Karen Margrethe Carstens - Kolding Kommune

Karen Margrethe Carstens
Karen Margrethe Carstens
(født den 15. april 1901 i
Hillerød, død den 11. april
1975 i Kolding), cand.mag. i
historie, kristendomskundskab
og dansk, medlem af
Kolding Byråd 1943-1946 for
Socialdemokratiet.
(Foto fra 1943)
Skrevet af Mogens R. Nissen
Karen Carstens blev valgt til Kolding Byråd
for Socialdemokratiet ved det underlige
besættelsesvalg i 1943, og hun var
kun medlem af byrådet i en enkelt periode,
idet hun undlod at genopstille i 1946.
Byrådsarbejdet virker i høj grad til at have
været en beskeden del af hendes liv,
uden at det dermed skal opfattes som
noget ubetydeligt.
Karen Carstens blev født i Hillerød,
hvor hendes far, Uffe Carstens, var lektor
ved Frederiksborg Statsskole. Det var
samme sted at hun som 17-årig fik sin
studentereksamen, inden hun fortsatte
med at læse ved København Universitet. I
1927 blev hun cand.mag. i historie og kristendomskundskab,
mens hun tre år senere
supplerede med en eksamen i dansk.
Hun arbejdede som timelærer på Marie
Kruses Skole i København i 1927-28, fortsatte
på Hjørring Gymnasium inden hun i
1932 blev fastansat ved Kolding Gymnasium.
Her blev hun i de næste 38 år til
hun gik på pension i 1970. Hendes rektor,
Knud Moseholm, har beskrevet hende
som en ”... særpræget og meget betydelig
lærerpersonlighed ... som altid vil noget andet...”.
Det afspejlede sig i hendes pædagogik,
idet hun var nyskabende og ind-
drog nye og mere moderne pædagogiske
principper i undervisningen. Samtidig
kastede hun sig over en række forskellige
fag på gymnasiet – historie, dansk, oldtidskundskab
og religion – ligesom hun
underviste i matematik og formning i
mellemskolen. Hun havde altså et helt
utrolig bredt undervisningsfelt, og supplerede
ved at stå for gymnasiets bibliotek
og ved at undervise som deltidslærer
i historie på Kolding Seminarium i
1950´erne og 1960´erne.
Ud over at være lærer på Kolding
Gymnasium i en menneskealder fandt
hun tid til at skrive flere historiske fagbøger.
I 1940 udgav hun jubilæums-bogen
”Halvtreds år af Gymnasie-skolernes Historie”,
mens hun i årene 1948-55 udgav
”Håndbog i Verdens-historie” i fire bind,
der blev brugt som undervisningsbog på
gymnasierne. Dertil kom, at hun skrev en
bog om Sct. Nicolai Kirke, og efter hun
var gået på pension skrev hun sammen
med Knud Moseholm bogen ”Kolding
Studenter 1935-1959 – og deres lærere”.
Ved sin død i 1975 var hun i gang med at
foretage en undersøgelse af sydjyske hekseprocesser
i 1620´erne i Andst, Jerlev,
Slaugs og Halt herreder. Man må have
stor respekt for Karen Carstens indsats
som underviser og produktiv faghistoriker
med meget stor faglig spændvidde.
Ud over sine faglige interesser var hun
engageret i sejlsport, og hun rejste meget.
For eksempel berettede hun i slutningen
af august 1963 fra en ferietur til Leningrad
og Moskva;”... Russerne er selv duperede
over, hvad de har naaet, og de har grund
til at være det. ... Russerne forekom os meget
taalmodige og rørende beskedne i deres krav
til luksus og fornøjelser. ... Ingen forretninger

presser folk til at købe deres varer, maaske
skyldes det, at forretningen ikke er privat eje,
muligvis er det blot russernes natur.” Hun
tilkendegav altså, at hun havde ganske
stor respekt for det sovjetiske samfund.
Der er ingen tvivl om, at Karen Carstens
var et specielt menneske. Hun blev
aldrig gift, men helligede sig i stedet sin
karriere som underviser og forfatter af
faghistoriske bøger. Hun kan på den baggrund
ikke siges at være nogen særlig
typisk socialdemokratisk politiker i midten
af det 20. århundrede. Det står noget
hen i det uvisse, hvorfor hun pludselig
stillede op og blev valgt til byrådet den 5.
maj 1943. Når man kigger i Socialdemokratiets
beslutningsprotokoller bliver
man ikke meget klogere. Et par uger inden
valget blev hun først valgt som
”valgmand” – altså en delegeret med
stemmeret – til opstillingsmødet, og på
general-forsamlingen den 12. april blev
hun valgt ind i partiets kvindeudvalg. På
Socialdemokratiets opstillingsmøde den
22. april blev hun valgt som nummer 12
på partiets opstillingsliste til byrådet,
men ellers står der ikke noget om Karen
Carstens i protokollerne.
Med den lave placering på listen
kunne hun ikke forvente at blive valgt til
byrådet. I 1937 havde Socialdemokratiet
haft et kanon-valg med 11 mandater og
dermed flertal i byrådet, men forventningen
i partiet var, at man ville gå tilbage,
fordi borgmesteren, Knud Hansen, ikke
genopstillede i 1943 på grund af alder.
Alligevel fik Socialdemokratiet et udmærket
valg med ti mandater, og dagen
efter kunne man i Kolding Folkeblad se
en liste med navnene på de forventede
byråds-medlemmer. Karen Carstens navn
var ikke på denne liste, og først to dage
efter byrådsvalget blev det offentliggjort,
at hun med 154 personlige stemmer havde
sprængt listen og var blevet indvalgt
som det tiende og sidste socialdemokratiske
mandat.
Valget i 1943 må betragtes som det
mest besynderlige byrådsvalg i det 20.
århundrede – i Danmark såvel som i Kolding.
Den 23. marts 1943 blev der gennemført
et folketingsvalg, og da det blev
opfattet som en succes af partierne bag
samlingsregeringen og af den tyske rigsbefuldmægtigede
i Danmark, Werner
Best, ville man gentage succesen ved at
udskrive et kommunalvalg. Baggrunden
for begge valg var et forsøg på at opretholde
forestillingen om, at det danske
folkestyre fortsatte med at fungere under
besættelsen. Men valgene var dybt problematiske,
især fordi det kommunistiske
parti – DKP – var forbudt, og dets ledere
interneret. Derfor blev der landet over
oprettet en række opstillingslister, der
fungerede som dæklister for kommunisterne.
Det skete ikke i Kolding, men alligevel
fandt der en voldsom udskiftning
sted i byrådet, hvor over halvdelen af
medlemmerne blev udskiftet ved valget.
Det er nærliggende at opfatte valget af
Karen Carstens – og de andre nye – som
en kritik af de hidtidige byrådsmedlemmer.
Som et ønske om at få indvalgt nogle
”ubesmittede” repræsentanter, der ikke
havde været involveret i de beslutninger,
der blev truffet i løbet af de første tre besættelsesår.
Efter valget kom Karen Carstens
med i rigtig mange udvalg og bestyrelser:
Hun blev formand for udvalget for anerkendte
sygekasser og hun var medlem af
2

socialudvalget, børneværnsudvalget, legatudvalget,
folkekøkken-udvalget og
sundheds-kommissionen. Det afspejler, at
kommunen skulle varetage en masse opgaver
under krigen. Byrådspolitikerne og
kommunens embedsmænd fortsatte deres
arbejde resten af besættelsen – også efter
regeringen trådte tilbage i slutningen af
august 1943.
Derfor var årene i byrådet utvivlsomt
af større betydning for Karen Carstens,
end det kilderne antyder. Hun er
især blevet berømmet for sin indsats i
børneværnsudvalget, hvor hun fortsatte
helt frem til 1962. Hun var desuden gennem
mange år medlem af menighedsrådet
ved Sankt Nicolai Kirke. Alligevel må
hendes politiske karriere betragtes som
underordnet hendes faglige karriere som
underviser og faghistoriker.
3