De små synger ... - rskribent.dk

rskribent.dk

De små synger ... - rskribent.dk

14

føres videre til næste generation, så er de på

vej i den kollektive glemmebog. »Jeg synes, at

det er vores ansvar« at synge de sange med

børnene, for hvis ikke vi gør det, så er der ingen,

der gør det«, udtaler Sanne Hansen.

For det første har 5-årige piger vredet sig til

Spice Girls såvel i Helsinki som i Kuala Lumpur,

mens den danske børnesang hører til i et langt

mindre forum, nemlig Danmark. »Over hele verden

er det forskellige sange, man synger med

sine børn. Hvert land har sine børnesange«,

fortæller Sanne Hansen og fortsætter, »Der er

jo også forskel på de sange, vi synger i København,

og dem de synger i Jylland«.

Børnesange er udtryk for det miljø og de omgivelser,

som børn vokser op i, og er en del af

deres kulturarv. De er en del af deres nationale

og herunder også regionale identitet. Grupper

som Spice Girls og Aqua derimod giver ikke

lytterne en følelse af at høre til et sted. De er

verdensomspændende fænomener og er ikke

knyttet til én bestemt nation eller region.

For det andet er Spice Girls musik af en fl ygtig

karakter. Konkurrencen i branchen er hård, hitlisterne

ændrer sig fra uge til uge, og det er kun

kort tid, de nyeste ørehængere får lov til at blive

hængende. I modsætning hertil er de klassiske

børnesange tidsmæssigt af en mere vedvarende

karakter. De er en tradition og er indtil nu gået i

arv fra generation til generation.

Børn får en følelse af, at de har en fortid, en historie,

og at der fi ndes nogle minder, der varer

ved, når forældre eller bedsteforældre sætter

sig ned med dem og synger og leger sanglege

fra deres egen barndom. »Verden eksisterede

altså også før, den lille blev født, og jeg tror,

at det er vigtigt, at vi giver de gode minder fra

vores barndom videre«, siger Sanne Hansen.

»Jeg tror, at vi får nogle rodløse unger ud af det,

hvis ikke vi gør det«.

For børnene er sangene dog ikke bare et indblik

i, hvor de kommer fra, men også en del af deres

univers her og nu. Børnesangene er børnenes.

»Jeg tror faktisk, at børn er glade for at have

noget, der hører deres verden til, og som ikke

oser langt væk af voksne«, siger Sanne.

Pædagoger er ikke længere en autoritet

Børnesangene er altså en vigtig del af vores

barndom, men alligevel er de ved at blive

glemt. En af grundene til dette er, at pædagogerne

ikke længere er den autoritet i samfundet,

som de var engang.

Sanne Hansen har været i faget i 20 år, og da

hun indledte karrieren, var pædagogerne stadig

en autoritet. »Dengang var forældrene måske

ikke helt sikre på, hvad der præcis foregik i den

børnehave, hvor de hver dag sendte

deres børn ned. Men de vidste, at de mennesker,

der arbejdede dernede, var professionelle

og havde forstand på børn«, siger Sanne og

fortsætter, »Der var respekt omkring vores arbejde«.

Når pædagogerne legede sanglege med

børnene, lod forældrene sig inspirere og tog

legene med hjem, så de også på hjemmefronten

blev en del af børnenes hverdag.

Men i dag føler Sanne ikke, at hendes kollegaer

og hun spiller denne rolle: »Vi har ikke

længere automatisk forældrenes respekt, fordi

vi er uddannede«. At synge og lege sanglege

er ikke nødvendigvis sjovt og fornuftigt, fordi

pædagogerne gør det, og derfor synger og leger

forældrene i mindre grad videre derhjemme,

når børnene er hentet.

At nutidens forældre selv har gået i institution

som børn, er nok en af grundene til, at pædagogernes

titel alene ikke længere er nok til, at

forældrene fortsætter de aktiviteter, der foregår

i deres barns institution, derhjemme. »Som

børn er de selv blevet leget med af pædagoger.

Det er det de har oplevet, og det er så det,

de ser i dag, når de kommer og henter deres

barn«, siger Helle Tasholm.

Hvis pædagogerne ikke i tilstrækkeligt omfang

formår at synliggøre de pædagogiske tanker,

der ligger bag deres arbejde med børnene, er

der fare for, at de i forældrenes øjne blot fremstår

som voksne, der kan lide at lege. Og så

overser forældrene, hvorfor pædagogerne leger

med børnene. »Hele den store sammenhæng i

sanglegene, som er at kunne synge og gøre noget

samtidig, dvs. at kombinere det at udtrykke

sig med at udføre noget motorisk, går ikke op

for forældrene. Det overblik sidder vi med - men

det gør man jo ikke nødvendigvis som forældre.

Og det, at der rent faktisk er en sammenhæng,

er vi pædagoger for dårlige til at formulere«,

siger Helle. De læreprocesser, der ligger i at

tælle indianere eller i at simulere en kravlende

Peter Edderkop med tommel- og pegefi ngrene,

er usynlige for børnenes forældre.

“ Børn uden børnesange er børn uden rødder. Mariehønen Evigglad og Lille Peter Edderkop er altså truede dyrearter.

Og hvad så? Kryddersildene Spice Girls kan vel være ligeså gode som De tre små fi sk. Der er imidlertid to forskelle

på et band som Spice Girls og den klassiske danske børnesang ...


Disse læreprocesser er meget sværere at få

øje på end dem, der foregår i skolen, og derfor

har pædagogerne i mindre grad end lærerne

automatisk forældrenes respekt.

Men læreprocesserne er der, og det er

pædagogernes ansvar at synliggøre disse for

forældrene. Det er pædagogerne, der skal formidle

de pædagogiske overvejelser, der ligger

bag deres arbejde, til forældrene. De skal gennem

den daglige samtale med forældrene og

på forældremøder gøre det klart, at pædagoger

ikke bare er voksne, der kan lide at lege, men

at deres arbejde i høj grad består i at iagttage

børnene og deres adfærd og bruge disse iagttagelser

til at hjælpe barnet på vej.

Similar magazines