96. ÅRGANG - 2006 NR. 4 - SEP / OKT / NOV - Kystartilleriforeningen

More documents

Recommendations

Info

Forsvarets firbenede vagtværn Det er et krævende job at være vagthund i forsvaret. Udvælgelsen er benhård. Og hver eneste hund skal igennem et omfattende uddannelsesforløb, dyrlægeundersøgelser og faste årlige prøver, for at blive godkendt som tjenestehund Kulden bider godt i fingrene, men 3-årige Fight er fuldstændig upåvirket af omgivelserne. Opmærksomt følger den unge hanhund sin førers mindste bevægelser. På en kommando så subtil, at den dårligt nok er til at registrere for udenforstående, sætter den 40 kg tunge belgiske hyrdehund af i et kraftspring og lander i armene på seniorsergent Michael Ellebæk. Denne gang er opvisningen mest til ære for fotografen, men der er alvor bag legen. - Det er vigtigt, at hundeføreren har fuldstændig kontrol over hunden. En god tjenestehund skal være villig til at indordne sig og yde noget for at tilfredsstille sin hundefører, så de bliver et godt team, fortæller SSG Michael Ellebæk, der siden 1995 har siddet på posten som leder af flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskoles Hundetjeneste. Det er et fuldtidsjob at være hundefører i Forsvaret. Efter endt vagt kommer hundene med hjem, hvor de fungerer som almindelige familiehunde. De har bare den fordel, at de også kommer med på arbejde og kan være sammen med deres fører døgnet rundt. Hundetjenesten - eller mere præcist: Faggruppe Militær Hundetjeneste - gennemfører værnfælles uddannelser. Det er her alle Forsvarets vagt- og patruljehunde bliver uddannet og testet, inden de bliver udstationeret rundt omkring på tjenestestederne. - Lige meget om man kommer fra hæren, søværnet eller flyvevåbnet, så bestil- 8 Kystartilleribladet 4/06 ler man bare hunden hos os. Så sørger vi for at anskaffe og uddanne den, så den passer til opgaven, forklarer Ellebæk. Alt i alt råder Forsvaret over godt 150 vagt- og patruljehunde, der alle sammen har været gennem Hundetjenestens uddannelsesprogram. De fleste bliver brugt til stationær bevogtning og passer på Forsvarets arealer, når mørket falder på. Brugte hunde Men selvom det nok er de færreste, der har lyst til at stifte bekendtskab med Forsvarets vagthunde efter mørkets frembrud, kommer hovedparten faktisk fra en fortid som civile vovser. - De fleste af hundene køber vi af folk, der af den ene eller anden grund ønsker at skille sig af med den. Det kan være en konkurrencemand, der ikke kan nå toppen med hunden, fordi den har en mindre fejl. Eller fru Jensen, der ikke lige havde taget højde for, at den søde lille schæferhvalp altså udvikler sig til en ordentlig kleppert, der skal motioneres hver dag for at trives. Men vi får også en del hunde, der fx har nappet i postbudet, fortæller Ellebæk. Den foretrukne race er schæferhunde, gerne hanner, og så skal de højst være mellem 1 og 3 år gamle, når de starter i Forsvaret. - Schæferhunde er nemme at uddanne og skifte fører på. Tæver er som regel supergode til lydighedstræning, men de foretrækker at arbejde tæt omkring føreren. Hanhundene, derimod, er mere selvstændige og vil gerne langt ud i terrænet og se, hvad der gemmer sig, forklarer Ellebæk. - Schæferhundene er imidlertid ikke så populære længere, og ofte er hundene ikke gode nok, så det er indimellem svært at finde tilstrækkeligt med egnede hunde. Derfor er Hundetjenesten begyndt at tage hvalpe ind. Men selvom spildprocenten er lavere, når man starter med at træne hundene fra de er små, så tager det længere tid, ligesom hvalpene kræver betydeligt mere omsorg og pleje, end en voksen hund. Så der er fordele og ulemper ved begge modeller, forklarer Ellebæk. Specialister i eftersøgning Inden hundene får lov til at ‘trække i trøjen’, skal de dog først igennem en prøveperiode på 3-4 uger, hvor der bl.a. bliver kigget efter om hunden har byttedrift, om den kan bruge næsen, og om den kan gå på trapper og ned i mørke rum. Desuden skal samtlige hunde gennem et dyrlægeeftersyn og røntgenfotograferes. Hvis hunden bliver fundet egnet, skal den herefter igennem et grunduddannelsesforløb på 3-4 mdr., hvor den bl.a. skal lære at følge spor i terrænet og finde efterladte genstande. Den lærer også at angribe og bide, men det vigtigste er, at hundene lærer at eftersøge og bruge deres lugte- og høresanser. - Vi træner bl.a. hundene i at reagere på afvigelser fra naturens normallugte. Det kan være et gevær, en kuffert eller en person, der gemmer sig. Når de har lokaliseret byttet, lærer de at bevogte det, til vi kommer frem, forklarer Ellebæk. Efter grunduddannelsen er hundene klar til livet som vagthund. Men det er ikke slut med prøverne. Hvert år skal både hund og fører bestå Hundetjenestens mønstringsprøve. Disciplinerne er de samme som efter grunduddannelsen, blot er sværhedsgraden sat op. - Det er teamet, vi tester. Vi skal kunne stole på, at de sammen kan løse opgaven, fortæller Ellebæk. Færten af frømand Og der bliver gået op i at give hundene en så realistisk træning som muligt. Både frømandskorpset og jægerneagerer jævnligt prøveklude, når de fintfølende sanser skal trænes. - Frømændene og jægerne ved godt, at hundene er dygtige. Men det er de også nødt til at være med de gutter, siger Ellebæk med et småskævt smil.
- Nogle gange kan der gå flere dage, inden vi finder dem. Men som regel er det ikke hundene, man kan snyde. Hundene skal nok registrere, at der ligger et eller andet derude, men hvis føreren siger ‘nej kom nu, vi skal denne her vej’, så går hunden selvfølgelig med. Det er jo et samarbejde, og derfor er det mindst lige så vigtigt, at føreren lærer at stole på hunden, forklarer Ellebæk. Nye opgaver Som noget forholdsvist nyt, er Hundetjenesten også begyndt at uddanne Siriuspatruljens hundeførere. - Vi er godt nok ikke i stand til at hive en flok slædehunde frem, som de kan øve sig på. Men de får en masse teoretisk viden og træner med vores hunde. Bl.a. lærer de om hundepsykologi, og om hvordan man strigler og soignerer hundene, fortæller Ellebæk. - Og det har været spændende. For det er en helt anden type folk, end vi er vant til at arbejde med, siger han. Men der er flere projekter i støbeskeen. Bl.a. pønser man lidt på muligheden for at uddanne sprængstofhunde, afslører Ellebæk. Krigsfanger på Trekronerfort Internering af 29 “prominente” tyskere i 1946 - 47 Af Erik Boest Om Trekronerfortet kan indledningsvis anføres, at dette blev påbegyndt i 1787 som en kunstig ø på den yderste spids af Refshalegrunden. I 1838-39 opførtes de to kasernebygninger. Efter Søbefæstningens overgang til Marinen i 1932, blev fortet opgivet som befæstning og blev 1. januar 1932 solgt til Københavns Havnevæsen, der samme år udlejede Trekronerfortet til <strong>Kystartilleriforeningen</strong>, som 10. maj 1934 åbnede fortet som sommerudflugtsmål med forskellige former for forlystelser. Under besættelsen 1940-45 anvendtes Trekronerfortet til tysk indkvartering, og i de sidste besættelsesår oprettedes en flygtningelejr for civile østtyske flygtninge.Umiddelbart efter befrielsen overtog den danske marine bevogtningen af fortet og af de derværende tyske flygtninge, som dog hurtigt blev sendt til andre flygtningelejre i Københavnsområdet.I efterkrigsårene anvendte hjemmeværnet fortet, hvis kasematbygning fortsat bærer præg af at have været anvendt til indøvelse af ”kamp i bygninger”. Fortet blev fredet i 1983 og i 1986 købt af Statens Byggefredningsfond - for tre kroner! Trekronerfortet er for tiden under trinvis restaurering. I marts 1946 blev spørgsmålet om etablering af en interneringslejr for 10-15 allierede krigsfanger, som ikke var sigtet for nogen krigsforbrydelse, berørt af daværende departementschef Ejvind Larsen, justitsministeriet, der ønskede friere forhold for visse i Vestre Fængsel siddende allierede krigsfanger - flere fra det tidligere tyske Abwehr - som var udlånt til Danmark for at være til rådighed som vidner i retsopgøret. Blandt andet af sikkerhedsmæssige grunde, faldt valget på Trekronerfortet, hvor Marinen med en vagtstyrke på 12 mand, under orlogskaptajn Groths ledelse, i forvejen bevogtede fortet. Det blev pålagt Rigspolitichefens afdeling A at oprette et internat, forestå administrationen samt bevogte de internerede med en politistyrke, der i starten bestod af ialt 24 polititjenestemænd (1 tilsynsførende politiassistent (Pa.), 1 overpolitibetjent af 1. grad (Ob. I), 4 overpolitibetjente af 2. grad (Ob. II) og 18 reservepolitibetjente (Rbtj)). Senere blev vagtstyrken reduceret med 2- 3 mand. Vagtdøgnet gik fra kl. 07.00- 07.00 med en ob. II som vagtkommandør og 5-7 rbtj. som vagt-mandskab. Af reservebetjentene udtog man én, der med fast døgntjeneste fungerede som proviantmester og som blandt andet forestod indkøb af fornødenheder. De skiftende overbetjente af 1. grad var administrative ledere på internatet og havde som - Det er 10 år siden, vi sidst havde et par rigtige gode hunde, som vi støttede politiet med. Men de mange bombealarmer giver da anledning til at overveje, om vi skulle tage disciplinen op igen. Det ville heller ikke være helt uinteressant for hæren, mener Ellebæk. I Irak bruger vi fx englændernes hunde til støtte for våben- og ammunitionssøgninger, men det vil helt klart være spændende, om der blev mulighed for at tilføje den opgave til vores egen hundeuddannelse igen, slutter Ellebæk af. Efteråret 2005 gik Hundetjenesten i gang med en større ombygning. To web-kameraer følger byggeriet af det nye hundetræningscenter. Se med på www.fbt.dk Kilde: Forsvaret nr. 3/<strong>2006</strong> Erik Boest, politikommissær. Ansat i politiet i 1958. Meget aktiv i Politihistorisk Selskab med besættelsestidens historie som speciale og daglig beskæftiget med arbejdsopgaver omkring Politihistorisk Museum. sådan fast dagtjeneste, medens overbetjentene af 2. grad fungerede som vagthavende for reservebetjentene med døgntjeneste. Fangerne måtte opholde sig udendørs til mørkefald, men bevogtningen skulle være så lempelig som mulig, og der var intet til hinder for, at de internerede kunne færdes inden for en mindre del af fortet, som blev afmærket (ikke pigtråd), da man ikke fandt, at der var fare for, at de pågældende ville forsøge at undvige. Det var fangerne tilladt at dyrke en smule grøntsager i små havelodder inden for internatets område. Søndre Bygning - den tidligere kommandantbolig, der ligger til højre for indsejlingen, og som ind mod havnebassinet var forsynet med anløbsbro, blev anvendt af marinens vagtstyrke. Den blev i hast rømmet og nødtørftigt sat i stand, hvilket blandt andet indebar, at kakkelovne blev repareret eller opsat. Et ældre komfur blev erstattet med et større med 3 (fortsættes næste side) Kystartilleribladet 4/06 9
Page 1 and 2: 96. ÅRGANG - 2006 NR. 4 - SEP / OK
Page 3 and 4: Kammeratskabet og jubilarstævnerne
Page 5 and 6: 75 år: 8371/12220/1951 Driftbestyr
Page 7: vokset ’Hyttefad’ med stor over
Page 11 and 12: ingen kl. 21.30 kunne politifolkene
Page 13 and 14: I beretningen nævnte GJ bl.a. mind
Page 15 and 16: Randers afdeling 60-års Fødselsda

96. ÅRGANG - 2006 NR. 4 - SEP / OKT / NOV - Kystartilleriforeningen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?