Skilsmisse Hvad kan jeg selv gøre? - Psykolog Pernille Sohngaard

Skilsmisse
Hvad kan jeg selv gøre?
Her kan du læse mere om, hvad I som forældre kan gøre for at hjælpe jeres børn godt
igennem skilsmissen.
Det er ikke her og nu løsninger, men retningslinjer og metoder, der kræver et langvarigt
fokus.
Det er retningslinjer, der kan være ganske svære at leve op til, i en i forvejen presset
situation. Men I vil blive bedre til at følge dem efterhånden, og de vil på sigt hjælpe jer til at
bevare et godt forhold til børnene og dermed også til jer selv.
1. Det er vigtigt at forældrene i det hele taget er åbne overfor barnet og forbereder det
grundigt på skilsmissens konsekvenser før den faktiske separation.
Det er bedst, at forældrene er sammen, når de taler med barnet, og at de taler med
det over nogle gange, så barnet for mulighed for selv at stille spørgsmål.
For børn er det væsentligt at vide, at forældrene har gjort sig mange overvejelser,
og at de har forsøgt at holde sammen på familien, men at de nu kan se, at en
skilsmisse er den eneste mulighed og den bedste løsning for alle.
Den forklaring børn bedst synes at kunne acceptere er:
At forældrene ikke kan så godt sammen. At der er for mange problemer og
skænderier, og at det derfor er bedst, at de bor hver for sig.
- En konkret analyse af situationen som barnet kan forholde sig til, da det jo som
regel gennem længere tid har bemærket symptomerne.
At tale om at den ene har fundet en anden, er derimod ikke en god forklaring.
Det kan medføre en voldsom vrede mod den pågældende forælder, der i barnets
øjne har svigtet.
For at skabe større sikkerhed i denne usikre situation, er det vigtigt for barnet at få
at vide:
• At barnet fortsat skal se begge forældre.
• At tale med barnet om hvor det skal bo, og hvordan det kommer til at foregå
henholdsvis hos den ene og den anden forælder.
• At tale med barnet om skole og institution - og om hvordan det stadig kan se sine
venner og familie.
Som forælde skal vi være opmærksomme på, at børn sjældent tager initiativ til at
tale om deres følelser i forbindelse med en skilsmisse, fordi de tager hensyn til
forældrene. Derfor er det vigtigt, at forældrene flere gange på forskellige tidspunkter
1

i forløbet af skilsmissen taler med de involverede børn, da der er tale om en
kolossal omvæltning, der vil medføre mange ændringer på både kort og lang sigt.
2. Det er vigtigt, at barnet forsikres om, at det ikke har del i ”skylden” for skilsmissen.
Større børn får normalt ingen skyldfølelse i forbindelse med skilsmisse, men mindre
børn i 3-4 års alderen kan risikere at føle skyld. De er ikke på samme måde i stand
til at forstå, hvad der forårsager konflikten deres forældre imellem, og kommer ofte
til at se sig selv som ”årsagen”, da det jo er dem det går ud over.
En god tilknytning til begge forældre vil bidrage til at barnet forstår, at bruddet
mellem forældrene ikke skyldtes barnet selv.
3. Med hensyn til barnets boligsituation er det bedst, at forældrene drøfter
boligmulighederne med barnet, og derefter selv træffer afgørelse om, hvordan det i
praksis skal foregå.
At lade barnet vælge selv medfører ofte et meget stort og ubehageligt ansvar, i og
med barnet let får en stærk skyldfølelse ved at skulle vælge den ene forælder frem
for den anden.
4. Det er vigtig i videst muligt omfang at lade barnet blive i det miljø, det er vant til, så
det ikke oven i skilsmissesituationen udsættes for tab af lærere, pædagoger,
kammerater, fritidsaktiviteter og andre vigtige holdepunkter i deres liv.
At forældrene vælger at bosætte sig tæt på hinanden efter skilsmissen, er derfor
medvirkende til barnets trivsel, og til at det vil klare sig bedre igennem en
skilsmisse.
5. Der er veldokumenterede belæg for at de børn, hvis forældre evner at samarbejde
og skåne børnene for ubehagelige indbyrdes konflikter, udvikler en højere grad af
selvtillid og har lettere ved at tilpasse sig situationen efter en skilsmisse.
Børn, der oplever at forældrene godt kan sammen, selvom det har været
nødvendigt for dem at flytte fra hinanden, giver hurtigere udtryk for glæde,
tilfredshed og tryghed.
Omvendt ses det, at børn, hvis forældre er i vedvarende konflikt med hinanden og
har en negativ omgangsform præget af kulde eller ligegyldighed, påvirkes negativt,
bliver triste og vrede, og udvikler lav selvtillid.
6. Det er ligeledes veldokumenteret, at børn hvis forældre kan arrangere sig og deles
om samvær, så børnene får lov at udvikle en tæt tilknytning til begge parter, klarer
sig bedst gennem skilsmissen.
Vi bør derfor altid stille spørgsmålstegn ved overvejelser om, hvorvidt det vil være
bedre for barnet ikke at se den anden forælder.
Oftest er der snarere tale om egoistiske forsøg på, at straffe eller undgå den
tidligere ægtefælle, end reelle hensyn til barnet.
2

Det kan ikke understreges nok, at en skilsmisse er en opløsning af ægteskabet ikke
af forældreskabet.
Og at barnet med mindre det udsættes for omsorgssvigt hos den ene part, stadig
har behov for regelmæssigt og hyppigt samvær med begge sine forældre – også
efter skilsmissen.
7. Det er vigtigt at barnet sikres tilknytning til begge forældres familie, især
bedsteforældrene.
Bedsteforældre på begge sider kan være en stor støtte for børnene i en
skilsmissesituation.
De er ofte garanter for et minimum at stabilitet, i en kaotisk tid, hvor de
repræsenterer det uforanderlige i en utryg og foranderlig verden. Ofte er det dem,
der giver den kærlighed og støtte, forældrene ikke i øjeblikket er i stand til at give,
hvor gerne de end vil.
8. Børn skal ikke behandles som voksne, de skal ikke tildeles voksenroller eller selv
påtage sig rollen som ansvarlig voksen.
Børn kan i en skilsmissesituation være en stor støtte for forældrene. Men det er
vigtigt, at de får lov til at vedblive med at være børn og ikke for tidligt presses til at
blive modne. Enten fordi de har måttet lytte for meget til de voksnes
følelsesmæssige problemer, eller fordi de for tidligt har måtte tage for stort ansvar,
f.eks. i forbindelse med huslige opgaver, eller overfor mindre søskende.
9. Som fraskilte bør vi ikke danne ny familie, før de implicerede børn er klar til det.
Det kan være svært for et barn at acceptere en forælders nye forhold, især hvis det
sker på et tidspunkt kort efter skilsmissen, hvor barnet endnu ikke har fået
bearbejdet sine følelser omkring skilsmissen.
Børn kan føle sig oversete, og have svært ved at følge mors eller fars begejstring
for den ny kæreste. Og det er vigtigt at barnet lærer den ny at kende over flere trin.
F.eks. først som forælderens ven, så som kæreste og endelig som partner. På den
måde er det muligt for barnet at følge med i hvad det er der sker, og blive inkluderet
i processen.
(Kilde; K.Boman, M.Nissen og R. Schwartz; Opbrud i familien, B.L. Axelson; Om konflikter)
3