Fordi jeg siger det! - PressWire

More documents

Recommendations

Info

Det overdrevne fokus på faglighed og på, hvad der er inde i hovederne på børnene, retter opmærksomheden væk fra det, der er omkring børnene: motivation, glæde, lyst til at lære, trivsel. være, at den finske skole, modsat den danske, går meget op i udenadslære. Det danske skolesystem er verdenskendt for at have glade børn. Selv Simon, der lægger krop til mange nederlag i skolen, var i bund og grund glad for at gå der. Det er derfor nødvendigt at være opmærksom på, om det at indføre nationale test herhjemme kaster en skygge over de danske elevers glæde ved at gå i skole. At amerikanske børn føler, at de er nødt til at snyde, er vel ikke et tegn på rigtigt god trivsel i skolen. Jeg spørger mig selv, om vi på det her punkt er i gang med at bytte vores glade smiley ud med en sur, når vi går med i kapløbet om standarder, målbare kundskaber og udenadslære. Det handler også om, hvad der er omkring hovedet Al snak om målsætninger, planer og test i folkeskolen hænger sammen med et ønske om mere faglighed. Fag- lighed er om noget et ord, der inden for den pædagogiske og den politiske verden er blevet slidt op. Det er blevet et tomt begreb, der tilmed er positivt ladet. For hvem vil ikke have faglighed i skolen? Det overdrevne fokus på faglighed og på, hvad der er inde i hovederne på børnene, retter opmærksomheden væk fra det, der er omkring børnene: motivation, glæde, lyst til at lære, trivsel. Man får med andre ord det, man tester … og kun det. De nationale test kan bruges til at se, hvordan det går med det faglige niveau inden for nogle målbare områder af fagene. Derfor skal vi passe på, at de ikke får en opdragende effekt i skolen. Skolen har en alt for vigtig opdragende opgave: Den skal stå for en opdragelse, der fokuserer på at udvikle en positiv indgang til hele livet og det at lære. Det er nemlig nødvendigt for at få glade og dygtige borgere ud af skolen i den anden ende. Det skal nemlig ikke blot handle om at vinde, men om at lære med. 64 65
Skal barnet styres eller vokse frit? Det er ikke helt selvindlysende, hvad man mener, når man taler om børneopdragelse i dag. Ordet har to overordnede betydninger, nemlig tilpasning og inddragelse. Hvad der forstås ved børneopdragelse er historisk bestemt – og vi er selv med til at bestemme det. af Stig Broström »Når pædagogen i mit barns børnehave siger, at de må bruge en del tid på at opdrage børnene – mit barn – for at alle har det godt, så synes jeg, det lyder lidt autoritært«. Sådan sagde en kvinde, der er mor til Jonas på fem år. Jonas er et energibundt med en forkærlighed for de vilde og kropsbetonede lege ude på børnehavens frie arealer. Han kan kun med vanskelighed sidde stille indendørs til frokosten og til de andre aktiviteter, der kræver en vis grad af opmærksomhed og kropsbeherskelse. For eksempel fortæller pædagogen, at han under oplæsning af H.C. Andersens eventyr, Fyrtøjet, var så kropsurolig og snakkende, at han forstyrrede kammeraternes mulighed for at få udbytte af oplæsningen. Derfor appellerede pædagogen gentagne gange til hans forståelse: »Jonas, de andre børn vil gerne høre historien«, ligesom hun enkelte gange mere direkte måtte irettesætte ham og tale ham til orden. Opdragelse forstået som tilpasning Umiddelbart kan det se ud som om, Jonas bliver opdraget i betydningen ’draget op’ til de voksnes fornuft og de voksnes opfattelse af, hvad der er passende opførsel. På den måde kan opdragelse forstås som en tilpasningsproces, hvor barnet skridt for skridt lærer at indrette sig i overensstemmelse med overmagtens vurdering af, hvad der er gode værdier og god opførsel. Set fra et barneperspektiv kan man også blive bekræftet i, at opdragelse er negativt og autoritært. Det kommer blandt andet til udtryk i et ti år gammelt forskningsprojekt, hvor seksårige børn udtalte sig om dét at blive opdraget. De sagde blandt andet: »Børn bliver opdraget. De voksne ser skrappe ud. Det er dumt, at de voksne skal bestemme.« »Børn bliver ikke opdraget på en god måde, de er så skrappe i børnehaven. Derhjemme skælder de ikke så meget ud.« Børnestemmerne antyder, at de voksne i børnehaven er skrappe og bestemmer for meget – set i forhold til forældrene. Med afsæt i udtalelserne fra børnene og fra Jonas' mor kunne det se ud som om, der er en modsætning imellem familielivet og livet i børnehaven: Sat på spidsen får børnene lang snor i hjemmet. Forældrekærligheden (spædet op med skyldfølelse over lange arbejdsdage) fører til en slags ’ikke-opdragelse’, der dels kommer til udtryk i børnenes medbestemmelse, dels i forældrenes opfyldelse af børnenes samtlige behov, blandt andet i forhold til spisevaner, sengetider og forbrugsgoder (oceaner af legetøj og elektronisk udstyr på børneværelset). Børnene møder sjældent et konsekvent »nej«, men i stedet mange gange »nej«, der lidt efter lidt forhandles på plads til et »ja«. Til forskel 66 67 fra den individuelle orientering i familien møder børnene i børnehaven et fællesskab, hvor der skal være plads til alle, og hvor det enkelte barn må lære at indrette sig efter, at der er andre børn, der hver især har deres behov og interesser – og at der er en række fælles (mere eller mindre synlige) regler, værdier og holdninger i forhold til trafikken i fællesskabet. Det er naturligvis en voldsom udfordring for det individuelle (ikke-opdragede) barn at finde sig til rette i det fællesskab. Angsten for at hænge fast i begrebets negative side fører til, at nogle helt udelukker begrebet ‘opdragelse’. Det er ikke mærkeligt, at både Jonas og hans mor viser modstand over for den institutionelle opdragelse, som de møder i børnehaven og senere i skolen. Omvendt kan man indvende, at institutionens opdragelse repræsenterer barnets chance for at blive socialt kompetent, det vil sige at lære at være sammen med andre børn og lære at se situationer med andres øjne – og dermed lære at skabe situationer og aktiviteter, hvor egne og andres behov går op i en højere enhed! At lære at indgå i forpligtende fællesskaber og dermed udvikle demokratiske kompetencer, kræver støtte fra voksne – forældre, pædagoger og lærere. Med andre ord: Det kræver opdragere, der tør opdrage. Opdragelse forstået som inddragelse Opdragelse skal ikke kun ses som noget rent tilpasningsmæssigt i betydningen ’at drage de umælende små op til de voksnes fornuft’. Angsten for at hænge fast i begrebets
Page 1 and 2: Fordi jeg siger det! 21 tankevække
Page 3 and 4: Fordi jeg siger det! ©2009 Redakti
Page 5 and 6: De indledende ord ... Vi har alle e
Page 7: 10 Derhjemme
Page 10 and 11: Har man dét, kan ingen dybest set
Page 12 and 13: vestlige verden ved, at deres børn
Page 14 and 15: Opdragelsens gyldne middelvej Børn
Page 16 and 17: Se dét var prinsesse en rigtig Nå
Page 18 and 19: Kære ille du af Renée Toft Simons
Page 21 and 22: Om at fremelske børns iboende krea
Page 23 and 24: Det og nye de nye barn forældre N
Page 25 and 26: Har du talt med dit barn i dag? For
Page 27 and 28: Tale og (vid)underlige af Charlotte
Page 29 and 30: Forundring fryder Når man opdrager
Page 31 and 32: Børns forundring er en vidunderlig
Page 33: Alle børn skal over samme målstre
Page 38: Forhandlerbarnet For at klare skær
Page 41: med den stærke drengs hånlige: »
Page 44: til, at OECD-økonomer placerede Da
Page 47 and 48: Lykken stiger ikke med antallet af
Page 50 and 51: Opdragelse uden opskrift Forældres
Page 52 and 53: Noget skal ind, inden det kan komme
Page 54 and 55: Ydrestyrede børn kræver tilbageme
Page 56 and 57: Man kan forestille sig, at personen
Page 58 and 59: så godt et ord for, nemlig ‘skol
Page 60 and 61: Voksne vil nok aldrig forstå børn
Page 62 and 63: 120 Fotograf Pernille Holm Andersen
Page 64 and 65: 124

Fordi jeg siger det! - PressWire

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?