Fordi jeg siger det! - PressWire
Fordi jeg siger det! - PressWire
Fordi jeg siger det! - PressWire
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
skulle sidde stille <strong>det</strong> halve af dagen, selv om hele din lille<br />
urolige krop gør modstand og i frustration bevæger sig på<br />
alle mulige mærkelige måder. Du bliver tvunget til at læse<br />
bøger, som, du ikke synes, er spændende, og du bliver<br />
tvunget til at klæde dig af og på, når din lærer <strong>siger</strong>, at <strong>det</strong><br />
endelig er tid til, at du skal have idræt. Du må ikke engang<br />
selv bestemme, om du vil tage bad sammen med 26 andre<br />
bagefter. I grunden er du jo utroligt samarbejdsvillig. Du<br />
har accepteret alt <strong>det</strong>te uden de store protester, og du går<br />
til skole hver eneste morgen med et smil på læben, også<br />
selv om du ikke helt selv kan se komikken i <strong>det</strong>. Og når du<br />
er der, gør du for <strong>det</strong> meste <strong>det</strong>, de voksne <strong>siger</strong>, du skal.<br />
Jeg har læst så mange bøger om<br />
dig og mig. Bøger om følelser,<br />
om relationer, om reaktioner,<br />
om aggressioner, om tilknytning<br />
og grænsesætning.<br />
Du læser og regner, og du afleverede sågar din elskede<br />
mobiltelefon på kontoret uden at kny, dengang du glemte<br />
at slukke den og modtog en sms, så hele klassen kunne<br />
høre <strong>det</strong>. Sådan er reglerne, og du har accepteret dem. Og<br />
når du får skældud, fordi din krop næsten ikke kan klare at<br />
være stille mere – og <strong>det</strong> sker ofte – så accepterer du også<br />
<strong>det</strong>. Du er i hvert fald endnu ikke gået fra skolen i protest.<br />
Desværre har du efterhånden lært at lukke af. Det kan<br />
<strong>jeg</strong> se, når <strong>jeg</strong> står over for dig og forsøger at få dig til at<br />
forstå verden, sådan som vi voksne har bestemt, at den<br />
skal forstås. Nogle gange er <strong>det</strong> som om, du slet ikke er til<br />
stede, selv om du står lige der over for mig. Jeg ved, <strong>det</strong> er<br />
sådan, for <strong>jeg</strong> kender dig jo så godt. Den der med at lukke<br />
af, fik du lært effektivt i børnehaven. Der var praksis, at når<br />
man skældte børn ud, skulle de se den, der skældte dem<br />
ud, i øjnene. Jeg har mange gange hørt en pædagog sige:<br />
»Se mig i øjnene, når <strong>jeg</strong> taler til dig«. Også selv om <strong>det</strong> var<br />
løgn, for <strong>det</strong> var jo ikke <strong>det</strong>, hun gjorde. Hun talte ikke, hun<br />
skældte ud. Du fik lært at kigge væk: at kigge op i loftet, at<br />
kigge ind i væggen, at kigge alle mulige andre steder end<br />
på den, der stod og overfusede dig. En dag, hvor <strong>jeg</strong> kom<br />
for at hente dig, var du blevet sat i skammekrogen ude i<br />
garderoben, fordi du havde været forstyrrende og urolig<br />
under frokosten. Jeg forsøgte at tale med dig om <strong>det</strong>, mens<br />
<strong>jeg</strong> gav dig sko på. Til sidst brød du helt sammen, tog hænderne<br />
op foran ørerne og råbte: »Ikke flere ord, ikke flere<br />
ord«. Allerede dengang havde du fået nok af de voksnes<br />
fine forklaringer på, hvad man må, og hvad man ikke må,<br />
og ikke mindst hvorfor <strong>det</strong> forholder sig sådan. Jeg gik<br />
hjem og læste om <strong>det</strong> at tvinge et barn til at se sig i øjnene,<br />
mens man skælder <strong>det</strong> ud. Lille skat, <strong>det</strong> var uhyggelig<br />
læsning. Du var fire år.<br />
»Du laver ikke an<strong>det</strong> end at hakke på mig. Jeg gør <strong>det</strong><br />
jo så godt, som <strong>jeg</strong> kan. Jeg har lavet lektier hele ugen, og<br />
lige nu vil <strong>jeg</strong> bare gerne i klubben. Hvorfor må <strong>jeg</strong> aldrig<br />
bestemme noget som helst selv?« Sådan råbte du af mig.<br />
Og <strong>jeg</strong> kom til at tænke på, hvad der stod i alle bøgerne om<br />
<strong>det</strong> med at respektere børn og om at være lydhør over for<br />
deres ord, handlinger og hensigter. En af de ting, der kan<br />
ske, hvis børns følelse af handlefrihed sættes til side, er, at<br />
deres selvværd forringes. Flere undersøgelser viser faktisk,<br />
at børns udvikling og selvtillid i høj grad er afhængig af, at<br />
forældrene er respektfulde, accepterende og deltagende<br />
i deres liv. Jeg læste engang, at et barn havde udtalt, at<br />
dét at blive skældt ud er som at blive slået med stemmen.<br />
Samme sted læste <strong>jeg</strong>, at vold imod børn, særligt hvis <strong>det</strong><br />
udøves af forældrene eller en anden, der spiller en afgørende<br />
rolle for opbygningen af barnets identitet og personlighed,<br />
er ydmygende og nedværdigende, og at barnets<br />
integritet og værdighed antastes. Måske er <strong>det</strong> også sådan,<br />
når man råber?<br />
Jeg ved også, at en anden vigtig evne, der kan tage<br />
skade, når børn bliver skældt ud, er deres fundamentale<br />
Du bliver tvunget til at skulle sidde stille <strong>det</strong> halve af dagen, selv om hele<br />
din lille urolige krop gør modstand og i frustration bevæger sig på alle<br />
mulige mærkelige måder.<br />
tillid til, at der er voksne, som passer på dem. For når <strong>jeg</strong><br />
råber ad dig, hvem skal så passe på dig? Forskningen viser<br />
også, at børn kan blive stressede af skældud, og at <strong>det</strong><br />
samtidig kan have en negativ effekt på deres sociale relationer<br />
til kammerater. Der er faktisk uendeligt mange negative<br />
konsekvenser forbun<strong>det</strong> med <strong>det</strong> at råbe ad et barn, og<br />
man ved jo også, at <strong>det</strong> ikke hjælper spor. Der sker ikke <strong>det</strong><br />
ønskede, nemlig at barnet lærer <strong>det</strong>, man vil have <strong>det</strong> til at<br />
lære. Om <strong>det</strong> så er at rydde op på sit værelse eller at lave<br />
sine lektier.<br />
Jeg sidder nu og spekulerer på, om <strong>det</strong>, der lige er sket<br />
imellem dig og mig, har gjort, at du har mistet en lille<br />
smule af din tillid til mig, eller om der måske gik et lille<br />
bitte stykke af din selvtillid? Jeg tænker på, om du i morgen<br />
vil råbe ad din bedste ven, så han ikke gider lege med dig.<br />
For <strong>det</strong> har du jo lige lært, at man gør.<br />
Jeg går igen hen til trappen for at lytte til dig. Jeg hører<br />
stadig din gråd, og <strong>jeg</strong> mærker, at <strong>jeg</strong> genkender din sorg.<br />
Du er bare så ked af <strong>det</strong>, og med god grund, lille du.<br />
Magten er håbløst ulige fordelt. Det ved <strong>jeg</strong> alt om, for <strong>jeg</strong><br />
har selv prøvet at blive råbt ad for mange år siden. Jeg har<br />
selv været barn engang, selv om du måske ikke lige kan<br />
forestille dig <strong>det</strong>. Det var heller ikke nemt dengang. Da var<br />
<strong>det</strong> for eksempel lovligt at slå børn. Og <strong>det</strong> at råbe ad dem<br />
blev der slet ikke sat spørgsmålstegn ved. Det gjorde man<br />
bare, for <strong>det</strong> blev anset som en nødvendighed. Ellers kunne<br />
børnene ikke lære at blive ordentlige mennesker. Tænk sig,<br />
<strong>det</strong> troede man virkelig på. En gang for nogle år siden var vi<br />
også oppe at skændes, og <strong>jeg</strong> råbte af dig. Mens <strong>jeg</strong> gjorde<br />
<strong>det</strong>, kunne <strong>jeg</strong> pludselig kende den stemme, der kom ud af<br />
min mund. Og ved du hvad, <strong>det</strong> var slet ikke min stemme.<br />
34 35<br />
Ordene var heller ikke mine. »Nu er <strong>det</strong> den onde hyl’me<br />
nok!« råbte <strong>jeg</strong>, og du blev bare så forskrækket. Ordene var<br />
min fars, og <strong>det</strong> var stemmen faktisk også. Jeg kan huske,<br />
at <strong>jeg</strong> selv blev forskrækket og tog mig til munden. Hjælp,<br />
hvordan kom du dog ind i min mund, far?<br />
Alice Miller, der har en ph.d. i psykologi, filosofi og<br />
sociologi, har blandt an<strong>det</strong> skrevet om <strong>det</strong> fænomen, at<br />
en andens stemme pludselig kommer ud af ens mund.<br />
Hun mener, at grunden til, at forældre gør, som de gør,<br />
kan være, at de er vrede over den aggression, deres egne<br />
forældre udsatte dem for, da de var små. Det skal forstås<br />
på den måde, at man som barn ikke kan slå igen, når ens<br />
forældre gør noget dumt. I ste<strong>det</strong> gemmer man sin vrede.<br />
Sparer den op og giver den videre til sine egne børn. Nu er<br />
<strong>det</strong> jo ikke sådan, at <strong>det</strong> skal være nogen undskyldning for<br />
min opførsel, og måske er <strong>det</strong> også alt for svært at forstå,<br />
når man kun er 11 år. Men for mig er <strong>det</strong> en mulig forklaring,<br />
og <strong>det</strong> giver mig noget at tænke over og en måde at<br />
arbejde med mig selv på. Når <strong>jeg</strong> er opmærksom på den<br />
slags mekanismer, så er der måske håb for, at <strong>jeg</strong> har mulighed<br />
for at lave om på dem.<br />
Til sidst vil <strong>jeg</strong> bare lige sige, at <strong>det</strong> er rigtigt godt, at <strong>jeg</strong><br />
allerede lider en smule af Alzheimers. Det betyder nemlig,<br />
at <strong>jeg</strong> allerede i morgen har glemt, at <strong>jeg</strong> som straf har inddraget<br />
dine lommepenge.<br />
Nu vil <strong>jeg</strong> gå op til dig, banke på din dør og bede pænt<br />
om lov til at komme ind på dit værelse. Ind, hvor du bor og<br />
bestemmer. Jeg håber, at du lukker mig ind, for <strong>jeg</strong> vil så<br />
gerne sige undskyld til dig.<br />
Du råber igennem den lukkede dør:<br />
»Skrid!«