Danmark, Rusland og den nye kolde krig

Danmark, Rusland og 

den nye kolde krig 

Af cand.mag. og ph.d.-studerende Robert Petersen 

1

Indholdsfortegnelse 

Side 3: Indledning 

Side 4: Den glemte fjende 

Side 10: Den russiske statsmilitarisme 

Side 18: Økonomisk vækst og intern undertrykkelse 

Side 22: Trusselsvurdering(er) 

Side 29: Krigen i Georgien 

Side 32: Afskrækker EU og NATO-medlemskab? 

Side 37: Implikationer for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik 

Side 44: Konklusion 

Side 47: Kilder 

2

Indledning 

Et spøgelse går gennem Europa – et spøgelse, som både vækker uhygge og ubehag hos mange. Et 

spøgelse som mange helst ser, forsvinder igen. Spøgelset hedder den kolde krig, som igen blæser 

sine kolde vinde gennem Europa. I de seneste par år er tonen mellem Rusland og vestlige lande 

som USA og Storbritannien blevet mærkbart dårligere, retorikken er blevet mere skinger og 

russiske bombefly har flere gange været tæt på eller direkte krænket NATO-landes luftrum. 

Derudover har det europæiske kontinent for første gang siden Anden Verdenskrig oplevet hvordan 

et europæisk land har invaderet et andet land da Rusland sendte tropper ind i Georgien i august 

2008 for at beskytte udbryderrepublikkerne Abkhasien og Sydossetien. Da Polen og Tjekkiet 

nogenlunde samtidig sagde ja til at huse en del af det amerikanske raketskjold medførte det 

ligeledes voldsomme russiske reaktioner. I den mere bizarre ende har Rusland igen bevist sin vilje 

til konfrontation med USA ved at sende bombefly og krigsskibe til Venezuela, hvis farverige 

autoritære leder præsident Hugo Chavez på den måde får endnu en chance til at gøre livet surt 

overfor ”yankee’erne” oppe nordpå. 

Samtidig er der også en masse, som peger væk fra en mulig konfrontation: Dels er der ikke de 

samme ideologiske modsætninger mellem Rusland og Vesten som under den gamle kolde krig fra 

1945 til 1991. Ingen ansvarlig russisk politiker kunne i dag drømme om at arbejde for at sprede en 

kommunistisk verdensrevolution og selve kommunistpartiet er i dag i opposition. Dels er Rusland 

mere økonomisk integreret i verdensøkonomien og gør i øvrigt ingen tilbøjeligheder til at vende 

tilbage til den gamle planøkonomi selvom der er kraftige tendenser til større statskontrol med 

energisektoren. Selvom demokratiet vantrives i Rusland og kritiske journalister har en kedelig 

tendens til at falde ned ad trapper eller begå selvmord ved hjælp af nakkeskud accepterer Rusland 

i dag grundlæggende det kapitalistiske system. Der er heller ingen speciel vilje til en konfrontation 

i NATO eller EU, hvoraf flere af medlemmerne af begge organisationer i dag er meget afhængige af 

russiske gasleverancer og også på andre punkter har en ivrig samhandel med Rusland. Derudover 

er mange lande – selvom det helst glemmes – på en række ikke-økonomiske områder afhængige 

af russisk velvilje: USA var således dybt kritisk overfor Ruslands angreb på Georgien, men valgte 

alligevel efterfølgende at nedtone kritikken, fordi den politiske ustabilitet i Pakistan betyder, at 

NATO og det amerikanske militær fremover vil blive mere og mere afhængige af russiske 

forsyningslinjer gennem Centralasien for at få forsyninger til styrkerne i Afghanistan. Den russiske 

position er blevet forstærket efter at russisk pres har betydet, at Kirgisistan (mod en klækkelig 

økonomisk kompensation fra Rusland) har lukket de sidste amerikanske baser i landet. 1 Sagt lidt 

forenklet kan Rusland nemt en dag komme i den position, at det vil afgøre om USA skal have lov til 

1 Cohen februar 2009. 

3

at fortsætte krigen mod Taliban eller ej. Ruslands geografiske position som en stor euro-asiatisk 

magt synes i visse situationer at kompensere for landets økonomiske svagheder og give landet en 

større international betydning end det ellers ville have haft. 

Modviljen mod en ny kold krig – i det hele taget modviljen mod overhovedet at erkende, at der er 

et problem – kan føre til de mærkeligste ting. Eksempelvis synes NATO at være i en position, hvor 

alliancen skiftevis prøver at vise solidaritet med lande truet af Rusland og skiftevis prøver at 

fungere som brobygger. Alliancen virker inkonsekvent i begge roller: I maj 2009 gennemførte 

NATO en fredsbevarende øvelse i Georgien med 1.300 soldater for at vise solidaritet med landet 

efter at alliancen havde holdt en lav profil under Ruslands invasion året forinden. Rusland 

protesterede voldsomt og kaldte øvelsen for en provokation. Det fik NATO-talsmænd til at foreslå, 

at Rusland da gerne måtte deltage i øvelsen med observatører! 2 I lyset af, at Rusland året forinden 

havde besat en trediedel af Georgien i en blodig lynkrig må forslaget enten ses som en absurd sans 

for humor i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles eller som fundamental forvirring om hvad NATO skal 

stille op med Rusland. Begge dele er lige foruroligende. 

Det er i dag indlysende, at der er en konflikt under udvikling, men hvad for en type konflikt? 

Holdningen i denne rapport er, at det giver mening, at tale om en ny kold krig, fordi de nuværende 

modsætninger har deres rødder i afslutningen på den gamle kolde krig. Hvad der er mindre 

tydeligt er hvor frontlinien går henne, hvad den nye kolde krig handler om og hvor meget den i det 

hele taget betyder. Det tjener intet formål at benægte, at den nye kolde krig er anderledes end 

den gamle kolde krig. Der er heller ingen grund til at diskutere, at Rusland i dag er betydelig mere 

svag end det gamle Sovjetunionen var i sine velmagtsdage – for slet ikke at tale om i forhold til 

USA i dag. Over et halvt år efter krigen i Georgien gennemgik en dansk forsvarskommission 

udfordringerne for det danske Forsvar frem til 2025 og Rusland blev knap nok nævnt. Det er 

tydeligt, at for danske militære eksperter er Rusland i hvert fald ikke et militært problem og 

formodentlig så heller ikke et sikkerhedspolitisk problem. Så hvad er op og hvad er ned i den 

sammenhæng? Er Rusland overhovedet noget, som vi skal tage alvorligt? Kan en ny russisk trussel 

måle sig med de problemer og trusler et land som Danmark står med i Afghanistan, i Mellemøsten, 

i Afrika og andre steder? Eller kan det måske gå hen og blive det måske mest alvorlige 

sikkerhedspolitiske problem for Danmark i de kommende år? Der er ingen enkle svar, men denne 

rapport vil søge at rede trådene ud, analysere implikationerne for Danmark og hvad der bør gøres. 

Den glemte fjende 

Rødderne til den nye kolde krig findes som tidligere nævnt i afslutningen af den gamle kolde krig i 

1991. Da Sovjetunionen brød sammen i december 1991 brød også det sovjetiske imperium 

sammen og femten nye republikker opstod i ruinerne. Rusland var den største og indtog den 

formelle rolle som den demokratiske efterfølger-stat til Sovjetunionen. Rusland overtog som 

2 Kruse april 2009. 

4

følge deraf ansvaret med det tidligere sovjetiske militær, ansvaret med det tidligere sovjetiske 

diplomati og alle internationale forpligtelser såsom nedrustningsaftaler. Positivt betragtet var det 

sovjetiske sammenbrud måske den eneste gang i historien, at et imperium nogenlunde fredeligt 

gik til grunde. Også selvom 30 mio. russere pludselig opdagede, at 

de var borgere i helt nye lande udenfor Rusland. 3 Negativt 

betragtet betød sammenbruddet stor politisk, social og økonomisk 

kaos. Der var et politisk-økonomisk sammenbrud i 1991 og igen et 

økonomisk sammenbrud i 1998, da den russiske stat reelt gik 

bankerot. Ganske symbolsk blev landet i årene efter det sovjetiske 

sammenbrud styret af præsident Boris Jeltsin, der havde et mere 

og mere skrantende helbred og i lange perioder var ude af stand til 

at træffe væsentlige beslutninger. Det betød, at forskellige rivaliserende magtkliker – primært 

centreret om de såkaldte oligarker, som var en lille gruppe af super-rige russere – blev de reelle 

magthavere i landet. Som en artikel kunne afsløre i 1996 ejede en kreds på syv mænd halvdelen af 

Rusland. 4 

For de menige russere var Jeltsins præsidenttid en periode præget af en hidtil uset frihed, men 

også endeløse problemer. En central målsætning for Jeltsin-regeringen var at omstille Rusland fra 

planøkonomi til de frie markedskræfter, men resultatet blev i stedet en social katastrofe. De 

liberale økonomiske reformpolitikere som Jegor Gajdar – som specielt i de første år af Jeltsins 

præsidenttid havde stor magt – kalkulerede kynisk med, at den økonomiske reformpolitik 

formodentlig ville koste 1 mio. russere livet om året i to-tre år (liv har aldrig betydet meget for 

russiske ledere – uanset deres politiske observans). Det reelle tal var nærmere 1.5 mio. om året. 

Det er muligt at se, at Rusland i perioden efter det sovjetiske sammenbrud og i tiden med 

økonomiske reformer havde en overdødelighed på 4.5 millioner mennesker. 5 Alkoholisme, 

underernæring, sult og stress spillede ind til at gøre det her til en dyster periode, som desuden 

også var markeret af en mindre borgerkrig om den politiske magt mellem hhv. det russiske 

parlament og den russiske regering i oktober 1993. Samt en betydelig mere voldsom krig fra 1994 

til 1996 mellem den russiske centralregering og Tjetjenien i Kaukasus, som havde revet sig løs fra 

den russiske føderation. I sommeren 1996 måtte Rusland acceptere, at Tjetjenien ikke – trods brug 

af voldsom militærmagt – lod sig knække og indgik derfor en fredsaftale med de tjetjenske 

rebeller. Næppe overraskende medførte landets generelle krise en dyb desillusion med politik i 

bred almindelighed og demokrati i særdeleshed. En demokrat blev i det russiske sprogbrug med 

en let ændring ændret til en ”dermokrat” (dvs. lortokrat). 6 

Præsident Boris Jeltsin 

Hvad der i den forbindelse – hvor social, økonomisk og politisk kaos rådede – nemt kunne overses 

var hvad der ikke havde ændret sig: Sovjetunionen havde haft tre søjler, som sørgede for at holde 

3 Møller 2008 side 113. 

4 Ibid side 126. 



5

staten oppe og da unionen brød sammen smuldrede den ene søjle – kommunistpartiet – da også, 

partiet blev en overgang forbudt og genvandt aldrig den politiske magt igen. Men de to andre 

søjler i det sovjetiske magtsystem overlevede: Militæret og statssikkerhedstjenesten KGB (i dag 

FSB). For at være helt præcis vil det være en alvorlig misforståelse at sige, at militæret i den 

russiske føderation var upåvirket af det sovjetiske 

sammenbrud. Tværtimod var det russiske militær i 

høj grad mærket af sammenbruddet og stod med 

nogle gigantiske problemer, lige fra at genhuse 

titusinder af soldater på vej hjem fra de nu tidligere 

sovjetiske republikker eller fra de fremskudte baser i 

den nu nedlagte Warszawa-pagt til problemet med 

at finde penge til at vedligeholde det enorme arsenal 

af våben, herunder 27.000 atomvåben. Da den 

russiske hær blev beordret ind i Tjetjenien i 1994 viste problemerne sig med fuld styrke og 

forbløffede russiske TV-seere kunne hver aften se hvordan forskræmte og dårlig bevæbnede 

russiske værnepligtige løb ind i baghold efter baghold i den tjetjenske hovedstad Grosnij. Kun brug 

af rå ildkraft sikrede en form for midlertidig sejr og i længden havde Jeltsin ikke viljestyrke til at 

fortsætte krigen i al evighed. Det er i sagens natur mindre klart hvilke problemer den russiske 

efterfølger til KGB – omdøbt til først FSK og siden FSB – havde i tiden efter det sovjetiske 

sammenbrud da den i sagens natur opererede i det skjulte. De få kilder der er taler om, at 

organisationen kun oplevede mindre nedskæringer i budgettet og i personalet. Måske kan det 

tjene som forklaring på hvorfor det var herfra og ikke det russiske militær, at eliten i den 

fremtidige russiske ledelse skulle komme. Men det var stadig nogle år forude i de år i 

halvfemserne, hvor Rusland vaklede fra krise til krise og landet var i hænderne på en dødssyg 

præsident alt imens en gruppe nyrige oligarker syntes at være travlt beskæftiget med at plyndre 

landet for værdifulde ressourcer. Bortset fra borgerkrig eller en egentlig opløsning af Rusland – 

hvilket i perioder ikke forekom utænkeligt – er det svært at se hvordan Rusland kunne være 

sunket dybere. 

Den vestlige politik er i den periode væsentlig at iagttage. Det ville være en alvorlig misforståelse 

at tro, at NATO og EU i årene efter Sovjetunionens sammenbrud ignorerede Rusland, men landet 

gled alligevel mere og mere i baggrunden. Dels var landet for stort til, at hverken EU eller NATO 

kunne absorbere det, dels havde begge organisationer en langt mere presserende opgave med at 

forhindre politisk ustabilitet i Østeuropa. Det glemmes alt for let i dag, men det var i tiden 1989 til 

1991 på ingen måde givet, at kommunismens sammenbrud i Østeuropa ville forløbe fredeligt. 

Tværtimod var der en reel frygt for, at murens fald kunne føre til en eksplosion af nationalisme og 

en bølge af små krige om gamle grænsedragninger. Den ungarske ministerpræsident Josef Antall 

vakte eksempelvis international uro da han i 1993 udtalte, at han var leder af 15 millioner 

ungarerer. Der bor kun 10 millioner i selve Ungarn, mens resten bor i Ungarns nabolande. 7 Russiske tropper i Tjetjenien i 1994 

Det 

7 Engelberg og Ingram 1993. 

6

lykkedes for EU og NATO at fungere som en stabiliserende faktor og med et stadig mere 

formaliseret samarbejde at trække landene i Østeuropa stadig tættere på sig. Det viste sig i 

længden at være mere lukrativt at aspirere om medlemskab af NATO eller EU end at søge at skabe 

et ”Stor-Ungarn” eller et ”Stor-Rumænien”. 

Det eneste sted hvor denne politik slog helt og aldeles fejl var i det tidligere Jugoslavien, hvor en 

stribe blodige krige hærgede mellem 1991 og 1999. Først FN og siden NATO spillede en voksende 

rolle i de krige. Da NATO i 1999 bombede Serbien for at stoppe den serbiske undertrykkelse af 

Kosovo-albanerne og få kontrollen over Kosovo protesterede Rusland (som historisk havde et godt 

forhold til Serbien og som Rusland i 1914 var gået i krig med Tyskland og Østrig-Ungarn for at 

beskytte) voldsomt og tog reelt serbernes parti, men måtte også sande, at landet reelt blev 

ignoreret af supermagten USA. Det medførte en desperat, skønt impotent, handling da Serbien 

gav efter for NATOs pres og efter 78 dages bombekrig enedes om at overlade kontrollen med 

Kosovo til NATO-tropper. Det fik Rusland til at sende en pansret bataljon fra den fredsbevarende 

styrke i Bosnien til Kosovos hovedstad, hvor de tog kontrollen med lufthavnen og ventede på 

luftbårne forstærkninger fra Rusland. Målet var øjensynlig at skabe en besættelseszone i Kosovo, 

som var under eksklusiv russisk kontrol. Forstærkningerne kom aldrig fordi Rumænien og 

Bulgarien nægtede at give dem ret til at overflyve deres luftrum, mens den russiske bataljon i 

Pristina blev omringet af NATO-styrker og reelt ikke kunne gøre noget. Rusland var blevet 

diplomatisk ignoreret og militært udmanøvreret. Ydmygelsen var komplet. 8 

Rusland havde i tiden efter det sovjetiske sammenbrud svært ved 

at finde sine egne ben i verden. I begyndelsen førte under Rusland 

derfor en meget pro-vestlig udenrigspolitik under den russiske 

udenrigsminister Andrej Kozyrev, som angiveligt engang mødtes 

med den amerikanske ex-præsident Richard Nixon og bad ham om 

at definere hvad Ruslands interesser skulle være. 9 Senere fik 

Rusland i 1996 den tidligere KGB-general Jevgenij Primakov som 

udenrigsminister, der formulerede det såkaldte ”Primakov doktrin”: 

Rusland skulle efterstræbe skabelse af en multipolar verden, hvor 

Rusland både skulle genvinde sin økonomiske styrke gennem 

integration i verdensøkonomien og samtidig modsætte sig USA's 

udenrigspolitik. Ikke mindst ved at samarbejde med Kina. 10 

Jevgenij Primakov 

Uheldigvis var Rusland i halvfemserne – udover eksempelvis med hensyn til våbenhandel – ikke 

nogen attraktiv partner for et land som Kina og visionen om en russisk-kinesisk blok forblev en 

vision. I stedet virkede ”Primakov doktrinen” stik mod hensigten ved at isolere Rusland. Tingene 

gik imidlertid fra ondt til værre i de år, for i 1999 udvidede NATO mod øst og inddrog Polen, 

Tjekkiet og Ungarn i alliancen. Samtidig blev samarbejdet med de øvrige lande i Østeuropa og i det 

8 Clark 2001 side 378-408. 

9 Mankoff 2009 side 29. 

10 Torbakov juli 2000. 

7

tidligere Sovjetunionen intensiveret. I 2004 kom en række nye lande – herunder de tre baltiske 

lande – ind i NATO og EU trods slet skjult russisk modvilje. 

Det ville være en alvorlig misforståelse at tro, at NATO og EU med disse handlinger ønskede at 

isolere Rusland. Målet var snarere nu som tidligere at udvide den vestlige sfære mod øst for at 

skabe stabilitet og velstand. Den underliggende antagelse syntes at være, at Rusland ikke kunne 

gøre så meget lige nu og i længden nok ville indse, at den opnåede mere ved at samarbejde med 

NATO og EU end ved at søge konfrontation. Det gik igen i dansk forsvarspolitik i det såkaldte 

Bruun-udvalg, der i august 2003 fremlagde rapporten De sikkerhedspolitisk vilkår for dansk 

forsvarspolitik. Det blev med Bruun-udvalgets rapport slået fast, at det danske Forsvar i lyset af 

den fraværende russiske trussel skulle omstilles til udelukkende internationale operationer i den 

helt skarpe ende sammen med USA, så Danmark kunne deltage i militæroperationer som 

invasionen af Irak. Der var ikke længere behov for et nationalt forsvar af Danmark eller at 

forberede sig på militære opgaver i det danske nærområde. Om Rusland skrev udvalget bl.a. med 

en behersket optimisme: 

8

Alt tegner til, at situationen i Østersøområdet fortsat vil være præget af et stadigt tættere 

økonomisk, politisk og militært samarbejde. Forholdet mellem Rusland og EU/NATO vil blive det 

centrale omdrejningspunkt efter disse organisationers udvidelser. Rusland besidder betydelige 

militære kapaciteter, men synes at se nøglen til landets fremtid i en modernisering og integration i 

vestlige samarbejdsstrukturer i et nært samarbejde med Europa. Kaliningrad-området vil udgøre 

en særlig faktor i Danmarks nærområde. 

(…) 

Ruslands hovedmålsætning synes at være at skabe et solidt politisk og økonomisk fundament for 

landets stormagtsposition. Den russiske ledelse vil se nøglen til landets modernisering i et nært 

samarbejde med Europa, såvel bilateralt som med EU. Rusland vil samtidig prøve at placere sig 

som ”strategisk partner” med USA på områder, hvor der kan identificeres fælles interesser. I dette 

partnerskab vil russiske nationale interesser fortsat have forrang. Ruslands udenrigspolitik vil dog 

ikke være entydigt vest-orienteret, idet Rusland parallelt med det øgede samarbejde med Vesten 

vil indgå i lignende ”strategiske partnerskaber” med Kina og Indien. Dette ligger i forlængelse af 

Ruslands forsøg på at modvirke tendensen til en USA-domineret unipolær verden. 11 

Under alle omstændigheder betød Rusland i den vestlige optik ikke ret meget og russiske 

advarsler/protester angående udvidelsen af NATO og i mindre grad EU blev høfligt ignoreret. 

Udvidelsen af begge organisationer gav både i samtiden og i dag mening i lyset af hvad der ellers 

kunne være sket, men problemet med hvad EU og NATO skulle gøre når Rusland en skønne dag 

genvandt sin styrke forblev ubesvaret. I retrospektiv må det erkendes, at det var en kapitalbrøler 

at tro, at Rusland uden videre ville acceptere udvidelsen af NATO/EU som en fuldbyrdet 

kendsgerning og ikke på et eller andet tidspunkt ville begynde at presse tilbage igen når kræfterne 

var til det. Men spørgsmålet forblev ikke bare ubesvaret, men blev reelt skubbet langt bagud til 

fordel for langt mere presserende problemer: Den 11. september 2001 blev World Trade Center 

og Pentagon i USA ramt af et ødelæggende terrorangreb, der kostede knap 3.000 amerikanere 

livet. NATO aktiverede Artikel 5 i Atlantpagten som sagde, at et angreb på et medlemsland var et 

angreb på alle medlemmer af alliancen. USA kunne ikke direkte bruge NATO til så meget og i 

stedet fik alliancen til opgave at stabilisere Afghanistan efter Talibans fald. En opgave, som viste 

sig betydelig mere vanskelig da Taliban i de følgende år begyndte at omgruppere sig og gik i 

offensiven igen. Krigen mod terror markerede en kulmination på USA's magt og det amerikanske 

militær rykkede i 2003 ind i Irak uden noget FN-mandat for at vælte det irakiske styre. Angiveligt 

som led i jagten på hemmelige masseødelæggelsesvåben, som den irakiske diktator Saddam 

Hussein skjulte og som han måske ville overdrage til terrorister. Som med Serbien i 1999 var 

Rusland igen magtesløs og kunne intet gøre. Rusland var blevet den glemte fjende – glemt af USA, 

som ikke rigtig regnede Rusland for noget længere; glemt af EU, som primært så Rusland som en 

leverandør af råstoffer; glemt af NATO, som ganske vist udvidede alliancen langt ind i det tidligere 

11 Bruun-udvalget 2003 side 12-14. 

9

Sovjetunionen, men som efter 2001 primært var fokuseret på krigen mod terror i almindelighed og 

Afghanistan i særdeleshed. Det blev en glemsomhed, som skulle hævne sig grusomt. 

Den russiske statsmilitarisme 

Det blev i samtiden ikke for alvor forstået, men Sovjetunionen var i hele sin levetid et 

hypermilitariseret samfund, som reelt kun eksisterende med et formål: At forberede sig på krig. 

Rødderne til den sovjetiske krigsstat går langt tilbage og allerede under de russiske zarer havde 

Rusland satset mere på rå militær magt end på økonomisk udvikling. De store distancer i det 

russiske rige og de relativt få byer krævede, at zarer lige fra Ivan den Grusomme havde brug for et 

stort militær til at holde sammen på imperiet og sikre, at det kunne ekspandere. 12 

Kommunistpartiet byggede videre på denne russiske tradition, men gav den russiske 

statsmilitarisme et langt mere totalitært og altomfattende tilsnit. Hele samfundet skulle nu 

forberedes på krig. Den tyske historiker Bogdan Musial gør det i bogen Kampfplatz Deutschland 

det klart, at senest efter Wall Street-krakket i 1929 forberedte Sovjetunionen sig på, at føre 

angrebskrig mod den vestlige kapitalistiske verden. Den Røde Hær voksede fra 631.000 soldater i 

1930 til 1.033.570 mio. i 1934, antallet af fly steg fra 1149 til 4354 og antallet af kampvogne steg 

fra 92 til 1928 til 7574 i 1934. I 1939 havde Den Røde Hær 1.9 mio soldater under våben, 10.362 fly 

og 21.110 kampvogne. 13 Selvom Sovjetunionen blev taget på sengen i juni 1941 af det tyske 

overraskelsesangreb, så sikrede dette store arsenal af våben og mandskab, at den Røde Hær først 

kunne holde stand overfor den tyske Værnemagt, i 1942-43 vende krigslykken og efterfølgende 

kæmpe sig hele vejen frem til Berlin, hvor den endelig sejr blev vundet i maj 1945. Millioner 

omkom og ødelæggelserne var enorme, men Sovjetunionen blev efter 1945 en supermagt takket 

være sin militære styrke. Målet blev i de følgende år, at koncentrere denne voksende militære 

styrke til en kommende supermagtskonfrontation med NATO og herunder specielt USA. For at 

opnå det mål måtte Sovjetunionen kontrollere og undertrykke lande i Østeuropa, som forblev 

under sovjetisk kontrol indtil 1989. Hvis folk gjorde oprør – som i Budapest i 1956 – blev den 

sovjetiske hær sat ind og knuste oprøret med den største brutalitet. 

I årene efter Anden Verdenskrig blev Sovjetunionens militære styrke opbygget med helt nye typer 

våben såsom langtrækkende ballistiske missiler og atomvåben. I 1985 – da Sovjetunionens 

militære styrke formodentlig kulminerede – havde landet væbnede styrker på 6 mio. soldater og 

mulighed for at mobilisere yderligere 25 mio. mænd. Der var 1.3 mio. officerer og deraf var 7.600 

admiraler eller generaler. 14 En væsentlig del af det sovjetiske BNP gik til opretholdelsen af dette 

mægtige militære apparat, som af samme grund var med til at tynge den civile økonomi til 

bristepunktet. Op til 30 procent af BNP gik til militæret så sent som i midten af firserne, mens 10- 

12 mio. sovjetiske borgere arbejdede i det militær-industrielle kompleks. Prisen for den ensidige 

12 

Golts og Putnam 2004. 

13 

Musian marts 2008. 

14 

Odom 1998 side 38-39. 

10

satsning på den militære option var et fald i levestandarden, faldende befolkningstal og 

skrantende økonomi med stor varemangel. Sovjetunionen var et ”Øvre Volta med atomvåben” 

som den tidligere tyske kansler Helmuth Schmidt lidet flatterende formulerede det efter et besøg i 

landet. Sovjetunionen havde et mægtigt militær og havde sendt de første mennesker ud i rummet, 

men på alle andre punkter var det på tilbagetog. 15 Frem for alt havde Sovjetunionen intet at stille 

op da USA i det sidste årti af den gamle kolde krig introducerede våbensystemer som stealthteknologi, 

præcisionsvåben og ikke mindst planerne om et amerikansk raketskjold 

(stjernekrigsprojektet) som det sovjetiske militær-industrielle kompleks ville have svært ved at 

hamle op med. Følgen var, den nye sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov i 1985 iværksatte en stribe 

politiske og økonomiske reformer, som i stedet for at redde Sovjetunionen skulle føre til Berlinmurens 

fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Den kommunistiske stat kunne ikke 

reddes. 

Hvad der imidlertid er værd at bide mærke i er, at mens Sovjetunionen brød sammen og det 

sovjetiske – nu russiske – militær blev kastet ud i kaos så overlevede selve den ”kasernestatsmentalitet” 

som havde rådet i det gamle Sovjetunionen. Formodentlig var det en af årsagerne til, 

at den russiske befolkning tog så vel imod den tidligere FSB-chef Vladimir Putin da han – som en 

endnu ret ukendt person – i 1999 blev gjort til russisk ministerpræsident og siden til fungerende 

russisk præsident for året efter at blive folkevalgt til embedet. Som noget af det første slog han 

hårdt ned på Tjetjenien efter nogle fortsat uopklarede terrorangreb i de russiske byer og genoptog 

krigen mod oprørerne – denne gang med betydelig mere held end i 1994-96. Putins hårde linie - 

der faldt sammen med, at økonomien stabiliserede sig efter det store økonomiske kollaps i 1998 – 

sikrede ham en øjeblikkelig og massiv popularitet hos den russiske befolkning. Enkelte uafhængige 

analytikere i Rusland så imidlertid tidligt hvad konsekvenserne af Putins magtovertagelse ville 

være. Under præsidentvalget i 2000 kom den russiske forsvarsekspert Pavel Felgenhauer med 

følgende pessimistiske analyse til Anne Libak fra Weekendavisen af hvorfor russerne havde taget 

så vel imod Putin og hvad han ville komme til at betyde: 

Jo, prøv lige og tænk på, hvad Putin har bedrevet i det korte tidsrum, han har været ved magten. 

Han har ført krig i Tjetjenien, han har øget forsvarsbudgettet, han har lovet nye investeringer til 

det militærindustrielle kompleks, han har berøvet journalister som Andrej Babitskij fra Radio 

Liberty muligheden for at skrive kritisk om krigen i Tjetjenien, han har indført tvungen militær 

undervisning i grundskolen, han har indkaldt tusindvis af reservister til tjeneste i hæren; han har 

vedtaget et nyt militært koncept, hvor Vesten er den klare fjende; ja hvad har han snart ikke gjort? 

Putin er radikal nationalist, og han er i gang med at genskabe en autoritær politistat, som den vi 

havde i sovjettiden (…) Han har nemt spil. Vores samfund blev aldrig rigtigt demilitariseret efter 

sovjettiden. I Vesten forstod I ikke, i hvilken grad alting her var lagt an på den uundgåelige krig 

mod kapitalismen. Vores cigaretter med papmundstykke, papirosaerne havde samme diameter 

som en kugle, så cigaretfabrikkerne nemt kunne omstilles til militær produktion. Vores byer, som 


11

alle tror, mangler byplanlægning, ser sådan ud, fordi de er bygget op med henblik på at overleve et 

atomangreb fra Vesten. Man ser et hus og så pludselig en stor åben plads, før det næste hus. Det 

er ikke sjusk, det er en korridor, der baner vej mellem ruinerne for redningskommandoer, der skal 

kunne bane sig vej mellem ruinerne. Vores aluminiumproduktion var enorm, vi lavede gafler og 

knive af aluminium og stoppede køleskabe og støvsugere til med det, fordi vi i tilfælde af krig, 

skulle have hele dette produktionsapparat klar. Derfor er vores økonomi aldrig blevet vestlig. Det 

er stadig en krigsøkonomi. Og vores mentalitet er også intakt. Mange er lykkelige for Putin. De har 

savnet politistaten og dens simple regler. 16 

Set i retrospektiv kan det derfor ikke overraske, at 

Putin langsomt men sikkert begyndte at genoplive 

den gamle sovjetiske statsmilitarisme i en ny 

udgave. Det ville være forkert at sige, at militæret 

i Rusland havde nogen speciel prioritet i de første 

år af præsidenttiden, men i takt med, at 

oliepriserne steg og indtægterne til den russiske 

statskasse voksede blev det muligt at tilføre 

militæret flere ressourcer. Samtidig voksede det 

ydre pres på Rusland: USA erklærede som bekendt krig mod terror den 11. september 2001, 

annullerede ABM-traktaten for at opbygge et raketskjold i 2002 og invaderede i 2003 udenom FN’s 

Sikkerhedsråd Irak. Rusland blev igen og igen diplomatisk udmanøvreret. Samtidig blev NATO 

udvidet længere mod øst, så selv de tre baltiske lande i 2004 blev medlemmer. En by som Skt. 

Petersborg var pludselig 150 kilometer fra det nærmeste NATO-land. Eftersom generationer af 

russiske militærplanlæggere havde fået ind med modermælken, at NATO udelukkende pønsede på 

at føre angrebskrig ved først given lejlighed var det i sandhed en alarmerende udvikling for de 

russiske ledere. 

Det kan med rimelighed argumenteres for, at Putin i begyndelsen søgte at samarbejde med den 

vestlige verden i almindelighed og med USA i særdeleshed. Bl.a. gav præsident Putin efter 

terrorangrebet i USA i september 2001 tilladelse til, at amerikanske fly fik lov til at bruge baser i 

Centralasien for at operere mod mål i Afghanistan. Noget, som 25 af hans nærmeste rådgivere var 

helt og aldeles imod. 17 Præsident Vladimir Putin i München i 2007 

Men da præsident Putin ikke kunne se, at det førte til nogen vegne – 

udover at USA's præsident George Bush kom med nogle positive udtalelser om Rusland, som han 

beskrev som et forbilledligt demokrati – gav det anledning til en tydelig desillusion. Det kan 

diskuteres hvornår Rusland skiftede politik væk fra at forsøge at samarbejde med USA, men senest 

i maj 2006 var der lagt i kakkelovnen til en konfrontation og en fuld tilbagevenden til ”Primakov 

doktrinen’s” mål om at skabe en multipolar verden: I en tale om nationens tilstand rasede Putin 

over USA's udenrigspolitik og fremlagde en plan for en militær modernisering, hvor de russiske 

16 Libak marts 2000. 


12

atomvåben ville komme i centrum som et asymmetrisk svar på USA's militære overlegenhed på 

alle områder. I den forbindelse sammenlignede han USA med et rovdyr, som var på jagt blandt 

mere svage lande: ”Kammerat ulv ved, hvem den vil æde. Den æder uden at lytte og har tydeligvis 

ikke tænkt sig at lytte til nogen.” 18 Det blev efterfulgt af den 43. sikkerhedspolitiske konference i 

München i marts 2007, hvor han rettede et endog meget skarpt angreb på USA for at prøve at 

skabe en unipolar verdensorden: 

Det er en verden, hvor der er én hersker, én suveræn (…) De ensidige og ofte illegitime handlinger 

har ikke løst ét eneste problem. (…) I dag ser vi et næsten uindskrænket overforbrug af magt - 

militær magt - i de internationale forhold, magt, som kaster verden ud i en afgrund af permanente 

konflikter. Vi ser en større og større disrespekt for de grundlæggende principper i international lov. 

(...) Én stat, og her mener jeg naturligvis De Forenede Stater, har overskredet sine nationale 

grænser på alle områder og påtvinger andre stater sine normer, økonomisk såvel som politisk og i 

den humanitære sfære. Hvem kan være tilfreds med det? 19 

Det er interessant at se på reaktionerne på Putins tale i München, for disse reaktioner går igen den 

dag i dag: Nogle afviste betydningen af talen som tom retorik; andre hæftede sig ved, at Rusland 

ikke rigtig kunne gøre så meget; atter andre var dybt alarmeret og forudså, at Rusland igen ville 

blive til en militær trussel. Polen og Tjekkiet var allerede på det tidspunkt i samtaler med 

amerikanske embedsmænd om at huse dele af det amerikanske raketskjold og disse samtaler blev 

intensiveret efter Putins tale, hvilket omvendt medførte en trussel fra den russiske general Nikolaj 

Solovtsov, øverstkommanderende for de strategiske, interkontinentale missilstyrker, som mente, 

at Rusland også kunne rette sine ballistiske missiler mod raketskjoldet i de to lande, hvis de 

insisterede på at stille sig til rådighed for de amerikanske planer. 20 

Putins tale i München blev efterfulgt af en anden væsentlig 

beslutning i august 2007 om at genoptage Ruslands 

patruljering af bombefly mod NATO og specielt USA, som var 

en gammel militær praksis fra den gamle kolde krigs dage. 

Beslutningen må formodentlig have udløst ambivalens i det 

russiske militær: På den ene side giver langdistance-flyvninger 

god træning for piloter, som blot få år forinden havde været 

vant til stor ressourceknaphed og i gennemsnit kun 20 

flyvetimer i luften. Den internationale norm er 150 flyvetimer. 

Britisk Eurofighter og russisk TU95 

Takket være flere ressourcer kunne det russiske flyvevåben i 

august 2008 nå op på 90 flyvetimer pr. pilot i gennemsnit og de nye strategiske luftpatruljer må 

have haft en positiv effekt i den forbindelse. 21 Omvendt tog det ressourcer væk fra andre, mere 

presserende opgaver og må først og fremmest ses som en form for militær symbolpolitik. Rent 

militært er enlige bombefly – også selvom de på sikker afstand af deres mål kan affyre 

krydsermissiler – nemme mål at detektere og skyde ned. Men den russiske politik med at 

18 

Naughton maj 2006. 

19 

Hansen marts 2007. 

20 

Ibid. 

21 

Petrov august 2008. 

13

genoptage patruljeringer med bombefly var endnu en påmindelse om, at Rusland fortsat 

betragtede den vestlige verden som fjenden og følte sig stadig mere truet af NATO. Det gik heller 

ikke upåvirket hen i de vestlige lande, hvor de respektive flyvevåbner måtte pudse deres gamle 

afvisningsberedskab af og igen gå på vingerne for at afvise russiske fly når de kom for tæt på. 

Mellem januar og juli 2008 gik det danske flyvevåben således på vingerne syv gange for at opfange 

russiske bombefly, der kom for tæt på dansk luftrum. Som generalmajor Henrik R. Dam ved NATOs 

nordlige flyvekontrolcenter nær Viborg udtalte til Berlingske Tidende i juli 2008 var flyvningerne 

efterhånden på niveau med situationen under den gamle kolde krig. 22 

Alt imens voksende striden omkring planerne om at anbringe dele af det 

amerikanske raketskjold i hhv. Polen og Tjekkiet. USA havde som nævnt i 

2002 annulleret ABM-traktaten til Ruslands store fortrydelse og gjort det 

klart, at det ville udvikle et raketskjold, som kunne afskrække 

”slyngelstater” som Iran eller Nordkorea fra et angreb. Som reaktion blev 

Ruslands udvikling af nye, mobile missilsystemer som Topol M fremskyndet 

og nye varianter af missilet (som medbragte sprænghoveder, der kunne 

Topol M-missilet 

foretage undvigemanøvrer og som medbragte lokkeduer til at forvirre et 

raketskjold) sat i produktion. Polen sagde i 2008 ja til at huse en 

amerikansk base med 10 Ground Based Interceptors (GBI) mens Tjekkiet sagde ja til at huse en 

radarstation som led i dette raketforsvarssystem kaldet Ground-Based Midcourse Defense (GMD). 

Det var utåleligt for Rusland. Den amerikanske udlægning var, at missilskjoldet var for lille til at 

kunne blive brugt mod Rusland og i stedet skulle ses som vendt mod Iran. Det blev i den 

forbindelse argumenteret med, at raketskjoldet ikke var kraftig nok til at kunne ”se” langt ind i 

Rusland og interceptor-missilerne heller ikke var hurtige nok til at kunne opfange et angribende 

russisk missil. Omvendt lød det russiske modargument, at raketskjoldet i Østeuropa sagtens kunne 

udbygges til at huse langt flere missiler og at radarstationen i Tjekkiet kunne gøres op til 300 gange 

kraftigere. Alle russiske interkontinentale missiler vest for Ural kunne derfor være i fare hvis de 

blev affyret. Det er her værd at henvise til en artikel i det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs af 

Keir A. Lieber og Daryl G. Press fra 2006 der indirekte kom ind på hvad der formodentlig var 

Ruslands reelle frygt: Efter den gamle kolde krigs afslutning i 1991 havde de strategiske russiske 

raketstyrker – som alle andre dele af det russiske militær – været kastet ind i en periode med stor 

kaos og selv uden nedrustningsaftaler skrumpede det russiske atomarsenal fordi missilerne ikke 

kunne vedligeholdes og anden teknisk udstyr ikke fornys. Eftersom det tilsvarende amerikanske 

atomarsenal både var intakt og løbende blev moderniseret stod USA – for første gang siden 

starten af tresserne – med den mulighed, at det kunne gennemføre et vellykket ”first strike” mod 

Rusland. Selv hvis Rusland havde held til at gennemføre et modangreb (”second strike”) ville et 

begrænset raketskjold kunne neutralisere effekten af dette modangreb og kun en håndfuld 

sprænghoveder ville nå deres mål. 23 

22 Brøndum & Rahbek juli 2008. 

23 Lieber & Press marts/april 2006. 

14

Det skal betones, at ingen ansvarlig politisk leder i 

USA eller noget vestligt land formodentlig seriøst 

overvejer et nukleart førsteslag mod Rusland. Det 

kan i det hele taget diskuteres hvor meget vestlige 

ledere overhovedet tænker over truslen fra 

atomvåben udover i hænderne på slyngelstater 

eller terrorister. Men i en russisk optik er det 

russiske atomarsenal efterhånden det eneste 

redskab som giver landet national status som 

stormagt og som kompenserer for landets 

forældede konventionelle styrker, som kun 

langsomt bliver moderniseret. Derfor fokuserer Ruslands militære ledelse fortsat meget på 

spørgsmålet om kernevåben. Rusland har ifølge The Bulletin of the Atomic Scientists i 2009 4.830 

operationsklare sprænghoveder, hvoraf 2.790 er anbragt på langtrækkende ballistiske missiler. 

Men antallet er skrumpende: Fra 2008 til 2009 – uden nogen nedrustningsaftale var indgået – 

skrumpede antallet af strategiske landbaserede missiler fra 453 til 383 fordi missilerne var blevet 

for gamle. Trods forsøg på at modernisere og højne det militære beredskab anslås det, at kun 75- 

80 procent af de strategiske atomstyrker er klare til 

at blive affyret med kort varsel. 24 Set i det lys kan 

det næppe overraske, at Rusland er foruroliget 

over deployeringen af et selv nok så symbolsk 

raketskjold og flere gange har truet med militære 

modforanstaltninger mod det. General Jurij 

Balujevskij, chef for Ruslands militære generalstab, 

udtalte i januar 2008 om planerne om et 

raketskjold i Polen og Tjekkiet: "Vi har ikke planer 

om at angribe nogen, men vi mener, at alle vore 

partnere i det internationale samfund må forstå 

klart (...) at vi om nødvendigt vil bruge militær 

magt, inklusive atomvåben, for at forsvare Ruslands 

og dets allieredes suverænitet og territoriale integritet." 25 Da Tjekkiets regering i juli 2008 indgik 

aftalen om opstillingen af den amerikanske radarstation skrev det russiske udenrigsministerium i 

en udtalelse: "Hvis aftalen bliver ratificeret, bliver vi tvunget til at reagere - ikke med diplomatiske 

midler, men med militærtekniske metoder." 26 Andre russiske generaler har været mere direkte og 

ikke lagt skjul på, at Polen og Tjekkiet kunne blive til mål for russiske missiler. Eksempelvis ved at 

opstille kortdistance-missilsystemet Iskander i Kaliningrad som modforanstaltning. Indtil videre har 

eksempelvis de polske og tjekkiske reaktioner været kølige, men ikke uden sans for humor. Som 

den polske udenrigsminister Radoslaw Sikorski bemærkede angående general Balujevskijs trusler i 

starten af 2008: ”Jeg har kun én anmodning til ham (….) At han ikke truer os med atomkrig oftere 

end hver tredje måned.” 27 

24 Norris og Kristensen maj/juni 2009 

25 Dalgård januar 2008. 

26 Information juli 2008. 

27 Kuttner januar 2008. 

General Jurij Balujevskij 

15 

Rækkevidden på Iskander-missilet fra 

Kaliningrad-enklaven.

Det skal ud fra en streng nøgtern vurdering siges, at selv i værste fald – hvis raketskjoldet 

deployeres i Østeuropa som planlagt i 2011-13 og Rusland svarer igen ved at rette missiler mod 

disse anlæg – vil det ikke i sig selv udgøre en krigstrussel. Europa har været der før under den 

gamle kolde krig hvor begge sider opstillede mere og mere sofistikerede missilsystemer mod 

hinanden. Våbensystemer udløser derfor ikke i sig selv en krig og kan måske i visse situationer 

tjene til at stabilisere en international situation hvis begge parter er lige stærke. Hele den vestlige 

politik under den gamle kolde krig byggede som bekendt på ideen om afskrækkelse og Mutual 

Assured Destruction (MAD) i tilfældet af en krig. Problemet er naturligvis, at Rusland og USA i dag 

ikke er lige stærke og derfor virker udsigten til et raketskjold meget destabiliserende. Striden om 

raketskjoldet viser også, at Rusland tillægger sine væbnede styrker en uforholdsmæssig stor magt 

og fortsat tror på billedet af Vesten som fjenden. Gamle våbenanskaffelsesplaner blevet hentet ud 

af skrivebordet og i oktober 2008 – efter at havde overværet affyringen af et interkontinentalt 

missil – bekendtgjorde den nye russiske præsident Dimitri Medvedev anskaffelsen af en stribe nye 

hangarskibe frem til 2020. Foruden nye krigsskibe, ubåde og langtrækkende missiler. Alt sammen 

våben, som kun vil have en mening hvis målet igen er at udfordre NATO og herunder specielt 

USA. 28 Det kan så diskuteres om Rusland har råd til disse planer, men det er måske lidt irrelevant: 

Det centrale her er, at Rusland fortsat opfatter NATO og herunder USA som sin centrale 

modstandere og fortsat efterstræber våbensystemer, som kun giver mening hvis målet er en dag 

at tage en konfrontation med Vesten. Alene denne tendens i den russiske forsvarspolitik burde 

vække til dyb bekymring selvom den måske ikke medfører, at det russiske militær når alle sine mål 

med oprustningen frem til 2020. 

Ligeledes er gamle traditioner er blevet 

genoplivet: Rusland har siden maj 2008 

igen fejret sejren over Nazi-Tyskland i maj 

1945 med en gigantisk militærparade, 

hvor kolonner af kampvogne, missiler og 

selvkørende kanoner ruller over Den 

Røde Plads i Moskva. Hvad der gør 

begivenheden surrealistisk er, at det sker 

under vajende sovjetiske flag og hammer 

og segl-symboler overalt. Forbindelsen 

mellem det moderne Rusland og det 

gamle Sovjetunionen er på den måde 

16 

blevet direkte, akkurat som den gamle 

sovjetiske statsmilitarisme igen åbenlyst 

dyrkes. Det bør her også nævnes, at den sovjetiske diktator Josef Stalin i statslig russisk 

historieskrivning har gennemgået en historisk rehabilitering som en stor politisk leder, der 

desværre også begik visse fejltagelser. Medmindre man er en komplet ahistorisk person, der slet 

ikke kan se værdien af forståelse af fortiden burde det her vække uro og bekymring hos enhver. 

Læseren skal for et øjeblik forestille sig hvis et demokratisk Tyskland i 2009 ville afholde en 

28 Jensen oktober 2008. 

9. maj-paraden 2008 i Moskva.

militærparade i Berlin, hvor fortidens tyske militære bedrifter blev fejret med pomp og pragt 

under flag med hagekors. Sovjetunionen gjorde meget – mere end nogen anden magt – for at 

nedkæmpe det nazistiske Tyskland. Verden burde altid være evig taknemmelig for de soldater, der 

ofrede deres liv foran Moskva, i Stalingrad og ved Kursk. Men de selvsamme sovjetiske soldater 

som gav så store ofre i kampen mod nazismen kæmpede samtidig også for et moderisk regime, 

som havde millioner af liv på samvittigheden, herunder i høj grad russerne selv. Ifølge en russisk 

historiker fra Moskvas Statsuniversitet – Irini Karatsuba – omkom 137 millioner russere som følge 

af krige, sygdomme, hungersnød og ikke mindst den politiske terror kommunisterne satte i 

system. Den fortid bliver i dag ifølge hende forskønnet og rehabiliteret. 29 Samtidig bliver de 

forskere, som aktivt søger at holde mindet om det sovjetiske folkemord på sin egen befolkning i 

live i dag systematisk forfulgt og undertrykt. Memorial er en russisk organisation, som siden 1992 

har arbejdet for at holdet mindet om Lenin og Stalins folkemord i live i den russiske befolkning – 

bl.a. ved at oprette mindesmærker. I december 2008 stormede maskerede mænd fra den russiske 

anklagemyndighed bevæbnet med politistave Memorial’s kontorer i Skt. Petersborg og 

konfiskerede computere med oplysninger på over 50.000 ofre for stalinismen. Denne aktion blev 

ledsaget af en række avisartikler i den russiske presse, hvor Memorial blev sværtet til for at 

ødelægge Ruslands historie og overbebyrde den russiske befolkning med skyldfølelse. Det ville 

være en alvorlig fejl ikke at forstå implikationerne af dette i den vestlige verden: Rusland 

gennemgår en voksende autoritær udvikling og en tilsvarende rehabilitering af den sovjetiske 

fortid. Det indebærer både en undertrykkelse af kommunismens forbrydelser, men også en 

fastholdelse af Vesten som fjenden. Det er dårlige nyheder for alle – både for den russiske 

befolkning, men også for Vesten. 

Implikationerne af dette rækker imidlertid videre end dette: Det russiske militær – som i 2009 

havde over en million soldater under våben i de forskellige værn – er fortsat en stor institutionel 

magtfaktor i russisk politik og står i en gunstig position til at påvirke den førte russiske politik. Den 

militære ledelse har lige siden den gamle kolde krigs afslutning modsat sig militære reformer hen 

imod en professionel hær og i stedet efterstræbt at modernisere det russiske militær til en mere 

moderne udgave af det gamle sovjetiske militær. Samtidig fastholder det russiske militær fortsat 

Vesten som nationens store fjende i både ord og handling. Som en kritisk sikkerhedspolitisk 

iagttager af det russiske militær - professor Zoltan Barany – skriver: 

In practice and deeds – if not necessarily in theory or words – Russia is still preparing to fight the 

next war with the West. The large size of the armed forces, the continuing emphasis on the 

conscription system, the deployment patterns of the forces (nearly 80 percent are concentrated 

close to Russia’s western and eastern borders), the objectives of training, and the weapons 

acquisition programs (pressing nuclear submarines and heavy bombers) all indicate a defense 

establishment readying for large-scale conventional war instead of the present and probable future 

conflicts. 30 

Zoltan Barany har en foruroligende pointe om den russiske militærmagt: Modvilje mod reelle 

militære reformer, modviljen mod meningsfuld civil styring og modviljen imod at udskifte Vesten 

som fjendebillede betyder på den ene side, at Ruslands militære kapacitet reelt fortsat forfalder. 

29 Goble oktober 2008. 

30 Barany 2007 side 125. 

17

Men det betyder også på den anden side, at det russiske militær er et destabiliserende element i 

russisk politik, er med til at undergrave udviklingen af det russiske demokrati og er blandt de 

faktorer, som driver russisk udenrigspolitik mod nye ekstremer. Som Barany gør det klart kan 

Rusland i en reel krisesituation overfor en overlegen vestlig modstand kun ty til kernevåben for at 

vinde fordi den russiske statsmilitarisme fungerer som en stopklods for meningsfulde militære 

reformer. Med andre ord skal vestlige ledere være lidt forsigtige med at læne sig tilbage og glædes 

over, at Rusland ikke kan så meget som tidligere på det konventionelle område. 

Økonomisk vækst og intern undertrykkelse 

Som Karsten Møller noterer sig i sin indsigtsfulde bog Fra kaos til Putin var der i 1999 (hvor han var 

forsvarsattache i Moskva) enighed blandt alle ledende russiske politikere, at hvad landet behøvede 

efter det skammelige kaos under Boris Jeltsin var den ”chilenske model”. Dvs. en model med vægt 

på dels økonomisk udvikling, men dels også et autoritært politisk styre som set i Chile efter 

militærkuppet i 1973. Set i det lys kan det ikke overraske ret meget hvad der skete da ex-tjekisten 

Vladimir Putin i 1999 blev udnævnt til først ministerpræsident, siden blev fungerende præsident, 

siden valgt til præsident i to embedsperioder fra 2000 til 2008 og siden da igen har fungeret som 

ministerpræsident. Der kan næppe herske tvivl om, at Putin selv i dag – hvor Dmitri Medvedev er 

Ruslands præsident – fortsat er landets reelle hersker. 

På mange måder må det anerkendes, at Putins politik i det seneste årti har været en stor succes og 

markeret en opblomstringstid for Rusland: Det politisk kaos under Jeltsin sluttede, oligarkernes 

magt blev kraftig indskrænket (dem som ikke ville samarbejde er sat i fængsel eller drevet i eksil) 

og de menige russere oplevede en stor velstandsstigning. I hvert fald lige indtil finanskrisen også 

ramte Rusland. Den økonomiske vækst har i gennemsnit ligget på imponerende 7 procent om året 

og efter norsk model oprettede den russiske regering en stabiliseringsfond på 156 mia. dollars, 

som kom til gavn da finanskrisen ramte Rusland sidst i 2008. Rusland har næsten ingen 

udlandsgæld og i stedet store valutareserver. 31 Et ofte bemærket punkt har været Putins nære 

forhold til det statslige olie- og gasselskab Gazprom og hvordan Putin gennem de statslige 

magtmidler har sat sig tungt på den russiske olie- og gasindustri. Hvis der har været en stor, fed 

rød tråd i Putins økonomiske politik siden hans magtovertagelse i 1999 har det været at satse på 

russisk olie og gas for igen at genrejse Rusland som en stormagt. Det er ikke en urisikabel satsning: 

I bedste fald risikerer lande som satser på at være en råstoføkonomi at blive ramt af ”Dutch 

disease” som kvæler alle andre dele af økonomien fordi indtægterne fra olie gør det billigere at 

købe udenlandske varer end at købe hjemlige produkter. I værste fald kan Rusland blive et 

underudviklet styre som Saudi-Arabien eller et forarmet og dybt korrupt land som Nigeria. Kun få 

lande – måske kun Norge – er både økonomisk velstående, et demokrati og samtidig en stor 

energieksportør. Trods disse risici – måske fordi han følte, at landet ikke havde andre alternativer 

– satsede Putin benhårdt på at olie og gas som lokomotiv for Ruslands økonomiske udvikling. I 

2007 var Rusland således igen verdens største olieproducent og statslige olieselskaber ejede over 

50 procent af den russiske olie. Putin blev hjulpet af, at efter at have været nede på en oliepris på 

10 dollar pr. tønde råolie i 1998 steg prisen eksplosivt i det efterfølgende årti til en overgang over 

100 dollar pr. tønde i 2008. 32 

31 Møller 2008 side 239-240. 

32 Goldman 2008 side 11-15. 

18

Finanskrisen har foreløbig sat en delvis stopper for energiprisernes himmelflugt, men alle 

indikationer tyder på, at det kun er et bump før energipriserne igen vil stige. Den vestlige verden 

skal i dag konkurrere om svindende råstofreserver med lande som Kina og Indien, hvilket giver 

Rusland en unik position til at spille de forskellige lande ud mod hinanden. Selvom Ruslands 

økonomi derfor også er ramt af finanskrisen skal iagttagere være forsigtige med at drage for 

overdrevne konklusioner: Selv hvis økonomien skulle gennemgå endnu en kollaps som i 1998 skal 

det huskes, at Rusland har prøvet det før og hele tiden har rejst sig igen. Hvorvidt det på langt sigt 

vil gavne Ruslands økonomi at være så afhængig af olie og gas er svært at sige, men igen – hvad 

skulle alternativet være? Det kan uanset hvad konstateres, at landet – trods finanskrisen – vil 

fortsætte med at opbygge sin rolle som en energimæssig supermagt og samtidig fortsat stramme 

det statslige greb om landets råstoffer, herunder ved at undertrykke private energi-selskaber som 

Yukos i 2002 (som efter Kremls mening var begyndt at få lidt for gode forhold til udenlandske 

firmaer og hvis ejer blandede sig for meget i politik) og ved at føre en aktiv pipeline-politik. 

Eksempelvis ved at bygge det meget omdiskuterede Nord Stream-pipeline ned gennem Østersøen. 

Et land som Tyskland fik i 2004 40 procent af sin naturgas fra Rusland, Italien 32 procent og 

Frankrig 30 procent. 33 

Det er ikke i sig selv noget galt i, at Rusland handler med sin omverden. Det er tværtimod kun 

ønskeligt. Problemet er, at netop fordi den russiske olie og gas er under en meget stram statslig 

kontrol er det flere gange blevet brugt som et udenrigspolitisk redskab. I januar 2006 og igen i 

januar 2009 blev Ukraine eksempelvis udsat for, at Rusland skar ned i gasleverancerne til Ukraine 

og forlangte, at landet skulle betale gas til en betydelig højere pris end hidtil aftalt. Det er svært at 

slippe for den mistanke, at gas bruges som et udenrigspolitisk redskab til at tryne lande med en 

afvigende udenrigspolitik. Det har også haft en reel politisk effekt på både de enkelte EU og NATOlande: 

Grækenland er åben talsmand for russiske synspunkter i EU, den italienske 

ministerpræsident Silvio Berlusconi udnævnte sig selv til at være Ruslands ”forsvarsadvokat” inde 

unionen 34 og den tidligere tyske forbundskansler Gerhard Schröder sørgede for at opbygge et tæt 

forhold til den tysk-talende Putin, der har en fortid som KGB-agent i det gamle Østtyskland. Efter 

han havde tabt posten som tysk kansler fik Schröder en lukrativ stilling i et selskab domineret af 

Gazprom, hvor han var en utrættelig lobbyist for russiske synspunkter. Efter krigen i Georgien i 

august 2008 placerede han helt og aldeles ansvaret for krigen på den georgiske regering, tog 

Rusland i forsvar og rettede et skarpt politisk angreb på USA. Det ville derfor være en alvorlig 

misforståelse at tro, at der skulle være en stærk vestlig front for demokrati og de frie 

markedskræfter overfor et stadig mere autoritært Rusland. Tværtimod er de enkelte EU og NATOlande 

dybt splittede om hvilken politik der skal føres med Rusland som flere og flere europæiske 

lande køber olie og gas af. 

Rent internt i Rusland har udviklingen siden 1999 været karakteriseret af hvad nogle har kaldt ”det 

styrende demokrati” eller ”det suveræne demokrati”. Disse lidt uklare begreber handler reelt om, 

at en stor del af de toneangivende medier er kommet under statslig kontrol og at selvom der 

fortsat findes pressefrihed og politisk frihed i Rusland er begge dele reelt blevet kraftigt 

indskrænket. Politisk er kun kommunistpartiet længere et oppositionsparti af betydning i Dumaen. 

Rent journalistisk lever kritiske journalister et farligt liv og kan risikere enten at blive overfaldet 

eller direkte myrdet. Det mest kendte eksempel (men langtfra eneste) var snigmordet på 


34 Lucas 2007 side 19. 

19

journalisten og forfatterinden Anna Politkovskaja i oktober 2006. Hun havde specielt været en 

hårdnakket kritiker af krigen i Tjetjenien og skrevet 

flere bøger om krigen. Den voksende interne 

undertrykkelse skal ses i lyset af hvad der er sket i 

Ruslands nabolande nogle år forinden: I oktober 2004 

var der parlaments- og præsidentvalg i Ukraine og 

resultatet var nogenlunde uafgjort mellem den 

siddende præsident (som var pro-russisk) Victor 

Janokovitj og den pro-vestlige oppositionsleder Victor 

Unge medlemmer af Nasji 

Jusjtjenko. Ret tidligt opstod der rygter om, at der 

havde fundet massiv valgsvindel sted, hvilket skærpede 

de interne politiske modsætninger. Efter store 

demonstrationer kunne Jusjtjenko blive præsident i Ukraine i hvad der blev kaldt den ”orange 

revolution”, hvor store folkemasser med orange bannere og flag gik på gaden. Den ”orange 

revolution” udløste det chokbølger internt i Kreml, hvor holdningen var, at magtskiftet i Ukraine 

var organiseret og betalt af vestlige kræfter. Det førte bl.a. til skabelsen af ungdomsbevægelsen 

Nasji. Frygten var, at Rusland skulle blive udsat for en såkaldt ”birkerevolution” af 

oppositionskræfter, som var betalt af udenlandske efterretningstjenester og organiseret af 

vestlige organisationer. Det blev set som et skift i taktik efter at USA med invasionen af Irak på den 

hårde måde havde lært, at en direkte invasion af et land var for besværlig og at omvæltning af et 

styre indefra derfor var at foretrække. Nasji står for somme tider ganske harmløse aktiviteter som 

eksempelvis arrangering af sommerlejre og koncerter, men har også fungeret som Kremls 

stormtropper overfor politiske dissidenter eller når der skal demonstreres foran ambassader til 

lande, som er kommet Ruslands udenrigspolitik på tværs. Selvom det måske er overdrevent at 

kalde – som nogen har gjort – Nasji for ”Putinjugend” er der ingen tvivl om, at bevægelsen tit har 

været brugt som hooligans for regeringen. 

Putin har aldrig lagt skjul på, at han begræder Sovjetunionens sammenbrud. Han har eksempelvis i 

en tale i 2005 benævnt opløsningen af Sovjetunionen for den største geopolitiske katastrofe i 

nyere russisk historie. Han har ligeledes i historiebøgerne rehabiliteret den sovjetiske diktator 

Josef Stalin og – skønt ved at anerkende hans excesser – også fremhævet hans politiske storhed 

ved at gøre Sovjetunionen til en supermagt og besejre Nazi-Tyskland. Det viser endnu engang den 

store kontinuitet der er mellem dels det gamle Sovjetunionen og det nye russiske ”kontrollerede 

demokrati”. Det kunne her være instruktivt at se på hvordan unge russere – dvs. russere født 

mellem 1976 og 1991 – ser på Rusland og specielt den vestlige verden. Det er den generation, som 

er vokset op i en tid med nogenlunde politisk frihed og efter 2000 også økonomisk vækst. De har 

stort set de samme muligheder for at gå på Facebook, se MTV, spise på McDonalds eller rejse på 

ferie til Grækenland som andre unge har i den vestlige verden. En meningsmåling fra 2005 viste, at 

fire ud af fem i den generation var enig i, at Sovjetunionens sammenbrud var en dårlig ting og at 

Stalin var en god snarere end en dårlig leder. Meningsmålinger blandt førnævnt aldersgruppe har 

desuden også vist, at 78 procent af unge russere havde en stor tillid til præsident Putin i 2005 og 

82 procent i 2007. På spørgsmålet om hvorvidt de er enige i, at USA prøver at påtvinge verden sine 

normer og værdier erklærede 80 procent sig enig deri. Kun 20 procent var villige til at være enige 

med udsagnet om at USA står for gode snarere end dårlige værdier i verden. 64 procent af de 

adspurgte anså USA for enten at være en rival eller en direkte fjende af Rusland. Selv Georgien 

kommer i samme meningsmåling kun op på 44 procent. En trediedel af de adspurgte var endog 

20

enige i udsagnet, at AIDS var noget, som udlændinge havde ført ind i Rusland for at svække 

landet. 35 

Samlet set har den russiske ledelse haft held med at bruge nationalisme og ikke så lidt 

fremmedhad til at styrke regimet og samtidig knægte al tænkelige tilløb til opposition. Dertil 

kommer så, at eliten i den russiske stat og i det russiske erhvervsliv (de to ting flyder tit sammen) i 

høj grad kommer fra den samme kreds. Det anerkendes i dag, at repræsentanter for de såkaldte 

”magtministerier” eller Siloviki såsom FSB, militæret, 

indenrigsministeriet etc. sidder tungt på centrale politiske og 

økonomiske poster i dagens Rusland. En russisk sociolog – Olga 

Krysthtanovsaia – har opdaget af antallet af silovikier i ledende 

poster er vokset fra 5 procent under Gorbatjov til et forbløffende 

58 procent under Vladimir Putins embedsperiode. 36 En anden 

undersøgelse har vist, at 75 procent af Putins udnævnelser til 

ledende poster har en baggrund i ”magtministerierne” og at 6.000 

tidligere KGB-medarbejdere i dag indtager ledende poster i 

Putin som kriger-præsident 

statsapparatet. De er også ansvarlige for et gigantisk militariseret 

statsapparat, hvoraf den egentlige russiske hær på ingen måde er 

alene med at have mænd i uniform og med tunge våben: Alene det russiske indenrigsministerium 

rådede i 2005 over 1.4 mio. mænd i uniform, som havde deres egne tunge våbensystemer og bl.a. 

havde spillet en central rolle i at nedkæmpe oprøret i Tjetjenien. 37 Næppe overraskende i lyset af 

Putins baggrund i både KGB og FSB har Putin flere gange fremhævet den statslige russiske 

efterretningstjeneste som et positivt forbillede til efterligning. Mens der aldrig har været noget 

militærkup i Rusland må det overvejes om der ikke i stedet har været et efterretningsmæssigt kup 

i landet, hvor de såkaldte ”tjekister” reelt har sat sig på magten. Den russiske forsvarsminister 

Sergej Ivanov udtalte i et interview i 2005, at ”tjekisterne” burde tage kontrollen med magten i 

Rusland og at han som leder af et af de store ”magtministerier” følte sig som medlem af en speciel 

gruppe, der har et fælles verdenssyn og den samme opfattelse af ”fare”. 38 Næppe overraskende 

har Putin aldrig lagt skjul på sin stolthed over, engang at have tilhørt en elite som KGB og FSB 

samtidig med, at han i sin præsidenttid ivrigt dyrkede sit image som nationalistisk ”krigerpræsident” 

ved at flyve i bombefly, sejle i neddykkede ubåde og overvære et utal af militærøvelser 

iført uniform. På den måde bidrog han selv til dyrkelsen af auraen af spænding og mystique om de 

russiske efterretningstjenester og til stimulering af den stærke russiske tradition for 

statsmilitarisme. 

Det er svært ikke at være pessimistisk på Ruslands vegne i lyset af denne samfundsudvikling. 

Positivt betragtet er halvfemsernes økonomiske kaos slut og selvom Rusland stadig kæmper med 

en alvorlig demografisk krise (der dør 700.000 flere om året end der fødes 39 ) så der er for første 

gang i årevis grund til optimisme. Selv finanskrisen har indtil videre ikke bragt den russiske 

økonomi i knæ som det skete senest i 1998 og der er al mulig grund til at tro, at når krisen er 

overstået kan nye stigninger i energipriserne skabe fornyet vækst. Omvendt har Rusland – som 

35 Mendelson og Gerber foråret 2008. 

36 Goldman 2008 side 192. 

37 Barany 2007 side 153. 

38 Ibid side 155-156. 

39 Dalgård marts 2007. 

21

forventet af mange i 1999 – gennemgået en autoritær udvikling væk fra et liberalt demokrati og 

hen imod et autoritært præsidentstyre med vægt på fremmedhad, nationalisme og 

statsmilitarisme. Magten er i dag entydig i hænderne på en elite, som har sin baggrund i hvad der i 

USA ville kaldes den nationale sikkerhedsstat og som aldeles mangler forståelse for demokratiske 

normer. Men ikke alle er enige i, at det står så slemt til og prøver i stedet at finde de positive træk 

ved det nye Rusland. En iagttager som er optimistisk på Ruslands vegne er den danske Ruslandsforsker 

Erik Kulavig, som optimistisk i en bog om de russiske efterretningstjenester skriver: 

Det sidste og måske vigtigste tegn på, at Rusland omsider er på vej ud af Sikkerhedstjenesternes 

jerngreb er, at landets ledelse ikke længere bekender sig til en utopi hvis gennemførelse skal 

tvinges igennem over for samfundet. Det er slået ind på den europæiske hovedkurs med privat 

ejendomsret, markedsdemokrati og demokrati. Denne pragmatiske udvikling – og det er måske det 

allervigtigste – bæres igennem af en stadigt voksende middelklasse, der ikke bare er den største, 

Rusland nogensinde har set, men som også er aktiv og dynamisk, men bæres også af et hidtil uset 

stort antal kontakter til Vesten på alle niveauer. På det område er Putin nået længere end 

Stolypin. 40 

Optimisme er en god ting, men medmindre alle synspunkter i denne rapport er forkerte og 

vildledende er det ikke muligt at dele denne positive holdning. Det er væsentligt ikke at falde ind i 

en deterministisk tankegang og mene, at demokratiets og de frie markedskræfters fremmarch er 

en uundgåelig proces akkurat som nogle engang mente, at kommunismen var en bølge ingen 

kunne gøre sig håb om at stoppe. Hvad Putin efterstræber, er en hybrid: At skabe et 

statskapitalistisk styre med en vis grad af personlig frihed til den enkelte, men også en høj grad af 

politisk undertrykkelse og styring af det politiske og økonomiske liv. Måske vil det mislykkes for 

ham, men det er på ingen måde givet. Intet tyder på, at Rusland igen vil vende tilbage til tiden 

med masseterror og kunstigt skabte hungersnødkatastrofer, men et autoritært Rusland som 

bygger på statsmilitarisme, har gamle efterretningsfolk ved magten og som fører en nationalistisk 

og fremmedfjendsk udenrigspolitik er ærlig talt ikke den store forbedring. 

Trusselsvurdering(er) 

Sikkerhedspolitik har altid været en ret speciel videnskab med sin egen specielle form for logik. 

Hvilket somme tider kan føre til de mærkeligste resultater og den mest sælsomme tanketank, som 

uden tvivl giver mening for de indviede men ikke for udenforstående. Under den gamle kolde krig 

blev freden eksempelvis søgt opretholdt gennem opbygning af stadig større arsenaler af mere og 

mere sofistikerede kernevåben. USA introducerede meget passende på et tidspunkt et strategisk 

atommissil, som de på gav kodeordet ”Peacekeeper” og det amerikanske Strategic Air Command – 

som havde det overordnede ansvar med USA's arsenal af interkontinentale missiler og strategiske 

bombefly under den gamle kolde krig – havde ”Peace is our profession” som motto. Med andre 

ord er våben for fred, kold krig behøver ikke at være rigtig krig og opbygning af forsvarssystemer 

som et raketskjold blev i virkeligheden set som tegn på et muligt angreb. Angiveligt begyndte 

Sovjetunionen at bryde sammen da den daværende amerikanske præsident Ronald Reagan i 1983 

40 Kulavig 2007 side 262. Pjotr Stolypin var en russisk ministerpræsident, som forsøgte at reformere Rusland i årene op 

til den Første Verdenskrig. 

22

holdt en tale, hvor han erklærede, at det var hans mål at søge en atomvåbenfri verden gennem 

anskaffelse af et raketskjold, som ville gøre behovet for kernevåben overflødigt. De sovjetiske 

militære planlæggere – som i forvejen drænede den skrantende økonomi for alle ressourcer – 

indså som tidligere nævnt, at hvis Reagans raketskjold kom op at stå ville Sovjetunionen ikke have 

noget match som svar. Det er lidt surrealistisk men sandt: Sovjetunionen blev ifølge den 

udlægning tvunget til at skifte kurs på grund af et våbensystem, som ikke eksisterende og som 

først i disse år i en meget rudimentær form er begyndt at tage form. Tyve år efter den gamle kolde 

krigs afslutning. 

Verden oplevede et chok den 11. september 2001 da terrorister i kaprede fly fløj ind i tårnene i 

New York og Pentagon i Washington og slog knap 3.000 amerikanere ihjel. Det er endnu mere 

svært at vurdere truslen fra terrorister, som ikke har nogen stat og ikke har nogen militære styrker 

eller våben, som kunne detekteres af efterretningstjenester, analyseres og vurderes. Det er derfor 

mere og mere blevet et skøn hvor stor truslen fra ”superterrorisme” er og i USA blev den såkaldte 

1 procent-doktrin derfor formuleret af den amerikanske vicepræsident Dick Cheney: Dvs. hvis der 

bare var en procents risiko for, at en terrortrussel var en reel mulighed skulle 

efterretningstjenesterne koncentrere al deres indsats mod denne ene mulighed. 41 Det medførte, 

at USA's myndigheder tillod brug af tortur og at Irak i 2003 blev invaderet fordi det blev antaget, at 

landet havde et voksende arsenal af masseødelæggelsesvåben og var parat til at bruge det. Det 

viste sig så, at dette arsenal ikke havde eksisteret for mindst et årti. Ikke at den amerikanske 

ledelse syntes at have lært noget specielt af fiaskoen i Irak – tværtimod blev Iran i de efterfølgende 

år udsat for trusler om et militært angreb hvis landet ikke indstillede sit civile atomprogram. I 2007 

erklærede den amerikanske præsident George Bush, at det kunne udløse en tredje verdenskrig 

hvis det iranske civile atomprogram ikke blev stoppet. 42 Samme år fremlagde samtlige 

amerikanske efterretningstjenester en analyse – National Intelligece Estimate – hvori det hed, at 

Iran i 2003 havde indstillet sit militære atomvåbenprogram og ikke på nuværende tidspunkt 

arbejdede på at lave kernevåben. 43 Men naturligvis – hvis 1 procent doktrinen også vælges 

praktiseret af den nye amerikanske regering under præsident Barack Obama kan det være lige 

meget om Iran har indstillet alle militære aspekter af et militært atomvåbenprogram. Det civile 

atomprogram kan i det perspektiv være en lige så stor trussel som et militært. 

Her opstår så et paradoks omkring Rusland. Mens selv den mest hypotetiske trussel fra Iran eller 

fra terrorgrupper som Al Qaida udløser alarmklokker i vestlige hovedstæder og sætter væbnede 

styrker eller antiterror-enheder i højeste alarmberedskab er der åbenbart ingen meningsfuld 

militær trussel fra Rusland. Forsvarets Efterretningstjeneste fremlagde i august 2008 – samme 

måned som Rusland invaderede Georgien – følgende efterretningsmæssig risikovurdering af de 

trusler Danmark og andre lande stod overfor. Om Rusland hed det bl.a.: 

Ruslands økonomiske genrejsning har muliggjort øgede forsvarsudgifter. Rusland er derfor i stand 

til at gennemføre en vis militær modernisering og have et højere aktivitetetsniveau på udvalgte 

41 Ordene faldt på et lukket møde i november 2001. Vicepræsident Dick Cheney talte helt nøjagtig om risikoen for, at 

pakistanske atomvidenskabsmænd ville hjælpe Al Qaida med at bygge en atombombe. Ordret citeret sagde han: ”If 

there’s a one percent chance that Pakistani scientists are helping al Qaeda build or develop a nuclear bomb, we have 

to treat it as a certainty in terms of our response”. Kilde: Suskind 2006 side 62. 

42 Politiken oktober 2007. 

43 Løvenbalk Hansen juli 2008. 

23

områder, men har ikke ressourcer til en generel oprustning og udgør trods sine 

stormagtsambitioner ingen militær trussel mod Vesten selv på langt sigt. 

Samt lidt senere i en samlet vurdering: 

Rusland kan ikke på langt sigt opretholde sine strategiske kernevåbenstyrker på det nuværende 

niveau. Nye strategiske missiler opstilles kun i et meget langsomt tempo, og det nyeste 

ubådsbaserede missil tegner foreløbig til at blive en fiasko. Landstyrkerneer i en kritisk 

overgangsfase, idet værnepligtstidener er skåret ned til et år, samtidig med at der er problemer md 

at rekruttere og især fastholde kontraktansat personel af tilstrækkelig kvalitet. Flåden opererer 

igen på oceanerne, men kapaciteten er begrænset. Der satses stærkt på demonstrative flyvninger 

med de strategiske bombefly, men de er få og alle af ældre dato. Ingen nye typer er på vej, og 

nedslidningen er uafvendelig. En lille produktion af moderne kampfly er indledt, men det samlede 

antal fly vil på langt sigt falde drastisk. 44 

Denne ”negative” vurdering af Ruslands militære kapacitet deles af den danske sikkerhedspolitiske 

forsker Peter Viggo Jakobsen, som i antologien Helt forsvarligt fra 2008 kommer med følgende 

beskrivelse af Ruslands kapacitet. Han noterer sig, at tidligere sikkerhedspolitiske vurderinger af, 

at Rusland ville søge et samarbejde med Vesten har vist sig at være for optimistisk. Men han 

understreger også, at Rusland på alle punkter i lang tid vil være Vesten underlegen: 

Rusland væbnede styrker er EU/NATO klart underlegne på stort set alle punkter, både hvad angår 

kvalitet og antal. Ruslands evne til at projicere magt uden for deres eget nærområde i dag er 

stærkt begrænset. Som Rod Thorton, en anerkendt britisk kender af det russiske militær, tørt 

konstaterede for nylig er, så er Rusland i dag i stand til at affyre missiler og bekæmpe 

guerillastyrker, men ikke meget midtimellem. De fly, som har gæstet det danske luftrum i de 

seneste par år, er bygget i 1956 og hører til på et museum, og da Rusland for nylig sendte sit 

eneste hangerskib Admiral Kuznetzov ud i Atlanterhavet for at vise flaget, så var det ledsaget af to 

slæbebåde af frygt for, at det ville bryde sammen. Det vurderes også, at antallet af russiske 

soldater, der kan indsættes i militære operationer er under 100.000. EU vurderes til 

sammenligning til at være i stand til at holde 100.000 soldater kontinuerligt indsat i internationale 

operationer. Lægger man dertil det antal soldater, som Canada, Tyrkiet og USA kan indsætte 

internationalt oveni, nærmer det samlede antal sig 300.000. Hertil kommer, at de vestlige soldater 

er bedre trænede og udrustede end de russiske, og at deres antal forventes at stige i de kommende 

år i takt med, at den igangværende omstilling fra territorialforsvar til ekspeditionsstyrker bærer 

frugt. Derimod forventes antallet af russiske styrker at falde, fordi Rusland på længere sigt ikke har 

råd til at opretholde sine væbnede styrker på det nuværende niveau, hvis de skal moderniseres og 

udrustes med teknologi og våben, der kan matche Vestens. 45 

Ingen af disse oplysninger er i sig selv forkerte. Ruslands væbnede styrker oplevede en lang 

periode med nedgang i de væbnede styrker efter den gamle kolde krigs afslutning i 1991 og 

kæmper stadigvæk med følgerne deraf. Dertil kommer så, at den militære ledelse holder fast i 

44 FE: Efterretningsmæssig risikovurdering 2008. 

45 Jakobsen i Mortensen 2009 side 44. 

24

”gamle” militære strukturer og kapaciteter, som er formodentlig er irrelevante til moderne tiders 

trusler. Jeg skriver udtrykkeligt formodentlig, da der kan sættes spørgsmålstegn ved om den 

vestlige satsning på få – reelt skrumpende – højteknologiske militærstyrker ligefrem kan siges at 

have udrettet mirakler i Irak og Afghanistan. Foreløbig har vi ikke vundet nogen af stederne og 

hvad flere militære chefer på oversøiske missioner ofte synes at savne er netop flere soldater. I 

den vestlige verden er holdningen, at militærtjeneste skal være personlig motiveret og bygge på 

den enkeltes vilje og lyst til et drage ud på oversøiske missioner. Det er således symptomatisk, at 

flere og flere militære opgaver udliciteres til private militære firmaer, som i øvrigt forstår at tage 

sig godt betalt. I Danmark er problemet blevet forsøgt løst ved at tillade, at hele enheder fra 

Hjemmeværnet får en ekstra uddannelse og bliver sendt til Afghanistan, hvor de primært står for 

vagttjeneste. Det må siges at være lidt af en selvmodsigelse. 

I Rusland er der fortsat en tæt sammenkædning mellem militærtjeneste og forsvaret af det 

russiske moderland. Gammeldags nationalisme trives fortsat i Rusland. Det er en anden tilgang til 

krig end den vestlige, men ikke nødvendigvis en forkert. Men bortset fra disse – lidt teoretiske – 

betragtninger må det også erkendes, at det russiske militær kæmper med en stribe problemer lige 

fra dårlige lønninger, overgreb og selvmord blandt de menige soldater, korruption i 

officerskorpset, dårlig uddannelse, for mange gamle våben og en pinefuld langsom modernisering, 

samt problemet med Ruslands demografiske krise, som på sigt vil gøre det umuligt at bibeholde de 

gamle massehære. Det er svagheder, som Ruslands egen militære ledelse selv indrømmer. Dertil 

kommer, at Rusland som et kapitalistisk samfund ikke nødvendigvis længere kan forvente, at de 

bedste og klogeste i landet vil vælge den militære profession, men i stedet måske vil søge en 

karriere som forretningsfolk indenfor olie- og gassektoren. Eller måske søge et job i udlandet, hvor 

de kan få en bedre løn. 

Ruslands militære svagheder er således indiskutable, men der også en mærkbar tendens til at 

overdrive dem. Det bliver eksempelvis tit nævnt, at Ruslands flåde af bombefly består af 

forældede bombefly. Rusland har 77 strategiske bombefly og 63 af dem består af TU95-bombefly, 

som kom i produktion i halvtredserne og flyver med dobbeltpropeller. Flyet kom på tegnebrættet i 

1949 og i produktion i 1954. Flyet har en rækkevidde på 13.000 kilometer uden optakning og flyver 

kun en anelse langsommere end jetfly. 46 Det nævnes tit som et eksempel på Ruslands svage 

militære kapacitet at Rusland stadig bruger gamle bombefly med propeller, som nærmest gør 

landet til en parodi på en stormagt. Det glemmes tit, at supermagten USA fortsat som rygraden i 

sin styrke af strategiske bombefly bruger sine B52-bombefly, der kom på tegnebrættet i 1944 og i 

produktion i 1952. Det er også væsentligt at huske, at de jagerbombere, som Argentina i 1982 

brugte til Falklandskrigen mod den britiske flåde var produceret i Frankrig i halvtredserne, men 

fordi de var udrustet med moderne Exocet-missiler sænkede de flere britiske krigsskibe. En svag 

militær kapacitet betyder således ikke, at det russiske militær slet ikke kan slås og det fortæller 

heller ikke noget om hvordan de sparsomme ressourcer kan udnyttes maksimalt. Der må således 

ikke drages for vidtgående konklusioner af krigen mellem Rusland og Georgien i august 2008, men 

blot noteres, at selvom den russiske hær også her endnu engang viste en række operationelle 

svagheder (eksempelvis mangel på radioer og natkampsudstyr) blev alle mål faktisk nået. Det var 

de amerikansk-uddannede georgiske soldater, som under den russiske overmagt smed deres 

vestlige våben fra sig og løb deres vej med det resultat, at russiske styrker kunne have skudt sig vej 

helt frem til den georgiske hovedstad uden at der var nogen til at stoppe dem. Når man hører 

46 Norris og Kristensen 2009 samt Jensen august 2007. 

25

vestlige kommentatorer får man somme tider det indtryk, at det i virkeligheden var georgierne 

som vandt krigen og var tæt på at rykke ind i Moskva. Selvom Ruslands militær måske ikke efter 

vestlige standarder kan kaldes moderne så evner det stadigvæk at nå de operationelle mål i en 

krig. Den russiske ledelse synes også – i lyset af svaghedstegnene under krigen mod Georgien – at 

være mere fast besluttet på at modernisere de russiske styrker, øge de militære udgifter og 

reducere antallet af værnepligtige. Ifølge de russiske militære planer forventes der at blive brugt 

4.000 mia. rubler (eller 650 mia. kroner) på at modernisere det russiske militær frem til 2011. 

Herunder ved at reducere hæren fra 1.2 mio. soldater til 1 million soldater og ved at sende 200 

generaler på pension. 47 Ikke desto mindre er det fortsat karakteristisk, at den russiske militære 

kapacitet jævnligt nedvurderes og direkte hånes af vestlige talsmænd. Som da Rusland i 2008 

sendte en flådestyrker – herunder atomslagkrydseren Peter den Store – afsted til Venezuela for at 

vise flaget og demonstrere den russiske flåde genfundne sømilitære kapacitet. Det fik det 

amerikanske udenrigsministeriums pressetalsmand Sean McCormack til lidt spydigt at spørge om 

de russiske krigsskibe mon som tidligere var ledsaget af slæbebåde. 48 

Den militære kapacitet er vigtig, men faktisk ikke den afgørende: Det er i et land som Rusland langt 

mere relevant at se på de politiske tendenser – ”intentionen” – i forhold til udlandet samt de 

”tilbøjeligheder” det fører med sig i udenrigspolitikken. Det skal her erindres, at Rusland i dag er 

styret af en politisk elite, som har deres rod i de såkaldte ”magtministerier” og hvis verdenssyn 

derfor er præget af lige del fremmedhad, paranoia og nationalisme. Vestlige iagttagere og forskere 

kan lede nok så meget efter tegn på skabelsen af et russisk demokratisk-sindet civilsamfund men 

foreløbig står de autoritære institutioner stærkt og der er intet tegn på, at de utilfredse russiske 

masser er villige til at gå på gaden for at kræve større politisk frihed. Som nævnt tyder meget i 

stedet på, at vestlige ideer som demokrati grundigt blev miskrediteret i halvfemserne. Samtidig er 

der en tydelig følelse i Rusland af, at være presset og truet fra flere sider – af et fald i 

befolkningstallet som allerede begyndte i det gamle Sovjetunionen, af den nuværende finanskrise, 

men også af udvidelsen af EU og NATO mod øst. Mens vestlige sikkerhedspolitiske eksperter som 

nævnt anså den kolde krig for slut i 1991 og gik mod nye horisonter måtte Rusland leve med de 

særdeles reelle konsekvenser af kommunismens fald og ikke mindst den nationale ydmygelse det 

udgjorde. En såret stormagt er en farlig stormagt – uanset hvor stærk eller svag den reelt er – 

netop fordi der er en perception om, at en svækket stormagt ikke kan tillade sig at vise svaghed og 

at vise svaghed vil føre til nye trusler, som yderligere vil svække landet, som igen vil føre til nye 

trusler og yderligere svækkelse etc. Det kan her være relevant at sammenligne Rusland med 

Storbritannien, som har lange liberale traditioner og i to verdenskrige forsvarede demokratiet i 

Europa. Men Storbritannien var samtidig også et imperium og følte både i 1956 og igen i 1982 

trang til at vise sin militære magt også selvom det begge gange var på grænsen af sin militære 

ydeevne: I 1956 ville Storbritannien gennemføre et regimeskifte i Egypten fordi landets leder 

havde nationaliseret Suez-kanalen og startede derfor efter flere måneders forberedelser en 

angrebskrig sammen med Frankrig og Israel. Krigen kom til en brat ende da USA – som ikke var 

blevet konsulteret – forlangte at briterne stoppede og at de i modsat fald både ville tilbageholde al 

fremtidig økonomisk hjælp og olieforsyninger til briterne. I 1982 invaderede Argentina 

Falklandsøerne og det medførte et britisk modangreb for at generobre øerne. Igen opererede 

briterne på det alleryderste af deres militære ydeevne og var også tæt på at lide et nederlag da 

47 Jürgensen februar 2009. 

48 TV2 Nyheder november 2008. 

26

det argentinske luftvåben sænkede flere af deres krigsskibe. Men politisk og militær dristighed 

kompenserede for hvad der manglede i militær kapacitet og øerne blev genindtaget. Uden at det 

her skal blive til ren psykoanalyse synes der at være en ganske særlig logik, der driver stormagter 

eller supermagter – specielt når de er svækkede. 

Krigen i Irak har for Ruslands ledelse vist, at USA er villig til at bruge militær magt mod et land på 

et spinkelt efterretningsmæssigt grundlag, mens ”Orange-revolutionen” i Ukraine for den russiske 

ledelse har vist, at der også er en reel trussel for en intern omvæltning. Hvis det her erindres, at 

Rusland både historisk set har en selvforståelse som et imperium og en stormagt og samtidig ikke 

har nogen presse eller politisk opposition af betydning som kan virke hæmmende, er der lagt i 

ovnen til alvorlige storpolitiske vanskeligheder. At reducere det her til udelukkende at være et 

spørgsmål om den militære kapacitet er en alvorlig misforståelse. Den politiske perception og 

trusselsvurdering i Kreml samt internt i den russiske generalstab betyder mere. Det skal dertil 

noteres, at jo længere NATO og EU rykker mod øst jo bedre har Rusland for at udnytte sine 

begrænsede militære, efterretningsmæssige, økonomiske og politiske redskaber til at splitte, 

intimidere og provokere lande, som vil ind i NATO/EU eller som allerede er medlemmer af 

NATO/EU. Som nævnt kompenserer geografi som en euro-asiatisk nation til en vis grad for 

Ruslands manglende kapacitet på andre områder. Mens USA er nød til at sende tropper og 

forsyninger til den anden side af kloden for at føre krig i Irak eller Afghanistan behøver russerne 

forenklet sagt bare at gå over grænsen for at influere situationen i deres nabolande. Ruslands 

manøvre med reelt at bestikke den kirgisiske ledelse til at lukke den amerikanske militærbase 

Manas viser hvordan Rusland kan spille sine kort. Et land som Ukraine er helt og holdent afhængig 

af russisk naturgas og har et stort russisk mindretal i den østlige del af landet og på Krim-halvøen. 

Den nye kolde krig – også selvom det tit bliver misforstået – handler ikke om, at Rusland ønsker at 

sprede den kommunistiske verdensrevolution ud i verden og derfor behøver at sende sine 

kampvognsstyrker til Den Engelske Kanal. Hvem der styrer Storbritannien eller Norge er komplet 

underordnet for Kreml anno 2009. Putin og den øvrige russiske ledelse har deres rødder i det 

gamle Sovjetunionen og er stolte af deres fortid og vedkender sig åbent deres åndelige arv, men 

de har ingen ambitioner om at genoplive selve den kommunistiske ide. I stedet handler den nye 

kolde krig om at genrejse Rusland som en stormagt og for at gennemføre dette projekt må 

Rusland først og fremmest hindre yderligere udvidelse af NATO og i mindre grad EU, dernæst rulle 

NATO og i mindre grad EU tilbage og igen indtage en dominerende position i Østeuropa eller som 

minimum det tidligere Sovjetunionen. Så længe NATO – og dermed reelt den amerikanske 

militærmagt – har adgang næsten direkte til Rusland via de baltiske lande eller hvis Georgien 

kommer ind i alliancen er det en torn i øjet på Rusland og skal bekæmpes med alle midler 

undtaget direkte krig. Som krigen i Georgien viser, behøver den sidste undtagelse heller ikke at 

være definitiv. 

For at opsummere: Den militære kapacitet er derfor vigtig, men skal ses i sammenhæng med de 

politiske intentioner i Kreml og de udenrigspolitiske tilbøjeligheder det fører med sig. Rusland 

behøver ikke nødvendigvis at søge en konfrontation, men den kan med sin udenrigspolitik komme 

i en situation hvor krig bliver en mulighed som under Cuba-krisen, hvor et militært underlegent 

Sovjetunionen begik en fejlkalkulation ved at opstille mellemdistance-missiler på Cuba og måtte 

kaste sig ud i et ydmygende politisk tilbagetog for at undgå en atomkrig. Den sovjetiske ledelse 

ønskede heller ikke krig i 1962, men anbragte sig i en situation, hvor det måtte vælge mellem en 

krig eller et ydmygende politisk tilbagetog. Heldigvis for verden valgte den sovjetiske ledelse det 

sidste. Sovjetunionen kunne overleve uden Cuba som er 13.000 kilometer fra Moskva, men det er 

27

sværere i dag hvor Skt. Petersborg som nævnt kun er 150 kilometer fra det nærmeste NATO-land. 

Rusland har bedre muligheder for at fiske i rørte vande, men kan nemt risikere at overspille sin 

kort som det skete for Sovjetunionen i 1962. 

Alt dette fører så til en sidste alvorlig misforståelse, som præger bedømmelserne af Rusland: 

Troen på, at Rusland er svagt fordi Vesten er stærkt. At den vestlige måde at føre krig på er 

institutionelt overlegent i forhold til alle vores modstandere trods beviserne på det modsatte i Irak 

og Afghanistan. Et generelt problem er i den forbindelse den vestlige satsning på stadig færre 

tropper, som modtager en stadig længere uddannelse, bedre udstyr og mere og mere komplekse 

våbensystemer, som koster stadig mere. Det er med andre ord ikke korrekt når Peter Viggo 

Jakobsen hævder, at antallet af deployerbare styrker er stor og stigende – tværtimod går 

tendensen den stik modsatte vej i alle vestlige lande, herunder Danmark, der har haft svært ved 

bare at holde 2.000 soldater kontinuerligt udsendt (som fastsat som mål af regeringen) på 

internationale missioner. Reelt er der normalt tale om det halve. At soldater er veluddannede og 

veludrustede er ikke en dårlig ting – tværtimod – men eftersom der er en dybfølt modvilje mod at 

øge forsvarsudgifterne i de vestlige lande betyder det, at den militære kapacitet reelt er 

skrumpende. Selv USA – der indtil for nylig ikke har haft et problem med at øge de militære 

udgifter – er udgifterne ikke længere i stand til at følge med prisen for nye våben. I 2000 planlagde 

det amerikanske militær at anskaffe sig 300 af de supermoderne F22-kampfly hen over 10 år. Det 

antal skrumpede siden på grund af produktionsomkostningerne til mindre end 200. Det skal 

nævnes, at USA's våbenindustri under Anden Verdenskrig kunne producere 300 af de yderst 

effektive P 51-Mustang-kampfly på to timer! 49 Indtil invasionen af Irak kunne eksperter og officer 

bortforklare det med, at kvalitet kompenserede for kvantitet og at ”less is more”, men den illusion 

brast da det viste sig at være en stor udfordring holde kontrol med de store landområder som set i 

Mellemøsten og Centralasien. En væsentlig del af USA's væbnede landstyrker er i dag i aktion i Irak 

og hvis USA ønsker at ekspandere krigen mod Taliban i Afghanistan må det hente sine tropper fra 

Irak. Eller omvendt. NATO har i princippet det overordnede ansvar for krigen i Afghanistan, men 

har svært ved at finde sine egne ben i krigen og endnu mere svært ved at sende kamptropper til 

Afghanistan. Det anses i NATO en stor politisk succes hvis eksempelvis Frankrig beslutter sig for at 

sende yderligere 1.000 soldater til Afghanistan. Når de endelig når frem bliver de ikke altid brugt 

til kampopgaver fordi de respektive nationale regeringer pålægger deres tropper bindinger på 

hvad de må bruges til og ikke må bruges til. Tyskland ønsker eksempelvis ikke, at sine tropper 

bruges til kampopgaver. Dertil kommer så, at USA i disse år langsomt men sikkert udvider krigen i 

Afghanistan ind i Pakistan, hvis regering kæmper med et Taliban-oprør og hvor over en million 

mennesker er på flugt samtidig med, at CIA og USA's flyvevåben fører en ikke-særlig-hemmelig 

luftkrig mod de islamistiske rebeller. USA står også overfor truslen fra Iran, som måske-måske ikke 

har planer om at lave atomvåben, trusler fra pirater i Det Indiske Ocean, truslen fra Nordkorea og 

de seneste par år også truslen fra Mexico, hvor narko-relateret vold hvert år koster tusinder af 

mennesker livet og hvor volden for længst er spredt sig ind over grænsen til USA. Endelig kommer 

så finanskrisen, som alvorligt har svækket USA og gældsat den amerikanske statskasse gennem 

massiv låntagning. USA's statsgæld er gået fra at være på 5.7 trillioner dollars da præsident Bush 

blev indsat som amerikansk præsident i 2001 til at være på et astronomisk 11 trillioner dollars i 

januar 2009. Alle beregninger går på, at det tal vil vokse tilsvarende dramatisk i de kommende år 

49 Creveld 2008 side 193-194. 

28

på grund af finanskrisen. 50 Det har også direkte sikkerhedspolitiske konsekvenser for USA eftersom 

gældsætningen i høj grad er sket ved låntagning fra Kina, som ikke nødvendigvis behøver at dele 

USA's opfattelse af hvordan de amerikanske udenrigspolitiske prioriteringer bør være. Kina kan 

således indenfor en ikke så forfærdelig fjern fremtid komme i en position som USA under Suezkrisen 

i 1956, hvor et enkelt rungende ”no” fra den amerikanske præsident tvang briterne, 

franskmændene og israelerne fra at gennemføre deres regimeskifte i Egypten. 

USA er samlet set som en gigant, der langsomt men sikkert taber blod fra talrige små sår og som 

hele tiden udsættes fra nye udfordringer. Det skal inddrages når den militære trussel fra Rusland 

diskuteres, for bl.a. i en dansk sikkerhedspolitisk optik spiller det en central rolle at USA altid vil 

være der for Danmark i tilfælde af en sikkerhedspolitisk krise. I andre lande er vurderingen mere 

nøgtern og pessimistisk, selvom det sjældent bliver artikuleret åbent. En rapport fra det norske 

forsvarsministerium – lækket til pressen i 2007 – slog eksempelvis fast, at hvis en krise skulle opstå 

i Nordnorge (hvor Rusland på den anden side af grænsen på Kola-halvøen har en betydelig militær 

tilstedeværelse) kunne Norge ikke regne med amerikansk militær assistance. USA var ganske 

enkelt for optaget i Irak og i Afghanistan. Den finske forsvarsminister, Jyri Hakamies var også klar i 

mælet da han under et besøg i USA i efteråret 2007 sagde, at Finlands tre største 

sikkerhedspolitiske udfordringer var: ”Rusland, Rusland, Rusland”. 51 

Hvis det accepteres, at truslen fra Rusland må ses udover en snæver militær kapacitetsbetragtning 

og i stedet inkludere politiske trusselsopfattelser i Kreml, en aggressiv udenrigspolitik og en 

geografisk tæthed på de nye NATO og EU-medlemmer ser den sikkerhedspolitiske stabilitet i 

Europa pludselig mindre positiv ud. Jerntæppet er i det lys ikke væk men blot blevet flyttet mod 

øst og går nu langs de baltiske lande og Polens grænser mod øst. Rusland står ikke bare i en 

betydelig mere gunstig position til at influere udviklingen i Kaukasus, i Ukraine eller i de baltiske 

lande, men kan også føle sig tvunget til at gøre dette af frygt for at virke svag og af frygt for at se 

NATO/EU rykke yderligere tæt på. Dette omfatter også – i sin alleryderste konsekvens – brug af 

militær magt. Det skal i den forbindelse erindres, at selvom Rusland har en svækket militær 

kapacitet kan og vil det stadig bruge sine militære ressourcer når det skønnes nødvendigt. En kølle 

kan dræbe et menneske lige så effektivt som en laserstyret bombe. 

Krigen i Georgien 

Det tidligere Sovjetunionen er ikke et sikkerhedspolitisk stabilt område. Slumrende konflikter 

findes i de tre baltiske lande og i Østeuropa (det planlagte raketskjold i Polen og Tjekkiet), videre 

ned i en bue til Krim-halvøen og det østlige Ukraine og frem til Kaukasus, hvor der forefindes 

meget aktive sikkerhedspolitiske uroområder i Georgien, Tjetjenien samt ved grænsen mellem 

Armenien og Aserbajdsjan. For nu at nævne de mest blodige slagmarker. Den russiske krig mod 

Georgien i sommeren 2008 var på ingen måde den mest blodige af de krige, som har hærget 

området. Men set i lyset, at den russiske invasion af Georgien i august 2008 for alvor kun kan 

forstås i lyset af den nye kolde krig rummer krigen en betydning, som rækker langt over omfanget 

af krigshandlingerne. 

50 Knoller marts 2009. 

51 Rodgers november 2007. 

29

Efter Sovjetunionens sammenbrud havde de to små 

republikker Abkhasien og Sydossetien revet sig løs 

fra centralstyret i Georgien og etableret deres 

uafhængighed med en tæt tilknytning til Rusland. 

Georgien søgte som svar at rykke tæt på USA, 

hvilket førte til et voksende militært samarbejde 

som led i krigen mod terror. Georgien bidrog således 

med tropper til besættelsen af Irak mens USA 

forsynede Georgien med våben og militære 

instruktører. Georgiens regering var særdeles ivrig 

efter både at komme ind i NATO og EU. De to udbryderrepublikker var konstant et torn i øjet med 

regeringen i Tbilisi, mens Rusland på den anden side blev mere og mere aggressiv overfor 

Georgien. Det var tydeligt i løbet af 2008, at en eksplosion var på vej og den kom 7-8. august 2008 

da georgiske styrker indledte en større militæroperation for at erobre Sydossetien tilbage. 

Russiske ”fredsbevarende” styrker i republikken kom i den forbindelse under beskydning og bad 

om assistance fra Rusland. Rusland reagerede derfor massivt ved at sende den 58. Russiske Armé 

ind i Sydossetien og videre ind i ”selve” Georgien så langt sydpå som byen Gori. Ligeledes blev en 

militær front åbnet i Akhkasien, hvor russiske styrker massivt angreb georgiske styrker og rykkede 

helt frem til byen Poti. Panik brød ud blandt de georgiske styrker, som dårligt organiseret indledte 

et kaotisk tilbagetog væk fra de fremrykkende russiske styrker. Den russiske militære sejr over 

georgierne var ikke entydig: Den russiske hær demonstrerede endnu engang en række 

operationelle svagheder og mistede eksempelvis flere fly til en fjende, som knap nok havde et 

luftforsvar. De russiske styrker måtte også i flere tilfælde bruge mobiltelefoner for at 

kommunikere med hinanden og i et tilfælde blev den øverstkommanderende for de russiske 

styrker – general Anatolij Khrulev - lettere såret da hans konvoj kom under beskydning af 

georgiske tropper. Han måtte låne en satellittelefon fra en russisk journalist for at tilkalde 

assistance. Men disse betragtninger skal heller ikke sløre for, at de russiske styrker rent faktisk 

nåede deres operationelle mål og kunne være rykket hele vejen ind til Tbilisi såfremt de var blevet 

beordret til det. 213 georgiske civile soldater og civile blev dræbt, mens det russiske militær 

meldte om 74 faldne soldater. 52 

Russiske kampvogne i Georgien. 

Rent politisk er krigen mellem Rusland og Georgien interessant fordi den viste, at NATO og USA – 

som ellers havde et omfattende militært samarbejde med georgierne – ikke kunne afskrække 

russerne. Det blev i stedet EU, som fik bremset den russiske ledelse. Ifølge lækkede informationer 

fra den franske regering måtte den franske præsident og daværende halvårlige formand for EU 

Nicolas Sarkozy gribe til telefonen og overtale ministerpræsident Putin (som var den reelle 

russiske leder under krisen mens præsident Medvedev kun syntes at spille en symbolsk rolle) til 

ikke at sende de russiske styrker ind i selve Tbilisi, fange og hænge den georgiske præsident 

Mikhail Saakashvili fordi den franske præsident indtrængende bad ham om det. Ifølge en fransk 

avis Le Nouvel Observateur fandt følgende dialog sted: 

52 Kruse august 2008. 

30

Sarkozy: Sådan kan I vel ikke gøre. Verden vil aldrig acceptere det. 

Putin: Saakashvili, ham vil jeg hænge op i kuglerne. 

Sarkozy: Hænge ham? 

Putin: Hvorfor ikke? Amerikanerne hængte jo Saddam Hussein. 

Sarkozy: Ja, men vil du virkelig ende som Bush? 

Putin bliver tavs og tænker. 

Putin: Okay da, du har en pointe dér. 53 

Såfremt historien er sand (den er ikke blevet be- eller afkræftet i hverken Paris eller Moskva) viser 

den to ting: For det første oplevede Putin det som foruroligende at blive sammenlignet med den 

amerikanske præsident som havde været ansvarlig for invasionen af Irak og krigen mod terror. For 

det andet, at det var fransk EU-diplomati som stoppede de russiske kampvogne og ikke frygten for 

vestlig militærmagt som i teorien skulle skræmme russerne til en mere forsigtig politik. Det er også 

svært at se hvorfor, at Rusland skulle være imponeret over NATO’s eller det amerikanske militærs 

optræden i Georgien: De amerikanske militærrådgivere i landet blev hurtigt evakueret ud og da 10 

NATO-krigsskibe sidst i august sejlede ind i Det Sorte Hav for at vise solidaritet med Georgien 

udtalte chefen for den russiske Sortehavsflåde, admiral Eduard Baltin, at en enkelt missil-salve fra 

en russisk missilkrydser og to-tre missilbåde i løbet af tyve minutter kunne tilintetgøre NATOflådestyrken. 

Han vurderede dog, at risikoen for en sådan konfrontation var minimal. 54 Måske var 

det pralerier fra en overmodig topofficer, men det antyder, at der ikke var nogen større frygt for 

den formodede vestlige overmagt i august 2008. 

Det står i skærende kontrast til de eksperter, som mener, at det russiske militær viger tilbage fra 

en konfrontation med Vesten fordi de anser de vestlige militære styrker for at være dem 

overlegen. Det er svært at finde tegn på en sådan afskrækkende effekt. EU kunne stoppe de 

russiske kampvogne, hvilket viser at Rusland ikke er immun overfor vestlig påvirkning. Men selv EU 

53 Jyllandsposten november 2008. 

54 RIA Novosti august 2008. 

31

kunne ikke hindre den russiske ledelse i at høste frugterne fra krigen: Den 25. august anerkendte 

det russiske overhus Abkhasien og Sydossetiens selvstændighed og dagen efter gjorde præsident 

Dimitri Medvedev anerkendelsen formel ved at skrive under på et dekret. Set fra Georgiens side 

var en væsentlig del af landet reelt blevet annekteret af den russiske føderation da de to små 

republikker uundgåeligt ville være nød til at søge tætte bånd til Rusland, der var det eneste land 

(med Nicaragua som en enlig undtagelse), som ville anerkende dem. 55 I januar 2009 meddelte 

regeringen i Abkhasien, at Rusland ville oprette en større flådebase i udbryderrepublikken til 

erstatning for flådebasen på Sevastopol på Krimhalvøen i Ukraine, som Rusland står til at miste 

senest i 2017. 56 I realiteten må Georgien se i øjnene, at landet er sønderdelt og at det vil kræve en 

ny krig med Rusland at vinde det tabte tilbage. En krig, som Vesten næppe kan ventes at støtte. 

Det er en lektion for alle de lande i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen, som fortsat 

efterstræber medlemskab af NATO og EU. 

Afskrækker EU og NATO-medlemskab? 

Når Ruslands holdning til det ”nære udland” – som er det politiske begreb, der bruges i Moskva 

når Ruslands interessesfære i den tidligere Østblok omtales – skal diskuteres er det nødvendigt at 

forstå hvorfor det er så betændt: Danskerne oplevede en meget mild og nærmest venligsindet tysk 

”fredsbesættelse” af Danmark fra 1940 til 1945. De civile tabstal og den tyske terror var på et 

absolut minimum, men det var alligevel en traumatisk oplevelse for mange danskere og fik 

Danmark til efter krigen at gå ind i NATO. Et land som Polen oplevede i 1939 at blive invaderet af 

først Nazi-Tyskland og dernæst Sovjetunionen. Hvor overraskende det end kan lyde var den 

sovjetiske besættelse af det østlige Polen fra 1939 til 1941 ifølge moderne historieforskning meget 

mere voldsom og grusom end den tilsvarende tyske besættelse i det vestlige Polen. Den polskbritiske 

historiker Tadeusz Piotrowski har gennem sin forskning nået frem til, at den sovjetiske 

besættelse af Polen mellem 1939-41 og igen i 1944 kostede over en million polakker livet. 57 I alt 

omkom seks millioner polakker under Anden Verdenskrig, deraf tre millioner jøder. Myrderierne 

fortsatte lang tid efter krigen, hvor resterne af den polske modstandsbevægelse forgæves prøvede 

at føre en guerillakrig mod de sovjetiske tropper i de polske bjerge. Årsagen til den mere effektive 

sovjetiske terror var, at mens Hitlers terrorapparat først begyndte at komme i gang under selve 

Anden Verdenskrig havde den sovjetiske undertrykkelse rødder tilbage til oktoberrevolutionen i 

1917 og allerede før krigens udbrud kostet millioner af mennesker livet. Den kunstigt frembragte 

hungersnødkatastrofe i Ukraine i begyndelsen af trediverne er kendt for, at have kostet flere 

mennesker livet end folkemordet på jøderne. Det er det samme billede, som går igen i de baltiske 

lande, i Ukraine eller andre steder, hvor den sovjetiske undertrykkelse fik lov til at etablere sig. 

Kun få lande – som Finland, der med held kæmpede mod Sovjetunionen – undgik denne skæbne. 

Det er kendsgerninger, som er nødvendige for at forstå de stærke følelser der er overfor Rusland, 

som fortsat opfatter lande som Georgien, Ukraine eller de tre baltiske lande som en del af sit 

”nære udland”. Det er også en af grundene til, at den lille krig mellem Rusland og Georgien i 

august 2008 og den vestlige svaghed samme krig har en betydning langt ud over 

kamphandlingernes omfang. 

55 Information august 2008. 

56 TV2 Nyheder januar 2009. 

57 Piotrowski 1998 side 20. 

32

Det kan argumenteres, at den øjensynlige vestlige svaghed i Georgien ikke betyder noget. Ganske 

vist blev international lov brudt og et europæisk land angreb et andet europæisk land, men 

Georgien ligger i udkanten af Europa og er ikke medlem af hverken EU eller NATO. Situationen ville 

have været helt anderledes hvis landet i tide var kommet ind i NATO eller EU, hvilket ville have 

afskrækket Kreml fra at gøre noget lyder et sådan ræsonnement som bl.a. den danske 

konservative udenrigsminister Per Stig Møller står for. Dette er væsentligt at få afklaret det, for et 

andet stort østeuropæisk land – Ukraine – ønsker at komme ind i NATO og EU og det er derfor 

centralt at vide om det ville stabilisere eller destabilisere Østeuropa ved at lade det ske. 

Spørgsmålet er ekstra presserende fordi Rusland som nævnt har en stor flådebase på Sevastopol, 

historisk anser Krim-halvøen for at være russisk og fordi der er et stort russisk mindretal i landet 

på halvøen og øst for floden Dnepr. Ukraine kan blive det næste Georgien. De østeuropæiske 

lande og landene i det tidligere Sovjetunionen mistede millioner af mennesker under det 

sovjetiske rædselsregime efter 1917 og behøver derfor sikkerhed. Kan EU og NATO give dem det? 

Den sikkerhedspolitiske ekspert Peter Viggo Jakobsen giver i bogen Helt forsvarligt udtryk for, at 

hvad der manglede i krigen i Georgien var NATO- og EU-medlemskab. Havde Georgien været 

medlem af EU eller NATO ville krigen ikke have fundet sted: 

Hvis Rusland havde angrebet Baltikum i stedet for Georgien, ville reaktionerne fra EU/NATO have 

været en helt anden, for her ville alliancens vitale interesser og eksistensgrundlag pludselig have 

stået på spil. Det er ikke noget tilfælde, at NATO sondrer mellem artikel 5-operationer – selvforsvar 

af medlemslandenes territorium – og ikke-artikel 5-krisestyringsoperationer. NATO blev oprettet til 

at forsvare mod angreb udefra, mens ikke-artikel 5-operationer først er noget, alliancen (og EU) 

har kastet sig over efter murens fald. Mens medlemmerne stadig ser en politisk forpligtelse og 

interesse i at bakke op om artikel 5, som er alliancens raison d’être, så anses bidrag til 

krisestyringsoperationer mere som noget, man kan gøre, hvis man har ”lyst”. 58 

Eller sagt på en anden måde betyder det ingenting, at NATO indtil videre har fejlet i krigen i 

Afghanistan, for hvis et medlem af alliancen bliver truet vil alle slutte op og i en fælles front gå 

imod aggressoren. NATO’s (og for den sags skyld EU’s) evne til kollektivt selvforsvar er lige så 

stærkt som under den kolde krig. 

Disse synspunkter kan imidlertid godt diskuteres: For det første var det ganske rigtig tilfældet 

under den gamle kolde krig, at NATO’s raison d’être var kollektivt selvforsvar, men det er i så fald 

blevet kraftigt udvandet efter den kolde krigs afslutning. Da NATO udvidede mod øst i 1999 og 

igen i 2004 var målet ikke så meget at udvide NATO’s selvforsvars-garanti men mere at udvide 

alliancens stabiliserende effekt. De lande som kom ind i alliancen blev også gjort klart, at de ikke 

skulle ”spilde” deres tid og ressourcer på at opruste mod en ikke-eksisterende russisk trussel, men 

i stedet gøre deres styrker klar til at deltage i fjernoperationer langt fra deres hjemland. Det var 

her, at de nye medlemslande kunne høste points i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles eller i 

Washington. Selvom der formodentlig stadig er en del ældre diplomater som kan huske, at NATO 

vistnok oprindelig blev skabt for at afskrække mulige aggressorer er denne rolle for længst blevet 

udvandet til fordel for NATO’s deltagelse i ”out of area”-operationer som med absolut rimelighed i 

dag kan betegnes som NATO’s raison d’être. At NATO aktiverede Artikel 5 i forbindelse med 

terrorangrebet den 11. september 2001 viser derfor reelt ingenting, for det var en ikke-statslig 

58 Jakobsen i Mortensen 2009 side 45-46. 

33

aktør som angreb og det var derfor en forholdsvis omkostningsfri måde at vise solidaritet med USA 

på. Som bekendt forsvandt sammenholdet internt i NATO som dug for solen da USA invaderede 

Irak eller da besættelsen i Afghanistan gik galt. Når den amerikanske forsvarsminister Robert 

Gates i maj 2009 beklagede sig over de europæiske NATO-landes ringe krigsindsats i Afghanistan 

gjorde han det samtidig krystalklart, at det er her, at NATO skal vise sit reelle værd i det 21. 

århundrede. Som han sagde det til en journalist fra CBS’ ”60 minutes”: 

Tja, jeg har været skuffet over NATO’s svar til det lige siden jeg fik mit job. NATO har som alliance, 

hvis du fraregner USA, næsten to millioner mænd under våben. Hvorfor de ikke kan sende mere 

end 32.000 til Afghanistan har været en gåde for mig. 59 

Det vil med andre ord blive bedømt som lurepasseri hvis nogen (som Norge er berygtet for) skulle 

argumentere for, at NATO’s forsvarsopgaver er vigtigere end fjernoperationer. Formelt har Peter 

Viggo Jakobsen derfor ret i, at NATO’s Artikel 5 fortsat står centralt i alliancens selvforståelse, men 

i praksis rammer han helt ved siden af. Dertil kommer så, at Artikel 5 i NATO om, at et angreb på 

et land var et angreb på alle var helt anderledes mere konkret under den gamle kolde krig end i 

dag. Efter Korea-krigens udbrud i 1950 besluttede USA sig for at presse på for at ”militarisere” 

NATO, som indtil da mest havde været en politisk organisation (som i dag). Omfattende 

militærplaner blev formuleret mellem medlemslandene, som fik hver deres specifikke opgaver i en 

krigssituation; en NATO-kommandostruktur blev lavet; forstærkningsaftaler blev indgået; der blev 

gravet pipelines og lavet militærdepoter; afholdt storstilede øvelser etc. Hvis Warszawa-pagten 

havde besluttet sig for at angribe ville de være løbet ind i en modstander, som havde forsøgt at 

forberede sig helt ned til den mindste detalje. Det kunne lade sig gøre fordi NATO’s egne 

efterretningstjeneste havde et rimelig dækkende overordnet indtryk af Warszawa-pagtens 

krigsforberedelser og derfor kunne øve sig på at imødegå hvert eneste træk fra Østblokkens side. 

Selv et lille land som Danmark – som ellers havde et dårligt ry i NATO for sine fodnoter – deltog 

fuldt ud i NATO’s infrastruktur-planer og byggede luftbaser, som kunne huse flere eskadriller fra 

USA og depoter med bl.a. ammunition til de britiske eller amerikanske hær-forstærkninger, der var 

tiltænkt Danmark. Danske artillerister trænede til at skyde med atomgranater, der lå i depoter lige 

syd for den dansk-tyske grænse etc. Til sammenligning kan det nævnes, at i skrivende stund er den 

eneste NATO-installation i et land som Polen et konferencecenter. 60 

Imidlertid er det slet ikke nødvendigt at føre en noget teoretiske diskussioner om NATO eller EU’s 

afskrækkende effekt. Det er – i det mindste til en vis grad – muligt at se på hvordan Rusland 

konkret agerer i forhold til de nye NATO/EU-medlemmer i ”det nære udland”. Allerførst skal det 

noteres, at den russiske politiske og militære ledelse ikke på noget tidspunkt har holdt sig tilbage 

for at rette militære trusler mod de nye NATO-lande. Som tidligere nævnt er Polen og Tjekkiet 

flere gange blevet truet med et angreb hvis det vælger at huse dele af det amerikanske raketskjold 

i Østeuropa. Medlemskabet af både NATO og EU har altså ikke hindret det. Medlemskabet af 

NATO og EU har heller ikke hindret det russiske militær i at planlægge og øve sig i at generobre de 

tre baltiske lande. Det vides, at de russiske luftbårne elitestyrker i Pskov i 2007 gennemførte en 

militærøvelse, hvor de øvede sig på en invasion af de tre baltiske lande. Detaljerne i øvelsen 

kendes ikke, men scenarioet for øvelsen syntes at være, at de russiske mindretal i de tre baltiske 

59 CQ Transcript maj 2009. 

60 Reuters januar 2008. 

34

lande var under angreb og en humanitær intervention var nødvendig for at beskytte dem. Øvelsen 

testede specielt de russiske styrkers evne til hurtigt at erobre lufthavne og havne for på den måde 

at forhindre NATO-forstærkninger i at nå frem i tide. 61 Medlemskabet af NATO har heller ikke 

hindret det russiske flyvevåben i – specielt i perioden 2004-05 – flere gange at foretage 

luftkrænkelser af de tre baltiske landes luftrum. Noget, som er fortsat lige siden i noget mindre 

omfang. I teorien har NATO taget højde for det ved at skabe den såkaldte Baltic Air Policing, som 

består af et håndfuld kampfly fra hvert NATO-land, som på rotationsbasis i et halvt år beskytter de 

tre baltiske landes suverænitet og hævder deres luftrum fordi de tre lande indtil for nylig ikke 

havde råd til at opbygge deres egne luftstyrker. Baltic Air Policing flyver ud fra den litauiske 

luftbase Siauliai og i første halvår af 2009 var det fire danske F16-kampfly, som stod for 

missionen. 62 Men indsatsen er mest af alt symbolsk og fejlede eksempelvis komplet i september 

2005, da et fuldt armeret russisk SU 27-kampfly angiveligt kom 200 kilometer ude af kurs og 

styrtede efter tyve minutter ned over Litauen uden på noget tidspunkt at være blevet 

”interceptet” af NATO-fly. 63 Som de fortsatte luftkrænkelser viser er det russiske militærs respekt 

for de tre baltiske landes selvstændighed mindre end perfekt, akkurat som NATO’s modvilje mod 

at ”provokere” også gør alliancen meget forsigtig til effektivt at sætte en stopper for disse 

krænkelser. 

Intet af det behøver nødvendigvis at betyde, at 

NATO eller EU-medlemskabet ikke har en 

afskrækkende effekt. Det kan stadigvæk sagtens 

være tilfældet. Men det her nødvendigt at se på 

den krise, som blev udløst i maj 2007, da den 

estiske regering besluttede sig for at fjerne et 

gammelt sovjetisk krigsmonument fra den estiske 

hovedstad Tallinns centrum og flytte den et par 

kilometer til en gammel sovjetisk soldaterkirkegård. 

Beslutningen blev truffet efter, at monumentet igen 

og igen havde været et samlingspunkt for russiske 

nationalister fra det russiske mindretal i Estland, der 

som reaktion også hyppigt under deres 

demonstrationer blev angrebet af estiske 

nationalister. Krigsmonumentet var derfor et 

arnested for uro mellem to grupper af 

nationalistiske ballademagere, hvilket den estiske 

regering ønskede at stoppe. Beslutningen om at 

fjerne det gamle sovjetiske krigsmonument udløste en bølge af demonstrationer og optøjer i den 

estiske hovedstad Tallinn, der endte med at koste en enkelt russisk demonstrant livet mens flere 

hundrede blev arresteret. I den russiske hovedstad Moskva blev den estiske ambassade belejret af 

ungdomsaktivister fra Nasji og den estiske ambassadør blev ved en lejlighed angrebet og måtte 

bringes i sikkerhed af sine livvagter. Da den svenske ambassadør aflagde et besøg hos sin estiske 

kollega blev hans køretøj angrebet af Nasji-aktivister. Et massivt cyberangreb lammede den estiske 

61 Lucas 2007 side 189. 

62 Det danske udenrigsministerium januar 2009. 

63 Socor oktober 2005. 

35

egerings hjemmesider i flere dage og selv flere år efter er det uklart hvor angrebet egentlig kom 

fra. Det russiske parlament Dumaen sendte en delegation – anført af en tidligere KGB-mand – til 

Tallinn for at finde en diplomatisk ordning på krisen, men forhandlingerne brød øjeblikkelig 

sammen da delegationen ved ankomsten til Tallinn forlangte, at den estiske regering skulle træde 

tilbage. Når det kom til stykket blev det sovjetiske krigsmonument alligevel flyttet og derefter 

ebbede uroen ud igen. 64 

Krisen om det sovjetiske krigsmonument i Tallinn viser flere ting: For det første stikker accepten af 

de tre baltiske uafhængighed ikke dybere end at en officiel russisk delegation uden at blinke kan 

forlange, at en suveræn nations regering skal træde tilbage og en ny dannes før der kan 

forhandles. For det andet viser krisen, at det russiske mindretal i de baltiske lande kan og vil blive 

mobiliseret til at fungere som stormtropper for russiske politiske hensyn – suppleret af brug af 

politiske stormtropper i selve Moskva. For det tredje er NATO og EU’s egen ageren i denne krise 

ekstrem lærerig at iagttage: NATO var helt tavs under denne krise og det var først da den svenske 

ambassadørs køretøj var blevet angrebet af hooligans i Moskva under et besøg på den estiske 

ambassade at diplomatiske protester fra EU begyndte at tikke ind. Det syntes at have gjort indtryk 

i Moskva, men reaktionerne kom forholdsvist sent. I bedste fald forstod mange regeringer i EU 

ikke alvoren i situationen og valgte derfor længe at forholde sig afventende mens nogle politikere 

– som den tidligere tyske kansler Gerhard Schröder, der som nævnt samarbejder med Gazprom 

om at bygge en gasledning ned gennem Østersøen – direkte fordømte Estlands ageren og gjorde 

landets regering til hovedskyldig i krisen. 65 Endelig for det fjerde viste hackerangrebet på Estland, 

at det kan være en alvorlig fejl at forvente, at en aggression mod et af de baltiske lande 

nødvendigvis behøver at være et militært angreb. Brug af eksempelvis hacking og lignende kan 

fremover også komme på tale. 

Det skal understreges, at en russisk aggression mod de baltiske lande – for slet ikke at tale om 

Polen – vil være omkostningsfuld for Rusland. Det kan i allerbedste fald betyde en komplet 

isolation af Rusland og i værste fald krig med NATO. Men som tidligere nævnt kan der være 

situationer hvor Ruslands politiske og militære elite kan skønne, at det er en pris værd at betale 

for at håndhæve Ruslands storhed akkurat som briterne i 1982 lettere irrationelt valgte at føre en 

risikabel krig for at generobre Falklandsøerne. På trods af, at briterne historisk set havde et godt 

forhold til Argentina og i 1982 en blomstrende handel med den argentinske militærjunta. Frem for 

alt kan Ruslands ledelse skønne, at en aggression er realistisk og relativ omkostningsfri hvis den 

kommer i form af interne uroligheder eller et oprør snarere end i form af en åben invasion. EU og 

NATO har vist, at de i sådanne situationer reagerer i bedste fald meget passivt og reaktivt. Den 

britiske journalist Edward Lucas prøvede i The Telegraph i en artikel at skitsere hvordan et sådan 

scenario kunne forløbe: 

Consider this scenario. Imagine that Estonian extremists start intimidating local Russians (who 

amount to around a third of the Estonian population). Russia can easily stoke this covertly, while 

demanding publicly that Estonia crack down. Then imagine that Russian activists (again, backed, 

discreetly, by Moscow) set up "self-defence units" which start patrols, and set up checkpoints. 

When the Estonian authorities try to stop this, the Kremlin complains; Russian military "volunteers" 

start mustering across the border, proclaiming their intention to defend compatriots from 

64 Lucas 2007 side 198-203. 

65 Steuer maj 2007. 

36

"fascism". The Russian media report this with wild enthusiasm; the Russian authorities say they 

cannot indefinitely restrain the spontaneous patriotic sentiments of their citizens. Suppose Estonia 

requests support under Article IV of the Nato charter. At this point, Russia's cultivation of assets in 

the West pays off. Germany, Italy and other big European countries tell Estonia to sort out its 

problems with Russia bilaterally. The result is a worse split in the Alliance even worse than the one 

over Iraq. Faced with the West's weakness, the Kremlin ups the odds. Estonia tries to restore order; 

Russia terms that an intolerable provocation and demands a change of government, immediate 

changes in the language and citizenship laws, and the establishment of what it calls a "Swiss 

solution": cantons in which Russians will be allowed "to run their own affairs". To back this up, 

Russian forces start military maneuvers. 

So what does Estonia do then? America may offer moral support, but is it going to risk a Third 

World War with Russia to protect Estonia? Such a course of events is not inevitable, or even likely. 

But it is not as preposterous as it should be. Too many of the ingredients are in place and the 

Kremlin is perfectly capable of cooking them into a dangerous dish. The big question for Estonia 

and its friends is what can be done to make sure that never happens. 66 

Som tidligere nævnt er Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen fuld af sikkerhedspolitiske 

uroområder, hvor vestlige og russiske interesser støder direkte sammen. Nogle af dem ligger og 

slumrer som i Baltikum, mens andre jævnligt kommer i voldsomme udbrud som set i august 2008 i 

Georgien. Fælles for dem alle er, at de er menneskeskabte og derfor kan styres. Forudsætningen 

for at gøre noget er imidlertid at være modig nok til at anerkende, at der overhovedet er et 

problem og at der ikke findes enkle svar på problemet. At tro, at problemet med et utilfreds og 

revanchistisk Rusland kan løses ”blot” ved at lukke truede lande som Estland eller Polen ind i 

NATO eller EU holder ikke hvis der ikke er vilje til rent faktisk at gøre noget konkret for at forsvare 

dem, hvad enten den så er fra en militær trussel eller en trussel i en anden form. Som det er nu er 

der ingen fælles politisk front – for slet ikke at tale om en fælles militær front – for at stoppe 

russiske trusler og forsøg på at intimidere de nye medlemmer af NATO/EU. Hvis der ikke i tide 

skabes et fælles fodslag om hvordan NATO og EU skal reagere i en krisesituation – hvor de andre 

medlemslande i sagens natur ikke selv er direkte truet – vil der være alt for stor risiko for splittelse 

og for, at Rusland kan udnytte denne splittelse. Som det fremgår, kan Ruslands respekt for ikke 

mindst de tre baltiske landes uafhængighed ligge på et lille sted. Synspunktet om, at EU og NATO 

vil reagere med stålfast beslutsomhed holder ganske enkelt ikke og kan derfor ikke forventes at 

virke specielt skræmmende på Rusland. 

Implikationer for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik 

Når den nye kolde krig skal diskuteres i en dansk sammenhæng er det nødvendigt at forstå hvorfor 

det er svært at føre en sådan diskussion i Danmark: Den gamle kolde krig var aldrig en ”populær” 

konflikt i Danmark og der var i perioder kun ringe folkelig forståelse for hvorfor Danmark 

overhovedet skulle være medlem af NATO eller hvorfor Danmark skulle have et specielt fjendtligt 

forhold til Sovjetunionen. Vi blev derfor – som en historiker har udtrykt det – ”allieret med 

forbehold” i NATO. En modvillig allieret, som kun i et vist omfang levede op til de 

forsvarsforpligtelser vi havde. Det førte flere ting med sig – blandt andet, at den danske regering i 

66 Lucas november 2008. 

37

1957 i dybeste hemmelighed tillod den amerikanske regering, at deployere kernevåben til 

Grønland, men samtidig veg tilbage fra at oplyse befolkningen om det. Med andre ord førte den 

danske regering dobbeltspil og den danske befolkning fik aldrig den fulde sandhed at vide. Mellem 

1982 og frem til 1988 blev dansk politik præget af den såkaldte fodnotepolitik, hvor den danske 

regering af et flertal i Folketinget blev tvunget til at indtage særstandpunkter – fodnoter – omkring 

NATO’s atomvåbenpolitik. Det skabte nogle fjendskaber som har varet ved til i dag. I samme 

perioder vantrivedes det danske Forsvar og en forsvarskommission slog i 1989 fast – ganske vist 

pakket ind i et kancelli-sprog – at det danske Forsvar ikke længere kunne varetage sine opgaver 

indenfor NATO-samarbejdet. Blandt fordi der manglede lagre af ammunition til at føre en 

længerevarende kamp udover nogle få dage. Set i det lys kunne Berlin-muren ikke være faldet et 

øjeblik for tidligt. 

Efter den gamle kolde krigs afslutning skiftede dansk forsvars- og sikkerhedspolitik fokus og blev i 

stigende grad orienteret hen imod internationale operationer som led i den såkaldte ”aktivistiske” 

udenrigspolitik. Målet var nu for danske politikere at få Danmark til at spille en aktiv international 

rolle og på den måde forøge Danmarks indflydelse udover hvad landets størrelse ellers ville 

berettige til. Først med den symbolske indsats med at sende en korvet til Mellemøsten efter Iraks 

besættelse af Kuwait i 1990, siden med den betydelige mere omfattende militære FN-indsats i det 

tidligere Jugoslavien efter 1992. Noget unikt skete: Dansk forsvarspolitik blev pludselig populært 

og danske politikere, som ellers indtil da ikke rigtig kunne se nogen speciel grund til at interessere 

for det danske Forsvar kunne pludselig sole sig i lyset af danske soldaters indsats i det tidligere 

Jugoslavien. En episode formede formodentlig mere end nogen anden dansk forsvars- og 

sikkerhedspolitik: Da en eskadron danske Leopard-kampvogne – på vej til at undsætte en svensk 

FN-post nær Tuzla i Bosnien – den 29. april 1994 kom ind i et veltilrettelagt serbisk baghold og 

med held fik nedkæmpet de serbiske styrker uden at miste en eneste soldat. Det var den første 

danske sejr på en slagmark siden krigen i 1864. Det gav danske politikere mod til at gå længere ud 

og bl.a. efter 2001 at lade Danmark blive militært involveret i krigen i Irak og i krigen i Afghanistan. 

Selvom besættelsen af Irak var en fiasko har der indtil nu været en stor folkelig tilslutning til krigen 

i Afghanistan. Også selvom den danske Hær under indsatsen i Afghanistan har mistet 23 soldater 

pr. maj 2009. Forsvaret selv tog tidligt imod de nye internationale opgaver (selvom de 

organisatoriske ændringer tog betydelig længere tid) og var efter årtusindskiftet en helhjertet 

tilhænger af den ”aktivistiske” udenrigspolitik. Så meget, at det var blevet en del af Forsvarets 

selvforståelse. Som den daværende forsvarsstabschef – fra 2008 forsvarschef – admiral Tim Sloth- 

Jørgensen formulerede det i et interview med Weekendavisen i 2005 var Forsvarets opgaver i dag 

globale: 

I en globaliseret verden med terror, findes der ikke længere steder, som man kan sige ikke angår 

os. Vi har som danskere en interesse i, at der bliver ro i Irak. Vi har en interesse i, at der er ro i 

Østtimor. Og vil man sætte ind over for pirater i Malaccastrædet, er det ikke politiet, men forsvaret 

man vil anvende. Hvis vi kan skabe ro et maksimalt antal steder, er der også større chance for ro 

internt i Danmark. Det går moderne forsvar ud på. Hele verden må i dag siges at være dansk 

interesseområde. 67 

67 Pilgaard Johnsen juli 2005. 

38

Nogle tal kan illustrere udviklingen i Forsvaret: I 1989 var det danske Forsvar udelukkende bygget 

op til et territorialforsvar af selve Danmark og de omkringliggende områder. Hæren havde en 

fredstidsorganisation på 20.700 soldater og skulle i krig mobilisere til en krigsstyrke på 72.000 

soldater. I en krise- eller krigssituation kunne hærens indsats blive suppleret af hjemmeværnet, 

som kunne mobilisere 557 hærhjemmeværnskompagnier. I alt var cirka 73.000 medlem af 

hjemmeværnet. Søværnet havde en styrke på 36 sejlende enheder og en fredstidsorganisation 

med cirka 7.900 soldater, mens flyvevåbnet havde en fredstidsstyrke på 9.400 soldater og 89 

kampfly fordelt på seks eskadriller. 68 

I 2009 omfatter Forsvaret cirka 25.000 fastansatte og har nu som mål næsten udelukkende at 

deltage i internationale operationer. Hæren har cirka 9.000 fastansatte, har cirka 4.000 på 

reaktionsstyrkekontrakter og uddanner årligt ca. 6.000 værnepligtige. Hæren har som politisk mål 

af regeringen fået konstant at opretholde en styrke på totalt 1.500 udsendte. Søværnet har 3.400 

fastansatte og 50 på reaktionsstyrkekontrakter. Værnet er – sammen med Flyvevåbnet – blevet 

politisk beordret til at opretholde en udsendt styrke på samlet 500. Søværnet har eller er i disse år 

ved at anskaffe hhv. to støtteskibe og tre fregatter, som har evnen til at operere hen over store 

geografiske afstande. Skibene suppleres af yderligere 10 patruljefartøjer, som primært bruges i 

danske farvande. Dertil kommer så bl.a. fire inspektionsskibe, som bruges i Nordatlanten. 

Flyvevåbnet har 3400 fastansatte og 250 på reaktionsstyrkekontrakter. Værnet skal – sammen 

med Søværnet – i princippet opretholde en udsendt styrke på samlet 500. Flyvevåbnet har som 

vigtigste våbensystem 48 F16-kampfly, men dette fly skal indenfor det næste årti udfases og 

erstattes af en ny flytype. Hjemmeværnet er i dag på cirka 50.000 medlemmer, men selv dette 

lokalforsvar er i stigende grad blevet inddraget i Forsvarets internationale operationer og har 

udsendt hele enheder til Afghanistan. På en konference om den seneste Forsvarskommission på 

Christiansborg i april 2009 blev Forsvarets globale opgaver stolt beskrevet af både politikere og 

højtstående officerer: Hæren er med 750 soldater involveret i oprørsbekæmpelse mod Taliban i 

Afghanistan, men opretholder fortsat mindre styrker i bl.a. Kosovo. Fra politisk side blev det på 

68 Forsvaret i 90’erne side 141-207. 

Danske soldater på patrulje i Afghanistan. 

39

konferencen gjort klart, at Hæren også kunne regne med i stigende at blive brugt til militære 

opgaver på det afrikanske kontinent. Søværnet deltog i 2008 i jagt på pirater ud for Somalias kyst 

og har desuden fået stillet i udsigt, at klimaændringer kan føre til flere opgaver i de arktiske 

områder omkring Grønland, hvor lukrative sejlruter bliver en stadig mere realistisk mulighed 

mellem Asien og Europa i takt med, at polarisen smelter. Dertil kommer så, at der formodentlig er 

store råstofforekomster i undergrunden under Nordpolens is, som Danmark kan gøre krav på. 

Flyvevåbnet var i 2009 involveret i at beskytte luftrummet over de tre baltiske lande, Island og 

selve Danmark, men ønskede også at vende tilbage til en militær indsats i Afghanistan for at støtte 

de danske NATO-styrker. 69 

Reelt opfører Danmark sig som en global stormagt, samtidig med, at den danske militære 

kapacitet samtidig er skrumpende. En del af årsagen til at det er muligt er, at Danmark opererer 

som led i koalitioner og eksempelvis danske soldater i Afghanistan modtager luftstøtte fra 

amerikanske eller britiske fly når de kommer i kamp med Taliban. En anden del af årsagen er mere 

ideologisk og bygger på en ide om, at højtuddannede soldater med højteknologiske våben og en 

stærk militær ledelse kan opnå mere end en gammeldags massehær af halvdårligt uddannede 

soldater. ”Less is more” eller ”leaner but meaner” for at citere et par militære klicheer. Rent 

faktisk har Danmark formodentlig aldrig haft så dygtige og professionelle officerer og soldater 

siden krigen om Slesvig i 1864, men deres antal er som nævnt både lille og skrumpende. Selvom 

der fortsat er stor politisk opbakning til at støtte udsendelsen af danske soldater og de politiske 

ambitioner til endnu flere oversøiske operationer er voksende, så er der ingen tilsvarende vilje til – 

midt i en finanskrise – at øge de militære bevillinger tilsvarende. Tværtimod synes politikerne igen 

og igen at blive forvirret over, at rammerne for de militære bevillinger hvert år bliver sprængt af 

Forsvaret. 

Det er her, at det er nødvendigt at forstå hvorfor der er en dyb modvilje mod at se i øjnene, at vi 

står med en ny kold krig med Rusland. For det første er Rusland indiskutabelt mere svag i dag end 

Sovjetunionen var i 1985, men det er som nævnt kun en del af sandheden. De russiske 

udenrigspolitiske intentioner og tilbøjeligheder til at føre en aggressiv udenrigspolitik ignoreres 

typisk i de føromtalte analyser, mens der ikke er nogen ende på de farer et land som Iran, Pakistan 

eller tidligere Irak kunne repræsentere. Formodentlig står vi i dag i en situation, hvor danske 

politikere og militære ledere – sammen med resten af NATO – er så optaget af at få styr på 

situationen i Mellemøsten og Centralasien, at den voksende trussel fra øst bliver ignoreret selv på 

et tidspunkt, hvor der kunne være plads til politiske løsninger. Måske i håb om, at den vil forsvinde 

af sig selv. Derudover skal det heller ikke glemmes, at der ikke er nogen speciel prestige i at 

fokusere på en russisk trussel, mens Danmark har derimod høstet ros og er blevet applauderet for 

vores vilje til at engagere os i oversøiske operationer. Noget, som bl.a. førte til, at statsminister 

Anders Fogh Rasmussen i 2009 blev udpeget til NATO’s generalsekretær. Både politiets og den 

militære efterretningstjeneste afsætter store summer på at analysere truslen fra islamistiske 

terrornetværk og opspore trusler om, at Danmark kan blive ramt af et islamistisk terrorangreb. En 

risiko, som er blevet dramatisk forøget efter sagen om Muhammed-tegningerne i 2006, der bl.a. 

førte til afbrændinger af det danske konsulat i Beirut og ambassaden i Damaskus i 2006 samt et 

terrorangreb på den danske ambassade i Islamabad i 2008. Der er med andre ord en særdeles reel 

terrortrussel mod Danmark, som tager en masse energi fra vores efterretningstjenester og de 

politiske beslutningstagere, som samtidig må forholde sig til, at NATO’s mission i Afghanistan er 

69 Notater fra debatmøde på Christiansborg om Forsvarskommissionen 27. april 2009. 

40

tæt på at kuldsejle. Selv hvis NATO skulle få held til at stabilisere Afghanistan er der al mulig grund 

til at tro, at Taliban så igen vil trække sig tilbage til Pakistan, omgruppere sig og på et tidspunkt 

genoptage deres oprørskamp mod regeringen i Kabul. Det er tilsyneladende cirklen uden ende. 

Endelig har Danmarks deltagelse i den ”aktivistiske” udenrigspolitik ført til, at Forsvaret – som 

tallene viser – er skrumpet voldsomt mellem 1989 og 2009. Lidt efter princippet om, at en mand i 

en lille båd i havsnød kaster alt overflødigt overbord har Forsvaret siden 1989 mere og mere gjort 

indhug i ”overflødige” militære kapaciteter for at få enderne til at mødes. Først gik det ud over 

territorialforsvaret, dernæst over bestemte våbensystemer som Hawk-luftforsvarsmissilerne og de 

danske ubåde. Når Danmark formodentlig en dag finder en erstatning for F16 – eksempelvis den 

amerikanske F35 Joint Strike Fighter – vil Danmark næppe indkøbe 48 nye fly til erstatning for 

hvert enkelt af de gamle. I stedet kan tallet af indkøbte fly gå så langt ned som til det halve. Der 

skal skæres på alle punkter og sandsynligvis er det kun et spørgsmål om tid før Hjemmeværnet – 

som ellers ”kun” koster en halv milliard kroner om året – også må lade livet. Trods alle disse 

anstrengelser har Forsvaret ironisk nok aldrig kunne møde det politisk fastsatte mål om 

kontinuerligt at holde 2.000 soldater – 1.500 fra Hæren, 500 fra Flyvevåbnet og Søværnet – 

udsendt på oversøiske operationer. 

Det er derfor, at en ny kold krig er en dårlig nyhed for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik: Det går 

direkte i modstrid med den eksisterende forsvars- og sikkerhedspolitik, som siden 2004 

udelukkende har satset på internationale operationer og i dag er bundet til flere operationer som i 

Afghanistan. Det kan tage flere år at løsne os fra disse opgaver. Selv hvis det danske Forsvar – i 

lyset af en ”uventet” krise i eksempelvis de baltiske lande eller om det fremtidige raketskjold i 

Østeuropa – pludselig skulle finde på at hjemkalde danske soldater vil det kræve måneder at få al 

materialet med hjem (det er næppe sandsynligt at danske kampvogne får lov til at køre gennem 

Rusland for at hjælpe balterne mod russerne) og efterlade gabende huller i Afghanistan, som 

Taliban kan udnytte. Som bekendt går tendensen i dag ikke hen imod en nedskæring i de 

internationale opgaver, men tværtimod at pålægge Forsvaret flere og flere opgaver. Dertil 

kommer så, at det danske Forsvar i høj grad i dag er gearet mod at bekæmpe oprørsstyrker som 

Taliban. En modstander som den russiske hær kræver betydelig større ammunitionslagre, evnen til 

at bekæmpe lufttrusler, evnen til at bekæmpe kampvogne etc. Det skal her erindres hvad der 

skete da Israel i 2006 invaderede Libanon og kom i kamp med Hizbollah-militsen, som fra et 

netværk af bunkere og tunneller var i stand til at yde en forbløffende hårdnakket modstand mod 

de israelske styrker. Den israelske hær havde siden 1987 primært været vant til at håndtere 

truslen fra palæstinensisk terrorisme og reagerede svagt da den pludselig stod overfor en 

modstander, som kæmpede som svært infanteri bevæbnet med tunge maskingeværer og 

panserværnsvåben indefra camouflerede bunkere. Dette ville have været endnu værre hvis den 

israelske hær var kommet i kamp med en stærk konventionel modstander. De danske erfaringer 

fra Irak eller Afghanistan er derfor værdifulde, men det er en alvorlig misforståelse at tro, at fordi 

danske soldater har kamperfaringer fra at bekæmpe Taliban vil den russiske hær ikke være noget 

match for dem. 

Et væsentligt argument kan rettes imod standpunktet om en ny russisk trussel: At problemerne i 

den 3. Verden er betydelig værre. Dette standpunkt må tages alvorligt. Der findes i dag en hel 

skole – kaldet 4th Generation Warfare eller 4GW– som hævder, at en ny form for krigsførelse er 

under udvikling, hvor vægten er på ikke-statslige organisationer, som med en blanding af teknologi 

og våben er i stand til at yde effektiv modstand overfor selv en supermagt som USA. Et simpelt og 

billigt våben som vejsidebomber har i Irak og Afghanistan kostet tusindvis af soldater livet, mens 

41

der som svar er blevet ofret milliarder af dollars i at forske i modforanstaltninger. I den mest 

ekstreme udlægning af 4GW-teorien står vi overfor en ny Middelalder, hvor staterne langsomt vil 

falde fra hinanden og ikke-statslige aktører som terrornetværk, narkokarteller og lignende vil tage 

deres plads. Potentialet blev set den 11. september 2001, da terrorister med enkle redskaber som 

barberblade kaprede fly og slog tusinder af amerikanere ihjel. Siden har verden oplevet 

potentialet i 4GW i Irak, Afghanistan eller Libanon. Eller ud for Somalias kyst, hvor fattige, men 

velbevæbnede pirater i små speedbåde sejler ud, kaprer et skib og først løslader skibet når de får 

en klækkelig løsesum. Denne trussel er reel, men det bør også erkendes, at truslen først og 

fremmest er en lokal eller regional trussel: Dvs. hvis Danmark sender tropper ind i Afghanistan 

eller Irak kommer vi til en befolkning, som har sine egne traditioner, skikke, sprog og som langtfra 

altid tager vel imod fremmede gæster. Specielt ikke hvis de smider bomber eller på anden vis 

behandler befolkningen dårligt som set i tortur-sagen fra Abu Ghraib. Hvis terrorister – med 

udgangspunkt i Afghanistan eller Pakistan – imidlertid vælger at operere fjernt fra deres hjembase 

for at angribe et vestligt land er det pludselig dem, som er på udebane og risikerer at løbe spidsrod 

mellem diverse efterretningstjenester og politistyrker. Det samme gælder terrorister eller folk som 

ønsker at blive terrorister, som er født og opvokset i den vestlige verden. Det er sigende, at der 

aldrig har været et terrorangreb i stil med 11. september 2001 i snart et årti og at selv mindre 

angreb som selvmordsbomberne i den britiske undergrundsbane i London i 2005 er en 

sjældenhed. Alt dette fører til en sidste vigtig pointe: At når truslen fra islamistisk terrorisme reelt 

er faldende er det fordi, at mange muslimer har mistet tiltroen til islamiske fundamentalisters 

budskab. De har ikke været i stand til at formulere en positiv og fremadrettet vision for den 

muslimske verden og har kun været i stand til at tilbyde vold. Som Al Qaida i Irak demonstrerede 

blev volden endda mere og mere rettet mod muslimer selv, som på den ene eller anden måde 

kom på tværs af terror-netværket. Dette betyder ikke, at USA eller den vestlige verden nu er 

blevet elsket – kun, at menige muslimer synes mere og mere lede og kede af, at skulle støtte Al 

Qaida. Modstandskamp (tør man kalde det for det?) i Irak eller Afghanistan er derimod fortsat 

noget helt andet. Når det overvejes, at der findes over en milliard muslimer er det faktisk 

overraskende, at kun så få rent faktisk støtter terrorisme mod Vesten. 

Truslen fra 4GW og islamistisk terrorisme er med andre ord reel, men skal blot ikke overdrives. Det 

er en reel mulighed, at Danmark kan blive udsat for et islamistisk terrorangreb i København, men 

det er et job vores efterretningstjenester og politiet i samarbejde skal forhindre. Forsvaret har 

også en opgave med at bekæmpe islamistiske terrornetværk i udlandet, pirateri eller hjælpe lande 

på fode igen, men disse indsatser skal koncentreres og ikke spredes. Lige nu går tendensen mere 

mod spredning af kræfterne snarere end koncentration og hele verden opfattes i dag som et dansk 

indsatsområde. Endelig er der også en alvorlig risiko for – som det skete i Irak – at en fremmed 

tilstedeværelse af befolkningen ender med at blive opfattet som en besættelse og bliver 

bekæmpet, så det danske ønske om at hjælpe ender med at virke mod hensigten. Der er med 

andre ord ingen grund til at indstille den ”aktivistiske” udenrigspolitik, men snarere at justere den 

til en mere realistisk størrelse. Som det er nu kæmper den militære del af den ”aktivistiske” 

udenrigspolitik som nævnt med flere og flere opgaver og færre og færre ressourcer. Det kan – selv 

uden den genrejst russiske trussel – ikke fortsætte sådan i al evighed. Specielt ikke hvis USA – som 

det må forventes – på et eller andet tidspunkt bliver nød til at neddrosle sin internationale 

opgaver. 

Så hvad bør Danmark gøre? Det skal anerkendes, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen 

forståelse for en fornyet konfrontation med Rusland, men medmindre den russiske trussel fortsat 

42

skal fejes ind under gulvtæppet bør visse ting alligevel foretages. Danmark er ikke et ø for sig selv, 

men en del af Europa og en genrejst russisk trussel vil derfor få konsekvenser for os. Meget må 

derfor gøres for at forhindre, at dette bliver til en krig. Både politiske og militære skridt: 

Politiske tiltag: Under den gamle kolde krig opbyggede både Øst og Vest et omfattende 

diplomatisk netværk af diplomatiske kontakter og traktater indenfor CSCE (i dag OSCE), som 

vævede hinanden ind i et forpligtende samarbejde og skulle tjene til at mindske militære 

spændinger. Med Stockholm-aftalen i 1986 skulle alle større militærøvelser varsles på forhånd i 

god tid og med indgåelsen af CFE-traktaten i 1990 kom kulminationen på denne udviklingen og 

medførte skrotningen af 50.000 kampvogne og andre tunge våbentyper. Samtidig kunne 

observatører fra de forskellige lande rejse rundt og undersøge om de forskellige deltagere i CFEtraktaten 

overholdt deres forpligtelser. Dette samarbejde har siden fået lov til at forfalde og spiller 

en stadig mindre rolle i europæisk politik. Da Rusland i 2007 meddelte, at landet suspenderede 

medlemskabet af CFE-traktaten vakte det knap nok nogle reaktioner. Dette er en fejlagtig 

holdning, for det gjorde det muligt for Rusland at koncentrere de styrker, som i august 2008 blev 

brugt mod Georgien. Der er behov for en ny sikkerhedspolitisk proces, som kan hindre skabelsen af 

konflikter som kan føre til kriser eller krige. Krigen mellem Rusland og Georgien burde i den 

forbindelse fungere som kanariefuglen i kulminen, som falder død om. Danmark kan sagtens som 

led i sin ”aktivistiske” udenrigspolitik påtage sig den opgave at være med til at genskabe en politisk 

proces som set under den gamle kolde krig. 

Militære tiltag: Parallelt med dette – eller hvis den politiske proces slår fejl – bør NATO’s nord- og 

centraleuropæiske militære samarbejde styrkes. En egentlig NATO-kommandostruktur bør bygges 

op, som kan håndtere en krise i Østersø-området. Danmark, Tyskland, de baltiske lande og Polen 

bør være en del af denne fælles kommandostruktur, som kan stå for planlægningsvirksomhed, 

indhentning af efterretninger, øvelsesaktiviteter og fungere som en ramme for indgåelse af 

forstærkningsaftaler. Danmark er rent militært ikke længere en frontlinie-stat, men skal i stedet i 

dag fungere som et bagland til de baltiske lande, hvortil forstærkninger skal tilføres. En lignende 

struktur bør bygges op i Centraleuropa for Tjekkiet. Disse militære skridt kan føre til bedre 

efterretninger om situationen i Østersøen og et bedre overblik over hvad NATO burde gøre hvis det 

kom til en militær krise. Danmark bør også stå for at starte en dialog internt i NATO om hvad vi bør 

gøre hvis eksempelvis Ukraine bliver truet af Rusland: Er det en krise alliancen skal blande sig i eller 

bør vi nøjes med høflige diplomatiske opfordringer om at finde en forhandlingsløsning? Det er et 

legitimt standpunkt, at en krise om Krim-halvøen ikke vedkommer os, men det bør vi så gøre klart 

for både regeringen i Kiev og Moskva. 

I den nuværende situation – hvor der kun er ringe vilje både i Danmark og i resten af NATO til en 

konfrontation – bør hovedvægten være på de diplomatiske tiltag. Det er det absolutte 

minimumskrav til hvad der bør gøres i den nuværende situation og selv for de analytikere, som 

ikke mener Rusland er en trussel er det noget af det mindste som bør gøres. Under den kolde krig 

var denne diplomatiske proces – sammen med den militære afskrækkelse – med til at hindre en 

krig. Det kan ske igen. 

43

Konklusion 

Rusland er et stort, fascinerende og ekstraordinært land med en imponerende historie og 

videnskabelige og kulturelle præstationer som befolkningen med rette kan være stolte af. Hvad 

enten vi taler om Gagarin, Pavlov, Shostakovich eller Solsjenitsyn. Hvad der slår en når 

vedkommende læser om Rusland er hvilket indlysende potentiale det russiske folk har og altid har 

haft. Men Rusland er også samtidig historisk set et gammelt imperium med århundred-gamle 

autoritære traditioner, som har været vant til at opretholde sit mægtige rige gennem brug af lige 

dele rå magt og undergravende virksomhed. Sovjetunionen gav denne mentalitet en ekstra skarp 

drejning ved at skabe en dybt paranoid statsstruktur, der byggede på mistro og frygt, og som var 

rettet mod at gøre samfundet klar til angrebskrig. Det 20. århundrede har været blodigt for 

Rusland og landet er stadig mærket af sin autoritære fortid. Det samme er alle de lande, som i 

flere årtier var under sovjetisk kontrol og som med rette er skeptiske overfor om Rusland for alvor 

har gjort op med sin sovjetiske fortid. Denne skepsis er blevet til alarm i lyset af, at Rusland i dag 

fører en mere og mere aggressiv revanchistisk politik, hvor målet stadig mere tydeligt er at rulle 

vestlig indflydelse tilbage og efterfølgende at genetablere en dominerende rolle i hvad der stadig 

anses for at være ”det nære udland”, hvor Rusland har ret og krav på særlig indflydelse og 

privilegier. 

Vi står i dag midt inde i en ny kolde krig, men målet for Moskva er ikke længere en socialistisk 

verdensrevolution eller at vinde et våbenkapløb mod den vestlige verden. Det er i dag 

underordnet hvilket politisk system der råder i de enkelte NATO eller EU-lande. I stedet handler 

den nye kolde krig om konsekvenserne af den gamle kolde krig og specielt om tabet af det gamle 

russiske imperium. Rusland kan føre en ”signalpolitik” ved at sende bombefly og krigsskibe til 

Venezuela eller Cuba, men den virkelige pris for Rusland er at genvinde kontrollen med de gamle 

sovjetiske republikker som Ukraine eller de baltiske lande. Kun hvis det sker, kan Rusland igen 

forvente at blive en stormagt igen synes holdningen at være. Hvis Rusland i samme forbindelse 

kan rive sammenholdet i specielt NATO og i mindre grad EU i stykker er det så meget desto bedre. 

Rusland deltager derfor i dag i det globale marked, men målet med deltagelse er snævert at styrke 

den russiske stat. Økonomien og specielt den del af den russiske økonomi, som arbejder med 

energi-sektoren, er fortsat under stærk statslig styring. Det kan diskuteres om den russiske 

udenrigspolitik er klog eller rigtig. Rent faktisk ville det – set for en iagttager udefra – være mere 

logisk hvis Rusland gjorde som Kina og for et par årtier accepterede sine svagheder, genopbyggede 

sin økonomiske styrke og efterhånden sin militære styrke og på den måde indtog en dominerende 

position. Den kinesiske ledelse har en langt mere pragmatisk indstilling til omverdenen og selvom 

der også har været kriser mellem USA og Kina – eksempelvis affyringen af ballistiske missiler 

omkring Taiwan i 1995-96 – så har forholdet mellem de to lande altid været mere 

forretningsbaseret og rationel. Det har ikke gjort Kina til et demokrati, men medmindre man er 

meget paranoid er det også svært at se, at det har gjort Kina til nogen speciel stor trussel mod USA 

eller den vestlige verden. Interessant nok står Kinas ledere i dag i den position, at de direkte kan 

påvirke dispositionerne i den amerikanske udenrigspolitik såfremt de ønsker det. De har endnu 

ikke brugt dette som magtmiddel, men det er ikke utænkeligt, at hvis USA eksempelvis en dag 

skulle overveje at bombe de iranske atomanlæg vil et enkelt telefonopkald fra Beijing til 

Washington – snarere end at sætte de kinesiske styrker i alarmberedskab – være nok til at 

overbevise den amerikanske præsident om, at det ikke er i nogens interesse at det sker. En 

44

væsentlig del af den amerikanske gældsætning siden 2001 er sket via låntagning i Kina og USA er 

derfor nød til at lytte til Kinas ledere. 

Rusland er til sammenligning en mere rastløs og urolig stormagt. Men måske er det forventeligt i 

lyset af at dels NATO og i mindre grad EU's udvidelse mod øst, dels hvem der i dag styrer Rusland. 

Hvad enten vi er enige eller ej ser Rusland fortsat NATO som sin hovedfjende og forbereder sig 

fortsat på en konfrontation med alliancen. NATO og EU’s udvidelse mod øst var i den forbindelse 

ikke en dårlig beslutning, men det blev aldrig afklaret hvad de to organisationer egentlig skulle 

gøre den dag Rusland genvandt sin styrke. Prisen betales i dag, hvor begge organisationer er 

forpligtet til at hjælpe lande, som er udsatte og truet. Selv nu er der en dyb modvilje internt i 

NATO eller EU mod overhovedet at tage stilling til spørgsmålet om en ny russisk trussel, som i 

stedet bliver reduceret til at være et simpelt spørgsmål om militær kapacitet. Hvor langt et missil 

kan flyve eller hvor nye de russiske bombefly er, kan bestemte være relevante at overveje, men 

det betyder meget mere hvordan de eksisterende militære kapaciteter tænkes at blive brugt. Dvs. 

intentionen. Rusland styres i dag af ledere, som har deres udgangspunkt i de sovjetiske 

”magtministerier” og det var bestemt ikke en skole i demokratiske principper. I stedet synes de 

nuværende russiske ledere at tro på, at Vesten fortsat er fjenden og at NATO/EU’s udvidelse mod 

øst, krigen mod Irak eller planerne om et raketskjold i Østeuropa blot er en bekræftelse på disse 

fjendtlige intentioner. 

Danmark kunne spille en central rolle i bestræbelserne på at imødegå en ny russisk trussel, men på 

mange punkter er Danmark måske den mest usandsynlige kandidat til at gøre det. Dansk forsvars- 

og sikkerhedspolitik er efter 2004 blevet globalt i sit udsyn og har samtidig mistet sit fokus på 

trusler i det danske nærområde. Vi står i dag i den absurde situation, at nogle pjaltede 

bjergbønder bevæbnede med AK47-stormgeværer i Afghanistan opfattes som en større trussel 

mod danske interesser end en russisk invasion af Georgien, militære trusler mod Polen og Tjekkiet 

eller mod de tre baltiske lande. Det er ikke hensigten at forklejne betydningen af de 

sikkerhedspolitiske trusler i den 3. Verden, men snarere at putte dem i den rette ramme og se 

dem som de er: En lokal eller en regional trussel. Hvis terrorister med udgangspunkt i Afghanistan 

eller et andet land i den 3. Verden igen vil angribe den vestlige verden vil det være dem, som vil 

være på udebane og konstant må risikere at komme under overvågning, blive arresteret eller på 

anden vis stoppet før de når deres mål. Ikke-statslige aktører har fået større magt, men gamle 

stater som USA og Danmark kan stadigvæk rette et knusende slag mod dem når viljen er til det. 

Selv et selvmordsangreb mod København kan ikke komme i nærheden af de tabstal en 

konventionel krig med Rusland kunne medføre. Problemet er, at der i dag investeres så store 

kræfter i operationer fjernt fra Danmark, at der ikke er forståelse for andre typer af opgaver og 

slet ikke opgaver mod en modstander som er betydelig tættere på. Det spiller formodentlig også 

ind, at mens Danmark har høstet stor prestige ved at føre sin ”aktivistiske” udenrigspolitik vil der 

ikke være nogen gevinst at hente ved at imødegå en ny russisk trussel. Det er ikke hvad USA (som 

står med problemer op til halsen i Irak og Afghanistan) ønsker, det er ikke hvad tendensen 

indenfor NATO går i retning af og det vil medføre endnu en pinefuld kursændring for Forsvaret, 

som i forvejen er blevet skåret ind til benet for at gøre det muligt for Danmark at deltage i krigen i 

Afghanistan. 

I realiteten står vi med den værste af to verdener: Netop fordi der er så stor modvilje mod at 

erkende, at der er en trussel fra Rusland bliver der heller ikke gjort noget mens tid er. Rusland er 

ikke så stærkt som tidligere, men vi gør heller ikke noget for at afskrække Rusland og fokuserer i 

stedet på trusler helt andre steder. Potentialet for en katastrofe vokser derfor. Det skal her 

45

erindres, at Korea-krigen brød ud fordi Nordkorea ikke troede, at USA ville forsvare Sydkorea. At 

Irak okkuperede Kuwait i 1990 fordi den irakiske diktator Saddam Hussein troede, at USA ikke ville 

beskytte den lille oliestat. Eller at Sovjetunionen som tidligere nævnt i 1962 deployerede missiler 

til Cuba fordi landet på den måde ville øge sin evne til afskrækkelse og i stedet opdagede, at landet 

stod overfor risikoen for en atomkrig med USA. International politik er fuld af eksempler på ledere, 

som overspiller deres kort og fører deres land ud i en katastrofe. Rusland kunne i august 2008 

invadere Georgien uden at det fik nogen konsekvenser, så nøjagtig hvorfor skulle de russiske 

ledere være nervøs for, at næste gang vil landet blive mødt af en stærk vestlig reaktion? Specielt 

når tendensen i Vesten indtil videre går i retning af at negligere, bagatellisere, håne og ignorere 

truslen fra et revanchistisk Rusland? Det kan vi komme til at betale en meget høj pris for. 

46

Artikler: 

Kilder: 

1. Ariel Cohen:”Russia cuts U.S. supply lines to Afghanistan”. UPI 18. februar 2009. 

2. Christian Brøndum & Birgitte Rahbek: “Russiske bombefly udløser dansk alarm”. Berlingske 

Tidende 31. juli 2008. 

3. Per Dalgård: ”Rusland: Putin bestikker russerne til at få flere børn”. 8. marts 2007. 

4. Per Dalgård: “Rusland rasler med sablen”. Information 23. januar 2008. 

5. Stephen Engelberg & Judith Ingram: “Now Hungary adds its voice to the ethnic turmoil”. 

New York Times 25. Januar 1993. 

6. Orlando Figes: “Putin vs. the Truth”. The New York Review of Books. 30. april- 13. maj 

2009. 

7. Paul A. Goble: “The New Stalin Cult”. The New York Times 3. oktober 2008. 

8. Alexander Golts & Tonya Putnam:”State Militarism and its Legacies: Why Military Reform 

has failed in Russia”. International Security vol. 29, nr. 2. Efteråret 2004. 

9. Jan Bo Hansen: ”Fyndord fra en fjern fortid”. Weekendavisen 2. marts 2007. 

10. Jesper Løvenbalk Hansen: ”USA giver diplomatiet en chance i forhold til Iran”. Information 

19. juli 2008. 

11. Sten Jensen: ”Russerne sender koldkrigsfly i luften”. Berlingske Tidende 23. august 2007. 

12. Sten Jensen: ”Russerne vil bygge hangarskibe”. Berlingske Tidende 13. oktober 2008. 

13. Poul Pilgaard Johnsen: ”Ingen slinger”. Weekendavisen 29. juli 2005. 

14. Niels Jürgensen: ”Ruslands hær i opbrud”. Jyllandsposten 13. februar 2009. 

15. Mark Knoller: "National debt hits record 11 trillion”. CBS News 23. marts 2009. 

16. Simon Kruse: “Ruslands militære triumf blev overdrevet”. Berlingske Tidende 22. august 

2008. 

17. Simon Kruse: “Analyse: Ny istid mellem Rusland og NATO”. Berlingske Tidende 25. april 

2009. 

18. Michael Kuttner: ”Smilet i Warszawa”. Berlingske Tidende 13. februar 2008. 

19. Anna Libak: “To mænd – to meninger”. Weekendavisen 21. marts 2000. 

20. Keir A. Lieber & Daryl G. Press: “The Rise of U.S. Nuclear Primacy”. Foreign Affairs 

marts/april 2006. 

21. Edward Lucas:”Russia, Georgia and the EU: Victory for the Kremlin?” The Telegraph 3. 

November 2008. 

22. Bogdan Musian: ”Kampfplatz Deutschland”. Welt Online 15. marts 2008. 

23. Philippe Naughton: “Putin takes a swipe at America’s hungry “Comrade Wolf”. Times 

Online 10. maj 2006. 

24. Robert S. Norris & Hans M. Mortensen: “Nuclear Notebook: Russian Nuclear Forces, 2009”. 

Bulletin of the Atomic Scientists. 

25. Nikita Petrov: “Russian Air Force recovering”. RIA Novosti 14. august 2008. 

26. Mette Jørgensen Rodgers: “Spændinger mellem Norden og Rusland”. Kristeligt Dagblad 14. 

november 2007. 

27. Vladimir Socor: ”Balts, NATO, EU digesting lessons from Russian plane crash in Lithuania.” 

Jamestown 14. oktober 2005. 

47

28. Helmuth Steuer: “Verärgertes Estland lädt Gerhard Schröder aus”. Handelsblatt 8. maj 

2008. 

29. Igor Torbakov: ”Putin’s Russia defines its foreign policy agenda”. Eurasia Insight 28. juli 

2000. 

30. CQ Politics:”CQ Transcript: Defense secretary Gates interviewed on CBS’ “60 minutes”. 18. 

maj 2009. 

31. Information: “Rusland truer Tjekkiet militært”. Information 9. juli 2008. 

32. Information: “Medvedev: Rusland anerkender to regioner”. Information 26. august 2008. 

33. Jyllandsposten: “Putin ville klynge Saakashvili op”. 14. november 2008. 

34. Politiken: ”Bush: Risiko for Tredje Verdenskrig”. Politiken 18. oktober 2007. 

35. Reuters:”Poland would like NATO-base foreign minister says”. 31. marts 2008. 

36. RIA Novosti:”Russia could destroy NATO ships in the Black Sea within 20 minutes”. 29. 

august 2008. 

37. Det danske udenrigsministerium/Ambassaden i Vilnius: ”Det danske Flyvevåben overtager 

NATO Baltic Air Policing Mission”. 

38. TV2 Nyheder: ”Russiske krigsskibe baghaven”. 25. november 2008. 

39. TV2 Nyheder ”Russisk flådebase i Abkhasien”. 26. januar 2009. 

Bøger og rapporter: 

1. Zoltan Barany: “Democratic breakdown and the decline of the Russian military”. Princeton 

University Press 2007. 

2. Wesley Clark: “Waging modern war”. Oxford 2001. 

3. Martin van Creveld: “Krigens skiftende ansigt”. Diorama 2008. 

4. Marshall I. Goldman: “Petrostate”. Oxford University Press 2008. 

5. Erik Kulavig: “KGB”. Aschehoug 2007. 

6. Edward Lucas: ”The New Cold War”. Palgrave Macmillan 2007. 

7. Jeffrey Mankoff: “Russian foreign policy”. Rowman & Littlefields Publishers 2009. 

8. Hans Mortensen: ”Helt forsvarligt”. Gyldendal 2009. 

9. Karsten Møller: ”Fra Kaos til Putin”. JP Forlag 2008. 

10. William Odom:”The collapse of the Soviet Military”. Yale 1998. 

11. Tadeusz Piotrowski: “Poland’s Holocaust”. McFarland & Company Inc 1998. 

12. Ron Suskind:”The one-percent doctrine”. Simon & Schuster 2006. 

13. FE: “Efterretningsmæssig risikovurdering 2008”. 

14. Forsvarsministeriet: “Forsvaret i 90’erne”. December 1989. 

15. Forsvarsministeriet: “De sikkerhedspolitiske vilkår for dansk forsvarspolitik”. August 2008. 

Notater: 

1. Notater fra debatmøde på Christiansborg den 27. april 2009 om den nye 

Forsvarskommission. 

48

Danmark, Rusland og den nye kolde krig

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?