Fordi jeg siger det! - PressWire

presswire.dk

Fordi jeg siger det! - PressWire

Fordi jeg siger det!

21 tankevækkere om børneopdragelse


Fordi jeg siger det!


Fordi jeg siger det!

©2009 Redaktionen og forlaget Siesta

Redaktion: Anja Madsen Kvols, Michael Breum Jakobsen, Peter Lilleheden og Anders Rosenlund

Foto: Pernille Holm Andersen, www.madebygirls.dk

Grafisk opsætning: Bettina Skindstad Larsen, www.skindstad.dk

Tryk: Scanprint a/s

www.fordijegsigerdet.dk

1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-91822-91-9

Århus 2009

Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på institutioner eller virksomheder,

som har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de rammer,

der er nævnt i aftalen.

Bogen er udgivet med støtte fra Tuborgs Grønne Fond.

Filmbyen 21, 4.

8000 Århus C

87 42 60 00

www.siesta-forlaget.dk

post@siesta-forlaget.dk

Fordi jeg siger det!

21 tankevækkere om børneopdragelse


De indledende ord ....................................... 7

Bogens skribenter ........................................ 9

Derhjemme

Opdragelsesrejsende

af Lars Daneskov......................................... 14

Opdragelsens udfordringer i turbosamfundet

af Lars Dencik ............................................. 18

Opdragelsens gyldne middelvej

af Elsebeth Jensen ...................................... 24

Se dét var en rigtig prinsesse

af Anders Rosenlund ................................... 28

Kære lille du

af Renée Toft Simonsen .............................. 32

Om at fremelske børns iboende kreativitet

af Lotte Darsø ............................................. 38

Det nye barn og de nye forældre

af Lisbet Bang ............................................. 43

Har du talt med dit barn i dag?

af Michael Breum Jakobsen ........................ 46

Tale og (vid)underlige tegn

af Charlotte Larsen og Hans Vejleskov ........ 50

Forundring fryder

af Peter Lilleheden ...................................... 54

5

Børnehaven og skolen

Alle børn skal over samme målstreg

af Anja Madsen Kvols ................................. 62

Skal barnet styres eller vokse frit?

af Stig Broström .......................................... 66

Forhandlerbarnet

af John Krejsler ........................................... 72

Og Gud skabte hjulet

af Jens Raahauge ....................................... 76

Kan man måle selvtillid og respekt?

af Steen Hildebrandt ................................... 82

Derude

Lykken stiger ikke med antallet af bamser

af Birthe Linddal Hansen ............................ 90

Opdragelse uden opskrift

af Anne-Marie Dahl .................................... 96

Noget skal ind, inden det kan komme ud

af Per Schultz Jørgensen ........................... 100

Hvis man ikke er på, er man ude

af Johannes Andersen ............................... 106

Røde tal på bundlinjen

af Troels Mylenberg .................................. 110

Voksne vil nok aldrig forstå børn helt

af Susanne Højlund ................................... 116


De

indledende

ord ...

Vi har alle en mening om, hvad god opdragelse er. Nogle

har dannet deres mening igennem mange års pædagogisk

uddannelse. Andre har dannet den igennem dagligdagens

erfaringer med børn.

Det interessante ved opdragelse er, at der ikke er nogen

sande løsninger. Der findes i virkeligheden ikke én særlig

måde at opdrage et barn på, som kan siges at være god

opdragelse. Hvad, der er god opdragelse, afhænger helt

af den tid, som børnene vokser op i. Af den kultur, vi er en

del af. Og af, hvem vi er som opdragere. Af samme grund

må man tage sig i agt for bøger og forældremagasiner, der

forklarer én, hvad god opdragelse er, og minde sig selv om,

at de blot er udtryk for forfatternes meninger.

Bogen, du har i hånden, indeholder 21 appetitlige tankevækkere

om børneopdragelse. Vi har spurgt børnebogsforfattere,

fremtrædende pædagogiske forskere, journalister,

fremtidsforskere, sundhedsplejersker, skoleledere og professorer,

hvad der optager dem i forbindelse med opdragelse.

Hvad, mener de, er god opdragelse? Hvordan forklarer

de, hvad opdragelse overhovedet er for en størrelse? Og

hvad mener de, at børnene bør have med i rygsækken, når

de trasker ind i fremtidens samfund?

Vi har forklaret skribenterne, at de ikke behøver at behage

læseren. Vi har kun bedt dem om at give et kort, appetitligt

og præcist indblik i, hvad der virkelig optager dem, når

7

talen falder på opdragelse. De 21 tankevækkere stråler

derfor af et helt særligt engagement. Skribenterne brænder

nemlig for det, de skriver om!

For overskuelighedens skyld har vi inddelt de 21 tankevækkere

i tre dele, som belyser emnet fra tre forskellige vinkler.

Den første del zoomer ind på børneopdragelse inden for

hjemmets fire vægge. Den næste tager os med omkring

børneopdragelse i børnehaven og i skolen. Og den sidste

zoomer ud og kigger på børneopdragelse i forhold til hele

vores samfund.

Med bogen håber vi på at kunne styrke dig i at danne dine

egne meninger om den gode opdragelse. Bogen giver dig

ingen nemme løsninger og ingen sande svar. Eller sagt

omvendt: Bogen giver dig mange forskellige sande svar. Vi

ønsker blot at inspirere og vække nye tanker.

Danskerne er travle mennesker. Derfor er bogen skruet

sådan sammen, at skribenternes tanker kan læses enkeltvis,

når man har tiden til det: Efter børnene er lagt i seng, i

middagspausen, i sengen eller i bussen på vej på arbejde.

Rigtig god fornøjelse!

Anja Madsen Kvols

Michael Breum Jakobsen

Peter Lilleheden

Anders Rosenlund


Bogens skribenter

Lars Daneskov

journalist, radiovært og forfatter

Lars Dencik

professor ved Socialpsykologi, Roskilde Universitetscenter

Elsebeth Jensen

ph.d. og lektor ved VIA University College Læreruddannelsen

i Århus

Anders Rosenlund (redaktør)

lærer, cand.pæd. i pædagogisk filosofi og uddannelseschef

i Aros Kurser

Renée Toft Simonsen

cand.psych. og børnebogsforfatter

Lotte Darsø

ph.d. og lektor i innovation på DPU, Danmarks Pædagogiske

Universitetsskole, Århus Universitet

8

Lisbet Bang

sundhedsplejerske og tidligere paneldeltager i TV 2 | ØST-

JYLLANDs ”De kloge hoveder”

Michael Breum Jakobsen (redaktør)

lærer, cand.pæd. i pædagogisk sociologi og chefkonsulent i

Innobox

Charlotte Larsen

konsulent i strategisk design og indehaver af New Territory

Forretningsudvikling

Hans Vejleskov

tidligere professor i udviklingspsykologi ved DPU, Danmarks

Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet

Peter Lilleheden (redaktør)

lærer, cand.pæd. i pædagogisk antropologi, pædagogisk

konsulent ved Videncenter for Pædagogisk Udvikling,

Århus samt konsulent og oplægsholder i konsulentfirmaet

PeterLilleheden

Anja Madsen Kvols (redaktør)

lærer, cand.pæd. i generel pædagogik og projektkoordinator

i SOPHIA Tænketank for pædagogik og dannelse

Stig Broström

lektor, småbørnsforsker og ph.d. ved DPU, Danmarks Pædagogiske

Universitetsskole, Århus Universitet

John Krejsler

lektor og ph.d. ved DPU, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole,

Århus Universitet og gæsteprofessor ved University

College Kristianstad, Sverige

Jens Raahauge

Skoleleder og tidligere formand for Dansklærerforeningen

Steen Hildebrandt

professor ved Institut for Ledelse, Handelshøjskolen, Århus

Universitet

9

Birthe Linddal Hansen

sociolog og fremtidsforsker i Kairos Future

Anne-Marie Dahl

fremtidsforsker i Futuria

Per Schultz Jørgensen

dr.phil. og tidligere professor i socialpsykologi ved DPU,

Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet

Johannes Andersen

lektor og samfundsforsker, Aalborg Universitetscenter

Troels Mylenberg

politisk journalist på Berlingske Tidende, forfatter og tidligere

leder af Center for Journalistik, Syddansk Universitet

Susanne Højlund

lektor og ph.d. ved Afdeling for Antropologi, Arkæologi og

Lingvistik, Århus Universitet


10

Derhjemme


Opdragelsesrejsende

af Lars Daneskov

Dolph var af den overbevisning,

forklarede jeg, at alle lige fra

Poul Krebs til negermusikanter

og mænd, der går med sandaler,

var 100 % assholes.

Dolph er vel næppe det, man vil kalde en klassisk rollemodel.

Dolph er lyseblå. Dolph er en flodhest. Dolph er fascist

og til hver en tid parat til at slå alle, han ikke bryder sig om,

ned med en trækølle.

Ikke desto mindre hænger der på min søns værelse en

idolplakat af Dolph lige over sengen. Der har den hængt,

siden min søn var fire. Umiddelbart ved siden af hænger et

postkort med Anna og Lotte.

Taler vi om børneopdragelse, kunne dette med andre

ord lyde som starten på en find fem fejl-opgave. Dolph kom

ind i vores familie ved et tilfælde. Uden at ane, hvordan det

ville komme til at forandre vores liv, og uden at overveje

bare det mindste, hvilke konsekvenser det kunne få, kom

jeg en dag for skade at nævne navnet på den lyseblå flodhest

med den viltre kølle. Med det samme spidsede min

søn ører og ville vide, hvem ham Dolph var.

Det var i den periode, Dolph ugentligt hjemsøgte

tv-skærmene, når min søn og de fleste på hans alder for

længst var på behørig sikkerhedsafstand under deres dyner.

Pædagogisk begyndte jeg derfor at forklare, at Dolph

var en højtråbende flodhest, hvis største forbilleder var

den belgiske actionhelt Jean-Claude Van Damme og den

tidligere jægersoldat BS Christiansen. Dolph var af den

overbevisning, forklarede jeg, at alle lige fra Poul Krebs

til negermusikanter og mænd, der går med sandaler, var

100% assholes. Til gengæld blev han blid og mild, når talen

faldt på verdens bedste sanger Helmut Lotti, eller han

mødte piger af tilpas arisk snit.

Cirka hér kunne jeg selv høre, hvilket halsløst projekt,

jeg havde rodet mig ud i. Min søn var fire og dirrede af nysgerrighed.

I gamle dage på fodboldbanen var det den slags,

vi kaldte for en selvhenter.

Som et hurtigt træk i nødbremsen og for at få snakken

om Dolph parkeret én gang for alle, foreslog jeg derfor, at

vi lige gik på nettet. Det kunne jo være, der var et billede af

Dolph, lokkede jeg. Og et billede af en mand i Stimorol-blåt

flodhestekostume kunne vel ikke skade nogen. Under alle

omstændigheder: Når min søn først med egne øjne havde

set, hvordan Dolph så ud, kunne vi vel komme videre og

igen glemme alt om både Helmut Lotti, køller og 100 % assholes.

Jeg skulle blive klogere

Selvfølgelig var der billeder af Dolph på nettet. Masser

endda. Hvad jeg derimod ikke havde forudset var, at der

også var spil med Dolph. Sådan ét ville min søn da egentlig

gerne prøve, meddelte han.

Et øjeblik senere sad jeg med en henrykt fireårig dreng

på skødet. Han var i gang med det spil, der hed Operation

Thule. Her var Dolph sendt ud på en drømmemission af selveste

BS. Han skulle samle uran sammen til en brintbombe.

Undervejs kunne han skaffe sig varme og ekstra liv ved,

med sin kølle, at slå babysæler ihjel, så blodet flød, eller

søndertæve grønlandske folkesangere, simpelt hen fordi

de spillede akustisk guitar. Hele tiden brølede den vrede

flodhest ud fra computerspillet:

»Tag dén, usling.«

»Du er svag som Poul Krebs, den møgbelortede

freak.«

»Folkemord, yes sir!«

»Min kølle siger hej til dig.«

14 15

I mit eget hoved kørte på det tidspunkt bare to sætninger

af sted hen over den indre lysavis:

”Godt, Vibeke Manniche eller John Halse ikke ser det

her.”

»Godt, de ikke ved det her oppe på kommunen.«

Bare få uger efter var der fastelavn i børnehaven. Der

skulle slås katten af tønden, og min søn var Ninja Turtle. Da

jeg hentede ham den dag, blev jeg diskret trukket til side

af en af stedets pædagoger. Hun ville bare fortælle mig, at

min søn havde været usædvanlig entusiastisk, da det var

blevet hans tur til at stå med trækøllen foran den dinglende

tønde.

”Tænk, hvis der var babysæler indeni,” havde han sagt.

Hvorpå han bare havde givet tønden sådan én på sinkadusen,

så slaget måtte kunne høres på kilometers afstand af

både Vibeke Manniche og dem på kommunen.

Cirka hér kunne jeg selv høre,

hvilket halsløst projekt, jeg havde

rodet mig ud i […]

I gamle dage på fodboldbanen

var det den slags, vi kaldte for

en selvhenter.

I denne situation kunne jeg vælge enten at smide

håndklædet i ringen lige på stedet, vedgå mig al skyld og

erkende, at jeg havde svigtet som far. Eller jeg kunne vælge

at skyde brystkassen frem, rødme helt om i nakken og

sole mig i, hvor god en far, jeg havde været. Jeg valgte det

sidste. Ikke fordi det i sig selv skal være noget ridderslag

at lære sine børn om fascisme allerede fra fireårsalderen,

men fordi jeg i det mindste havde været der, lyttet til mit

barn, handlet i god tro og frem for alt gjort mit bedste.


Har man dét, kan ingen dybest set forlange mere af en mor

eller far.

Alle, der har prøvet, er enige om, at børn er den største

gave i livet. Alle, der har forsøgt sig, må samtidig være

enige om, at børneopdragelse er den største opgave. Først

og fremmest fordi ingen har andre end sig selv at læne sig

op ad, når det gælder.

Du kan naturligvis huske din egen barndom og med den

i baglommen på forhånd slå fast, hvad du i hvert fald vil

gøre anderledes eller bedre, når det bliver din tur.

Sænk skuldrene. Tag det roligt.

Det skal nok gå. Det er tilladt at

slå skævere.

I en fyraftenskø i Aldi kan du også straks som udenforstående

besserwisser sætte dine emsige fingre på, hvor

det gik galt, da et harmløst skænderi om en pose Matador

Mix imellem en mor og hendes toårige datter foran dig

pludselig kørte af skinnerne og udviklede sig til skridtet før

blodbad. Intet af det er imidlertid til nogen som helst nytte

den dag, du selv har serven.

At tage ansvaret for at opdrage et nyt og lille menneske

er uden sidestykke den mest overvældende og skræmmende

udfordring, du overhovedet kan se i øjnene. Derfor kan

du i reolen hos de fleste nyslåede forældre ikke bare finde

store murstensværker om opdragelse, men nærmest støde

ind i bøger på størrelse med gasbetonblokke af klog viden

og gode råd.

Her taler jeg af erfaring. Også jeg har boet under tag

med svenske Anna Wahlgrens historier om alle hendes firehundrede

børn og har bladret i håndbøger og bekymringsmanualer

fyldt med eksperter, undersøgelser og grafer.

Som om jeg ville være i stand til at finde løsninger på noget

som helst dér.

Virkeligheden er, at børneopdragelse ikke behøver at

være nogen videnskab, men som regel handler om noget

så enkelt som mavefornemmelse og sund fornuft.

På mange måder minder dét at opdrage et barn om

den situation, en fodboldmålmand står i ved en straffesparkskonkurrence.

Målmanden kan på forhånd se video

og studere, hvor i målet de enkelte spillere på modstanderens

hold plejer at placere bolden, når de skyder, men når

målmanden står på stregen, og skytten går til bolden, bliver

målmanden nødt til at lade al teori ligge, tro på sin fornemmelse

og håbe, at han træffer det rette valg og går til den

rigtige side.

Undersøgelser hævder, at et barn hver eneste dag stiller

op imod 400 spørgsmål. Som far eller mor er det dig, der

skal forvandle en stor del af de spørgsmål til svar.

Hvorfor skal din søn i seng nu, hvis han ikke er rigtigt

træt? Hvorfor må han ikke have lov at se med, når du ser

Nyhederne? Skal han absolut tvinges til at spise fisk? Må

han spise en skumdelfin bare denne ene gang, selv om det

kun er torsdag? Må han selv cykle, hvis han lover at blive

på cykelstien? Hvornår skal han komme hjem, når han er

ude? Hvornår må han prøve at smage øl? Hvorfor må han

ikke bande, når du må? Og hvor gammel skal han i øvrigt

være, før du bør fortælle ham, at du har løjet, hver gang du

har sagt til ham, at bilens cd-afspiller ville gå i stykker, hvis

den skulle spille 'MGP'?

Som far eller mor vil du livslangt være trængt op imod

muren af valg og dilemmaer, og hver gang vil du mærke

Anna Wahlgrens svenske ånde lige i nakken. Du er bange

for, at dit barn ikke får tilstrækkeligt varieret kost, at det

ikke får frisk luft nok, ikke bliver stimuleret nok, ikke kan,

hvad det burde. Du er bange for, at du ikke gør det godt

nok.

Under fødderne på enhver ny far eller mor er dét nemlig

den dårlige samvittighed, der rumler som et potentielt

jordskælv. Alle har så store forventninger til sig selv, at

det er vanskeligt at blive ret meget andet end skuffet og

stresset – eller alternativt få lyst til at slå Anna Wahlgrens

adresse op på De Gule Sider for at se, hvor brevet med

miltbrand skal sendes hen.

Som mand, der har været far stort set hele sit voksne liv

og i dag kan varme sig ved fire fantastiske børn, der blev

en slags mennesker undervejs, kan jeg kun opfordre til én

ting: Sænk skuldrene. Tag det roligt. Det skal nok gå. Det er

tilladt at slå skævere.

Prøv for eksempel at tænke på bogstavet R. Faktisk

er det der, du finder en del af nøglen. Bogstavet R er det

eneste, der skiller to af de vigtigste ord i enhver lykkelig

barndom, nemlig ordene opdagelse og opdragelse.

Virkeligheden er, at børneopdragelse

ikke behøver at være

nogen videnskab, men som regel

handler om noget så enkelt som

mavefornemmelse og sund fornuft.

Opdagelse er det, ethvert barn er skabt til. Lige fra den

dag, det ligger på sit spraglede patchwork af et aktivitetstæppe

og griber ud efter en bavianrød rangle til den dag

mange år senere, hvor de første Bacardi Breezers bliver

drukket i buskene til klubfest. Det handler om at føle, se og

række ud efter hegnet. Det handlet om at opdage.

Så snart det lille R kommer til, bliver opdagelse omgående

til noget helt andet. Og opdragelse handler i modsætning

til opdagelse ikke om at række ud efter hegnet.

Det handler om at bestemme, hvor hegnet skal stå. I det

øjeblik, de to ord mødes, begynder det at give mening.

16 17

I tilfældet med Dolph handlede opdagelsen for min søn

om, at der pludselig føg ord igennem luften så frække, at

han instinktivt vidste, at det var nogen, han aldrig under

normale omstændigheder ville få lov til at bruge. Derfor

havde han selvfølgelig ikke fred i sindet, før han havde fået

lov at prøve dem selv og bare en enkelt gang forsøge at få

alle stavelser til at makke ret i ordene ”den møgbelortede

freak”. Opdragelsen handlede om at fortælle ham, at det

naturligvis ikke er sådan, man taler om nogen mennesker,

at man hverken må slå Poul Krebs eller babysæler ihjel, og

at Dolph slet ikke er en rigtig flodhest, men blot en tyndhåret

skuespiller ved navn Jonas, der er klædt ud og leger.

Som målmanden i straffesparkskonkurrencen havde jeg

taget en hurtig beslutning. Det var den side, jeg endte med

at gå til. Det var ikke nødvendigvis den rigtige side, men

det var min side. Faktisk kan jeg i nærmest enhver tænkelig

situation efterfølgende komme i tvivl, om jeg i situationen

var for hård, for hurtig, for veg, for tøvende, for ironisk, for

eftergivende, for utydelig, for inkonsekvent.

På den måde finder man hurtigt ud af, at opdragelse ikke

kun går én vej. Også som den, der opdrager, bliver man

klogere hver eneste dag. Hele tiden dukker der nye ideer

op til, hvordan man tager de satans straffespark.

Et stykke tid efter fastelavn blev jeg igen trukket til side

i børnehaven. Denne gang havde pædagogen en gave

til mig. Det var noget, hun havde fundet i bunken i en

legetøjsforretning, fortalte hun smågrinende, idet jeg ud af

gavepapiret pakkede en Dolph i maskotstørrelse. Lige i det

øjeblik føltes det som et udstoppet stykke syndsforladelse,

cirka 20 cm højt og syet i lyseblåt. Tag dén, usling. Også hun

var vild med den fascistiske flodhest.

I dag står min tøj-Dolph ved siden af computeren. Indimellem

låner jeg den ud, og min søn har den med ind på

værelset, inde der, hvor hans egen Dolph-plakat hænger.

På den måde er Dolph blevet et af de små R’er, han og jeg

har sammen. I vores straffesparkskonkurrence. På vores

opdragelsesrejse.


Opdragelsens udfordringer i

turbosamfundet

Forældre vil i stigende grad opleve, at

deres egne erfaringer – både dem fra deres

barndom og dem fra deres aktuelle

liv – ikke rigtigt kan bruges i opdragelsen

af deres egne børn.

af Lars Dencik

Dengang man troede på skæbnen og på Gud, var alting

simplere. Børnene fik man. Storken kom med dem. Nogle

gange kom børnene som en foræring. Andre gange kom

de som en straf. De var sendt, om ikke af Gud direkte, så i

hvert fald af skæbnen. Og de blev, som de blev – efter Guds

vilje og naturens gang. Man mente, at det meste var bestemt

på forhånd – af den Almægtige, af stjernernes stilling

den dag barnet blev undfanget, af skæbnens uvilje osv. Det

var ikke noget, man som forældre i grunden mente, at man

kunne påvirke.

Førhen interesserede forældre sig ikke for, hvad det var

for en fremtid, deres børn engang skulle leve i. Det var

irrelevant, fordi dengang strakte nutiden sig langt. Man

forestillede sig derfor, at børnene skulle leve i en fremtid,

der helt svarede til nutiden. Og man mente derfor, at man

vidste, hvad der var nødvendigt og godt at give børnene, så

de ville klare sig godt. Sagt anderledes: I datidens samfund,

som kun forandrede sig ganske langsomt, lå fremtiden

langt væk.

I turbosamfundet er nuet kort, og fremtiden uforudsigelig

I dag forholder det sig anderledes. De fleste forældre i den

18 19


vestlige verden ved, at deres børn vil komme til at leve i en

verden, som er helt anderledes end den verden, de selv

voksede op i. En verden, som man knap nok kan ane konturerne

af. Det er derfor svært at forudse, hvilke værdier,

kompetencer og personlige egenskaber børnene vil få brug

for i fremtiden. Skal de være ærlige, lydige og artige? Eller

bør de snarere være smarte, frembrusende og selvhævdende

for at kunne håndtere fremtidens udfordringer?

I dag lever vi i en verden, som mere og mere tegner sig

som et turbosamfund. Forandringstakten på stort set alle

livsområder er hurtig og bliver stadig hurtigere. Vores nu

bliver kortere og kortere, og en stadig mere foranderlig

fremtid kommer hurtigere og hurtigere. Det mest stabile, vi

har at holde fast i, er accepten af den uafbrudte forandring.

Og det eneste, vi kan vide om fremtiden, er, at vi intet kan

vide om den – udover at den er uundgåelig og fuld af overraskelser,

og at børnene er livstidsdømte til at leve i den.

”You always need to be prepared, but you never know for

what,” som Bob Dylan i sin tid sang det.

Forældreskabets nye og store udfordringer

For samfund, skolevæsen og ikke mindst forældre gælder

det om at indse, at det ikke er her, i vores nu, at de børn,

der vokser op, kommer til at leve. Gårsdagen og de erfaringer,

man kunne gøre sig dér, fremstår i stigende grad som

irrelevante. Bedstemor er for eksempel ikke mere den, man

går til for at spørge om råd angående børnenes opdragelse.

Men hvordan skal man så som forælder forberede børnene

bedst muligt til at kunne klare sig godt i den verden,

de kommer til at leve i? Den moderne samfundsudvikling

stiller forældreskabet over for nye og store udfordringer.

Forældre vil fremover opleve, at deres egne erfaringer –

både dem fra deres barndom og dem fra deres aktuelle

liv – vil være irrelevante at bruge i forhold til opdragelsen

af deres børn. De børn, som de igennem et bevidst valg har

fået, og som de (i de allerfleste tilfælde) derfor også føler

stor ansvarlighed over for.

”You always need to be prepared,

but you never know for

what,” som Bob Dylan i sin tid

sang det.

Men hvordan kommer man bedst det problem i møde?

Jeg vil vove pelsen og komme med mine bud på fire ting,

det bliver vigtigt at kunne i fremtidens verden:

1. Børn bevæger sig imellem mange sociale miljøer

Børn vil fremover i stigende grad opholde sig i forskellige

sociale miljøer såsom hjemme hos mor, i daginstitutionen,

i fritidsordningen, hos far og hans nye kæreste, hos

bedstemor og hendes ny partner, i skolen, i fodboldklubben,

blandt vennerne i byen osv. Og i hvert af disse sociale

miljøer er det forskelligt, hvordan man bør opføre sig. Børn

vil fremover opleve, at de i stigende grad bliver nødt til at

tilpasse sig nye, ukendte omstændigheder og dele omgivelser

med mennesker, de slet ikke deler erfaringer med.

Kravet til gode kommunikative evner vil derfor forøges drastisk.

For forældre og andre opdragere gælder det derfor

om at hjælpe børnene med at lære at omstille sig.

2. Forældrenes erfaringer bliver mindre vigtige

Forældre vil fremover opleve, at deres egne erfaringer

og de kulturelle traditioner, de er vokset op med, i stadig

mindre grad vil være det selvfølgelige og relevante udgangspunkt

for opdragelsen af deres børn. I stedet

forældrene tage deres evne til at reflektere over nutidens

og fremtidens samfund i brug. Traditioner vil der ikke

findes én, men mange af, ligesom der vil ske en forøgelse

af antallet af alternativer og valgmuligheder på alle mulige

livsområder. Forældre vil, i højere grad end det indtil nu

har været påkrævet, blive nødt til at træffe valg i forhold

til: opdragelsesværdier og -metode, pasningstilbud, skole,

fritidstilbud for børnene etc. Børnene kommer ligeledes til

at skulle træffe deres egne valg i et støt voksende udbud af

muligheder. Dette gælder alt lige fra lege over fjernsynsprogrammer

og computerspil til uddannelsesveje, aktiviteter,

livsstil og religiøs og politisk verdensanskuelse.

At vælge består dybest set i modet til at kunne vælge

fra. Det kræver både evnen til (hurtigt) at kunne orientere

sig blandt forskellige alternativer og en høj grad af selvtillid.

I jantelovens land har vi indtil nu ikke været særligt gode til

at fremme børns selvtillid. I gamle dage mente man ikke,

at det var noget børn i almindelighed var særligt tjent med.

I dag gælder en helt anden social grammatik. Snarere end

at være gode til at udføre andres instrukser, kræves evnen

til at udforske situationers muligheder og selv at vælge,

hvad der bør gøres. At bidrage til, at børnene udvikler en

grundlæggende selvtillid, er derfor noget af det vigtigste,

forældre i dag kan gøre for deres børn.

3. Familielivet bliver stadig mere sårbart

Der hersker i samfundet generelt, og især inden for familieinstitutionens

rammer, et voksende spændingsforhold

imellem den enkeltes krav om individualisering og behovet

for oplevelsen af at tilhøre et fællesskab. Livet i det moderne

samfund kræver i højere grad end tidligere, at den

enkelte kan stå på egne ben og kan sørge for sig selv, dvs.

selvstændighed og en vis grad af ugenert selvhævdelse.

Unge mennesker kan i dag udtrykke dette i termer, som

at de ønsker at være ’projektleder for eget liv’ eller ’pilot i

egen tilværelse’. I et samfund hvor dette bliver et udbredt

fænomen, ændres vilkårene for fællesskaber radikalt. Ikke

mindst bliver det synligt i den fællesskabsform, som familien

udgør. Når, som i dagens familier, hvert familiemedlem

til daglig passer sit og har sin daglige gang i sine egne

sociale netværker adskilt fra de andre familiemedlemmer,

bliver selve familielivet et stadig mere sårbart og vanskeligt

foretagende. Familieinstitutionen bliver, som blandt andet

20 21

den aktuelle skilsmissestatistisk dokumenterer, mere og

mere socialt sårbar.

Parallelt med dette vokser det enkelte højt individualiserede

individs psykologiske behov for at opleve følelsesmæssig

forankring i et fællesskab, idet oplevelsen af

tilhørsforhold er forudsætningen for individets fornemmelse

af identitet. Der skal derfor noget mere til for at få

familien til at blive den socioemotionelle stabilitets- og

forankringsinstans, som børnene (og også de voksne) har

brug for. Sammenfattende kan man sige, at det, der fordres

af forældre i dag, både for at holde sammen på

parforholdet og på familien som sådan, er bevidste indsatser

for at etablere og fastholde en så høj grad af oplevelsesfællesskab

blandt familiemedlemmerne som muligt.

4. Øgede krav til selvbeherskelse og selvdisciplin

Den øgede velstandsudvikling, globaliseringen og fremkomsten

af nye elektroniske kommunikationsmidler vil øge

og lette tilgængeligheden til den omgivende verdens udbud

af muligheder, eksempelvis: usund slik, usund mad, stoffer,

alkohol osv. Derved øges også kravene til den enkelte i forhold

til at kunne beherske sig og kontrollere sine impulser

og styre sine affekter. Ligesom stærk selvtillid er noget,

børn, der vokser op i fremtidens verden, vil have behov for,

er selvdisciplin det også. I forhold til dette spiller forældrene

en afgørende rolle. Det er i hverdagens følelsesmæssige

samspil i familien, og især imellem børn og forældre, at

disse karaktertræk grundlægges og udvikles.

Et andet forhold af stigende betydning for børns

karakterdannelse er deres samspil med andre børn. Her

spiller forældrene også en afgørende rolle. Ikke mere som

rollemodeller for børns udvikling, men som magthavere

i familien og derved som strukturgivere for børns sociale

liv. De voksnes valg af bopæl, arbejdsforhold, samlivsform,

pasningsordning, skole og så videre påvirker, både direkte

og indirekte, hvilken omgangskreds og hvilke interesser

børnene vil komme til at få. Dette gælder ikke mindst de


udfordringer, børnene vil møde og blive nødt til at forholde

sig til. Hvordan barnet er rustet til selv at forholde sig til

disse udfordringer, og hvordan det er i stand til selv at

håndtere dem, er meget afgørende for udviklingen af såvel

barnets sociale kompetencer som dets generelle kompetencer.

Igennem forældrenes ofte ubevidste strukturering

af deres børns tilværelse afgøres og formes børnenes forudsætninger

for at begå sig i den fremtid, de er blevet sat

at leve i. Det er derfor af afgørende betydning, at man som

forælder og opdrager forstår grundbetingelserne for livet i

den verden, ens børn vokser op i.

Jeg er kommet med bud på en række forhold, der har

afgørende indflydelse på disse grundbetingelser. Lad mig

runde af med at fremhæve to af de mest centrale udfordringer,

der er forbundet med det at opdrage i dag.

At tage ansvar for sit forældreskab

Skæbnen styrer ikke længere vilkårene for opdragelsen og

børnenes udvikling. I dag er det forældrene, som igennem

deres bevidste valg har børnenes skæbne i deres magt.

Det er ikke længere så meget i kraft af deres væremåde

og egenskab af rollemodeller for børnene, men nærmere

igennem de beslutninger, de træffer vedrørende deres eget

liv, det vil sige den direkte og indirekte struktureringsmagt,

de udøver over deres børns liv. Som voksne og selvstændige

individer foretager forældre sig naturligt en række ting

for deres egen skyld og træffer en række afgørende valg på

den baggrund. I dag ligger en af de største udfordringer for

forældre i at reflektere over, hvilke konsekvenser deres valg

og handlinger har for børnene. En anden udfordring ligger i

at indse og tage ansvaret for disse konsekvenser. Heri ligger

en af nøglerne til den vellykkede opdragelse.

22 23


Opdragelsens gyldne middelvej

Børn skal inddrages, når der træffes beslutninger – men ikke altid. Børneopdragelse

handler om at finde den gyldne middelvej imellem voksenstyring og børnestyring.

af Elsebeth Jensen

Da jeg selv blev mor første gang for nu 18 år siden, havde

min mand og jeg nogle principper for opdragelse. Nogle

havde vi fået igennem vores pædagogiske uddannelser, resten

byggede på vores egne erfaringer. Vi skulle i hvert fald

ikke gentage det, vi så som vores egne forældres fejltagelser.

I store træk var disse 'fejltagelser' en alt for autoritær

opdragelse (min mor kunne for eksempel finde på at sige:

»Din vilje sidder i min lomme«), for ringe lydhørhed (»børn

skal ses – ikke høres«) og en tendens til at tro, at børn

lærte bedst på den hårde måde (»vil du ikke høre, må du

føle«).

Mens min mand og jeg under graviditeten udvekslede

tanker om barnet og opdragelsen, stod en række ting fast:

Vi skulle aldrig slå vores barn, heller ikke skælde ud, og vi

ville ikke bare sige »nej«, men forklare og begrunde vores

valg og handlinger, så barnet kunne forstå og acceptere

dem, og så de også blev barnets egne. Vi ville gøre vores

yderste for at give barnet en lykkelig barndom og var klar til

at fjerne alle sten på vejen. Vi var ikke parate til at se vores

barn ulykkeligt.

Vores historie repræsenterer generationer af forældre,

som har taget afstand fra en autoritær og undertrykkende

opdragelse og i stedet bevæget sig langt for at bygge

opdragelsen på principper om ligeværdighed og respekt

imellem voksne og børn. Og nok for langt, men sådan er

bevægelsen ofte: når man tager afstand fra tidligere tiders

måde at gøre tingene på, gør man det med manér. Det er

nødvendigt for at understrege en tydelig forskel. Men det

betyder også, at den første reaktion ofte er for vidtgående.

Det er næsten overflødigt at fortælle, men for fuldstændighedens

skyld skal det med: Vi kom selvfølgelig til

at skælde ud, være ganske tæt på at slå, og jeg svarede

også indimellem: »Fordi jeg siger det!« Vi fandt også ud af,

at hvis man prøver at gøre et barn lykkeligt hele tiden, så

bliver det – ja, ulykkeligt.

Børneopdragelsens centrale udfordring i dag: Den voksnes

magt over for barnet må håndteres, så der hverken

bliver tale om ensidig voksenstyring eller modsætningen

ensidig børnestyring. Det er et gammelkendt dilemma

inden for opdragelsens historie, men i dag har vi nye og

bedre muligheder for at håndtere det, blandt andet fordi

vi i dag ved mere om barnets udvikling, kommunikation og

relationer. Vi har, med andre ord, mulighed for at finde ’en

gylden middelvej’.

At slå sig på livet og komme videre

Børn skal opleve omsorg, kærlighed og glæde, men de skal

også lære at leve i frustration, vrede og sorg. De fleste forældre

har en meget stor beskyttertrang i forhold til deres

børn og er villige til at tage deres børns lidelser på sig. Det

betyder, at man straks forsøger at fjerne årsagen til børnenes

ulykke, og at man slet ikke magter at se dem ulykkelige.

Lad mig give et eksempel: Éns søn kommer hjem fra skole

og har mistet sine fire bedste Pokémonkort. Han er helt

ulykkelig og ved ikke, hvordan han har mistet dem. Det er

hårdt at se ham så ked af det. Måske lover man straks at gå

ned og købe 10 nye pakker og på den måde gøre sønnen

glad igen. Ofte står man parat med sine løsninger, inden

barnet helt har fået talt sig igennem oplevelsen og de

24 25

ulykkelige følelser. Det er fuldt forståeligt, men ikke altid

det bedste for barnet. Hvornår skal barnet lære, at det er

muligt at blive ked af det eller frustreret og leve med den

følelse en tid for så at mærke, at man faktisk kan komme

videre?

Det skal barnet lære ved at møde en forstående og lyttende

voksen, som ser og anerkender dets følelser i svære

situationer, og som hjælper barnet til at holde dem ud og

mobilisere dets egne ressourcer til at komme videre.

Det er næsten overflødigt at

fortælle, men for fuldstændighedens

skyld skal det med: Vi kom

selvfølgelig til at skælde ud,

være ganske tæt på at slå, og jeg

svarede også indimellem: »Fordi

jeg siger det

Det handler om at give børnene mulighed for at gøre sig

positive erfaringer med at overvinde det svære og vanskelige

ved egen hjælp. Ellers er der risiko for, at barnet bliver

liggende, første gang det snubler på livets vej. Den voksne

skal derfor finde passende udfordringer. I min barndom

synes jeg ikke, at de voksne fjernede nok sten. Jeg selv

fjernede måske for mange for mine børn. Nu handler det

om at fjerne de største sten, men også lade en passende

mængde ligge.

At inddrage børnene, men stadig opdrage dem

Vi ved i dag, at børn fødes kompetente. Børn fødes ikke,

som man tidligere troede, som tomme individer, der er styret

af deres drifter. Men som individer med et gryende selv,


der kan give udtryk for, at det for eksempel er sultent, uroligt

eller utrygt. Selv helt små børn genkender forældrenes

ansigter. Og det betyder, at de voksne kan kommunikere

med små børn og dermed tage højde for deres reaktioner,

når de træffer deres valg i opdragelsen.

Når børnene begynder at tale, kan den voksne inddrage

dem i en lang række beslutninger – ligesom børn i dag

også forventer at blive inddraget i flere beslutninger end

tidligere. Det er alt sammen rigtigt godt. Men, der er også

en lang række tilfælde, hvor børn ikke skal inddrages.

Hvis man prøver at gøre et barn

lykkeligt hele tiden, så bliver

det – ja, ulykkeligt.

Børn skal ikke spørges til råds, hvis forældrene allerede

har truffet et valg. For at gøre mine tanker nærværende,

vil jeg give et konkret eksempel: »Kunne det ikke være

hyggeligt at invitere Hans og Ulla og Camilla og Jacob over i

weekenden?«, spørger moderen ved aftensbordet. Hendes

mand nikker, men pigen på 12 år og drengen på 9 år siger

begge, at de faktisk havde andre planer. Moderen siger så:

»Jamen I legede da godt sidste gang, og Ulla fortalte mig,

at Camilla og Jacob rigtigt gerne vil lege med jer!«. Efter et

stykke tid får moderen presset et svagt »så okay da« ud af

børnene.

Moderen skulle nok i stedet have sagt: »Jeg har besluttet

at invitere Hans og Ulla over i weekenden. I må gerne

komme med forslag til noget, vi alle kan lave sammen, eller

noget, I børn kan lave sammen«. Sagen er, at man ikke skal

stille et spørgsmål, hvis ikke man er villig til at acceptere et

»nej«. Så skal man i stedet tage ansvar for sin beslutning.

Børn skal heller ikke spørges om noget, de ikke har en

chance for at overskue. Hvis forældrene for eksempel over-

vejer at flytte, er det en beslutning, som altid i sidste ende

er de voksnes. Man skal derfor ikke lægge op til direkte

medbestemmelse, men snarere spørge til børnenes tanker

i den anledning og samtidig gøre klart, at det efterfølgende

er en beslutning, de voksne tager.

Børn skal være medvidende om mange forhold, men de

skal ikke inddrages i forældrenes indbyrdes diskussioner og

eventuelle problemer. Omvendt skal forældrene ikke skjule

vanskeligheder for børn i den tro, at det man ikke ved, har

man ikke ondt af. I langt de fleste tilfælde mærker børn

hurtigt, hvis der er problemer imellem forældrene, eller

hvis der for eksempel er alvorlig sygdom i familien. Så står

forældrene sig bedst ved at tale med børnene, men samtalen

skal selvfølgelig tilpasses børnenes niveau, og det kan

sagtens betyde, at man ikke siger alt, men i stedet prøver

at fokusere på det, børnene er optaget af og har mulighed

for at forstå.

At børnene fra fødslen er kompetente skal ikke forstås

sådan, at barnet kan det hele selv, og at de voksne derfor

skal blande sig så lidt som muligt i dets gøren og laden. Det

er en stor misforståelse. For at udvikle sine kompetencer

optimalt har barnet brug for tydelige voksne, der påtager

sig ansvaret for barnets udvikling, sætter de nødvendige

grænser og yder den fornødne støtte.

Ligeværd ved middagsbordet

En forælder har en ganske særlig position i forhold til

barnet. Den position er ikke som ven eller veninde, men

netop som voksen. Den voksne har nemlig en position, der

er forbundet med magt, dels fordi den voksne har viden,

forståelse og erfaring, men også fordi den voksne formelt

har mulighed for at bestemme en række ting over barnet,

indtil det bliver 18 år.

En magtfuld position indebærer et ansvar for den mindre

magtfulde, i dette tilfælde barnet. Forholdet imellem

voksen og barn må bygge på respekt og anerkendelse. Anerkendelse

betyder at respektere barnet som en ligevær-

Det handler om at give børnene mulighed for at gøre sig positive erfaringer

med at overvinde det svære og vanskelige ved egen hjælp. Ellers er der

risiko for, at barnet bliver liggende, første gang det snubler på livets vej.

dig person, hvis oplevelser og følelser ikke kan anfægtes,

men det betyder ikke, at barnet altid har ret. Det betyder

derimod, at den voksne må anerkende, hvordan situationer

og oplevelser kan se meget forskellige ud, afhængigt af

perspektivet. Når Line på 5 år græder over, at hendes hårspænde

lige er gået i stykker, synes moderen måske ikke, at

det er noget at græde over. Men hun må sætte sig i Lines

sted og anerkende, at Line faktisk blev ked af det.

Anerkendelse betyder også at anerkende barnets ret til

at blive vred eller sur, når man har besluttet noget imod

barnets ønske. Det kan være, man har sagt »nej« til en is

eller til at blive længere oppe. Begge dele kan vække vrede

hos et barn. Og det er helt i orden. Det er faktisk den mest

forventelige reaktion, hvis noget går anderledes, end man

havde ønsket. Så når man som voksen tager ansvar for en

situation og beslutter noget imod barnets umiddelbare

ønske, må man også kunne rumme barnets reaktion og

eventuelle vrede.

26 27

Det er vigtigt at skelne imellem lighed og ligeværd. Forholdet

imellem forælder og barn er magtmæssigt ulige, men

det kan nemt være ligeværdigt. At opdrage børn er noget,

der skal finde sted i et samarbejde, men et samarbejde

med et ulige magtforhold. At man skal samarbejde betyder,

at begge parter skal lytte og være villige til at ændre

synspunkt igennem handlinger og dialog. At det foregår i et

ulige magtforhold betyder, at den voksne altid har ansvaret

for, at det foregår etisk ordentligt. Det vil sige uden at

nedgøre og undertrykke.

Da min far var barn omkring 1915, stod børnene op

ved bordet, når de spiste aftensmad, mens min farfar sad

ved bordenden og fik først og mest. I dag sidder børnene

i en del familier for bordenden, får først og mest, mens

de voksne fungerer som tjenere. Begge dele er lige galt.

Nu er tiden kommet til, at familien sidder sammen rundt

om bordet og på skift får først og mest under de voksnes

respektfulde styring.


Se dét var prinsesse

en rigtig

Når man af kærlighed til sine børn dyrker dem som prinser og prinsesser, kommer

man samtidig til at spænde ben for børnene. For uden for det hjemlige eventyrslot

venter ikke en guldkaret.

Nogle gange er forældre ikke rigtigt kloge. Jeg skulle vide

det, for jeg er selv for nyligt blevet far til en lille pige. Vi forældre

kan være så forhippede på at skabe en problemløs,

sorgfri og eventyrlig tilværelse for vores børn, at vi kroner

dem som prinser og prinsesser i deres helt egne eventyr.

Måske fordi vi har savnet eventyret i vores egen barndom.

Måske fordi vi simpelthen bare ser for mange Hollywoodfilm

og læser for mange knaldromaner, der alle er bygget

op over den samme lidt lalleglade eventyrmodel.

Vi forældre er ikke altid gode til at se vores børn græde

eller se dem slå sig på livet. Derfor har vi en tendens til at

afskære dem fra alt det, der risikerer at gøre ondt. De får

ikke lov til at cykle i skole. De får ikke lov til at klatre i træer.

De får ikke lov til at opleve os skælde dem ud. Og de får

ikke lov til at have venner, der tiltrækker ballade.

Men sandheden er nok, at børnene har brug for at slå

sig lidt. At de har brug for modgang for at udvikle en indre

af Anders Rosenlund

styrke, der gør dem i stand til at møde fremtidige problemer

med åben pande. De bliver jo trods alt teenagere og

voksne engang, og der kan vi forældre ikke længere løse

problemerne for dem.

Men alt det ved de fleste af os også godt. Det er nemlig

også blevet en Hollywood-kliché: What doesn’t kill you

makes you stronger!

Kan man ville sine børn det for godt?

Det spørgsmål, der interesserer mig allermest som nybagt

far, er, om man kan ville sine børn det så godt, at man kommer

til at spænde ben for dem? Eller sagt anderledes: Kan

det blive en hæmsko for børnene, at man dyrker dem som

prinser og prinsesser?

Man skal bestemt ikke underkende charmen i at blive

opdraget som prins eller prinsesse. Hvilken pige kunne ikke

tænke sig at lave piruetter igennem en tronsal, mens den

lyse kjole fejer hen over marmorgulvet? Og hvilken dreng

kunne ikke tænke sig at være hele kongerigets ’Prince Charming’

og få alt, hvad han peger på? Der er en charme i altid

at have ret og i altid at få tingene, som man gerne vil have

dem. Og der er en charme i at blive opdraget som noget

helt særligt – som noget, der er mere værdifuldt end noget

andet.

Men prinser og prinsesser er skrøbelige størrelser. De

små royale højheder er nemlig ikke vant til modgang og

modstand. De er ikke vant til at blive talt imod. Og de

er ikke vant til at løbe ind i problemer. I H.C. Andersens

eventyr 'Prinsessen på ærten' gemmer dronningen en ært

under de tyve madrasser og tyve edderdunsdyner, som den

påståede prinsesse lægger sig til at sove på. Og dagen efter

er pigen gul og brun over det hele. »Så kunne de se, at det

var en rigtig prinsesse, da hun igennem de tyve madrasser

og de tyve edderdunsdyner havde mærket ærten. Så ømskindet

kunne der ingen være, uden en virkelig prinsesse,«

skriver H.C. Andersen.

Vi forældre kan være så forhippede

på at skabe en problemløs,

sorgfri og eventyrlig tilværelse

for vores børn, at vi kroner dem

som prinser og prinsesser i deres

helt egne eventyr.

Skrøbeligheden er i virkeligheden hele omdrejningspunktet

for denne dyrkelse af børnene som prinser og prinsesser.

Børn er skrøbelige fra fødslen, og derfor gør vi alt, hvad der

står i vores magt, for at sikre os, at der ikke sker dem noget.

Men beskyttelsen af børnene – særligt hvis vi beskytter

dem hele tiden og overalt, hvor de færdes – risikerer at

afskære børnene fra at få de knubs og den modgang, der

28 29

giver dem styrke til at lære at beskytte sig selv i fremtiden.

Sagt lidt enklere: hvis jeg opdrager min datter som prinsesse,

vil hun givetvis nyde det i fulde drag og hurtigt lære

at koste rundt med mig og diktere sengetider, aftenmenu

De små prinser og prinsesser,

der er født og opvokset i ganske

almindelige danske familier, får

et voldsomt møde med omverdenen,

når de begynder i børnehave

og i skole.

og fjernsynskanal. Men hun vil også få alvorlige problemer,

når hun bliver lidt større. Helt almindelige teenageproblemer

vil synes uoverkommelige, for hun har aldrig prøvet at

løse sine problemer selv. Og ikke nok med det. Vennerne

vil være få, for venskab kræver, at man ser den anden

som ligeværdig, og min datter vil ikke kende betydningen

af ligeværd. Hendes interesse for skolearbejdet vil sikkert

også kunne ligge på et lille sted. For når læreren fordeler

sin opmærksomhed ligeligt imellem de 28 elever i klassen,

vil min datter føle sig trådt på og sikkert melde sig helt ud

af undervisningen.

Opdrager jeg mine børn til at blive små royale højheder?

Det kan derfor sandsynligvis være sundt som forælder at

stoppe op og spørge sig selv: Opdrager jeg mine børn til at

blive små royale højheder? Og det er bestemt ingen skam

at svare »ja«. Gør man det, er man trods alt blevet klogere

på sig selv og på sit forhold til sine børn (hvis man altså

ikke havde tænkt tanken i forvejen). Men hvordan vurderer

man, om man opdrager sine børn til at blive prinser og

prinsesser?


Svarer man »ja« til samtlige seks spørgsmål, er man givetvis

godt i gang med at inddrage alle sine egne beføjelser og

give sine børn en oplevelse af at have blåt blod i årene:

1. Kører jeg børnene i skole og til sport?

2. Kan jeg finde på at lave børnenes regneopgaver, hvis de

er meget svære?

3. Bestemmer børnene i hovedreglen, hvad vi spiser til

aftensmad?

4. Hvis pige: Er hendes værelse malet lyserødt?

5. Kalder jeg regelmæssigt børnene for enten 'prins’ eller

’prinsesse’?

6. Tager jeg af og til imod ordrer fra børnene?

Man kan selvfølgelig også bare gøre som dronningen i H.C.

Andersens eventyr og lægge en ært under børnenes madrasser

og holde øje med, om de kommer gule og blå ned

til morgenbordet.

Hvis jeg opdrager min datter

som prinsesse, vil hun givetvis

nyde det i fulde drag og hurtigt

lære at koste rundt med mig og

diktere sengetider, aftenmenu og

fjernsynskanal.

Det er ikke altid lykken at være royal

Sagen er, at man gør børnene en bjørnetjeneste, når man

af kærlighed anbringer dem på en piedestal. Man giver

dem beføjelser til at regere fra slottet, men de regerer

alene, og uden for slottet blæser alle andre på deres befalinger.

De små prinser og prinsesser, der er født og opvokset

i ganske almindelige danske familier, får et voldsomt

møde med omverdenen, når de begynder i børnehave og i

skole. Uden for eventyrslottets mure anerkender man dem

nemlig ikke som royale. Her skal de fra første dag lære, at

tingene foregår på fællesskabets præmisser, og at det er en

dyd at vise hensyn til andre og kunne træffe fælles beslutninger.

Hvilken pige kunne ikke tænke

sig at lave piruetter igennem en

tronsal, mens den lyse kjole

fejer hen over marmorgulvet?

Er man uforsigtig i den måde, man viser sin kærlighed til

sine børn på, risikerer man altså at give børnene en dårlig

start på livet og nogle dårlige vilkår for at klare sig uden

for hjemmet. Og det er slet ikke sikkert, at børnehaven

og skolen for alvor kan lære ens børn om anerkendelse

og ligeværd, så de selv kan modtage anerkendelse fra de

andre børn. For det, vi som forældre lærer børnene, kan

ikke aflæres over en weekend. Det hænger børnene på – i

de fleste tilfælde igennem hele livet.

I et interview med Prins Joachim og den daværende

Prinsesse Alexandra, fortæller parret, at deres prinser ikke

skal opdrages anderledes end almindelige danske børn. »Vi

er hårde, men også meget kærlige. Det er vigtigt, at barnet

ikke kan sno forældrene om sin lillefinger … det er vigtigt at

vise dem, hvem der er chef,« siger Prinsesse Alexandra. Når

helt almindelige børn opdrages som prinser og prinsesser,

og ægte prinser opdrages som helt almindelige børn, er

ironien til at få øje på.

30 31


Kære

ille du

af Renée Toft Simonsen

Lige nu ligger du krummet sammen som en kugle, under

din dyne, på dit værelse, helt alene. Du græder dit lille

hjerte i stykker, nøjagtigt sådan som du gør, når du bliver

så forbandet trist, at du løber tør for ord og handlinger.

Din krop er anspændt, og den ryster, fordi du græder så

voldsomt, at jeg kan høre dig igennem den smækkede dør.

Jeg kan endda se din lille krop foran mig. Se måden hvorpå

dine hænder krammer om puden, din elskede pude. Dine

fødder, der krummer sig sammen og dit halvlange hår, der

næsten rører dine skuldre. Skældsordene er stoppet for

længst: »Narkoluder«, »psykopat« og »spasser« er forstummet

bag muren, der skiller os ad. Måske sidder de fast

dernede i din hals et sted? Måske er du ved at blive kvalt i

dem? Måske er du ked af, at de overhovedet nogensinde

blev lukket ud?

Nede i køkkenet sidder jeg og stirrer ud af vinduet og

prøver at forstå, hvad der skete. Indimellem går jeg hen til

trappen og lytter til dig. Det var næsten bedre, da dit raseri

fyldte alt. Hold dog op, hvor var du rasende. Du råbte og

skreg og kastede med snart sagt alt, hvad der var på dit

værelse. Lydene, der fremkom, når noget tungt ramte væggen,

klinger stadig inden i mig. Min mave snører sig sammen,

og jeg kan mærke, at også jeg har lyst til at græde. Jeg

var ikke ordentlig over for dig. Du er kun 11 år og kan ikke

på nogen måde gøres ansvarlig. Det er indlysende, for du

er jo et barn. Jeg lytter til din sorg og bliver uendeligt træt

af mig selv. Mig, der burde være klogere, burde vide bedre.

Mig med den gode uddannelse og alle de gode intentioner.

Jeg har læst så mange bøger om dig og mig. Bøger om

følelser, om relationer, om reaktioner, om aggressioner, om

tilknytning og grænsesætning. Jeg har endda læst om, hvor

kompetent du er, hvor dygtig du er, og hvor uendeligt villig

du er til at lære. Det er meningen, at jeg skal vise dig vejen

ved at opdrage dig. Min forståelse af opdragelse er meget

enkel: At opdrage betyder at give sig selv videre til sit barn.

At give alt, hvad man er, og alt, hvad man har, videre til

den, man elsker allerhøjest i hele verden. Den, der betyder

allermest. Og når det er sådan, så ligger pligten til at være

den klogeste, den kærligste, den sødeste, den sjoveste lige

for. Der er ingen anden vej end at gøre sig så dygtig som

muligt. Dygtig til det at være i en relation til et andet menneske,

for det er jo det, jeg skal være med dig. Altid.

Vores forhold har dog en lille tvist, og det er, at det er mig,

der sidder på magten. På definitionsmagten. Og jeg har defineret,

at lektier skal laves, før man leger. Jeg gav dig alle

mulige gode grunde. Den bedste var, at du skulle lave dine

Skældsordene er stoppet for

længst: »Narkoluder«, »psykopat«

og »spasser« er forstummet

bag muren, der skiller os ad.

lektier, mens du var frisk. Hvis du venter til i aften, vil du

være alt for træt. Du var lodret uenig i denne beslutning,

og det er såmænd ikke, fordi jeg ikke kan forstå dig. Jeg

synes i grunden også, at lektier er noget, fanden har skabt.

Herregud, når nu du går i skole i gennemsnit seks timer om

dagen, skulle det så ikke være tilstrækkeligt? Jeg mener, du

bliver jo tvunget til at møde op i skolen meget tidligt hver

eneste dag, også selv om du i grunden ville have det bedre

med først at være der lidt senere. Du bliver tvunget til at

32 33


skulle sidde stille det halve af dagen, selv om hele din lille

urolige krop gør modstand og i frustration bevæger sig på

alle mulige mærkelige måder. Du bliver tvunget til at læse

bøger, som, du ikke synes, er spændende, og du bliver

tvunget til at klæde dig af og på, når din lærer siger, at det

endelig er tid til, at du skal have idræt. Du må ikke engang

selv bestemme, om du vil tage bad sammen med 26 andre

bagefter. I grunden er du jo utroligt samarbejdsvillig. Du

har accepteret alt dette uden de store protester, og du går

til skole hver eneste morgen med et smil på læben, også

selv om du ikke helt selv kan se komikken i det. Og når du

er der, gør du for det meste det, de voksne siger, du skal.

Jeg har læst så mange bøger om

dig og mig. Bøger om følelser,

om relationer, om reaktioner,

om aggressioner, om tilknytning

og grænsesætning.

Du læser og regner, og du afleverede sågar din elskede

mobiltelefon på kontoret uden at kny, dengang du glemte

at slukke den og modtog en sms, så hele klassen kunne

høre det. Sådan er reglerne, og du har accepteret dem. Og

når du får skældud, fordi din krop næsten ikke kan klare at

være stille mere – og det sker ofte – så accepterer du også

det. Du er i hvert fald endnu ikke gået fra skolen i protest.

Desværre har du efterhånden lært at lukke af. Det kan

jeg se, når jeg står over for dig og forsøger at få dig til at

forstå verden, sådan som vi voksne har bestemt, at den

skal forstås. Nogle gange er det som om, du slet ikke er til

stede, selv om du står lige der over for mig. Jeg ved, det er

sådan, for jeg kender dig jo så godt. Den der med at lukke

af, fik du lært effektivt i børnehaven. Der var praksis, at når

man skældte børn ud, skulle de se den, der skældte dem

ud, i øjnene. Jeg har mange gange hørt en pædagog sige:

»Se mig i øjnene, når jeg taler til dig«. Også selv om det var

løgn, for det var jo ikke det, hun gjorde. Hun talte ikke, hun

skældte ud. Du fik lært at kigge væk: at kigge op i loftet, at

kigge ind i væggen, at kigge alle mulige andre steder end

på den, der stod og overfusede dig. En dag, hvor jeg kom

for at hente dig, var du blevet sat i skammekrogen ude i

garderoben, fordi du havde været forstyrrende og urolig

under frokosten. Jeg forsøgte at tale med dig om det, mens

jeg gav dig sko på. Til sidst brød du helt sammen, tog hænderne

op foran ørerne og råbte: »Ikke flere ord, ikke flere

ord«. Allerede dengang havde du fået nok af de voksnes

fine forklaringer på, hvad man må, og hvad man ikke må,

og ikke mindst hvorfor det forholder sig sådan. Jeg gik

hjem og læste om det at tvinge et barn til at se sig i øjnene,

mens man skælder det ud. Lille skat, det var uhyggelig

læsning. Du var fire år.

»Du laver ikke andet end at hakke på mig. Jeg gør det

jo så godt, som jeg kan. Jeg har lavet lektier hele ugen, og

lige nu vil jeg bare gerne i klubben. Hvorfor må jeg aldrig

bestemme noget som helst selv?« Sådan råbte du af mig.

Og jeg kom til at tænke på, hvad der stod i alle bøgerne om

det med at respektere børn og om at være lydhør over for

deres ord, handlinger og hensigter. En af de ting, der kan

ske, hvis børns følelse af handlefrihed sættes til side, er, at

deres selvværd forringes. Flere undersøgelser viser faktisk,

at børns udvikling og selvtillid i høj grad er afhængig af, at

forældrene er respektfulde, accepterende og deltagende

i deres liv. Jeg læste engang, at et barn havde udtalt, at

dét at blive skældt ud er som at blive slået med stemmen.

Samme sted læste jeg, at vold imod børn, særligt hvis det

udøves af forældrene eller en anden, der spiller en afgørende

rolle for opbygningen af barnets identitet og personlighed,

er ydmygende og nedværdigende, og at barnets

integritet og værdighed antastes. Måske er det også sådan,

når man råber?

Jeg ved også, at en anden vigtig evne, der kan tage

skade, når børn bliver skældt ud, er deres fundamentale

Du bliver tvunget til at skulle sidde stille det halve af dagen, selv om hele

din lille urolige krop gør modstand og i frustration bevæger sig på alle

mulige mærkelige måder.

tillid til, at der er voksne, som passer på dem. For når jeg

råber ad dig, hvem skal så passe på dig? Forskningen viser

også, at børn kan blive stressede af skældud, og at det

samtidig kan have en negativ effekt på deres sociale relationer

til kammerater. Der er faktisk uendeligt mange negative

konsekvenser forbundet med det at råbe ad et barn, og

man ved jo også, at det ikke hjælper spor. Der sker ikke det

ønskede, nemlig at barnet lærer det, man vil have det til at

lære. Om det så er at rydde op på sit værelse eller at lave

sine lektier.

Jeg sidder nu og spekulerer på, om det, der lige er sket

imellem dig og mig, har gjort, at du har mistet en lille

smule af din tillid til mig, eller om der måske gik et lille

bitte stykke af din selvtillid? Jeg tænker på, om du i morgen

vil råbe ad din bedste ven, så han ikke gider lege med dig.

For det har du jo lige lært, at man gør.

Jeg går igen hen til trappen for at lytte til dig. Jeg hører

stadig din gråd, og jeg mærker, at jeg genkender din sorg.

Du er bare så ked af det, og med god grund, lille du.

Magten er håbløst ulige fordelt. Det ved jeg alt om, for jeg

har selv prøvet at blive råbt ad for mange år siden. Jeg har

selv været barn engang, selv om du måske ikke lige kan

forestille dig det. Det var heller ikke nemt dengang. Da var

det for eksempel lovligt at slå børn. Og det at råbe ad dem

blev der slet ikke sat spørgsmålstegn ved. Det gjorde man

bare, for det blev anset som en nødvendighed. Ellers kunne

børnene ikke lære at blive ordentlige mennesker. Tænk sig,

det troede man virkelig på. En gang for nogle år siden var vi

også oppe at skændes, og jeg råbte af dig. Mens jeg gjorde

det, kunne jeg pludselig kende den stemme, der kom ud af

min mund. Og ved du hvad, det var slet ikke min stemme.

34 35

Ordene var heller ikke mine. »Nu er det den onde hyl’me

nok!« råbte jeg, og du blev bare så forskrækket. Ordene var

min fars, og det var stemmen faktisk også. Jeg kan huske,

at jeg selv blev forskrækket og tog mig til munden. Hjælp,

hvordan kom du dog ind i min mund, far?

Alice Miller, der har en ph.d. i psykologi, filosofi og

sociologi, har blandt andet skrevet om det fænomen, at

en andens stemme pludselig kommer ud af ens mund.

Hun mener, at grunden til, at forældre gør, som de gør,

kan være, at de er vrede over den aggression, deres egne

forældre udsatte dem for, da de var små. Det skal forstås

på den måde, at man som barn ikke kan slå igen, når ens

forældre gør noget dumt. I stedet gemmer man sin vrede.

Sparer den op og giver den videre til sine egne børn. Nu er

det jo ikke sådan, at det skal være nogen undskyldning for

min opførsel, og måske er det også alt for svært at forstå,

når man kun er 11 år. Men for mig er det en mulig forklaring,

og det giver mig noget at tænke over og en måde at

arbejde med mig selv på. Når jeg er opmærksom på den

slags mekanismer, så er der måske håb for, at jeg har mulighed

for at lave om på dem.

Til sidst vil jeg bare lige sige, at det er rigtigt godt, at jeg

allerede lider en smule af Alzheimers. Det betyder nemlig,

at jeg allerede i morgen har glemt, at jeg som straf har inddraget

dine lommepenge.

Nu vil jeg gå op til dig, banke på din dør og bede pænt

om lov til at komme ind på dit værelse. Ind, hvor du bor og

bestemmer. Jeg håber, at du lukker mig ind, for jeg vil så

gerne sige undskyld til dig.

Du råber igennem den lukkede dør:

»Skrid!«


Om at fremelske

børns iboende

kreativitet

Børn er født kreative, men hvis ikke

kreativiteten stimuleres og udvikles,

risikerer den at forsvinde, når børnene

træder ind i voksenlivet. At fremelske

børns iboende kreativitet er derfor en

vigtig del af det at opdrage.

af Lotte Darsø

Alle forældre ønsker det bedste for deres børn og vil gøre

rigtigt meget for at ruste dem bedst muligt til en lykkelig

voksentilværelse. Det kan virke svært at afgøre, hvad man

skal gøre, og hvor man skal sætte ind, men jeg mener ikke,

at det er så svært endda. Det gælder om at fremelske

børns iboende kreativitet.

Grundlaget for børns udvikling er kærlighed, kærlighed,

og masser af kærlighed

Hvad mener jeg så med ’iboende kreativitet’? Jeg mener, at

vi alle er født kreative. Undersøgelser viser dog, at kreativiteten

gradvist forsvinder med alderen. Det sker faktisk i

en sådan grad, at vores kreativitetspotentiale, når vi bliver

voksne, er næsten forsvundet. Beskæmmende, ikke? Man

kan så spørge sig selv om, hvorfor og hvordan dette sker.

Her kender vi nok alle nogle af svarene.

Grundlaget for børns udvikling er kærlighed, kærlighed,

og masser af kærlighed. Men hvad er kærlighed? Det er

måske lettere at sige, hvad det ikke er. Det er ikke kærlighed

at give børn alt, hvad de peger på, for kærlighed er

ikke en salgsvare, som man kan købe med, eller som kan

købes. Det er heller ikke kærlighed at give børn lov til alt,

hvad de har lyst til, for kærlighed er også nogle gange at

sige »nej« og sætte grænser.

Det drejer sig om at fokusere på, hvad der vil være godt for

barnet på længere sigt. Den ungarske psykolog med det lidt

kryptiske navn, Csikszentmihalyi, taler om to former for nydelse.

Den ene er passiv og modtagende, som for eksempel

når børn ser tegnefilm med en stor slikskål foran sig. Den

anden er aktiv og engagerende. Her er børn helt opslugte

af at udføre aktive handlinger, for eksempel at lægge puslespil

eller at bygge hule. Den første bruger mental energi,

mens den anden opbygger mental energi. Den første er

kortsigtet, mens den anden er langsigtet. Passende mængder

af hvert er godt. Men det er vigtigt, at den passive

nydelse ikke bliver en vane, for det vil gradvist berøve børn

den gode opbyggende energi, så de bliver passive og sløve.

Børns spørgelyst er uendeligt værdifuld

Kærlighed er altså grundlaget for børns udvikling. Når den

er til stede, findes der en god klangbund for udvikling.

Men hvad kan forældre så gøre for at holde den kreative

gnist ved lige? Det første, de kan gøre, er at hjælpe barnet

med at bevare evnen til at stille fundamentale spørgsmål.

Undersøgelser viser dog, at

kreativiteten gradvist forsvinder

med alderen.

Vi kender alle ’Spørge Jørgen-alderen’, hvor »hvorfor?«

bliver yndlingsordet, hvilket kan være en prøve på mange

forældres tålmodighed. Men denne spørgelyst er, efter

min mening, uendeligt værdifuld. En af grundene til, at

børn mister deres kreative genialitet, efterhånden som de

vokser op, kunne meget vel være, at de voksne netop bliver

38 39

trætte af at svare på børnenes (ofte utroligt kloge) spørgsmål,

og fordi børn opdager, at der i skolen som regel kun er

ét korrekt svar.

Lærerne, som udfører en af samfundets mest værdifulde

opgaver, kan (ofte uden at tænke over det) medvirke til at

bremse børns kreative tænkning ved at afvise både gode

spørgsmål og originale svar. De mener måske, at der kun er

ét rigtigt svar, men derfor kunne de jo alligevel godt anerkende

originaliteten i børns anderledes tænkning.

Jeg har selv børn, der i skolen har fået spørgelysten stæk-

Det er netop evnen til at lege,

der efter min mening er kernen i

kreativitet.

ket, fordi læreren (efter min tolkning) ikke kendte svaret på

deres kloge spørgsmål. Og ikke nok med, at læreren blev

vred på mine børn, så karakteren var i fare for at ryge ned;

han ville ikke indrømme, at han ikke kendte svaret. Tænk

sig, hvis denne lærer, og lærere generelt, turde indrømme

dette, og i stedet bad eleverne om at undersøge de omtalte

spørgsmål og komme tilbage med svarene. Og han tilmed

sagde tak, fordi børnene også kunne lære ham noget nyt.

Det er velkendt, at den, der får mest ud af undervisningen,

ofte er underviseren selv, så hvorfor ikke benytte denne

form for pædagogik en gang imellem og lade børn undervise

læreren?

Spørgsmål peger fremad – svar peger bagud

Tilbage til de gode spørgsmål. I min forskning i innovation

har jeg opdaget, at virkeligt gode spørgsmål ofte er netop

det, der udløser den innovative idé. Derfor er det, set fra

et samfundsmæssigt perspektiv, dumt at dræbe lysten og

evnen til at stille spørgsmål i en tidlig alder, for senere i

arbejdslivet at skulle opøve netop samme evne. Jeg kan


anbefale bogen 'Hallo – er der nogen?' af Jostein Gaarder.

Den handler, kort fortalt, om en lille dreng, som møder en

fyr, der kommer fra en fremmed planet og er landet i hans

have. Deres samtaler er virkeligt sjove og interessante,

fordi den lille fyr stiller spørgsmål ved mange af de ting, vi

tager for givet. Der er en scene, hvor drengen opdager, at

hver gang han stiller et spørgsmål, bukker den anden. Det

viser sig, at den lille fyr bukker, fordi spørgsmål er vigtige

der, hvor han kommer fra, idet de peger fremad. Svar, derimod,

peger altid på det, der ligger bagude. Det giver stof til

eftertanke.

Ved at fremelske børns iboende

kreativitet er man med til at

bibringe dem nogle uvurderlige

evner, der gør det lettere og sjovere

for dem at trives.

Lær børn at se muligheder i stedet for begrænsninger

Noget, der hænger sammen med dét at stille gode spørgsmål,

er evnen til at se nye muligheder. Også dette indgår i

definitionen af innovation – vor tids ’buzzword’. Vi kender

det fra det velkendte spørgsmål om, hvorvidt glasset er

halvt tomt eller halvt fyldt. Begge dele er sådan set korrekte,

men mens den første svarmulighed peger på det,

der mangler, peger den anden på det, der er. Det er altså

et spørgsmål om at se begrænsninger eller muligheder. Og

det er en væsentlig kvalitet at være opmærksom på som

forældre. Børn klarer, alt andet lige, deres udfordringer

lettere, hvis de ser på tilværelsen som værende fuld af

muligheder. Derved får de også lettere ved at knytte sociale

kontakter, for det er jo altid sjovere at være sammen med

én, der hele tiden kan finde nye muligheder, end med en

sortseer.

Det er en god øvelse, hvis man sammen med barnet øver

sig i at finde nye muligheder i en vanskelig situation. Hvis

barnets bedste ven for eksempel pludselig skal flytte, hvad

så? Barnets verden synes at styrte sammen, og det er

naturligvis vigtigt først at give barnet tid til at være ked af

det, for det er rigtigt hårdt at ’miste’ ens bedste ven. Men

efter et par dage kunne man begynde at tale om, hvilke nye

muligheder der trods alt ville opstå. Her bør man lade de to

venner tale sammen om det først, ligesom jeg vil anbefale,

at forældrene holder sig til at stille spørgsmål frem for at

komme med forslag. Hvis forældre allerede har forslag

parat, opnås ofte det modsatte, nemlig at barnet går i

baglås. Sammen vil de to venner måske opdage, at med

mobiltelefon, chat og e-mail kan de stadig holde kontakten

og måske oven i købet komme på weekendbesøg hos

hinanden. Det kan også være, at barnet opdager, at der er

nye kammerater, der står parat til venskaber. Der vil altid

være muligheder. På den måde kan man vende situationen

til noget positivt, samtidig med at man støtter barnet i at

opøve færdigheder i at tackle udfordringer.

Hjælp børn til at bevare deres indre legebarn

En anden vigtig ting er at hjælpe barnet til at bevare ’det

indre legebarn’ som en livslang læringsstil. For det er

netop evnen til at lege, der, efter min mening, er kernen

i kreativitet. Når man vokser op, skifter legematerialet

blot fra at være fysiske legeting til at være idéer, tanker og

muligheder. Den bedste måde at give børn lysten til at blive

ved med at lege er i virkeligheden, at man som voksen

stadigvæk selv kan lide at lege. Forældre er altid rollemodeller,

hvad enten de ønsker det eller ej, og det nytter ikke

at forstille sig og lade som om. Børn gennemskuer hurtigt,

om man er ægte eller ej. Det gælder derfor om at involvere

børnene i de ting, man selv kan lide at beskæftige sig med.

At lege er også at bruge fantasien, at fortælle historier og

forestille sig alt muligt (og umuligt). Og hvis man kan grine

sammen med børn, giver det en fantastisk god kontakt.

At le er utroligt sundt. Ifølge den indiske læge, Dr. Madan

Kataria, der startede latterbevægelsen, ler børn normalt

op til 300-400 gange om dagen. Når vi bliver voksne, falder

dette tal til blot ca. 15 gange om dagen. Latter og humor er

tæt forbundet med kreativitet, så at le meget og ofte sammen

er en god vane.

Find frem til det enkelte barns unikke talent

Det sidste råd, jeg har til forældre, der ønsker at hjælpe

deres børn til en god tilværelse, er, at de langsomt og forsigtigt

hjælper barnet til at finde frem til dets unikke talent.

Jeg tror selv på, at alle mennesker har noget, som de er

specielt gode til. Men det kan være en livslang proces at

finde frem til, hvad dette er. Her taler jeg ikke om at være

god til dansk eller matematik, selv om det selvfølgelig også

kan være tilfældet. Dette er langt mere nuanceret, for eksempel

at man er god til at sætte sig i andres sted (empati);

at man har en særlig fortælleform eller tegnestil; at man

er god til at uddrage essensen af ting; at man er god til at

stille spørgsmål; at man har en skabende fantasi; at man er

god til at sætte overraskende farver sammen; at man har

en fin indlevelse i naturen og så videre.

Forældre kan hjælpe børn ved, når de har løst en opgave

eller har været opslugt af en leg, at stille spørgsmål om,

hvordan de oplevede det. Hvad de kunne lide ved det. Hvad

der var sjovt. Hvad der var tiltrækkende. Hvad der gjorde, at

de glemte tiden. Forældre skal være forsigtige med at sige til

børn, at de ER sådan eller sådan. Det er en form for stempling,

selv om den er positiv og velment. Man skal i stedet

stille spørgsmål, spørgsmål og atter spørgsmål. For spørgsmål

sætter en refleksion i gang hos barnet, og lidt efter

lidt vil barnet opdage, hvilke præferencer det har, og hvad

det er 'god til'. På den baggrund vil det forhåbentlig, med

tiden, finde frem til, hvad der er dets eget unikke talent, og

hvordan det bedst kan udnytte dette talent. Verden er fuld

af vanskelige valg. At skærpe lysten og evnen til at finde frem

til, hvad vi er specielt gode til, gør disse valg lettere.

40 41

I 1968 udviklede den amerikanske

psykolog George Land

en test for NASA med henblik

på at udvælge særligt kreative

medarbejdere til præsident

Kennedys rumprogram. Den

blev siden anvendt på 1.600

børn og derefter på 280.000

voksne.

Børns kreativitetspotentiale

blev målt på 5-årige til 98 %, på

10-årige til 30 %, på 15-årige til

12 % og på voksne til 2 %.

Der er mange måder, hvorpå vi som forældre kan hjælpe

vores børn til at opnå de bedste betingelser for et meningsfuldt

og lykkeligt liv. Jeg har her skitseret nogle enkle

metoder, som, ifølge min erfaring, ikke blot vil give børn

et bedre liv. Ved at fremelske børns iboende kreativitet er

man med til at bibringe dem nogle uvurderlige evner, der

gør det lettere og sjovere for dem at trives i en stadig mere

foranderlig verden.


Det og nye de nye barn forældre

Når det unge par bliver forældre, begynder opdragelsen af et nyt lille barn. Men det er ikke

kun barnet, der bliver opdraget. De nybagte forældre opdrages også, når venner og familie

lader gode råd og anvisninger hagle ned over dem i de første usikre uger.

af Lisbet Bang

Det rettidigt fødte barn er født efter et 40 ugers ophold i

sin mors mave. Under opholdet har barnet fået sin mad

uafladeligt, ligesom det uafladeligt har skilt sig af med sine

affaldsstoffer via moderkagen og moderens blodsystem.

Ingen styrer barnets indtagelse af mad i denne fase. Efter

fødslen sunder barnet sig i 8-10 dage, hvorefter det går i

gang med alle tiders ædegilde.

Jeg forestiller mig, at dette ædegilde starter med,

at barnet naturligt mærker sult og reagerer med gråd,

hvilket får moderen til at amme barnet. Mon ikke barnet

så tænker: »Nå, det er sådan at føle sult – det er sådan at

42 43

føle mæthed, jeg må hellere prøve igen.« Hermed starter

barnets ædegilde. I forlængelse af det skal barnets mave

og tarmsystem i gang. Det koster barnet megen energi,

medbevægelse og medlyd i de første 5 uger efter fødslen.

Derfor værker barnet. Det strækker sig, det har ondt, det

græder og er ulykkeligt. Her er mad til barnet den første

løsningsmodel.

I denne periode er moderen nærmest lænket til sofaen.

Hun ammer sit barn, hendes hænder bevæger sig uophørligt

hen over barnet, og deres blikke mødes. Moderen ved

aldrig, hvornår barnet sover, eller hvornår det vil spise. Hun


»Har du mælk nok?«

»Du må lære dit barn at sove noget mere!«

»Har du spist noget forkert, siden barnet har ondt i maven?«

»Væn det ikke til at sove hos jer!«

kan være usikker på, hvornår de to skal gå på opdagelse i

hinanden og dermed lære hinanden at kende, så signalverdenen

imellem dem udvikles. På de første fem uger øger

barnet sin vægt lige så meget, som det vil gøre sammenlagt

i hele sit andet leveår. I denne periode vokser barnet 1 cm

ugentligt i længden, og dets hattemål forøges med 2-3 cm.

Det er en prøvelsernes tid – både for det nyfødte barn og

for de nybagte forældre.

Den nybagte families fælles opdagelsesrejse

Når jeg, som sundhedsplejerske, kommer rundt til de

nybagte familier, tænker jeg ofte, at de to nye forældre nu

skal ud på en opdagelsesrejse i deres nye liv. En opdagelsesrejse

ud i forældreskab og i det nye barns verden.

I disse første uger må forældrene erkende, at barnet

naturligt ønsker at være tæt på moderen hele tiden. Selv

en halv meters afstand imellem de to kan være for langt.

Samtidig har den nybagte far det bedst med, at han og

barnet oplever og mærker hinanden, mens moderen er i

nærheden. Jeg ved, at mange nybagte fædre hopper rundt

med deres barn på armen og ønsker moderen hurtigt

tilbage, når moderen har overladt ham og barnet alene og

er taget ned for at købe ind.

Når barnet er ca. 6 uger gammelt, forsvinder det nyfødte

»Du forkæler barnet!«

»Skal det ikke bøvse?«

barn, og spædbarnet dukker så småt frem. Barnet spiser nu

hurtigt ved brystet og går på opdagelse i den omgivende

verden. Det udforsker sin far og de mennesker, der er en

del af dets faste omgivelser. Det smiler, sender tydelige

kontaktblikke og inviterer til samvær ved smil og pludren

og begynder så småt at studere sine små hænder.

I denne periode kan de nybagte forældre og det spæde

barn let blive forstyrret af velmente råd og nysgerrighed

fra deres nærmeste omgivelser. Eksempler på det kan være

sætninger som: »Bruger barnet dig ikke som sut?«, »Har

du mælk nok?«, »Væn det ikke til at sove hos jer!«, »Du

forkæler barnet!«, »Hop ikke for det mindste pip!«, »Det

kan da ikke passe, at barnet skal spise igen!«, »Har du spist

noget forkert, siden barnet har ondt i maven?«, »Du må

lære dit barn at sove noget mere!«, »Skal det ikke bøvse?«.

Sådan kan det hagle ned over den nye mor eller det nye

forældrepar med råd og anvisninger, alt imens de gør sig

meget umage for at modtage deres barn på bedst tænkelige

måde.

Forældrene viser barnet frem som gave til familie, venner

og den omgivende verden, som svarer igen med fine

barselsgaver og et væld af gode råd, som ofte er anvendelige,

men som også kan være begrænsende og stressende.

Her starter opdragelsen af såvel det nye barn som det nye

forældrepar. Det nye forældrepar bliver nu ’kollegaer’ til

deres egne forældre og alle os andre og skal opdrages til at

leve op til samfundets forventninger.

Den stærkeste kop te i livet er hermed skænket. Den er

spændende. Den er varm. Men den kan også være fyldt

med frustration og vrede. Øv jer i at være jer.

Som nybagte forældre er man meget sårbare og indimellem

meget trætte og udmattede. Det er hårdt at være på

opdagelsesrejse i forældreskabet døgnet rundt. Hvis de

såkaldt gode råd fra omgivelserne er for mange, for insisterende

og for vedholdende, og man selv er usikker, træt

og ør, ligger det lige for at opsøge tilfældige og letkøbte

løsningsmodeller. Disse findes typisk på internettet, hos alternative

terapeuter, i livsstilsmagasiner og så videre. Som

et resultat af det, flyttes fokus fra barnet og forældreskabet

og rettes i stedet imod den ydre verden. Det øger uroen

hos barnet, hvorved forældreskabet forstyrres yderligere.

Jeg ville ønske, at samfundet generelt og de netværk

af familie og venner, der omgiver nybagte forældre, ville

være bedre til at modtage det nye barn og dets forældre

uforbeholdent. At de i stedet kunne glæde sig over, at

moderen tager sit barn til sig. At de kunne glæde sig over,

at hun bemærker, når barnet føler sult, når det er mæt, og

når det har ondt i maven. De bør nyde, hvordan hun imø-

44 45

Jeg ville ønske, at samfundet generelt

og de netværk af familie

og venner, der omgiver nybagte

forældre, ville være bedre til at

modtage det nye barn og dets

forældre uforbeholdent.

dekommer sit barns behov, trøster det, og stille og roligt får

fat i sin intuition og sin indre følelse af moderlighed. Det

samme gælder faderen. Han skal opmuntres til at turde

lytte til sin intuition som far og handle på baggrund af den.

De nybagte forældre skal have tid og ro til at lære deres

barn at kende. De skal lære at handle hurtigere og mere

sikkert på barnets forskellige signaler. Moderen skal vænne

sig til sin nye barselstilværelse i hjemmet.

Det nybagte forældrepar skal øve sig i forældreskabet,

og de skal arbejde for at få plads til de samtaler og diskussioner,

som forældreskabet også kræver. I stedet for

at stresse de nybagte forældre med alverdens mulige og

umulige råd og anvisninger skal det omgivende netværk

og samfundet give dem tid til bare at være sig selv her i de

første 5-6 uger.

Når denne første hårde og anstrengende tid er overstået,

oplever jeg på mine besøg rundt om i familierne, at

såvel barn som forældre er ovre den mest turbulente del af

deres fælles opdagelsesrejse.

Herefter sunder alle sig en anelse. Barnet er blevet

forankret i moderen og har godkendt faderen og lidt os

andre. Det ses tydeligt i de forelskede blikke, de sender til

hinanden. Det barn, forældrene troede, de skulle have fra

fødslen, er nu ankommet.


Har du talt

med dit barn i dag?

Forstår du dit barns verden, og kan du tage del i den? Eller ved du for eksempel ikke,

hvad Facebook og MySpace er for noget? Det er alt sammen del af dit barns udvikling

som kreativt menneske. En vej til bedre forståelse kan være en dialogbaseret opdragelse.

Novo Nordisk og andre store virksomheder er begyndt at

ansætte forskere og ph.d.er i lande som Kina og Indien.

Den viden, vi hele tiden har troet, at Danmark skulle leve

af i fremtiden, begynder nu at komme frem i andre lande.

Derfor skal børn opdrages til at være kreative, selvstændige

individer, der kan begå sig i det globale samfund.

Men skal børn udvikle sig til at være kreative, skal der

endnu mere samtale og dialog ind i opdragelsen. Der er

ikke tale om, at alle børn nu skal være Ole Opfinder-typer

eller starte deres egen virksomhed, men snarere at man

ser et barns kreative opvækst i et større billede; forældre,

det omgivende samfund, skoler og medier må skabe

et større rum og en kultur for børn og unge til at være

kreative og nysgerrige og samtidig kritiske individer i. For

af Michael Breum Jakobsen

kreativitet er mange ting; lige fra nysgerrighed, initiativ, engagement

og innovation til selvstændighed og kritisk sans.

I opdragelsen kræver det dialog om tingene, og det kræver,

at forældrene får større indsigt i deres børns verden.

Aldrig før har menneskets involvering og bidrag i samfundet

været så vigtig for den fremtidige udvikling. Alle har

i dag muligheden for at bidrage med meninger og viden,

blandt andet via internettet. Børn og unge er samtidig

blevet et helt nyt markedsområde for mange virksomheder.

Hvorfor tales der for eksempel i en bilreklame for Citroëns

bilmodel C4 direkte til børnene? Fordi det er dem, der kan

overtale mor og far til at købe bestemte produkter. Mange

indkøb er i dag betinget af børn og unges indflydelse. Det

gør, at forældre, i langt højere grad end tidligere, må give

46 47


deres børn en kritisk sans for at kunne vælge fornuftigt

blandt de mange tilbud. Og det stiller store krav til forældrene.

Ole Opfinder på internettet

Vi må i højere grad involvere os i børnenes verden for

at kunne udfordre den. Ungdomssløvheden er borte, og

der er efter min mening i dag tale om nogle engagerede

og kreative børn og unge, der har styr på muligheder og

teknologi. Interaktion er nøgleordet, dvs. samtale og samarbejde

om oplevelser og informationer. Det gælder både

interaktion imellem mennesker og interaktion imellem

teknologi og menneske; og som det her fremføres: Også et

nyt forhold imellem generationer, hvor far har en Ipod, mor

blogger om opdragelse, og sammen deltager familien i en

chat på dr.dk om Børnenes Melodi Grand Prix.

Dannelse af identitet er ikke kun forbeholdt børn og

unge. Voksne danner også deres identitet igennem nye

oplevelser og nye udfordringer. De historiske ændringer,

Når man taler om mere kreativitet

i opdragelsen, er der altså

ikke tale om, at børn (eller forældre)

skal klippe-klistre hver

dag eller opfinde nye ting hele

tiden.

der er sket med samfundet og skolesystemet de sidste

50 år, har også indflydelse på børn og unges opdragelse i

dag. Der er kommet større krav til, hvordan børn, unge og

mennesker i det hele taget opfatter og præsenterer sig selv

i forhold til andre. Identiteten skabes og udvikles livet igennem.

Der bør med andre ord skabes en dialog og forståelse

af, hvad børns verdener består af. Individualiseringen for

det enkelte menneske er blevet uhyre vigtig: En individualisering,

der er blevet en helt grundlæggende forventning i

samfundet. Det ses for eksempel ved, at mange børn i dag

ejer deres egen mobiltelefon, har eget værelse og selv kan

styre, hvad deres lommepenge skal bruges til. Der er brug

for initiativrige forældre, der kan sætte i værk, føre an og

vise engagement i børns liv, i deres eget liv og i samfundet;

forældre, som tager initiativ og ansvar. Der er mange eksempler

på, at de lokale sportsklubber ikke kunne klare sig,

hvis ikke det var for de mange frivillige kræfter, der hjælper

med organisering, planlægning, træning og udvikling af

klubberne. Man behøver ikke at være iværksætter for at

sætte i værk – snarere bør det igangsættende eller foretagsomme

være noget, som alle besidder, forældre som børn.

Når der for eksempel skal laves

mad, så tag børnenes input med

i lige så høj grad, som dem i opskriften.

Den kreative skole

Under et nyligt ophold i Australien har jeg undersøgt

området 'enterprise education' (initiativrig uddannelse). I

Australien har det kreative og innovative begreb et bredere

perspektiv, end vi normalt bruger i Danmark. I 'enterprise'

ligger således også en tankegang om, at forældre, samfund

og politikere er engagerede i børn og unges opdragelse og

uddannelse. Det kan være lige fra de små ting som at støtte

sit barn i at lære at binde sit eget snørebånd til større projekter

som på et gymnasium på Tasmanien, hvor eleverne

arbejdede med økologi og fik idéen til et miljøcenter, der

blev realiseret med midler fra det lokale erhvervsliv og med

forældre og lokale borgeres engagement.

Der mangler dog konkrete redskaber til dette arbejde –

både i skolen og blandt forældre. Der mangler erfaringer,

redskaber og ressourcer, som har til formål at udvikle

kreative børn og unge. Det kræver en større åbenhed

omkring pædagogiske og opdragelsesmæssige metoder fra

forældre, pædagogiske fagfolk og undervisere; denne bog

er et skridt på vejen.

Foretagsomhedsfantasi efterlyses

I 1925 formulerede Bang & Olufsen deres første vision for

virksomheden. Den lød: »Der skal det ganske udefinerlige

til, som man kan kalde foretagsomhedsfantasi … en aldrig

svigtende vilje til kun at ville skabe det bedste, til stadig at

finde nye veje og forbedringer«. Foretagsomhedsfantasi

kan også bruges i opdragelsen. Ved at tale med børnene

og inddrage dem i hverdagens projekter, kan forældre

understøtte børns kreative udvikling. Når der for eksempel

skal laves mad, så tag børnenes input med i lige så høj

grad, som dem i opskriften. Skal børn da være de styrende,

kunne man indvende? Nej, forældre er stadig dem, der

sætter regler og rammer, men det er en åbenhed for at

søge nye veje og afprøve nye idéer – med barnets opdragelse

til selvstændigt og kreativt menneske for øje.

Det kan være nyttigt at opfatte opdragelsen ud fra et

begreb om flerstemmighed. Udgangspunktet er samtale og

samvær, hvor man lægger vægt på, at en persons stemme

blot er én blandt mange stemmer, så alle kommer til orde;

altså en mere social og interaktiv tilgang til opdragelse,

frem for en præsenterende eller styrende. Det gør man

helt praktisk ved at:

• stille virkelige spørgsmål – stil barnet spørgsmål, hvor

du som forælder ikke kender svaret

• bruge barnets svar – lyt til barnets svar og brug det

som grund for yderligere spørgsmål

• værdsætte nysgerrighed – bliv grebet af barnets nysgerrighed

på verden og sæt nye eventyr i gang

48 49

Pludselig bliver forældrenes spørgsmål ikke kontrollerende.

I stedet lægger mor og far op til fælles udforskning af emner

og områder. Børn skal selvfølgelig ikke spørges om alt

eller involveres i alle beslutninger. Der er mange beslutninger,

som kun hører voksne til, for eksempel familiens

budget og økonomi. Der er dog også mange områder, hvor

det er helt oplagt, at barnet får noget at skulle have sagt og

måske endda får lov til at styre processerne. Det kan være

alt fra madlavning enkelte dage til planlægning af ture eller

oplevelser. Forstår vi ikke at blive mere dialogiske, så bliver

der tale om en generationskløft af rang, hvor vi hverken har

indblik i eller kan rådgive børnene.

Vi må i højere grad involvere os

i børnenes verden for at kunne

udfordre den.

Når man taler om mere kreativitet i opdragelsen, er der

altså ikke tale om, at børn (eller forældre) skal klippe-klistre

hver dag eller opfinde nye ting hele tiden. Det er i stedet et

nyt syn på opdragelse og læring, som involverer og engagerer

børnene. Lad os genindføre talemåden »Har du talt

med dit barn i dag?«, som en kampagne i 1980’erne gjorde

til fælles eje. Lad os opdrage ud fra en tilgang, der giver lyst

til at lære og udfordrer nysgerrigheden hos begge parter.

Det er for eksempel helt forfejlet at sidde foran tv’et og

spise aftensmad. Gør i stedet maden til en oplevelse og hyg

jer sammen omkring bordet, hvor samtaler kan flyde, og

oplevelser og planer kan vendes. Det handler altså om at

sætte hverdagen i ramme, så man planlægger, hvornår og

hvordan forskellige aktiviteter passer ind, og hvad formålet

er. Jeg siger ikke, at alt skal være gennemtænkt i en familie,

men brug tiden fornuftigt og konstruktivt. Så får vi kreative

børn og unge, men også kreative forældre.


Tale og

(vid)underlige

af Charlotte Larsen og

Hans Vejleskov

tegn

Småbørn er klar til at kommunikere

med voksne lang tid før, de lærer at tale.

Tegn til tale-teknikken hjælper dem til

at kommunikere uden ord og giver dem

samtidig mere mod på at begynde at

tale.

Louis på 10 måneder klapper energisk med hænderne i

glad overbevisning om, at hans forespørgsel bliver efterkommet.

Og jo, han får mere at spise. Lidt efter hæver han

lige så målrettet sin højre hånd og laver et bestemt vink. Og

så får han en tår af sin mælk. Louis er tilfreds. Han får, hvad

han vil have. Louis’ far er også glad, for han kan give Louis

lige netop det, Louis ønsker.

Louis er 10 måneder, da denne samtale finder sted. I

den alder kan han, ud over tegnene for mere og mælk,

også tegnene for sut, sove, flyvemaskine og for sin bamse,

Sylvester. Når hans far laver et tegn med hænderne, siger

han samtidig det tilsvarende talte ord højt. Og når Louis

kopierer tegnet, gentager hans far både tegnet og det talte

ord. For Louis er en normalthørende dreng, som er i gang

med at tilegne sig det talte sprog via tegn til tale-teknikken.

Tidlig kommunikation giver tryghed

Der er stort fokus på småbørns sproglige udvikling, og det

er netop blevet besluttet, at alle treårige skal vurderes

sprogligt, så man tidligt kan gøre noget for de børn, der

har sproglige vanskeligheder. Den strategi er sat i værk,

fordi det er uhyre vigtigt for børn, at de behersker deres

modersmål. Når det gælder børns udvikling af sprog, er der

en tendens til, at man tænker fremad på skolegang og uddannelse.

Men det var faktisk bedre, hvis man også tænkte

bagud og ikke fokuserede så meget på det rent sproglige,

altså på ord og sætninger.

Tænker man bagud til den første tid i børns liv, vil man

nemlig se, at nok kan de hverken tale eller forstå, hvad vi

siger til dem, men de kan udtrykke sig, og de kan kommunikere.

I deres vågne timer er spædbørn udtryksfulde, og de

voksne omkring dem er stærkt optagede af, hvad de giver

udtryk for: sult, ubehag, velvære osv. Man ser også, at babyer

er optagede af, hvad der sker omkring dem. De bruger

deres øjne og ører. Særligt optagede er de af mennesker,

især af ansigter og stemmer. Snart følger de ens ansigt eller

hænder med øjnene. Snart kommer de første rigtige smil.

Og snart har man en tydelig fornemmelse af, at den lilles

opmærksomhed er rettet imod noget, og at den lille er ude

på noget, ønsker noget. Der kommunikeres.

At kommunikere betyder at gøre eller have noget til fælles

– at inddrage hinanden. I begyndelsen er selve kontakten

og opmærksomheden det centrale, men i sidste halvdel

af barnets første leveår deltager børn gerne i trekantsamspil:

Her er både barnet og den voksne i fællesskab

optagede af en interessant genstand eller begivenhed, men

samtidig er de også opmærksomme på hinanden og bruger

mimik, gestik og lyde til at kommunikere med. Kommunikationen

gør ikke blot, at barnet har kontakt med andre,

udtrykker sine følelser og eksempelvis opnår at få noget.

Det betyder også noget for barnets forhold til omverdenen

– hvad der lægges mærke til, hvad der er interessant,

hvad barnet kender til, og hvad barnet efterhånden ved

noget om. Det sker længe før, barnet kan tale. At små børn

kommer til at kommunikere så tidligt som muligt, er med

andre ord uhyre vigtigt. Det giver dem blandt andet større

tryghed, da de i højere grad får deres behov og ønsker opfyldt.

Og det giver færre frustrerende oplevelser og større

selvtillid.

At forstå det underforståede

Hvad er så det særlige ved sproget? For det første er det

talte og det skrevne sprog i næsten alle sammenhænge det

mest smidige og effektive kommunikationsmiddel (og helt

nødvendigt i forbindelse med skole og uddannelse). For det

andet er børns sprogtilegnelse i vores kultur en mangesidig

sag. Det er ikke nok at lære at tale rent. At kunne forstå,

hvad andre siger, er mindst lige så vigtigt.

Læg i øvrigt mærke til, at man som regel siger, at børn

tilegner sig deres modersmål – ikke at de lærer det. Det

betyder, at de gør det til deres eget. Det vil sige, at det for

et dansk barn hører med til dets identitet at tale og forstå

dansk. Det bliver nemlig med tiden til: »Jeg er sådan en,

der taler dansk«, eventuelt: »Jeg er sådan en, der taler

fynsk«. Senere måske: »Jeg er sådan en, der taler, som man

gør i den klike eller i den faggruppe«.

Vores sproglige kommunikation har en konkret funktion.

Vi vil måske have kontakt, undskylde, trøste, prale eller lave

sjov. Der er mange muligheder. Hvis lille Peter på 3½ år siger:

»Mig ked af det!«, kan det både være et kontaktønske,

en undskyldning, et ønske om trøst, et forsøge på at trøste,

pral (underforstået: Men jeg vandt) eller sjov (underforstået:

Jeg leger, at jeg er ked af det). I selve situationen vil

forælderen eller kammeraten ikke være i tvivl, for det ligger

i luften. Det er underforstået, hvad Peter mener, da det kan

tolkes ud af sammenhængen.

50 51

Tegn til tale giver barnet et godt udgangspunkt

I børneopdragelsen bør man tage udgangspunkt i barnets

naturlige forudsætninger og forsøge at bygge videre på

dem. Når det drejer sig om at tilegne sig det talte sprog,

ved vi, at muskulaturen i munden er meget kompleks. Det

tager derfor lang tid for det lille barn at lære at bruge de

teknikker, der skal til for at kunne forme de rette lyde og

ord. Til gengæld tager det langt kortere tid for det lille barn

at lære at forme tegn med hænder og arme. Det er derfor

oplagt at bruge tegn-til-tale metoden sammen med sin

baby, der gerne vil kommunikere, men blot ikke er i stand

til at gøre det via det talte ord.

En genvej til talesprog

Nogle gange tager vi opdragere på en rejse til vores børns

univers og bringer os på niveau med deres verden. Men i

hovedregelen er vores måde at gøre tingene på præget af

’autopilot’ og traditionelle metoder at gribe opdragelsen an

på. Hvis vi vil have succes med opdragelsen af vores børn,

må vi i højere grad observere børnenes naturlige forudsætninger

for at kommunikere. Mange forældre vil sikkert

tænke, at det er en omvej at bruge tegn-til-tale som overgangsløsning,

når det nu er så vigtigt, at ens barn tilegner

sig talesproget. Men det er i virkeligheden en hurtig genvej

til at give barnet de rette forudsætninger for at kommunikere.

Og det er samtidig er måde at skabe forudsætningerne

for den ønskede opdragelse allerede i barnets tidlige

udvikling.

Da Louis var halvandet år, brugte han mere end 150 tegn

til at kommunikere med. Det var tegn for alt muligt , lige fra

varm og hjælp mig! til morfar. Så fulgte en overgangsperiode,

hvor han supplerede tegnene med talte ord, efterhånden

som han lærte at udtale dem. Nu, hvor Louis er 3½

år, har han et fyldigt ordforråd og har sluppet tegnene helt

– undtagen når han sender en farvel-hilsen igennem ruden

nede i vuggestuen.


Tegn til tale har i mange år været brugt i forbindelse

med småbørn, der er tunghøre og døve. Idéen er at

bruge alle de ressourcer, der er til stede, så den lille

hurtigst muligt får mulighed for at kommunikere.

Erfaringerne viser, at brug af tegn til tale styrker barnets

evne og lyst til overhovedet at kommunikere.

52 53


Forundring fryder

Når man opdrager, kan det være svært at finde tid og overskud til at tage børns forundrede

spørgsmål alvorligt. Det er et problem, da evnen til at forundres bliver en vigtig

evne i fremtidens stadig mere foranderlige verden.

af Peter Lilleheden

Du husker måske den klassiske børnesang om Spørge

Jørgen. Jørgen, denne usædvanligt nysgerrige dreng, der

i løbet af sin sang får arbejdet sig igennem en række af

(børne)livets store spørgsmål; såsom hvorfor løver ikke

spiser jordbær, hvorfor køer ikke har vinger, og hvorfor en

kylling ikke bliver malket. Det er alt sammen spørgsmål,

som den lille Jørgen forundres over og finder både interessante

og relevante. Desværre vinder Jørgens spørgelyst ikke

genklang hos hans forældre, der i stedet bliver irriterede

over de endeløse myriader af spørgsmål fra Jørgen. Sangen

ender da også med, at Jørgen må lide den tort at få en

endefuld og blive sendt i seng.

En sådan korporlig afstraffelse af børn hører heldigvis

fortiden til. Men jeg vil hævde, at børns ’dumme’ spørgsmål

– eller forundrede spørgsmål, som jeg hellere vil kalde

dem – stadig den dag i dag ofte ikke bliver taget alvorligt

eller ligefrem bliver straffet med irritation. Det sker typisk i

en travl hverdag, hvor overskuddet til den slags spørgsmål

ikke er til stede. Vi har nok alle oplevet situationen i Netto

med det spørgelystne barn og den trætte og stressede

forælder, der fraværende svarer i øst, når barnet spørger

i vest, og til sidst irettesætter barnet for dets mange

spørgsmål for selv at få fred. Jeg har i hvert fald overværet

sådanne situationer.

Men det er et problem, når voksne forsøger at kvæle

børns spørgelyst, da børns forundring er med til at give

dem en uvurderlig viden om den verden, der omgiver dem.

Fra stabilitet til omskiftelighed

Lad mig indlede med at kaste et blik på den verden, som

nutidens børn vokser op i. Den er nemlig præget af en

række meget omfattende forandringsprocesser i forhold til

den verden, tidligere generationer voksede op i.

Det, man populært kunne kalde ’Gud, Konge og Fædreland’,

har ikke længere den samme automatiske autoritet.

Før i tiden var det lettere at forklare ting og retfærdiggøre

handlinger med et »Sådan er det bare!«. Den går ikke

rigtigt længere. Svarene på verdens beskaffenhed og vores

rolle i verden er ikke længere så indlysende og selvfølgelige.

Konsekvensen af det er, at det i langt højere grad er

op til det enkelte menneske at finde sin egen kurs i livet og

selv forme sin egen identitet. Det har i sagens natur båret

en masse fordele med sig, men det kan også være en anstrengende

og stressende udfordring. Tidligere var der en

vis tryghed i at kunne følge traditionerne og videreføre sine

forældres levevis. Det er der ikke længere i samme grad

54 55

mulighed for. Dertil er forandringerne i den omgivende

verden for hurtige og for uforudsigelige.

Forandringer giver nye udfordringer

I et gammelt mundheld hedder det, at »forandring fryder«.

Denne formulering kan meget vel vise sig at blive et

af mantraerne i fremtidens verden. Her synes konstante

forandringer nemlig at blive en grundpræmis i tilværelsen.

Man kunne lidt spøgefuldt fristes til at sige, at forandringerne

er kommet for at blive. De fleste opfatter tilsyneladende

dette som en uundgåelig omstændighed, for »man

må jo følge med tiden«. Forandringerne sniger sig ind på

alle niveauer i vores hverdag og viser sig mange steder,

lige fra den tiltagende strøm af nye pædagogiske tiltag i

lille Frederiks børnehave over den løbende opdatering af

computersystemet på mors arbejde til storesøsters evigt

skiftende chatprofiler. De afspejler sig også i de mange nyheder

fra nær og fjern, der ruller over den tv-skærm, som

deres far plejer at falde i søvn foran om aftenen, når han

kommer træt hjem fra sit arbejde som ’medarbejderudviklings-konsulent’

og har brugt dagen på at messe for de

ansatte i diverse virksomheder, at forandring fryder. Dette

eksempel skal illustrere, hvordan forandringerne i vores

hverdag finder sted i et omfang, der gør det stadig mere

krævende at hænge på udviklingen, ligesom årsagerne til

forandringerne bliver sværere at få øje på.

Hverdagen i en sådan verden er meget rammende

blevet beskrevet af den polsk-britiske sociolog, Zygmunt

Bauman, som: »Et liv levet i en by, hvor trafikken dagligt

omdirigeres, og vejnavnene bliver ændret uden underretning«.

At vokse op under sådanne omstændigheder er

unægtelig forbundet med en række helt specielle udfordringer.

Her er det vigtigt at kunne orientere sig i konstant

foranderlige omgivelser.

Husk det lille »hvorfor?«

Hvis man ikke har de rette redskaber til at håndtere kon-


Derfor er det vigtigt, at børnene lærer at stille en

forfærdeligt masse spørgsmål. Også de ’dumme’ af

slagsen.

stante forandringer, kan forandringerne blive en kilde til

stress. Især for børn. Og derfra er der ikke langt til forvirring,

utryghed og usikkerhed. Derfor bliver det stadig vigtigere,

at børn lærer at begå sig i en verden, der er under

konstant forandring. Det er vigtigt i forhold til udviklingen

af deres identitet. Det store udbud af valgmuligheder på

alle livets hylder giver nemlig også langt større frihed til at

eksperimentere med det personlige udtryk.

For at illustrere dette kan vi tage det karikerede eksempel

med pigen, der den ene måned møder op i skolen som

’poptøs’, nogle måneder efter som ’goth-chick’ og senere

igen som ’stræber’. En sådan løbende forandring er mulig,

hvis hun er i stand til at knytte de forskellige udtryk sammen

i en overbevisende og sammenhængende selvfortælling.

Tilstanden af konstant forandring omfatter altså ikke

kun de ydre omgivelser, men forplanter sig også til børns

indre. Under sådanne omstændigheder er det vigtigt at

have det lille »hvorfor?« med i bagagen for ikke at miste

orienteringen i en verden fuld af evigt skiftende muligheder.

At give børn redskaberne til at finde deres egen kurs i

livet er derfor en af de fornemste opgaver, man har som

opdrager. Det gør man bl.a. ved at give dem lysten og

modet til at møde deres omgivelser med åbenhed, nysgerrighed

og forundring, så de ikke blot ukritisk flyder med

strømmen, men i stedet forholder sig selvstændigt, aktivt

og kritisk til de valg, de træffer på deres vej igennem livet.

Derfor er det vigtigt, at børnene lærer at stille en forfærde-

ligt masse spørgsmål. Også de ’dumme’ af slagsen. Det kan

dog være en stor udfordring at lære i en hverdag, hvor de

forundrede og ’dumme’ spørgsmål har trange kår.

Børn skal turde at stille 'dumme' spørgsmål

»Svaret er spørgsmålets sorte uheld.« Den franske filosof,

Maurice Blanchots ord har næppe haft større relevans end

i forhold til den verden, danske børn vokser op i i dag.

Børnene oplever en hverdag, der er fyldt med ’korrekte’

svar og handlingsanvisninger. For nu at tage skolen som

eksempel, så modtager børn en undervisning, der bærer

stadig tydeligere præg af test, evalueringer og forsøg på

at kanonisere kulturen (og dermed skabe en tjekliste over

hvad der er ’rigtig’ kultur). Skolen er et læringsmiljø, hvor

paratviden og de(t) korrekte svar får stadig større vægt og

betydning. Det er selvfølgelig sundt og nødvendigt med

et grundlæggende niveau af paratviden. Men vi er på

længere sigt ilde stedt, hvis ikke vi lærer børn at bringe

deres forundring i spil med den paratviden, de tilegner sig

i skolen. Skolesystemet skal lære børn værdien af at undre

sig og turde stille de ’dumme’ spørgsmål og finde de gode

spørgsmål til de såkaldt korrekte svar.

Det er dog ikke kun i skolen, at børn møder de ’korrekte’

svar og handlingsanvisninger. Når de går fra skole, bevæger

de sig ud i en fritid, der, for de fleste børns vedkommende,

er gennemsyret af reklamer, ungdomsmagasiner (fyldt med

idoler) og tv-programmer modelleret omkring anvisninger

i forhold til den rette måde at leve på, være på og se ud

56 57


Børns forundring er en vidunderlig gave, som de bærer

med sig fra fødslen. De er som en slags opdagelsesrejsende

i en verden, som vi voksne mener at have kortlagt.

på. Med andre ord den rette måde at være ’cool’ på. Det

er der jo intet forkert eller odiøst i. Det interessante er

selve intensiveringen i udbuddet af ’færdigpakkede’ svar

i forhold til den rette attitude, påklædning og udseende.

Udbuddet er nærmest eksploderet. Børn og unge vokser,

med andre ord, op i en verden, hvor svarene og anvisningerne

er overalt, og hvor de forundrede spørgsmål og det

lille »hvorfor?« derfor kan have trange kår.

Forundring er uvurderlig

Det er vigtigt, at vi voksne sætter os i børnenes sted og

forsøger at forstå deres forundring. Det kan være både

interessant og lærerigt at sætte sig sammen med børnene

og dele deres undren over den omgivende verden og prøve

at se verden fra deres perspektiv: »Mor, hvorfor siger du, at

manden i butikken var storsnudet? Hans næse var da ikke

særligt stor«, »Farmor, hvorfor er det egentlig, at kvinder

går i kjole, og mænd i bukser?«, »Far, hvor bliver strømmen

af, når man slukker lampen?« Den slags forundring er med

til at stimulere fantasien og forme den måde, vi møder

verden på.

Jeg havde således selv en oplevelse for ganske nylig, der

smilende fik mig til at standse op og fundere lidt over

tilværelsen. Den indtraf, da jeg dødtræt trådte ind i toget.

Efter have passeret en far, der sad og talte med sin søn på

omkring fem år, hører jeg sønnen spørge: »Far, ham den

kæmpestore mand, tror du ikke, at han er mindst tusind år

gammel?«. Så jeg mon virkelig så træt ud?

Man skal huske på, at den viden om verden, som børn skaber

ud fra deres egen forundring og på deres eget initiativ,

er uvurderlig. Tænk blot på fysikeren, Albert Einstein, der

formulerede sig sådan her om evnen til at forundres:

»Når jeg ser på mig selv og mine tankemetoder, må jeg

konkludere, at fantasiens gave har betydet mere for mig,

end evnen til at tilegne mig ny viden.«

Vi skal derfor huske at prise værdien af børnenes forundring.

Et godt eksempel på det modsatte har jeg fra min egen

skoletid, hvor en af mine lærere i en periode indførte en

pris for ugens dummeste spørgsmål i klassen. Det bør for

en god ordens skyld nævnes, at jeg var hyppig modtager

af denne lidet flatterende pris. Indførelsen af prisen var

selvfølgelig ment i spøg fra min lærers side, men det havde

den effekt, at min spørgelyst for en periode blev voldsomt

hæmmet.

Børn er nysgerrige opdagelsesrejsende

Børns forundring er en vidunderlig gave, som de bærer

med sig fra fødslen. De er som en slags opdagelsesrejsende

i en verden, som vi voksne mener at have kortlagt. Børn

bevæger sig ofte i ukendt territorium, hvilket naturligt afføder

forundring og behov for at stille spørgsmål. Denne

forundring bruger de (for nu at bruge billedet på den

'baumanske' by) til at tegne deres egne kort over verden,

idet de formulerer deres egne spørgsmål og forsøger at

finde svarene på dem. Selvom det til tider fører til ’dumme’,

irriterende og upassende spørgsmål, skal spørgsmålene

respekteres og tages seriøst.

Den lyst og evne til forundring, jeg taler om, har en

spændvidde fra livets helt store, eksistentielle spørgsmål til

banale hverdagsobservationer. Lad mig komme med et par

konkrete eksempler. For nylig var jeg ude at køre bil med

min nevø Jacob på syv år. Jacob sad på bagsædet sammen

med sin mor og kiggede ud af vinduet. Efter at have

siddet i tavshed i nogen tid spurgte han pludselig sin mor,

om oldefar mon sad på en sky oppe i himlen, og i så fald

hvilken af skyerne. Det måtte jo gerne være en af dem tæt

på solen, så han ikke frøs. Nogen tid efter hjalp Jacob sin

far med at lappe cykel. Efter længere tids stiltiende undren

og passiv observation spurgte han pludselig sin far, hvordan

i alverden der kunne være så meget luft i en cykelpumpe.

Sådan har alle mennesker, der har børn eller har med

børn at gøre, deres eget galleri af små anekdoter og eksempler

på børns spørgsmål til de ting, vi voksne ikke længere

tænker over selv. Foruden at være en livsbekræftende kilde

til glæde og morskab, er det også noget, der skal påskønnes

og værnes om.

En værdifuld måde at møde verden på

Som det er fremgået af denne lille tekst, må man passe på,

at man ikke fratager børn lysten og modet til at stille de

forundrede spørgsmål. Vi må i stedet fremelske lysten til

forundring hos børn og på den måde støtte dem i at være

nysgerrige, åbne og modige, så de kan søge nye grænser

58 59

og ny indsigt. Vi voksne må huske på, at børns forundring

hjælper dem til at forstå den verden, de vokser op i. Det er

derfor vigtigt, at vi i hverdagen tager os den fornødne tid til

at dvæle ved det (for børnene så pirrende og for vi voksne

ofte så irriterende) »hvorfor?« og dermed vise børnene

respekt for deres måde at møde verden på.

Lad mig afslutningsvis vende tilbage til den kære Spørge

Jørgen. De mange forundrede spørgsmål, som Spørge Jørgen

og hans mange allierede i børneverdenen repræsenterer,

er i virkeligheden et strålende eksempel på en meget

værdifuld måde at møde verden på. Det er en tilgang, der

giver dem det rette afsæt til at forstå en verden, der er i

konstant forandring. Når vi opdrager, skal vi derfor undgå

at gøre som forældrene i sangen om Spørge Jørgen, der jo

ender med at straffe spørgelysten. Vi skal i stedet huske på,

at forundring fryder.

Nu skal jeg fortælle jer om Jørgen:

Jørgen var en temlig artig dreng

men han plaged alle med sin spørgen

fra han vågned til han gik i seng

Far og moer blev så trætte af det

det han spurgte om var noget pjat.

Tit han spurgte bare for at drille:

Hvoffer hvoffer dit og hvoffer dat?’

- Spørge Jørgen af Kamma Laurent.


60

Børnehaven og skolen


Alle børn skal over

samme målstreg

Nationale test er indført for at afgøre,

om alle folkeskolens elever når de fastsatte

mål. Men intet tyder på, at testene

gavner hverken børnenes læring eller

trivsel.

af Anja Madsen Kvols

Simon slår blikket ned, idet stavetesten lander på hans

bord. 7.b har dansk i sidste time. Simon sukker: Testen fra

sidste uge gav igen langt flere røde streger end flueben. Da

klokken endelig ringer, sniger han sig ud af klassen, mens

skoletasken tynger hans skuldre.

Overliggeren skal være lige høj for alle børn

Testresultatet giver Simon et billede af, at han ikke er god

nok. At der ligger et rigtigt stort arbejde foran ham, som

nemt kan komme til at virke fuldstændigt uoverskueligt.

Det ved jeg, for han er en dreng, jeg selv har haft i skolen.

Men han er langt fra et enestående eksempel.

Også jeg sukker: I 2005 blev det nemlig vedtaget i Folketinget

at indføre nationale test i folkeskolen. Det betyder, at

alle børn i løbet af deres skolegang skal op til i alt 10 test.

Elevernes faglige kunnen skal måles i forhold til Undervisningsministeriets

målsætninger, de såkaldte ’Fælles Mål’.

Idéen er at se, om børnene når målene – altså de fælles

mål, der er ens for alle.

Før de nationale test og 'Fælles Mål' blev indført,

drejede det sig i skolen mere om, at børnene havde deres

egne målsætninger. På den måde kan man sige, at alle børn

kunne være med og ’komme i mål’ – nemlig deres egne.

Med de nye nationale test handler det om at komme først

i mål – i skarp konkurrence med kammeraterne. Man kan

altså sige, at det nye ligger i, at målenes overligger nu i stigende

grad er lige høj for alle børn. Og konkurrence skaber

både vindere og tabere.

Teach, test and hope for the best

Hvad de nationale test kommer til at betyde for børnenes

hverdag og deres skolegang, kan man ikke sige noget

sikkert om endnu. Men efter undersøgelser fra USA at

dømme, kommer testene til at betyde noget. USA har allerede

haft nationale test i en årrække, men at der skulle

komme bedre faglige resultater ud af at indføre testene,

har forskere derovre ikke kunnet vise. Derimod kan de se,

at testene har uheldige bivirkninger: Børnene snyder for at

få gode karakterer. Lærerne snyder med – dels for at børnene

skal få gode karakterer, men også for at de selv skal få

gode resultater. Skolernes administration snyder også, for

at skolerne skal få gode resultater. Alle niveauer i skolesystemet

bliver altså optaget af at nå bestemte målsætninger

og resultater, fordi skolernes økonomiske bevillinger og

lærernes løn afhænger af elevernes testresultater.

I sådan en skole vil Simon være en ren underskudsforretning.

Og med tanke på erfaringerne fra USA er det ikke

utænkeligt, at skolen vil være nødt til at sende ham på

udflugt netop den dag, der er national test i hans klasse for

at undgå, at han trækker ned i det samlede resultat.

I sådan en skole vil Simon være

en ren underskudsforretning.

Øvelse gør testmester

De nationale test er en slags standardtest. De tager for

eksempel ikke højde for, hvad de forskellige skoler lokalt

62 63

har lagt sig fast på at arbejde med og nå af mål. Det er også

meget forskelligt, hvad børnene kommer med hjemmefra.

Det tager testene heller ikke højde for. På samme måde er

det også meget forskelligt, hvad der motiverer børn. Jeg

har selv tit været forundret over forskellen imellem Simon

og hans klassekammeraters interesser sammenlignet med

parallelklassens interesser – selv om de boede på samme

gang, dør om dør, var omtrent lige gamle og så videre.

Det danske skolesystem er verdenskendt

for at have glade

børn.

Men når der kommer en standardiseret test, vil man som

lærer være tilbøjelig til at undervise i det, testen tester.

Det viser med al tydelighed foreløbige resultater af et

forskningsprojekt om dansk evalueringskultur, som jeg

selv arbejder på. Og jeg frygter ærligt talt, at det vil give en

ensretning af undervisningen, som, jeg på ingen måde kan

forestille mig, er til gavn for børnenes trivsel og læring.

Samme effekt gør sig gældende i USA, hvor det har vist

sig, at lærerne fortrinsvis underviser i det, testene skal teste.

Begrebet ’teaching to the test’ er altså meget udbredt

i en testskole som den amerikanske. Og under udbredelse i

den danske skole.

Testskole giver sur smiley

Ved at indføre nationale test kan den danske folkeskole

altså komme til at ligne de testskoler, man finder i USA,

men også i et land som Finland. I Finland har man testet

elevernes trivsel, og her vender mundvigene nedad: Testene

viser, at eleverne ikke er så glade for at gå i skole. Det

kan der nu være mange grunde til, og en af grundene kan


Det overdrevne fokus på faglighed og på, hvad der er inde i hovederne på

børnene, retter opmærksomheden væk fra det, der er omkring børnene:

motivation, glæde, lyst til at lære, trivsel.

være, at den finske skole, modsat den danske, går meget

op i udenadslære.

Det danske skolesystem er verdenskendt for at have

glade børn. Selv Simon, der lægger krop til mange nederlag

i skolen, var i bund og grund glad for at gå der. Det er derfor

nødvendigt at være opmærksom på, om det at indføre

nationale test herhjemme kaster en skygge over de danske

elevers glæde ved at gå i skole. At amerikanske børn føler,

at de er nødt til at snyde, er vel ikke et tegn på rigtigt god

trivsel i skolen. Jeg spørger mig selv, om vi på det her punkt

er i gang med at bytte vores glade smiley ud med en sur,

når vi går med i kapløbet om standarder, målbare kundskaber

og udenadslære.

Det handler også om, hvad der er omkring hovedet

Al snak om målsætninger, planer og test i folkeskolen

hænger sammen med et ønske om mere faglighed. Fag-

lighed er om noget et ord, der inden for den pædagogiske

og den politiske verden er blevet slidt op. Det er blevet et

tomt begreb, der tilmed er positivt ladet. For hvem vil ikke

have faglighed i skolen? Det overdrevne fokus på faglighed

og på, hvad der er inde i hovederne på børnene, retter

opmærksomheden væk fra det, der er omkring børnene:

motivation, glæde, lyst til at lære, trivsel. Man får med

andre ord det, man tester … og kun det.

De nationale test kan bruges til at se, hvordan det går

med det faglige niveau inden for nogle målbare områder af

fagene. Derfor skal vi passe på, at de ikke får en opdragende

effekt i skolen. Skolen har en alt for vigtig opdragende

opgave: Den skal stå for en opdragelse, der fokuserer på at

udvikle en positiv indgang til hele livet og det at lære. Det

er nemlig nødvendigt for at få glade og dygtige borgere

ud af skolen i den anden ende. Det skal nemlig ikke blot

handle om at vinde, men om at lære med.

64 65


Skal

barnet

styres

eller vokse frit?

Det er ikke helt selvindlysende, hvad

man mener, når man taler om børneopdragelse

i dag. Ordet har to overordnede

betydninger, nemlig tilpasning og inddragelse.

Hvad der forstås ved børneopdragelse

er historisk bestemt – og vi er

selv med til at bestemme det.

af Stig Broström

»Når pædagogen i mit barns børnehave siger, at de må

bruge en del tid på at opdrage børnene – mit barn – for at

alle har det godt, så synes jeg, det lyder lidt autoritært«.

Sådan sagde en kvinde, der er mor til Jonas på fem år.

Jonas er et energibundt med en forkærlighed for de vilde

og kropsbetonede lege ude på børnehavens frie arealer.

Han kan kun med vanskelighed sidde stille indendørs til

frokosten og til de andre aktiviteter, der kræver en vis grad

af opmærksomhed og kropsbeherskelse. For eksempel fortæller

pædagogen, at han under oplæsning af H.C. Andersens

eventyr, Fyrtøjet, var så kropsurolig og snakkende, at

han forstyrrede kammeraternes mulighed for at få udbytte

af oplæsningen. Derfor appellerede pædagogen gentagne

gange til hans forståelse: »Jonas, de andre børn vil gerne

høre historien«, ligesom hun enkelte gange mere direkte

måtte irettesætte ham og tale ham til orden.

Opdragelse forstået som tilpasning

Umiddelbart kan det se ud som om, Jonas bliver opdraget

i betydningen ’draget op’ til de voksnes fornuft og de

voksnes opfattelse af, hvad der er passende opførsel. På

den måde kan opdragelse forstås som en tilpasningsproces,

hvor barnet skridt for skridt lærer at indrette sig i overensstemmelse

med overmagtens vurdering af, hvad der er

gode værdier og god opførsel.

Set fra et barneperspektiv kan man også blive bekræftet

i, at opdragelse er negativt og autoritært. Det kommer

blandt andet til udtryk i et ti år gammelt forskningsprojekt,

hvor seksårige børn udtalte sig om dét at blive opdraget.

De sagde blandt andet: »Børn bliver opdraget. De voksne

ser skrappe ud. Det er dumt, at de voksne skal bestemme.«

»Børn bliver ikke opdraget på en god måde, de er så skrappe

i børnehaven. Derhjemme skælder de ikke så meget

ud.« Børnestemmerne antyder, at de voksne i børnehaven

er skrappe og bestemmer for meget – set i forhold til forældrene.

Med afsæt i udtalelserne fra børnene og fra Jonas' mor

kunne det se ud som om, der er en modsætning imellem

familielivet og livet i børnehaven: Sat på spidsen får børnene

lang snor i hjemmet. Forældrekærligheden (spædet op

med skyldfølelse over lange arbejdsdage) fører til en slags

’ikke-opdragelse’, der dels kommer til udtryk i børnenes

medbestemmelse, dels i forældrenes opfyldelse af børnenes

samtlige behov, blandt andet i forhold til spisevaner,

sengetider og forbrugsgoder (oceaner af legetøj og elektronisk

udstyr på børneværelset). Børnene møder sjældent

et konsekvent »nej«, men i stedet mange gange »nej«,

der lidt efter lidt forhandles på plads til et »ja«. Til forskel

66 67

fra den individuelle orientering i familien møder børnene

i børnehaven et fællesskab, hvor der skal være plads til

alle, og hvor det enkelte barn må lære at indrette sig efter,

at der er andre børn, der hver især har deres behov og

interesser – og at der er en række fælles (mere eller mindre

synlige) regler, værdier og holdninger i forhold til trafikken

i fællesskabet. Det er naturligvis en voldsom udfordring for

det individuelle (ikke-opdragede) barn at finde sig til rette i

det fællesskab.

Angsten for at hænge fast i begrebets

negative side fører til, at

nogle helt udelukker begrebet

‘opdragelse’.

Det er ikke mærkeligt, at både Jonas og hans mor viser

modstand over for den institutionelle opdragelse, som

de møder i børnehaven og senere i skolen. Omvendt kan

man indvende, at institutionens opdragelse repræsenterer

barnets chance for at blive socialt kompetent, det vil sige

at lære at være sammen med andre børn og lære at se

situationer med andres øjne – og dermed lære at skabe

situationer og aktiviteter, hvor egne og andres behov går

op i en højere enhed! At lære at indgå i forpligtende fællesskaber

og dermed udvikle demokratiske kompetencer,

kræver støtte fra voksne – forældre, pædagoger og lærere.

Med andre ord: Det kræver opdragere, der tør opdrage.

Opdragelse forstået som inddragelse

Opdragelse skal ikke kun ses som noget rent tilpasningsmæssigt

i betydningen ’at drage de umælende små op til

de voksnes fornuft’. Angsten for at hænge fast i begrebets


Børnene har med andre ord brug for voksne vejvisere. Voksne, der ikke

autoritært bestemmer over børn, men er autoriteter for børnene.

negative side fører til, at nogle helt udelukker begrebet

’opdragelse’ og nøjes med et aktivt læringsbegreb, der

handler om, at barnet (ud af den blå luft) tilegner sig viden,

værdier, holdninger og adfærdsmåder. Helt parallelt fører

angsten for begrebets negative side til afskaffelse af selve

undervisningsbegrebet til fordel for idéen om, at barnet

skal have ansvar for egen læring.

Men frem for at være så angst for at virke autoritær (og

derved overlade opdragelsen til børnene selv), kan vi erstatte

den vertikale vending ’at drage op’ med en horisontal

og dermed mere ligeværdig metafor, nemlig ’at drage ind’.

Børnene vokser op i samfundet og kulturen og må nødvendigvis

skaffe sig adgang til det fællesskab. Når de, skridt for

skridt, vokser ind i kulturen, overtager de på egen vis kulturens

værdier, holdninger og adfærdsmåder samt den viden,

der ligger i fællesskabet. Den proces kalder man også for

’indkulturering’ eller ligefrem ’indvielse’.

Det kan være vanskeligt at lade sig inddrage. Hvis ikke

man får hjælp, er der risiko for, at man bliver holdt uden

for fællesskabet. Hvis barnet for eksempel ikke har lært

(sig) legekulturen og reglerne for legen, er der risiko for, at

det aldrig kommer ind i legefællesskabet og aldrig får venner.

Børnene har med andre ord brug for voksne vejvisere.

Voksne, der ikke autoritært bestemmer over børn, men er

autoriteter for børnene. Det vil sige myndige voksne, der

ved noget, kan noget, og som gerne deler deres viden med

børnene på en dialogisk, omsorgsfuld og respektfuld måde.

Altså en opdragelse, der ikke tilpasser og umyndiggør, men

derimod skaber selvstændige, aktive, vidende og villende

børn.

Ingen opdragelse uden omsorg

Der er hermed stillet krav til opdrageren. Det er ikke nok,

at man, som forælder, lærer eller pædagog, har et perspektiv

på fremtiden og en forståelse for, hvad der kræves

af fremtidens menneske. Og det er heller ikke nok, at man

med autoritet påtager sig at hjælpe børnene med at leve

op til fremtidens krav. Barnet vil sandsynligvis ikke få gavn

af det, medmindre forholdet imellem barnet og den voksne

er baseret på dialog og på dét, at den voksne anerkender

barnet for det, barnet er. Med andre ord: Den voksne må

vise omsorg for barnet! Den voksne må rette sin opmærksomhed

imod barnet og få barnet til at føle sig veltilpas og

føle sig støttet i at nå sine mål. Forholdet imellem barnet

og den voksne er af afgørende betydning for, om barnet

trives, lærer og udvikler sig. Læreren må møde det enkelte

barn med indlevelse og omsorg, så barnet oplever, at det

er noget særligt, og så det føler nærhed, anerkendelse og

varme.

Omsorgen indeholder flere dimensioner – uanset om

den finder sted i børnehaven, skolen eller hjemmet. Man

kan tale om en behovsomsorg forstået som den voksnes

hjælp til at tilfredsstille barnets væsentligste behov, for

eksempel spædbarnets behov for tilknytning til forældre

og skolebarnets grundlæggende behov for at blive set

og hørt af læreren. Derudover kan man tale om en ud-

viklingsomsorg, der handler om den voksnes omsorg for

barnets udvikling. Og endelig kan man tale om en opdragelsesomsorg,

der består af den voksnes forsøg på at gøre

barnet i stand til at bruge sin erhvervede viden, kunnen,

færdigheder, værdier og handlemåder på en selvstændig

og meningsfuld måde.

Hvad opdrager vi til?

Tilbage står vi med det store spørgsmål: Hvad opdrager vi

til?

Opdragelse er ikke bare et teknisk anliggende, hvor

barnet udstyres med færdigheder, måder at opføre

sig på og en skoletaske fuld af viden. Det er også et værdimæssigt

anliggende. Hver enkelt opdrager forholder sig til

livet og foretager en fortolkning og en vurdering af, hvad

der er væsentligt. Som opdrager er man ude på noget!

Man er selv en person med hoved, hjerte og hænder (det

vil sige bevidsthed, følelser og handlinger), og man vil

gerne inddrage den opvoksende generation til selv at tage

stilling til de store livsspørgsmål og til at træde aktivt ind i

livet.

Den enkelte forælder, lærer og pædagog må forholde

sig til to ældgamle pædagogiske spørgsmål: »Hvordan vil vi

balancere imellem polerne, ‘styre' eller 'lade barnet vokse

frit’?« Og »Skal indholdet have en tilpassende og politisk

korrekt karakter eller skal det være overskridende, kritisk

og frigørende?« Hvad der forstås ved ‘opdragelse’ er historisk

bestemt – og vi er selv med til at bestemme det.

68 69

Opdragelse er ikke bare et teknisk

anliggende, hvor barnet udstyres

med færdigheder, måder

at opføre sig på og en skoletaske

fuld af viden.


Forhandlerbarnet

For at klare skærene i et karrieresamfund må man have en

særlig opdragelse med sig i bagagen. Man skal stå stærkt

fagligt, socialt og personligt. Man skal være fleksibel og

være parat til at omstille sig. Og ifølge EU-kommissionen,

OECD, UNESCO og Globaliseringsrådet må man også være

indstillet på livslang og livsomspændende læring.

Vil man have et arbejde og samtidig fastholde det,

rækker det ikke med et eksamensbevis, der er stemplet i

1970’erne. Man må løbende markedsføre sig selv og sine

kompetencer, hvis man vil overbevise sin arbejdsgiver om,

at man har den vifte af opdaterede kompetencer, som jobbet

kræver.

Den faste ansættelse bliver i stigende grad erstattet af

kortere og mere projektlignende ‘indtil videre-stillinger’,

som bedre svarer til den konstante omskiftelighed, der er

et vilkår for den moderne virksomhed.

Vil man have en partner, nye venner eller bekendte må

man også i stigende grad kunne markedsføre sig selv i et

CV eller en hurtigt sammenstykket profil, når chancen for

en kontakt byder sig. Dating og anden kontaktsøgning på

nettet er således i kraftig vækst.

Men hvordan skaber man så mennesker, der kan trives i

Karrieresamfundet stiller store krav til det enkelte individ. Man

må være fleksibel og kunne markedsføre sig selv. Mange danske

familiers svar på den udfordring er forhandlerbarnet.

af John Krejsler

disse nye spillerum? En del af svaret må findes i den strategi,

man kunne kalde forhandlerfamilien.

Forhandlerfamilien opfostrer forhandlerbørn

Forhandlerfamilien er en familie, hvor alt i princippet står

til forhandling. Det kan være en velfungerende, demokratisk

familie, hvor alle tager hinanden alvorligt og forsøger

at give plads til hinanden og støtte hinanden. Eller det kan

være en familie, hvor alle spiller med skjulte dagsordener

i et spil, som mest går ud på selv at få så meget ud af

forhandlingerne som muligt – eller at få skubbet opgaver

over på de andre, fordi man (angiveligt) ikke selv har tid.

Uden tvivl befinder de fleste forhandlerfamilier sig et sted

imellem de to yderligheder.

Forhandlerfamilien er altså en familie, der er gearet til at

opdrage og motivere børnene til at blive slagkraftige kommunikatorer,

der kan formidle deres budskaber, så de slår

igennem. Han eller hun kan finde ud af at sætte dagsordenen,

argumentere for sin sag, gennemskue skjulte dagordener

og tolke kropssprog. Den slagkraftige kommunikator er

således først og fremmest en kommunikationsekspert.

Hvorvidt den slagkraftige kommunikator bruger sine

evner til at være en god demokrat, et indlevende medmenneske,

en manipulator eller ligefrem en psykopat, der

kontrollerer og bruger andre mennesker til egne formål,

kan dog sjældent afgøres på forhånd.

Skolen uddanner forhandlere

I skolen findes et væld af redskaber (en slags sociale teknologier),

der alle sammen har på programmet at uddanne

forhandlere, for eksempel projektarbejdsformen, logbogen,

den sociale kontrakt og porteføljen.

Jeg vil gerne opholde mig ved projektarbejdsformen,

som er et eminent redskab til at skabe forhandlerbørn,

der oplever sig som unikke, frie individer. I projektarbejdet

føres børnene ind i et univers, der kun kan etableres og

udvikles hensigtsmæssigt, hvis børnene er gode til at samarbejde

om det problem, de skal blive klogere på. Projektet

havarerer, hvis ikke børnene kan koordinere gensidige

forventninger: De ressourcer, som børnene hver især er

indstillet på at kaste ind i projektet i form af tid, involvering

og kompetencer, må forhandles på plads.

Forhandlerfamilien er en familie,

hvor alt i princippet står til

forhandling.

Projektarbejdsformen giver børnene gode muligheder for

at lære at håndtere relationer imellem dem selv og andre.

For i og med, at projektarbejdet henter sin dynamik ved at

koble fagligheden med børnenes egne ønsker og interesser,

lægger den også op til, at børnene kan surfe imellem

rollerne som elev, engageret deltager og ven. Og at mestre

overgangen fra samarbejde om arbejdsopgaven til afprøvning

af muligheder for mere intime relationer er afgørende

72 73

i et samfund, hvor relationerne til både samlivspartnere,

venner, arbejdskolleger og naboer er blevet mere ustabile.

Risiko for relationer af gensidig manipulation

I karrieresamfundet flettes det professionelle konstant

sammen med det personlige, og det er op til den enkelte

at holde det adskilt for ikke at risikere at brænde ud. Den

konstante sammenfletning frister os tit til at nøjes med at

foregive intimitet og oprigtighed over for andre mennesker.

Det er forståeligt, men indebærer samtidig en risiko for, at

man skaber en ny måde at være sammen med hinanden

på, der i højere grad bygger på gensidig manipulation.

Han eller hun kan finde ud af at

sætte dagsordenen, argumentere

for sin sag, gennemskue skjulte

dagordener og tolke kropssprog.

Skolens projektarbejdsform opstiller her et mere eller

mindre harmløst ‘legerum’, hvor børnene kan øve sig i at

finde en personlig balance imellem den totale oprigtighed

og den forførende manipulation.

Det er hverken min hensigt at tale for eller imod dannelsen

og uddannelsen af forhandlerbarnet. Vi lever i en tid,

hvor de færdigheder, som forhandlerbarnet er i besiddelse

af, giver udpræget bonus – både på arbejdsmarkedet, i familiens

skød og blandt venner. Derfor bør det ikke komme

som en overraskelse, at de danske familier opfostrer

forhandlerbørn, og at skolen uddanner forhandlere. På den

anden side må vi holde et vågent øje med risikoen for at

erstatte meningsfulde og nære relationer til andre mennesker

med uigennemsigtige relationer bygget udelukkende

på gensidig manipulation.


Og Gud skabte hjulet

Børn kan være velopdragne, men

samtidig uden opdragelse. Vi må give

dem erfaringer med det uforudsigelige

og komplekse, og vi må lære dem om

Darwin, Mozart og Holocaust.

af Jens Raahauge

For nylig fik jeg en 15-årig dreng til eneundervisning. Han

var blevet smidt ud af en religiøs privatskole, fordi han

var uartig. Og han kunne slet ikke begå sig i en almindelig

dansk klasse på et alderssvarende trin, eller rettere: Han

kunne kun begå sig destruktivt. Men han ville gerne være

noget med mekanik og ville derfor også gerne lære fysik.

Vi startede med at finde ud af, hvad faget egentlig var

for noget. Så vi startede med at tale om nogle billeder i

indledningen til en fysikbog.

På et tidspunkt stillede jeg spørgsmålet: »Hvordan tror

du mennesker fik flyttet tunge ting i gamle dage?« »Man

kørte dem på en vogn,« svarede han. »Men hjulet var ikke

opfundet dengang,« svarede jeg. »Jo, der har da altid været

hjul,« indvendte han.

Jeg gik sammen med ham i vores projektlokale, hvor

der står nogle tunge kasser med materialer. »Skub lige den

kasse herover,« bad jeg ham. Og han asede og masede,

men kunne ikke få kassen rokket ud af stedet. Så tog vi to

rundstokke, løftede kassen i den ene ende og skubbede

stokkene ind under. Nu kunne han uden besvær flytte kassen.

»Jeg troede, at Gud også havde skabt hjulet,« sagde

han. »Nej,« kunne jeg vise ham, »men da mennesket havde

lært at fælde træer, viste det sig, at det havde skabt rundstokken.«

»Men så har man bagefter fundet på at skære

den i små stykker til hjul,« sagde han spørgende. Og jeg

nikkede, mens han sagde, at det var den bedste time, han

havde haft i skolen.

Drengen er velopdragen forstået på den måde, at han

har fået at vide, hvad der er godt og ondt; hvordan man

skal tale til andre mennesker; at man skal have respekt for

de voksne og ikke mindst for sin familie. Men det er overflade.

Han har ikke noget at have det i, og så flaner han ud,

så snart han møder udfordringer. Når det uventede sker,

glemmer han sine gode manerer. Så man kan sige, at han

er en velopdragen dreng uden opdragelse.

Barnet må få uforudsigeligheden ind under huden

Når man møder sådan en dreng, der på overfladen er som

alle andre, men lige under fernissen en slags by-Mowgli,

så får man lyst til at bevise for sig selv, at han netop er

helt anderledes end alle andre børn. Derfor har jeg brugt

en række frikvarterer på at gå rundt og spørge store og

små om, hvordan man i gamle dage fik flyttet tunge ting.

Langt de fleste havde faktisk nogle gode bud, men alligevel

mente en del, at man nok altid havde haft en slags hjul,

bare nogle der var meget dårligere, for eksempel træhjul

eller jernhjul – eller sågar stenhjul.

Op i min erindring dukkede en tegning af den amerikanske

tegner, Gary Larson, som i sit album 'Langt ude' har en

tegning af far, søn, datter og hund, der alle sidder og kigger

på en bar væg (mor må nok være i køkkenet). Billedets titel

er: ‘Før fjernsynets opfindelse’.

Billedet tager de fleste børns opfattelse af de gamle

dage på kornet: Det var ligesom nu, blot manglede der

lidt hist og her. Men når de så kommer til at tale med

ældre mennesker, for eksempel bedsteforældre, om deres

barndom, eller når de kommer til at læse ældre litteratur

og opdager, at man dengang faktisk havde både familie-,

ånds- og samliv, så kan det i det mindste give anledning til

eftertanke.

76 77

En lang række opdagelser og hændelser har fået historien

til at udvikle sig i hop og spring. Hjulets opfindelse

revolutionerede menneskelivet. Det samme gjorde det

elektriske lys. Og det samme gør internettet.

Den store historie og den enkeltes historie rummer

sådanne kvantespring. Og den store fremtid og den enkeltes

fremtid vil møde sådanne uforudsigeligheder. Det må

derfor høre med til moderne opdragelse at lade børnene få

adgang til en basal viden om verden og om menneskelige

relationer. De må få uforudsigelighedens vilkår så grundigt

ind under huden, at de kan begå sig i nuet og i fremtiden.

Det ufatteligt skønne og det ubegribeligt onde

Det sker uafladeligt, at fjernsynet sender glatte film, der

tilbyder børn og unge blid underholdning til lektierne, til

maden, til afslapning og til cola, chips og burger. Sådan

en film ramlede jeg også ind i først på den aften, hvor jeg

skulle bearbejde mit samvær med en dreng, der mente, at

Gud havde skabt hjulet.

Det var en robinsonade om en flok unge, der var strandet

på en øde ø midt ude i Stillehavet. Drengene var begyndt

at finde ind i et hierarki, mens pigerne ordnede det

huslige. Men pludselig så en pige en flok fugle, forlangte et

net, så de kunne indfange nogle af fuglene, og blev mødt


med den stærke drengs hånlige: »Hvad har du gang i?« Hun

fortalte, at de var trækfugle, at de var mærkede, og at de

ville trække sydpå til Australien. Der ville ornitologer fange

dem, og hvis de havde breve om benene, ville andre få at

vide om de unges eksistens på den øde ø. Det ville være

deres redning. På spørgsmålet om, hvor hun vidste sådan

noget fra, svarede pigen, at det havde hun set i fjernsynet

sammen med sin mor.

Det var sætningen, der kunne få mig mentalt op af stolen.

Når pigen ikke bare fortæller, at hun har set trækfuglene

i fjernsynet, men betoner, at hun har set udsendelsen

sammen med sin mor, så er det jo fordi, moren har involveret

sig i begivenhederne, har holdt fast i det forunderlige.

Lige netop den handling fra morens side er en af den moderne

opdragelses fordringer – til forældre, lærere og pædagoger:

at involvere sig i barnets og den unges møde med

det undreværdige. Den amerikanske psykolog, Howard

Gardner, som har beskrevet de mange intelligenser, og som

i den grad er blevet misbrugt af pædagoger, der ønsker at

styre og opsplitte elever, siger, at der er tre områder, som

alle børn i den moderne verden skal kende: Darwin, Mozart

og Holocaust. Det kan oversættes til: den naturvidenskabelige

erkendelsesmåde, det ufatteligt skønne og det ubegribeligt

onde.

Man kan sige, at han er en velopdragen

dreng uden opdragelse.

Ingen kan forvente, forlange eller ønske, at børn og unge

skal opfinde eller opdage disse områder på egen hånd. De

er en del af de kollektive erkendelser, som menneskeheden

har gjort. Men den ekstreme opdeling i aldersmålgrupper,

som for tiden finder sted i den markedsorienterede styring

af vores samfund, kunne animere til en sådan ageren. Den

får tilmed ekstra næring igennem dyrkelsen af alle aldres

ungdommelighed, så det er populært, at mor er bedste

veninde med sin datter, far er kammerat med sønnike, og

hvad der ellers er af kombinationsmuligheder. Dette skal

ikke være sagt for at underkende de fordele, der er ved,

at børn og unge i langt højere grad end tidligere bliver set

som selvstændige individer, der har egne rettigheder og

selvstændige handlemuligheder. Men det skal tjene til at

pointere nødvendigheden af, at voksne vedkender sig at

være voksne, træder i karakter så at sige, både som rollemodeller

og som de mere erfarne, der kan understøtte

børnenes og de unges undren og mod på livet.

Psykologen Jens Sigsgaard udgav i 1942 ‘Palle alene i

verden’ med Arne Ungermanns illustrationer, og de to leverede

en ny udgave i 1974. Når læseren ser de to udgaver

over for hinanden, træder forskellene på Palles omgivelser

og livsmåder tydeligt frem. I den ældste udgave sidder han

i en udtræksseng med dynen godt stukket ned, den øverste

knap i pyjamassen knappet, tøjet pænt lagt sammen på

taburetten og skoene stillet sirligt ved siden af hinanden

under sengen. I den senere udgave står han op og strækker

sig i en seng med faste sider, dynen bylter i sengen,

pyjamasjakken er knappet helt op, og tøjet og skoene

er mindre ordentligt lagt på plads. I nogle af de forslag,

børnene har lavet om deres egen tid, har Palle et rigtigt

sengemiljø, han sover i undertøj, tøjet ligger på gulvet, og

han har computer på værelset.

Når børnene så taler med bedsteforældre, ældre på

plejehjem, forældre, familie, lærere eller pædagoger, så

får de autentiske svar på nogle af de spørgsmål, billederne

har rejst. »Hvorfor sov I med den øverste knap knappet?«

kan blive mødt af en fortælling om, hvordan moderen puttede

dynen omkring drengen, læste godnathistorie, bad

aftenbøn, lagde hans tøj sammen, knappede hans pyjamasknapper,

mens den senere og mere fri(ske) Palle hørte

godnatudsendelse i radioen, fik godnatkys og selv gik i

seng. Når de så ser på sig selv eller på kammerater, der har

eget tv og computer på værelset, kan de få et klart indtryk

af, at børn har fået det friere og materielt bedre nu, men at

den nære kontakt med de voksne på samme tid har været i

aftagende.

Når denne danske udviklingshistorie så suppleres med

78 79

Der er tre områder, som alle børn i den moderne

verden skal kende: Darwin, Mozart og Holocaust.

fortællinger fra kammerater, der er andengenerationsdanskere,

som i det oprindelige hjemland måske havde et soverum

til en stor familie, ikke havde nogen elektricitet eller

fik en kamel til deres fireårs fødselsdag, så møder barnet

og den unge en kompleksitet i samfundets udviklingshistorie,

som er basal for at kunne begå sig og træffe sine valg i

et hyperkomplekst samfund som vores.

Det handler om at give barnet substans og dybde

I Danmark har vi ikke skolepligt, men undervisningspligt.

Skolen er i princippet samfundets tilbud om aflastning af

de forældre, der ikke kan overkomme at undervise deres

børn selv. Men som jeg har søgt at beskrive, så kan forældrene

nok tage sig af fernisopdragelsen – af hvordan vi

socialt kan begå os blandt andre – men alt dette krakelerer,

hvis der ikke er substans under fernislaget. En substans, der

bygger på erfaring med det uforudsigelige og komplekse og

på viden om det naturvidenskabelige, det smukke og det

onde.

Disse vilkår må forældre og lærere og pædagoger tage

på sig i fællesskab i respekt for de landvindinger omkring

rettigheder, der er blevet barndommen til del. Mon ikke

det sker bedst ved at stille barnet og den unge gode

spørgsmål?


Kan man måle

selvtillid og

respekt?

Når de voksne bruger deres magtfulde

position over for børnene til at indføre

test fra 1. klasse, er der i virkeligheden

tale om misbrug af autoritet.

af Steen Hildebrandt

Ord er ikke blot kliniske redskaber, der fortæller noget om

verden. De er knyttet til mennesker, deres liv og deres følelser.

Personligt bryder jeg mig ikke om ordet ‘opdragelse’.

Det giver mig myrekryb.

»Du skal ikke opdrage på mine børn!« hørte jeg engang

en mor sige til sin mand, der ikke var børnenes far. Han

ville opdrage hendes børn. Men hvad vil det sige? Det vil i

al sin rørende enkelhed sige, at han ville påtvinge børnene

sine forestillinger om, hvordan børn skal være, hvad børn

må sige, hvordan de skal uddannes, og hvordan de skal gå

klædt.

Det er uhyggeligt og hyggeligt. Hyggeligt, fordi forældre

elsker deres børn og vil dem det bedste. Forældre har på

denne vidunderlige måde deres børn i en form for mesterlære,

sidemandsoplæring. Forældrene overfører stille

og roligt, mere eller mindre ubevidst, mere eller mindre

fredeligt, deres værdier, holdninger og mentale billeder af

verden til deres børn. Uhyggeligt, fordi børnene er totalt

prisgivet de voksne. Børnene er i de voksnes vold. Også

uhyggeligt, fordi mange af os er så snæversynede, at det

er uheldigt – for at sige det mildt – hvis andre påføres vore

holdninger, billeder og opfattelser.

Børn er forsvarsløse

Forældrene har livslang indflydelse på deres børn, og det

pålægger forældrene et stort ansvar. Meget af det, som

forældrene lærer deres børn, kan børnene kun komme fri

af igennem lang tids intensiv terapi, selvudvikling, træning,

meditation m.m. Vi har at gøre med en påvirkning, der er

ganske massiv. Børn er forsvarsløse. Børn er åbne, og ikke

nok med, at de er åbne, de suger til sig som små svampe.

Børn skal opdrages, siger vi. Underforstået: for at blive

gode og ordentlige samfundsborgere, ægtefæller, forældre

og medarbejdere. Underforstået: sådan som forældrene

ser det, og sådan som forældrene selv lærte det, da de

var børn. Sådan sikres kulturens overlevelse, sådan sikres

stabilitet, sådan overleveres traditioner, normer, myter og

værdier fra generation til generation. Det er en utroligt

vigtig funktion og mulighed, der ligger her. Og som altid er

der både en positiv og en negativ side.

Vi skal lovprise de muligheder for sammenhæng og stabilitet,

der ligger i at kunne overføre vores kultur til den opvoksende

generation igennem opdragelsen. Samtidig skal vi

være yderst opmærksomme på risikoen for at indoktrinere

børnene. Det kan vi blandt andet være ved at insistere på

inddragelse i stedet for kun opdragelse. Det vil sige, at vi, i

så høj grad som muligt, insisterer på at inddrage børnene

i beslutningerne, når det er relevant. Problemet er dog, at

det er de voksne, der kommer til at definere, hvad der er

relevant.

82 83

Karakterer fra 1. klasse

I Nyhedsavisen den 31. januar 2007 kunne man læse

følgende overskrift: ‘Politikere vil have karakterer fra 1.

klasse.’ Det er en politiker fra Dansk Folkeparti, der udtaler

sig. Hans synspunkt er, at der skal gives karakterer fra

dag 1 i skolen, »så forældrene helt konkret kan se, hvor

deres børn står« . Måske mener han også, at der skal gives

karakterer i vuggestue og børnehave, ja, måske kunne man

begynde endnu tidligere og give en karakter allerede ved

fødslen, og så lade den være hele grundlaget for efterfølgende

talkolonner og selvfølgelig være første tal at beregne

senere gennemsnit ud fra?

Personligt bryder jeg mig ikke

om ordet ’opdragelse’. Det giver

mig myrekryb.

Opfindsomheden er ganske vist ikke stor, men den er der,

og vi har at gøre med noget, som vi alle kan tale med om.

Det er det rene vanvid. Karakterer er skrøbelige størrelser.

Der er grænser for, hvad man kan byde tal, men vi byder

ét tal at sammenfatte hele mennesker. Så der går danskere

rundt og erklærer, at de fik 9,3 ved afsluttende eksamen

i niende klasse, til studentereksamen eller kandidateksamen.

Det er vanvid. Det er så bizart, at vi burde standse

dette taltyranni. Ikke nok med at disse tal i sagens natur

peger tilbage, er historiske, de bliver også brugt til at træffe

livsvigtige beslutninger, nemlig de unges valg af job og

uddannelse. Karaktererne betyder faktisk noget, og det er

næsten det værste.

Dårlig placering i forkerte statistikker

Forleden blev jeg interviewet af en journalist, der henviste


til, at OECD-økonomer placerede Danmark ret langt nede

i talrækkerne, når det handlede om folkeskoleuddannelse.

Danmark har tidligere ligget i toppen i disse OECD-statistikker,

men er rykket ned i løbet af de seneste år. Sådan argumenterede

og forklarede hun. Min kommentar til dette

var og er: »Hvad gør det at ligge ringe placeret i en forkert

statistik?« Med det mener jeg: OECD-statistikkerne er

interessante og sikkert også relevante til nogle formål, men

siger de noget om det virkelig vigtige? Når det drejer sig

om danske børns uddannelse og fremtid, er jeg ret ligeglad

med, hvad tilfældige OECD-økonomer sidder og regner ud.

Karaktererne betyder faktisk noget,

og det er næsten det værste.

Siger OECD-tallene noget om vores børns muligheder for

at tage vare på sig selv, på naturen eller på deres medmennesker

i en fremtid, der byder på store udfordringer og

megen tumult – og som med meget stor sandsynlighed vil

stille børnene over for udfordringer, som deres forældre og

bedsteforældre aldrig har været i nærheden af? Siger alle

disse statistikker noget om børnenes evne til at forstå verden

og forstå andre mennesker? Siger de noget om deres

evne til at udfolde og forvalte deres kreative evner, deres

evne til at udtrykke sig mundtligt, kropsligt og skriftligt og

deres evne til at arbejde sammen med andre mennesker?

Siger de noget om børnenes emotionelle, eksistentielle og

rumlige evner og erfaringer? Siger de noget om børnenes

kroppe, som til syvende og sidst er det vigtigste overhovedet?

Siger de noget om børnenes evner til at formulere

relevante problemstillinger og arbejde sammen med andre

om at løse dem?

Svaret er: Nej, nej og atter nej! Er det vigtige emner,

kvalifikationer og kompetencer for børnene? Svaret er: Ja,

ja og atter ja!

Sandheden er, at noget måles, mens andet ikke måles.

Sandheden er måske også, at vi kun måler det, vi kan måle.

Og alt det, som er svært, men vigtigt at måle, ja, det måler

vi ikke.

Børnene er fremtiden

Børnene er det vigtigste, vi har. Børnene er fremtiden.

Børnene skal kunne stå på egne ben og skal kunne orientere

sig i en fremtid, der ikke bliver let at have med at

gøre. OECD-statistikkerne siger intet om alt det. De siger

meget om økonomiske nøgletal, karakterer i forskellige fag,

i forskellige lande, på forskellige klassetrin osv. Og det kan

Vil man have noget at vide om

mig, må man spørge ind til,

hvem jeg er, og ikke betragte

mig, som om jeg var et gennemsnit.

som sagt være interessant og relevant nok. Det skal blot

suppleres og nuanceres med målinger, evalueringer og beskrivelser

af noget af alt det andet, jeg her har nævnt – alt

det, som er afgørende, dels for børnene som individer, dels

for børnenes mulighed for at bidrage til det samfund, som

de vil have et medansvar for om føje år.

I den danske folkeskole er der fortsat i brede kredse en

accept af, at der er stærke og svage elever. Det er et fænomen,

der er accepteret som en naturlig ting. Og selvfølgelig

er det ikke en naturlig ting! Selvfølgelig er der i virkeligheden

ikke stærke og svage elever! Hvis man måler alle børn

med den samme målestok, kan man selvfølgelig altid finde

tabere. For børnene er så forskellige som dag og nat. Det

skal man tage hensyn til, hvis man vil måle for at få noget

sandt og autentisk at vide. Vil man have noget at vide om

mig, må man spørge ind til, hvem jeg er, og ikke betragte

mig, som om jeg var et gennemsnit.

Man må undersøge børnene på børnenes præmisser,

det vil sige ud fra, hvem de er. Undersøgte man danske

børns anlæg for at blive balletdansere, ville vi få et ringe

karaktergennemsnit. Vi tvinger børn ind i de samme test

igennem det meste af uddannelsessystemet. Samme

kriterier, samme typer opgaver, samme målestokke og

målemetoder. I sig selv er det yderst betænkeligt, men det

bliver yderligere helt grotesk, når man tænker på, at vi med

de nuværende test og den nuværende eksamenstænkning

kun tester brøkdele af, hvad børnene kan, og (og det er

det værste af det hele) hvad børnene får behov for, hvis de

skal have nogen chance for at overleve og orientere sig i en

kompliceret verden.

Vi producerer tabere på samlebånd

Der er ikke noget at sige til, at skolefolk fortsat erklærer

(hvad alle, der har gået i skole selv har haft rig anledning til

at se ved selvsyn eller selvsmerte), at der produceres mange

tabere i den danske folkeskole. Og selvfølgelig skabes

der tabere, når man tænker og måler, som man gør! Det

kan ikke være anderledes. Og nu vil man til at stramme det

yderligere, så børnene fra dag 1 bliver helt klar over, hvem

der er tabere, og hvem der er vindere; hvem der er stærke,

og hvem der er svage. Det er godt at få det markeret med

det samme, så har man også et bedre grundlag for at

igangsætte den mobning, der nemt bliver et helt naturligt

resultat af inddelingen.

Der findes i virkeligheden ingen svage børn. Alle er

stærke, hvis de blot får lov til at mærke sig selv, være sig

selv, folde sig selv ud, blive respekteret og elsket – ikke

for det, de ikke kan være, men for det, de er. Men det får

mange børn ikke lov til. Det skulle skolen hellere bidrage

med. Skolen skulle bidrage til, at børnene fik selvtillid,

84 85

selvforståelse, selvrespekt, fik respekt for og kærlighed til

åndsfæller, til naturen og til mennesker med en helt anden

baggrund end deres egen. Hvis børnene havde det, ville de

alle være stærke i deres forskellighed.

Når det drejer sig om danske

børns uddannelse og fremtid, er

jeg ret ligeglad med, hvad tilfældige

OECD-økonomer sidder og

regner ud.

Stemplet som taber fra første skoledag

Alvorligt talt: hvis børn lærte at mærke dem selv, ville de

blive meget stærke. Hvis de lærte at respektere deres krop;

hvis de lærte at respektere og lytte til andre mennesker;

hvis de lærte at udtrykke sig mentalt, følelsesmæssigt

og kropsligt, ville de have uendeligt meget lettere ved at

tilegne sig den faktuelle og intellektuelle viden. Sandheden

er jo, at vi forsøger at proppe en masse faglighed ind i de

små mennesker, mens mange af dem ikke lærer noget, eller

i hvert fald meget lidt. Og selvfølgelig gør de ikke det. Når

man er stemplet som taber fra første skoledag, har man

ikke en chance.


88

Derude


Lykken stiger ikke med

antallet af bamser

Vores børn skal lære at tage kritisk stilling

til den såkaldte forbrugsfest, så de ikke lader

forbruget blive styrende for deres liv. Men de

fleste forældre er selv storforbrugere.

af Birthe Linddal Hansen

Vi lever i et forbrugersamfund. De fleste af os elsker at

kaste penge efter glimmer og stads, tøj, mærkevarer, biler

og spændende rejser, og intet tyder på, at det bliver anderledes,

hvis vi kigger 10 eller 15 år ud i fremtiden. Markedsøkonomien

har sejret ad h… til, og selv om man naturligvis

kan forholde sig kritisk til netop dette faktum, er det de

færreste, der gør det. De fleste mennesker forbruger

videre, mens langt færre stiller spørgsmål. Kun ti procent af

befolkningen takker nej til reklamer. Tilbudsaviser

er landets mest læste medie. Og mange familier vil hellere

i IKEA end i skoven på en søndag. Og netop fordi forbrugersamfundet

efterhånden er alle vegne, oplever vi nu de

første generationer af forbrugerbørn. Børn af tiden. Børn af

et forbrugersamfund på godt og ondt.

Om forbrug er godt eller dårligt kan naturligvis diskuteres,

men det er ikke den diskussion, dette essay har til

hensigt at stille skarpt på. Derimod er hensigten at give mit,

sociologens og fremtidsforskerens, bud på, hvorfor og hvordan

børn opdrages til forbrugere i dag og i den kommende

fremtid. En opdragelse, som også forældrene har et ansvar

for.

Hvad har du med i tasken, moster?

Børn påvirkes af den tid og sammenhæng, de lever i, og

dermed er det også logisk, at begrebet ‘forbrugerbørn’

opstår. Børn spejler sig først og fremmest i deres forældre,

og eftersom deres forældre selv er storforbrugere, er der

jo intet underligt i, at børnene tidligt gør det samme. Kort

sagt: Børn opdrages til forbrug. Forældrene forbruger, samfundet

forbruger, markedskræfterne og reklamerne spiller

det, pædagogerne forbruger også nogle gange, og ikke

mindst gør jeg det selv.

Endnu har jeg ikke selv børn, men jeg bruger gerne tid

sammen med børn og forsømmer i bedste forbrugerstil

sjældent lejligheden til at diske op med gaver så godt som

hver gang, jeg besøger mine små niecer på Fyn. Ergo er

det helt min egen skyld, at de er langt mere interesserede

i min taske, når jeg ankommer, end i mig. Og netop der

finder jeg også forklaringen på, at den mindste, dagen før

hun fyldte to år, selv vandrede ind i gæsteværelset, øjnede

mosters kuffert, åbnede den og fandt gaven. Hun vidste,

at den var der. De kender deres moster og ved, at gaverne

måske rummer fine kjoler fra København, Diddl-dimser,

en Troldepus-bog eller et par – øv – kedelige praktiske sko,

hvis jeg for en gang skyld har taget hensyn til deres reelle

behov.

På den måde bærer også jeg, som de fleste andre moderne

mennesker, en del af ansvaret for børns opdragelse

til forbrugere. Jeg bekender som fagperson det kritiske

90 91

i netop at forkæle dem. Men jeg trøster mig med, at jeg

også løber om kap med dem og sender penge til nogle

andre små børn i Afrika.

Og derfor trodser jeg gang på gang fornuften og mindes

glæden fra min egen barndom, hver gang mormor

kom med sin taske. En glæde, der dog på ingen måde kan

erstatte glæden ved de mange timer, som samme mormor

investerede i min søster og mig.

Mine niecer er tre og seks år gamle og til trods for deres

korte liv, har de allerede bekræftet mine hypoteser om

tidens forbrugerbørn til fulde. Gang på gang overrasker

de med deres store viden om alverdens produkter og med

deres særlige præferencer for lyserødt, en særlig ost eller

netop sådan en T-shirt, som de andre børn har. For slet ikke

at tale om deres holdninger til os voksnes biler, mad og

forbrugsmønstre. Og gang på gang kan jeg i omverdenen,

og ved at kigge på alverdens forskning, konkludere, at mine

niecer ikke er enkeltstående tilfælde. Der er tale om et

mere omsiggribende fænomen i den vestlige verden.

Prinser og prinsesser troner i indkøbsvognenes

børnesæder

Opdragelsen til forbruger starter tidligt. Allerede inden

barnet er kommet til verden inviteres de nye forældre

indenfor i World Wide Webs forbrugsfællesskab, som også

informerer. På nettet kan du uge for uge følge fostrets liv

og familiens voksende behov. Man kan få gode råd om den

kommende opgave som de perfekte forældre. Og masser

af tilbud på alt det uundværlige, som unægtelig hører et

moderne forældreskab til. »Hvordan har man nogensinde

kunne leve uden Voksi-pose og babyalarm?«

Børn koster penge fra dag ét, mange penge. Nutidens

børn er som oftest ønskebørn; børn, som forældrene

længe har set frem til at få. Børn, som samfundet gerne

vil have flere af. Børn, som virksomheder og reklamer

gerne vil nå og helst tilfredsstille for enhver pris. Børn, som

derfor naturligvis fortjener det bedste på alle fronter, også


forbrugsgoder. Allerede som ganske små involveres de i forbrugersamfundet.

Reklamer, mærkevarer, indkøbscentre,

konceptlegetøj, statussymboler og forførende slagtilbud

med lokkende tegneseriefigurer lærer dem tidligt, hvad

det drejer sig om. Knap kan de sidde, før de placeres i den

dertil indrettede indkøbsvogn og tronende som en anden

prins eller prinsesse køres rundt i supermarkedernes slaraffenland

og betragter metervis af mere eller mindre kendte

produkter. De lytter til forældrenes snak om forbrug.

Det er i sidste ende forældrene,

der bestemmer, om deres barn

på fire år skal gå i mærkevaretøj,

drikke cola i litervis og have

30 gaver juleaften.

Diskussioner for eller imod. »Det er knageme billigt«, eller

»Når Mette og Morten har råd, så har vi også råd«. Allerede

som ganske små belønnes de med forbrug og straffes

med det modsatte. »Så snart du holder op med at bruge

sut, tager vi i Tivoli«, og »Hvis ikke du opfører dig pænt, får

du ingen is«. Har de en far, der rejser på forretningsrejse,

får de måske LEGO, når han kommer hjem. Og skal familien

for alvor hygge, hvad er så bedre end McDonald's?

Velkommen til forbrugsfest

Der findes mange og delte meninger om børn som forbrugere,

og der er naturligvis også forskel på fænomenet fra

familie til familie og fra land til by. Men det er dog værd

at bemærke, at alle familier – rige som fattige – tager del

i forbrugsfesten. Selvfølgelig er der forskel på niveauet af

forbrugsfesten. Nogle gør det på første klasse, mens andre

må nøjes med discount, men de fleste kan og vil være med.

I dag er det billigt at forbruge: Plastiklegetøj, børnetøj,

elektroniske dimser og take away-mad findes i en prisklasse,

så ingen ekskluderes. Forbrugerlogikken vinder frem

overalt: Den moderne dagligdag, forældrenes snak, tidens

idealer og folks stræben efter status handler i stadig højere

grad om forbrug. Kun få, ofte ganske ressourcestærke mennesker,

forsøger at melde sig ud af ræset, men det er ikke

let.

Forbrug giver identitet

At forbrug i dag fylder langt mere i vores liv og dagligdag,

end det gjorde for blot få årtier siden, skyldes blandt andet

den generelle økonomiske vækst. En gennemsnitsfamilie

i Danmark har i løbet af de seneste ti år oplevet en velstandsstigning

på godt og vel 30 procent. 30 procent som

primært er brugt til øget forbrug.

En anden meget væsentlig faktor er ‘individualiseringen’.

Mennesket har i de senere år fået langt større mulighed

for selv at skabe og påvirke deres identitet i forhold til for

eksempel værdier, holdninger, job og religion. At folk selv

har fået større mulighed for at påvirke deres identitet er

dog langt fra det samme som, at de gør det alene og uafhængigt

af tid og sammenhæng. Men netop fordi folk i dag

Skal familien for alvor hygge,

hvad er så bedre end McDonald's?

har mulighed for i højere grad selv at skabe eller påvirke

deres identitet, bliver forbrug vigtigt. Forbrug er nemlig

sammen med for eksempel job og uddannelse en af tidens

vigtigste identitetsgivere. Det er blandt andet via forbruget,

at man fortæller omverdenen, hvem man er, eller hvem

man lige netop ikke er. Og alt imens mennesket bruger

masser af kroner og energi på netop det, videregives disse

forbrugsnormer til de mindste.

Nutidens børn benyttes ofte som led i forældrenes

måde at sætte sig selv i scene på. Via for eksempel barnets

påklædning, hobbyer og madpakke giver man omverdenen

signaler om ens identitet – både som barn og voksen.

Barnets placering i det sociale hierarki bliver dermed stadig

mere afhængig af forbrugersymboler. Symboler som for eksempel

et bestemt tøjmærke, et fair trade-logo eller et slogan

på en T-shirt. Det kan handle om hvilken type bil, der

fragter lille Emil i børnehave; hvilket design Sofies kjole er

i; om lille Isolde spiser grønt og økologisk; eller om hendes

forældre derimod er typen, der serverer sukker-yoghurt

og lader hende gå i reklame-T-shirts. Nutidens børn spiller

altså en stor rolle i deres forældres måde at vise sig selv

frem på. Og jo ældre børnene bliver, jo mere vigtigt bliver

forbrug og forbrugersymboler – også for deres personlige

identitet og iscenesættelse. Det er for eksempel derfor, at

Louis Vuitton-accessories er så stort et hit blandt tidens

teenagere. LV-symbolet skal give dem en højere placering i

hierarkiet blandt klassekammeraterne.

Mærketøj til fireårige

At nutidens børn er forbrugerbørn, kan der næppe ændres

meget ved uden en større revolution. Men det betyder

ikke, at vi ikke kan forholde os kritisk, og overveje i hvor

høj grad forbrug må have indflydelse på vores liv, vores

værdier og vores børn. Forbrug, lækkert tøj og dyre ferier

kan aldrig erstatte tiden og nærværet med forældrene.

Lykken stiger heller ikke med antallet af bamser, kjoler og

weekendophold i ferieparker. Det er ok at være forbruger i

supermarkedet, men vi behøver vel ikke at være det i alle

andre sammenhænge?

Vi kan dog næppe frede vores børn fra forbrugersamfundet,

men det er ikke det samme som blot at acceptere

og lade forbrugermentaliteten overtage alt. Som forældre

og voksne bør vi derfor forholde os kritisk til vore børns

rolle som forbrugerbørn og helst foregå dem med et godt

eksempel. Det er derfor vigtigt, at man lærer børn at for-

92 93

Det er blandt andet via forbruget,

at man fortæller omverdenen,

hvem man er, eller hvem

man lige netop ikke er.

bruge med omtanke – for dem selv, de andre og naturen.

Samtidig skal det også nævnes, at forbrug jo heller ikke er

mere, end vi gør det til. Meget forbrug og mange forbrugersymbolers

værdi handler mest om den mening, vi selv

giver varerne.

Forbrugersamfundet er altså over os på godt og ondt.

Og vores børn skal kunne begå sig i det. Derfor handler

problematikken, som så meget andet, om opdragelse –

god opdragelse. For det er i sidste ende forældrene, der

bestemmer, om deres barn på fire år skal gå i mærkevaretøj,

drikke cola i litervis og have 30 gaver juleaften. Vel

kan det koste barnet og dets rolle i fællesskabet dyrt, hvis

forældre trodser de gængse normer og siger »nej«. Men

der er, ikke desto mindre, en mulighed. Børn kan opdrages

til at blive kritiske forbrugere, der ikke lader forbruget være

det afgørende i deres liv. Vi kan lære dem, at der er andre

meningsfulde pejlemærker.


Opdragelse

uden opskrift

Forældres største udfordring er at

opdrage deres børn til en fremtid, som

ingen kender.

af Anne-Marie Dahl

»Vi er på vej ind i et følelsessamfund, hvor kreativitet og

indfølingsevne afløser fornuft og flid. Samtidig forandrer

samfundet sig hurtigere og hurtigere, og det gør evnen til

at navigere i kaos helt central. Hvordan ruster vi vores børn

til morgendagens samfund og til morgendagens arbejdsmarked?

Og hvordan ruster vi os selv?«

Sådan lød foromtalen til et foredrag for forældre, lærere

og pædagoger, som jeg holdt i foråret 2007.

Når man som fremtidsforsker giver et hurtigt bud på

fremtidens dannelse og opdragelse er budskabet enkelt:

Kreativitet, indfølingsevne, omstillingsparathed, at kunne

sætte sig selv i scene og at have et indre anker. Det er

de bedste ‘værktøjer’, vi kan lægge ned i barndommens

vugge. Meget tyder nemlig på, at vi er på vej ind i en fremtid,

hvor Danmark skal klare sig i den internationale kamp

ved hjælp af nytænkning, design og kreative projekter.

Det er ikke så luftigt, som det måske lyder. Igennem tiden

har vi levet i forskellige samfundstyper med forskellige

logikker og derfor forskellige syn på, hvilken opdragelse og

uddannelse der bedst matchede samfundets krav.

Hjernen erstatter muskelarbejde

Indtil for cirka 50 år siden levede vi i et industrisamfund,

hvor børn skulle opdrages til at indtage deres plads ved

samlebåndet eller til at blive håndværkere i lokalsamfundet.

Stærke muskler, rutinearbejde og dét at møde til tiden

var vigtige egenskaber. Derfor ville den gode forælder

opdrage sit barn til pligt, rutine og tilpasning – til arbejdspladsen,

lokalsamfundet og familien. Det var en forudsigelig

verden.

For ca. 50 år siden begyndte maskinerne at overtage

meget af muskelarbejdet, og det blev vigtigere at være klog

og boglig. Vi gik ind i informationssamfundet, hvor hjernen

overtog musklernes førerplads på arbejdsmarkedet.

Kontorjob afløste fabriksarbejde, og selv på fabrikkerne

blev det vigtigt at kunne læse manualer på engelsk og styre

en computer. God opdragelse betød langt hen ad vejen en

god uddannelse. Analytiske evner, ekspertise og videnskabelighed

var idealerne. Det blev vigtigt ikke bare at rette

børnene ind; børn skulle også lære at regne den ud.

Slip kreativiteten løs!

I disse år er maskinerne igen på spil. Mange af informationssamfundets

‘Kloge Åge-opgaver’ løses nu snildt ved

hjælp af computerteknologi, og information flyder frit på

internettet. Samtidig begynder hjulene at dreje for outsourcing

af en lang række af informationssamfundets job til

lande på den anden side af kloden. Et tryk på din computer,

og jobbet lander i Indien, hvor veluddannede ingeniører

arbejder for en væsentlig lavere timeløn. Nu er det altså

ikke længere nok at kunne regne den ud.

I fremtiden bliver det vigtigt at kunne føle, mærke efter

og slippe kreativiteten løs. I hvert fald spår fremtidsforskerne,

at fremtidens danske samfund bliver et følelsessamfund,

hvor Danmark skal leve af nytænkning, Creative

96 97

Science og design. Dertil kommer et væld af servicejob, da

fremtidens følelsesmennesker kræver det bedste for både

krop og sjæl med wellness og coaching i lange baner. Holder

spådommen, er det på høje tid, at skolen, daginstitutionen

og forældrene hjælper børnene til at udvikle deres

kreative og sociale kompetencer i stedet for kun at fylde

dem med faglig viden. Sådan lyder mantraet, men er det

rigtigt? Hvis jeg vil mine børn det bedste, hvilke værktøjer

skal jeg så give dem i hænderne? Hvad er den bedste opdragelse

til fremtiden? Personligt kan jeg godt blive i tvivl.

Som forælder bør man nok holde

et vågent, kritisk øje med de

skråsikre opskrifter på børneopdragelse.

Der er ikke kun én mulig fremtid, men mange

Når man arbejder med fremtidsforskning, er det vigtigt

ikke at låse sig fast på én fremtid, men holde flere fremtider

åbne og lade tvivlen sætte ind. Kigger vi 10 år ud i

fremtiden, ligger alt jo i princippet åbent, og det hele kan

se tåget ud. Ved at kombinere megatrends (store, stærke

udviklinger i samfundet) med forskellige modtendenser kan

vi skabe forskellige fremtidsbilleder. Alligevel kan man ofte

høre både fremtidsforskere og management-guruer udtale

sig skråsikkert om fremtiden og give opskrifter på den

rigtige vej – også for børneopdragelsen.

Det kan inspirere, men som forælder bør man nok holde

et vågent, kritisk øje med de skråsikre opskrifter på børneopdragelse.

Vi lever i et samfund, hvor udviklingen går så

stærkt, at det bliver sværere og sværere at forudse fremtiden.

Prøv at se 10 år tilbage i tiden på alt det, der er sket.

Hvem kunne for eksempel have forestillet sig, at fremtidens

blyant hed en bærbar pc? På samme måde vil vi blive udfordret

af nye tendenser i de kommende 10 år – tænk blot


på den teknologiske udvikling og på globaliseringen. Derfor

er det som forælder vigtigt ikke blot at hoppe med på de

lette svar og opskrifter, hvor fristende det end kan være.

En skole for fremtiden

Sidste år var jeg med til at udarbejde grundlaget for en nystartet

skole på Djursland. Mit mål var at få deltagerne til at

overveje, hvilken form for dannelse og opdragelse, der ville

ruste børnene bedst muligt. Tre forestillinger om fremtiden

med hver deres syn på, hvilke kompetencer, hvilken dannelse

og hvilken opdragelse, der bliver behov for, tonede

frem. Og hver forestilling gav anledning til en vision om en

skoletype, der kunne tilgodese de behov:

Innovationsskolen

God opdragelse og dannelse handler om at udvikle

hele, kreative og fleksible mennesker, der skal lære at

leve i en kompleks verden. Grundholdningen er, at det

ikke er til at vide, hvornår og hvordan børn lærer bedst.

Den lokale multiskole

Verden er alt for stor en mundfuld for børnene. De skal

derfor dannes og opdrages i små sociale og faglige fællesskaber,

der skal klæde dem på til at indgå i de store

fællesskaber i samfundet.

Scienceskolen

Børnene skal opdrages og dannes til at kunne begå sig

som verdensborgere i en global verden med engelsk –

ja, måske ligefrem kinesisk – fra 1. klasse. Der er vægt

på målbare resultater, struktureret kreativitet og internationale

standarder.

Opdragelse til en ukendt fremtid

Som forælder er udfordringen i det hele taget at opdrage

sit barn til en fremtid, vi ikke kender. Den udfordring stod

tidligere tiders forældre ikke over for i samme grad, idet

samfundet ikke udviklede sig så hurtigt tidligere. Men er

der så ingen klare svar at hente? Er der ingen sikre værktøjer,

vi kan benytte, når vi opdrager børn til fremtiden?

Hvis jeg vil mine børn det bedste,

hvilke værktøjer skal jeg

give dem i hænderne? Hvad er

den bedste opdragelse til fremtiden?

Personligt kan jeg godt

blive i tvivl.

Hvis vi mener, at samfundet udvikler sig hurtigere og

hurtigere, og at der i fremtiden vil blive flere muligheder

og stadig flere informationer, kunne et fornuftigt bud på en

opdragelse til fremtiden se sådan ud:

• Lær dit barn at lære og aflære.

• Lær dit barn at vælge ud og vælge fra.

• Lær dit barn at gå offline.

• Lær dit barn at undgå stress.

• Lær dit barn at være fleksibelt.

• Lær dit barn at være nysgerrigt.

Giv dit barn et indre anker

Fremtiden er usikker, og mit forsigtige bud på en opdragelse,

der ruster børnene til fremtiden, skal naturligvis læses

med kritiske briller. Det er dig, der skal vurdere og vælge

for dine børn.

Lad mig dog til slut læne mig op ad et citat af den norske

psykiater Finn Skårderud. Et citat, som har inspireret mig i

opdragelsen af mine egne børn.

»De fleksible, som er i besiddelse af en nødvendig indre

sammenhæng, vil blive vor adel.«

98 99


Noget skal ind,

inden det kan

komme ud

De fleste forældre forhandler med børn; om sengetider, aftensmad og om tv på værelset.

I en tid, hvor alting lader til at være til diskussion, må forældrene træde i karakter

og opdrage børnene, men det kræver mod at opdrage.

af Per Schultz Jørgensen

Opdragelsen har ændret karakter inden for den sidste

menneskealder eller to. Engang blev børn tugtet og disciplineret,

i dag forhandler vi med dem og aftaler, hvad der skal

ske. En hård og moralsk opdragelse er afløst af en blød,

social og børnevenlig opfordring. Eller udtrykt på en anden

måde: Engang blev børn ‘draget op’ til værdier, der ikke

stod til diskussion, i dag bliver de ‘draget ind’ i en forhandling,

der i høj grad står – ja, til diskussion.

Dilemmaet i opdragelsen

Det er en meget demokratisk udvikling, kan man sige. Børn

bliver hørt, børn bliver lyttet til, og børns ønsker og meninger

bliver modtaget med en rimelig åbenhed. I hvert fald på

familiefronten. Og ingen får mig til at mene, at det er en

dårlig udvikling, eller at børn ikke skal inddrages. Det skal

de. Og det er lige netop derfor, vi, efter min mening, også

står med et dilemma. Nemlig dilemmaet imellem at ville

inddrage børn som ligeberettigede parter i vores sociale liv

og samtidig sikre dem en opdragelse, der kan være en

positiv faktor i deres liv.

Det kan også formuleres på den måde, at hvis vi vil

gøre børn en tjeneste i deres liv, så handler det ikke om at

snakke dem efter munden, men om at være en opdrager,

der giver dem en vigtig ballast med sig i livet. Men netop

denne rolle er svær i en tid, hvor vi som forældre både har

travlt og har mistet orientering i forhold de mere faste og

bestandige værdier for en opdragelse.

Børn ved ikke, hvad samvittighed er

De gamle dages børn blev, hvad den amerikanske sociolog

David Riesman kaldte, ‘indrestyrede’. Det vil sige, at de fik

værdierne indlejret i bevidstheden som fikspunkter i deres

liv. Dem levede de med, dem underkastede de sig, dem

blev de slidt op af – fordi de også fik en dårlig samvittighed.

100 101

De gjorde det aldrig godt nok efter deres egen mening. De

blev børn i en skyldkultur.

Børn i den moderne åbne verden skrues sammen på en

anden måde. De er udadvendte, de lærer forhandlingens

kunst, de bliver socialt kompetente – eller med Riesmans

begreber: De bliver ‘ydrestyrede’ eller ‘gruppeorienterede’.

Han kaldte også denne karaktertype for ‘radarbørn’: De har

hele tiden en radar kørende, der skal holde dem orienterede

om begivenheder og sociale kontakter. Det er børn,

der lever i deres sociale netværk. De bliver ikke plaget af

dårlig samvittighed. De ved måske i virkeligheden slet ikke,

hvad samvittighed er. De bliver børn, der er plaget af angst

for, om de hører til nogen steder.

Fra skyld til angst, fra indrestyrede til ydrestyrede, det er

en udvikling, der på mange måder afspejler det opbrudssamfund,

vi lever i. Der er ikke tale om forældre, der blot

nu beslutter sig for at opdrage deres børn anderledes, end

de selv er blevet opdraget. Vi er produkter af en tidsperiodes

måde at tænke på og måde at opfatte mennesket på.

I dag har vi ikke mere de store moralske pejlemærker, der

kan styre vores opdragelse og give den retning og mening.

Vi står midt i en individualisme, der centrerer os om os

selv. Og det gør vi på godt og ondt. Vi opdrager børn til at

være sig selv, og det er lige netop her, vi står med de store

udfordringer.


Selv børnehavebørn har en mobil

Spørger vi forældre, hvad god opdragelse er for dem, svarer

de fleste ved at pege to mål for opdragelsen. Det ene mål

drejer sig om selvstændighed: Børn skal kunne klare sig

selv i en hverdag splittet op imellem mange sociale arenaer

(skole, hjem, fritidsklub m.fl.). Det andet mål handler om

ærlighed og troværdighed, altså at man skal kunne stole på

børn og føle sig sikker på, at aftaler holdes.

Det er mål, der både er respektable og gode i den forstand,

at de matcher tidens udfordringer. Selvstændighed

og troværdighed er jo netop, hvad vi i dag må opfatte som

en slags indre værdier. Det vil sige et mål, som den enkelte

kan leve op til eller bringes til at leve op til. Det er mål, der

i en individualistisk tid giver perspektiv. Det er det ydrestyrede

menneskes ballast. Og så hænger det godt sammen

med en families fortravlede liv, hvor forældrene er i

deres individuelle verden, børnene i deres, og alle sammen

mødes de efter arbejdstid. Men denne hverdag skal hænge

sammen. Det gør den ikke i sin sociale struktur, her er den

opsplittet, og børn og forældre løber ikke på hinanden og

kan sjældent få tid og aktiviteter til at løbe sammen i løbet

af dagen. Sammenhængen skal skabes eller forsøges skabt

via aftaler og samtaler – og det bliver den i en ekstrem

grad. Selv børn i børnehaven har en mobil og får på den

måde beroliget moderen og skabt sig selv gode handlemuligheder.

102 103

Forhandlingsopdragelsen har ikke en chance for at give

børn den indre ballast, der er nødvendig for at blive til

helstøbte mennesker.

Derfor er selvstændighed og troværdighed klart mål, der er

nødvendige og yderst relevante i vores samfund.

De gamle dyder – og de nye

De gamle dages dyder, som forældrene havde for øje, var

krav, der matchede den tids samfund. Børnene skulle være

pligttro, arbejdsomme, ærlige, flittige og så videre. Altså

tydeligt krav, der gjorde dem til gode borgere i et samfund,

baseret på traditioner og stabilitet og så netop: indrestyrethed.

I dag er dette anderledes. De gamle dyder er snarere en

hindring for at udfolde sig i det åbne, moderne og globaliserede

samfund. Her kræves karaktertyper, der er mobile

på alle måder. Vi kalder det omstillingsparate og socialt

kompetente. Altså ydrestyrede.

Det afgørende spørgsmål for mig er, om det også giver

tilstrækkeligt perspektiv fra et menneskeligt synspunkt. Er

de nye dyder også i stand til at give barnet og den voksne

den indre stabilitet, der kan sikre et godt liv? Og set fra en

større vinkel: give samfundet borgere, der er selvstændige i

den betydning, at de kan sige fra og forholde sig tænksomt

til tidens udbud? Altså mennesker, der kan hæve sig over

den aktuelle forhandlingssituation og vælge en anden vej –

og derigennem yde et bidrag til fællesskabet?

Det er den lidt kritiske vinkel på den inddragelse i opdragelsen,

jeg kommer med i det følgende. Ikke for nostalgisk


Ydrestyrede børn kræver tilbagemelding på sig selv.

De skal have respons på, at de er gode nok. De skal

bekræftes. Glipper det, lurer katastrofen.

at søge tilbage til de gamle dages udvikling af børnenes

karakter. Langt fra. Men for at overveje, hvad den moderne

karakterudvikling har at stå imod med, når der er pres på.

Hvad kan man ty til, når perspektiverne er svundet ind til

formørkelse – af typen depression eller regulær flugt ind i

misbrug? Hvor ligger de potentialer, der kan forbindes med

styrke, modstandskraft og personlig integritet?

Der skal mod til

Opdragelse er at føre børn ind i sociale og kulturelle værdier,

der deles af kulturen. Opdragelse er påvirkning – en

bevidst og ikke-bevidst påvirkning, der får børn til at dannes

som mennesker med alt, hvad det indebærer.

Det fører så videre frem imod spørgsmålet: Hvad er dannelse

egentlig, og hvordan er forholdet imellem opdragelse

og dannelse? En vej til afklaring er, at opdragelsen skal føre

frem imod dannelsen af en person, der får en indre kerne

til at opleve sig selv som en sammenhængende person,

der kan modstå angst, sætte realistiske mål, være i positiv

kontakt med sine egne følelser, knytte nære bånd til andre

og opleve sig selv om en person, der er værd at anerkende.

Vi kan tale om dette som en personlig identitet. Der er

under alle omstændigheder tale om en personlig kerne,

som vi kan definere som et ‘selv’. Opdragelsen skal udvikle

en person med et selv, der kan leve op til elementære krav.

Kan det ske igennem en forhandling?

Den spanske filosof Fernando Savater skrev for nogle år

siden en spændende bog om opdragelse. Der slår han et

tema an, som netop handler om den voksnes rolle i opdragelsesprocessen.

Der skal mod til, siger han – og mener, at

det letteste for en presset forælder selvfølgelig er at følge

øjeblikkets indskydelse og glide af. Modet består i at turde

gå imod denne tilskyndelse i øjeblikket og stå fast på nogle

krav. Altså ikke forhandling, men modspil. Forhandlingsopdragelsen

har altså ikke en chance for at give børn den

indre ballast, der er nødvendig for at blive til helstøbte

mennesker.

I forhold til disse, måske lidt gammeldags, betragtninger

kunne man forsigtigt indvende, at der vel er tale om en

spansk tradition og i det hele taget en sydeuropæisk familieopdragelse

og kirkelig tradition, der ikke står tilbage fra

også at disciplinere rent korporligt. Men i virkeligheden har

han fat i en pointe, der også kan begrundes psykologisk.

Opdragelse handler om selvet

Selvet er formodentlig det begreb, der er skrevet mest om

i psykologien fra 1930’erne og fremefter. Derfor er det også

hasarderet at tro, at en kort og populær formulering på

nogen måde kan yde begrebet fyldest.

Alligevel vover jeg det og gør det med den formulering, at

selvet bliver til på grundlag af socialt samspil med nære

omgivelser. Det handler om to afgørende træk, nemlig

tilknytning og spejling. Tilknytningen skaber forbindelsen

imellem barnet og den voksne. Spejlingen overfører et

budskab imellem dem. Og i barnets tilfælde overføres et

billede af barnet selv, som moderen formidler følelsesmæssigt

– og som barnet overtager. Barnet bygger et billede op

ved at gøre sig til et med det billede, moderen formidler.

Barnet bliver billedet. Hele tilknytningslitteraturen fortæller

denne historie: Der kan ikke udvikles et selvbillede, hvis

der ikke er tilknytning og formidles et troværdigt billede

udefra.

Går vi herfra videre til opdragelsen, ligger konklusionen

også tydeligt foran os. Et selvbillede skal udvikles op igennem

barndommen ved, at barnet overtager de værdier,

der formildes af omgivelserne. Det er værdier, som at du er

god nok, at jeg holder af dig, elsker dig, men også værdier

knyttet til krav, man skal leve op til – normer, der skal efterleves,

ansvar, der skal udvises og så videre.

Et selvbillede omfatter både selvværd og de fornemmelser

af forpligtelse, der er overtaget fra det fællesskab,

man er knyttet til. Bevidsthed om sociale normer udvikles

ikke igennem forhandling, men igennem tilknytning og

krav. Den psykologiske proces er en såkaldt ‘internalisering’

– eller som det blev begrundet af en lærer, der mødte sine

elever med kravet om, at de skulle lære en tekst udenad:

»Noget skal ind – inden det kan komme ud«.

Det er sådan set pointen: Der skal indpodes værdier i et

104 105

menneske, inden disse værdier kan opleves som rigtige og

derefter igen blive udlevet, før man kan opleve sig selv som

værdifuld.

Ansvarlighedskultur er den nye dyd

Mange pædagoger fortæller om børn, der er selvoptagede,

der er søgende og er, hvad pædagogerne kalder opmærksomhedskrævende.

Ydrestyrede børn kræver tilbagemelding

på dem selv. De skal have respons på, at de er gode

nok. De skal bekræftes. Glipper det, lurer katastrofen.

Tidens krav om selvrealisering kræver, at man bliver anerkendt

som en, det er lykkedes for. Ellers er man selv sit eget

nederlag – og selv ansvarlig for det. Og det er der så ikke

mere en ‘forhandlingsløsning’ på.

De nye dyder ligger snarere i en ansvarlighedskultur. Det

betyder voksne, der tager et ansvar – og voksne, der giver

børn det. Det betyder sociale værdier, der er synlige i den

daglige praksis og efterleves.

Her vil børn støde ind i de værdier, de skal overtage, leve

op til og efterleve. Det er de muligheder, vi i vores tidsperiode

har for at sætte os ud over den rene ydrestyrethed og

nå frem til en social karakter, der rummer indre tro, både

på sig selv og de fælles værdier. Og vilje til at ville holde

fast i dem og arbejde for dem.


Hvis man ikke er på,

er man ude

Børn skal følge med i undervisningen,

men undervisningen skal også følge

med dem.

af Johannes Andersen

Når Ane lige tjekker sin mobiltelefon midt i dansktimen,

opfatter både lærere og forældre det ikke bare som forstyrrende

og som en mulig overspringshandling, men også

som uhøfligt. Som noget, man bare ikke kan tillade sig at

gøre. Man skal nemlig følge med i undervisningen, så man

kan lære tingene ordentligt. Derfor kan det sagtens udløse

hidsige reaktioner fra både lærere og forældre. Men ikke

fra de andre elever i klassen. De ved instinktivt godt, hvad

der er på spil. De ved nemlig, at hvis ikke man er på, så er

man ude.

Evnen til at kommunikere er in

Når eleverne mener, at alle har ret til at tjekke mobilen

hvor som helst, så skyldes det, at de i stor udstrækning har

overtaget tidens nye dannelsesideal. Et ideal, der sætter

evnen til at kommunikere i centrum.

Dannelsesidealer er forestillinger om, hvordan man skal

opføre sig i forhold til andre, hvis man skal være en god

medborger. Men den måde, vi er sammen på, forandrer sig

hele tiden, og i takt med det forandrer dannelsesidealerne

sig også. Det sker ofte ubevidst og igennem længere tid.

Derfor bliver man også først klar over, at noget er forandret,

når man oplever sammenstød imellem forskellige

holdninger og aktiviteter.

Forskellen imellem Ane og de andre elevers ideal om at

være på hele tiden og så lærernes og forældrenes ideal om,

at dannelse handler om at være til stede i undervisningen,

er et eksempel på dette.

Tænk selv, vælg selv

Frem til 1960'erne var fællesskab baseret på forpligtelser.

Det var vigtigt at leve op til omgivelsernes traditioner og

forventninger. Som individ havde man ikke ret mange valg.

Man skulle lære at indordne sig under, hvad autoriteterne

mente, var det rette og det bedste. Derfor var dannelsesidealet

også, at man respekterede autoriteter, og at man,

efter bedste evne, forsøgte at leve op til normer om den

rette måde at leve på – i alle livets anliggender.

Efter 1960'erne blev der, med ungdomsoprøret som

symbolsk dynamo, lagt større og større afstand til disse

dannelsesidealer. Med bedre uddannelse, flere muligheder

for at flytte og flytte sig, ønskede flere og flere at be-

stemme over egen tilværelse. Hvad enten det var uddannelse,

udseende eller måden at leve på. Der sker altså en

grundlæggende forskydning fra fællesskaber baseret på

forpligtelser til fællesskaber baseret på valg. Man ville selv

bestemme, hvem man ville danne fællesskaber med. Man

ville selv bestemme, hvem man ville være solidarisk med,

og man ville selv bestemme over egen personlige udvikling.

I dette perspektiv ændrer dannelsesidealet sig også.

I dette, som jeg kalder ‘det moderne samfund’ opfattes

det selvstændige menneske som et dannet menneske.

Det vil sige, at man opfører sig ordentligt, når man med

de rette ord og argumenter kan begrunde sine egne valg,

hvad enten det gælder ens personlige udvikling eller det

gælder, hvordan man ser på samfundet. Personlige valg og

selvstændige argumenter er altså kernen i dette moderne

dannelsesideal.

Man skal hele tiden fortælle andre, hvad man har gang i

I vores samfund kommer disse idealer om selvstændighed

og frit valg til kort. Når man, som vi, har uanede muligheder

og hele tiden skal træffe flere og flere nye valg, finder

man langsomt men sikkert ud af, at argumenter jo ikke er

holdbare i længden – de holder i en periode. Så er det nødvendigt

med nye valg og argumenter. Og efterhånden kan

man bare nøjes med at argumentere ved at sige: fordi …

Nu skal man altså vælge. Man skal ikke begrunde

valgene, men vise at man hele tiden kan træffe nye valg.

Det hedder omstillingsevne. Og det er et centralt element

i det nye dannelsesideal, der åbner sig. Det sker i en sammenhæng,

hvor mere og mere formidles via elektroniske

medier. Derfor bliver det også lettere og lettere at fortælle

omgivelserne, at man er dynamisk, omstillingsparat og i

gang med nye valg.

Resultatet er, at fællesskaberne mere og mere bliver

til et spørgsmål om opkobling i forhold til kommunikative

netværk. Er man på, er man en del af fællesskabet. Er man

ikke på, er man ude. Derfor skal man hele tiden være på i

106 107

så mange sammenhænge som muligt. Her kan man sende

sms'er, e-mails, blogge, chatte osv.

Pointen er, at i takt med at det moderne menneske

skal træffe flere og flere valg, fordi mere og mere gøres

tilgængeligt, skal man beskæftige sig med selve dét at være

i nuet. Der er ikke nogen ydre mål, der skal opfyldes. Kun

egne personlige mål er interessante. Man er altså optaget

af dét at være, og derfor af at meddele sig til andre. Man

skal hele tiden fortælle andre, hvad det nu er, man har

gang i. Når man for eksempel står til en koncert et sted,

skal man lige ringe til andre for at sige, at nu sker det. Nu

hører man netop denne sang. Derfor bliver omstillingsevne

og kommunikation det centrale indhold i nutidens dannelsesideal.

Derfor skal man selvfølgelig også hele tiden have

mobilen tændt.

Med andres øjne i nakken

Forandringen i de forskellige måder at være sammen på

får også betydning for det moderne menneskes identitet.

Dengang fællesskaber var baseret på forpligtelser, spillede

moral en meget central rolle. Det betød, at mennesker opførte

sig og handlede ud fra et stærkt ‘overjeg’. Man følte

altid, at man havde faderens eller andre autoriteters øjne i

nakken. Igennem opdragelsen blev disse øjne i nakken til et

stærkt, regulerende overjeg, der vidste, hvad der var godt

og vigtigt. Derfor forsøgte man også hele tiden, ved hjælp

af overjeget, at finde den rette vej.

Det havde mange kvaliteter. Med den rette opdragelse

vidste man altid, hvordan man skulle opføre sig. Men det

var ikke uden problemer. Et alt for stærkt overjeg kunne

være ensbetydende med, at man helt gik i stå af frygt for

at udfordre autoriteter. Så blev man indelukket og helt

usynlig.

Med en radar på skulderen

Efter 1960'erne bliver der taget skridt i retning af et opgør

med det stærke overjeg. Det moderne menneske begynder


Man kan forestille sig, at personen har en radar på

skulderen, der hele tiden afsøger og fortæller, hvad

der er gang i, og hvad der er af nye muligheder.

at dyrke de uanede muligheder, det grænseløse, forandringer

og den personlige nydelse. Her skal man kun føle efter

hos sig selv, om man nu har fat i noget, der rykker.

Det er her, man kan se en forandring til ‘et overvejende

jeg’. Man kan forestille sig, at personen har en radar på

skulderen, der hele tiden afsøger og fortæller, hvad der er

af nye muligheder. Sådanne mennesker er stærkt optaget

af det omgivende samfund, men først og fremmest af de

muligheder, der foreligger. Man er ikke optaget af eksempelvis

politik, men af nye tendenser. Det sætter sig også

igennem samfundsmæssigt. Hvor man tidligere i uddannelsessammenhænge

skulle lære at opføre sig ordentligt

og dannes, skal man nu udvikle kompetencer. Ellers er man

jo ikke i stand til at udnytte de mange muligheder optimalt.

Derfor er det overvejende jeg hele tiden fokuseret på nye

kompetencestrategier, coaching, og hvad man ellers kan få

at gode tilbud til den personlige udvikling.

Men da der ikke er overordnede mål, så skal tingene

kommunikeres videre. Ellers er der ikke rigtigt noget ved

det. Man skal derfor hele tiden fortælle andre, hvad man

har gang i. Derfor er det overvejende jeg også en kommunikationsstrategi.

Man orienterer sig hele tiden i forhold

til mulige scener i det omgivende samfund for at kunne

udvælge de mest optimale scener ud til ens fremstilling af

sig selv.

Det kræver et menneske med stort engagement i det

omgivende samfund og i de mange netværk omkring det.

Men endnu mere kræver det at kunne afkode og udvælge

passende scener at promovere sig selv i. Svagheden er, at

man kan blive blokeret af de mange valg. Man kan gå i stå

eller blive hængende ved nogle af valgene, fordi man ikke

tror på, at man har noget ordentligt at føre sig frem med.

Derfor udvikler man meget let selvhad og selvkritik. Man

synes måske, man er for tyk, og man begynder måske at

straffe sig selv.

Ane må tjekke sine sms'er bagefter

Selvfølgelig skal Ane ikke have lov til at forstyrre undervisningen

med sine sms'er. Hun skal fastholdes i undervisningen,

og så kan hun bruge mobilen bagefter. Men det er ret

vigtigt, at skolen udvikler sig og finder nye pædagogiske

perspektiver, hvis den skal kunne matche de unge. Hvad

der skal til for at styrke børnene i at begå sig i et omskifteligt

samfund, kan være vanskeligt at afgøre i dag.

Ane skal indrette sig på skolen, men dem henne i skolen

skal også indrette sig på Ane. Skolen skal altså søge nye

veje. Den må acceptere de nye principper for fællesskaber

og fokusere på deres styrker og svagheder. Lærere og

pædagoger skal være rejseførere i det ukendte. De skal

insistere på, at det er nødvendigt at fordybe sig. Svaghederne

skal modarbejdes ved at give forpligtelser. Ikke for

at være autoritær, men simpelthen for at anerkende dem.

Det er altså ikke nok at kunne sende sms'er, man skal også

kunne være noget for dem, man er sammen med. At være

til stede. Ane skal kunne bruge mobilen, men først når der

er tid til det.

108 109


Røde tal på

bundlinjen

I jagten på Trivial Pursuit-samfundet, hvor

alle kan udpege Nakskov på Danmarkskortet,

overser man nemt den kreativitet,

visdom og idérighed, der er Danmarks

vigtigste naturlige ressourcer.

af Troels Mylenberg

Opdragelse … det er da noget med at opføre sig ordentligt.

At være velopdragen er som regel et begreb, vi bruger om

børn, der hverken larmer, tuder, laver ballade eller griner

for højt på upassende tidspunkter.

Guderne skal vide, at vi holder af velopdragne børn.

Børnene er jo så søde – når de sover, når de tegner, når de

hjælper til, når de laver deres lektier, og når de synes, far er

stærk, og mor er pæn.

Opdragelse er heldigvis meget mere og meget andet

end at se fin ud i matrostøj og være det, som de i Norge har

110 111


så godt et ord for, nemlig ‘skoleflink’. Opdragelse er nemlig

dannelse, og dannelse er i dag – og vil i fremtiden være –

noget helt andet end det, vores gamle opfattelse af ordet

ellers tilsiger.

Vi har det med at forstå dannelse som viden, opdragelse

og god opførsel. Men dannelse bør efter min bedste

overbevisning forstås langt mere fremadrettet. En dannet

person er en, der er i stand til begå sig. Men er det alene

viden, opdragelse og god opførsel, der skal til for at begå

sig i dag? Svaret må være et rungende »nej« .

Kanterne er slebet af

Fra pålidelig kilde fik jeg for et par år siden den interessante

oplysning, at Preben Wilhjelm spiller golf. Tænk at

venstrefløjens retssikkerhedsikon fra de glade VS-dage i

1970'erne og 1980'erne nu har taget borgerskabets ultimative

overklassesymbol til sig. Godt nok er golf blevet en

ganske normal folkesyssel i dag, men alligevel.

Vi skal i fremtiden leve af det,

vi i de sidste 150 år har levet så

godt af, nemlig en god opdragelse.

Automatopfattelserne inde i mit hoved havde heller

ikke, skal vi sige for bare fem år siden, kunnet rumme det

forhold, at Socialdemokraterne kunne gå hen og vælge en

ung, velklædt, veluddannet kvinde til formand. Da slet ikke

en, som har boet og arbejdet det meste af sit voksne liv i

udlandet, og som endda er udenlandsk gift.

Men sådan er verden altså i dag. Heldigvis. Kanterne er

slebet af. 70'erne er forbi, og deres forfærdelige ensretning

af tanker er væk. I dag kan det godt lade sig gøre at bruge

2.000 kroner på et par støvler og samtidig være medlem af

Enhedslisten. Man kan godt være højborgerlig og samtidig

sortere sit husholdningsaffald, og man kan godt være

professor og råbe højt på lægterne til søndagens fodboldkampe.

I dag kan de venstreorienterede spille golf, en ung

kvinde blive formand for Socialdemokraterne, og SF har

foreslået anlæggelsen af 50 nye golfbaner – godt nok økologiske

(der er trods alt grænser).

Udviklingen er intet mindre end fantastisk, for bag disse

små eksempler ligger en ganske stor udvidelse af frisindet

imellem mennesker. En bredere forståelse og mere indsigtsfuld

tilgang til verden og tilværelsen. Et mindre fokus

på automatopfattede stereotyper. Et mere veludviklet

demokrati – intet mindre.

Fejlforestillinger begrebsforurener det offentlige rum

Samtidig er dagens samfund karakteriseret af en række

fejlforestillinger, som flagrer rundt som begrebsforurening i

det offentlige rum. Én af dem handler om, at unge mennesker

bliver dummere og dummere. En anden handler om,

at alt går hurtigere og hurtigere, at alting er under konstant

forandring, og at travlhed er et grundlæggende livsvilkår.

Næstefter at vinde millioner i Lotto er vores ønskedrøm

mere tid. Men reelt har vi aldrig haft mere tid end nu. Vi

lever hver især længere, arbejder mindre, har mere ferie og

mere fritid – fri tid – end vi nogensinde før har haft. Det føles

ikke altid sådan, men tiden går ikke hurtigere, end den

altid har gjort. Og for rigtigt at stresse har vi givet os selv

en opfattelse af, at vi lever i en revolutionær opbrudstid

præget af voldsomme og konstante forandringer. Det eneste

konstante i dag er forandring, som det dagligt prædikes

på landets kursusejendomme, hvor ivrige erhvervsledere

sluger de fine PowerPoint-præsentationer og går hjem og

siger til deres medarbejdere, at det modsatte af udvikling

er afvikling, og at de bare har at udvikle noget nu og her.

Desværre så hastigt, at de helt glemmer, at udvikling er

baseret på gode ideer.

Fra stavnsbånd til bredbånd

Faktisk lever vi i en historisk set meget rolig tid. Og vi

danskere lever tilmed et af de mest rolige steder på kloden.

Men når vi så alligevel forbinder vores egen tidsalder med

revolution og kaos, hastværk og dumhed, skyldes det

måske den grundlæggende livsforandring, som oplysningstiden

var katalysator for, nemlig frisættelsen af det enkelte

menneske. Retten til at bestemme over eget liv. Frigørelse

fra snærende bånd. Revolutionerne, de demokratiske

forfatninger, stemmeret til alle, kvindekampen, rockmusikken,

internettet – ja, en frigørelsesproces fra stavnsbånd til

bredbånd.

En kæmpestor sejr i en kamp kæmpet af alle mennesker

igennem flere århundreder. En sejr, der har givet os egentligt

ejerskab over vores egen tilværelse, og som i kraft af, at

autoriteterne og de nemme svar er kastet på møddingen,

har bragt tvivlen ind som en daglig aktør i ethvert menneskes

liv.

Tvivl kombineret med tusindvis af valgmuligheder, som

vi skal forholde os til hver dag om bolig, partnervalg, livsstil,

uddannelse og job. Det betyder, at verden fremstår

som stadig mere foranderlig og kaotisk, selv om den ved

en historisk sammenligning ikke nødvendigvis er det. Vi har

reelt mere tid, men føler, at vi har mindre, fordi der er så

meget mere, vi gerne vil nå, og tror vi kan nå. Selv om vi

lærer mere og mere, er det næsten umuligt at følge med

i alt det, man ‘bør’ læse og studere, fordi så meget mere

lærdom er inden for rækkevidde af os alle.

De mange valg er en luksus, men også en angstfremkaldende

og konstant blinkende lampe i et ungt menneskes

hverdag. Og dannelse i dag er naturligvis at evne at navigere

i valgmulighedernes bølgende ocean.

Opdragelsesøkonomien gør Danmark konkurrencedygtig

Der tyes tit til Darwin og hans »survival of the fittest« , når

talen falder på samfundsudviklingen. Og oftest sker det,

at ordet ‘fittest’ oversættes helt forkert. Vi oversætter det

112 113

fejlagtigt til ‘den stærkeste’. Men ‘fittest’ skal forstås som

dét at være bedst til at tilpasse sig, at være veltrænet – eller

omstillingsparat, som det hedder på moderne dansk.

Dannede – eller velopdragne – mennesker i dag ikke er

dem, der ved mest, men dem, der forstår at omstille sig.

Dem, der forstår at sætte nyt perspektiv på den gamle viden.

Man kan måske sige det så skarpt, at viden har vi nok

af, men visdom og perspektiv mangler vi.

Det er velkendt, at viden er godt, og mere viden bedre.

Viden har blot den indbyggede hage, at den ofte knytter

sig til den enkelte person. I et individualiseret samfund er

viden en vare, som den enkelte køber til at kvalificere sig

selv og kun sig selv.

Et samfund, hvor økonomien er

baseret på opdragelse, er en opdragelsesøkonomi.

I stedet for at fokusere på operationel viden til den enkelte

og viden som en vare, er det snarere visdom, der er lig med

dannelse. Visdom er det fælles, det delbare – ja, lad os

endda gå så langt som til at kalde det for det folkelige. Visdom

er nysgerrighed i forhold til viden. Og det er refleksioner

over, hvilken viden der har reel værdi eller er værdiløs

for samfundet. Visdom er sammenhold, frisind, tolerance

og erkendelse af, at succes kun opnås, hvis man er i stand

til at fange andre menneskers opmærksomhed, begejstre

og vække dem.

Det er her, opdragelsesøkonomien træder ind. Når vi i

Danmark har fået en position i verden og en velstand, der

langt overstiger vores fødselsret og vores naturressourcer,

så skyldes det, lyder min påstand, en velsmurt opdragelsesøkonomi.

Folkeoplysningen, et uddannelsessystem, der

har tildelt os en almen dannelse, som gør det muligt for os


at konkurrere med nationer, som burde være meget mere

velstillede end os. Denne succes skyldes ikke mindst vores

evige bevidsthed om, at naturressourcerne inde i menneskers

hoveder er langt mere værd end fjelde fyldt med

jernmalm eller en oliefyldt undergrund.

Dertil kommer, at det danske frisind, tolerancen, respekten,

åbenheden, tilliden og alle de andre særligt danske

værdier jo netop bunder i denne opdragelse. Hvis man

spørger, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, bør svaret

derfor være, at vi da skal leve af det, vi i de sidste 150 år

har levet så godt af, nemlig en god opdragelse.

Naturressourcerne inde i menneskers

hoveder er langt mere

værd end fjelde fyldt med jernmalm

eller en oliefyldt undergrund.

Jagten på Trivial Pursuit-samfundet truer

opdragelsesøkonomien

Dog tyder noget på, at opdragelsesøkonomien er under

pres, og der er fare for, at der i jagten på Trivial Pursuitsamfundet

kommer røde tal på opdragelsesøkonomiens

bundlinje.

Slut med fjumreår, slut med tid til at tænke sig om og

vælge forkert, slut med den frugtbare uenighed til fordel

for kanonlister og åndelig stavekontrol. Jovist, sat lidt på

spidsen, men de røde lamper blinker i forhold til opdragelsesøkonomien.

Det kunne stå bedre til med kommaer, stavning og

stedfæstning af Nakskov på et Danmarkskort, men årtiers

såkaldte rundkredspædagogik (som Anders Fogh Rasmussen

har kaldt tidens pædagogik) har haft en effekt. Jeg

er selv et barn af den pædagogik. Jeg gik i den danske

folkeskole fra 1976 til 1985. Og jovist gik det sociale ud

over det faglige. Men til gengæld skabte lærerne et miljø,

hvor alle kunne være med. Et miljø præget af demokrati,

respekt og sammenhold. Ordet ‘sammenhold’ bruges ikke

så meget længere, men dengang var det et af de mest

anvendte i klassen. Sammenholdet stod over alt, også det

faglige. Sammenhold og et evindeligt fokus på demokratiske

processer havde højeste prioritet. Sjovt nok præcis

de egenskaber, som Anders Fogh Rasmussens regering

ofte har pointeret, at mange unge indvandrere mangler at

lære for at integreres bedre.

Det giver ingen mening at kræve mindre faglighed i

skolen. Ligesom det heller ikke giver mening at bede om

ældre skolebøger, eller færre og dårligere uddannede

lærere. Alligevel bruges der kaskader af tid på at diskutere

alt det, der ikke giver nogen mening. For det giver ingen

mening at anvende argumenter, ingen er imod.

Det er naturligvis en ærlig sag at efterlyse mere faglighed,

flere test, evalueringer og offentliggørelse af karakterer.

Men i hele debatten om skolens mangler og kvaliteter

synes vi at have knæsat den fejlagtige opfattelse, at unge

mennesker kommer ud af skolen dummere, end da de

begyndte.

Danmark skal være idéernes land

Uanset, hvor meget der skriges efter mere forskning og

hyles efter mere viden, så er det hverken viden eller intellektuelle

ressourcer, der er den mest presserende mangelvare

i kampen for at fremtidssikre Danmark.

Danmark skal være idéernes land, sådan lyder statsministerens

vision, og smuk er den da. Man ser for sig

landet med idéer på skoleskemaet og en befolkning af

omvandrende idégeneratorer i en pling-fyldt hverdag.

Det er både en inspirerende og poetisk vision. Blot er jeg

en smule ængstelig for, at det vigtigste glemmes, nemlig

det forhold, at idéer hverken kommer fra oven eller med

posten. De skal opsøges og skabes. Idéens dna er ganske

enkelt: Viden + nyt perspektiv. Og det er primært det nye

perspektiv, som det halter med at finde.

Perspektivet er det, der giver viden mening, eller sagt

mere præcist: Mange af historiens store forskere gav os

ikke den nye viden, de gav os meningen med den, da de

sammenkoblede eksisterende viden og eksisterende teknologi

med nye perspektiver. Henry Ford gav os på den måde

bilen og samlebåndet; Samuel Morse gav os telegrafen; og

Graham Bell gav os telefonen.

Det nye perspektiv er altså afgørende. Det opstår, når

man rejser jorden rundt og møder nye mennesker med

anderledes liv. Det udspringer af kunsten, litteraturen og de

oplevelser, der tildeles de nysgerrige. Og det kommer i rigt

mål til dem, der indimellem bytter plads i dobbeltsengen,

cykler en ny vej til arbejde, vælger anderledes fyld på pizzaen

og ikke holder den samme avis hele livet igennem.

Vi skal leve af opdragelsesøkonomien

Opdragelsesøkonomien er det bedste, vi har. Et økosystem,

der synliggør værdien af god forbindelse imellem hjernehalvdelene,

god forbindelse imellem fortid og fremtid, og

en god forbindelse imellem os alle sammen. Et økosystem,

der skaber det, man med et lidt slidt udtryk kalder for ‘hele

mennesker’.

Det er det, vi skal leve af. Eller rettere: Det er det, vi ikke

kan leve foruden.

Måske er den allerbedste, allerstørste og allervigtigste

danske skat, at vi i fællesskab har opbygget verdens sundeste

opdragelsesøkonomi.

114 115

Opdragelse er heldigvis meget

mere og meget andet end at se

fin ud i matrostøj.


Voksne vil nok aldrig

forstå børn helt

Skal man tro eksperterne, er børn i dag

forkælede, respektløse og egoistiske.

I gamle dage var alting meget bedre,

synes budskabet at være.

Men er det nu også rigtigt?

af Susanne Højlund

Det står galt til med opdragelsen i dagens Danmark, og

eksperterne slår alarm: Børn i dag er forvirrede, asociale og

egoistiske.

»Hvad kan det her ende med, hvis der ikke bliver grebet

ind?« spurgte en journalist i radioprogrammet 'Apropos'

om børneliv i februar 2007. Journalisten havde børnepsykolog

John Aasted Halse i studiet til en snak om nutidens

børn. Det blev fortalt, at to ud af tre lærere mener, at der

er kommet flere problembørn end for 15 år siden, at børn i

dag er mindre sociale, og at de ikke har respekt for voksne.

Og journalisten konkluderede: »Lærerne har efterhånden

svært ved at se det kære i børnene. De er forkælede,

egoistiske og jagter egen tilfredsstillelse uden respekt for

de voksne.« Børnepsykologen bekræftede tendensen ved

at tegne et billede af det moderne barn som en ny bør-

netype: et barn (typisk af velstillede, karriereorienterede

forældre), der er selvstændigt og kritisk, men som også er

rastløst og selvoptaget.

»Vi har klart et fænomen i dag omkring børns adfærd.

Børn i dag – i forhold til tidligere – er ikke så hæmmede eller

bange for voksne, nogle vil sige respektløse,« forklarede

han.

Senere i udsendelsen blev der sat navn på denne

tendens: ‘Infantokrati’, som betyder børnemagt. Og på

spørgsmålet om, hvad dette kan ende med, lød svaret: »Du

får nogle unge mennesker ud af det, som ikke tænker ret

meget på forholdet til andre mennesker som et ‘give-tageforhold’,

men som et forhold, der hedder ‘tag!’«

Forældre opdrager deres børn til små egoister

Dystre fremtidsudsigter, ikke sandt?

Hvordan skal vi kunne bevare den grundlæggende solidaritet

i vores velfærdssamfund, hvis vores børn udvikler

sig til rene egoister? Travle forældre, der jagter karrieren,

får skylden. Det moderne liv og ‘den nye børnetype’ følges

ad. I gamle dage var alting bedre, synes budskabet at være.

Men er det nu også rigtigt?

I 1990'erne var det tilsyneladende ikke meget bedre. De

lærere, jeg interviewede i et forskningsprojekt dengang,

var ikke i tvivl: »Børn i dag mangler respekt for voksne«,

udtalte en lærer og forklarede, at hun havde meget lettere

ved at få ro i klassen, da hun begyndte som lærer for 20 år

siden. Lignende karakteristikker af 90'ernes børn gik igen

hos alle de lærere, jeg talte med: »Forældrene opdrager

børnene til små egoister«, lød det fra en erfaren lærer, og

en anden havde en lignende erfaring: »Børnene er tilsyneladende

ikke opdraget til, at der er regler, der skal overholdes.

Forældrene har nok ikke forberedt dem godt nok på

livet i skolen. Der er i hvert fald mange forvirrede børn, der

ikke har faste rammer …«

De urolige børn var åbenbart så stort et problem, at

Undervisningsministeriet startede et treårigt projekt om

urolige børn. I medierne blev tidens børn karakteriseret

som projektbørn, pejlebørn og radarbørn. Deres forældre

forstod ikke opdragelsens alvor, men var kun optaget af at

servicere tidens små kejsere, som de benævnes i en udsendelse

på TV 2 i 1994.

Zapperbørn, fighterbørn og curlingbørn

det er altså ikke i 90'erne, vi skal finde den gode opdragelse.

Men hvad med 80'erne? I 80'erne var der tilsyneladende

også problemer med opdragelsen. I 1982 kunne

man i Børnekommissionens betænkning læse, at: »Det

bliver mere og mere almindeligt, at børn, som begynder

i skole, er antisociale, højrøstede og forvirrede. De er

usikre, ulykkelige og har et stort behov for kontakt. De har

ikke den opmærksomhed, som børn tidligere havde ved

skolestarten, og de mangler moralske begreber. De har

ingen respekt for ældre og kan ikke bruge krop og hænder.

Mange er passive eller aggressive, og de forstår ikke en

almindelig besked.«

116 117

”Vore dages unge elsker luksus. De har dårlige manerer, foragter autoriteter og har

ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når de skulle arbejde. De unge rejser sig

ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. De modsiger deres forældre, skryder

i selskaber, sluger desserten ved middagsbordet, lægger benene over kors og tyranniserer

lærerne.”

- Sokrates, år 450 f.Kr.

I 80'erne var det blevet normalt, at begge forældre var

udearbejdende. Det betød, i modsætning til tidligere, at de

fleste børn gik i vuggestue, børnehave og fritidshjem. Eksperterne

diskuterede ivrigt, hvilke virkninger dette kunne

have på børns udvikling, adfærd og fremtid som samfundsborgere.

Børnekommissionen advarede om institutionslivets

skadelige virkninger og om en lukket børneverden

adskilt fra voksenlivet. Begrebet ‘en ny børnekarakter’

blev hyppigt bragt på banen, ligesom der i 80'erne blev

lanceret børnediagnoser som: zapperbørn, fighterbørn og

curlingbørn til at karakterisere tidens henholdsvis forvirrede,

aggressive og forkælede børn. Der blev også dengang

iværksat undersøgelser af urolige elever og skrevet bøger

om, hvordan man kunne forebygge uro i folkeskolen.

Socialpsykologen Lars Dencik kaldte det i 1987 ‘dobbeltsocialisering’.

Med det mener han, at børn opdrages

og udvikles både i et hjemligt og et institutionelt miljø. I et

sådant samfund er relationerne mange, flygtige og upersonlige;

institutionslivet er anonymt og historieløst; og

forældrenes indflydelse dalende, mente han.

Vore dages unge elsker luksus

For 20 år siden havde eksperterne altså de samme bekymringer

om forvirrede og egoistiske børn og om en opdragelse,

hvor forældrene fremstilledes som magtesløse. Og

det ser ud til, at voksnes bekymringer over den kommende

generations karakter og moral ikke er et nyt fænomen. Et

kendt citat, som antages at stamme fra Sokrates, der le-


Spis brød til! Brug din egen dømmekraft, så godt du

kan, og stil kritiske spørgsmål til eksperter, psykologer

og skolefolk, der søger at tegne et billede af en opdragelse

i forfald!

vede 450 år før vores tidsregning, lyder: »Vore dages unge

elsker luksus. De har dårlige manerer, foragter autoriteter

og har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når

de skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når

ældre kommer ind i et værelse. De modsiger deres forældre,

skryder i selskaber, sluger desserten ved middagsbordet,

lægger benene over kors og tyranniserer lærerne.«

Det skal retfærdigvis nævnes, at der er tvivl om, hvorvidt

det virkelig er Sokrates, der har sagt det. Ikke desto mindre

er det igennem historien muligt at finde mange lignende

udsagn fra voksne, der fremstiller den opvoksende generation

som en trussel imod morgendagens samfund. Det er

også gennemgående, at bekymringen gælder børns evne til

at udvikle disciplin, fællesskabsfølelse, solidaritet og medansvar,

ligesom der synes at være en nostalgisk forestilling

om, at det stod bedre til i gamle dage. Der er altså et mønster,

der går igen, og man må derfor spørge sig selv, hvem

disse udsagn siger mest om: de voksne eller børnene?

Nutidens børn – imellem fortidens idealer

og fremtidens samfund

Noget kunne tyde på, at dommedagsprofetierne er for dystre.

Samfundet er jo ikke gået i opløsning trods de mange

bekymrede spådomme, og de forældre, der var utålelige

børn i 80'erne er i dag selv forældre. Og det er jo egentlig

gået meget godt. Ganske vist ved vi ikke, om 80'ernes ‘zapperbørn

og fighterbørn’ i dag er asociale kriminelle, der

belaster socialkontorerne, eller om de er forældre med et

harmonisk familieliv, gode job og poster i skolebestyrelsen.

Men det ser ikke ud til, at den angiveligt øgede mængede

af egoistiske børn har haft den destruktive virkning på samfundet,

som det er blevet forudsagt. Danmark er stadig et

af de fredeligste lande i verden, danskerne tilsyneladende

det lykkeligste folkefærd, og effektivitet og velstand har

aldrig været bedre. Og det til trods for de sidste (mindst)

20 års fighterbørn, zapperbørn, curlingbørn, forvirrede

og egoistiske projektbørn, der udøver børnemagt over for

hjælpeløse lærere og forældre, der har alt for travlt med sig

selv, deres cafebesøg, sport, karriere, penge og rejser.

Så hvad ved vi egentlig om opdragelse? Måske kun, at

det er et forhold imellem voksnes ideer om fortidens ideelle

børn og deres forestillinger om fremtidens ideelle samfund.

Og at nutidens børn altid vil blive fortolket imellem

disse to tidsperspektiver og derfor aldrig vil blive forstået

helt. Men opdragelse foregår heldigvis ikke i medierne. De

generaliserede børnebilleder og spådomme, som præsenteres

der, giver ikke opskrifter på den gode opdragelse.

Én ting er offentlige debatter og ekspertanalyser, noget

andet er, hvad der sker ved spisebordet i det enkelte hjem.

Derfor: Spis brød til! Brug din egen dømmekraft, så godt

du kan, og stil kritiske spørgsmål til eksperter, psykologer

og skolefolk, der søger at tegne et billede af en opdragelse

i forfald! Måske er det tid til en mere nuanceret debat, der

kan sætte nye ord på opdragelsens udfordringer, og som

udtaler sig mere ydmygt om sammenhænge imellem fortidens

gode opdragelse, nutidens urolige børn og fremtidens

forfald.

118 119


120

Fotograf

Pernille Holm Andersen

Alle billeder i bogen er taget af Pernille Holm Andersen.

Se flere af Pernilles billeder på www.madebygirls.dk.

Pernille Holm Andersen er en af landets bedste fotografer

inden for den kunstneriske genre. Hun har specialiseret

sig i kreative portrætter af børn og unge, hvor hun kombinerer

’kunst-portræt’ og ’iscenesat fotografi’.

Hendes kunstneriske og æstetiske udtryk er meget

unikt. Personerne i hendes billeder smiler sjældent, idet

Pernille mener, at hun får mere personlighed og intensitet

frem i børnene, når de er alvorlige. Det giver billederne en

stille eftertænksomhed.

Selv om Pernille går meget op i det enkelte billedes

tema og overordnede udtryk, mener hun ikke, at der er nogen

rigtig måde at forstå hendes billeder på. Billederne skal

opleves, og det er op til beskueren selv at vurdere, hvordan

det enkelte billede skal forstås.

Pernille Holm Andersen er uddannet fotograf fra Göteborg

Universitet, har lavet mere end 10 fotoudstillinger i

Danmark og Sverige og har fået billeder trykt i alt fra Dagbladet

Børsen til Magasinet Junior.

Tak til billedernes modeller: Matilde, Viktor, Peder-Emil,

Line, Katrine, Sofie, Mikkel, Oscar, Josef og Maja.

121


122 123


124


Vi har alle en mening om, hvad god opdragelse er.

Bogen, du har i hånden, indeholder 21 appetitlige tankevækkere om børneopdragelse. Vi

har spurgt børnebogsforfattere, pædagogiske forskere, fremtidsforskere, sundhedsplejersker,

skoleledere og en enkelt professor i ledelse, hvad der optager dem i forbindelse

med opdragelse. Hvad, mener de, er god opdragelse? Og hvad mener de, at børnene bør

have med i rygsækken, når de trasker ind i fremtidens samfund?

Med bogen håber vi på at kunne styrke dig i at danne dine egne meninger om den

gode opdragelse. Bogen giver dig ingen nemme løsninger og ingen sande svar.

Redaktion: Anja Madsen Kvols, Michael Breum Jakobsen, Peter Lilleheden og Anders Rosenlund.

Foto: Pernille Holm Andersen

”Sænk skuldrene. Tag det roligt. Det skal

nok gå. Det er tilladt at slå skævere.”

Lars Daneskov, journalist og forfatter

”Forhandlingsopdragelsen har ikke en

chance for at give børn den indre ballast,

der er nødvendig for at blive til helstøbte

mennesker.”

Per Schultz Jørgensen, børne- og familieforsker

”At opdrage betyder at give sig selv videre til

sit barn.”

Renée Toft Simonsen, cand.psych. og børnebogsforfatter

www.fordijegsigerdet.dk

”Personligt bryder jeg mig ikke om ordet

’opdragelse’. Det giver mig myrekryb.”

Steen Hildebrandt, professor i ledelse

More magazines by this user
Similar magazines