Download programmet her - DR

Johannespassionen
Værker
• James MacMillan komponerede
Johannespassionen på bestilling
fra London Symfonikerne,
og den er tilegnet chefdirigenten
Colin Davis. en koncertoptagelse
af Johannespasionen med
Colin Davis og London Symfonikerne
er blevet udgivet på
orkestrets eget plademærke
LSo Live.
Koncerthuset 2009/10 5
musikteater. At afveje modsætningerne, fjerne forbindelserne eller
skabe nye, var en stor glæde ved at skrive dette værk.”
Der er også forbindelser mellem MacMillans Johannespassion
og andre komponisters store kirkeværker. Ligesom i Bachs
Matthæuspassion får Jesus en strålekrans af strygere, når han
fører ordet. Brugen af latinske mellemafsnit genfinder man i
Benjamin Brittens storslåede War Requiem. Massevirkningerne
i kor og orkester hos MacMillan virker beslægtet med Pendereckis
værker i polsk ’plakatstil’. Og idéen med evangelisten (fortælleren)
som ikke én sanger, men et kor, dukker op i 1982 i Arvo
Pärts Johannespassion, hvor evangelisten udgøres af en kvartet.
Selv om MacMillan knytter melodilinierne tæt til den middelalderlige
gregorianske sang, er hans voldsomme musikværk alligevel
meget nutidigt. Han er ikke sparsom med sine midler, og man
finder ingen begrænsninger eller bindinger til de mange dogmer
fra 1900-tallets modernisme. ”Denne historie drejer sig om en
begivenhed, der rummer det menneskelige følelseslivs yderpunkter
og kalder på al tænkelig udtrykskraft,” har den anglikanske
kirkes ærkebiskop Rowan Williams sagt, ”og James MacMillan
synes at insistere på, at historien om Kristi død skal fortælles gennem
den fulde udfoldelse af følelserne og fantasien.”
Derfor er der mange voldsomme udtryk i MacMillans Johannespassion.
Uretfærdigheden og rædslerne bliver malet med store
bogstaver, og evangelistens fremstilling af pøbelens magt bliver
brutalt understreget. Siden det 2. Vatikanerkoncil i 1965 har den
katolske kirke officielt fritaget jøderne som kollektivt skyldige i
Jesu død, men ”det har vist ikke gjort indtryk på James Mac-
Millan,” har den jødiske musikkritiker Benjamin Ivry skrevet.
”MacMillans Johannespassion er fuld af had. Den er et raseriudbrud,
der portrætterer Jesus som anklager,” skriver Ivry og
påpeger, at MacMillan ellers tidligere i sin karriere tilhørte den
katolske venstrefløj og dens såkaldte befrielsesteologi.
Den del af sin fortid tager MacMillan selv afstand fra i dag. Og
hans nuværende standpunkt kommer bl.a. til udtryk i den
tekst, han indskyder som 8. del af sin passion. Det er de såkaldte
’Improperier’ (’Bebrejdelser’), der er en fortvivlet anråbelse af
det folk, som svigtede Jesus. Improperia er en del af den katolske
langfredagsliturgi, men er ikke taget fra Johannesevangeliet. I
MacMillans Johannespassion er de det dramatiske højdepunkt.
2.000 års kristent raseri over Jesu død er endnu ikke slut.