Historisk tilbageblik - UNI•C

De regionale edb-centre
regnekapacitet. Men den nye maskine skulle jo gerne klare behovet i flere år,
og derfor ønskede udvalget, at NEUCC kun gradvis slap den nye store kapacitet
løs, så forbruget kunne stige nogenlunde jævnt i nogle år før det næste ”kvantespring”
på maskinsiden. Det var jo nemt at regulere ved kun gradvis at øge
”edb-pengene” til brugerne. Men det medførte også det mærkelige, at i de første
år af en ny datamats levetid blev den faktisk ikke udnyttet, selvom både statistikere,
strukturkemikere og andre storbrugere rasede og sagde: ”Vi har store
opgaver klar, som NEUCC kunne løse. Hvorfor skal elektronerne dovne? De er jo
til stede og klar til beregningerne.”
Fra hulkort og magnetbånd til terminaler
I starten af 1970’erne foregik det meste af edb-kørslen ved, at programmer og
data blev hullet på hulkort, som blev afleveret til maskinoperatørerne.
Operatørerne samlede opgaver i bundter og kørte dem som gruppekørsel,
batch-kørsel. Udskrifterne på printer blev sammen med hulkortene leveret tilbage
til brugerne et par timer (eller fem timer eller en dag) senere. Da maskinernes
lagerkapacitet var stærkt begrænset, blev data, der skulle genbruges, opbevaret
på magnetbånd, som operatørerne holdt styr på og monterede på båndstationer,
når de skulle bruges. Denne kørselsform var selvfølgelig stærkt forsinkende
for brugerne, og i 70’erne måtte NEUCC jævnlig lægge ryg til kritik af for
lang ekspeditionstid og forkert montering af magnetbånd mv. Bestyrelsen
måtte derfor blande sig i fastsættelse af åbningstider og maksimale gennemløbstider
for opgaver, der krævede båndmontering. Desuden blev bestyrelsen
ansvarlig for en rationering af den begrænsede plads på pladelagrene. Denne
lagerplads var stærkt efterspurgt blandt brugere med store datamængder.
Med muligheden for terminaladgang til maskinen og med den gradvist øgede
kapacitet blev det muligt at køre opgaver interaktivt fra egen terminal, men
gennem årene affødte det mange diskussioner om prioritering: Den interaktive
kørsel var ret ressourcekrævende, og gruppekørselsbrugerne fandt, at der blev
brugt for megen kraft og tid på at imødekomme terminalbrugerne.
Især for studerende med mange små opgaver var gruppekørselsformen generende
langsom, og det var derfor en stor forbedring, da der i 1974-75 blev
installeret en hurtigterminal til undervisningsbrug i bygning 301. Terminalen
kunne kun bruges til at køre små opgaver med høj prioritet (ekspresopgaver).
Program og data skulle stadig hulles og indlæses via hulkort, men ekspresprioritet
betød, at opgaven blev kørt umiddelbart. Hurtigterminalen var åben man-
::: 46 :::