


Den roskildske Stænderforhandiing

om

Nationalitets-Sagen.^)

(1846.)

„Næsten umiddelbar fra Rejsen (til Italien) maatte jeg

betræde Stændersalen (den 15de Juli 1846), hvor vi gik en

kvælende Sommerhede imøde. Ved Besprøjtaing af Markiserne

mod Solsiden søgte man at bringe en Smule Køling ind i Sa-

len. Bang (P. Gr.) afløste i denne, den sjette Session, der blev

den sidste i Stændernes Liv, Ørsted som kongelig Kommissarius.

. . . Imidlertid var der ved Bang istedetfor Ørsted

saare lidet vundet. Ogsaa han talte bestandig om dansk Na-

tionalitet og dansk Sprog, som om det ikke var eget Kjød og

Blod, men noget Fremmed, der vistnok havde Fordring paa

agtelsesfuld og retfærdig Behandling.

De to Aar, siden Stændersessionen i 1844, vare hen-

gaaede i uforandret kritisk Tilstand. Ikke alene var der ikke

foretaget noget Skridt fra Regeringens Side imod det slesvigske

Fortyskningsværk, som gik sin vante, stille og sikre Gang; men

det Mærkværdige var oplevet, at „den slesvigske F or en ing",

som var stiftet af de dansksindede Slesvigere mest af Bonde-

standen, var i Juli 1844 under Slesvigholstenernes Jubilaren

bleven suspenderet, og en Krimin alun der søge Ise, som dog

senere blev hævet, indledet imod den, paa Grrund af nogle min-

dre vel overlagte Ytringer i Anledning af Sprogpatentet af

29de Marts s. A. Den kongelige Besvarelse til de konge-

rigske Stænder af det i forrige Session indgivne patriotiske

Andragende henviste blot i vel bekjendt Kancellistil til „den

landsfaderlige Omhu for Haandhævelsen af det danske Sprog i

») Dansk Folkeblad, 1846, Nr. 30.

1*


Slesvig", saavelsom til „den skadelitre Indflydelse saavel paa

St«nderinstitut ionens Virksomhed som paa den indbyrdes Stem-

ning imellem de forskjellige Dele af Monarkiet, naar de for-

skjelligp Stænderforsamlinger indlode sig paa Foranstaltninger,

som vedkomme andre Statsdele, der ligge udenfor deres Virke-

kreds," Bestræbelsen fra national Side kunde i denne Tilrettevisning

ikke andet end finde Opfordring til at træde frem med

bestemtere præciserede Ankeposter, der maatte synes at inde-

holde den fornødne Retfærdiggjørelse for enhver dansk Folke-

repræsentation. I et Andragende, undertegnet af .T. Abraham-

son, H. N. Clausen, .1. Drewsen, H. P. Hansen, L. N. Hvidt,

J. E. Larsen, N. J. Meinert, J. F. Schouw, fremhævedes det

udtrykkelig, at „det tyske Sprog er indført i Slesvig som

Kirke- og Skolesprog i hele Strækninger, hvor Nationaliteten

endnu er saa dansk, at Børnene, naar de komme i Skole, intet

tysk Ord forstaa" o. s. v. . . . Men hvad der var opnaaet i

forrige Session i Roskilde i national Retning, var opnaaet ved

en Slags Overraskelse. I Sligt er der ingen Velsignelse. An-

dragendet blev atter fremlagt af J. E. Larsen; men en lang

og slæbende Forhandling fornyedes nu i den gamle Gænge,

anført af Bang som kgl. Kommissarius: om Inkompetence, on)

Forsonlighed, o m Sprogsagens Overvurdering, o m den konge-

lige Viljes Selvtilstrækkelighed o. s. v. Kun med Møje (31

mod 28) slæbte Sagen sig til et Udvalg; men Udvalgsbetænk-

ningen naaede ikke at komme til Forhandling. Paa et saadant

Punkt stod, — to Aar før Oprørets Udbrud, —

Nationalitetsinteressen i Østifternes Forsamling

under de mest æggende Udfordringer fra tysk Side!

For at bøde noget paa det kummerlige Udfald gjorde jeg den

trykte Udvalgsbetænkning (af Larsen, Abrahamson, Lehmann,

Kjøbmand Schou fra Slagelse) til Gjenstand for en Artikel,

hvori jeg betoned


fældet, at det med de Andragender, som ere blevne ind-

givne af Deputerede selv eller fremlagte af dem paa An-

dres Vegne, ikke er kommet videre end til en Begyndelse:

til en indledende Behandling, hvorved Spørgsmaalet er ble-

vet afgjort, om Sagen er funden egnet til at tages under

nærmere Forhandling, og til den Betænkning, som er ble-

ven afgivet af vedkommende Komité. Dette er i mere end

én Henseende at beklage. Ved at forfølge det historiske

Spor tilbage, viser det sig ved flere af de vigtigste Love,

der ere udkomne i den senere Tid, at de have deres Ud-

spring i Petitioner fra Stænderne. Naar her naturlig

det Spørgsmaal opstaar, om disse Love vilde være tilstede,

dersom Impulsen til samme i sin Tid ikke var udgaaet fra

Stænderne, saa kan den Tanke heller ikke trænges tilbage,

hvor Meget der kan være tabt for Udviklingen af vore For-

hold i den nærmeste Fremtid derved, at en Stændersession

har efterladt saa ganske ubetydelige Spor af Virksomhed

i denne ene Hovedretning. Dette vilde være det reelle Tab.

Men det vil ogsaa findes naturligt, ligesom det vel kan an-

ses stadfæstet ved Erfaring, at Andragender, som udgaa

fra Forsamlingens eller fra Folkets egen Midte, vække me-

get ofte den 'største Deltagelse og den livligste Forhand-

ling i og udenfor Stændersalen, fordi slige Andragender i

Almindelighed, — om end naturlig i større eller ringere

Grad, og i videre eller engere Kreds, — have deres Grund

i en Trang, en Interesse, en Anskuelse, som er fælles for

Flere, og saaledes sætte baade Sympatier og Antipatier i

Bevægelse. I Forhandlingen om saadanne frivillige Andra-

gender træder Stænderforsamlingen frem i mere selvstæn-

dig Karakter; det er dem. der fortrinsvis betegne Stæn-

derne som Folkets Organ til Regeringen, og derfor ogsaa


B

dem, der i Særdeleshed vedligeholde den folkelige Interesse

for Institutionen. Det vil saaledes ikke kunne nægtes, at

en Folkerepræsentation vil indtage en meget forskjellig

Stilling til Folket, som er repræsenteret i samme, og at

den vil føle sig selv i en meget forskjellig Stilling til Fol-

ket, efter som den sér sig i Stand til at optage og fuld-

føre Forhandling om Andragender, ved hvilke den henven-

vender sig. paa Medborgeres Vegne, begjærende og opfoi--

drende til Kegeringen. eller den finder sig indskrænket til

kritisk Gjennemgaaen af en Mængde Udkast til Anord-

ninger og Plakater, af hvilke den største Del er af meget

underordnet Betydning.

Imidlertid staar en Vej aaben. ad hvilken der indtil

en vis Grad maatte kunne søges Udfyldning for den Tom-

hed, der er ladt tilbage. Stændertidenden indeholder

Komité-Bemærknin ger over 11 Sager, som ikke

have kunnet komme under videre Behandling. Disse Be-

tænkninger. — affattede af de Mænd, til hvem Stænderfor-

samlingen har troet bedst at kunne overdrage Drøftelsen

af den paagjældende Sag, og hvori ikke sjælden forskjellige

Anskuelser om Sagen ere stillede overfor hinanden, —

ere bestemte til at afgive Grundlaget for Diskussionen

i Stænderforsamlingen; og dersom de, efterat dette ikke er

bleven naaet. maatte blive benyttede som Grundlag for en

offentlig Diskussion af Mænd, der have speciellere Interesse

tor deres Indhold, da vilde Pressen, som det synes, paa

værdig og gavnlig Maade kunne give en Fortsættelse af den

afbrudte Stænder-Forhandling.

Det er til et saadant Forsøg, at jeg agter at give mit

Bidrag, ved at optage til videre Udførelse det Andragende,


som den 24de Juli blev indgivet ved Professor Larsen i

eget og syv Medundertegnedes Navn:

om Foranstaltninger til at opretholde dansk

Sprog og Nationalitet i Sammenstødet

med det Tyske,

og som blev overgivet til en af 5 Deputerede (Professor

Larsen, Kammerherre Abrahamson, Advokat Lehmann,

Provst Plesner, Kjøbmand Schou) bestaaende Komité, hvis

Betænkning indkom den 31te August. Paa dette Punkt

stanser den stænderske Forhandling, men Komité-Betænk-

ningen findes optagen i Stændertidenden, S. 3538— 3552.

Denne Betænkning meddeler først en historisk Udsigt

over „de beklagelige og ydmygende Vilkaar, som dansk

Sprog og Nationalitet ere undergivne i et til det danske

Monarki hørende Land." hvor „den danske Befolkning,

uagtet al den Kraft, der i Aarhundreder er bleven anvendt

paa det danske Sprogs Fortrængelse, dog endnu udgjør den

halve Del af Folkemængden," Hovedtrækkene i den givne

historiske Fremstilling ere disse: at der tindes i Slesvig et

Antal af omtrent 100 tyske Folkeskoler i dansktalende

Distrikter, „uagtet Nationaliteten, i en stor Mængde af disse

Sogne endnu er saa dansk, at Børnene, naar de komme i

Skole, intet tysk Ord forstaa," — at det, til at forsyne de

omtrent 280 danske Almueskoler i Slesvig med virkelig

danskdannede og dansksindede Lærere, mangier paa enhver

Foranstaltning i selve Hertugdømmet, idet sammes eneste

Skolelærer-Seminarium, i Tønder, er ren tysk, saa at der

til det Danske ikkun meddeles, som til et fremmed Sprog,

nødtørftig Kundskab ved en med ringe Løn antagen Hjælpe-

lærer, — at, ifølge B.eskr. 14de April 1840, ingen Semina-

rist kan erholde Ansættelse ved de danske Skoler i Her-


8

tugdøuimct. uden at være i Stand til at undervise i Tysk,

og uden at have godtgjort denne Dygtighed for vedkom-

mende, i Almindelighed tyskfødte og tyskdaunede, Øvrig-

hed, — at Undervisning i Tysk er dels anordnet, dels

allerede indført i de danske Almueskoler i Slesvig, og

det endog saaledes. at de før det nysnævnte Reskript an-

satte Skolelærere erholde for denne Undervisning i Tysk

en aarlig Godtgjørelse af den kongelige Kasse,

at de fire lærde Skoler i Hertugdømmet alle ere tyske,

i hvilke Grunden tidlig bliver lagt til den tyske Dannelse

og Aandsretning hos saa mange tilkommende Religions-

lærere i de danske Distrikter, „der dels have begunstiget

Ungdommens Fortyskning, dels selv i mange Sogne indført

tysk Gudstjeneste, først afvexlende med den danske, men

efterhaanden i saadant Omfang, at den danske Gudstjeneste

tilsidst er falden aldeles bort," — at den juridiske Uni-

versitetsdannelse for tilkommende juridiske Embedsmænd i

Slesvig meddeles alene ved Statens tyske Universitet, til

hvilket altsaa de danske Slesvigere, som ville studere Lov-

kyndighed, ere ligefrem henviste, og hvorfra udgaar en Em-

bedsstand, der er „fremmed for dansk Nationalitet og dens

Interesser, og som oftest endog staar i fjendtlig Stilling til

den under dens Sammenstød med den tyske, — en unatio-

nal Minoritet, som er i Besiddelse af den hele lokale Re-

geringsmyndighed;" — at den i Reskr. 14de Maj givne

iiestemmelse angaaende Brugen af det danske Sprog i

Regerings- og Rettergangs-Sager i de Distrikter, hvor det

er Kirke- og Skolesprog, er „ved senere Bestemmelser og

især ved de vedkommende x'Vutoriteters indskrænkende For-

tolkninger bleven i den Grad begrænset, at Hensigten med

samme ingenlunde synes opnaaet," ligesom og at Intet endnu


er anordnet angaaende Indretningen af de Prøver, hvorved

det skulde godtgjøres, hvad Patent af 14de Maj 1840 be-

stemmer: at Enhver, som ønsker Embedsansættelse i de

danske Distrikter i Slesvig, forinden har at godtgjøre, at

han fuldkommen besidder den til den mundtlige og skrift-

lige Brug af det danske Sprog fornødne Kundskab i samme;

— at det provisoriske Patent af 29de Marts 1844, „i Ste-

det for at udtale det danske Sprogs lige Berettigelse med

det tyske i en Stænderforsamling, der repræsenterer dansk

og tysk Befolkning i lige Antal," har indskrænket

Brugen af det danske Sprog til dem. der „ikke tiltro sig

at være det tyske Sprog tilstrækkelig mægtige," hvorhos

end ikke de danske Foredrag tør protokolleres i Original-

sproget, men kun i tysk Oversættelse, fra hvilken de atter

skulle oversættes paa Dansk til den danske Udgave af

Stændertidenden.

Komitéen slutter den meddelte historiske Udsigt saa-

ledes: „Naar de ovenbeskrevne Forhold betragtes under

Ét, da give de uden Tvivl Billedet af en Tilstand, der vel

kunde være forklarlig i de længst forsvundne Tider, da

Hertugdømmet blev regeret af tyske Fyrster, der havde en

naturlig Interesse i Landets Fortyskning og i Almindelig-

hed vare fjendtligsindede mod Danmark og Alt, hvad der

var dansk, men som vilde være aldeles ubegriljelig, efterat

Landet forlængst er gjenforenet med den danske Krone,

dersom det ikke var vitterligt, hvilken Indflydelse den paa

tyske Universiteter dannede Embedsstands Endrægtighed

har forskafi'et dens Anskuelser selv i de højere Regerings-

sfærer, og hvilken Bundsforvandt dens Bestræbelser have

fundet i den beklagelige Sorgløshed, hvormed dette Anhg-

gende fra dansk Side har været betragtet, for hvilken Re-


10

geringen og det danske Folk dele Ansvaret med hinanden."

Komitéen henviser derefter til de Andragender, der „som

tro Udtryk for hele Nationens Tanke" ere blevne indgivne

af begge Sta^iderforsamlinger i de foregaaende Sessioner;

den erindrer om. at siden den Tid „atter tvende Aar ere

hengaaede i den kritiske Tilstand, uden at noget fra Re-

geringens Side i den omhandlede Retning foretaget Skridt

er kommet til Folkets Kundskab, imedens Fortysknings-

arbejdet er gaaet sin vante, stille og sikre Gang;" og, ef-

ter at have imødegaaet forskjellige Indvendinger og Be-

tænkehgheder. til hvilke vi nedenfor skulle komme tilbage,

slutter Komitéen sin Betænkning saaledes: „Under disse

Omstændigheder skal Komitéen henstille det til Forsam-

lingens samvittighedsfulde Overvejelse, om den maalte linde

det forsvarligt at lade denne Session, der slutter dens hele

Virksomhed, gaa til Ende. for først efter tvende, rimelig-

vis højst vigtige Aar at afløses af en paafølgende Forsam-

ling, nden om denne Sag tillidsfuldt at henvende sig til

Hans Majestæt Kongen. Komitéens Indstilling er: at „For-

samlingen indstændig vil anbefale det danske Sprog i

Hertugdømmet Slesvig til at beskjærmes og opretholdes af

Hans Majestæt ved alle de Foranstaltninger, som i dette

Øjemed retfærdig og billig kunne træffes."

Det tør vel antages, at denne Sag, naar den atter var

kommen under Forhandling i Stænderforsamlingen, støttet

paa en saa indtrængende Motivering og en saa alvorlig

og enstemmig Anbefaling som den. der er indeholdt i

Komitéens Betænkning, vilde have fundet en anden Mod-

tagelse end den. der blev den til Del ved den første Frem-

la.'ggelse. Imidlertid kan det næppe fejle, at jo de samme

Anskuelser som dengang vilde ogsaa senere være blevne


11

gjorte gjældende. om end med ringere Virkning: og i et-

hvert Tilfælde maa et Forsøg paa at føre den ufuldendte

Diskussion videre finde sig henvist til de Punkter, ved hvilke

den dengang er bleven staaende.

Hvad Formen angaar, da har Komitéen sluttet sig

til selve Andragendet, forsaavidtsom samme gaar ud paa

en Henvendelse til Hs. Maj. Kongen. Komitéen

erindrer. — med Hens}Ti til det Forslag, som under den

indledende Forhandling er blevet fremsat af enkelte Depu-

terede, og ogsaa af Undertegnede anbefalet til nærmere

Overvejelse: at Forsamlingen skulde indskrænke sig til at

afgive en Erklæring til Protokollen. — at. hvorvel denne

Tanke i det første Øjeblik har tiltalt flere af Komitéens

Medlemmer, saa har en omhyggelig Overvejelse ført den

til enstemmig Overbevisning om det Hensigtsmæssige og

Utilfredsstillende ved denne Forms Anvendelse paa nær-

værende Tilfælde, og den ytrer sig forvisset om. at en

nærmere Prøvelse vil fremkalde den samme Overbevisning

hos Forsamlingen. Og saaledes vil det ogsaa alene være

om og for et Andragende, umiddelbart henvendt til H. M.

Kongen, at der skal handles paa de nærværende Blade.

En officiel Erklæring har nemlig sin gode og vigtige Be-

tydning, hvor der handles om Fremlæggen af egne Anskuel-

ser, af Grundsætninger og Regler for egen Handlemaade;

men den er vistnok aldeles paa uret Plads, hvor det gjæl-

der om Opnaaelse og Iværksættelse af Noget, der ligger

udenfor egne Kræfters Omraade. Forsaavidtsom en saa-

dan Erklæring skulde indeholde „Vidnesbyrd om usvækket

Interesse" for Opretholdelsen af dansk S'prog og dansk

Nationalitet, da maatte dog vel en saadan Forsikring af

en Forsamling af danske Folkerepræsentanter kunne anses


12

som et overriødigt Skridt; „Ingen har nogensinde hadet sit

eget Kjød. men nærer og plejer det;'* — denne naturlige

Selvopholdelses-Lov gjælder ogsaa for det nationale Liv.

Skulde det derimod være „den laste Fortrøstning til Kon-

gens Samstemning med sit Folks Ønsker og Forhaabninger

i denne Henseende," der skulde udgjøre Erklæringens Ho-

vedindhold, da synes der for disse ikke at være nogen an-

den passelig Form end en Henvenden til den. hos hvem

Magten er til at give Ønsket og Haabet Opfyldelse. Med

( )nsker og Forhaabninger, som skulle tilhviskes en Proto-

kol istedetfor at udtales frit og uforbeholdent, kan en Folke-

repræsentatiou intet have at gjøre.

Men ogsaa af den Grund vilde en Afvigelse fra den

sædvanlige Form. en Indskrænkning til en protokollarisk

Erklæring i nærværende Tilfælde have været højst uheldig.

fordi det altfor let vilde have faaet Udseende af. at Stæn-

derne stiltiende vare vegne tilbage for de Indvendinger,

som af den kongelige Kommissarius vare blevne fremførte

mod Beføjelsen til at gjøre det Danskes Opretholdelse i

Slesvig til Gjenstand for Andragende til H. M. Kongen.

Det er saaledes Kompetence-Spørgsmaalet, der her

træder truende og skræmmende i Vejen, ligesom det var

Tilfældet ved Sagens Indledning i Stænderne, og som det

upaatvivlelig atter vilde være blevet Tilfældet ved dens

videre Behandling. Den kongelige Kommissarius vilde ikke

have undladt at gjentage sine Indvendinger, og en nærmere

Prøvelse af disse bliver derfor det første Fornødne.

Det er imidlertid her ikke ganske let at skjelne imel-

lem, hvad der i denne formelle Opposition skyldes den

kongelige Kommissarius's Stilling som Regeringens Organ,

og hvad der tilhører hans personlige Anskuelse af Nationali-


13

tetssagen. dens Betydning og Berettigelse. Naar man

erindrer eller efterser den udmærkede Deputeredes Stil-

ling til den selvsamme Sag i Stændersessionen 1844: hvor-

ledes den væsentlig synes at have vist sig for den skarp-

synede Mand ikke anderledes end som „en Sprogstrid/'

(St, T. S. 733). som han troede at burde anvende sin hele

Indflydelse paa at afholde Forsamlingen fra at befatte sig

med, idet han forsøgte at godtgjøre. at en Anbefaling af

den danske Nationalitet til Regeringens Forsorg maatte,

naar den blev holdt i Almindelighed, anses som overflø-

dig, og derimod, naar den indlod sig paa bestemte Forhold

og bestemte Foranstaltninger, anses som ubeføjet Indblan-

ding i Slesvigs Anliggender: da synes den Deputeredes

Stilling til den nationale Sag i Aaret 1844 at falde paa

det Nærmeste sammen med den kongelige Kommissarius's

i Aaret 1846 ; en vis juridisk-politisk Interesse for at und-

gaa ethvert Skin af Kollision med et i sig selv meget ube-

stemt Begreb om Hertugdømmets provinsielle Selvstændig-

hed viser sig allerede dengang som aldeles overvejende;

den vandt en afgjort Sejr — hvor vanskelig, kan ikke vi-

des, — over den national-politiske Interesse, som synes

fyldestgjort ved en forudskikket Medfølelse for „danske

Medbrødres Nationalitet i Slesvig." og det Ønske: „at den

maa opretholdes, og ej yderligere fortrænges, end allerede

sket er." (St.-T. S. 730).

Men. hvor stor Opmærksomhed og Opfordring til Prø-

velse en saadan Opfatning af Nationalitetssagens Væsen og

Ret end, under andre Omstændigheder, vilde have Krav

paa. bliver det dog her egenthg Det i den gjorte Ind-

sigelse, der ikke har sin Grund i individuel Betragtnings-

maade. men støtter sig til den højere og højeste Avtoritet,


14

i hvis Navn den kongelige Kommissarius fører Ordet, som

opfordrer til nærmere Overvejelse, fordi det er dette og

dette alene, der kan blive af bestemmende IndHydelse paa

rdstrækningen af Stændernes Virksomhed. I denne Egen-

skab nu. som Regeringens Organ, skjønues det ikke, at

den kongelige Kommissarius har havt andet Støttepunkt for

sni Indsigelse end de Ord, som ere udtalte i den konge-

lige Kundg^jørelse til Stænderne. Nogen anden Fuldmagt

er ikke bleven paaberaabt, hvorimod den kongelige Kom-

missarius oftere er vendt tilbage til hine Ord, fur af dem

at hente formentligt Bevis for, at Stænderne vilde over-

skride deres Kompetence ved at gjøre det fremkomne Andragende

til deres. Det er saaledes de kongelige Ord, —

og disse Ord i og for sig. ikke bundne til nogen forud gi-

ven Fortolkning. — til hvilke vi finde os henviste.

De paagjældende Ord i den kongelige Be-

kjendtgjør else lyde saaledes: „Vi forvente, at Forsam-

lingen vil indse, hvilken skadelig Indflydelse det har saavel

paa Stænderinstitutionens Virksomhed som paa den ind-

byrdes Stemning imellem de forskjelhge Dele af det Mon-

arki, Forsynet har underlagt vort Scepter, naar de forskjel-

lige Stænderforsamlinger indlade sig paa Foranstaltninger,

som vedkomme andre Statsdele, der ligge udenfor deres

Virkekreds." Det vil nu ved første Øjekast vise sig, at

efter stræng Bogstavfortolkning af disse Ord vilde der

i ingen af Rigets Stænderforsamlinger kunne handles

hverken om Finanser eller Toldgrænse, hverken om

Værnepligt eller om Stænder-Komitéer; thi Intet er

klarere, end at enhver saadan Forhandling angaar „For-

anstaltninger, som vedkomme Statsdele, der hgge udenfor

disses (Stænderforsamlingernes) Virkekreds." Men det vilde


15

i sig selv være en Urimelighed at paastaa, at en Foran-

staltning skulde ligge udenfor en Stænderforsamlings Virke-

kreds, fordi den ikke vedkom denStatsdel alene, som er

umiddelbart repræsenteret ved denne Forsamling, men og-

saa vedkom andre Statsdele. Ordene i den kongelige

Bekjendtgj øreise: „Foranstaltninger, som vedkomme andre

Statsdele," maa altsaa nødvendig suppleres til: vedkomme

andre Statsdele sa åledes, at de ikke tillige vedkomme

den af Stænderforsamlingen repræsenterede Statsdel. Spørgs-

maalet er nu: om hine kongelige Ord kunne finde Anvendelse

paa et Andragende som det her omhandlede. Men

det er dog vel klart, at, hvad der i dette Andnigende

handles om. aldeles ikke er Noget, som i nogen Henseende

vedkommer Hertugdømmet Slesvig alene, er særeget for

denne Statsdel. Thi der handles ikke om den særegne,

slesvigske Dialekt af det danske Sprog, ikke om det Sær-

egne i Hertugdømmets Vilkaar som Provins med blandet

Nationalitet; men der handles om det Danske selv. om

vort eget Tungemaal, vor egen Nationahtet. Det er ikke

Slesvigs Sag, her føres, i Modsætning til Danmark eller til

Holsten, men Danmarks i Modsætning til Tyskland, ikke

Slesvigernes Ret, der paatales, men -— om ellers nogen —

vor egen Ret, der ikke ophører at være vor egen. at være

alle Danskes Sag og Ret, fordi det er i Slesvig, at det

Danske er stedt i Nød og Tryk. og altsaa ogsaa er der. at

Forsvaret maa føres. Forholdet er simpelthen dette: at i

en forholdsvis betydelig Del af de i sig selv meget snævre

danske Enemærker det danske Element er ligefrem afhkaa-

ret Vejen til al højere intelligent Udvikling, og dermed

indviet til Undergang, — thi der gives intet sikrere Middel

til at bringe en Nationalitet i Forfald, end at udelukke


16

den fra den højere Kulturs Sfære, og dermed gjøre den

til Gjenstand for de dannede Klassers og efterhaanden for

Folkets egen Ringeagt. — og at denne aandelige Tilside-

sættelse netop tindes i den Ijandsdel, hvor Intelligensens

Magt er mest fornøden og uundværlig til at beskytte det

Danske mod det Tyskes Fremtrængen. At Forhandlinger

og Andragender i denne Eetning, holdte indenfor den na-

tionale Interesses Grænser, skulde ligge udenfor Grænsen

af en dansk Stænderforsamlings Virkekreds, er umuligt at

forstaa; thi de Mænd. som repræsentere Folket, kunne dog

ikke dermed være udelukkede fra den naturlige, for Alle

fælles Ret og Forpligtelse: at paatale Nationalitetens Ære

og Ret og fremtidige Betryggelse.

Men det er netop den rette Begrænsning af det

denne Gang fremkomne Andragende, som endvidere er

bleven bestridt af den kongelige Komraissarius ^). Det

Mærkehge er nemlig indtruffet, at i Stændersessioneu 1844

et Andragende uvægerlig blev modtaget af den daværende

kongelige Kommissarius^). som gik ud paa: ,,indstændig

at anbefale det danske Sprog i Hertugdømmet Slesvig til

at beskjærmes og opretholdes ved alle de Foranstaltninger,

som i dette Øjemed retfærdig og billig kunne træffes,"

men at derimod et Andragende, som vil tindes i alt Væ-

sentligt overensstemmende med hint, denne Gang møder

stærke Indsigelser af den kongelige Kommissarius. Hans

Argumentation er denne: at Stænderne, ved at fornye

Petitionen, — efterat det i den kongelige Bekjendtgjørelse

er erklæret, „at Haandhævelsen af det danske Sprog i

Slesvig stedse har været og fremdeles vil være Gjenstand

') P. G. Bang.

») A. S. Ørsted.


17

for Hans Majestæts landsfaderlige Omhu," — maa antages

„at anholde om visse bestemte, til det danske Sprogs Be-

skjærmelse. sigtende Foranstaltninger i Hertugdømmet Sles-

vig, om end disse kun angives i Andragendets, og i sin Tid

i Petitionens Præmisser" (St.-T. S. 255), og hermed at

overskride sin Kompetence. Denne Grænsebestemmelse er

subtil. At andrage paa de fornødne og retfærdige For-

anstaltninger til den danske Nationalitets Beskj ærmeise og

Opretholdelse i Grænselandet, dertil skal en dansk Stæn-

derforsamling, i alt Fald for én Gangs Skyld, være kompe-

tent; men derimod, — naar et saadant Andragende fornyes,

og naar det derhos motiveres paa saadan Maade, at „de

Fleste, som med simple og naturlige Begreber læse Ind-

stillingen, ville tro, at det er de i Præmisserne nævnte

Foranstaltninger, som anbefales til Kongens Overvejelse

(St.-T. S. 278), da skal den danske Stænderforsamling her-

ved, — om den end i selve Indstillingen afholder sig fra

ethvert specielt Andragende, — „ej blot gaa udenfor sin

Ret, men krænke Hertugdømmets og den det repræsen-

terende Stænderforsamlings Eet" (St.-T. S. 256). Det bH-

ver saaledes en vis Taageform, hvortil Sagen tilsidst synes

at reducere sig: saalænge der famles omkring i ubestemt

svævende Antydninger, der kunne baade forstaas og ikke

forstaas, baade forstaas om det Ene og om det Andet,

skulle Stænderne være i deres Ret ; men naar de træde ud

af den taagede Region, og tale saa tydeligt, at Læsere

„med simple og naturlige Begreber" kunne forstaa, hvor

Andragendet egentlig vil hen, da skal den rette Grænse

være overskreden. Det er imidlertid næppe denne Ord-

kunst, hvortil Vejen bør vises Folkets Stænder, eller som

bør kunne studeres i Stændernes Andragender; og det

2


18

er vel ikke usandsynligt, at den kongelige Kommissarius

ved Sagens yderligere Forhandling vilde være bleven bragt

til at opgive dette Forsøg paa at begrænse Stæuderkouipe-

tencens Enemærker. Naar Komitéen i sin Betænkning har

>-tret : „at alle de Hensyn, som skyldes de paagjældende

Forhold, men især skyldes det Vink. den allernaadigste Be-

kjendtgjørelse indeholder, ville være fyldestgjorte, naar For-

samhngen ved en faktisk Fremstilling af forehggende Kjends-

gjeminger motiverede sit Andragende, uden at fremføre

nogen bestemt Begjæring eller tilraade nogen Foranstalt-

ning, der skulde træffes i en af nærværende Forsamling

ikke repræsenteret Landsdel," da er hermed anvist det na-

turlige Grænseskjel ved Andragender af denne Natur, og

det tør vel antages, at den kongelige Kommissarius dermed

vilde have fundet sig tilfredsstillet. I den indledende Fur-

handhng om Andragendet af ensartet Toldlovgivning for

den hele Stat og Ophævelse af Konsumtionen blev det af

den kongelige Kommissarius ytret (St.-T. S. 719): „at den

ommeldte Reform ikke kan tænkes iværksat uden under

Forudsætning af visse Forandringer i Hertugdømmernes

Skatteforhold," og at, „skjøndt vistnok denne blotte Konse-

kvens ikke kan være nogen Hindring, herfra at andrage

paa Toldgrænsens Ophævelse, saa vil denne Forsamling dog

ikke kunne gaa ind med noget bestemt Forslag om For-

anstaltninger, som i det paapegede Øjemed skulde træffes

i selve Hertugdømmerne, og navnlig om Paabydelsen af en

Brændevinsalgift." Det er netop dette, der findes iagt-

taget baade i Andragendet og i Komitéens Forslag; men

det er noget langt Mindre, den kongelige Kommissarius

har troet at kunne indrømme et Andragende paa den for-

trykte NationaUtets Vegne. løvrigt gaar Stændernes Peti-


19

tion i Toldgrænse-Sagen ikke alene ud paa Konsum-

tionens Ophævelse i Kongeriget og en ensartet Toldlovgiv-

ning, men ogsaa paa „Brændevinsafgift for den hele Stat,"

— paa en Afgift altsaa ogsaa for Hertugdømmerne, og i

Præmisserne henvises meget bestemt til bestemte „Foran-

staltninger, der maa anses som nødvendige Betingelser for

Toldgrænsens Ophævelse." Ved et Andragende af en saa

indgribende Natur har den kongelige Kommissarius Intet

havt at erindre. I Sandhed, Konsekvensen er her ikke

let at finde.

Men i hvilket Lys maa dog Nationalitet og National-

aand, et Folks Stilling til sit Sprog og sin nationale Per-

sonlighed blive betragtet, naar det ikke fra alle Sider er-

kj endes, at netop ved Andragender herom Grænselinien for

en Forsamhng af Folkets Repræsentanter maa være dragen

allervidest, videre end ved noget andet Forhold ! Og hvor

mærkeligt er ikke et sammenlignende Henblik paa den for-

skjellige Skjæbne, Nationalitetssagen — just angaaende det

samme Forhold — har fristet i Stænderforsamlingerne i

Tysklands forskjellige Lande og i de danske Stænderfor-

samlinger! Det er bekjendt, at det efterhaanden er lykke-

des — og uden Vanskelighed har kunnet lykkes, hvor der

iøvrigt er saa ringe Kundskab til og saa ringe Interesse

for vore Forhold — at bibringe Tyskerne den æventyrlige

Forestilling, at tysk Sprog og tysk Nationalitet skulde Ude

stor Forurettelse i Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, at

samme skulde staa i Fare for at overvældes og fortrænges

af det Danske, og at disse fixe Ideer have i de fleste tyske

Stænderforsamlinger fremkaldt Andragender til de respek-

tive Regeringer om at antage sig den lidende og fortrykte

Tyskheds Interesse. Disse Andragender, ikke sjælden

2*


20

oversprudlende af national Ubændighed, ere blevne mod-

tagne med Akklamation, og det er. — saavidt derom bar

været at læse, — saa langt fra, at Regeringens Befuldmæg-

tigede have lagt Vanskelighed i Vejen for deres Fremme,

uagtet de have angaaet Forholdene i fremmed Stat,

ja endogsaa. for Slesvigs Vedkommende, i et Land, som

er det tyske Stats-Forbund aldeles uvedkommende, at

disse oftere uforbeholdent have udtalt deres Sympati med

de gjorte Andragender, og ledsaget dem med alle gode

Ønsker og Forvarsler. Naar hos os lignende Andragen-

der have meldt sig paa vor Nationalitets Vegne, som an-

gaa en virkelig og vitterlig Fortrykning og Fare, og som

derhos have været affattede med dansk Besindighed og

Hensynsfuldhed, da har der ikke været Ende paa Skrup-

ler, Tvivl og Betænkeligheder; og navnlig synes de konge-

lige Kommissærer at have været enige i at betragte det

som deres egenthge Hverv, paa Regeringens Vegne, at om-

spinde den Beføjelse og den Opfordring, som det hist ikke

er faldet Nogen ind at bestride, med en Mængde Formali-

tets-Spørgsmaal, saa at de haardt anfægtede Andragender

have maatte kæmpe sig møjsomt frem igjennem lange De-

batter: om det ogsaa er ret gjort og velgjort, naar danske

Stænder opfordre til at værge og værne om det, der gjør

de Danske til Danske. Hvori dog Grunden er at søge til

denne Forskjellighed — hist ligesaa stort et Overmaal, som

her et Undermaal af Iver for Nationaliteten, hist en ener-

gisk Saramenslutten om den fælles Sproghelligdom, her en

mat Opløsiiiiig i Betænkeligheds-Hensyn af alle mulige

Slags ? Og livorledes vel Virkningen vilde vise sig af denne

nationale Forskjellighed i Prøvelsens Tider? Dette er

Spørgsmaal, son) ligge meget nær, og som hos Vedkom-


21

mende vel synes at maatte vække Betænkelighed ved at

arbejde paa at dæmpe og slukke den nationale Aand, hvor

den begynder at ytre sig. Selv i den sidste Stænderfor-

samling har det forelagte Andragende ikke fremstillet sig

for den kongelige Kommissarius som anderledes udgaaet

af en indre fælles national Trang og Tilskyndelse, end at

der har været Plads for det ironiske Spørgsmaal: om „de

ærede Herrer (Andragerne) have nogen Fuldmagt fra den

danske Befolkning i Slesvig" (St.-T. S. 279); — i en tysk

Folkerepræsentation vilde en saa juridisk Tanke angaaende

et saa nationalt xlnliggende tilforladelig ikke være kommen

over et Regerings-Organs Læber.

Den kongelige Kommissarius har endelig (St.-T. S. 255)

troet at burde aabne en — man kan vel sige truende —

Udsigt til „en autentisk Fortolkning af det Stændernes

Petitionsret vedkommende Lovbud." Men, hvorvidt en saa-

dan Bestemmelse ikke maatte være at foretrække for den

nærværende, prekære og vaklende Stilling, kan være et

Spørgsmaal; thi det er hverken godt eller sømmeligt, naar

Stænderne, angaaende de vigtigste Anliggender, saa Hdt

have en klar og ren Fod angaaende sin Kompetence at

støtte sig til, at de skulle anvende Tiden til at stride sig

ethvert vSkridt fremad. Og naar det ved samme Lejlighed

er forudsat af den kongelige Kommissarius, at „en aldeles

bestemt Tilbagevisning af et fornyet Andragende" (S. 256)

angaaende de nationale Forhold vilde blive en af Følgerne

af en saadan bestemtere Kompetence-Lov, da maa man

indtil Videre fortrøste sig til. hvad den kongelige Kommis-

sarius ligeledes har forudsat: at „en autentisk Fortolkning

ej vil emanere som endelig Lov, forinden Stænderne der-

over ere hørte." og deraf haabe paa et gunstigere Resultat


22

end det, den kongelige Kommissarius har forudsagt. Den

fremtidige Berettigelse eller Ikke-Berettigelse af Andra-

gender i Nationalitetens Interesse som de. der hidtil have

været fremlagte, S}'nes i alle Tilfælde at maatte blive af

væsentlig Indflydelse paa den tilkommende Besættelse af de

danske Stænderforsamlinger. Under den af den kongelige

Kommissarius givne Forudsætning synes det at maatte

blive de fremmede, ikke-danske Elementer i Danmark, —

og af disse er Antallet i Danmark ikke ringe, — som vilde

finde det naturligste Kald til at søge hen til og befolke de

danske Stændersale. Men Regeringens ug Folkets Interesse

kan her umulig tænkes skilt og delt.

Vende vi os nu fra Debatten om Kompetence-Spørgs-

maalet. fra den for vort nationale Liv karakteristiske Rolle,

denne Debat har spillet i Stænderforhandlingerne, til den

øvrige Diskussion om selveSagen, — om Indgivelse

eller Ikke-Indgivelse af et Andragende, eller dog om Ned-

sættelse eller Ikke-Nedsættelse af en Komité til Sagens

nærmere Prøvelse, — da er det en anden Del af den kon-

gelige Bekjendtgjørelse, som atter er bleven den ledende

Traad for denne Del af Diskussionen. Det er nemlig dels

den meddelte Forsikring :

„at Haandhævelsen af det danske

Sprog i Hertugdømmet Slesvig stedse har været og frem-

deles vil være Grjenstand for den landsfaderlige Omhu,"

dels den udtalte Forventning: „at Forsamhngen vil indse,

at det i flere Henseender vil have en skadelig Indflydelse

saavel paa Stænderinstitutionens Virksomhed, som paa den

indbyrdes Stemning imellem de forskjellige Dele af Mo-

narkiet." naar de forskjellige Stænderforsamlinger o. s. v.

(de forhen anførte Ord). Til egentlig selvstændig Karakter

er det, med enkelte Undtagelser, ikke kommet i de hid-


23

henhørende Forhandlinger; det vil sige: de gaa saa godt

som ikke. — hvortil dog Opfordringen laa nær, — ind paa

Sagens Betydning og Vigtighed, baade i og for sig og

navnlig i det nærværende Tidspunkt. Det er de foranførte

Ord. som ere blevne Udgangspunkt og Endepunkt for Dis-

kussionen; den bevæger sig i den Kreds, der ved disse er

beskreven, drejer sig om de Forventninger og Fortrøstnin-

ger, de Forpligtelser og Hensyn, som maatte være at ud-

lede af hine Ord.

Den kongelige Kommissarius har indledet Bestræbel-

serne for at stemme Forsamlingen imod Indgivelse af Pe-

tition, ved at erindre om: at samme „ej kan eller tør nære

Tvivl om Sanddruheden af de kongelige Ord" (S. 255), og

den her anslaaede Tanke er derefter bleven ofte gjentaget,

altid i stærkere Udtryk og med bestemtere Anvendelse i

samme Retning: hvorledes „man staar Fare for at indvirke

ufordelagtigt paa det gode og ønskelige Forhold mellem

Konge og Folk. naar man ej viser den Tillid til Hans

Majestæts Ord. som han har et retfærdigt Krav paa" (S.

259), — hvorledes man, „ved nu at indgive Petition i samme

Retning som i forrige Session, vil miskjende Oprigtigheden

af Kongens Ord, — vise ham en Mistillid, han ingenlunde

har fortjent" (S. 266), — hvorledes „der i den kongelige

Bekjendtgjørelse indeholdes en Kongevilje, eller, ved Hen-

pegningen paa Virkningerne, snarere et Kongeønske eller

en Kongebøn, .

. . saa at alle de, der højt have forsikret,

hvad de sikkert ogsaa have ment, at de have en ubegræn-

set Tillid til Kongen, i Virkeligheden synes at vise Mis-

tiUid med Hensyn til det Anliggende, hvis heldige Afgjø-

relse de ønske at fremme, dersom de vilde handle imod

den af Kongen ytrede Forventning" (S. 292) o. s. v. Ved


24

den Retning, der saaledes er indslaaet af Oppositionen,

maiitte tillige Gangen for Andragendets Forsvar være for

største Delen angivet.

Det tør antages som Kjendsgjerning. at det var Paa-

stande af den her anførte Art og derved fremkaldte Be-

tragtninger, som hovedsagelig havde til Følge, at Nedsæt-

telse af Komité til Sagens videre Behandling blev besluttet

med en Majoritet af ikke flere end 3 Stemmer (31 mod

28). En nærmere Drøftelse skal her altsaa forsøges —

ikke, hvad der maa være overladt til Andre, fra den par-

lamentariske Side, med Hensyn til den umiddelbare Ind-

blanding, som er gjort af Hans Majestæt Kongens Person-

lighed, men en Prøve af det Grundede og det Konsekvente

i den Bevisførelse og Slutningsfølge, som er bleven gjort

gjældendc med saa stort Eftertryk og saa umiskjendelig

Virkning.

Det kan ikke falde vanskeligt at stille sig paa det

Standpunkt, hvorfra Oppositionen imod Andragendet er

gaaet ud, og at lade dette vederfares al den Ret, der til-

kommer det. Thi, hvor unaturligt det end i sig selv maa

synes, at Folket ikke skulde med Tillid kunne se hen til

sin Regent, hvor der handles om Haandhævelse af Folke-

sprogets og Nationahtetens Ret og Værdighed, saa lærer

dog vort Fædrelands Historie, at fremmed, tysk Nationa-

litet har øvet en saa langvarig og saa indgribende og af-

gjørende Indflydelse i vore Regerings-Elementer, at det

danske Folk vel maa skjønne paa, at det omsider i vort

Aarhiindrede har oplevet at have Konger, der sympatisere

med Folket, ere fortrolige med dets Sprog, dets Nationa-

litet og Literatur. Men, naar der af denne Tillidsfølelse

for Kongens nationale Sindelag, dens Natur og Væsen op-


25

stilles et saadant Begreb og gives en saadan Beskrivelse,

at et fornyet Andragende fra Stændernes Side i Sprogets

og Nationalitetens Interesse skulde blive at anse som stri-

dende mod eller saarende for denne Følelse, fordi den

kongelige Bekjendtgj øreise har forsikret Stænderne om, „at

Haandhævelsen af det danske Sprog stedse har været, og

fremdeles vil være Gjenstand for den landsfaderlige Omhu,

da bliver Spørgsmaalet dette: om ikke den sande undersaatlige

Tillid her paa væsentlig og betænke-

lig Maade er misforstaaet.

Den kongelige Bekjendtgjørelse. som meddeles Stæn-

derne ved deres Sammeiitræden, vil, forsaavidtsom den

angaar de fra samme indgivne Andragender, der ikke ere

blevne tagne til Følge, befindes at gaa ud paa, dels, at

Kongen ikke har fundet sig bevæget eller ikke har fundet

tilstrækkelig Grund til den foreslaaede Foranstaltning, at

der er fundet overvejende Betænkelighed ved at indgaa paa

det gjorte Forslag, at der har vist sig saa betydelige Van-

skeligheder og Hindringer, at Sagen indtil Videre er stillet

i Bero o. s. v., dels, at Kongen fremdeles som hidtil lader

det være sig magtpaaliggende at have Opmærksomheden

henvendt paa den omhandlede Gjenstand, at samme baade

har været og fremdeles vil bhve Forraaalet for de lands-

faderlige Bestræbelser o. s. v. Skulde nu. efter den i det

Foregaaende anviste Vei, Tillidsbegrebet drives til den

rette Konsekvens, da maatte det i første Tilfælde komme

til at hedde :

at en allerhøieste Hentydning til Betænkelig-

heder og Vanskeligheder, som have foranlediget til enten

at opgive Sagen eller stille den i Bero, bør være tilstræk-

kelig til at forvisse om Sagens Uudførlighed og Utilraade-

lighed for Tiden, og at denne Forvisning bør være saa

"


26

ubt'tinf^et. at den afholder fra ethvert fornyet Andragende,

som. under de forhaandenværende Omstændigheder, kun

vilde vidne om Mistillid eller stødende Paatrængeuhed. 1

andet Tilfælde vilde samme Motiv føre til samme Resul-

tat; thi en allerhøjeste Tilkjendegivelse af. at den paagjæ]-

dende Sag var Gjenstand for Regentens Opmærksomhed

og Omhu, :

laatte allerede give Forvisning om, at alt Mu-

ligt og Ønskehgt vilde blive gjort, og ethvert yderligere

Andragende maatte da bortfalde som overflødigt og upas-

sende. Af denne — som den vel maatte kaldes: ultra-

loyale Betragtningsmaade vilde saaledes følge, at Stæn-

derae da skulde lægge først den rette Tillid for Dagen,

naar de indskrænkede sig til, efter engang at have tilladt

sig at henvende Regeringens Opmærksomhed paa en Gjen-

stand. at lade det bero derved, naar den kongelige Besked

var meddelt i den ene eller den anden Retning. Men den

Plads, en Stænderforsamling, der vilde simplificere sin

Virksomhed efter denne Rettesnor, vilde komme til at ind-

tage i Folkerepræsentationernes Række, i Folkets og i sit

eget Omdømme, behøver ikke at betegnes nærmere. Det

Usande og Misforstaaede i Principet nemlig, hvorfra

Usandhed og Misforstaaelse kommer ind i den hele Virk-

somhed, ligger øjensynligt deri: at Regentens Indsigt og

Vilje stilles ud over de almindelig menneskelige Vilkaars

Indskrænkning, som saaledes fuldstændig, stærk og afsluttet

i sig selv. at den skulde være ophøjet over enhver Ind-

virkning i modsat Retning, fordunklende og vildledende,

sløvende og hæmmende. Men naar Livet i alle sine For-

hold fører os det imøde som ubestridelig Kjendsgjerning,

hvor stor en Afstand der ligger imellem Vilje og Gjerning.

da bliver denne Afstand naturhg større i det offentlige


27

end i det private Liv. fordi dér er Vanskeligheder og Mod-

stande i ganske anden Stil at overvinde; og ganske særde-

les stor maa denne Afstand blive, hvor Forholdene i Ti-

dernes Løb ere blevne saa forviklede, at meget betydelige

Modkræfter kunne forudses at ville sætte sig i Bevægelse.

Det er denne almindelige Begrænsning for de menneske-

lige Kræfters Virken. der gjør, at Folkets Repræsentanter

ikke tør slaa sig til Ro. førend Viljen, der forudsættes hos

Regeringen, er bleven til Gjerning. Saalænge som dette

ikke er sket, vil det være Stændernes Opgave at fortsætte

deres Bestræbelser — : i første Tilfælde, for at give deres

Bidrag til at overvinde de paapegede Vanskeligheder, i

andet Tilfælde for at komme Regeringens Bestræbelser

styrkende til Hjælp. I en saadan fortsat Virken fra Stæn-

dernes Side er tillige den Tillid til Regenten udtalt, at

han ikke miskj ender, hvilken Styrke det giver, naar Rege-

ring og Folk virke med forenet Vilje og Kraft; denne Til-

lid er næppe den mindst hædrende. Folket og dets Repræ-

sentanter kunne vise deres Konge, af vel saa god og sand

Betydning som den stumme, uvirksomme Hylding.

Og hvorledes har vel den roskildske Stænderforsam-

ling, med den Loyalitets-Karakter, som den aldrig har for-

nægtet, ved andre Lejligheder i Gjerning opfattet og

hævdet sin Stilling overfor de i den kongelige Bekjendt-

gjørelse indeholdte Svar paa forudgaaede Andragender?

Finder en Paastand og en Fordring som den, der ved

denne Lejhghed er bleven gjort gjældende, Medhold i

Stændernes egen Historie, i dens tidligere og senere Be-

handling af vigtige Sager under lige Omstændigheder, eller

er det undtagelsesvis, at et Tillidsbegreb, der ikke kan fri-

kj endes for stor Overspænding, er bleven draget frem for


28

at drive Nationalitets-Sagen tilbage? Disse Spørgsmaal

ligge her meget nær.

Et af de Anliggender, som Østifternes Stænderforsam-

ling, ligesom Jyllands, i begge de forløbne Sexennier har

behandlet med utrættet Alvor og Iver, er Finans sag en.

De kongelige Bekjendtgjørelser til Stænderne have, siden

Aar 1838. ikke undladt angaaende dette Anliggende at

meddele og gjentage for Stænderne dels et beroligende,

dels et tilrettevisende Svar. Paa den ene Side er med-

delt den Forsikring: at det er Gjenstand for Hans Maje-

stæts allerhøjeste Omsorg først at tilvejebringe Ligevægt

imellem Indtægt og I dgift, og derefter at forbedre den

finansielle Stilling ved hensigtsmæssige Besparelser i Stats-

husholdningen; paa den anden Side er meddelt en Erin-

dring om: at en Fremlæggen af Statsbudgettet for Stæn-

derne før dets Approbation vilde være ikke alene uprak-

tisk, men ogsaa Ugge „udenfor Stændernes lovbestemte

Virkekreds" (1842); og den kongelige Kommissarius har i

Stænderforsamlingen ikke forsømt at gjøre baade det Be-

roligende og det Tilbagevisende i det kongeUge Ord gjæl-

dende. Men Stænderne have hverken ladet sig berolige

eller tilbagevise ; de have med utrættelig Vedholdenhed

fornyet det indstændigste Andragende :

paa

den ene Side

om yderligere Indskrænkninger og Besparelser i forskjellige

Grene af Statshusholdningen, paa den anden Side om

Meddelelse til Stænderne af et toaarigt Finansbudget og

de dertil svarende Regnskabs-Oversigter. — En anden Sag

maa saameget mere her bringes i Erindring, som den netop

paa det Nærmeste angaar Forholdet til Hertugdømmerne,

navnlig til Slesvig. Angaaende Ophævelsen af Told-

grænsen imellem Kongeriget og Hertugdømmerne og


29

flere dermed i Forbindelse staaende Gjenstande blev i

Aaret 1844 indgivet Petition af den roskildske Stænderfor-

samling. Det i den kongelige Bekjendtgj øreise af indevæ-

rende Aar meddelte Svar indeholdt: at „de Vanskelig-

heder, som sætte sig imod disse Forholds forønskede Ord-

ning, ikke endnu kunne anses hævede," og at „derfor den

landsfaderlige Omsorg fremdeles vil være rettet paa disse

Anliggenders bedst mulige Fremme." Den kongelige Kom-

missarius erklærede i Henhold hertil (S. 729), at han

maatte anse det for „unødvendigt og overflødigt." at indgaa

med en fornyet Petition „blot for at give Impuls til at søge

at bringe denne Sag til et Resultat," naar man ikke tillige

vilde eller turde erklære sig rede til særegne finansielle

Opofrelser til Foranstaltningens Iværksættelse. Ikkedesto-

mindre indskrænkede Forsamlingen sig netop til at forny

det tidhgere Andragende, og Motiveringen af dette for-

nyede Skridt fortjener Opmærksomhed: „Forsamlingen kan,"

— hedder det i selve Petitionen, — „ikke løsrive sig fra

den Tanke, at de paaberaabte Vanskeligheder, om det end

maa erkjendes, at de ikke ere faa eller ubetydelige, hver-

ken ere uovervindelige eller saa store, at jo Maalet snart

maatte kunne naas, naar derpaa arbejdedes med en Iver

og Udholdenhed, der svarer til dets Vigtighed, og Forsam-

lingen fortrøster sig til, at, naar Deres Majestæt sættes i

Kundskab om, at Folket erkj ender hele Betydningen af

Toldgrænsens Ophævelse, og at Forsamlingen holder fast

ved sin allerede tidligere udtalte Overbevisning, hvor vig-

tig, baade i politisk og i merkantil-industriel Henseende,

en virkelig fri Samfærsel imellem alle Statens Dele er, vil

dette ikke kunne andet end fremskynde de Skridt, som ere

nødvendige til det forønskede Maals Opnaaelse. Forsam-


30

lingeii lV)ler sig derfor forvisset om. at et fornyet allerun-

derdanigst Andragende om Toldgrænsens Ophævelse iklce

vil kunne andet end virke som en Impuls paa alle dem,

af hvis Forarbejder Udførelsen af dette vigtige Værk er

afha^ngig. og Forsamlingen fortrøster sig til, at, i samme

Grad som dette fornyede Andragende vil tjene hertil, i

samme Grad vil det hos Deres Majestæt styrke den Over-

bevisning, at Deres Majestæt ved Toldgrænsens Ophævelse

vil imødekomme et levende Folkeønske, der udspringer af

Forvisningen om, at denne Foranstaltning er i høj Grad

skikket til at fremme Udviklingen af alle Statens Kræfter."

De anførte Exempler ville være tilstrækkelige til at

vise, at den roskildske Stænderforsamling ligesaa lidt som

den viborgske har fundet nogen bestemmende Grund til

at undlade Fornyelse af Andragender om vigtige fædre-

landske Anliggender, i den Omstændighed, at det er til-

kjeudegivet dem i den kongelige Bekjendtgjørelse, at disse

— hvad nødvendig, ogsaa uden saadan Tilkjendegivelse,

maatte forudsættes — vare Gjenstand for allerhøjeste Op-

mærksomhed og Omhu. Xavnlig er der til den sidstan-

førte Motivering — den styrkende Indflydelse paa den

kongelige Overbevisning om Folkeønskets Alvor og den

fremskyndende Indflydelse paa de vedkommende Avtorite-

ter. som tør antages at ligge i en Fornyelse af de stæn-

derske Andragender — Intet at tilføje; den vil befindes at

indeholde en fuldstændig Gjendrivelse af de Indvendinger,

som i den samme Forsamling ere blevne gjorte gjældende

mod P\jrnyolse af Nationalitets-Andragendet. Dog kan jeg

ikke undhide her endnu at anføre en enkelt Ytring afFor-

liandhngen om Toldgrænse-Sagen: „Det er vistnok sandt

(hedder det i St.-T. 8. 724), at der kun er hengaaet to Aar,


31

siden Stænderne indstillede til Kongen, at et Lovudkast

angaaende dette Anliggende maatte blive forelagt; og hvis

Ideen derom først dengang var opstaaet, og hvis den kun

havde sin Støtte i Erkj endelsen af Toldgrænsens Unatur-

lighed og Skadelighed hos en vis Del af Folket, vil jeg

ogsaa sige, at man, i Betænkning af de mange Hindringer,

der stille sig i Vejen for Ideens Eealisation, vel kunde

give endnu nogle Aars Taalmodighed, Men, da det er min

inderlige Overbevisning, at en god Toldforvaltning her i

Landet ej kan have undladt, alt i rum Tid at have havt

Blikket henvendt paa dette Punkt, og at de ej kunne an-

ses deres Kald voxne, som staa i Spidsen for Forvaltningen,

naar de ikke alt længe havde tænkt paa og forberedt dette

vigtige Skridt, saa kan jeg ej nægte, at jeg fuldkommen

deler den Beklagelse, som her er udtalt over, at det Ud-

kast, som man i 1844 petitionerede om. ikke er forelagt i

1846; og hvor gjerne jeg end erkjender. at der maaske er

Ingen, som mere end Kongen ønsker de omhandlede For-

hold ordnede, saa kan jeg dog ikke andet, end at jeg i

den Kjendsgjerning, at de ikke ere ordnede, maa se en

Bevæggrund for Stænderne til atter lydehg at udtale

deres Ønske for Kongen, for at give Sagen en Impuls, vel

ikke for Hans Majestæts Vedkommende, men dog for Hans

Majestæts Toldforvaltning, hvorved denne kunde bevæges

til af yderste Kræfter, og uden Hensyn til de Hindringer,

som stille sig i Vejen, at arbejde hen til Maalet" o. s. v.

Enhver vil kunne overtyde sig om, hvor fuldkommen det,

som her er sagt til Anbefaling for et fornyet Andragende

i Toldgrænsesagen, passer i alle Enkeltheder paa Natio-

nalitetssagen ; og de anførte Ord ere saameget interessan-

tere, som de ere talte af den Deputerede (Prof. David),


32

som Ibr Nationalitets-Andragendets Vedkommende fandt i

det kongelige Svar „en Kongevilje, eller snarere et Konge-

ønske eller en Kongebøn." der skulde gjøre Forsamlingen

det til Pligt at lade en Fornyelse af dette Andragende

falde.

Det kan efter det Anførte næppe omtvivles, at jo

Stænderforsamlingen. — saafremt Nationalitets-Sagen, led-

saget af Komité-Betænkningen, atter var kommen til For-

handling. — vilde, allerede ved Konsekvensens Magt, være

med stor Majoritet bragt til det samme Resultat som ved

Toldgrænse-Sagen, Det Modsatte vilde nemlig have været

en Undtagelse fra den almindelige Praxis, der,

som vist, ikke vilde have havt sin Begrundelse i de paa-

beraabte Ord i den kongelige Bekjendtgjørelse, men i en

for dette Tilfælde ganske særegen Anvendelse af Ordene.

En saadan Anvendelse vilde atter have vist tilbage til en

for dette Tilfælde sséregen, bestemmende Grund, og her

maatte Valget synes kun at kunne tænkes imellem en af

tvende. Den ene Grund kunde være den: at der ikke

tillagdes den omhandlede Sag en saadan Vigtighed, et

saadant Krav paa Stændernes Virksomhed, at der antoges

at være den Grund til fornyet Andragende, som i andre

Tilfælde, angaaende vigtige materielle Interesser; den an-

den Grund kunde være den: at der ved denne Sag ikke

kunde antages saadanne Vanskeligheder at overvinde,

at det af Hensyn til dem skulde agtes fornødent, saaledes

som ved de andre, ovenfor anførte Anliggender, at foretage

noget yderligere Skridt. Men hvad angaar den første

supponerede Grund, maa det være tilstrækkeligt at henvise

til Stændertidenden, til de Erklæringer i samme, i hvilke

Opponenter og Proponenter have mødtes, om den varme


33

Sympati for Sprogets Ret og Ære. den fulde Erkjendelse

af Sagens nationale Betydning. Den anden Grund vilde

have sin kun altfor fuldstændige Gjendrivelse i Historien,

som fra Aaret 1810 indtil nu frembyder en Række af Re-

gerings-Bestræbelser til Gunst for den danske Nationalitet

i Slesvig, der mere eller mindre alle ere strandede paa

de Vanskeligheder, som dels Foranstaltningernes egen

Utilstrækkelighed dels de administrative Forliold have

lagt i Vejen.

Der er etHovedspørgsmaal, som forekommer mig

at paatrænge sig Enhver ved at gjennemgaa den mistrø-

stende Historie af disse Forsøg paa at komme Danskheden,

i dens Sammenstød med det Tyske, til Hjælp. Det er

dette: om Regeringen har den Overbevisning, at den dan-

ske Nationalitet i Slesvig bør, og at den kan opretholdes,

d. V. s. om Regeringen erkjender, at Danskheden har

historisk Hjem og historisk Ret i Slesvig, og følgelig er

berettiget til de Subsistensmidier, som allevegne ere uund-

værlige, for at en Nationalitet kan bestaa med Kraft og

med Ære ved Siden af andre, o g o m Regeringen har den

Tro, at den danske Nationalitet, baade i og for sig og i

sin Tiislutten til den skandinaviske, af hvilken den er et

Led, saaledes har Betingelserne i sig til en sund og stærk

Tilværelse, at den Intet har at frygte af Grænseberøringer

med fremmed Nationalitet, kun at den ikke er berøvet det

fornødne Vaaben og Værge, saa at den hidtil vitterlig

gradvise Tilbagevigen af Dansk for Tysk i Slesvig har sin

Hovedgrund i den fuldkomne Mangel paa aandelige og

statsborgerlige Betryggelsesmidler, — eller om det mu-

lig antages, at det Danske skal paa sine gamle slesvigske

Enemærker være at betragte som historisk hjemfaldet til

3


34

' I ndergang, som Følge af Forhold, det vilde være forgjævea

at modsætte sig. Den Maade, hvorpaa man besvarer sig

selv dette Spørgsmaal. kan ikke andet end blive bestem-

mende for den hele Betragtning og Behandling af de na-

tionale Forhold i Slesvig, — og navnhg maa den blive det

for en Regering, der ikke kan antages at gaa frem, ved

en Sag som denne, uden efter fast Plan, grundet i et vir-

keligt System. I første Tilfælde nemlig, hvor ikke alene

Retmæssigheden er erkjendt. men ogsaa baade Mulighed

og Vigtighed af det Danskes Opretholdelse paa dets gamle

Enemærker, vilde Regeringen ikke kunne miskjende og ikke

ville unddrage sig den Forpligtelse med Konsekvens at

træffe og gjennemføre de Foranstaltninger, ved hvilke det

først er muhgt, at den danske Nationalitet kan i Slesvig

hæve sig til samme Trin som i de øvrige Dele af Riget,

at den kan træde op som jevnbyrdig ved Siden af den

tyske; en dansk Regjering vil ikke kunne miskjende, at

de danske Undersaatter over det hele Land ere beret-

tigede til at vente, at en betydelig Del af det danske Folk.

bestemt og i alle Henseender kaldet og egnet til at tage

Del i en frodig Opblomstren af dansk Folkeliv og dansk

Kulturliv, ikke fremdeles skal staa udelukket fra højere

fædrelandsk Intelligens, og dermed være givet til Pris for

en fremmed, rastløs fremstræbende Nationalitet. Skulde

derimod den anden Anskuelse ligge til Grund, da vilde

det være i sin Orden, at der vel foretoges et og andet

Skridt, der kunde tjene til at forsone den danske Natio-

nalfølelse, hvor den fandt sig saaret ved den ydmygende

Rolle, der var tillagt det Danske ligeoverfor en overmodig

Nabo, tjene til at vise, at Regeringen sympatiserede med

den nationale Følelse, — men heller intet Videre foretoges.


35

intet Afgjørende og Gjennemgribende, intet af det, der

maatte ske, og snart maatte ske, om end forbundet med

Overvindelse af Vanskeligheder, med Anstrængelser og Op-

ofrelser, naar en værdig og betrygget Tilværelse af den

danske Nationalitet paa de anfægtede Enemærker virkelig

skulde opnaas. Jeg vil ikke af den Maade, hvorpaa det

nationale Hovedanliggende hidtil er blevet varetaget fra

Regeringens Side, forsøge nogen Slutning om, hvilken af

de tvende foranførte, væsentlig forskjellige Anskuelser, der

maatte synes at have været den ledende og bestemmende.

Ikkun saa Meget kan vel siges: at Tilbagevigen for Van-

skeligheder. Unddragen af Opofrelser, Nøjen med brud-

stykkeagtige Foranstaltninger, med Forholdsregler, der

kunne synes at afhjælpe en eUer anden enkeltstaaende

Ulempe, men uden Frugt for det Hele, — ikke endnu

tyder paa en levende Erkj endelse af, at det danske Sles-

vig, ligesom ethvert andet dansk Land, bør være Hjem-

stavn for dansk Udvikling og dansk Nationalliv, eller paa

en virkelig Tro derpaa, at det Danske dér, som overalt

hvor det er Folkets Sprog, har Kraft i sig til Liv og til

Selvforsvar, naar blot det danske Folk i Slesvig faar samme

Andel i de aandelige Goder, som det tyske Folk i

Slesvig.

Der synes Grund til at haabe, at Forholdenes Magt

efter den Vending, de senest have taget, vil medføre noget

gunstigere Vilkaar for den danske Nationahtet i Slesvig.

Der synes fra forskjellige Sider at være givet grangiveligt

historisk Syn for Sagen, hvor væsentligt, dybtliggende og

stærktvirkende et Moment der er indeholdt i national En-

hed og national Forskjelhghed til at lette eller at vanske-

liggjøre politiske Kombinationer, og det synes saaledes

3*


36

omsider at turde vente almindelig Anerkj endelse, indtil

hvilken Grad den nationale og den politiske Interesse her

forene sig. lor at gjøre det danske Elements Ret og Be-

tydning gjseldende. „Saafremt Regeringen med lige Energi

\ilde beskjærnie den danske og den tydske Nationalitet, og

til den Ende ved hensigtsmæssige Foranstaltninger sørge

tor, at Danskheden ikke finder sin stærkeste Modstand dér,

hvor den skulde finde sit naturlige Forsvar og Værge, vilde

det uden Tvivl snart vise sig, hvor stærk en Bundsforvandt for

den bestaaende Statsforbindelse der haves i den hele dansk-

slesvigske Befolkning." Dette er Komitébetænkningens Ord.

Dette Punkt maatte her endnu berøres, fordi det fører

til Vurdering af en anden Betænkelighed, som under

Stænderforhandlingerne ligeledes er bleven gjort gjældende,

først af den kongelige Kommissarius og derefter af fiere

Deputerede: at man, ved at henvende sig til Hans Maje-

stæt Kongen angaaénde Nationalitetens Beskjærmelse, vilde

„vanskeliggjøre Regeringens StiUing", — en Ytring, der

taber sig i en vis hemmehghedsfuld Dunkelhed, og just

derved er vel skikket til at virke paa et beskedent Publi-

kum; thi hvo kan siges at kjende denne Stilling? Og paa

den anden Side, hvo kan miskjende dens Vanskehghed? Og

hvo vilde ikke frygte for, ved ubeføjet Indtrængen mulig

at skade, hvor man helst ønskede at gavne? Men saameget

er dog i alle Tilfælde vist, at det er de politiske

Spørgsmaal og deres Forvikling, hvori Grunden maa søges

til det Vanskelige i Regeringens Stilling; men med Arve-

følge-Kvæstionen og andre politiske Problemer maa det

nationale Anliggende ikke sammenblandes. Politiske

Rettigheder kunne opstaa og omskiftes og forgaa ved Trak-

tater og Konventioner; men nationale Rettigheder have


37

deres Rod i naturlige Forhold, og det. hvorpaa det natio-

nale Liv har Krav med Hensyn til Sprog og folkelige In-

stitutioner, vil derfor finde Anerkj endelse og blive respek-

teret, under de forskjelligste politiske Forhold, af enhver

Regering, som ikke vil forsynde sig imod Naturens Lov og

Ret. Den paaberaabte „Vanskeliggjøren af Regeringens

Stilling" er bleven nærmere forklaret derhen : „at man. ved

at anholde om Foranstaltninger til Danskhedens Beskyt-

telse i Slesvig, vilde yderligere forøge Misstemningen og

Spændingen i Hertugdømmerne." Hvor velbekjendt lyder

ikke dette atter og atter gjentagne Ord! Men skulde man

da, skulde det danske Folks Repræsentanter da ville og

ønske, at den nationale Interesse blev bragt som Offer for

den politiske, at Danskheden, i dets Sammenstød med det

Tyske, skulde gives til Pris for dette ved fortsat Passivi-

tet fra dansk Side i det mest kritiske Tidspunkt, for der-

ved om muligt at stille de irriterede Gemytter tilfreds?

Dette kan dog ikke være Meningen; men hvad bliver da

Meningen? Thi, naar det er et alvorligt Ønske og et til-

lidsfuldt Haab, at Regeringen ikke længere vil udsætte

med Alvor og Kraft at antage sig vor Nationalitet lige-

overfor den tyske, at den vil vide at indtage og haand-

hæve den Stilling overfor Danskhedens mange Modstandere,

som hertil er nødvendig, da vil unægteUg denne Stilhng

kun kunne lettes ved fornyede, indstændige og tillidsfulde

Andragender fra Stændernes Side. Hvad disse ville kunne

bidrage til at „vanskeliggjøre", er ikke Regeringens, men

Modstandernes Stilling — den Modstand nemlig, der i saa

mange Tider har gjort det vanskeligt for den danske

Konge at udrette, hvad han har villet udrette: paa den

ene Side den apatiske Ligegyldighed, paa den anden Side


38

den bureaukratiske Selvraadighed, som det skyldes, at der

ved de hidtil trufne Foranstaltninger er tilvejebragt lidet

Mere end et Skin istedetfor en Virkelighed. „Det tør derhos

haabes". — hedder det i Komitéens Betænkning. —

,,at ville blive mere og mere erkjendt af alle besindige

Mænd. ogsaa blandt de tyske Slesvigere, at Fordringerne

fra dansk Side kun gaa ud paa, at der maa ydes det dan-

ske Sprog og den danske Nationalitet simpel Ret og Ret-

færdighed indenfor sammes nuværende Enemærker, og at

det ingenlunde er Hensigten at træde den tyske Natio-

nalitetssags hge Berettigelse paa nogen Maade for nær ; og

hvad de heftige Partimænd angaar, da vilde det uden

Tvivl være en Daarlighed og Miskj endelse af al hidtilvæ-

rende Erfaring, om Nogen vilde antage, at man, ved at

vise fortsat Eftergivenhed, vil udrette Andet, end at forøge

Partiets Dristighed og Fordringsfuldhed, og derhos tillige

svække Modet og Kraften hos den danske og dansksindede

Befolkning."

Jo mere jeg føler mig gjennemtrængt af Sandheden i

denne Betragtning, desto mindre kan jeg give Tvivlen

Rum. at Andragendet om et tilstrækkeligt Forsvar for vort

nationale Grændseskjel, — der allerede er blevet flyttet

kun altfor højt imod Nord og vil blive flyttet end højere,

dersom den danske Befolkning endnu længere skal gaa hen

uden Midler til at udføre sin nationale Værnepligt, — ikke

ved fornyet Behandling skulde have erholdt et for Stæn-

derne værdigt og for Sagen gavnligt Udfald. Naar man

ser hen dels til den uventet stærke Modstand, Sagen mødte

fra den kongelige Kommissarius's Side, dels til den sær-

egne — om jeg saa maa sige: gemytlige — Beskaffenhed

af de Betænkehgheds-Hensyn, som fra flere Sider bleve


39

gjorte gjældende. bliver det, synesmig, ikke vanskeligt at for-

klare, at det kun var en Overvægt af nogle faa Stemmer, der

hindrede Sagens Tilbagevisning. Men det vilde ved fortsat

Overvejelse og gjentagen Drøftelse ikke være blevet mis-

kjendt, at der ikke gives noget Enemærke, hvor Stænderne

med større Sandhed optræde som Folkets Repræsentanter,

og hvor de mere bevæge sig, — selv imellem allehaande

fint tilspidsede formalistiske Indsigelser — med den Sik-

kerhed og Frihed, som Bevidsthed om naturlig og umis-

kj endelig Berettigelse giver, end det nationale; og det

vilde uden Tvivl ogsaa være blevet erkjendt. at et Tids-

punkt, der paa den ene Side endnu ikke har noget Resul-

tat at fremvise af Stændernes tidligere Forestillinger, og

paa den anden Side synes at skulle blive et Vendepunkt

med Hensyn til Forhold, der saalænge have været Grjen-

stand for fædrelandsksindede Borgeres Bekymring, ikke kan

være Tiden for Folkets Repræsentanter til at tie og hvile,

men til at tale og handle paa den fortrykte og farestedte

Nationalitets Vegne. I praktisk Henseende turde vel Af-

brydelsen af den begyndte Forhandling i Roskilde være af

ringere Betydenhed. da den viborgske Stænderforsamling

er nær forestaaende. til hvilket det nationale Anliggende

kan overgives med fuld Fortrøstning; men der vil ligefuldt

være Anledning til at beklage, at Østift-Stændernes andet

Sexennium har skullet gaa til Ende i et kritisk, varselsfuldt

Øjeblik, uden at Stemningen med Hensyn til Nationalitets-

Sagen har kunnet komme til endelig Udtalelse.

Selv har jeg som Medlem af Stænderforsamhngen

fulgt en Opfordring, jeg ikke har kunnet vise tilbage, ved

her i et „Dansk Folkeblad" at udtale, hvad der i en

dansk Folkerepræsentation ikke kunde blive Lejlighed til


40

at faa udtalt. — Ord, som af ikke Faa maaské ville lin-

des overtiødige. — thi hvad skulde synes mere ufornødent,

end at opfordre til nationalt Selvforsvar? — og som Ingen

mere end jeg selv ønskede at kunne betragte som overflø-

dige. Men jeg tilstaar, at i vort Fædrelands Historie Intet

synes mig mere nedslaaende end den Taalighed, hvormed

Modersraaalets og Nationalitetens Forurettelse og Fortryk-

kelse af fremmed Overmod er lange Tider igjennem ble-

ven taalt baade midt i Landets Skjød og ved de truede

Grænser. Pohtisk Betrængelse og Undertrykkelse kan

være utilregnelig, og et mindre Folk kan staa frit og hæ-

derligt selv under en overlegen Fjendes Aag. Men naar

en Nation midt i Fredens Tider er taalmodigt Vidne til,

at dens naturlige Arv og Eje krænkes, forringes og for-

kvakles, da trænger et lønhgt Spørgsmaal sig uvilkaarlig

frem: om en saadan Nations Tilværelse skyldes gunstige

Kombinationer af ydre Forhold eller den skyldes egen

indre Kraft ; thi hvor der i onde Tider skal kunne gjøres

Regning paa Styrke til at lide og bære, at opofre og værge

for Fædrelandet, dér synes nødvendig ogsaa i gode Tider

at maatte være Agtelse for eget Væsen, Tillid til egen

Kraft, Haandhæven af egen Ret. Dette Spørgsmaal er saa

alvorsfuldt, og i et Tidspunkt navnlig som det nærværende,

da de større Nationaliteter rejse sig i Bevidstheden af

deres overlegne Magt, da den germanske Nationalitet, stolt

og erobresyg, synes at drive sine Kræfter ud i de nordlig-

ste Yderpunkter af sine vide Enemærker, for at skyde sig

højere og højere op i den danske Halvø, — hører der, saa

forekommer det mig. en ualmindelig Grad af Sorgløshed

eller af egoistisk Begrænsen til egen snæver Kreds til, for

at kunne vise dette Spørgsmaal tilbage. Saameget staar


41

klart for mig, at, dersom Fremtiden — om mere eller min-

dre fjærn, gjør Intet til Sagen — ikke skal i Egnene ved

Skodborg Aa føre den Danske det samme Svar imøde, som

nu møder ham i Angeln: „Stinst wåren wi Dånen, aber nu

siind wi Diitsclie worden" — , da gjælder det nu at samle

Alvor og Kraft til Grænselinjens Forsvar. Skulde For-

svarets Tid fremdeles gaa unyttig hen under matte For-

beredelsesanstalter, da bør den Enkelte, som selv har

havt Lejlighed og et nærmere Kald til at tale og handle,

ikke fortænkes i, at han søger for sit Vedkommende at

frigjøre sig for Del i det Ansvar, for hvilket Historien

næppe vil fritage den nuværende Slægt.


42

Oet holstenske Ridderskab og det danske Folk. ^)

Juni 1854.

„Min Stemning overfor den despotiske Ministermagt (det

Ørstedske Ministerium) gav jeg Udtryk ... i to større Artikler,

som udkom i H. Hage's „politiske Blade": „Ministeriet

og den offentlige Moral" og: „Det holstenske Ridderskab

og det danske Folk", nærmest med Hensyn til C.

Moltke's og Reventlow-Criminirs Forfatningslove for Slesvig og

Holsten, begge støbte i den selvsamme Form, begge bex'egnede

paa at tilvejebringe et lige kompakt slesvig-holstensk Flertal i

den slesvigske og den holstenske Stændersal". („Optegnelser".

S. 425—426).

For alle Danske, der ikke ere i Stand til at skyde de

offentlige Interesser tilbage for de private eller at drukne

alvorlige Tanker i Letsindighedens Hav, er den nærværende

Tid mørk og skummel, som ingen tidligere Tid har været

08, selv ikke den, da Danmark stod rustet til Kamp paa

Liv og Død. Det var dengang en aaben Fjende, der

kunde mødes paa aaben Mark. Nu løftes ikke Sværd eller

Skjold. Og dog føle vi os omsnoede af en Magt, der

knuger og sammensnører; vi fornemme det, at der i Kro-

gene oplægges Raad imod Frihed og Danskhed, men vi

kunne ikke beregne dens skjulte Kræfter; vi kjende ikke

') H. Hage: „Politiske Blade."


43

dens Snigveje, vide ikke, hvor og hvorledes vi skulle gaa

den imøde. Derfor er Stemningen hos oprigtige danske

Mænd tung og trykkende, mistroisk og mistrøstig. Det er,

som om en Taage, tæt og klam og isnende kold, hvilede

over Landet.

Men naar og hvorved er da den Forandring ind-

traadt, „naar er Solglimtet fra Seirsdagene i 1849 og 50

blevet fortrængt af Slud og Taage?" Kan der angives et

bestemt Tidspunkt, hvorfra det er, som om en dæmo-

nisk Magt har trængt sig ind i vor Midte?

Vi ville spørge vore Landsmænd: var det ikke alt

anderledes før den 2 8de Januar 18 52? Og spørges

der videre: hvad var da gaaet forud for den kgl. Kund-

gjørelse, som bærer det Datum, da er Svaret: der var

gaaet en Minister-Forandring forud. Ved den kom Sles-

vig ligesaavelsom Holsten under en holstensk Greves^)

Bestyrelse, — den samme Mand, for hvis slesvig-hol-

stenske Sindelag Grev Reventlow-Preetz i sin Tid erklæ-

rede, uagtet de hørte til modsatte Lejre, at han indestod

som for sit eget; ved den erholdt det holstenske

Ridderskab sit dobbelte Organ i Kongens Raad; og

siden den Tid kan det ikke skjønnes andet, end at det er

den ridderskabelige Politik, der er bleven den

gjældende i Regeringen.

Det er dette historiske Moment, vi ville bede danske

Mænd holde ret fast. Thi er der nogen Lære, Danmarks

Historie prædiker paa hvert af sine Blade, saa er det den

at det er fra det Tyske, at Faren truer, imod det

Tyske, at Selvforsvaret maa føres. Men det er atter

») Grev C. Moltke.

:


44

holstensk Overmod. holstensk Overmagt og;

Overgreb, hvorigjennem de tyske Angrel) ere blevne

lurte ; det er imod dette Overmod og denne Overmagt, det

gja-lder om at værge os.

Det er en gammel, gammel Strid. Danmark har

maattet føre som Nødværgekamp imod de holstenske

Overgreb.

Den første Akt var Nødværge imod den hol sten ske,

lybekske Kjøbmandsmagt. Hele tre Aarhundreder

igjennem. fra Midten af det trettende til Midten af det

sextende Aarhiindrede, udøvede det store Handelslav, der

er navnkundigt som Hanseforbundet, med Lybek i Spidsen

et Tyranni over Regering og Folk i Danmark og de øv-

rige nordiske Riger, som grænser til det Fabelagtige.

En Række af indvortes Stridigheder og Svækkelser og

deraf opstaaede Forlegenheder blev benyttet af tyske

Handelsmænd med Ulvens Graadighed og Rævens Snedig-

hed til at tilvende sig Privilegier, hvorved de udsugede

Marv og Blod af de nordiske Lande. Tilvands og tillands

vidste de at kile sig ind og suge sig fast. Eneretten til at

opkjøl)" Landets Frembringelser, til at udføre dem og atter

afgiftsfrit indføre fremmede Varer kom i deres Hænder;

Fiskerieme i Sunde og Farvande bemægtigede de sig, saa at

Vandene lileve lukkede for Landets egne Børn; Øerne

oversvømmedes af tyske Bissekræmmere; Kjøbstæder og

Ladei)ladser overfyldtes med Kolonier af tyske, privihgerede

Kræmmere oi: Haandværkcre, der kvalte ethvert Opsving

af Driftighed og Velst,".nd hos den indenlandske Borger-


45

stand. I mange af Danmarks Kjøbstæder vidste de end-

ogsaa at bringe Øvrigbedsmagten i Tyskens Hænder, og

de spillede da saaledes Mester, at det ofte kom til Vold

og Mord. Kongen af Danmark selv blev af det tyske

Kræmmer-Overmod behandlet som beskikket Portner ved

Øresund; efter den Instrux, der gaves fra Lybek. maatte

han aabne og lukke Østersøen for andre fremmede Handels-

skibe. Det var den første Frugt af Tyskernes

Raaden i Danmark: Udsugelse Aarhundreder

igjennem af dansk Borger- og Bondestand. Dan-

marks kraftfuldeste Konger. Valdemar Atterdag og Kri-

stian den Anden søgte at sprænge Slangeknuderne . men

de vare knyttede for fast; de holdt, indtil den tyske

Handelsmagt, som Følge af forandrede Tidsforhold, gik

over i andre Hænder.

II.

Den anden Akt var Nødværge imod den hoistengottorpske

Hertugmagt i Slesvig.

Det er ikke let at paavise i Historien en Statsfejl,

der har hævnet sig bitrere og blodigere end den, de danske

Konger begik fra Valdemar den Andens Tid ved at

adskille Slesvigs Forvaltning fra Danmarks, give det hen

under særegen fyrstelig Bestyrelse. Uden dette Misgreb

vilde Danmarks hele senere Historie være bleven en anden.

Et dansk Danmark vilde da, udelt og stærkt imod Over-

greb sydfra, have bestaaet indtil Ejderen. Men det er

denne Deling og Adskillelse, der har skabt Tanken om

Slesvigs Selvstændighed, — den, der har løsnet Slesvig fra

Danmark og draget det henimod Holsten; — det er den,


46

(ler gjorde Grev Gert for en Stund til Jyllands Tyran, —

den, der oprejste en ijendtlig Trone midt i Kongens

Lande, — den, der bar aabnet de bolstenske Grever og

gjeniicm dem Tysklands Magter Vej til at blande sig ind

i Danmarks Anliggender. Vistnok bar der været Lejhg-

heder. da denne Statsfejl kunde være afbjulpen ; men det

bebøver ikke at siges, bvem det bar været, der til saadanne

Tider bar afværget Gjenforeningen af Slesvig med Danmark.

De forskjellige Fyrstelinjer i Slesvigs Land ynglede

paa det frodigste, og i samme Forbold blev Landet skaaret

sønder og udstykket i større og mindre Parter. I dette

brogede Virvar knejsede dog Hertugerne af det bol-

sten-gottorpske Hus over de andre. Danmarks

baardeste Kvide i Krigen med Karl Gustav benyttede de

— istedetfor at staa Landsberren bi efter Lenspligt — til

for en Tid at tilvinde sig souveræn Højbed over deres

Land. Gottorp-Slot, — ved Foden af Dannevirke, be-

regnet paa at være Støttepunktet i Forsvarskampen imod

„de Sakser. Slaver, Vender", — blev Reden for Udklæk-

kelse af troløse Raad og forræderske Anslag imod Konge

og Land. Ikke alene blev det bertugebge Slesvig ved

tysk Skoleunderviisning, tysk Prædiken, tysk Rettergang

planmæssigt gjort fremmed for Moderlandet; men Fæst-

ninger bleve opførte, bvor ved opkoramende Krig Besæt-

ninger af Danmarks Fjender bleve optagne; Forbund bleve

sluttede med dem, der rakte Haanden ud efter Danmarks

Trone, og, saa ofte som fjendtlige Hære truede Danmark,

kunde de stole paa at finde Forræder-Hjælp inden Landets

egen Grænse. Det er dette Optrin af Skjændsel og Jam-

mer, der atter og atter bar gjentaget sig i Kristian den

4des Krig med Tilly og Wallenstein, i Frederik den 3dies


47

Krig med Karl Gustav, i Frederik den 4des Krig med

Karl den 12te. I den sidstnævnte Krig gjorde det aabenlyse

Forræderi omsider Ende paa Langmodigheden, og Gjen-

gjældelsens Time var kommen. Kong Fredrik den 4de

tog den gottorpske Del af Slesvig i Besiddelse og erklæ-

rede Landet for „evig inkorporeret i den kongelige Krone.

som et gammelt, ved Tidernes Forurettelse frarevet Stykke."

Men Tidernes Forurettelse blev ikke gjort god igjen; Rif-

ten blev ikke helet men forbunden med kludrende Haand.

Det er berettet, at Kongen selv paa det Bestemteste er-

klærede sig for, at Slesvig ogsaa i administrativ Henseende

burde indlemmes i Kongeriget. Var dette sket, hvormeget

Ondt vilde da være blevet afvendt! Men — hvor betyde-

ligt vilde ikke da den holstenske Greveligheds Fremtid være

bleven fordunklet. Derfor turde det ikke ske, hvad der

kunde og burde være sket. Kongen fulgte sine Raad-

givere, og disse fandt „Sagen at være af den importance,

at man ikke behøvede (!) strax at sætte den i Værk. men

peu aprés peu" (!). Saaledes blev Kræftbylden holdt

aaben. — Det var den anden Akt af Striden imellem

Dansk og Tysk. imellem det danske Folk og de holstenske

Greveslægter.

III.

Den tre die A k t er Nødværge imod d e n holstenske

(eller, for at tage Appendixet med: den slesvigholstenske)

Ridderskabs-Magt.

Fra den Tid af, at Kongen af Danmark blev Eneherre

i Slesvig, har den højfornemme Korporation af „Prælater

og Ridderskab" maattet friste adskiUig Anfægtelse og Be-


48

sværing. Det ligger for Dagen, med hvor stor Mistro Re-

geringen har betragtet de høje Herrers Færd. Det er

blevet erklæret dem uden Omsvøb, at de mange Misbrug,

der havde indsneget sig i Ridderskabets hele Stilling til

Regeringen, ikke vilde blive længere taalte; den tidligere

Magt er bleven indskrænket til en raadgivende Stemme i

Anliggender vedkommende Korporationen selv; Andragen-

det om Stadfæstelse af Ridderskabets Privilegier ved de

senere Kongers Tronbestigelse er, saalænge som det ud-

gik som Fællesandragende, bestandig blevet afvist, og den

er siden stedse bleven meddelt til hvert Ridderskab for

sig og med udtrykkeligt Forbehold af Landsherrens souve-

ræne Rettigheder ; Opretholdelsen af en Forbindelse imellem

begge Ridderskaber (den saakaldte nexus socialis), som

alene bestaar i fælles Adgang til de adelige Klostere, af

hvilke kun et tindes paa slesvigsk Grund (i Byen Slesvig),

er kun bleven tilstede under samme Betingelse; den saa-

kaldte vedvarende Deputation endelig, som blev tilladt ved

kgl. Resol. i A. 1775, skulde ikke være videre end en For-

anstaltning til at lette Forhandlingerne angaaende de sær-

lige Standsinteresser. Men Ridderskabet synes at have

gjort Jesuiternes bekj endte Symbolum til sit: enten at være,

hvad de før have været, eller ikke at være (sint ut sunt, aut

non sint.) Med en Ihængenhed og Snuhed, som maaské

kunde synes mere prokuratoragtig end ridderlig, have de

idelig og idehg gjentaget Forsøget paa, snart under en

snart under en anden Vending at faa deres Standsprivilegier

indsmuglede som Landsprivilegier, og saaledes vinde Del-

tagelse i Tjovgivning og Beskatning tilbage paa de øvrige

Stænders Bekostning. De ridderskabelige Herrer ere blevne

afviste atter og atter ; de ere blevne truede med Opløsning


49

af den vedvarede Deputation; de ridderskabelige Herrer

ere ikke blevne trætte. Omsider have de vendt det Lodne

ud, og henvendte sig med Besværing over Landsherren til

det tyske Forbund, hvorfra de ligeledes, i Aaret 1822,

maatte se sig afviste som ubeføjede Klagere. Derefter

fulgte Perioder af stille, men frugtbar Virksomhed, der

indskrænkede sig til grundigt at forberede Katastrofen,

som lod sig forudse. Det er bekjendt. hvorledes de ridder-

skabelige Herrer i og udenfor Stændersalen udgjorde, i

Forbindelse med Advokaterne, Rygstødet for „den durch-

lauchtige Indehaver af Virilstemmen." Aaret 1848 kom.

Prindsen af Noer, om hvem man skulde have samlet sig

paa E,iddervis, opløste sig i en Lygtemand; men der var

-Roller i Mængde for det „lobliche" Riddderskab ogsaa

udenfor ValjDladserne. Medlemmer af samme have i Op-

rørstiden havt Sæde i enhver af de oprørske Regeringer,

der have afløst hverandre: i den provisoriske Regering, i

Fællesregeringen. i Statholderskabet, ligesom og i Lands-

forsamlingen, der skulde repræsentere den nordal bingiske

Stat, Dette var Ridderskabets Opfattelse af Ridderlighed:

Pligten imod Landsherren!

En slesvigsk Forfatter i) har i Aaret 1848 sluttet en

historisk Fremstilling „om det slesvigske og holstenske

Ridderskabs nexus socialis" med disse Ord: „Den seneste

Tids Begivenheder ere for en stor Del Ridderskabets Værk.

iVt disse, hvad Udfald Sagen iøvrigt end maatte tage, ikke

kunne blive uden væsentlig Indflydelse paa Ridderskabets

fremtidige Stilling, kan næppe være nogen Tvivl under-

') F. Wolfhagen, Antislesvigholst. Fragm. 10. Hefte.

4


50

kastet." En saadan Indflydelse er heller ikke udebleven,

men hvordan, i hvilken Retning?" I Aaret 1850

skrev Gehejmeraad Scheel (Fragm. 1ste Hefte): „Det

Samme (som om det slesvig-holstenske Kancelli, den

slesvig-holstenske Eegering, den slesvig-holstenske Over-

appellationsret, det slesvig-holstenske Sanitetskollegium,

Departementet tor det fælles Statholderskab :

at de nemlig

som fælles maa ophæves) gjælder om det slesvig-hol-

stenske Ridderskab. h\ilket desuden, da det

aabent har sluttet sig til Rebellionen, ikke kan

vedblive som Korporation." Saa sikker var en Mand

som Gehejmeraad Scheel angaaende den Stilling, som

Ridderskabet maatte have beredet sig ved den aabne Til-

slutning til og Deltagelse i Oprøret; det vides heller ikke

rettere, end at den nuværende Minister for Slesvig den-

gang ytrede sig uforbeholdent i samme Retning.

Men det er kommet anderledes, — kommet saaledes,

som det havde kunnet ventes, dersom Ridderskabet havde

spillet lige den modsatte Rolle, havde vovet Gods og Blod

for at bekæmpe Oprøret, dersom det havde havt Fordring

paa en ridderlig Belønning for ridderlig Fortjeneste af

Land og Landsherre. Efter Forordningen for de slesvigske

Provinsi aistænder af 15de Maj 1854 var nemlig Ridder-

skabets Andel i den ra adgivende Stændervirksomhed

indskrænket paa dobbelt Maade: de 4 Medlemmer af samme

valgtes af Kongen, og Valget var indskrænket til de Ridder-

skabsmedlemmer, som vare i Besiddelse af et Prælatur, et

adeligt Gods eller Godsfideikommis. Ved den nu givu

Forfatning for Hertugd. Slesvig, der tillægger Stænderne be-

slutte nde Myndighed, er Grundejendom forblevet Grund-

laget, hvorpaa Systemet hviler, og de større Grundbesidderes


51

Klasse er repræsenteret ved 5 Medlemmer. Ikkun for

Ridderskabets Vedkommende er en Forandring foretagen,

hvorved begge hine Indskrænkninger falde bort: de 4 Med-

lemmer vælges ikke længere af Kongen men af Ridder-

skabet selv, og ethvert Medlem af en ridderskabelig Fa-

milie, som har de almindehge personlige Egenskaber, er

baade valgberettiget og valgbar, selv om det maatte have

behaget den uransagelige Forsynsviije at tage saa lidet

Hensyn til det ridderskabelige Navn. at en aandelig Nulli-

tet findes reduceret til en tilsvarende borgerlig Nullitet i

Henseende til Besiddelse og Livsvilkaar. Det nylig af-

holdte Ridderskabs-Valg har allerede givet kuriøse Exemp-

ler til Bedste.

Dette er en i Sandhed interessant Vending af Tingene,

som ikke kan fattes skarpt nok i Øje, ikke lægges alvorhgt

nok paa Sinde. Det synes ikke overvættes dristigt, naar

Geh. Scheel profeterede, at Ridderskabet, „da det

aabent har sluttet sig til Rebellionen, ikke kan vedblive

som Korporation;" men ser det nu ikke ud, «(im om det

netop er Rebellionen, der har givet Ridderskabet Adkomst

til, i mere udelukkende Betydning end før, at træde op som

politisk Korporation? Kort efterat man har set Oprøret

baaret af de ridderskabelige Navne, har man det Syn, at

de personlige Bærere af disse Navne udmærkes ved at

blive som blotte Navnebærere kaldede til Sæde i den be-

sluttende Stænderforsamling. Det behøver næppe at be-

mærkes, at den anden Perle, den holstenske Forfatning,

heri ligner Tvillingsøsteren som den ene Draabe Vand den

anden ; —

saameget lettere ville de have ved i en belejlig

Stund at flyde sammen til én. Heller ikke behøver det

at bemærkes, at Ministeren for Slesvig ikke mindre end for

4*


52

Holsten er Medlem af det „lobliche" Ridderskab; — En-

hver nærer og kvæger sit eget Kjød og Blod. Er det

ikke. som om Reventlow-Preetz's Attest ved saadan Lejlig-

hed træder frem for Tanken med store Bogstaver?

IV.

Meu der er meget Andet at betænke for det danske

Folk. naar det saaledes som nu finder sig stillet overfor

den holstenske Ridderskabs-Magt.

For det Første betænke man den danske Grund-

lov, den frie Forfatnings Stilling overfor hol-

stenske Grever. Prælater og Riddere!

Bemeldte Grever, Prælater og Riddere havde ved

deres Operationer i 1848 og følgende Aar idetmindste paa-

draget sig én Synd, som til enhver Pris maatte søges ud-

sonet. De vare. som en Slags Skuespillere imod deres egen

Vilje, komne til Skade med at være det danske Folk

indirekte behjælpehge til en fri Forfatning, — en Forfat-

ning, der ikke stille grevelige og ridderskabelige Personer

frem som privilegeret Klasse i Samfundet. Denne Veder-

styggelighed maatte det paaligge Ridderskabet som Pietets-

Pligt atter at søge skaffet ud af Verden. Til at sætte

dette igjennem paa lempelig Maade, — ligesom Døden kan

bevirkes ved langtsomtvirkende Gifter, der efterligne den

naturlige Svækkelses Gang, — syntes intet Middel mere

probat end at holde ret stivt og fast paa den Sætning: at

Slesvig og Holsten skulle betragtes som aldeles ligestaaende

overfor Kongeriget, at Slesvig ikke tør bringes nogen Fods-

bred nærmere til Kongeriget end Holsten. Rigtignok

træder man al historisk Virkehghed under Fødder ved at


slaa i Hartkorn, hvad der staar adskilt og forskjelligartet

baade i politisk og i national Henseende: det overvejende

danske og det rene tyske Hertugdømme, det tyske For-

bundsland og et Land, der har ligesaa lidt at gjøre med

Forbundet som Kongeriget. Men ikke desmindre — kunde

det blot lykkes at faa det slaaet fast som Grundsætning

fuldkommen Ligestilling af Slesvig og Holsten til Konge-

riget, saa maatte der synes at være gla^delig Udsigt til at

kunne faa Bugt med den forhadte Grundlov. Dersom der

nemlig fra dansk Side skulde blive sagt: „Kongeriget har,

hvad Hertugdømmerne endnu ikke have opnaaet, sin For-

fatning, lovformelig givet og højtidelig besvoret; her have

vi altsaa det naturlige Grundlag for Helstaten ; lad den

l)live dannet ved at udstrække Kongerigets Forfatning til

det danske og de to tyske Hertugdømmer", saa vilde

Grever. Prælater og Riddere have Svaret paa rede Haand

„Gud og vore Aner forbyde, at vi skulde lade os finde

villige til at bortkaste vore nedarvede Stands-Privilegier

Men selv om vi kunde forglemme os saavidt. hvorledes kan

man tænke sig. at den høje Forbundsdag skulde give sit

Samtykke til, at Dele af Forbundet som Holsten og Lauen-

burg bleve indlemmede i en Forfatning, der saa hdt stem-

mer med Forbundets Grundsætninger for den indre Poh-

tik?" Dersom der da fra dansk Side videre skulde blive

sagt: „Nu vel da. saa lad Danmark blive staaende med

sin Forfatning, og Hertugdømmerne faa hver sin Forfat-

ning, afpasset efter ethverts særegne Forhold, og man for-

binde derefter de enkelte Statsdele ved en fælles Repræsen-

tation!", saa vilde Svaret for Grever. Prælater og Riddere

atter være paa rede Haand: „Ja, men hvorledes gaar Saa-

(lant au. naar der skal komme en virkelig Helstat ud? Det

! :


54

er allerede slemt, at Staten er delt i danske og tyske

Lande, i Forbunds-Lande og Ikke-Forbundslande : dersom

uu hertil skulde komme en væsentlig Forskjellighed i borger-

lige Friheder og Rettigheder, vilde der da ikke være en

Spire til bestandig Skinsyge. Ufred og Splid?" Saa for-

træffehgt kan der manøvreres med Helstats-Fordringen.

Intet er simplere end den Taktik, hvorefter de holstenske

(irever. Prælater og Riddere kunne udføre Felttoget imod

Helstaten, en rigtig komplet Helstat —

den danske Grundlov :

det er det Første og Sidste; det gjælder altsaa om at faa

samtlige Statsdele nivellerede og uniformerede; nu er Fri-

heds-Grænsen for Holstens Vedkommende bestemt én-

gang for alle. Man begynder følgelig med at tilskære den

holstenske Forfatning efter Modellen, saaledes som den er

justeret i Wien, Berlin og Frankfurt ; derefter følger den

slesvigske Forfatning efter samme Tilsnit (man kan ogsaa,

om man vil, markere Spillet en Smule, lade den slesvigske

præsentere sig først) , og

nu træder man op med det Spørgs-

maal: hvorledes det da skal være muligt at faa skabt en

rigtig, komplet Helstat uden at omstøbe den danske For-

fatning efter den holstenske? om der ikke maa erkjendes

at være en Nødvendighed, som gjerne kan passere under

Navnet vTopæisk, tilstede for at foretage denne Omstøb-

ning? — Man vil se, at det er i Grunden det samme

Stykke, der bringes p: a Scenen, som dengang da Konge-

lovens Arvefølge blev kastet overende, og Arvefølgen i

Holsten blev gjort til Model for den danske Tronfølgelov.

V.

Men det Onde vil strække sig langt videre, gribe langt

dybere ind. 'J^hi bringes det først dertil, at danske og


55

tyske Lande, Forbundslaude og Ikke-Forbundslande blive

betragtede som ensartede, da ser Enhver, at Port og

Dør vil staa aaben for de holstenske Grever,

Prælater og Riddere til at udstrække deres Indflydelse

og Myndighed over det hele danske

Folk. Men vil man vide, hvad der er at vente af et

ridderskabeligt Regimente i Danmark, da behøver man kun

at kaste et Blik Syd for Kongeaaen: til Landet, hvor

Pressen er kneblet, hvor Regeringsmagten parodierer sig

selv ved at forbyde snart en Almanak, snart et Blad, ved

at befale paa Maa og Faa, hvorledes Navne paa Flækker

og Stræder og Gaarde skulle udtales og skrives, — hvor

Embedsmanden i Haderslev ikke uden Ministerens naadige

Tilladelse tør flytte sig til Kolding, i Tønning ikke tør

lade sig sætte over Ejderen, — hvor Embedsstanden be-

handles som umyndige Smaa. der mades i det Aandelige

efter ministeriel Diætetik. maa lade sig tage den Føde ud

af Munden, som den agter god til at faa Forstand af,

maa lade sig give Blade og Bladstumper ind, selv hvor

Virkningen bliver et aandeligt Vomitiv, — hvor der skabes

en Folkerepræsentation, som efter sin Sammensætning nød-

vendig maa antage en statsfarlig Karakter, men hvor

Greveligheden staar usynlig hos for at slaa ned med

Knutten i Stændersalen som i en Skolestue. Og begynde

vi ikke ganske godt, saavidt som det efter Grundloven

lader sig gjøre, at komme bagefter? Afskedigelse af de tre

Embedsmænd 1). som i Rigsdagen havde gjort sig ubehage-

lige for Ministrene, er en respektabel Debut. — og den

^) Andræ og Hall afskedigedes den 15de April 1854, Monrad den

26de April s. A. Udg. A.


56

kan tillige overfor Slesvigholstenerne betragtes som et

smukt Forsoningsmiddel. Næst efter den glimrende Op-

rejsning, der er given Ridderskabet ved den nye Valglov,

kan intet være mere skikket til at formilde den irriterede

Stemning hos Slesvigholstenerne over den bestandige ube-

føjede Tale om Mened og Oprør, — de loyale Mænd have

som bekjendt just løftet Vaaben for Landsherren — , end

naar man ser danske Embedsmænd, paa Grund af at de

efter Grundloven have ladet sig alene binde af deres Over-

bevisning, behandles af Regeringen paa selvsamme Maade

som i sin Tid saamange slesvigholsten.^ke Enibedsniæud.

Er ikke den Plet. der var paasat deres Ære som men-

svorne Mænd. herved paa den fineste Maade udslettet?

Men vi tro virkelig ikke. at russisk Regimente lader

sig føre over fra Holsten. — hvor Mindet maaske endnu

bevares om en Slags russisk Hofstat i Kiel, — til Danmark.

Det danske Folk har længe havt Grund til at beklage sig

over den oldenborgske Kongeslægt paa Sprogets Vegne;

men. hvad Brugen af den kongelige Magt angaar, kan det

siges med Sandhed, at Folket tidlig har fundet en egen

Karakter udtrykt i det hele Regerings-System , selv i

Enevoldsregeringens Aarhundreder. Imellem de russiske

Czarers og de danske Enevoldskongers Regering er der

kun Modsætning at finde. Saaledes er der en vis Humani-

tets-Karakter i de Overordnedes Forhold til de Under-

ordnede, en vis Respektfølelse for Mandens og Borgerens

naturlige Ret, en vis Rimelighed og Fornuftighed, som

ikke byder paa Trods, ikke tvinger af Lyst. ikke behandler

Personer som Marionetter. — der ere blevne staaende Træk

i de danske Bestyrelses-Forhold. Derfor kan dansk Væsen

intetsteds og ingensinde bestaa med det holstenske Ridder-


57

skabeligheds-Regimente; og derfor maa vi gjentage det

atter og atter, uden at blive trætte, hvad den nuværende

Indenrigsminister, Gehejmeraad Tillisch udtalte i Rigs-

dagen kort efter Grev Moltkes Udnævnelse til Minister for

Slesvig: „Jeg har anset og anser det endnu for uheldigt,

at man vilde sætte en tyskdannet Mand i Spidsen for Re-

geringen i et dansk Land; jeg vilde til enhver Tid anse

det for uheldigt, men fornemmelig under nærværende Om-

stændigheder, fordi jeg mener, at denne Foranstaltning

kunde faa Udseende af, at man vilde vende tilbage til den

gamle Fremgangsmaade, som har været Roden til alle vore

Ulj^kker. ikke alene i de senere Aar, men igjennem en

lang Række af Aar-' (Folkethingstid. 1852, S. 53S0.) Det

er i denne Mund meget bestemte og stærke Ord; for dem.

der hverken ere Gehejmeraader eller Ministre, vil den

samme Mening og Tanke udtrykke sig noget anderledes.

Det er altsaa dette, enhver dansk Mand. der

har Øjet aabent for sit Fædrelands Historie, maa

vide og sige sig selv: at det Tryk. der nu hviler

tyngende og lammende paa osAlle. kun er Fortsættelse

af det Tryk. der har tynget og lammet

i mange tidligere Aar. — at det er tysk Over-

magteller Overmod, re præsentere tv ed holstensk

Kj øbmands- Aristokrati, ved holstensk Fyrstemagt,

ved holstensk Ridderskabelighed, der er

den bestandige Hæmsko for det danske Folks

Frihed og al folkelig Udvikling i Danmark.

Skal derfor borgerlig Frihed blive bevaret for Dan-


58

mark. skul en suiul og naturlig lidvikling finde Sted, da

mau den holstenske Overmagt, det holstenske

Overmod trænges tilbage til Holstens Enemær-

ker. Og det først og fremmest Fornødne, den første Be-

tingelse fur at gjøre det holstenske Væsen Modstand er,

at »Slesvig regeres af dansk Mand, i dansk Aand

ogKetuing. Men igjennem den holstenske Greves

Styrelse ai' Slesvig gaar. — bevidst eller ube-

vidst, — en udansk, en tysk, en slesvigholstensk

Aand. Hvad Grev Moltke har gjort for det Danske i

Slesvig ved at slaa Sproggrænsen fast, er for intet at

regne, er lidet mere end Spilfægteri, naar der i samme

ØjebUk dannes en Stænderforsamling med besluttende

j\ryndighed, som ifølge Valgloven nødvendigvis maa spille

Landets indre Anliggender i Hænderne paa en tysk Majori-

tet,, der vil fortsætte det gamle Forkuelses-System imod alt

Dansk, vil arbejde paa at drage Slesvig længere og længere

bort fra Danmark, føre det nærmere og nærmere over til

Holsten. Denne Kjendsgjerning taler ved sig selv; den

kan ikke bringes til Tavshed, ikke bortforklares. Ved

denne ene Foranstaltning er Slesvigholstejnis-

raen klogelig betrygget, og Spillet vil være

gaaende, dersom den politiske Ridder skabelig-

lieds-Magt skal vedblive at staa ved B-oret.

VII.

Hvorledes skal da Roret l)live ført over i

andre Hænder? Hvor er Dæmning at finde imod hol-

stensk Overmagt og (Jvermod?

Vi svare: det danske Folk staar ikke længere som

\


59

tilforn politisk magtesløst; det danske Folk har selv en

Haand med paa Rorpinden. Det var den danske Hær.

der i Krigens Aar viste de holstenske Overgreb tilbage;

det er den danske Rigsdag, der i Fredens Aar maa

fortsætte den samme Gjerning. Vil man sige, at dette jo

er blevet forsøgt, men forgjæves forsøgt, at Rigsdagen ikke

har været i Stand til at fortrænge et Ministerium, hvor

holstensk Ridderskabelighed er Sjælen, medens de Mænd,

der sidde i samme under dansk Navn, alene synes at tælle

med, — saa ligger Svaret ikke langt borte. Thi hvorfor

har Rigsdagens Indflydelse ikke været større ? Hvorledes er

det muligt, at Ministeriet har kunnet sætte sig ud over

ethvert konstitutionelt Hensyn til Rigsdagen? Ja, hvorfor

og hvorledes uden derfor og derved, at Folket ikke har

staaet Rigsdagen tilbørligt bi. har ladet den synke

under det Punkt, hvorpaa den maa holdes, for at kunne

bestaa med Ære og Anseelse, har forglemt, at Rigsdagens

Sag er Folkets Sag, at den Tilsidesættelse og Ringeagt,

som vises imod Rigsdagen, falder tilbage paa det hele

Folk. Eller hvormange Mænd. paa hvilke Fædrelandet

baade har kunnet gjøre sikker Regning, have ikke vist en-

hver Anmodning og Opfordring til at modtage Valg til-

bage ? Og atter, paa hvormange Steder have ikke Vælgerne

udvist en Ligegyldighed ved Valgene, der falder tilbage

paa den med tungt Ansvar: have de ikke tidt og mange

Grange ladet sig lede af Hensyn, der langt mindre ved-

kommer Fædrelandets end enkelt Stands Interesse, tidt og

mange Gange trængt Mænd tilbage, som de burde have

modtaget med Paaskjønnelse? Og endehg — ere Rigs-

dagens Forhandhger i de vigtigste Sager, i de mest kri-

tiske Øjeblikke blevne fulgte med synlig og varm Del-


60

tagelse? Har Folket været paa sin Post overfor den avind-

svfife Stemnins: i mange af de høje Sale: støttet og styrket

Riffsdagen. naar det gjaldt? Det er dette, som saaledes er

blevet forsømt og forset fra tiere Sider, der maa søges op-

rettet. Det gjælder mi langt mindre om lærde, juridiske

og statsøkonomiske Kundskaber hos Rigsdagens Medlem-

mer end om almindelig Dannelse og praktiske Indsigter og

fremfor Alt om Karakterens Renhed og Fasthed og varmt

Hjærte for Fædrelandets Frihed og Vel. Lad Rigsdagen

blive for den større Del sammensat af frie. dygtige,

danske Mænd: af større og mindre Jordbesiddere, Fabrik-

ejere. Handelsmænd, Haandværksmestere, i hvis borgerlige

Eksistens en Minister-Magt i holstensk-russisk Aand ikke

kan faa Tag. og det skal vise sig, om en holstensk Ridder-

skabs-Politik ikke vil strande paa denne Klippe. Derfor

vende vi os gjentagende til disse Klasser af Medborgere

og bede dem at gaa alvorligt i Rette med sig selv om det

Krav. Fædrelandet har paa dem i et Øjeblik som det nær-

værende.

Vin.

Men selv om den danske Rigsdag ved sin Sammen-

sætning var langt mere skikket, end det i de sidste Sam-

linger har været Tilfældet, til at indgyde Agtelse og paa-

nade Ministeriet en nogenlunde sømmelig Holdning over-

forden. vilde dog et væsentligt, raaaske nødvendigt

Led mangle, dersom Rigsdagen i sin Nødva^.rge-

kamj) imod holstensk Ridderskabelighed savnede

en Tnderstøttelse fra Aristokratiets Side.

I denne Hcoisepiide sér det unægtelig misligere ud.


61

Holsten har sit Aristokrati, som har bevaret det ægte

tyske Præg baade i national og i politisk Henseende.

Hvor skulle vi søge Noget, som i dansk Retning har et

lignende Præg? Absolutismen er mægtig til at nedtrykke

og kvæle, men magtløs til at skabe og oplive. Saaledes

har Absolutismen ogsaa virket i Danmark. Den har ned-

trykt og kvalt det nationale Aristokrati, de berøm-

melige Slægter, der tilforn kunde holde fremmed Adels-

vælde inden dens egne Enemærker. Er der af denne For-

tids Herlighed stort Andet tilbage end skraldende Navne

og glindsende Skjolde? — et Stof brugbart til at afgive

Hoftjenere eller Land- og Jagtjunkere, eller til at udgjøre

Slæbet for holstenske Grever, Prælater og Riddere, men

lidet skikket til at danne et Aristokrati i Ordets

rette og store Betydning. Vi tænke os herved Mænd,

som føle sig ved Byrd og Stilling kaldede til at repræsen-

tere Nationen, til at føre dens Sag ikke mindre imod

Despotiets Vilkaarhghed og Fremmedvældens Overgreb end

imod Demokratiets Yderligheder og plebejisk Nivellering.

I deres Sted er Landet blevet oversvømmet af udenlandske

Slægter, der vare fremmede for Folkets Sprog og hele Væ-

sen, og fordetmeste ere blevne staaende udenior Folket,

uden Indsigt i og Agtelse for dets Tarv og Krav, For-

bundsfæller eller rettere lydige Tjenere af det holstenske

Aristokrati.

Men igjennem al denne unægtelige, store og sørgelige

Grundejerforenings-Misere maa der dog være Lys at skimte.

Vi ville lade den hele Skare af Fremmede staa udenfor,

der leve i Landet, bo iblandt Folket, men uden i Virke-

lighed at høre Danmarks Land og Folk til. Vi ville ogsaa

se bort fra dem, der, uagtet de ved Forfædres Navn og


62

Historie cro knyttede til Danmark, dog have tilegnet sig

den fremmede Lunkenhed og Ligegyldighed, eller ikke

kjende nogen højere Interesse end den. der drejer sig om

de saakaldte velerhvervede Rettigheder; — det danske Folk

maa frabede sig at blive repræsenteret i den Stil. hvori

den danske Landbostand nylig har maattet se sig repræsen-

teret ved den fynske Kammerherre i Flensborg og Angel

i Paasyn af det holstenske Aristokrati, som man idet-

mindste maa lade dette, at det har levende og stærke

Sympatier og Antipatier og ikke skyr at vedkjende sig

dem aabent og frit. Men det kan da ikke fejle, at der maa

blive ikke Faa tilbage, ikke alene med berømmelige For-

fædres Navne og Rigdomme, men ogsaa med deres danske

Hjærtelag. som ikke betænke sig paa at gjøre Herluf Trol-

les Ord til deres: „Hvorfor ere vi Adelsmænd? Hvorfor bære

vi Ordener og gyldne Kjæder? Hvorfor eje vi Herregaarde?

Ville vi nyde Landets Goder, maa vi ej heller krympe os

for Faren, naar det gjælder." Det er rimeligt, at der hos

disse Mænd kan være endel Uvilje mod Valgloven, endel

Betænkelighed for en yderliggaaende Udvikling af vore

Forhold i demokratisk Retning, og vi finde det aldeles i

sin Orden, naar de have følt sig opfordrede til Modstand

imod Bondevenne-Partiets Bestræbelser. Men højst for-

underligt vilde det dog være, dersom Faren fra denne

Side. der i Opbrusningstiden kunde synes at true, skulde

under saa grundigt forandrede Forhold vedblive at staa

som Skræmselsbillede for dem; og kunne de da virkelig

drage i Tvivl, at de ogsaa udenfor deres egne Rækker ville

tinde stærke Kræfter sluttende sig til dem, hvor det gjæl-

der Modstand imod demokratiske Ensidigheder? Men al-

deles uforsvarligt maatte vi finde det, dersom Betænkehghed


63

og Frj'gt af ren aristokratisk Udspring skulde kunne gjøre

dem blinde for Øjeblikkets uhyre Betydning, for Fædre-

landets Fordring i dette Øjeblik netop til Mænd i deres

Stilling, af deres Betydenhed, Skulde de ikke sige sig

selv, at denne Stilling, denne Betydenhed i Samfundet vil

være uoprettelig ødelagt, dersom de findes svigtende i det

Øjeblik, da der skal skiftes imellem Dansk og Tysk, da

det skal afgjøres, om Danmark og Slesvig skal kunne for-

følge sin naturlige Udviklingssag. eller denne skal blive

krydset og overskaaren af holstensk Ridderskabeligheds-

Politik? — Nældebladet brænder kun ved ængstelig Be-

føling, ikke ved kraftigt Haandtag.


64

Danskheden i

I.

Slesvig.

Hvad er af den slesvigske Stænderforsamling udrettet for det

danske Sprog I Hertugdømmet Slesvig?^)

(1838).

„Fra den Tid, da Peter Hjort Lorenzen udelukkedes af

den slesvigske Stænderforsamling (1842), fordi „han talte Dansk

og vedblev at tale Dansk." vaktes Livet i Slesvig og Sympa-

tien i Kongeriget. Personlig var jeg dog vaagen en rum Tid

forud, forholdsvis endog tidlig . . . Det første offentlige Livstegn

udgik fra ,. Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug,'' da Gene-

ralforsamlingen i November 1836, nærmest ifølge et elektri-

serende Foredrag af O. Lehmann, dengang juridisk Kandidat,

„bemyndigede Bestyrelsen til at søge Selskabets Virksomhed

udstrakt til den dansktalende Del af Slesvigs Befolkning," og

det første virksomme Skridt paa denne Vej var Foranstaltning

af det fortrinlige Skrift af Paulsen : „Det danske Sprog i Her-

tugdømmet Slesvig" (1837) . . Mit første offentlige Indlæg i

den nationale Livssag findes i Trykkefriliedsselskabets Ugeblad

„Dansk Folkeblad". — deriblandt; „Om det danske Sprog i

Slesvig". („Optegnelser" S. 261—262.)

Der gives ikke mange offentlige Forhandlinger, der i

(len Grad fortjene at have vakt almindelig Interesse iblandt

os, som Forhandlingerne om Sprogforholdene i den

nordlige Uel af Slesvig. Hvor besynderlige end de

Fænomener ere, som i denne Henseende finde Sted umid-

') Dansk Folkeblad. 1838. Nr. 51—52.


65

delbart ved den jydske Grænse, saa liar man dog hidtil i

Almindelighed havt ufuldstændig og ubestemt Forestilling

derom. Men om end de dansktalende Beboere af Hertug-

dømmet, der i det borgerlige og kirkelige Liv føle Tryk-

ket af hine Forhold, ere de, der have det egentlige Kald

til at arbejde paa at faa dette Tryk afhjulpet, saa kan dog

Interesse for en naturlig og retfærdig Løsning af det ind-

viklede Sprogforhold ikke adskilles fra Interesse for Spro-

get selv. Den maa, Sagen betragtet fra denne Side, end-

ogsaa være størst hos dem, der have den fulde Nydelse af

det danske Sprog og den danske Literatur; og dertil have

vi endnu den sædvanlige Tilskuer-Fordel udenfra, i større

Rohghed og uberørte af personlige Hensyn at betragte

Sagens Gang og deres Færd, som føre Ordet fra begge

Sider.

Forhandlingerne om denne Gjenstand i den sidstafholdte

slesvigske Stænderforsamling have derfor Adkomst

til enhver dansk Mands Interesse, som interesserer sig for

sit Modersmaals Skæbne. De give et anskueligt Billede

ikke alene af den højst forunderlige Tilstand, hvori dansk-

fødte Beboere af dansktalende Distrikter under dansk Re-

gering ere blevne førte ind med Hensyn til deres Sprog,

men ogsaa af de stærke Modsætninger, der finde Sted

iblandt Hertugdømmets Indbyggere i Bedømmelsen af denne

Tilstand.

Forhandlingerne angik, som bekjendt, det Andragende

at det danske Sprog i de Dele af Hertugdømmet

Slesvig, hvor det er Folke-Sprog, maa blive

gjenindsat i sine naturlige Rettigheder dels som

Kirke- og Skole-Sprog, dels, — hvor det danske

5

:


66

S p r o .s endnu bruges i K i r k e o g S k o 1 e , —

beds- og Rettergangs-Sprog.

som Em-

Iblandt de flere forskjellige til Stænderforsamlingen

indgivne Petitioner om denne Sag var én undertegnet

af henimod 1500 Indbyggere i Nordslesvig og paa Als.

Følgende Ytringer i samme fortjene at meddeles^): „Det

forekommer os klart, at Enhver maa kunne indse, at

Bryderier og Misforstaaelser, Uordener og Forsømmelser

idelig maa finde Sted, hvor Borgeren taler ét Sprog, Em-

bedsmanden og Rettens Folk et andet. — at Aandssløv-

hed. Vankundighed og Mangel paa Kundskab om Gud og

hans Ord maa være fremherskende paa de Steder, hvor

Fædrenesproget endnu er bandlyst af Kirke og Skole, og

at under saadanne Forhold Kjærlighed og Tillid mellem

Foresatte og Undergivne er umulig, Oplysning og Dan-

nelse i en tilbagegaaende Tilstand. Ikke destomindre er

det blevet paastaaet, ja, man har endog søgt at indbilde

os det selv, at vi ingen Forandring ønske i denne Tinge-

nes StiUing^)... For altsaa at tilintetgjøre enhver falsk

Forestilling om denne vigtige Sag, som mulig kan have

afholdt Hs. Majestæt fra at indrømme os den naturligste

af alle Borgerrettigheder, hvilken heller ikke nogen af Lan-

dets andre Børn savner, erklære vi herved paa det Høj-

tideligste: at, ligesom vi elske den Hjemstavn, vor Herre

gav os. saaledes er ogsaa vort Modersmaal os kjært og

*) Fuldstændig findes denne Petition meddelt i „Dannevirke"

Nr. 6.

') Fra Konirnnne-Forstandorne i Nordborg Amt indkom til Stænderforsanilingen

en Bfgjæring om, at det i Henseende til Em-

beds- og Rettergangs-Sproget maa forblive ved det Gamle d. e.

ved Brugen af det tysku Sprog.


67

dyi'ebart, saa at vi for ingen Pris ville bytte det med no-

get andet, og at det altid har været vort inderlige Ønske,

at dette vort Modersmaal maatte i alle vore Anliggender

blive det offentlige Sprog . . . Naar

vi med tilsyneladende

Taalmodighed have fundet os i en Tilstand, hvorover vi nu

saa lydelig klage, saa er det, fordi vi troskyldigt mene, at

det nu engang var et Herrens Kors. der ikke kunde eller

skulde lettes for os, og som vi altsaa med kristeligt Sind

maatte bære. Men vi tilstaa ærligt, at denne Tro have vi

ikke mere, og at derfor den Ringeagt, hvormed vort Sprog

og vi i det behandles, efterhaanden forekommer os oprø-

rende, og de Ubekvemmeligheder, der følge af dets Under-

trykkelse, utaalelige."

I denne Petition er, som man ser. Andragendet udvi-

det ogsaa til de Distrikter, hvor det danske Sprog har op-

hørt at være Kirke- og Skole-Sprog, men er vedble-

vet at være Folke- Sprog. Men Stænderforsamlingen

har draget en snævrere Grænse. Propositionen selv. som

er fremlagt i Forsamlingen (af Dep. Nis Lorenzen),

gaar alene ud paa det danske Sprogs Indførelse „i alle

Regerings- og Rets-Sager" i de Distrikter hvor „der under-

vises paa Dansk." Komité-Betænkningen tager ligeledes

kun de Distrikters Tarv i Betragtning, hvor Dansk er

Kirke- og Skole-Sprog, og Forsamlingen synes fra

først af at være bleven enig om at betragte det som en

ganske forunderlig Sag, at et dansktalende Folk finder det

underligt, at det Danske skal være trængt ud af dets Kir-

ker og Skoler. „En af disse Petitioner (den forhen an-

førte) overdriver rigtig nok Sagen meget, og forlanger end-

ogsaa (!), at det Danske skal være Kirke- og Skole-Sprog."

Dette er Referentens, Provst Boysens Votum herom,

5*


68

og Præsidenten selv nævner denne Petition med ligesaa

ringe Agtelse: ^den alenlange Petition, som man kan

kalde en Ultra-Petition. besværer sig over, at Prædikenerne

og Guds Ord foredrages i et fremmed Sprog, og det tyske

Sprog saaledes paatrænges.'' Men skulde det da virkelig

kun være en dansk Egoisme, der sympatiserer med Aan-

den i hin Petition, der finder dens Besværing velgrundet,

dens Sprog mandigt og djærvt, og kun den henkastende

Tone, der er stillet imod den. beklagelig? T Forbigaaende

være endnu her henvist til det kgl. Reskript, bekjendtgjort

i Cirkulære af den gottorpske Overret af 19de Jan. 1811,

hvorefter der „i de til Hertugdømmet Slesvig hørende Di-

strikter, Amter og Øer, hvor der tales Dansk, det

danske Sprog lidt efter lidt almindeligt skal indføres ved

Grudstj enesten, ved vSko le-Undervisningen, ved

Retterne og i alle offentlige Anliggender".

Altsaa — Stænderforsamlingens Forhandlinger have

indskrænket sig til de Distrikter, hvor Dansk er ikke

alene Folke-Sprog, men ogsaa Kirke- og Skole-

8 pr og. til Indførelsen i disse Distrikter af det Danske i

Administrationen og i Rettergang. Men ogsaa indenfor

saa snævre Grænser findes af flere Deputerede Ytringer og

Paastande fremførte, som ere meget mærkværdige. Saa-

ledes er det af den Deputerede fra Tønder, en juridisk

Embedsmand — Herredsfoged og Justitsraad D røb se —

der har modsat sig Andragendet i det Hele som „uudfør-

ligt og upassende" (!), erklæret : at „Hertugdømmet Slesvig

er et tysk Land, den bele Forfatning og Lovgivning fra

Arilds Tid tysk." En Anden, Inspektør Lorentzen, om-

taler ligeledes det tyske Sprog slethen som „Landets Sprog,"

og begriber derfor ikke, hvorledes Nogen skulde i offent-

,


69

lige Retsanliggender kunde bindes til „et fremmed (o: det

danske) Sprog." En Tredje, Etatsraad Hensen, liar følt

sig opfordret til at advare imod „en Propaganda for det

danske Sprogs Konservation," ^) og af dette Tema er (af

Inspektør Lorentzen) givet en videre Udførelse: nemlig —

selv dette, at Anklagede og Vidner, som for Retten af-

give deres Vidnesbyrd i deres Modersmaal, paa Dansk, maa

se disse Vidnesbyrd indf;)res i Protokollen oversatte paa

Tysk, og derefter atter høre dem forelæste i extemporeret

dansk Oversættelse, skal „ikke have noget Betænkeligt, efter-

som det; ogsaa under de nærværende Sprogforhold, ikke mang-

ler paa gjensidig Forstaaen (!)." „Derimod," — blives der

beroligende ved, — „vil Skoleundervisning og Omgang med

Tysktalende altid forskaft'e det tyske Sprog mere Indgang,

saa at Kundskab dertil vil i den nærliggende Fremtid blive

et Fællesgode ; og det vilde være at modvirke den alminde-

lige Dannelse, som aabenbarer sig i denne Henseende, der-

som Propositionen blev bragt i Udførelse (!)." Eller, som

en Fjerde, Deput. Hamchens endnu mere uforbeholdent

erklærer sig: „For Folket er det vistnok en betydelig

Ulempe; men den er allerede baaren saalænge og allerede

derfor mindre trykkende (!); desuden synes det at følge af

Tiistanden, at denne Ulempe snart vil tabe sig af sig selv,

og saameget betænkeligere vilde det være at skride ind

med gjennemgribende Forholdsregler, fordi saadanne vilde

modvirke Stænderforsamlingens Formaal og Bestræbelser,

at fremme Lighed og Enhed i Hertugdømmet, og i denne

^) Propaganda betegner, efter selve Ordets Betydning, et Samfund

til at arbejde paa Udbredelse, den videre Omsiggriben

af en Lære, et Sprog o. s. v. En Propaganda for at

konservere er derfor en ny og exkvisit Berigelse for det

politiske Sprog.


70 •

Henseende fore til Tilbageskridt. Thi Forholdsregler af

denne Art vilde uden Tvivl foranledige, at den dansktalende

Del af vort Folk vilde holde saameget fastere ved sit Sprog

og endogsaa søge at befordre dets Udbredelse. Saa lidt

som nu vistnok dette vilde lykkes, saa urigtigt maatte det

doix vise sig ved indgribende Forholdsregler at kalde en

saadan Bestræbelse (!) til Live." Man høre!!

Komitéen havde fremsat det speciellere Forslag :

at

Embedsmændene i de omhandlede Distrikter skulde

forpligtes til inden Aars Frist at fuldkommengjøre sig

saaledes i det Danske, at de kunde gjøre alle Udfærdigel-

ser i Administrations- og Rets-Sager paa Dansk, og at En-

hver, som ønskede Ansættelse i de samme Distrikter,

skulde forinden godtgjøre. at han besad tilstrækkelig Kund-

skab til mundtlig og skrifthg Brug af det danske Sprog. Her-

imod blev af flere Deputerede (Drøhse. Hen s en. Insp.

Lorentzen. Gr. Moltke o. FL) ytret: „at det ikke kunde

paalægges nogen allerede ansat Embedsmand at lære det

danske Sprog og at gjøre det til Forretningssprog;" at „det

vilde for ældre Embedsmænd være ikke alene i højeste

Grad besværligt, men ogsaa uudførligt at tilegne sig den

fornødne Færdighed i ét Aar. snarere vilde dertil udfordres

— V) Aar": og ligeledes (af Prinsen af Avgu-

stenborg): at det vilde være Uret og et Indgreb i Indi-

vidernes Forhold, der „ansøgte om Embeder," dersom man

vilde „forlange af de Studerende fra Hertugdømmerne, at

de skulde lære Dansk for at blive ansatte i det nordlige

Slesvig."

Naar det ikke kan i\.ndet end være uventet og paa-

faldende at møde Anskuelser og Paastande af denne Na-

tur, hvor man er beføjet til at vente Anerkjendelse og


71

Haandhævelse af naturlige og nationale Rettigheder, saa-

meget mere som vi finde mere end én problematisk Ret-

tighed paatalt paa samme Sted med stor Bestemthed: saa

er det glædeligt, at Tilrettevisning af disse Skævheder ikke

er udebleven i Forsamhngens Midte, og at den retmæssigste

af alle Fordringer, den at Folkets Sprog bliver brugt i

Folkets offentlige Anliggender, navnlig har fundet kraftig

Understøttelse hos Justitiarius Jaspersen og hos For-

samlingens Præsident, Etatsraad Professor Falck, hvis

Ord i denne Sag faar saameget større Vægt. som han med

grundig Indsigt i de historiske Forhold forbinder umiddel-

l)art Bekjendtskab til Folkets Fornødenheder og Ønsker i

den omhandlede Sag, og, — hvad endnu kan føjes til,

mindst kan være mistænkt for Partiskhed for det danske

Sprog. Af den Sidstnævnte er det blevet vist: at Slesvig

ikke kan kaldes et tysk Land i statsretlig Henseende, da

det „ikke hører til Tyskland og ikke til det tyske For-

bund;" heller ikke i Henseende til Sproget: thi „i denne

Henseende er det hverken et tysk eller et dansk Land,

men et blandet Sproggebet ;- og ligeledes er det af ham

blevet erindret: at „det danske Sprog er blevet trængt ud

af det naturlige Forhold ved utilbørlig Magt og voldsomme

Forholdsregler," men at der desuagtet aldeles ikke er no-

gen „Udsigt til, at det tyske Sprog skulde i kort Tid kunne

blive almindeligt, at Tusinder af Aar kunde hengaa for-

inden." Han har erklæret: at, dersom de store Misfor-

hold, der følge af den nærværende Forfatning, føles min-

dre, „saa maa man kun undre sig over, at den sunde Menneskesans

kan blive saa tilfangetagen i en Sædvane," men

at ,.han vilde anse det som en Uretfærdighed imod Be-

boerne af de danske Distrikter, dersom Propositionen blev

-


72

afvist;" den forlanger ikke Andet i det nordlige Sles-

vig, „end hvad der er tilstaaet F'olket i Holsten og i

alle tyske Lande." Angaaende EmbedsmaMidenes

Forhold til det danske Sprog er det af flere Deputerede,

navnlig af Justitiarius Jaspersen. med Eftertryk blevet

bemærket :

at. saavist som „disse er der for Folkets Skyld.

ikke dette for deres, saavist maatte der ses mindre paa

Embedsmændenes Bekvemmelighed end paa Folkets For-

nødenhed;'' at det vilde være sælsomt, „om Embedsmænd.

der leve blandt dansktalende Indvaanere. ikke skulde kunne

i ét Aar bringe det derlil. at de kunde gjøre Vdfærdigel-

ser i det danske Sprog", saameget mere som Kontrakter.

Testamenter og lignende Dokumenter udenfor Rettergan-

gen allerede nu af juridiske Embedsmænd, Advokater

og Notarer blive for det meste udfærdigede paa Dansk i

de omhandlede Distrikter. Men i Særdeleshed bliver det.

— hvad af andre Deputerede (Alexandersen og Lorenzen

fra Lilholt) er tilbørlig fremhævet, — vanskehgt

at forklare sig den ganske overordentlige, næppe i 10 Aar

overvindelige Vanskelighed, som det skal have for ved-

kommende Embedsmænd at l)live det danske Sprog mæg-

tige, naar det betænkes, at Anordninger, som ere 26 Aar

gamle (7de Septbr. 1812. senere indskærpet i 1813 for

juridiske Kandidater, der attraa Bestalling som Advokater

og i 1825 for teologiske Kandidater, der melde sig ved

Valgkald), foreskrive: „at Enhver, der ønsker at ansættes

som Embedsmand i et dansktalende Distrikt, først skal af-

lægge Bevis for, at han kan skrive og tale ligesaa godt

Dansk som Tysk." „Skulde der, — føjes der til, — findes

Embedsmænd, som i næsten 30 Aar have opholdt sig i en

dansktalende Egn, uden engang at have lært det danske


78

Sprog, saa maatte disse Herrer synes at have bekymret sig

meget lidt om. hvorledes det staar til med deres Under-

ordnede." „Den Forholdsregel, — ytrer en Anden. — at

udfærdige Alt i det tyske Sprog, synes mere at være en

Modesag end Nødvendighed, da det jo næppe er tænkeligt

at bo flere Aar iblandt Folk. med hvilke man har daglig

Omgang, uden at have lært at tale og skrive deres Sprog."

Som bekjendt vedtog Forsamlingen med en Majoritet

af 21 Stemmer at indgive en Petition om Afskaffelse

af det tyske og Indførelse af det danske Sprog

for de Distrikter i Hertugdømmet Slesvig, i

hvilke det Danske er Kirke- og Skole-Sprog, i

alle Regerings- og Rettergangs-Sager; dog i

Henseende til de Embedsmænd, som ikke ere

det danske Sprog mægtige, kun efterhaanden,

som disse afgaa og remplaceres. Minoriteten,

bestaaende af 18 Medlemmer, har derimod i den derefter

af Forsamlingen indgivne Betænkning udførlig søgt at

motivere sin afvigende Mening: hvorledes den omhandlede

Forandring i den hidtil værende Tilstand ikke kan an-

ses som sand Fornødenhed, samt at stille Vanskehg-

hederne ved Udførelsen af de af Majoriteten stillede An-

dragender og de formentlig uundgaalige skadelige Føl-

ger i nærmere Lys, og i Henhold hertil ,.ligesaa indstændigt

som allerunderdanigst fraraadet den

foreslaaede Proposition." —

Et andet Forslag angaaende det tyske ^'prog er

derimod med en Majoritet af 38 Stemmer blevet antaget

af Forsamhngen :

at andrage paa Indførelse af Under-

visning i Tysk i de danske Skoler i Hertugdømmet

Slesvig.


74

Overraskende eller dog karakteriserende er den Maade,

hvorpaa en enkelt Deputeret (Etatsraad Hensen) har søgt

at begrunde dette Andragende paa rene Fornuftprinciper

„Ethvert Menneske, — hedder det, — maa have Fordring

paa, at Staten skal forsyne ham med det Middel, der er

nødvendigt til Opnaaelse af Statsøjemedet, den intellek-

tuelle Dannelse; nu er det en erkjendt Grundsætning, at

Kundskab til det tyske Sprog befordrer den almindelige

Dannelse;" hvoi-paa da den nævnte Deputerede bygger den

Sætning: „at det skal gjælde som en Ketfærdigheds-For-

dring, at Skolelærere ved danske Skoler skulle være i Stand

til at give Undervisning i Tysk." Komitéen, og saaledes

ogsaa Forsamlingen senere i den indgivne Betænkning over

Propositionen, har derimod indskrænket sit Andragende

dertil: „at der skulde gives Alle, som ønske at forskaffe de-

res Børn Kundskab til det tyske Sprog, Lejlighed dertil."

Ønskeligheden heraf ville vel Alle indrømme, naar det sær-

egne Forhold overvejes, der linder Sted mellem Tysk og

Dansk i Hertugdømmet. Men heraf vilde endnu kun følge,

at der maatte saavidt muligt arbejdes paa, at der kan gi-

ves Lejhghed til at faa Undervisning i Tysk som extra-

ordinært Tillæg sat i Forbindelse med den almindelige

Skoleundervisning, for at den mod billig Godtgiørelse

kunde benyttes af Forældre, som ønskede det, ikke der-

imod, at den tyske Undervisning blev indlemmet som virke-

hg Bestanddel i den almindehge Skoleundervisning.

At og livorfor Undervisningen i Tysk i intet Tilfælde

bør optages i den almindelige Skoleundervisning, er blevet

udviklet af enkelte Deputerede, hvilke ogsaa have føjet et sær-

skilt Votum herom til Forsamhngens Andragende. Navnlig har

Forsamhngens Præsident erklæret, at det „vilde staa i Strid

:


75

med Skolevæsenets heleAand;" thi „til den almindelige Skole-

undervisning hører ikkun det, der bliver fordret ved Loven og er

at anse som almindelig Fornødenhed; men som saadan kan Un-

dervisning i Tysk ikke anses; Fornødenheden dertil er for

mange og for den største Del af Befolkningen ikke tilstede;

det vilde være en forholdsvis ringe Del af Forældrene, som

vilde lade deres Børn undervise i Tysk (i faa Skoler mere

end V4 af det hele Antal, i mange Skoler endnu meget

færre.) Han var derfor af den Mening, at der maatte med-

deles en billig Privatundervisning, men ikke i de sædvan-

lige Skoletimer." Naar den foreslaaede Undervisning i

Tysk betragtedes fra dette Synspunkt, følger atter, at Dyg-

tighed til at give denne Undervisning ikke kan opstilles

som ueftergivelig Betingelse for Ansættelse som

Skolelærer ved danske Skoler. Og hvilken Betin-

gelse vilde det ogsaa være at gjøre til en Almue -Skole-

lærer, at han skulde kunne undervise i tvende Sprog ! Hvil-

ken Betingelse for en Skolelærer ved en dansk Skole, at

han nødvendig skulde grundigt Tysk! Hvilken Frem-

gangsmaade endelig: der, hvor Tysk er et fremmed Sprog

for Folket, at forlange det indført som almindelig Under-

visningsgjenstand i Folkets Skoler, medens man der, hvor

Dansk er Folkets Sprog, men er blevet trængt ud af Sko-

len, ikke tænker paa at tilvejebringe Midler til at faa Un-

dervisning heri givet i Folkeskolerne, men meget mere sky-

der Ønsket derom til Side som ubeføjet og udsprunget af

Partiaand! Der er af flere Deputerede lagt særdeles Vægt

derpaa, at Advokater i alt Fald burde fritages for den

Forpligtelse at betjene sig af det danske Sprog, fordi de

dansktalende Beboere ellers vilde bhve indskrænkede til et

ringe Antal Sagførere, muligt vilde blive berøvede netop


76

deres Bistand, til hvilke de satte den største Tillid; og her

vilde man have de samme dansktalende Beboere indskræn-

kede i Valget af deres Skolelærere med Hensyn til Spro-

get, kun. — man tænke ! ikke med Hensyn til Folkets eget

Sprog, men til et fremmed Sprog — . udsætte dem for at

maatte give Slip paa de duligste Skolelærere, fordi de ikke

kunne undervise i Tysk!

Desuagtet har Forsamlingen med stor Stemmeflerhed

andraget paa: at Undervisningen i Tysk maatte gi-

ves 3 Timer ugentlig, og det i den sædvanlige

Skoletid, dog at Deltagelsen skal være frivillig; og at

ingen Skolelærer, Underlærer eller Medhjælper

skal kunne ansættes ved nogen Distrikts-Skole,

som ikke er prøvet af ved kommende Kirkeprovst

i det tyske Sprog og befunden dygtig til at un-

dervise deri.

At nu en saadan Udvidelse af Undervisningskredsen i

Almueskolerne ikke vilde kunne udføres uden paa Bekost-

ning af det første Fornødne, derom vil der mellem Sag-

kyndige, der betragte Sagen uden anden Interesse end for

Undervisningens Tarv, næppe være mere end én Mening.

At fremdeles Deltagelse i en saadan Undervisning vilde i

Virkeligheden ophøre at være frivillig fra det Øjeblik af.

at den l)lcv o))tagen og indflettet i den sædvanlige Skole-

undervisning, er indlysende og gjendrives ikke ved den

Forsiki'ing. som gjentages af Proponenten, Komitéen og

Forsamlingens Majoritet: at det skulde være overladt til

Forældres og Værgers frie Vilje, om de vilde lade deres

Børn og Plejebørn deltage i denne Undervisning; thi En-

liver maa dog spørge sig selv, hvor vel de Børn skulde

hen, lor hvem denne Deltagelse ikke blev ønsket, hvad de


77

skulde tage sig for, under hvilket Opsyn de skulde være i

de tyske Mellemtimer, ligesom det ogsaa vilde hænge

underhgt sammen, om det skulde gjøres til Betingelse for

Skolelæreren at være dygtig i et Sprog, hvori Børnene

ikke skulde være pligtige til at modtage Undervisning.

Allerede heraf vil det falde i Øjnene, hvad Indfly-

delse en saadan Foranstaltning, om den iværksættes, vilde

have paa det danske Sprog i den danske Del af Hertug-

dømmet. Men Hovedsagen er dog den, at Forholdene

vilde føre det med sig, at den omhandlede Undervisning i

det tyske Sprog ikke vilde blive givet som Undervisning i

et fremmed Sprog. Var det dansk-underviste og dansk-

dannede Lærere, der kom til at lære Børnene noget Tysk,

da vilde det være urimeligt deraf at befrygte nogen Fare

for Modersmaalet. Men nu blive Skolelærer-Embederne i

Slesvig i Reglen besatte med Seminarister, som ere dan-

nede ved det slesvigske Seminarium, hvor der vel ogsaa

gives nogen Undervisning i Dansk, men hvor det Tyske

bruges som ModersmaaL Hidindtil ere ikke faa Seminari-

ster blevne ansatte fra danske Seminarier; mea dette har

fornemmelig sin Grund i en forbigaaende Omstændighed,

i Overfyldningen af det ene Seminarium i Tønder; — vi

sige forbigaaende, da der er al Anledning til at vente, at

endnu ét Skolelærer-Seminarium for Hertugdømmerne vil

blive oprettet. Imidlertid er der dog ved Lovbud indrøm-

met danske Seminarister Adgangsret til slesvigske Skole-

lærerposter; men denne Ret vilde tabe al Betydning, der-

som Stænderforsamlingens Forslag blev taget til Følge: at

ingen Skolelærer eller Underlærer maatte ansættes ved de

danske Skoler i Slesvig, uden at være befunden dygtig til

at give Undervisning i Tysk. Vel kan det endnu indven-


78

des. at Kundskab i det danske Sprog jo ligesaa vel er gjort

til Betingelse som Kundsab i det Tyske; i det Tilfælde

altsaa. at Vedkommende ikke maatte findes lige dygtige i

begge Sprog, synes det, som om den danske Seminarist

med antagelig Kundskab i Tysk vilde staa lige saa nær

som den tyske Seminarist med antagelig Kundskab i Dansk.

Men denne Indvending kan dog ikke bydes Nogen for Al-

vor. Den Prøve i begge Sprog, hvori Betrj^ggelsen skulde

søges for, at begge Sprog vederfares lige Ret, skulde ifølge

Forslaget anstilles af vedkommende Kirkeprovster. Men

nu véd Enhver, at det tyske Sprog bliver af den slesvigske

Embedsklasse betragtet som Modersmaal. det danske som

fremmed Sprog; det læres i Reglen kun, forsaavidt som

Nødvendigheden byder det, bruges kun efter samme Nød-

tørftigheds Lov; Kundskaben vil altsaa i Almindelighed

være tarvelig, Interessen svarende dertil. Kirkeprovster,

som i denne Henseende gjorde en Undtagelse fra den øv-

rige Embedsstand, vilde ubetvivlelig, — navnlig i de Di-

strikter, der ikke staa under dansk Kirkehøjhed, — selv høre

i Undtagelsernes Klasse; og det er efter Forholdene saa

naturhgt, at det ej engang kan indeholde nogen Bebrejdelse,

naar vi forudsige, at Prøven ikke vilde blive foretagen efter

samme Maalestok med Hensyn til begge Sprog, — at man

vilde nøjes med Lidet i Dansk, fordre Meget i Tysk: saa

Meget i Tysk, som kun den Tyskdannede kunde præstere,

saa Lidet i Dansk, at den Tyskdannede ret vel kunde

komme igjennem. Forsamlingen har selv i sin Betænkning

erklæret, „at de Prøver, som en tilkommende Embedsmand

har at aflægge paa sine Kundskaber i det danske Sprog,

ikke kunne afgive nogen Garanti for, at han virkelig besid-

der hin Færdighed." Det indses ikke, hvorpaa da den Til-


79

lid skal være bygget, hvormed Forsamlingen henviser til

de Prøver, tilkommende Skolelærere have at underkaste sig.

Efter al Sandsynligheds Beregning vilde saaledes den

foreslaaede Indlemmelse af tysk Undervisning i Almueskoleundervisningen

bringe samtlige danske Almue-

skoler i Hertugdømmet Slesvig i tyskdannede og

tysksindede Skolelæreres Hænder, og blive Midlet

til fra Roden af at fortyske den danske Del

af Folket i Slesvig. En saadan Virkning maa antages

ikke at være tilsigtet af Stænderforsamlingens Majoritet,

som har erklæret hverken at ville „fortrænge det danske

Sprog af Kirker og Skoler dér, hvor det er Kirke- og

Skole-Sprog, eller at ville paatrænge Nogen Kundskab i

det tyske Sprog," Men desto mere vilde en saadan Virk-

ning svare til de uforbeholdent udtalte, ovenfor anførte

Ønsker og Forhaabninger af adskillige Deputerede. Da

imidlertid denne Interesse for at faa det danske Sprog

gjort mere og mere fremmed for en Del af det danske

Folk ikke kan deles af den danske Regering, kan der ikke

tænkes Grund til at befrygte Iværksættelsen af denne eller

en lignende Foranstaltning, der vilde være ligesaa saarende

for den danske Nationalfølelse, som undergravende for den

danske Nationalitet.

Men Stænderforsamlingen har med Grund henvendt

Opmærksomheden paa Almueskoleundervisningen som det

radikale Middel til at bestemme den Plads, Sproget i

Fremtiden skal indtage i Folkets Liv. Og følge vi dette

Vink, da vilde det vistnok endnu være Lidet ikke at

skulle befrygte en Foranstaltning, hvoraf det danske

Sprogs gradvise Fortrængen lod sig forudsige med Sikker-

hed, dersom der ikke turde haabes en Foranstaltning,


80

som kuude give tilstrækkelig Betryggelse i denne Hen-

seende. Det er vistnok fuldkommen rigtigt, livad Stænder-

forsamlingen liur bemærket om de tidligere Anordninger

angaaende de slesvigske Embedsmænds Kundskab i det

danske Sprog: at de „maatte forblive uvirksomme, da der

hverken i Skolerne eller ved Universitetet gives tilbørlig

Lejlighed til at lære det danske Sprog, da Dannelsen

er tysk." Just derfor vil det heller ikke kunne anses som

tilstrækkeligt, at Skolelærere ved danske Skoler kunne

Dansk, dersom de have lært det nødtvungent som fremmed

Sprog, medens de ere tyskdannede, og deres Interesse er

bortvendt fra dansk Sprog og dansk Literatur. Ikke paa

dansk Belæring kommer det an, men paa dansk Dan-

nelse, og den fornødne Betryggelse vil derfor næppe kunne

erhverves uden ved Oprettelse af et Skolelærer-

Seminarium i Nord-Slesvig, hvor Undervisning

og Dannelse meddeltes i det danske Sprog, og

ved den Bestemmelse, at Skoleundervisningen i de

danske Skoler alene maatte overdrages til Læ-

rere, som her vare underviste og dannede. Efterat

man er kommen saa vidt, at man med Misbilhgelse og Be-

klagelse ser tilbage — for at gjentage Falcks Ord — paa

„de voldsomme Forholdsregler, ved hvilke det danske Sprog

er trængt ud af det naturlige Forhold," tør man vel med

Haab se en Forholdsregel imøde, der frembyder sig som

det naturlige Middel til at sikre det danske Sprog de Ene-

mærker, som endjiu ere levnede det.

J eg har optaget en Traad, som er given i en tidligere

Artikel i dette Blad (Nr. 39—41), der har samme Formaal

og fører til samme Resultater. Men det er uden Tvivl

ligesaa naturligt, som det er ønskeligt, at Flere toge til


81

Orde i denne Sag. Saalænge som de dansktalende Sles-

vigere bare deres Modersmaals Forurettelse med Tavshed,

var der ogsaa fra anden Side kun Anledning til stiltiende

Forundring. Men ved de fremførte Besværinger er Sagen

bleven henstillet til offentlig Forhandhng; og jo mindre en

Stænderforsamling, som paa faa Undtagelser nær er sam-

mensat af Medlemmer, der skylde dansk Sprog og Litera-

tur Lidet eller Intet, kan anses som upartisk Dommer eller

uinteresseret Talsmand i dette Anliggende, desto mere An-

ledning er der givet dem, der fuldelig sympatisere med de

Klagende, til at henlede Opmærksomheden paa den natio-

nale Interesse ved denne Forhandling.

II.

Den danske Nationalitets Stilling i Slesvig. ^)

(1842).

„Bestræbelserne i Slesvig (for at oprejse og styrke den

skammelig-forkuede Nationalitet), som mødte baade aaben-

lys og lønlig Modstand, trængte i høj Grad til et Støttepunkt

i Hovedstaden. Dette søgte Schouw og jeg i Forening at yde

dem. Til en Organisering af Kræfterne til Opnaaelse

af bestemte Formaal kom det dog først i 1842. Signalet blev

Optrinnet i den slesvigske Stændersal, hvor Tyskhedens bru-

tale Overmod bruste frem i sit hele Overmaal ; og, hvad der

forstærkede og skærpede Virkningen, var den Undskyldning,

som Falcks og Criminils Retskrænkelse mod den danske

Deputerede (P. H. Lorenzen) fandt i visse indflydelsesrige

Kredse... Det var den V i borgske Stænder sal, der maatte

modtage af den kongelige Kommissarius de uforglemmelige Ud-

talelser, hvori Falcks Fremgangsmaade berømmedes som „be-

*) Dansk Ugeskrift. Anden Række. Nr. 35.


82

sindig og forstandig", medens derimod Danskhedens uforfærdede

Forkæmper stærkt dadledes.

— mente Ørsted — „finde ,

„Forsamlingen i Viborg maatte",

det uværdigt at understøtte et

Forslag som P. H. Lorenzens." Trods dette uventede Patro-

natsforhold . . . enedes Forsamlingen med 46 Stemmer imod 3

om at indgive en Adresse til Kongen som Udtryk af Folkets

Stemning, „dets Krænkelse og Foruroligelse ved den statsfarlige

Partivirksomhed." Den Roskildske Stænderforsamling

havde været afholdt tidligere i Sommertiden; nu

forekom det mig og Andre (Bang, H. P. Hansen, Hvidt,

Schouw m. fl.), at der var Opfordring til et Skridt, hvorved

Øboerne kunde slutte sig til Jyderne. Vi tillode os at ind-

byde de i Hovedstaden Tilstedeværende og Stadens Borger-

repræsentanter til et Møde, som holdtes i min Sal (den 30te

November), hvor der fremlagdes et udarbejdet Forslag. Hvidt

overtog Dirigentposten; men det var, som om Ørsteds Aand

svævede over denne Forsamling. Med allehaande fine Betænke-

lighedshensyn, gammelmandsagtige Advarsler imod at lade sig

beherske af Følelsen, hyperkritiske Betragtninger . . . skiltes

danske Mænd, af hvilke hver Enkelt stod ansvarsfuld overfor

Modersmaal, Fædreland og Hovedstad, i uforstyrret Flegma,

som om Sagen, der forhandledes, var dexi ligegyldigste af Ver-

den. Nogen Fyldestgjørelse søgte jeg paa egen Haand at bringe

ud af det nedslaaende Møde ved en Artikel: „Om den danske

Nationalitets Stilling i Slesvig." („Optegnelser" S. 263—64).

„Fra Holsten af er det tyske Sprog trængt altid læn-

gere mod Norden, og det danske Sprog er ved de histo-

riske Forhold, ved Koncentrering af den danske Dannelse

til Øerne, ved den inderlige Forbindelse af Jyderne i alle

Livsforhold paa Halvøen, dels udslukt, dels i nogle EgnR

kun blevet tilbage som underordnet Folkesprog. I de sidst-

anførte Egne er nu det danske Folk. under dansk Re-

gering, blevet sat i den sælsomme Stilling, at Gudstjeneste

saavelsom Retsforhandlinger finde Sted i et Sprog, som


83

Folket ikke forstaar. De Danske beklage sig derover, og

det Spørgsmaal blev forelagt Landets Konge: om de ind-

trængte Præster, Skolelærere og Embedsmænd skulde lære

Dansk, eller det endnu danske Folk under dansk Rege-

ring skulde lære Tysk. Ihvorvel det maa indrømmes, at

den Forbindelse, hvori disse Egne staa med Hertugdøm-

merne, i Særdeleshed den fælles Administration og Juris-

diktion, fremkalder Vanskeligheder: saa synes dog den For-

dring, rettet til en dansk Konge, at tilintetgjøre en

endnu levende Nationalitets-Rod, som. om end

tilbagetrængt, dog kan og bør uddannes, at være

aldeles urimelig, og at maatte med god Ret tilbage-

vises af det danske Folk med Bestemthed. De skandi-

naviske Sprog ere af gernianisk Udspring ligesom de tyske;

ja, deres Erindring gaar langt længere tilbage end det tyske

Sprogs. Hvad Inder og Ægypter vare for Grækerne, det

er Skandinavien for de Tyske ; de gamle Goters mytiske

Nutid lever endnu i det høje Norden, danner endnu den

friske Kjærne af en ejendommelig skandinavisk Digtekunst.

Det er en Ulykke for Tyskland, at denne rige mytologiske

Verden er forsvunden, og kun et ringe Vederlag er givet

ved en romerk Tradition, hvis prosaisk- doktrinære og mo-

ralsk-belærende Tendens kun ligger alt for klart for Dagen.

Den Tid nærmer sig, da den dybtgranskende Tyske vil op-

dage den forunderlig rige Urtid af sit eget Folk, Skatten

af sin dybeste Fortid opbevaret i de skandinaviske Sprog;

det vil blive ham en aandelig Opgave af Betydning at er-

kjende sit oprindelige Hjem i det høje Norden, og han vil

holde den Egn, hvis Sprog bevarer den oprindelige Gjen-

klang af hans egen Tilværelse, i Agt og Ære. ingenlunde

tænke paa at ville fortrænge den. De Danske have i hine

6*


84

Grænseprovinser ikke blot en ydre Ret at forsvare, som

vexler med de historiske Forhold, meget mere en aan de-

lig Ret, paa hvilken ethvert Angreb tillige træffer saa-

rende den inderste Kjærne af den nationale Tilværelse." ^)

Det er Steffens, af hvem de foranførte Ord ere

laante, — en Mand, som ved den Rod, hvoraf han er ud-

sprungen, og hvorfra han ikke har kunnet eller villet rive

sig løs, og ved de Forhold, hvori han senere har indlevet

sig i sin hele Manddoms-Virken. forener en skandinavisk

og en tysk Interesse, saaledes som det kun kan være Til-

fældet med faa, og som udenfra naturlig har et friere og

mere uhildet Blik paa de paagj ældende Forhold, end de

letteligen kunne bevare, der befinde sig midt iblandt dem.

Det er denne Retning til „at tilintetgjøre en endnu

levende, om end tilbagetrængt Nationalitets-Rod." som lig-

ger til Grund for de Tildragelser, der i de seneste Dage

have sat den nationale Følelse i almindelig Bevægelse. Thi

et Angreb paa en Nations Sprog er et Angreb paa „dens

Tilværelses inderste Kjærne," og det er et stærkt Angreb

paa et Sprog, naar der i en Forsamling, hvor Nationen

repræsenteres, nægtes det fri Adgang eller Ret til fuldstæn-

dig Meddelelse og officiel Opbevarelse. Skulde derfor i

Hertugdømmet Slesvig. — beboet af ikke to Tredjedele

tysktalende og betydeligt over en Tredjedel dansktalende

Indbyggere, — en Regel blive opstillet som den: at det

vel maatte staa den Deputerede frit at tale dansk inden lukte

Døre, men uden at kunne iorlange sit Foredrag optaget i

Protokollen og følgelig meddelt i Stændertidenden — sandehg,

en sælsom Ret I —

da vilde det danske Sprog derved være

*) Was ich erlebte. 5te D. S. 239 ff.


85

offentlig stemplet som et Paria-Sprog; det vilde i Virkelig-

heden være bandtyst fra Folkeforsamlingen, og fornuftigvis

vilde Ingen af den dansktalende Befolkning, der ikke var

det fremmede tyske Sprog ligesaa mægtig som sit Moders-

maal, kunne modtage Valg som Deputeret ; og selv i dette

Tilfælde vilde vel mangen Mand finde det uforeneligt med

sin nationale Æresfølelse at møde i en Forsamling, hvor

begge Sprog ikke nyde lige Ret, saaledes som det er Til-

fældet med det tyske og det franske Sprog paa de sveit-

zerske Landdage.

Og hvad vilde der ikke ligge i en saadan Foruret-

telse og JSTedtrykkelse af Sproget ! Thi en Nations Sprog er

dens Liv og aandelige Væsen. Derfor kan ingen Dansk

uden dyb Bedrøvelse følge det danske Sprogs Historie i

Hertugdømmet Slesvig, efterregne den altid snævrere Ind-

skrænkning af dets C-rrændser, og betænke, hvorledes dette

er blevet den naturlige Følge deraf, at hensigtsmæssige

Foranstaltninger til Betryggelse af Sprog og national Ejen-

dommeUghed ere i sin Tid blevne forsømte. Dog synes

Kjærhgheden til begge endnu at være varm og levende.

Det nordslesvigske Folk gjør, som naturligt er. fælles Sag

med det sydslesvigske i Bestræbelsen for at haandhæve den

politiske Selvstændighed ligeoverfor Kongeriget paa den

ene og Holsten paa den anden Side ; men paa Sprogets

Vegne slutter Nordslesvigeren sig trofast til den skandina-

viske Moderstamme og fordrer sin sproglige Nationalitet

hævdet i sin Ret. Det er bekjendt, hvor varm Anerkj en-

delse den kongelige Retfærdighedshandling, der har gjort

det første betydende Skridt til at hæve det unaturhge For-

hold, hvori dansktalende Slægter under dansk Regering

efterhaanden vare bragte med Hensyn til Rettergangs-


86

sproget, har fundet hos det nordslesvigske Folk, og alle

danske Hj ærter have derved følt sig knyttede fastere til en

Kongeslægt, som sympatiserer med Nationens helligste In-

teresser. Men det er ikke mindre bekjendt. hvorledes Oppo-

sitionen fra den anden Side har sluttet sine Rækker tæt-

tere tilsammen, eftersom en bevidst og kraftig Opvaagnen

af den danske Nationalitet i Slesvig har begyndt at finde

Anerkjendelse. De selvsamme Stemmer, som i det stær-

keste Sprog og ofte i den smaaligste Aand gjøre Tysk-

hedens Fordringer gjældende, forene sig om at trænge et-

hvert retligt Krav paa det Danskes Vegne tilbage, og et

Parti i den slesvigske Stænderforsamling er aabenlyst op-

traadt som Hovedorgan for denne Aand.

I Aaret 1840 skyede Forsamlingen ikke at anklage sig

selv for Overilelse ved at indgive en Kontrapetition mod

det tidligere Andragende, hvortil i Aaret 1838 en Ma-

joritet med 3 Stemmer havde bestemt sig (under heftig

Modstand af en talrig Minoritet, til hvilken hørte Hertugen

og Prinsen af Avgustenborg, den nuværende Statholder i

Hertugdømmet): at det danske Sprog maatte blive indført

i alle Regerings- og Retssager i de Distrikter af Hertugdømmet,

hvor Kirke- og Skolesprog er dansk, samt at Em-

bederne i det dansktalende Slesvig kun maatte besættes

med Mænd, som ere det danske Sprog fuldkommen mæg-

tige. Nu derimod (i Aaret 1840) undskyldte Forsamlin-

gen (St. T. S. 703) :

at den i denne Petition „havde ladet

sig lede af en vis Humanitetsfølelse ;" den erkjendte „sin

Vildfarelse," og petitionerede med en meget betydelig Ma-

joritet om: at Sprog-Reskriptet af 14de Maj 1840, frem-

kaldt ved og affuttet i Overensstemmelse med Forsamlin-

gens eget Andragende, maatte bHve ophævet eller indtil


87

videre suspenderet, forsaavidt angaar Indførelsen af det

danske Sprog. Ogsaa i disse Forhandliger toge Hertugen

og Prinsen af Avgustenborg Del med stor Interesse; den

sidste, den nuværende Statholder, beraabte sig paa: hvor-

ledes „han bestandig havde kæmpet imod Indførelsen af det

danske Sprog som Rettergangssprog" (St. T. S. 584). Og-

saa den danske Udgave af den slesvigske Stændertidende

mødte heftig Modstand, og den nuværende Statholder i

Hertugdømmet formente :

at med samme Føje kunde „de,

som f. Ex talede det franske Sprog (!), forlange et Aftryk

af Tidenden i deres Sprog" (St. T. S. 46). Dog bleve

uden Indsigelse flere Foredrag (af den Dep. N. Lo-

renzen) holdte paa Dansk (hvad ogsaa havde fundet

Sted i Aar 1838, s. St. T. 1840 S. 50); Protokolleringen

mødte dengang ingen Modstand, og Foredragene

meddeltes i Stændertidenden i tysk

Oversættelse; den nuværende Statholder bemærkede

alene skoptisk: „at det maatte være overladt til ethvert

Medlem, om han vilde forstaas eller ikke" (!— St. T.

S. 50).

Men et tredje, ulige stærkere Skridt i denne Sag er

gjort i den nærværende Stændersamling: et dansk

Foredrag er blevet mødt med den Erklæring af den kgl.

Kommissarius :

at han ikke kunde besvare det til ham ret-

tede Spørgsmaal, da „han ikke var det danske Sprog fuld-

kommen mægtig," og med den Erklæring af Præsidenten:

at „Sekretariatet erklærede ikke at være i Stand til at

overtage Protokolføring i det danske Sprog" (St. T. S.

719—20), uden at nogen beroligende Ytring blev til-

føjet om Foranstaltning til at afhjælpe det i saa Henseende

Forsømte. Ifølge den viborgske Stændertidende (S. 1658)


88

er det derefter af Præsidenten blevet den Deputerede „for-

budt at tale Dansk."

Det er ikke alene Danske, som maa finde dette Fæno-

men i Stæuderhistorien. i en Forsamling, hvor dansk Folk

har sine Repræsentanter, dansk Regering sit beskikkede

Organ, højst mærkværdigt; ogsaa Fremmede, selv Slesvigere

og Holstenere, som ikke bekjende sig til en slesvig-holstensk

Ultraisme, ville studse ved det dristige Spil. Men denne

Studsen udtømmer ikke det Sind, hvormed danske Mænd

maa betragte denne Sag. Thi, — jeg gjentager det, —

hvad ligger ikke alt i denne Forudrettelse og Nedtrykkeise

af Sproget I Skulde det lykkes et slesvig-holstensk Aristo-

krati at faa det danske Sprog ved indirekte Forholdsreg-

ler trængt ud af Stændersalen, saaledes berøvet sin offent-

lige Karakter, og derved efterhaanden trængt ud over Sles-

vigs Grænse: da vil ogsaa den danske Nationalitet inden-

for denne Grænse være brudt, det aandelige Slægtskabs-

Baand, der endnu knytter Slesvig til Danmark og Skandinavien

(uden, — at jeg ogsaa skal gjentage dette, — i mindste

Maade at afficere Hertugdømmets Selvstændighed i Lov-

givning, Retsforfatning og Administration) være løst, og in-

gen Modstand være at vente fra Folkets Side, naar et gun-

stigt Øjeblik til denne Operation maatte vise sig, for en

politisk Sammensmeltning med Tyskland. Derfor kunne

danske Borgere ikke overse, hvilken Plads Bestræbelsen for

at fortrænge det danske Element indtager i det hele

politiskeSystem, hvortil et talrigt og formaaende Parti

i den nærværende slesvigske Stænderforsamling uforbehol-

dent har bekjendt sig. Saavist som den rette Klogskab,

der fører sikkert til Maalet, er den, der begynder inden-

fra for at berede og disponere Kræfterne til at virke


89

udad: saa vist er det rigtigt beregnet fremfor Alt at ar-

bejde paa at møde og tilbagetrænge Interessen for dansk

Nationalitet paa ethvert Punkt og under enhver Form,

hvor den giver sig tilkjende. Og saaledes peger da denne

Optræden imod det danske Sprog aabenlyst hen til den

hele Tendens: at bringe Slesvig i politisk Enhed med

Holsten og at bringe den nyskabte Stat ind i det tyske

Forbund; i dette Forslag, fremsat i Komitébetænkningen

over de stænderske Komitéer, kulminere for Tiden det sepa-

ratistiske, mod- den danske Stats-Enhed fjendtlig optræ-

dende Partis Bestræbelser. For Tiden tør vi ikke drage i

Tvivl, at jo denne Bestræbelse vil ovenfra finde sin tilbør-

lige Modstand, og at navnlig den fuldkomne Lighed af det

danske og det tyske Sprog i Stændersalen vil blive betryg-

get ved Regerings-Foranstaltning. Men Danmark har ikke

altid havt Konger, danske i Dannelse og Tænkemaade ; det

tør heller ikke altid gjøre Regning paa den Lykke i en

tilkommende Tid ; de centrifugale Elementer ville fra deres

Side ikke hvile, og hvor let vil ikke et Støttepunkt for

disse kunne findes i selve Regerings-Personalet! Den na-

turlige, ene sande og tilstrækkelige Modvægt bliver derfor

at søge i det slesvigske Folk selv. i dansk Nationali-

tets-Aand hos Hertugdømmets dansktalende Befolkning; og

Foranstaltninger til at holde denne Aand vaagen, give den

Styrke og Fasthed, — under Forhold, der tilstrækkelig

godtgjøre Nødvendigheden af slige Foranstaltninger, — ere

derfor det naturlige, ene sande og tilstrækkelige Middel til

at betrygge Statens Enhed og Fremtid. Hvor ønskehgt og

glædeligt det derfor end vil være, naar Grundsætningen

om begge Sprogs lige Berettigelse i Stændersalen bliver

udtalt, saa er dog dette endnu kun en ydre, en juridisk


90

Erklæring om det danske Sprogs Ret; men skal denne

Ret erholde Betydning og Indflydelse i politisk Henseende

under fremtidige kritiske Forhold, da maa den have sin

Rod i Folkets Interesse for Sproget; og skal denne ved-

ligeholdes, da tør den ikke være given til Pris for systema-

tisk Modarbejden af tyskdannede og tysksindede Embedsmænd

fra alle Sider. Det er derfor først en Organisering

af danske Dannelsesanstalter, — navnlig af et dansk

Skolelærer- Seminarium og en dansk lærd Skole, — i Nord-

slesvig, hvorfra de dansktalende Slesvigere kunne i Tiden

erholde Lærere og Embedsmænd, som ikke blot ere det

danske Sprog mægtige, — hvad endnu betyder saare Lidet,

— men som ved den danske Fordannelse have vundet dansk

Interesse og sympatisere med det danske Folk, at den una-

turlige Kollision imellem Embedsklassen og Folkets Inter-

esse kan ventes hævet, og den danske Nationalitet kan ud-

vikle sig til et frit og kraftigt Liv. Et tilsvarende virke-

lig dansk Element i den slesvigske Regering og

det slesvig-holstenske Kancelli er af ikke mindre

indlysende Nødvendighed. Saalænge som denne eller hin

enkelte Foranstaltning staar isoleret, vil ingen Betryggelse

være given, og jeg véd ikke, hvorledes danske Borgere

kunne fra de Scener, der nu foregaa for dei'es Øjne, vende

Bhkket henimod en gaadefuld og varselsfuld Fremtid uden

dyb og ængstende Bekymring.

I denne Stemning har vistnok Manges Tanke været

henvendt paa den viborgske Stænderforsamling,

ogHaabet har ikke skuffet; foreløbig er allerede et Andra-

gende anmeldt ungaaende Beskjærmelse af den danske Nationalitet

i Hertugdømmet Slesvig. Vel har den kgl. Kom-

missariuB troet at maatte „paa det Alvorligste protestere


91

imod, at man her befatter sig med en Sag, der ligger aldeles

udenfor Grænserne af Forsamlingens Virkekreds!" Men

denne Indsigelse gj ælder dog sandsynligvis kun den Loren-

zenske Sag, hvortil det bebudede Andragende er knyttet,

forsaavidtsom denne opfattes fra det mest indskrænkede

Synspunkt, som et Anliggende, henhørende til den slesvigske

Stænderforsamlings indre Historie. Men det falder ikke

vanskeligt her at adskille Billedet fra Rammen, at opfatte

Sagen fra en Side, hvor den vistnok hører indenfor For-

samlingens Grænser, dersom man ellers ikke vil sige, at de

danske Interesser skulle ligge udenfor dem, dersom det

Nationale ikke skal være formelig udelukket ved det Pro-

vinsielle. Den kgl. Kommissarius ytrer: at „man i Konge-

riget vilde i høj Grad føle sig forulempet, dersom det skulde

falde de holstenske Stænder ind at fremkomme med An-

dragender angaaende Danmarks eller endogsaa Slesvigs sær-

hge Anliggender." Men jeg tror virkelig, at vi Danske

ofte ere tilbøjelige til at yde Andre en Bilhghed, vi nægte

os selv, jeg tror saaledes, at vi, dersom de holstenske Stæn-

der havde at paatale en Behandling af det tyske Sprog i

en dansk Folkeforsamling, der havde Karakter af en offent-

lig Krænkelse af den tyske Nationalitet, vilde finde en saa-

dan Paatale at være aldeles i sin Orden og ingenlunde

vilde fortænke Holsteneren i, at han ikke vilde finde sig

i at blive afvist med den Besked, at det Passerede var et

„særligt Anliggende" for Danmark.

Den kongelige Kommissarius har endnu tilføjet nogle

Ytringer angaaende Tildragelserne i den slesvigske Stæn-

derforsamling. Disse gaa ud paa en ubetinget Billigelse

af Præsidentens Adfærd :

„den sindige og forstandige Maade,

hvorpaa den slesvigske Forsamlings Præsident har behand-


9S

let denne Sag," og en ligesaa ubetinget, men endnu stær-

kere udtrykt Misbilligelse af den paagjældende Deputere-

des Adfærd: „Forsamligen maatte, hedder det, finde

det uværdigt at understøtte et saadant Forhold som det,

der er brugt af den Deputerede." Saa kategorisk er denne

Dom, saa vægtfuld den Stemme, som har udtalt den. saa

betydningsfuldt Stedet og Øjeblikket, da den er udtalt, at

jeg bekj ender et Øjeblik selv at være bleven vaklende i

min Anskuelse, at have spurgt mig selv ret alvorligt, om

det da er en Illusion, der har fremkaldt den dybe Indig-

nation i mit Indre — ikke blot ved det senest Forefaldne,

men ved den hele foregaaende Stilliug, hvori Stænderfor-

handlingeme vise den paapegede Deputerede til Forsam-

lingens Maioritet og deus Præsident — . om

jeg da i denne

Sag skulde antage mit Blik at være saa omtaaget, min Fø-

lelse for Ret og Uret saa forvendt, at jeg maatte arbejde

paa at stille min Dom i modsat Retning af den. hvori den

allerede har dannet sig. Men ved en nærmere Overvejelse

er, — jeg tilstaar det. — kun et smerteligt Indtryk af de

udtalte Ord blevet till)age hos mig, og med det tillige en

Trang og Opfordring til med Selvovervindelse og Tilbage-

trængen af enhver anden Betragtning at stille min Stemme

mod den i aandelig og borgerlig Henseende lige højtstaa-

ende Mands Ord til hvilket Folket vil lytte med Tillid og

Ærefrygt, og som af det anti-danske Parti histovre vil blive

paaberaabt som uigjendrivelig Avtoritet; hvorved jeg iøvrigt

vel skal vogte mig for at indlade mig nærmere paa de en-

kelte Forhold, om hvilke en paaHdeHg og fuldstændig Be-

retning endnu mangler.

Umuhgt kan en Sag som den omhandlede blive rigtig

betragtet og bedømt, dersom den rives ud af sin historiske


93

Sammenhæng, og nærmest finde vi os her henviste til de

Forhandlinger, som ere gaaede umiddelbart forud for det

paafulgte stærke Udbrud af den gjensidige Stemning og

indeholde den nærmeste Anledning dertil. I disse For-

handlinger om Ombytning af Ordene ,,dansk Ejendom" paa

Hertugdømmernes Skibe med Ordene „slesvig-holstensk

Ejendom" og om Indførelsen af et slesvig-holstensk Flag

— opponerede den Deputerede Lorenzen, i Henhold til

sin Grundsætning om Haandhævelse af den danske Stats-

Enhed, uafhængig af Hertugdømmet Slesvigs selvstændige

Forfatning, imod den synlige og symbolske Løsrivelse fra

den danske Stat. Under Forhandlingerne forefaldt af for-

skjellige Deputerede de bekj endte Ytringer af halv-fanatisk

Karakter. Den Ene erklærede: „at, om hine Ord „dansk

Ejendom" bleve indbrændte paa hans Bygninger, vilde han

afkradse og udslette dem, og lade det komme an paa, hvad

der vilde følge paa" (St. T. S. 652). En Anden erklæ-

rede: at hine Ord „tydede paa et Underdanigheds-Forhold

til den danske Nation" og maatte „bort som et Trældoms-

Mærke (S. 647, 662)1); g^ Tredje ytrede: at „han fandt

det ubegribeligt, at Regeringen ved saamangen Anordning

ikke kunde høre op med at forøge den opæggede Stem-

ning" (S. 666). Ved disse og flere lignende Ytringer fandt

Præsidenten Intet at erindre 2). Lorenzen tog derimod til

^) Først langt hen i Forhandlingens Løb var det en Deputeret (Grev

Moltke), som ytrede sig „med dyb Indignation" over hint Op-

raab: „Fort mit dem Stempel der Knechtschaft!" Den kgl.

Kommissarius erindrede nu, at „hine Ord vare undgaaede

ham, og at han, dersom han havde hørt dem, straks skulde have

anmodet Præsidenten om at kalde Taleren til Orden." (St. T.

S. 668). Præsidenten fandt herved Intet at erindre.

') Det er aabenbart, at Ordene „dansk Ejendom" som Skibsmærke

ikke antyde Forholdet til Ejerens Personlighed, men til Staten,


94

Gjenmæle, erindrende: at hint Mærke hidrørte fra en Tid,

da „man ikke havde holdt det for Skam og Skændsel at

være Medlem af den danske Stat, eller troet at maatte

anse det for Tegn paa Patriotisme, naar man erklærede

ikke at være den danske Nation underdanig" (St. T.

sammest.) Disse Ord gave en anden Deputeret Anledning

til at paabyrde L. den Ytring: „at Slesvig-Holsten aldrig

skulde have betragtet det som en Skændsel at være den

danske Nation underdanig" (S. 664) ; L. protesterede mod

Paabyrdelse af en Ytring, som „aldeles ikke vilde have

nogen Mening." Præsidenten fandt herved Intet at erindre;

L. maatte paaberaabe sig den kgl. Kommissarius og er-

holdt af denne den gjentagne Erklæring: at „han havde

fulgt L.'s Foredrag opmærksomt og roligt, men ikke havde

hørt hin Ytring, ogsaa mente at være vis paa, at den ikke

var brugt" (S. 665, 670). — En anden Deputeret ytrede

mod L. : at „det ikke syntes at koste ham meget, om han

formaaede det, at træde Hertugdømmernes Rettigheder

fuldkomment i Støvet" (S. 671). Ved denne Ytring, som

kommer en Beskyldning af en Folkerepræsentant for For-

ræderi mod Land og Medborgere paa det Nærmeste, fandt

Præsidenten Intet at erindre, og dette, uagtet L. stod som

værgeløs Mand, da Præsidenten maatte nægte ham Or-

det til Selvforsvar, (anden Gang nemhg under den en-

delige Forhandhng, S. 672). Ikkun imod en lignende

hvortil Ejeren henhører, ikke betegne en dansktalende Ejer eller

en Ejer i en dansktalende Provins, men en Ejer bosat i et Land,

henhørende til den danske Stat. Det er derfor meningsløst,

naar der svares, at Hertugdømmernes Skibe ere tysk (o: Tyske-

res) og ikke dansk Ejendom. Derimod forekommer det mig at

være en retmæssig Fordring, at det samme Mærke paatrykkes

paa Tysk saavelsom paa Dansk, saa at danske Ejeres Skibe bare

Mærke „dansk Ejendom," tyske Ejeres „dånisches Eigenthum."


95

Ytring af samrne Modstanders Mund: .,at der syntes

at ligge urene Bevæggrunde til Grund for L.'s Opposition."

erindrede Præsidenten: „at der kun maatte være Tale

om Kjendsgjerninger. ikke om Sindelag og Motiver."

Naar nu til dissse passive Momenter i Præsidentens Virk-

somhed føjes det aktive Moment, som den kgl. Kommis-

sarius i Viborg har anført (St. T. S. 1658): at ,.Præsiden-

ten har forbudt L. at tale Dansk" — „ikke efter et al-

mindeligt Princip, men paa Grund af at den her om-

handlede Deputerede er det tyske Sprog fuldkommen mæg-

tig og tidligere bestandig har udtalt sig i samme," hvor-

imod han har „erkjendt, at de Medlemmer, der ikke for-

staa Andet end Dansk, maa være berettigede til at benytte

sig af dette Sprog:" — da véd jeg ikke, hvorledes en saa-

dan Behandling fra Præsidiets Side kan kaldes „sindig

og forstandig," naar hermed skal være betegnet en

upartisk og velmotiveret Handlemaade. Det fore-

kommer mig aabenbart, at Præsidiets Myndighed ikke er

anvendt, hvor den burde være anvendt, — til at tilrettevise

ophidsende, bitre og personlig anklagende Ytringer —

og derimod anvendt, hvor den ikke lovlig kan anvendes.

Eller skulde det virkelig tilkomme Præsidenten at bestemme

de Tilfælde, i hvilke en Deputeret tør bruge det danske

Sprog? Skulde det paaligge den Deputerede at føre Bevis

for, at han ikke „forstaar andet end Dansk," for at erhverve

Ret til at udtrykke sig i dette Sprog? —

Hvori det — ikke Uvedkommende eller Overflødige,

men „Uværdige" skulde ligge for en dansk Stænderfor-

samling „at understøtte et saadant Forhold som det, der

er brugt af den Deputerede Lorenzen," findes ikke nær-

mere motiveret; thi at denne „meget godt kunde have gjort

,


96

i det tyske Sprog." hvad han nu har gjort i det danske:

føre Ordet for den danske Nationalitet imod Tyskhedens

Anmasselse, kan dog ikke gjælde som Motiv for Uværdig-

hed til Landsmænds Understøttelse. Jeg indrømmer, at

det næppe er den rigtigste Form, der er bleven valgt

af den Deputerede, idet han optraadte som Dansktalende i

Forsamlingen, hvor det var muligt, om end ikke til-

børligt, — og hvor det i alle Tilfælde lod sig sige. — at

det manglede paa Foranstaltninger til Protokollering af

danske Foredrag; uden Tvivl havde det været rettere, om

et skriftligt Andragende i denne Henseende var gaaet forud.

Men vi maa Alle bede os forskaanede for den ubarmhjær-

tige Maalestok, efter hvilken Aand og Værdi af vor Virken

skal lade sig taksere, efter som det kan være lykkedes til

enhver Tid og i vanskelige Øjeblikke at træffe den hen-

sigtsmæssigste og ulasteligste Form for vor Handlen. Der

behøves, forekommer det mig. ikke megen Aands-Bevægelighed

for at sætte sig ind i en Mands Stilling, som, —

tirret og overvældet af Fornærmelser, forgjæves søgende

Beskyttelse, hvor den burde have været at finde, — beslut-

ter sig til ved et afgjørende Skridt, paa synlig Maade og

i Gjerning at optræde som Repræsentant for den Interesse,

han forfægter — et Skridt, der ikke kunde forfejle den

Virkning, som altid er ønskelig: at fremskynde den uaf-

vendelige Katastrofe; og dersom herved nu en bestemt Ord-

ning af Sprogforholdet i Stændersalen bliver bevirket, er

hint Skridt ikke gjort uden Nytte. Man kan imidlertid

misbillige dette Skridt, saaledes som det er gjort, kan finde

det for dristigt og udfordrende; men Bedømmelsen tør dog

ikke lade baade Virksomhedens Totalitet og Vanskeligheden

af den hele Stilling, hvori den Enkelte staar ene mod et


97

tæt sammensluttet Parti, udenfor Betragtning. Og skal en

eller anden Formfejl her bedømmes saa skaanselløst, da

spørger jeg: livilken Dom maa vel udgaa over de svære

Brud paa Eormer af ganske anden, af moralsk og stats-

borgerlig Betydning fra den modsatte Side!

Det hele Anhggende, hvorom her handles, har sin store

Betydning aldeles uafhængig af de historiske Forhold og

Personligheder, og det er kun med modstræbende Sind, at

jeg er traadt ind paa disse Enemærker. Men skulle de

betrædes, da vilde i det Drama, som er opført for vore

Øjne, kun en Slutnings-Scene mangle til at fuldende den

historiske Mærkværdighed: den, at danske Mænd skulde

give den danske Nationalitets og den danske Statsénheds

uforfærdede Talsmand til Pris, fordi det kan lykkes den

skarpseende og nøjeregnende Kritik at opdage et eller andet

begaaet Fejlgreb. I Sandhed, jeg maatte blive tvivlsom

om den virkelige Eksistens af dansk Nationalaand, dersom

den almindeHge Stemme eller dog en almindelig Stemning

ikke rejste sig imod en Dom som den, der fra én Side er

bleven fældet. Jeg for min Del tror, at den danske Nation

staar i Gjæld til den danske Deputerede P. H. Lo-

renzen, og jeg føler Trang til at give min ringe Skjærv

til denne Gjælds Afbetaling ved den Erklæring: at hans

Virksomhed i Stændersalen har for mig været overbevi-

sende om, at den separatistiske, statsopløsende Aand har

i ham havt en Modstander, udrustet (for at bruge et Vid-

nesbyrd af en af hans heftigste Modstandere, St. T. S.

671) med „flersidige Kundskaber, Evner og Fremstillings-

gave," og at han under de forudgaaede Forhandlinger har

vidst at bevare en alvorsfuld og værdig Holdning, som

7


98

ligeoverfor de Vaaben. mod hvilke han har havt at værge

sig. har dobbelt Krav paa Anerkjendelse.

III.

Dansk-slesvigsk Propaganda. ')

(1843).

„Schouw og jeg i Forening, med Understøttelse af Lehmann,

gjorde forskjellige Forsøg paa at skaife Indgang i

tyske Dagblade for historisk dokumenterede Oplysninger

angaaende de statsretlige og nationale Forhold i Slesvig . . .

Men vi fik snart Syn for Sagn, at de tyske Ordførere tilhobe

intet vilde mindre end belæres og oplyses . . . Det

maatte alt-

saa forsøges, hvad der her hjemme kunde gjøres ved egne

Kræfter for at komme de danske Slesvigere til Hjælp i den

begyndte Kamp. I „Dansk Ugeskrift" (Januar 1843) findes

en Artikel af mig „Dansk-ilesvigsk Propaganda" (Overskriften

laant fra Tysken). Det var en indtrængende Opfordring til

Medborgere til at forene sig „ikke i en Propaganda, men i

en Konservanda for dansk Sprog og Nationalitet i Slesvig," —

„i et Forsvars- og Beskyttelsesforbund imellem de Danske i

Hertugdømmet." Faa Maaneder efter blev Tanken bragt til

Udførelse." („Optegnelser" S. 266—267).

„Propaganda" er et Navn, som nutildags ikke kan fø-

res i Mund eller Pen iblandt os, uden at Tanken iivilkaar-

lig vender sig hen til de slesvigske Forhold; thi hvor og

naar som helst Ordførerne for det slesvig-holstenske Parti

tage ti) Orde, kan man, uden at vove meget, forud beregne,

at Talen begynder eller ender med en Filippika mod dansk

Propaganda og danske Propagandister. Denne Propaganda

skal være et meget udbredt, meget virksomt og meget af-

*) Dansk Ugeskrift. Anden Række. Nr. 40—41.


99

skyligt Samfund. Det skal ikke have foresat sig noget

ringere Maal end at trænge tysk Sprog og Nationalitet

tilbage i Hertugdømmet Slesvig, om muligt ud over Ejde-

ren, at indlemme Hertugdømmet som Provins i Kongeriget,

berøve det dets selvstændige Institutioner og i deres Sted

indføre Akcise, Konsumtion og lignende danske Artikler.

Samfundet skal til den Ende være i travleste Virksomhed,

allevegne makinere og intrigere for at forblænde de Kort-

synede, forlokke de Godtroende blandt Nordslesvigs Be-

folkning, og det er fra dette Seminarium, at Sæden skal

være udstrøet til den Sphd og Tvedragt, som nu er ind-

traadt, hvor tilforn Alt var roligt, medens Ingen tænkte

paa at træde de slesvig-holstenske Planer fortrædigende og

forstyrrende i Vejen.

Allerede den blotte Tanke om en Association med et

saadant Eormaal er mærkværdig ved sin Dristighed. Thi

vel er det sandt, at det snarere skyldes unaturlige end na-

turlige Forhold, at dansk Sprog og dansk Nationalitet er

bleven trængt ud af sine oprindelige Enemærker; men

Erobringen er engang gjort, og det maatte være et Folk,

mere tilbøjeligt til højtflyvende Fantasering, end det danske

Folk er, der skulde falde paa at indlade sig i en Erob-

ringskrig, hvori den vilde have den tyske Sprog-Kolos til

Modstander. Det er fremdeles sandt, at, jo mere den

danske Nation bliver sig sin skandinaviske Karaktér-Ejen-

dommehghed bevidst, desto klarere gaar det op for den,

hvad og hvor meget Nationaliteten har maattet lide ved de

indtrængte tyske Elementer, desto bestemtere erkjender den

en dybtgaaende ForskjelHghed imellem Danskhed og Tysk-

hed ligesom et sympatetisk Slægtskab mellem de forskj el-

lige skandinaviske Broderfolk ;

men paa den anden Side har

7*


100

Eikj endelsen af, hvad Danmark i aandelig Henseende skyl-

der Tysklands ædle. højtbegavede Folk, næppe til nogen

Tid været mere levende end netop nu; og en aabenbar

Urimelighed er det at mene. at danske Mænd paa selv-

samme Tid, som Udvikling til større national Selvstændig-

hed og statsborgerUg Frihed indenfor Kongerigets Græn-

ser er Maalet for deres Ønsker og Stræben, skulde lade

en Tanke opkomme om at modarbejde disse Goder i en

anden Del af den danske Stat. Men hvad der er Hoved-

sagen — det er ikke ved Ræsonering og Deduktioner, at

dette Propaganda-Sagn skal gjendrives. Talen er her om

Noget, der, saafremt det virkelig eksisterer, ogsaa maa

kunne påavis es som historisk Virkelighed paa bestemt Tid

og Sted. Men hvor bestaar da denne Propaganda? Hvo

véd at nævne dens Bestyrelse, dens Medlemmer, dens Ud-

sendinge? Hvor ere, og hvorfra skrive sig dens Midler?

Hvori bestaar dens Virksomhed ? Disse Spørgsmaal ere fra

dansk Side atter og atter blevne fremsatte; de ere blevne

ledsagede uf Stændernes Erklæring: at „en Forening af de

danske og de slesvigske Stænder, som vilde forudsætte eller

føre til en Inkorporation af Hertugdømmet i Kongeriget,

ligger udenfor Forsamlingens, og det tør vel siges, udenfor

Folkets Tanke eller Ønske" (Rosk. St. T. 1840, Betænkn.

og Petit. S. 112. Viborg St. T. 1840, Bet. og Petit. S. 129) ^) ;

og i en nyUg udstedt Erklæring have flere hundrede danske

Mænd i Hovedstaden gjentaget, at de „kjende ingen saa-

dan Propaganda, og tro at kunne forsikre, at der hos det

danske Folk aldeles ikke findes nogen saadan Bestræbelse,

') Senest er denne Erklæring gjentagen af den viborgske Stænder-

forsamling i dens Adresse til Kongen ona den danske Mationali-

tets Bevarelse i Slesvig.


101

men at det fuldelig anerkjender baade den tyske Nationali-

tet, saa langt den virkelig strækker sig, og Slesvigs stats-

retlige Forhold, navnlig Ret til egen Lovgivning, Retsfor-

fatning og Administration". Men Alt forgjæves. Paa

Spørgsmaal og Opfordring er man bleven Svar skyldig;

men det slesvig-holstenske Peltraab er og bliver det samme

„Propaganda og Propagandist" er nu som før Mundheldet

først og sidst. Kun som Eksempel paa. hvorledes der fa-

res med historisk Sandhed i dette Stykke, kan det fortjene

at anføres, hvorledes et anset Medlem i den sidste slesvigske

Stænderforsamling (Klosterprovst .Grev Reventlow) i sit

Foredrag, — uden at vises tilrette af den kgl. Kommis-

sarius, — ligefrem beraaber sig paa „Ønsker, udtalte i den

roskildske og viborgske Stænderforsamling, at Slesvig maa

blive en integrerende Del af Danmark" (St. T. S. 1285).

Men det kunde være muligt, at Ordet „Propaganda"

her ikke var at tage i sædvanlig og gængse Betydning.

Under de mærkelige Forhandlinger, som fandt Sted i den

slesvigske Stænderforsamling 1838 om, hvorvidt den dansk-

talende Del af Hertugdømmet havde naturlig Ret til Bru-

gen af det danske Sprog i retslige Forhandlinger, faldt føl-

gende Ytring af en anset Deputeret (Etatsraad Hensen):

„Det er ikke ubekjendt, at der eksisterer en Propaganda;

dens Spor finder man allevegne; hvor stort Antallet er af

dem, der lede dette Væsen, er ligegyldigt. DennePropaganda

viser sig meget virksom ligesaa meget for Udbredelsen

som for Ko ns er vationen af det danskeSprog

(St. T. S. 592)."

Turde man nu i en Ytring som den her anførte søge

en Oplysning om det mysteriøse Propaganda-Væsen, da

vilde Sagen aabenbart faa et andet Udseende. Som be-

;


102

kjendt stammer Ordet „Propaganda" fra den romerske

,.Kongregation de pi'opaganda jide."- som navnlig vedkjender

sig den Bestræbelse at forplante den katolske Lære paa

ny til de Lande, som ere frafaldne fra Moderkirken og

have hengivet sig til det protestantiske Kjætteri. Fornuf-

tigvis og efter historisk Sprogbrug kan derfor Navnet kun

bruges om saadanne Samfund, som gaa an grebs vis til-

værks for at vinde Terræn, erobre eller tilbageerobre og

indtvinge eller paaliste en fremmed Tingenes Orden.

Dersom derimod det slesvig-holstenske Parti vil ved Nav-

net ,.Propaganda" have betegnet omtrent det Modsatte af,

hvad Navnet virkelig betegner: et Samfund nemlig, som

arbejder paa at bevare det danske Sprog og den danske

Nationalitet inden dens nuværende Enemærker, bevare

den politiske Forbindeise af Hertugdømmet Slesvig med

Kongeriget, i selvstændig Bestaaen og bestemt Adskilthed

fra Holsten som tysk Forbundsstat. ])aa at modarbejde den

videre Propageren af Tyskheden i national og politisk Hen-

seende :

da

vilde her et Eksempel være givet paa den For-

virring i Begreber og den Forvanskning af Fakta, som ofte

træder frem hos dette Partis Ordførere. Den historiske

Usandhed vilde efter en saadan Forklaring af Navnet blive

den samme; thi heller ikke et saadant Samfund eksisterer

i Danmark, med mindre det Hele skal reduceres til den af

fødte Slesvigere stiftede Forening for at forsyne de dansktalende

Distrikter i Slesvig med dansk Læsning. Men

istedetfor at Opdigtelsen i første Tilfælde vilde indeholde

en Beskyldning, som det maa være den danske Nation

magtpaaliggende at fralægge sig, vil den i sidste Tilfælde

snarere indeholde en Bebrejdelse for Ligegyldighed og

Forsømmelse. Thi det er Forsømmelse, naar det danske

I


103

Folk hidtil har ladet det mangle paa en kraftig, sammen-

sluttet og organiseret Modvirken, saaledes som det anti-

danske Parti selv synes at forudsætte den. som naturlig

Reaktion mod dets fremstræbende Planer.

Og virkelig — hvad har den danske Nation hidindtil

gjort for fra sin Side at modvirke den aabenlyse, den stærke,

den utrættelige Arbejden paa at udslette ethvert Præg af

Danskhed, enhver dansk Interesse hos den slesvigske Be-

folkning, og saaledes — paa umærkelig, men paa den sikre-

ste Vej — at drage dette Land bort fra Danmark og over

til Holsten? Er det dog ikke. som om det gjaldt den

danske Borger for første Borgerdyd at indskrænke al sin

Id til egen hjemlig og daglig Kreds, eller, naar det kom-

mer højt, at udvide Blikket til sin Kommune eller sin Pro-

vins, men betragte Alt. hvad der ligger derud over, som

sig uvedkommende? — som om han mente fremfor Alt at

burde holde sin Tanke ved det øjebhkkelig Givne, og. —

lidet belært af smertelig vækkende Erfaringer. — at burde

bortskyde enhver Bekymring for den kommende Tid som

unyttig, ja som formastelig? Saaledes er man heller ikke

langt fra at betragte som Tilskikkelse af en uafvendelig

Skjæbne, hvad der dog har sine meget nærliggende og me-

get menneskelige Grunde, naar den danske Nationalitet

værgeløs undergraves paa hin Side af Kongeaaen. og den

gradvise Fortysken baner Vejen for en fremtidig politisk

Katastrofe. Det er enkelte patriotiske Mænd inden Her-

tugdømmernes egne Grænser, som først have draget Op-

mærksomheden hen paa disse Forhold. De have vist den

skærende Uretfærdighed, ja det aldeles Uforklarlige i, at

danske Undersaatter af den danske Konge skulle finde sig

i en Tilstand, der synes anlagt paa Modersmaalets og Na-


104

tionalitetens Udryddelse; de have fremlagt og udfoldet Traa-

dene af den slesvig-holstenske Politik og henstillet for os

de øjensynhge Følger, dersom disse Traade skulde faa Ro

til at udspindes og sammenknyttes. Disse Mænd have ikke

skyet de personlige Ulemper, som fulgte af denne Optræ-

den imod et mægtigt Parti; men have de da fundet Veder-

lag i kraftig Medvirken i den fælles Sag fra de Danskes

Side? Sikkert er det ikke Faa, der ere blevne foruroligede

ved den alvorlige Opfordring, den truende Skildring; men

skulde man nævne dem, der ere fremtraadte som Medfor-

bundne, hvor ringe vilde Antallet ikke blive! hvilken Mod-

sætning vilde det danne til den slesvig-holstenske Kohorte

Ikkun enkelte Journalister have, — ikke en enkelt Gang,

men idelig, — mindet om det optrækkende Uvejr og om

Forholdsregler derimod; og Mange erkjende og Flere endnu

ville fremtidig erkjende, hvorledes „Fædrelandet" ved en

Række af herhenhørende Artikler har hjemlet sig Ret til

Navnet, det bærer. Men ogsaa disse Stemmer, hvor stærk

en Gjenklang de end have fundet, ere henklingede som saa-

mange andre; kun hvor for skarp en Tone, for stærkt et

Ord kunde være undsluppet, glemte man ikke at skjærpe

Hukommelsen; medens man gik hen over det mest Nær-

gaaende fra den angribende Side, kunde man næppe finde

Udtryk til at betegne den Finhed og Delikatesse, hvormed

disse kritiske Forhold herfra maatte behandles, for at

de irritable Gemytter ikke skulde finde Anledning til at

irriteres, og for at en saakaldet venlig Stemning kunde sø-

ges gjenoprettet til hvilkensomhelst Pris. Hvo véd ikke,

at dette er en Politik, hvis Sprog kun altfor let fin-

der Indgang hos den danske Godmodighed? — Man gav

!


105

sig Himlen og Regeringen i Vold og lod det slesvig-hol-

stenske Parti uforstyrret agere videre fremad.

Om Utilstrækkeligheden og Ubetimeligheden af et Sy-

stem, som dispenserer fra al Virksomhed og kun søger at

henslette og udjævne for at forlænge en Illusion af Fred

og god Forstaaelse, turde en temmelig almindelig Over-

bevisning omsider være vunden. Saaledes — saa aabenlyst

og tillidsfuldt, saa vel forberedt og vel udrustet — som det

slesvig-holstenske Parti er traadt op i den nu afsluttede

Stænderforsamling: med denne Tilbagevisen af Danmark

og Alt, hvad Dansk er, som noget Fremmed og Uvedkom-

mende, denne ubetingede Forkasten af enhver Foranstalt-

ning, som (endog til Hertugdømmets øjensynlige Fordel)

vilde bringe samme i nærmere Berøring med Kongeriget

(man se Forhandlingerne om Vexelanordningen og Filialban-

ken), med denne trodsende Protesteren imod det danske

Sprogs Berettigelse til at lyde i Stændersalen, dette halv-

fanatiske Had til Danskhedens Mærker inden Hertugdøm-

mets Grænser, med disse, af vedkommende Komités Ma-

joritet udtalte og af mange andre Deputerede understøttede

Ønsker om Indlemmelse i det tyske Forbund (hvorom et

formeligt Andragende kun synes at være tilbagedrevet, som

ikke henhørende til den Sag. hvormed det var sat i For-

bindelse), med denne Intimeren til Forslag om Indlemmelse

af Slesvig tilligemed Holsten i den tyske Toldforening, —

vil det være blevet indlysende, at det ikke længere er Tid

til at tie eller at spille den Troskyldiges Rolle, men Tid

til en Talen og Handlen, der af Modpartiet kan lære at

holde fast ved sit Maal og arbejde uden at trættes. Og

naar de egentlig politiske Forhold her maa være endehg

overladte til Regeringens Forsorg, og danske Borgere tør


106

fortrøste sig til. at Monarken under vanskelige og modstræ-

bende Forhold vil vide at betrygge Statens Integritet og

sætte en Skranke for den statsfarlige Makineren. saa er

det derimod de ren nationale Interesser, der indeholde

naturlig 0])fordriug for Nationen til at forene sin Virken

med den Del af den slesvigske Befolkning, som har disse

Interesser tilfælles med den.

Virkelig synes Tidens Tegn at vidne om, at den danske

Nationalbevidsthed er vaagnet. — og, som det er at haabe,

vaagnet for ikke atter at falde hen i Dvale. Fra Hoved-

staden og en Mængde Kjøbstæder have talrige Foreninger

udtalt deres Erkjendtlighed til den Deputerede, som i den

slesvigske Stænderforsamling, omgiven af truende Forhold,

har med Energi og Værdighed paatalt den danske Natio-

nahtets Ret og forskaffet den Fyldestgjørelse for Øjeblik-

ket. Hvor aldeles dette er i sin Orden, behøver næppe at

erindres; thi det er en farlig Misforstaaelse at ville ind-

skrænke sin Begejstring til Sagen eller Idéen i dens Almin-

delighed uden at have Paaskjønnelse tilovers for de Per-

sonligheder, der have Dygtighed og Mod til at føre den

ind i Livet; hvor Entusiasmen er sund. henvendt til Livets

Virkelighed og ikke til et blot abstrakt Tankebillede, dér

vil den vide at vurdere den personlige Virksomhed i Sand-

hedens Tjeneste. Et Aktstykke af varig Betydning, et hi-

storisk Vidnesbyrd om Nationens Stemning er fremdeles

den viborgske Stænderforsamhngs Adresse til Kongen, ved-

tagen med 46 Stemmer imod 3; til den og dens Alvor ville

vi henvise dem, der. ved at efterspore Kilden til den ind-

traadte Bevægelse i Stemningen, ikke kunne komme videre

end til ét eller to Dagblade; disses Tale skal nemlig ikke

være ét Udtryk iblandt mange af en almindelig Stemning;


107

men omvendt skal denne være et kunstigt bevirket, derfor

ogsaa snart hendøende Ekko af det stærke Ord i enkelte

Blade. Men iøvrigt kan det vistnok ikke miskjendes, med

hvilken Dygtighed ogsaa ved denne Lejlighed „Fædrelandet"

har ført den fædrelandske Sag, ligesom overhovedet den

uberegnelige Vigtighed af en uafhængig national Journali-

stik næppe nogensinde er bleven erkjendt saa levende som

under de nærværende Forhold. Det vilde være beklageligt,

dersom det bekj endte Kancelli-Cirkulære til vedkommende

Politiembedsmænd, hvorved disses Opmærksomhed henven-

des paa „den utilbørlige, lidenskabelige og tildels hadefulde

Maade. paa hvilken nogle offentlige Blade have ytret sig"

om det hele Anliggende, — hvilken Maade kun skal „tjene

til at opirre Gemytterne, og til at føde en uvenskabeHg

Aand imellem Beboerne af de af Kongen beherskede Lande"

— skulde gjælde som Vidnesbyrd om. at et Kollegium, som

repræsenterer et Kultus- og Oplysnings-Ministerium i Dan-

mark, og saaledes har et videre og højere Kald med Hen-

syn til Pressen og overhovedet til de nationale og aande-

lige Interesser, end at udstede Aktions-Ordrer mod for-

mentlige Presseforseelser, skulde staa udenfor den Stem-

ning, som hvis Organ de bedre af vore af Censuren uaf-

hængige Blade ere fremtraadte. Ligesom jeg bekj ender

for min egen Del, at det er højst bitre Følelser, der have

paatrængt sig min Sjæl ved hine Raadslagninger om at

træde en Nationalitet, hvori jeg har min Del, under Fød-

der og at indlede en SøndersUdelse af mit Fædreland :

saa-

ledes er der et sanddru og usminket Udtryk af krænket

National-Ære, — meget forskjelhgt vistnok fra Kurialstilen

— , som ved saadan Lejlighed netop virker velgjørende

og tilfredsstillende paa den bevægede Stemning. Og naar


108

human Dannelse. Godmodigheds milde Dyder og smukke

kosmopolitiske Egenskaber kunne gjøre en Nation elsk-

værdig, — agtværdig i egne og i Andres Øjne bliver den

først, naar den véd at holde sig selv og sin Nationalitet i

Agt og Ære. Denne nationale Æresfølelse, som det maa

være enhver indsigtsfuld og fremadskuende Regerings In-

teresse at fremkalde og nære. kan umulig hos os være ud-

sat for Miskj endelse og Mistydning; thi om end denne Aand,

levende og fyrig som den er, kan ved en og anden Lejlig-

hed blive Regerings-Avtoriteterne ubekvem, og om den end

tilvisse behøver som alle stærke Kræfter at ledes og sty-

res: det bliver dog den, hvortil Fædrelandet, Regering og

Folk trænge i Prøvelsens alvorlige Dage. Af disse har

Danmark havt sin Del og flere kunne forestaa.

Men vistnok kan denne Aand udtale sig i mange for-

skjellige Tonarter; og ligesom den stærktbevægede Følelses

Udtryk var i den første Tid naturligt og retmæssigt, saa-

ledes er det ønskeligt. — og muligt er det især dette, hvortil

hint Cirkulære har skullet bidrage — . at dette Udtryk

efterhaanden maa afløses af Refleksionens rohgere, derfor

ikke mindre kraftige og stærkt indtrængende Sprog. Dette

er saameget mere at ønske, som det fra flere Sider i Sær-

deleshed af de slesvig-holstenske Parti-Blade bliver frem-

stillet, som om den hele Bevægelse fra dansk Side er at

betragte som Udbrud af en opbrusende, lidenskabehg Stem-

ning. I Erkjendelse af de begaaede Misgreb søger man

lempehg at gjøre nogle Skridt tilbage. Uden at indlade

sig paa Sagens Realitet, uden altsaa at opgive nogen ene-

ste af de anmassede Fordringer er man villig til at beklage

de overilede Ytringer, som ere faldne i den slesvigske

Stændersal, men kun for paa samme Tid at beklage


109

den Misforstaaelse, som skal have fundet Sted fra dansk

Side, den Ophævelse, som har kunnet gjøres af saa ringe

en Anledning og for at formane til gj ensidig Udsoning og

Forligelse. Dette er mistænkelige Stemmer ; de forrykke det

sande Standpunkt og bør vises tilbage med al muHg flolig-

hed, men med Hgesaa stor Bestemthed. Det bør siges, at

vi fuldkommen vel forstaa Sagens Sammenhæng og Betyd-

ning : at det hverken er de taabelige eller hadefulde Ytrin-

ger, som enkelte sles^^gske Deputerede have tilladt sig,

eller den Stemning hos Enkelte, som herigjennem har givet

sig Luft, der har bragt den danske Nation i Bevægelse,

men at det er den Tilsidesættelse af NationaHteten, som

er udtrykt og givet i selve den unaturlige Ordning af de

paagjældende Forhold, og den faktiske Fjærnelse fra Dan-

mark, som er den uundgaaeUge Følge af en saadan Tinge-

nes Orden. Herom er det, at Kampen drejer sig, og denne

Kamp, vigtig og betydningsfuld om ellers nogen, maa fort-

sættes — med ærlige Vaaben ønske vi, men med Opbydelse

af alle Kræfter — . indtil Kampens Aarsag er hævet.

Og dette er da den første Forhaabning: at det

slesvig-holstenske Propaganda-Sagn maa blive

realiseret i den danske Literatur, i den Betydning,

at danske Skribenter maa forene sig — her, hvor det ikke

gj ælder nogen politisk Partisag. men et Nationalanliggeude —

om at opklare. vedHgeholde, styrke hos deres Medborgere

Bevidstheden om Nationahtetens Betydning og Bet og til-

bagevise ethvert Attentat derpaa. Naar Historikeren og

Statistikeren, Statsretslæreren og Politikeren, Granskeren i

Skandinaviens Oldtid og Sprog fremstaa, i Forbund for Fæ-

drenes Land og Sprog og begges Selvstændighed og Ære,

som Nationens Organer og aandelige Førere, idet hver fra

,


110

sin Side belyser Forholdene i deres Sandhed :

da vil en na-

tional Stemning kunne ventes at danne sig, vaagen og stærk

til at gjøre antinationale Partibestræbelser til Intet.

Imidlertid følger det af Sagens Niitur, at Ordet, —

naar nye Impulser ikke komme til, — vil ogsaa her efter-

haanden mattes. Det ligger tilmed ikke i den danske Ka-

rakter at ville trænge igjennem ved idelig og idelig Gjen-

tagelse af det engang sagte; og jo stærkere den alminde-

lige Bevægelse har været, desto mere er det at befrygte,'

at Ordets Rolle vil om ikke lang Tid være udspillet for

det Første. Skal derfor Noget af Varighed udrettes, da

maaNidkjærheden vise sig „ikke blot i Ord og med Tunge,

men ved Gjerning og i Sandhed;" — det er Gjerning,

der maa træde til baade som Vidne om Sindsstemningens

Alvor og Oprigtighed og som Middel til at betrygge Frem-

tiden. Saaledes have de danske Patrioter i Slesvig ikke

ladet det bero ved et Ord nu og da, som Lejligheden faldt,

men de have gjennem en lang Række af Hindringer vidst

at begrunde et vedvarende Organ for den danske Folkesag

i Bladet „Dannevirke", — denne Gjenstand for et poten-

seret Had fra det slesvig-holstenske Partis Side; og ligesaa

vel betænkt har den slesvigske Forening anlagt sin Virksomhed

til dansk Læsnings Udbredelse i Slesvig. Med

disse Eksempler er Vejen anvist, som alene kan føre til

Maalet: ikke en Propaganda, men enKonservanda

for dansk Sprog og Nationalitet i Slesvig.

Vistnok blive de stærkeste Indsigelser, de heftigste

Invektiver fremførte mod enhver Virksomhed i denne Retning

fra dansk Side: ..Slesvig-Holstenerne, hedder det, —

„bekymre sig jo aldeles ikke om Kongerigets Anliggender;

de ønske tværtimod Intet mere, end at de kunde blive saa


111

lykkelige at turde betragte dem som ganske uvedkommende

det er derfor ubegribeligt, hvad der skulde beføje Konge-

rigets Beboere til at indblande sig i Hertugdømmets indre

Forhold. Og hvor skjønt vilde ikke Alting udjævne sig,

naar ikke det nordslesvigske Folk bestandig blev opvakt

og ansporet nordfra! Den tyske Embedsklasse vilde ikke

møde den Fortrædigelse og Modvilje fra Folkets Side. for

hvilken den nu er udsat, og istedetfor de forargelige og op-

hidsende Scener, som nu falde for, vilde Rivningen imel-

lem det tyske og det danske Element, overladt ligesom til-

forn til den historiske Udvikling, paa umærkelig Maade

gaa sin Afgjørelse imøde." — Det er et Forlangende, som

overrasker ved sin Naivitet, at Danmarks Folk skulde for-

holde sig roligt ved at se Danskheden forurettet og forfulgt

paa Slesvigs Grund, medens der aldeles ikke gives noget

tilsvarende Forhold i Danmark, som skulde kunne opfordre

Slesvig-Holstenerne til lignende Medvirken. Men iøvrigt

maa det indrømmos. at det slesvig-holstenske Parti ikke

bedre kunde sikre sig Sejren over den danske Nationalitet,

end om det kunde lykkes endnu i nogle faa Aartier at holde

Skillerum oprejst imellem de Danske Syd og de Danske

Nord for Kongeaaen og skræmme enhver Medvirken fra

disses Side tilbage som ubeføjet og paatrængende Indblan-

ding. I sig selv nemlig — hvad klinger vel smukkere og

liberalere end at lade Kampen imellem Tyskhed og Dansk-

hed inden Landets Grænser udkæmpe sig selv? — men,

vel at mærke, dersom de Kæmpendes Vilkaar vare ordnede

paa nogenlunde ligelig Maade og ikke s aa modsat alle Regler

for ridderlig Kampfærd, at Tale om gjensidig Kæmpen

kun klinger som Spot. Thi man gjøre sig disse Forhold

nærværende og beskuelige: i et Land, hvor en dansk Be-

;


112

l'olkning tinder sig ligeoverfor en talrig, formaaende. i alle

Forhold indvirkende Embedsstand, som uden Hensyn til

tysk eller dansk Fødsel har erholdt en udelukkende tysk

Dannelse fra det første til det sidste Trin, saa at man

næppe engang kan fortænke den i, at Interessen er bleven

udelukkende tysk. og at den. — saaledes som Forholdene

nu engang ere. — antager en mere eller mindre fjendtlig

Karakter imod det Danske. Man tænke sig et Land. hvis

halve Befolkning har dansk Nationalitet, den hele Ad-

ministration i de forskjellige Forhold i Stat og Kirke,

den hele Myndighed til at besætte de lavere Embeder og

indstille til de højere, overdragen til et tyskdannet og

tysksindet Regerings-Personale: fra en Statholder, som

offentHg har vedkjendt sig: at han „bestandig har kæmpet

imod Indførelsen af det danske Sprog som Rettergangs-

sprog" (St. T. f. 1840 S. 584), eller fra en Kancelli-Præsi-

dent, der som kongelig Kommissarius i StænderforsamUn-

gen har (for at blive staaende ved dette ene) iagttaget fuld-

kommen Tavshed under den hele Behandling af det danske

Sprog i Stændersalen, der i det kongelige Reskript er be-

tegnet som ,. Krænkelse af de dansktalende Deputeredes

naturlige Rettigheder," — iagttaget denne Tavshed ogsaa

ved den udtrykkelige Appel til Regeringens Organ af den

Deputerede, som var bleven krænket i sin naturlige Ret —

indtil et Medlem af den gottorpske Regering (Etatsr.

Luders), der som Medlem i Komitéen angaaende det kgl.

Reskript. — ikke fyldestgjort ved det i eksklusiv slesvig-

holstensk Aand affattede Majoritets-Votum, — udtaler som

selvanden i Minoriteten med Bestemthed: „at ud over den

nærværende Valgperiode den udelukkende Brug af det tyske

Forretningssprog i Stænderforsamlingen paa ingen Maade

,


113

tør blive forstyrret eller betinget, og at de Valgdistrikter,

i hvilke det danske Sprog er i Brug i Kirker og Skoler,

maa iigesaavel som andre Distrikter, i hvilke dette ikke er

Tilfældet, bekvemme sig til kun at vælge saadanne Depu-

terede i eller udenfor saadanne Distrikter, der ere det tj'ske

Sprog som Forsamlingens Forretningssprog mægtige i den

Grad, der svarer til det almindelige Bedste.*' Man tænke

sig i et Land, hvor 117 Sogne have dansk Kirke- og Skole-

sprog (foruden omtrent 50 Sogne, hvor Dansk er Folkesprog

uden tillige at være Kirke- og Skolesprog), den

hele Lærerstand tysk i Dannelse, Tænkning og Inter-

esse: de lærde Skoler alle tilsammen tyske med tysk Læ-

rer-Personale fra Rektor indtil den yngste Kollaborator,

— den slesvigske Gejstlighed (med Undtagelse af de Dele,

der henhøre til Bispestolene i Ribe og paa Als og staa

under det danske Kancelli), fra General-Superintendenten

indtil den sidste Vikarius, udgaaet fra disse Skoler og fra

dette med ganske faa Undtagelser gaaet over til det hol-

stenske Universitet, — den slesvigske Skolelærerstand hen-

vist, naar de unge Mennesker ikke skylde deres Dannelse

en dansk Anstalt udenfor Hertugdømmets Grænse, til det

tyske Seminarium i Tønder, hvor tarvelig Undervisning bli-

ver meddelt i Dansk som et fremmed Sprog.

Saadan er den danske Nationalitets Stilling i Slesvig,

— en Stilling, der for en Nationalitet er ligesaa uværdig,

som den er unaturhg. Det er uværdigt, naar et Folk

skal se sit Sprog paabydes og paatvinges sine Embedsmænd

som et Onde, skal høre det lemlæstes og mishandles af

dem, der skulde være Mændene til at forædle og uddanne

det, skal være Vidne til, hvorledes det overalt udenfor de

Steder, hvor Lovbudet befaler at bruge det, bliver ringe-


114

ugtet og ignoreret som et plebejisk TungemaaP). Det er

unaturligt, at der ved selve Forholdenes Indretning er

sat en modstridende national Interesse ind imellem Folket

og dets Embedsmænd, — en Modsætning, som ved Natio-

nalitetens Udvikling nødvendig maa føre til dybtiudgri-

bende Ri^-ninger. Det er unaturligt, at den oprinde-

lige sproglige og nationale Karakter skal ved Landets egne

Forhold være dømt til at underkues og igjennem en vaande-

fuld Dødskamp gaa sin Undergang imøde. — unaturligt,

at de administrative Former ere ordnede, som om de vare

lagte an paa indenfra og fra Grunden af at løsgjøre Her-

tugdømmet fra sin politiske Forbindelse med Kongeriget.

Hvor Lidet der. saalænge saadanne Forhold staa ved Magt,

kan være at udrette ved Anordninger, som lyse Fred over

Brugen af det danske Sprog i Rettergangssalene eller i

Stændersalen, falder af sig selv i Øjnene; og medens det

vistnok er én Besynderlighed mere, at der efter den sidste

Fornyelse af Anordningen om Sprogets Brug i Retssager

endnu bestandig mangler et Regulativ for en dansk Sprog-

prøve, der maatte gaa forud for Ansættelse i de Distrik-

ter, hvor dansk Sprogfærdighed skal fordres af Embeds-

mændene, saa vil selv dette være at anse knap som en

') Præsten Lorentzen, — i nærværende Session gjenvalgt som

kongelig Deputeret og Medlem af Komitéen angaaende Reskriptet

af 21de December f. A., — har i sit Sogn i Adelby ved

Flensborg en af de Menigheder, hvor Folkesproget er fremherskende

Dansk, medens Kirkesproget er Tysk. Da i Aaret 1840

et dansk Foredrag blev holdt i Stænderforsamlingen, ytrede

denne Gejstlige: „Det var dog at ønske, at Foredragene i Forsamlingen

bleve holdte i et Sprog, som var forstaaeligt for Medlemmerne;

men han tilstod, at han ikke havde forstaaet

et Ord af den foregaaende Talers Foredrag" (!).


115

halv Forholdsregel, saalænge tilsvarende Foranstaltninger

mangle til at danne en virkelig dansk Embeds-

stand for de danske Distrikter. Gjennem alt det

Rabulisteri og al den anmassende Hovmod, der karakteri-

serer den ovenfor nævnte Komitébetænkning, maa det vist-

nok erkjendes for bevishg Kjendsgjerning, hvad deri er an-

ført, hvor stærkt det end klinger: at „det tyske Sprog er

i Slesvig alle Intelligentes og Dannedes Sprog, af hvilket

de betjene sig i Forhold til hverandre og i Forhold til

Avtoriteterne, medens de i Forhold til Folket tage Hensyn

til dettes Tarv." Men Komitéen har næppe betænkt, hvor

stærkt den med disse faa Ord har skildret den hele Una-

tur, som er paa Vejen til at vinde Borgerret i Slesvig.

Man overveje engang, hvad der ligger i hin Paastand: over

100 Præster forkynde Guds Ord for deres Menigheder i

det danske Sprog, meddele Ungdommen Religionsundervis-

ning i dette Sprog, have Tilsyn med de flere hundrede

Skoler, i hvilke der undervises i dette Sprog, og desuagtet

er „det tyske Sprog alle Intelligentes og Danne-

des Sprog" — ikke fordi disse 100 Præster og derover

skulde staa udenfor Intelligensen og Dannelsen, men som

Prædikanter og Folkelærere ere de at betragte som lejede

Sprogtjenere; de afkaste Folkets Sprog tilligemed Embeds-

dragten, og med deres hele Intelligens ere de tyske af

Liv og Sjæl. Og under slige Forhold vil man mene, at

den slesvigske Befolkning. — dette Folkefærd med det sunde

Blik, den dygtige Dannelse, den stærke Selvstændigheds-

følelse og skandinaviske Kjærnefuldhed, — skulde anse sig

at være i Besiddelse af sin gode, naturlige Ret! Men den

nysnævnte Komité, — sammensat af fem intelligente Mænd

en Gejstlig, et Regerings-Medlem, en juridisk Embedsmand,

8*

:


116

en Advokat, en Sædegaardsejer, — maa man vide Tak fol-

dens Bidrag til at gjøre det indlysende for Alle, hvor det

Onde har sin Rod, hvorfra Reformen maa begynde, naar

en virkelig Retstilstand skal Ijlive opnaaet.

Men saaledes som den dansktalende Befolkning i Sles-

vig for Tiden er omspændt og indsnøret af det tyske Ele-

ment, opfordrer Alt til et Forsvars- og Beskyttelses-

Forbund imellem de Danske i Kongeriget og de

Danske i Hertugdømmet. De Mænd have derforuden

Tvivl den Fortjeneste at have grebet Sagen an paa ret

Maade, som have fremsat Forslag til at danne en perma-

nent slesvigsk Forening, bestemt, — hvad der vel maa lægges

Mærke til, — ikke til at indvirke paa Slesvigerne, men

til at modtage og videre forplante Indvirken fra dem.

Ved hensigtsmæssig Organisation vil Bestyrelsen af en saa-

dan Forening blive det fremtidige naturlige Organ for et

stadigt Samkvem mellem de Danske i Slesvig og deres

Brødre i Kongeriget; igjennem dette Organ ville dansk-

slesvigske Forfattere, som i »Slesvig ere undergivne tyske

Embedsmænds Censur, kunne komme til Orde i danske

Blade; og Forslag fra slesvigske Foreninger til Forholds-

regler og Foranstaltninger, ved hvilke den danske Nationa-

litet kan blive grundigt betrygget, ville gjennem den kunne

blive indførte i den danske Nation, og dér, forsaavidt som

de egne sig dertil, blive Gjenstand for kraftig Understøt-

telse; — jeg vil her som saadanne nævne danske Lære- og

Dannelses-Anstalter af forskjellig Art. Det er ikke umu-

ligt, at Fremtiden har forbeholdt den danske Nationali-

tet en Prøve, sværere end nogen foregaaende, dersom en

tysk Fyrstelægt atter skulde bestige den danske Trone.

Planer om Indlemmelse i tysk Statsforbund og tysk Told-


117

forening ville da vide at gjøre sig gj ældende paa ganske

anden Maade end nu; og skal denne Prøve blive bestaaet

med Ære, da er det forud, at en velordnet og sammen-

hængende Gjerning gjøres behov til at bevare og styrke

Nationaliteten, saavidt som dens Grænser naa. Med Øn-

sket om Grundlægning af en saadan national Virksomhed

være det nysbegyndte Aar indviet!

IV.

Angaaende de oprørske og fra Slesvig forviste Gejstlige.

En Opfordring til Professor Nitzsch, ^)

(1851).

„Der oprandt for Slesvig, hvor Kongens Regering fik frie

Hænder, efterat den sydlige Del var rømmet af de preussiske

Tropper (Juli 1850), Dage ,

som syntes at varsle en lysere

Fremtid. Tillisch, som i Bestyrelses-Kommissionen under Vaa-

beustilstandeu med Preusseren Eulenburg og Englænderen Hod-

ges havde indlagt sig Fortjeneste af den slesvigske Befolkning,

blev som Regeringskommissær udrustet med uindskrænket Blyn-

dighed i Kongens Navn. Toldgrænsen mellem Slesvig og Jyl-

land blev hævet . . ., oprørske og mensvorne Embedsmænd af-

skedigedes og erstattedes ved danske Mænd, og en Sproglinje

blev dragen i Kirke, Skole og Civilbestyrelse. Det var Regen-

burg's stille, men energiske, veloverlæggende og fast gjennera-

førende Virksomhed, der stod bagved. Men det var allerede

en Fortjeneste at lade den mandige Vilje have uhindret Gang

til Trods for Skriget fra tusinde tyske Struber og Penne."

(„Optegnelser." S. 376—77.)

I forrige Maaned har Overkonsistorialraad Nitzsch,

Prof. i Teologien i Berlin, en med Rette højagtet Mand i

') „Berlingske Tidende". 1851. Nr. 107.


118

den teologiske Verden, ladet udgaa en offentlig Opfor-

dring til at komme „de slesvigske Eksulanter,"

navnlig dem af den gejstlige Stand, til Hjælp.

Dersom Prof. Nitzsch havde indskrænket sig til at

paakalde C-irodgjørenheden imod disse Mænd, som med til-

dels talrige Familier for Tiden savne ethvert Udkomme og

have ringe Udsigt til Ansættelse paany i Fremtiden, da

vilde dette have været i sin Orden. Nøden er en mægtig

Forsoner, og mod den Trængende, selv om Trangen er selv-

forskyldt, falder det tungt at gaa i Rette.

Og Prof. Nitzsch kunde være gaa et et Skridt videre.

Han kunde have mindet om en særegen Forpligtelse for

det talende og skrivende Tyskland til at komme de Be-

trængte til Hjælp, mindet om, hvor stor en Andel tyske

Parlamentstaler, tyske Avis-Artikler, tysk Professor-Sofistik

og Advokat-Politik, anlagt paa at fordreje Sandheden, for-

virre Omdømmet, opflamme en eksalteret Fanatisme, have

i den Elendighed, der er brudt ind over saamange uskyl-

dige Hoveder. Ogsaa i dette Tilfælde vil Forsørgelses-

pligten paaligge Forføreren.

Men Prof. Nitzsch har kun berørt det første Punkt

og ikke fundet Anledning til at gjøre Brug af den anden

Betragtning. Derimod har han som „tysk protestantisk

Gejsthg (!)" støttet sin Opfordring paa det Martyrium,

hvormed hine „værdige, retskafne, besindige, de slette poli-

tiske Lidenskaber fjendske Mænd" skulle bøde for deres

priselige Færd: fordi de „have paa en eller anden

Maade givet deres Vedhængen tilkjende, ved Hertugdømmernes

miskjendte Rettigheder og ved den

tyske Nationalitets Goder, imod et mægtigt dansk

Partis Indlemmelsesplan." Ja, hvad mere er, —


119

ifølge „de nyeste Forholdsregler at paatvinge

ganske eller overvejende tyske og frisiske Menigheder

dansk Kirke- og Skolesprog"' formener Prof.

Nitzsch, at man „maa komme til den Overbevisning,

at der ligeoverfor Gejstligheden (i Slesvig) ikke

har været Spørgsmaal om Andet end at straffe

Modstanden imod uretfærdig Danisering af Lan-

det." Saaledes slutter Professor Nitzsch som „tysk prote-

stantisk Gejstlig." Altsaa — det er „værdige, retskafne,

besindige, slette politiske Lidenskaber tjendske Mænd,"

som her uden Skyld skulle af den danske Regering blive

holdte borte fra Fædreland og Hjemstavn, og hvis Embe-

der ere bortgivne til Andre, uden anden Grund end for

derved at gjøre ryddeligt for en Danisering af den tyske

Del af Slesvig.

Det er altid en Fordel for den Anklagede, naar falske

Fremstillinger, løse Paasagn, hadefulde Sigtelser, der som

anden Selskabelighedssladder føres Verden omkring fra

Blad til Blad, blive optagne af en navngiven Mand, til

hvem man da kan holde sig som vederhæftig og indestaa-

ende for sit Ord. Vi tage altsaa Prof. Nitzsch paa Ordet;

og skulde disse Linier komme ham fur Øje, — og hertil

forekommer det os, at den tyske Avisliteratur bør være behjælpelig

— , da er det vort Ønske, at han deri maa tinde

Opfordring som Mand af Sanddruhed og Ære til at for-

søge en Retfærdiggj øreise imod vor Paastand: at han her

ikke har skrevet, som det saadan Mand egner og anstaar.

Det er to Bemærkningep, der paatrænge sig ved Læs-

ningen af Prof. Nitzsch's Antydning af Forholdene.

Den ene er den: at man skulde tro, at Tyskerne, og

navnhg Preusserne og Berlinerne, havde henlevet de tre sidst-


120

forløbne Aar i fuldkommen idyllisk Roligheds- og Uskyl-

dighedstilstand, at de vare Folk. der intet kjende til Mytteri

eller Opror eller Borgerkrig, ikke vide Besked om

Belejrings -Tilstand, om Behandlingsmaaden ved „Pul-

ver und Blej."' om politiske Processer osv. Derfor kunne

de aldeles ikke gjøre sig noget Begreb om Tilstanden i et

Land. som ved tyske Taler, tyske Penge, tyske Vaaben er

blevet holdt i Oprør paa tredje Aar. Og naar den danske

Regering tager Forholdsregler imod Oprørets Ledere og

Befordrere. da staa slige Forholdsregler for dem som et

Barbari uden Eksempel og Sidestykke; med en vis helhg

Enfoldighed vide de ikke at forklare sig den simple Sag.

at der nægtes endel slesvigske Jurister og Advokater. Præ-

ster og Skolelærere Tilladelse til at vende tilbage til Sles-

vig, uden som en tyrannisk Forfølgelse af fromme uskyl-

dige Mænd.

Vi tillade os dog at forudsætte, at Prof. Nitzsch kjen-

der noget til den Stilling, som en stor Del af den

slesvigske Gejstlighed og Skolelærerstand har

indtaget til det holstenske Oprør, om ikke af andre

Kilder saa dog af de Materialier. ved hvis Udgivelse

Provst Nielsen har sat Samtid og Eftertid istand til at

bedømme disse Gejsthges Færd: hvorledes den nævnte

,.værdige og retskafne Mand. "''»i Spidsen for et Antal Em-

bedsbrødre, uden Tvivl af lige ^'ærdighed og Retskaffenhed,

har søgt Skjul bag den forl)rydersk opspundne og anvendte

Fabel om Hs. Maj. Kongens Ufrihed; hvorledes han,

støttende sig til dette Opspind, har formastet sig til at

stille imod den kongelige Proklamation til Insurgenttrop-

perne, hvorved de mindedes om den svorne Ed og advare-

des imod at besudle deres Vaaben med Skampletten af et


121

aabenbart Forræderi, en Forklaring, rettet til Soldaterne,

der gik ud paa at vise, at disse netop ved den aflagte Ed

bleve tvungne til at føre Vaaben imod Kongens Armé, og

at det maatte staa til „enhver Soldat, naar han vil holde

sin Ed, selv at afgjøre, hvor Retten og hvor Uretten er,''

om paa Kongens eller paa det saakaldte Statholderskabs

Side; — hvorledes de samme Gejstlige senere, efterat

Landsbestyrelsen for Slesvig var indsat i Hs. Maj. Kongens

Navn, skriftlig erklærede : fremdeles som før „ikke at kunne

anerkjende nogen anden retmæssig Øvrighed end Stathol-

derskabet," erklærede Landsbestyrelsen for en Avtoritet,

der førte Regeringen „i en fjendtlig Konges Navn," og i

Henhold til denne Erklæring haardnakket vægrede sig ved

efter Landsbestyrelsens Paalæg at gjenoptage den kirkelige

Forbøn for „Hs. Maj. Kong Frederik den 7de".

Grev Eulenburg ytrede i denne Anledning i sin

sammesteds meddelte Skrivelse til Provst Nielsen: „For

Guds og Samvittighedens Skyld at prædike Oprør kan jeg

ikke opfatte anderledes end at gjøre Kristus til Syndens

Tjener; — dersom d'Hrr. havde betænkt, at der i den

hele preussiske Stat bliver bedet for Kongen af Preussen,

uden at det falder Nogen ind at bede for Hertugen af

Pommern eller Markgreven af Brandenburg, da vilde det

være blevet dem klart, at her alene foreligger et statsret-

ligt Spørgsmaal, som paa Prædikestolen hverken bliver af-

gjort eller bortgivet; men Opsætsighed imod en Øvrigheds-

anordning vil bære tusindfold ond Frugt, medens det for-

trinsvis er de Gejsthges Phgt at gjøre Udsæd til god

Frugt." Det er vistnok muUgt, ja det er vel endog sand-

synligt, at Prof. Nitzsch i Modsætning til Grev Eulenburg

finder den hele Fremgangsmaade at være aldeles i sin Or-


den og overhovedet tinder det holstenske Oprør udgaaet

af og ført i den skjønneste kristelige Aand. Det er jo

unægteligt, at Oprørets Anstiftere og samtlige Deltagere

derved „have givet deres Vedhængenhed ved Hertugdøm-

mernes (som de mene) miskjendte Rettigheder og den tyske

Nationalitets Goder tilkjende.'' Og er det ikke, som om

denne Vedhængenhed gjælder Prof. Nitzsch som Lovens

hele Fylde og Indbegreb, som om det ikke skal komme i

Betragtning, i hvilken Skikkelse denne Vedhængenhed kom-

mer til at ytre sig, selv om det skulde være som det, der

efter den almindelige Moral gaar under Navn af Landsfor-

ræderi og Mened? Da Kotzebue i Foraaret 1819 faldt

for en tysk Sværmers Snigmorderhaand, mente en berlinsk

Professor i Teologien (iøvrigt en Mand af den ædleste Ka-

raJitér) i denne Gjerning at kunne se „ein schones Zeichen

der Zeit"; — thi det var ligeledes „Vedhængenhed ved

Tysklands miskjendte Rettigheder og den tyske Nationali-

tets Goder,-' der gav Sand Dolken i Haanden; hvorfor

skulde da det holstenske Oprør ved en Smule berliner-

professorhg Kunstfærdighed ikke kunne gjøres til „ein scho-

nes Zeichen der Zeit-'?

Men her er Tale om noget ganske Andet end om

Prof. Nitzsch's individuelle Smag og Sympati. Talen er

om Bedømmelsen af den danske Regerings Forholdsregel:

at holde de mest kompromitterede Slesvigere, navnhg sles-

vigske Præster, ude af Landet. Og vi tillade os da at op-

fordre Prof. Nitzsch til at erklære, hvorpaa han støtter

„sin Overbevisning" : at denne Forholdsregel ikke er tagen

derfor, fordi disse Mænd betragtes som de, der have brudt

deres Ed eller svigtet deres Kald, som de, der have be-

nyttet deres Stilling til at nære Oprørsluen ved en Slags


123

hellig Olie af egen Tilberedning, som de. der ere farlige

for Landets indre Fred og Sikkerhed, men at det kun

skulde være Regeringen derom at gjøre „at straffe dem

for Modstand imod uretfærdig Danisering af Landet." Os

forekommer denne Udtydning vel at røbe en inderhg ond

og hadefuld Vilje, men forresten — overfor de foreliggende

Kjendsgjerninger — at være omtrent meningsløs. Thi Prof.

Nitzsch vil dog maaske finde Betænkelighed ved at paastaa,

at Oprør af tyske Undersaatter imod en ikke-tysk Lands-

herre skal falde ind under en ganske anden Kategori, end

Oprør af tyske eller ikke-tyske Undersaatter mod en tysk

Landsherre; Prof. !Nitzsch vil formodenlig dog indrømme,

at der for den danske Regering overfor det holstenske Op-

rør maa gjælde den samme politiske Lovbog som for den

preussiske, den saksiske, den badenske, den østrigske Re-

gering under hge Forhold. En Sammenligning vil alene

tjene til at vise, at der er Lemfældighed hist, medens der

er Strænghed her. Der er i Slesvig hidtil ikke blevet an-

lagt nogen politisk Kriminalsag; men naar en Ædderbyld

er bleven nogenledes udrenset med Livsfare for Patienten,

indpoder man dog ikke Giftstoffet paany i Legemet. Saa-

vidt om det ene Punkt.

Hvad nu for det Andet angaar selve Beskyldningen:

at „dansk Kirke- og Skolesprog skulde paatvinges

ganske eller overvejende tyske eller frisiske Me-

nigheder," da har en anden berømt tysk Gejstlig nylig

fremsat den samme Paastanu. Provst Harms har i et

„aabent Brev til Prof. Hengstenberg i Berlin," (som har

havt moralsk Mod nok til allerede tidligere at fælde en

ganske anden Dom om den tysk-slesvigske Gejstligheds

Handlemaade under Oprøret), berettet for lettroende Læsere

:


124

at ,.deii danske Regering paabyder i Slesvig Gudstjeneste

i dansk Sprog i sydslesvigske Menigheder, hvor ingen Sogne-

mand forstaar Dansk." Men Provst Harms er, som be-

kjendt, en Krafttaler, som har opnaaet et Slags Privilegium,

— vi kjende dette ogsaa hertillands. — paa at lade staa

til med store og stærke Ord. uden at man derfor tænker

at tage ham paa Ordet. Enhver sér. hvor let den gamle

Mand her har gjort det at lade sig tage i haandgribelig

Usandhed (man tænke sig: ,.hvor ikke én Sognemand

skulde forstaa Dansk!"); men denne Mand har saa

længe og saa tidt brugt Ord og Pen saa vel i andre Ret-

ninger, at det tør haabes. at han ikke vil blive kaldt til

Regnskab for ethvert — mer end unyttigt Ord. han har

tilladt sig. Prof. Nitzsch derimod er en Mand, der plejer

baade at tælle og at veje sine Ord, og desaarsag vil han i

Almindelighed antages at staa til Troende ogsaa i en Sag

af denne Natur. Til ham ville vi derfor holde os.

Prof. Nitzsch vil, hvor højt han end anslaar „Vedhæn-

genheden ved den tyske Nationalitets Goder," dog maaske

indrømme, at ogsaa andre Nationaliteter med selvstændigt,

frodigt Liv have overfor den tyske Krav paa lige Haand-

hævelse og Pleje. Prof. Nitzsch vil ventelig endvidere ind-

rømme, at Slesvig er et Land, hvor dansk og tysk Natio-

nalitet staar saaledes overfor hinanden, at begge Sprog ta-

les omtrent af en lige stor Del af Befolkningen. Og ende-

lig vil Prof. Nitzsch vel ogsaa finde det baade naturligt og

retmæssigt, naar den danske Regering over Slesvig ikke

lader den danske Nationalitet stifmoderligt behandles, ja

aabenbail forurettes og mishandles af den tyske.

Hvorledes Forholdene i denne Henseende have været

i Slesvig, burde ikke være Prof. Nitzsch ubekjendt. Vi


125

skulle ogsaa her henvise til en Kilde, som Prof. Nitzsch

næppe vil vrage: „Versuch einer kirchlichen Statistik des

Herzogthums Schleswig, von J. N. A. Jensen, Pastor zu

Gelting," en tyskdannet og tysksindet Mand, men med

Respekt for historisk Sandhed. Af denne Bog følge her

nogle Eksempler af Nationalitetsforholdene i

Slesvig før 1848; de have oftere tilforn været anførte,

men overfor tyske Fantasier og Sandhedsfordrejelser tør

man ikke trættes ved at gjentage den historiske Virkelig-

hed atter og atter.

I Haderslev, hvor omtrent ^/4 af Befolkningen er

dansktalende, ^4 tysktalende, var den danske Gudstjeneste

bleven fortrængt fra Hovedkirken, i hvilken Gudstjenesten

saaledes var rén tysk, henlagt til Hospitalskirken og ind-

skrænket til en Froprædiken (I. 146). — I Aabenraa og

i Sønderborg, hvor den danske Befolkning er endnu

mere overvejende, var Hovedpræsten og Hovedgudstjenesten

tysk; den danske Gudstjeneste besørgedes af en Diakonus

og var henlagt til Eftermiddagen, om Sommeren til Morge-

nen; i Aabenraa brugtes tillige tyske Salmebøger til

den danske Prædiken (I. 246, 320); Skolesproget var i

disse Byer udelukkende tysk. — I Tønder, hvor „det

danske Sprog er fremherskende i det daglige Liv, var

Skoleundervisningen tysk;" Formiddagstj enesten var stedse

tysk og den danske Gudstjeneste var efterhaanden bleven

indskrænket til en Eftermiddagsgudstjeneste hver anden

Søndag (II. 363, 68). — I Flensborg, hvor „Borgeren

endnu taler Dansk med Landmanden, naar denne bliver

ved sit Sprog" (I. 22) og hvor det senest har vist sig,

hvor betydeligt det danske Element er, var ingen dansk

Skole, og en dansk Præst, som var ansat ved Siden af


126

seks tyske Præster, var alene Prædikant, medens de

kirkelige Forretninger: Daab, Brudevielse, Begravelse vare

henlagte til tyske Kirker og tyske Præster (III.

888. 90). — I det hele Angel, hvor ^de Voksne endnu

tale indbyrdes Dansk, jo mere man kommer mod Nord,

medens i det sydUge Angel Børnene ikke mere forstaa

Dansk" (I. 21). var Kirke- og Skolesproget udelukkende

tysk (III. 843). — ,.Imellem Tønder. Bred-

sted og Flensborg er der 16 til 20 Sogne med en Be-

folkning af 15— 17,000 Indvaanere, hvor Børnene, naar de

komme i Skole, først maa beg}'nde at lære et Sprog, som

er dem ganske fremmed (det tyske); hvor stor en Hindring

og Ulempe dette er, falder i Øjnene" (I. 29). —

„I Ladelund (Tønder Amt) ere Beboerne danske, og Bør-

nene forstaa ikke tysk. naar de komme i Skole, hvor Un-

dervisningen skal ske paa tysk, ligesom der ogsaa i Kir-

ken blev sunget tysk og for det meste prædiket tysk; dog

hver fjerde Søndag dansk" (II. 468). — ,,I Karlum

(Tønder Amt) er Skoleundervisningen tysk. endskjøndt

alle Børn tale dansk; ogsaa Kirkesproget er i Reglen

tysk, naar ikke Præsten nu og da vil holde en dansk

Prædiken" (II. 480). — ,.I Braderup (Tønder Amt)

er Sproget dansk, Børnene forstaa intet tysk Ord,

naar de komme i Skole, hvor der undervises paa tysk,

ligesom der ogsaa bliver prædiket paa tysk (IL 477).

— „I Middel by (Tønder Amt) er Omgangsproget dansk,

Kirke- og Skolesproget tysk. Børnene forstaa ikke

tysk, førend de komme i Skole. Af og til bliver der og-

saa prædiket dansk" (II. 464). — „I Landsbyerne Stadum,

Achterup, Sandacker (Leck Sogn i Tønder Amt)


127

er Sproget dansk, og det Tyske er for det meste Bør-

nene ganske ubekjendt, førend de komme i Skole;

Kirke- og Skolesproget er Højtysk" (II. 489).

Disse Træk, som kunne forøges med mange flere, give

et omtrentligt Begreb om denMaade. hvorpaa de holstenske

Herrer have behandlet den danske Na-

tionalitet i Slesvig. Det er en Tilstand, som ikke kan

være Prof. Nitzsch ubekjendt; men skulde han ikke just som

„protestantisk GejstHg" erkjende, at der her er Noget, som

ikke kan kaldes med andet Navn end en „uretfærdig G e r-

manisering," Noget, som netop tyder paa „en Indlem-

melsesplan af et mægtigt tysk Parti. I alle Tilfælde var

det en mærkværdig Tilstand, saameget mærkværdigere, som

det ved kgl. Reskript af 15de Decbr. 1810 var paabudt

„efterhaanden at indføre det danske Sprog ved Gudstjene-

sten, Skoleundervisningen, Rettergangen og alle offentlige

Anliggender i de Egne, hvor det tales." Men hvad de i

Kiel dannede Embedsmænd ikke lærte, var Lydighed imod

Kongens Bud. Det var et stille Embedsmands-Oprør, mange

Aar førend det brød aabenbart frem. Og dog — hvorledes

skrege ikke dengang Holstenerne, og hvorledes skreg ikke

hele Tyskland efter dem over Danisering og dansk Propa-

ganda-Væsen, naar man fra dansk Side søgte efter ringe

Lejlighed at sætte en Smule Grænse for Forurettelsen og

Fortrykkelsen af den danske Nationalitet!

Vi vove dog at henstille det — om ikke just til tyske

Professorer saa til tyske baade Statsmænd og Lægmænd,

om ikke en Regering vilde svigte sin PHgt, dersom den

ikke ilede med at raade Bod paa nogle af de groveste

af slige Rets- og. Æreskrænkelser, ved hvilke den ene


128

hidtil begunstigede Nationalitet har tilladt sig at nedtrykke

og forkue den anden forhen tilsidesatte. Og hvorledes,

i hvilken Aand. ved hvilke Midler er den danske Regering

vel herved gaaet frem? Vi svare: netop modsat de hol-

stenske Herrers Fremgangsmaade. Man har intetsteds

tilladt sig Fortrængelse af det Tyske; man har

søgt at hjælpe det Danske til sin Ret, hvor der

fra tysk Side er blevet arbejdet paa at fortrænge

det, men uden at det er lykkedes. Det er Anklage-

ren, hvem Beviset for det Modsatte paaligger.

Prof. Nitzsch har imidlertid intet bevist; han har

kun anklaget og beskyldt; han paastaar, at „dansk

Kirke- og Skolesprog bliver paatvunget nogle ganske eller

overvejende tyske og frisiske Menigheder." Det forekom-

mer os, at en Mand af Sanddruhed og Ære ikke kan tale

saaledes i en Sag, hvor Ordene indeholde en Uretfærdig-

heds-Beskyldning imod en fremmed Regering, og hvor de

kun ere skikkede til at opflamme et nationalt Had, — uden

at have Beviser i Baghold for sine Beskyldninger. Vi stille

altsaa endnu en Opfordring til Prof. Nitzsch. Vi

opfordre ham til at godtgjøre : at der findes noget eneste

Sogn i Slesvig „ganske" tysk eller frisisk, hvor dansk

Kirke og Skolesprog er befalet indført, og at i de Sogne,

hvor Dansk og Tysk bruges i Folkesproget mellem hin-

anden, ikke begge Sprog ere bibeholdte som vekslende

til kirkehg Brug og begge indtil videre bibeholdte i Skolen.


129

V.

Til Vurdering af Angriberne af Regeringens Sprog-

foranstaltninger i Slesvig ^).

(1860).

„Konferensraad Raasløff var Anfægteren. Han optraadte

— først anonym under Bogstavet E,., derefter pseudonym

(„Theofilus"), tilsidst under Navn, — paa Hjemmetyskeriets

Vegne.« („Optegnelser." S. 472).

Ved at gjennemløbe Forhandlingerne i den sidste sles-

vigske Stænderforsamling angaaende Sprogsagen stødte jeg

paa følgende Betragtning (Side 973). fremført af en af

Danskhedens ivrigste Modstandere, Hr. Hansen fra

Grumby

:

„En anden „Fiktion", hvor den gode Tro allerede sy-

nes mere tvivlsom, bestaar i, at man skiller Sproget fra

Mennesket og af det ligesom danner en moralsk eller endog

juridisk med Rettigheder og Pligter udrustet Person. Ad

denne Vej kommer man til at betegne de trufne Forholds-

regler som „en Gjenindsættelse af det danske Sprog i dets

naturlige Rettigheder." — Da vi ikke tør gjøre nogen For-

dring paa filosofiske Anlæg, overlade vi den nærmere kri-

tiske Belysning af denne Abstraktion til Folk af Faget.

Naar vi desuagtet have vovet med Hensyn til denne at

betjene os af Benævnelsen „Fiktion," saa have vi derved

maattet stole paa vor jævne Menneskeforstand. løvrigt er

der i den slesvigske StænderforsamUng af jævne Land-

brugere allerede sagt Alt, hvad vi maaske endnu kunde

tilføje."

Disse Ord ere, som allerede sagt, vel fremførte af Hr.

1) „Dagbladet", 1860. Nr. 132—133.


130

Hansen-Gnimby, men de ere ikke Hr. Hansens men en

anden Mands Ord. Saa meget mindre vil det være

overflødigt, naar deres Indhold bliver undergivet en nær-

mere Prøvelse. Hr. Hansen-Grumby har nemlig hentet

disse Betragtninger fra et Skrift, som ogsaa er blevet taget

til Indtægt af en anden med Hr. Hansen fuldt sympati-

serende Stænderdeputeret, Raadmand Thomsen fra 01densworth

(S. 959). Det citerede Skrift er først kom-

met til min og vel til de fleste danske Læseres Kundskab

ved de Yaaben. det har givet Danskhedens bitreste Mod-

standere i Hænderne ^). Den sidstnævnte Deputerede hen-

viser til denne Kilde som et Skrift, han „overhovedet gjærne

vilde anbefale alle Deputerede og alle Folk i Slesvig," som

det. der „giver en rigtig Anskuelse af Forlioldene i Lan-

det" (S. 360), og han føjer til, — formodentlig for at give

sin Anbefaling større Vægt. — at det „tillægges den

nuværende Minister for Holsten." Den sidste Insi-

nuation fortjener dog næppe større Tiltro end den første

Anbefaling. Imod Hr. Thomsens Formening: — „jeg tror,

at han ogsaa har skrevet det, saalænge man ikke overbevi-

ser mig om det Modsatte" — har Enhver Ret til at stille

sin modsatte Mening, indtil dens U/igtighed bliver bevist.

Og denne Mening turde have vel saa Meget at støtte sig

til som Hr. Thomsens, naar det betænkes, at den nuvæ-

rende Minister for Holsten engang har været Minister for

Slesvig og umulig dengang, da denne Post blev betroet

') Det anonyme Skrifts Titel er: „Die Schleswigsche Sprachsache,

betraclitet vom Standpunkte der Gesetzgebung

und Politik. Von Theophilus. Kopenhagen 1858."

— Det har sin gode Betydning, at Forf. har valgt det tyske-

Sprog til at skrive om Sprogforholdene i Slesvig.

I


131

ham, har kunnet vedkjende sig Maksimer, der endog blot

have nærmet sig til Indhold og Tendens af nærværende

Skrift, som har Hr. Hansen-Grumby's og Hr. Thomsen-

Oldensworth's udelte Bifald. Ogsaa nu maa de Mænd, som

Dannelsen af Februar-Ministeriet skyldes, sikkert have væ-

ret langt borte fra nogen Tanke om, at Skriftet, som her

er taget til Indtægt, skulde have „den nuværende Minister

for Holsten" til Forfatter.

Men uden alt Hensyn enten til Hr. Thomsen-Oldens-

worth's Anbefaling eller til Hr. Hansen-Grumby's Anven-

delse eller til det formodede Forfatterskab kan den Tanke,

som her er gjort frugtbar til at bestride Retmæssigheden

af Regeringens Foranstaltninger for „Gjenindsættelsen af

det danske Sprog i dets naturlige Rettigheder,'' fortjene en

nærmere Drøftelse. Der gives som bekjendt Saadanne

iblandt os, som, til Trods for Tyskeriets lange paa Belæ-

ring og Advarsel rige Historie i Danmark, ere begavede

med et saa uforstyrreligt Forsonligheds-Flegma, at de endnu

bestandig kunne taaUg tage imod selv de allerstærkeste

Doser, tysk Selvfølelse formaar at byde. Det koldblodige

Temperament gjør dem villige til at laane Øre til ethvert

Udbrud af slesvig-holstensk Forbitrelse over at se Fortysk-

ningsarbejdet dennesides Ejderen paa én Gang standset

i dets bedste Fart, medens de derimod aldrig have havt

Øje, Øre eller Hjærte for den himmelraabende Undertryk-

kelse af Modersmaalet paa dets egen hjemlige Grund; og

fra det ophøjede, fra national Bornerthed frigjorte Upar-

tiskheds-Standpunkt trække de paa Skuldrene ad enhver

alvorlig Forholdsregel, beregnet paa lidt efter lidt at bringe

Danskheden paa Fode i Slesvig. Disse Personligheder,

mandlige og kvindehge, ville tinde en velkommen Formule-

9*


132

ring for deres egen Tankegang i den indholdsrige og let-

anvendelige Sætning, der her bydes dem af „den jævne

Menneskeforstand:" ..Det er en Fiktion at skille Sproget

fra Mennesket!"

En Smule „kritisk Belysning," — hvortil der dog al-

deles ikke kræves „filosotiske Anlæg." — vil imidlertid

„den jævne Menneskeforstand" ikke med Billighed kunne

have Noget imod.

Skulde der nogensinde paakomme en Nation den sæl-

somme Lyst at nlle opgive sit Modersmaal og ombytte

det med et fremmed Sprog, da er det klart, at, saavist som

Sproget er til for Mennesket, ikke omvendt Mennesket for

Sproget, saavist maatte bemeldte Nation være i udisputér-

lig Ret til at foretage hvilkensomhelst Sprog-Bytning, der

falder i dens Smag. Man tage engang til Eksempel

Czecherne eller Polakkerne! Sæt. at disse Folk dels

ved den østrigske og den preussiske Regerings energiske

Behandling af den bøhmiske og den polske Nationalitet, dels

ved den tiltrækkende Forbindelse med de tyske Naboer, —

denne Nation, som efter den polske Stænderdeputerede

Bentkowsky's Ord i den preussiske Stænderforsamling „be-

standig synger: „mein Vaterland musz groszer sein," og

fortæres af Higen efter at spille Herre allevegne, at gjøre

sig Andre underdanige, at annektere." — skulde blive

bragte til den Erkj endelse, at Tyskerne dog i Grrunden „ere

Civihsationens eneste Bærere," at det tyske Sprog er be-

stemt til at være Intelligensens Universalsprog, og at de

i Kraft af denne Erkj endelse skulde blive enige om at

fremskynde deres Civilisations-Proces ved at ombytte deres

Modersmaal med Tysken. De slaviske Tungemaal vilde da,

overfor en saadan Nationalvilje, en saadan radikal Beslut-


133

ning, have tabt deres Sag tilligemed deres Sagfører. Thi

Sagføreren er her netop at søge i Menneskene, som leve og

færdes i Tungemaalet. Det czechiske og det polske Sprog

vilde fra den Tid af have ophørt at leve; de vilde fra nu

af være indskrevne i de Dødes Tal, og den nye Verdens

døde Sprog vilde ikke have anden Ret end den, som den

gamle Verdens have vidst at haandhæve: Ketten til at stu-

deres som døde Sprog, efter som Literaturen, hvortil Spro-

get fører, kan formaa at sætte Videbegjærligheden i Be-

vægelse. Forsaavidt altsaa er det en uimodsige-

lig Sandhed: ..det er en Fiktion at ville skille

Sproget fra Mennesket."

Men en saadan Skilsmisse-Akt imellem et Folk og dets

Sprog er selv „en Fiktion*'. Den jævneste Menneskefor-

stand vil let overbevise sig derom. Der er ikke blot sør-

get derfor, at „Træerne ikke vokse op i Himlen,-' men og-

saa derfor, at et Folk ikke kan rykke sig selv op med

Rode, ikke kan overskære sin egen Livsnerve ved at bort-

kaste den Sprogform, hvori dets Tanke og Følelse har sit

oprindehge Udtryk. Overalt, hvor et Folkesprog er gaaet

tilgrunde eller staar tilbage som Ruin. ligger der en Hi-

storie af voldsomme Katastrofer foran : enten en Udryddel-

seskrig, hvor en fremmed Folkestamme har gjort sig til

Herre over Landet, har fortrængt det oprindelige Sprog

med de oprindelige Beboere, eller en Forening af langsomt

Tryk og underfundige Operationer, hvorved det efterhaan-

den kan lykkes at gjøre et Folk troløst imod sig selv og

sine Fædres Sprog.

Imidlertid, — dersom Udryddelsesværket virkelig er

blevet fuldbragt, eller dersom den lønlige Undergravelse af

Folkesproget har havt den fornødne Tid til virkelig at faa


134

det fremmede Sprog indpodet i det oprindeliges Sted, da

maatte det ogsaa her siges: at Modersraaalets Ret var

tabt tilligemed dets Liv. Skulde den czechiske og den

polske Nationalitet bløde sig tildøde i Kampen imod det

rovbegjærlige Regimente, som, — det er atter Polakken

Bentkowsky's Ord. — „ogsaa vil drage politiske Fordele

af Tyskens Udbredelse." saa vilde det tragiske Drama

være spillet til Ende. Der vil kunne oprejses Kors paa

Graven; der vil være Medfølelse med Svagheden, som

forgjæves har stræbt at holde det Levende ilive: der vil

hvile Fordømmelse over den Stærkeres eller den Snedigeres

Magt. der er bleven anvendt til at kvæle det Levende iste-

detfor at beskjærme og pleje det. Men ligefuldt vilde Sa-

gen ogsaa her være tabt. Sprogets Forurettelse kan kun

hævnes. Sprogets Ret kan kun paatales og haandhæves,

saalænge det bæres af Mennesker, som tænke og tale. læse

og skrive i dette Sprog. Forså avidt viser det sig

atter her som ubestridelig Sandhed: ..det er en

Fiktion at ville skille Sproget fra Mennesket."

Men netop derfor staar Sagen ganske anderledes dér,

hvor det oprindelige Sprog staar i fuld Livsvirkelighed,

bestandig kæmpende med det fremmede Sprog, som er ble-

\et og bliver trængt ind og trængt fremad ved alle de Mid-

ler, som Overmagt og Overmod stiller til Raadighed. Saa-

ledes staar det czechiske Sprog i Bøhmen, det polske i Po-

sen, fuldt berettiget og fuldt rustet til at kæmpe imod det

Tyske. Thi det er endnu bestandig levendeMenneske-

8 pr o g; det lyder fra Folkets Læber og taler til Folket i

Skrift. Altsaa ogsaa her staar Sætningen ved Magt : „Spro-

get kan ikke skilles fra Mennesket." Men ved Anvendelsen

kommer Alt an paa det Spørgsmaal: hvor og hvem


135

er de Personer eller de Dele af Folket, der her

maa betragtes som staaende sammen med Spro-

get med Ret til at tale og handle paa Sprogets

Vegne?

I ethvert Land, hvor Sproget fra en mægtigere Grænse-

nabo arbejder sig ind paa et fremmed Enemærke, spille

Indvandringer en Hovedrolle: af Haandværkere, Handels-

mænd. Jordbrugere, som finde deres Regning ved at op-

slaa deres Pavluner i fremmed Land. men som, istedetfor

at tilegne sig Landets Sprog, hvis Brød de ikke forsmaa,

arbejde som Missionærer for deres eget. Ved dem aabnes

der ligesom Løbegrave for det indtrængende Sprog, og der

beredes foreløbige faste Operationspunkter. Alt efter som

disse Lidvandrede udvide deres Bedrift og afrunde deres

Besiddelser, drage de et større eller mindre Slæb ind over

Grænsen. Der opstaar saaledes fremmede Sprogkolonier,

som vokse ud lidt efter lidt. afsætte Sideskud og blive lige-

saa mange Arnesteder for det fremmede Tungemaal midt

iblandt de Indfødte. Hvad der her bliver forarbejdet ved

frie Kræfter, kan fremdeles gjøre Regning paa al den Un-

derstøttelse, som Forholdene tilstede. — thi hvor megen

politisk Interesse er der ikke knyttet til Sproget, dets Ind-

flydelse og Magt? — ved Ansættelser, Handelsforbindelser,

Undervisningsanstalter i det fremmede Sprogs Tjeneste osv.

Hvor Indplantningen sker fra saa mange Punkter, hvor

Vandingen sker ved saa mange kunstige Kilder, vil Frem-

væksten ikke udeblive. Der vil iblandt de Indfødte selv

ikke fattes dem, der snart finde sig vel tjente med at lade

sig gjøre til Proselyter for derefter med sædvanlig Proselyt-

iver at være de Virksomste til at hverve for det fremmede

Sprog paa Modersmaalets Bekostning. Og er der endelig


136

lørst naaet et Punkt, hvor det Eremmede kan gjøre For-

dring paa at gjælde som det Finere og Fornemmere, som

det. der lettest baner Vej til Fordel og Anseelse, vil den

store Masse af Sløve og Tankeløse saavelsom af betænk-

somme Egoister være vunden. Afhængighed af dem, der

gjælde som de toneangivende, egennyttig Beregning i den

ene eller i den anden Retning, Frygt for at støde de mere

Formaaende vil uden Vanskelighed faa Bugt med den na-

tionale Selvfølelse.

Vi tænke os nu eksempelvis Omstændighederne føje

sig saa, at det preussiskePolen blev udløst af detAag,

der nu tynger paa Indbyggerne, medens Sprogkampen imellem

det Polske og det Tyske endnu var staaende. Mon

„den jævne Menneskeforstand" skulde kunne være i Tvivl

om. hvor den da vilde have at vende sig hen for at finde

de Mennesker, fra 'hvem „Sproget ikke tør skil-

les", — de Personer, som det maatte tilkomme med Ret og

Ære at føre Ordet paa Sprogets Vegne, at paatale dets

krænkede og fortrykte, nu omsider gjenfødte Ret? Den

sunde Menneskeforstand vil søge dem: ikke blandt de

Indvandrede, ikke blandt Magtens lejede Agenter, ikke

blandt troløse Sprogrenegater, ikke i Skarerne, der blindt

gaa i det fremmede Ledebaand; men den vil søge dem

dér, hvor det nationale, polske Sprog har sin rette, natur-

lige og lovmæssige Værge : i den polske Nation og nærmest

iblandt de Polakker, der umiddelbart have staaet Under-

trykkelsens og Forlokkelsens Magt imod, der trofast og

standhaftig have viet sig til Kampen for Modersmaa-

lets Ret.

Sidestykket til Modersmaalets Fortrykkelse og Forløs-

ning staar os umiddelbart nær. Havde det kunnet lykkes


137

Fortysknings-Processen i Slesvig, — ligesaa kunstmæssig

anlagt som rigt begunstiget ved de tyske Elementer i Rege-

ringens egen Midte, — at fortsætte sin Virksomhed ufor-

styrret et Aarhundrede endnu, da vilde efter menneskelig

Beregning det danske Sprog i Slesvig være blevet „skilt

fra Mennesket." Ved Forsynets naadige Styrelse er det

kommet anderledes. Det rænkefulde Spil er blevet afbrudt

saa betimelig, at Danskheden endnu staar til at redde i

Slesvig, saafremt ikke Kortsynethed eller Svaghed vil bringe

Menneskene til at svigte det Kald, der ovenfra er lagt i

deres Hænder. Thi endnu staar det danske Sprog som

levende Menneskesprog indtil henimod Slien. Men

hvor og hvem, — herom drejer Spørgsmaalet sig —

hvor og hvem ere de, der her have Ret til at løfte de-

res Stemme, have en Ret paa Sprogets Vegne, en længe

overset og tilsidesat Ret at paatale i Slesvig? — Dog vel

ikke dHrr. Hansen-Grumby eller Thomsen-Oldensworth

og deres Lige, som mene at kunne gjøre sig til deraf, at

de „aldeles ikke kjende det danske Folkesprog her i Lan-

det" (S. 957)? Dog vel ikke de ridderlige og uridderhge

Indsnyltninger fra alle forskjellige Strøg i Tyskland, hos

hvem tyske Sympatier ere de naturlige, og danske Antipa-

tier ikke kunne være uventede? Dog vel ikke denne am-

fibialske Del af Befolkningen, der endogsaa har tabt Fø-

lelsen for Selvlatterhggjørelsen, naar de med dansk Tunge

anholde om tysk Sprog og „tysk Religion" i den Bereg-

ning, at de og deres Børn ville med begge Dele kunne

komme længst og lettest frem i Verden. — dette bevidst-

løse Værktøj i holstenske Agitatorers Hænder, ved lang

Disciphn vænnet til at eftersnakke og ubeset at underskrive

ethvert Kieler-Fabrikat, der gives dem i Munden eller i

,


138

Pennen? Men overfor disse Personligheder, der enten ere

fremmede for Danmark og Danskhed, eller i hvem ,.Sproget

er blevet skilt fra Mennesket." staar der Andre, som ikke

ville lade sig skille fra det danske Modersmaal; et Sprog,

som det danske, er ikke en dod eller herreløs Ting. Der

staar det danske Folk. Der er for dette Folk ligesaa

lidt sproglige som territoriale Erobringer at gjøre; men der

er fra Tyskland. — som har den specifike Grave at gjøre

alle Nabofolk til politiske Fjender. — erobringssyge Angreb

at trænge tilbage, og opskræmmet af den lange Dvale til

Syn for det, „Aarhundreder have forbrudt og Eftertiden

har at bøde.'' har det danske Folk Ret til at kræve, at

det ædle Sprog skal paa dets egen Bund og Grund op-

hjælpes af Fornedrelsens Stand og gjenindsættes i sin Vær-

dighed. Der staar de danske Slesvigere, som med

beundringsværdig Trofasthed, — svigtede af Regering og

Embedsmænd, uden nogen højere Læreanstalt eller noget-

somhelst Middel til højere Dannelse, i eget Land behand-

lede af tysk Overmod som en Pariakaste, — have værnet

om Modersmaalet: denne Befolkning har Ret til at kræve

fuld Oprejsning for forgangne Tiders Forurettelse. Ikke

mindre vistnok har den tyske Befolkning i Slesvig

sin Ret, — og i denne Ret er der ikke gjort Skygge af

Indgreb — : Ret til at fordre tysk Sprog og tysk Nationali-

tet haandhævet paa samme Fod og efter samme Maal i

den tyske Del af Slesvig. Men i det kritiske Strøg

af Landet, hvor de tvende Sprog bevæge sig om hinanden,

er det en Selvfølge, at det danske maa staa som det, der

bliver støttet og hjulpet fremad, det tyske som det, der

bliver begrænset og holdt tilbage, — af den simple Grund,

at Tyskerne, som „fortæres af Higen efter at spille Herrer


139

overalt." her have spillet denne Eolle med al Herrevældens

Overmod. En dansk Regering vilde s\dgte sit Kald „af

Guds Naade," den vilde paa én Gang forsømme Selvophol-

delsens og Retfærdighedens Krav. dersom den ikke arbej-

dede paa at bringe Danskhedens fortraadte Spii'er i frodig

Vækst. Det er ganske naturligt, at de Grumbyere og de

Oldensworthere finde denne Ombytning af Rollerne lidet

lystehg. selv om Danskhedens Gjenoprejsning sker med et

Maadehold og en Skaansomhed. hvortil Fortyskningens Hi-

storie i Slesvig giver (ligesom i Bøhmen og i Polen) et

slaaende Modstykke. Men for dem, der under ingen Form

kunne forsone sig med denne Nemesis, vil Tilbagetoget

over Ejderen til enhver Tid staa frit og aabent.

Efterdi der saaledes for det danske Sprogs Vedkom-

mende i Slesvig finder en levende og uafbrudt Forbindelse

Sted imellem Sproget og Mennesket,

kunde man være i Uvished om. hvorledes det fra den

unævnte Forfatters Side egentlig er ment med Advarslen

imod den „Fiktion at skille Sproget fra Mennesket." Men

Forklaringen følger. Hr. Hansen-Grum])y har fortsat Cita-

tet af sin Avtoritet saalydende

:

„Der er en tredje og meget yndet Fiktion, nemlig den:

at Beboerne i de blandede Distrikter, der modsætte sig

Indførelsen af det danske Sprog, ikke kunne indse deres

eget Bedste, at de under Fortyskningen ere blevne aande-

lige Krøblinge, og at man derfor maa tage dem i Beskyt-

telse imod deres egen Blindhed. Efter dette Princip om-

vendte man i tidligere Aarhundreder ved Ild og Sværd

Hedningene til Kristendommen, og man gaar endnu den

Dag idag frem paa samme Maade. hvor det gjælder den

store almindelige Kamp imellem Civilisation og Barbari.


140

Men i Slesvig har man dog ikke at gjøre med Vilde. der.

nedsunkne i Eaahed. Overtro og Elendighed, have mistet

Maalestokken l'or Menneskets højere Bestemmelse, men

med Folk. der i enhver Henseende staa paa et forholds-

mæsbig højt Kulturtrin, som endogsaa rage frem navnhg

over deres Standsfæller i Kongeriget, og hvem man paa

samme Tid har givet det kraftigste Vidnesbyrd om Myn-

dighed og Modenhed, idet man ved deres selvvalgte Re-

præsentanter aabnede dem Adgang til at tage Del i den

lovgivende Magt.*'

Altsaa — dette er Anvisningen, som Forf. giver

til en naturlig og retfærdig Løsning af Brydningen imellem

dansk og tysk Sprog: Man skulde — i Kraft af den Sæt-

ning, at „Sproget ikke kan skilles fra Mennesket", rette

omtrent følgende Tiltale og Forslag til selve Beboerne i

de sprogblandede Distrikter, f. Eks. til An gelboerne: I have

ikke alene ofliciel Attest at fremvise for „Myndighed og

Modenhed,"' men det er ogsaa velbekjendt, at I ere ganske

kloge paa „Eders eget Bedste-' og ikke kunne siges at

have „Beskyttelse imod egen Blindhed" behov; og hvad

endelig „Maalestokken for Menneskets højere Bestemmelse"

angaar, hvo skulde vel turde sige Eder paa, at den skulde

være sluppen Eder af Hænderne? Rigtignok har der væ-

ret visse Punkter, vedrørende Forstaaelsen af undersaatlig

Éd og Pligt, f. Eks. om Undersaatternes Ret til at føre

Vaaben imod deres Landsherre, til at dekretere hans Af-

sættelse, til at gjøre Slesvig fra dansk Kronland til tysk

Forbundsland, hvor man ikke har kunnet lade det gjælde,

at I selv skulde have „Modenhed og Myndighed" til at

„indse Eders eget Bedste;" man har tvertimod maattet

søge efter Undskyldning for slemme Fejlgreb i en vis


141

Umyndigheds- og Umodenheds-„Bliiidhed" eller i temme-

lig usikre Begreber om „Menneskets højere Bestemmelse."

Ogsaa i andre Punkter f. Eks. ved Ombytning af Kurant-

mønten til Rigsmønten har man fundet sig nødsaget til at

behandle de formentlig Myndige som umyndige, til at bøje

Egenviljens Trods ved Lovens Tvang. Men saa meget

mere tør det forventes, at I ville paaskjønne Anerkj endel-

sen af Eders „Modenhed og Myndighed," Eders „Indsigt i

eget Bedste," Eders Agtelse for „Menneskets højere Bestemmelse,"

naar der ved det store Spørg smaal om

Sprogforholdene gjøres en Undtagelse. Her skal

„den jævne Menneskeforstand" gjælde: Sproget er til for

Mennesket, ikke Mennesket for Sproget; altsaa værer selv

Herrer i Sprogspørgsmaalet, Herrer over Valget

imellem Dansk og Tysk!" —

Det er især den praktiske Slutningsanvisning,

der her er gjort af Grundsætningen om Sprogets Uadskille-

lighed fra Mennesket, der maa synes at gjøre det uan-

tageligt, at et Skrift, som er befundet saa brugbart af

slesvig-holstenske Ordførere, skulde hidrøre fra en Rege-

ringsmand, der gjør Fordring paa virkelig Loyalitets-Karak-

ter, — vil sige: ikke i modern-ridderskabelig, men i god

gammel borgerlig Betydning. Det er bekjendt, hvor dybt

Sprogspørgsmaalet er indflettet i det politiske Spørgsmaal,

hvilken Plads Virksomheden for det Danskes Fortrængelse

i Slesvig har indtaget i den slesvig-holstenske Operations-

plan, og paa den anden Side. hvor Meget der beror for Dan-

mark-Slesvigs Fremtid derpaa, at Danskheden bliver vakt

til selvbevidst Liv og Kraft i „det dyrt kjøbte Land." Og

nu, — efterat der i lange Tider er gjort Alt, hvad der

kunde gjøres, for at forkvakle den mellemslesvigske Be-


142

lolkning, — om dennes Flerhed alene er der Tale, — ved

at kvæle enhver national og fædrelandsk Bevidsthed, Alt,

hvad der kunde gjøres for at kaste Foragt og Haan

paa Modersmaalet og indpode tysk Sprog og tyske Sym-

patier, Alt. hvad der har kunnet udrettes ved Agi-

tationens og Folkeforførelsens Rænkespil. — nu skal dette

Folk stilles frem som kompetent til selv at afgjøre, hvor-

vidt det danske Sprog skal tilstedes paa den hjemlige Grund

eller være bandlyst derfra. Tanken er naiv I Det

er ingen

teoretisk Abstraktion, hvorpaa den praktiske Forfatter

sér medynksonit ned, men det er en Abstraktion fra

al dansk-national og dansk-politisk Interesse,

som vilde vise sig destom ere frugtbar i slesvig-holstensk

Anvendelse.

Jeg kan ikke ønske at skifte noget Ord med Hr. Han-

sen-Grumby eller Hr. Thomsen-Oldensworth. Det er og-

saa ringe Fyldestgjørelse at have med en navnløs Forfatter

at gjøre. Skulde derimod den literærhistoriske Angivelse

af Hr. Thomsen være paalidelig, kunde jeg ønske nogle

Spørgsmaal henvendte til Konferensraad Raasløff:

om han virkelig har betænkt, hvad der ligger i det ene

Ord „Indførelse af det danske Sprog" (i Slesvig), til

hvilken Grundforfalskning af den historiske Sandhed, til

hvilken Fon-ykkelse af det rette Synspunkt dette ene Ord

viser Vej, hvor skjævt og hadefuldt et Lys der ved dette

ene Ord kastes over alle Regerings-Foranstaltninger til

Bedste for det danske Sprog, end yderhgere forstærket ved

Parallelen (dersom ikke Taabeligheden maatte gjøre den

uskadehg) med „Omvendelser ved Ild og Sværd til Kri-

stendommen;" — om han virkehg har vejet den aandelige,

baade intellektuelle og sædehge Berømmelse, han lægger


143

paa en Befolkning, som er bleven manduceret ved jesuitisk

Præstekløgt til Brud paa de helligste Pligter, som praktisk

har udvist, hvor let og hvor vel Belæringen er tilegnet, og

som hver Dag giver fornyede Beviser paa. hvor dybt Lærdommen

er trængt ind; thi „Maalestokken for Menneskets

højere Bestemmelse" falder ikke sammen med ydre Civilisérthed

og indre Raffinérthed ; — om han virkelig er saa

ubekjendt med Forholdene i de sprogblandede Distrikter,

at han tør tale endogsaa kun tilnærmelsesvis om Selvstæn-

dighed i Omdømme og Vilje, i Handhng og Udtalelse hos

den enkelte Mand vedkommende de højere folkehge Inter-

esser; — om han virkelig er uvidende om, at den samme

Terrorisering fra tysk Side, som har givet en forkuet Be-

folkning Vaaben i Hænderne imod dens Herre og Konge,

vedbhver at stivne den til Gjenstridighed under enhver

Form imod Kongens Anordninger og Foranstaltninger; —

om han virkelig ikke forudser, at det samme Flertal af

Smaafolk, som nu er undergivet Storbøndernes despotiske

Disciplin, som ikke vover at besøge dansk Gudstjeneste

eller lade sig høre med dansk Tale, vilde under ingen

Betingelse vove at stemme efter egen Overbevisning eller

indre Drift om Sprogspørgsmaalene ? — Og endnu ét

Spørgsmaal kunde jeg ønske stillet til Forfatteren. Der

er af Hr. Thomsen-Oldensworth paaberaabt (S. 959) endnu

en tredje Udtalelse af det anpriste Skrift: „Nu er der

forløbet syv Aar, siden de her omtalte Foranstaltninger an-

gaaende Sproget bleve trufne. Embedsstanden har ikke

som dengang været imod men for den nye Ordning, ja

har endog for en stor Del arbejdet derfor af alle Kræf-

ter . . . Desuagtet staa Sagerne endnu saaledes, at den

hele i de forløbne syv Aar saa møjsommelig og med saa


144

megen Anvendelse af Energi. Virksomhed og Konsekvens

opførte Sprogbygning vilde være sporløst forsvunden i syv

Dage. saasnart Tvangen ophørte. Det vilde derfor være at

hengive sig til en farlig Illusion, dersom man af det tid-

ligere Forefaldne vilde drage Slutninger ... til Gunst for

den nuværende sproglige Udvikling." Det Spørgsmaal. der

her maatte ønskes besvaret, er dette: paa hvilken Tidsreg-

nings-Lov og paa hvilket Studium af Historien Forfatteren

vil have det Regnestykke bygget, at det. som der er ar-

bejdet igjennem flere Slægtfølger paa at gjøre kroget, skal

kunne være gjort lige „i syv Aar" (!). Det er en „Ab-

straktion," i lige Grad uhistorisk og ufilosofisk, ja stridende

imod ,.den jævne Menneskeforstand," og den hoverende

Tone tjener her til Intet uden til at bevise dette Ene. der

ikke trænger til Bevis: Forf.'s eget Standpunkt, hans per-

sonlige Stilling til Dansk og Tysk.

Men ikke desmindre — Udtalelser som de her anførte,

udgaaede i et Skrift fra Danmarks Hovedstad, ere i al

deres Usammenhængenhed og deres sandhedsfordrejende

FremstiUing skikkede til at give ogsaa ganske andre Folk

end Grumby'ere og Oldensv^rorth'ere giftige Vaaben i

Hænderne imod Danskhed og dansk Regering,

Hvor velkomment maa ikke ethvert Støttepunkt herindefra

være for Preusseriet. naar det laver sig til at udstøde Skrig

over den hensynsfulde og skaansomme Fremgangsmaade,

hvormed den danske Regering arbejder paa at gjenoprejse

Danskheden i Slesvig uden at træde Tyskheden for nær,

paa samme Tid som man selv har den svære Samvittig-

hedsbyrde at bære paa overfor den polske Nationahtet!

En Deputeret i det preussiske Kammer vender op og ned

paaNationaUtets-Forholdet: „Polakkerne ere Preussere, hvor-


145

imod Slesvigerne ikke ere Danske (!)." En Anden vender

op og ned paa de politiske Forhold: „Legitimiteten og

Retten er paa Hertugdømmernes Side. Revolutionen og

Retsbruddet er paa Danmarks Side (!)." Og den preus-

siske Udenrigsminister godkjender endnu bestan-

dig det slesvig-holstenske Oprør: „Kongen af Dan-

marks tyske Hertugdømmer have aldrig tilsidesat deres

ubrødelige Troskab imod den nedarvede Landsherre (!)."

Preusseren Friherre v. Schleinitz, Legitimitetens og Mon-

arkiets Ordfører i de preussiske Kamre, anpriser med disse

Ord den selvsamme Bedrift, som Grev C. Moltke har

tegnet i Historien som „det skammeligske Oprør, der nogen-

sinde har fundet Sted i nogetsomhelst Land, et Opror, der

])lev forberedt med de mest uforskammede Løgne og Bag-

vaskelser, paabegyndt med det sorteste Forræderi, fortsat

med mageløs Haardnakkethed. Hovmod og Grusomhed og

endt med Nederdrægtighed" (Slesv. St.-T. 1853—54 S. 109).

Til sin Bedømmelse af det slesvig-holstenske Oprør har

den preussiske Udenrigsminister fremdeles knyttet en formynder

lig Censur over den danske Regerings Foran-

staltninger i Slesvig. — dette Land, „som rigtignok ikke er

politisk forenet med Tyskland, men ikke desmindre er en

Formur for tysk Åand og tysk Civilisation (!) og beboes

af et af de dygtigste, kraftigste og ædleste tyske Folke-

slag (!)."

Det er trøsteligt, dersom man tør fæste Lid til de

Efterretninger, der her ere komne os for Øje om Virknin-

gen, som det ugenerte Forsøg paa at behandle den danske

Krone, som om den stod i Vasalforhold til Preussen, har

frembragt paa de andre evropæiske Kabinetter. Endnu

trøsteligere er det dog, at vi tør tro, at vi have en Rege-

10


146

ring, som føler sig stærk ved at staa sammen med Folket

ikke blot i gode og billige Ønsker, men ogsaa i den energiske

Vilje til at handle, selv vovende og opofrende, for at faa

Ro, Orden og Fasthed engang igjen bragt tilveje i Landet

ved at l'aa gjort en Ende paa Tyskens Selvindblan-

ding i Danmarks Riges indre Forhold og Anlig-

gender.

Indvielse af Løve-Monumentet paa Flensborg Kirkegaard. ')

(1862).

„Den 25de .Tuli 1862, Istedslagets Tolvaarsdag, stod jeg

paa Flensborg Kirkegaard som Indvier af Lf(ve-Monuraentet . . .,

stod dér med Mindet om Sejrsjubelen for tolv Aar siden, stillet

imellem den mægtige, opkastede og stensatte Gravhøj, som var

kranset af Mindetavler, ædelt smykket ved Plantning, og det

stolte, tildækkede Mindesmærke, — omgiven af Mænd og Kvin-

der fra Hovedstaden og Provinserne, fra Slesvigs Stæder og

Land, deriblandt graahaarede og unge Krigere og Invalider

fra den hæderfulde Krig. Efter Salmesang og Indvielsesordet

faldt Dækket under Kanontoiden og Tusinders Hurraraab.

Studentersangforeningen istemte: „Slumrer sødt i Slesvigs Jord,

dyrekjøbt den blev ved Eder," — hvor smeltende løde ikke

Ord og Toner her! — og: „Den danske Landsoldat," — hvor

svulmede ikke Alles Hjærter af Mod og Fremtidshaab." („Op-

tegnelser" S. 474—476).

Vi staa paa indviet Jordbund. Den har ikke alene

sin Del i den Fred, som Kirken har lyst over det fælles

') Dagbladet, 28de Juli 1862, Nr. 172.


147

Hvilested for de trætte Menneskebén, men den liar sin

særlige Indvielse. Den er indviet ved blodige Ofre, som

den fosterlandske Jord taknemlig har optaget i sit Skjød,

indviet ved Taarer, som ere udpressede af blødende, dybt-

saarede Hjærter. Danmarks Kunge har indviet Stedet ved

at bevare de Faldnes Navne for Efterslægten, og Danmarks

Folk har valfartet herhid med Vemod og med Tak. Mange

Tanker, tilbageskuende og fremadskuende, ere vakte til Liv

imellem disse Grave, have dvælet her, og her vundet Klar-

hed og Skikkelse. Manges Sind, — det ville vi tro, — er

her blevet draget bort fra de skjæve og krumme Afveje,

tilbage til Sandhed, Retfærdighed og Troskab, — thi Gra-

ven er en alvorsfuld Lærer og Paaminder, — og Manges

Sjæl er her. hvor Stilheden er saa talende, bleven paany

opildnet, gjennemglødet af hellig Følelse for Fædreland og

Konge.

Tolv Aar ligge imellem hin Afgj øreisens blodige Dag

og denne Højtidstime; og, hvad Digteren dengang sang,

hvor fuldt og stærkt gjenklinger det ikke her i Enhvers

Bryst: „Slumrer sødt i Slesvigs Jord! — dyrekjøbt den

blev ved Eder." Ja, dyrt er allerede nu Slesvigs Jord ble-

ven kjøbt. og endnu dyrere skal den vel kjøbes. Der

ligger bag denne Gravhøj en Fortids-Historie, rig paa det,

der formørker og forgifter Menneskenes og Folkenes Liv.

Der drager sig skumle Skygger og blodige Skygger igjen-

nem den. Aarhundreder tilbage i Tiden, og vi møde kun

Delinger og Splittelser, flere og flere; Aarhundreder

frem, og vi have Frugterne deraf i avindfulde Rænkespind

og fjendthge Brydninger, der møde os med Alt, hvad der

udklækkes i de urene, gj ærende Stofl'er, Og uverfor alt

dette: en Statsstyrelse, hverken klarsynet eller viljestærk,

10*


1 48

ud


149

havde Smerte, sønderknusende Smerte i Følge med sig,

selv dér løste Suk og Klage sig op i Tak og Lovprisning.

Thi Sejren var os et Tegn fra Himlen, var os Pant

derpaa, at Gud den Almægtige, Herre over Himmel og

Jord, er stærk i de Svage, naar de svage Kræfter gribe

til Værge for det, der af Gud er givet Fædrene og Søn-

nerne til Odel og Eje. Denne Tro er, og den skal være

vort Anker. Uden denne Tro gaar Mennesket til Grunde;

uden den er den Stærkestes Styrke Afmagt, denKlogestes

Klogskab Misregning. Er det end saa, at Magten paa den

syndige Jord træder kun altfor tidt i Rettens Sted, saa er

og bliver dog ogsaa den gode Ret en Magt. Den er og

bliver det i Kraft af den Lovgivning, som Gud selv har

indskrevet i Menneskenes Bryst. Den er det først, fordi

Bevidstheden om Sagens Sandhed og Retfærdighed giver

baade Pen og Sværd en indtrængende Kraft, som ikke til-

egnes ved Kunst eller Kløgt ; og den er det dernæst, fordi,

hvor langt end Statskløgtens og Sædelærens Lovbog ligger

fra hinanden, et Kristenfolk ikke kan blive staaende alene,

hvor det kæmper for Liv, et frit og selvstændigt og hæder-

ligt Liv. Gud Herren hjælper Mennesket ved Mennesker.

Folkerettens Love ere ogsaa hellige Love ; Retsbevidstheden

er i den kristne Verden, i vor Verdensdel idetmindste,

ikke lagt saaledes i Dvale, at den jo kan vækkes; og

hvor Overmodets og Overmagtens Retskrænkelse gaar ud

over et vist Maal, dér. — det er den kristelige Fortrøst-

ning til Gud og Mennesker, — i)aakalder et Folk ikke for-

gjæves Folkenes Hjælp i Folkerettens Niivn, ikkun at det

vides om dette Folk, at det selv staar rede til at vove det

Yderste, opofre det Dyrebareste. Men det Yderste er

Dansken ikke for yderligt, det Dyrebareste er ham ikke


150

for dyrt. hvor det gjælder Slesvigs Land, gjælder derom,

at det danske Kronland imellem Kongeaa og Ejderstrøin

bliver bevaret ikke blot som helt og ubeskaaret, men som

sundt og kraftigt Lem paa det danske Statslegeine. at den

tusindaarige (^rænsesten imellem Danmarks Rige. imellem

det skandinaviske Norden og det romerske Rige bliver

staaende ufori'ykkct, at den tusindaarige Grænsevold bliver

det faste Værn ikke alene imod tysk Vaabenmagt, men

imod tysk Indblanding under enhver Form, at vort ædle,

vort dejlige Modersmaal efter lange Tiders Forhaanelse og

Mishandling bliver gjenoprejst med Ære og skjærmet i sin

Ret, saavidt som det endnu lever paa Folkets Tunge.

For denne Fremtid have de Mænd. hvis Minde vi her

hædre og velsigne, ofret Liv og Blod. Og skal denne

Fremtid blive til Virkelighed, da gjælder det først og sidst

derom, at Troens Aand og Manddommens Aand

maa l)eKJæle og gjennemtrænge det danske Folk, gjøre det

enigt, standhaftigt og stærkt, ikke blot i Farens Stund,

der spænder Sener og Muskler, men ogsaa i de lange Prø-

velsens JJage, der tærer stærkest paa Mandens Kraft.

Saa stig da frem, mægtige Skikkelse, dannet af ædel

Kunstnerhaand ! Kast dit Dække! Knejs over de sejr-

rige Heltes Grav som Sindbillede paa Nordboens Arv fra

Slægt til Slægt: det aarvaagne. uforfærdede, udholdende

Mandemod!

(Vod disse Ord faldt Tæppet fra den stolte Løve, et

rungende Hurra lød fra Mængden, og fra et Batteri drø-

nede 27 Salutskud).

Saa staar Du, ædle Sejrsminde! ved den sidste af

vore Heltegrave, rejst af et taknemligt Folk. Du staar

ikke udæskende ; — Danmarks ældgamle Rige er ikke sam-


151

mensanket ved Rov, og Danmarks Politik har Intet tilfæl-

les med det graadige Rovdyrs, men, som Du er taget fra

Danmarks og Slesvigs Vaabenskjold, saaledes vil Du kalde

til trofast, heltemodigt Forsvar imod Enhver, som vil bryde

vor Grænsefred. Men her, — paa iStedet, der prædiker

Fred efter Strid, — ville vi nedbede Fred fra Fredens

Hjem, Fred over Gravene og deres Minde, Fred over Stad

og Land, Fredens rige Velsignelse over Konge og Folk!


IL

Danmark og det skandinaviske Norden,

11


Om Forbudet imod det skandinaviske Samfund. *)

(1843).

„Det var de nordiske Naturforskere, som havde

den Fortjeneste at gjøre det første offentlige Skridt til en indbyrdes

Tilnærmelse: ved Mødet i Grøtheborg 1839 , . Men

nærmest var det fra Studenterverdenen, at jeg modtog

den vækkende Indvirkning. Det første storartede Dampskibstog,

som i Juli 1843 bragte Studenter fra Kjøbenhavu og Lund

til TJpsala, Modtagelsen og Samlivet dér aabnede Øjnene for

den skrigende Unatur i at holde ud fra hinanden, hvad der

hørte sammen ved Blodets og Modersmaalets Magt . . , En

Bevidsthed om Broderskabsforholdet syntes at gjennenifare Fol-

kene, og efter Hjemkomsten fra Upsala . . vedtoges i en Forsamling

af Deltagerne at stifte et „skandinavisk Samfund

af k jøbenha vnske Studenter" med det Formaal: „at

fremme det sociale og literære Samfund imellem de skandinaviske

Folk." . . Men tre Uger efter meddeltes der den provi-

soriske Bestyrelse ved Politidirektøren en Skrivelse fra det

danske Kancelli, „som .

. . finder, at det ikke kan tillades

samme at konstituere sig" ... Jo mere vi havde Fornem-

melse af, at der af den unge Slægt var indslaaet et Spor, som

baade var naturligt og varslende godt for Fremtiden, .

. . des-

mere æggede den isnende Kulde, hvoi'med Magtbudet her

trængte sig ind for at sprænge, hvad der havde gjort en lille

Begyndelse til at bøje sig sammen. Min Mening udtalte jeg

offentlig nogle Dage derefter i en Artikel i Schouws Ugeskrift

*) Dansk Ugeskrift. Anden Række. Nr. 70.

11^


156

(1843, Nr. 70): „Om Forbudet imod det skandinaviske Sam-

fund.- (,. Optegnelser-' S. 276—277).

Da den første Efterretniug kom mig for Øre om Hen-

sigten at oprette et Samfund, sigtende til at knytte en in-

derligere folkelig Forbindelse med de skandinaviske Broder-

folk, vakte denne Plan min levende Interesse. Hvo maatte

ikke finde det naturligt, at Forsøget paa at oprette et saa-

dant Samfund fra dansk Side udgik fra dem, der med-

bragte til Hjemmet den umiddelbare Erindring om de na-

tionale Sympatier, der vare komne til Orde ved det dansk-

svenske Studentermøde? Og hvo kunde miskjende, at der

hermed vilde blive plantet en Spire, som ved tilbørlig Røgt

og Pleje maatte kunne bringe rig og ædel Frugt? Jeg

oppebiede imidlertid Grundlægningen, nøjet med at ledsage

den med Ønsket om, at denne maatte blive udført saaledes,

at ingen grundet Betænkelighed skulde afholde den ældre

Mand fra at slutte sig til de Yngre. Dette Ønske gik i

Opfyldelse. Maaske vilde det have været rigtigere, om

Stifterne havde indskrænket sig til at udstede Indbydelse

til at oprette et Samfund, med Angivelse af sammes For-

maal. Men hvad de foreløbig vedtagne Bestemmelser an-

gaar, da indeholde disse aldeles ingen nærmere Bestem-

melse om Maaden, hvorpaa der skulde virkes. Formaalet

blev angivet i ganske almindelige Udtryk :

„at fremme det

sociale og literære Samkvem mellem de skandinaviske Folk;"

Adgangen blev aabnet for Medborgere i Almindelighed

uden anden Betingelse end et uberygtet Navn; man ind-

skrænkede sig derefter til blot reglementariske Bestemmel-

ser, og overlod saaledes den hele Dannelse af Virksom-

heden til Tiden og den fremtidige Bestyrelse, hvis Udnæv-


157

nelse vilde blive Selskabets første Handling. Mod den

brugte Fremgangsmaade kunde jeg saaledes ikke have no-

get Væsentligt at erindre, og jeg tøvede ikke med at tegne

mig som Medlem af Samfundet. Naturligvis kunde jeg

ikke fordølge for mig selv Muligheden af, at her. som

overalt ved lignende Associationer. Virksomheden kunde

komme paa Afveje eller dog indlade sig paa Foretagender,

som jeg maatte misbillige, og hvori jeg ikke kunde deltage.

Men i saadant Tilfælde vilde Udtrædelse staa Enhver

aaben, hvorimod jeg ikke kunde eller kan finde det velbe-

tænkt, — hvor den yngre Slægt, med den Kjækhed til at

sætte i Værk, som kun alt for ofte mangler den ældre,

aabner Vejen i god og bifaldsværdig Retning — , at de Æl-

dre da holde sig tilbage af Frygt for mulige Misgreb, iste-

detfor at træde til, tilbyde deres Tjeneste, og medvirke til

at lede Virksomheden ind og holde den i det rette Spor.

Selv om dette ved anden Lejlighed kan være mislykket, og

Udfaldet ikke har svaret til Forhaabningen, kan Opfordrin-

gen, mener jeg, til fornyet Forsøg ikke bortfalde.

Under en saadan Stemning for det begyndte Fore-

tagende maatte jeg blive sælsom tilmode ved at erfare, un-

der et Ophold udenfor Hovedstaden, at Stiftelsen af det

paatænkte Samfund skulde være forbudt af det kongelig

danske Kancelli, navnlig med Henvisning til de foreløbig

vedtagne Bestemmelser som indeholdende Noget, stridende

mod højere Lov og Ret. Vel er der i den senere Tid op-

levet Eksempler, som synes at vise, at Domstolene ikke

ere enige med Justitskollegiet angaaende Snæverheden af

den Grænse, samme vil have draget imellem det Lovlige og

det Ulovlige. Men Tilfældet er dog i nærværende Sag et an-

det. - Der er her intet Spørgsmaal, som af Øvrigheden ind-


158

ankes til Domstolenes Prwvelse; men Kancelliet er skredet

frem som anorclneude Øvrighedsmagt; her maatte den sam-

vittigliedsfuldeste Omhu antages at være anvendt, for ikke

at træde Borgernes naturlige Rettigheder for nær. Men

til disse hører den at forene sig for at samvirke til ethvert

lovhgt Formaal ved lovlige Midler. Det har hos os stedse

været erkjendt, at Associationer ordenligvis frit, uden ind-

hentet Tilladelse, kunne danne sig, og at de ligeledes have

Ret til at blive bestaaende. uhindrede af den offentlige

Magt. saalænge der ikke i deres Øjemed eller Virksomhed

har kunnet paavises Noget, stridende mod de gjældende

Love'); men hvorledes denne Lovlighed skulde i nærværende

Tilfælde kunne drages i Tvivl, saaledes som Formaalet var

angivet, var det mig ikke muligt at indse.

Hjemkommen til Hovedstaden var det min første Crjer-

ning at søge fuld Oplysning om det Forefaldne. Kancelli-

skrivelsen kom mig nu først tilhænde, men den lod mig

kun skimte gjennem Taager. Jeg erkyndigede mig. om in-

gen nærmere Motivering maatte være given i Kollegialtiden-

den, men fandt ingen saadan. Jeg henvendte mig til dyg-

tige Lovkyndige for at erholde en Dechifrering af Reskrip-

tets Ord: om dermed mulig var hensigtet til nogen mig

ubekjendt Lovbestemmelse angaaende Samfunds og Selska-

bers Stiftelse, om mulig en eller anden Form var forbi-

gaaet, som skulde have været iagttagen. Da dette blev be-

nægtet, ønskede jeg at vide, hvorledes Lovkyndige kunde

') Som det fremgaar af Forhandlingerne angaaende Studentersam-

fundets Opløsning i Aarct 1840, støttede denne sig paa Konsi-

storiums særegne akademiske Øvrighedsforhold til Studenterne,

uden at derfra noget Præcedens kan hentes angaaende det almindelige

Forhold imellem Øvrighed og Borgere i den omhandlede

Henseende.


159

paa Lovgivningens Vegne agte at motivere Justitskollegiets

Forbud, navnlig ved hvilken Lovfortolkning det paaberaabte

Indhold af Samfundets foreløbige Love skulde kunne afgive

Bidrag til en saadan Motivering. Men Vedkommende vilde

ikke indlade sig paa at løse dette Problem. Jeg fandt mig

saaledes henvist til egen Eftertanke over Kancelliskrivel-

sens Ord; og da en Form for saavidt findes iagttagen i

samme, som Momenter ere angivne, der skulle indeholde

en Motivering af Forbudet, maa heri vel ligge en Opfor-

dring for Enhver, som ønsker sig oplyst om, hvad der skal

gjælde som lovligt og som ulovligt i Danmark, til at for-

følge de angivne Spor, saavidt det paa nogen Maade er

muligt.

Det kgl. danske Kancelli tinder altsaa, at „det ikke kan

tillades" det paagjældende Selskab „at konstituere sig," for

det Første „efter Indholdet af de Love, der foreløbig ere

vedtagne." Der kan hermed ikke vel være sigtet til nogen

af de specielle Bestemmelser om Kontingentets Beløb og

sammes Indkrævning, om Forretningsgangen ved General-

forsamlingerne m. m., men alene til det første Punkt, som

angiver „det skandinaviske Samfunds Formaal: at fremme

det sociale og literære Samkvem mellem de skandinaviske

Folk."

„Det lit er ære Samkvem" mellem de skandinaviske

Folk fremmes ved enhver Foranstaltning, der bringer danske,

norske og svenske Forfattere, danske, norske og svenske

Boghandlere, det danske, norske og svenske Læsepublikum

nærmere tilsammen som en treleddet Enhed, altsaa — for

at anføre Eksempler: ved Tidsskrifter af forskjellig Art,

hvori danske, norske og svenske Forfattere deltage som

Medarbejdere, ved Forening af de tre Rigers Boghandlere,


160

hvor Bestemmelser vedtages om at forebygge Eftertryk og

at holde Oversættelser ude af danske og norske Skrifter

paa Svensk og omvendt, ved prisbillige Udgaver af klassiske

Skrifter til Alménlæsning, ved Oprettelse af svenske Bog-

samlinger i danske og norske Stæder, ligesom atter af

dansk-norske i svenske o. s. v. Indførelsen af en saadan

Plan til at danne en skandinavisk Literatur er af indlysende

Vigtighed for de trende Folk, der hvert for sig maa i lite-

rær Henseende befinde sig i trykket Tilstand, og den har

ofte været Gjenstand for Ønsker og Forslag. Det kgl.

danske Kancelli, som, — at jeg skal gjentage en tidligere Be-

mærkning, — repræsenterer et Kultus- og Oplysnings-Mini-

sterium i Danmark og i denne Egenskab indtager en sær-

egen Stilling til de højere, nationale og aandelige Inter-

esser, kan umuligt miskjende denne Vigtighed eller være

sindet at ville benytte sin Avtoritet til at forhindre Bestræ-

belser i denne Retning.

„Det sociale Samkvem" mellem de skandinaviske Folk

er nøje forbundet med det literære og fremmes ved en-

hver Foranstaltning til at hæve eller formindske Hindrin-

gerne for et hyppigere og nærmere personligt Samliv af

Danske, Norske og Svenske. Ligesom Regeringerne virke

hertil ved bedre og lettere Kommunikations-Midler mellem

de nordiske Riger, saaledes vilde private Samfund som det

paatænkte kunne fremme det samme Formaal ved at ind-

lede og organisere Sammenkomster, i Lighed med de alle-

rede istandbragte Forsamlinger af skandinaviske Naturkyn-

dige, ved at komme Studerende imøde, der kunde ønske

at fortsætte deres Studier ved et af de andre skandinaviske

Universiteter, eller æidre Videnskabsmænd, for hvem et læn-

gere Ophold i en af de nordiske Hoved-' eller Universitets-


161

Stæder kunde være af Vigtighed til Benyttelse af Samlinger

af forskjellig Art eller til Stiftelse af personlige Forbindel-

ser. At det kgl. danske Kancelli ikke skulde ynde Sam-

menkomster og Forbindelser af denne Natur, forekommer

mig heller ikke at kunne antages; men desuden maa

det erindres, at Talen her ikke er om nogen ansøgt Tilla-

delse eller Dispensation, men om et rent Spørgsmaal an-

gaaende det Lovlige og det Ulovlige.

Naar nu den forhen anførte Passus af de vedtagne

Lovbestemmelser er den eneste, som angaar den paatænkte

Virksomhed af Samfundet, saa synes det uforklarligt, hvor-

ledes det skal være „efter Indholdet af disse Love,'' at

Kollegiet har kunnet finde, at „det ikke kan tillades Sel-

skabet at konstituere sig." Dette bliver i alt Fald kun for-

klarligt ved at antage, at man har ment at maatte lægge

et Indhold ind i Lovene, væsentlig forskjelligt fra det, der

er udtrykt ved Ordene: saasom ved at udtyde „det sociale

Samkvem" som et Forbund til at bevirke en politisk Union

af de tre nordiske Riger. Efter det vide Omfang nemlig, hvori

Ordet „social" bruges i det nyere publicistiske Sprog, kunde

en saadan Udtydning synes nogenlunde berettiget, eller det

kunde i det Mindste synes, at et Ord, som er udsat for

Mistydning, nødvendig burde være undgaaet. Men jeg

kan ingenlunde i det foreliggende Tilfælde indrømme no-

gen Anledning til saadan Mistydning. Det i sig selv fler-

tydige Ord kan erholde sin bestemte Betydning ved For-

bindelsen, hvori det forekommer, og en saadan Forbindelse

er her given. Thi Ordet „Samkvem" kan ifølge Sprogbru-

gen kun forstaas om det personlige Samliv, der danner sig

i de private Forhold ved Handel og Vandel, Omgang og

12


162

selskabelifij Forbindelse ^). „Socialt Samkvem" indeholder

saaledes vistnok Mere end „selskabeligt Samkvem" efter

den indskrænkede Betydning, hvori Selskabslivet sædvanlig

tages, og hint Ord kunde derfor ikke ombyttes med dette.

Men den Fortolkning, som. — fordi Udtrykket som: sociale

Forhold, sociale Former, henlede Tanken til den indre

Politik, — kan finde sig beføjet til at forstaa Udtrykket:

,.socialt Samkvem mellem de skandinaviske Folk" om poli-

tisk Forening af selve Staterne, vilde ogsaa være i Stand

til af Udtrykket ,.literært Samkvem" at udbringe et For-

bund til at agitere og revolutionere ved Pressens Hjælp.

Mod en Fortolknings-Metode i denne Aand og mod dens

Konsekvenser er ingen Mand i Stand til at betrygge sig;

og skulde Øvrighedshandlinger være retfærdiggjorte ved den,

da vilde Borgeren gaa paa Gløder under Asken, være ud-

sat for paa ethvert Trin at bUve stanset som den, der gik

paa ulovlige Veje. Vistnok kan det, — hvor det er bevis-

ligt, at Statens indvortes Fred og Sikkerhed stedes i Fare

ved politiske Associationer, som drive maskeret Spil under

et eller andet Firma, — være en nødvendig, om end højst

sørgelig Brug af Øvrighedsmagten at forbyde Stiftelsen af

Samfund og Selskaber, uanset at Formaalet, de bære i de-

res Skilt, finder sig aldeles indenfor Lovlighedens Grænse;

de strænge Forholdsregler i Frankrig, tildels ogsaa i Tysk-

^) „Samkvem, egentlig: enhver Sammenkomst, men bruges oftest

for: jævnlig Sammenkomst i Forening med nærmere Forbindelse

og Omgang, fortroligt Selskab." Molbech, dansk Ordb. —

„Selskab betyder i .-almindelighed ethvert Fællesskab, Samkvem,

ogsaa Omgang og Venskab." Sporon. — „Samkvem medfører

Begrebet om hyppig og i en vis Henseende fortrolig Omgang;

man kan ofte være i Selskab med Folk, som man ikke harSamkvera

med." P. E. Miiller.


163

land i denne Retning turde saaledes kunne forsvares ved

en Nødvendighed, der bryder alle Love. Men hvor ingen

Forhold af denne Art ere givne, vil man næppe kunne

fortænke Borgerne, om de i Magtens Brug ikke erkjende

anden Ret end den Stærkeres Ret. Det korte og simple

Magtsprog turde derfor ogsaa i et Tilfælde som det her

omhandlede have været den rette Form uden Forsøg paa

at deducere Retfærdigheden ved at henvise til „Indholdet

af Love," om hvis fuldkomne Uskyldighed Enhver kan over-

bevise sig.

Men som yderligere Grund, hvorfor det ikke har kun-

net tillades det omhandlede Selskab at konstituere sig, paa-

beraabes endnu „de øvrige forehggende Omstændigheder."

Dette er Ord, som trænge til en avtentisk Fortolkning, og

som det uden en saadan er vanskelig at befatte sig med.

Imidlertid ere de i Kancelhets Skrivelse anførte som et Mo-

tiv, og, saalænge som Fortolkningen mangler, kan Tanken

ikke opgive Forsøg paa at tyde dem, om end mere gjættende

end fortolkende. Det forekommer mig da, at de Om-

stændigheder, paa hvilke her kunde være at tænke, maatte

være at søge dels i Stiftelsens Historie, dels i den alminde-

lige Tendens, hvortil det angivne Formaal af Samfundet

viser hen.

Hvad nu det Første angaar, da erkj ender jeg villig,

at der kunde være Anledning til grundet Frygt, der-

som det havde været Meningen, at en Virksomhed, hvor

den rette Linje saa let kan vorde overskreden, skulde være

overgiven til Bestyrere, som ifølge deres Alder maatte mangle

den Indsigt og Modenhed, der først er det længere Livs

Frugt. Men i denne Henseende synes man netop „efter

Indholdet af de Love, der foreløbig ere vedtagne," med

12*


164

Rolighed at kunne oppebie, hvad Tiden videre maatte

bringe. Thi ligesom det er saa langt fra, at det paatænkte

Samfund var beregnet paa Medlemmer af yngre Alder, at

Lovene aabne Adgang for „enhver Uberygtet," saaledes

adskille de udtrykkehgt fra Stifterne den fremtidige Be-

styrelse, der vilde blive at udnævne ved frit Valg. Stifter-

nes Navne, deres Personlighed og Stilling angaa saaledes

ikke Samfundet selv. Det vilde sikkert være en lidet be-

grundet Slutning: at et Samfund, fordi Impulsen dertil er

udgaaet fra den akademiske Ungdom, skulde erholde sine

Ledere og Styrere samme Steds fra; og selv om man mente

at maatte tage særdeles Hensyn til den politiske Tendens

i enkelte Taler paa Upsala-Rejsen, til hvilke Stiftelsen af

Samfundet kunde synes naturlig at knytte sig: saa kunde

heri dog næppe ligge Opfordring til Mere fra Øvrighedens

Side, end til at have vaagent Øje med Samfundets Virk-

somhed. Derimod — paa Grund af slige personlige Hen-

syn og Betænkeligheder at dømme Barnet til at kvæles i

Fødselen, istedetfor at forfølge dets Udvikhng, stille det un-

der tilbørligt Opsyn, og, dersom det da udartede, at betage

det Borgerret og forvise det af Land og Rige, synes at

ligne en ilsom Foregriben. Hvormangen Kvælning vil ikke

fremdeles kunne forestaa, dersom Tilværelsens Ret skulde

blive betinget af saa prekære Omstændigheder!

En anden foreliggende Omstændighed er den umis-

kj endelige Drift og Trang, som har udtalt sig i den senere

Tid paa mange Maader baade her og i Naboriget, til nær-

mere indbyrdes Tilslutning af de skandinaviske Broderfolk.

Nu er vistnok det skandinaviske Blod i det danske Folk

for blandet, fremmedartede Elementer ere for dybt ind-

trængte og for stærkt indflettede i alle vore Forhold, til at


165

der overalt skulde kunne være Sympati for denne Retning;

der er meget mere en Interesse, som ogsaa norden for

Kongeaaen giver sig tilkjende, der higer mere mod Syd

end mod Nord. Men det kan her ikke være vanskeligt at

adskille, hvad der i Sandhed hører Nationen til. Det er

en Bevidsthed, som har sin Rod i Historien, som Tiden

selv bringer til Udvikling, og som derfor gjør sig gjældende

med Naturnødvendighedens Magt: at de skandinaviske Folk

ikke alene bestaa hvert for sig, men at de ere alle tilsam-

men Led af et større Hele, — den samme Bevidsthed, som

bringer de tyske Folk, større og mindre, til at stræbe ud

af den politiske Isolering til den store nationale Enhed.

Dersom nogen Bestræbelse er baade naturlig i sin Grund

og betydningsfuld i sine Virkninger, da er det den: at bringe

denne kun ved unaturlige Forhold tilbagetrængte Sandhed

til altid klarere Erkj endelse. Tysklands Folk og Sverrigs

Folk maa vel, ved at se hen til Forholdene i Øst og Vest,

mindes om itide at styrke det nationale Liv ved nærmere ind-

byrdes Sammenslutning af dem, der ere hverandre beslægtede

efter Blodet og efter Aanden; og end mere maa ethvert Til-

bageblik i Fortiden og ethvert Indblik i Fremtiden minde de

Danske om ved lige aandelig Magt at søge Værn for dansk

Nationalitet og dansk Selvstændighed imod Tyskhedens Magt,

som allerede har fortrængt kun alt for Meget af de nationale

Elementer. I Sandhed — gives der noget Lyspunkt, hvortil Øjet

uvilkaarhgt søger henigjennem Taagerne, der lejre sig om-

kring os, da er det den sympatetiske Tilstræben, med hvil-

ken de skandinaviske Folk omsider synes at ville lade den

nationale Slægtskabsfølelse komme til sin fulde og natur-

lige Ret. Mod denne dybe og stærke Drift er det ikke


166

troligt, at en Øvrigheds-Av-toritet skulde tænke paa at træde

op. Og hvor ulige vilde Kampen ikke her blive!

Og nu — Virkningen af det foreliggende Forbud?

Tilvisse er det den behageligste Tilstand, ligesom det er

den fuldkomneste, naar Regering og Folk mødes i Virk-

somhedens Formaal og Retning; og dette vil være Tilfæl-

det, jo mere Regerings-Avtoriteterne forstaa og anerkjende

de aandehge Magter, som styre det nationale Livs Udvik-

ling, og vide at stille sig værnende og ledende i Spidsen

for denne. Men paa den anden Side kan det ikke nægtes,

at, hvor en saadan Harmoni endnu ikke er tilstede, Natio-

nen snarere vil kunne bringes til at søge ind til sig selv,

til at klare og befæste Overbevisningen om det, der er for-

nødent og gavnligt, og til med Tillid til egne Kræfter at

stræbe fremad efter denne Overbevisning uden først at for-

lange Tegn oven fra for at sætte sig i Bevægelse. Og

denne Opdragelse turde være i samme Grad vigtigere, jo

mere Nationens Liv som Følge af de indre Forhold har

igjennem en Række af Aar været ført med ringe Selvstæn-

dighed. Til at befordre denne sædelige Udvikling af Omdømme

og Vilje synes Tilbagevisninger og Forbud, der

maa forekomme Borgerne at vidne om mistænksom eller

uvillig Stemning mod nationale Bestræbelser, at være for-

trinlig skikkede. Jeg har maattet udslette mit Navn af

Listen over det skandinaviske Samfunds Medlemmer. Men

denne Liste er ligesom det intenderede Samfund selv kun

en Form. Af Antallet af de Mænd. der paa enhver lovlig

Maade ved Raad og Daad søge at virke og med hverandre

at samvirke til „at fremme det literære og sociale Samkvem

mellem de skandinaviske Folk," træder jeg visseHg ikke ud;

og jeg vidste ikke, hvorledes nogen ikke altfor uselvstændig


167

Mand skulde ved et Forbud som det foreliggende kunne

bringes til at fravige enten sin Overbevisning eller nogen

lovlig Bestræbelse for at bandle overensstemmende med

den. Ligesom vi derfor ikke uden Nødvendighed bør give

den Tanke Rum, at det gjorte Skridt skulde være at be-

tragte som rettet imod den skandinaviske Sag i den Betyd-

ning, hvori denne er Gjenstand for den ren nationale In-

teresse : saaledes tør vi med fuld Fortrøstning forudsige, at

Forbudet, om dette var Tilfældet, vilde virke — som et-

hvert Forbud, der har den stærkere Magt. Aandens. imod

sig — til at udvikle den indre Samvirken i ulige stærkere

Grad, end det vil kunne hæmme den ydre. s


168

Ved nordiske Fester.

„Under de daværende Forhold, — Kristian den Ottendes

til Mistænksomhed tilbøjelige og Stemanns voldsomme Karakter

— , var allerede ..det skandinaviske Selskabs"

Tilblivelse (1843) og fortsatte Tilværelse en Begiven-

hed, i og for sig ikke uden Betydning. Selskabet steg snart

til et Antal af 1400 Medlemmer og holdt sig længe paa noget

over eller under 1000 . . . Hvad

„Selskabets" Virksomhed

angaar, da tør den ikke maales efter det praktiske Udbytte . . .

Derimod er der ikke blevet arbejdet lidet ved det mundtlige

og det trykte Ord .

. . Hertil kom enkelte Festligheder i

større Stil, hvor der var naturlig Anledning for et skandinavisk

Selskab til at gaa foran .... Ben 21de Juni 1846

foranstaltede Selskabet en højtidelig Ihukommelse af Tycho

Brahe's SOOaarige Fødselsdag ved Dampsklbstog til Uranien-

borgs Tomt .. Den 14de Juli 1847 førte Selskabet 600

Deltagere i det skandinaviske Naturforskermøde ad den nylig

aabnede Jernvej til Roskilde, hvor Palægaarden var om-

skabt ved Maler Eddelins Kunstnersnille til en lystelig og

festlig Spisesal. Thomander og Wieselgren vare iblandt Ta-

lerne, Prinsen af Canino blandt Gjæsterne. . . Den

3die

.lun i 1848 hilste Selskabet det første Grjerningstegn paa Sam-

menslutning i Norden ved i den opfyldte Kasinosal at berede

et Par hundrede frivillige Medkæmpere fra Norge og Sverrig

en festlig Modtagelse, der bares af en særlig opløftet Stemning.

I Midsommeren 1852 modtoges Docenter og Studenter paa

Forbirejsen til Kristiania ved en Fest paa Klampenborg."

(„Optegnelser" S. 280—284).


169

I.

Hilsen til de skandinaviske Naturforskere i Roskilde. ^)

(1847).

Det første Ord fra dette Sted er lagt paa mine Læber;

og dette første Ord, hvilket skulde det vel være? Det ligger

alle mine Landsmænd paa Tungen. Vel staa vi her i Kon-

gens Gaard; men vi vide det Alle — det er efter vor Kon-

ges Sind, naar vort første Ord bliver det Hilsens Ord, hvor-

med vi modtage de kjæreste Gjæster: et nordisk Hil og Sæl, et

Velkommen, saa lydeligt som hjærteligt, til Alle og Enhver især,

som har fulgt vor Indbydelse, og navnlig til dem fra Brødre-

rigerne hinsides Øresund og Kattegat. Det er en Hilsen,

som i disse Dage er allerede oftere bleven udtalt af dem,

— i Spidsen af dem, af vor Konge, — der have kunnet

bringe den paa Videnskabens Vegne. Men her er det

ikke Videnskabens Heroer eller dens Dyrkere, vor Hilsen

gjælder. Den lyder gjennem min Mund fra et Samfund af

Borgere, som vel vide at skatte de Videnskaber, der lære

Mennesket at kjende den Verden, i hvilken han er sat, der

aabner Indbhk i de Underes Dyb, i det Smaa som i det

Store, der omgiver ham, der lære at bøje og lede Naturens

mægtigste Kræfter i Livets mangfoldige Tjeneste, — som

vel vide at skatte baade den rige Glans, der fra denne

Kreds spreder sig over det skandinaviske Navn, og den rige

Velsignelse for Legem og Sjæl, der fra denne Kundskabs

og Dygtigheds Fylde bliver os Alle tildel, men som ere

langt fra at turde tiltage sig nogen Vurdering og Dom.

Det er en anden Stemning, der udtaler sig i Hilsenen,

») Fædrelandet, 16de Juli 1847, Nr. 164.


170

som deu her bringes. Det er Glæde over den Drift og

Trang, der atter samler Nordens Mænd i broderlig For-

ening, Glæde over, at det er naaet som Virkelighed, at

de trende Folk mødes som én Nation, at de trende

Landes Videnskabsmænd samles til at udveksle Tanker

og meddele Kundskaber i det ene fælles Grundsprog.

Glæde i den Forvisning, at ingen saadan Samling kan

finde Sted, uden at det bliver altid mere klart og le-

vende, hvor smukt og hvor godt det er. at de, der ere na-

turlig kaldede, — kaldede ikke blot ved fælles Tungemaal,

men ogsaa ved samme Grundretning i Tænkning, Opfat-

ning og aandelig Interesse, — finde sig sammen og slutte

sig ret nær tilsammen.

Det er en gammel Tanke, — og hvilken ret naturlig

Tanke er ikke gammel? — der her arbejder sig frem.

Men, hvad der forhen havde Møje med at holde sig i Live

og fristede en kummerlig, mere lønlig end levende Tilvæ-

relse, udvikler sig nu, baaret og fremhjulpet af Tidens Strøm-

ning til frisk og frodig Virkelighed. Tidens Magt er stor

og — lovet være Gud! — ikke blot til at adskille og op-

løse, men ogsaa til at sammenknytte og forene. Et skan-

dinavisk Selskab i Danmarks Hovedstad har to Aar tibage

hilst den yngre Slægt af Sverrigs og Norges ædleste Søn-

ner. — og i en Tid, som bærer saa rige Sædekorn i sit

Skjød, hvor tankefuld hviler ikke Blikket paa Slægten, der

skal sé mange af disse Spirer modnes, maaské skal være

kaldede til Høstens Arbejde! — For et Aar siden sluttede

vi 08 med begejstret Jubel til Hyldingen, der bragtes Nor-

dens ophøjede Konger, da de med broderligt Haandtag be-

seglede den nordiske Pagt, — og her lyder Hils'nens Ord

til den ældre .Slægt af Videnskabsmænd, der som det aan-


171

delige Livs Plejere og Forfremmere ere spredte over Skan-

dinaviens Lande. Det Aandelige kan kun fremmes til Vel-

signelse ved aandelige Kræfter; og er Nationaliteten, som

den visselig er, et aandeligt Væsen, da er den stillet under

de aandelige Kræfters stille, men sikre Virken. og vil un-

der disses Varetægt udfolde sig til en stærk og styrkende,

en sund og velgjørende Magt. — Det skandinaviske Selskab

har fundet den Tanke smuk: at bringe Naturvidenskabens

Dyrkere sin Hilsen paa det Sted, hvortil Vejen selv forkynder

deres Videnskal)S Pris som dens herligste Triumf, —

at bringe Nordens Mænd sin Hilsen paa det Sted, hvis

Navn har Klang i Nordens gamle Historie, og hvorfra alle

Rørelser ere udgangne af et nyt borgerligt Liv, som et

naadigt Forsyn ville lede til Velsignelse for Nordens Frem-

tid. Og saaledes alt&aa: ved Enden af den første Jernbane

i det skandinaviske Norden, ved Hroars Kilde. Stedet rigt

paa Minder og paa Forhaabninger, være — ikke alene fra det

skandinaviske Selskab, men fra alle tilstedeværende Danske

— en Velkomsthilsen, festlig og klangfuld, bragt til vore

ærede og kjære Gjæster, navnlig til de broderlige Gjæster

fra Sverrig og Norge.

II.

Hilsen til de svenske og norske Frivillige i Kasino's Sal. ^)

(1848).

Det er den nordiske Treklang, der atter nu har lydt

for os, — den nordiske Tunge og den nordiske Tone, som

1) Fædrelandet, 5te .Juni 1848, Nr. 147.


172

har sin dybe Gjenklang i hver Nordbos Bryst, denne Tunge

og denne Tone, i forskjellig Form og Fald dog den samme,

forstaaelig og hjemlig for Alle, det naturlige, det højtklin-

gende, for al Verden overtydende Bevis for det skandina-

viske Nordens nationale Enhed. Men hvor skjønt og hvor

lydeligt dette Bevis end er, saa er det dog fattigt og kum-

merhgt. naar det staar alene. Og der har været en Tid.

— en lang Tid. og en Tid, som ligger os ganske nær, —

da dette Bevis for den skandinaviske Enhed, Sprogets og

Sangens Bevis stod alene. Men var det ikke ogsaa en

fattig og kummerlig Tid. da Kræfterne, de aandelige og

legemlige, som vare skabte og dannede til at støtte, styrke

og udfylde hverandre, stode hverandre fjendtligt imod, svig-

tede hverandre, hvor det gjaldt, eller dog stode adsplittede

uden Forbindelse og Samvirken, med lønlig Ugunst og Mis-

tro overfor hverandre? Hvor kummerligt! naar man vilde

udfinde og godtgjøre Enheden imellem de trende Folk, da

maatte man efterspore Slægtskabet i Sprog og Tone; man

maatte lytte til Klangen, der gaar igjennem de gamle Sa-

gaer, de folkelige Sange. — den samme, hvad enten de ere

udsprungne fra Bjærgenes eller fra Sletternes, fra Granernes

eller fra Bøgenes Land; man maatte i alt Fald vise hen

til den fælles Sangbund, der endnu bestandig hos Svensk

og Norsk og Dansk bliver lige berørt, giver lige Gjenlyd,

naar de nordiske Strænge anslaas. Men fra Nutidens Virke-

hghed maatte man sé bort; den havde kun Forstemninger,

kun Modsætninger og Opløsninger og delte Interesser at

fremvise, og Trøst og Haab var kun at linde ved at give

sig hen i Digtning og Tone, lade den trylle Sjælen tilbage

i en lykkeligere Fortid eller ind i en lykkelig, men fjærn

og uoverskuelig Fremtid.


173

Det var Sangens ogKlangens profetiske Tid. Men

efterhaanden gryede en bedre Tid. Hvad der var besun-

get af Enkelte, var forudfølt og varslet af Enkelte, begyndte

at rykke os nærmere, lidt efter lidt at vinde Skikkelse som

noget mere end et skjønt Fantasibillede. Det var Tankens

og Ordets Tid, da Svenske, Norske og Danske be-

gyndte skarevis at mødes, og Tanken meddeltes. Ordet

veksledes mangfoldigt og frit mellem Mand og Mand og

for Tusinders Øren. Og hvor vidunderligt var ikke ogsaa

her Ordets Magt! Vi mindes det Alle, hvorledes vi lyttede

til det levende Ord paa skandinaviske Landsmænds Læber,

hvorledes vi fornam det med Sjælefryd, at Ordet her ikke

lød som det fremmede Ord, der kan belære, underholde,

oplive, men altid dog som fremmed Ord. Her greb det

os som vort eget, som taler ud af vort eget inderste

Selv, og derfor trængte det ind i Sjælens og Hjærtets In-

derste; det gav os vor egen Tankes og Følelses Liv, men

i det store fulde Gjenbillede af nordisk Aand i dens hele

Rigdom og Dybde. For Tusinder blev det i hine Dage

til den visseste Vished, at det, som saaledes var Et,

Et i det, der udgjør Menneskets og Nationens aandelige

Væsen, ogsaa maatte vorde Et, Et i Liv, i Livets Vir-

ken og Kæmpen, og det var allerede den Gang mere

end Ord. Det var mere end Ord, — det var allerede en

Gjerning, da ikke blot Videnskabsmænd fra de tre nordiske

Lande paa deres Videnskabs Vegne søgte tilsammen og

optraadte i de tre nordiske Hovedstæder som levende Bil-

lede paa det skandinaviske Nordens aandelige Enhed, der

ogsaa giver den videnskabelige Behandling sit særegne Præg,

men da ogsaa Skarer af Ynglinge uden at ville Andet og søge

Andet end Brødres Aasyn, Blik og Ord stævnede over til


174

hverandre. iJengang. da det korte, men ungdomsfriske og

ungdomsvarme Samliv løste sig, da danske, svenske og

norske Ynglinge reve sig ud af det broderlige Favntag, —

hvo, som saa' det, glemmer det ikke. — da var Fostbroder-

pagten indviet; Løftet var givet, der kun ventede Tidens

Fylde for at indløses.

Og Tidens Fylde kom; Høstens Tid, den fuldmodne

Gjernings Tid er oprunden. — Endnu en Tidlang maatte

vi fra de høje Steder høre den Lærdom forkyndes, at bro-

derUgt Samkvem mellem Mand og Mand var smukt, prise-

ligt, men paa Folkenes og Staternes StilHng kunde, turde

og maatte saadant ingen Indflydelse have. Det var Ud-

trykket af en politisk Visdom, hvis Frugter nu kj endes

fjærn og nær, som i sit System ikke fandt nogen Plads

anvist for de naturHge. de stærkest virkende aandelige Kræf-

ter, som for fuldt Alvor mente, at nationalt Slægtskab, na-

tionale Sympatier og Antipatier vare uden Betydning for

Gang og Udvikling af det menneskelige Liv i de store For-

hold. Men da nu et Overfald, saa æreløst som voldsomt,

kastede sig over det uforberedte Danmark, og det fare-

truende Stød ved vor Grænse gjennemsitrede Sverrigs og

Norges Lande: da blev det vitterligt for Alle, at Danmark

var ikke længer som forhen, som et Legeme, der stod for

sig alene, men at det var et Lem paa det store skandina-

viske Hele. Der skete ingen Opfordring, ingen Paakaldelse

fra dansk Side; men det bruste gjennem Sverrigs Bygder,

over Norges Fjælde, altid stærkere og stærkere. Det var

svenske og norske Brødre, som egen Drift førte os til Hjælp,

først med det opmuntrende Ord, den milde Pengehjælp,

saa med den kraftige Arm til vort Forsvar eller rettere:

til eget, til det ene, sammenhørende Nordens Forsvar. Men


175

hvorledes er dog alt dette sket? Ved hvilke Midler, ad

hvilke Veje er det Utrohge pludseHg blevet til VirkeHg-

hed? Nu som altid, her som allevegne, har Aandens Liv

sine HemmeHgheder; dens Veje ere usporlige, dens Kræf-

ter lade sig ikke udmaale. Ogsaa her tør vi anvende det

hellige Ord: vi fornemme dens Magt som Vejrets Susen,

men vi kunne ikke sige, hvorfra det kommer, og hvor det

farer hen.

Men det er den ædleste, den herhgste Virkelighed, vi

have lyslevende for os. Vi have allerede før set og hilst

dem i vor Midte, Brødrene fra Sverrig og Norge, der nu

i de danske Rækker hjælpe til at rense vor Halvø fra For-

ræderiets Besmittelse, og atter hilse vi her de svenske og

norske Krigere, sendte af Broderlandenes ophøjede og folke-

lige Konge til Broderkongens og Broderfolkets Hjælp. I

dette Samfund,— der ogsaa har gjennemlevet sin skandinaviske

Trængselstid og nu har sin Del i Forløsningen, der er

bleven vort Fædreland tildel, — lyder en begejstret Hilsen

og Tak, og jeg føler den hele Lykke af at kunne udtale

den i denne Time. Det er en Hilsen og en Tak — ikke

fra enkelt Kreds eller fra enkelt Stad; den istemmes af

hver Dannemand og Dannekvinde, fra Øresund til Vester-

hav, fra Skagen og saa langt mod Syd, som danske Hj ærter

slaa med ærhge Slag. Hilsen og Tak til enhver Mand

og Kvinde i Sverrigs og Norges Land, der i de henfarne

Dage har baaret i trofast Hjærte som Ønske, Haab og

Længsel, hvad der nu er gaaet i Opfyldelse, har plejet og

næret dette Haab hos sig selv og hos Andre! — til En-

hver hinsides Øresund og Kattegat, der i vor Trængsels

Dage har virket med Mund og Pen som det fælles nor-

diske Fædrelands Talsmænd til at oplyse, oplive, oplue den


176

nordiske Folkeaand! Hilsen og Tak fremfor Alt til enhver

Nordbo, som bringer os Arm og Værge til Hjælp, —

thi større Kjærlighed, det vide vi, kan Ingen vise, end ved

at give sit Liv hen for Andre, — til enhver Kriger fra

Sverrigs og Norges Land, som, idet han drager Sværdet,

siger sig selv, at Sværdslaget her er Bevis for, at Ret og

Retfærdighed endnu ikke er det værgeløse Bytte paa Jor-

den for de onde Magter, Løgn og Træskhed og Vold, som,

idet han svinger sit Værge, føler Hjærtet svulme i sit Bryst

ved Tanken om, at Sværdet her, om det end ihjelslaar,

ogsaa levendegjør, — levendegjør Aarhundreders Tanke og

Haab. at det her ikke tjener til at adskille, men til at

forene: ikke alene til at holde sammen, hvad Fjendevold

vil adskille, men ogsaa til at knytte sammen,

hvad Unatur har adskilt, til at indvie og besegle den

folkelige Broderpagt, som vil vorde en Velsignelse for vort

herlige, vort elskede Norden.

in.

Hilsen til upsalensiske Docenter og Studenter ved Festen

paa Klampenborg. ^)

(Juni 1852).

Jeg byder Eder Velkommen, svenske Mænd og Yng-

linge. Det er ikke en Hilsen, saaledes som den bydes

paa daglig Høfligheds, paa simpel Grjæstfriheds Vegne. Det

er et broderligt Velkommen. Med anden Hilsen

») Efter Haandskrift.


177

modtages Svenskere ikke længere paa dansk Jordbund i

dansk Tunge.

Jeg byder Eder Velkommen i detkjøbenhavnske

Universitets Navn, dets Læreres og dets Ungdoms. Og

hvor godt vilde det ikke være, om Universiteterne i Norden,

deres Lærere og deres Ungdom stode hverandre nærmere!

Thi vistnok bliver den Tale en Sandhed, at Videnskaben

staar ligesom Religionen udenfor og over Nationaliteternes

Mangfoldighed og deres forskjelhge Interesse, at Viden-

skabsdyrkeren maa være Kosmopolit. Men den sande Na-

tionalisme forenes vel med den sande Kosmopolitisme. Thi

hvad er Nationaliteten Andet end den bestemte Naturform,

hvori det hele Folkeliv udpræger sig paa ejendommelig

Maade? Hvorledes skulde det videnskabelige Liv staa

udenfor denne naturlige Typus? Hvorledes skulde det

nogetsteds blive et sundt og naturligt Liv, frit og frodigt,

hvor det rev sig løs fra den naturlige Rod. lod sig skrue

ind i fremmede Former istedetfor at udvikle Tænkning og

Sprog i det naturhge Spor. Men for denne Fare: at

svigte det ejendommelige Naturkald, at lade sig foiTykke

og forskrue ved overmægtig Indvirkning af et Liv, der er

støbt i andre Former, ere de mindre Videnskabs-Repu-

bliker udsatte, der hverken kunne eller skulle afse de stør-

res Rigdom og Fylde. Derfor, saa vist som den skandi-

naviske Folkekarakter har havt og bør have sit sande og

naturlige Udtryk i den skandinaviske VidenskabeHghed, der.

ganske vist hører ind under det store, fælles videnskabelige

Liv, men har sin særegne Retning og Form, og just ved

at bevare og udvikle den tjener Videnskabens fælles Sag

paa den rette Maade, saa vist ere de tre skandinaviske Folk

ogsaa paa Videnskabens Vegne naturlig og nærmest hen-

13


178

viste til hverandre, for at yde hverandre Hjælp i at pleje

de ejendommelige Spirer, uddanne dem i den ejendomme-

lige Retning, og saaledes udfylde den særegne Plads i den

videnskabelige Verden. Og derfor maa vi ønske, at de

skandinaviske Højskoler føres hverandre nærmere, at de

Ynglinge, der som Mænd skulle varetage det aandelige

Livs Tarv i en eller anden Ketning, faa Lejlighed til at

indvirke paa hverandre, for senere at kunne samvirke med

hverandre. Gid det flygtige Besøg maa varsle om en Frem-

tid, da Sveri'igs og Norges og Danmarks Universiteter maa

staa som Firkløverblad paa samme Stængel, maa benyttes

som videnskabelige Fælles-Anstalter for det skandinaviske

Norden

!

Jeg byder Eder dernæst Velkommen i det skandi-

naviske Selskabs Navn. Det er en Forening, dannet

af det kjøbenhavnske Borgersamfunds Midte ; det bærer sit

Navn som Vidne og Minde om Trang til en større, livligere

Sammenslutning af de skandinaviske Folk end den, der nu

finder Sted. Vilde man lytte til den nyeste Politiks Ekkoer,

saa skulde Skandinavismen ikke være videre end en nu

forsvunden Fantasi, en Drøm, som nu skal være udsovet.

Det kan være, at Skandinavismen har spøgt i et og andet

Hoved i fantastisk Form ; men det er ogsaa en Fantasi, at

ikke andet skulde have historisk Betydning og Gyldighed,

end hvad der er garanteret ved Brev og Segl, som om po-

litiske Ordninger skulde være stærkere end de aandelige

Naturloves Magt. Men vi holde os til Virkeligheden. Og

jeg spørger: er det da ikke en Virkelighed, euKjendsgjer-

ning, hvorom Enhver kan have Forvisning, for hvilken der

er Syn for Sagn ogsaa i disse Dage: at Danmark, Sverrig

og Norge staa i et ganske andet Forhold til hverandre ind-


179

byrdes end til noget andet Folk, navnlig til dem, der er

Skandinavernes Naboer mod Øst og mod Syd, at Svenske,

Norske og Danske staa til hverandre som trende Kuld af

samme Kjød og Blod, ikke blot lig hverandre, forstaaelige

for hverandre i Sproget, men lig hverandre, forstaaelige for

hverandre i det, hvorfra Sproget udvælder: i det hele aande-

Hge Livspræg, den hele Maade at tænke og føle, være og

ville paa. Men er dette Sandhed og Virkehghed, vilde

der da være større Unatur og Afsindighed, end om disse

Stammer af samme Folkerod lode sig holde ud fra hver-

andre som ikke sammenhørende, om de lode sig drage ud

fra hverandre, den ene mod Øst, den anden mod Syd?

Hvad er naturligt, og hvad er lovende for Skandinaviens

Fremtid som det: at de tre nordiske Folk søge sammen

og holde fast tilsammen i gode og i onde Dage, mere og

mere lære at forene aandelige og materielle Kræfter til

Udvikling og Betryggelse af det nationale Liv. der er fælles

Ejendom og fælles Helligdom for alle Skandinaviens Folk.

Gid denne Tid ikke være fjærn, da de skandinaviske Folk er-

kjende deres naturlige Stilhng og lære andre Folk at re-

spektere den!

Velkommen og Farvel staa her hinanden nær.

Om faa Timer vil Skibet føre Eder gjennem Øresund, forbi

dette Sted. Bringer broderlig Hilsen fra Danmarks Ho-

vedstad til Norges, og derefter til Sverrigs, — og lad i

Aarenes Løb, naar I indtage Eders faste Plads i Samfun-

det, denne Time, dette Brodermøde ikke gaa Eder af

Minde

!

13*


180

IV.

Ved Fanernes Overrækning. ^)

(1862).

,. Sommeren 1862 var betegnet ved festlige Dage. Fra

den 1 1te til deu 1 7de Juni havde Kjøbenhavn Besøg af nogle

hundrede Studenter fra Kristiania, Lund og Upsala. I Biblioteksgaarden

. . ilidviede og overleverede jeg de fire Studenterfaner

med Skikkelser af Odin (Upsala), Tor (Kristiania),

Frejr (Lund), Hejmdal (Kjøbenhavn), udsyede efter Konst.

Hansens Tegning af kjøbenhavnske Damer, som vare tilstede

paa en Estrade i Gaardens nordlige Ende." („Optegnelser" S. 473.)

Sytten Aar ere forløbne, siden Universitetsgaarden i

Kjøbenhavn omsluttede en Skare som den, der nu er sam-

let inden dens Mure, og den, der dengang paa Skilsmissens

Dag paa samme Sted medgav de Bortdragende et Farvel,

har idag det skjønne Hverv at bringe Velkomsthilsenen til

Eder, svenske og norske Brødre, i vor Højskoles Navn.

(ijennem den gamle l^niversitetslærers Mund kommer denne

Hilsen fra Sjælens Dyb: ungdomsvarm, broderhjærtelig og

festlig. Min Velkomsthilsen skal være knyttet til et synligt

Mindetegn om Gjensynets Glæde i Kjøbenhavn, som tid-

ligere i Kristiania. Ogsaa dette Tegn skal overrækkes Eder

ved mig. Det kommer her ligesom hist fra de Hænder,

af hvilke 1 helst modtage det. Danske Kvinders gode og

fromme Ønsker for Eder og Eders Fremtidsvel ere indvir-

kede med de utallige Sting. Disse Ønsker skal jeg ikke

forsøge at tolke. Den skjulte, hemmelighedsfulde Skrift vil

mangen Anden være bedre i Stand til at tyde end jeg.

») Fædrelandet, 12te Juni 1862, Nr. Vdb.


181

Det er den øjensynlige og talende, den aandelige Be-

tydning af Mindetegnet, hvortil mit Ord skal vise hen. Thi

Banneret er ikke blot Festernes ædle Smykke; det udfol-

des ikke blot til at flagre for Vinden ved højtidelige Op-

tog; det skrider ikke blot foran dér, hvor Gangen stunder

til Lyst og Gammen. Banneret rejses, hvor det gjælder

Livets højeste Alvor; Banneret er Sammenholdets. Enhe-

dens Symbol ; Bannerets Vajen kalder Flokken til at samle

sig for at værne, Alle som En om fælles Goder. Og er

ikke Asers Kamp med Loke, Jætter og Trolde en bestan-

dig staaende Kamp, en Kamp, som fornyes fra Slægt

til Slægt, som kræver bestandig nye Bannerførere, nye

Stridsmænd? Thi. — som Digteren har sunget for os. og

vi ofte har sunget med ham

„Løgnen som en evig Trold

(raar af sin Grav i god Behold

Med Legioner i sin Sold

Det næste Døgn;"

ja vel, som en evig Trold, i altid skiftende Skikkelser,

under altid skiftende Forklædninger: snart som Plat-

heden og E-aaheden, der besudler det Rene, drager det

Høje og HelHge ned i Støvet; snart som den aand- og

hjærteløse Letfærdighed, der opløser det Alvorlige i

Gøgleri og Tant og underhuler Menneskelivets Grund;

snart som den svigefulde Kløgtighed, der kun lefler

med Skinnet af Sandhed for at besmykke det Falske,

forvende det Rette, opelske Fordom og alskens Blænd-

værk, der forrykker Syn og Sands, fordærver Sjælen

og forøder Kraften. Og ogsaa dette er en omsnigende

Løgnskikkelse — én af de mange, — som vil besvisje Nor-

den for den Betydning og Ret, der tilkommer det, lægger


182

an paa at l)rvde dets Kraft og spille det over i Avinds-

mænds Vold ved at arbejde listig paa Fjærnelse og Ad-

splittelse. medens Livet indenfra og udenfra opfordrer til

Sammenslutning og Forening, ved at stille det. der er sær-

ligt, og det. der er fælles for Nordens Folk. de adskillende

Kjendingsmærker og Grundenheden i Tankesæt og Tunge-

maal i et falsk, forvirrende Lys. Mod denne Fjende, mod

al Forkuelse og Formørkelse, al Forvanskning og Forvir-

ring af Sandhed og Ret er Videnskabens Dyrker kaldet til

at løfte Skjold og Værge som Stridsmand i Aandens Rige,

der er den frigjørende Sandheds Rige. „Et Broderkorps",

det er atter Digterens Ord, „et Broderkorps til hver en

Tid sig samler til den raske Strid mod Løgn!"

I denne Betydning giver jeg. unge Brødre! det aande-

lige Kamplivs Symboler hen i Eders Hænder.

D u drager over Østersøen til Helligdommen ved Fyris-

Aa: „Mindernes Højsal, Fremtidens Vugge, Aandemes

Ting, som Æthøje lukke." Dig følge Held og Hæder!

Du drager over Kattegat til '\lippelandet, som var

Frihedens første Hjemsted i Nord, til Broderlandet med de

fælles, de dyrebare Minder: til Kristian den Fjerdes Stad,

til Frederik den Sjettes Højskole. Dig følge Held og

Hæder!

Du drager over Øresund til „Eskils stille Stad," til

Lundagaardens Skygger. Tegnér's Digtersol spreder sin

Glans over den, og Thomander værner dér i Aandens Rige

om' Lysets og Frihedens Ret. Dig følge Held og Hæder!

Du bliver i vor Midte, ved Nordens sydligste Højskole.

Er det næ'rmest vor Sag at nytte de rige, aandelige Livs-

kilder i Syd, saa er det ogsaa vor Sag som aandeligt

Dannevirke at skjærme Nordens Aand og Nordens Moders-


183

maal imod Lokesvigen og alt Lokevæsen fra Syd. Du føre

os igjennem Kamp til Sejr!

Saa blive da Banneret. Brødre! bevaret uplettet med

Ære! Saa ofte som Flaget oprulles ved ét af de fire Aan-

dens Templer i Nord, kommer da Broderflagene ihu, den

fælles Indvielse, det fælles Kald, og nærer Længselen efter,

at det længe og vidt Fraskilte maa mere og mere bøje sig

sammen !

Og

naar de fire Bannermærker engang efter Aare-

nes Skilsmisse atter staa tilsammen som i denne Stund,

maatte de da staa som Vidner derom, at Mellemtiden er

bleven vel benyttet, at Højskolerne i Norden have holdt

trofast sammen og ere bragte hverandre nærmere, ikke

blot i Arbejdet for Aandens store Værk, men ogsaa, —

saavist som ikke det Udstykkede og Adskilte, men det

Forenede har Sejrens Forjættelse, — ogsaa i den fælles

Kamp for Sammenslutning af det trefoldige Norden!

Og saa være da de nordiske Bannere indviede ved et

fuldttonende Ønske i svensk, norsk, dansk Treklang for de

fire Højskoler i Norden, for deres blomstrende, frugtbare

Liv!


164

Den skandinaviske Idé contra det holstenske Diplomati.^)

(1857).

Uden i nogen Maade at tænke paa at ville foregribe

en yderligere Drøftelse. — hvortil der er givet Udsigt, —

af den i flere Henseender mærkelige danske

Kabinets-Note af 20de Februar d. A., ønskes her

Plads for et kort og foreløbigt Ord. Det skal ikke tage

noget politisk Udgangspunkt og har ikke noget politisk

Formaal. Det skal ikke berøre Øjebliks-Politikens slibrige

Enemærker. Det skal alene indeholde en Indsigelse

og Forbehold paa den historiske Sandheds og

den nationale Rets Vegne; og det er Ordførerens

Ønske om muligt at stille og føje Ordet saaledes, at det

kunde agtes som en Røst, udgaaende fra den store Midte

ikke alene af det danske, men af de skandinaviske Folk.

Dersom Kabinets-Noten i sin Bestridelse af Tanken

om en skandinavisk Union havde indskrænket sig til at

gjøre den „naturlige Hindring" gjældende, som hgger i „to

blomstrende Dynastier, af hvilke ethvert bar ligesaa god

Ret som det andet," da vilde den have havt sit gode, fak-

tisk givne Grundlag. Dette er en Hindring af uimodsige-

lig, haandgribelig Realitet. Den stiller sig imod ethvert

») Fædrelandet, 1857, Nr. 75.


185

Skridt indenfor Monarkiets Grænser til at arbejde paa at

faa Ønsket ført frem til Virkelighed. Hvad Tanke, Ønske

og Forhaabning der i denne Retning kan næres, vil finde

sig henvist til politiske Drivefjedre og Løftestænger, som

ere at søge paa Steder, der ligge udenfor Enkeltmands

Synskreds. Det maa derfor indrømmes, — saa forekommer

det mig, — at en Udenrigsminister for det danske Monarki,

dersom en opfordrende Anledning virkelig var tilstede, ikke

vUde kunne udtale sig i anden Retning, end her er sket;

og om end Anledningen, efter alle Mærker at slutte, maa

synes mere tagen end given, vilde alligevel næppe noget

Væsentligt kunne indvendes, saalænge Noten indskrænkede

sig til at tale i Interesse af „den bestaaende Orden."

Men det diplomatiske Aktstykke indskrænker sig ikke

hertil: til en Erklæring imod Unionstankens Udførelse paa

Grund af dynastiske Forhold: af „den politiske Organisa-

tion, der fremgaar for hele Monarkiet af Londoner-Proto-

kollen af 2den August og 23de August 1850, og af den i

London den 8de Maj 1852 sluttede Overenskomst samt af

den kgl. Lov af 31te Juli 1853 angaaende Tronfølgen i det

danske Monarki." Noten gaar meget videre. Den dra-

ger Tanken om en skandinavisk Union i og for sig, af-

set fra Tidsforhold og midlertidige Hindringer, ind under

Betragtningen ; den gaar ind paa en Analyse af denne Tan-

kes Væsen og indre Berettigelse : om

den har noget virke-

^^'gt, paa Natur og Historie hvilende Underlag, eller om

den bør indskrives i de luftige Fantasibilleders Række. Det

er denne Del af det interessante Aktstykke, der har Krav

paa almindelig Opmærksomhed. Udenrigsministeren er her

traadt ud af sine særlige Enemærker, ud af Diplomatiens

mysteriøse Sfære; han har l)egivet sig ind paa den offent-


186

lige Forhandlings Alminding; han er traadt udæskende

frem. og han niaa her erkjende enhver tænkende Mand og

fædrelandssindet Borger som ja^vnbj-rdig Modstander,

Der er en vis nedladende Højmod, en overbærende

Skaansomhed i Tonen, hvormed Polemiken indledes: imod

,.den saa poetiske Idé." — denne Idé, som „saa ofte er

bleven fremmanet." Men man véd, hvad Klang det Poeti-

skes Navn har i det diplomatiske Sprog. Og saaledes føl-

ger da ogsaa i samme Sætning Beklagelse over: at den

l)oetiske Idé ikke er, som den burde være, „for stedse for-

s\'unden for Umuligheden af dens praktiske Yirkeliggjørelse,"

at den har „paa ny formaaet at bemægtige sig Aanderne

til en vis Grad." Var der nu en virkelig Tro tilstede paa

denne „Umulighed af praktisk Virkeliggjørelse," saa synes

al videre Polemik at kunne være sparet; og i saa Fald

havde man rolig kunnet lade de velbekj endte, almindelige

Talemaader gjælde, alt efter som de formaa at gjøre sig

gjældende. Den højtravende Trivialitet ophører ikke at

være triviel.

Men Kabinets-Noten har ikke anset en Motivering af

Umuligheds-Paastanden ufornøden. Foruden den nævnte

dynastiske Hindring er der to Hovedgrunde, der anfø-

res for at godtgjøre det Kimæriske i den skandinaviske

Unionstanke.

Den første er: „den ringe Harmoni, der bestaar

imellem Nordens tre Kongerigers Forfatninger, fremfor

Alt imellem Danmarks og Sverrigs Forfatninger." Den

samme Betragtning har allerede ved tidligere Lejlighed (i

Aarene 1809 og 1810) fremstillet sig som Vanskelighed ved

den Iværksættelse af Sverrigs Forening med Danmark-

Norge, hvorpaa der under Frederik den 6te arbejdedes med


187

Iver saavel før som efter Grustav den 4de Adolfs Afsæt-

telse, — men dengang under højst forskjellige Forhold.

Den absolute Regeringsform stod dengang i Danmark-Norge

overfor det indskrænkede Monarki i Sverrig, og der blev

derfor, navnhg af Statsminister F. Moltke, foreslaaet

„som det eneste Middel til Nordens Forening og Opnaael-

sen af sammes velgjørende Følger" Indførelse af en „med

Moderation affattet Konstitution for Danmark og Norge" ^).

Men nu! Hvor forandret er ikke Forholdet siden den

Tid! Hvilken Tilnærmelse i Statsforfatningens Princip,

uagtet Forskjellighederne i Form !

Det

forekommer mig

derfor ikke vel gjort at opstille et saadant Bevis for „Umu-

ligheden af den praktiske Virkehggjørelse," — allerhelst

da Grjendrivelsen hgger for hver Mands Øjne. Thi det er

vitterligt for Alverden, at den politiske Forening af Sver-

rig og Norge ikke har lidt noget Afbræk ved den „ringe

Harmoni," der unægtelig bestaar imellem de to Konge-

rigers Forfatning. Men det er jo netop grundet i Unions-

forholdets Begreb, at enhver af unerede Stater haandhæver

sig i fuld konstitutionel Selvstændighed. H\^ori skulde da

„den naturhge Hindring" ligge fra denne Side? — Ogsaa

fra anden Side sét synes det misligt, — mindre diplomatisk

og velbetænkt, — at ville trække en Forfatnings-Harmoni

frem som Betingelse for en naturlig og holdbar politisk

Forbindelse. Thi maa ikke Anvendelsen paa vore egne

Forhold paatrænge sig Enhver? Og hvilket Horoskop skal

da efter denne Teori kunne stilles for vor Helstatsforfat-

ning? Imellem Kongerigets Forfatning og den tyske For-

bundsforfatning er Harmonien yderst ringe, og i Forbunds-

») S. Schierns Hist. Studier, I. S. 324, jvfr. S. 309.


188

forfatningen er Modellen given, hvorefter Holstens og Lauen-

borgs Forfatning maa finde sig i at blive tilskaaren. Denne

Saks naa'r — Gud være lovet! — kun til Ejderen. Naar

nu et Unionsforliold imellem de nordiske Stater skal strande

paa den ,.naturlige Hindring" af Forfatningernes Forskjel-

lighed. hvilke Skrupler maa da ikke den diplomatiske Note

fremkalde med Hensyn til en Forfatning, som gjennemfører

— ikke et Unionsforhold, men en Stats


189

47 Aar siden beraabte sig paa det gjennemgaaende natio-

nale Fællesskab som Bevis for det Naturlige og Ønskelige i

Foreningen: da kan en saadan Paastand ikke andet end

være overraskende. Man véd. at den trofasteste Forening

bestod fire Aarhundreder igjennem imellem det danske og

det norske Folk, det national Forskjellige uagtet; og der

er ikke Tegn til Andet, end at den anden Forening —

imellem Norge og Sverrig — som har afløst den første,

har samme Trofastheds-Karakter, ligeledes uagtet de natio-

nale Forsk] ellighed er. I hvert Tilfælde er det klart, at en

Paastand, som gaar i modsat Retning, — Paastanden om

de „utallige Nationalejendommeligheder, som ufejlbarlig

vilde gjøre sig gjældende, saasnart det gjaldt om at føre

Idéen praktisk ind i Livet," maa hente sin Vægt fra MandensPersonlighed,

ved hvem den bliver opstillet. Men

hvorfra skulde vel Navnet, som findes under den omhand-

lede Note, have denne Vægt? Mon Gehejmeraad Scheel

er befaren i Danmarks Provinser, saaledes som han uden

Tvivl er i Tysklands? Mon han har sat Foden — i alt

Fald noget dybere ind — enten i Norges eller i Sverrigs

Land? Eller mon han har gjort de nordiske Folks Historie

og Sprog til Gjenstand for noget Studium, der skulde sætte

ham istand til at have nogen, endogsaa fjærn begrundet

Mening om de nationale Ejendommeligheder hos de tre

Folk, om deres forbindende eller adskillende Magt? Hvad

er det da, der skulde kunne give disse Ytringer det mindste

Præg af Paalidelighed? Naar den danske eller norske

Mand kan rejse Sverrigs vidtstrakte Land igjennem med

sit eget Maal, medens han ikke kan naa Ejderen, uden at

maatte give Slip derpaa, da gjøres intet videre Bevis behov

for aandeligt Slægtskab og Sympati, — Bevis for, at Poli-


190

tikens Daarskab har adskilt, hvad Forsynets Visdom har

villet, skulde høre tilsammen*). I et skandinavisk Unions-

ting vilde ikke Medlemmer have Sæde, af hvem der skulde

modtages den smigrende Erklæring, at de intet forstaa af

den danske Tale, og at Forhandlingen kun virker til at

stupidisere dem.

Kabinets-Noten afgiver endnu den Erklæring: at

„Tallet paa dem. der hos os virkelig have hengivet sig til

den skandinaviske Idé. kun er meget ringe." Det er et

Ord, som atter fører tilbage til den samme Betragtning.

Er det muligt, at den holstenske Minister for Hertugdøm-

met Holsten, — som upaatvivlelig kj ender Tyskland ulige

bedre end Danmark, som ved Dannelse, Aandsretning og

Sympati ganske naturligt føres mod Syd, ikke mod Nord,

— i den Grad kan tage fejl af sin Stilling i og til det

danske Folk, at han skulde tiltro sig at have den mindste

begrundede Dom om den større eller mindre Hengivenhed

i dette Folk for „den skandinaviske Idé?", eller at han

udenfor skulde kunne vente Tiltro til en saadan — vistnok

kjækt, men ligesaa løst — hensat Erklæring?

Som Gjenstand for Ønske, Haab og Fremtids-Udsigt

ligger der nu engang i Union stanken en Magt, som ikke

*) „Uklogskab og Mistroiskhed, samt en unordisk Kongeslægt paa

Skandinaviens Trone (den pommerske Erik, den bajerske Kri-

stofer, den oldenborgske Kristian den Iste) brød den Forening

i dens Barndora, der, om den havde opnaaet Manddom, mere end

én Gang af sildigere Slægter vilde være bleven velsignet; alt det

Blod, som er rundet paa Skaanes og Danmarks Sletter, som har

farvet Norges Klipper, vilde være blevet sparet for Norden."

Disse Ord ere at læse i et politisk Skrift fra 1810, — „et upaatvivlelig

ej uden den danske Regerings Avspicier skrevet Mani-

fest" (Schierns hist. Studier S. 296).


191

paralyseres ved diplomatiske Pennestrøg. Det er ukorrekt

at tale om: at denne Tanke er bleven saa ofte „frem-

manet." Sandheden er, at den ofte er bleven bortmanet,

men at den altid har trængt sig frem paa ny. For hol-

stenske Øren klinger det rimeligvis som hul Tale; men

nordiske Slægter ville forstaa og sande Ordet i det nys-

anførte Kegerings-Skrift af 1810: „det er umuhgt som

Nordbo at tænke sig denne Forening, uden at Blodet kom-

mer til at løbe raskere." Og kan det miskjendes, i hvilken

Grad de ydre Forhold bidrage dertil, at Nordens Folk maa

mere og mere blive førte ind paa denne Tanke? Det er

allerede en hverken hæderlig eller glædelig Statstilværelse

at staa som Sivet, svaiende for ethvert politisk Vindpust

fra Øst eller Vest. Men hertil kommer, nærmest for Dan-

marks Vedkommende, Stilhngen til Tyskland. Det var in-

gen forbigaaende Paroxysme, der greb Tyskland med Hen-

syn til Danmark i Feberaarene før og efter 1848. Tysk-

land fantaserer endnu stadig lige stærkt i denne Retning.

Ikke alene formaar Tyskland, — selv beruset af en Natio-

nalitets-Hovmod uden Maal og Grænse, — ikke at betragte

nogen ret- og pligtmæssig Foranstaltning i dansk Nationali-

tets Interesse anderledes end som Attentat paa Tyskhedens

Monopol; men ingen Paskvil angaaende danske Forhold

kan bære Præget af fabelagtig Opdigtning, plump For-

drejelse, hadefuld Bagvaskelse saa frækt til Skue, at den

jo i Tyskland, selv i videnskabelige Tidsskrifter, bliver mod-

tagen som troværdigt og lærerigt Bidrag til at give For-

stand paa, hvad dansk Regering og dansk Folk er. Det

er mere end sandsynhgt, at der ved Helstatsforfatningen

er nedlagt en Sæd, hvorfra denne fanatiske Fjendthgheds-

Aand vil vedblive at hente sin giftige Næring. Imod denne


192

Aand og dens farlige Magt kan et Værn og en Støtte ikke

undværes. — ikke for Danmark alene; thi Danmark staar

her kun som Formur for det skandinaviske Norden, ligesom

Slesvig for Danmark. Og hvor skal dette Værn, denne

Støtte være at søge? Det er dette Spørgsmaal, der træn-

ger sig frem paa hvert Punkt, trænger sig stærkere og stær-

kere frem, og paa den faktiske Besvarelse af dette Spørgs-

maal vil Danmarks og Nordens Fremtid bero. Og endnu

kun dette Ene: at, dersom en holsten-gottorpsk Politik

skulde vende Blikket til Østens Havne for der at udsøge

Ankergrunden for det danske Statsskib, da vilde dette mere

end noget Andet blive Middel til at bringe „den saa poe-

tiske Idé" nærmere til praktisk Virkeliggjørelse.


III.

Presse forhold.

14


Betragtninger over Trykkefrihed og Censur.

(1835).

„Tanken om raadgivende Provinsialstæn der, som efter Lorn-

sens Skrift (1830) begyndte alvorligt at sysselsætte Pressen, og i

1834 den mod David anlagte Pressesag blev for mig som

vel for mange Andre den første Vækkelse til at søge udenfor

det personlige Livs Anliggender. Yderligere Næring fik denne

Retning ved Samlivet med min Ven og Embedsbroder, Botanikeren

Schouw . , , Han var én af de ikke mange Mænd,

som havde tidlig følt sig tiltrukken ved det politiske Livs Be-

vægelser, var fortrolig med de konstitutionelle Former og, som

Udgiver af „Dansk Ugeskrift" (fra 1831). i højeste Grrad nid-

kjær for Benyttelsen af en lovhjemlet Pressefrihed ... I Ja-

nuar 1835 havde S. faaet paalidelig Underretning om, at der,

i Forbindelse med Generalfiskalsagen imod David i Anledning

af nogle Artikler i „Fædrelandet", paatænktes fra Regeringens

Side Skridt til Indskrænkning af Trykkefriheden, og

han meddelte mig sin Bekymring med Forslag til at forsøge

en Henvendelse til Kongen personlig for at forebygge Faren . . .

Som Indbydere til Andragendet til Kongen sluttede syv andre

Mænd sig til os . . . Andragendet blev ikke fremlagt til Un-

derskrift, men tilsendt et Antal Medborgere i Hovedstaden og

indgik til Kongen med 572 Underskrifter . . . Ørsted lægger

megen Berømmelse paa „den smukke Aand, hvori Andragendet

var udført," og finder det „saa heldigt affattet, at den bedst

1) Dansk Ugeskrift, 1835, Nr. 152.

14*


196

overvejende Klogskab ikke vilde have været istand til at gjt^re

det bedre.'' 0. skriver: ,.S. har ladet sig lede af sit ærlige

Hjærte og sin sunde Følelse;" men Berømmelsen kau jeg tage

mig til Indtægt; thi Affattelsen tilhører mig. Jeg tror ogsaa,

at Andragendet har truffet den Tone, som maatte holdes for

at opuaa den tilsigtede Virkning .

. .

Det ene Skridt førte videre — til Stiftelsen af „Selska-

bet for Trykkefrihedens rette Brug." Tanken gik fra

først ud paa ^en Forening til at modarbejde Pressens Misbrug."

Men nogle svage Forsøg paa at paatale saadaune forekommende

Brud paa Sandhed eller Sømmelighed overbeviste snart om det

l[igjennemførlige af en censurerende Virksomhed, og Skrift-

komitéen enedes om den nærmere Bestemmelse af Forraaalet:

ved Hjælp af Pressen at virke til Folkeoplysning og til Vejled-

ning af de almindelige Domme over Gjenstande, der maa være

vigtige for Alle, ved at fremme Udbredelsen af god og nyttig,

modarbejde Udbredelsen af slet og fordærvelig Læsning. Her-

til virkedes der dels ved Udgivelsen af Ugebladet „Dansk

Folkeblad", som aabnedes i jNfaj 1835, . . dels ved en Række

af Folkeskrifter, som udkcm i Løbet af flere Aar . . Faa

Foreninger have i Danmark kunnet glæde sig ved en saa al-

mindelig Tilslutning som „Try kk efr i he ds - S elskabet".

Antallet af Medlemmer var i de tre første Aar i bestandig

Stigen, indtil det naa'de ikke lidet over 5000 . . Det talte

Filialselskaber (30—40) i alle Provinser. Allerede Tilværelsen

af en saa talrig og udbredt Forening, sammenholdt ved Inter-

essen for et stort Fællesgode, er et Tidstegn, som i Særdeles-

hed dengang havde sin Betydning. Den omsluttede Medlemmer

af alle Sarafundets Klasser, og . . var Foreningspunkt for

de Fleste, der paa nogen Maade følte sig b -rørte og oplivede

ved den svage Luftning af en Smule friere Liv . . . Det var

i Begyndelsen især Eksemplet af en forholdsvis storaxlet Sam-

fundsvir kso m h '• d, hvorved Selskabet indtog en betydnings-

fuld Plads. Forhandlinger, som de, der gik for sig ved de

aarlige (Generalforsamlinger i parlamentarisk Form, vare noget

hidtil Ukjendt i den kongelige Residensstad. De største Sale,


197

der vare at finde, vare overfyldte, og Forhandlingerne dels om

Forandringer i Selskabets Organisation, dels om offentlige An-

liggender gave mangengang ikke de raad- eller lovgivende For-

samlingers Noget efter i Livligheden, hvormed de førtes, eller

i Interessen, hvormed de fulgtes. Det var her, paa General-

forsamlingen 1836, at Lehmann gav det første Stød til virksom

Foranstaltning fra Kongeriget i Danskhedens Interesse i Sles-

vig. Men selvfølgelig var det dog navnlig Pressens Til-

stand, der her blev Gjenstand for en Virksomhed, hvortil

Tidsforholdene stadig opfordrede.

Den danske Presses Vilkaar, begrænsede ved Forordningen

af 27de September 1799, . . havde

i de mellemliggende Tiaar

lidt flere og flere Indskrænkninger. Det var forbudt (1805j

at indføre „Rygter om almindelige eller ofientlige Foranstalt-

ninger;-' det var forbeholdt (Plakat af 2den Oktober 1810) en-

kelte priviligerede Blade at meddele „politiske Nyheder og

Efterretninger," og Forbudet imod Meddelelse af disse blev nu

(Reskript 10de April 1836) udstrakt ogsaa til ..Bemærkninger

og Ræsonnements-' over Nyhederne, der vare bragte. Blade

saavelsom Skrifter under 24 Ark vare underkastede befalet

Gjennemsyn, førend de turde udgives (1814), og, uaar Kancelliet

stadfæstede det foreløbig gjorte Beslag af den vedkommende

Politiembedsmand, var det forment Udgiveren eller Forfatteren

at torfølge Sagen ved Domstolene; . . ved Paalæg og Forbud

som de nævnte var den rette Brug af Pressen i høj Grad be-

sværet og indsnøret og blev det end mere ved den Vilkaarlig-

hed, som var uadskillelig fra den administrative Anvendelse.

Det vil uden Tvivl være Tilfældet med flere Samtidige, som

det er med mig, at „Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug"

er blevet dem en Forskole til Deltagelse i det statsborgerlige

Liv. . . . Jeg for min Del ei'kjender, at jeg

derved blev ført ind i Anliggender og Interesser, som hidtil

havde ligget, om ikke udenfor min Synskreds, dog udenfor min

Virksomhed .

. . Iblandt Bidragene, som jeg indsendte til

„Dansk Folkeblad" i de seks første Aar, nævner jeg her : „Hvad

hører der til at være en liberal Mand?" — ..Et Par Ord om den


19S

Kunst at takke" — ^Betragtninger over Selskabet for Trykkefrihedens

rette Brug, dets Virksomhed og dets Fremtid" —

,.Oni Statsembedsmænd som kongelige Tjenere,-' foruden flere

Artikler om Trykkefriheds-Forhold ... 1 ,. Dansk Ugeskrift"

(1835) findes der og en Artikel af mig: „Betragtninger over

Trykkefrihed og Censur." („Optegnelser" S. 180—187).

I.

Audiattir et altera pars.

Det maa være paafaldende for enhver ikke ganske

tankeløs Betragter af vor Tid. hvilken Forandring der i

Lø'iet af nogle Aar er foregaaet i Henseende til det, der

kan siges at være den almindehge Gjenstand for Folks Interesse,

deres Efterspørgen og Eftertænken, deres Omdømme

og indbyrdes Samtalen. Vistnok har ogsaa tidligere den

udvortes Politik — paa en Tid, der var rig paa Bevæ-

gelse og Omvæltning, — maattet vække levende Interesse

hos et Folk, som stod Hovedskuepladsen baade nær og

fjæmt nok. for i behagelig Tilskuer-Ro at kunne være

Vidne til de Optrin, der afløste hinanden; heller ikke vare

de i vort Fædreland faa, som med dybere forskende Blik

fulgte de store Verdensbegivenheders Udvikling. Men hvor

dette var Tilfældet, syntes det, som om denne Interesse for

et stormende Liv, der lievægede sig udenfor vore Grænser,

lod Sjælen finde saameget større Tilfredshed i den Bevidst-

hed, at der indenfor disse laa et roligt Fristed, til hvilket

Enhver kunde efter Behag drage sig tilbage; i den Kreds

af det borgerlige Liv, hvor den Enkelte saa sig hensat,

søgte Enhver at gavne, søgte — just for at gavne saameget

mere — at undgaa. hvad der kun vilde tjene til at ad-

sprede Tanken, adsplitte Virksomheden og forstemme Sin-

det: Bekymringer om. hvorledes det stod til med det, der


199

laa udenfor hans egen Synskreds, og Planer til at refor-

mere, hvad han ikke tilstrækkeligt kjendte. At være Or-

gan for en Opposition var endnu ikke nogen Gjenstand for

Ærgjerrighed, og den statskloge Projektmager havde ingen

synderlig Popularitet at glæde sig ved; man skjønnede tak-

nemlig paa det Gode, man nød, haabede, at det Onde,

hvoraf man følte Trykket, vilde af sig selv blive bedre, og

ansaa det for Borgerens første Pligt at oppebie en saadan

Forandring med taalmodig Resignation. Journal-Lite-

raturen fra hine Tider giver det tydeligste Billede af

denne Folkestemning. Den Bevægelse, som i den franske

Revolutions Decennium havde forplantet sig til enkelte Ord-

førere i vore Tidsskrifter, der søgte at underholde Læserne

ved en Gjenklang af ekscentriske, men i deres ubestemte

Almindelighed endnu temmelig uskadelige Friheds-Idéer,

havde lykkelig atter sat sig, uden som det syntes at efter-

lade noget Spor. Den oprindelige Karakter var atter vendt

tilbage; Dagbladene meddelte udenlandske og indenlandske

Efterretninger, uden at Filosofer eller Statsøkonomer gjorde

Profession af at udtyde dem for Folket paa deres Vis ; den

Læsning, der meddeltes i Tidsskrifterne, var mest bereg-

net paa at adsprede og underholde, og, om den end ikke

sjælden faldt i det Smaalige og Trivielle, var den dog

uskyldig og fordringsløs ; de lærde Tidender holdt sig strængt

indenfor Lærdommens Enemærker og erkjendte med rigtig

Takt Forskjellen imellem Videnskabens Teorier og Livets

Praksis. Det manglede ikke paa Stridigheder; men disse

angik som oftest enten lærde Arbejder eller personlige For-

hold og vare saa langt fra at have nogen foruroligende

Karakter, at de sjælden sysselsatte Flere end de Paagjæl-

dende og deres Nærmeste paa begge Sider.


200

Hvor aldeles forskjellig er det Maal, hvortil der nuom-

stunder stræbes hen fra alle Sider, hvor forskjellig Maaden,

hvorpaa der stræbes henimod det! Det er Enemærkerne

midt imellem Yerdenspolitikens og Huslivets Sfære —

Fædrelandets almindelige Anliggender, alt det,

der vedkommer Samfundsforholdene i videre og snævrere

Kredse. — hvor nu deres Interesse skal mødes, der ville

gjælde som oplyste og frisindede Patrioter. At arbejde

stille og uden Ophævelse paa sig selv og for sig selv og

ved sig selv, tilfredsstiller ikke længere: „Oplivelse af

Almcnaand'' er Løsenet for Alles Virksomhed, Temaet,

der i Tale og Skrift lyder os imøde, hvor vi vende os hen.

Skal et Tidsskrift i vore Dage vinde Popularitet, da maa

det gribe enhver Lejlighed til at stille os andre Natio-

ners Institutioner og Bedrifter i denne Henseende for Øje

til Efterligning, gjøre opmærksom til vor Beskæmmelse paa

deres Forspring, saa ofte som der spørges om Indsigt og

Deltagelse i offentlige Foranstaltninger og Foretagender;

det maa ikke blive træt af at tale om Nødvendigheden af,

at Borgerne blive indviede i Bestyrelsen af det, der an-

gaar det almene Vel, og at løfte Stemmen, hvorsomhelst

der findes Noget, som kunde synes at ligne Hemmelig-

holdelse af hertil hørende Gjenstande ; det maa anvise og

anprise Midler og LejUghed til at fremdrive en patriotisk

Almén-Aand til trivehg og fuldmoden Kraft. Selv i lærde

Mænds Journaler for Literatur tør man ikke mere som i

fordums Dage søge lærde og kuriøse Materier, behandlede

i Lærdommens abstrakte Form; derimod synes Hovedfor-

maalet nu at være det, at føre — som det hedder — Vi-

denskaberne ind i Livet, og mangengang synes Anmeldel-

sen af en Bo


201

kel for Vedkommende, der giver bekvem Lejlighed til at

virke med i samme Retning og hjælpe de ubestemte Be-

stræbelser til et Underlag af fornøden Grundighed og

Fasthed.

Det være nu langt fra os at miskjende den gode Side

ved alt dette; vi ville ej engang have noget imod. om man

vil betragte denne indtraadte støn-e Virksomhed med al

dens Urolighed og Stundesløshed som en Fremgang til

det Bedre. Det er naturligt, om Folket paa et højere

Udviklingstrin ikke længere finder Tilfredsstillelse ved det,

der underholdt og sysselsatte det paa et lavere Trin, om

Borgerne, efterhaanden som de blive sig bevidste som Med-

lemmer af et Statssamfund, føres til at betragte dette Sam-

funds Anliggender som nærmere vedkommende dem; og

naar det ikke kan nægtes, at der netop med Hensyn til

en almindelig Samfunds-Aand har været mere at ønske

hos os end hos adskillige andre af Evropas Folk, da kan

ethvert Tegn til Forandring i denne Henseende forså a-

vidt kun være Anledning til Glæde. Vi behøve ikke at

erindre os, fra hvilken Side den stærkeste Impuls til denne

Alménaandens Oplivelse er gaaet ud, hvad det er for en

Institution, der fremfor noget Andet er bleven Forenings-

punktet for danske Borgeres Interesse, deres Ønsker og

E'orhaabninger, og i hvilke Ord Kongens Hensigt med

denne Gave til sit Folk er bleven udtrykt, for at komme

til den Overbevisning, at enhver Bestræbelse for at oplive

og styrke Alménaanden kan være forenet med den største

Loyalitet. I et Land, hvor en faderligsindet Regering mø-

des af trofast Hengivenhed, kan en saadan Aand ikke an-

det end føre til mere levende Paaskjønnelse af det Gode,

der allerede er givet, og større Redebonhed til patriotisk


202

Virksomhed, uegennyttig Opofrelse af Tid og Kræfter for

at understøtte Regeringens Bestræbelser, altsaa ikke andet

end knytte Baandet imellem Regering og Undersaatter

endnu fastere. Og ligesaa lidt vil der i sig selv være no-

get at indvende mod den Virksomhed, som Pressen i

denne Henseende har udøvet: ikke alene fordi det, der

bevæger sig i Folket, -nødvendig maa udtale sig igjennem

Pressen, men ogsaa fordi det er den gjensidige Meddelelse

ved Pressens Hjælp, som især skal bringe Klarhed og Or-

den i de formløse Begreber, berigtige det Skjæve, lære at

adskille Sandheden fra det skuffende Skin og saaledes mod-

arbejde Misforstaaelser og alle deraf udspringende Misbrug.

Forsaavidt kan man heller ikke andet end billige den

Anvendelse, som gjøres af Videnskaberne til at drøfte

og klare det. der sætter Folkets Tanke og Tunge i travl

Virksomhed.

Naar vi have indrømmet dette og overhovedet ere vil-

lige til at indrømme, hvad der plejer af frisindede Skri-

benter at anføres til Anbefaling af Tidsalderens Tendens

til Udvikling af de sociale Forhold, da haabe vi, at det

ikke vil blive forklaret som blind Vedhængen ved den gamle

Tingenes Orden, som Hylding af et krast Reaktions-System,

naar vi ytre vor Mening derhen: at hvad Maaden angaar,

paa hvilken hin Tendens hos os har begyndt at ytre sig. en

anden Betragtning af Sagen frembyder sig, ifølge hvilken

det synes ønskeligt just for Alménaanden og de Frugter,

som deraf skulle sés imøde. om saadanne Foranstaltninger

kunne træffes, hvorved den begyndte

Fremadstræben skulde — langt fra at hindres

eller stanses — ledes i det rette Spor, holdes in-

den saadanne Grænser, at den gode Aand ikke skal ar-


203

bejde sig selv imod ved at fremkalde Kollision med andre

vigtige Interesser.

Det er Pressens Frihed, som vi her ville hæfte

vor Opmærksomhed paa. Alt. hvad der er sagt og frem-

deles kan blive sagt om den Magt. der udgaar fra den frie

Presse, maa Enhver underskrive: der kan om den næppe

siges for Meget. Men denne Magt kan bruges til det Onde

saavelsoni til det Gode, og i begge Retninger kan den virke

lige Meget. Just derfor maa vel Alle forene sig i det

Ønske, at den Eksperimentering ikke skal blive for længe

fortsat: hvilken Virkning der omsider — maaské som

Følge af tilfældigt indtrædende, uforudseeHge Konjunkturer

— skal overveje den anden, mindst i Tider som de nær-

værende, da den almindelige Gjæring gjør Folk ligesaa be-

gj ærlige efter at prædike deres Visdom fra Tagene, som

efter at lytte til de selvbeskikkede Prædikanter. De Ind-

skrænkninger, ved hvilke Regeringerne i Tysklands mest

oplyste Stater have efterhaanden sét sig nødsagede til at

foreljygge Misbrug af Pressen til at blænde, forvirre og

ophidse, ere alle bekj endte. At lignende Misbrug vilde

ytre sig hos os. var at formode ifølge det Samkvem, som

forbinder Danmark med dets sydhge Naboer, og ifølge Efter-

lignelsesdriftens store Herredømme; og dersom det samme

Onde her skulde fremkalde samme modvirkende Middel

som hist, da maatte man vel beklage denne Nødvendighed,

men ligefuldt indrømme den og ligefuldt ønske, at det Onde

maatte blive mødt itide.

Ved saadan Indskrænkning tænke vi nu ikke — og

kunne ikke tænke — paa en Straffelovgivning for b e -

gangne Overtrædelser af Trykkefriheden og en Paakjen-

delse af Domstolene ved de enkelte Tilfælde, i hvilke


204

en Forfatters Ytrinper blive Gjenstand for retlig Under-

søgelse. Meget mere ere vi tilbøjelige til at henføre saa-

danne Undersøgelser til de Onder, som det netop maatte

ligge i den faciles Interesse at sé forebyggede. Det er paa

den ene 8ide umuligt, selv for den omhyggeligst affattede

Lovgivning, at ramme de fint anlagte og udførte Presse-

Misbinig, som ofte just kunne stifte den største Skade, me-

dens man paa den anden Side ikke kan na'gte den beklage-

lige Mulighed, at en Forfatter kan uforsætligt komme til

at overskride den betegnede eller tilsigtede Grænse, saa-

ledes imod sin Vilje blive Lovens Overtræder, og imod den

højere letfærdigheds Love l)live straffet som saadan. Der-

til kommer, hvad Erfaring kun altfor advarende lærer, at

Trykkefrihedssager bidrage mere end noget andet Middel

til at vække en forøget Opmærksomhed og Interesse for

Skriftet og dets Forfatter, som er gjort til Gjenstand for

Paatale, at de ofte endogsaa tjene til at arbejde Gemyt-

terne op i en eksalteret Stemning, som i det mindste i sine

nærmeste Følger er skadelig; for den højere Politik vil

derfor i de allertleste Tilfælde Anvendelsen af dette Mid-

del synes meget betænkelig. Af teoretiske Grunde vil

man vistnok kunne sammensætte et meget plavsibelt Bevis

for, at alle forebyggende Midler med Hensyn til Pres-

sens Misbrug ere af det Onde, at der kan gives tilstrække-

lig Betryggelse for den oft'entlige Sikkerhed ved at blive

staaende ved Paatale af de faktiske Misbrug, og at der

ikke kan gaas videre uden at hindre Pressen i at opfylde

sin Bestemmelse. Vi vove imidlertid ligefuldt at mene, at

de, der betragte Fred og Kolighed soui første Betingelse

for en naturlig og normal lidvikling af Stutslivets Kræfter,

og i ethvert Attentat eller attenteret Brud paa den af Lo-


205

vene oprejste Orden sé en Hindring for en saadan Udvik-

ling, som helt bør forekommes, — at disse ville finde Ind-

førelsen af et aandeligt Formynderskab for Pres-

se n aldeles stemmende med egen Interesse, i hvilken Rege-

ring og Folk maa mødes, paa saadanne Tider nemlig, hvor

hyppige og farlige Misgreb ere at befrygte.

Man vil her møde os med den gamle Indvending: at

dette er at hindre Brugen, den velgjørende, uundværlige

Brug af Pressen tiUigemed Misbrugen, efterdi den, fra det

Øjeblik af, at den sættes under Censur, ikke længere er det

frie Organ for Folkets og dets Repræsentanters Stemning,

men kun et Redskab, der styres af vedkommende Øvrig-

heds Haand. Og vi ville ikke betænke os paa uopfordrede

at indrømme Gyldigheden af denne Indvending, saasnart

som den bliver fremsat i AlmindeUghed; men ligesom vi

bede Læserne vel erindre, at Ordet her alene bliver ført

for Indskrænkning i Pressens Brug som en interimistisk

Foranstaltning, der skal søge sin Retfærdiggjørelse i de

nærværende Tidsforhold, saaledes er det ogsaa alene For-

holdene i vort eget Fædreland, vi have for Øje, og vi

tør da mene, at Beroligelsen i denne Henseende ligger nær.

Det er det samme Formaal af Velvære, Alménoplysning,

ret forstaaet borgerlig Frihed, hvortil der maa stræbes

fremad i alle Stater; men Vejene og Midlerne kunne og

maa være forskjellige efter den enkelte Stats Ejendomme-

lighed. Og skulle vi betegne den Udviklingsgang , der

upaatvivlelig vil erkj endes at egne sig bedst for vort Fæ-

dreland, naar vi agte paa dets Historie, paa det nu Be-

staaende. paa den Maade, hvorpaa dette er fremgaaet af

det Forbigangne og atter skal gaa over i det Tilkommende,

da mene vi, at den hele forberedende, udjævnende,


206

ledende Virksomhed maa med ubetinget Fortrøstning

overlades til Regering og Øvrighed i nedadstigende Linje,

medens Undersaatterne have at søge deres Kald deri, at

de følge de til enhver Tid anviste Spor. modtage og

benytte med Erkjeudtlighed, Enhver i sin Kreds, det,

der gives ovenfra overensstemmende med Gavens Hensigt;

hvorhos det ej heller vil blive forment at henlede med sømme-

lig Beskedenhed vedkommende Avtoritets Opmærksomhed

paca denne eller hin Gjenstand, som kunde synes at være

undgaaet den. Men derimod mene vi at tinde Medhold

baade i vor Forfatnings Særegenhed og i loyale Medborge-

res Tænkemaade, naar vi betragte det som en Overskriden

af den rette Grænse, som en Slags Forbytning af Rollerne,

naar man vil søge et selvstændigt Virksomheds-Moment,

en fremskyndende, styrende Kraft i Folket, derskulde

ytre nogen umiddelbar Indflydelse paa Regeringens For-

anstaltninger. Og nu spørge vi : om

der ikke i Aanden af

vor hele Statsstyrelse maa haves den fuldkomneste Garanti

for, at enhver Brug af Pressen, som efter denne Syns-

maade maatte have Fordring paa at gjælde som lovlig,

vilde ogsaa under Censurens Opsyn forblive fri og ukræn-

ket. Men det er kun denne Brug af Pressen, paa hvil-

ken den gode Statsborger kan sætte Pris; thi den alene

kan bidrage til at fremme den stille, rolige Udvikling at

Statsliv og Folkeliv i de Spor, som Fortidens Historie, der

atter staar i nøjeste Forbindelse med National-Karaktérens

Ejendommelighed, anviser. Hvad der gaar ud over denne

Linje, har ingen Indfødsret i Danmark; det er indtrængt

udenfra og bør atter vises ud over Grænsen. En For-

anstaltning, som bevirkede dette paa den lempeligste Maade

og derved tillige satte en Skranke for de sørgelige Følger


207

af Enkeltes Ubesindighed eller strafværdige Hensigter, vilde

derfor vel uden Tvivl vække Misfornøjelse hos dem, som

derved vilde blive stansede i deres Proklameren af Lærdomme

om borgerlig Frihed og Staternes Lyksalighed, som

ere hentede fra udenlandske Radikales Skoler; men den

vilde just af den Grund kunne gjøre Regning paa af den

store Flerhed at blive betragtet og modtagen som en vel-

gjørende, til Tid og Sted vel beregnet Forholdsregel.

II.

Det bekjendte Ord af en Statsmand i England: at,

dersom en Opposition nogensinde skulde mangle, maatte

man arbejde paa at skabe den ved kunstige Midler, —

indeholder en Sandhed, som fortjener at lægges paa Hjærte

allevegne, hvor Anliggender i Menneskelivet eller i Stats-

livet blive bragte under Forhandling, uden Hensyn til, paa

hvilken Side Oppositionen maatte søges. Forhandlingen

om saadanne Anliggender vil nemlig ikke kunne føres paa

tilfredsstillende Maade eller føre til et Resultat, som kan

gjøre Regning paa at have en almindelig og virkelig be-

grundet Overbevisning om dets Rigtighed for sig, naar ikke

Indvendinger og Modgrunde imod den herskende Mening

komme til Orde med al den Styrke, de kunne modtage,

og i denne Form blive Gjenstand for alvorlig Drøftelse.

Hvor Modpartiet unddrager sig denne Andel i Forhandlin-

gen, maa Mangelen saavidt mulig udfyldes ved Bestræbelse

for at fremstille den omhandlede Sag fra de hinanden mod-

satte Sider, paa det at Enhver kan gjøre sig Rede og

Regnskab for, hvad der lader sig indvende mod Rigtigheden

og Gavnligheden af den Mening, der hyldes, og hvorvidt


208

det. der bliver indvendt, kan vises tilbage ved overvægtige

Grunde, udledede fra et højere og friere Standpunkt for

Betragtningen.

Gjøre vi Anvendelse paa et Anliggende, som i nær-

værende Tid er et Hovedænine for Eftertanke og Samtale

hos Alle, hvem det almene Vel ligger paa Hjærte, — den

danske Presses Frihed for Censur, — da kunne vi

vel antage, at der ikke er ret mange Punkter, om hvilke

Overbevisningen er saa almindelig, saa fast, saa dybt rod-

fæstet i det danske Folk, som denne: at en Trykkefrihed

uden anden væsentlig Indskrænkning end den, der er nød-

vendig til at haandhæve de bestaaende Love mod begangne

Misbrug, er ét af Menneskets, Borgerens og Samfundets

dyrebareste Goder, at den hører til de nedarvede Goder,

hvis uforstyrrede Besiddelse binder Sønnerne, som den har

bundet Fædrene, med den oprigtigste Hengivenhed til Re-

geringen. — og det i altid højere Grad. jo mere Dagens

Historie lærer at sætte Pris paa dets Værd — , at deri

Dag, om den nogensinde skulde komme, der berøvede

Danmark denne Frihed ved Censurens Lænke, vilde bringe

Sorg over Danmarks Folk og varsle Ondt for den kom-

mende Tid. Imidlertid gives der vel næppe Nogen, som

drager i Tvivl, at en meget afvigende Betragtningsmaade

af denne Sag ogsaa tæller sine Forsvarere iblandt os. For-

saavidtsom disse stille sig i Modsætning til den Mening, der

udtaler sig som den i Nationen herskende, kunne de be-

tragtes som udgjørende Oppositionen; kun at de ikke frem-

staa offentlig som Opposition, men foretrække, som det sy-

nes, at føre deres Sag inden lukte Døre. Dette er nu for

begge Parter og for Sagens Skyld meget at beklage. Det

er naturligt, om denne Tilbageholdenhed fra det reagerende


209

Partis Side med Hensyn til et Anliggende, som fremfor

noget andet har Krav paa offentlig Forhandling, ikke bli-

ver udlagt til det Grode, om man deri sér Bevis for, at de

Grundsætninger, som hyldes og foredrages, have Aarsag

til at holde strængt over deres Inkognito. Alligevel maatte

det kunne lykkes Pressetvangens System, ved Hjælp af nogen

Eftergivenhed og nogen Finhed, ogsaa i dette Punkt at vise sig

i en mildere Skikkelse, og det synes forsaavidt at ligge i dette

Systems egen Interesse at gjøre Forsøg paa at udsone i det

mindste de mindre Befæstede og Skarptseende med sine Prin-

ciper, og overhovedet at forebygge onde Udtydninger og deraf

flydende Spændinger. Ogsaa fra den anden Side betragtet

vilde det være af Vigtighed fra avtentisk Kilde at lære at

kjende den Bevisførelse, hvorved man vil have Nødvendig-

heden og Hensigtsmæssigheden af yderligere Indskrænknin-

ger af vor Presse godtgjort. Forfejlede Demonstrationer

og overflødige Udviklinger vilde herved lettere blive und-

gaaede; man vilde vide med større Bestemthed at træffe

de Hovedpunkter, paa hvilke det egenthg kommer an. og

Forsvaret for Nationens Klenodie vilde kunne føres med

en Stringens, som endmere vilde sikre det den forønskede

Virkning.

Det er Betragtningen heraf, som har bragt mig til det

foranstaaende Forsøg paa at sætte mig i en Tankegang,

efter hvilken Fortabelse af vor nærværende Trykkefrihed

ved Indførelse af en almindelig Censur kunde findes moti-

veret ved Forholdene i vort Fædreland. Jo stærkere Ret-

ningen af denne Tankegang divergerer fra min egen, desto

mere vil det findes undskyldeligt, om det ikke skulde være

lykkedes mig overalt at blive i Sporet; derimod vil man,

som jeg haaber, lade min Bestræbelse vederfares Ret, at

15


210

holde frastødende Ytringer af et krast Servilitets-System

ude. og at fremstille Reaktionens Principer i en anstændig

Dragt. I alle Tilfælde forekommer det mig. at et saadant

Forsøg i Mangel af et bedre Indlæg fra Modpartens Side

kunde have sin ^ytte; muhgt kunde det just fra denne

Side foranledige en uforbeholden, fuldstændigere og mere

tilfredsstillende Fremlæggelse af Oppositionens Anskuelser,

medens det paa den anden Side kunde bidrage til at give

det fremski'idende System, — i dette Punkt egentlig: det

konservative, thi det gjælder om at bevare, hvad vi have,

— bestemtere Momenter at rette Vaabnene imod.

Det er nemlig fra mange forskjellige Sider, at de i

det Foregaaende fremsatte Anskuelser ville, ved nøjere

Betragtning og Prøvelse, opfordre til Modsigelse. Med det

hjærtelige Ønske, at denne maa blive dem tildel fra ret

mange Sider af indsigtsfulde, klarsynede og sindigtdøm-

mende Mænd, vil jeg her indskrænke mig til nogle enkelte

Betragtninger, som for Øjeblikket ligge mig nærmest.

Naar man for det Første gaar ud derfra som fra

et Aksiom : at Legitimitetens Kodeks, — navnlig saaledes,

som den skal være given i vort Fædreland, — skulde inde-

holde et Slags Reglement, ifølge hvilket alle Impulser til

Udvikling af et højere og friere aandeligt Liv ikkun turde

udgaa ovenfra, for regelmæssigt, i foreskreven Form og Or-

den, at forplante sig videre nedad, hvorimod enhver Be-

vægelse af Aandens Liv i modsat Retning, nedenfra opad,

skulde betragtes som Anmasselse : da er det ikke vanskehgt

i denne Paastand at sé den fuldkomne Miskj endelse af Betin-

gelser og Love for al aandelig Virken og en deri grundet Mis-

kj endelse af det naturlige Forhold imellem Regerende og Rege-

rede, overalt hvor Talen er om aandelig Indvirken. Ganske


211

anderledes er det med det, der kan være umiddelbar Gjen-

stand for Anordning og Befaling. Hvorsomhelst bestemte

Virkninger skulle opnaas i Borgersamfundet, der ikke kunne

opnaas, uden at bestemte Kræfter sættes i Bevægelse og

holdes i Bevægelse, ordnes og ledes paa bestemt Maade,

dér maa Modsætningen imellem Overordnede og Under-

ordnede, mellem den aktive og passive, den befalende og

adlydende Del af sig selv træde frem. Men naar Talen er

om den almindelige, den aandelige Virksomhed, som har

sin Kilde og sin Styrke i Kundskabens Omfang, Indsigtens

Klarhed, Viljens Kraft, som gaar ud paa, ogsaa hos Andre

at udvide Kundskaben, opklare Indsigten, styrke Viljen: da

vil man dog vel ikke have Summen af de aandelige Kræf-

ter, som her alene komme i Betragtning, sammentrængt i

de Regerende, have disse ogsaa i denne Henseende stillede

i Modsætning til de Regerede. Lyset kan tændes og kan

brænde klart i alle Dele af Samfundet; at det maa blive

tændt overalt og overalt finde Næring, er netop det vig-

tigste Formaal for al Regering; men Lysets Gang følger

ikke det foreskrevne Spor; det har, — i den aandelige

Verden saavelsom i den legemlige, — den Egenskab at

udbrede sig frit i alle Retninger og til alle Sider, opad

saavelsom nedad, og allevegne, i højere saavelsom i lavere

Regioner, er der baade Evne og Trang til at modtage et

altid fuldere og renere Lys. I en virkelig oplyst Stat kan

derfor, naar Talen er om den aandelige Indvirken, ikke

noget Forhold af Modsætning tænkes imellem Regerende

og Regerede, men kun et Forhold af gjensidig Tilnærmelse,

gjensidig Bestræbelse efter at indvirke paa hinanden; det

er fælles Interesse for Begge eller rettere: den selvsamme

Interesse' er fælles for Begge, at de forskjellige Midler,

15*


212

som ere givne til denne gj ensidige Indvirken fra begge

Sider, blive benyttede i deres hele Omfang. Thi vistnok

ere Midlerne, som ere givne til denne Indvirken, forskjel-

lige efter den forskjellige Stilling. Begge indtage i Staten.

Naar Ordet i de Regerendes Mund virker med en positiv

Kraft, fordi det understøttes af den anordnende, styrende,

udøvende Magt og Myndiglied, hvorved de kunne virke for

de højere Formaals Fremme, for det aandelige Livs Ud-

vikling, ere de Regerede fornemmelig henviste til den na-

turlige Magt, som ligger i Ordet, til det Middel, som er

givet i Pressen til Meddelelse og Virken. Men hvo vilde

fra denne Forskjellighed i Middel og Maade, hvorved der

virkes, slutte til en forskjelhg, en delt Interesse? Naar

det dømmende, det anordnende, befalende Ord udgaar fra

de Regerende, da er det ikke disses — det er hele Sam-

fundets Interesse, at det møder Lydighed og Underka-

stelse; og naar de selvsamme Anliggender, Foretagender

og Foranstaltninger, som ere Gjenstand for den dømmende,

anordnende, styrende Virksomhed, gjøres af Statens Bor-

gere til Grjenstand for Granskning og Meddelelse ved

Ordets og Pressens Hjælp, da er det atter ikke disses,

ikke de Regerendes — det er hele Samfundets In-

teresse, at denne Brug af Ordet er fri og uhindret.

Vi mene derfor, at den vilde ligesaa slet varetage et Folks

Tarv. som opfordrede Ordet til at træde op imod den sty-

rende Magt, (der netop skal understøttes og fremmes i sin

Virken ved Ordets Hjælp), som den vilde gjøre sig slet

fortjent af en Regering, der søgte at berøve den det na-

turlige Forbindelsesmiddel med Folket ved at tilraade at

alutte Pressen i Bolt og Jern.

Dog — der kunde hertil svares, hvad der ogsaa i den


213

foranstaaende Fremstilling er bleven gjort gj ældende: at

denne haarde Tale ikke vilde finde Anvendelse paa Cen-

suren, dersom den nogensinde skulde blive indført i vort

Fædreland; der maatte nemlig her haves tilstrækkelig Ga-

ranti i Regeringssystemets hele Aand, at en Censur i

Danmark vilde blive noget ganske Andet end Censur

andetsteds, at det vilde gjøres den til Pligt, og at den

selv vilde gjøre sig en Glæde af at tilstede enhver Brug

af Pressen, som er overensstemmende med Lovene, og alt-

saa kan ønskes og ventes af Landets gode Borgere.

Det er nu allerede i sig selv stærkt at forudsætte og

forlange en saa ubetinget og uindskrænket Tillid til de

Regerende, — Ordet taget i dets mest udstrakte Betyd-

ning, altsaa: til samtlige Avtoriteter. — som det, under

Forudsætning af en almindelig Censurs Indførelse, vilde

blive overdraget at vaage over det trykte eller til Trykken

bestemte Ord, og drage den vanskelige Grænselinje mel-

lem Brug og Misbrug, det Lovlige og Ulovlige, til disse

Avtoriteters Skarpsindighed, Visdom og Frisindethed. Men

dernæst — er det ikke paafaldende. at, imedens der

gjøres Fordring paa en Tillid af denne Omfang fra de

Begeredes Side, bliver paa selvsamme Tid Tilliden fra

de Regerendes Side til de Regerede fremstillet som

den, der skal mangle al Grund og Fasthed. Alligevel er

Tillidens Følelse hos Mennesker gjensidig. I et Land,

hvor Regenten i selve Anordningen om Trykkefrihedens

Grænser hav erklæret, at han ynder Trykkefriheden som

det virksomste Middel til at udbrede Oplysning i alle

Borgerklasser, og vil, at Enhver med Frimodighed skal

kunne ytre sin Mening om Alt, hvad han tror, at der kan

være at rette og forbedre i Landets Love, Anordninger


214

og offentlige Indretninger, hvor Regenten (som det hedder

i andetsteds nyhg anførte Citater af Eggers's Skrift om

Bernstorff), overensstemmende med disse Ytringer, har

„gjentagne Gange forsvaret Trykkefriheden mod Angreb

af Statsmænd og Gejstlige, og ved alle Lejligheder erklæ-

ret sig imod Censuredikter eller andre Forholdsregler til

Trykkefrihedens Indskrænkning i Almindelighed, — " i et

Land. hvor Folket er af den .samme Regent blevet kaldet

til en selvstændig Virksomhed, en Indflydelse paa Samfun-

dets Anliggender, som hidindtil var udelukkende forbeholdt

de stjTende Avtoriteter. — i et saadant Land er Regerin-

gens Tillid til Folket udtalt paa den utvetydigste Maade;

og hvorledes skulde den, efter den menneskelige Naturs

Love. have kunnet forfejle den Virkning, at fremkalde

gjensidig Tillid? Denne Tillid, hvormed det danske Folk

sér hen til sin Konge, hans Vilje og hans Ord, er fast

og stærk; thi Folket er sig bevidst, hvorpaa den er byg-

get. Men det er sig ikke mindre bevidst, at denne Tillid

fortjener nu som før at mødes med samme Sindelag. Det

danske Folk kan ikke være sig bevidst ved Tænkemaade

eller ved Gjerning at skulle have forbrudt Nydelsen af en

lovbestemt Frihed, som hører til den danske Borgers

ypperste Goder, og ligesaa hdt kan det indrømme nogen

Anledning til grundet Mistanke om en saadan Brøde. Thi

et Folk og dets Literatur skal dog vel ikke tænkes repræ-

senteret i saadanne Skribenter, der optræde som Plat-

hedens og Smudsighedens eller som Fanatismens, den

reUgiøse eller den politiske Fanatismes Talsmænd. At

det maa kunne lykkes at adskille disse fra Djærvhedens og

Frimodighedens. Nidkjærhedens og Begejstringens Tals-

mænd, at sikre disse for at blive sammenblandede af Én-


215

foldige eller Ildesindede med hine, derom maa Regerende

og Regerede forene deres Ønsker og Bestræbelser. Men

denne Hjælp maa søges i Lovene, og fremfor alt i Pres-

sen selv, thi dette er den frie Presses Velsignelse, at den

lader det Onde møde sin naturlige Straf, Giften finde sin

Modgift, Sygdommen sin rette Lægedom. Men allermindst

ere Censur-Edikter og Censur-Kollegier Midlet dertil; thi

ved dem bliver ved Siden af Ukrudtet og Giftplanten og-

saa Lrten kvalt, der er fuld af lægende, livsopvækkende,

styrkende Kraft; og ligesom Enhver i dem sér Mistroens

Vaaben, saaledes bliver Mistroens Sæd udstrøet ved dem:

deu Mistænkte bliver let mistænksom. Men hvor vanskeligt

Tillidens ædleste Følelse engang kvalt atter kaldes til Live,

det skulde de betænke, der mene i Censuren at have fun-

det det rette Betryggelsesmiddel imod enkelte Misbrug af

Pressen.

Dette fører endelig til Tanken om den Virkning,

som de maa antages at love sig, der kunne tilraade An-

vendelsen af dette Middel. Der gives et Stadium i Folke-

nes Liv, paa hvilket disse udgjøre et Antal af Individer,

uden endnu at udgjøre et Samfund af Medlemmer, for-

enede, i Bevidsthed om Statsfamfundets Bestemmelse, ved

Enhed i Aand og Stræben. Dersom her en Stemme, fore-

gribende det naturlige Opvaagnelses-Tidspunkt, vilde gjøre

Forsøg paa »t forstyrre den dybe Ro, vilde det maaske

lykkes den hos Enkelte at vække Nyhedens øjeblikkelige

Interesse; men den vilde lyde alene, uden at finde Gjen-

klang og Understøttelse i Folket; den vilde være ubelejlig

og besværhg for de Fleste, og narkotiske Midler, som be-

tryggede den almindelige Trang til Slummer imod Enkel-

tes ubetimelige Opvaagnen, kunde under saadanne Om-


216

stændigheder tænkes ret passende anbragte. Man vil kunne

betragte en saadau Overgangs-Periode forskjelligt: som en

idyllisk-uskyldig Barnlighed s-Alder eller som en sørgelig

Periode af ubevidst Sløvlied; man kan finde det enten be-

klageligt eller glædeligt, at dens Tid er omme ; men at den

virkelig er omme ogsaa for det danske Folk:, ville vel de

Fleste lade gjælde som historisk Faktum, og dermed tillige

den Tid, da Tvangsmidler som Censuren skulde kunne tæn-

kes at naa den tilsigtede Virkning : at tilbagetrænge, dæmpe,

berolige. UpaatvivleUgt gives der hos os som andetsteds

mangfoldige Udvækster af en falskelig saakaldet Libe-

ralisme, Samlingsstedet for allehaande urene og usunde

Vædsker; der drives, — for ej engang at tale om kaade

Ytringer af det selvkloge, indbildske Sind, — et tomt, et

modbydeligt Maskespil, hvor krænket Forfængehghed, glimre-

syg Egoisme søger sit Skjul under brammende Fraser og

fripostige Miner. Men dette uægte Væsen har sin Mod-

sætning. Der gives ogsaa en hos altid Fiere og Flere i

det Inderste sig rodfæstende Tænkemaade, som fortjener

at kaldes med Liberalismens Navn: en fra det Inderste

fremgaaende, af smaalige Hensyn uafhængig Id og Trag-

ten efter at gjøre i Mennesket og Menneskenes Samfund

Fornuftens Stemme gjældende mod Ufornuft og Vilkaarlig-

hed. som glæder sig ved at opsøge, at tinde og at under-

støtte enhver Ytring, ethvert Fremskridt af Fornuftens Liv

i den menneskelige Virken og Samvirken. I denne Sam-

stræben, som forener de bedste Kræfter til et fælles, et

aandehgt Formaal, mener jeg, at vi tør se Frugten, den

ædle, sent og langsomt modnende Frugt af de Anstræn-

gelser. Lidelser og Forvildelser, som i et halvt Aarhundrede

have ført Evropas Folk igjennem den strænge Forberedel-


217

ses-Skole. De, som mene, at denne Id og Tragten er en

forbigaaende Kørelse, imod hvilken det kun behøves at for-

ny ældre Tiders Bandlysning og Magtsprog, mene, at

Aanden, som ligger til Grund for deres Stræben og Vir-

ken, bør modarbejdes og kan modarbejdes ved deslige

Vaaben, — disse høre næppe til dem, som med noget af

det, der kan kaldes profetisk Aand, vide at knytte Frem-

tiden til Fortid og Nutid. Hvor engang Aanden har ar-

bejdet sig frem til et selvbevidst Liv, staar det ikke læn-

gere i Tvangsmidlers Magt at kue dette Liv; hvad de for-

maa, er kun til en Tid at hindre de aabenhjærtige, tillids-

fulde Ytringer af dette Liv, for at aabne saameget større

Spillerum for Snildhedens Operationer og Forestillelsens

Kunster; men først med disse bliver Spillet ofte farligt og

er i alle Tilfælde fordærveligt. Ogsaa fra denne Side maa

den danske Borger erkjende den Visdom, med hvilken Re-

geringen selv kommer de fremspirende Kræfter imøde, har

aabnet dem en øvende og uddannende Virkekreds; men jo

mere det Vise og Betimelige heri erkj endes, desto lettere

vil deres Mening lade sig vurdere, som paa selvsamme Tid

ville have Brugen lænkebunden af det Meddelelsesmiddel,

hvorved hine Kræfter fornemmelig skulle øves og uddan-

nes, som, — efterat Landets Regent for 35 Aar siden

erklærede ikke at ville indføre Censur i Landet, fordi den

er „en ubehagehg Tvang for enhver god og oplyst

Mand," — nu antager det at være den rette Tid til at

indføre denne Censur, som Middel for det danske Folk,

for Danmarks gode og oplyste Mænd til at lutre og lede

Alménaanden.

Naar alligevel en Betragtningsmaade, hvori vi mene

at have paavlst lige stor Miskj endelse af Forholdet imellem


S18

Regering og Folk, afAand og Stemiiing i det danske Folk,

af den naturlige Udvikling i Menneskeslægtens Historie,

gjør Fordring paa at gjælde som Resultat af en oversku-

ende, forudseende, tilrettestyrende Politik, da bør anden

Tale ikke forstumme ; og naar denne Politik i Særdeleshed

kan anses rettet imod Pressens Brug, da maa der for En-

hver, som vurderer dens Frihed højt og vilde sørge dybt

paa Fædrelandets Vegne, om den skulde lide nogen Ind-

skrænkning, være Opfordring til at bruge Pressen, medens

det er Tid, bruge den til at værne om dens Brug.


219

Til Pressens sande Vennerl^

(1836).

„Et Lovforslag er endnu ingen Lov."

Som man af Stændertidenden erfarer, har Regeringen

anset det for hensigtsmæssigt og nødvendigt at forelægge

Stænderne et Udkast til et Lovbud, indeholdende nye og

skærpende Tillægs-Bestemmelser til Fdn. af 27de Septbr.

1799, om hvilket Udkast's nærmere Indhold man vel ikke

kan antage nogen dannet Mand, der i mindste Maade

interesserer sig for Fædrelandets Vel, er uvidende. Heller

ikke kan der være nogen Tvivl om, at enhver sand, dannet

Fædrelandsven, der har læst de i denne Anledning i „Dansk

Folkeblad" fremsatte Bemærkninger, jo ogsaa har billiget

dem i deres fulde Omfang. Endelig kan der ej heller være

Tale om nogen Meningsforskjellighed i Publikum om det

Nedslaaende i denne fra Regeringens Standpunkt for nød-

vendig ansete Proposition, da Alles Følelser, saavel den

Ædles som den Uædles, og Alles Interesse, saavel Men-

neskevennens som Egoistens, her synes at maatte stemme

1) Dansk Folkeblad, 1836 Nr. 43.


220

overéns, som om hele Folket kun var ét eneste Individ.

Ja I

selv Regeringen, der hos os altid har sympatiseret med

Folket, fordi den er dansk og dannis som dette, maa have

følt det Sørgelige, det Nedslaaende i ved et saadant Lov-

forslag at indgyde dens egne Borgere Frygt for at blive

stillede blot for Domstolenes ved Lovbestemmelser ubundne,

subiektive Skjøn, en Frygt, der let til Statens største Skade

kan atliokle den sande og varme Fædrelandsven fra at ytre

sig med Frimodighed om offentlige Anliggender. Domsto-

lene skulle anvende de gjældende Love paa de forekom-

mende Tilfælde; og henhøre disse under Lovens Ord og

Aand, bør der ikke være Tale om at vente nogen Mild-

hed hos Dommerne.

At hengive sig til disse sørgelige Betragtninger, opgive

Haabet om at kunne fri Pressen fra de den forestaaende

Indskrænkninger, i Uvirksomhed saa at sige være Tilskuer

ved den farlige Stilling, hvori denne, — det virksomste

Middel til Oplysnings, Kulturs og Moralitets Udbredelse, —

befinder sig, vikle være Fejghed, om ikke noget Værre,

saalænge der er noget tilladeligt, endnu uforsøgt Middel

derimod tilbage. Heller ikke maa man i farlige Øjeblikke

stole paa Andre, saalænge det ikke er absolut umuligt at

kunne hjælpe sig selv.

At Alménaanden er vækket ved Regeringens For-

anstaltninger, at Pressen trolig har staaet Regeringen bi i

at holde Aanden vaagen, at baade Regeringen og Pressen

herved ere blevne Folket kjærere og dyrebarere, ere Fakta,

hvorom Historien engang vil aflægge sit uimodsigelige Vid-

nesbyrd. 0\ at den da ikke tilhge skal vidne, at Folket

opgav Haabet om Rogeringens Langmodighed, Regeringens


221

Overbærelse med Pressens Fejl! At den ikke skal vidne,

at Folket understøttede Pressens Frækhed, men heller ikke,

at det lod noget tilladeligt Middel uforsøgt, der kunde be-

vare dens Frimodighed!

Lader os derfor hverken mistvivle eller ene sætte

vort Haab til Nationens Repræsentanter, om vi end ere

nok saa overbeviste om, et de alle dele vore Anskuelser!

Lader os prøve, hvad Indflydelse vor egen moralske Kraft

kan have paa den fejlende Skribent, og enten derved be-

væge Regeringen til at tage det forelagte L^dkast tilbage,

eller i det Mindste derved forøge den Garanti, som vore

Repræsentanters Forsikring om Folkets Loyalitet vil give

Regeringen!

Lader os gaa Regeringen ærligt og aabent imøde!

Lader os tilstaa og i Gjerningen vise, at vi med den er-

kjende, dybt erkjende de Misbrug, hvori Pressen har

gjort sig skyldig, den kaade, drillende, ophidsende Tone,

hvori den har talt! Men lader os tillige vise Regeringen,

at vi i vor Hengivenhed for den. i vor mo-

ralske Kraft have et Middel mod Pressens Misgreb,

bedre og stærkere end selv de stærkeste Baand eller

Lænker, — et Middel, der ikke dræber det Gode med

det Slette, men bevarer hint og tvinger dette til For-

bedring.

Dette Middel, Medborgere! staar ikke i Regerin-

gens, ikke i Stændernes — men i Eders Magt. Den

Garanti, som derved gives Regeringen, er den største,

der kan gives, altsaa ogsaa den største, der kan for-

dres.

Lader os selv vaage over Pressen! Lader os


222

selv bortskære dens Yandskucl og Udvækster, som vi

ubetænksomt have næret, iordi vi ikke have kunnet tro,

at Regeringen i dette Ukrudt et Øjeblik har sét Noget,

der kunde synes farligt for den gode Sæd! Lader os

med ét Ord ophøre at kjøbe de af dens Frembrin-

gelser, der ere slette, eller der bydes i en Form, vi

selv misbillige, og som Regeringen anser for giftige, fordi

den ikke tiltror os Alle Evne til at kunne adskille det

Slette fra det Gode; og vor Handlemaade vil forbedre

Pressens Frembringelser og overbevise Regeringen om, at

nye Forbud ere unødvendige.

Da det er utvivlsomt, at det ene er den periodiske

Presse, der kan have bevæget Regeringen til at forelægge

Stænderne det nævnte Udkast, ved den frække Tone,

hvori den unægtelig, nu og da, i enkelte Retninger har

ytret sig, opfordre vi enhver sand Ven af Pressefrihed

til at tvinge Frækheden tilbage inden

Frimodighedens Grænse, ved at afsige ethvert Blad,

der taler i en Tone og fører et Sprog, han selv for-

dømmer som usømmeligt og uforeneligt med den Agtelse,

enhver Statsborger bør vise Regeringen, saafremt han ikke

vil nødes til at foragte sig selv som denne Regerings Un-

dersaat.

Vel tvivle vi intet Øjeblik om, at Pressens rette

Brug har en Ven, og dens Misbrug en Fjende i enhver

oplyst, agtværdig Mand, og at følgelig hos os Mange

ville forene sig om at redde det uskattérlige Gode fra

Indskrænkninger, der saare let kunne medføre dets Un-

dergang. Men, da det paa den anden Side er en natur-

lig Følge af Kulturens gradvise Udvikling, at ikl:e alle


223

agtværdige Mænd staa paa det samme Oplysningstrin,

og derhos ligesaa naturligt som smukt, at den gode og

forstandige Mand gjærne retter sig efter den Bedres og

Forstandigeres Dom, opfordre vi de Mænd, der ifølge de-

res Stilling i Samfundet have størst Krav paa deres Med-

borgeres Agtelse, til at foregaa med Eksemplet.


224

Om Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, dets

Virksomhed og dets Fremtid.^)

(1837).

Om dette Æmne er nylig blevet handlet i en udførlig

Artikel af Professor Petersen, indrykket i den flyvende

Post Nr. 130 og 131. Hvad der oftere tilforn fra flere Si-

der er blevet sagt af Ugunstigt og Ildevarslende for Sel-

skabet, findes her omhyggeligt samlet og vidtløftigt sat ud

fra hinanden. Det er ikke min Agt her at gjennemgaa

hin Artikel og drøfte dens Indhold. Dette vilde paa nær-

værende Sted være aldeles uhensigtsmæssigt, eftersom kun

en ringe Del af „Folkebladets" Læsere har Lejlighed til at

gjøre sig bekjendt med samme. Det vilde næppe heller i

sig selv være lønnende ; thi, ved at følge den igjennem alle

enkelte Dele, vilde Talen oftere blive ført hen til Punkter,

som ere Hovedsagen lidet vedkommende, og, ved derimod

at lade et eller andet Punkt uberørt, vilde man kun ud-

sætte sig for, at Forbigaaelsen blev betragtet som Indrøm-

melse. Da nu det, hvorpaa det her kommer an, ikke er,

hvorledes, hvor grundet eller ugrundet der ved denne

ene Lejlighed er blevet talt om Selskabet, men om der

>) Dansk Folkeblad, 1837. Nr. 36-37.


225

overhovedet taget, gives et gyldigt Forsvar for Selska-

bet og dets Virksomhed: saa agter jeg i de følgende Be-

mærkninger ikke at tage nærmere Hensyn til nysnævnte

Artikel, — ikkun at jeg tror at burde erklære i Alminde-

lighed, at jeg angaaende alt Væsentligt er uenig med min

ærede Ven og Kollega — , men

at optage de selvsamme

Punkter, der udgjøre hin Artikels Hovedindhold, og at ytre

mig derom efter min Anskuelse af de paagj ældende Forhold.

Der kan her ligesaa lidt blive sagt noget Nyt om og for Sel-

skabet, som der hist er bleven sagt imod samme. Men lige-

som det maa blive den naturlige Virkning, hvor hin Artikels

Betragtninger finde Indgang, at Interessen for Selskabets

Virksomhed og Tilliden til dets fremtidige Vedvaren ned-

brydes, saaledes ønsker jeg at styrke denne Interesse og

denne TilHd, i Særdeleshed paa en Tid, da vigtige For-

handlinger om Selskabets Organisation forestaa, hvis hel-

dige Afgjørelse fornemmehg vil bero paa den Stemning for

Selskabet, der findes hos dets Medlemmer.

Det er to Spørgsmaal, med hvilke disse Betragt-

ninger skulle beskjæftige sig. Det ene angaar Selskabets

Fortid, dets Virksomhed indtil nærværende Tid, det an-

det Selskabets Fremtid, den Skæbne, der antages at

forestaa det.

I.

Naar Spørgsmaal her opkastes om SelskabetsVirk-

somhed, da maa jeg udtrykkehg erindre, at dette Spørgs-

maal aldeles ikke gjælder Graden af denne Virksomhed;

der spørges hverken om Antallet af de Skrifter, Selskabet

hidtil har udgivet, eller om Værdien af disse og af „Folke-

bladets" Artikler, eller om Tallet af Sognebiblioteker, Sko-

16


226

ler. milde Stiftelser, som Selskabet efter Evne er kommet

til Hjælp med Bidrag af Bøger. Ved at vurdere det, der

i saa Henseende er virket, kan det ikke være andet, end

at Stemmerne ere meget delte : men

de ville dog her uden

Vanskelighed kunne bringes hinanden nærmere. Thi de,

der dømme gunstigst om de tidligere Bestræbelser, ville

vist ikke mene, at Virksomheden skulde have svaret til det,

der er blevet ønsket af mange Medlemmer og mest

vel af Bestyrelsen, men vel at en saadan Begyndelse er

gjort, at der er alt Haab om en kraftigere Virken i

den kommende Tid; og paa den anden Side ville de, der

gjøre strængere Fordringer, dog uden Tvivl indrømme, at

ikke lidet Godt og Nyttigt er blevet udrettet, og at der-

hos Hensyn bør tages til Selskabets unge Alder, til de

Vanskeligheder af mere end én Art, som i den første Pe-

riode lægge sig i Vejen for et saadant Samfunds Befæstelse

og Organisation; det er naturHgt, at denne Opgave en

Tidlang sysselsætter ikke faa Kræfter, som senere ville

kunne yde Selskabet deres Tjeneste til at fremme dets

egenthge Formaal.

Men Spørgsmaalet er her af ganske anden Natur. Det

angaar Retning og Beskaffenhed af Selskabets hidtil

synlige Virksomhed; der spørges, om denne Virksomhed

svarer til det Navn, Selskabet bærer, til den Forvent-

ning, dette Navn vækker, til den Fordring, hvormed

den langt større Flerhed af dets Medlemmer maa antages

at være indtraadt deri. Og dette Spørgsmaal bliver af

Mange paa det bestemteste benægtet. Sér man hen til

Selskal)ets Virken, — sige de, — da kan det i alt Fald

indtage en ganske anstændig Plads imellem de Samfund,

der paa mange Steder ere stiftede i den nyere Tid, som


227

have til Formaal at virke til Folkets Oplysning og Dan-

nelse, ved at besørge gode Folkeskrifter udgivne og uddelte

eller solgte til billig Pris. Men Selskabet berettiger til at

vente og forlange mere. Det kalder sig et Selskab „for

Trykkefrihedens rette Brug," og dette Navn spiller en stor

Rolle i Selskabets korte Historie. Man maa antage om

Selskabets Stiftere, — for ikke at nødes til at antage no-

get ufordelagtigt, — at en højere Idé. et speciellere For-

maal, et særegent Forhold til Trykkefriheden, dens Brug

og Misbrug, har foresvævet dem, ved i sin Tid at udstede

Indbydelsen til deres Medborgere-, man maa hgeledes an-

tage, at det var denne Benævnelse og det Tilsagn, som

syntes at ligge deri, der ikke alene fremkaldte en øjeblikke-

lig Begejstring, men er vedblevet ved en besynderlig Illu-

sion at drage Borgere af alle Stænder, i alle Dele af Ri-

get ind i Kredsen af dette Samfund, og saaledes har givet

det baade virkelige Midler ihænde og en tilsyneladende

betydningsfuld Karakter. Alt dette vilde sætte den rolige

Betragter i Forundring, naar man ikke vidste, hvor let

man til en Tid blænder baade sig selv og Andre ved Ord

og Navne. Men Tiden har allerede forstyrret dette Blænd-

værk. I Selskabets Historie søger man forgjæves Spor til

en Virksomhed, som skulde kunne siges at have Pressens

frie Brug, dens rette Brug og dens Misbrug til Gjenstand;

man finder ikke anden Virken end den, der er fælles for

den hele talrige Skare af Folkeoplysnings-Selskaber. For-

saavidt lader det sig ikke nægte, at Selskabet har forfejlet

den bebudede Bestem.melse; og saafremt det ikke vil være

Andet, end hvad det hidtil har været, er der intet, der

bedre sømmer sig for det, end at aflægge det pralende og

lokkende Firma, og nøjes i al Beskedenhed med en nyttig

16*


228

Virksomhed paa Folket, og. — hvad derai vil blive Føl-

gen. — med et ringere Antal Medlemmer, men af hvilke

da heller Ingen venter andet og mere. end hvad der gives.

Saaledes omtrent lyder Anken. Hvorvidt er

nu denne grundet? Dette Spørgsmaal bør ikke skydes

tilbage; man maa meget mere ønske, at det bliver gjen-

taget. saalænge som Svaret synes, tvivlsomt.

Det er ganske vist, at der ved Selskabets Stiftelse har

været paatænkt og ved dets Navn har skullet antydes et

Samfund, hvor Medlemmerne vare forenede ved fælles Interesse

for en ved liberal Lovgivning betrygget Frihed

af Pressen, og for en værdig og gavnlig Brug af denne

Frihed. Der gives Selskaber som have Folkets aande-

lige Dannelse i en eller anden Retning til Formaal, t. Eks.

de saakaldte Traktat-Selskaber, for hvis Virksomhed det

vilde være omtrent ligegyldigt, om Pressen var fri eller

underkastet Censur. Ganske anderledes forholder det sig

med et Selskab, som foresætter sig at virke til Folke-Op-

lysning ved „at fremme Trykkefrihedens rette Brug og mod-

arbejde dens Misbrug," (Lovenes § 1). at „danne Folkets

Dom over Gjenstande, der maa være nyttige for Alle . . .

fornemmeUg om Kommunalvæsen, Handel og andre Næ-

ringsgrene, samt hvad der overhovedet griber ind i Borger-

livet" (^ 2), at „bidrage til, ved Forl)indelse og vSamvirken

mellem Forfattere indbyrdes, at befordre en literær Almén-

aand" (§3). Den Tanke at stifte en saadan Forening vilde

vist ikke opkomme og endnu mindre finde Gjenklang hos

Borgerne i en Stat, hvor en enkelt Embedsmands Vilje,

med hvem Vedkommende ikke turde gaa i Rette, skulde

være Maalestokken for den Frihed, hvormed Pressen maatte

bruges; kun i det Land, hvor Loven er Regel og Domsto-


229

len er Regelens Haandhæver, hvor der er Bevidsthed om

lovhg Ret i Pressens Brug, der kan paatales mod Indgreb,

vil et saadant Selskab kunne danne sig. Derfor er det

med Føje sagt, at Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug

forudsætter en Trykkefrihed, hvis Brug det just er

overladt til Borgerne selv at rette og forædle; Censuren

vilde her ikke alene paa følelig Maade indskrænke Selska-

bets Virksomhed, men aldeles lamme den Aand, hvoraf det

er fremgaaet og hvori det skal virke.

Skulde der nu være Sandhed i den Paastand, at vort

Selskab har fornægtet denne Aand og svigtet den alminde-

lige Forventning, da maatte der gives Bevis for, at Selska-

bets Virksomhed har udtrj^kt Ligegyldighed mod Trykke-

frihedens Sag eller imod dens rette Brug, har forraadt den,

hvor et Forsvar eller enPaatale behøvedes, ved Servili-

tetens Tavshed. Herom maa Selskabets Historie

give Vidnesbyrd, og navnlig „Folkebladet" som

Bestyrelsens bestandige Organ.

Selskabet har nu bestaaet i halvtredje Aar. Det har

i dette Tidsrum ikke manglet paa Tildragelser, som have

havt Betydning i vor Presses Historie, have hen-

vendt den almindelige Opmærksomhed paa vor Trykkefri-

heds nærværende Tilstand og paa de Vilkaar, som mulig

kunde forestaa den. Har „Folkebladet" ladet disse

Lejligheder gaa uændsede hen, eller hvorledes

har det benyttet dem?

„Folkebladet" aabnedes med en Artikel om „det indbyr-

des Forhold imellem Trykkefrihedslovgivningen og den al-

mindelige Mening" (I. Nr. 1. 2.); deri udvikledes, hvorledes

og af hvilke Grunde det fornemmelig gjælder om Trykke-

frihedssager, at Lovene ere svage, naar de ikke understøt-


230

tes af Sæderne eller rettere af den offentlige Mening, og

hvor stor Betydning der derfor ligger i Selskabets Stif-

telse, som Ytring af en Alménaand, en offentlig Erkj en-

delse af Trykkefrihedens Vigtighed og af den Maade, hvor-

paa denne bliver brugt. — Kort efter Selskabets Stiftelse

var Lands-Overretsdommen bleven afsagt i den Davidske

Trykkefrihedssag ; Dommen

var indanket for Højesteret,

og Trykkefrihedens Venner saa' med spændt Forventning

Sagens Udfald imøde. Højesteret stadfæstede Prof. Davids

Frifindelse; og „Folkebladet" (I. Kr. 35.) undlod ikke at

gjøre opmærksom paa det Betydningsfulde i dette Moment

af vor Presses Historie. — Faa Uger efter forelagdes den

roskildske Stænderforsamling IMkastet til en Plakat, inde-

holdende nærmere Bestemmelser af Trykkefrihedens Græn-

ser. Indholdet af disse Bestemmelser vakte almindehg Be-

kymring, og „Folkebladet" udtalte sig om den vigtige Gj en-

stand i nogle „Bemærkninger om Udvidelse af Straffe-

bestemmelser angaaende Misbrug af Trykkefriheden" (I.

Nr. 42). — Nogle Maaneder senere udkom Reskriptet af

10de April 1835, hvorved det paalagdes det kgl. danske

Kancelli paa det strængeste at overholde Forbudet (ved

Plakat af 2den Oktober 1810) imod politiske Efterretnin-

gers Meddelelse i uprivilegerede Blade, hvilke som saa-

danne ikke ere undergivne Censur. Det vil være Læserne

i frisk Minde, hvilken Bevægelse dette Reskript fremkaldte

hos dem, der interessere sig for Pressens Frihed; thi, naar

Udtrykket „pohtiske Nyheder og Efterretninger" i sig selv

kunde tilstede mange forskjellige Udtydninger, saa maatte

den strængeste Fortolkning synes at tinde Medhold hos

vedkommende Avtoriteter, efterat den Embedsmand, som

har Tilsyn med de i Hovedstaden udkommende Blade, tog


231

Anledning af det foranførte Reskript til foreløbig at nægte

Optagelsen af Overlærer Hages Artikler „Rusland og Ori-

enten" i et uprivilegeret Blad („Fædrelandet"), og det kgl.

danske Kancelli stadfæstede dette Forbud. „Folkebladet"

leverede en Artikel „om Grænserne for Indholdet af de

uprivilegerede Blade," som søgte at vise Urigtigheden af

denne Fortolkning og den mislige Tilstand, hvori vore

periodiske Blade ville befinde sig, naar det skal staa i ved-

kommende Avtoriteters Magt at udvide de givne Lovbe-

stemmelser imod Meddelelsen af politiske Efterretninger

saaledes, at en Artikel som den omhandlede kan blive dra-

gen ind under deres Rubrik. — En anden Trykkefriheds-

sag var imidlertid bleven anlagt imod Overlærer Hage.

Denne Sag fik for Højesteret et Udfald, som syntes at vise,

hvor snævert de Grænser ere trukne, inden hvilke den danske

Journalistik maa bevæge .

sig med Hensyn til Udlandets

pohtiske Forhold, og som med Hensyn til Forfatteren,

det ramte, blev Gjenstand for almindehg Beklagelse. „Folke-

bladet" tog heraf Anledning til, i en Artikel: „Om Censuren

for domfældte Forfattere" (III. Nr. 17). paa ny at hen-

vende den almindelige Opmærksomhed paa en Hovedman-

gel i vor Presselovgivning, om hvilken ogsaa den roskildske

Stænderforsamling med Eftertryk havde erklæret sig: den

livsvarige Censur, som paalægges enhver for Trykkeforseelse

domfældt Forfatter, uden ringeste Hensyn til Forseelsens

Beskaffenhed eller Grad.

Naar saaledes „Folkebladets" Aargange bære Vidnes-

byrd om alle Hovedbegivenheder i vor Presses Historie i

samme Tidsrum, naar ingen Lejlighed er forsømt til at

tale Trykkefrihedens Sag, og naar, — som jeg tør tro, —

denne Sag her er bleven ført paa en Maade, der er Sagen

værdig: da kan man vist ikke sige med Sandhed, at Sel-


232

skabet, af hvem Bladet udgives, skulde have forbrudt sin

Adkomst til at bære det hæderlige Navn: Selskabet for

Trykkefrihedens rette Brug.

Større er vistnok Savnet, naar der ses hen til Selska-

bets Virksomhed, forsaavidt som den skulde være rettet

imod Pressens Misbrug. Man overtydede sig snart

om, at en smaalig Gaaen i Rette med enhver Slethed til

den ene eller den anden Side, som frembød sig i Flyve-

skrilter og Dagblade, vilde være et ligesaa modbydeligt

Arbejde for Skrivende og Læsende, som overflødigt, ja

skadeligt i sine Virkninger, og at en Opposition i denne

Henseende, der skulde være værdig og gavnlig, maatte

holde sig tilvisse almindelige Retninger, visseArter af

Fremstilling og Tone, som kunde tage Overhaand til enkelt

Tid, eller at saadanne enkelte Anstød imod Sandhed, Ret-

færdighed og Sømmehghed maatte udhæves, som i en eller

anden Henseende kunde fortjene at drages frem af de øv-

riges Tal. Paa saadanne Artikler fattes det ikke i „Folke-

bladet": „Om skjulte Angreb paa anden Mands Ære" (I.

Nr. 17), „Til Pressens sande Venner" tilligemed „Til-

lægsbemærkninger" (I. Nr. 43), „Bemærkninger i Anled-

ning af Kjøbenhavnspostens Angreb paa Bankrepræsentan-

terne" (II. Nr. 37). Have disse Artikler end, — jeg gjen-

tager det, — været færre, end det var at ønske, saa er

det ligefuldt ved flere Lejhgheder blevet erkjendt og offent-

lig erindret, at Skrift-Komitéen netop i denne Retning øn-

sker, — men hidtil har savnet, — sine Bestræbelser under-

støttede af Selskabets Medlemmer (saaledes i Generalfor-

samlingerne den 27de April og den 4de November 1836

(„Folkebladet-' Nr. 8 og Nr. 38); og iblandt de Opgaver,

som i „Folkebladet" II. Nr. 13 findes fremsatte, og som man


233

ønskede behandlede for samme, er den første denne: „I

hvilke Arter af Misbrug har Pressen gjort sig skyldig i det

sidste Aar." Naar disse Opfordringer have været frugtes-

løse, da maa man ikke glemme, hvor store Vanskeligheder

der ere forbundne med denne Paatalen af Pressens Mis-

brug, hvormeget der hører til. for at denne skal kunne

gjøres paa saadan Maade, at baade Sandheden sker dens

Ret, og at den kan være ønskelig for den, der er bleven

Gjenstand for et Angreb. Det hjælper lidet at ivre mod

Mine og Tone, hvormed en Dadel er fremført, naar man

maa blive staaende derved og ikke kan udstrække Forsvaret

til det egentlige Indhold af Dadelen. Men hvor ofte kan

nu ikke selv det lidenskabelige, det kaade Angreb, uagtet

alt det stødende i Formen, dog have Sandheden paa sin

Side, hvad det væsentlige angaar ! Hvor ofte kunne de for-

nødne Oplysninger mangle Tredjemand for at bedømme

Anklagens Grund ! 1 slige Tilfælde vilde Lysten og Modet,

som i første Øjeblik kunde røre sig, til at vise Kaadheden

og Bitterheden til Rette, tabe sig ved nøjere Overlæg, og

Tavshed vise sig som det eneste Parti, der er at tage.

Heller ikke bør det overses, — hvad der i det mindste

forekommer mig at være Kjendsgjerning, — at de Blade,

om hvilke der i Særdeleshed er blevet ført Anke med Hen-

syn til Sprog og Tone i Omtale af offentlige Foranstalt-

ninger, i de seneste Aar røbe større Bestræbelse efter Vær-

dighed og anstændig Holdning; hvor en Bestræbelse hertil

er kjendelig, vilde det ikke være rigtigt og billigt at kaste

sig over enhver Artikel, hvor en Omstændighed maatte

være urigtigt anført, en Dadel være ubeføjet eller et Ud-

tryk for stærkt og bittert. Journalisten, som daglig skal

bespise et læsehungrigt Publikum, uden altid at kunne selv


234

med den bedste Vilje komme Sandheden, — eller dog den

hele fuldstændige Sandhed, — paa Spor, har fremfor nogen

Forfatter Fordring paa Overbærelse; kun til hans Sandheds-

kjan*lighed, hans Bestræbelse for at give Sandheden i alle

Forhold dens Ret, bør Fordringerne være strænge. I Lo-

vene for vort Selskab er ogsaa det Haab blevet ytret, „at

Forfattere ved den nærmere Forbindelse og Samvirken,

hvori de træde til hverandre (ved at lade sig indlemme i

Selskabet), oftere end hidtil ville faa Anledning til indbyr-

des at meddele hverandre deres Arbejder og ved gjensidige

Kaad forebygge lidenskabelige og ubesindige Ytringer."

Hvorvidt dette Haab er gaaet i Opfyldelse, kan ikke bevi-

ses ved Tingsvidner. Men naar Selskabet har bragt mange

Forfattere i gj ensidig Berøring, som tidligere have staaet

fjærnt fra hverandre, har gjort dem til Deltagere i samme

Forhandlinger om Selskabets Anliggender, til Medarbej-

dere i Komitéer ved Bedømmelsen af de til Selskabet

indleverede Skrifter og Bidrag, og givet Anledning til man-

gen Tanke-Udvekslen om literære Gjenstande, hvortil Lej-

ligheden tidUgere fattedes: da er der vistnok al Grund til

at antage, at en saadan Forbindelse ikke er bleven uden

gavnlig Indflydelse. Ved den personlige Tilværelse, i Sær-

deleshed ved en Samvirken til fælles Maal, falder mangen

Skillemur bort, som forhen spærrede Vejen for enhver Ind-

virken af den Ene paa den Anden; Berøringspunkter vise

sig efterhaanden, hvor Begges Interesse mødes, og gjennem

hvilke den Enes Anskuelser finde Indgang hos den Anden.

Dette er en Side, som vel fortjener at tages i Betragtning,

naar Talen føres om den Indflydelse, som kan indrømmes

vort Selskab paa Pressens Brug.

Men endelig maa det, naar Talen er om at arbejde


235

imod Pressens Misbrug, ikke overses, at dette ogsaa kan

ske paa en mindre iøjnefaldende Maade. men maaske

dog netop med bedst Held. — ved at arbejde paa at fremme

den retteBrug af Pressen. Ethvert Bidrag til at vække

Interessen for vigtige Gjenstande, hvis Betydning i Al-

mindelighed bliver overset, eller til at føre til grundig og

billig Vurdering af det. der er Grjenstand for almindelig

Opmærksomhed og Omtale, er tillige et Bidrag til at fore-

bygge Ytringer af overfladisk Betragtning og partisk Be-

dømmelse eller dog til at forringe den skadelige Indflydelse,

deraf kunde befrygtes. Og saaledes komme da her de Ar-

tikler i Folkebladet i Betragtning, som netop have til Hen-

sigt at vække Interessen, virke til Opklaring. Rettelse. Vej-

ledning af Synsmaader og Omdømme om vigtige Forhold,

saavel i det borgerhge Liv. som med Hensyn til Religion

og Kirke, Opdragelse og Undervisning, Jeg vil her kalde

tilbage i Læserens Erindring, hvad der foruden de allerede

nævnte Artikler om vor Trykkefrihed og dens Anliggender

er bleven skrevet om Provinsialstænderne (I. 6. 7, 23),

om Finansernes Tilstand (II. 43, 44). om Bankaktiernes

Værdi (III. 12, 13), om Kjæmen i Folket og Rangstrid

mellem de forskjelUge Stænder (II. 2. 3. 14). om Brug og

Misbrug af Navnet Liberal (I. l'&. 20) — om Iver i Tros-

sager (II. 47, 48). om det kopernikanske Systems Forhold

til Bibel og Kristendom (III. 23. 24), om Konrirmationen

(I. 41. IL 42, 45). om Søndagens værdige Helligholdelse

(II. 58, 59), om Reformations-Jubelfestens Betydning (II.

18) — om Borgernes Forpligtelse med Henspi til moralsk

fordærvede Personer (IL 52, 53), om Forældres Pligter

med Hensyn til Skolerne (I. 31), om kvindelig Dannelse og

Pigeskoler (I. 12, 13. II. 48) o. s. v.


236

Vi have hidtil alene beskjæftiget os med de Artikler

i „Folkebladet", som ligefrem have havt vor Presse til Gjen-

stand. dens Frihed, dens Brug og Misbrug. Men skulle

de Forhandlinger regnes for intet, der ere førte i Sel-

skabet om forskjellige til Trykkefriheden og Trykkefriheds-

lovgivningen henhørende Gjenstande, de Diskussioner i Re-

præsentantmøderne, som udførligt ere meddelte Selskabets

Medlemmer, de Erklæringer af Komitéer og Repræsentant-

skabet, som herved ere fremkaldte og ligeledes ere offent-

liggjorte i „Folkebladet"? Thi det er intet mindre end

tilfældigt, at Forhandlingerne af denne Natur have fun-

det Sted i Selskabets Bestyrelse. Naar et Selskab har dan-

net sig „for Trykkefrihedens rette Brug," og Bestyrelsen

af et saadant Selskabs Anliggender, Ledningen af dets

Virksomhed ved Medlemmernes Valg er bleven overdragen

til et Antal af Mænd, da repræsentere disse ikke alene

Selskabet, men ogsaa den Idé, som ligger til Grund for

Selskabets Stiftelse, den Interesse, som maa antages at

forene Selskabets Medlemmer; og det kan næppe tænkes

muligt, at noget vigtigt Moment for den danske Presse

kunde indtræde, uden at det maatte blive Gjenstand for

omhyggelig Diskussion iblandt Bestyrelsens, navnlig iblandt

Skrift-Komitéens Medlemmer, og foranledige disse til en

saadan Virksomhed, som ansaas mest overensstemmende

med Pressens og med Selskabets Tarv. Og skulde det

være uden Betydning og Vigtighed, at Majoriteten af Sel-

skabets Repræsentantskab, i det mindste 16 mod 8, i

Anledning af de Forhandlinger, som vare fremkaldte der-

ved, at Kancelliet havde gjort Brug af sin Myndighed til

at stadfæste Beslaget paa et Blad, der indeholdt poli-

tiske Nyheder og Efterretninger, uden at tillade vedkom-


237

meude Forfatter at søge sin Ret ved Domstolene, er-

klærede i Generalforsamlingen den 4de November 1836

som sin Overbevisning: „at, saalænge det skal være de

ikke-privilegerede Blade forbudt at meddele politiske Ny-

heder og Efterretninger, bør Afgjørelsen af det Spørgs-

maal, hvad der skal anses for saadanne, henhøre under

Domstolene?" („Folkebl." II. Nr. 39). Skulde det være uden

Betydning og Vigtighed, at samme Erklæring senere er

bleven gjentagen af Komitéen, til hvem Drøftelsen af en

Proposition, denne Gjenstand angaaende, var overdragen af

Repræsentanterne med udtrykkeligt Tilføjende : at det ikke

kunde andet end findes „naturligt og glædehgt. at Med-

borgere føle sig tilskyndede dertil, ved lovlige Skridt at

lægge deres Interesse for Trykkefriheden for Dagen i Gjer-

ning," samt at „et saadant Skridt maatte erkj endes at

stemme med den Aand, som maa ønskes at besjæle Sel-

skabets Medlemmer ? " („Folkebl." IL Nr. 54). En Selskabs-

Avtoritet skal ikke paatage sig at optræde handlende i

Folkets eller Medborgeres Navn i offentligt Anliggende;

thi hvor der er virkelig Interesse hos Borgerne for et Al-

méngode og virkelig Overbevisning om, at det vilde være

godt og tjenligt, om denne Interesse ytrede sig paa ufor-

beholden Maade, dér vil man ikke finde Tilfredsstillelse

eller mene at udrette Noget til at beskjærme det Gode,

ved at bemyndige Andre til at træde frem med en saadan

Ytring; men den Enkelte vil for sit Vedkommende føle

Kald og Trang til personlig at deltage deri ; og først denne

personlige Deltagelse af Mange giver Ytringen Betydning

og Vægt. Men vel kan Selskabets literære Bestyrelse finde

Kald til ved sin Stemme at virke paa Medborgeres Stem-

ning, baade for at vedligeholde og styrke Interessen for de


238

Dannelsesmidler, hvis frie og rette Brug kommer Alle til

Gode, og for at lede den paa det Spor, holde den inden-

for de Grænser, som Landets Forfatning og Lovgivning

anviser. Naar dette ikke er blevet forsømt fra Trykke-

frihedsselskabets Side, er det besynderligt, hvorledes Vig-

tigheden af dets Tilværelse og Virksomhed kan blive mis-

kjendt. just med Hensyn til Bevarelse af en ved Loven

bestemt og ved Domstolene omværnet Frihed af den danske

Presse. Jeg formoder, at Mange med mig sé med Glæde

tilbage paa den Ytring af Alménaand, som hgger for Ver-

dens Øjne i den Petition, hvis Indgivelse staar i nær

Forbindelse med Selskabets Stiftelse ^) ; thi hvor Frygten

for Indskrænkning i den frie Meddelelse ved Pressen gri-

ber om sig i et Folk, der er det vistnok glædeligt, baade

at der rører sig en Trang til at tale, og at Folkets Ord

bliver i hge Grad Vidnesbyrd om Kjærlighed til den lovhjemlede

Frihed, der er gaaet i Arv fra Fædrene, og om

urokket Tilhd til Regentens Personlighed. Men havde vort

Selskab allerede været grundfæstet i Vinteren 1835, da kan

vel Ingen omtvivle, at det hele Foretagende her vilde have

fundet sit naturlige Udgangspunkt, at det ikke alene med

') Det er iøvrigt lidet nøjagtigt, naar det i den fl. P. og ellers

oftere angives som Indholdet af denne Petition: „at nedlægge

en Forbøn for Trykkefrihedens Bevarelse i dens nærværende

Tilstand." En saadan Forbøn maatte synes noget ubetimelig,

al den Stund vel de Fleste ere enige i at beklage væsentlige

Mangler i vor Presselovgivning, Men Petitionen angik alene

Pressens nærværende Tilstand med Hensyn til dens Princip.

Forbønnen gik, — for at bruge Petitionens egne Ord, — ud der-

paa: „at Foranstaltninger, ved hvilke Skribentens Virkson.hed

underkastes andet Baand end Lovens og Domstolenes, maa blive

holdte udenfor Grænserne af vort Land."'


239

større Lethed, men ogsaa i større Omfang vilde være

kommet istand, — sikkert ikke derved, at Bestyrelsen skulde

være bleven bemyndiget til eller have taget sig paa at

spare Medlemmerne den personlige Deltagelse ved at frem-

bære Bjønnen i Alles Navn, (hvad der havde været baade

en anmassende og en intetsigende Form), men derved, at

Selskabets forskjellige Afdelinger vilde hver paa sit Sted

havde forenet sig efter fri Tilskyndelse til at deltage i det

patriotiske, loyale Foretagende. Paa lignende Maade, —

ved det Baand, hvormed det forener saa mange Medbor-

gere, og den gjensidige Meddelelse, hvortil det giver Lej-

Hghed, — vil vort Selskab kunne fremhjælpe mangt et

Foretagende, som paa engang hædrer Nationen og hæver

den nationale Følelse.

Snarere maatte det efter alt dette synes, at Selskabet

kunde frygte for at komme til at høre ilde som det, der

havde en betænkelig Ketning til at antage en Slags poli-

tisk Karakter. Dette er vel ogsaa blevet sagt og endnu

tiere tænkt; og paa en Tid, da man i fremmede Stater har

lidt saameget af aabenbare og hemmelige poHtiske Associa-

tioner, ligger der en besynderlig Kraft i den blotte Lyd af

Navnet til at indjage Frygt. Men naar vi overhovedet

ikke skulle affektere fremmede Sæder, duer det mindst at

affektere fremmed Frygt, hvor Forholdene ere ganske for-

skjellige. De poHtiske Foreninger, som man i andre Lande

har havt at kæmpe med, ere saadanne, i hvilke der arbej-

des paa at omstøbe Statsforfatning og Regeringsform eller

overhovedet at virke tvingende ind paa Statsmagten, og

som saaledes udgjøre en fjendtlig Opposition imod denne.

Men derfor bør et uskyldigt, et ædelt Navn ikke komme i

Vanrygte. „Politisk" er „statsborgerhg" ; og saaledes kan


240

d:i ethvert Selskab, som ikke angaar enten Medborgeres

priva t e Anliggender, saasom Assurance- og Understøttelses-

Selskaber af forskjellig Art. eller rén- menneskelige

Interesser, saasom Foreninger til Literaturens og Kunstens

Fremme, men som har Udviklingen af statsborgerlige

Forhold til Formaal. og arbejder paa at vække Sans og

Interesse for den frie og rette Brug af disse Forhold, kal-

des et politisk eller statsborgerligt Selskab. Men disse

Samfund staa i Lovens Tjeneste, virke i Lovgivningens

Aand; og kun ved en forfejlet Organisation lader

det sig tænke, at deres Virksomhed kunde blive betænke-

lig for Staten. Saaledes have de paa mange Steder stif-

tede Foreninger, som paatage sig at vaage over løsladte

Forbrydere og sørge for deres Anbringelse i Nærings-

vej, en virkelig politisk eller statsborgerlig Betydning; og

hvor priseligt end deres Øjemed er. hvor gavnlig end deres

Virksomhed kan være. saa maa det dog erkj endes, at de

ved en fejlagtig Organisation lettelig vilde kunne gribe ind

i den offentlige Retfærdigheds Enemærker og virke til Skade

for den almindelige Sikkerhed. Ved et saa patriotisk og

gavnligt Samfund som Landhusholdnings-Selska-

bet kan den samme Ulempe, uden tilstrækkelig Betryg-

gelse i Bestyrelsens Organisation, være at befrygte ; thi dets

Virksomhed staar i nært Forhold til den hele Landbolov-

givning og kan komme i Berøring med de vanskelige og

omstridte Spørgsmaal om Jorddrottens og Bondens gjen-

sidige Rettigheder og Pligter. Og saaledes vilde ogsaa ved

vort Selskab, ihvorvel paa ganske anden Maade, Ulempe

kunne afstedkommes, naar ikke Bestyrelsesformen gav for-

nøden Sikkerhed imod overilede Beslutninger og Fore-

tagender. Det er derfor at haabe, at altid Flere ville


241

overtyde sig om, at det er rigtig Indsigt i Selskabets Tarv,

som paa nærværende Tid, da Antallet af dets Medlemmer

allerede er vokset saa betydeligt, og en Erfaring allerede

er erhvervet, henvender Opmærksomheden fortrinligt paa

den vigtige Gjenstand, at organisere Selskabets Bestyrelse.

II.

Vi skulle endnu tilføje nogle Ord om den Skæbne,

der skal forestaa Selskabet i Fremtiden og selv i

den nærmeste Fremtid.

Denne Fremtid udmales med meget mørke Parver.

Dels skal der nemlig, — og dette er. tilføjer man, ikke

at undre over, — herske ganske almindelig Misfornøjelse

med Selskabets Virksomhed (medens dog i det sidste Halv-

aar. fra 1ste April d. A., 1020 nye Medlemmer ere ind-

meldte og kun 54 udmeldte) ; dels skal Selskabet lide af

et indre, uhelbredeligt Onde, som truer det med nær Op-

løsning; og. hvad endnu maa være det smerteligste for

Vedkommende, det, der saaledes forestaar. skal ikke

være Andet, end hvad den dybere skuende Iagttager af

Tingenes Gang har kunnet forudse fra første Færd af.

Saa ubegribeligt nemlig. — saaledes omtrent lyder Varselstalen

— , som det maatte synes, at kloge og dygtige Mænd

have kunnet saaledes forregne sig, saa er det dog vist, at

de her have stiftet et Selskab, som „er fra sin første Be-

gyndelse bygget paa et Skisma." henvist til Grundbestem-

melser, ved hvilke nødvendigvis maatte fremkaldes Stridig-

heder, der som en indvortes Sygdom maatte fortære dets

Kraft; thi Selskabet er sammensat af uforenelige Elemen-

ter, der ville hver sin Vej og saaledes maa sprænge det

17


242

hele Samfund. Dertil skal det da allerede ogsaa være

kommet efter en Optræden, som lovede meget, og en Vir-

ken, som har holdt lidet af dette meget. To fjendtlige

Partier staa nemlig, — hedder det, — inden Selskabets

Enemærker, ja ved selve Koret, imod hinanden: paa den

ene Side „Bevægelses-Partiet", paa den anden Side „det

Parti, som repræsenteres af de saakaldte Stiftere". Men

,.nu kunne af de iire Hjul under én Vogn de to ikke ville

ad Helsingør, medens de to andre ville ad Roskilde til."

Hvad er altsaa at gjøre? Vilde Partierne bestemme sig

til en Vaabenstilstand, for endnu en Stund at blive sam-

men under ét Tag, da vilde det være en unaturlig Tvang,

man paa begge Sider paalagde sig, og Kræfterne vilde

ødes i indbyrdes r phd og Trætte som hidtil. Langt bedre

derfor, at den Opløsning, som dog ikke kan afværges, hel-

ler ikke ved kunstige Midler bliver udhalet, men at begge

Partier snarest muligt skilles ad, for at Lige kunne søge

Lige og stræbe uhindret til det Maal, de hver for sig have

foresat sig.

Dette er Indholdet af den Gravtale, hvormed vort Sel-

skab skal stedes til Jorden, naar Timen er der, som alle-

rede er forud beregnet. Jeg vil her ikke opholde mig

ved, at Selskabets Stiftere skulle repræsentere „et Parti-';

dette er en Talemaade som saa mange andre, det ikke

lønner sig at gaa i Rette med. Det er kun Hovedsagen,

vi her ville fæste vor Opmærksomhed paa; og denne er:

om der er Grund til at vente, til at ønske eller

at befrygte en Opløsning af Selskabet.

Der vilde være Grund til baade at vente og at ønske

det, dersom de Mænd, der i Særdeleshed have Del i Sel-

skabets Bestyrelse, virkelig stode i Stilling til hverandre


243

som Partier, der vilde til modsat Maal, hver til sin Side.

Der gives vel dem. for hvem det ikke vilde være ukjært,

om dette forholdt sig saaledes; og det er troligt, at For-

holdet for disse virkelig fremstiller sig saaledes; thi hvor

ofte sér man ikke, hvad man ønsker at se! Men naar vi

til „Bevægelses-Partiet", der skal udgjøre den ene Part,

henføre dem, som gaa ud fra den Overbevisning, at Til-

standen i vore offentlige Forhold, Anliggender. Indretnin-

ger er saadan. at en Fremadstræhen til det Bedre er højst

fornøden, og som derhos hylde den Grundsætning, at, hvor-

somhelst der er Trang til at gaa fremad, bør man ikke for-

sømme enten Tid eller Kraft for at komme videre frem

da har dette Parti sit Modstykke i den faste Stok, som

har slaaet Rod i det Bestaaende og i denne Jordbund

ikke har anden Følelse end af det behageligste Vel-

beiindende, eller som dog véd at vise enhver urolig

Tanke tilbage ved den Betragtning, at Sagerne ikke

staa værre hos os end paa mange andre Steder. Folk af

denne rolige Sindsstemning paastaa vel ikke egentlig, at

en Fremgang til det bedre i mange Dele skulde være umu-

lig; de finde heller ingen Betænkelighed ved at indrømme,

at det kan være rosværdigt at arbejde hertil, naar man

blot kan være heldig nok til at træffe den rette Tid, det

rette Sted og den rette Maade ; men det fejler ikke, at de,

saa ofte som et Forslag til Reform bringes paa Bane, vide

at føre Bevis for, at her er uheldigvis baade Tid og Sted

og Maade forfejlet; hvoraf følger, at de ved enhver saadan

Lejlighed finde sig i deres Samvittighed forpligtede til at

staa fast og stride imod, indtil Tiden med Magt trænger

dem fremad. Men til disse Stillestaaens-Mænd tror

jeg ikke, at Pubhkum vil falde paa at henregne Stifterne

17*

:


244

af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug. Bevægelse

er baade Sundhedens naturlige Ytring og det naturlige

Middel til at bevare Sundheden; og naar Mennesket hver-

ken er skabt til at gaa baglænds eller til at dreje sig om-

kring i en Kreds, men just til at bevæge sig fremad, saa

gjælder denne Lov ogsaa for Staterne; og mindst skulde

vel Tiden være kommen for vort Fædreland til at søge og

pleje sin Sundhed ved at stanse den begyndte Gang fremad.

Men med denne fælles Interesse for en fremskridende

Udvikling af Tingene kan megen Forskjellighed bestaa i

Tænkemaade og Virksomhed; og saaledes er Intet vissere,

— hvad iøvrigt er saa naturligt, at det næppe behøves at

siges, — end at Mænd findes forenede i vort Selskabs Be-

styrelse, som afvige betydeligt fra hverandre i den hele

aandelige Retning, i Anskuelserne af de vigtigste, de viden-

skabelige saavelsom de statsborgerlige Forhold i Livet.

Ogsaa om Selskabet selv, om den Stilling, det bør indtage

og haandhæve, om Grrænserne for dets Virksomhed, om

Maaden, hvorpaa det skal opfylde sin Bestemmelse, maa

saaledes forskjellige Meninger træde op imod hverandre;

denne Meningsforskjellighed maa have Tid til at udtale sig,

og Erfaring vil lære, hvorvidt disse Forhandlinger ville føre

Selskabet mere og mere til Bevidsthed om sin rette Stil-

ling. Den nødvendige Udvikling, som i denne Henseende

maa foregaa. er bleven fremhjulpen ved de Propositioner,

som fra fiere Sider ere gjorte fra Tid til Tid angaaende

en mere positiv Virksomhed fra Selskabets Side i Anled-

ning af Trykkefrihedens Anliggender. Disse Propositioner

have mødt Modstand hos Majoriteten af Selskabets Besty-

relse. Denne Modstand angaar Maaden og Beskaffen-

heden af den foreslagne Virksomhed, idet Nogle mene.


245

at det tilkumnier J^-'elskabet som Selskab eller Bestyrel-

sen i Selskabets Navn at virke umiddelbart for Pres-

sens Frihed, medens Andre ville have en saadan Virk-

somhed henvist til Medlemmerne selv. Derimod be-

rettiger Intet til at antage, at der i Selskabets Bestyrelse

skulde herske modsat Overbevisning angå aende selve

Grundsætningerne omTrykke friheden, dens rette

Brug og Folkets Stilling til samme. Det er saa

langt fra, at den Anskuelse herom, der har ligget til Grund

for hine Propositioner, har mødt Modsigelse, at det meget

mere, som ovenfor anført, er blevet erklæret ved denne

Lejlighed: at det maa anses stemmende med den Aand,

der maa ønskes at besjæle Selskabets Medlemn^.er. naar

Medborgere i Almindelighed og disse i Særdeleshed føle

sig tilskyndede til ved lovlige Skridt at lægge deres In-

teresse for Trykkefriheden for Dagen i Gjerning. Lig-

nelsen af en Vogn, paa hvilken de to Hjul ville „til Ros-

kilde", de to „til Helsingør", halter derfor mere. end tilbør-

ligt er.

Er nu den Forskjellighed, som er tilstede og tydeligt

nok er traadt til Syne baade i Anskuelser i Almindelig-

hed og i Meningerne om Selskabets Virksomhed, af den

Beskaffenhed, at der er Grund til at ønske en Opløsning

af Selskabet? Naar Mænd her ere kaldte til at virke med

og paa hverandre, af hvilke Nogle sætte en lysere Betragt-

ning, en billigere i'om mod Andres mørkere Blik og skar-

pere Omdømme, søge mod den utaalmodige Heftighed,

hvormed disse ville fremdrive en bedre Tingenes Tilstand,

at sætte et roligere, og, som de mene, baade grundigere og

virksommere, og i alle Tilfælde vist ikke mindre alvorligt

og vedholdende Bevægelses-System, — naar hine, som det


246

synes, ere tilbøjelige til at forcere Løbet, at ile afsted over

Stok og Sten. uden tilbørligt at komme og lade Andre

komme til Aande, medens disse ville sikre Gangen ved at

sagtne den. ved at lægge Vejen uden om en eller anden

Anstødssten og tage de fornødne Hvilepunkter: er der da.

sjxtrger jeg. Grund til at ønske en saadan Forening opløst

og Lige paiTede sammen med Lige? I Sandhed, jeg vidste

ikke, hvorledes dette Ønske skulde lade sig forsvaie eller

rime med det, man i andre Forhold anser for godt og

ønskeligt, — og det hverken for deres Vedkommende, som

staa udenfor, eller for de virkende Kræfter selv. Thi det

er ikke for meget forlangt, at disse skulle vide at gjøre

sig selv Regnskab for den Fordel, der paa begge Sider

kan drages af den Forbindelse, der her er tilvejebragt.

i)er er ikke mange Lærdomme, der erhverves tidligere i

Livet end den. at den opblussende Begejstring, den selv-

tillidsfulde Iver trænger til at have Erfarenhed, Maadehold

og Besindighed ved sin Side; men det maa heller ikke

overses, at Waadeholdets Dyder have deres største Værd

ved at virke dannende og ledende ind paa det fyrigt over-

strømmende Liv. Og mindst burde man glemme at skjønne

paa Ytringer af et saadant Liv, — selv om det nu og da

driver vilde Skud. — i en Nation, hvor Entusiasmen hører

til de sjældnere Naadegaver. og de roligere Egenskaber

spille en Hovedrolle i National-Karaktéren, som ofte brin-

ger den nær Flegmaets Grænser.

Men hvad der ikke kan ønskes, bør i denne Sag hel-

ler ikke ventes. Der forestaar Forhandlinger om Selska-

bets Organisation, som have til Hensigt paa bedste Maade

at betrygge Selskaltet imod Partiaandens Indliydelse mod

en ensidig og ubetænksom Virken, der vilde berøve Selska-


247

bet dets almindelige Kredit og gjøre det til Nødvendighed

for den moderatere Del af de frisindede Borgere at drage

sig tilbage. Udfaldet af disse Forhandlinger vil være af-

gjørende for Selskabets Tilværelse og dets hele Stilhng.

Det er naturligt, at de blive betragtede af Selskabets Med-

lemmer med meget forskjellige Øjne. Men, dersom de, der

ikke finde sig tilfredsstillede ved den Virksomhed, de ville

kunne love sig af Selskabet i Fremtiden, ville tage sig Tid

til at bemærke, hvor smuk en Betydning der ligger i en

Forening som denne, — stiftet og fremblomstret paa en

Tid, der er mere skikket til at opløse end at samle og

forbinde, — hvad en saadan Forening er værd, og hvad

den kan blive værd: da ville de, medens de ønske mere,

være villige til at lade sig nøje med mindre ; og det tør

da haabes, at Alles Bestræbelser ville mødes i den ene

Interesse, at bevare Selskabets Helhed og Enhed.


248

En kjøbenhavnsk Artikel

i fremmed Blad:

om Regering og Folk i Danmark.^)

(1837).

I en af de mest agtede og mest læste Tidender, den

„Augsburgske Allgemeine Zeitung" (for 21de—22de Novbr.

d. A.), tindes en Artikel, dateret Kjøbenhavn, som

allerede vil være endel af „Folkebladets" Læsere bekjendt,

da den, ihvorvel med nogle Udeladelser, har været med-

delt i forskjelUge indenlandske Blade. Artiklen er, som

det ytres, — bestemt til at møde de heftige Angreb, der

i temmelig lang Tid hyppig skulle være gjorte paa den

danske Regering saavel i indenlandske som i fremmede

Blade. Den anmelder sig altsaa som et Retfærdiggjørel-

sesskrift for Regeringen, og den fører dette Forsvar, dels

ved at give en Skildring af Oppositionen, fra hvilken hine

Angreb skulle hidrøre, dels ved at give en Berigtigelse af

de Forestillinger, som ved Oppositionens Angreb skulle

være fremkaldte om den danske Stats Tilstand, især med

Hensyn til dens Finanser og Nationalvelstand, til Stænder-

forfatningens Betydning og Virksomhed og til Pressens Fri-

*) i?-,i>s: f^'ol' ebia


249

hed. Baade ved sin Bestemmelse og ved sit Indhold har

den saaledes Krav paa enhver dansk Borgers levende In-

teresse. Hvad der fremføres i den udtrykkelige Hensigt, at

berigtige Andres Fejl. har desuden Meningen for sig, at

det. der gives, forholder sig rigtigt; hvo, som paatager sig

at revse Andres formentlig uretfærdige og samvittigheds-

løse Fremgangsmaade, berettiger til den Forventning, at

han selv gaar tilværks med stor Samvittighedsfuldhed og

redelig Bestræbelse for at give enhver Part, hvad der til-

kommer den. Det er derfor ikke usandsynligt, at denne

Artikel vil hos Fremmede i Almindelighed blive mødt med

Tiltro, blive betragtet som et paalideligt Bidrag til Kund-

skab om de vigtigste Forhold, der ere Gjenstand for vor

Presses Forhandlinger, og om den Aand og Stemning, hvori

der forhandles om dem, og dette saameget mere. som Artik-

lens Forfatter har vidst at give sig en vis imponerende

Stilling, en Mine, der næppe kunde være mere fordrings-

fuld, om han var fremtraadt efter højere Opfordring, for-

synet med højere Fuldmagt.

Hvorledes svarer nu denne Artikel til sin Bestem-

melse? Hvorvidt er den bleven Sandheden tro, hvis Sag

den paatager sig at føre? Hvilken Tjeneste er der ved

dette Indlæg ydet den danske Regering og det danske

Folk? Thi Regering og Folk ville vi i Danmark ikke have

stillet imod hinanden. Herom vil den Fremmede ikke

kunne dømme; men for danske Borgere sømmer det sig

at prøve, hvad der berettes Fremmede om deres Væren og

Virken, at danne sig en Dom om Beretningens Sandhed

eller Falskhed og at meddele denne Dom til Landsmænds

videre Prøvelse.

I det Haab, at andre Forfattere ville linde Opfordring


250

til at drøfte andre Dele af Artiklen, agter jeg i det Føl-

gende fornemmelig at holde mig til sammes Ytringer om

den danske Trykkefrihed og om Selskabet for Trykkefri-

hedens rette Brug. Dersom vore Finansers Tilstand er

saadan. at den. tilbørligt kjendt. „ikke kan vække Frygt

hos nogen sagkyndig eller upartisk Mand," da skal der i

alt Fald mere til end saa los en Tale som Forfatterens,

for at berolige nogen forstandig Mand, der har fulgt de

offenthge Forhandlinger om denne Sag. Men herom tør

».Folkebladet" nøjes med at henvise til Prof. Bangs Artikel

i Nr. 43 og 44 af Aargangen for 1836. Derimod ere For-

fatterens Ytringer om vore Provinsialstænder, deres

Bestemmelse og Virksomhed, for bestemte og for mærke-

lige til. at jeg kan lade dem aldeles uberørte. Forf. beret-

ter nemlig, at de danske Provinsialstænder blandt Andet

ogsaa derved ere forskjellige fra andre Landes konstitutio-

nelle Forsamlinger, at „deres Virksomhed er indskrænket

til Landets enkelte Provinser og Afdelinger," at Stænder-

nes „Petitionsret" er „indskrænket til provinsielle Inter-

esser," at „den almindelige Statsforvaltnings Gjenstande,"

hvortil navnlig hører „den almindelige Finansbestyrelse,"

ere „ifølge Sagens Natur og Lovens Bestemmelser aldeles

udelukkede fra Provinsialstændernes Kompetence;" og Forf.

tinder det derfor „mærkværdigt," at det finansielle Anlig-

gende „ikke desto mindre i de første Forsamlinger er ble-

vet omstændeligt drøftet." Ulige mærkværdigere er imid-

lertid den Dristighed, hvormed Forf. har vovet at fremføre

en Beskyldning som den imod Stænderne, at de have over-

skredet deres Kompetence, vovet at beraabe sig paa „Lo-

vens Bestemmelser." hvor han har Lovens klare Ord imod

sig. I Forordningen af 28de Maj 1831 § 5 hedder det


251

nemlig: „I>[aar Provinsialstænderne finde Anledning til at

ønske nogen Forandring i Landets almindelige eller de

samme vedkommende Provinsers særdeles Love eller Indret-

ninger o. s. V., kunne de derom gjøre os Forestilling og For-

slag." Naar derfor af de 26 Petitioner, som den roskildske

Stænderforsamling indgav til Hs. Maj. Kongen, de 21 an-

gik Landets almindelige og kun de 5 provinsielle Forhold.

af 35 Petitioner fra den viborgske Forsamling 26 vare af

første og 9 af sidste Art. da er heri netop handlet efter

„Lovens Bestemmelser." Da den roskildske Stænderfor-

samling gjorde det almindelige Finans-Anliggende til

Gjenstand for Forhandling, hlev derfor af den kgl. Kom-

missarius aldeles ikke, (saa lidt som ved nogen anden For-

handling „om den almindelige Statsforvaltnings Gjenstande"),

ytret nogen Betænkelighed angaaende Forsamlingens Kompe-

tence. Meget mere ytrede han. at han „fandt det natur-

ligt, at Forsamlingen henvendte sin Opmærksomhed paa

Finansernes Tilstand, skjøndt den kunde være forvisset om.

at Kongen uden nogen Petition vilde tage de hensigtsmæs-

sigste Forholdsregler for ved Formindskelse af Statens aar-

lige Udgifter at tilvejebringe et bedre Forhold mellem disse

og Statens Indtægter." Yel blev der i Hertugdømmernes

Stænderforsamlinger af den kgl. Kommissarius ved tiere

LejHgheder gjort Forsøg paa at indskrænke Stændernes

Virksomhed, — aldeles i Overensstemmelse med nærvæ-

rende Forfatters Paastand. — til blot provinsielle Anlig-

gender; men ligesom hine Ytringer mødte Modsigelse,

ihvorvel vistnok med mindre Energi, end Sagens Vigtighed

og Lovens Medhold opfordrede til, saaledes maa de anses

i Gjerningen gjendrevne ved den Modtagelse, samtlige Peti-


252

tioner have fundet hos Regeringen ^). At vove at frem-

stille den Kettighed. der udgjur det egentlige Grundvæsen

i den Velgjerning. Kongen har skjænket sit Folk ved Stæn-

derinstitutionen, bom en fra Stændernes Side tilsnegen,

ulovlig rdvidelse af deres Myndighed, dette er. tør vi vel

mene. den sletteste Hjemmel for en Forfatters Kald og

Beføjelse til at træde frem som Regeringens Talsmand.

Vi gaa over til at betragte Forfatterens Ytringer om

den danske Trykkefrihed og den danske Presse.

Efterat Forfatteren nemlig har givet et Karikaturbillede

af Oppositionen i vore Dagblade, („alt det Gode." saa-

ledes indføres (3i)positionen talende . „er Virkningen af

naturlige Forhold, Følgen af vore Bestræbelser; Regeringen

gjør alt muligt for at berøve os hine Goder; den under-

graver Besiddelsen, lammer Virksomheden, undertrykker

Oplysningen"), vedbliver han sauledes:

„Spørger man, hvorfor Regeringen taaler de bestandige

offentlige Angreb af Oi)positionen, saa har dette sin Grund

nærmest i den her bestaaende Trykkefrihed, hvis Mis-

brug, for saavidt som de ikke berøre den fremmede Politik,

ikke kunne blive forebyggede ved præventive Forholds-

regler (Censur), men kun ved en kriminel Fremgangsm;'.ade,

som altid er meget tvivlsom, hvad Udfaldet angaar. Ved

den Offentlighed, hvormed Sagerne her i Reglen føres

for Højesteret, virker den retlige Forfølgelse af en Presse-

forseelse aabenbart imod sin Hensigt, forsaavidtsom den

er rettet, — ikke blot paa den Anklagedes Afstraffelse,

men ogsaa paa I'ndertrykkelse af hans Skrift, idet det

') Jvfr. hermed Prof. Bangs allerede paaberaabte Artikel i „Polke-

l^ladel", S. 170.


253

netop ved hin Procedure faar en endnu større Offentlig-

hed. Derfor undgaar Regeringen saavidt muligt at an-

lægge saadanne Processer, og Skribenterne, som vel vide

dette, misbruge deres Frihed bestandig paa den anstøde-

ligste Maade, ikke blot paa den indenlandske Politiks,

men ogsaa paa Religionens og den offentlige Morals Ene-

mærker. For at raade Bod paa dette Uvæsen og fritage

Regeringen for den Nødvendighed at skride frem ved

præventive Forholdsregler, stiftede flere udmærkede og

veltænkende Mænd for omtrent tre Aar siden det be-

kjendte „Selskab for Trykkefrihedens rette Brug-', det er:

til at forebygge dens Misbrug, hvilket nu tæller henimod

4000 Medlemmer. Men netop formedelst denne store

Udstrækning har dette Selskab ikke alene ikke været i

Stand til at naa sit Øjemed; men Oppositionen har og-

saa bestandig bestræbt sig for at forvandle det til en

virkelig politisk Klub og at benytte det til direkte Ind-

blanding i Regeringens Forholdsregler, om end hidtil

forgjæves formedelst Fastheden hos Flertallet af Selska-

bets Stiftere. At et saadant Selskabs Tilværelse ikke er

uden Betænkelighed, er klart; men beroligende er den

Kjendsgjerning, at det for største Delen bestaar af Em-

bedsmænd og øjeblikkelig vil maatte opløse sig, naar

Regeringen tinder sig bevæget til at give dem Valget

imellem, om de ville opgive Deltagelse i Trykkefriheds-

Selskabet eller deres Embede."

Det er disse Ytringer, vi ville tage i nærmere Betragt-

ning, De angaa dels den Bevægelse og Virksomhed, som

tilhører Folket, dels Regeringens Forhold til denne Virk-

somhed. Ved de første er det den historiske Sandhed.


254

hvorpaa det kommer an. ved de sidste den moralske

Sandsynlighed.

Forfatteren taler for det Første helt igjennem om

».Oppositionen." Han mener ikke hermed det Kald og

det Mod til at virke mod „enkelte Uordener og Misbrug

eller forsvare afvigende Anskuelser af statsretlige Spørgs-

maal." som udvikler og ytrer sig i ethvert Folk, hos hvil-

ket den aandelige Dannelse har naaet et vist Pnnkt, og

Ytringsfriheden ikke er voldsom undertrykt. Denne Aand

er hos os fremkaldt tidligere ved Kegeringens Omhu for

Ungdommens Undervisning, senere ved Stænder-Anordnin-

gen; den vil end mere udvikles og styrkes ved den nu an-

ordnede selvstændigere Bestyrelse af Kommunernes Anlig-

gender, og Forfatteren erkjender selv, at en saadan Oppo-

sition ikke kan andet end være „velkommen for enhver

ædel Regering." Men Forfatteren adskiller herfra en Oppo-

sition i Ordets strænge Forstand, som lægger an paa „at

gjøre Regeringens Øjemed i Almindelighed mistænkte;" han

omtaler den som en fjendtlig og fordærvelig Magt i Dan-

mark og bringer fremmede Læsere, som ere ubekj endte

med vore Forhold, til at forestille sig et afsluttet, metodisk

virkende Parti, der offentlig skulde modarbejde Regeringen.

Spørger man, hvor dette Parti skulde findes, da viser den

sagkyndige Forfatter hen til de „subalterne Embedsmænd,"

idet nemlig disse skulle „ved Opposition haabe at forbedre

deres StilUng og forskaffe sig Penge og Indflydelse:" — i

en absolut monarkisk Stat en mærkelig Gjenvej til Lykkens

Tempel for subalterne Embedsmænd! Man kunde fristes

til at tro, at Forfatteren har villet lægge en politisk Snare

for godtroende Medborgere, dersom man virkelig kunde an-

tage vedkommende Subalterne, der bejle til Penge og


255

Indflydelse, for saa ubekjendte med Terrænet, at de skulde

løbe i den.

Men naturligvis har Forfatteren i Særdeleshed henvist

til Skribenterne paa ,.de Folk. der drive Oppositions-For-

fatteriet som indbringende Haandtering." Hvilken Skil-

dring udkaster nu Forfatteren af de Skribenter, som han

henregner til Oppositionspartiet? Hvad deres Bevæggrund

angaar, da maa det ikke være en retskafien, om

end misledet Vilje, ikke en velmenende, om end ensidig

Iver, heller ikke en lidenskabelig, ubesindig Heftighed, der,

som enhver Ubesindighed, vilde indtil en vis Grad kunne

undskyldes, som skal ligge til Grund for deres Angreb: det

skal være ond Vilje, slet Sindelag, understøttet af

egennyttig, fejgt beregnende Klogskab , fordi de nemlig

stole paa, at Regeringen ikke vil finde sin Regning ved at

paatale Misbrugene for iJomstolene. Og hvorledes misbruge

de efter Forfatterens Skildring denne Frihed? Med

saa ublu Frækhed, at de ikke rødme ved at sværte Rege-

ringen som den, der „gjør alt muligt for at berøve Folket

de Goder", Lykken tilfører det, der „undergraver Besiddelsen,

lammer Virksomheden, undertrykker Oplysningen," og at de

ikke undse sig ved at krænke „Rehgionen og den offentlige

Moral paa den anstødeligste Maade." I Sandhed, — et

Portræt, beregnet paa at sés i Frastand! Eller skulde

blandt dem, der kunne sammenholde det med Personerne,

Nogen kj endes ved det? Jeg ønsker dette Spørgsmaal

stillet til Alle uden noget Hensyn til den forskjellige Fø-

lelse af Behag eller Mishag, hvormed de betragte og be-

dømme hine Skribenters Færd; i ét Vidnesbyrd vil uden

Tvivl ærlig Ven og Fjende stemme overéns. Ubilligt

vistnok, det erkjende vi Alle, er der ofte skrevet om


256

og imod Regeringens Foranstaltninger; men at nogen Pen

skulde indtil den Grad have forgrebet sig paa en Rege-

rings Fortjeneste af Oplysning, Borgerfrihed ogAlménaand,

som har sat sit Mindesmærke i Landbolovgivningen, i Sko-

ler og Stænderhuse, at den skulde have fremstillet dens

Virksomhed som aandsformørkende og aandsunderkuende,

derimod bør enhver Dansk tage til Gjenmæle paa sine

Landsmænds Vegne. Den Enstemmighed, hvormed Rege-

ringens Øjemed og dens Foranstaltninger i denne Retning

have fundet Anerkjendelse fra alle Sider og til alle Tider,

(hvad helt vel kan bestaa med levende Følelse af det Me-

get, der endnu fattes), er til lige Hæder for Regering og

Folk. og det maa harme Enhver at se denne fordunklet

ved et usandt Vidnesbyrd, der skal være udgaaet fra Dan-

marks Hovedstad. Stort nok kan uden Tvivl det Synde-

register blive, der lader sig opsummere af et Oppositions-

blads Aargange eller uddrage af et Antal politiske Flyve-

skrifter, hvor Lidenskab eller Partiaand eller personlige

Hensyn ofte have styret Pennen; men, at „Religionen og

den oflentlige Moral" skulde der være behandlet „paa den

anstødeligste Maade," — skulde ikke danske Læsere om-

trent være enige i at erklære dette for en iiaandgribelig

Usandhed? Hvad man end ellers kan have at dadle ved

Indhold og ved Tone i de Skrifter og Dagblade, som have

nogen Betydning i Oppositions-Retningen, fordrer dog

Sandhed og Retfærdighed at erkjende den Agtelse for det

Hellige og det Sædelige, som udtaler sig i dem. Betyd-

ningen af dette Vidnesbyrd skjønnes bedst ved Sammenlig-

ning med den unge Verdens Pressefrembringelser i Tysk-

land og Frankrig; med den religiøse og moralske Opløs-

nings-Aand, som her er fremtraadt uden Sky, have vor Pres-


257

ses Misbrug Intet tilfælles, og Æren herfor tilkommer ikke

alene de enkelte paagjældende Forfattere: baade Regering

og Folk har sin Andel deri. Forfatteren derimod har ikke

forsmaaet det Kunstgreb at fremstille sine Modstandere

som de foragteligste og fordømmeligste Medlemmer i Sam-

fundet; han udpeger dertil ikke enkelte Forfattere som de

skyldige; meget mere give hans Ord Anledning til at tro,

at en religiøs og moralsk Smitte udbredes vidt og bredt

ved et helt Antal af danske Skribenter. Er denne Adfærd

noget ringere end en Skamskjænden af Nationens gode

Navn og Rygte?

Ogsaa de faa Data, Forf. anfører om „Selskabet for

Trykkefrihedens rette Brug", give Begreb om hans historiske

Paalidelighed. Forf. forklarer, at det er et Selskab „til

at forebygge Pressens Misbrug." Men Selskabet er for det

Første ogsaa og fornemmelig, ifølge sit Navn og sine

Love, et Selskab „til at fremme Pressens rette Brug og

derved befordre Folke-Oplysning;" hvad Pressens Misbrug

angaar, da er Selskabet ikke beregnet paa at „forebygge"

disse. — hvad ikke kunde ské uden ved en Slags Censur,

— men paa at „modarbejde" dem, ved at udhæve dem og

advare derimod. Forf. beretter endvidere, at Selskabet,

som „tæller hen ved 4000 Medlemmer," bestaar „for største

Delen af Embedsmænd." Hvilket Begreb vel Udlandet

maa danne sig om den Hær af Embedsmænd, der kan stil-

les i det lille Kongerige, naar der alene skal være mellem

2 og 3000 af den Slags, som ikke finde Betænkelighed ved

at være Medlemmer af et Selskab, hvis Tilværelse skal, ef-

ter Forf.s Mening, „ikke være uden Betænkelighed!" Efter

Opgivelsen paa Generalforsamlingen i April d. A. hen-

hørte af 4291 Medlemmer 1700 til Embedsstanden; 2591

18


258

vare Ikke-Embedsmænd. Efter denne Tid er Medlemmer-

nes Antal steget til 4840, af hvilke vistnok en endnu mere

afgjort Minoritet hører til Embedsstanden.

Til sine Beretninger om O})positions-Pressen. om Trykke-

frihedens Tilstand, og hvad dermed staar i Forbindelse, har

Forf. tillige knyttet Beretning om den danske Regerings

Fremgangsmaade med Hensyn til disse Anliggender.

Hvorfor, spørger Forf.. taaler Regeringen de

idelig gjentagne. offentlige Angreb af Opposi-

tionen? Hertil gives den Oplysning: det jirobate Middel

mod alle Presse-Onder, Censuren, finder kun Anvendelse i

Hertugdømmerne Holsten og Lauenburg ifølge det tyske

Forbunds Bestemmelser, ikke i Kongeriget; der gives alt-

saa imod Presseforseelser ikke anden Fremgangsmaade i

Danmark end Paatale ved Domstolene ; men ved den of-

fentlige Behandling af slige Sager ved Højesteret faar Ind-

holdet af de anklagede Artikler og Skrifter en Offentlig-

hed, som det netop maa være i Regeringens Interesse at

undgaa; og dette skal da være Grunden, hvorfor Regerin-

gen saa sjældent som muligt skrider til at anlægge slige

Processer. Altsaa — dersom en Regering undlader med

smaalig Iver at forfølge enhver dadlende Ytring, som kan

være ugrundet i sit Indhold eller anstødelig i Udtryk, da

skal Grunden dertil ikke turde søges i den Erkj endelse,

at Frimodighed i Pressens Brug om Landets Anbggender

er et Gode for det Offenthge, der fortjener al Opmuntring

og Understøttelse fra Regeringens ikke mindre end fra

Folkets Side. og at den, som i Sandhed ynder Frimodig-

hed, heller ikke tør være altfor nøjeregnende med enhver

uoverlagt eller ubesindig Ytring ; thi det frie Mod gaar bort

hos Skribenten, naar han for hvert Udtryk, som kan findes


259

anstødeligt, skal tænke sig Straffen over Hovedet. Grun-

den skal heller ikke være at søge i en Karakterens Høj-

modighed, hvormed det kan anstaa en Regering, ligesaavel

som den private Mand, at sé ned paa mangen Ytring af

Letsind og Kaadhed, uden at ænse den videre; heller

ikke i den tilhdsfulde Overbevisning om Folkets Stemning,

om den Virkning, det udøver paa denne Stemning, naar

et Folk sér sin Regering ophøjet over Forfølgelses- Krig

mod disse Ilpenne og Smudspenne, mod deres Produkter,

der løbe op idag for imorgen at kastes i Ovnen, uden at

efterlade videre Spor og Mærke, Grunden skal meget mere

være at søge i en frygtsom Sky fra Regeringens Side

for den Offentliggj øreise af vedkommende Skrift eller Arti-

kel, der følger af et Søgsmaal. Dersom altsaa i Dan-

mark Sagerne behandledes skriftlig for Højesteret eller in-

den lukkede Døre, da vilde Regeringen, efter Forf.s For-

sikring, med ganske anden Strænghed end nu søge Straffe-

lovenes Hjælp mod Skribenterne, og paa den anden Side

skal det kunne antages, at mangen Ytring, som Regerin-

gen ønskede revset, nu hengaar upaatalt af den Grund, at

vor Retsforfatning ligesaa lidt tilsteder en Afstraffelse uden

Lejlighed til offentlig Forsvar, som uden Lov og Dom.

Men hvad, — maa man spørge, — skulde der da vel ligge

i denne Offentlighed, som kunde holde en Regering som

den danske tilbage fra at gjøre Presselovene gjældende?

Have vi maaske her en Regering, hvis Aand og Vilje staar

imod Folkets, saa at Regeringen skulde ville forfølge An-

det som ulovlig og utilbørlig Brug af Pressen, end hvad

den offentlige Stemme ogsaa vilde lære at misbillige ved

den offentlige Behandling af Sagen? Hvad Andet kan for-

nuftigvis være en Regerings Hensigt ved at paatale Presse-

18*


260

forseelser, end at virke opklarende, ledende, berigtigende

ind paa den offentlige Mening? Og hvad vilde der udret-

tes ved Skribenters Afstraffelse, naar Grunden dertil blev

holdt hemmelig, eller naar den havde og beholdt den of-

fentlige Mening imod sigV I hvor afgjørende en Tone end

Forf. giver sin Forklaring, at Hensyn til Rettergangens

Offentlighed skuide afliolde Regeringen fra at paatale Mis-

brug af Pressen, som under andre Omstændigheder vilde og

burde l)live paatalte, maa dog enhver dansk Borger holde

sig overbevist om dens Urigtighed; thi den forudsætter et

Forhold imellem Regering og Folk. som mulig kan tinde

Sted i mangen anden Stat. men visselig ikke finder Sted i

Danmark og ikke vil kunne tinde Indgang her, saalænge vi

kunne glæde os ved at vide Grundsætninger som de, fra

hvilke Forf. gaar ud, holdte udenfor vore Grænser.

Forfatteren føler nogen Uro ved Tanken om et Sel-

skabs Tilværelse som Selskabet for Trykkefrihedens

rette Brug; men for at finde Beroligelse i denne Hen-

seende, sammensætter han først, som vi have sét, Selska-

bet „for største Del af Embedsmænd," og erindrer der-

næst, at det øjeblikkelig vil maatte opløse sig, naar Rege-

ringen finder sig bevæget til at give hine Valget, om de

ville opgive Deltagelsen i Trykkefriheds-Sel-

skabet eller deres Embeder"^). Naar Forf. her,

som det synes, omtaler det som en meget naturhg og nær

liggende Forholdsregel, om det blev tilføjet som en ny

•) Det er en meget talende Tavshed, naar denne hele Tirade findes

udeladt i „Dagen." Ganske vist gives der Regerings-Maksimer,

særdeles med Hensyn til Trykkefriheds-Anliggender, som til Nød

kunne, læses påa Tysk, men ikke vel fordrage en Oversættelse

paa Dansk for danske Læsere.


261

Klavsiil i danske Embedsmænds Bestalling, at de havde

at holde sig ude af al Forbindelse med Selskabet for Trykkefrihedens

rette Brug, da kan Spørgsmaalet ikke være om

den Magt, en Regering har til at opstille hvilkesomhelst

Betingelser for dem, den vil antage eller beholde i sin Tje-

neste, men om en moralsk Mulighed, som atter i det

enkelte Tilfælde maa bedømmes efter den aliiiindelige Aand,

der udtaler sig i Regeringens Handlinger og Foranstaltninger.

Og saaledes har ogsaa den danste Regering

sin ejendommelige Karakter; den skriver sig ikke

fra idag eller igaar; den er saa gammel som vor Konge-

slægt; den stemmer med Folkets Karakter; i denne Sam-

klang ligger Grunden til den Popularitet, de danske Konger

have havt at glæde sig ved fremfor de Heste andre, og vi

have hgesaa ondt ved at tænke os en voldsom Forandring

i Regeringens System som i Nationens Karakter. I dette

Regerings-System er en Humanitet, som er modsat det

despotiske Magtsprog, en Agtelse for de menneske-

lige, personlige, de almindelige borgerlige Ret-

tigheder det første Grundtræk, og til denne Aand staar

det Raad, Forfatteren giver Anslag paa, i et mærkeligt

Forhold. Vilde man, for at gaa ind i Forfatterens Tanke,

forestille sig et Selskab, som var stiftet i ganske anden

Hensigt, at udarte til „en virkelig politisk Klub," af en

saadan Beskaffenhed, at der maatte befrygtes Ulempe for

det Offentliges Rolighed og Sikkerhed, da kunde i saadant

Tilfælde Regeringen uden Tvivl finde sig foranlediget til

at befale Selskabets Opløsning. Derimod at drage en

Grænselinje mellem Embedsmænd og de øvrige Borgere, at

berøve hine en personlig Ret, som blev disse ubetagen, at

benytte den Afhængighed, hvori Embedsmanden staar til


262

det Offentlige som lønnet uf Staten for sit Arbejde, til at

sætte en saa vilkaarlig Tvangsregel igjennem, — dette vilde,

derom ville ikke mange være uenige, være en Brug af

Magten, hvortil det danske Folk ikke er vant. Og hvad

vilde blive Følgen af Forfatterens „berohgende" Forholds-

regel? Selskabet vilde tilforladelig ikke opløses, fordi det

blev skilt ved sine Medlemmer af Embedsklassen , men

vel

vilde det blive berøvet en stor Del af sine aandelige Kræf-

ter og i samme Forhold blive hæmmet i den bedste Del

af sin Virksomhed, udsat netop for det, der skulde fore-

bygges : at falde baade til den ene og den anden Yderlig-

hed. Krænkelsen af den personlige Ret vilde her som

overalt virke tilbageholdt Forbitrelse, og den Modsætning,

der blev gjort af Embedsstand og Borgerstand, vilde tjene

til at give den unaturlige og fordærvelige Betragtning Med-

hold, at Embedsms'nd og Borgere skulde have delte, selv

modstridende ForpHgtelser og Interesser.

Det er vistnok meget betegnende for Tilstanden af

den danske Journalistik baade i moralsk og i national Hen-

seende, at en Artikel som denne er bleven optagen i flere

af vore Blade uden nogen Tilrettevisning eller Moderin-

dring. I at vurdere en saa nærgaaende Misbrug af Pres-

sen som denne burde danske Borgere være enige, hvilke

politiske Anskuelser de end hylde. Thi Mangelen paa

Sanddruhed i flere Fremstillinger og Beretninger er ligesau

iøjnefaldende og uforsvarlig, som den Mnngel paa Behæn-

dighed, men fornemmelig paa Nationalaand. som Indlæget

røber helt igjennem. Det kan være, at Artiklen skriver sig

fra Kjøbenhavn; men næppe skriver den sig fra en dansk-

født og sikkert ikke fra en dansksindet, med den danske

Historie, den danske Regering, det danske Folk fortrolig


263

og sympatiserende Mand. Artiklen er for Fremmede

kun skikket til at vække falske Forestillinger om en Mod-

sætning imellem Regering og Folk i Danmark, om Mistro

fra Regeringens og Uskjønsomhed fra Folkets Side; og

som Læsning for Danske vilde den, — ved den Letfær-

dighed, hvormed den gaar hen over de vigtigste Anliggen-

der, der ere Gjenstand for Folkets Tanke og Bekymring,

lader haant om en Hovedgjeustand for Folkets Paaskjøn-

nelse o^ dets Haab: Stændernes Virksomhed for Fædre-

landets Vel, og anbefaler Regerings-Foranstaltninger, som

danske Borgere ikke vide at forene med Retfærdighedens

og Humanitetens Fordringer, — kun være skikket til at til-

vejebringe det sørgelige Forhold, den udmaler som allerede

nærværende, dersom den ikke blev tilbagevist som løs og

usandfærdig Tale. Det er et Sagn, som ofte er blevet

gjentaget: om den danske Borger i Udlandet, der blev an-

given som mistænkelig Person paa Grrund af den frie Tale,

han førte blandt Fremmede, hvorledes han paa højere Ste-

der blev undskyldt dermed: at han ikke havde erindret

sig andet, end at han var paa dansk Grrund; og saaledes

mene vi, at den kjøbenhavnske Beretter i „Allgemeine Zei-

tung" maa søge sin Undskyldning deri: at han har glemt,

han var paa Danmarks Grund.


264

Om Fortolkningen af Plakat 2den Oktober 1810. ^)

(1843).

Hvad der forekommer mig at maatte vække Forundring

hos alle opmærksomme Betragtere af vort offentlige Liv,

med hvilket Øje og gjennem hvilket Glas de end betragte

det. er den ringe Opmærksomhed, der paa Prent er ble-

ven den omhandlede Sag til Del. Det er her en Sag,

som ikke angaar alene en eller anden enkelt Blad-Redak-

t'on, ej heller alene den journalistiske Presse overhovedet;

det er et almindeligt Spørgsmaal om Reglerne for Lovens

Fortolkning og Anvendelse, — og det en Anvendelse, som

ikke gaar ud paa mindre end en Indskrænkning af den

væsentligste Borgerret: den, at have fri og uhindret Ad-

gang til Landets Domstole. I et Land, hvor det juridiske

Element er i alle Forvaltnings- og Bestyrelsesgrene saa

overvejende som i Danmark . skulde man mene , at et

Retsspørgsmaal af saa alvorlig og gjennemgribende Ka-

rakter ikke vilde kunne bringes paa Bane, uden at sætte

mange Penne i Bevægelse. Men dersom ikke Redak-

tøren af „Dansk Ugeskrift" havde taget til Orde, kunde

') Dansk Ugeskrift. Anden Række. Nr. 84.


265

man fristes til at tro, at den hele Forhandling angik en

privat Interesse af et Par enkelte paagjældende Blade, til

hvilke det derfor maatte være overladt at udfægte Sagen

alene.

Denne Tavshed er vanskelig at forklare. Thi dersom

retslærde Mænd ere enige med det kgl. danske Kancelli

deri, at Plakat af 2den Oktober 1810, sammenholdt med

Eeskript af 10de April 1836, hjemler Justits-Kollegiet

Ret til at undertrykke efter Godtbefindende enhver jour-

nalistisk Behandling af politisk Indhold, uden at tilstede

Forfatteren Rekurs til Domstolene: skulde der da ikke

være Opfordring til Retfærdigj øreise af Kancelliets Frem-

gangsmaade? Thi det tør næppe benægtes, at Kollegiet

i denne Sag befinder sig i Modsætning til den offentlige

Mening, at dets seneste Fremfærd imod Pressen har for-

skaffet Oppositionen et Grundlag, som næppe til nogen

Tid har havt en saadan Soliditet. Men det er sikkert ikke

nogen ringe Ulempe, dersom det Kollegium, hvis høje

Hverv det er at paasé Lovenes Haandhævelse, skulde vise

sig for Folket i anden Skikkelse og andet Lys, end just

som Haandhæver af Lovene. Det maa ogsaa indrømmes,

at de Mænd, der selv ere at betragte som Part i Sagen,

ikke kunne agtes som ret beskikkede Ordførere; og at be-

rigtige, om muligt, Almenhedens Anskuelse af det hele

Forhold, vilde være en fortjenstlig Gjerning. Dersom

derimod paa den anden Side retskyndige Mænd dele den

Mening angaaende det kgl. danske Kancellis Fremgangs-

maade, der vel kan anses som den almindelige : hvorledes

skulde det da være for meget forlangt, — efterat Erfaring

har lært, at Kancelliet er sindet at forfølge den engang

indslaaede Vej, — at den Ret, som i det forehggende Til-


266

fælde antages at være traadt for nær, erholdt sit Forsvar

ved de Mænd, i hvilke Retsfølelsen ret egentlig bør have

sine Repræsentanter, og hvis Stemme turde antages at ville

have Vægt selv hos Regeringens Organer? Ved Siden af

det særegne Embedskald at fremme Lov og Ret ved at

procedere og plaidere, skifte og dømme, kunne dog, —

saa sjTies det, — vore Lovlærde og Rets-Embedsmænd ikke

miskjende det almindelige Borgerkald, at virke som Retfær-

dighedens Organer udenfor Retssal og Skranke; og netop,

hvor vigtige Spørgsmaal hindres fra at komme for Dom-

stolene, maatte ikke dér Opfordringen ligge nær for rets-

kyndige Mænd til at afgive det Votum, udtale det Om-

dømme, der er dem frit og uform ént som enhver anden-

Borger, men, just udtalt af dem, vilde have større Betyd-

ning og Værd? Det forekommer mig, at i andre Stater

de Retskyndige opfatte og røgte deres Kald i denne videre

Betydning; vi behøve ikke at gaa videre end til Hertugdømmerne

for at sé Advokater, vistnok paa deres Vis, —

som virksomme Ledere af den almindelige Mening. Det

Prisværdige i Principet selv kan ikke miskj endes. Have

vi da ikke navnlig en dygtig, oplyst, patriotisk Sagfører-

stand ? Skulde den ikke her indtage den samme uafhængige

Stilling, som i ethvert andet Land? Og den juridiske In-

teresse, som plejer at kunne sættes i Bevægelse ved ethvert,

selv det ubetydehgste Formspørgsmaal, skulde den ikke

paa det stærkeste blive afficeret ved Forhandlinger om en

Form, som griber ind i Borgernes almindelige Tarv? Ne-

gative Fænomener af denne Art kan jeg ikke betragte, uden

at de tillidsfulde Ord rinde mig i Tanke, som ofte ere hørte

i Stændersalene og ofte ere gjentagne paa Prent, for at

afvise det Umotiverede i enhver Ytring om Trang til garan-


267

terende Statsformer: om „det absolute Monarki med en

offentlig — en kraftig offentlig Stemme!" Bank-

direktør Bang tilføjede derfor ogsaa (Rosk, St.-T. 1842, S.

2407) „dog vel at mærke under to Betingelser;" og den

første Betingelse af disse to blev den :

„at vi ere os Øje-

blikkets Alvor og vore nærværende Forhold fuldkommen

bevidste." Men er der da, spørger jeg, Kraftighed i en

Stemme, som forbliver stum, naar „Øjeblikkets Alvor"

opfordrer stærkest til at tale? Maatte jeg kunne overbevi-

ses om, at jeg gjør mine Landsmænd Uret! men den Kraft,

jeg oftest mener at spore iblandt os, er vis inertiæ. At

dens Magt er stor i Landet, er mig mindre forunderligt,

end at man desuagtet kan saa trøstig og selvbehagelig hen-

vise os til den Garanti, der er given i vor „kraftige, offent-

lige Stemme."

Jeg har forsøgt at sætte mig ind i den Mands Sted,

i hvis Lod det maatte falde, at skulle føre Forsvaret for

det kgl. danske KancelHs Anvendelse af PI. 2den Oktober

1810 og Besk. 10de April 1836. Og jeg tilstaar, at jeg

ikke vilde sé anden Udvej end i det Væsentlige at indslaa

i det samme Spor, som Forfatteren i den „Berlingske Ti-

dende". Thi jeg vilde ikke forsøge paa, — i en Sag.

hvor der ikke kan henvises til skjulte Akter, men hvor

hver Mand kan have Syn for Sagn, — at bevise, at „poli-

tiske Nyheder og Efterretninger" paa en vis Maade skal

kunne være Et med Artikler af „politisk Indhold." Men

jeg vilde med den Berlingske Forfatter støtte min Bevis-

førelse paa „Øjemedet", dog rigtignok i nogen anden

Retning end Forfatteren. Jeg vilde nemlig ikke vove den

Paastand, at Lovgiveren skulde ved PI. 2den Oktober 1810

have havt til Hensigt, hvad aldeles ikke er antydet: at fore-


268

bygge enhver ubehagelig eller anstødelig pohtisk Ytring,

selv i Artikler al" ren historisk og reflekterende Karakter,

og at. som Følge heraf, det kgl. danske Kancelli skulde

være beføjet til at fortolke Plakatens Ord. som om den

indeholdt noget ganske Andet, end Ordene udsige. Jeg

vilde ikke vove en saadan Paastand, fordi jeg vilde mene,

at en Paastand af den Natur, helst hvor den gaar ud paa

Borgerfrihedens Indskrænkning, bør have strængt Bevis at

støtte sig til, — fordi jeg ikke kan tro. at nogen Domstol

skulde kjende en saadan Fortolkning god og gyldig, —

fordi jeg endelig ikke vilde kanne gjøre mig Forestilling

om Retssikkerhed i en Stat, hvor et ganske løst suppone-

ret Øjemed , hverken udtrykkelig udtalt eller indirekte

antydet, skulde gjælde som Regel, hvorefter en Lov

skulde bringes i Anvendelse mod hidtil gjældende Ret.

Efter Lovens Bestemmelse ere alle Skrifter under 24 Ark

pligtige til før Udgivelsen at forelægges Politimesterens

Modhjælp; men skal et formenthg „Øjemed" fortolke Lo-

ven, da behøver det kgl. danske Kancelli ikke videre end

en Erklæring, at det bevidste Øjemed ikke ved denne For-

holdsregel bliver opnaaet for at anvende den samme Lov^

som alene gjælde Skrifter under 24 Ark, ogsaa paa

dem, der ere 24 Ark og derover. — Ligesaa lidt vilde

jeg forsøge noget Bevis for, at Reskriptet af 10de April

li-'3fi. saafremt det skal bruges til at behandle „Artikler af

politisk Indhold" paa samme Maade som „politiske Nyhe-

der og Efterretninger," er Andet end en virkelig Udvidelse

af PI. 2den Oktober 1810, ja en virkelig ny Lov. Men og-

saa her vilde jeg støtte min Apologi paa „Øjemedet",

ihvorvel i anden Betydning end Forfatteren. Min Be-


269

visførelse nemlig, som jeg formener vilde være uigjendrivelig,

skulde udføres efter følgende Grundtræk:

„Man lægger Hegerings-Kollegiet til Last, at det an-

vender PL 2den Oktober 1810 til at undertrykke Artik-

ler af politisk Indhold uden Lov og Dom; man bebrejder

det, at det finder en Hjemmel for sin Premgangsmaade i

Resk. 10de April 1836; man ytrer endogsaa, at dette Re-

skript, forstaaet som Kancelliet forstaar det, vilde være

et Brud paa det kongelige Tilsagn, ikke at ville lade

nogen ny Lov. som angaar Borgernes personlige Rettig-

heder, udkomme uden at Stænderne derom ere blevne hørte.

Men naar man saaledes paaberaaber sig Ret og Retfærdig-

hed, bygger Slutning paa Slutning for at motivere Anke,

Besværing og Klage, da bliver én Ting overset: at, efter

vor Statsforfatning, den øverste Retsnorm er at søge i den

suveræne Kongevilje. Det er muligt, at „politiske Nyhe-

der og Efterretninger,-' ikke ganske er det samme som

„politisk Indhold;" men dersom nu den suveræne Vilje

finder det tjenhgt til sit Øjemed at overfore Lovens Be-

stemmelser om hine ogsaa til dette? Det er muligt, at

Resk. 10de April 1836, ifølge det kongelige Tilsagn, vilde

have været at forelægge Stænderne i Udkast; men dersom

nu her var et Tilfælde, hvor Suverænen ifølge sit

Øjemed besluttede at gjøre en Undtagelse fra det Tilsagn,

der dog kun kan tænkes givet med Porbeholdenhed for den

suveræne Vilje? Det er muligt, at Reskriptets Ord ikke

med fuldkommen Tydelighed udstrække Supprimerings-

Magten for Justits-Kollegiet til politiske Artikler uden Und-

tagelse; men dersom nu Kollegiet i denne Sag handler i

Overensstemmelse med den suveræne Vilje og sammes Øje-

med ? Det er muligt, at man tinder sig forurohget ved


270

den Tanke, at Landets Borgere saaledes kunne i Gjernin-

gen blive dømte uden Domstole ; men

er ikke dette Grund-

bestemmelsen i den danske Grundlov: at Suverænen kan

undtage, hvad og hvem han vil. fra Lovens almindelige Be-

faling? Og er ikke denne Grundlov fra først til sidst byg-

get paa den Tro, at den suveræne Vilje selv er den fuldkomneste

Garanti mod Magtens Misbrug?" —

Jeg indrømmer, at det er den ab s olute Absolutismes

System, som bliver Hovedhjørnestenen i en Retfærdig-

gjørelse af det foranstaaende Indhold. Men det gjælder

om dette System, hvad der gjælder om det kirkelig abso-

lutistiske System, det katolsk-hierarkiske : en stor Idé

Ligger til Grund for begge, og ethvert af dem behøver kun

at træde frem i sine rene, strænge "Karakterer med

Fordring paa ubetinget troende Underkastelse, for at impo-

nere, saalænge som det blot lykkes at holde Troen paa den

absolute Magtfuldkommenhed opret og urokket. Men denne

Tro svækkes kun, og Systemet bortgiver sin Fasthed og

Holdning, naar der begyndes med at ræsonnere og dedu-

cere, at slaa af og tinge. I Kancelliets Fremgangsmaade

i denne Sag tror jeg nu at maatte sé en Tilbagesøgen til

det stræng absolutistiske Princip, og dersom den fulgte

Forholdsregel tør betragtes saaledes, som Akt af den

bydende absolute Hegeri ngsmagt, da skjønner jeg

ikke, hvorledes den skulde behøve eller endogsaa kunne

modtage noget Forsvar. Der er her engang givet et Fak-

tum, som giver et fast Standpunkt, som orienterer os i de

virkelige Forhold og overtyder om det Illusoriske i disse

Taagebilleder, udklækkede af moderne Teorier, der i sig

selv dog kun ere holdningsløse Mæglings- eg Forsonings-

Forsøg. Til disse kan jeg ikke andet end henregne Ind-


271

læget i „Berlingske Tidende". Det fører atter ind paa

Lovfortolkningens og Retsdeduktionens Gebet og er tillem-

pet efter de politiske Vantroendes og Tvivlendes Tarv, for

at overbevise, vinde og forsone. Men hvad der selv vak-

ler, kan ikke bringe det Vaklende til Fasthed, og det fore-

kommer mig, at, hvad der ved Apologier i denne Stil ud-

rettes, alene er at forvirre Retsbegreberne og forøge den

indre Uro, som nødvendig følger af den tvivlraadige Stem-

ning, der ikke er paa det Rene med, hvad man er og ikke

er, hvad man har og ikke har, hvad man tør og ikke tør.

For kyndige og upartiske Retslærde stiller sig her, synes

mig, en ligesaa vigtig som betimehg Opgave, og Ønsket

om, at Stemmer fra saadan Side maa lade sig høre i denne

Sag, er sikkert ikke enkelt Mands Ønske.


IV.

Konstitutionel Forfatning.

19


Den Iste October 1835.')

(1835).

„Den 1ste Octo