artiklen - Foreningen Jysk Børneforsorg

Jeg ville være landmand
Af freelancejournalist Bent Ulrikkeholm
Karsten Torst Pedersen har i en lang årrække
været idémand og omdrejningspunkt på Jysk
børneforsorg/Fredehjems institution
Solbakken, og senere på Solbakkens
Rådgivningscenter. Begge steder med
kompetencer der er kommet børn med
bevægehandicap og deres forældre til gavn.
Nu er Karsten blevet pensionist, og han
fortæller om, hvordan det hele begyndte. Vi
får selvfølgelig en kop kaffe imens, og
Karsten løfter sin kop med højre fod. For han
er født uden arme, men at han skulle være
handicappet, vil han ikke høre tale om.
Gården på Djursland
Karsten er født på sine forældres gård i
Holbæk på Djursland i 1933. Karsten ville
gerne have overtaget gården, men han
måtte indse, at det ville blive for svært. En
landmand uden arme er særligt udfordret. I
stedet blev det Aarhus Kommune, Statens
Hørecentral og Solbakken, der blev rammen
om hans arbejdsliv som socialrådgiver,
administrativ leder og forstander. Solbakken
mødte han første gang tidligt i sit liv, han
flyttede selv ind kun otte år gammel.
Karsten Torst Pedersen ser tilbage på et
begivenhedsrigt liv.
Feje i kostalden
Karsten Torst Pedersen gestikulerer, mens
han taler. Det gør de fleste mennesker,
Karsten gør det bare med sin højre fod, der
er anbragt nonchalant over knæet, når han
ikke drikker kaffe. Han mener det, når han
siger, at han aldrig har følt sig handicappet.
Han er ikke i tvivl om, at han skylder sin
opvækst i et landsbysamfund og sine
forældre, rigtig meget af den indstilling.
– Min far var nok den af mine forældre, der
bedst kunne håndtere situationen i starten,
men de støttede mig begge i at leve et aktivt
liv. Far satte mig i gang meget tidligt med at
feje i kostalden og hakke roer. Jeg var ikke
mere end tre-fire år, da far forlangte, at jeg
hjalp til, fortæller Karsten. Og senere i sit
professionelle arbejde med børn med
bevægehandicap har han arbejdet ud fra
samme filosofi. Det handler om at give
børnene oplevelser af, at der er noget, de
kan. Han blev selv sat op på spisebordet
derhjemme, og legekammeraterne var med.
Det faldt den lille dreng helt naturligt at
prøve sig frem ved at bruge tæerne til at
gribe legetøjet med. – Jeg har som ældre
oplevet ting, jeg ikke længere kan, eller som
er svært, det har jeg aldrig tænkt på før,
fortæller Karsten.
Hjemmefra som otteårig
I begyndelsen fik Karsten
hjemmeundervisning. Der var snak om en
institutionsplads i København, men familiens
læge var klar over, at noget nyt skulle
bygges i Aarhus, og det var Solbakken. Som
otteårig startede hans tilværelse dér med
bopæl og undervisning. Efter nogle år med
1

den form for skolegang kom han i almindelig
skole i Højbjerg og tog realeksamen. – Det
har været min redning, helt afgjort, at jeg
kom i almindelig folkeskole og fik lært helt
almindeligt pensum og ikke mindst social
kontakt med kammeraterne, siger Karsten.
Mobning har han aldrig oplevet i skolen.
– Nok fordi mit handicap var så synligt, de
fik ondt af mig i stedet, siger han med et
smil. Han savnede livet på gården, og var
mest hjemme i skoleferierne. Ikke i
almindelige weekender.
Spejder med mange oplevelser
På et tidspunkt blev Karsten aktiv spejder.
Det blev næsten alle på Solbakken.
Motiverne var måske ikke så ædle, det
motiverede nemlig drengene meget, at de
som spejdere én aften om ugen kunne være
oppe til klokken 21. Dengang på Solbakken
var det almindelig sengetid 18.30. – Jeg
havde aldrig drømt om, at de ting jeg kom til
at opleve med spejderne, skulle lykkes for
mig. Jeg var med på vandretur i Norge og fik
mange andre store oplevelser, fortæller
Karsten. Den største oplevelse er der ikke så
meget tvivl om, for det var også i
spejderbevægelsen, at han mødte sin kone,
hun var leder for pigespejderne.
Familieliv
- Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle
stifte familie, og den drøm er også gået i
opfyldelse. Vi har fået en dreng og en pige,
og har nu også fire børnebørn. Det er en
stor lykke, og at stifte familie hører jo med
til et fuldkomment liv, siger Karsten. Vi kan
høre en hund gø i et andet rum, det er
sønnens, den er bare på ferie, fortæller
Karsten.
Tilbage til Solbakken
Karsten var administrativ leder af Statens
Hørecentral (gennem 10 år), da
opfordringen kom om at søge job hos
institutionen Solbakken, der var privat ejet
og havde driftsoverenskomst med staten.
– Jeg var ikke positiv i starten, for jeg kunne
faktisk ikke lide konceptet. Jeg havde selv
været ked af at flytte hjemmefra som dreng,
og det kæmpede jeg lidt med, fortæller
Karsten. Opfordringerne blev ved, han sagde
ja, og brugte så sin kompetence som
forstander til at omlægge arbejdet, og
bestyrelsen var med på idéen.
Kompetence ud af institutionen
Karsten lagde den nye faglige linje, at han
selv og medarbejderne både kunne tage sig
af de børn, som boede på Solbakken, men
også kunne være rådgivere for familier med
hjemmeboende børn med bevægehandicap.
Således at de børn som kunne hjælpes uden
at flytte hjemmefra også kunne blive det.
Det blev en succes, og var dengang ret
enestående. Men det var ikke helt uden
problemer, faktisk var der en gruppe
medarbejdere som klagede til
Socialministeriet over en forstander, som de
mente prioriterede sin tid forkert.
Ministeriet ankom med en delegation, der
dog konkluderede, at Karsten Torst
Pedersen havde fat i en pædagogisk tilgang,
som de gerne ville se flere steder. I 2001 da
Karsten trak sig tilbage som forstander for
Solbakken, havde institutionen kontakt med
600 familier med hjemmeboende børn, der
havde brug for hjælp. Det var lige før
amterne overtog opgaven, og det ændrede
hele billedet.
Jysk børneforsorg
I 2000 var det planen, at den selvejende
institution Solbakken skulle overgå til
amtslig drift i det nye Århus Amt. Det var
Karsten Torst Pedersen ikke glad for, og han
henvendte sig til foreningen Jysk
børneforsorg med et ønske om at blive
tilknyttet dér. Det var der interesse for, og
på den måde kom Solbakken fortsat til at
fungere som en selvejende institution, med
driftsoverenskomst med amtet. For Karsten
var det vigtigt, at sikre kontakten med en
forening som kunne skabe et frirum og en
folkelig forankring gennem frivillige
bestyrelsesmedlemmer og ikke mindst den
ideologi, som foreningen er båret af. – Det
gav helt andre muligheder som forstander,
det mærkede jeg tydeligt, når jeg mødtes
med kolleger fra Sjælland, fortæller han.
Hej Karsten!
I de senere år har Karsten Torst Pedersen
oplevet mange gange at få særlige besøg. Et
nu noget ældre forældrepar kommer typisk
2

forbi med en voksen søn eller datter, der har
klaret sig godt på trods af væsentlige
bevægehandicap. – Så skal jeg lige hilse på
”barnet” og se, hvor godt det er gået. Det er
meget bekræftende at se, siger Karsten.
Forældrekurser
Rådgivningscentret afholdt i mange år
kurser for forældre, som havde fået et barn
med et medfødt handicap. Det betød
virkelig meget for forældrene, at møde
andre i samme situation. Det skete ofte, at
forældrepar som havde mødt hinanden på
et kursus, dannede deres egen lille
støttegruppe, hvis de boede i nærheden af
hinanden, og med tiden opstod der også
venskaber på den basis.
Et godt liv
Karsten Torst Pedersen ser afslappet ud i
sofaen med sin kaffekop i foden. Og han er
glad for det liv, han har haft på trods af sit
medfødte handicap. Han har i sit arbejde
fået mulighed for at være et levende
eksempel på livsmod og muligheder, og det
har uden tvivl været en stor inspiration og
givet håb til mange. Hans erfaring er, at
livsmod kan man få gennem andre. Den
enkelte kan være mere eller mindre stærk,
men andre kan hjælpe til. Og de gode
oplevelser er vigtige. – Jeg var ivrig
fodboldspiller som dreng, det oplevede jeg,
at jeg sagtens kunne være med til. Den
bedste støtte er sådan set, at omgivelserne
ikke ser så meget på begrænsningerne og
bare tager det naturligt, at man er med til
alt det, man nu kan, siger Karsten. Det
gjorde landsbysamfundet ude på Djursland
dengang, og Karsten Torst Pedersen har
forsøgt at give den holdning videre.
Læs om Solbakkens nuværende tilbud på
www.solbakkensnet.dk
Onlineartikel udgivet af Jysk
børneforsorg/Fredehjem på jyskborneforsorg.dk
8. oktober 2012.
3:4
Tredje artikel i en serie på fire. De to foregående
artikler hed ”Frivillige unge i lektiecafé” og
”Havmågen flyver - også når det blæser.” Årets
fjerde artikel udgives i december måned.
3