Farvel Hansen! : billeder i rødt, optegnede ved badestedet

booksnow1.scholarsportal.info

Farvel Hansen! : billeder i rødt, optegnede ved badestedet

SO)

-oo

=

-

V


Digitized by the Internet Archive

in 2011 with funding from

University of Toronto

http://www.archive.org/details/farvelhansenbillOOwint


FARVEL HANSEN!

BILLEDER I RØDT,

OPTEGNEDE VED BADESTEDET

KRISTIAN WINTERHJELM.

(JOHANNES NORMAN;.

KJOBExXHAVX.

*« 5 1 *

1*

C. A. REITZELS FORLAG.

THIELES BOGTRYKKERI.

1886.

'


2^1976

SJTYOf


Første Kapitel,

som indeholder Kirkegaardsbetragtninger.

,¥:arvel Hansen

Mere stod der ikke paa den i sædvanlig

Obeliskform oprejste Gravsten, der under en

sørgende Taarepil prydede en for sig selv lig-

gende Grav paa Byens Kirkegaard.

Denne Kirkegaard var Byens eneste gammel

dagse Idyl, siden den store Ildebrand for et

Snes Aar siden havde fejet alt andet gammelt

bort og endog i den Grad ramponeret den idyl-

liske Kirkegaards umiddelbare Nabo, den gamle

hvide Stenkirke, at man havde fundet det

rigtigst at rive den ned og bygge en ny rød

længere nede i Byen, hvor den laa mere centralt.

Maaske var Byens Folk ikke saa glade i

det gammeldagse, eller de var ikke tilstrækkeligt

idylliske; i ethvert Fald var der gjerne meget

ensomt paa denne Kirkegaard, undtagen naar

der var fin Begravelse , thi da strømmede hele

Byen til. Ellers passeredes den kun for Snar-

-


vejens Skyld af Folk, som boede oppe i den

lille Husgruppe ved »Dammen«, en fattig Lev-

ning af den gamle By, sparet af Ildebranden,

fordi den laa saa afsides, eller fordi Ilden for-

smaaede at befatte sig med disse tarvelige en-

etages Hytter

»KirkegaardsfredJc saa aabner Welhaven en

Strofe i sit bekjendte Digt. Og skulde det

nogensinde med et eneste Ord angive Stem-

ningen, maatte det være her, hvor de mægtige

gamle Lindetræer rundtom langs Stakittet syntes

at ville gjemme det hele som et fredet Inde-

lukke, hvis Korsallé af Linde, hvis Hjørnebu-

skadser, Taarepile, Blomsterflor og Gravmonu-

menter i alle mulige Slags Former kun existerede

for dem, der var komne indenfor en af de

fire store Træporte, som var opførte ved Ind-

gangen til Alléerne.

Men selv om man var kommen indenfor,

gjaldt det jo at kunne komme en Smule i den

rette Stemning. Hvad har man at gjøre paa en

Kirkegaard, hvis man ej savner noget bort-

gangent, enten en, der ligger under Muld der-

inde, og som man ikke kan glemme, eller ogsaa

Barndomsminder om en svunden Tid, Minderne

om Bedstefars Fortællinger ?

Der gik en og anden Gang en gammel

Herre eller en gammel Dame, graa og bøjet,

omkring mellem alle disse gamle og nye Grave,


3

hvor Slægtsnavne, radende sig efter hinanden,

maatte forkynde i Jern og Sten, at Livet der-

udenfor ikke skulde formaste sig til at glemme,

at det var sprunget af en Fortid, hvis Gjerning

ikke var begravet med dens Bærere i Livet.

Disse gamle Mennesker stod stille mellem Gra-

vene og læste og faldt i Tanker; de faa unge,

som passerede tversigjennem Kirkegaarden, de

standsede ikke, de, skjønt de maatte lige forbi

den gamle mosgroede Stenkiste, hvor der stod:

>Stat stille, Vandringsmand!« De tænkte paa,

at denne Kirkegaardsallé var en Snarvej fra

Arbejde til Arbejde, fra Handel til Vandel, og

hvad de savnede, hørte til Nutidens og Fremtidens

»Krav«. De følte sig ikke i Slægt med

den gamle Tid herinde, dens Gjerning betragtede

de med Medlidenhed, thi de vidste jo, at Sand-

hederne egentlig ikke bliver mere end ti-femten

Aar gamle, og at hvis man altsaa vil være i

Sandhed, saa maa man skynde sig at leve

Nuet intenst og bare gaa paa uden at se sig om.

Den gamle Dame satte sig paa en over-

skygget Bænk; det var et ganske omstændeligt

Stykke Arbejde for hende at faa gjort det; thi

hun skulde baade snærte lidt Støv bort med

Lommetørklædet, og saa lægge Lommetørklædet

sammen og ned i Lommen, og saa sætte sin

Haandvæske ned og tage op Brillefoderalet, og

saa tage Lommetørklædet op igjen og pudse


Glassene og saa sætte sig, ordne Kjolen og Sa-

loppen bekvemt, flytte lidt paa Haandvæsken

og bestemme sig for om hun skulde lukke den

igjen eller lade den staa aaben. Der var meget

at tænke paa og meget at gjøre, og hun hastede

slet ikke, thi nu havde hun ikke mere her i

Livet at udrette end at forberede sig til den store

Rejse herfra, og det syntes hun, hun gjorde saa

udmærket her inde paa Kirkegaarden , medens

hendes Børn gik derudenfor og kavede og

sloges om Ting, hun syntes hun var voxet fra.

Saa henfaldt hun i Tanker over de mange

Slags Grave. Der var nu dem med store flade

Stenheller paa eller solide sorte Jernplader som

et Kasselaag; de skrev sig fra den Tid, da Folk

troede paa Gjengangere og formodentlig ved

saadanne hensigtsmæssige Tyngder og Ind-

fatninger vilde gjøre det umuligt for den døde

at smutte op af Graven for at plage de efter-

levende med Spøgeri om Natten. En mere op-

lyst og materialistisk Tid havde sat høje Sten-

støtter paa umaadelige Fodstykker, der dækkede

hele Graven, som et Symbol, der skulde sige,

at den Sten skulde den døde saamæn ikke

kunne løfte bort for at komme igjen med Efter-

krav paa yderligere Taknemlighed end dette

kostbare og prægtige Monument. Og saa var

der store Jernkors og middels Porfyrkors og

smaa Marmorkors. Det var en hel Smags- og


5

Kulturhistorie i Lapidarskrift, Mærkestene og

Milepæle. Men selv vilde hun hvile i en Grav

som disse her, der ligger som en af Buske

gjemt Have, hvor selve Gravstedet er en myg

blomsterdækket Seng med et Hovedgjærde, hvor

blot . en liden fin Marmorplade angiver, hvem

Blomsterne dækker. Og hun kosede sig rigtig

ved Tanken herpaa; hun syntes endog, der var

Fred paa Jorden.

Den gamle Herre satte sig hos hende; de

var jo gamle Byesbørn og kjendte hinanden godt.

Han tænkte ikke fuldt saa meget som hun paa,

at han snart selv skulde høre hjemme her.

»Ved De hvad,« sagde han, »en saadan Kirke-

gaard er rigtig lærerig. Den er som hele Byens

og hele Landets og hele Verdens Historie, en

Historie, som altid gjentager sig. Men det for-

staar vi ikke før vi bliver saa gamle, at vi

føler os lige saa meget i Slægt med dem her-

inde som med dem derude. Ja, ser De, alt det

de nu gaar og stimer og slaas om derude, det

er bare som Avisen for igaar, og Avisen for

idag, imorgen pakker vi Smør i det; men det

herinde, det er en god gammel Bog, og vi kan

gaa fra Grav til Grav og læse det ene Kapitel

efter det andet. Se, nu stod jeg netop borte

ved min Bedstefaders Grav, og saa kom jeg til

at tænke paa, at hvad han fortalte om sin

Ungdom, det var akkurat det samme, som de


holder paa med nu, ja saamæn var det saa.

Men det løjerlige er, at alligevel vil vi hver

Morgen have vor store Avis derude og læse

Nyhederne, skjønt vi ved, at der tilsidst ikke

bliver andet tilbage af det end et lidet Kapitel

her inde med en Titel som Bedstefars Grav-

sten. Det er ordentlig morsomt at se, hvordan

de nu om Dagen gaar omkring og ser sig

store paa hinanden og kalder hinanden Genier,

bare de kan finde paa noget, som med Vold

og Magt lader sig forandre, og saa gjor de sgu

ikke anden Forandring alligevel, end om jeg

vender mine Buxer paa Vrangen, med Respekt

at sige.

»Ja, det er en underlig Verden vi lever i,«

sagde hun.

»Ja, det kan De nok >ige,* sagde han; »den

er som i Æventyret om Krible-Krable, altsammen

gaar ud paa at æde hinanden op. Det har vi

ogsaa gjort paa vor Maade, og de, som er

kommet ovenpaa, har ikke andet for det end

en Smule Erfaring, som lærer os, hvordan vore

Forfædre ogsaa har gjort det og hvordan vore

Efterkommere skal gjøre det. Det er jo altid

noget. Ja, og saa den Trøst da, som vi ogsaa

kan hente herinde, at hvor meget end Barnet

vil regne ud, at det er ældre end sin Fader,

saa pløjer det nu med hans Kalv alligevel.«

Men just >om den gamle Tid rejste sig og


stavrede afsted for atter at aflægge et Besøg

ude i Livet, blev der sørget for en Udluftning

af Anskuelser saa gammelmandsagtige og for-

ældede, at de vilde gjort det umuligt for den

nye Slægt engang i Tiden at lægge sig til Hvile

paa denne Kirkegaard, hvis de skulde vedblevet

at forurene Luften herinde og maaske komme

til at lægge sig som Alderdommens Mug over

fremskredne Tankers døde Ben.

Den nye Tid skred ind, repræsenteret af

et ungt, forlovet Par og en Ven. De stilede

direkte op til den ovennævnte Gravsten med

den lakoniske Indskrift.

De forlovede var en liden mørk Fyr med

noget heftigt og uroligt i Blikket, Anders

Hansen, den nye Ejer og Redaktør af Stedets

Avis, samt Jomfru Amanda Andersen. Medens

han talte hurtigt, lidt springende, og gjerne

med en livlig Gestus illustrerede Udladningen

fra sin omfattende Idékreds, bevarede den unge

blonde, ikke meget høje men fastbyggede Pige

en udvortes Ro, og hendes faa Ytringer skulde

ikke faaet meget Særpræg, om de ikke var

blevet støttede af en klar, bevidst Bestemthed i

det Blik, hvormed hun betragtede den tiltalte.

Den tredje var en høj, blond Mand, hvis Hold-

ning og Klædedragt tydede paa, at han stod

over de tvende andre i Verdensvane og Livs-

vilkaar. Skjønt han havde faaet en Smule af


s

den Velværets Undersætsighed, som gjerne

under gunstige Omstændigheder følger med det

overskredne tredivte Aar, viste dog hans lyse,

opsnurrede Shakespeareskjæg og den fine lyse

Filthat med den brede Brem, at han ikke for-

smaaede at være en Smule koket. Jens Michelsen

var ogsaa efter Faderen bleven en ret holden

Mand, som ejede det store Hus nede ved Torvet

samt nogle Skibe og Skibsparter. Men han

boede mest udenfor Byen, var dels i Hoved-

staden, dels paa Rejser, idet han dog passede

paa ikke at forspilde sin Skatteskrivning paa

Stedet.

Den fordums Skolekammerat og Jomfru

Amanda havde nu faaet Michelsen med for at

se paa det nyopførte Monument.

Hvem var Hansen? Det behøvede ingen at

forklare ham. Hansen, som havde strøget en

Streg over alle fjernere Slægtninger for at testa-

mentere Byen ikke alene »Hansens Park« , et

uvurderligt Gode for den tilstødende Badeanstalt,

men dertil ogsaa sit Hus i Kievgaden til Enke-

stiftelse og desuden diverse Belob til Stiftelser

af anden Art. Nej, her behøvedes ingen For-

klaring. Heller ikke behøvede han Oplysning

om, at Redaktør Hansen, der dog rent tilfældigt

bar samme Navn efter sin Fader Hans, var en

af hine fjerne Slægtninger, dog saa fjern, at han

alligevel ikke kunde ventet sig nogen Arv.


Derfor kunde Redaktøren ogsaa tillade sig

at være begejstret; intet personligt Savn eller

Nag kunde trykke ham, rtaar han betragtede

dette »Farvel Hansen

»Der er noget historisk talende i de to

Ord,« sagde han lidt oratorisk og slog ud med

Haanden, idet han indtog en Betragters over-

skuende Holdning. »Dette, at Pladsen er afskilt

fra de andre Grave, Bænkene, som er sat her

ligesom for at sige: Kom og se! og saa det, at

Træernes Sus drysser Fædreneminder og løftende

Tanker over Beskueren og det beskuede paa

engang — ja, det er som en Manelse til at

virke i det store, det almene. Er det ikke som

om Stenen fik Liv og talte til os: Bliv som han!«

»Ja, du ved nu, at jeg kan ikke like den

Indskriften,« sagde Amanda roligt, »første Gang

jeg saa den, saa tænkte jeg, det er jo som de

vilde sige: nu har vi faaet Pengene, adjø med

dig!«

»Eller som Schiller siger: Der Mohr hat

seine Schuldigkeit gethan, der Mohr kann gehen,«

faldt Michelsen ind med et høfligt Blik hen paa

hende.

»Ja, de kunde da ialfald gjerne lagt til:

Velsignet være dit Minde,« svarede hun lidt

kort, ligesom hun ikke følte sig rigtig tillids-

fuld overfor hans Høflighed.

Michelsen betragtede hende i Smug og


tænkte ved

adskillig" Indflydelse over Hansen i praktisk

modererende Retning, og han besluttede for-

sigtigt at støtte ham.

Men Hansen lod ikke denne Gang til at

ville give tabt strax ialfald. »Hvor kan du nu

sige sligt, Amanda,« brød han ud og gestiku-

lerede ivrigt. »Farvel Hansen — det er jo den

største Ære, at der ikke behøver at siges mere

.— bare: Farvel Hansen!

»Ja, det minder mig om en Anekdote.*

sagde Michelsen henkastet, idet han stræbte at

skjule et fint Smil. »Den store franske Marskalk

Villars stod useet og hørte paa en ung adelig

Løjtnant, som sagde til sin Kammerat: Jeg skal

spise hos Villars idag. Da saa Marskalken

traadte frem og godmodigt gjorde opmærksom

paa, at en ung Løjtnant kanske burde titulere

ham efter hans Generalsrang, saa svarede Løjt-

nanten bare: Jeg har aldrig hørt, at man siger

General Alexander eller General Cæsar.«

>Der hører du nu selv, Amanda, lyste det

af Hansen: »hvem siger: General Cæsar? Og

Kjøbmand Hans Henrik Hansen, født da og død

da, det er jo ingenting det! Nej, jeg skulde

ikke ønske noget bedre end, at naar jeg er død,

de vilde sætte op et sligt Monument over mig

borte i den anden Ende af Kirkegaarden —

bare: Farvel Hansen


1

1

Amanda syntes dog ikke at ville føle sig over-

bevist og indvendte særlig, at om det to Gange

skulde hede: Farvel Hansen, saa blev det jo

nødvendigt alligevel at vide hvilken var hvilken.

Michelsen lod dem disputere om dette,

medens de alle gik derfra og skiltes ved den

øvre Port. Amanda, som med sin Moder boede

oppe ved Dammen, skulde nemlig hjem, og de

to andre gik nedover mod Byen.

De gamle Lindetrær gjemte atter det fredede

Indelukke, og Taarepilen græd et Par Fnug ned

paa Hansens Minde. Det var dens Skyldighed

som den af Bven bekostede faste Grædekone.

Andet Kapitel,

hvori Træerne fremdeles suser løftende Minder, medens

ærgjerrige Tanker vækkes.

Redaktøren og Michelsen befandt sig atter

blandt skyggefulde Trær, denne Gang dog til

Afvexling under en stor løvrig Eg lige ved

Kafépavillonen i »Hansens Park«. Badeanstaltens

Bestyrelse havde nemlig med sikkert Blik lagt

Pavillonen her, hvor man paa engang kunde

lade Sommerens Badegjæster svale sig i Skyg-

gen og tillige nyde en smukt indrammet Udsigt

over Fjorden, en Udsigt, som naturligvis blev


12

dobbelt tiltalende, naar man styrkede sin Mod-

tagelighed med et tyndskaaret Smørbrød og en

Smule oplivende Portvin. I Harmonien mellem

det etniske, det æsthetiske og det materielle

beror al sjælelig og legemlig Sundhed, og en

saadan er det jo en Badebestyrelse skal sørge for.

Det ethiske havde man forhaanden i den'

mod det almene Bedste rettede Borgerdyd, der

lød som en sagte Hvisken i de testamenterede

Træers Sus og som en mild Skovduft fyldte At-

mosfæren og indaandedes med hvert Aandedrag

af Badegjæsterne; desuden stod den noteret i

Byens og Badestedets Beskrivelse , som for en

Krone solgtes til lysthavende.

Det æsthetiske havde først Naturen selv

sørget for, dertil ogsaa Gartneren, som havde

pyntet op og hugget nogle Trær bort for Ud-

sigtens Skyld; men fremfor alt skyldtes det

Badebestyrelsen, hvis Smag i Arrangementet med

Smaaborde og Havestole kun var overtruffet af

den lykkelige Idé, at opføre en Pavillon i mau-

risk Stil; denne dannede med indtrædende mørke

Aftener Midtpunkt og Udgangspunkt for en Be-

lysning med kulørte Papirlamper, der kunde

vække Fantasien og lede Tankerne hen paa de

gamle Kalifers orientalske Nætter. Ved den

første Fest af denne Art havde ogsaa en svensk

Badegjæst i en lyrisk Skaaltale døbt Pavillonen

med Navnet »Tiisen og en Nat«, hvad der var


levet slaaet fast i Byens ovenomtalte Beskrivelse.

Sagfører Petersen, der underligt nok var bekjendt

for at have en fæl Mund, skjønt man aldrig

havde hørt den udtale andet end Ros over alt

muligt, han havde ogsaa rost Badebestyrelsen

-for den lykkelige mauriske Idé, som han sagde

var udsprungen af ren Taknemlighed mod Mindet

efter afdøde Hansen, der jo trods sin Ungkarl-

stand havde havt afgjort orientalske Tilbøjelig-

heder.

En kyndig Entreprenør, der for ikke at

bryde paa den orientalske Stil havde engageret

fire skjønne Kvinder til Hjælp ved Serveringen,

havde saa paataget sig det materielle, og det

var til en stille Nydelse heraf, at Michelsen havde

indbudt Redaktør Hansen.

Det var da igrunden underligt, mente

Michelsen, at det gamle Skolekammeratskab

ikke havde ledet til mere Bekjendtskab mellem

dem senere; han kunde ikke begribe, hvad det

kom af, sagde han, skjønt han i sit stille Sind

ikke dulgte for sig selv, at han jo slet ikke

havde havt nogen Grund til at søge Hansens

Selskab før. En Bogtrykkersvend, hvad skulde

Michelsen søgt ham for!

Men Hansen, der følte sig meget smigret

over den Forekommenhed, Michelsen viste ham,

indvendte, at den Tid han var Bogtrykkersvend

havde han jo ikke været saa meget ude, nej,


det var naturligt nok, at de ikke havde truffet

hinanden saa ofte. Men nu — det var en anden

Sag, nu maatte han som Redaktør være baade

her og der. Og saa spurgte han forsigtigt, om

ikke Michelsen vilde skrive i Avisen en og anden

Gang, naar der laa ham noget paa Hjerte.

Nej , det kunde Michelsen slet ikke tænke

sig Muligheden af; han havde aldrig skrevet en

Linje i en Avis, og dertil skulde der jo ogsaa

et særeget Talent, saadant som Hansens. Han

vilde holde sig aldeles fjern fra alt Avisskriveri;

det maatte han strængt holde paa for sin Stilings

Skyld og sine Forretninger og sin Om-

gangskreds.

Hansen fortalte da, hvordan det var gaaet

til, at han selv var blevet baade Redaktør og

Ejer af Avisen. Først havde han arbejdet sig

op i Thorkelsens Trykkeri, og lidt efter lidt

kom han saa ind i Redaktionsforholdene. I hele

det sidste Aar, da Thorkelsen var saa sygelig,

havde han besørget næsten hele Redaktionen,

saaledes at han forelagde Principalen alt til

Gjennemsyn. Først havde der været en hel

Del at rette paa og forandre, men tilsidst sagde

Thorkelsen som oftest : Det

er bra. Saa døde

Thorkelsen, og Hansen kjøbte af Enken Trykke-

riet og xA.visen.

Det kastede ikke videre af sig endnu,

sagde Hansen, han havde saa store Afdrag at


15

udrede, for han havde maattet kjøbe Huset og-

saa. Hans rige Onkel, Sælhundfangeren Lunne-

vig, havde ikke villet hjælpe ham med mere

end fem hundrede Kroner, den gjerrige Knarken,

og de skulde endda betales tilbage med fem-

ogtyve Kroner i Maaneden; nu var han Gud-

skelov snart færdig med det. Og det gik godt

fremad, det gjorde det, især med Avertisse-

menterne, men Abonnementet kunde jo ikke

være stort, naturligvis.

»Der er ikke noget politisk Liv hernede,«

sagde Michelsen med et Skuldertræk og i den

udenforstaaendes ligegyldige Tone, »Pressen kan

jo ikke leve , uden at der er Liv og politiske

Interesser i det Samfund, den henvender sig

til. Hernede gaar alt sin gamle søvnige Gang;

alting gaar i Arv, som Digteren siger, og der

er ingen som tager fat, hvor de brede Lag

komrqer med sine Længsler. Det er ubegribeligt,

naar man ser hvorledes Fremskridtsaanden og

den politiske Sans er vaagnet overalt omkring

os, ogsaa her i Landet, at alt skal gaa saa

søvnigt hernede. I Kommunen har nu en liden

Kreds styret, saa længe jeg kan mindes, og

Konsul Flock ham vælger de til Storthingsmand

den ene Gang efter den anden — Konsul Flock!

Ja, Gud bevare min Mund, jeg blander mig

hverken i det kommunale eller i Politik — nej,

Gudskelov, det behøver jeg da ikke. Men sig


16

mig en Ting, Hansen, har du aldrig tænkt paa

selv at blive Storthingsmand?«

»Jeg!?« Hansens Øjne blev store som Tal-

lerkener. »Hvordan skulde jeg blive Storthings-

mand? Aanej, det gaar nok ikke for sig.«

»Nej, naar du ikke har Lyst saa! Jaja, jeg

synes nu ikke, Folket kunde faa en bedre

Repræsentant end dig; du er selv et Barn af

Folket, og du har arbejdet dig op ved dit

Talent — jo, jeg siger Talent, fuldkommen

ligesaa meget som ved din Arbejdsomhed og

Ihærdighed. Og Evne til at klargjøre dig Sagerne

og fremsætte dine Meninger i en smuk

Form, det ved jeg jo, at du har. Men naar du

ikke har Lyst saa !

«

»Aa — vidste jeg, at Folket havde Længsel

efter en af sine,« sagde Hansen, og om det

troede, jeg kunde bære dets Sag frem, saa

vilde det jo være en Pligt at lyde Kaldelsen.

Men jeg undrer, om der er nogen Trang «

»Trang? Jo du snakker! Men den kan

ikke faa Luft, det er Sagen. Ligger der ikke

i Tiden en Længsel efter at arbejde de aande-

lige Kræfter frem, som ulmer i Folkedybet?

Spørg alle de smaa stemmeberettigede her i

Byen, hvem de helst vil have paa Thinget,

enten en som forstaar deres Længsler og fatter

deres Krav eller — Konsul Flock. Men de har

ingen Leder, ser du, ingen Organisation. Det


har de andre, og derfor driver de sine igjennem,

og den enkelte, som kanske vilde have det

anderledes, tør ikke stille sig alene i Opposition;

han vilde vove det , naar alle Meningsfællerne

var med. Men alt dette er nu forresten mig

aldeles ligegyldigt, og jeg beder dig udtrykkeligt

lægge Mærke til, at jeg hverken vil raade dig

til det ene eller det andet. Jeg stiller mig aldeles

udenfor. Det var bare saadan en Tanke, som

løb igjennem Hovedet paa mig. Er det ikke

Smed Gravesen, som er Formand i Arbejder-

samfundet? Spørg ham, skal du faa høre, hvad

Folket mener.

Hvis det muligvis havde været Michelsens

Mening at iværksætte en Tankeoverførelse, saa

var det visselig skeet uden nogen saakaldet

Tankelæserkunst, og Hansen vilde da heller

ikke vide af nogen Tankelæsning, hvorfor han

saa ligegyldigt som muligt ytrede, at der kunde

ikke blive Tale om noget saadant; han havde

andet at gjøre, han. Og han angrede, at han i

den første Overraskelse havde ladet sig und-

slippe de Ord om »en Pligt at følge Kaldelsenc

Nej da, han vilde nok ikke tænke paa sligt,

sagde han.

Men hans Sind var uroligt.

Medens de fortsatte Samtalen om lige-

gyldigere Ting, lagde Michelsen Mærke til, at

Hansen af og til svarede en Smule adspredt.


i8

De havde tændt sine Cigarer, og medens

Hansen lænede sig tilbage paa Stolen og syntes

at have faaet en særdeles Interesse for de lette

Skyers Flugt over Træernes Kroner, som ihær-

digt susede Borgerdyd henover hans Hoved og

fortalte ham, at han saa at sige sad paa hellig

Grund , blæste han selv Røgskyer ud i Luften,

hvilke han hver Gang ledsagede med et Sæt af

store Tanker.

Havde han ikke allerede havt en Smule

Følelse af, at Pressen er en Magt? Yar der ikke

skeet en stor Forandring i Folks Opførsel mod

ham, siden han og Avisen var blevet et? Og

hvorfor skulde ikke denne stigende Agtelse og

Hensynsfuldhed — — Storthingsmand Hansen;

der var baade Klang og Magt i dette

Og i denne Stund var det først rigtig

gaaet op for ham, hvilket stort Arbejdsfelt der

i Virkeligheden kunde siges at ligge for her i

Byen. Her var Muligheder, store, lokkende

Muligheder. Og hvilken skjøn Opgave! Alt

hvad der havde dæmret i ham som smaa Enkelt-

krav, det samlede sig nu i en eneste stor

Tanke :

Folkets Frigjørelse til Selvbestemmelse

og Sejr over de magthavende — ogsaa her i

Badebyen, og ved ham

!

Da de gik derfra talende om Udsigterne

for. Badesaisonen, sagde Michelsen pludselig:

»Det er sandt, Hansen, bryd dig ikke om dette,

!


19

jeg sagde om Politiken, og jeg vil ikke paa

nogen Maade, at du nævner mit Navn i nogen

saadan Forbindelse. Hører du det? Jeg vil

sgu leve i Fred, ser du, og det bør saamæn

du ogsaa, naar jeg tænker ret over. Det kan

være tryggest at sidde paa sin egen Tue, selv

om det gaar lidt skjævt til rundtomkring en.

Det er nu min Mening.

»Ja naturligvis,« sagde Hansen. »Forresten

er det ingen Sag for dig, men jeg, som er en

Offentlighedens Mand, jeg maa jo tage Hensyn

til Opinionen, ser du. Jeg skulde gjerne se, jeg

kunde holde mig selv saa aldeles udenfor alting,

som du, men jeg er jo engang kommen opi det.«

»Javist, men bare lad mig være udenfor!

Ellers tør jeg jo ikke vise mig sammen med

dig.« Han lo venskabeligt og slog Hansen

spøgefuldt med den elegante Spadserestok.

Tredje Kapitel,

hvori Michelsen udbringer en Skaal for Kvinden.

Der gaar os ganske vist paa Gaden en Del

Mennesker forbi, ved hvem vi ikke er istand

til at tænke os nogetsomhelst, fordi de i Virke-

ligheden er for jævnt intetsigende til at vi skulde

kunne forestille os noget Intensitetens Maximum


20

i deres Livsafhaspling. Men der er ogsaa en

hel Del, hvem vi uvilkaarlig maa tænke os i en

given Situation, ofte endog paa en bestemt Tid

af Døgnet, hvis vi skal træffe dem, naar de

egentlig lever i Nydelsen af sit Liv.

Om vi ikke værdiges at sysselsætte os med

saa lette Opgaver som den Sømand eller den

Militær, vi møder, saa finder vi henne paa Hjør-

net en lang, mager Mand, hvis ejendommelige

Glans i Ansigt og Øjne, trætte Ligegyldighed

i Gang og Holdning, fortæller os, at han først

lever ved Toddybordet om Aftenen i Kaféen.

Har vi blot engang seet ham der, og vi vil

gjenkalde os Billedet af ham, kan vi med den

bedste Vilje ikke løsrive dette Billede fra Toddy-

bordet. Der er andre, som vi uvilkaarlig tænker

os ved Kontorpulten om Formiddagen, ludende

den brilleprydede Næse dybt ned over Papirerne;

atter andre, som vi ikke kan undgaa at se

med Servietten fæstet oppe ved Halsen og sid-

dende ved Middagsbordet med Maven gnissende

mod Bordkanten.

Med Michelsen var det saa, at man uvil-

kaarligt maatte tænke sig ham om Morgenen,

godt udsovet og velbehagelig tilsinds. Man saa

ham for sig med nystrøgen Skjorte, moderne

elegante Buxer, de moderneste smaa Støvler og

den allermoderneste Sort Buxesæler, børstende

Haaret med to Børster eller kjæmmende Skjæg-


get med den Skildpaddes Skjægkam. Og dog

intet lapset; tvertom noget solid, praktisk. Vi

ser ham sidde ved Frokostbordet, og om vi

saa aldrig har overrasket ham der, ved vi allige-

vel paa en Prik, hvorledes han først klemmer

lidt paa Hvedebrødet, inden han kløver det, og

derefter besigtiger det nøje, inden han smører

Smør paa; vi ved, at der ligger to blødkogte

Æg under en Serviet, og at hans Gaffel snart

griber efter et eller andet koldt stegt.

Man har ogsaa-en stærk Anelse om, at han

just paa denne Tid, naar han meget flygtigt

har seet paa Avisen, med Ro og Overlæg skuer

tilbage og fremad; tilbage paa, hvad der har

givet Resultater eller Nydelse, fremad mod nye

Planer og Ønsker, og at det er nu han faar

sine Idéer. For de fleste er der en vis Tid

paa Døgnet, da Idéerne kommer, og Michelsen

er saa lykkelig, at de kommer om Morgenen,

saa de kan lutres og fæste sig i Dagens Løb,

og ikke soves bort og glemmes eller forviskes.

Byens Damer havde Michelsen klart for

sig. De vidste, at der ikke var nogetsomhelst

sammensat ved hans Karakter, ingen Uenigheder

mellem hans Hoved og Hjerte. Og om

der end findes Kvinder, som interesserer sig for

en Mands Fortid, kanske just naar denne har

været noget vild og uregelmæssig, saa vil dog

de fleste ubetinget interessere sig mest for en


22

Mands Fremtid og ikke lægge videre Vægt paa

det øvrige.

Nu var man aldeles paa det klare med, at

Michelsen ogsaa var fuldstændig paa det rene

med sig selv. Naar han engang vilde gifte sig,

saa giftede han sig, og vilde strax sige fra, det

var afgjort. Da der nu findes flere giftefærdige

Kvinder end Mænd, noget Byens Damer havde

paa en Følelse uden at behøve at spørge Stati-

stiken, saa holdt man sig færdig og modtog

ham i Selskabslivet som en af de bedre Gevinster,

man vel kunde bese og ønske sig, men

som det var faafængt at gribe efter, før Træk-

ningsdagen kom. Man plagede ham altsaa

ikke, men holdt ham gaaende paa Græs indtil

videre. Det lod sig saa godt gjøre, især da

han lange Tider var fraværende paa Rejser.

Poulsen.

Idag var der stor Middag hos Kjøbmand

Midt i Badesæsonen — det var noget

usædvanligt. Men Sagen var, at Poulsen havde

gjort personligt Bekjendtskab med en dansk

Kjøbmand, som han af og til havde havt Forretninger

med; denne havde atter ført ham

sammen med en forhenværende islandsk Em-

bedsmand, og gjennem Islændingen var han saa

kommen i Berørelse med en dansk Justitsraad.

Det var en gemytlig og godmodig, men ogsaa

en fin Mand med et rødtoghvidt Baand i Knap-


23

hullet, ligesaa fin som baade Konsul Flock og

Amtmand Wagel og Stedets øvrige Embedsmænd.

Islændingen var ogsaa bra, og Kjøbmanden

var vistnok fra en mindre dansk By,

men han var Konsul som Flock, og ligesom

denne en Hader af lange Titler, hvorfor de begge

forsmaaede at benytte det lange »Vicekonsul«

istedenfor det raske »Konsul«.

Det var et skjønt og velgjørende Syn,

Poulsen havde for Øje, da han udsendte et om-

fattende Blik for at se, om alle Champagneglas

var fyldte. Selv sad han paa den ene Lang-

side af det store Spisebord med Fru Told-

kassereren til Borddame, og midt imod sig

havde han Justitsraad Wosemose, som havde

Fru Poulsen tilbords. Paa en Dag som denne

var det en dobbelt tilfredsstillende Bevidsthed at

vide sig i Besiddelse af en smuk, endnu slank og

ungdommelig Hustru med tvende ligesaa smukke

Døtre, Islændingens og Konsulens Borddamer,

og de fremmede Gjæster syntes ogsaa at være

særdeles optagne i livlig Konversation.

Selv var han da heller ikke saa ilde, mente

han, idet han med et Strøg over sit lange,

blonde, bløde Helskjæg befølte sin fornemste

Prydelse, og saa udbragte han de fremmede

Gjæsters Skaal.

Saa kort afrundet den var, jævnt og be-

regnet prunkløst fremsagt, indeholdt den dog


24

for de mere indviede Summen af den Livs-

erfaring, denne self-made Mand havde høstet i

social Henseende. Han betonede, hvorledes

den , der fra først af skal tilkjæmpe sig sin

Stilling i det materielle, maa ofre mange af sine

Interesser, undvære mange aandeligt befrugtende

Sysler, som derimod i de gamle Hjem, hvor

Barnet og Ynglingen betrygget bæres fremad,

leder op til hvad han vilde kalde Samfundets

aandelige Højder, til Blomstringen af den særlige

Intelligents, der gaar i Spidsen for Nationen i

Stat og Kirke, i Videnskab og Kunst. Men

desto større Agtelse og Ærbødighed nærede

Mænd som han for de virkelig sande og ædle

Repræsentanter for denne Intelligentsens, om

han saa maatte sige, Adel ;

og

skjønt han altid

i det offentlige Liv havde kunnet glæde sig

ved sine Medborgeres fulde Agtelse, havde det

dog altid været en Trang hos ham ogsaa i sit

saa kjære Hjem at kunne give Udtryk for sin

og sines Bevidsthed om, hvor lidet Rigdom og

Velfærd havde at betyde, naar den ikke stillede

sig i et ærbødigt om end til en vis Grad selv-

stændigt Gjensidighedsforhold til Bærerne af de

mere ideelle Interesser. Og især, naar hans

Hus havde den Ære idag at se saadanne fra

Brødrene hinsides o. s. v.

Da Skaalen var drukken, nikkede hans

Kone over til ham med et bifaldende Blik, og


efter Justitsraadens meget smigrende Svartale

blev der en ganske usædvanlig hjertelig Skaaling

med Værtskabet. Frøken Holmsen klemte

Pincenez'en fast paa den skarpe Næse for at

kunne rigtig ryste sine afskaarne Lokker og

nikke med fuld Følelse. Toldkassereren raabte

bredt og værdigt: »Skaal, mine kjære Venner!«

Hans lille, magre Hustru, der saa ældre ud end

hun var, og som laa for det sentimentale, lænede

sig ind til Poulsens Arm og sagde i en sød Tone

»For Kjærlighedens og Troskabens Hjem!

Sagfører Petersen indlod sig med den noget

æsthetiske Justitsraad, og til dennes store Fornøjelse,

i en Diskussion om, hvorvidt man

burde reformere hele vort Metaforsystem. Blandt

andet forfægtede han med megen Spøgefuldhed

og adskillige lumske Sideblik, hvorledes den

store Digter vistnok havde Ret, naar han stil-

lede Arbejderen og Kvinden op paa Samfundets

Højder, da det jo er paa Højderne, at man

faar Stene for Brød og befinder sig i den aller-

højeste Vindighed, medens de fede Marker og

de gode Embeder befinder sig dybt nede i

Dalene. Da Justitsraaden indvendte, at Billedet

jo egentlig havde Hensyn til det løftede, fri

Overblik, erklærede Petersen sig som sædvanligt

fuldstændig enig med ham; han mod-

sagde aldrig. Arbejderen og Kvinden havde

jo just dette fri, hurtige og uhindrede Overblik

:


26

over selv de vanskeligste og mest indviklede

Samfundsspørgsmaal, som for os andre der nede

i Yirkelighedsdalen frembyder saa mange uover-

vindelige Hindringer.

Sagførerens ironiske Tone, der voldte

Justitsraaden saa megen Munterhed, virkede

uheldigvis aldeles modsat paa Frøken Holmsen,

især da Michelsen, som havde hende tilbords,

underfundigt blæste til Ilden.

Hun var Byens eneste virkelige Blaastrømpe,

allerede et smukt Stykke inde i Pergaments-

alderen. Vistnok havde hun i sin Tid flere

Gange været halvt forlovet paa den bekjendte

Maade, at hun vilde men han ikke; nu var hun

dog kommen over disse Svaghedsprøvelser og

var modnet til Bevidsthed om Kvindens sande

Opgave, der for hende bestod i at hævde

Kvindens Ligestilling og Rettigheder, oversætte

Feuilletoner i Hansens Avis samt skrive Digte

ved Solnedgang om Sommeren og ved Lampe-

skin om Vinteren. Mest yndet i Byen var hendes

Digt »Den visnede Rose«, skrevet da Rektorens

lille syvaarige Datter døde, og trykt i Avisen.

Byens Spillefrøken havde sat en meget passende

og rørende Musik til, og havde lykkelig truffet

Stemningen baade i de første Linjer: »O lille

Rose, som i Vintrens Kuld henvisnet lægges i

den frosne Muld«, og ikke mindre i de smukke

Linjer, der sluttede hvert Vers: »Ej nogen Torn


27

skal Mindet saare, din Duft vil bo i Savnets

stille Taare«.

For en opmærksom Iagttager som Michelsen

var det klart, at der efter Poulsens Tale var

kommet noget ligesom krigersk i Luften. Det

var ikke udsagt, men for Byens Børn tydelig

Antydning af, at der jo i dette lille Samfund

ogsaa rørte sig sociale Spørgsmaal om de »bedste«

og de »næstbedste , og det gamle -

og det »nye«.

Poulsen havde sine sociale Misundelser, som

flere af de andre tildels delte og følte.

Da nu Sagføreren saa kraftigt blæste i

Krigstrompeten, benyttede Michelsen Anlednin-

gen til at egge Frøken Holmsen en Smule; han

kjendte hendes elskværdige Gemyt, naar nogen

vovede at tale letsindigt om Kvindesagen.

»Hvorfor saa han netop hen paa Dem, da

han gav Finter til Kvindesagen?« spurgte han

i en saa uskyldig Tone som muligt.

»Jasaa,« sagde Frøkenen; man kunde tyde-

lig se, at hun rejste Fjær og pludrede sig op.

»Saa han paa mig; ja, han maa ikke tro, at

Kvindesagen falder for den første bedste Spydig-

hed fra en grætten Pebersvend.«

Og saa begyndte hun under stigende Hid-

sighed et Anfald paa Sagføreren, der paa sin

sædvanlige Maade mildt og indrømmende svarede,

at det var jo netop, hvad han hele Tiden havde

sagt, at Kvinderne just havde dette samme


28

raske, overlegne Blik paa de vanskelige Sam-

fundsspørgsmaals Løsning som Arbejderne og

andre, der ikke var hildede i historisk Lærdom og

samfundspolitiske Betænkeligheder og moralske

Traditioner; at han som Ungkarl jo ikke kunde

have det mindste imod, at Kvinderne emanci-

perede sig og ikke af Mændene krævede Ægte-

skab og Forsørgelse; endelig erklærede han, at

han var ude af Stand til at begribe, hvorfor de

andre lo og Frøkenen blev alt ivrigere og

ivrigere, skjønt han jo selv uafbrudt sluttede

sig til hende i den fuldstændigste Enighed.

Frøken Holmsen kogte, og hendes Ansigt

havde allerede antaget saa meget af en Hum-

mers Kulør, som det gjenstridige Pergament

paa hendes Pande og Kinder tillod. Hun er-

klærede, at hun ikke kunde forstaa, at de lo af

Sagførerens mislykkede Ironi, samt at med ham

kunde intet fornuftigt Menneske disputere, hvor-

til Sagføreren mere slagfærdigt end galant svarede,

at jo ingen anden end Frøkenen havde disputeret

med ham, hvis dette overhovedet kunde kaldes

en Disput.

Den Mine, hvormed Frøkenen rystede Haaret

tilbage til Nakken og lænede sig stolt og taus

tilbage paa Stolen, truede halvvejs med at for-

dærve Stemningen, da Michelsen reddede Situa-

tionen ved at udbringe Kvindens Skaal

Behændigt knyttede han den først til Dis-


2 9

puten mellem Sagføreren og Frøkenen, for saa

desto yndefuldere at kunne slaa dette hen og

vinde sit eget Maal. Det var den gamle Historie,

sagde han, som her gjentog sig, blot fordi en-

hver Sag kunde ses fra to Sider. Han behøvede

vist ikke her særlig at betone, hvorledes Kvin-

dens Opgave var en dobbelt. Den dybe Betydning,

hun gjennem sin Gjerning i Hjemmet

som Hustru og Moder havde for den enkelte

som for det hele Samfund, var naturligvis det

grundlæggende, men hendes Betydning for Sam-

fundet strakte sig dog langt udenfor Hjemmets

Grænser. Det var hendes store Hjertelag, hendes

rige, umiddelbare Modtagelighed for alt skjønt

og sandt, der gav hende et Mod til med Sand-

hedens Sværd at kløve alle smaalige Betænke-

ligheder og tilvante Fordomme, et Mod og et

Skarpblik, der blev af den mest afgjørende

Betydning for de store Sandheders Sejr. Hvor-

helst nye Bestræbelser kjæmpede med gamle

Vaner og Synsmaader, saa man Kvinden med

den hende egne Takt altid finde det rette, altid

vove for det sande, altid hindre Overdrivelserne.

Vi vidste, hvilken Indflydelse hun i Hjem og

Selskabsliv øvede paa os alle, paa vore Til-

bøjeligheder, paa vor Overbevisning; dette var

i Virkeligheden Udgangspunktet for Samfundets

berettigede Fremgang. Derfor blev, ogsaa i et

lidet Samfund som det, de her befandt sig i,


30

Kvindens Virksomhed for Idéerne af saa over-

ordentlig Betydning, og han vidste, at dette

Steds oplyste og hjertevarme Kvinder ikke stod

tilbage for nogen, men at de, sin Opgave be-

vidst, vilde — ja, han turde nok vove at sige

det — være som Ledestjerner for Mændene,

hvor det gjaldt om med Mod og Handlekraft at

kjæmpe for alt sandt, skjønt og fremgangsrigt.

Det vilde være forgjæves at forsøge paa en

Beskrivelse af al den Solglans, der under denne

Tale spredte sig over alle Ansigter, undtagen

Sagførerens. Han mumlede nogle Ord om

»Samfundsstøtter« og saa grætten ud, medens

baade Justitsraaden og Islændingen og Konsulen

og selve Toldkassereren leverede forbausende

Variationer af glade Smil. Fru Poulsen , til

hvem Michelsen ved en behændig Vending havde

adresseret Skaalen, syntes dobbelt smuk og

statelig, da hun med fuldendt Værdighed lod

sit Ansigt straale i taknemlig Glæde og bevæget

ytrede: »Tak, tak, det var en nydelig Skaal!«

Baade Frøken Constance og Frøken Alma bøjede

sig frem og nikkede ivrigt, medens Toldkas-

sererens Frue sendte et Blik paa skraa hen til

sin Mand og spurgte: »Naa, faar jeg saa Ret?«

hvortil Toldkassereren blot svarede med en bred,

godmodig Latter.

Men Frøken Holmsen lagde sin Haand paa

Michelsens Arm, sit Hoved i en følelsesfuld


Bøjning hen mod ham, hvorefter hun løftede

sit Blik og ytrede blødt dæmpet men vægtigt:

»Ja, De forstaar os!« Derefter satte hun Pin-

cenez'en paa, rettede sig stramt op og borede

et foragtfuldt Blik dybt ind i Retning af den

Kavitet, hvor Sagførerens Hjerte vilde været,

om han havde havt noget.

Det var ikke ganske frit for, at en grusom

og krænkende Tanke truede med at snige sig

ind i Michelsens Bevidsthed. Skulde hans Ord

have vakt ungdommeligt ømme Følelser tillive

hos Frøkenen? Der var noget i Blikket og i

Tonen Naa, saa meget desto bedre, hvis

saa var. Det kunde aldrig skade.

Man rejste sig fra Bordet i en fuldstændig

gjenoplivet Stemning og samledes paa Verandaen

for at drikke Kaffe.

Sagføreren slog sig sammen med Toldkas-

serer Brun, som følte, at her var noget paa

Bane, som kunde kræve en bestemt Menings-

udtalelse, og saadanne vilde han helst holde

sig fjern fra. De tog sig en liden Spadsertur

rundt Anlæggene i Haven — for at faa røre lidt

paa sig, sagde de — og medens de ivrigt

dampede paa sine Cigarer, oprullede Sagføreren

til Toldkassererens store Forbauselse og For-

nøjelse de mest forførende Billeder af den Lyk-

salighedstilstand, der vilde opstaa, naar »Michel-

sens Kvindeprogram« blev til Virkelighed. Hvil-


I

32

ken idylliskFred kunde ikke Mandfolkene hengive

sig til, sagde han, naar Kvinderne fik Idéerne

og Fremskridtet i Entreprise — og saa fort det

kom til at gaa!

Men oppe paa Verandaen var for Øjeblikket

Michelsen Helten. Vistnok gjorde Fru Poulsen

fortræffeligt Honneurs ligeoverfor de tre frem-

mede, og Poulsen havde helt og holdent slaaet

sig ned hos dem, men Badets Anliggender,

som de herhenne havde taget for sig, var et

snart udtømt Emne, og da Damerne uafladelig

droges hen mod den anden Ende af Verandaen,

hvor Michelsen sad indviklet i en ivrig Kvinde-

samtale med Frøken Holmsen og Husets tvende

Døtre, dryppede den ene efter den anden bort

fra de fremmedes Bord, indtil ogsaa Justitsraaden

og Islændingen overlod til Poulsen og hans

Forretningsven, den danske Konsul, der ikke

syntes at have noget opklaret Blik for Kvinde-'

sagens Betydning, at afhandle mere materielle

Sager.

Det var egentlig Fru Poulsen med sin sær-

egne Evne til at være overalt, som havde dannet

den forbindende Ledning, der drog alt over til

den Michelsenske Side, hvor hun igrunden gjerne

vilde være med i Diskussionen.

Om nogen rigtig tilbunds havde forstaaet

hinanden idag, saa var det Fru Poulsen og

Michelsen. De var begge i Besiddelse af den


33

Takt og Kløgt, som lader Stemning og Antyd-

ning være det afgjørende, men sparer de fæst-

nende Ord, indtil de saadan lidt efter lidt af

sig selv glider frem af den sikre Forstaaelse,

der ikke giver Mulighed for nogen Forhastelse

eller Mistydning. Men da de stod der sammen

ved Kaffebordet og hun skjænkede ham en ny

Kop i med den mest forbindtlige Yærtindemine,

var det dem begge klart, at de fra nu af kunde

arbejde sammen mod et fælles Maal, der krævede

manges forenede Kræfter.

Konversationen omkring dem viste dem,

hvorledes det udkastede Frø allerede begyndte

at voxe, og Michelsen havde ikke behøvet mere

end det fine Smil og det halvdækkede Blik,

hvormed hun i en noget afdæmpet Tone sagde:

»De har virkelig sat Liv i Damerne idag. Herr

Michelsen.«

»Men hvad siger De, Fru Poulsen,« hen-

vendte Frøken Holmsen til hende, idet hun

traadte halvt bort fra Justitsraaden som for at

knytte Samtalen videre hen, »Fru Brun mener,

at den nye Litteratur er saa farlig, at man

egentlig burde forbyde den.«

»Det har jeg slet ikke sagt,« svarede Told-

kassererens Frue med en noget fornærmet Mine,

men aabenbart lidt ængstelig for maaske at

komme til at staa alene med en altfor kon-

servativ Mening. Hun omgikkes ogsaa endel


34

hos Byens øverste ledende Familjer og havde i

Virkeligheden sagt noget, der havde en mis-

tænkelig Lighed med Frøken Holmsens Gjen-

givelse deraf. »Nej, hvad jeg sagde, var bare,

at der findes meget i den nyere Litteratur,

som ikke er bra at læse, ialfald for de unge.«

Og saa sendte hun Frøkenen et hastigt, for-

tørnet Blik -for derefter at skue ned i den Kaffe,

hun netop skulde til at rore om i.

»Da er det muligt, jeg er enig med Fru

Brun,- sagde Fru Poulsen roligt, »jeg tror, man

maa vælge med Kritik — —

»Selvfølgelig!« faldt Justitsraaden ind.

»Netop det jeg mener,« skyndte Fru Brun

sig at tilføje.

Men saa har det jo været til alle Tider,«

vedblev Fru Poulsen. >og jeg synes, der kom-

mer adskilligt sandt frem i den nye Litteratur;

saa meget at tænke over, som kunde rettes paa

i vort Samfund —jeg mener saa megen Ulighed

og saadant noget, som ikke netop behøvede

at være — — men jeg udtrykker mig kanske

ikke saa klart som jeg vilde — sig os Deres

Mening, Herr Michelsen — og Justitsraaden,«

lagde hun til, for ikke at stille denne i anden

Række.

mildt.

Ja, hvad mener De, sagde Frøken Holmsen

Der udspandt sig nu en Samtale mellem de

«


35

to Herrer, hvori disse i fuld Enighed udvexlede

sine Meninger, at det kunde jo ikke nytte at

ville unddrage sig Tidens Strømninger, og at

det hele slet ikke var saa farligt, som man

vilde gjøre det til. Samfundet vilde blive forbenet,

hvis man altid skulde slaa sig til Ro

med det engang givne; det gjaldt bare at bruge

sund Fornuft og ikke vende op og ned paa

Verden, fordi der kunde trænges friske Kræfter

og rettes paa en hel Del. Hvad det fremfor

alt kom an paa, var at give Albuerum for Per-

sonligheden — »Ja, Personligheden,« sukkede

Frøken Holmsen — »og ikke glemme Individets

Ret for maaske noget forældede og indsnævrende

Love og Sædvaner.«

»Men Religionen!« indvendte Fru Brun

spagfærdigt.

»I al Respekt,« sagde Michelsen.

»Ubetinget!« tilføjede Justitsraaden.

»Overhovedet maa jeg stærkt betone,« sagde

Michelsen henvendt til Fru Brun, »at naar jeg

paa en Maade forsvarer det nye, saa forsvarer

jeg ingenlunde Overdrivelserne, og det er jo

desuden langt imellem at gjøre sig tilgode,

hvad Litteraturen kan berige vor Aand med,

og saa at ville forkaste det gode gamle —

Gudbevares — ! man kan jo have sin Religion

og sine politiske Meninger, om man ogsaa ikke

vil lade sig fortørke, men, om jeg saa maa sige,


36

forfriskes af nye Tankers Morgenregn. Lad os

endelig ikke være revolutionære; ikke sandt,

Herr Justitsraad r

»Ih, Gud sig bevare,« sagde denne, »nej,

lad os endelig være fri.«

«

»Ja, det var just det, jeg fremfor alt vilde

have lagt Vægten paa,« sagde Fru Poulsen

med et Blik hen paa Michelsen, »vi Kvinder

bør ialfald blot reformere, ikke revolutionere, og

jeg er vis paa, det er det Frøken Holmsen

mener ogsaa — —

»Naturligvis — hvor kan nogen tro —

skyndte denne sig lidt forbløffet at fælde ind.

» — — saa det lader til, at Fru Brun og

vi alligevel bliver enige, naar det kommer til

Stykket. Ikke sandt, der er dog en hel Del,

som kunde være anderledes?«

>J°> J e£ er fuldkommen enig med Dem,

og det vil jeg nok være med paa, svarede

Fru Brun glad over paa engang at være taget

saa meget Hensyn til og tillige reddet fra at

staa alene med Meninger, som vistnok var

gjængse i de hidtil ledende Familjer, men som

hun nu ikke længer stolede paa var assurerede

blandt Majoriteten. Og naar man ikke angreb

Religionen og Monarkiet og saadant noget, saa

kunde der jo siges en hel Del om Sagen.

Men der falder mig noget ind,« sagde

Fru Poulsen. »Her hos os har vi jo et ganske

«


37

stort og bekvemt Lokale; hvad siger Dere nu,

om vi for Exempel hver Thorsdag -kunde træffes

her — aldeles tvangfrit naturligvis. Jeg synes

dette er Emner, som burde interessere i hele

vor Omgangskreds, og der er saa meget andet,

man kan tale om. »Herr og Fru Poulsen mod-

tager hver Thorsdag Aften Kl. 7«, sagde hun

med et Smil og nejede, »det klinger da vel

ikke for storartet? Ja, for der bliver ikke andet

end et Smørbrød og The.

Det var en udmærket Idé, mente alle, og

Poulsen skyndte sig at give sin fulde Tilslut-

ning; han anede, at hans Hustru her havde

grebet det gunstige Øjeblik til saadan ganske

apropos at skaffe deres Hus en vis Betydning.

Fjerde Kapitel,

hvori Redaktør Hansen stilles mellem le pour et le contre.

Redaktør Hansen gik ganske mekanisk sin

Vej frem mellem de smaa Træhuse oppe ved

»Dammen«. Han svingede ind ved den store

Kringle paa Hjørnet af det gule Hus, uden saa

meget som at kaste et Blik paa de smaa, blege

Kringler indenfor den noget taagede Vindues-

rude, og uden noget Spor af bevidst Overlæg

førtes han af sine Ben tversover Gaden der,


3S

hvor det opstikkende Fjeld skulde undgaas til

Gavn for Støvlesaalerne. Om han midt paa

Natten havde rejst sig som Søvngjænger, kunde

han ikke mere viljeløst og regelmæssigt have

svævet omkring det næste Hjørne med den ud-

springende Trætrappe, for umiddelbart efter at

glide ind i næste Huses Port og lægge Haanden

paa Dørklinken til den lave Dør, som her i

Halvmørket kunde være ganske forræderisk med

sine to slidte og vaklende Trin, hvor den

fremmede besøgende ellers forsigtigt maatte føle

sig for med Foden.

Hans Tanker var altfor koncentrerede i en

bestemt, fjern Retning til at kunne ofre mere

end de rent uvilkaarlige Vanesmuler paa noget

saadant som Gaderne, han gik i, og heldigvis

var der ikke siden sidst sat op noget faretruende

Kjøbmandsskilt eller gravet nogen lumsk Grav,

der muligens ellers paa en ubehagelig Maade

kunde vakt ham af hans Grublerier.

Saa fraværende var han langt borte i denne

Drømmeverden, at han først blev yderst for-

bauset ved indenfor Døren at høre livlig Snak-

ken ligesom af Selskab, og han maatte ligefrem

stanse og tænke sig om, før han erindrede, at

han kom som buden Gjæst, og at hans tilkommende

Svigermoder, Madam Andersen, idag

fejrede sit Sølvbryllup, som hun kaldte det.

Rigtignok var hendes Mand død for idag


39

netop syv Aar to Maaneder og elleve Dage

siden, men paa Hansens Forestillinger om det

noget uegentlige i under saadanne Omstændig-

heder at holde Sølvbryllup, som jo skulde være

en Glædesfest mellem de levende og ikke et

Gravøl over den døde, var Madamen blevet

halvt fornærmet og svarede, at hun maatte vel

bedst vide, at det var femogtyve Aar siden

hendes Bryllup, og at hun havde været en

lykkelig Kone, og at hendes Datter var født i

et ærligt og rigtigt Ægteskab, saa hun maatte

vel have Lov til at fejre sit Sølvbryllup, om

ogsaa hendes Mand var forhindret fra at fejre

sit, hvilket dog ikke var saa ganske sikkert,

for rigtignok havde han drukket endel, men en

snil Mand havde han altid været, saa det var

ingen Tvivl om, at han var ligesaa salig som

alle de rige og fornemme, som altid holdt

Sølvbryllup.

Hansen rystede altsaa nu det overflødigste

af sin Tankerigdom af sig og gik ind.

Selskabet var ikke stort, men det var ud-

valgt, og det holdt sig foreløbig her ude i

Kjøkkenet, der vistnok ikke havde meget Dags-

lys, men hvor de kunde være nærmere ved

den paa Ilden staaende KafTekjedel, af hvis

yndede Indhold man nu just sad og styrkede

sig ved Kjøkkenbordet, paa hvilket Dagens

Fetsstemning repræsenteredes af den kun ved


40

højtidelige Anledninger benyttede og til de blaa

Kopper svarende Sukkerskaal, der idag fremviste

et toppet Forraad af kogt brunt Sukker, hugget

i Beter; samt af den lakerede Brødbakke, hvori

der befandt sig endel af de ovenomtalte blege

Kringler.

Stemningen var allerede løftet, Madam

Andersen stod, just som Hansen traadte ind,

med Kobberkjedelen, som hun forsigtigt holdt

med en om Haven viklet blaa Klud for Hedens

Skyld, idet hun skjænkede langsomt i Kopperne.

I Dagens Anledning var hun klædt i den nye,

brune Værkens Kjole og havde et aldeles ny-

strøget, spettet Tørklæde paa Hovedet, saa hun

saa rigtig søndagsgentil ud. Hendes to Ung-

domsveninder, der ligesom hun selv havde seet

noget bedre Dage, sad gemytligt og momsede

paa hver sin Kringle. Skjortesømmersken Jomfru

Pettersen var trods sine femti Aar jomfrueligt

barhovedet og klædt i en blaa Kjole med For-

klæde, medens Ligpyntersken Madam Sakwitz

nu som altid var iført en sorgfuld Dragt, be-

staaende af sort Kjole, sortoghvidt Forklæde

samt en hvid Tyliskappe, som passede fortræffe-

ligt til hendes graalige Haar og hendes magre,

skarpe, sorgbetyngede Ansigt, hvis Smil hos

Beskueren maatte vække Gravtanker, og hvis

Latter medførte en Uhygge som af et med

stikkende øjne forsynet Dødninghoved.


41

Dette er ganske hyggeligt, tænkte Hansen

ved sig selv, da han traadte ind i Kjøkkenet,

hvor det sparsomme Dagslys fra Vinduet brød

sig med den rødlige Lysning fra Skorstenen.

Der var noget koseligt æventyragtigt ved alle

Figurer og Gjenstande derinde; i Krogene var

det næsten dunkelt og mystisk, da Dagen og

Skorstensilden havde nok at gjøre med at slaas

om Vældet ude paa Gulvet, saa de ikke fik Tid

at smutte ind noget andet Sted.

Men ved Kjøkkenbænken foran Vinduet stod

Amanda med omhyggeligt opbrettede Ærmer

og et stort, hvidt Helforklæde og vaskede nogle

Par Handsker. Hun vendte sig om og nikkede

»Goddag , da Hansen kom, men slap ikke sit

Arbejde.

»Jøsses, kan du ikke være fri idag engang,«

sagde Hansen og klappede hende om Livet, hvor-

efter hun oplyste ham om, at hun aldrig narrede,

naar hun lovede sikkert, og at dette havde hun

lovet færdigt til imorgen Formiddag, for Hand-

skerne skulde bruges ved en stor Middag.

Jajaja,« sagde Ligpyntersken, da Hansen

kom hen og tog de gamle i Haanden, medens

Madam Andersen fandt frem et Par Kopper;

»aa ja, aa ja, de rige kan nok holde fine Middager

og proppe i sig alt det, som godt er —

ja Gudbevars, vi har det da noksaa godt her

vi sidder, det maa jeg da sige, Madam Andersen


42

— men de kan nu æde og drikke sig rent for-

dærvet, saa kommer det nok den Dag, da jeg

skal pynte dem ligevel; det koster ikke braadt

saa meget som en stor Middag, aa nej, nej,

saa vel er det ikke.«

»Herregud, sagde Madam Andersen, som

netop havde skjænket i Hansens Kop og nu

omhyggeligt skjøv Sukkerkoppen og Kringlerne

hen til ham; »Herregud, vi skal alle dø, det

sagde salig Andersen altid. Ja, det hjalp ikke

alt det, jeg sagde ham imod, for saa sagde

han, at jeg kunde vel ikke negte, vi skulde

dø engang allesammen, og det kunde jeg jo

ikke. Ja, og saa døde han da, som sagt var.

Her blev hun overvældet af Erindringer og

Rørelse og tørkede sine Taarer bort med For-

klædet. »Havde han ikke døet, saa havde han

siddet her nu, og det var ingenting, han var

saa glad i som en god Kop Kaffe.

Ligpyntersken saa bort paa Skjortesømmer-

sken og Skjortesømmersken saa bort paa Ligpyntersken.

Begges Blik udtrykte i stum men

malende Tydelighed: »End Brændevin da!«

»Ja, vi faar være glade, naar vi har Kaffeen,

vi,« sagde Skjortesømmersken og sukkede med

tydelig Beregning paa at vække dyb Beklagelse.

»Havde vi det, den Middagen koster imorgen,

og vi delte det mellem os i tre Dele, saa

c


43

tænker jeg, vi havde baade Mad og Kaffe et

halvt Aar af det.«

»Du kan sandelig gjerne sige et helt,« sagde

Ligpyntersken , »og de kan jo ikke faa et Lig

skikkeligt i Jorden, uden de skal fylde Graven

med Blomster, om det saa er midt paa Vinteren.

En kunde gjerne føde hele Fattighuset, og

»Dammen« med, bare med det de Blomsterne

koster. Men pyt i mig, san; om jeg skulde

forlange en Krone mere for Pyntningen, ja da

sku' Dere høre;« og dermed bed hun højst in-

digneret det halve af en Kringle.

Tror du kanske ikke, de pruter, naar en

fattig Stakker som jeg skal sy et Dusin Skjorter

for dem? Haahaa! Og saa vanskelige de er.

Prøve og sy om , og sy om og prøve ; og

saa

skal en sidde hele Natten og blive baade daar-

lig i Øjnene og syg paa Kroppen. Ja, jeg har

nu siddet slig siden jeg var treogtyve Aar, og

ikke er jeg blevet rigere for det. Nej, havde

jeg bare alle de Skjorter, jeg har syet i min

Tid, saa skulde jeg ikke sy et Sting mere.«

Skjortesømmersken saa længselsfuldt hen for sig,

ligesom hun vilde overskue den hele Længde,

som denne Skjorterække kunde udgjøre.

»Ja, du siger noget,« svarede Ligpynter-

sken, »ja, og bare jeg havde alle de Lig, jeg

har pyntet, Jøsses bevares!« Hun slog sig be-

gejstret paa Knæerne.


44

Madam Andersen, der formodentlig syntes,

at de to andre nu længe nok havde behersket

Konversationen, og at hun selv gjerne kunde faa

et Ord med, tillod sig at spørge, hvad hun

vilde gjøre med alle de Ligene, og da Lig-

pyntersken svarede, at dem vilde hun natur-

ligvis pynte, sagde Madam Andersen yderligere,

at det vilde da blive en artig Samling pyntede

Lig, og Gud maatte vide hvad de skulde gjøre

af dem allesammen. Dette bragte Ligpynter-

sken til at erklære, at det var nok blevet Skik

og Brug nu, at de skulde gjøre Gjøn med

baade Prester og Gravere og Ligpyntersker og

alle Vorherres Tjenere her paa Jorden, men kanske

Madam Andersens Mand var kommet upyntet

i Jorden, og at det var det, som grov hende

saa o. s. v. Hvortil Madam Andersen med for-

nyet Rørelse og rigeligt Taarevæld ytrede, at

hun kunde baade Salmer og Evangelier, og

kanske hun var mere Vorherres Tjener paa

Jorden end Ligpyntersken , for hun havde selv

pyntet sin Mands Lig og det af Kjærlighed og

ikke for Penge, og hun vilde inderlig ønske, at

Mandens Lig laa her paa Kjøkkenbordet i dette

hellige Øjeblik, saa de allesammen kunde se,

om det var ordentlig pyntet eller ikke.

Amanda var just i dette for den alminde-

lige Fred noget kritiske Øjeblik blevet færdig

med de tre Par Handsker, der alle hang og


dinglede paa en Snor i Vinduet med det sluk-

ørede Udseende, som er særeget for ethvert

stakkers Skind, der nys er reddet fra det fug-

tige. Da der ikke i Øjeblikket var nogen Stol

for Haanden, satte hun sig ganske roligt hen

paa Hansens Knæ, hvorefter hun med megen

Ro og uden Spor af Geschæftighed gav sig til

at mægle Fred, noget, hun syntes at være vant

til, og som hun ogsaa, tildels heldig under-

støttet af Hansen og Skjortesømmersken, snart

lykkedes i, hvorefter de alle gik ind i Stuen

for at have det højtideligere.

Hansen betragtedes selvfølgelig i denne

Kreds som et Orakel, som en stor Autoritet,

især i alle de offentlige Anliggender, der for-

mentes at være rent urimelige og til Skade for

de fattige , og da saa lidt udover Aftenen den

afdøde Andersens fordums Ven og Kammerat,

Skomager Kittelsen, kom for at deltage i Sølv-

bryllupet, faldt det af sig selv, at alle Sluser

aabnedes. Medens Skjortesømmersken, Lig-

pyntersken og Skomageren, den sidste sekun-

deret af Skomagerenken, nedlagde kraftige prak-

tiske Indvendinger mod Verdens Uretfærdighed,

repræsenterede Hansen med Overlegenhed den

overskuende Almindelighed.

»Det skulde være rent forbudt at tage

Skotøj fra Udlandet,« sagde Skomageren.


46

End Skjorter da!« udbrød Skjortesømmer-

sken indigneret.

»Ja, det har De Ret i, Jomfru Pettersen,

indrømmede Skomageren, det skulde være sat

Straf for at sælge sligt, naar det findes Folk

her hjemme, som kan sy. Jaja, De kan vel

snakke bedst med om det, De, Madam Ander-

sen, for det var det, som ødelagde Andersen,

det er sikkert.«

Madam Andersen fik her atter et Anfald

af Rørelse og forsikrede grædende, at hun havde

ikke havt et Par Støvler, som passede hendes

Fødder, siden Andersen døde; for det var siden-

efter, at hun havde faaet sine Ilker og Lig-

torne, som plagede hende, naar det var daar-

ligt Vejr, saa hun knap kunde arbejde det,

hun skulde.

Kittelsen tillod sig at indvende, at han

mente nok, han selv ogsaa kunde sy, og at

Madam Andersen havde da aldrig før klaget

over hans Arbejde, hvilket foranledigede Madamen

til at ytre, at han kunde være bra nok, men

han havde da ikke saadant Geni til hendes

Fødder, som hendes afdøde Mand havde havt,

noget, der atter ledede til en Forsikring fra

Kitteisens Side, at han troede, han havde saa

godt Geni til alle Slags Fødder, som nogen

Skomager i hele Norge, men det fandtes jo

Fødder, som var mere lig en klungret Fururod

«


47

end nogetsomhelst, som var skabt paa et men-

neskeligt Væsen.

Ligpyntersken oplyste i den Anledning, at

ingen kunde vel bedre end hun vide, hvor

mange Slags underlige Skabeloner det fandtes

paa Folk, og med alle de Lig, hun havde

kjendt i sin Tid, vilde hun ikke paatage sig at

være Skomager for nogen Pris i Verden. Det

var vanskeligt nok at faa pyntet dem, som de

var, alligevel.

Skjortesømmersken mente, at alt dette var

Smaating mod at faa en Skjorte til at sidde

godt, og om Folk var baade rundryggede og

hulbrystede, saa skulde Skjortebrystet sidde som

et blankt Skjold paa dem; men det kunde

endda saa være, bare en hk ordentlig betalt

for Arbejdet.

Medens nu Madam Andersen og Amanda

lagde den sidste Haand paa Aftensbordet, sad

Kittelsen noget mut efter det Mistillidsvotum,

som Mad. Andersens Fødder havde tildelt ham,

hvorfor Hansen fandt det hensigtsmæssigt at

oplive ham lidt.

Hovedsagen er,« sagde han, »at vi smaa

tager Sagen i vor egen Haand. Ingen ved

bedre, hvor Skoen trykker, end den, som har

den paa, tillagde han med en fint smigrende

Hentydning, der dog beklageligt misforstodes

af Kittelsen, særlig da Mad. Andersen faldt ind


4 8

med et: »Nej, det ved Gud!', saa Skomageren

fandt sig opfordret til at oplyse, at en god

Skomager kunde se udenpaa en Støvel, om

den trykkede.

»Det er jo bare et Ordsprog, som De ved

skyndte Hansen sig at berolige ham med. »Jeg

mener, at de smaa og fattige ved bedst, hvad

de trænger til, og derfor er det urimeligt, at

de store skal styre med alting i Regjering og

Storthing og Kommune. De har det jo godt

alligevel, de, men det er vi smaa, som trænger

til Reformer, saa jeg synes, vi skulde tage ud

vor Ret.«

Ja, det har De da sandelig Ret i,« sagde

Kittelsen med Overbevisning, »det skulde De

skrive om i Avisen.«

»Det kan ikke nytte at skrive, før en ved,

om Folket har et opladt Blik for den frisindede

Sag,« indvendte Hansen. »Vidste jeg saasandt,

at jeg havde Folket bag mig, saa! Men De,

Kittelsen, De skulde i Arbejdersamfundet stille

Forslag om et Møde; men sig ikke noget om,

at jeg har sagt det, for saa kan jeg komme slig

bagefter og støtte Dem.«

»Ja, kanske det,« sagde Kittelsen i glad

Forhaabning om at komme til at pege sig lidt

frem. Han syntes nok ogsaa, det var hygge-

ligst, at han havde suget det af sit eget Bryst.


49

»Javist,« tilføjede Hansen ;

»vi kan jo snakke

om det siden.«

Og saa var Bordet færdig dækket og en

hyggelig oplivet Stemning sikret. Hansen ud-

bragte ved det første Glas 01 Sølvbryllups-

parrets Skaal under Beklagelse af, at den ene

Ægtefælle ved en for tidlig Død var forhindret

fra at være nærværende, hvorefter Kittelsen talte

for den afdøde som Kammerat og Ligpyntersken

for Madamen som trofast Veninde.

»Herregud ja,« lagde hun til, da der be-

hørig var klinket og lykønsket med Madamen,

»jeg blev nu Enke før dig, jeg, saa jeg vidste

hvad det vilde sige; og saa gode Venner som

din Mand og Olaves var,« sukkede hun, idet

hun forgjæves søgte at faa sit Ansigt i Rørt-

hedens Folder. Det vilde ikke vide af andet

end sin reglementerede stive Sorgfuldhed.

»Tør jeg spørge, hvad Deres Mand var,«

sagde Hansen, der som forholdsvis nykommen

i Familjen ikke var fuldt inde i dens For-

historie.

»Olaves var Ligrager, da jeg traf ham først;

men siden vi flyttede her til Byen, slog han

sig paa Ligtorne — aaja, aaja, dem er der nok

af; men saa døde han fra mig, jamen gjorde

han det. Aaja, sligt er nok sørgeligt,« til-

føjede hun med en trøstende Hentydning til


Mad. Andersen, der atter gav foruroligende Tegn

til fremvældende Rørelse.

Maaske for at bortlede denne, udbragte

Skjortesømmersken en Skaal for de forlovede,

som de da rigtig ikke burde glemme, naar

der var Tale om Bryllups og Hansen besvarede

den i et veltalende Foredrag, hvori han frem-

vede, at om slige Smaafolk, som de var,

end kunde kalde hele sit Liv for en Striskjorte,

saa haard og grov som Jfr. Pettersen vel aldrig

havde syet nogen, — her udbrød Skomageren :

»Det var rigtig grepa sandt!« — saa blomstrede

dog i 'deres Hjem Kjærlighedens Rose og Tro-

skabens Lilje ved Siden af Tarvelighedens ikke

prunkende men duftende Reseda, og naar de

engang skulde lægges i Gravens Muld — Madam

Andersen blev her overvældet af Hulken —

trængtes der ingenlunde de riges dyrekjobte

Blomsterflor, thi Kjærlighedens uvisnelige Blomst

var langt bedre end den kjøbte Pragt. Derfor

vilde han takke og udbringe en Skaal for Husets

Gjæster, af hvilke Skomageren og Skjorte-

sømmersken repræsenterede Omsorgen for det

levende, Ligpyntersken for det dode Menneske.

Fra Vuggen til Graven maatte saaledes vi smaa

træle for at gjøre de rige Livet og Døden behagelig,

men ved forenede Kræfter skulde man

rette paa dette Forhold.

Denne Skaal var unegtelig Aftenens Glans-


punkt, og da Madam Andersen havde sørget

for en halv Pot Cognac til Toddy for Herrerne

og der var 01 nok til Damerne, blev Stem-

ningen stedse livligere.

Amanda plejede ikke at tale meget, men

iaften var hun usædvanlig- faamælt. Hun mærkede,

at der var noget paafærde med Hansen, og hun

observerede ham nøje, lagde Mærke til hvert

Ord, som faldt, medens hun lod de andre snakke

i Munden paa hverandre.

Da hun havde taget af Bordet, benyttede

hun Anledningen til at faa ham ud i Kjøkkenet.

Hun lukkede Døren til Stuen, og da alle Stolene

var derinde , blev de staaende ved Kjøkken-

bænken, hvor hun først ligesom skulde kjende

paa de vaskede Handsker; formodentlig famlede

hun efter, hvorledes hun skulde begynde.

Men saa gik hun lige paa Sagen.

Hun kjendte saa godt hans letbevægelige

Sind og hans Hastighed i at følge Impulser,

saa hun var helt urolig for, hvad det nu kunde

være, som sysselsatte ham; men det Ansigt,

han saa ind i, udtrykte kun en vis sørgmodig

Ro. Han tog hende om Livet, kyssede hende

og spurgte, hvad der fejlte hende, hun saa saa

alvorlig ud.

Saa kom det da frem, og han maatte for-

tælle om sit Møde med Michelsen og hvad

denne havde sagt.


52

»Du er da vel ikke gal og tænker paa

sligt,« sagde hun, »kan du tro, det skulde

blive andet end lejt og Spektakel af saadant

noget.«

Hansen blev næsten fornærmet. Han syntes

at høre i hendes Tone noget som, at han ikke

skulde due til at komme paa Thinget, men

saa sagde hun, at det troede hun nok; det var

bare det, at han vilde faa saa mange mod sig,

og det blev bare Strid og Elendighed.

»Men flere for mig,« sagde Hansen tillids-

fuldt. »Du kan da vide, at naar Folket rejser

sig, saa er de de fleste.« Og saa fortalte han

hende om andre Byer, hvor Folket havde sejret

og kastet de gamle overende.

»Jeg synes ikke, du skulde høre paa den

Michelsen,« sagde hun pludselig, »jeg kan slet

ikke like den Fyren. Der er noget, som ligesom

ler bagom hvert Ord, han siger; nej, en

kan ikke faa nogen Tro til ham. Hvad Fordel

skulde han have af, at du kom frem?« tillagde

hun med en Overbevisning, der slog Hansen.

Han kunde da heller ikke oplyse hende

herom; men ytrede, at naar Folket tog Sagen

i sin egen Haand, saa vidste de nok, hvad de

skulde gjøre, og da kom det ikke an paa

Michelsen. Desuden havde han jo selv Avisen,

og han troede forresten, at Michelsen var virkelig

frisindet, det kunde en høre paa alt, hvad han


53

sagde om Arbejdernes Kaar. Og sikkert var

det, at han havde imod de gamle, som nu sad

og kommanderede alting.

Hun lagde Armene om hans Hals og blev

staaende saaledes, idet hun saa ham fast og

roligt ind i Øjnene. »Holder du af mig,« sagde

hun, saa lov mig, at du ikke blander dig opi

det med de store og gjør dig Uvenner med

dem. Tænk saa godt vi kan faa det, naar. du

bare blir kvit Gjælden paa Avisen, og nu gaar

det jo saa godt frem med den. Vi kan jo gifte

os, naar det skal være, og jeg skal ikke gjøre

det dyrere for dig, det ved du nok. Hvad be-

høver du at bryde dig om, hvem som steller

med dette, ja, jeg ved ikke hvad de kalder

det; det er bedre at komme sig saa smaat

frem og have det sikkert.

»Ja, men Avisen er jo netop for sligt,«

tillod han sig at indvende.

»Du har jo selv sagt, at du tager ind

baade fra den ene og den anden,- sagde hun,

»og derfor er de jo gode Venner med dig allesammen.

Herregud, er det ikke bedre at have

et hyggeligt Hjem og faa sit paa det tørre, end

at ligge opi denne Striden og Spektaklet. Blir

det noget sligt, saa ved en jo aldrig, hvem

som vinder, og det er de rige som har Pengene,

det er da sikkert, og med Penge kommer en

langt.«


54

»Men det er mange af de rige, som vil

være med ogsaa,« sagde Hansen; »det er mange

af dem, som har faaet et opladt Øje for Folkets

Sag.

«

»Nej, nej, Anton,« sagde hun bønligt ind-

trængende, »du er altfor ærlig og godtroende,

og saa tænker du saa meget paa de andre;

du kunde gjerne tænke lidt paa os selv.«

»Det er jo mine egne Standsbrødre, jeg vil

virke for,« indvendte han atter.

»Aa, de gjør saamæn ingenting for dig,«

sagde hun; »tror du, du faar nogen Tak af

dem, saa tager du fejl. Og denne Michelsen,

tror du, han agter dig som en af sine, fordi

om han gaar slig og fisler for dig; aanej, det

er nok Avisen, han frir til og ikke dig.«

»Ja, Avisen, det er en Magt — der siger

du det jo selv.'-.

Hun blev ved at overtale, han at gjøre

Indvendinger, og de blev ikke enige, skjønt

han lovede hende at være forsigtig, og at han

ikke skulde gjøre nogenting, som han skjulte

for hende.

I Virkeligheden var han, trods sin Paa-

staaelighed, bleven noget urolig og uvis ved

hendes Modstand. Hvad der havde syntes ham

saa ganske let og naturligt, begyndte nu at

fremvise Sider, som han ikke havde agtet paa.


Det var imidlertid blevet Tid at afslutte

Sølvbryllupsfesten, og som gode Kavallerer fulgte

Hansen og Skomageren de tvende kvindelige

Gjæster til deres Port. Skjortesømmersken fik

paa Vejen Anledning til at paapege, i hvilke

Huse der boede Personer, som aldrig kunde

faa en Skjorte til at sidde rigtigt, hvor godt

den end var syet, eller Folk, som det næsten

ikke var muligt at faa Betaling hos, skjønt de

havde Raad til at holde store Selskaber. Sko-

mageren vidste i sidstnævnte Henseende at sup-

plere Listen med et Par finere Huse, skjønt

de andre nærede en skummel Mistanke om, at

han ikke havde sine Kunder i disse Gader.

Ligpyntersken udtalte sig misbilligende om en

Frue, som i det og det Hus nu havde ligget

syg i over et Aar og aldrig vilde dø, saa hun

kunde faa pynte hende, hvorhos hun i Alminde-

lighed bebrejdede Byens Befolkning, at de ikke

var flittige nok til at dø, undtagen i de fattige

Klasser, som der var saa lidet at tjene paa.


56

Femte Kapitel,

som bringer os i Berørelse med endel af Byens paa Laurbær

sovende og endel af Byens efter Laurbær stræbende Individer.

»Aurora aabnede sin purpurfarved Dør«,

men om hun maaske selv ifølge den gamle

Jubeldigters Forsikring var saa overdaadig, at

hun »aad til Frokost Brød, som dyppet var i

Smør«, tør man med Bestemthed paastaa, at

dette ikke var Tilfældet med de ikke mange

af Byens Befolkning, der muligen paa denne

Sommerdag var oppe med Solen, og som slet

ikke vedkommer dette Kapitel, da saadanne

Individer og Familjer, der har unumererede

Pladse i Samfundet og derfor maa passe paa

sin Dag, naar Dørene aabnes, neppe aspirerer

til Laurbær endog paa sin kolde Makrel endsige

til Hædersprydelse.

Dermed er det ingenlunde vor Mening at

ville kaste nogen Skygge paa disse muligvis

saa tidligt vaagnende Mennesker, der tvertimod

maa forudsættes at høre til den hæderligste

Vindskibeligheds Klasse, medens uden al Tvivl

den Last, Drukkenskab og Dovenskab, der

kunde findes i Byen, paa denne Tid sov Ret-

færdighedens Søvn, forsaavidt nemlig, som jo

den, der sover, synder ikke.


57

Der er saa alligevel noget uskyldigt og

rent ved en saadan aarle Sommermorgen. En

nyfødt Sol i Østen gløder«, heder det jo, hvilket

antyder, at den gløder med den nyfødtes hele

Barnefriskhed, der ikke kjender noget til de

utallige krydsende og komplicerede Livsytringer,

der fremavles af den hede, drivende Livsdag.

De skjære, klare Morgentoner i Landskabet er

saa usammensatte som en Barnesjæl, og selve

den støjende Fuglekvidder er blot en livlig

Konversation ved Morgentoilettet, medens ikke

engang de flittige Myrer og Bier endnu tænker

paa andet end Frokosten. Skovens, Luftens og

Vandets morderiske Kampe for Tilværelsen for-

beredes kun, og Menneskene er ikke engang

komne saa langt.

Ialfald varede det endnu længe efter Sol-

opgang, inden der viste sig Spor af Liv nede

ved Badet, hvor dog en af Hovedkurene var at

være »tidlig«. Imidlertid begyndte ogsaa her

en og anden søvnig Pige at vise sig med Bøtte,

Skureklud og Skrub, medens andre tog Lemmer

fra Vinduer eller Kiosker og satte Glas frem til

Vaskning. Gaardsgutter trælede med Kurve og

Kasser, hvori man paa de gule Etiketter kunde

gjenkjende Mineralvandflasker, og Badekonerne

samlede sig gruppevis paa Verandaerne ved

Badehuset for med Hænderne plantede fast i

Siden paa sine robuste Figurer gjensidig at


5S

skildre hinanden sine respektive ulykkelige Bade-

gjæster i al deres Nøgenhed.

Men endnu en Time , og den blot for-

beredende Virksomhed blev til Dagsværk. I

Yandkiosken stod allerede paa det pletterede

Bret Marienbaderen færdig til den lange, magre,

grættent udseende Bureauchef fra Kristiania,

der altid var den første. Stundom fem, stundom

ti Minutter senere kom vor Yen Islændingen,

hvis Barnemave havde vænnet sig til islandsk

Kost og først i de senere Aar var bleven

svækket af de danske Kj ød gryders kjøbenhavnske

Middage.

Og saa kom lidt efter lidt alle de magre

Badegjæster, thi i den tidlige Time var det

kun de magre, som kom ud af Sengen, og

først længe efter viste de fede sig med en smi-

lende Bevidsthed om at være heroisk tidlige-.

Kioskjomfruen havde fuld Rede paa hver

enkelt af dem, og hun kunde endog paa Slaget

sige, naar der var Sandsynlighed for, at de

returnerede fra den evindelige Spadseretur langs

Strandvejen, rundt Lodsbjerget, opad Raael-

bakken, ind i Skoven, forbi Smedekilden, over

Kjærlighedsstien og ned til Badet igjen. Med

en Iagttagelsesevne, som kun impressionistiske

Malere og sysselløse Badegjæster er i Besiddelse

af, fandt de hver Gang en ny Udsigt, et nyt

Krat-Interiør, en ny Furustamme, en ny Sky,


59

en ny Solvirkning, der tvang dem til at stanse

og pege med Stokke og Parasoller, uberegnet

de Gange, da en ukjendt Ko viste sig i en

forskende Frontstilling midt paa Stien, uden at

frembyde sikre Kjendetegn paa, om den var

Ven eller Fiende, indtil den afbrød al Frygt

eller Forhaabning om et interessant Æventyr

ved fejgt at vende Halen til og luske ind mellem

Træerne.

Det var dog kun de egentlige Badegjæster,

der især til en Begyndelse, før de var kommet

lidt mere ind i Forholdene, hengav sig til alle

Slags skarpsindige og følgerige Betragtninger

over, hvorledes Støvet var blæst sammen paa

et helt andet Sted idag end igaar, eller over

det højst spændende og interessante Spørgs-

maal om, hvorfra mon den ovenomtalte ukj endte

Ko kunde skrive sig, eller endnu andre lignende

Problemer af stor Betydning for Badelivets fyl-

dige Aandsindhold. Byens egne Børn tog det

paa en helt anden Maade. De deltog som

udenoms Kurgjæster, vistnok en og anden Gang

paa Grund af virkelige Skrøbeligheder, men i

de allerfleste Tilfælde fordi det var fashionabelt,

og det faldt dem i ethvert Fald ikke ind at

afstrejfe sig Bekymringerne for »det indre Liv«,

som Frøken Holmsen kaldte det, i Byens Kredse

eller i deres eget Hus, ligesom de paa ingen

Maade følte sig saa trykkede af sine egne


6o

legemlige Skrøbeligheder som af sin Næstes

aandelige dito.

Da derfor Konsulinde Flock med Datter

og Fru Poulsen med to Døtre mødte hinanden

paa Kjærlighedsstien, hilste ceremonielt, pas-

serede og skiltes, var det naturligt, at de ikke

først og fremst gjensidig beundrede hinandens

henrivende Virkning som Staffage i det morgen-

friske Landskab og grundet derpaa hensank i

romantiske Stemninger. De tog et fast realistisk

Sigte paa hinanden, og det er ikke udelukket

fra Mulighed, at de endog anvendte en vis fra

al uskyldig Umiddelbarhed renset Kritik, prøvede

alt og valgte det værste.

»Det er mærkværdigt, at hun tør vise sig

med voxne Døtre, saa koket som hun ellers

er,« sagde Fru Flock, da de var kommet i en

passende Afstand. »Gud ved, hvad der skal

blive af de to Piger, om de skal tage Exempel

af sin Moder. Det er rent naragtigt at se en

gammel Kone klæde sig, som hun var sytten

Aar, bare fordi hun har holdt sig mager.« Da

Fru Flock havde sagt dette, pustede hun vold-

somt og viftede sig med Parasollen; hun var

nemlig selv af et forbausende Omfang, en Egen-

skab, hun ogsaa ansaa som den fornemste mo-

ralske Betingelse for at være en værdig Moder.

Og saa rullede hun videre.

Omtrent samtidigt ytrede Fru Poulsen, at


6\

det var komisk at se Fru Flock udfolde en

naragtig og tilgjort Værdighed, som om hun

virkelig var Storthingspræsident, noget, der hen-

tydede til en af Sagfører Petersen fældet Ud-

talelse om de konstitutionelle Forhold i det

Flockske Hus, hvor vistnok Flock var Stor-

thingsmand i Huset, men Fruen ubetinget Stor-

thingspræsident.

»Laura ser ud som om hun ikke kunde

tænke paa andet end, at hun har været paa

Slotsballerne med sin Fader,« sagde Constance

Poulsen, »det er virkelig snilt af hende, at hun

hilser igjen paa os «

»Hun taler jo aldrig om andet end det,«

sagde Alma. Og derpaa saa hun sig om for at

se, om ikke Laura saa sig om, hvilket denne

ganske rigtigt just i dette Øjeblik gjorde.

Laura Flock spurgte sin Moder, om hun

havde hørt det, som Laura havde hørt igaar

aftes af en Veninde, som havde hørt det af

Spillelærerinden, Frøken Bugge, som havde hørt

det af Frøken Holmsen, nemlig at Poulsens

skulde holde »Salon« og begynde med The-

vandsæsthetik i stort.

»Det manglede bare,« pustede Fru Flock,

som fandt denne Oplysning altfor vigtig til at

kunne afhandles under en anstrængende Marsch,

hvorfor hun lod sig synke blidt ned paa den

Bænk, der var slaaet op mellem to Furuer ved


62

Stien. Hun fik en nøjagtig Gjengivelse af alt,

hvad Laura havde hørt, og efter den velgjørende

Hviletid, som dette beredte hende, antog hendes

fyldige Ansigt et spotsk og satirisk Udtryk, idet

hun ytrede, at det lignede saa aldeles Fru

Poulsen at ville pege sig frem, men hun havde

Lyst til at se paa den, der vilde give en halv

Skilling for Fru Poulsens Mening om en Bog.

Herregud, hun kunde være meget respektabel i

sit Kjøkken, og det blev vel ogsaa Kjøkkenet,

der blev det mest æsthetiske ved den Affære,

for Herregud, Fru Poulsen havde da ikke havt

noget fint dannet Barndomshjem, og den sande

Vurdering af det skjønne, det var noget, man

maatte have faaet med Modermælken.

Ja, du skulde bare vide, hvad de læser,«

sagde Laura, det er aldeles uden Kritik, hvad

somhelst de kommer over af nyt; de fæleste

Ting, forsikrer jeg dig.«

»Var det ikke det, jeg sagde: De stakkels

Piger,« ytrede Fru Flock medlidende, »men

de gjør sig jo bare til Nar for hele Byen med

saadanne storagtige Indfald. Tænk, Salon hos

Poulsens !«

Fru Poulsen og hendes to Døtre var imid-

lertid komne hjem og satte sig til Frokost-

bordet. Idag paa Formiddagen skulde hun have

en liden Prøve i det smaa paa, hvorledes

hendes »Aftener« kunde komme til at tage sig


63

ud, og Poulsen, der var uhyre forelsket i sin

smukke Hustru og som var bleven en Smule

ængstelig for, om hun paa dette ham aldeles

fjærntliggende Omraade ogsaa kunde helt fylde

sin Plads, udtalte sig lidt forbeholdent og spurgte,

om hun virkelig troede, det kunde gavne til

noget; om det ikke var lidt farligt, da man jo

ikke havde befattet sig med noget saadant her

i Byen for, og lignende.

Fru Poulsen smilede og saa hen i Spejlet

for at erfare, om den nye Oplægning af Haaret

ogsaa holdt sig godt, noget Poulsen benyttede

til at beundre hendes fine Profil og livlige Øjne,

naar hun saaledes rejste Hovedet lidt og vendte

det halvt til Side. »Det Hoved sidder saa smukt

paa Halsen,« havde ogsaa en badende Maler

engang sagt til ham.

»Nu som vi sidder her aldeles mellem os,

kan jeg jo sige dig min Plan,« sagde hun med

den rolige Bestemthed, som han kjendte saa

godt, naar hun var aldeles sikker i sin Sag.

»Jeg er ikke saa helt alene om den,« vedblev

hun, jeg har talt med Michelsen om det, og

baade Constance og Alma har havt ganske

gode Idéer. De forstaar ligesaa godt som jeg,

hvad det gjælder.«

»Og det er jo at gjøre vort Hus til et

Slags Midtpunkt, har du jo sagt,« faldt Poulsen

ind.


64

»Ja, men hvorledes det skal gaa for sig er

jo Hovedsagen. Medens Aarene gaar, bliver vi

gamle, Anton, og jeg synes, vi længe nok har

fundet os i at blive sat i anden Række. Det

er fordi du begyndte i Butik istedenfor at sidde

paa en Pappas Kontor og fordi jeg har været

Guvernante Kort sagt, vi horer jo ikke til

Byens »Familjerc, som de kalder det, og du

kan ikke negte, at de lader os mærke det i

det selskabelige, selv om du er kommen ind i

Formandskabet og saadant noget. Vi er bare

saadan halvt med, det er Sagen, men saapas

Tag har vi da faaet, at vi med vore Penge og

vort Hus kan samle alle om os, som føler ligesom

vi. Ja, det vil sige de bedste af dem; og

er først det blevet en fast Kreds, som faar

nogen Indflydelse i Byen, saa slutter nok endel

af de gamle sig til os — de, som holder med

de stærkeste. Michelsen siger, at der er saa

megen Misfornøjelse med, at Provstens og Rek-

torens og Flocks og deres lille Kreds saadan

af gammel Vane skal slaa alting under sig.

>Den politiske Opposition gjør sig alt stærkt

gjældende underhaanden ,« sagde han igaar til

mig. De vil have Flock kastet som Storthings-

mand, og det under jeg ham da godt.«

»Ja, men hør, ved du hvad — — « afbrød

Poulsen ængsteligt.

Nej, vær ikke bange, Far,« sagde Constance


og lo, der bliver ikke Tale om Politik hos os

for det første — bare Litteratur og Samfunds-

spørgsmaal.«

> Naturligvis,« sagde Fruen og kastede

smilende et beundrende Blik paa sit udtrykte

Billede. »Familjerne holder paa alt det gamle,

og naar vi skal gjøre Opposition, saadan i

det stille, saa holder vi paa det nye — ganske

forsigtigt, naturligvis, ialfald først; der er jo

desuden virkelig saa meget sandt i det; der

er saa meget, som virkelig ikke er som det

skulde være. Men Folk maa samles, det er

Sagen. Saa længe de gaar hver for sig, tør de

ikke være sig bekjendt, at de er misfornøjede,

men lad dem bare komme sammen, saa de

ser, det er mange — aa, det kan gaa fortere

end du tror!«

»Men — jaja — hm, hm!« sagde Poulsen.

Det var saa nyt for ham.

»Du kan være ganske tryg, Far,« sagde

Alma, »Michelsen bliver jo med, og han kjender

til alt baade inde i Kristiania og i Udlandet.

Han har meget mere Rede paa saadant end

baade Flochs og de andre.«

»Og han har sagt, at Tiden er mer end

moden for det,« sagde Constance, »det gjælder

bare, at nogen griber den Idé at samle alle

dem, som igrunden ikke gjerne lader sig kom-

mandere af Familjerne.«

5


66

»Det er det, jeg nu gjør,« tilføjede Fruen,

vdet kommer bare an paa at være den første,

og nu, da vi har Michelsen, kan vi saa godt

gjøre det. Det bliver vort Hus og vore

Aftener, som er Midtpunktet for det hele. Vi

kan gjerne lade de andre snakke, og kommer

de ude i Byen med nogen Overdrivelser og

Kjedeligheder — jeg er slet ikke saa sikker

paa Frøken Holmsen f. Ex. — ja, saa behøver

vi ikke at være ansvarlige for det. Vi kan jo

være fornuftige og forsigtige, vi! Jeg er slet

ikke oplagt til nogen Slags Overdrivelse, og

jeg tænker, ikke at optræde fiendtligt mod

nogensomhelst i hele Byen, det ved du godt.

Men naar det er kommet saa langt, at der

bliver en virkelig Opposition, ja — saa er det

ogsaa vort Hus, som samler den.«

»Og vi kan nok nu i Badetiden finde et

eller andet, som gjør det modernt,« sagde Con-

stance, »Michelsen har saa mange Bekjendt-

skaber.«

Ja, jeg tror ogsaa, det er bedst at begynde

nu strax i Badetiden, hvor vi har alle de

fremmede, som kjeder sig«, sagde Fruen.

»Justitsraaden kommer da ialfald, og der bliver

nok flere.«

Poulsen var let at berolige — han nærede

ligesaa stor Tillid til sin Hustrus Dømmekraft

som Beundring for hendes smukke Udseende


6;

— og udover Formiddagen samledes da i

Fruens Salon hun selv, begge Døtrene, Michelsen,

Frøken Holmsen, Spillefrøken Bugge og Sprog-

lærerinde Svendsen. Poulsen vilde ikke være

med og behøvedes heller ikke. Han var gaaet

til Kontoret.

I den store, elegante Salon var der ryddet

af Valnødbordet, som var flyttet lidt nærmere

Vinduet og Hjørnet med de store Bladplanter

— for at have bedre Lys, sagde Fruen, men i

Virkeligheden for at reservere det store Sofa-

bord til en liden fin Vinopdækning. Og rundt

om Bordet var alle de store Lænestole samlede,

næsten som til en Højesteret eller parlamentarisk

Komité.

Frøken Holmsen forsvandt i sin Stol som

et Spædbarn i en Dundyne, men inde fra Dybet

glimtede paa en ubestemmelig Baggrund frem

to blinkende Øjenglas som Lanternerne paa en

Dampbaad ved Nattetid, spejdende, advarende.

Bedre fyldte Sproglærerinden sin Plads;

hendes noget runde Figur kunde aldrig nogensinde

her paa Jorden tænkes at hensynke i Intethed, og

det ligeledes noget ovalrundt fremtrædende

Ansigt, der fremhævedes af et glat tilbagestrøget

halvblond Haar, udtrykte paa samme Tid en

vis drillende Jovialitet og lykkelig Selvfuldkommenhed,

udviklet paa Parisisk Grund og

næret af fremskredne Svnsmaader, som hun


68

dog med adskillig Verdensvane lod træde mere

eller mindre frem og stillede mere eller mindre

skarpt ind for Øjet, alt efter hvem der netop

skulde se.

Spillefrøkenen var en ligefrem Modsæt-

ning til hende. Her var alting indadvendt,

tilbagetrængt, samlet, alvorligt. Var den anden

temmelig livlig i sine Bevægelser og snaksom,

saa var denne langsom og faamælt, og naar

man saa betragtede den hele, særligt ogsaa ved

en vis brunlig Teint noget mørkt lagte Skikkelse,

kunde man tage hende for et af to, enten ivrigt

religiøs eller fanatisk modern i Anskuelser.

Man ymtede forresten ogsaa om, at hun tidligere

havde været strængt religiøs. Hvis man imidlertid

lagde Mærke til Blikket fra de mørke Øjne og

til visse blødere Træk i det vistnok ikke længer

unge Ansigt, kunde man tænke sig Muligheden

af, at hun ikke udelukkende følte sig som et

blot aandeligt Væsen.

Saa var det da endelig Michelsen, som

efter nogle opmærksomme Ord til Husets Frue

og til dets tvende ens sommerklædte og virkelig

straalende Døtre tog Plads ved Siden af Fruen,

som vilde have ham ved Haanden.

»Inden vi begynder,« sagde Fru Poulsen,

*maa jeg forklare — — jeg maa søge at fore-

bygge eller — — for min egen Skyld — jeg

ved virkelig ikke, hvordan jeg mest korrekt skal


69

udtrykke mig« — hun saa hen paa Michelsen

ligesom efter Assistance.

»Gjøre en personlig Bemærkning, heder det

vist i det parlamentariske Sprog,« sagde Mi-

chelsen, som nok forstod, hvor hun vilde hen.

»Ja, der ser Dere nu selv,« fortsatte hun

smilende, »hvis ikke Herr Michelsen saa bered-

villigt og elskværdigt havde paataget sig alt,

saa skulde jeg ikke vovet — nej, paa ingen

Maade. For først og fremst maa jeg bestemt

understrege den Ting, at jeg og mit Hus ikke

gjør nogensomhelst Prætension. Vi indbyder

ingen, for det er ikke Meningen, at vi vil, det

skal udgaa fra os. Vi byder bare ligesom et

Fristed; det er jo ikke noget Offer af os, om

vi, som har et stort Hus, stiller til Disposition

et godt Lokale og andet saadant, men vi for-

holder os aldeles modtagende forøvrigt, husk

paa det.« Hun lagde selv Mærke til det dobbelt-

tydige i »modtagende« og lo: Ja, jeg mener

naturligvis, at vi slet ikke tror, vi kan gjøre

nogen større aandelig Indsats i Konversationen,

end nogen anden, tvertom, det er i den Hen-

seende vi godt ved, at vi bliver de modtagende.

Derfor er det ogsaa Meningen, at alle kan

komme, bare Herr Michelsen vil paatage sig

at præsentere dem for os; jeg stoler ubetinget

paa hans Valg. jeg har bare troet, det var hygge-

ligere, at vi lidt efter lidt kom til at samles her


o

hos os, end at gjøre Anstalter og Opstyr og

leje et offentligt Lokale. Da kunde det hele

faa en anden Karakter, end vi egentlig vil.«

»Gud, det er da en saa stor Opmærksom-

hed af Dem — « begyndte Frk. Svendsen.

»Nej, nej,« sagde Fruen, »det er just det,

som maa siges til alle, at vi ikke vil have det

betragtet saa, men at alting er saa frit, som

om man var i en Forening med Kontingent,

bare at det nu bliver mindre fordringsfuldt.

Ikke sandt?« Hun vendte sig atter til Michelsen.

Og Michelsen støttede med Varme denne

Anskuelse om det aldeles fordringsfri; — »ja,

Frøken Holmsen kan bevidne, at det kom ganske

tilfældigt,« tillagde Fruen — det maåtte være

fordringsfrit, da man jo ikke havde nogetsomhelst

praktisk Maal for Øje, blot at samtale om

Tidens Strømninger og det nye, som kom frem.

Han vilde betone, at der fandtes Kredse her i

Byen — Kredse, som han højagtede — der

mente at burde stænge alting ude, som smagte

af nye Synsmaader. Han vilde ikke dadle dette,

det var udsprunget af ædle Følelser, men han

troede, man burde kjende det nye for at kunne

granske og vælge. Og der var mange her i

Byen, som troede, det hele var saa farligt, fordi

de slet ikke kjendte det. Han selv var slet

ikke blind for det nyes Mangler, men han troede

dog ikke, det kunde skade nogen, at man ud-


vexlede Meninger f. Ex. om Kvindens Stilling

(»Netop!« fra Frøken Holmsen) eller at man

gjorde sig bekjendt med den taktfulde men

sandhedskj ærlige Utvungenhed i Kulturfolkenes

Væsen (»Just, hvad jeg mener, sagde Fik.

Svendsen) eller endelig de nye Idéer og Syns-

maader (Frk. Bugge: »Javist!«), som nu engang

bevæger Kulturlivet, og som man dog ialfald

bør granske for at kunne forkaste eller antage

dem. Enhver kunde jo beholde sin Mening,

man vilde bare samtale om dette for gjennem

Samkvem med mange at befrugte sin egen Idé-

kreds. Han havde med Glæde, da det Poulsenske

Hus viste sig saa gjæstfrit, paataget sig at være

et beskedent Mellemled mellem den ene og de

mange, men idag havde man gjerne villet høre

de tilkaldte Damers Mening om det hele, thi

det var dog deres dybe og alsidige Kjendskab

til de nyere Kulturstrømninger, som vilde blive

j afgjørende, naar det gjaldt at bringe det rette

Liv i de Samlinger, man paatænkte.

Al denne Beskedenhed baade fra Husets

Side og fra Michelsens, i Forbindelse med den

tillidsfulde og smigrende Appel til de tilkaldte

tre Damer, gjorde et dybt Indtryk paa disse.

Hver enkelt af dem følte i dette Øjeblik, hvilken

betydelig Rolle hun vilde komme til at spille

just herinde i denne Salon; de saa sig allerede

omgivne af lyttende Tilhørere, som lagde Vægt


2

paa deres Mening, og som de kunde paavirke.

De var enige i alt og erklærede, at de vilde

virke«.

Det var just dette, man havde tilsigtet.

Disse tre ledige Fruentimmer færdedes nemlig

baade her og der i Familjerne, det vil sige

baade »Familjerne« og de andre Familjer. De

satte ogsaa op hver sin Liste over Folk, som

de vilde faa med til næste Thorsdag.

Men jeg faar en Idé — ja, hvis Mor og

Herr Michelsen er enig — og Frøknerne,*

sagde Constance, der paa den lykkeligste Maade

forstod at give dette Udbrud en fuldkommen

skuffende Farve af Indskydelsens Umiddelbarhed.

^Xaa?. sagde Fruen.

»Naa?« sagde samtidigt Michelsen og de

tre Frøkener.

-Jo, jeg tænkte paa, at da der jo ikke skal

være noget Slags Indbydelse, saa kunde kanske

nogle af de fremmede Badegjæster have Lyst

til at være med. Der er mange blandt dem,

som er aandrige og højt dannede.«

»Ypperligt!« raabte Frk. Svendsen.

>Ja, for Exempel de svenske, for der er

Kvindesagen kommen saa langt,- sagde Frk.

Holmsen ivrigt.

»Og de danske«; sagde Frk. Bugge, de

er inde i det aandelige Liv i Kjøbenhavn og

Litteraturen og — ja, det bliver dejligt!«


73

»Jeg beundrer Dem virkelig, Frøken,« sagde

Michelsen, der med denne Forsikring ikke gjorde

sig skyldig i nogen Usandhed, thi om han end

vidste, at dette Forslag laa i Aftalerne, saa be-

undrede han alligevel den Maade, hvorpaa hun

fik det til at se ud som en pludselig Indskydelse.

»Bare det ikke er for ubeskedent,« ytrede

Constance med en bedaarende, pludselig Tvivl

og Modfaldenhed.

Fruen betragtede sin Datter med uforstilt

Kjærlighed og Beundring.

»Ja, bare det ikke er ubeskedent,« tilføjede

Alma med en sky Hinds frygtsomme Blik.

Ogsaa hende sluttede Moderen i Tankerne

til sit Hjerte.

vPaa ingen Maade,« sagde Frøken Svendsen

afgjørende. »Det kan jo aldrig anses som andet

end en Opmærksomhed mod de fremmede, og

for os herhjemme vil det jo være yderst interes-

sant, ikke sandt?« vendte hun til sine tvende

Medsøstre.

»Jovist,« sagde Frøken Holmsen.

»En ypperlig Idé,« sagde Frøken Bugge

med Autoritet.

Og saa gik de tre ud for at »virke«, en

Opgave, som de løste med ligesaa megen Iver

som Held. Overalt omtalte de, hvor yderst

beskedent Huset Poulsen havde optraadt, og

Gudbevares, det var jo naturligt, at de ikke


74

gjorde netop det Slags Prætensioner, sagde de

tre, for vistnok var Fru Poulsen og hendes

Døtre baade elskværdige og dannede, men de

var naturligvis ikke saa inde i alle de store

Spørgsmaal og alle de nye Strømninger, hvorfor

de ogsaa havde overladt til andre« at udsaa

de »befrugtende Tanker,« en Erklæring, som

de tre Damer naturligvis afgav som et Vink

om, hvad de selv var udseet til, men som hver

af de indbudne tog til sig, saa den virkede

yderst velgjørende og sikrede Thorsdagsaftenerne

en overordentlig Tilslutning.

Men da de tre Damer var gaaet, blev

Michelsen igjen for at konferere om Enkelt-

heder«.

»Det gik jo meget godt,« sagde Michelsen,

da Fruen og hendes Døtre tog ham hen til det

andet Bord for at drikke endnu et Glas paa

Sagens Fremgang. »De skal faa se, at De faar

Glæde af de Aftener.

»Ja, lad os haabe det,« sagde Fruen, idet

hun klinkede med ham.

»Jeg indestaar for det,« blev Michelsen ved.

»Jeg har fulgt nøje med Forholdene, siden jeg

kom hjem, og jeg kan forsikre Dem, at hele

dette gamle Regime nu er blevet saapas gammelt,

at hvilketsomhelst nyt bliver hilset med Glæde,

ja, bare det er nogenlunde moderat, og de ikke

strax ser no^en Klør stikke frem.« Han smilede


75

betydningsfuldt, og Fruen troede at se en liden

Blinken i hans ene Øje, et Slags Forstaaelsens

Signal, som hun besvarede med et Smil og et

knap mærkbart Nik.

»Men vi bør snarest muligt tænke paa, hvad

vi snakkede om,« sagde hun i en lidt ind-

trængende Tone, en clou bør vi have for at

give Interessen Fart. Er der nogen blandt

Badegjæsterne, som kunde bruges? Jeg har

gaaet igjennem alle de Navne, jeg kjender

blandt dem , men jeg har ikke fundet noget,

som har saadan offentlig Klang, som man siger.«

»Nej, De har Ret,« sagde Michelsen.

»Men vi maa have en,« sagde Constance.

»Ja, vi maa,« sagde Alma.

»Jeg vil tænke,« svarede Michelsen, idet

han lagde Pegefingeren paa Panden og rynkede

Øjenbrynene til anstrængt Tankevirksomhed.

Men det vilde ikke lykkes. Vi har forud

oplyst, at denne Tid paa Dagen ikke var hans

egentlige Idétid; de lykkelige Idéer plejede at

slaa ned i ham om Morgenen ved Toilettet

eller ved Frokostbordet, og nu var det allerede

nærmere Middagstid. Det vilde altsaa ikke

lykkes; altfor mange Billeder fremstillede sig

for ham paa engang, allesammen dog for et

efter et at forkastes som for lidet virkningsfuldt

til at fremkalde den rette Feststemning hos

Badebyens Familjer.


»Badegjæster har dejo desuden allesammen,«

sagde Alma.

»Ja, det maatte være noget ganske nyt,«

lagde Fruen til.

» Og noget paa engang pikant og — og —

ja, saadant som de alle maa erkjende og bøje

sig for«, sagde Constance.

»Jeg vil tænke,« sagde Michelsen tilsidst,

da han tog Afsked for at gaa til sin Middag i

Baderestaurationen.

Sjette Kapitel.

• Digteren kommer

Fru Poulsen havde havt sin første Thors-

dagsaften.

Baade Fruen og Michelsen fandt, at den

maatte siges at være ret vellykket, især som en

blot og bar Generalprøve betragtet. Sommer-

aftenen var smuk og varm, Dørene fra Salonen

til Verandaen stod aabne, men den uundgaaelige

Følge heraf blev, at man tildels skilte sig i

Grupper, i Haven, paa Verandaen, i Salonen.

»Sammenholdningen var der ikke — Midt-

punktet,« sagde Fruen.

Det var mere som et almindeligt Selskab,«

la^de Constance til.


77

»Og det var livligt — de morede sig. Men

De har Ret. Vi maa have en clou. Det er

da ogsaa rent besat, at vi ikke kan finde paa

noget.«

»Hvor morsomt det er at hore Dem sige

»vi«, Herr Michelsen,« sagde Constance og

smilede op til ham, idet hun lagde sin Haand

let paa hans Arm.

Han saa paa hende med et forbindtligt

Smil. Hun stod der saa smuk i sin elegante

Selskabsdragt; den samme fine, lidt gjennem-

sigtige Profil som Moderen ,

bare friskere og

ungdommeligere; samme kloge Øjne, samme

sikre Holdning.

Der var heller ikke Spor af noget tilgjort i

den Tone, hendes Ytring sagdes i; kun saa

meget »kjendt , at han særdeles godt, da han

sidst af alle gik, kunde kysse hendes Haand

med en spøgefuld Ytring, og at hun kunde

lade ham gjøre det, medens hun smilede som

til en længe kjendt Vens skyldige Tribut.

Da han gik hjemover, tænkte han.

Først tænkte han saa ømt, som det over-

hovedet i hans praktiske Hjertetilstand var

muligt, paa Constance, paa hvor smuk hun var,

paa hendes Forstand og Takt, paa hendes lille

nydeligt fundne Ytring om »vi«. Det var en

virkelig Impression, og havde han været Maler,

skulde han med stor Sikkerhed have udkastet


et lidet yndigt 15 X 22 Centimeters Portræt i

nedringet Silkestil. Men som en sand moderne

Impressionist vidste han, at der til rigtig Frem-

hævelse af et saadant Bijouportræt kræves en

meget bred Ramme i rig Fløjl og adskilligt

Guld.

Denne Ramme var det, han dernæst tænkte

paa. Poulsen var ganske rig, rig nok for blot

to Døtre, og et Firma Poulsen & Michelsen

vilde blive endnu mere betydende. Saa var

det den sociale Side af Sagen. Han selv var

Arvtager, havde ikke begyndt i en Butik, og

om han end ikke hørte til de gamle Familjer

paa Stedet, saa bar han til Gjengjæld Europa

hjem med sig fra sine Rejser. Det, der stod

tilbage, var at samle alt det »tilsidesatte« i en

ny Kreds.

Idag var Begyndelsen gjort.

Han var selv ikke fuldt saa tilfreds, som

han havde sagt til Fru Poulsen. Han havde

skaffet nogle af de fremmede Badegjæster did,

det gjorde ret godt. Men det laa dog ligesom

i Luften, at der ikke havde været tilstrækkelig

Autoritet ved det Poulsenske Hus; de øvrige

følte sig aabenbart for selvstændige, og det der

krævedes var > Ledelse«. Det kunde ganske af

sig selv opnaas, ja, men for langsomt. Med et

Slag maatte Stillingen vindes.

Fredag Morgen kom der ingen Idé, og


79

man lagde ved Baderestaurantens Ungkarlsbord

Mærke til, at hans ellers saa jævne Humør var

en liden Smule fladt. Han maatte endog høre

paa nogle nysgjerrige, i en forsigtigt tvivlende

Tone fremsatte Spørgsmaal om Fru Poulsens

»Salon«, Spørgsmaal, som han besvarede med

Forsikringen om, at den havde været en fuld-

stændig Succes, ligesaa livlig som hyggelig,

noget der fremkaldte ligesaa forsigtigt tvivlende

»Jasaa!« Det var aabenbart, at man endnu

stillede sig noget afventende.

Men Fredag er jo ogsaa en daarlig Dag.

Hvem venter noget godt paa en Fredag? Og

hvorledes skulde det gaa med den Idé, man

satte iværk paa en saadan Dag?

Lørdag Morgen oprandt graa og regnfuld,

den opvaagnende Michelsens Humør ligesaa.

Huttemejtu! sagde Michelsen i en dybt

skjælvende Aandetone, idet han langsomt greb

efter de første Figenblade for at paabegynde

et Toilette, hvis omfattende og betydningsfulde

Natur vor fælles Fader Adam ikke skulde kunnet

forestille sig, om han end havde været i Be-

siddelse af den mest ildfulde og vidtrækkende

Fantasi.

Hu! sagde han atter, da han halvklædt

kunde kaste et Blik nedover Torvet, hvis Bønder

og Sælgerkoner skjulte sig for hans Blik under

et fortløbende Tag af Regntelte og Paraplyer,


8o

medens en og anden dampende Hest fortsatte

sin Vej med en over Vognen nedhuket, dryp-

pende Skikkelse efter sig gjennem den småle

Rende, der dannede Gadens Fortsættelse mellem

de to Rækker vaade Sælgere.

»Dagsregn!« mumlede han, idet han sam-

tidigt kastede et prøvende Blik op i Retning

af Firmamentet og slyngede Buxesælerne over

Skuldrene med Ærgrelsens Resoluthed.

Graavejr var det i hans Humør, da han

satte sig ved Frokostbordet. Det havde ikke

lykkes ham at samle sine Tanker om andet

end det noget udfordrende spotske Smil, hvormed

Fru og Frøken Floch igaar aftes havde

besvaret hans Hilsen, og som supplerede Frøken

Bugges Beretning om, hvorledes de nævnte to

Damer samt Provstens og Rektorens havde om-

talt Fru Poulsens Aandrighedsmøder«.

Oppositionen var altsaavaagen. Man maatte

slaa et Slag, et afgjørende, sejrende Slag, men

hvorledes ?

Han læste Hansens Avis, som kom ud

Tirsdag, Thorsdag og Lørdag. Humøret blev

ikke bedre. Der stod ingenting«, som man

plejer at sige.

Koteletten forekom ham vel fed, han var

usædvanligt mistænksom overfor Æggene, og

Hvedebrødet var vel langsomt stegt.

Saa greb han Kristianiaavisen, betragtede


Titlerne paa første Sides Artikler og begyndte

paa Notiserne.

Om han fra at have Udsigt til at blive

klemt flad mellem Dampskibet og Bryggen

pladselig havde befundet sig reddet staaende

paa sine to Ben ; om der pludselig var slaaet

et Telegram op for ham, hvori han opfordredes

til at tage Sæde i Hs. Mjts. Raad; om saa

samtidig Solen havde splittet den graa Regn-

sky og gydt sit Guld ind i hans Værelse :

ikke

kunde alt dette have givet hele hans Skikkelse

en mere straalende Glans end den lille femlinjers

Notis i Kristianiaavisen

:

Digteren Vilhelm Warberg er hjemkommen

fra sin udenlandske Rejse og har taget ind i

Victoria Hotel. Vor berømte Landsmand

tænker at tilbringe Sommermaanederne ved

et norsk Badested.

Alle de gigantiske Idéer, der siden Homers

og Solons Dage har opstaaet i de berømteste

Statsmands- og Digterhjerner svandt ind til

blege og livløse Skygger ved Siden af den Idé,

som nu slog ned i den lykkelige Michelsen.

Warberg var jo hans Studentkammerat, og

Bekjendtskabet var fornyet i Paris. Warberg

var populær, modernt berømt i Norden, læst,

vurderet, maaske overvurderet — saa meget

desto bedre! Warberg var en Autoritet; Me-

6


82

ningsfæller og Modstandere maatte anerkjende

ham, og han var aldeles paa »Fremskridtets

Side-, altsaa netop Manden.

Lykkelige Tanke

!

Michelsen var ikke længer vred paa Regnet.

Han tog sin letteste Vaarfrakke paa sig med

en venlig Omhu, som om det var en Festdragt,

kastede et kjælent Blik paa de blanke Galosker,

knipsede et Fnug af Hatten og snurrede sin

Paraply lystigt inde i Haanden, idet han gik

ned ad Trappen, fløjtende den klassiske Scherzo

Ritsch, ratsch, filebom bom bom!

Da han kom til Telegrafkontoret, smilede

han til Telegrafistinden og Telegrafistinden

smilede til ham, hvorefter de blev enige om,

at det var stygt Vejr idag, men det kunde de

ikke gjøre noget mere ved, nogen af dem; og

efter med ubegribelig Flothed at have nedskrevet

sine telegrafiske Tanker, overleverede han hende

følgende Aktstykke

:

Rp. Vilhelm Warberg, Digter,

Victoria Hotel.

Kristiania.

Du indbydes bo hos mig saa længe ønskes.

Fashionabelt iaar. Smukke Damer. Adskillig

Rigdom. Skal sørge for udmærkede Introduktioner,

passende Ovationer. Alting frit! Kom

strax, senest Onsdag.

Michelsen.

:


83

»En — to — tre — fire — — og tredive

Ord; Svar betalt, værsgod, Frøken.« Han

tællede Pengene op i Lugen. Jeg kommer

indom efter en Times Tid og hører efter Svar;

kommer det snart, behøver De altsaa ikke at

sende mig det. Adjø, Frøken!« Smil, Nik;

Nik, Smil.

Næsten ligesaa hurtigt, som Telegrammet

for afsted til Hovedstaden, for Michelsen afsted

til Hovedkvarteret.

Fru Poulsen kom ind i Morgenkjole og bad

ham undskylde tusen Gange, millioner Gange.

Var jo saa nydelig, klædte hende saa godt.

Havde han noget nyt?

Nyt? Jo, det skulde han vel mene! Haha,

jo, det var sikkert nok, at han havde nyt.

Fru Poulsen gav i et Skrig af glad For-

bauselse, da hun fik hans Beretning, og sank

hen i en Stol, hvor hun foldede Hænderne over

Maven og syntes at opsende en brændende

Bøn til Lysekronen.

»Udmærket Idé, ikke sandt,« sagde Mi-

chelsen.

»Glimrende!« svarede Fruen med Hen-

rykkelsens nydende Hvisken.

Hendes Glædesskrig var imidlertid blevet

hørt. Et lidet nydeligt Hoved viste sig i samme

Dør, hvorfra hun var kommen. Det var Con-

stance.

6*


8 4

»Maa jeg komme indr Men se ikke paa

mig! Aaja, forresten, naar Mor kan vise sig —

og desuden, det er det samme; jeg synes alt

De ligesom hører halvvejs hjemme her, jeg

generer mig næsten ikke længer for Dem. Ja,

for det er naturligvis noget om Thorsdagssel-

skaberne ?

Og dermed svævede hun hen til Michelsen,

som trykkede hendes Haand og sagde, at i den

Morgendragt kunde hun erobre den halve Verden,

hvilket ikke forundrede Constance det mindste,

da hun havde en dunkel Anelse om, at hvis en

Herre blot er kommen en liden Smule paa

Glid, vil han tage et dybere Indtryk af at se

vedkommende Dame i en koket Morgendragt

end i det mest udspekulerede Worth-Kostume.

»Naa, hvad er det saa?«

»Vi har ham,« sagde Fruen.

> Hvilken ham?«

»Vor clou.*

»Hvad — siger — dur- Constances Øjne

spurgte i dette Øjeblik hurtigere Michelsen, end

hendes Ord, stammende af Forbauselse og

Fryd, kunde udtrykke for Moderen.

»Digteren kommer,« sagde Michelsen, »det

vil sige, jeg har telegraferet til YVarberg, som

er kommen hjem fra Udlandet, og jeg kan ikke

tvivle paa, at han kommer. Jeg har tilbudt

ham at bo frit hos mig.«


85

»Hos Dem,« sagde Fruen, »nej, ved De

hvad, De skal afstaa ham til os. Her maa

han bo.«

Michelsen betænkte sig lidt. »Lad ham

nu først komme,« sagde han, »vi har Tid til at

tale om det.«

Skulde han slippe Warberg saadan helt ind

i Huset? Maaske kunde det komme til at

krydse hans Planer. Men paa den anden Side

vilde det jo tage sig ganske anderledes ud for

Poulsens at have Digteren helt til Odel og

Eje; da var Sejren for Thorsdagsaftenerne utvivlsom

og vidtrækkende.

Man maatte nøje tænke over Sagen.

Michelsen blev siddende lidt længere end

paatænkt; der var saa meget at tale om for

næste Thorsdag. Og saa gik han tilbage til

Telegrafkontoret.

Her laa Svaret og ventede :

»Tak!

Modtager

venlige Tilbud. Kommer Tirsdag«.

Han gik ind i Kolonialhandelen ved Siden

af, konvoluterede Telegrammet og fik Kjøb-

mandens Springgut til at bringe det ud til

Poulsens.

Derefter gav han sig til at vifte omkring

for at træffe Folk, som kunde sprede Nyheden

allerede idag, thi Avisen kom jo først ud Tirsdag

Morgen.

Det var som om Lykken idag vilde ødsle


S6

sin Gunst paa ham. Trods Regnvejret traf han

flere af Byens betydeligste Skravlebøtter.

Digteren kommer,« raabte han til Bade-

lægen, som derpaa med febrilsk Hast styrtede

over Gaden hen til ham for at faa nøjere Be-

sked, og inden Middagen var afsluttet i Bade-

hotellet, vidste hele Badet, hvilken interessant,

betydningsfuld og for Badet smigrende Be-

givenhed, der ventede det.

»Digteren kommer,« sagde han til Sprog

lærerinden, som skulde til Skolen. »Fra Paris

over Kristiania, lagde han til for at betone det

Aandsslægtskab, hun jo her vilde finde. Frøken

Svendsen løb fra Klasse til Klasse og fortalte

alle Lærerinderne det, saa Smaapigerne hørte

paa og bragte det til Hjemmene som Dagens

store Nyhed.

»Digteren kommer.« sagde han til Redaktør

Hansen, hvem han søgte paa Avisens Kontor.

Hansen kunde nu vistnok ikke regnes til Byens

privilegerede Skravlebotter, men saa havde han

Avisen, som i saadanne Sager naturligvis var

den største Skravlebøtte af alle.

»Hvilken Digter?« spurgte Hansen med

uforstilt Uvidenhed om, hvad det kunde være

for en Fyr.

»Warberg, naturligvis; den store Warberg

kommer i egen Person.«

»Jasaa, Warberg. Jaha, vi har havt Aver-


87

tissementer om Bøger af ham. Er han saa stor,

han ?

«

Stor! Folkets Digter, de undertryktes

Digter! Oprigtig talt, Hansen, det er egentlig

for din Skyld, jeg har faaet ham til at komme

hid; men lad det blive ganske mellem os. Du

kan bryde dig en Bane bare med ham alene.

Jeg skal give dig et godt Raad, men du lover

mig, at du ikke blander mig op i det, for du

ved, jeg vil leve i Fred og skjøtte mine egne

Sager. Jeg skal strax gjøre dig bekjendt med

ham, og saa kan du let faa ham til at holde

en Oplæsning eller nogle Foredrag i Arbejder-

samfundet om Folkets Sag. Men gaa først hen

paa Lejebibliotheket og faa fat i hans Bøger;

de er snart læste. Saa kan Arbejderne takke

ham med et Fanetog eller sligt. Det tager sig

ud, og sætter du dig i Spidsen for det, saa

faar du Æren ogsaa.«

»Jasaa, er han Folkets Digter? Ja, da maa

vi vel gjøre noget for ham.«

»Ikke paa mit Ord, læg vel Mærke til det,«

sagde Michelsen, »det er bedst, du først gjør

Bekjendtskab med ham, saa faar du selv høre,

hvad Karl han er; forresten hører han til de

store blandt Fremskridtsmændene i Kristiania.

Ja, her kan du selv læse Notisen om hans Ankomst

til Hovedstaden. »Vor berømte Lands-


S8

mand tænker« o. s. v.. Der ser du selv.« Han

lagde Kristianiaavisen hen for ham.

»Ja, Dod og Pine,« sagde Hansen, »da

maa han være stor. Det er da lejt, at jeg ikke

skal have læst nogen af hans Bøger; en faar

saa liden Tid tilovers, ser du. Men det er jo

det samme, naar han er folkelig, ellers havde

jo ikke den Avisen skrevet slig.«

»Læs bare hans Bog »Smaafolk«, det gjør

du mageligt paa en Eftermiddag, naar Avisen

er færdig,« sagde Michelsen anbefalende. »Den

er blevet frygtelig haanet af de reaktionære.

Har du ikke læst Kritikerne?«

»Nej, Herregud, de skriver om saa mange

Bøger. Men det er det samme; naar han er

saa folkelig, saa skal jeg nok gjøre dem vise

paa, hvem han er.«

Og det gjorde han endnu samme Dag.

»Digteren kommer,« sagde han til Smed

Gravesen, Arbejdersamfundets Formand. »Har

De hørt det? Det bliver en stor Begivenhed,

at Warberg kommer.«.

»Hvem Fanden er Warberg?« spurgte

Gravesen.

»Men Gudbevare mig, kjender De ikke

hamr« sagde Hansen. Han maatte jo som

Redaktør kjende alt.

»Nejgu om jeg gjør,« sagde Gravesen med

den solideste Slæggetone, han raadede over.


89

»Vor folkeligste Digter,« sagde Hansen be-

lærende. »Fremskridtspartiet i Kristiania holder

ham som en af sine allerførste; han er berømt

baade i Norden og i Udlandet. De skulde

læse hans »Smaafolk« — et varmt Indlæg for

de arbejdende og fortrykte, herlig Bog! Ja,

han er en sand Frihedsmand, Henrik Wergelands

Arvtager.«

«

»Nej, hør nu, Wergelands Arvtager det er

jo sjølve — —

»Ja, der er fler Arvtagere naturligvis,« til-

føjede Hansen hastigt, »Kjærligheden til de

smaa, til det ærlige Arbejde, Hadet til al

Undertrykkelse og Uretfærdighed, det er Arven.

Warberg maa tale i Samfundet, det er klart,

han maa udlægge Nutidens Program for os.«

»Jaja, det kan jo nok gaa an,« svarede

Gravesen, »det er jo ikke noget farligt i det,

tænker jeg.«

Hansen skammede sig lidt smaat over sig

selv, at han saaledes pyntede sig med laante

Fjær. Der var noget ærligt og retfremt i ham,

som sagde ham, at om han end nu under »Om-

stændighedernes Tvang« havde gjort Anvendelse

af en frisindet Samvittighed, saa burde han

gjøre Bod ved strax at læse »Smaafolk«.

Han styrede derfor sine Fjed direkte til

Lejebibliotheket.

Men allerede Søndag var det over hele


90

Byen, lige fra Badehotellet til Dammen, at

»Digteren kommer!«

Syvende Kapitel,

hvori Digteren højtidelig modtages og Felttoget indledes.

Om nogen vil være saa onskabsfuld og

hjerteløs at spytte i en Myretue, vil han ogsaa

faa en tydelig Forestilling om, hvorledes man

stimlede sammen om Michelsen for at faa vide

alt muligt om Digteren; naar han skulde komme,

hvor han skulde bo, hvordan han saa ud, om

han var livlig, om han blev længe, og en hel

Del andet.

Michelsen var hemmelighedsfuld og eggede

derved Spændingen til det yderste. Alle be-

sluttede, at de vilde være paa Bryggen Tirsdag

— saa meget havde nemlig Michelsen viselig

rykket ud med — og om det havde været en

af de nu ikke mere usædvanlige Kometer eller

et andet ophøjet Naturfænomen, der skulde vise

sig, saa vilde ialfald Damerne ikke havt halvt

saa meget at tænke paa med Hensyn til, hvilken

Kjole de skulde tage paa. »Tænk om han

skulde se paa mig,« løb det gjennem de smaa

nydelige Hoveder.


9i

Tirsdagen kom, og om Morgenen indeholdt

Hansens Avis allerforrest paa første Side et

herligt Digt >Til Vilhelm Warberg!« trykt med

fed Antikva og undertegnet med Mærket »Alv.

H.«, hvilket er udlagt: Alvilde Holmsen. Det

begyndte

:

Digteren kommer ! Hor

Jubelen stiger

Brusende højt ifra Tuseners Bryst,

Masserne bølger og Masserne viger,

Hilser: »Vel mødt paa vor hjemlige Kyst!

og sluttede med følgende balneologiske Juvel:

Styrke og Helsebod søge du vilde,

Hvad vi kan skjænke dig, giver vi glad,

Dobbelt gi'r du, som af rigeste Kilde

Skjænker os aandeligt Styrkelsens Bad '.

Om Eftermiddagen ved Dampskibets Ankomst

var Bryggen fuld af Folk. Redaktør

Hansen havde skaffet sig Plads langt fremme

og fordelte til højre og venstre sit for Anled-

ningen medbragte Trykkeripersonale plus Gaards-

gutten og de tre Smaagutter, som bar Avisen

om til Abonnenterne. Disse sidstnævnte skaffede

sig paa egen Haand Forstærkning.

Dette var jo allesammen saa uforberedt og

folkeligt naturligt; ingen fæstede sig videre

ved det.

Da Dampskibet gled ind til Bryggen var

der en umaadelig Spænding. De unge Damer,


92

der ikke var kommet langt nok frem, hoppede

op paa Taa, man kunde udover Folkemassen

se Parasollerne i Bevægelse, og de, der var

forrest, bøjede sig frem og spejdede til samme

Side, aldeles som naar Løjtnanten kommanderer

> Retning til venstre«. Digterens Komme var

jo ogsaa for Badebyen en kraftig Kommando:

Retning til venstre!

Det vilde være overflødigt at beskrive de

Vanskeligheder, Sjouerne denne Gang havde

med at faa Dampskibet fortøjet uden at se et

Antal yndige Væsener knuste af den i Luften

med frygtelige Ormbevægelser truende Trosse,

eller uden at fange et Dusin Ben, da denne

Trosse skulde fæstes og hales tot. Heller ikke

skal vi forsøge paa at skildre den Bevægelse,

de nysgjerrige Spørgsmaal og de talrige Gis-

ninger med Hensyn til, hvor Digteren befandt

sig, som ytrede sig, da Michelsen, i samme

Øjeblik Landgangen var udlagt, styrtede om-

bord. Man ansaa det som en utaalelig For-

nærmelse, at andre Passagerer gik iland og

søgte at bane sig Vej gjennem Mængden; men

snart viste Michelsen sig, efterfulgt af en middels-

stor, noget mørk Mand med sortbrune, spidsede

Moustacher, lokket, mørkt Haar samt en bred-

bremmet, blød, lysegraa Filthat. Michelsen

vendte sig fire Gange om paa Landgangen med

glade og kjære Gjenkjendelsens Miner og Ord,


93

og idet han satte Foden paa Bryggen, raabte

»Længe leve Digteren War-

Redaktør Hansen :

berg!« hvilket nøjagtigt besvaredes med Hurraer

af Trykkeripersonalet, med hvem uvilkaarlig de

øvrige paa Bryggen istemte, idet Smaagutterne

fortsatte med en hendøende Coda.

Ja, det var blevet en Begivenhed, en stor

Begivenhed, det erkjendte strax Fru Poulsen,

der med sine tvende Døtre ventede i Wiener-

vognen henne ved Toldhuset, medens Poulsen

stod paa Bryggen for at faa den første Præsen-

tation.

Michelsen var bleven enig med Fruen om,

at Digteren dog skulde bo hos hende, og da

Damerne med Digteren i Wienervognen og

Poulsen med Michelsen i Trillen drog afsted,

var for Badebyen et stort og vigtigt Spørgsmaal

afgjort : Poulsens skulde have den store Mand.

"Ja > ) e S maa endnu engang takke Dem

for, at De vilde bo hos os,« sagde Fruen, da

ved Aftensbordet Skaalen var udbragt for War-

berg. »Men jeg gjentager, at De skal have

fuld Frihed og De maa ikke føle Dem bunden

af noget her i Huset. De faar Nøgelen til

Gadedøren , og i de to Værelser ovenpaa be-

høver De ikke at genere Dem for nogen, for

ingen hører Dem, om de saa tager ti Venner

med hjem. Middag spiser vi Kl. 3 og venter

ikke paa Dem. En Mand som De bør være


94

meget ude blandt Folk, De maa gjøre saa

mange Bekjendtskaber som muligt, og de maa

gjøre Studier — en Digter maa færdes ude.«

Warberg lovede, at han slet ikke skulde

genere sig, noget der forøvrigt heller ikke var

blevet en uhyggelig Vane hos denne Personlighed,

hvis Beskedenhed nok kunde tage Hensyn til

andre Halvguder, men dog ikke fornedrede sig

til at tage Hensyn til Menneskene mere end

nødvendigt for Popularitetens Skyld.

»Og Dem maa jeg ogsaa takke, Michelsen,«

sagde Fruen til denne, der havde taget Constance

tilbords »Det var et stort Offer af Dem,

at De vilde afstaa Herr Warberg til os.«

»Aa, paa ingen Maade,« sagde Michelsen.

>Det var af pur Egoisme, for De maa da ikke

tro, at jeg vil give helt Slip paa min Ven, saa

langt strækker ikke min Offervillighed sig;

men paa den Maade faar jeg jo den Glæde at

komme saa meget oftere her i Huset.« Han

lod sit Blik glide halvt hen paa Constance.

»Pyt, De ved jo, De altid er velkommen,«

sagde denne, idet dog et vist Skjær af Til-

fredshed modererede Indtrykket af den raske

Tone, hvori Ytringen henkastedes.

»Er jeg virkelig?« spurgte Michelsen med

en liden forsigtig Fyring under Følelsernes

Dampkjedel, da han bemærkede hendes Udtryk.

»Aa, det ved De saa godt,« svarede hun


95

med et lidet Blink af skjelmsk Imødekommen

i Blikket. »Gjør Dem nu bare ikke til, saa

HerrWarberg skal tro, at det er Skik og Brug

at komme med Komplimenter og Baselemaner

her i Huset.«

»Nej, det maa De virkelig ikke,« sagde

Fruen forbindtligt til Digteren.

Livlighed.

»Nej Gud!« lagde Alma til med smilende

»Hahaha!« lo Poulsen, »nej, her i Huset

vil vi sgu have det gemytligt og ligetil.«

»J a > vi gjør ikke mange Omstændigheder,

det maa De finde Dem i,« forsikrede Fruen.

»Det er mig i Sandhed ogsaa det kjæreste,«

sagde Digteren, idet han med Glasset i Haand

rejste sig og fra sine dunkeltdybtskuende Øjne

gjød et større Kvantum Aand hen i Rummet,

hvorefter han i en Skaal for Familjen talte om

Friheden i Følelser, Friheden i Tanke, Friheden

i Omgang, samt om det eneste Baand, han i

fuld Sandhed kunde nævne, nemlig det, der

bandt Hjerte til Hjerte, Ven til Ven, og som

ogsaa uopløselig bandt den varme Tak til den

varmt viste Venlighed et cætera og saa videre.

Michelsen sysselsatte sig Resten af Aftenen

saa meget med Constance, og Fruen syssel-

satte sig saa meget med Digteren, at Michelsen

og Fruen kun fik Tid til i en Hast at udkaste

Planen for Onsdagen og Thorsdag Formiddag.


9 6

Men det blev arrangeret.

Selvfølgelig var de allierede ikke saa dumme

at skjænke Byen alt med engang. De havde

nu faaet Warberg smukt og lykkeligt af Stabelen,

men at lade ham gaa Prøvetur allerede næste

Morgen paa Promenaden, det vilde ikke være

gavnligt, naar han sattes i fast Rute.

Fru Poulsen beregnede meget rigtigt, at

alle Mennesker vilde være ude Onsdag Morgen

paa den Tid, da hun og Døtrene plejede at

spadsere, for om muligt at faa et Glimt af

Digteren. Forventningerne maatte spændes.

Ganske rigtigt. Det var næsten ikke muligt

at passere en liden Sving paa Vejen uden at

møde et helt Selskab, blandt hvilket der blev en

ejendommelig Bevægelse ved Synet af Poulsens;

Digteren kunde jo maaske komme bagefter.

Men Digteren viste sig ikke. »Aa, han er

ikke med!«

Stor Skuffelse! Man havde saa sikkert

ventet at møde ham, og det var saa kjedeligt,

at man aldrig fik se ham.

Men adskillige af Damerne erindrede fra

de lyriske Digte noget om »Digterens natlige

Lampe« — hvilket i Parenthes sagt er noget

helt andet og mere poetisk end Natlampe —

og om »Nattens silde Time« og om »det Stjerne-

hvælv, som blinker« og om »du sorte, stille,

tause Nat« og en hel Del andre lyriske Natte-


97

tanker, der nu i den lyse Morgens mindre

fantasifulde Time ledede dem til den fornuftigt

udtænkte men højst prosaiske Slutning, at

Digteren maaske havde for Vane at sove længe

om Morgenen.

Man vilde imidlertid ikke kjende de unge

Damer ret, om man indvuggede sig i den for-

fængelige Indbildning, at de saadan uden videre

lod sig besejre af denne naturlige, prosaiske

Slutning, med hvilken alle mindre yndefulde

Verdensborgere vilde slaaet sig til Ro. De

forvandlede Prosaen til den mest betagende

Poesi, forestillede sig Digteren siddende ved

Bordet foran Vinduet i Nattens sildigste Time

med en af Aandfuldhed næsten fortæret, legems-

forladt, bleg, fin Skyggeagtighed, blikkende

aandfuldt slugvørren ud i det uendelige, hvor

de samme yndefulde Væseners zefyrlette Drømme

paa sine Aandevinger strømmede om ham for

muligens at nyde den Lykke at blive taget ved

Vingebenet af ham og gjort til dejlig Digt-

ning.

Det er nemlig et sørgeligt Faktum, at de

omtalte yndige Væsener ikke var nok gjennem-

trængte af Realisme til at forestille sig den

nøgne Sandhed, som bestod i hverken mer

eller mindre, end at Warberg paa Grund af

den Uvane, han havde taget sig til, at spise

varmt til Aftens, snorkede usædvanlig solid just

7


9 8

paa den Tid af Natten, da de tænkte sig ham

sysselsat med alfelette Aandevift.

De blev i sin Tro, og om Formiddagen

tog den ene frem sin Anthologi og sværmede

hen i »Jeg kunde slet ikke sove for Nattergalens

Sang«, medens den anden satte sig til Pianoet

og sang »Auf Flugeln des Gesanges« op mod

Loftgesimsen.

Skuffelsen om Morgenen forberedte saa

meget des bedre Stemningen.

Og Byen skulde naturligvis faa se ham.

Efter at Warberg ved Ellevefrokosten havde

taget sig endnu et Stykke sort Brød med

Gaaseleverpostej og endnu et Glas Manzanilla,

togede man af for at »bese Byen«.

Aa, hvilke Hilsener de fik idag !

Og

hvilken

Misundelse siden hos dem, der ikke havde

været saa lykkelige at møde Triumftoget i de

Gader, det passerede.

Først Fru Poulsen i en aldeles ny, elegant

Promenadedragt, der i og for sig vilde været

nok for at tiltrække sig Opmærksomheden.

Hun gik naturligvis med Digteren. Derefter

Frøken Holmsen og Alma og tilsidst Michelsen

og Constance. Folk hilsede idag paa en saa

højst usædvanlig Maade. De. der kjendte

Familjen Poulsen nøjere, nikkede og smilte paa

en næsten overnaturligt venskabelig Maade:

»Husk paa, at vi allerede er gamle Venner.«


99

Og de fjernere bekjendte hilsede med en forekommende

Ærbødighed: »Ja, nu ser vi, hvad

De duer til, højstærede.«

Udenfor Boghandlervinduet i Storgaden var

der en hel Stimmel. Det af Michelsen igaar

indleverede Kabinetsportræt af Digteren var

udstillet omgivet af hans Værker, »Smaafolk«,

»Synd , »Arbejderboligen« og »Penge«, og

indenfor sad just Boghandleren og skrev ud

Bestillingssedler paa 25

i fast Regning af hvert

af dem. Han havde allerede mange Bestillinger,

medens han før ikke havde solgt mer end 6—

af hvert.

Digteren kunde nok ogsaa forøvrigt til-

trække sig Opmærksomhed. Han var nemlig,

hvad man kalder »sød«, det vil sige, han ret-

færdiggjorde denne Damernes Dom om hans

Ydre. I sine unge Studenterdage havde han

paa Grund af sit næsten sort krøllede Haar,

sine ditto spidsede Moustacher, sin Omhu med

Klædedragten og sine Anstrængelser for, at en

liden arvet Formue ikke skulde mistænkes for

at voxe, baaret det ikke ildeklingende Navn

»den sorte Prins«. Under dette Navn figurerede

han endog engang i en Skillingsvise om Markedet,

hvori det blandt andet hed, at »Knebelsbarter

hadde han saa nydelig' og smaa«, og overhovedet

kunde han fra sin Studenterungdoms Tid opsummere

en længere Række realistiske Minder,

7*

8


100

der nu bidrog i høj Grad til at give hans No-

veller det saa meget omtalte og priste Virke-

lighedspræg, naar han skildrede de riges daarlige

Letsindighed og beviste de fattiges Dyd.

Nu var han populær, ja verdensberømt,

sagde hans Partis Blade. Han tilhørte den

gjensidige aandelige Assuranceforening og var

Medlem af »De fri Brødre«, en international

Oversætter- og Kritiker- Association, saaledes

som forresten ogsaa alle hans Kolleger var det.

Sagfører Petersen, der aldrig angreb nogen,

beviste klart og tydeligt for Provstinden, som

med Emphase erklærede Warbergs Bøger for

at være umoralske, at Digteren dog alligevel i

et Punkt maatte have Ret i sin Paastand om

de riges daarlige Letsindighed og de fattiges

Dyd, idet det jo var de rige, der kjøbte og

læste hans Bøger, medens de fattige dydigt

holdt sig derfra.

Men Sagførerens »fæle« Forsvar, der ellers

plejede at virke som en kold Straale paa altfor

expansive Begejstringstilbøjligheder, formaaede

intet, naar han i disse Dage omtalte Digteren

i de mere neutrale Kredse, og da han følte en

berettiget Ærgrelse over at se sin Autoritet

svækket, blev man Vidne til det vidunderlige,

at han virkelig begyndte at tage Parti og slutte

sig afgjort til den Flochske Kredses gamle

Garde.


101

Nede ved Badehotellet blev Publikum imidler-

tid opmærksom paa, at der ude i Haven gjordes

visse Forberedelser, som tydede paa noget

extraordinært, og man fik snart Rede paa, at

Michelsen havde bestilt en fin Middag til 10

Personer.

Den skulde serveres i det store Lindelyst-

hus, et langstrakt Anlæg, der var helt aabent

ud mod Haven, og man holdt just paa med at

spænde fire sammensyede Lagener ud mellem

de tilgrænsende Trær, noget der skete dels for

at skaffe fornøden Skyggefuldhed, dels ogsaa

for at hindre, at der kom Fugleboller i Suppen.

En nærliggende Følge af disse med stor

Beredvillighed afslørede Forberedelser var, at

syv større eller mindre Selskaber ligeledes kom

til at spise i Haven og paa Verandaen, og der-

for ogsaa nød den Ære og Fornøjelse at se en

spisende Digter omkurtiseret af Familjen Poulsen,

Michelsen og de tre virksomme Frøkner, der

var budne med, medens fjorten andre Selskaber

slukøret maatte renoncere paa Friluftsmiddag

idag og indskrænke sig til at gaa omkring og

berette, hvor naragtigt« Folk sprang efter at

faa se Digteren, noget der atter piggede den

misundelige Nysgjerrighed.

Saa slap man endelig Digteren helt løs

paa Morgenpromenaden om Thorsdagen, og ved

den saaledes lidt efter lidt stedfundne Afsløring


102

af Afgudsbilledet opnaaede man, at hele Byen,

høje og lave, alle, der ikke med uopløselige

Baand var knyttet til den Flochske Kreds, kun

talte om Digteren og ikke tænkte paa andet

end dennes mystisk-betagende Storhed.

Flochs, Provstens, Rektorens og deres uad-

skillige, til hvilke, som sagt, nu ogsaa Sagfører

Petersen i Ærgrelse sluttede sig, følte omtrent

samme Forladthed som den Theaterdirektør,

der ser Mængden strømme til Circus'en lige-

overfor.

Michelsen havde endog sørget for et pas-

sende Stikord om de gamle Familjer; »det

moralske Parti«, hviskede han til Frøken Svendsen,

som atter bragte det videre for egen Regning,

og da saa Fru Poulsen afgjort havde sejret med

sin anden Thorsdagsaften, sin »Digteraften«,

var det ikke længer modernt i Byen at være

moralsk. Fy for Pokker, moralsk!

Og den store Aften var en Sejr, et fuld-

stændigt Austerlitz.

Ottende Kapitel,

Den store Da?.

Fru Poulsen tog Michelsen under Armen

og førte ham hen til Vinduesfordybningen henne


o-

ved det samme væxtdekorerede Hjørne, hvor

de for en fjorten Dages Tid siden havde havt

sit første Komitémøde.

»Jeg tror, vi nu er kommet saa langt, at

vi fuldkommen forstaar hinanden?« sagde hun.

»Ja, fuldkommen, saa vidt jeg kan skjønne,«

svarede han smilende.

»Naa, saa taler vi ogsaa fuldkommen aabent

med hinanden om vore Planer,« sagde hun, »og

jeg for min Part har ialfald ikke noget imod,

at vore Interesser sammenknyttes. Derfor er

det bedst, vi er enige om alle Detaljer, for at

vi fuldstændig kan virke i Fællesskab.«

Han bukkede blot forbindligt.

»Altsaa, naar vi nu skal faa det livligt og

naturligt fra først af imorgen Aften, saa har jeg

tænkt, det var bedst at have en liden fin Middag

først. Warberg bor jo her, og saa bare Dem

og Frøknerne og vore to Danske og Islændingen

og Badelægen. Saa beder jeg Toldkassererens,

for han er lidt tvivlsom, saa det er bedst at

sikre os ham foreløbig, og kanske det var bedst

at bede Smiths og Olsens. Det er godt at

have et Par Grossererfamiljer med.«

»Og den nye Adjunkt, Wising,« tilføjede

Michelsen, »han er frisindet og ivrig, og han

har jo gjort Visit her?«

»Ja — det kan være noksaa passende, at

vi beder ham. Men saa ikke flere. Vi er


104

færdige med Kaffeen, naar de begynder at

komme, og da finder de det med engang livligt

og oprømt; det smitter, ikke sandt?«

»Jo, og saa falder det saa naturligt at

komme ind i en almindelig Konversation,«

svarede Michelsen, som fandt Idéen fortræffelig.

»Nu gaar jeg hjem og ser, hvem der vil præsen-

teres imorgen; jeg har Grund til at tro, det

ikke bliver saa faa. Jeg har sagt overalt, at

de slet ikke behøver at genere sig.«

Thorsdag Formiddag var der stort Opstyr

hos Poulsens. Fruen havde helt og holdent

overladt Kjøkkenet til den lejede Kogekone;

der skulde jo baade være Middag og Souper

— for dette skulde være en højtideligere Ind-

vielsesaften — og Fruen gav carte blanche.

Selv ordnede hun alt det øvrige, lod plyndre

Værelserne ovenpaa for Stole, gav Ordre til

Placeringen af de laante Bænke for Haven, lod

dekorere Verandaen med Festons og levende

Væxter og lagde særlig an paa Salonen og

Poulsens Røgeværelse, som jo nu var overflødigt

til dette Brug, da man kunde røge i Haven.

Salonen skulde idag for første Gang faa

sine nye kostbare Gardiner, der for hvert Fag

Vinduer var i et Stykke, der slyngedes i rige

Folder om den tykke Egetræs Gardinstang og

dekoreredes med hængende Snore og Duske,

noget paa engang nyt og flot. Møblerne arran-


105

geredes saaledes, at de uden at savne passende

Fordeling samlede sig med Spejlsofaen og det

store Salonbord som Udgangspunkt med Front

mod Vinduessiden og Verandadøren. Paa Salon-

bordet sattes den store Broncelampe samt War-

bergs Portræt i en stor Mora-Stander, hvorhos

hans Digterværker, smukt indbundne, med en

vis skjødesløs Grace blandede sig med et Par

lyrastemplede Anthologier, et Par Albums og

nogle Plancheværker. Saa sattes der Blomster

i Vaserne, ordnedes Noder ved Pianofortet,

sørgedes for at en Guy de Maupassant blev

halvt opskaaret og lagt hen paa et passende

Sted o. s. v. Røgeværelset omdannedes til et

Slags Stemningsgrotte, hvor Gardinerne strax

skulde være nedrullede og to med røde hængende

Papirsskjærme forsynede Lamper være Assistenter

til den røde Hængelampe, muligens for hos de

yngre at fremkalde det rette Milieu for en

drømmende, frisindet Fordøjelse af de moderne

Idéer, der maaske kom til at serveres dem inde

i Salonen.

Middagen gik fortræffeligt. Bare kjendt

Folk og gemytligt; de eneste nye var Adjunkten

og Digteren. Og saa var der noget interna-

tionalt, frit, overlegent ved det hele. To Danske,

en Islænding, tre Europæere: Digteren, Michelsen

og Frøken Svendsen, samt flere fremadstræbende

norske.


io6

Digteren blev alles Yndling, han kjendte

sit Værd, men skillingede det først forsigtigt

ud, indtil han mærkede, at de alle bed paa,

hvorefter han kastede sit lødigste Guld ud med

fuld Følelse. Michelsen og Justitsraaden støttede

ham betydeligt, den første af Hensigtsmæssig-

hedshensyn, den anden af æsthetisk Under-

givenhed, og de andre stemte i med, da Sam-

talen blev meget frisindet, de havde aldrig

været gammeldagse, aldrig tænkt sig andet,

aldrig havt noget mod det nye, aldrig været

andet end frisindede. Nej da!

Og det var vidunderligt saa fort Tiden gik.

Med en smittende Livlighed talte man efter

Kafeen just om Zolas »Germinal« og var alle-

rede langt inde paa Superlativerne med Hensyn

til den forfærdelige Skjæbne, som truede Samfundet,

hvis man ikke strax greb sig an med

at ordne Arbejderspørgsmaalet, da de første

Aftengjæster indfandt sig.

Det var Amtsingeniørens og Distriktslægens.

De kjendte til Arbejderne, de, og deres Damer

blev strax sat ind i Situationen af Frøken Holmsen

og Frøken Bugge, der forklarede, hvor meget

Kvinderne kunde udrette. Der udfoldedes en

socialistisk Barmhjertighedens Veltalenhed, der

vilde have trængt lige ind i Hjertet paa ad-

skillige udpinte Sypiger, blege Strømpestrikker-


10/

sker og afmagrede Fabrikspiger, hvis de blot

kunde været her og hørt paa.

Men der kom fler og fler, Værelserne fyldtes

snart næsten til Trængsel, mest af Byens egne

Folk naturligvis, som ikke behøvede at præsen-

teres; men Michelsen havde dog sin Liste.

»Maa jeg præsentere Professor Døring fra

Kristiania — Fru Poulsen. Professoren er Bade-

gjæst her iaar, som De ved

Glæder mig meget — —

nøjelse !

»Haaber De, ikke har noget imod, at

»Gud, tvertom, det er os en stor For-

Maa

jeg ikke forestille Dem for Digteren

Warberg — Professor Døring.«

«

»Aa, vi er jo gamle bekjendte !

Xaa, det

var morsomt — —

»Ja, hvordan har De det, Professor — —

Og saa kom den frisindede Professor med

ind i en livlig Forhandling om den fysiologiske

Experimentaldigtning og Arveligheden, hvor-

under tre Herrer og syv Damer pressedes

aandeligt mellem den unge Digters »Geni« og

den halvgamle Professors »videnskabelige Auto-

ritet«, saa at de udgik af Processen fuldstændigt

prøvestemplede og paalidelige. De gik siden

omkring blandt Gjæsterne og talte vildt om

Fysiologi.

»Redaktør Hansen — Fru Poulsen.«

Jo, det var virkelig Hansen i Kjole og

«

«

«


io8

hvidt Halstørklæde, lidt forlegen, lidt kantet i

Bevægelser, men ret pen at se til saadan i

fuld Puds. Han havde hos Skræderen faaet sig

en hel ny Dragt, som skulde averteres op i

Bladet.

Da Hansen hørte om Digteren og Thors-

dagsaftenerne, følte han en brændende Lyst til

at være med; men ligesom han igrunden var

en ærlig Sjæl, havde han ogsaa en vis Stolthed.

Det vilde krænket ham at faa et om end nok-

saa sukret Afslag af Michelsen; men alligevel

havde han forleden Dag i Storgaden været paa

Nippet til at springe tversover Gaden til ham

for at indlede det, da Michelsen forekom ham

og spurgte, om han ikke havde Lyst til at komme,

-det var jo just noget for en Journalist.«

En liden Notis i Bladet vilde jo ikke skade;

den kunde komme under Formen : Digteren

Warberg glædede i Thorsdags o. s. v. hos Gros-

serer Poulsens, hvor endel af Byens intelligenteste

Kredse mødes.

Da Hansen var præsenteret, henfaldt han

nogen Tid i Beundring af Digteren. Denne

stod netop i en let, skjødesløs Stilling med

Armen lænet mod et Bric-å-Brac Skab, det

højre Ben lagt i Hvile over det andet, samt

venstre Tommelfinger i Uhrlommen, en Stilling

han var bleven indtaget i efter at have seet et

Portræt af Disraeli som ung, og som klædte


lop

ham godt. Den var bleven ham ligesom en

æsthetisk Platform, hvorfra han kunde udsende

gyldne Ord, og den Gruppe Damer og Herrer,

som nu hørte ham tale om Rousseau og Natur-

livet, den fattiges Sjælsadel og Kvindens Følel-

sesliv, om Determinisme og kunstig Moral, denne

Gruppe flød varmt hen i en Smeltningsproces,

der i det ydre især viste sig hos Damerne, hvis

smeltende Øjne, smeltende Sukke og smeltende

Stemme afgav den mest gunstige Temperatur

for det aandelige Omstøbhingsarbejde.

»Gud, De har saa Ret, sagde Frøken

Svendsen, »det er jo saa sandt, at Menneskets

Tilbøjligheder er aldeles de samme overalt paa

Jorden, men Moralen har man gjort anderledes

hos os end hos Negerne eller Malayerne eller

Rødhuderne, og hvorfor det?«

»Jo,« sagde Frøken Bugge mørkt og liden-

skabelig krigersk, »fordi Samfundet vil tilintet-

gjøre Individet, røve os vor Ret.«

»Ja, og saa den aabenbare Uretfærdighed

og Selvmodsigelse,« sagde Warberg. Det er

ingen, som falder paa, at den, der har taget i

Arv en kolossal Næse, skal forpligtes til at bekjæmpe

den; eller den, som har arvet Galskab

eller Tæring eller saadant noget. Men har man

været saa uheldig at arve Tilbøjlighed til Drik

eller letsindige Tilbøjligheder, om jeg saa maa

udtrykke mig, da skal man bekjæmpe det, hvis


110

man ikke vil blive stemplet som et umoralsk

Afskum.

»Skammeligt! raabte Frøken Bugge. »Hvad

siger dere andre?«

»Jo,« lød det noget usikkert. Det var lidt

uvant endnu.

»Og hvorfor er det ikke umoralsk at have

arvet en abnorm Næse? Den ene Arv maa vel

være ligesaa god som den anden. En fattig

Pige bliver forstødt og forhaanet som letsindig«,

fordi hun følger alle Menneskers Tilbøjlighed,

medens dog kanske ingen vil gifte sig med

hende; det er oprørende.

Da et Par af de indfødte unge Damer her

uvilkaarligt rødmede en Smule, bøjede Digteren

behændigt af. Han havde lovet Michelsen at

være »forsigtig«. Og saa var han snart inde

med en anden Gruppe.

Men gjennem alle Værelser lød der en for-

virret Larm af den livligste Prat og Snak.

Michelsen var overalt, og han passede paa at

anbringe Digteren overalt, saa alle skulde faa

godt af ham, alle tro, at man specielt vilde

have ham præsenteret for dem.

Fru Poulsen valgte den Rolle at tage sig

af Fruerne og saa at lade de fremmede, nye

vise hende selv den Opmærksomhed, som hun

fra idag af følte, at hun kunde paaregne. Hun


III

havde anstrængt sig nok for denne store Dag;

nu vilde hun nyde lidt af den gryende Sol.

Hansen, der gik omkring overalt og glæ-

dede sig, naar nogen, han kjendte, talte venligt

til ham, kigede ind i det til Stemningsgrotte

omdannede Røgeværelse; men trak sig strax

tilbage. Derinde sad nu blot nogle unge Damer,

som førte en dæmpet Konversation.

De to rødmende indfødte var blandt dem.

De sad nær Døren og var midt inde i en

Fniseparoxysme, som de paa Grund af den

nylig omtalte Tvangsmoral hastigt gjorde Slut

paa, da Hansen viste sig i Døren. Han fik

kun høre nogle afbrudte Sætninger: »saa inter-

essant — — og saa overbevisende — — ja,

det er uimodsigeligt,« men han vovede sig

ikke ind blandt blot Damer, især naar de befandt

sig i denne mystisk-stemningsfulde, mod

al Rødmen sikrende Belysning.

Lamperne og Lysekronerne var nu tændt

overalt; det nærmede sig stærkt Souperen.

Michelsen havde virkelig anstrængt sig, det blev

ham hedt derinde nu, og han tog sin Hat for

at svale sig ude i Haven, hvor der ogsaa var

en Del Folk.

Han mødte Constance, der havde bragt et

Shawl til Fru Toldkassereren, og nu agtede sig

ind igjen.


Leder De efter nogen, Michelsen?« spurgte

hun og stansede.

»Nej, det er bare saa hedt derinde, og

jeg har virkelig arbejdet som en Hest, som

man siger.« Hun vendte om og gik med ham.

»Men hvilken Dag, hvilken Sejr! Ja, den er

mere afgjørende end jeg nogensinde kunde tænke

mig. De har vel selv hørt derinde. Det er

som det var helt andre Mennesker; de taler

med om alting. Men saa har vi ogsaa tre gode

Trumfer derinde, forst YVarberg naturligvis, men

Justitsraaden og Adjunkten, de gjør sandelig

ogsaa godt. De er mere fordomsfri end vore

egne. Jo, jeg tror, vi har arrangeret det godt.«

Hvor morsom De er! Nu siger De vi

igjen,« sagde Constance med et Slags Latter,

der dog blot lød som et vellydende Spørgs-

maalstegn. De vidste neppe af, at de var

kommet helt ned i den allernederste Gang.

*J a > J e£ -iger »vi«, for det er en fælles

Sejr. Jeg har aldrig oplevet nogen Dag som

denne; alting lykkes, alting gaar i Opfyldelse,

som vi har ønsket os, og — ja, jeg burde

kanske indskrænke mig til at sige, at det er

Huset Poulsen, som ser alle sine Ønsker opfyldte

idag, for hvad mig angaar — — « Han var

selv lidt forundret over, at han stansede for at

lede efter Ord, der paa samme Tid var til-

strækkeligt megetsigende og dog ikke altfor


lyrisk stærke; dette havde han troet skulde gaa

langt lettere — besynderligt!

Hvad mener De?« spurgte hun med en

egen Dæmpen af Stemmen, der sagde saa meget

som: Ja, jeg ved nok — men bliv ved!

»Jeg mener, at nu har jeg gjort alting, for

at Dagen skulde blive os alle til Lykke og til

gjensidig Glæde. Nu er det Dem, som har

det øvrige i Deres Haand — om det skal blive,

som Deres Moder sagde, at vi har fælles Interesser;

ja, det staar til Dem.«

»Mig?«

Hun slog slet ikke sine Øjne ned, saaledes

som Ritualet foreskriver, og han stammede ikke

forlegent, saaledes som nævnte Ritual bestemt

kræver. Tvertom, hun saa op paa ham med

et højst indtagende Smil, og det eneste, som

en Forlovelsesdigter kunde kjendt sig igjen paa,

var, at hun virkelig rødmede stærkt, noget, som

han for sin Del heller ikke kunde frikjendes

for, trods at han atter talte saa klart og sam-

menhængende som en Professor i Veltalenhed.

»Mig?« spurgte hun altsaa med et glad

Budskabs Evangelietext i sit Blik og med for-

tolkende Parallelsteder i sit Smil.

»Ja, Dem !« svarede han og betragtede hende

fast og søgende med dette uudsigelige Blik,

hvormed den ivrige Fisker vogter paa, at den

herlige Fangst, han drager op fra Havets hemme-

8


114

lighedsfulde Dyb, ikke skal slippe bort, just

naar den skulde hales ind over Baadens Æsing.

Ja, Dem! Behover jeg at sige — har De ikke

forstaaet — — « Her gjorde han, hvad man i

Theatersproget kalder en Kunstpause, hvorved

Ordene for og efter synes ligesom at omspænde

en Uendelighed af dyb Følelse, der blot kan

anes, men ikke udsiges.

»De udtrykker Dem virkelig lidt utydeligt,

sagde hun med en blød Hvisken, der særdeles

godt afslørede hendes Forstaaelse, »hvad skulde

jeg have forstaaet?

»At jeg elsker Dem.«

Her fik han den rigtige Indskydelse, at

man i et saadant Øjeblik bør stanse og gribe

den elskedes Haand.

»Aah!« svarede hun blot med et let, be-

friende Suk. Hun havde en Følelse af, at hun

foreløbig ikke burde sige mere, og idet hun,

med sin Haand endnu i hans, noget distrait

betragtede den gyldne Gris ved hans Urkjæde,

afventede hun en mere interrogativ Fortsættelse.

»Og at jeg nu spørger Dem, om De til al

den Lykke, denne Dag lover, ogsaa vil føje

den at blive min?«

Ja,« svarede hun uden endnu at se op.

Hun sank ikke til hans Bryst, og han

trykkede ikke en glødende Kys paa hendes

skjælvende Læber. Begge havde en vis tryg


U5

Følelse af, at de nok senerehen gjennem en pas-

sende Forlovelsestid og derpaa følgende Hvede-

brødsdage vilde faa tilstrækkelig Tid til at

hengive sig i en saadan Uforstyrrethedens til-

lokkende Romantik, medens denne Stund, da

adskillige Gjæster færdedes længere oppe i Haven,

ikke kunde siges at være fuldt gunstig for en

Synken hen i følelsesfuld Forglemmelse af nærliggende

praktiske Spørgsmaal vedkommende

de diplomatiske Hensyn til Rangforholdet ved

Eklateringen for Forældre, Venner og udenfor-

staaende.

Idet hun med Overbevisningens Styrke

svarede sit »ja«, trykkede hun derfor blot fast

hans Haand som ved Opgjørelsen af en* til

begges Tilfredshed truffen Aftale, hvorefter hun

lagde sin Arm i hans og antydede det hen-

sigtsmæssige i at gaa ind til Gjæsterne igjen,

og først efter at disse var gaaet at meddele

sig til hendes Forældre.

De følte sig begge meget lykkelige og var

beggeto meget straalende.

De bekymrede sig nemlig slet ikke med,

at hele deres korte Kjærligheds- og Forlovelses-

historie var aldeles uanvendelig for en følsom

Romanforfatter, ja endog for en bundrealistisk

som Warberg, hvad denne udtrykkeligt erklærede,

da han havde gjættet sig til Forholdet. Ingen

af dem sværmede for selv at være belemret

8*


n6

med enten nogen romantisk Fortvivlelse og

Lidelseshistorie eller med nogen naturalistisk

kompromitterende Forhistorie. Saadant er for-

nøjeligt at læse om, gudbevars, men ikke at

opleve.

Nej, der var en sund realistisk Klang i den

Harmoni, hvori deres Hjerters Strængespil sam-

mentonede.

Digterne, der især har befattet sig med

Sjælens Musik og Hjertets Toner, har aabenbart

gjort Almenheden højst ensidig i hjertemusikalsk

Henseende. For ikke at tale om de onde

Hjerters afskyelige Kattemusik, som der lige-

overfor disse tvende gode Mennesker ikke kan

være Tale om, saa glemmer man fuldstændigt,

at saavel Xaturen som Kunsten gjør Musik i

alle mulige Nuancer. Den hæderligste Paafugl,

paa hvis Hjertes Godhed ingen kan udsætte

noget, musicerer mindre lyrisk end Nattergalen

i den stille Sommernat, og Digterne gjør Menne-

skene fuldkommen Uret, naar de kun forud-

sætter Sjælens Musik hos saadanne Hjerter, fra

hvilke der enten opstiger Koraler og Orgelfugaer

eller ogsaa Romancer, Serenader, Ballader, Bar-

caroler og saadant noget, hvortil saa visselig

de moderneste Digtere har føjet Venusmusik a

la Tannhåuser. Nej, der findes megen anden

Musik, som fylder Hjerterne, saasom Krigsmusik,

Dandse og Gadeviser. Ja, der findes mange


ii7

Digtere og Kunstnere af særdeles lyrisk Ihu-

kommelse, hvis Hjerter egentlig aldrig har været

fyldt af anden Musik end Fanfarer.

Men skal man derfor kalde dem Prosaister

og frakjende dem Sjælens Musik og Hjertets

tonende Strængespil?

Nej, saavel i Michelsens som Constances

Hjerte brusede der en velklingende harmonisk

Koncert, og Hovedsagen var, at den hos dem

begge gik i samme Takt og samme Toneart.

Det var ingen Schumannsk lidenskabelig Higen,

ikke engang en Mendelssohnsk fløjtefin Elskovs-

duet, det var ikke en overfladisk, men muntert

fejende Galop og ikke Spor af Gadevise. Det

var nærmest en passelig jævn, klangfuld og

rigt instrumenteret Livets Polonaise.

Han fandt, at hun var smuk, hun fandt, at

han var smuk. Dette gav en gjensidig Tilbøjlighed,

der ikke forstyrredes af nogen Tvivl om

Karakter, Samfundsstilling, Livsopfatning og al-

mindelige Vaner. Begge indsaa, at Forbindelsen

mellem de to Huse var et solid Grundlag for

yderligere social Fremgang, og at altsaa enhver

Interesse, de begge maatte have, blot kunde

fremmes og derved den gjenside Tilbøjlighed

styrkes og befæstes.

Da de en Stund efter befandt sig inde ved

Souperen, der maatte serveres i tre Værelser,

var det ogsaa med en højst tilfredsstillende og


n8

lykkelig Sejrsfolelse Michelsen tænkte paa, at

fra idag af var han bleven uopløselig knyttet

til alt dette. Ikke alene indirekte skulde den

nu rejste Bevægelse komme ham tilgode ; hvad

der tidligere var alternativt planlagt fra hans

Side, kunde nu samle sig med fuld Styrke paa

det gunstigste af de tvende Alternativer.

Hvor alting udviklede sig regelmæssigt og

naturligt og hurtigt.

Justitsraaden slog paa sit Glas for at ud-

bringe Husets Skaal. Han behøvede ikke, sagde

han, at spilde mange Ord paa at takke for ud-

vist Gjæstfrihed, thi denne Tak laa udtalt lige-

saa meget i den talrige Nærværelse som i den

løftede Stemning. Nej, han vilde vove at gjøre

sig til Tolk for en Synsmaade, der sigtede

højere. Oprigtig talt, havde han, kommende fra

et det europæiske centrale Kulturliv nærmere

liggende Land, ikke ventet i denne lille, driftige

Badeby at finde et saa udviklet Aandsliv, saa

levende Interesser for de frigjorte Strømninger

derudefra. Han troede at have Lov til at tale

med, thi — han vovede at sige det — just i

hans Hjemland havde dette nye og friske brudt

Vej til hele Norden Bravo !

, men nu forbausedes

han over i dette lille Samfund at finde en Spæn-

stighed, en Modtagelighed, en Sjælens Opladthed,

der viste, at man her ikke havde villet høre

til Efternølerne, og hvad han vilde sige var:


Lykkeligt det Samfund, der som Centrum for

et saadant befrugtende aandeligt Samliv kunde

have et Hus som Værtskabets, hvor Rigdom og

Smag parrede sig med Samfundsaand og opladt

Blik for de store Spørgsmaal, men ogsaa med

den Takt og den Overlegenhed, som afstikker

Grænser og holder alt paa fast Grund (Bravo,

bravo !). Han troede at udtrykke ikke alene de til-

stedeværendes, men hele dette Samfunds Tanker,

naar han takkede dette Hus, hvor Digteren som

Embedsmanden, Borgeren og den fremmede

Gjæst i lige Grad følte sig hjemme; takkede dette

elskværdige Hus, dets indtagende Frue, dets

hjertelige Herre, dets fortryllende Døtre for,

hvad de havde været og hvad de vilde komme

til at være som Sammenknytningspunkt for det

aandelige Liv i det Samfund, de tilhørte (Bravo,

bravo, bravo !

!).

Det var efter Konference med Michelsen, at

Digteren havde bedet Justitsraaden som fremmed

og som i Rang den værdigste (Justitsraaden

havde ved disse Ord sat lidt Dobbelthage og

rettet paa Snip og Halstørklæde) om at tale

for Værtskabet og saadan i Samtalens Løb faaet

smurt i ham det vigtigste af ovenanførte.

Da saa endyderligere Professor Døring talte

for de udenlandske Gjæster, henvendt til Justits-

raaden, og fremhævede hvor rigtigt denne havde

seet og dømt, og Adjunkt Wising talte for denne


120

By, som sikkerlig vilde vise sig den Ros værdig,

som den iaften efter hans Formening med

Rette havde faaet, saa gjorde alt dette en

overvældende Virkning paa de tilstedeværende.

Det var dog virkelig Poulsens, som havde

bragt dem dette, og hvad Poulsens havde at

betyde, det viste sig allerbedst i, at Digteren

just havde valgt at bo her, hvor han — det

havde han i Aften sagt til alle mulige — fandt

saa megen Smag, saa megen Opladthed og

Forstaaelse.

De sidste Gjæster havde gaaet, Skvalderen

og Latteren ude fra Entréen var bortdøet, man

hørte kun Tjenerne, der lukkede Døre og be-

gyndte at bære ud fra Spiseværelserne. Nu,

da der var tomt, saa det lidt uryddigt ud i

Salonen; Alma rullede nogle Stole hen paa

rigtig Plads, Constance kom ind med en Pige

der bar Seltersvand og Punsch paa et Bret

Fru Poulsen var ude for at give Tjenerne de

sidste Ordres, Poulsen hørtes inde i Røge

værelset, og Døtrene kjendte Lyden af Chiffoniére

Laasen; det var de smaa Havana til 36 Kroner

som skulde frem. Digteren og Michelsen gik

op og ned paa Gulvet.

Poulsen kom ind og satte Cigarkassen paa

Divanbordet just i samme Øjeblik, som hans

Hustru kom ind i Salonen igjen. Han sagde

ikke noget, men gik hen og kyssede hende


121

uden Ceremonier. Hun saa paa ham, at han

følte det som en ny Forlovelsesdag eller en ny

Bryllupsdag, noget rigtig inderligt festligt.

Da saa Michelsen og Digteren høfligt nærmede

sig, trykkede hun Michelsens Haand med

et Blik, der paa engang talte om Sejr og om

Taknemlighed, men hun sagde ikke andet end

et: »Naa, det gik jo godt!« for Digteren var

der, og han hørte ikke til de indviede.

Med en træt Mine lagde hun sig derpaa

hen i en Stol, men sprat livligt til, da Constance

bøjede sig over hende og hviskede nogle Ord.

»Hvad? — Det maa jeg sige! — Aa,

Anton, kom hid et Øjeblik,« raabte hun med

den mest gaadefuldt lovende, glade Forbauselse,

der langt mere end hendes Ord bragte Poulsen

til skyndsomst at følge Kaldelsen og bøje sit

Øre hen til en ny Hvisken.

Da saa ogsaa hans Ansigt havde antaget

et Udtryk, der omtrent svarede til det, et toaars

Barn faar, naar Fotografen gjør de vanvittigste

Grimacer med klingende Rangler og dinglende

Hallingmænd, medens Medhjælperen under-

fundigt fjerner det sorte Dæksel fra Objektivet

i den Hensigt at skaffe et rigtig skarpt, klogt

og opvakt udseende Billede af den lille Kjæle-

dægge; og da han efter at have sagt: »Nej,

naturligvis, hvad skulde jeg have imod det!«

atter bøjede sig ned til en gjensidig Hvisken,


122

idet han samtidig benyttede Anledningen til at

kaste et Par beundrende skjelmske Blik paa-

skjønsk opad til Constance, der stod i en

smilende Venten bag Fruens Stol, begyndte

ogsaa Michelsen at blive i den Grad distrait i

sin Samtale med Digteren , at dennes over-

ordentlige psykologiske Skarpblik anede et eller

andet ret interessant, der maatte være paa

Bane.

En liden Byskandale formodentlig, tænkte

han, og besluttede at faa plukket den ud af

Poulsen ved Lejlighed. Maaske kunde den

anvendes i hans næste Bog, der naturligvis

ligesom de tidligere skulde være bygget paa

Selvoplevelse.

Imidlertid lededes snart hans Tanker i en

helt anden Retning, da han saa Poulsen, smilende

ihærdigere end nogen af Hans Dahls bredest

flirende Bondepiger, komme hen til Michelsen

og voldsomt ryste dennes Haand, hvorefter han

førte ham hen til Constance, der nu fandt

Øjeblikket passende til, idet hun omslyngedes

af Michelsens højre Arm, at hvile sit Hoved ved

Elverhøj , hvorved der dannedes en Gruppe,

som altfor tydeligt erindrede om de mange

forlovede Genrebilleder, som tyske Malere sender

ud i Verden, til at Digteren paa nogen Maade

kunde misforstaa Situationen.


123

Den store Dag havde hermed faaet sin

værdige Afslutning.

Huset Poulsen følte, at dette var en Fordel

i enhver tænkelig Henseende. Ingensomhelst

Skygge fordunklede de Fremtidsbilleder, som

Herren og Fruen hver paa sin Maade saa med

sit fjerntskuende indre Øje, og Alma syntes det

var saa morsomt, at der var en Forlovelse

i Huset.

Michelsen saa ligeledes alle sine Planer

opfyldte indtil videre. Deriblandt hørte ogsaa

den Plan, han efter nogen Tvivl havde fattet,

dengang der blev Tale om, at Digteren skulde

bo her i Huset. Warberg kunde muligens falde

paa at gjøre Cour, og derfor vilde Michelsen

skynde sig. Nu var ogsaa dette afgjort, og om

Digteren skulde føle Trang til at blive forelsket

i en ung Pige, der baade var smuk og fik Penge,

og om han skulde mene, at en saadan Pige var

at finde i dette Hus, saa var han ialfald nu

sikker paa ikke at gaa til fejl Adresse, eller,

hvad værre var, maaske krydse Michelsens egne

Planer.

Det havde Michelsen dog ikke behøvet at

frygte for. Constance havde ogsaa havt sine

Planer.


124

Niende Kapitel,

;om viser, hvorledes det lille frygter det store i Kampen

for Tilværelsen.

Det er allerede oplyst, hvorledes Redaktør

Hansen kom til den Poulsenske Thorsdagsaften.

»Det kan da vel ikke være lejt,« sagde

han til Michelsen, »jeg er jo ikke vant til saa-

danne store Selskaber.«

Michelsen havde imidlertid fuldstændig be-

roliget ham. Det var slet ikke saa farligt;

man skulde bare ikke bryde sig om sig selv,

for den enkelte blev der lagt saa lidet Mærke

til i det ydre. Han kunde jo komme Klokken 8,

da var der alt mange samlede.

»I din Stilling,« lagde Michelsen til, »maa

man gribe enhver Anledning til at være med,

til at vise sig og stifte personlige Bekjendtskaber.

En Offentlighedens Mand, Hansen — tænk paa

det. Det er saadan man vinder Tillid«

— han trykkede betydningsfuldt paa Ordet —

»det er saadan man samler Meningerne om

sin Person.«

Ja, der var saa meget, som lokkede Hansen.

Baade dette, og saa en vis forfængelig Lyst til

at have været med blandt »de fine« og kanske

komme mere ind i det.


12

Lidt generet følte han sig, men det skulde

han nok overvinde.

Trods Amandas Advarsler, var Indflydelsen

af Michelsens i sin Tid saa let henkastede

Forespejlinger voxet i ham. Og trods en vis

sangvinsk, ærlig Tillidsfuldhed ræsonnerede han

for sig selv meget fornuftigt.

Vistnok var det ham klart, at om han

skulde komme sig op, maatte det hovedsagelig

ske gjennem hans egne, gjennem de smaa i

Samfundet, hvem han kunde møde helt paa lige

Fod med beslægtede Idealer, beslægtede Vaner

og beslægtede Synsmaader, men alligevel maatte

han ikke forsømme at gjøre sig kjendt og agtet

af dem, der hørte til de »højere«.

Det var dette ene Ord »Op«, som arbejdede

i hans Tanker og sled i hans Følelser.

Det havde endog hændt ham, at han en

enkelt Gang i sit stille Sind havde draget

en ligesom ængstelig Sammenligning mellem

Amanda og de »fine« Frøkner.

Men da havde han ogsaa ærlig skammet

sig over sine egne Tanker.

Thorsdag i\ften ved Syvtiden stod han saa

i fuld Puds inde i det beskedne , lave Værelse

oppe ved Dammen. For det første maatte han

jo dog vise sig i fuld Puds, og for det andet

vilde han nok selv gjerne have det bekræftet,

at alt sad udadleligt, noget, hvori han stolede


126

mere paa Fruentimmerøjne end paa sine egne.

Han havde nemlig ikke saa lidet Lampefeber.

I denne lille, tarveligt vante Familjekreds

var det selvfølgelig en Begivenhed af første

Klasse, at Hansen virkelig skulde med i et stort,

fint Selskab.

Hvor meget nemlig end Amanda beundrende

saa op til ham, paa samme Tid, som

hendes klare Forstand instinktmæssigt loddede

hver Dybde i hans Sind, havde hun dog altid

betragtet ham helt og holdent i Forhold til

sin egen Stand. Hendes Planer, hendes Drømme

havde altid drejet sig om en rent fordringsfri

Lykke og Tryghed, aldrig forvildet sig op i de

højere Sfærer eller næret en Forfængelighed,

der strakte sig ud over de engang tilvante

Forhold.

Den store, nye Begivenhed vakte ogsaa

stridende Følelser saavel hos hende som hos

Moderen. Det var en underlig Blanding af

smigrende Bevidsthed om det ærefulde og

agtelsesbydende, men ogsaa om noget, der

kunde fjerne og gjøre fremmed. Paa engang

noget lokkende og afskrækkende.

Amanda havde engang som halvvoxen Pige

faaet staa paa det lille Musikgalleri i Klub-

lokalet, da der var Bal, og skjønt hun nok da

havde havt et Indtryk af, hvorledes Mangfoldig-

hedens Virvar opsluger den enkelte, havde hun


12

dog i disse Par Dage ikke sysselsat sine Tanker

med andet end at forestille sig Hansen saa i

den ene, saa i den anden Situation midt opi

denne Sværm, straalende af Glansen fra alt,

hvad der var lyst, rigt og elegant. Hun var

næsten vred for, at han fra hende skulde flyttes

derind, men hun var tillige beklemt ængstelig

for hans Optræden der; forestillede sig, hvordan

han kunde komme til at føle sig generet,

haabede, tvivlede, forestillede sig atter Folk,

der kunde finde noget at udsætte paa ham

eller endog gjøre ham forlegen, og blev saa

igjen vred paa disse tænkte Mennesker.

Hun syntes, hun aldrig havde følt det saa

stærkt som nu, hvor meget hun holdt af ham,

og alligevel var der noget uforklarligt, som

forbitrede hendes Sind mod ham , ligesom om

han allerede skulde fjernet sig fra hende.

Snart var det ene oppe i hende, snart

det andet.

Nu, da han stod foran hende og løftede

Hovedet op, medens hun fæstede den hvide

Sløjfe rigtig godt og lagde Vesten tilrette glat

og fint, var hun stolt ved at se ham saa smuk.

Jo da, den sorte Dragt sad rigtig nydeligt, 'og

inde hos Barberen havde de været rigtig flinke

med baade Haaret og Skjægget.

»Du ser saa fin, saa fin ud,« sagde hun,

og Øjnene blev ganske blanke, da han med


128

en vis for den opstrammede Festdragts Skyld

iagttagen Forsigtighed kyssede hende.

Saa tog hun borte paa Kommoden den

Flaske Eau de Cologne, han havde givet hende

til Jul. Der var ikke taget meget af den, for

slige fine Ting koster mange Penge og maa

spares paa.

Men idag sparede hun ikke. Hun satte

Flaskens Hals forsigtigt og fast paa Kjole-

opslaget, saa intet skulde rinde tilspilde, og saa

loftede hun Flasken forsigtigt og passende længe.

To Gange paa hvert Opslag. Derefter fik det

hvide Lommetørklæde ogsaa to Dynk. Nej,

idag skulde der ikke spares.

Stevlerne var vel blanke? Jo. Men dernede

sad jo en liden hvid Traad paa Buxebenet.

Der var vel ikke fler? — Xej, nu var han

udmærket.

Hun fulgte ham helt ud i Porten og stod

og saa langt efter ham. Xede paa Hjørnet ved

Stentrappen vendte han sig, nikkede og slog

ud med Haanden. Hun nikkede ivrigt tilbage.

Saa kjedeligt, at der bare var to Huse til

Hjørnet, hvor han skulde svinge ned. Hun

vilde gjerne have fulgt ham med Øjnene en

hel Gade nedover.

Men da hun atter kom ind i det lille, tarve-

lige Hjem, blev hun beklemt om Hjertet.

Hun stillede sig taus henne ved Kjøkken-


129

vinduet og syslede saa smaat med endel Handsker,

der var leveret til Vask; det var just ikke noget

videre Tankearbejde. Moderen gik borte ved

Skorstenen og skramlede højst unødigt med

det ene og det andet; det var nok bare for at

have noget at tage til. Thi det var som om

ingen af dem just havde Lyst til at begynde

nogen Samtale, medens begge alligevel følte sig

trykkede af Tausheden.

»Han bliver vel snart for fin for os,« sagde

endelig Madam Andersen i en noget mumlende

Tone.

-

»Hvorfor skal du tænke saa stygt om ham,«

svarede Amanda med tykt Mæle, »han har jo

ikke « Længere kom hun ikke, da Graaden

tog hende.

»Ja, der ser du, at du graater selv,« und-

skyldte Moderen sig.

»Fordi du er saa lej — ja!«

Men Ulykken var, at Madam Andersen altfor

sikkert havde truffet Amandas egne Tanker

just i det Øjeblik, Ordene blev sagt, og da de

nu engang var Moder og Datter, saa aabnede

de snart sine Hjerter for hinanden.

Der blev udtalt Tvivl og Trøst og Haab

og Forsikring, om hinanden; Erindringer blev

gravnefrem igjen ogFremtidsspørgsmaal drøftede,

men Summen af det hele blev, at den trygge,

9


30

sikre Grund, de hidtil havde staaet paa, viste

sig vaklende.

Og det kom igjen hele Aftenen udigjennem.

Da de sad ved det tarvelige Aftensmaaltid,

steg Festglansen hos Poulsens frem i deres

Fantasi. Amanda fulgte Timerne paa den gamle

Klokke oppe paa Væggen: Mon hvad han nu

foretog sig? Han, som havde saa gode Tale-

gaver og som havde kommet sig saa svært op

til Finhed, han lod sig kanske netop nu bestikke

af Glansen og tænkte paa de fine Frøknerne

istedenfor hende.

Det var utaaleligt at tænke paa; hun vilde

ikke tænke paa det — og saa tænkte hun

uafbrudt paa det, til hun endelig sent sovnede

ind.

En hel Bygning holdt paa at ramle for

hende. Med sin nøgtre Forstand havde hun

lagt Sten paa Sten, efter først at have maalt

og passet alting nøje. Naar de giftede sig,

skulde hun blive ved med Handskevasken, for

hun havde næsten alle de fine Familjer til

Kunder. Men de skulde flytte ned i Avisens

Hus, og saa skulde hun ogsaa ganske smaat

begynde med Handskehandel; til det havde

-

hun jo allerede en oparbejdet

Kundekreds.

Paa dette havde hun udregnet, at de kunde

leve, naar de var sparsomme, og saa kunde


I3i

alt det, som kom ind paa Avisen, gaa til

Afbetaling.

Men nu var dette kommet med Hansen.

Slig havde han aldrig været for. Vistnok var

han saa livlig og saa fuld af Idéer, og troede

alle Folk saa vel og besluttede sig saa raskt,

men hidtil havde alting gaaet i det smaa, hvor

hun kunde følge med og forstaa sig paa og

retlede. Nu var hun ikke længer tryg. Denne

Michelsen, uf ja, den leje Slisken, havde sat

Fluer i Hovedet paa ham. Hun følte, mere

end hun forstod, at det kunde blive Knald og

Fald, hvis Hansen gav sig i Kast med de store.

Skjønt hun ikke egentlig vilde mistro ham,

var hun dog skinsyg paa dem. Skjont hun

ikke rigtig kunde gjøre sig Rede hvorfor, anede

hun blot ondt af, at han vilde give sig ind i

Ærgjerrighed og Strid og saadant, som hørte

med til de store.

Og naar hun saa igjen tænkte paa Hansen

midt inde i det straalende fine Selskab, saa

hadede hun disse store.

Det var dem, som tog Freden fra hende.


132

Tiende Kapitel

som blot viser en ganske liden Gnist, hvoraf der siden blev

en stor Ild.

Der var megen Loftelse over Hansen, da

han for Amanda og hendes Moder skildrede

den Poulsenske Aften; alting var saa storartet

og udmærket. At han stundom havde følt sig

som femte Hjulet til en Vogn, vogtede han sig

for at oplyse om, derimod nævnte han hver

enkelt, som havde talt med ham, og hvad de

havde sagt.

Men neppe mindre Loftelse var der ude

i Byen.

Poulsens — Poulsens — Poulsens klang det

overalt, og man bojede sig uvilkaarligt for det

Faktum, at Poulsens havde taget Ledelsen i en

for Byens »indre Liv« højst betydningsfuld Sag,

og uden at man selv vidste af det, bidrog hver

enkelt sit til at hidføre det forønskede Resultat :

Bort med »Familjerne«.

En overfladisk Betragter skulde muligens

kunne nære den fra et ophøjet Synspunkt for-

klarlige Anskuelse, at det maatte være alle

disse Mennesker overordentligt ligegyldigt, hvem

der var primus inter pares, enten Flochs eller

Poulsens, naar de da ikke selv kunde opkaste

sig til denne Værdighed. Dette vilde imidlertid


133

røbe et sørgeligt Ubekjendtskab til det virkelige

Liv, som tvertom lærer os, at Menneskenes

allerstørste Fornøjelse bestaar i at sigte med

Sten efter det, der sidder højest, hvorefter der

opstaar en stor Jubel, naar det ramler ned.

Ifølge Naturens Orden kommer jo saa det næst-

højeste til at være øverst, og i sin Glæde over

at se det første bortfjærnet, lægger man saa

en Tid ikke videre Mærke til andet end, at

man har været saa lykkelig at ramponere Toppen.

Men pludselig en Dag, naar man næsten har

glemt hvorledes den gamle Top saa ud, finder

man, at der endnu er noget, som befinder sig

øverst. Fy for Pokker! Ned med det! Og

saa begynder Stenkastningen paanyt.

Denne sandt menneskelige og derfor ædle

Tilbøjlighed har i Livets forskjellige Aldre

ulige Navn.

Hos Børn er man skjændig nok til at kalde

det uvørren Ødelæggelseslyst, skjønt det er klart

som Dagen, at Børnene selv ser Sagen efter

ligesaa ophøjede og berettigede Principer som

senere, naar de bliver voxne. Hvem der selv

har været Barn — og det har formodentlig ikke

saa faa iblandt os — vil nok erkjende det

nederdrægtige og for Barnesamfundet skadelige i.

at en forgyldt Kugle sidder oppe paa en Port-

stolpe til ingen Nytte, medens den er højst

værdifuld for Børnene, naar de har faaet den ned;


134

ikke at tale om den betydelige Fornøjelse,

medens man sigter efter den.

Naar man derimod i mere fremskreden Alder

kaster efter en forgyldt Kugle under Foregivende

af, at den ikke passer til Stolpens simple sort-

marmorerede Farve, da benævnes det med en

hel Del andre, langt smukkere Navne, som det

her vilde være for vidtløftigt at anføre, men

som horer til de mest vellydende, populære og

indsmigrende Ord i Sproget.

Vi har naturligvis kun anført dette for at

indskjærpe Forældre og Foresatte, at de maa

vel vogte sig for at være uretfærdige mod Børn.

Altsaa, Byen fandt det særdeles fornøjeligt,

at den havde fundet en Stenhaug, hvorfra den

kunde hente Projektiler til at ramponere Top-

familjernes, særlig Flochs usurperede Ophøjet-

hed med.

Man opdagede pludselig, at man igrunden

længe havde været misfornøjet; nu var det klart

for alle, hvori det bestod. Man havde fra over-

legne, betydende Personer, der kjendte Europa

og Livet derude, hert Ord som »friskere Blod-

omløb« og »friere Strømninger«, hvilket be-

synderligt nok alle oversatte til : Xed

Familjerne!

med

Fuldstændig ubekjendt med og uberørt af

denne voxende Bevægelse paa højere Trin af


135

Samfundet gik Byens Arbejdere og mindre,

Haandværkere sin jævne Gang.

Ogsaa disse var misfornøjede, det er klart,

thi hvem er ikke misfornøjet? Men naar hine

næsten udelukkende følte sin Ambition berørt,

satte disse den ogsaa i uopløselig Forbindelse

med Mave- og Madspørgsmaalet, Ord, hvis rette

Betydning her ikke behøver at forklares, da

alle æsthetisk- forfinede Sjæle i vor Tid er ligesaa

fortrolige med disse Benævnelser, som Gammel-

romantikerne var det med Udtrykket »den blaa

Blomst« og Nyromantikerne med »Huldrens

Magt«. Duften af Tidens Poesi altsaa.

Disse Arbejdere og Haandværkere havde

vistnok ikke nogen Poulsenske Thorsdagsaftener,

men de havde sin Lørdagsaften i Arbejder-

samfundet. Dette var i sin Tid oprettet paa

Foranledning af Konsul Floch og Provsten for

at »virke til Udbredelsen af nyttige Kundskaber

og til selskabelig Omgang« blandt Arbejds-

klassen. Begge Stifternes Portrætter hang ogsaa

i stort Fotografi over Formandens Plads.

De nyttige Kundskaber havde man i nogen

Tid sørget for gjennem Foredrag om Løverne

og Kirkefædrene i Afrika, om Islands Vulkaner

og varme Kilder, om Drømme og Mareridt m. m.,

hvilket dog snart var døet hen af Mangel paa

Forelæsere, medens derimod den selskabelige

Omgang gik afsig selv. De nyttige Kundskaber


136

begyndte lidt efter lidt at erstattes af Circulair-

skrivelser fra Hovedstadens Forening, hvori op-

fordredes til Diskussion om og Tilslutning til

visse der fattede Resolutioner.

En saadan Circulairskrivelse forelaa ogsaa

denne Lørdag.

Formanden, Smed Gravesen, slog allerede

Klubben i Bordet. Nedenfor og rundt om

sad dybsindige Personligheder, ud af hvis Aasyn

læstes den ærligste Overbevisning om det Ansvar,

som paalaa dem, der i Lighed med dem selv

havde Kald og Evne til at bedømme Samfundets

Anliggender. Alan tog Sagen med stort Alvor

og ærlig Bestræbelse for at følge med.

»Hysh, Nielsen!« lød det derfor ogsaa hen

til en yngre Tømmersvend, som allerede havde

anvendt noget af sin Ugeløn til at opfriske sine

Livsaander, og som derfor følte Vanskelighed

ved at hindre sine Tanker fra at søge et lyde-

ligt Udtryk.

»Jeg tier jo stille som en Mus,« sagde

denne højlydt, »skal jeg nu ikke faa Lov til

at tie stille heller !•<

»Hys da!«

»Mine Herrer!« begyndte Formanden.

»Ja, det er dem, som støjer, og ikke jeg,«

mente Nielsen.

Formanden slog atter Klubben i Bordet,

og- der blev stille.


137

Det gjaldt en Tilslutning af alle Arbejdere

i By og Land om at modsætte sig Told paa

Korn. Et Møde af Jordbrugere og Industri-

drivende havde udtalt, at Jordbruget saavelsom

Industrien paa Grund af Fremmedes Indtrængen

paa Markedet led under et Tryk, som maatte

medføre de alvorligste Følger, Nedlægning af

Arbejde osv. , hvorfor Told paa Korn og endel

andre Ting foresloges. Circulairskrivelsen sagde

nu, at Arbejderen kom til at lide, han fik betale

Brødet dyrere osv. Ingen Beskyttelse af den

ene Klasse mod den anden! Frihed og Lighed

for alle!

»Hurra!« raabte Nielsen begejstret, men

blev nedtysset af de nærmeste.

Efter nogen Diskussion, hvorunder alle ud-

talte, at det var jo soleklart, at dyrt Brød var

dyrere end billigt Brød, medens ingen spurgte

om Aarsagerne til de mange Arbejdsnedlæggelser

og Lønningsnedsættelser, der berøvede Ar-

bejderne det, de skulde kjøbe Brødet for, satte

Formanden Sagen under Votering.

»Vil Forsamlingen have, at Brødet skal

blive dyrere?«

»Nej — nej!« lød det i samstemmigt Kor.

»Resolution: Forsamlingen udtaler sig mod

Told paa vort daglige Brød og mod at en

enkelt Klasse beskyttes paa andres Bekostning.

Der bør være Frihed og Lighed for alle.«


U8

»Frihed og Lighed for alle! Hurra— a— ah!«

raabte Nielsen. De maatte puffe paa ham og

snakke godt med ham for at faa ham rolig

igjen. De elektriserende Ord Frihed og Lighed

havde gjort ham ubændig begejstret.

Xæste Sag foretoges.

Det var af et Medlem foreslaaet at indgaa

til Magistrat og Formandskab med en Anmod-

ning om, at alt Arbejde skulde gives til Byens

egne Arbejdere og ikke til Folk, som kom ind

fra Landet for at søge Arbejde her. Byens

egne Folk fandt at burde beskyttes mod

Fremmedes Indtrængen paa Markedet. Forslaget

oplæstes i sin Helhed.

Vedtager Forsamlingen det nu oplæste

Forslag?«

»Ja—ja—ja— a—a!« lod det enstemmigt.

»Frihed og Lighed for alle! Hurra— a—ah!«

raabte den uforbederlige Nielsen.

»Hysh, Nielsen! Det passer ikke her, din

Tosk!« Det var Skomager Kittelsen, som hen-

vendte denne milde Bebrejdelse til ham.

Nielsen rejste sig højst fornærmet og tillige

" højst usikker om, paa hvilket Ben det var

tryggest at støtte sig, hvorfor han efter at have

raabt »Herr Formand« pludselig hengav sig i

det uvilkaarliges Vold og tillod sin Støvhytte

uden Indvending atter at finde Plads paa Bænken,

medens hans oplivede Aand dog fortsatte sin


139

Virksomhed gjennem et til Formanden rettet

Spørgsmaal, om det var tilladt at kalde en Mand

en Tosk, fordi han raabte Hurra for Frihed og

Lighed, og om han ikke havde Ret til at kalde

Kittelsen for en fordømt Bagstræver, som kaldte

Folk en Tosk, naar de raabte Hurra for Frihed

og Lighed, hvorefter han fortsatte gjennem

endel ligesaa gratiøse som indviklede og dyb-

sindige Slyngninger omkring Ordene Tosk og

Frihed, hvilke uafbrudt gjentoges.

Formanden havde ikke opfattet Kitteisens

Udtryk som uparlamentarisk og vilde hermed

spørge ham, om han ikke blot havde ment

det kammeratligt og venligt, naar han sagde

»Tosk«.

Kittelsen erklærede, at dette havde været

Meningen. Det. maatte opfattes ligedan som

naar hu Mor sagde til sin Mand: »Kom naa,

Grisen min!« Ordet »Gris« kunde være uhøfligt

og krænkende, men i dette Tilfælde var det

netop det modsatte. Han havde ment Ordet

>Tosk« som et Slags Kjælenavn og maatte

protestere mod at være en Bagstræver.

Nielsen erklærede, at han nu var overbevist

om, at Kittelsen var baade en brav Fyr og en ægte

Frihedsmand, hvorfor han vilde tage sit Forslag

tilbage.

»Hvilket Forslag?« lød det fra Formanden

og endel Stemmer paa engang.


140

»At Kittelsen er en Bagstræver, ved jeg!«

I en almindelig Latter opløste den lille

Misstemning sig, og Skomager Kittelsen kunde

nu faa Ordet for at knytte nogle Bemærkninger

til de alvorlige Forhandlinger, de havde havt

idag. Det fremgik deraf, at der var et økonomisk

Tryk og han vilde nok for Exempel holde paa,

at der blev sat Told paa Skotøj

»Nej, hvorfor skal vi have dyrere Støvler,«

raabte en Stemme.

Ja, Kittelsen skulde ikke indlade sig paa

den Sag, skjønt Landets egne Arbejdere nok

trængte til at beskyttes mod de Fremmedes

Indtrængen paa Markedet, og de havde jo netop

fattet en Resolution mod, at Folk kom ind fra

Landet og tog Arbejdet fra os — —

»Ja, det er noget andet det!«

Nej , det var ikke noget andet. Men det

var ikke det, han vilde sige. Han mente, at

der burde være mere Sparsomhed baade i

Statens og Byens Husholdning, og at Arbejderne,

som faar betale altsammen baade med Told og

Skat, burde tage Sagen i sin Haand og se at

faa en Forandring til det bedre, kort sagt, nye

Mænd, som havde Folkets Tarv for Øje. Han

vilde foreslaa, at man sammenkaldte et Møde

for at diskuttere dette Spørgsmaal.

»Bravo, bravo!« lød det.


141

»Hurra— ah for Kittelsen!« raabte Nielsen.

»Leve Friheden! Hurrah.'c

Kittelsen satte sig ned højst smigret, saa

sig om paa de nærmest siddende og op paa

Formanden med en vis Selvtilfredshedens

kunstlede Beskedenhed og greb sit Lomme-

tørklæde for at fjerne den Anstrængelsens

Beduggelse, han sporede paa sin Pande.

Og saa fik Redaktør Hansen Ordet.

Han vilde støtte Kittelsen og troede, at

just Arbejderne var kaldede til at tage denne

Sag i sin Haand. Citerede Digterens Ord, at

det var Arbejderne, som havde den sande

Aandsadel (Bravo!), og saa fortsatte han i en

flydende Tale, hvori han med virkelig Varme

og Begejstring, der gjorde saa meget større

Virkning, som den føltes at komme fra en

oprigtig Overbevisning, talte om Smaafolks Krav

og Smaafolks Tarv og sluttede med at anbefale

Kitteisens Forslag.

Under den almindelige Jubel, som fulgte,

rejste Kittelsen sig og takkede for Tilslutningen!

Han troede aldrig der i denne Sal var hørt en

saa vakker Tale med saa megen Kundskab og

saa klart Blik paa de offentlige Forhold. Han

var vis paa, at Forsamlingen var enig i, at

man burde votere Redaktør Hansen en særdeles

Tak.

»Ja—ja—a— a!«


142

»Forsamlingen udtrykker sin særlige Tak

til Redaktør Hansen for hans Optræden i denne

Sag,« ytrede Formanden.

»Bravo, bravo!«

En kort Diskussion rejste sig derpaa, hvor-

under det fremhævedes, at det var farligt at

lade de rige sidde og bevilge alle Udgifter og

paalægge alle Skatter. Det var ingen Sag for

dem, de kunde holde Fester og fornøje sig,

men Arbejderen havde ikke Raad til sligt, han

maatte slide for Skatteskillingen og endda ofte

tage den fra den fattige Brødskillingen.

Forslaget om et saadant Møde vedtoges

enstemmigt.

Næste Sag gjaldt et Forslag om at afholde

en Arbejderfest med Damer oppe i Raaelskoven.

Forslaget vedtoges enstemmigt, og besluttedes

Lister udlagte.

Redaktor Hansen vilde foreslaa, at man

anmodede Digteren Warberg, den ivrige For-

fægter af Arbejdernes og alle Smaafolks Sag,

om at indlede Festen med et Foredrag. Han

havde Anledning til at tro, at dette ikke vilde

blive afslaaet fra Digterens Side.

Vedtaget.

Dermed var Diskussionen afsluttet for Dagen

og man valgte sig Borde.

Hansen var den hele Aften Gjenstand for

megen Opmærksomhed, og han sørgede for at


M3

vise, at han — hvad en Redaktør jo bør være —

var inde i baade det ene og det andet Emne.

Om end nogen Overklassemand skulde trukket

paa Skulderen og fundet hans Udtalelser over-

fladiske, saa var de for hans nærværende Til-

hørere meget dybsindige og tilfredsstillende.

Og allesammen her i Aften var ligefrem

begejstrede for det besluttede Møde. Det var

kommet saa ganske naturligt frem, saa hver af

dem næsten kunde synes, det var kommet fra

ham selv.

Ingen af dem havde mindste i\nelse om,

at et Ord af Michelsen til Hansen havde frem-

kaldt et Ord af Hansen til Kittelsen, og at et

Ord af Kittelsen til Forsamlingen havde —

tændt Gnisten.

Ellevte Kapitel,

som giver endel historiske Oplysninger og filosofiske Smuler.

Konsul Floch havde i sin Tid giftet sig for

Pengenes Skyld.

Dette var ham igrunden selv meget imod,

men han fandt dengang at burde bøje sig for

Familjehensyn, idet Situationen var saadan,

at hans Faders Ønske fik en forøget Vægt

for ham.


M4

Naar man tænker paa de egentlige saa-

kaldte Smaabyer, saadan de var indtil lidt over

Midten af dette Aarhundrede, er det gjerne i

Forbindelse med et eller højst et Par Navne, der

stiller alle Byens andre i Skygge. Der kunde

være pene smaa Formuer, ja ret anseelige saa-

danne ved Siden af, men saadan first class

Pengemænd med gammelt Navn var der kun

en eller et Par af.

Nu er meget forandret i den Henseende.

Siden Krimkrigens Fragttider og siden de store

Konjunkturer et Snes Aar senere er de nye

blevet næsten gamle og de er blevet kringsatte

af endnu nyere. Man hører saa mange Navne,

•selv om de oprindelige endnu staar øverst.

En saadan ægte gammel Familje varFlochs.

Den havde i forrige Aarhundrede arbejdet

sig frem paa Embedsbanen , og den første

Forretningsmand i den var Konsul Flochs

Bedstefader.

Denne havde vistnok lagt op en meget

stor Formue, forøgede den endog ved sit andet

Giftermaal, levede desuden længe nok til at

holde den godt sammen, men saa havde han

paa den anden Side været nederdrægtig nok

til at efterlade sig ikke mindre end fjorten

levende Børn, noget, der i fattige Familjer ikke

hører til det usædvanlige, skjønt det maa hen-

regnes til det overflødige, men som i en rig


145

Kjøbmandsfamilje udsætter Husets Bestaaen for

alvorlige Farer og altsaa kan kaldes baade

uforretningsmæssigt og hensynsløst.

Da Bedstefader Flock døde, var Konsulen,

hans Sønnesøn, allerede voxen , havde været

flere Aar i England og andensteds med betydelig

Bekostning, og nu var han kommen hjem for

at se Formuen sprede sig i Smaaparter rundt

hele Landet, medens hans Fader havde ikke

ringe Vanskelighed for at holde Firmaet gaaende

i det gamle Gjænge. Uheldigvis var de gode

gamle Tider forbi, da man holdt mere af sine

Søstre end af sine Brødre, fordi hine kun arvede

halvt, og saa havde Firmaet en Konkurrent,

et Byens Barn, men Opkomling, der nu kunde

genere endnu mere, da hans Formue blev

Numer en.

Under disse Omstændigheder var det, at

Konsul Flocks Fader sagde til sin Søn :

Gift

dig med hans eneste Datter, saa gaar hans

Formue ind i vor Forretning og ud af Kon-

kurrencen.

Unegteligvar dette forretningsmæssigt rigtigt.

Der var heller ikke noget at udsætte paa Frøknens

Egenskaber i Retning af at være præsentabel,

særlig i Betragtning af, at hun jo dog var et

Fruentimmer, hvis Navn kunde gaa helt tilgrunde

i Familjen Flocks.

Men Sønnen havde mange Indvendinger at

IO


146

gjøre. Det krænkede hans Stolthed og han

fandt det ikke hyggeligt at lyve for hende;

thi han var aldeles paa det rene med sig selv:

han elskede hende ikke og syntes ikke engang

egentlig om hende

Faderen gnaalede imidlertid saa længe,

piggede ham saa ihærdigt med de mange Penge,

hans Udenlandsophold havde kostet og klynkede

saa ynkeligt over de gamle Familjetraditioner

og den vanskelige Stilling, at Sønnen tilsidst

gav efter. Moderen sagde intet; der var en

gaadefuld og tung Taushed over hende, naar

dette Emne behandledes. Hun havde lovet sin

Mand ikke at arbejde imod, men hun vilde ikke

gaa ind paa at arbejde for det.

Alle Mennesker fandt , at Konsul Flock

havde handlet rigtigt, undtagen hans Moder og

han selv.

Da han først var forlovet og havde givet

sit Ord, begyndte Angeren at voxe, men den

kom efter hans Anskuelse for sent. Om ikke

han elskede hende, saa elskede hun ham.

Men der kom endnu noget til.

Brylluppet var allerede bestemt til Høsten,

og efter gammel god Skik blev der syet og

broderet, og strikket og hæklet, som om en hel

Armé skulde udrustes. Alting forberedtes, alting

var Solskin og Snak og Overlægninger og

Udregninger og Glæde blandt Damerne.


M7

Saa kom der til Provstens Forældre, som

boede en halv Mils Vej udenfor Byen, en

Guvernante, hun, der senere blev Fru Poulsen.

Flock vidste nok om, at hun skulde komme

— det var jo i hans Fasters Hus — men han

havde ikke tænkt noget videre ved det. Da

han saa kom derud denne første Sommeraften

han saa hende, sad hun med Familjen paa

Verandaen, blev præsenteret og deltog naturligt

og utvungent i Konversationen. Det var som

om hun havde været hjemme der længe ; hun

havde strax fundet sig tilrette, viste ingen

Forlegenhed, men heller ingen Stillen sig frem,

Strax da han steg op ad Verandatrappen

slog hun sine Øjne op, og der kom et ejendomme-

ligt modtagende Udtryk i dem, skjønt hun ellers

ikke viste nogen Forandring. Han var en smuk

og rask ung Mand med noget mandigt-roligt i

Udtrykket, noget, der med engang fortalte om

Karakter. Ogsaa gik det ikke ham anderledes.

Hun maatte vel have seet noget lignende i hans

Blik, mærket, at de begge havde forraadt noget,

som kun ses og opfattes af dem, det gj ælder.

Naar de talte sammen denne Aften og senere,

naar de mødtes, var der noget som en Sordine

over det. Der var intet, som tvang dem til at

undgaa hinanden, men de gjorde det, fordi

naar de nærmedes, var der noget, de ikke kunde


148

undvige, som vilde lokke deres Stemninger til

at mødes og blandes.

Her var ikke et Ord sagt, intet uforsigtigt

Haandtryk vexlet; der havde ikke i Tone eller

Blik paa nogen af Siderne været noget, som

bad eller som lovede. Men de vidste dog,

hvordan det var. Naar de mødtes, var der

noget usynligt dem imellem, som lagde sig

varmt ind til dem, hviskede lokkende og vilde

indvikle dem i sit Spind.

Og saa undgik de hinanden. De vidste

jo begge, at det skulde ikke saa være. Hendes

Hjerte krævede vel, men hendes klare Omdømme

saa, at det kunde ikke blive saa. Han for-

bandede den Stund, da han føjede sin Fader,

men nu bandt hans Hæder ham.

Det eneste, der var uligt hos dem, var,

at hun endte med at føle en vis Bitterhed mod

den, hun ikke fik Lov at elske; han følte blot

det nødvendige i saa meget som muligt at

undgaa hende.

Dette sidste var det egentlig, som havde

voldt, at Familjerne Flock og Poulsen stod

hinanden fjærnt, noget Fru Poulsen og dermed

hendes Mand lidt efter lidt begyndte at opfatte

paa sin Maade.

Da Flock var bleven gift, kastede han sig

med Iver ind i Firmaets Forretninger og i

Byens offentlige Anliggender, hvor hans Dygtig-


149

hed og Kundskaber snart blev tagne i Brug.

Og naar han havde Tid tilovers fra dette og

fra Selskabelighed, saa læste han helst, særlig

fulgte han med i alt, der berørte disse mange

Slags Samfundsspørgsmaal, som han praktisk

syslede med.

Aandeligt stod han sin Hustru temmelig

fjærnt. Hun var overfladisk, noget materialistisk

anlagt og hun begyndte lidt efter lidt at kjede

ham, skjønt hun modereredes og formedes

adskilligt under hans Indflydelse; han skyede

nemlig ikke at sige hende sin Mening om

visse af hendes Tendentser, som ikke syntes

ham at udspringe af blaat Blod, særlig en ejendommelig

flad Dadlesyge og Kaffesnak. Men

samtidig viste han hende den størst mulige

Hensynsfuldhed og senere som hans Søns og

Datters Moder ogsaa Hengivenhed, rigtignok

uden Kjærlighed i den gammeldagse Betydning

af Ordet.

Tilsidst var han bleven Enechef for Firmaet

og ubetinget Byens mægtigste Mand. Som

saadan var han i høj Grad respekteret, undgik

at befatte sig med deres Smaasager, men lagde

saa meget mere Arbejde i de store.

Da nu Folk altid har noget at klage over,

saa fandt de, det var »fornemt«, at han ikke

vilde sidde i alle deres Bade- og Vaskekomiteer;

de vilde nok selv være med, men sammen med


i;o

ham havde det først rigtig Smag, og naar han

ikke vilde, blev de derfor snurt.

Imidlertid havde han dog nu været Storthingsmand

i to Thingperioder. Da den forrige Mand

døde, forelaa just Jernbane- og Havnespørgs-

maalet, der var saa vigtigt for Byen, og der

kunde ikke være Tale om andre end Flock,

det var alle enige om. Lyst havde han ikke,

men han fandt sig for sin Kommunes Skyld,

og man maatte ogsaa erkjende, at han havde

virket med baade Kraft og Held for Byens

Interesser.

Som offentlig Mand — og som saadan

var det naturligvis, man væsentligt betragtede

ham — havde han egentlig kun en eneste frem-

trædende Fejl, en ængstelig Hæderligheds- og

Uafhængighedsfølelse.

Denne konservative Last er desværre ikke

mulig at udrydde hos dem, der er befængt

med den, hvor latterlig og frastødende den end

i vor mere oplyste Tid maa forekomme. Lnder-

søger man nemlig nøjere dens Art — og det

gjorde Flocks oplyste Bysbørn — saa finder

man, at den egentlig kun bestaar af tvende

andre kombinerede Laster: dum Forfængelighed

og stiv Herskesyge, sammen med en tredje

Faktor, Mangel paa Aandssmidighed til at

»følge med sin Tid« og med »Omstændig-

hederne«.


i5i

Det vil vistnok af de allerfleste indrømmes,

at det er dum Forfængelighed at tro, at man

skulde kunne være bedre end Gjennemsnittet

af Massen, som jo ikke anser sig for god til

at tage diverse Hensyn, som man kalder det.

At ville hæve sig over dette er blot * fornemt«

og smager ikke af noget andet. Herskesygt

er det at ville kjæmpe en Mening igjennem,

naar man tydelig mærker, at det ikke er Plurali-

tetens, og det er jo endog uhøfligt da ikke ved

sin Tilslutning at erkjende, at man har havt

Uret. Naar man saa endelig derved kommer

til at staa alene eller i en sørgelig Minoritet,

saa viser dette, at man ikke har havt Aands-

smidighed nok til at følge med sin Tid; og

man kan have det saa godt.

Det var dette, som den forstandige By

lidt efter lidt var kommen under Vejr med,

og værst var det, at Flock befandtes at være

»fornem«. Han var dygtig, ja; retsindig, ja;

uegennyttig, ja; men han var saa forbistret —

uafhængig.

Hans Hæderlighedsfølelse havde, som vi

har vist, spillet ham et Puds i hans private Liv.

Rigtignok grublede han undertiden over, om

han ikke burde været endnu hæderligere, ikke

giftet sig med den, han vel var forlovet med,

men ikke elskede. Da dette imidlertid var en


152

afgjort Sag, som ikke kunde ændres, vilde han

ialfald derefter være hæderlig, tænkte han.

Dette viser kun, at han var hildet i en

gammeldags Moral. En moderne Aand vilde

have giftet sig med den rige Pige, som han

ikke elskede, og elsket den fattige Pige, som

han ikke blev gift med, men som blev gift med

en anden. Derved var ogsaa den nyere Morals

Krav blevet opfyldt, der holder det for syndigt

ikke at følge den naturlige Drifts Bud.

Skulde nogen være indskrænket nok til ikke

at forstaa dette med engang, behøver det jo

kun at paavises, at om Flock havde fulgt denne

Moral, vilde Fru Poulsen været hans Veninde i

Liv og Død og bedet sin Mand rejse did Peberen

gror, for at hun med sine Thorsdagsaftener

kunde støttet og opretholdt Flock.

Flock var imidlertid paa Grund af sin oven-

nævnte Skrøbelighed blind og døv for dette

Slags fornuftige og tidsmæssige Tilskyndelser.

Tolvte Kapitel,

som er af Værd for dem, der vil lære , hvorledes

man skal

forsvare en Fæstning mod fiendtlige Angreb.

Flock og hans Fætter Provsten sad i først-

nævntes Dagligstue, hvor ogsaa Fruen og Froken

Laura befandt sig, sysselsatte med det for den


*53

æsthetiske Sands ligesaa udviklende som for sit

praktiske Formaal uomgjængelige og betyd-

ningsfulde Arbejde at hækle Garniture til nogle

Klædningsstykker, der ikke var bestemt til at

beskues af andre dødelige Øjne end deres egne

og Vaskerkonens , og som regelmæssig for-

anledigede sidstnævnte Medborgerinde til at

nedkalde alle Himlens Velsignelser over dem,

der havde fundet paa at sætte sligt paa en ærlig

— hvad det nu er det heder.

Herrerne sad iaften inde med sine Mer-

skumspiber, hvad der naadigst var blevet tilladt

af Hensyn til Provsten, som Fruen gjerne vilde

have inde i Dagligstuen, men som nødig savnede

sin Pibe paa denne Tid af Døgnet.

Provsten var en lang mager Mand, med

knoklet Legemsbygning, store, lavhælede Reform-

støvler og blankpudsede Ligtorne. Det ligesaa

lange, magre og knoklede Ansigt fortsattes i et

saakaldet Klidskipperskjæg under Hagen, hvilket

unegtelig vilde have givet ham et vist Gede-

bukkepræg, om der ikke af samme Ansigt

havde lyst saa megen Intelligens og Varme, at

man ikke let skulde komme til at tænke paa

andet; thi om han f. Ex. muligens kunde faa

et andet Udtryk, naar han sov — i hvilken

Situation de færreste Ansigter faar nogen Til-

væxt af intelligent Udseende — saa blev dette

rimeligvis ikke iagttaget af den store Almenhed,


154

men kun af hans Kone, der trods Riften efter

varierede Portræter af den elskede Provst ikke

havde fundet sig opfordret til at lade udgaa

nogen Fotografi af ham i denne mest fredelige

og huslige Tilstand.

Han trivedes allerbedst med sin gamle Yen

og Slægtning Flock. Han laa for det solide

og tilforladelige, og Flock var solid og tilfor-

ladelig.

Konsulen var en ligesaa smuk og statelig

Mand som i sine unge Dage, kun paa en

anden Maade. Nu bar den undersætsige og

velbyggede Mand til sit kortklippede morke

Haar ogsaa et kortklippet morkt Helskjæg; det

havde været næsten sort engang: nu var det

endel graasprængt. Men hans General Grant

Skikkelse gjorde et ligesaa stateligt som solidt

Indtryk.

Han sad med Provsten henne i Hjørne-

sofaen og var af og til lidt adspredt, medens

Samtalen gik.

Just nu ser han hen paa sin Datter, der

sidder henne ved Lampen, hvor ogsaa Moderen

troner i Sofaen. Med en vis resigneret Mis-

stemning gjør han sine stille Reflektioner over,

hvor altfor megen Lighed hun har med Moderen

i Sind og Skind; Gudskelov at han kjender sig

selv igjen i Sønnen.

Men der er jo ingenting saa galt, at det


155

jo er godt for noget. Hans Kone fortalte ham

forleden, at Laura vistnok var forelsket i Løjt-

nanten, der laa ved Badet her ifjor og nu var

bleven Brandchef i Nabobyen, samt at det

»sikkert blev noget af«.

Løjtnanten havde virkelig ogsaa faaet de

mest tilfredsstillende Oplysninger om Formuen.

Gud ved, hvad nu den Løjtnant er for et'

Slags Menneske, tænkte Flock. Han havde en

uforklarlig, men indgroet Mistanke til Løjtnants-

friere, »grundet paa Erfaring«, paastod han.

Men om nu Løjtnanten ikke er mere end et

saadant Gjennemsnitsmenneske, hverken bedst

eller værst, saa vil Laura, om hun rigtig slægter

sin Moder paa, ikke stille altfor romantiske

Fordringer, naar den første Hede er over.

»Ja, hvad siger du til det ?« spurgte Provsten,

der længe havde siddet og lagt ud af sine

Meninger.

Flock, som kun havde hørt med et halvt

Øre og følgelig svævede i en vis dunkel Uvished

om, til hvad han skulde svare hvilket, som

en vis norsk Professor plejede at udtrykke sig,

naar han sad og examinerede, indskrænkede

sig derfor til i en dybsindig Tone at sige:

»Hm ja!« med en lang Hale paa »ja«.

»Ja, for det er en Frafaldets Tid,« sagde

Provsten alvorligt. »Selv hos de bedre træffer

man paa denne sørgelige slappe Mistrøstighed,


156

som mistvivler om at holde Stillingen og derfor

finder sig i at gjøre det bedst mulige ud af

Affærerne med Opgivelse af Principer og Overbevisning

og Erfaring og personlig Sandhed —

alting! Vantroen, ser du, den river først alle

de ligegyldige med sig, og de er desværre saa

mange. Siden efter æder de sig ind paa de

andre; først en liden raaden Flæk, saa æder

den om sig. Og det er ikke for ingenting

heller, at Ordsproget har sat den ondes Navn

i Forbindelse med »Forandring fryder , for det

er dem akkurat det samme, om det er en For-

andring til det bedre eller til det værre, bare

det er en Forandring. Ja, Herren maa vide,

hvad det altsammen skal blive til.«

Det var den Poulsenske Bevægelse, der

havde ført dem ind paa Samtalen, og det var

just af den Grund, Fru Flock vilde have dem

inde i Dagligstuen; hun trængte til Assistance

hos Provsten og vidste, at hun nok skulde

faa den.

Ude i Byen taltes der jo ikke om andet

end om Digteren og om fri Strømninger og om

liberalere Synsmaader og gamle forliggede Sand-

heder og nye Sandheder; og midt igjennem

alt dette om »den Poulsenske Kreds« og »vi«,

som havde været med.

Fru Flock fnysede; hver Gang hun hørte

noget af dette, udstødte hun blot en hæs Snøfte-


157

tone ligesom andre Elefanter. Den udtrykte dyb

Foragt blandet med Vrede.

Hun skulde gjerne villet gaa fra Hus til

Hus for at bringe Modgift, men dels var hendes

korporlige Værdighed en Hindring herfor, dels

ogsaa hendes aandelige Værdighed som Fru

Storthingsmand Flock; det havde hendes Mand

paa det bestemteste indpræget hende, da hun

for at søge Trøst lod hele sin krænkede Be-

vidstheds Jammer strømme ud over den indtil

Irritation koldblodige Ægtefælle.

»Kan du ikke lade Poulsens være i Fred!

havde han endog svaret hende. »Hvad kommer

det dig ved, hvilke Selskaber de holder, og

hvem de ser i sit Hus? Kanske du vilde, at

nogen skulde blande sig ind i, hvad vi gjør:

»Men indser du da ikke, at det bare er

for at stille os i Skygge og gjøre sig selv

bred.«

Flock saa paa sin Hustru og fandt, at Fru

Poulsen aldrig i sit Liv kunde opnaa at blive

saa bred, hverken i den ene eller den anden

Henseende, og han indskrænkede sig derfor til

kort og godt atter at erklære, at hun for hans

Skyld fik lade være at gjøre noget Opstyr; det

bare kompromitterede ham.

Man skulde altsaa lade Sagen gaa sin rolige

Gang, ikke samle de trofaste, ikke overtrumfe

Oppositionen!


Fra Flock glødede som en Masovn, blussede

som en Kobberkjedel og pustede som en Orgel-

bælg. Men intet hjalp. Hun trindsede afsted

med en for hende saa usædvanlig Hastighed,

at hun holdt paa at blive siddende fast i Døren,

da hun gik ud, for ikke længer at staa Ansigt

til Ansigt med sin Mands kolde og hjerteløse

Nederdrægtighed.

Men iaften tog hun sin Mon igjen. Hun

formelig nød af Provstens Udfald mod de irre-

ligiøse og umoralske Tendentser i Tiden, hvilke

hun alle forsynede med Adresse til Fru Poulsen,

idet hun med et skjævt Smil paa sine fyldige

Læber raabte til sin Mand: >Der horer du,

og til sin Datter: *Læg vel Mærke til det,

Laura.

Laura, som idag var optaget af sin Flamme,

ruggede da pythagoræisk paa sit lille runde

Hoved, som om hun vilde sige: >Rør ikke

ved mine Cirkler , og

fremtryllede et Suk, der

sagde: »Hvad har vel dette med Kjærligheden

at gjøre .

Provsten, der varm i Hu blot tænkte paa

det almene, lagde ikke videre Mærke til Fruens

smaa Sidefortolkninger og Xytteanvendelser af

hans Ord, men Flock holdt sig just paa Grund

deraf noget passiv, da han ikke gjerne vilde

give hende Vind i Sejlene.

«


159

Midt under denne Diskussion kom unge

Flock hjem med Sagfører Petersen.

»Naa, det var en sjælden Gjæst,« sagde

Fruen med et venligt Haandtryk og ditto Smil,

da han hilsede paa hende. Enhver, der viste

sig trofast, var hende nu dobbelt kjærkommen.

»J a > jeg vilde oprigtig talt ogsaa specielt

tale med Konsulen om noget, sagde Petersen.

»Hjertelig velkommen,« sagde Flock.

»Ja, nu ser det ud til, vi har det gaa-

ende,« sagde unge Flock mut og slog sig ned

i en Stol.

»Gaaende?« Baade Flock og Provsten saa

spørgende paa Petersen.

»Jo, Deres Søn har forsaavidt Ret, Herr

Konsul; de begynder.«

»Hvem begynder?«

Allesammen! — Ja, jeg hører, De holdt

paa med at tale om alt dette Opstyr, de gjør

med Poulsens og Warberg og hvad de allesammen

heder. Det begynder at klare sig.

Det er rettet mod Dem, Herr Konsul!«

»Hvad sagde jeg,« raabte Fruen med en

Profetindes Forklarelse i sit Udtryk, idet hun saa

hastigt lænede sig henover Bordet, at Lampen

vaklede og klirrede.

»Og har De ikke hørt om Mødet i Arbejder-

samfundet i Lørdags? Der skal røres op i Stor-

thingsvalget, lader det til.«


j6o

Men du store forbarmende Gud, det kan

da ikke være muligt, stønnede Fruen.

Jo, saamæn er det muligt, jo! Og det

hænger naturligvis sammen med det Poulsenske

Røre og alt det. Hvorfor skulde det ellers

komme paa engang.«

roligt.

»Aa, det er jo ikke sagt,« sagde Flock

Unge Flock mente, at det kunde han være

ganske vis paa ; og Provsten fandt, at det jo

nok kunde være muligt.

Fru Flock snøftede først vredt, og derefter

ytrede hun med kvælende Indadvendthed: »Det

er Fru Poulsen!«

Kun Laura indskrænkede sig til atter at

sukke med et underforstaaet: Hvad har dette

med Kjærligheden at gjøre.

»Ved De hvad, Petersen, vil de afsætte

min Mand som Storthingsmand, saa stejler jeg,«

sagde Fru Flock med Beslutsomhedens Inder-

lighed til Sagføreren, da hun et Øjeblik efter

som en særlig Opmærksomhed lod sig fore

tilbords af ham.

Petersen tænkte først et Øjeblik forundret

paa, hvordan det mon kunde tage sig ud, naar

hun gav sig til at stejle, hvorefter han varmt

anbefalede hende at iværksætte sin Trusel, idet

han nemlig delte den almindelige Tro, at Fruen

regjerede her i Huset, fordi Flock altid sagde


I6l

»jaja, min Ven«, hvor det gjaldt rent huslige

Anliggender, og stedse undveg at modsige hende

i andres Paahør.

Ved Aftensbordet forsømte han derfor ikke

saa listigt som muligt at bearbejde hende, saa

hun var i en ganske decideret Stemning under

Resten af Aftenen, men han skuffedes i høj

Grad, da han mærkede, at han desuagtet slet

ikke var ved Maalet, og at han gjennem saa

lange Tider rent havde misforstaaet dette Hus.

Det er ogsaa noget, som hører til den fordømte

Fornemhed, tænkte han, at Flock saadan har

gaaet og været tillukket.

Petersen vilde nemlig, at der skulde dannes

en konservativ Forening for at modvirke den

nye Bevægelse.

»Endnu kan man tage den ved Roden,«

sagde han, »og det skal holde haardt for dem

at vippe os, hvis vi samler os og viser Tænder

itide. Det farlige er, at de ellers saadan lidt

efter lidt plukker den ene efter den anden bort.

Se nu bare paa Toldkassereren; en skulde tro,

han burde være stø, men Pokker ved, hvor

man har ham henne. Danner vi en For-

ening nu, saa maa vore gamle melde sig ind,

og er de først derinde, saa maa de blive der,

°S — J a > d et er det vigtigste — de tør blive

der, naar de ser, der er mange omkring dem.

Det er hele Hemmeligheden, Herr Konsul.«


1 62

*J a j J e g tror det var svært godt,« sagde

Provsten tilforladeligt og gik med lange Skridt

op og ned ad Gulvet, idet han gjorde sig

dygtig udtilbens, som han plejede, naar han

spekulerede.

»Jeg talte med Rektoren om det, men han

sagde, at Konsulen forst og fremst maatte være

med som Indbyder,« sagde Petersen.

»Jeg?« Flock betragtede ham med ufor-

stilt Forundring.

Ja, det synes jeg da er ganske naturligt,

Fader, sagde unge Flock. De venter det af

dig som Storthingsmand, kan du vide.«

»Just derfor kan jeg ikke! Det vilde være

at optræde som Agitator i min egen Sag, og

om jeg ikke af andre Grunde havde imod sligt

Væsen, som ikke stemmer overens med mine

Principer, saa vilde jeg ikke som hæderlig Mand

kunne bekvemme mig til personlig at optræde

for mit eget Gjenvalg, og jeg haaber,« henvendte

han sig alvorligt til sin Søn, »at du maa

komme til samme Anskuelse.

»Men vil du da heller, vi skal tabe,« sagde

Fruen med et haabløst Forsøg paa at være

overtalende.

»For selve vor Sags Skyld vilde det gjøre

mig ondt,« sagde Flock, »men hvad min Person

angaar, saa faar de vælge mig eller ikke vælge


i6 3

mig; er de ikke fornøjet med mig-, saa er ingen

villigere til at trække sig tilbage end jeg.«

»AaSnak, det faar du ikke Lov til,« sagde

Provsten og slog ham med Pibespidsen paa

Skulderen, idet lian stansede midt foran ham

og saa ham alvorligt ind i Øjnene.

»De vil altsaa, vi skal opgive alt og lade

dem undergrave os,« sagde Petersen nedstemt.

-Der hører du, Flock, sagde Fruen med

Jammer og begyndte saa smaat at fælde Taarer,

som trillede bekvemt nedover de runde Kinder

til Mundvigerne, fra hvis Dyb de ikke fandt

nogen Udvej.

Herregud, tag det nu ikke saa heftigt,«

trøstede Flock, »der er jo da ialfald endnu

ingen Ulykke skeet, hvis man overhovedet

skulde kalde sligt for en Ulykke.«

stemt.

Ja, men du maa gjøre det,« sagde Provsten.

»Jeg gjør det ikke,« svarede Konsulen be-

Der blev et Øjebliks Taushed. Petersen

stod og saa ned paa Gulvet, idet han karede

i sine Whiskers, som om han i hvert af deres

Haar ledte efter en lykkelig Tanke. Provsten

gik atter betænksomt op og ned, Fruen sur-

mulede og hæklede ivrigt, Laura var lige forstokket

taus og hensunken i Drømmerier som

hidtil, unge Flock slog ærgerlig med Læne-


1 64

stolens Silkedusk paa sit stramt tilsiddende

Buxeknæ.

Alle syntes at føle sig slagne, rigtig ordentligt

nedslagne.

»Og hvem skulde saa den nye Mand være,

han som skulde remplacere mig?« spurgte endelig

Flock i en Tone, der antydede, at nu var jo

denne Sag uddebatteret.

De taler om Redaktør Hansen,« sagde

Petersen stilfærdigt. »Det var nok ham, som

talte i Arbejdersamfundet.«

»Hahaha, « lo Flock, medens Provsten med

et Ryk stansede sin Gang og blev staaende

fortabt midt paa Gulvet med Pibespidsen sænket

som en Kaarde, »og for hans Skyld vilde De,

jeg skulde gjøre mig til et Slags Supplikant

hos Vælgerne! Aah! Desuden, der er noget

odiøst ved saadanne Foreninger.«

»Da danner de saamæn allesammen For-

eninger,« sagde Petersen, »de ymter om en

Kvindeforening. Ja, Fruentimmerne regjerer Ver-

den — med Rette naturligvis, mine Damer!

Jeg har foreslaaet Frøken Holmsen, at de som

første Diskussionsemne skulde opstille, hvorfor

der ifjor giftede sig flere Mandfolk end Fruen-

timmer og hvilken Indflydelse dette kan med-

føre for Kvindens Stilling i Samfundet. De kan

være vis paa, at de for fuldt Alvor skulde give


i6-

sig til at diskuttere det Thema, om det blev

fremsat.«

Unge Flock gav sig her til at le, noget

som foranledigede hans mere værdige Moder

til at spørge, hvad det var at le af, hvilket

atter hos Petersen fremkaldte et komisk haab-

løst: »Ja, der kan De se,« hvorpaa ogsaa Kon-

sulen og Provsten begyndte at le, til stort Bryderi

for Fruens Filosofi, som først kom i Orden, da

Provsten forbarmede sig over hende.

»Men hør,« sagde unge Flock, da Provsten

havde talt ud, du er jo saa ivrig for en saa-

dan Forening, Onkel, og naar Fader slet ikke

vil, saa kunde vel du?«

»Det er en ypperlig Idé,« raabte Petersen

livligt, »ja med Provsten gik det an.«

»Nej, ser De,« svarede Provsten og drog

langt paa det, »jeg er en Kirkens Mand, en

Fredens Mand, og kan ikke kaste mig ind i

den politiske Strid som en af de ledende. Jeg

afgiver min Stemme efter min Overbevisning,

det har jeg Lov til, ja, det er saa at sige min

Pligt, men — — nej, ser De, min Stilling for-

byder mig det.«

»Men det gjælder jo ogsaa Religionen —

og Kirken. Storthinget beslutter jo om dens

Anliggender, saa jeg synes nok — —


1 66

eller Vantro, saa har jeg min Plads paa Prædike-

stolen, og hvad Kirken angaar, saa giver jeg

min Stemme ved Kirkemøder, men den alminde-

lige Politik — — nej, ser De!«

»Og desuden,« sagde Konsulen, »har jeg

den Tro, at de hæderlige Vælgere nok har sin

Overbevisning og vælger efter den.«

»Da maa De undskylde mig, Herr Konsul,«

sagde Petersen, men i den Henseende hører

jeg til de absolut vantro, til dem, som tror paa

plat ingenting. Enten De nu vil tage det saa,

at Vælgerne ikke er saa overordentlig ømme

for politisk Hæder, eller at de hæderlige ikke

har saa grundfæstet Overbevisning eller ogsaa,

om De vil, at de ikke saa sikkert vælger efter

sin Overbevisning.«

»De har ved Gud saa Ret,« klagede Fruen.

»Ja,« sagde unge Flock, »naar den ene

ikke vil, fordi det er hans egen Sag, og den

anden ikke vil for sin Stillings Skyld, og de

andre ikke vover sig frem uden Lederne, saa

bliver der naturligvis ingenting af.«

> Meget rigtigt,« sagde Petersen resigneret.

»Og vi bliver afsat,« sagde Fruen i en

ynkelig Tone.

»Meget rigtigt, vi bliver afsat, kastet tilside,

besejret, trampet paa,: sekunderede Petersen

med et svagt oplivnende Haab om, at muligens

Fruen dog kunde udrette noget.


i6:

»Men vi har ikke engang nogen plausibel

Anledning,« sagde Flock, »de andre har jo

ikke oprettet nogen Forening, som paakalder

en fra vor Side.«

»Gud bevare mig, de har jo Fru Poulsens

Forening, er ikke det Forening nok?« sagde

Petersen.

»En ren Sammensværgelse!« sagde Fruen.

Flock indskrænkede sig til at trække paa

Skuldrene: »Fru Poulsens !

Aftener.

«

Det

er jo æsthetiske

»Med politisk Maal,« indvendte Petersen.

Det var imidlertid ikke muligt at komme

nogen Vej. Før han gik, forsøgte Petersen

endnu engang hos Flock, men denne erklærede,

at det var ham »for modbydeligt« at indlade

sig paa sligt; han vilde staa »hæderlig og uaf-

hængig«.

Petersen gik med den Forvisning, at denne

Sag var tabt; Provsten med Uro i sit Sind over

Tidens Tegn; unge Flock med nyttige Tanke-

øvelser over, hvor Grænsen egentlig er mellem

Sag og Person.

Flock gik med Tilfredshed over at have

hævdet sin Hæderlighed og ikke indladt sig

paa at smudse sig med Agitationer.

Fruen gled taus ind efter ham med den

uhyggelige Forvisning om at blive »afsat «, hvor-

for hun ogsaa uafbrudt bevarede Udseendet af


168

en, tilsidst ogsaa passende kostumeret, døds-

dømt Profetinde, indtil Søvnen bemægtigede

sig hende.

Blot Laura var, da hun gik for at hengive

sig til ensomme Drømmerier, absolut uberørt

af den hele Affære og sukkede kun: Hvad havde

vel alt dette med Kjærlighed at gjøre.

Xoget, hvori hun forsaavidt kunde have Ret.

Trettende Kapitel,

som kan springes over af dem, der ikke vil læse andres Breve.

Herr Advokat Hoel.

Kristiania.

Efter seneste Aftale har jeg siden min

Hjemkomst her til Stedet undersøgt Forholdene

med Hensyn til Muligheden af at fremkalde et

pulserende Liv i Retning af en mere oplyst

Fremskridtspolitik.

Efter at have sat mig nøje ind i For-

holdene, tror jeg i den senere Tid at have

sporet visse gunstige Tegn. Skjønt der neppe

kan siges at existere nogen bestemt formuleret

Misfornøjelse med det bestaaende, er det dog

aabenbart, at man neppe heller skulde have saa

meget mod en Forandring.


i6g

Især har dette fundet sit Udtryk i Arbejder-

samfundet, hvor man nok tænker paa at dis-

kuttere Spørgsmaalet om de forestaaende Valg,

men under de herværende Forhold turde en

nedenfra udgaaende, i og for sig gavnlig og

nødvendig Agitation ikke lede til praktiske Re-

sultater, med mindre man ogsaa kan vinde en

større Del af de dannede Klasser.

I saa Henseende vil det efter min For-

mening ikke være uden Betydning, at Digteren

Warberg opholder sig her ved Badet i denne

Sæson og med sit bekjendte Talent bidrager

ikke lidet til at udbrede frisindede Anskuelser

i literære og æsthetiske Sager.

løvrigt kan Grosserer Poulsens Hus be-

tegnes som Midtpunktet for den bevidste

Stræben efter at lede den dannede Almenhed

ind paa mere tidsmæssige Baner. Den hele

Familje er meget intelligent og indflydelsesrig,

og jeg tror, man bør tage det største Hensyn

til den, ja hovedsagelig støtte sig til den,

hvis man vil opnaa et gunstigt Resultat.

Beklageligt er det, at Stedets Avis ikke

ligger i videre gode Hænder. Vistnok er

Redaktør Hansen en ret intelligent og frisindet

Personlighed, men han mangler al Fordannelse

til at kunne optage de store Spørgsmaal, og

om han end har Tillid hos de lavere Klasser

og derfor utvivlsomt bør støttes med Forsigtighed,


170

saa turde det være gavnligt at skafte ham en

Medhjælp, der ved Siden af at være inde i

den for Presseagitation nødvendige Terminologi

ogsaa med Lethed kan skrive noget om

hvilkensomhelst Sag.

Om dette og om mere herhenhørende

ønskede jeg gjerne at tale mundtligt med Dem.

Der kunde maaske findes en passende Person

blandt Deres overkomplette Litterater.

Fremfor alt tror jeg, at der paa Grund af

Omstændighederne maa gaas frem med megen

Forsigtighed og under stadigt Hensyn til

de herværende Forhold. Jeg er jo temmelig

godt inde i disse, og Grosserer Poulsen er lige-

ledes særdeles bevandret i alle herhenhørende

Detaljer. For min Del er jeg naturligvis villig

til at raade og vejlede paa bedste Maade.

Men mere herom mundtligt. Jeg skal ind

til Kristiania i andre Affærer Onsdag i næste

Uge, og Hensigten med nærværende er at for-

høre, om De da er at træffe. Skulde en anden

Dag passe bedre, turde jeg maaske kunne rette

mig derefter, naar jeg i betimelig Tid derom

underrettes.

Med Højagtelse

Jens Michelsen.


I/I

Fjortende Kapitel,

hvori man atter hensættes blandt glade Mennesker i Gud;

fri Natur.

En af vore Digtere siger, saavidt vi erindrer,

at »intet er saa taalmodigt som Havet«. Det

er nu hans Mening, og vi respekterer altid

andres Meninger, selv om vi ikke finder at de

ligger i Retning af den mest uomstødelige Be-

vislighed.

En Sag er klar, nemlig at vedkommende

Digter aldrig har iagttaget noget af alle de

ulykkelige Væsener, der kaldes Barnepiger, og

heller ikke nogensinde har været saa heldig at

observere en Kat ved et Musehul. Da kunde

han været med og talt om Taalmodighed.

Men Havet! — Ligesom om ikke forExempel

Fjeldet langt taalmodigere finder sig i at blive

regnet paa og blæst paa uden at forandre en

Mine; og tillader det ikke alle Slags Snylte-

gjæster at voxe paa det og levende Væsener

at bo og bygge paa det uden engang saa

meget som at komme i en Smule Søgang, und-

tagen ved extraordinære Jordskjælv? Jo, Fjeldet

er just snilt og taalmodigt, og det samme kan

man sige om Jorden, hvis Karakter dog ikke

er af en fuldt saa fjeldfast Paalidelighed.


I 7 2

Havet derimod er ondskabsfuldt og drillende,

falskt og rovlystent. Det er just utaalmodigt

og lunefuldt. Dengang det troede at kunne

have frit Spil med Menneskene, var der slet

intet Udkomme med det. Stundom forholdt

det sig roligt og lod Skibene drive omkring

paa maafaa, saa man ingen Vej kom, men hvis

der saa begyndte at blæse en førlig Vind, saa

gav det sig i sin Ondskabsfuldhed til at skvalpe

°g vu gg e > saa man blev syg; og endnu den

Dag idag skal ikke nogen Digter kunne om-

støde den Kjendsgjerning, at »Havet kræver

sine Ofre« af Menneskeliv og mangt andet. Det

er slet ikke taalmodigt og venter, indtil Menne-

skene har passeret det.

Saa megen Moral haaber vi dog der er

igjen her i Verden, at ikke ret mange Individer

med følsomt Gemyt og normalt konstrueret

Mave er enig med hin Digter, men derimod

slutter sig til os, der anbefaler Fjeldet som det

taalmodigste her i Verden.

Vi agter nemlig at anbefale Læserne det

ved Badebyen beliggende Lodsfjeld, der ikke

alene i vor, men i alle vore Forfædres Tid taal-

modigt og uden at forandre en Mine har skuet

ud over Havet og ned paa den gamle By ved

sin Fod uden at bryde sig det mindste om

Havets Brændinger og uden at værdige Kriblet

dernede i Dalen mer end en flygtig Tanke.


$

Det har muligens været med om Urmennesker

og Hulebjørne, Lapper og Kelter og alt saadant

noget. Ialfald kan man være vis paa, at om

saadant har existeret paa Stedet, saa har Fjeldet

ogsaa været der.

Dengang da Vikingerne huserede og

rumsterede, betragtede vort Lodsfjeld med

stoisk Ro Dragerne, som sejlede ind og ud af

Bugten, Folkene, som sloges, Blodet, som randt,

og Godset, som røvedes. Dengang gjorde man

lidt kortere Proces end nu, ellers var alting

ligedan: den, som havde noget, vidste, at der

var andre, som lurede paa at tage det, og

ligesom nu sloges man om, hvem som skulde

have Magten, hvem der skulde være Næssekonge.

Og alt andet var som nu; den Ungmø,

som maaske havde taget sin Tilflugt til Fjeldets

yderste Knabbe og spændt afventede Udfaldet

af Kampen dernede, hun saa den samme Bugt

ligge blank frem for hende, lukket af Holmer og

Skjær ud til det fjerne; hun saa samme Sol

glitre i dens Spejl og stænke lyse Farver udover

Egnen; hun saa de samme Konturer bygge sig

til Perspektiv med store, kraftige Former herinde

og smaa, svindende Mærker langt ude. Hun

kjendte det altsammen, som om det kunde have

voxet frem med hendes Sjæl, og hun elskede det.

At stride og dræbe hinanden midt i denne dejlige

Natur, det var næsten Synd, men det maatte


174

jo saa være. De, som var komne derned, de

var jo fra den anden Side af Storfjorden. Og

Natten sænkede sig over Striden, nye Dage

kom i Række efter.

Den store runde Top her yderst paa Fjeld-

knabben forblev den samme, og alt rundt omkring

ligesaa, men andre kom op for at spejde. Der

var ikke længer Næssekonger, det var blevet

ét Land; det vilde baade Baglerne og Bjerke-

bejnerne eje. Det maatte være Baglerflaaden,

som nu passerede vesterud derude, just i det

store Løb i Skjærgaarden, der, hvor nu Dampbaadene

gaar. Men da endelig én Høvding

havde skabt ét Folk ud af altsammen, saa

holdt de ikke op at spejde fra Lodsbjerget

for det. Gudskelov, man havde jo Svenskerne

og Danskerne at stride med. Det maatte jo

saa være, de var fra den anden Side af Kattegat,

skjønt de talte som vi.

Da saa Landet var blevet armt, fordi alle

vilde være de klogeste og alle fandt det be-

staaende ubrugeligt, men havde saa meget nyt

at lokke med; da tilsidst ingen kunde befale

og ingen vilde lyde, da stod der en Dag en

oppe og spejdede igjen. Han saa bare »to

danske Kraveler« — — —

Men Lodsbjerget var lige taalmodigt for det.

Det havde seet saa mangt og meget før, og

mere fik det se siden. Dernede i Bven havde


det seet Riddersmænd i spanske Dragter, og

Folk med Puderparykker, og Incroyabler, og

meget andet saadant efterhaanden. Men der

havde aldrig været seet nogen, som var saa

tilfredse, at de kunde undvære Strid og ikke

længtede efter Forandringer.

Om Lodsbjerget nogensinde i Verden havde

kunnet forundre sig over noget, saa vilde det

derfor alligevel ikke blevet det ringeste for-

undret over nu paa denne vakre Søndagskveld

atter at høre et Par Personer staa og tale om,

at »dette kan ikke gaa længer; der maa ske

en Forandring; først naar Folket emanciperer sig

fra Magthaverne og tager alt i sin egen Haand

og kommer til fuld Selvstyrelse, først da kan

man komme til virkelige Resultater.«

De to Personer, Digteren Warberg og

Redaktør Hansen, spadserede frem og tilbage

paa den runde Kolle ; det gjorde præcis samme

Tjeneste, som om Bjerget selv havde kløet sig

i Hovedet for at purre op i sine Minder. Det

syntes, det havde hørt noget sligt før, men det

kunde ikke komme det nærmere end, at det

havde været kort før den Gang med de

»to Kraveler«. Og da gik det ilde med Landet,

sagde man.

Digteren og Redaktøren havde skilt sig fra

Selskabet for at se paa L^dsigten. Det var

nemlig idag, der var Arbejderfest med Damer,


176

og den blev holdt ved »Skræderstuen«, en

aaben Rydning midt inde i Raaelskoven mellem

Lodsbjerget og Smedekilden, hvorfra man paa

en Skovsti kom derhen.

De kom der familjevis med Børn og Barne-

vogne, Madkurve og Flaskekurve, for i Arbejder-

familjerne maa alle være med; de har ingen

Piger hjemme, som kan passe Børnene, og

desuden skal jo Børnene ogsaa more sig.

Og da det var tidligt endnu, saa lejrede

de sig i Skovbrynet og gjorde sig det saa

hyggeligt, som muligt, indtil den egentlige Fest

skulde begynde. Børnene kom strax ifærd med

at lege, efter at de først tilbørligt havde undret

sig over og grundig besigtiget og kløvet op

paa et Stillads, som af de i Livets Erfaringer

længere fremskredne kunde mistænkes for at

betyde en af de tarveligste Materialier sammen-

spigret Talerstol. Og der skulde blive Horn-

musik og Dans! Det satte allerede nu Liv i

Ungdommen, som ved Indtagelsen af diverse

styrkende Madvarer og oplivende Drikkevarer

forberedte sig til den kjære Anstrængelse.

Endnu saa det hele blot ud, som naar om

Søndagene Hovedstadsarbejderne drager ud paa

Jernbane og Dampbaad og lejrer sig i det fri,

men lidt efter lidt viste der sig højtideligere

Tegn til, at det var en Festaften.

Der kom den ene Herre efter den anden


*77

med hvidt Halstørklæde og norske Sløjfer med

lange Ender i Knaphullet. Børnene interesserede

sig i høj Grad for disse dekorerede Personer og

fik paa sine nysgjerrige Sporgsmaal vide af

Forældrene, at dette var de festkomiterede,

hvorefter de stillede sig op med en vis forlegen

Højtidelighed og gabede og gloede paa dem

som en Ko paa en ny Fjøsdør, idet de anstrængte

sine naive og ikke meget erfaringsmæssigt ud-

viklede Hjerner med at udgrunde, hvorfor egent-

lig disse Herrer vimsede saa travlt og ivrigt

omkring, som om de var overhobet med en

Uendelighed af hastende og vigtige Gjøremaal,

medens det dog var umuligt at opdage, hvad

de sysselsatte sig med, eller at de overhovedet

udrettede nogetsomhelst, der gav saa meget

som et Skin af synligt Resultat.

Dernæst samlede der sig lidt efter lidt sex

Personer, som alle under Armen bar en sørgeklædt

Gjenstand, der ved Fremkomsten afdækkedes som

en blankskinnende Tuba, Kornet, Valdhorn og

lignende, hvilke smukke og af Børnene i høj

Grad beundrede Gjenstande under Aftenens Løb

paa en overbevisende og inderst til Hjertet

gaaende Maade skulde faa fuld Anledning til

at dokumentere sin Berettigelse til i Hverdags-

lag at hylle sig i Sorg over den Skjæbne, der

ved højtidelige Anledninger beredes dem af

Arbejderforeningens Hornsextet.


78

Denne Hornsextets Ankomst giver de deko-

rerede Herrer fornyet Anledning til at vimse,

svede, gestikulere, notere og instruere i mindst

et Kvarters Tid, under hvilken Tid dog en af

Herrerne indtager en detacheret Stilling henimod

Stien, der fører gjennem Skoven til Pladsen;

han bevæger sig uroligt og stirrer mere fortvivlet

ihærdigt end en ventende Brudgom, som paa

Bryggen spejder efter det et helt Døgn for-

sinkede Dampskib, der gjennem Taage og

Snetykke skal føre ham tommevis frem til

Alteret — hvis det blot nu indfinder sig.

Endelig opdager den detacherede Herre noget,

der bringer ham til at gjøre heftigt og utaal-

modigt vinkende Gestikulationer; dette noget

er Trykkerigutten, der bringer Festsangen, som

han bærer i en stor hvid Pakke. Gudskelov!

Festkomitéen har nu alt i Orden.

Tiden nærmer sig, da den egentlige Fest

skal aabnes.

Men endnu strømmer der Folk ind paa

Pladsen. Det er ikke længer Arbejderfamiljer, det

er Byens fine Folk. Digteren skal jo holde Tale!

Jøsses, saa meget fint Folk!

Men til en Begyndelse var det ikke med

særdeles blide Øjne, Arbejderfamilierne saa de

fine troppe op paa Pladsen. For hinanden

generede de sig ikke her ude i det fri, men at

de fine kom og betragtede dem, medens de


179

holdt paa med sine Proviantkurve og sin Barne-

skjøtsel, det generede dem en Smule, ialfald

i Førstningen.

Vistnok saa man endel af de fine sætte sig

i Forbindelse med Festkomitéen; der blev en

Haandtrykken og en Hattehilsen, som syntes at

tyde paa Frihed, Lighed og Broderskab og det

allerhjerteligste Forhold. Men saa sad de ogsaa

nu i Flokke overalt, hvor der endnu var pene

Siddepladse at finde; de smakke Damekjoler,

de elegante Parasoller, blandt hvilke fint sommer-

klædte Herrer slog sig skjødesløst ned, betragtedes

med en vis Mistænksomhed. Naar man

i en saadan Gruppe hørte munter Latter, kunde

det da ikke være af noget, de opholdt sig over

hos »os Fattigfolk?«

Ja, man følte sig generet og lidt uvillig

stemt. Her i Byen var det jo ikke sædvanligt,

at Klasserne blandedes mellem hinanden paa

denne Maade.

Ogsaa Amanda og hendes Moder var naturlig-

vis kommet herud.

Amanda havde saa smaat tænkt, at Hansen

skulde været med at bære Kurvene, det plejede

han ellers altid at gjøre. Men denne Gang havde

han undskyldt sig. Han skulde være en af

Talerne, og desuden maatte han være deroppe

tidligere for at konferere med Festkomitéen og


i8o

aftale endel med Digteren — »nej, jeg kan

slettesikke faa Tid til det idag.«

Havde han vovet at være fuldt oprigtig,

vilde han erkjendt, at han just idag, da han

vidste, der kom fint Folk, ikke gjerne vilde vise

sig slæbende paa en Kurv som en anden Arbejds-

mand. Han, som havde været hos Poulsens i

stort Selskab og som aspirerede til at blive

Konsul Flocks Efterfølger som Storthingsmand,

kunde han vise sig med en Kurv? Og hvorledes

skulde han faa dette sagt uden at bruge en liden

Nødløgn?

Helst skulde han villet, at Amanda og hendes

Moder slet ikke kom derud, for de maatte jo

bære noget med sig, og det kunde ikke und-

gaas, at Folk saa, de ikke var slig af de virke-

lig fine. Herregud, tænkte han i fuld Oprigtighed,

det er fordi jeg holder saa meget af hende, at

jeg er ræd, de skal misagte hende.

Og idet han indhyllede sin Forfængelighed

i Hjertegodhedens og Kjærlighedens Mantel, gik

han den hele Aften med en vis ængstelig Følelse

af at staa mellem det »fine« og det »simplesom

mellem to Ilde, han maatte passere.

Amanda og Moderen havde slaaet sig ned

et godt Stykke borte fra Talerstolen mellem to

store Furuer nærved Skovbrynet. Der havde

de bredt ud det graa Shawl og lagt frem den

hvide, nyrullede Dug, aabnet Madkurven og sat


i8i

Ølkurven ind i Skyggen. De syntes, det saa

rigtigt hyggeligt ud, og det gjorde det ogsaa.

Men Hansen kunde ikke være med nu —

siden skulde han komme. Nu maatte han følge

Digteren op paa Udsigten; han havde saa meget

at tale med ham om.

Og endelig begyndte saa Festen.

Hornsextetten aabnede den med »Ja, vi

elsker dette Landet« og beviste paa den fuld-

komneste Maade, at denne Kjærlighed til et

elsket Fædreland ligesaa vel kan udtrykkes i

Kvarter som i Kvinter eller andre tonende

Sammensætninger, blot den kommer fra vel

fyldte Lunger og med tilbørlig Iver og Aplomb.

Dernæst holdt Digteren efter Festsangens

Afsyngelse sin Tale om Arbejdersagen, og den

hele store Aabning i Skoven syntes helt opfyldt

af lyttende Tilhørere af alle Stænder. Nu først

saa man rigtigt, hvor mange af de »fine^< der

var kommet, og da en tæt, blandet Masse trængtes

om Talerstolen, saa det var umuligt for mange

at komme helt nær, stod de i store Flokker

længer ude, hvilket tilfældige Arrangement for-

modentlig var Anledningen til, at Avisen senere

i sit Referat erklærede, at Digteren havde havt

den Tilfredsstillelse at kunne fra sin ophøjede Plads

skue ud over flere uoverskuelige Menneskemasser.

Hansen stod og noterede sine Memoranda

Kjært og velsignet Møde — Kjærlighed til

:


182

Arbejdet og Arbejderne — Folkets Kjærne —

Den rette Adel — Samfundets Surdejg —

Sande Grundvold for Samfundets Samarbejde —

Selvhjlupet Selvstyre — Frihedsaand — Høje

og lave Arm i Arm — Bryst mod Bryst —

Ny Tid oprinder — Arbejdets Ære — Sædeligt

Alvor — Tage Sagen i sin egen Haand —

Alle frisindede med paa dette Hjertets Guld —

Sande Helsebod mod Samfundets Sygdom —

Kraftig Udvikling — »Bare vi, bare vi have

Kjærlighed nok« — — —

Skjønt vi ikke drister os til at afgjøre, naar

der overhovedet bliver Kjærlighed nok, vover vi

dog at paastaa, at der aldrig siden Kristendommens

Indførelse har været koncentreret en større Sum

af Kjærlighed i nogen offentlig Tale, og den for-

førende poetisk -politiske Don Juans Arbejder-

Tilhørere befandt sig derfor i en lignende Tilstand

som Donna Elvira; de følte hele- sit Væsen

betaget af en Gjenkjærlighed , der sikkerlig

skulde overleve endog de bitreste Skuffelser.

Efter en umaadelig Hurra -Begejstring op-

stemte saa Hornsextetten, hvis Repertoire udenfor

Dansemusiken ikke var stort, den smukke Melodi

»At Slyngler hæves til Ærens Top«, hvorefter

Smed Gravesen aflagde en varm Tak til Taleren

paa Arbejdersamfundets Vegne. Herpaa fulgte

af Hornsextetten »Ifjor gjeit'e Gjeita«.

Saa kom Hansen op.


i»3

Han vilde henlede Opmærksomheden paa,

at denne Arbejdernes Fest bivaanedes af saa

mange, der ikke hørte til Standen, men som —

det var vi alle overbevist om — var kommen

her i Sympathi og Samfølelse. Som Medlem af

Festkomitéen vilde han byde dem Velkommen.

Det var et skjønt Øjeblik dette, da alle Stænder

mødtes; det syntes ham, som der maatte være

Væxt i dette, og at man her vilde kunne se

en Prøve paa, at de, der havde Tallets Magt —

ja, for det havde jo de mange, der kun stolede

paa sine Hænders Arbejde — ogsaa vilde gjore

sig værdige til at repræsentere Dannelsens Magt.

For Samfølelsen og Samarbejdet i moderat fri-

sindet Retning vilde han udbringe et Leve.

Hornsextetten blandede sig i det levende

Bifald med »Il Bacio«, maaske et fint Vink om,

at nu skulde Dansen begynde.

Og det gjorde den da ogsaa med Liv og Lyst.

Michelsen, der meget flittigt havde under-

holdt sig med og udfoldet sin Elskværdighed

for efterhaanden et Par Dusin af de tilstede-

værende mere indflydelsesrige Arbejdere — han

»havde altid ønsket at kunne gjore noget for

Arbejderne« — arrangerede nu Par, saaledes at

»simple« og »fine« kom til at danse med hinanden.

Da Sagfører Petersen, der havde begivet

sig her op paa Spioneri, gav Flock sin Beret-

ning om »Forførelsesfesten«, skildrede han paa


1 84

det mest levende, hvorledes Michelsen fik Digteren

koblet sammen med Smed Gravesens ældste

Datter — »De ved den fede, røde; ja, det var

fornøjeligt at se paa , naar han strævede rundt

med hende paa Engen. Og saa Smeden selv

med Constance Poulsen, han tog ved Gud i

hende, som om han skulde holde hende med

en Knibetang og smede Hestesko af hende.

Og Michelsen med den blege Madam Sandberg,

og Hansen med Alma Poulsen og saa videre,

kan De nok forstaa — det var '

et inderligt

Forbund, kan De tro; de dansede sig ind i

politisk Forstaaelse, og saa var det just denne

Valsen — hvad er det nu den heder, Frøken

Flockr Denne — jo, il bacio af Arditi — il

båcio di Giuda kunde den gjerne hede, eller

som vi vilde sige: Judaskyssen. Jo, det var

festligt, kan De tro!«

Hvad nu end Sagfører Petersen herom

kunde tro og mene, saa morede de sig virkelig

festligt paa begge Sider. Bydamerne og By-

herrerne fandt dette til en Afvexling meget

pikant, og saa kunde de jo danse med hinanden

ogsaa; Arbejderfamiljerne tøede snart op og

fandt, som Skomager Kittelsen udtrykte sig, at

Byfolkene var »ligesaa gemene og enskanta«

som andre Folk, hvorhos det nu for første Gang

gik op for dem, at Afstanden dog ikke var saa

stor, som de havde tænkt sig. De følte sig


i8s

lidt efter lidt mere sikre, hvad der smigrede

deres Selvfølelse.

En var der dog, som ikke var glad. Det

var Amanda.

Hansen havde kun vist sig hos dem ganske

flygtigt. Da de vilde, han skulde spise med

dem, sagde han, han havde ikke Tid; skulde

kanske komme siden.

Han havde havt den Tro, at Byfolkene

vilde fjærnet sig, naar Warberg havde holdt sin

Tale, og det var ham derfor paa en Maade en

Streg i Regningen, at Michelsen fik det arran-

geret saa med Dansen. Men, Gudbevars, da

det nu engang var blevet saa, nød han i fulde

Drag af sine dekorerede Fortrin som festkomi-

teret og deltog med stor Iver.

Michelsen havde strax spurgt efter Amanda,

da Hansen jo var en meget vigtig og nyttig Person.

Men da Hansen førte ham derhen, var det med

en vis generet Følelse, ikke for Amandas Skyld,

nej langtfra, men for — Madamen. Amanda var

jo saa pen og førte sig saa godt, men Madamen

var unegtelig, fandt han, ligesom sunken noget

ned under Niveauet. Skjønt hun idag var klædt

i sin bedste Kjole, saa hun dog mest ud som

en Torvekone eller Kurvekone. Uf, at det netop

skulde være nu.

Men Michelsen var yderst venlig ogsaa mod

hende Saa bød han xA.manda op til Dans, men


1 86

hun svarede med en vis mut Høflighed, der

forresten i Tonens Afvej else var ligesaa sikker

som nogen Bydames : »Nej tak, jeg danser ikke.«

»Jovist danser du da,« sagde Hansen, der

folte sig højst generet ved at forstaa den hele

Situation.

»Ikke idag,« svarede hun kort.

»Ja, men du maa da danse med mig,«

sagde han og vilde tage hendes Haand.

Hun undveg ham med en let forstaaelig

men dog ikke paafaldende Bevægelse bort fra

ham. »Ikke idag, hører du jo,« sagde hun.

»Men om jeg nu kommer hen om en Stund?«

spurgte Michelsen. »De vil da ikke negte mig

den Fornøjelse?«

Hun saa op paa ham med et Smil og et

Blik, som Michelsen maaske forstod bedre end

Hansen gjorde det.

»For at De ikke skal have altfor ondt af

at blive narret, saa faar jeg vel engang til bede

Dem undskylde, at jeg ikke danser idag.«

Michelsen bukkede og gik efter venligst

muligt at have rakt Madamen Haanden til Afsked.

»Men Jøsses, hvad gaar der af dig idag,«

sagde Hansen.

»Ja, Herregud, aa gaar det af dig,« faldt

Madamen ind.

»Bryd dig ikke om det, du,« sagde Amanda,

hendes Øjne begyndte at blive blanke, men hun


i S;

græd ikke. »Gaa du ned igjen, og lad bare

os være i Fred heroppe; vi skal nok greje os.«

»Nej, kom nu og dans engang med mig, *

sagde Hansen spagt og bønligt. En pludseligt

overvældende Følelse af, at de havde gjættet alle

hans Tanker og havde lidt en bitter Krænkelse

betog ham, og han nærmede sig Amanda for

at tage hende om Livet.

»Lad mig være i Fred, siger jeg!« Hun

viklede sig ud af hans Arm og rynkede Brynene,

da hun saa paa ham.

»Men saa kan jeg vel faa sidde her og spise

med dere,« sagde Hansen og satte sig ned.

»Ja, kom skal du faa Mad,« sagde Madamen

og begyndte strax at tage frem.

Men Amanda vendte sig om og gik lang-

somt bortover mod en anden Klynge, hvor hun

havde bekjendte. Han raabte efter hende, men

hun saa sig ikke om engang, og Madamen

sagde: »Sid nu, hun kommer nok igjen.« Saa

blev han siddende.

Amanda kom dog ikke. I sit stille Sind

glædede det hende vel, at de andre nu kunde

se Hansen sidde derborte paa deres Plads, men

hun vilde ikke derhen, før han var borte igjen.

Og Hansen syntes ikke det var noget morsomt

at sidde her nu. Hvorfor skulde Folk netop se

ham sammen med Madamen, naar Amanda

ikke kunde forsones ved det? Gudskelov, de


138

havde valgt Plads saapas langt oppe mellem

Træerne, at de ikke netop var lige i Synet

paa Folk.

Han skyndte sig at sluge et Par Smørbrød

og et Glas 01, og saa gik han igjen.

Naaja, naar Amanda ikke vilde have det

slig, saa var det hendes egen Sag. Nu var det

da ikke hans Skyld længer, det havde han

ogsaa sagt til Madamen. Det faldt ham for-

underligt let at berolige sig selv; havde han

paa nogen Maade kunnet krænke dem, hvad

de iøvrigt ikke havde noget Tegn paa fra hans

Side, saa havde han jo søgt at gjøre det godt

igjen, og tilsidst syntes han næsten, at det var

ham selv, som havde lidt en Krænkelse.

Dette var en behagelig Følelse ovenpaa

den kjedelige Situation.

Og saa kastede han sig atter ind i Dansen

baade med de fine og de andre.

Amanda var kommen tilbage til sin Plads

igjen; hun stod med Albuen lænet mod Furuen

og saa nedimellem Træerne ned paa den store,

aabne, lysegrønne Plads, hvor de nu stimede

og dansede til Hornsextettens stedse mere proble-

matiske Harmonier.

Men hun hørte ialfald nu ikke andet end

Takten. Indrammet i den mørke Skov laa

Pladsen der som en Indsø, hvad den maaske

engang havde været, og naar hun saa disse


stimende Mennesker, der havde draget hendes

Kjæreste med ind i Hvirvelen, ønskede hun, at

det hele atter maatte synke i Dybet og over-

skylles af en Sø.

Hun havde aldrig følt nogen Uvilje mod de

rige og fornemme. Hun havde jo sin Næring

af dem, og de havde altid været noksaa rimelige

og venlige, men nu, da Hansen følte sig dragen

til dem og tilsidesatte hende, følte hun mer og

mer en hadefuld Misundelse over, at hun ikke

hørte til dem og var som dem. Hun vidste

godt, at hun ikke fornuftigvis kunde lægge

dem noget til Last, men Følelsen var stærkere

end Tanken; hun var ikke istand til at mestre

den. Blot det, at de var fine og fornemme

og raadende var hende nok, siden hun selv

ikke hørte med til dem.

Hun fik pludselig se Hansen svinge sig om

med en af dem.

Hun rykkede Armen bort fra Træet og

knyttede Haanden. »Se bare paa ham!« vendte

hun sig til Moderen. »Huf! Jeg hader alle de

der fornemme!« Og saa stillede hun sig, saa

hun ikke kunde se derned.

Moderen forstod godt nok, hvad hun sigtede

til, men syntes at tage Sagen koldblodigere.

»Ja, jeg synes nu egentlig ikke det er deres

Skyld saameget,« sagde hun, »for det er jo

ham selv, som vil opi det med dem. Vi er


:qo

ikke fine nok, nu som han er kommet opi det

med de fornemme, ser du.«

Skjønt disse Ord visselig fuldkommen ud-

trykte de Tanker, der nys havde pint hende

selv, gav de dog Amanda Anledning til at tage

ham i Forsvar.

»Du skal nu altid kaste al Skylden paa ham,

sagde hun vredt, hvortil Moderen indskrænkede

sig til smaamumlende at svare: »jaja, jaja, jaja!«

Men igrunden var det ogsaa saa indfiltret

dette. Det var hans Skyld, og alligevel syntes

hun, det heller ikke helt var hans Skyld. Og

det var deres Skyld, som havde bedt ham til

sig og smigret ham; men saa havde de jo ikke

gjort det, før han selv bød sig frem. Skulde de

været fornemme mod ham og ikke villet have

ham med? Da havde hun fundet det skamme-

ligt. Men dette var ogsaa skammeligt! Uf, det

var saa indfiltret og saa saart og saa ondt. Og

der var ikke noget bestemt at tage fat i heller.

Det rørte sig sammen for hende i et uaflade-

ligt Røre, men ud af det skilte der sig dog lidt

efter lidt en: Michelsen. Hun tænkte paa, at

hun ikke havde likt ham fra allerførst af, og

noget, som mere lignede en Anelse eller en

Følelse end en skarp Tanke, sagde hende, at

hun skulde holde et godt Øje med ham. Bare

hun vidste hvordan.

Men saa begyndte det igjen at rade sig op

*


agom ham ;

I9i

alle de fornemme stod der, og naar

hun fantaserede om at rette et knusende Slag

mod ham, saa skulde det ogsaa ramme dem.

Da Aftenen begyndte at blive kjølig, for-

svandt lidt efter lidt Byfolkene, og kun de mere

forlystelsessyge blandt Arbejderne blev tilbage,

skillingede sammen til Musiken og vedblev at

danse. Nogle af dem ogsaa at drikke; thi de,

der blev igjen, havde i Almindelighed sørget

for tilstrækkeligt med Drikkevarer.

Hansen havde nogle Gange været saa langt

oppe, at han kunde holde Øje med, at Amanda

endnu ikke var gaaet. Da han nu saa, at der

ikke var flere Byfolk igjen, gik han atter derhen,

men nu var de begge borte. Og han, som havde

tænkt at bære Kurvene for dem!

Saa ruslede han nedover til Byen, igrunden

ganske slukøret. Det var ligesom al Herlig-

heden og Glansen var blæst bort; det »fine«

Rus, han havde sværmet i, begyndte at give

sig, han saa Tingene yderlig nøgtert og fandt,

at det var en flau Affære.

Men han skulde nok vise hende andet.

Han skulde vinde det igjen.

Thi da Glansen forsvandt, stod Nytten til-

bage. Den saa han klart. Disse Folk, som han

nu havde stiftet et Slags Bekjendtskab med, de

skulde hjælpe ham frem til Maalet.


192

Femtende Kapitel,

som indfører Læseren i Badebyens udøvende Kunstneres Kreds.

Eftersom Ugerne gik blev Fru Flock mer

og mer bitter i sit Sind.

Der skete saa meget i Byen, og medens

ellers, naar noget skete, altid Xavnet Flock

havde været med, sagde hun til sin Mand, saa

hørtes det nu slet ikke. Om hele Familien

havde været puttet ned i en Kiste med dobbelt

Hængelaas for og gravet hundrede Fod ned i

Jorden for ti Aar siden, saa kunde der ikke

været mere taust om Xavnet Flock, sagde hun.

Og at der saa just uafbrudt skulde ske saa

meget. Disse Poulsens lavede uafbrudt noget

nyt. Ja, for det var Poulsens altsammen.

Først Thorsdagsaftenerne, og saa at de fik

Digteren at pege sig frem med, og saa Arbejder-

festen. Nu havde de desuden havt Forlovelses-

selskab for Constance og Michelsen. Digteren

havde skrevet en Sang, som blev sungen af en

blandet Kvartet af Damer og Herrer, og som alle

fandt var »saa dejlig«. Tænk, den kom naturlig-

vis til at staa i »Xogle Digte af Vilhelm Warberg«,

naar han engang udgav en saadan.

Og selve Forlovelsen var jo desuden en Be-

givenhed. Fru Flock ærgrede sig over, at hun

ikke netop nu — ja, netop nu skulde det være —

havde sin egen Datter forlovet.


193

Men endelig havde de havt Fanetoget, Arbej-

dernes Hyldest til Digteren. Da havde hele Byen

været paa Benene Klokken fem om Eftermid-

dagen, og det var jo udenfor Poulsens de stan-

sede og sang og raabte Hurra, og det var Poulsens,

som bød Deputationen ind paa Vin, og Poulsens,

som kom ud med Digteren paa Verandaen, og

Poulsens, som om Aftenen spadserede i Parken

med Digteren og delte med ham de Kompli-

menter, som indhøstedes paa den Affære.

Altid Poulsens!

Nu idag holdt Warberg og Michelsen Fore-

drag til Fordel for en Arbejdernes Sygekasse.

Warberg holdt det poetiske Foredrag og Michelsen

det praktiske. Den sidste havde nemlig fore-

slaaet en saadan Kasses Oprettelse og sad nu

i Komité, sammen med Hansen og Smed Gravesen

for at forberede Sagen. Der maatte gjøres noget

for Arbejderne, og det maatte være Selvhjælp,

thi kun den selvhjulpne kunde se enhver anden

frejdigt ind i Øjnene.

Ja, som sagt, der skete uafbrudt noget.

Selv Flock undgik ikke at føle en vis Bitter-

hed ved at se en planmæssig Bevægelse, som

han vidste sigtede til at skubbe ham selv tilside.

Men han følte sig for stolt til at gjøre noget-

somhelst, der kunde fortolkes som en Kontra-

mine. Han vilde ikke synes bekymret for sin

Anseelse, saa meget mere som han vidste, at

13


194

den ikke kunde rokkes i det, som han ansaa

for det væsentlige. Han vilde ikke tillade sin

Hustru at arrangere andre Selskaber i deres Hus

end det, der altid plejede at være paa hendes

Fødselsdag, og da han saa Husets Venner sam-

lede hos sig den Aften og kastede et prøvende

Blik udover Forsamlingen, kunde han med

berettiget Selvfølelse sige :

Det

er dog alligevel

de bedste. Han havde udtrykkelig af sin

Hustru forbeholdt sig, at Toldkassererens ikke

skulde indbydes den Dag; han ansaa dem for

at have gaaet over til Fjenden.

Men de vil føle sig krænket, det kan du

være vis paa,« bad Fruen.

>Gjerne for mig,« sagde Flock, »i mit Hus

kommer blot Folk af en vis Karakter, og vi bor

ialfald ikke unodigt hænge os ved dem, naar

de foretrækker det mere populære. Begge Dele

lader sig ikke godt forene under de forhaanden-

værende Omstændigheder.«

Der var ikke mere at indvende, især da

Provsten var enig.

Men ude i Byen havde de Poulsenske nu

atter faaet noget nyt at fare med.

I. enne Sygekassen, det var noget at virke

for. Saa mente ialfald Fru Thalia Pedersen,

Undertoldbetjentens Hustru.

For toogtredive Aar siden debuterede Thalia

Bratt paa Hovedstadens Scene i en af Datidens


195

Vaudeviller, efter først som Koristinde og Statist-

inde at have udviklet sine Evner. Hun havde

utvivlsomt en stor Fremtid, mente hendes Familje

og Venner, og stor var derfor ogsaa disses Kunstbedrøvelse,

da hun af den aldrig hvilende Amor

lod sig forføre til at svigte sin Gudmoder Thalia

og gifte sig med den flotte Pedersen, som netop

havde aabnet Butik.

Efterhvert som Pedersen blev, først Fallent,

senere Toldrorskarl og endelig Undertoldbetjent

i Badebyen, traadte hans Thalias glansfulde

Kunstnerungdom alt stærkere frem for hendes

Erindring, og i de seneste Aar havde hun som Di-

rektrice forestaaet nogle ganske private Dilettant-

forestillinger, hvis Deltagere rekruteredes inden

den lavere Handelsstands Familjer.

Hvorfor skulde der blot tales om Poulsens?

Hvorfor ikke ogsaa om Pedersens?

Det var dette højst naturlige Spørgsmaal,

der satte Fru Thalia Pedersen i en feberagtig

Virksomhed. Men efter nøje Overvejelse vilde

hun dog ikke optræde som Konkurrent; det

var bedst at handle i Samraad med Poulsens,

gjøre sig nyttig og nødvendig, vinde Indgang i

den Kreds.

Fru Poulsen blev først som lynslagen, da

Fru Pedersen kom op og sagde, hvorledes hun

vilde virke for Sygekassen. Gud, skulde de nu

virkelig drages med Pedersens!

13*


196

Hun forsøgte at antyde, at hvor fortræffeligt

der end blev spillet, kunde dette dog maaske

fremkalde de » ildesindedes


197

dende. »Vi faar se at holde os selv saa meget

som muligt udenfor og faa nogen andre til at

paradere med Navne.«

Ja, det blev de da enige om, og saa fik

de Hansen til at »virke«.

I den Pedersenske Kreds blev der stort

Opstyr og Staahej. Digteren havde lovet, at

han skulde »tænke paa« at skrive en Prolog;

hvis ikke, skulde han finde noget passende til

dem. I Virkeligheden havde han besluttet ikke

at blande sig opi denne farlige Affære, men

afspise dem med en gammel Jubilæumsprolog

et eller andet Sted fra. Spillefrøkenen havde

maattet love at assistere med en firhændig

Ouverture, spillet af hende selv og en Elev, samt

desuden at accompagnere til et Par Sangnumere

af Frøken Gulbransen, som i sex Uger havde

studeret Sang i Kristiania. Saa skulde Adjunkt

Wising oplæse et Digt paa Landsmaal, for han

var ligesaa national som frisindet. Mere havde

man ikke faaet, men det var jo tilstrækkeligt til

at fylde ud mellem de to dramatiske Afdelinger.

Aftenen skulde nemlig aabnes med »Kjærlig-

hed i Maaneskin«, hvori Fru Thalia Pedersen

var nødt til at optræde i den mindre sympathiske

Rolle som en gammel, urimelig Moder, der ikke

vil lade sit Hyttens Barn« faa Lov til at faa

den som Hyrde forklædte unge Godsejer, der

dog ved indtrædende Maaneskin gjenkjendes


198

som saadan af sin egen Forpagter, hvorefter

den urimelige Moder nodes til at give sit Sam-

tykke i en melankolsk Tale, som afslører, at

det just er Elskerens Fader, der har bragt hende

til Fattigdom. Elskeren sværger, at han vil

godtgjøre sin Faders Brøde, og Tæppet gaar

ned under fuldt Maaneskin.

For at kunne udfolde sin sceniske Begavelse

i mere sympathisk og storslagen Stil, besluttede

saa Thalia Pedersen at afslutte Aftenen med

Søvngjængerscenen af »Macbeth«.

Som en erfaren Kunstner havde hun mange

Grunde til at vælge denne Scene. Dels havde

hun under et Besøg i Kristiania seet Ristori

spille Rollen og fundet, hvor uhyre lidet der

igrunden skal til for at virke med den. Der-

næst behøvedes der saagodtsom blot Statister

til Medspillere, og endelig var det et billigt og

fordelagtigt Kostume, thi naar det var benyttet,

kunde hun sy Uldskjørter af det, og saadanne

skulde hun alligevel have.

Nu vil maaske de fleste Læsere tænke sig,

at hermed var alting klappet og klart. Hvem

gider vel i Nydelsen af et scenisk Kunstværk

ulejlige sig med de tusen prosaiske Forberedelser,

inden det hele kan gaa over Scenen ?

Dette viser, hvor lidet kunstnerisk realistisk

Almenheden igrunden er, men den sande Virkelig-


199

hedsskildrer er nødt til at pege paa Tingenes allerop-

rindeligste Ophav og ledsagende Omstændigheder.

Skulde man vel ville tilgive os, om vi glemte

at notere, hvorledes Thalia Pedersen anvendte

betydelig Tid paa at gjøre et gammelt og ud-

slidt Kjoleskjørt endnu »ældre« ved at paasy

vidunderlige Lapper? Nej, ligesaa lidt som om

vi vilde undlade at meddele, hvorledes hun

sattes i Forlegenhed ved den til Forestillingen

saa kort tilmaalte Tid, der gjorde hende det

umuligt at sende sit Gala-Gebiss ind til Tand-

lægen i Kristiania for at faa en Fjær efterseet;

hvorledes Stedets Tandlæge skinsyg vægrede

sig ved at røre ved en Konkurrents Arbejde,

men hvorledes endelig Urmageren lovede at

gjøre det paalideligt og stærkt som en Løve-

kjæft. Eller hvorledes hun selv maatte tilberede

Søvngjængersminke til at ligblege sine rode

Arme og Hænder med, eller hvordan hun maatte

krølle sin Halvparyk med Lokkerne, og tusen

andre saadanne Ting, som vi dog her alligevel

maa udelade, for at ikke Bogtrykkerens Typer

skal slippe op for den endnu vigtigere Beretning

om selve Forestillingen.

Paa den sædvanlige Scene i Klubhuset,

hvilken plejede at benyttes af omrejsende Sel-

skaber, skulde ogsaa Thalia Pedersens Vel-

gjørenhedsforestilling gives.

Repertoirevalget havde jo, foruden de tid-


200

ligere nævnte Hensyn, ogsaa taget visse tvingende

Hensyn til Dekorationsforraadet, der kun bestod

af et Landskab og et Værelse. Men alligevel

opstod der visse Vanskeligheder, som kun blev

overvundne ved Fru Pedersens og Maskinistens

kombinerede Opfindelsesevne. Der fandtes ikke

mere end denne ene Maskinist, egentlig Klubbens

mangeaarigt prøvede Gaardsgut. Han kunde

ikke paa engang passe Maanen og rulle For-

tæppet ned, og dog var det nødvendigt, at

Tæppet gik ned under fuldt Maaneskin.

Men allerede hvorledes man skulde faa en

Maane var Gjenstand for dybsindige Overvejelser.

Det blev besluttet hertil at anvende den saa-

kaldte Flaske-Lars samt en kraftig Skibslanterne.

Lanternen skulde forsynes med en rund Pap-

skjærm, saa Lyset ikke skulde skinne til Siden

men koncentrere sig som en nogenlunde kraftig

og trivelig Maane, naar den sattes klods ind til

den meget glisne »Lufte, hvoraf Bagtæppet be-

stod, idet »Landskabet« i Baggrunden kun var

et lavt Sætstykke foran Luften. Flaske -Lars,

en i Byen overalt kjendt original Personlighed,

der gik og kjøbte op ledige Flasker, naar han

ikke var engageret paa anden Maade, valgtes

til Maaneassistent paa Grund af sine særdeles

lange Ben, der gjorde, at han med Lethed

kunde løfte Maanen lidt efter lidt temmelig

højt op paa Himmelen.


20 [

De agerende var færdige og kigede ud

paa det stopfulde Hus. Maskinisten havde

arrangeret Belysningen og Fru Pedersen kom

ind for at kaste et sidste prøvende Overblik.

Scenen var dunkel, der var intet at bemærke.

Saa gav hun Ordre til Spillefrøken Bugge

om at begynde Ouverturen. Den gik svært

pent, og der blev klappet livligt, da hun og

hendes Elev forlod Pianinoet og atter smuttede

ind ad Døren til Artistværelset. Naturligvis

maatte de frem igjen og neje.

Tæppet gik op, og tvende i mystisk Dunkel-

hed hyllede Personer begyndte gjensidig at for-

sikre hinanden om sin Kjærlighed, sukkede,

hulkede, trøstede og elskede paa den mest til-

fredsstillende Maade. Den urimelige Moder

viste sig derefter paa det Sted i Kulissen, der

skulde betyde Hyttens Dør, traadte helt frem,

udtalte visse Forbandelser blandede med Frygt

for Datteren og Mistro til den underlige Hyrde,

alt fremført med megen Overbevisning og Følelse.

»De er virkelig flinke,« hviskedes der blandt

endel af de indfødte, medens der maaske nok

ogsaa fandtes Personer, der satte sig paa et

overlegent kritisk Standpunkt uden dog at ytre

sig. Ogsaa de ikke faa tilstedeværende Børn

holdt sig endnu i undrende Taushed.

Maskinisten stod ved Gasen og frygtede

for det afgjørende Øjeblik, da Maanen skulde


2C2

begynde at titte op over Horisonten. Rebet

til Bagtæppets Luft var nemlig sprunget,, da

han skulde fire det ned, og en højst nødvendig,

men ogsaa generende Knude paa Rebet gjorde,

at nu Tæppet ikke kunde fires fuldstændigt ned.

Der var et lidet Mellemrum mellem Jord og Luft,

og fra det Sted, Maskinisten just nu stod,

skimtede han Kanten af det Bord, paa hvilket

Flaske-Lars skulde staa og løfte Maanen.

Endnu indtil det Øjeblik, da vi nedskriver

denne sandfærdige Beretning, er det forblevet

en gaadefuld Hemmelighed ,

hvad egentlig

Maskinisten foretog sig med Belysningen i det

hellige og uforglemmelige Øjeblik, da han gav

Flaske-Lars Signalet. Men pludselig ser de

forbausede Tilskuere en langbent Skygge vise

sig paa Firmamentet og huke sig ned, hvorefter

pludselig en rund, spettet Lysning viste sig

mellem et Par underlige, snablede Støvler,

tilsyneladende tilhørende en Jætte, der gjorde

et Syvmilsskræv paa Horisontens Aasrygge.

»Det er Flaske-Lars, Mama!« raabte en

liden Gut højt i samme Øjeblik, da de elskende

rettede en lyrisk ildfuld Henvendelse til det

himmelske Fænomen om den Kjærlighed og

Hengivenhed, de begge nærede til »dig, du

Nattens blege Lys , alle elskendes trofaste

Ven.«

Fra dette Øjeblik af var Publikums Modtage-


203

lighed rent elektrisk. Efterhvert som den lang-

bente Maane viste sig i Besiddelse af ligesaa

lange Arme, der strakte sig ud til akademiske

Stillinger for at lade sit Lys skinne midt paa

Himmelen, steg Folks Henrykkelse, og særlig

var Børnene overvejende interesserede af denne

Del af Forestillingen.

»Det var sgu en rar Maane,« hørtes det

fra en af de danske Badegjæster; »och så lång-

bent se'n,« svarede en af de svenske; »haha,

wunderbar,« kom det fra en tysk; og saa

havde man det gaaende med temmelig lyde-

lige Bemærkninger, der satte Publikum i det

ypperligste Humør.

Sagfører Petersen , der som velstaaende

Ungkarl aldrig negtede sig nogen Fornøjelse,

var i den syvende Himmel. Han havde faaet

Plads yderst paa en Bænk, for saa meget friere

at kunne gaa omkring i Mellemakterne og være

spydig. Han glædede sig i den Grad over det

Udfald, der syntes at true dette >Poulsenske

Væsen«, at han saa ud som sød Gift, naar han

faldt ind med et »høj Kunst, De!« eller »her

ser De vort Fremtidsprogram« eller lignende

Vink om, at dette var, hvad man kunde vente

sig af den nye Bevægelse.

Fru Pedersen var rasende, da hun mærkede,

at noget var paafærde, og saa opdagede Maanens

snablede Støvler paa et Bord, der stak frem


204

mellem Himmel og Jord. Det trøstede hende

noget, at de spillende alligevel fik stort Bifald

og blev fremkaldte, men hun var dog i en

oprørt Sindsstemning, da hun begav sig til sin

Klædeloge for at udstyre sig som den grumme

Lady Macbeth.

»Skandaløst! Altid skal der være noget

ivejen med Maskineriet,« raabte hun i Forbi-

farten til Redaktør Hansen og Frøken Holmsen,

som befandt sig bagenforbaadeMaane og Himmel.

»Men Gudskelov, vi gjorde vore Sager godt, vi,

som spillede,« lagde hun til; og saa føg hun

ind for at gjøre sin Pige aldeles fortvivlet med

Primadonna-Utaalmodighed og Skjænd over alt

muligt.

Imedens steg Adjunkt Wising frem og re-

citerede det smukke Landsmaalsdigt »Hugaball«,

der paa Grund af visse Forsømmelser i vor Tids

sproglige Opdragelse ikke gjorde den tilsigtede

Virkning, undtagen paa Fru Thorbjørnsen,

som haardnakket paastod, at det var italiensk,

og beviste det dermed, at hun tydelig havde

hørt Ordet Makaroni, ligesom Titelen jo aaben-

bart var italiensk.

Ogsaa han fik dog sin Applaus , og saa

kom Frøken Gulbransen frem for at synge

tre Sange.

Idet Frøken Bugge begyndte paa Indledningen

til Accompagnementet, faldt en Hund


205

nede i Salonen for tidligt ind med en klagende

Tone, hvilket foranledigede til Raabene: »Ud

med Hunden !

Sagfører Petersen, der sad saa nær ved

baade Døren og Hunden, paatog sig dette Hven?

men idet han med et fast Tag i Hundens Nakke

satte den udenfor, gjenkjendte han den som

Kjøbmand Gulbransens sorte Pudel, der for-

modentlig var bleven greben af Ængstelse over

sin Frøkens første offentlige Fremtræden.

Petersen kunde ikke dy sig, da den altid

paapasselige Frister hviskede ham et djævelsk

Ord i Øret. Han tog den paa nærmeste Knag

hængende lyse Sommerhat med røde Baand

og knyttede den fast paa Hundens Hoved,

hvorefter han slap Dyret ind ad den lille Dør,

der fra Gangen førte til Scenen.

Knapt havde han sat sig paa sin Plads

igjen, førend bemeldte Pudel med Hat paa

Hovedet gravitetisk skred hen over Scenen til

Sangerinden, der netop var ifærd med at synge

»jeg æhlsker dig i Tid og Æhvighed — æhvig

— æhvig — Æhvighed!«

Det Brøl af Latter, der hilsede Hundens

Indtræden, gjentog sig, da en ung Dame naivt

raabte: »Men Gud, det er jo min Hat,« og

man samtidig saa Frøken Gulbransens for-

tvivlede Anstrængelser for at faa jaget Hunden

ud, hvilket først lykkedes, da Flaske-Lars halede

; :


206

en lang Arm ind fra Kulissen og greb Dyret

i Xakken.

Fru Thalia Pedersen, der nu var omklædt

og befandt sig i Kulissen, skummede i tragisk

Raseri.

»At der ikke er nogen, som passer paa,<

sagde hun vredt bebrejdende til Hansen og

Frk. Holmsen. »Jeg kan da ikke være overalt,

naar jeg skal klæde mig om.«

»Ja, men hvem kunde tænke — — « for-

søgte Hansen betuttet.

»Det ser ud til at være en Ulykkesstjerne

over os iaften,« sagde Frøken Holmsen und-

skyldende.

Imidlertid blev Frøken Gulbransen færdig

med sine Numere. Hundehistorien havde rigtig-

nok bragt hende en Smule ud af Koncepterne,

men hun fattede sig nogenlunde, og Publikum,

der fandt, at hun virkelig sang ganske pent,

vilde godtgjøre den Forstyrrelse, man saa

ufrivilligt havde bragt ind, hvorfor hun be-

gejstret blev fremkaldt og maatte synge et

Extranumer.

Hun kom derfor straalende ud og var

særdeles fornøjet med sin Aften.

Det var nu Øjeblikket for Lady Macbeth.

Thalia Pedersen, der ikke havde Spor afÆngstelse

for sig selv, inspicerede nøjagtigt alt, for at der


207

ikke hverken paa Dekorationer eller Medspillere

skulde kunne dale nogen Ulykkesstjerne.

Tæppet gik op for Lægen og Kammer-

fruen, der med stor dilettantisk Nøjagtighed

afleverede sine tolv første Repliker, inden Ladyen

viser sig.

Publikum begyndte næsten at ærgre sig

lidt over at faa denne alvorlige Scene nu, da

det var saa oplagt til Munterhed, og Thalia

Pedersen, der vistnok kun afleverede en højst

middelmaadig mekanisk Kopi af hvad hun havde

seet, undgik dog at komme ned i den paatagelige

Parodi, der vækker Moro.

Herregud, tænkte man dernede i Salen,

dette er jo bare kjedeligt, og det er ikke derfor,

vi er kommet.

>Bort, fordømte Plet! < —

At der føg endel

Kridt af hendes Hænder, da hun gned dem i

Fortvivlelse, var ikke nok til at le af.

»Blodlugten er der endnu — — O! o! o!«

Nej, det var bare langtrukkent kjedeligt.

Hun snorkede paa de rette Steder, gned sig

til de rigtige Tider, glemte ikke et Ord.

Hansen stod inde i Kulissen og frydede sig.

I denne Afdeling skulde der da ikke komme

noget Uheld, det var tydeligt. Og nu var der

bare et Par Repliker igjen. Gudskelov!

» Yask dine Hænder — tag Natkjolen paa —

Hun gjorde sig mere og mere aandeagtig med

t


208

glansløse Øjne, saa vidt hun formaaede, og med

halvaaben Mund.

Xu skulde de rigtige Gravtoner komme,

da hun med vidaaben Aandemund skal henhviske

Ordene: Banquo er begravet, han kan

ikke staa op af sin Grav.« Saaledes havde hun

nemlig besluttet at forstærke det spøgelseagtige

Indtryk.

»Banquo er begra — a — a—

Hun kom ikke længer. Munden blev ved

at staa vidaaben, men ikke en Lyd kom der.

Og saa begyndte hun at rulle med Øjnene

og gjøre de mest fortvivlede Fagter ind mod

Kulissen, og da dette ikke syntes at lede til

noget Resultat, styrtede hun ud med opspilet

Mund.

Det var Urmagerens Skyld, som havde

repareret Fjæren i Gebisset og gjort den »saa

stærk som en Løvekjæft«.

Xu var den gaaet i Baglaas, og det var

ikke muligt, selv med de største Anstrængelser,

at faa den til at give efter.

Idet Tæppet gik hurtigt ned og hun selv

sank tilintetgjort og gabende ned paa Maskinistens

Stol, hørte hun, hvorledes de der nede i Salen

formelig skreg af Latter.

Pedersen kom op og bearbejdede hendes

Kjæver, men det hjalp ikke; hun bare begyndte

selv at skrige, saa ondt gjorde det, naar han

«


209

brød; men hverken kunde han faa Munden igjen

eller taget Gebisset ud. Dette sidste tykkedes

først, da Flaske-Lars kom med den lille Knibe-

tang og behændigt klemte den ulykkelige Gjen-

stand sammen til de rette Forhold, hvorefter

Fru Thalia Pedersen, aldeles ukjendelig med

sin dybt indsunkne Mund og sit af Skam og

Anstrængelse purpurrøde Ansigt, begav sig ind

i Klædelogen, hvor hun henfaldt i en Krampe-

graad, som satte baade Pigen og Pedersen og

Frøken Holmsen og Redaktør Hansen i travl

Virksomhed for at skaffe krampestillende Midler.

»Jeg er forresten lige glad med Fru Pedersen,

jeg,« sagde Hansen, da han sammen med Frk.

Holmsen gik derfra. »Hvorfor skulde hun være

saa kry og saa sint paa os for det andet, som

skete? Det kan jo altid hænde noget af hvert

paa et saa'nt Filletheater som dette, men det

kunde da vel vi ikke gjøre for, at Løstænderne

hendes gik i Baglaas.«

»Hahaha!« lo Frøken Holmsen, »det er jo

ikke muligt andet, end at le af det heller!«

Men Thalia Pedersens Illusioner var knuste.

Havde hun drømt om at indtage en Plads i

Byens »indre Liv« og at fremtvinge et Forbund

med Poulsens, saa var denne Drøm nu henvejret;

thi hun indsaa meget godt, at disse Uheld havde

bragt Latter over det hele, og at der ikke var


210

Haab om at gjenoprette hendes Renommée som

Kunstner.

Fru Poulsen kom et Par Dage efter og

udvidede Afstanden end mere ved paa sin

højst elskværdige og venlige Maade at »trøste«

hende, hvilket bestod i, at hun refererede alt

det »skammelige^ som den og den havde sagt,

>men det skulde Fru Pedersen bare slet ikke

bryde sig om.«

Ude i Byen fik de Poulsenske alt Ansvar

rystet af sig, og i Virkeligheden var de meget

tilfredse med paa denne Made at have undgaaet

Pedersens, paa samme Tid, som man jo ikke

havde vist andet end Venlighed.

»Hun skulde have fulgt mit Raad,« sagde

Fru Poulsen ude i Byen. >Hun kom til mig

og vilde, jeg skulde virke for det, men jeg

frabad mig det paa det bestemteste, for det er

mit Princip, skal jeg sige Dem, at man ikke

skal befatte sig med andet, end hvad man

forstaar sig paa, og desuden er jeg ikke meget

for at pege mig frem, som De ved

Saaledes kom hele Byrden af Fiascoet til

at hvile paa Fru Pedersen.

Og denne maatte endnu i mange Aar efter

stundom gruble over, hvad det vel var for en

Ulykkesstjerne, som just den ene Aften havde

forspildt hendes ærgjerrige Forhaabninger.


211

Men Redaktør Hansen fandt, at det kunde

være det samme med det andet, siden Indtægten

viste sig saa rigelig. Det var ham,

som kom med den til Arbejdernes Sygekasse.

Sextende Kapitel,

hvori Læseren gjør Bekjendtskab med en Udsending fra den

store Generalstab.

Man var allerede kommen saa langt som

til de mørke Aftener medMaaneskin og Romantik,

og ved Badet var den gamle Stok af fremmede

for det meste borte, nye var komne til, Familjer,

som først havde rejst i Udlandet og nu skulde

slutte med en Badehvile, eller Udlændinger,

som først havde gjort Rundrejse i Norge, eller

endelig saadanne, som slet ikke havde faaet

Permission før.

Nogle faa af de gamle Ansigter saas endnu,

ellers var alt nyt dernede.

»En ny Slægt er kommen, som ikke kjender

Poulsens,« sagde Professor Døring helt bibelsk

til Digteren paa en af de Poulsenske Aftener.

Disse var nemlig nu skrumpede sammen til et

nogenlunde naturligt Omfang som lokal Smørbrød-

Koalition uden Nyhedens Interesse, men ogsaa

uden at tabe sin Egenskab af Baand mellem

visse af Stedets opadstræbende Familjer.

14*


212

Byen havde endog vænnet sig til at have

sin Digter.

Warberg følte sig ikke længer fuldt saa

feteret og længtede igrunden efter at komme

hjem igjen. Poulsens var ligesaa venlige som

før. men den tidligere festlige Courtoisie havde

ganske naturligen givet Plads for en mere daglig-

dags »Kjendthed«, og Digteren trængte til en

Smule Kultus med Røgofre.

Alma og han havde nok til sine Tider

»tænkt« paa hinanden, han paa hendes Arv

og hun paa hans populære Xavn, men de

ræsonnerede sig dog ligesaa letvindt bort fra

hinanden. Han fandt hende smuk og elsk-

værdig, men der var ikke dette »berusende«

ved hende, som han sværmede for, og saa var

hendes Forældre ikke gamle eller syge nok.

Hun paa sin Side fandt særdeles meget Behag

i ham, men hun syntes bedst om Hverdagsmad

til daglig og blev en Smule træt af at tænke

sig den ophøjede Aand som sit tilkommende

Hus'es daglige Herre. Xoget i Retning af

Michelsen burde det være, dannet, fin, klog,

comme il faut, naar det behøvedes, men lidt

mere jævnt henad Livets Kanelbakke glidende,

end de privilegerede Aandens Riddere. Da

syntes hun næsten bedre om Adjunkt Wising;

dennes Landsmaalstræv og andre Specialiteter


213

var noget, som laa mere til Siden af ham og

ikke berørte hans daglige Væsen saa meget.

Michelsen og Constance, hvis Forbindelse

vistnok nærmest var forudgaaet af en Række

praktiske Følelsesudviklinger, noget, der jo til-

dels skyldtes de ledsagende Omstændigheder,

var lidt efter lidt naaede op til en ret stemnings-

fuld Forlovelsens Lyrik.

Da alle Farer var fjernede, og da Sejren

var vunden for de Michelsen-Poulsenske Planer,

hengav de sig uvilkaarligen i de blide Følelsers

besnærende Hviletilstand paa samme Maade

som man efter lykkeligt afsluttet, anstrængende

Dagværk gaar i Theatret for at hvile sin Aand

i Romeo og Julies hjerteknibende Elskov. Det

ene maa gjøres og det andet ikke forsømmes.

De Læsere, for hvem vi i det forudgaaede

har præsenteret disse to forlovede, vilde ogsaa

have opfattet dem aldeles urigtigt, om man troede,

at de ikke fuldtud kunde hengive sig i Nydelsen

af de nu indtraadte Maaneskinsaftener.

Tvertom. Trods de uheldige Resultater

med Flaske-Lars's Maaneskin, havde de bevaret

en fast og fuld Tillid til den naturlige, rigtige

Maanes Tryllekraft over det forlovede Gemyt,

og de var flittige Gjæster paa Strandpromenaden.

Her kunde de slaa sig ned paa en Bænk og

lade sine lykkelige Sjæle vibrere henover det

glitrende Maanelys paa Fjorden, og om derefter


214

Terrainet befandtes frit for al fremmed, paa-

trængende Xysgjerrighed, kunde det let hænde, at

de pludselig grupperede sig som Amor ogPsyche,

dog naturligvis uden i den af dem frembragte

Gruppe at iagttage Antikens idealiserende Linje-

foring, men derimod som realistiske Virkeligheds-

venner nærmede sig mere til de noget indfiltrede

nordiske Drageslyngninger.

Men skjønt de saaledes befandt sig i en

lyrisk Periode og var i en virkelig Forlovelses-

tilstand, glemte dog ingen af dem, hvad Livets

Alvor krævede. I sød Fortrolighed lukkede de

op for hinanden sine inderste Hjertekamre,

hvori solide Storthingsmænd, betydningsfulde

Firmaforandringer og meget andet godt og nyttigt

viste sig. Et var de enige om: Hvad man end

arrangerede , for Husene Poulsen og Michelsen

skulde det udelukkende ske.

Og den hele Familje befandt sig i en skjøn

og velgjørende Enighed herom.

Man var lykkeligen bleven kvit den Thalia

Pedersenske Paatrængenhed og følte sig betydelig

lettet. Man kunde nu bedre svæve mod Højderne,

uden at have den Klump ved Foden. Og

opover gik det tydeligvis; de havde allerede

sine faste Familjer, og just saa mange Familjer

mindre havde Flocks.

Der var dog en Ting, som foruroligede

Michelsen noget; men dette laa i et afsides


21

Hjertekammer, som ikke engang Constance

endnu havde tittet ind i.

Redaktør Hansen syntes nemlig at vise

altfor liden Iver for sin Sag, og dog hastede

det med at faa en Agitation i Gang.

Især var Avisen altfor stille af sig. Det

var aabenbart, at Hansen ikke endnu havde det

rigtige Lag til at optage Striden. Der maatte

gjøres noget, og da Michelsen efter sit Brev

til Advokat Hoel besøgte Hovedstaden, var de

blevne enige om Hovedsagen og havde udseet

Manden, der skulde »klare Dranken«, som Hoel

udtrykte sig.

Det gjaldt blot at finde en passende An-

ledning, saa Folk ikke strax skulde lugte Lunten.

Og Lykken eller Tilfældet begunstigede ogsaa

her Michelsen.

En Timelærer ved Byens Skole skulde have

en Vikarius, og det lykkedes at erholde Pladsen

for Student Stenigen. Det var jo en nydelig

Anledning.

Men nu maatte ogsaa Poulsens indvies i

Sagen helt og holdent.

Michelsen passede paa en Dag, da Digteren

ikke var tilstede, og saa begyndte han først

med Fru Poulsen. Han havde nemlig faaet klart

for sig tvende Ting, nemlig at ligesaa ivrig

som Fruen var for, at hendes Mand skulde

komme paa Thinget, ligesaa utilbøjelig var


2l6

Poulsen til at forlade sin Forretning, som var

hans Liv og Lyst.

Fruen beundrede sin Svigersøn, som saa

ivrigt arbejdede for Husets Hæder, og hun indrømmede

ham villigt, at nu maatte de komme

til en endelig Afgjørelse.

Efter Aftensbordet, da de inde i Poulsens

Værelse tændte Cigaren, aabnedes Ilden, idet

lidt efter lidt de kvindelige Forstærknings-

tropper indfandt sig. Baade Fruen og begge

Døtrene slog sig ned derinde.

»Hør nu, Poulsen,« sagde Michelsen, *idag

er Stenigen kommen, som jeg talte om, og vi

maa aabent forklare os for hinanden.«

»Ja, der maa tages en Bestemmelse,«

sagde Fruen.

»Om Storthingsvalget,« sagde Michelsen.

»Hm!« svarede Poulsen og drog Øjenbrynene

noget fortrædeligt op til stor Fryd for Michelsen

og stor Ærgrelse for Fruen.

Michelsen forklarede ham, hvad Stenigen

skulde udrette, og at et fast Program maatte

opgjores nu, da den oppositionelle Bevægelse

mod Flock saa heldig var begyndt. Fru Poulsen

understregede en og anden Gang sin Svigersøns

Ytringer.

»Men de taler jo om Hansen,« sagde

Poulsen, »Arbejderne vil jo have ham, siger

de.«


217

»Det er nu for det første ikke afgjort,«

sagde Michelsen, »og desuden — kan du tænke,

at Byen for Alvor vil have ham.«

»Gud — Hansen!« sagde Constance med

en Foragt, saadan som kun en smuk Dames

Læber kan udtale den rigtig knusende.

»Hansen!« sagde først Fruen og saa Alma

medlidende og bestemt.

»Jaja, det kan nok være,« sagde Poulsen

og stillede sig op halvt siddende mod Skrive-

bordet, idet hans Læber lod Cigaren beskrive

en Række hastige Cirkler, hvorefter han fortsatte

paa en bestemt afværgende Maade: »Du ved,

jeg har stor Tillid til dig, Michelsen, og jeg

forstaar nok, hvad du mener. Naar vi har

oprettet det nye Firma, saa skulde jeg faa Tid.

Ja, jeg kan tænke det. Men, ser du, der er

saa mange Detaljer at passe paa i min Forret-

ning; det kan staa paa et Telegram — nej,

du maa først have været med i længere Tid,

end som saa. Jeg kan ikke være fra , det er

Sagen.«

Constance sad ved Vinduet og legede med

Gardinsnoren. Hun ventede blot paa det Øjeblik,

da Poulsen bestemt skulde sige nej.

»Men om nu Fader slet ikke vil, saa kan

det da ialfald blive ved Huset,« sagde hun.

»Fader kan jo sidde hjemme i Forretningen,


2lS

naar han endelig vil, og Jens blive Storthings-

mand.«

»Jovist vil Fader,« faldt Fru Poulsen ind

noget brydd. Her var det vanskeligt at

opponere.

»Nej saagu om jeg vil,« svarede Poulsen,

betydelig lettet. »Constance har fuldkommen

Ret, Michelsen kan godt sidde derinde, medens

jeg sidder her og er Poulsen & Michelsen.«

»Men saa kommer jeg ikke paa Slotsbal,«

sagde Alma med halvt alvorlig, halvt spøgefuld

Misnøje.

»Jo, baade du og Moder kommer der med

mig,« svarede Constance med en Afgjørelsens

Ro, som viste, at hun følte Sejren.

Og den var i Virkeligheden vunden. Det

var afgjort. Michelsen skulde paa Thinget.

Saa kunde han da opsøge Stenigen og

sætte denne fuldstændigt ind i, hvorledes

Felttoget burde ledes for at faa Oppositionen

stærk.

Stenigen var en underlig liden, blond Mand,

spæd og mager som en forlæst Skolegut. Det

lyse, uredte Haar, som han stadig for i med

Haanden , og det gulhvide , dunede Forsøg til

et helt Skjæg i et lidet, uregelmæssigt Ansigt

vilde gjort Udtrykket temmelig intetsigende,

om ikke et Par spillende livlige, glansfulde blaa


2L

Øjne stundom spottede, stundom hadede,

stundom triumferede, men altid fortalte noget.

Herregud saa han er liden, tænkte Michelsen,

da de sad ligeoverfor hinanden i det lille Værelse

i Klubhotellet, men han saa strax, at her var

noget at gjøre af.

»En saadan Smaastadsrektor, De,« sagde

Steningen. »Jeg gik strax derop, kan De vide,

for at præsentere mig. Men hvad skal det

blive af Ungdommen med saadanne Ledere!

Kan nogen vente, at der skal blive praktiske

Medborgere af dem? — De vil finde det ensomt

og stille hos os, sagde han; udenfor Kultur-

centrerne har videnskabelig anlagte Naturer

saa faa Tilknytningspunkter med Omgivelserne:

man maa søge sin Trøst i at fordybe sig i

sine Studier, saa Aanden ikke skal udslukkes.

Jeg svarede ham, at hvorsomhelst Menneskeliv

rører sig og et Stykke Samfund kjæmper for at

vinde sin Ret og naa en højere Stræbens Maal,

der finder jeg mig ikke ensom. Da saa han

paa mig med en dum Forundring, omtrent

som om jeg skulde været en vild Kannibal.

Men saa begyndte han at tale lærd igjen.

Er det hans Mening at være lærd? Ja, jeg

kunde tænke det. Han gjorde ogsaa Indtrykket

paa mig af et lærd Bibliothek med et Fæ til

Bibliothekar, som man siger. Uf!

»Men hvordan finder De ellers vor By?«


220

spurgte Michelsen, som ikke interesserede sig

for Rektoren.

»Aajo,« sagde Stenigen, »lidt smaat ser

det ud sammenlignet med Hovedstaden, men

som De ser behøver jeg ikke saa stor Plads.

Og Fruentimmerne, ved De hvad, mon de allesammen

er saa store og stærke? Ja, for til en

Begyndelse har de ligefrem baaret mig paa

Hænderne. Jeg er saa liden, ser De, haha!«

Og saa begyndte han at le og fortælle og

fortælle og le, saa Michelsen maatte le med.

Stenigen havde en Rædsel for Søen, selv

om det var paa en Sommerdag, og saa foretrak

han at rejse paa Jernbanen, skjønt Toget kom

meget sent frem om Aftenen.

Træt og ynkelig kom han til Klubhotellet,

hvor han- strax puttede sig i Sengen, og om

det til daglig var hans Vane at sove længe

om Morgenen, saa drog det denne Gang endnu

længere ud. i\t han en varm Sommernat

maatte ligge under en høj Dundyne, hvis Vægt

og Varmeevne vilde have været til en foryngende

Svedekur for en nogenlunde kjødfuld Skabning,

generede ikke denne Skygge af en Myg, og

da han havde forsømt at rulle ned Gardinet,

saa Dagslyset tilsidst holdt paa at vække ham,

trak han endog Dynen helt op over Hovedet.

Medens Badehotellet var europæisk let og

modernt, var Klubhotellet solid, men noget


221

landligt, og især var dets Stuepige Johanne

baade landlig og usædvanligt solid, lang, stærk

og resolut. Det sagdes, at hun pryglede Gaards-

gutten, naar denne kurede til andre Piger.

Havde Stenigen været en ordentlig Mand

og lagt sine Klæder smukt sammen paa en Stol

ved Sengen, saa vilde endog den landligste Pige

undselig have trukket sig tilbage, naar hun

Klokken halv elleve paa Formiddagen endnu

fandt denne Stol belagt. Men naar en Buxe

ligger henne ved Vinduet, Skjorten i Sofaen,

Støvlerne ved Ovnen, Uhret i Vindueskarmen,

saa vil en umistænksom Pige ikke have sikre

Indicier for Tilstedeværelsen af et ubeklædt

Væsen, og selv om hun mod al Sandsynlighed

skulde have en forudfattet Mening om en saadan

Eventualitets Rimelighed, turde hun være be-

rettiget til at anse det som et sikkert Modbevis,

naar der ikke findes Spor af menneskelig Be-

boelse paa det Leje, hvor Mennesket i sin

Nøgenhed plejer at holde til. Der saa hun kun

den høje, rødrudede Dyne.

Johanne havde med en saa let Haand, som

det overhovedet for dette kraftige Væsen var

muligt, aabnet Døren; men da hun, som sagt,

ikke saa Spor til Folk, skred hun ufortøvet til

at gjøre rent. Enhver praktisk Pige har i saa

Henseende sin egen bestemte Methode og Orden,

der ikke fraviges, og som Følge heraf skred


222

Johanne strax med lange Skridt hen til Sengen,

hvorfra hun efter sin Vane tog Over- og Under-

dyne paa engang, for derefter at ryste paa

Madratsen.

Maaske skulde hun i overdaadig Kraftfyld

ikke engang have mærket den Smule Vægt-

forøgelse, som Stenigens Tilstedeværelse inde i

Sengklæderne voldte, om han ikke, pludselig

vækket af blide Drømme og aldeles ubekjendt

med, hvilken gaadefuld Naturkraft det var,

som for hans halvvaagnede Bevidsthed totalt

ophævede Tyngdekraften , havde skreget og

sparket saa virkningsfuldt, at Johanne med et

Skrig slap den farlige Byldt ned i Sengen igjen,

hvorefter hun raabte: »Kors i Jøssu KrestiNamn,

er det Folk i Senga, da!« og derpaa ilsomt løb

paa Dør.

Dette var Stenigens Debut i Badebyen.

Det skulde dog ikke egentlig blive Kvinderne,

der bar ham paa Hænderne her; dette var for-

beholdt andre, mindre yndige Væsener.

Foreløbig fik han af Michelsen Instruktion

om, hvorledes han skulde tale Arbejdernes Sag,

støtte Hansen og sætte Liv i Avisen.

»Forstaar, forstaar!« sagde Stenigen.

Advokat Hoel havde allerede givet ham en

generel Oversigt over Situationen og bedet ham

stole ubetinget paa Michelsens Vejledning baade

som Strateg og Taktiker.

e


22

Syttende Kapitel,

som indvier Læseren i Folkeinstinktets Mysterier og hemmelige

Maskineri.

Det stod ikke længer ganske rigtigt til

mellem Hansen og Amanda.

Ingen af dem havde sagt noget ligeud, der

kunde tydes som Misnøje, men Forholdet var

ganske som mellem tvende Magter, der vil have

Krig og dog alligevel egentlig slet ikke vil

have Krig, noget, der klinger som en aabenbar

Modsigelse, men alligevel kan iagttages som

faktisk forekommende.

Hansen mistænkte stærkt Amanda for at

ville stække hans Vinger, der nu var udspændte

til Flugt op mod Højderne. Den ejendommelige

Blanding af ærlig Begejstring og personlig For-

fængelighed hos ham havde i den seneste Tid

faaet saadan Næring, at der ikke kunde være

Tale om at stanse, og alligevel var det aaben-

bart noget saadant Amanda vilde.

Hun paa sin Side mistænkte mer og mer,

at hans Ærgjerrighed snart maatte komme til

at løfte ham op over det Niveau, hvor hun

selv og den Livsstilling, hun havde tænkt sig,

kunde tilfredsstille ham.

Og saa blev det slig, at naar de syntes de

droges til hinanden som før, var der alligevel


224

noget, der stillede sig imellem; de var ikke

længer fuldt oprigtige. Hun vilde ikke eller

turde ikke tale rentud om, hvad hun misbilligede;

han vovede ikke at indvie hende i sine Planer.

Saaledes gik det til, at da Byen en Morgen

vaagnede og fandt, at den havde en virkelig

politisk Avis, sad samtidig Amanda stum af

Forbauselse og Forfærdelse med Avisen i sin

Haand.

Det var bare en Artikel: »Vor Stilling i

det kommunale og politiske«. Den stod paa

første Side med skudte Typer, og saa lidet hun

end forstod sig paa slige Ting, forstod hun

dog af det blotte ydre Tilsnit, at her var noget

nyt og afgjørende.

Hun læste langsomt Ord for Ord, men

kunde ikke rigtig finde Rede i, hvad det egent-

lig drejede sig om. Saa meget begreb hun

dog, at der udtaltes Misnøje med »Magthaverne«,

et Ord som ofte forekom, og at »de smaa og

undertrykte«, som »fik betale-, burde »tage

Sagen i sin egen Haand«.

Hun lod Avisen synke ned i Knæet og

saa distrait ud af Yinduet. Tankerne kunde

ikke samle sig om noget bestemt i alt dette,

som hun ikke forstod; det var trykkende,

ængstende, dumpe Forestillinger, som trængte

sig ind paa hende. Det hjalp ikke, at Solen

derude skinnede varmt paa det gulbrune Hus


22-

og det høje rode Tegltag ligeoverfor; det

nyttede ikke noget, at hun saa Gadens kjendte

Folk gaa i sin Hverdagssyssel derude, at hun

saa Madammen ligeoverfor ved Vinduet halv-

klædt vaske op sit Kaffestel som sædvanligt.

Hun følte det, som om bare Øjet iagttog dette

varmende Lys og denne daglige Fred, medens

det i Virkeligheden var koldt og mørkt og

ængstende farligt.

Hvad var der skeet?

Havde Hansen selv skrevet dette? Ialfald

blev det ham, som fik tage Støden, naar den

kom. Det kjendtes saa bittert, at han ikke

havde sagt hende noget om alt dette. Og saa

ængstende, at han lagde sig ud med de store.

Det kunde aldrig gaa godt.

Hun undrede sig selv over, at hun ikke

græd, men nej, Taarerne kom ikke. Det bare

kjendtes saa varmt inde i Brystet, og jo mere

hun sad saadan og saa hen for sig ud paa

Gaden, jo mere Tid Forestillingerne fik til at

samle sig sammen, desto tydeligere skete det

om et bestemt Midtpunkt. Bitterheden, Kræn-

kelsen veg, og den gamle Kjærlighed tog Ene-

vældet.

»Nu skal du være rigtig oprigtig, Anders,«

sagde hun, da han udover Eftermiddagen kom der-

op, kan du ikke gjerne være, som du var før, og

sig mig nu, hvad alt dette herre er. Jeg er


226

saa ræd for dig, Anders!- Og saa lagde hun

Armene om Halsen paa ham og bad med Ojnene

varmere og mere indtrængende end med Ord.

Hansen følte sig ikke lidet generet. Hun

havde jo Ret, at han havde lovet hende ikke

at holde noget skjult, ikke at foretage noget,

uden at hun fik vide det. Og alt dette — det

mest afgi ørende for hans Fremtid, det følte han

selv — havde han foretaget bag hendes Ryg.

Xaar Samvittigheden er paa det ommeste,

plejer Synderen at sætte Friskfyransigtet op.

Og Hansens Samvittighed var for Øjeblikket

saa øm som en frodig Ligtorn. Altsaa blæste

han først næsten en hel Melodi paa Pyh!«,

idet han samtidig udviklede et rigt System af

lette, overlegne Smil, der skulde overtyde hende

om, hvilke uhyre Elefanter hun gjorde af, hvad

der for hans overlegne Betragtning var smaa

journalistiske Myg; dernæst skred han til fra et

passende højt valgt Stade at berolige hende

med kjærlighedsfuld Overbærenhed.

Det lykkedes dog ikke: hun havde altid

en kjedelig Indvending at gjøre mod hans sole-

klare Argumenter.

»Jeg kan rigtig ikke forstaa, Amanda,«

sagde han tilsidst, >at du kan gaa slig og være

ræd for ingenting; jeg har jo forklaret dig alt-

sammen.«

»Ja, det er det samme, svarede hun be-


22/

stemt og med sin sædvanlige generende Ro,

jeg skjønner godt, at det er nogen blandt de

store, som vil gjøre Spektakel, og saa vil de

fri sig selv og have en Syndebuk; det blir

Avisen og dig det! Aa Gud bedre os,« sukkede

hun, »du faar nok se, det gaar ud over os alle-

sammen. Ja, for jeg forlader dig ikke i Nøden,

Anders, endda du har været saa — — mod

os — — « Hun fortsatte ikke, Taarerne, som

randt nedover hendes Kinder, fortalte ham

tydeligt nok, hvad hun sigtede til.

»Nøden!« sagde han lidt brydd, men saa

overlegent, som han kunde faa det.

»Ja, du faar vel se. Vent bare,« svarede hun.

Saa tog hun Forklædet op, tørrede sine

Øjne, og gik saa ud i Kjøkkenet efter KafTe-

kjedelen for at skjænke i Koppen til ham.

»Kom nu, Mor, og tag dig en Kop til,

du ogsaa,« sagde hun opmuntrende. Madam

Andersen havde nemlig siddet helt fortabt og

stum som en Fisk paa en Stol borte ved

Hjørneskabet, ivrig sysselsat med at sprette op

et Skjørt. Og hele denne store Begivenhed

var for hende altfor trykkende til, at hun ikke

skulde vedblive at være stum og underlig af sig.

Hansen mente forresten at have en vis

Grund til at se Sagerne lyst.

At Arbejderne var stemt for ham, det havde

han paa mange Maader havt Anledning til at


22!

erfare, og nu fandt han, at det havde helt gode

Udsigter med det Poulsenske Parti ogsaa.

Michelsen havde endog paa en vis Maade bundet

sig til ham med Penge, og det var da vel en

temmelig sikker Garanti for hans Oprigtighed.

Det var Michelsen, som havde bragt ham

denne Artikel, som voldte Amanda saa megen

Frygt, og som havde vakt saa megen Opsigt i

Byen.

»Stenigen har skrevet den,« sagde Michelsen,

»han er i alle Dele frisindet og brænder af Iver

for Smaafolkenes Sag. Ja, det er en rigtig

idealt anlagt Natur, kan du tro! Gud bevare

mig, du skulde bare hore ham tale om Magt-

haveriet. Naa, han kommer jo ogsaa derinde

fra Hovedstaden ; der har de mere Mod til at

synge ud, som Svensken siger. Ser du, Stenigen

var den rette Mand for dig; han kan skrive om

alting. En forbausende Sum af Kundskaber,

det er sikkert nok; der er ikke den Ting, som

den lille Fyren ikke har studeret tilbunds. Og

saa som han skriver! Ja, læs bare det der.«

Tænderne lob i Vand paa Hansen. Det

var just det, som havde plaget ham, at han

ikke selv kunde skrive slig i den høje Stil om

alt muligt. Han kunde nok holde Taler om

det og snakke om det, men naar det kom saa

langt som til at sætte det i Pennen, da havde

han følt, at det store Sving fattedes ham.


229

En Medarbejder, som kunde skrive flot og

elegant for de store af Poulsenpartiet, medens han

selv skrev om et og andet i Arbejderstil, det

vilde være noget.

Men Pengene!

Han gjorde denne Indvending ligeoverfor

Michelsen, men saa snakkede de saa længe her-

om, til Michelsen lovede at lægge ud til Maaneds-

løn saa længe til Valget var over. Blev saa

Hansen valgt, da var jo alt i Orden, og han

maatte alligevel have en Redaktion i Storthings-

tiden.

Hansen var til en Begyndelse lidt mistænk-

som. Hvorfor vilde Michelsen vove Penge paa

dette? »Jo,« sagde denne, »du skal til Gjengjæld

støtte mig og arbejde for en frisindet Liste ved

Kommunevalget.«

Ja, det var jo klart. Her laa Michelsens

Interesse. Og altsaa maatte det være fuldt

Alvor med, at han vilde skaffe Hansen frem.

Det gjaldt baade de udlagte Penge og Kom-

munevalget.

Nu har jeg Garantier,« sagde Hansen til

sig selv. Med Michelsen gik ganske sikkert

det Poulsenske Parti.

Hvis Læseren nogensinde har opholdt sig

i en mindre By, naar et eller andet lokalt

Spørgsmaal har været paa Bane, vil han let

sætte sig ind i den Røre der blev, da Artikelen


230

om »Vor Stilling i det kommunale og politiske«

læstes. Selv et Spørgsmaal som det, om der

skal luges i Rendestenene, eller om der skal

anbringes en Lygte ved Hjørnet af Svinesund og

Støvleknægten, formaar at sætte Lidenskaberne

i Bevægelse og oprejse Sparsomhedspartiet mod

Ødslerne, endsige da en Granskning af det hele

System.

Ja, nu er de paa rette Vej,« sagde ogsaa

Professor Døring nede ved Bademiddagen, »det

er Systemet, de skal tillivs, før kommer de

ingen Vej.«

»Og det var den eneste læselige Artikel i

den Avis, siden jeg kom hid,« sagde den svenske

Kandidat, som sad ved Siden af ham.

»Det har De ogsaa Ret i,« svarede Døring,

»man maa have lidt lokalt Liv at interessere

sig for. Nu har jeg i hele Sommer ikke fundet

noget videre at læse i Aviserne. Jeg har, ved

Gud, ikke havt andet at sysle med end en

fransk Bog om Alkohol — ja, De ved, jeg

arbejder med Alkohol og Alkoholisme som

Specialitet nu for Tiden — men, ser De, det

er jo nok højst interessant at fordybe sig i

Forskninger over de forskjellige Virkninger af

Aldehyd og Amylalkohol og Isopropylalkohol

og Propylalkohol og Butyl og Methylpropylcarbinol

og Ethylalkohol og saadant noget, men


231

lidt Afvexling til Adspredelse skader ikke, ser

De. Nu lader det til, at vi kan faa lidt Politik.«

»Og drøfte de store Samfundsspørgsmaal,

sagde Kandidaten. »Det er højst interessant

at se, hvorledes de arbejder sig frem ganske af

sig selv, ved Folkenes Instinkt.«

Sagfører Petersen sad skraas overfor dem.

Han var flygtig kjendt med dem begge, men

plejede ikke at befatte sig med dem. Denne

Gang kunde han dog ikke bare sig. Det gjærede

indeni ham, da han hørte den svenske Kandidats

sidste Ytring.

»Herr Kandidat, raabte han over til ham,

»jeg maa virkelig faa Lov til at erklære mig

enig med Dem — Folkets Instinkt, ja, det er

det, som driver de store Samfundsspørgsmaal.

Ved De hvad Folkets Instinkt heder her i

Byen, De?«

forbauset.

»Hvad mener De?« spurgte Kandidaten

»Jo, ser De, Folkets Instinkt, det heder

her i Byen Poulsen & Michelsen, og det gaar

ganske rigtigt af sig selv, som De siger, aldeles

som det var smurt. Jo, det er opløftende, ikke

sandt? Smaafolks Ret, Samfundets Vel, Selv-

styre, kort sagt Menneskerettighederne, — ja,

det er en stor, løftende Tanke!«

»Det forekommer mig,« sagde Professoren,

»at Sagføreren ikke er saa ganske enig med os,


232

som De lader. For om jeg ikke misforstod

Dem, saa hylder De dette om smaa Aarsager

og stor Virkninger — —

t

;Gudbevars, hvor kan De sige det,« af-

brød Petersen, »nej, nej langtfra, jeg forstaar

saa godt, at der just er store Aarsager for dem,

som har sat det igang, og jeg forestiller mig,

at det bliver meget smaa Virkninger for dem,

som egentlig skulde have godt af det.«

»At der er Ledere,« sagde Kandidaten,

»det kan ikke tale imod Fremskridtsbevægelsen.

Det er jo klart, at Folket maa have Ledere.«

»Aldeles rigtigt,« sagde Sagføreren med

den uskyldigste Mine, »Folket maa have Ledere ;

jeg er jo aldeles enig med Dem; eller som man

ogsaa kunde udtrykke det: Lederne maa have

Folk. Hvilket kommer ud paa et og det

samme i Praxis.«

Petersen vedblev at være enig, og det

øvrige Bordselskab havde stor Fornøjelse af

den tilsidst ret spidse og krydrede Diskussion.

Langtfra saa fornøjet var man hos Flocks.

Ikke at tale om Fruen, der allerede følte

sig »afsat«, og som i to Dage ikke havde Kraft

til at afstrejfe sig sin ydre Bedrøvelighed eller

at indtage nogen anden mere oplivende Stilling

end som Sorgens Genius i det vante Sofahjørne;

og ikke at tale om Sønnen, der saa sig endnu

mere ærgerlig og forbitret paa Moderen, naar


232

hun pustede og vrængte Øjnene, saa følte ogsaa

Konsulen selv sig dybt krænket over Artikelen.

Han beklagede sig ikke hverken for Husets

Folk eller for sin Ven Provsten; det var ikke

saa hans Vane. Men han græmmede sig over

de skjulte Udfald, der gjordes mod ham, thi

vistnok var han ikke nævnt, men der pegedes

dog saaledes, at alle vilde tænke paa ham.

Og hvad havde han saa gjort, spurgte han

sig selv. Han var sig bevidst, at han havde

baade arbejdet og udrettet betydeligt for sin

Kommune. Han prøvede sig selv, om han

nogensinde havde tænkt paa sig og sit fremfor

paa Kommunen i de Sager, som angik den,

men han kunde med Tilfredshed berolige sig i

saa Henseende. Og som dens Repræsentant

vidste han, hvad han havde drevet igjennem

for den. Resultaterne talte. Tak havde han

aldrig forlangt, men det krænkede ham at faa

Utak, hvor meget han end ræsonnerede om, at

sligt var Verdens Gang, og at Utak er Verdens Løn.

Provsten var yderst forbitret og kom strax

samme Formiddag over til Konsulen. Hvem

kunde have skrevet Artikelen? Hansen var det

ikke, men naturligvis var det Hansen, som

havde fremkaldt den.

>Forresten er det næsten godt, at det

kommer paa den Maade,« sagde Provsten. »Bliver

de ved slig, saa ødelægger de sig selv.«


234

»Ja, man skulde næsten synes saa,« svarede

Flock og saa op paa ham. >For det maa ind-

rømmes, det er dog igrunden nederdrægtigt.«

»Javist er det nederdrægtigt,« sagde Provsten,

som begyndte at gaa ivrigt op og ned paa

Gulvet, »og derfor siger jeg, det er godt. De

kommer til at faa alle hæderlige Folk imod

sig, det skal du faa se. Bliver det saa ved,

har da sandelig Hansen ingen Udsigter, nej

ingen, siger jeg dig. For Arbejderne alene kan

ikke klare det. Og saa faar de lade dig staa,

gamle Ven, de faar lade dig staa!«

»Aa, det er nu ikke saa sikkert,« svarede

Flock, »det kan jo ogsaa være det samme.

Men de skal ikke faa Lov til at afklæde mig min

Hæder. Det odiøse er, at de ikke kan skubbe

sig frem uden med Løgne.«

Provsten spurgte, hvad han vilde gjøre, og

Flock svarede kort : Ingenting,

« hvorpaa Provsten

stansede midt foran ham, saa ham halvt raad-

vildt spørgende , halvt tvivlende ind i Øjnene,

begyndte atter at gaa op og ned, stansede

igjen og saa ud af Yinduet, samt sluttede med

at sige halvt for sig selv: »Nej, kanske!

Overalt i Byen snakkede man om denne

Artikel, der blev efterfulgt af andre i omtrent

samme Toneart.

Og det varede ikke mange Dage, saa fandt

man Stenigen nede paa Avisens Kontor og


235

opdagede, at han var den egentlige Redaktør,

der fuldstændigt ledede Hansen med Hensyn

til, hvad der skulde behandles og hvad der

skulde ind.

De misfornøjede smaa jublede. »Den

Hansen, det er en grepa Karl; ja, naa faar

dem, dissane Storkakserne, og det er regtig

tilpas,« hed det. De misfornøjede store syntes,

det var dejlig Skandale. Officielt udtalte de

sig misbilligende om de skarpe Angreb: »Gud-

bevars, der er adskilligt at anke over, det kan

jo ikke godt negtes, men der er Maade med

alting — Formen kan ikke billiges.« I al

Hemmelighed gned de sig i Hænderne og

tænkte som de andre: »Det har de sgu godt af.«

Rektor tog Stenigen for sig. Var det

virkelig muligt, at det var ham. som skrev ?

Ja naturligvis, svarede Stenigen yderst fri-

modigt. Og da Rektoren begyndte at ville

holde en liden Prædiken, erklærede Stenigen

meget rolig og bestemt, at dette var ikke noget,

som kom Skolen ved; han haabede, der ikke

var noget at klage paa hans Virksomhed som

Vikarius.

Rektoren stod der. Hvad skulde han svare?

Det var jo ikke noget af den Slags, som en

Ungdommens Lærer ikke maatte befatte sig med.

Og meget raskt og frimodigt gik det her-

efter ogsaa til paa Redaktionskontoret. Ste-


236

nigen havde i Hovedstaden gaaet i den mest

fuldkomne Radikal-Skole og kunde med Vir*

tuositet balancere paa den fine Linje mellem

Løgn og Sandhed med Modifikation.

>Det er Systemet, som er det vigtigste,

Hr. Hansen, sagde han, »med andre Ord,

Konsekvens i Agitationen. For hvad er politisk

Agitation? Tror De, det bare er Kamp om de

store Spørgsmaal, disse, som man først og fremst

kalder politiske? Langtfra! Vore Modstandere

maa vi ramme i deres Tro, i deres Anskuelser,

i deres Bøger, i deres Vaner, i deres Feste, i

alting. Det duer ikke, ser De, naar det ikke

er i vor Aand, læg Mærke til det.«

Det var den kortlokkede Mø, Frøken Holm-

sen, som foranledigede Stenigen til denne Op-

summering af Oppositions-Visdom, og baade

hun og Hansen lyttede til som Børn, der af en

Kammerat lærer, hvorledes man skal stjæle Æbler

uden at blive fakket, lystne efter at komme

op i Kundskabens Træ, forbausede over sin

Lærers Kløgt, Dristighed og Verdensvane.

Frøkenen havde nemlig paa Opfordring af

Byens første Boghandler skrevet en Anmeldelse

af en liden Fortælling, som han havde forlagt.

Den var anonym , men Frøkenen havde i al

Hemmelighed faaet vide, at den var skreven af

Sorenskriverens Fuldmægtig, og i al Hemme-


lighed meddelte hun dette til de to Redak-

tører, naturligvis under Tausheds Løfte.

Stenigen løb hurtig igjennem Anmeldelsen,

som havde kostet Frøkenen meget Hovedbryd,

mange Udstrvgninger og Tilføjelser og et Par

Renskrivninger.

»Fy for Pokker, De roser den jo,« sagde

Stenigen, »det Højrepak, med Respekt at sige!

Det gaar aldeles ikke an, Frøken.«

»Men vi har været vant til at vise Bog-

handler Holm en og anden Tjeneste,« tillod

Hansen sig at indvende.

Ja, det kan jo ikke gjøre Bogen bedre,

ved jeg!«

»Men den er virkelig talentfuld,« sagde

Frøkenen.

»Det er umuligt!«

»Jo, jeg forsikrer Dem! Og det sandeste

Virkelighedsbillede! Jeg kjender selv de For-

hold, som skildres i »Fattigdom«; jeg ved, at

det er taget lige paa Kornet. Og man ser

dem ogsaa levende for sig. Det er virkelig

talentfuldt skrevet og i en smuk Aand.«

»De er ikke med, Frøken, det mærker jeg

godt,« sagde Stenigen med et Smil, der paa

engang udtrykte Elskværdighed ligeoverfor

Kvinden og Overbærenhed overfor Begynderen.

»Nu skal jeg skrive en Anmeldelse, saa skal

De se.«


23S

»Men De har jo ikke læst den,« sagde

Frøken Holmsen og spilede Øjnene op.

»Det behøves ikke, De har jo læst den.

Og Hovedindholdet har jeg i Deres Anmel-

delse.«

Stenigen skrev, medens Frøkenen talte

med Hansen borte i den anden Ende af Væ-

relset; de skulde være lidt dæmpede for ikke

at forstyrre.

Hun kunde endnu ikke rigtig forstaa dette,

sagde hun, for et Digterværk, det maatte man

da vel bedømme efter Sandheden og Skjøn-

heden i det. Hun havde desuden selv set, at

en Bog af Warberg, som jo var Venstremand,

var blevet kaldt talentfuld i et af de store

Højreblade i Hovedstaden — —

»Ja, men vi er ikke saa dumme, vi!«

kastede Stenigen ind. Det lod til, at han hørte

alligevel; saa begyndte de andre at hviske.

Gud, de maatte ikke forstyrre.

Der findes visse Fruentimmer, som hen-

falder i Forundring over de aller ubetydeligste

Smaating og siger: »Gud, det er da vel ikke

muligt!« naar nogen Medsøster fortæller, at hun

har mødt en Veninde paa Gaden. Til denne

forundrede Klasse hørte slet ikke Frøken Holmsen.

Men skjønt det for den lille Stenigen var

en ren Smaating at nøste ud af sig en Spalte

politisk Betragtning eller litterær Anmeldelse

.


239

eller Theaterreferat eller hvadsomhelst, der ikke

uomgjængelig behøvede at være baseret paa

det faktiske, saasom Skibslister og Markeds-

priser, vakte det dog den højeste Grad af For-

bauselse baade hos Hansen og hos Frøkenen,

da det, som havde kostet Frøken Holmsen

Timers Overvejelse og Arbejde, her blev færdigt

expederet paa mindre end et Kvarter.

Var Forbauselsen herover stor, blev den

ligefrem overvældende, da Stenigen oplæste sit

Opus med en vis selvbevidst Salvelse og med

Tryk paa de vigtigste Steder.

Forfatteren aabenbart af dem, som gjerne

vil pynte sig med Ømhed for Fattigdommen

— Ingen sand Følelse for de virkelige Aarsager

til Samfundsonderne — Palliativer — De

besiddendes fornemme Blik paa Arbejdet —

Roser som Barmhjertighed, hvad der kun er

Rettighedernes Opfyldelse — Sjælløs Opfatning

— Hjertelag og Poesi erstattet af koldt Ræ-

sonnement — Blodløse Skikkelser — Utækkeligt

Forfatterfysiognomi — Ingen Digternatur —

Den driftige Forlægger sørget for godt Udstyr,

værdigt bedre Formaal — Vil neppe finde

Læsere udenfor de gamle Efterliggeres Kreds

— Opkog af gamle, forbrugte Synsmaader. —

»Men ved De hvad, naar De siger, den

ikke er poetisk — — « Frøken Holmsen var


«

240

endnu for fersk, hun maatte opponere lidt. men

blev hastig afbrudt af Stenigen.

»Bedste Frøken, Poesi, det er Seerens Evne

til at opdage og fremstille det herskende Sam-

funds Uselhed. Poesi, det er det opladte, dybt-

skuende Blik for det ædle Væld i Folkedybet,

den sikre Følelse for, hvorledes Elendigheden

dernede skriver sig fra Fordærvelsen deroppe.

Poesien, det er Livet, Fremskridtet, Kampen

mod Undertrykkerne, Befrielsen — Befrielsen,

Frøken! Den gamle Snak om, at Kunsten skal

»løfte« os ved at vise os. Modsætningernes For-

soning, og at den skal repræsentere Ideen i

Verdenslivet — puh! Hvilket Vrøvl! Livet

selv skal den vise os, Livet i al sin Sandhed,

ja i al sin Smuds og Elendighed, saa vi kan

se, hvad der maa forbedres.«

»Men Herregud, det kan vi jo se selv uden

nogen Digter,« indvendte Frøkenen, »og des-

uden synes jeg, at i denne Novelle skildres

Livet — —

»Aa, men Gud bevare mig, Frøken, kan

De da ikke forstaa, at det kommer an paa

Aanden. Fremskridtets Aand er Poesi, og

Fremskridt er jo at gjøre sig af med det gamle.

Det, som bunder i det gamle, det er altsaa

ikke Poesi.«

»Det er saa klart som Drank,« sagde Hansen


41

afgjørende. Han var allerede fuldstændig over-

bevist.

»Ja, det er som sagt Systemet, det kommer

an paa,« blev Stenigen ved. »Den, som finder

noget godt i det gamle, maa vi slaa ned, det

er klart, for der kan jo ikke komme noget nyt,

før det gamle er fejet bort Den, som er enig

med os i at kræve Forandring, maa vi støtte og

holde frem. Nu forstaar De mig nok, ikke sandt?«

»Jo — aajo!« sagde Frøknen. Det begyndte

at gaa op for hende, at man maatte

lære at være Fremskridtsven, ligesom alt andet

maa læres.

Forelæsningen var forresten mest holdt for

Hansens Skyld, men det passede godt at give

den indirekte.

Og Avisen blev lagt helt ind under »Sy-

stemet«, over hvilket den lille Stenigens store

Aand svævede som en Kerub med udspændte

Vinger og truende Sværd.

Attende Kapitel

hvori det synes som om ikke Slyngler , men

Ven Hansen skal hæves til Ærens Top.

derimod vor

I Forværelset til Arbejdernes Forsamlings-

sal, der hvor de om Vinteren hængte sit Tøj

16


'42

af sig, sad en Lørdagsaften i Begyndelsen af

September Ligpyntersken og Madam Andersen

paa en af de lange Træbænke. Amanda stod

støttet til Dørposten, bleg og urolig, og saa

ind i Salen, hvor der var fuldt af Folk, som

diskuterede Storthingsvalget.

laften skulde de jo afgjøre om Hansen.

Byen var kommen i sine gamle Folder.

Kun nogle enkelte Badegjæster var endnu til-

bage for at faa de sent paabegyndte Kurdage

fuldtallige. Digteren og Professor Døring var

blevet over nogle Dage paa Indbydelse af

Michelsen, og de sad nu derinde sammen med

ham og den svenske Kandidat for at høre paa

Diskussionen. Denne havde forøvrigt ogsaa

lokket Sagfører Petersen og et Par andre ivrigt

interesserede af Byens Borgere.

Ellers var der kun Medlemmer; Arbejdere

og Haandværkere, Byens >smaa« Stemme-

berettigede.

Amanda lyttede til hvert Ord, som var det

afgjørende for Liv eller Død. Hun stod der

næsten urørlig. Ansigtet var blegt, og Sved-

draaber trillede ned fra Panden. Stundom strøg

hun sig blot let over Ansigtet med Kjoleærmet,

men stundom maatte hun tage Lommetørklædet

og tørre sig ordentlig af; det var som et Damp-

bad. Blodet steg og veg igjen med pludselige


243

Ryk, naar hun hørte nogen nævne en anden

Kandidat end Hansen.

Udenfor paa Bænken sad som sagt Madam

Andersen i Samtale med Ligpyntersken. Det

vil sige, Madam Andersen følte sig temmelig

*trykket af Situationen og var faamælt. Men

Ligpyntersken, som blot var fulgt med for

Selskabs Skyld, da der desværre ikke var noget

Lig at opdrive til hende i hele Byen eller Om-

egnen, lod Munden løbe saa meget ivrigere.

»Se saa, er det en ny en oppe nu! —

Hvem i Alverden er det, som snakker nu? Jeg

synes da, jeg skulde kjende Maalet paa ham

ogsaa. — Aahaa, det er Skulsrud'en, jeg hører

det paa Snøvlenæsa hans. — Haha, ja ja, jeg

husker vel den Gangen, jeg pyntede Andersen

i Storgaden — ja, det er to Aar siden det, i

Juni var — saa skulde Fruen have fiffet op

Salsmøblerne til Begravelsen, og det skulde ske

fort, kan du vel skjønne. (Du store Hibbel,

sa'n, aaffen skal jeg bli færdi; jeg faa kobbe

Klokka sex iborgen tidlig.) Og Fruen, ser du,

hun havde ikke gjort andet end at graate hele

Dagen, saa vidt jeg kunde se da, og svart som

en Korp stod hun der og talte med Skulsrud'en.

Men nejmen om hun kunde la' bli at drage

paa Munden, da hun fik høre Snøvlenæsa hans.

— Hvadfornoget? Hvad er det han siger der-

inde? Vil han ikke have Hansen, siger han?


244

En virkelig Arbejder, jasaa, ligesom ikke Hansen

er en virkelig Arbejder. — Xej, Jøssu Namn, saa

det trækker fra Døren da; jeg synes de kunde

koste paa den en ordentlig Laas, saa den kunde

holde igjen. Ja, for jeg holder nok af at

pynte Lig, men nejmen om det haster med

at ligge Lig. lel. Uf, jeg synes, jeg kjender

det nedigjennem hele Ryggen. Ja, det var

ikke andet Frøken Skjold døde af her i forrige

Maaned. — Jasaa, er han færdig derinde nu!

Xaa, de klappede da ikke af ham heller; ja,

hvorfor vilde han ikke have Hansen, detNautet!

— Men ser du, disse Skjolds, det er noget stort

— ja, det vil sige Rakkerpak. Kan du tænke,

jeg fik ikke saa meget som en Kop Kaffe paa

Formiddagen, og saa klagede de, at Frøknen

var ikke vakker nok, endda jeg har aldrig i

mit Liv havt sligt Bryd med at faa nogen rigtig

— ja, det vil sige ellegant i Graven. Hun

kunde gjerne staaet op af Kisten og gaaet lige

paa Dansebal med det samme for den Sags

Skyld, og du ved, det er aldrig Løgn i min

Mund, det ved du. — Men hvad er det for en,

som er oppe derinde nu da? Xejmen om jeg

skjønner, hvem det er.«

»Det er Formand Thorkelsen, « sagde Madam

Andersen kort.

»Aahaa, det er ham ude paa Værftet med

det krogede Benet — Jaha, og saa kommer


245

Skjold da, ser du, og siger, at det kan da vel

ikke være min Mening at smøre op en slig

Regning for det tarvelige Svøbet, sagde han.

Tarvelig, sagde jeg, nej, det findes nok andet

her i Verden, som er tarveligt, og det baade

af Folk og andet, sagde jeg, om De ikke skal

staa og sige, at mine Numer i med baade Krus

og Baand er tarvelige. Og saa kommer Fruen

og siger, at det er ikke værdt at staa og akkor-

dere, for de var jo i min Vold, sagde hun. Ja,

det var rigtig pent at sige sligt over Liget,

som laa der.«

»Hys,- sagde Madam Andersen. »Jo, han

snakker for Hansen

»Og det gjør han Ret i; ja, du skal faa

se, de tager Hansen. - Naa jaja, saa siger jeg:

Nej, det er vist og sandt, siger jeg, det er

ikke værdt at akkordere; men jeg truer mig

aldrig paa noget Lig, siger jeg, og er det ikke

godt nok det jeg har gjort, saa kan jeg tage

det med mig igjen, og saa kan hun gaa ud

af Verden slig som hun kom ind i Verden.

Hahaha, ja, jeg synes endnu jeg ser dem. Nehej,

da blev det en anden Laat. — Jøsses saa de

klapper derinde. Det er fordi de vil have Hansen

det, skjønner du vel. Det var jo ingen, som

klappede for Snøvlenæsa; haha, ja, den Skuls-

rud'en, bare jeg tænker paa ham, saa maa jeg

le. Men se saa Amanda staar og svetter. Pyh,


246

ja, varmt er det, det skal Gud vide, bare det

ikke var saa koldt — det vil sige fra Døren da.

Men dette her er rigtig højtideligt, hør bare

paa Kittelsen derinde, det er Kjæft paa ham,

det er vist og sandt. Det er rigtig som ved

en stor Begravelse, det mangler bare de skulde

synge. — Amanda!«

»Hvad er det?« spurgte Amanda og vendte

sig halvt om.

»Nu kan du være stolt, Amanda, du blir

Storthingsfrue! Hører du ikke, hvor det gaar

derinde?« Og saa nikkede Ligpyntersken med

sit mest uhyggelige sorglystige Smil.

»Hys, lad mig faa høre paa, sagde Amanda

og saa ind i Salen igjen.

»Aaja aaja, hun kan være glad hun, og

det kan du ogsaa — Ej ej ej, saa det stikker

i Ilkene mine; det betyder, at det lider mod

Høsten det, og at det skal blive rusket Vejr

lige til Jul. Ja, gid det var saa vel. Jeg kan

godt trænge til nogen pene Lig nu, som jeg

har havt saa daarlig Sommer. — Hvad for noget?

Er de færdige derinde? Jeg synes det er Gra-

vesen, som staar og harker og harker. Det

gjør han altid, ncar han skal slutte. Da faar

vi sandelig lette paa os og gaa bort i Døren

og høre paa.

Madam Andersen havde allerede rejst sig,

og de gik hen til Amanda, som knap lagde


247

Mærke til, at de kom hen. Hun var i den

yderste Spænding, hendes Barm gik heftigt op

og ned og hun var endnu blegere end før.

De, som holdt paa Hansen, skulde rejse

sig. Det viste sig, at næsten alle gjorde saa.

Han var Arbejdernes Kandidat. Og saa blev

der valgt en Komité.

De tre Fruentimmer trak sig tilbage helt

til Vinduet, da Folk begyndte at gaa. Amanda

vedblev at lytte; hun hørte dem udtale Til-

fredshed med Udfaldet, bruge rosende Udtryk

om Hansen og overlægge, hvorledes de skulde

møde frem alle som en. Men alligevel var hun

urolig, og enkelte Øjeblikke var hun ikke engang

rigtig sikker paa, om hun ikke heller vilde havt

det modsatte Udfald. Da kunde det vel blive

godt igjen med Avisen, tænkte hun.

Hansen havde nemlig ikke kunnet skjule

for hende, at der i saa Henseende havde vist

sig mørke Punkter paa Horizonten. En og anden

af de gamle Navne havde allerede inddraget

sine Avertissementer , nogle havde ogsaa sagt

op Abonnementet.

Da hans Avis var den eneste i Byen, og

det ikke var saa helt let at oprette en ny, havde

han følt sig temmelig sikker paa, at Folk var

nødt til at blive ved, og især tvungne til at

avertere ligesom før

Disse Tegn paa Misnøje foruroligede ham


248

derfor, og det endog mere end han havde til*

staaet for Amanda.

Men da han nu kom ud fra Salen og gik

hen til Amanda, var han straalende. Nu følte

han sig sikker, aldeles sikker. Vistnok havde

han først forundret sig over, at hverken Michelsen

eller Stenigen traadte op og talte for ham,

men saa havde Kittelsen ment, at det var jo

ingen, som kunde negte dem at optræde her,

men egentlig var de jo ikke Arbejdere, endda de

var Medlemmer af Samfundet, og kanske var

det derfor, de ikke talte.

Ja, det var jo saa naturligt.

Og hvad han nu havde at meddele Amanda,

var jo det bedste Bevis paa, at de i alle Dele

var ham velbevaagne. Han kunde nemlig ikke

følge Amanda hjem, sagde han, for Professoren

og Michelsen og Digteren havde buden ham og

den svenske Kandidat og Stenigen til bestilt

Aften paa Klubben. Det var for at drikke den

nye Kandidats Skaal, sagde de.

Amanda følte sig noget slukøret og ned-

slaaet. Før havde hun havt ham for sig selv,

nu var der stadig noget ivejen. Men iaften

havde hun saa sikkert troet, at han ikke vilde

svigte hende. Hun syntes, det just idag vilde

blive saa tærende ensomt at sidde alene, især

da hun havde lagt over saa meget, som hun

vilde tale med ham om. Men hun sagde ingen-


249

ting. Hun vilde ikke blande noget bebrejdende

ind eller vise sin Uro.

Hun klappede ham bare paa Haanden og

sagde mildt: »Ja, Gud velsigne dig, gaa du og

hav god Fornøjelse ; men se op til mig imorgen

Formiddag, saa er du snil, hvis du kan da.«

Og da hun kom hjem, satte hun sig inde

i Stuen ved Vinduet og græd. Hun vidste ikke,

hvad hun vilde have givet, om han bare ikke

var kommet op i alt dette, saa hun havde faaet

Lov at have ham ligesom før. Hun gav sig

til at tænke tilbage paa, hvor rigtig hyggeligt

de havde havt det herinde i Stuen paa Tre-

mandshaand, naar hun var færdig med Handske-

vasken og sad her just paa denne Stolen og

han paa den der ligeoverfor, og Moder gik

ude og stelte i Kjøkkenet eller sad herinde og

syede.

Men nu var det saa ofte tomt efter ham, og

ikke var det saa helt rigtigt heller, naar han

var der.

Det værste af alt var, at hun kunde ikke

faa det ud af sit Hoved, at alt dette bare blev

til galt og var farligt.

Nede i Klubben gik det derimod festligt til.

Michelsen havde paa Forhaand bestilt fin

Souper i særskilt Værelse og betinget sig, at

de skulde faa blive saa længe de vilde.

Men ikke uden fuldt Overlæg havde han


250

faaet indrettet det saa, at Professoren og Digteren

ogsaa var Yerter. Han vilde nemlig holde sig

aldeles fri for at have optraadt ligeoverfor Hansen

med noget, der kunde tages for aktiv Tilslut-

ning eller i mindste Maade bindende. Da han

lovede at betale Stenigens Medarbejderskab,

havde han udtrykkelig blot fremhævet det kom-

munale og Oppositionen mod Flock, og han

havde jo ogsaa altid værget sig mod at have

noget med Hansens Storthingsplaner at gjøre.

Nu blev det meget hensigtsmæssigt ind-

rettet saa, at Professoren, som var den ældste,

tog Hansen tilbords og skulde udbringe hans

Skaal: Digteren paatog sig samme Funktion

ligeoverfor Stenigen, og saa fik Michelsen den

svenske Kandidat.

Sverige er jo altid saa godt at ty til,

naar Opmærksomheden skal bortledes fra noget

hjemme.

!

Naar undtages den Poulsenske Aften havde

Hansen aldrig været med paa noget saa fint

som dette. Midt paa Bordet stod der en fyldt

Blomstervase afXysølv og Glas, og Sølvknivene og

det blomstrede Service var fremme. Ved hvert

Kuvert stod der fuldt med Glas, baade hvide,

røde og grønne, og Servietterne var sat op i

kunstige Toppe med Brød indvendig i. Og saa

Maden

Da de var komne tilbords og han sad her


2U

mellem disse fine Folk ved et festligt Bord

under livlig Samtale, og ikke alene som de

andres Ligemand, men endog som Aftenens

Helt, da følte han Stunden som en Indvielse til

et nyt Liv, hvor saadant som dette ikke længer

var en Undtagelse, men noget, der hørte til.

Ja, iaften tænkte han for første Gang paa, at

som Storthingsmand skulde han komme til

Kongen; det undrede ham, at han ikke havde

husket det før, men det kom af, at der havde

været saa altfor meget at tænke paa i smaat

og stort, inden det hele var afgjort.

Hansen behøvede ikke at vente længe paa

Talen, der kom med den første Champagne.

Professor Døring vilde i Aftenens Begivenhed

tage Anledning til at udtrykke sin, og han var

vis paa ogsaa de øvriges Glæde over, at Frem-

skridtets Aand havde trængt saaledes igjennem

i denne By, at Arbejdets Repræsentanter havde

kunnet slutte sig sammen om at opstille en

virkelig liberal Kandidat, en af deres egne,

saa at sige en Arbejdets Ridder. Professoren ud-

viklede derpaa meget smukt, hvorledes Sam-

fundets Gift maatte udrenses ligesom Fuseioljen

af Alkoholen, men at den gamle Vane desværre

som oftest fandt mere Smag i det forgiftede

Samfund, saaledes som det er, end i det, for

at bruge et svensk Udtryk, tiodubbelt renade

Samfund (den svenske Kandidat: Bravo!). Ja,


2\2

for en tidobbelt Rensning kan Samfundet trænge

til. Folkedybets rene Kilde maa vælde frem og

skylle bort Fordærvelsen. Derfor hilsedes med

Glæde Mænd som Hansen velkommen o. s. v.

Hansen takkede med en Skaal for Videnskaben,

som i vor Tid byggede det nye Sam-

fund og gik i Spidsen for Fremskridtet; Digteren

udbragte Stenigens Skaal og Stenigen Digte-

kunstens, vore store, vore modige Fremskridtsdigteres

Skaal; og saa kom Michelsen med

Skaalen for den svenske Kandidat, Repræsen-

tanten for det kjære Broderfolk, hvis blotte

Nævnelse gav Gjenklang i ethvert norsk Hjerte,

hvorefter Kandidaten drak for Norge, det kjære

Broderland, hvis Navn stedse gav Gjenlyd i ethvert

svensk Hjerte, og da man var kommen

saa langt som til disse Hjerter, begyndte ogsaa

den almindelige Hjertelighed at flyde, om endnu

ikke over, saa dog rigeligt.

Professor Doring taalte ikke meget; han

begyndte at blive kemisk-videnskabelig og for-

klarede saa utydelig som en lang Række i

hinanden slyngede Gjentagelser, blandet med

omhyggeligt omrystede tekniske Termini, formaaede

det, hvorledes vi med hvert Glas Vin

tyller i os et uhyggeligt Kvantum af den mest

nederdrægtige og forræderske Gift, der dels efter

Aarrækker, dels øjeblikkelig angriber vor Konstitution

med dødelig Virkning, hvad der dog


253

ikke hindrede ham i at fore Giftbægeret saa

hyppig til Munden, at han ved Maaltidets Slut-

ning ikke vilde været istand til at plistre det

simpleste Hornsignal end sige Philines Arie,

som han var dumdristig nok til at forsøge paa.

Da de gik fra Bordet, var det kun Michelsen

og Digteren, der endnu var fuldt hofiahige;

Stenigen var højrøstet og fidel, Kandidaten

havde allerede et lyrisk Grundlag, og da Pro-

fessoren og Hansen passerede Arm i Arm, var

det kun fordi den første havde en Tendens til

Bagbord og den sidste til Styrbord, at de sejlede

ret. Og endda ventede KafTeen, Punschebollen

og Cigarerne paa dem i næste Værelse.

Herude vilde Tilfældet, at Digteren og den

svenske Kandidat, hvilke var kommen i en

Samtale om Kvindespørgsmaalet og Digte-

kvinderne i Sverige, gik hen til Vinduet, og da

Kandidaten fik se Maanen belyse Byen og Havnen

nedenfor, steg hans Lyrik til Sang, og »Herre

min gud, så den månen lyser«, sungen med al

den dybe Følelse, som en vellykket Souper

fremavler, bragte for en Stund Højrøstetheden

til Taushed.

Hansen raabte noget om Sveriges herlige

Sang; Professoren fremførte til Sangeren dybt,

langsomt og inderligt, med mange Tagninger

i Knaphullet og Klapninger paa Skulderen, sin

Beundring for de mange udmærkede Kemikere,


254

som Sverige havde havt; og medens i dette

Hjørne af Værelset Samtalen fortsattes om Sve-

riges Rigdom paa Lyrik og Sang, men Mangel

paa Realister og Dramatikere, noget, hvori Pro-

fessoren af og til med et aandsfraværende Blik

indflettede et Navn som »Blomsterkongen Linné«

eller »den fortræffelige Berzelius^, gled Hansen

ned i Hestehaarssofaen ved Siden af Stenigen,

om hvis Hals han fortroligt lagde sin Arm.

Den lille Stenigen var for Øjeblikket i sit

stolteste, naivt -selvbevidste Stadium; Hansen

var i Oprømthed naaet omtrent til samme Mile-

stolpe , der dog for ham betegnede en rørt og

oprigtig Meddelelsestrang. De saa hinanden ind

i Ansigtet med det uskrømtede Venskabs blus-

sende og glinsende Inderlighed.

»Herregud,« sagde Hansen, »jeg føler mig

saa lykkelig idag; ja, De kan ikke tro, Stenigen,

hvor lykkelig jeg er. Ja, Gudbevars, for min

egen Skyld ogsaa, for det er ærefuldt — ja, er

det ikke, Stenigen? jo, det er ærefuldt — men

ser De, det er ingen, som rigtig kan tale den

fattiges Sag, uden den, som hører dem til, og

De kan tro, det er rent nødvendigt, at de faar

en, som kan tale deres Sag.«

Stenigen saa ham forskende ind i Øjet.

jo, der saas ikke andet end Oprigtighed.

»ja, det er vist og sandt, det er mange

blandt de højere, som er baade snille og bra


~':o

og redelige paa sin Maade, men de har ikke

det Synet, ser De. Og hele Fejlen er, at de

fattige de har ikke Gaverne, og de højere de

har ikke Synet. Saa bliver det ved at være

galt da, kan De vide. Men jeg er saa inderlig

glad, at jeg har faaet Gaverne, og at jeg kom

saa langt paa Skolen, før de maatte sætte mig

i Trykkerlære. Ja, for jeg har gaaet paa den

samme Skolen som Michelsen, skal jeg sige

Dem.

Stenigen kunde ikke undertrykke et Smil,

som dog Hansen tog for et Velviljens og Med-

følelsens.

»J a > J eg nar ve * Grund til at være glad!

Nu skal jeg faa tale Smaafolkenes Sag i Lan-

dets Forsamling, jeg som ved og forstaar hvad

som trykker dem. Kan De tænke Dem, Stenigen,

jeg var rigtig misundelig paa Warberg derborte.

Og det maa nu være nydeligt at kunne skrive

slig ind til Hjertebenet om den fattige og for-

trykte og saa have hele Landet til at læse det.

Kan De skjønne, hvordan han, som er saa fin,

kan være saa modig til at angribe sine egne

og sige, at de er usle og fordærvede?«

»Modig? Hahaha, De er morsom, Hansen

sagde Stenigen i den højeste Grad oprømt over

denne oprigtige Beundring, som han nu var i

rette Stemning til at besvare med en lige saa

oprigtig Kritik. »Hvad Mod skal der til det?«


2^6

Mod!« sagde Hansen forbauset, idet han

slap Taget om Stenigens Hals og rykkede

tilbage i lidt Afstand, ligesom for at tage et

bedre Overblik. Han huskede paa Stenigens

Tale til vore »modige« Digtere.

»Det er jo det, Folk vil læse,« sagde Stenigen

overlegent, men undersøgte dog, om Warberg

var inden Hørevidde. »Folk vil ikke længer

have disse gamle romantiske Historier om Kjær-

lighed og Ædelhed. Vi er ikke ædle, skal jeg

sige Dem, og vi er ikke kjærlige, vi er et

Mixtum kompositum. Og for Øjeblikket lever

vi i en Tid, da Folk gjerne vil høre lidt ondt

om andre. Naar Litteraturen uafbrudt har budt

paa Fløjelsgrød en Tid, saa vil Folk have

simpel Rugmelsgrød til Afvexling, det er klart.

Forresten er han en Fandens flink Fyr, det er

der ingen Tvivl om, men kom ikke og tal

om Mod.«

»Ja, men De har jo selv sagt, at han var

en Sandhedens Kjæmpe og en modig Fremskridts-

digter,« sagde Hansen.

»Da jeg holdt Tale, ja. Hvem Pokker

tager det saa nøje, naar han skal holde Tale!

Alting er sandt, ser De — paa en Maade da.

Jeg sagde netop, at vi Mennesker er et Mixtum

kompositum. Ja, det er vi. Vi har vore gode

Sider og vore daarlige Sider; men, ser De,

Publikum det er som et Fruentimmer, med


^3/

Respekt at sige. Ved jeg, at hun synes om

en Person , saa taler jeg bare om hans gode

Sider; synes hun ikke om ham, saa glæder jeg

hende ved at tale om de daarlige. Og nu

lever vi i en Tid, da det er sikrest at tale om

Samfundets Daarlighed. Det er hele Sagen,

ser De. Ja, det vil sige, sligt kan vi tale om

mellem os. For vi behøver dem, ser De,

til at hjælpe os med at rive ned Pakket

deroppe.«

»Men nu siger De jo selv Pakket.«

»Javist, er det ikke vore Modstandere?

Skal vi ikke have dem bort?«

Hansen var ikke rigtigt med; han havde

forestillet sig alt dette mere ideelt. Og Stenigen

fandt, at han havde gaaet en Smule for langt

i Oprigtighed, og at Hansen »laa for lavt« til

at forstaa Systemet i dets fine Forgreninger,

hvorfor han gav Samtalen en anden Vending.

Da de nu ogsaa henne i den anden Ende

af Værelset havde udhvilet sig en Smule med

»Sangens Sverige« og »det ældgamle Sverige«

og »det unge Sverige« med dets frugtbare

»Pollenkorn« og spirende »Skaldeknopper«,

hvilket alt hensatte Kandidaten i lyrisk frydefuld

Stolthed, fandt Michelsen tilsidst, at de burde

tømme Punschebollen.

Da Professoren satte sig ved Bordenden,

hvor han absolut vilde have sin »Berzelius«


258

ved Siden af sig, medens Michelsen placerede

Hansen ved hans anden Side ; steg der hos

Michelsen visse Anelser op om, at det var bedst,

han selv skjøttede Bollen.

Professoren begyndte nemlig at holde Tale

med tomt Glas, og da han fik det fyldt,

tømte han det, inden han fortsatte. Og da

Talernes Række fortsattes uafbrudt en Tid, saa

steg Følelsernes Flod samtidigt med, at der

blev Ebbe i Bollen.

Kandidaten vilde, at man skulde slutte et

Brodrafbrbund for Sandhed, Fremskridt og

Broderskab; Hansen vilde ikke, at man i dette

Lag skulde glemme Norges Storthing; Stenigen

vilde, at Folkepartierne i Sverige og Norge

skulde mødes Barm ved Barm, og da Professoren

endelig, uden at vide, hvor megen Gift han

havde tyllet i sig, var kommen til det Stadium,

da han maatte tale siddende, sprængte hans

Aand Grænserne for det lille Samkvem og

svang sig ud i Universet, hvad der formodentlig

var Aarsagen til, at han stirrede fuldstændigt

aandsfraværende hen for sig, idet han talte for

Urkraften, som igrunden var Kemien. Han var

fuldstændig følelseløs for den Omstændighed,

at alle de andre vedblev at snakke i det Kvarter,

han holdt paa.

Hansen havde faaet Michelsen om Halsen

og hvilede sig tungt paa hans Skulder. »Michel-


259

sen, du er min Ven — du er min sande Ven,

Michelsen,« sagde han trægt og læspende,

idet hans tunge Hoved nikkede langsomt,

»du er min Ven, siger jeg, ja, det er du! Du

vidste, hvad jeg duede til, du — tak! Tak,

Michelsen, siger jeg! Nationen takker dig,

Michelsen — tak — min — Ven!«

For at blive kvit ham, maatte Michelsen

holde en Tale.

Stenigen var blevet skrigende og hørte ikke,

at han slog i Glasset. »Naar Fremskridtets Mænd

paa begge Sider af Kjolen,« raabte han til

Kandidaten, »er blevet enige om at hænge

den sidste Præst i den sidste Konges Tarmer,

da — — jasaa, Michelsen har Ordet — —

da er det sande Broderskab opnaaet, siger jeg

- javel, jeg tier som en Mur!«

Michelsen vilde blot udtale en dybtfølt Tak

paa Byens Vegne for alt, hvad Digteren i Sommer

havde været for den, og Warberg svarede med

en Skaal for Byen og den nye, friske x^and,

der besjælede den.

Professoren havde under disse to Taler

faaet Tid til at falde i Søvn frem over Bordet,

med Armene smukt placerede i Punsch og

Cigaraske.

Cigarrøgen laa som en tæt og tung Sky

henover Værelset. Natteluften var kjølig derude,

saa de kunde ikke sidde for aabne Vinduer


260

uafbrudt. Og nu sov Professoren; Hansen

nikkede tungt, naar han ikke netop talte, og

hans Tunge vilde ikke rigtig lyde ham længer;

Stenigen var heftig og skrigende; Kandidaten

meget højstemt og aabenbart vel paapakket.

'Michelsen spekulerede paa, om han skulde

afsige den anden Bolle, men syntes, det gik

ikke godt an, da blot Professoren og Hansen

egentlig var oversejlede. Og saa lod han Bollen

blive sat paa Bordet, ved hvilken Handling

Hansens Bevidsthed fik en Vækkelse

»Jeg har den største Agtelse for Dem,

HerrWarberg — største — jaha — Højagtelse

— jaha — stor Digter — stor Digter — De

er min Ven, siger jeg, er han ikke, Michelsen?

Joho, han er min Ven — Vil De være min Ven ?

— for, ser De — jaha — jeg beundrer Dem.«

Hansen sendte ligesaa pludseligt som umotiveret

disse Ord tvers over Bordet til Digteren. »De

er modig, siger jeg, Frihedsmand — jaha —

jeg har netop forsvaret Dem — —

»Skaal, Hansen, maa jeg drikke med Dem,«

raabte Stenigen. Han havde tilfældigvis op-

fanget de sidste Ord, som truede med at blive

farlige.

»Skaal, Stenigen,« læspede Hansen, der

heldigvis nu ganske glemte Digteren, »Skaal,

De er min Ven — jaha — De er min Ven,

siger jeg.«

«

:


201

»Herregud, jeg tror Gubben er færdig,«

sagde Kandidaten over til Michelsen og pegte

paa Professoren.

»Ja, men lad ham bare sidde. Jeg skal

lukke op Vinduet et Øjeblik, saa vi faar lidt

frisk Luft,« svarede Michelsen.

Warberg fulgte ham hen til Vinduet, hvor

de begyndte en hviskende Samtale.

»De er ufordragelige, naar de bliver fulde,

disse her,« sagde Warberg, idet han aandede

den friske Luft ind med løftet Bryst og rettede

lidt paa Haar og Moustacher. »Det er ogsaa

et ejendommelig blandet Selskab, vi har faaet

sammen. Jeg skulde have Lyst til at gaa nu.«

>Nej, vi kan ikke for Svenskens Skyld.«

sagde Michelsen. »Døring kan jo sove, og jeg

tænker, at Hansen snart sover ogsaa. Der er

da ellers en forbandet Venlighed over ham

iaften !

«

»Han er et Fæ,« sagde Warberg. »Stenigen

siger ogsaa, at han er aldeles fersk. Men skulde

han virkelig lykkes, saa maa man jo sørge for

ikke at støde ham for Hovedet.«

»Ja, jeg har Gudskelov ingenting med ham

at gjøre,« svarede Michelsen. ^Jeg har hjulpet

ham en Smule, fordi vi har været Skolekammerater,

det er det hele; men med alt dette her «

»Men hør nu her,« afbrød Warberg, »en

By som den her kan da ikke være tjent med


:62

at repræsenteres af en slig — en slig halv-

studeret Rovere-

Michelsen trak paa Skuldrene: »Folkets

Mand — liberal — Fremskridtsmand — Ar-

bejdernes Kandidat!« Han smilte med en vis

ligegyldig Overlegenhed.

Ȯh! Der er vel Maade med alt! Ja, det

skulde da være som Stemmemaskine. Gud-

bevars , det kan jo enhver blive. Og saa naiv

den Fyren er — — Nej, men se, nu gaar Skyen

fra Maanen, se derude, hvor Glansen ligesom

skyller frem igjen — —

«

Michelsen stod vendt mod Værelset og

saa sig blot halvt om. »Se heller paa det der,«

sagde han, »et lidet Billede af Samfundet.

Videnskaben har expederet Urkraften og kan

ikke mere; Pressen skriger, og Repræsentationen

vrøvler Og saa tilsidst Broderlandet — ja,

Gud bevare min Mund!«

Warberg lo. »Ja, Materialet er kanske lidt

tarveligt, naar det kommer til Stykket, men

saa er nu engang Verden.«

»Aa,« sagde Michelsen, »alt Materiale kan

man gjøre noget ud af; det kommer bare an

paa at anvende det til, hvad det duer til, og

ikke til noget andet, saa kommer det nok til

Nytte for den, som forstaar sig paa det.«

Warberg lo igjen. Han syntes om Michelsen.

Der var noget beslægtet hos ham, noget glat


263

og fint, begejstringsløst, kritisk, og en liden

Smule blaseret, ligesom til at give alt det andet

den rette Fernis til Farven; ikke Fantasi, men

Menneskekundskab og klart Blik; ikke Varme,

men Venlighed ; dertil en vis borgerligFornemhed,

der ligesom den ægte undlod at »vise sig«,

men ikke som denne sprang af en oparbejdet

Hædersopfatning.

De forstod hinanden. De vidste, at de

var Tidens Mænd, lige dygtige til at falde

ind i den gamle Dannelses Tone som smidige

til at træffe de brede Lags Forstaaelse og

Sympathi.

Og som de stod der og betragtede de

mindre nøgtre Medlemmer af det lille Samfund,

følte og tænkte de paa selvsamme Maade et og

det samme: »Material!

«

Men endelig blev det Tid til at bryde op.

Ogsaa Hansen begyndte at halvsove, og Stem-

ningen hos de andre blev lidt mat. Saa fik

man Professoren vækket; han var blevet lidt

bedre i Benene, og efter en Smule Tummel,

-da de skulde have Ydertøjet paa, lykkedes det

at komme ned til Gadedøren, uden andet Uheld,

end at Professorens Stok sejlede iforvejen ned

ad Trappen, og uden mere Larm, end sædvanlig

ved saadanne Anledninger.

Da Opvarteren lukkede op, holdt Michelsen

Digteren tilbage.


264

»Lad dem nu gaa, saa slipper han os ud

Bagvejen. Det er ikke værdt at gaa sammen

med de fulde Mennesker. De klarer sig nok.«

Nittende Kapitel,

som oplyser om. hvorledes det gik de fulde Mennesker.

Maaske vil medfølende Sjæle finde, at det

var-haardt af Michelsen og Digteren at overlade

de fire øvrige til at klare sig selv, men det

viste sig ved denne Anledning som saa ofte

ellers, at Michelsen havde en sikker Følelse af r

hvilken Handlemaade der var den klogeste.

Knap var de komne ud paa Gaden, før

den lidt skarpe Natteluft gjorde sin Virkning

og »slog dem«, som det heder. Maanen skinnede

med sin yndigste Glans, og selv Flaske-Lars's

fortræffelige Maane vilde langtfra saa fuldkom-

ment have kunnet lægge Vejen tilrette med et

blegt men klart Lys for de fire skrøbelige og

vaklende Menneskebørn.

Professoren fik Følge til sin Port, hvad han

ganske vist højlig trængte til; men dermed var

ogsaa Kompagniskabet ude, da de andre skulde

til hvert sit Hold.

Stenigen, der havde en Smule Rutine i at

finde sig tilrette efter saadanne Lag, naaede


26;

sit Hjem uden større Vanskeligheder. Han

snublede vistnok i de to første Trappetrin,

som alle Verdens Bygmestre indretter for at

prøve, om Folks Skinneben er tilstrækkeligt

solide til at passere Etagernes Trapper, og da

han som Følge heraf ramlede indpaa Døren

til det Værelse, som beboedes af Frøknen i

Modebutiken, skreg denne: »Gud, er der nogen?«

hvilket af Stenigen — der i Betragtning af den

Dunder, han havde foraarsaget, fandt dette at

være et højst ufornødent Spørgsmaal — be-

svaredes med: »Ti stille derinde, og gjør ikke

sligt Spektakel midt paa Natten.« Derefter

overlod han Frøknen til at hengive sig i et

ligesaa afmægtigt som hensynsløst Raseri over

det uretfærdige i at beskylde hende for at gjøre

Spektakel om Natten, og havnede tilsidst lykke-

ligt i sin Seng. Hans første Drømme her

drejede sig i bogstavelig Forstand om den store

Rotationspresse, som i Hovedstaden trykkede

Oppositionsbladet Norge«. Det forekom ham,

at den nu stod i Hansens Trykkeri, og at han

selv blev greben af dens kraftige Maskineri og

drejet rundt og rundt og rundt gjennem Valser

og Bændelværk og Gribere , indtil han tilsidst

stod paa Hovedet i en Bunke færdigtrykte

Aviser.

Hansen havde betydeligt flereVanskeligheder

at overvinde.


266

Han troede sig først fremdeles ledsaget af

alle sine Kammerater fra iaften, hvilke alle i

Almindelighed og hver i Særdeleshed han dyrt

forsikrede om, at han var deres Ven. og at de

var hans sande Venner; men efter at han paa

Hjørnet af Hospitalsgaden havde gjort en større

Baut for at klare Pynten og derved var kommen

i Kollision med et Rendestensbret, som han.

vidunderligt nok, følte sig opfordret til at om-

favne i en Stilling, der kunde vække Formodning

om, at han befandt sig svømmende med

Brettet som Redningsplanke, — efter dette

Skibbrud, hvorfra han dog atter kom paa Fode,

forvandledes Vennerne til Fjender.

Det var det Flockske Parti, der stillede

sig i Vejen for ham.

Han havde just sejlet sig op paa Højden

af det lange, hvidmalede Plankegjærde, der

omsluttede Sygehusets Gaard,. da Maanen var

ubesindig nok til paa selvsamme hvide Gjærde

at fremstille en truende, sort Skygge, der selv-

følgelig ikke kunde være nogen anden end

Konsul Flock.

Aa, din Ha— hallunk! — Hvadfornoget —

Hej!« raabte Hansen, idet han energisk forsøgte

paa at overvinde Vanskelighederne ved at stanse

det Luntetrav, hvormed han efter sin Gjen-

opstandelse fra Rendestenen havde lykkes at

komme fremad. Da dette Forsøg ikke afløb


26/

heldigere, end at han satte sig i Gaden, antog

han selvfølgelig, at det ingenlunde milde Stød.

der gjennemrystetle hans Krop, skrev sig fra et

af Konsul Flock foretaget underfundigt Angreb.

Efterat han atter var kommen paa Benene

og mente at have gjenvundet sin fulde Kraft,

beredte han sig derefter til Anfald. Han ud-

førte nogle højst faretruende Fægteøvelser, der

ingenlunde befordrede Ligevægten ; men hvergang

han svingede sin højre Arm med den

knyttede Næve, var Konsul Flock paa Gjærdet

dristig og fræk nok til at svare paa samme

Maade.

»Jasaa — jaha — saa det er det, du vil —

Ja, slaa du; her er en, som kan staa for Slag.

— Kom bare, om du tør. — Jeg er Folkets

Mand, jeg; nu ved du det! — Hej, kom ah!«

Den store Tilfredsstillelse havde han, at

Konsul Flock flygtede med samme Fart, som

Angrebet gjordes, og ved Hjørnet af Sygehuset

forsvandt han pludselig. Hansen antog, at

den fejge Folkets Undertrykker var flygtet opad

Tvergaden, og han sendte med Inderlighed efter

ham et: »Din Rædhare!«

Hans voldsomme Krigserklæring og vilde

Krigshyl passede imidlertid ikke ganske i

Sygehusets Gade, med hvilken Vægterne havde

Ordre til at have et vaagent Øje og opladt Øre.

En saadan stod ogsaa pludselig Ansigt til


468

Ansigt med Hansen, der paa Grund af den

alvorlige Værdighed, hvormed denne Ordensmagtens

Repræsentant optraådte, antog ham

for Storthingets Præsident, og Hansen følte sig"

pludselig iklædt den efterlængtede Repræsentant-

værdighed.

«

»Herr Præsident,« begyndte han, »det forekommer

mig, at Folkets kaarede Repræsen-

tanter ikke er saaledes beskyttede mod Overlast

— —

»Nej, er det dere da, Hansen! — Herregud,

javist er'en overlasta, ja! Kom naa pent med

mig, — nej,, nej da!«

Og den venlige Vægter tog Hansen under

Armen og fulgte ham helt hjem, hvor han i

sin Seng fortsatte sin Tale til Storthingets

Præsident.

Den svenske Kandidat var vant til at sætte

stive Ben, og det forekom ham, at man havde

sluttet altfor tidligt. Natten var lang, der kunde

jo endnu udrettes betydeligt.

Han følte sig overordentlig ensom, og da

han i det fjærne hørte to Handelsbetjente, der,

oplivede af Punsch og Maaneskin, skraalede :

Aldrig, aldrig jeg forgjætter

disse Dale, disse Sletter,

disse Maaueklarinetter,

saa spekulerede han stærkt paa at indhente dem

og foreslaa dem at fortsætte.


269

Men de var for langt borte og forsvandt

just om Hjørnet op til Byen, medens han selv

befandt sig nærved Bryggen paa Vej til Bade-

hotellet.

Saa opdagede han Dampskibet, der laa

lige ind til Bryggen, færdigt til at afgaa tidligt

paa Morgenen.

Funtus! Der var der naturligvis noget

at faa. Han gik ombord, traf Vagtmanden,

og foreslog, at de skulde tage sig en »Punsch

og en Vatten«.

Vagtmanden forsøgte at gjøre ham det

begribeligt, at sligt var ikke at faa midt paa

Natten og ikke af andre end Passagerer.

Desuden gik det ikke an at gjøre Støj nu,

for Passagererne var allerede ombord og laa

og sov.

Kandidaten fandt dette i den Grad stødende

mod de mest oprindelige Menneskerettigheder,

at han højrøstet vedblev at protestere, endog

da Styrmanden stak Hovedet ud af Hyttedøren

og ærgerlig raabte :

»Hold

Mund! Kast Fyren

iland. Det var et højst uciviliseret Land, han

var kommet til, hvor man ikke engang kunde

faa et Glas Punsch; nej, da takkede han for

Sverige. Matrosen trykkede ham imidlertid

iland, og hindrede ham fra at komme ombord

igjen, hvorfor Kandidaten med Foragt og Vrede

i sit Sind begav sig afsted langs Skibssiden.


2 70

»Hils Styrmanden og sig, han skal høre

fra mig. naar vi træffes hernæst,« raabte han,

og tilføjede nogle Ord om Civilisation og Bonde-

fasoner.

Et af de smaa runde Kahytvinduer, han

passerede, stod aahent, og indenfor hørtes en

kraftig Snorken. Enten nu Kandidaten var uklar

nok i Hovedet til at antage, at denne Lyd

skrev sig fra den skammelige Styrmand, eller

han overhovedet kun vilde tage en sød Hævn

over en af samme Nation, nok er det, han

stak Armen ind gjennem Vinduet og fik fat i

et fvldigt Haar, som han kiggede og ruskede

grundigt, idet han med dybtfølt Tilfredsstillelse

raabte ind: »Din sakramentskade Norrbagge«.

Den saaledes tiltalte vaagnede med ligesaa

megen Forbauselse som Forfærdelse og raabte:

»For sju tunnor tusan, hvem fan år det «

»Ber såmycket om ursåkt; trodde det var

en Norrbagge,« sagde Kandidaten venligt og

fortsatte sin Vej til Hotellet.

Her fandt han paa sit Værelse en Flaske

Seltersvand, som afkjølede hans Sind, hvorefter

han henfaldt i meget berettigede Betragtninger

over, hvorvidt han ikke maaske havde gjort

alle vedkommende Uret. Jovist, det var kjedeligt;

baade Xorrbagger og sovende Svensker var

igrunden »trefliga kurrar«, og han besluttede


271

sig til at gjøre alt godt igjen, naar han traf dem

»hernæst«.

Professor Døring behøvede heldigvis ikke

at passere nogen Trapper, han boede i første

Etage hos Madam Gjeruldsen.

Han vovede ikke at stanse i Entréen, hvor

han altid plejede at gaa stille og beskedent,

da han, som alle gamle Ungkarle, nærede en

dyb Respekt for Husets Herskerinde. Han be-

regnede, at hvis han herude forsøgte at sætte

sin Stok fra sig eller hænge sit Tøj op, var

der en overvejende Sandsynlighed for, at noget

vilde ramle og støje.

Da han kom ind i sit Værelse, lagde han

derfor først fra sig Stok og Frakke i Hjørnet

ved Døren for at være saa meget mere uhindret,

naar han skulde famle efter Fyrstikkerne og

tænde Lyset. Men da han efter sin egen Be-

regning skulde have mindst tre, fire Skridt

igjen. til Natbordet, stødte han pludselig mod

dette, som med et forskrækkeligt Spektakel

ramlede overende og tog Lyset, Fyrstikkerne

og Urholderen med sig.

Hvor længe han frugtesløst havde rert

omkring paa Gulvet for atter at opsamle de

spredte Gjenstande, der syntes at have en

drillende og uovervindelig Uvilje mod at forblive

i hans Fingre, naar han troede at have faaet

Tag i dem, — hvor længe han, som sagt, havde


«

2/2

hengivet sig til denne for en Professor i Kemi

uværdige og generende Sysselsættelse, da

Madam Gjeruldsen viste sig halvklædt og med

et tændt Lys i Døren, derom ser vi os ikke

istand til at give paalidelige Oplysninger, egnede

til at belyse dette interessante Blad af de

menneskelige Dokumenter.

»Herregud, jeg tror saamæn Professoren

har været ude og blevet fuld,« sagde Madamen,

som i Virkeligheden var et noksaa snilt og

godmodigt Væsen. .

»Langtifra,« sagde Professoren, som nok

var blevet lidt bedre i Benene og en Smule

klarere i Hovedet, men hvis Tunge kun højst

nødigt gjorde Tjeneste, »langtifra — Gift,

schære Madam, Gift — Schperimenter med

Alkohol — —

»Ja, ja, det er let at blive fuld, naar

en experimenterer med Alkohol, det skal Gud

vide.«

»Mischforstaar — mischforstaar, schære

Madam — det er Prophyll — Aldehyd og

Prophyll — —

»Javist er det Fyld,« sagde Madamen.

Professoren, der saa gjerne vilde have faaet

hende til at tro, at han blot havde gjort sig

til Offer for videnskabelige Experimenter, opgav

Haabet om paa denne Maade at gjenvinde

hendes Respekt. Da hun havde stelt alt tilrette for


273

ham igjen og tændt Lyset, afslog han derfor

værdigt hendes Tilbud om Hjælp. Gudbevare!

Vistnok følte han sig forunderligt hjælpeløs og

klodset — han kunde slet ikke forstaa, at alt

gik saa bagvendt og vanskeligt for ham — men

Hjælp af Madamen — Gudbevare!

Han havde endnu sin Chapeau mécanique

paa Hovedet, hvad han slet ikke mærkede,

da han begyndte at klæde sig af. Bonjouren

gik det lidt vanskeligt med og Halvstøvlerne

tog ham endel Tid, men siden gik det glat,

indtil han stod der i Skjorte, Underbuxer og

Tøfler.

Da han var kommet saa langt, randt det

ham mærkeligt nok ihu, at han ikke havde

trukket op Uret. Det var meget vanskeligt

at finde Nøgelhullet, og han maatte gjentagne

Gange bøje sig hen til Lyset, inden han endelig

fik stukket Urnøgelen ind i Viserhullet, hvor-

efter han højst tilfreds drejede og drejede,

indtil han var kommen tre hundrede og fem og

tyve Timer og sytten Minuter afsted hen i den

dunkle og uvisse Fremtid.

Men under en af disse Nærmelser til Stearin-

lyset havde dette, rimeligvis af Hævn over i

Faldet at være knækket, taget sig for at ud-

strække sin Tunge, indtil den slikkede det tynde,

letfængende Tøj paa Hatten. Dette gik med

stille Resignation op i Flammer som et Sonoffer

iS


274

for det af Alkohol tyngede Hoved, som det

havde til Opgave at bedække, og som ikke

mærkede et Spor af, at det nu kun bekronedes

af et grinende, nøgent Gesteli.

Som om Professoren ikke havde fundet sin

Fornedrelse ligeoverfor den respektindgydende

Madam Gjeruldsen tilstrækkelig fuldkommet, fik

han en ubetvingelig Lyst til et Glas rigtig friskt

Vand fra Kjøkkenspringen.

Det skulde han ikke have gjort.

Thi da han, for at Vandet skulde blive

rigtig koldt, vilde lade det springe en Stund,

og satte sig hen i den gamle Kurvestol, som

stod herude, sovnede han fast ind, og da Pigen

Klokken sex om Morgenen kom ud for at

lægge paa Varmen, holdt hun paa at miste

baade Vid og Forstand ved at se Professoren

sidde i Kjøkkenet i bare Skjorten og Under-

buxerne og med et sort Spileværk paa Hovedet.

Samtlige dette Kapitels Helte havde, da de

næste Morgen vaagnede, selvfølgelig betydelig

ondt i Haaret, ikke mindst den sovende Passager,

der just paa Grund af denne Omstændighed

blev overbevist om, at han dog ikke havde drømt,

hvorfor han ogsaa tabte sig i de vidunderligste

Gisninger over, hvad det havde været for et

hemmelighedsfuldt Væsen, der havde hjemsøgt

ham, og -som til og med havde talt svensk.


275

Tyvende Kapitel,

hvori Tropperne drages sammen og den strategiske Op-

marschering begynder , medens

Pompejus spekulerer paa,

hvordan han skal stampe Legioner Vælgere op af Jorden.

Michelsen havde blot ventet paa, at Hansen

skulde nomineres af Arbejderne. Forinden kunde

han ikke begynde de afgjørende Operationer.

>Der er bare en Ting, som mangler,«; sagde

han smilende til Constance.

»Og det er?

«

»At vi skulde været gifte og have sat Hus,

sagde han, idet han tog hende om Livet.

Constance, der ellers var en saa fornuftig

Pige, fik her et Anfald af Forlovelse med alle

de deraf flydende søde og besnærende Følger,

idet hun dog fuldkommen forstod den dybere

liggende Mening i »hans Ord.

Da hun havde ødslet med det behagelige,

var hun derfor ogsaa villig til at drøfte det

nyttige, og erkjendte, at det vilde været særdeles

hensigtsmæssigt, om Huset Michelsen nu havde

existeret som selskabeligt repræsenterende. Men

det kunde man vel rette paa, mente Michelsen.

Og saa overlagde han med Poulsen.

Denne gik afsted til sin Ven Grosserer

Gulbransen. Det var den rette Mand, idet han

baade var noget paa Kant med Konsul Flock

i S *


2/6

og desuden ingenlunde var uden en vis Ind-

flydelse.

Poulsen forestillede sin Ven, at Byen umuligt

kunde lade sig repræsentere af en Fyr som Hansen.

Folk talte jo heller ikke om andet, og saavidt

man kunde høre, var alle enige om den Sag,

det vil sige alle af Storpartiet. Skulde nu de

antiflockske heraf lade sig drive til at gjenvælge

Flock, saa var det højst uheldigt. Langt bedre

var det at overbevise Arbejdernes Komité om,

at den saa alligevel ikke kunde drive nogen

igiennnem alene, den maatte have Hjælp fra

de misfornøjede i Storpartiet, men da maatte

man ogsaa opstille en anden frisindet Kandidat;

Michelsen var just Manden. Han havde arbejdet

for deres Sygekasse, han havde skjænket dem

et Beløb til at holde Aviser for i Arbejder-

samfundet, han havde overhovedet altid vist

Interesse for Arbejdernes Sag. Men Poulsen

kunde ikke officielt optræde for sin Svigersøn;

det maatte Gulbransen gjøre; han rrtaatte danne

en privat Komité, som underhandlede med

Arbejdernes.

Jaha — dette blev med Lethed arrangeret.

Det var virkelig som Poulsen sagde. Folk

vilde nok være frisindede mod Flock, men

slet ikke med Hansen eller nogen anden af

Arbejdernes Stand. Og Opinionen var i denne


?77

Henseende saa bestemt, at endog Sagfører Peter-

sen blev beroliget.

»Gudskelov,« sagde han til Flock, »det

grejer sig bedre, end jeg havde troet. Ar-

bejderne kommer til at staa alene, og da kan

de ikke sætte nogen igjennem. De Poulsenske

vil ikke paa nogen Maade have Hansen, og da

de heller ikke kan sætte nogen igjennem paa

egen Haand, saa driver Nødvendigheden dem

over til os alligevel.«

Og Flock blev beroliget, Provsten blev beroliget,

Rektoren blev beroliget, Amtmanden

blev beroliget; alle blev de beroligede og fandt,

at de Gudskelov ikke behøvede at gjøre noget.

Men Grosserer Gulbransen begyndte, som

sagt, sit Arbejde i Stilhed.

»De ser, hvordan Avisen skriver hver Dag,«

sagde han, »det er jo ligefrem samfunds-

opløsende. Alt, hvad der er virkelig frisindet

med Sans, bliver kompromitteret af sligt. Vi

burde opstille en af vore egne, en, som ogsaa

Arbejderne godt kan tage. Der er nu f. Ex.

Michelsen.

«

Jaha — dette lød udmærket fornuftigt.

Der gik en Tid, inden Hansen mærkede

noget. Hvad skulde han ogsaa mistænke ?

Michelsen kunde ikke andet end være for ham;

han havde jo allerførst hvisket ham Ordet i Øret,

og saa havde han skaffet ham Stenigen og


278

betalte selv; desuden havde han paa saa

mange Maader draget ham frem og støttet

hans Anseelse. Og Michelsen havde stor Ind-

flydelse.

Det, der mest foruroligede Hansen, var de

stadig tilbagevendende Tegn paa Misnøje med

Avisen, en Misnøje, som kunde beregnes i

Penge.

Bare han var aldeles sikker paa Valg!

Saa var det ogsaa atter blevet Kurre paa

Traaden med Amanda. Han havde en Følelse

af, at han ikke havde gjort ganske Ret mod

hende, naar han satte alt paa et Bret, og som

det da gjerne plejer at gaa, var han blevet

haard mod hende istedenfor mod sig selv, da

der uvilkaarligt undslap hende Ytringer,, som

udtrykte Ængstelse for, hvordan det skulde gaa.

Saa længe han selv følte sig sikker, gled saadant

af fra ham, men nu, da ogsaa han ængstede sig,

bed det sig fast og sved, saa han svarede.

Det var en Dag, han havde just hørt ymte

om, at Michelsen blev nævnt som hans Mod-

kandidat. Det ligesom klak i ham med det

samme, det sagdes, men saa fandt han det

umuligt; og alligevel blev Ængstelsen siddende.

Saa spurgte han Stenigen. Denne saa

koldt paa ham og svarede, at han nok havde

hørt, at de nævnte adskillige Navne, deriblandt

ogsaa Michelsens, men det var jo saa sædvanligt


279

ved saadanne Lejligheder, at den ene foreslog

den og en anden den.

Den Dag maatte Hansen have nogen at

udøse sit Hjerte for, og det blev naturligvis

Amanda.

Han havde faret omkring og talt baade

med den ene og med den anden, da han om

Eftermiddagen kom op til hende. Hun mærkede

tydeligt, at han var urolig, men hun syntes

det var bedst, at han kom med det selv. Hun

var blevet ræd for at spørge.

Saa kom det da ogsaa ud af ham. De

sad ligeoverfor hinanden ved det lave Stuevindu,

men han var ikke istand til at se hende ind

i Øjnene, da han nævnte det. Der legede

nogle Børn ude paa Gaden ved Gjenbohuset,

og medens han talte, betragtede han disse,

som om det ikke var saa farligt vigtigt, hvad

han berettede. — Jo, det hed, at Michelsen

skulde sættes op.

»Hvad sagde jeg!« svarede Amanda stille

og med et tungt Suk, som udtrykte langt mere

end Ordene. Hun holdt paa med at sy Krave

fast paa et Kjoleliv, og blev uforstyrret ved

med at tilpasse den langs Kanten, som om

dette var noget langt vigtigere end det, de

talte om.

Det var for meget for Hansen. Det var

jo en ligefrem Bebrejdelse. Og hvad han nu


280

trængte til, var en, som blot vilde sige: Ja,

det er skammeligt, de er saa uretfærdige og

leje mod dig allesammen. Det var Medholdets

Trøst, han søgte, ikke Bebrejdelser, ikke Gjen-

klang af sine egne bitre Ængstelser.

Og hun ligefrem skyldte ham det, for han

havde jo forlovet sig med hende, han holdt af

hende, hun skulde være hans Følelsers Eko,

det vil sige, egentlig hans Selvfølelses. Derfor

brast det nu frem bittert og haardt:

»Ja, du er nu saa vis, du; Gudbevars!

Du er vel klogere end alle andre, kan jeg

tænke!«

»Det har jeg aldrig sagt, og ikke har jeg

nogensinden tænkt det heller,« svarede hun

sagtmodigt. »Men den Michelsen har jeg aldrig

likt, det ved du godt; og jeg har altid bedt

dig agte dig for ham og ikke tro ham for vel.

Han saa paa hende med et næsten tirrende

Blik; det var saa trygt at lade Vreden gaa ud

over hende, og nogen maatte den gaa ud over.

Hjertet var nok ikke rigtig med i det, men

Forfængeligheden, Selvgodheden og Forbitrelsen

eggede ham op. »Jeg vidste, du skulde komme

med dette her,« sagde han, »men saa var det

saa inderlig lejt, da, ser du, at du nok tog fejl

alligevel, for jeg har talt med ham selv idag,

og da sagde han: Jeg kan ikke svare andet

til det, sagde han, end at ingen har snakket

c


28l

til mig om at blive Storthingsmand, og jeg

skulde vel være nærmest til at have Rede paa

det. Ja, det sagde han.«

Det var virkelig sandt. Michelsen havde

paa denne Maade undveget hans Spørgsmaal.

»Er det saa sikkert for det?« spurgte hun

og saa fast op paa ham.

»Og hvorfor holdt han Selskab for mig da?«

sagde Hansen. Han trængte til at kaste alle

sine egne uhyggelige Tvivl frem.

»At du kan være saa urimelig og let-

troende,« sagde hun. »Lovede han dig noget

dengang kanske? Det var jo denne gamle

Professoren, som har rejst sin Vej, og du

sagde selv, at Michelsen ikke havde lovet

dig nogenting eller talt et eneste Ord for dig;

ja, saa sagde du da ialfald, da jeg spurgte

dig.«

Atter var det hans egne Tvivl, som hun

borede dybere ind i ham, og lige ind til Hjerte-

roden trængte det, da hun efter et lidet Op-

hold tilføjede: »Men nu er det for sent. Det

gaar did, det gaar.«

»Ja, se der har vi det,« brusede han op,

»du har aldrig tænkt paa andet, end at vi

skal gifte os og gifte os, og det er den stakkars

Skillingen, du er ræd for. Om jeg bliver til

noget eller ikke, og om jeg faar følge mit

Kald, det er dig det samme, bare du bliver


2%2

forsorget; saa kan vi gierne blive blandt de

smaa og fortrykte og bare slide i det gamle;

ja Gudbevars.«

Dette var dog for meget for hende. Hun

følte nok, at han talte i Uro og Ængstelse og

krænket Forfængelighed ,

men

det var altfor

bittert, naar hun skulde hore, at hun bare vilde

blive forsørget.

Der glimtede noget heftigt i de ellers saa

rolige og klare Øjne, og Stemmen dirrede:

-Har jeg fortjent det af dig? Sig mig det!

Ja, jeg tænkte paa Skillingen, det er sandt,

men det var bare for din egen Skyld, for du

°S J eg °§ i e S °§ du, det syntes jeg var et og

det samme, det. Og Skillingen er det, som

raader her i Verden, det er ingen anden Ting,

de agter. Og saa har jeg sagt en Ting til,

og det staar jeg ved, og det er, at jeg tror

ikke, det er mange, som er som du, at de

vil gjøre noget for Smaafolk og for Frihed

cg for sligt, som de snakker om, uden at de

har nogen Fordel af det selv, og jeg har spekuleret

og spekuleret, men jeg kan endda ikke skjønne.

hvad Fordel de kan have af at hjælpe dig frem,

og derfor troede jeg altid, det var noget bagom,

og det varede jeg dig for. Nu ser du bedst selv,

at jeg havde Ret.

»Hvilket Snak: Har ikke Arbejderne sat

mig op, kanske?«


28 3

*J a > J e g ve d ikke, hvordan det har sig

med det. De skulde vel have nogen, kan jeg

tænke. Men vi faar nu først se, om de holder

i sig, naar det kommer til Stykket. Og saa

siger du, jeg bare tænker paa mig selv! jeg,

som har varet dig og snakket med dig, mens

det var Tid, og ikke gjort andet end at tænke

paa dig, endda du havde ikke fortjent det af

mig; for jeg har nok mærket, hvordan du var

ræd for, vi skulde være for simple for alle

dissene — fine!«

Hun talte sig varm, og da hun kom ind

paa det sidste saare Thema, blev hun næsten

en Smule heftig. Det havde krænket hende

saa dybt, saa nu, da hun nok saa, at Boblen

skulde briste, maatte hun først have sagt fra,

og derfor tilføjede hun: »Du begyndte at blive

forfængelig og stolt, det gjorde du!«

Hansen havde faaet alt andet end Trøst.

Dette var bare Bebrejdelser, og da han godt

følte, at han havde forskyldt dem, medens han

dog var alt andet end i Stemning til at erkjende

det, gik det, som det plejer. Han brusede

endnu heftigere op, og sagde, hun behøvede

ikke at tale om at holde af ham, for det be-

viste hun ved sine Ord, at hun ikke gjorde.

Og han sad ikke her for at lade sig lexe op

af hende. Var han ikke tilpas for hende, saa

var det bedst, han gik sin Vej.


2S4

Og saa for han op, tog sin Hat, skyndte

sig ud. sm-ældte Døren efter sig. trak Frakken

paa ude i Porten, og gik derefter hastigt ned-

over Gaden.

Amanda rejste sig ikke. Hun vendte sig

paa Stolen og saa efter ham. da han lob ud

i Kjøkkenet efter Hat og Frakke og indtil

han var ude af Syne, men saa satte hun sig

til at sy igjen, indtil hun ikke kunde se for

Graad.

Da Hansen gik nedover, kjolnede han lidt,

og et Øjeblik mygnede det endog saaledes om

Hjertet paa ham, at han tænkte paa at vende om.

Alt det gode i ham vilde tvinge ham, men

den mandlige Forfængelighed sejrede.

Madam Andersen, som sin Vane tro havde

trukket sig tilbage til Kjokkenet, da de to

forlovede »havde noget at snakke om-, begyndte

nu saa smaat at gaa ud og ind mellem Kjøkken

og Stue, uden dog at ytre noget. Hun saa,

at Amanda græd bittert, men tænkte, det var

bedst at lade hende græde ud først.

Endelig gik hun hen, klappede hende sagte

paa Skulderen og sagde: vXu mener jeg nok,

han kommer igjen for sikkert.«

»Ja, Gudskelov. .

sagde

Amanda, »nu kommer

han nok. Og naar galt skal være, er det vel

bedre dette, end det andet.


28 5

Enogtyvende Kapitel.

»Panem et circenses!«

Valgmandsvalget kom sent og Vinteren

kom tidligt dette Aar.

Det første var i høj Grad Michelsen tilpas.

Grosserer Gulbransen havde nemlig nok med

Lethed faaet sin Komité sammen, men ikke

fuldt saa let gik det med at bringe Enighed

tilveje mellem den og Arbejdernes, saa meget

mere som Underhandlingerne endnu ikke kunde

føres fuldt officielt.

Smed Gravesen havde svaret meget und-

vigende; han vilde selv svært gjerne, at der

skulde blive Enighed, men man maatte være

sikker paa at have Arbejdersamfundet med sig,

og det havde nu engang tydelig udtalt sig for

Hansen.

Hvad han ikke sagde var, at de helst vilde

have den, de selv havde udseet, og at de

haabede at tvinge de Poulsenske over til sig;

derfor vilde de holde sig haarde i det længste.

Desuden vilde de nok gjerne først se, hvor

stærke disse var.

Med Hensyn til det sidstnævnte, da gik det

over Forventning godt, og dette skyldtes for

en ikke ringe Del — Frøken Holmsen.

Hvad kunde vel bevæge denne Repræsentant


286

for det smukke Kjøn til at tage aktiv Del i

den politiske Agitation, til at gaa fra Hus

til Hus og gjøre op Fortegnelse over dem,

der erklærede sig villig til at stemme paa den

Michelsenske Liste ?

Xaar det ikke var fordi vi lever i In-

diskretionernes Tidsalder, der kræver den fuld-

stændigste, virkelighedstro Afdækkelse af endog

navngivne Personers inderste Følelser og Bevæg-

grunde, skulde vi betænkt os to Gange, og

kanske mere, paa at røbe en Hemmelighed

angaaende en æret navngiven Dame, der nu i

den her omhandlede Bys Kredse ikke kan

undgaa at blive Gjenstand for Bemærkninger.

Alle kjender jo der Frøken Holmsen.

Men om vi ikke havde den fuldkommen

gyldige Undskyldning, at hun hører til et andet

Parti, end vi, og altsaa ikke fortjener, at der

tages Hensyn til hendes private Forhold, saa

beroliger vi os med, at Udtryk som »En af

Byens Damer' eller »En ivrig Emancipations-

kvinde«, eller lignende, slet ikke skulde hjælpe

til noget, da alle alligevel ved. at det var

Frøken Holmsen, som gik omkring og hvervede,

og da følger jo det andet af sig selv.

Froken Holmsen stod, som Læseren allerede

vil vide, paa Grænsen mellem det gamle og

det unge.

Selv mente hun, at hun ikke var gammel,


28 7

og alle andre mente, at hun ikke var ung. Der

kunde ikke blive nogen Enighed om den Ting,

og et Kompromis gaaende ud paa tvivlsom

Alder« vilde ikke have tilfredsstillet nogen af

Parterne. Som Skjønaand og Samfundsforbedrer

var hun efter den Warbergske Reformation med

paa de nye Anskuelser uden ganske at kunne

rykke de gamle Rødder ud. Endog med Hensyn

til fri Tanke og friskt Liv« var der kun skeet

en mekanisk Omrystning af nyt og gammelt.

Hun talte meget overlegent om »Prestelæren«,

men var paa den anden Side ikke helt fri for

at tage Indtryk af Drømmebogen.

Under den Pedersenske Theater -Episode

havde hun daglig været sammen med Hansen.

De havde siddet nær, meget nær ved hinanden

og sorteret Billetter; de -havde staaet tæt ind

til hinanden i Kulissen og tilsammen faaet et

Fællesstænk fra Flaske

- Lars's Maaneskin; de

havde været allierede mod Fru Pedersens Prima-

donna-Heftighed; og Hansen, der altid var

yderst galant mod de fine, især naar det var

en Dame, sendte hende hyppigt ærbødigt-be-

undrende Blikke, som saa let kunde misforstaas.

Han syntes nu, Frøknen var saa fin.

Og hun — ja, hun begyndte som alle

smaa søde Væsener at addere. Hun vidste, at

hun var toogfirti Aar gammel, men hun havde

jo ikke Døbeattesten slaaet op paa sig. Og


288

naar hun saa sig i Spejlet, maatte hun indrømme,

at det var umuligt, ja aldeles umuligt at antage

hende for mere end tredive. Dette var hendes

eneste Subtraktionsstykke. Og saa gjorde det

afskaarne Haar hende ung, og hun havde Smile-

huller — det er ikke alle, som har smaa søde

Smilehuller — og dem prøvede hun i Spejlet.

Et var vist, hun havde tydelig gjort Indtryk

paa Hansen, den pene, raske Hansen; han saa

stundom virkelig fin ud, syntes hun, og saa

livlig han var, bare Ild og Begejstring. Og

saa de ømme, beundrende Øjne! Det var meget

behageligt og tilfredsstillende.

Havde det endnu været Sommer, vilde hun

— »Gud, saa barnagtig jeg er,« smilede hun

og rystede Lokkerne — ja, da vilde hun tællet

paa Prestekraver. Hun kunde det paa flere

Maader: »Prest, Prost, Enkemand, Ungkarl«,

men ogsaa »Oui, Non, Peut-étre, Pour sur«,

eller »Han elsker af Hjerte, med Smerte, lidet

Gran, slet intet«. Det var saa dejligt at være

rigtig barnlig igjen; hun havde vistnok opgivet

at komme i den Stemning mer, men nu — o nu!

Kvindesagens Løsning — nu vidste hun,

hvad den var!

En Nat drømte hun, at Hansen og hun

stod i Kulissen. Hans Øjne glødede mod hende,

han kom saa nær, hun kjendte hans Aande,

han — o Gud! han kyssede hende! Og idet


hendes Hoved bøjedes tilbage, tog det Ild i

hendes Papillotter.

Herregud, hvor kunde jeg nu have Papillotter

paa, tænkte Frøknen, da hun vaagnede. Men

Brand betyder Kjærlighed. Vistnok sagde de,

at Drømme ikke havde noget at betyde , men

hun vidste flere Tilfælde — —

Det heder om en bekjendt russisk Hofmand,

at hans Krop var saa forfalsket med Udstop-

ninger og andet, at naar han om Aftenen klædte

af sig, var det kun Sjælen, der gik tilsengs.

Uden i nogen Maade at ville drive Indiskre-

tionerne ud i det naturalistiske, bør det være

tilladt at antyde, at Plansen maatte være i høj

Grad betagen af Frøken Holmsens Sjæl, hvis

han virkelig .

skulde

kunne været reven med i

Kjærlighed til det papillotterede »Jeg« , som

denne Morgen steg ud af sin Seng. Vi kalder

det simpelthen et »Jeg i det Haab, at Filo-

sofferne vil træffe i\fgjørelse angaaende For-

holdet mellem det sjælelige og legemlige i

Jeg'et.

Medens dette Jeg, eller, om man heller vil,

denne Sjæl lidt efter lidt begyndte at antage

Rumfang, anstillede det forskjellige Betragt-

ninger.

Frøknen havde nys ofret til Drømmebogen.

Hvad der nu banede sig Vej, skyldtes derimod

den Warbergske Reformation. Digteren havde

19


290

saa fuldstændig Ret i, at Samfundets Konvenients

var en Slavelænke. Tænke sig, at nu tvende

Væsener som hun og Hansen følte en gjensidig

Tilbøjlighed, og saa skulde de antage en dyd-

siret Afstand fra hinanden. Vistnok var hendes

Forestillinger endnu noget uklare med Hensyn

til denne Tilbøjligheds nærmere bestemte Former,

men hun havde ialfald en dunkelt fremvældende

Trang til søgende at nærme sig ham.

Han var saa bly. Det var naturligt, at

han fra sit sociale Standpunkt af frygtede for

at nærme sig hende.

En Dag kom hun ned paa Kontoret med

Feuilleton- Manuskript. Stenigen var der ikke;

Hansen var alene og stod ved sin Pult.

Nu eller aldrig!

Der maatte endelig peges paa noget i Manu-

skriptet, som Trykkeriet endelig maatte lægge

Mærke til, for der var en Tilføjelse, som endelig

maatte ind paa rette Sted. Og for at Hansen

aldeles tydeligt skulde forstaa dette, var det

uomgjængelig nødvendigt, at Frøknen lagde

Manuskriptet midt foran ham paa Pulten, og at

hun selv lænede sig over hans Arm for at pege,

hvorved hun kom til aldeles uforvarende at

hvile ind til hans Side, idet hun af og til saa

op i hans Ansigt med runde, dybe og smæg-

tende Øjne.

Derpaa forklarede hun ham, hvor vigtig dette


291

Sted var i Romanen; det handlede om Kjær-

lighed, just da de elskende skulde finde hinanden.

Og saa sukkede hun, da hun sagde »finde hin-

anden« og sendte ham et gjennemtrængende

Blik, der vilde have gjort alle Boremaskiner

overflødige ved Gotthardstunnelen. Og Hansen

kunde vel forstaa, hvor vigtigt det var, at hvert

Ord kom paa sin rigtige Plads her; thi i det

Øjeblik, da Sjælene mødes, da man skal føle,

hvordan Sammensmeltningen af begges Kjær-

lighed sker fra Sjæl til Sjæl, — her lagde hun

Haanden paa hans Arm og hendes Blik gled

ind i hans — da var hvert Ord, ja hvert Ord

af den største Betydning.

Hansen følte sig lidt underlig. Han var

just ikke i noget Perlehumør paa Grund af de

kjedelige Valgbryderier, og for Øjeblikket laa

alle hulde Stemninger ham temmelig fjernt.

Han begyndte at forstaa, hvad der gik af«

Frøknen, og han fjernede sig et Par Skridt

fra Pulten i det Haab, at hun skulde forblive i

den herved antydede passende Afstand.

Frøken Holmsen forstod saa inderlig godt

hans Forlegenhed. Han vovede ikke! Og med

den modne, skjønt uerfarne Kvindes dristige

Instinkt besluttede hun at slaa ind i den kjælent

drillende Tone.

»Ja, hvert Ord er af Betydning for den,

som har et følende Hjerte. — Men De har

19*


292

kanske ikke et folende Hjerte, De, Hansen?

Kanske De slet ikke har noget Hjerte« — Aa,

jeg maa virkelig høre, om De har et Hjerte.

Hansen!

«

Hun gik hen og lagde sit Hoved lyttende

ind til hans Bryst, idet hun hvilede sig ind til

ham, og i samme Øjeblik følte hun. at Hansen

slog Armen om hendes Liv.

»Hansen! hviskede hun mildt bebrejdende,

og løftede sine Øjne blidt op mod hans.

Hansen havde imidlertid taget hende om

Livet i den prosaiske Hensigt at forbedre den

ved hendes Hvilen ind til hans Bryst truede

Stabilitet, og han begyndte at finde Situationen

overhovedet temmelig truende.

Han var ulykkeligvis ikke bevandret i High

Life Romanernes smidige Kjærhghedssprog, som

tillader den tydeligste Tanke at klæde sig i

Undvigelsens bløde Gevandt, og hans grusomme,

prosaiske Sjæl var ikke i Stand til at fatte, hvilken

overordentlig Skaansomhed man skylder det

ømt følende Kvindehjerte.

Da han desuden just nærede visse Samvittig-

hedsnag ligeoverfor Amanda, fandt han det nød-

vendigt at erklære, at han jo var forlovet, saa

han kunde ikke have den Ære, og dette sagde

han uden ethvert mildnende Omsvøb.

Som en Yidskelædersbold sprat Frøken

Holmsen bort fra hans falske Brvst.


293

Gud, hvor kan De krænke mig med en

saadan Tanke!«

Men det vilde være overflødigt at skildre

al den »Misforstaaelse« og al den »Krænkelse«

og alle de »Gud!« og »det maa jeg sige! :

som i en rivende Strøm betegnede Frøknens

hastige Tilbagetog, der endte med en forbitret

Flugt ud af Kontoret.

Hun var atter den haabløse.

Da hun saa fik Nys om, at de Poulsenske

vilde modarbejde Hansen og virke for Michelsen,

erklærede hun, at det var hendes Samfundspligt«

at gaa fra Hus til Hus og samle Stemmer, og

at hun skulde virke for hvemsomhelst, om det

saa var selve Hans Durchlauchtighed af den

spinatgrønne Hale, blot det var mod Hansen.

Hun vilde desuden ikke, at denne By skulde

staa tilbage for en anden langt større norsk

By, hvor to raske Damer paa denne Maade

havde fremkaldt et radikalt Valgresultat.

Michelsen behøvede saaledes ikke at være

ængstelig for sine egne, men Meddelelserne

om Gulbransens Underhandlinger med Arbej-

dernes Komité vedblev at være usikre.

Man holdt Familjeraad hos Poulsens.

»Havde vi blot sat Hus,« sagde Michelsen

mismodigt. »Man underhandler aldrig bedre

end ved et Glas Vin, og jeg kunde have bedet


294

baade Arbejderkomitéen og andre, som bør

paavirkes.

Men kan det ikke være hos os,« sagde

Fruen betænksomt.

Poulsen hostede og saa fortrædelig ud, han

tænkte paa det blandede Selskab, som ikke

ganske stemte med hans Idealer. Og Michelsen

sagde, at det slet ikke blev det samme; det

maatte været ham selv, som gjorde det, om det

skulde blive forstaaet rigtig og gjøre Virkning.

Stemningen var lidt trykket under disse

Spekulationer over, hvad i Alverden man skulde

gjøre for at greje Sagen.

Constance sad og grundede i sin Lænestol

og saa adspredt hen paa Poulsen, der med en

haablos Mine trommede paa Bordet. Forlovelsen

havde baade i hendes egne og de andres Øjne

modnet hende til den selvstændigere Stilling,

som gav hende en raadgivende og afgjørende

Plads jævnsides med Moderen i Værdighed.

Pludselig rejste hun sig fra den halvt hvi-

lende Stilling og sagde: »Nu ved jeg det; du

kan holde et Selskab paa Klubben, Jens! De,

som bliver budne her eller i vort eget Hus, har

vi ligesom Forpligtelser mod, men en slig Klub-

aften, mens du endnu er Ungkarl, den er ligesom

noget for sig selv.«

Skjønne Tanke, hvor fik jeg dig fra! kunde


295

hun sagt med Blanche's Sjøvall. Thi her laa

just Løsningen.

Der var nemlig saa mange Hensyn at tage,

og de blev nu snart expederede ved Familje-

raadets fælles Bestræbelser og kyndige Over-

vejelser.

Alle maatte man tage Hensyn til, og der var

saa mange. Man skulde blot bede dem til en

tarvelig Aften«, men underhaanden skulde man

lade endel af de indbudne vide, at der vilde

blive danset lidt; det maatte ikke staa i Ind-

bydelsen, for ikke at skræmme Arbejderkomitéens

Damer, det havde Fruen meget viselig gjort

opmærksom paa. Saa skulde man »dele paa

Familjerne«, da man jo maatte bede saa mange;

hvor der var dansende unge, skulde man bede

disse, og ellers de gamle. Folk forstod nok,

at det var Hensyn til Pladsen, som gjorde det,

men alle havde man da vist Opmærksomhed.

»Pedersens maa du absolut bede,« sagde

Constance.

»Ja, du siger noget,« svarede Michelsen,

det bliver kanske et Plaster paa Saaret, og de

har saa mange Bekjendtskaber blandt de smaa

Haandværkere.«

»Men hvad skal du gjøre med Hansen

spurgte Poulsen, »han forstaar naturligvis hvad

det Selskab betvder.«


296

»Jeg beder ham,« svarede Michelsen, »saa

faar han gjøre hvad han vil.

»Herregud! — Hansen!« sagde Constance.

»Jeg har virkelig ondt af ham.«

»Aa, det er jo ikke andet end Verdens

Gang,« sagde Michelsen koldt, »naar man kaster

sig ind i Konkurrencen, saa faar man finde sig

i det, hvis man taber.«

»Ja, men du skal love mig,« sagde hun,

»at du.gjør hvad du kan for ham.«

»Javist, det bør jeg jo desuden for min

egen Skyld,« svarede han, »og han kommer

nok til at trænge til det, stakkels Fyr

Michelsen kunde ikke været heldigere med

sit Selskab i Klubben.

En tidlig første Sne var falden og gav

Slædeføre og Vintertanker. Skulde man virkelig

faa saa tidlig Vinter? Eller skulde det hele

blive til Søle igjen? Hutetu, koldt var det.

Man maatte have en liden Toddy, naar man

kom hjem fra Kontoret, og Damerne var slemme

med Kaffekanden.

Just naar Humøret staar paa første Vinter-

rusk, virker det første større Vinterselskab vel-

gjørende for Sjælen og opmuntrende paa Gemyttet.

Michelsens Lykkestjerne havde ledet ham

til at vælge netop det allergunstigste Øjeblik.

Jo, de skulde komme, det var sikkert. Ikke

!


297

et eneste Afbud hørtes af; man havde jo ikke

begyndt paa Vinterforkjølelserne endnu.

Familjeraadet havde besluttet, at man af

Hensyn til de blandede Elementer først og

fremst skulde lægge an paa det gemytlige; der

havde endog været Tvilv om, hvorvidt de blot

skulde have Klaver, eller ogsaa' en Violin til

Dansemusikken, og kun den Omstændighed, at

Violinisten var stemmeberettiget, afgjorde Sagen

til hans Fordel. Saa skulde der bare bydes

om Punsch og Bisp, og til Aften skulde der

være megen Mad til de kraftige Maver, men

kun faa Retter. Alting gemytligt

Oppe i Hjørnet i den store Sal var der

rullet Lænestole hen for de ældre Damer, og

et Bord, hvorpaa Bisp og Frugt og Knas, var

disse til Trøst og Adspredelse.

Stenigen, som ikke var helt inde i Byens

Forhold endnu, fik af Poulsen en kortfattet

Oversigt over Situationen, medens Fruen og

Frøknerne tog sig af Damerne, især Arbejder-

komitéens, og Michelsen sørgede for Herrerne.

Deroppe i Hjørnet, ser De — ja, vi kan

tage dem fra venstre,« sagde Poulsen, »der ser

De nu først hende tykke der med den sorte

Kjolen, det er Fru Gulbransen , ja, hende

kjender De vel. Saa kommer ved Siden af

hende, hun gamle der med den rare Kappen

og alle Blonderne, det er Frøken Thulstrup,

!


298

Grandtante eller Tante Rikke kalder de hende

mest. Hun har været borte i Sommer; ja, hun

er blind paa det ene Øjet og paa det andet

ser hun ikke, havde jeg nær sagt; det vil sige,

hun skimter saavidt, at hun tager en Ko for

en Hest.

Og saa har De bedt hende for at se paa.«

sagde Stenigen muntert.

»Jøsses, hun er svært vigtig, hun,« svarede

Poulsen. »Hun er saa dum, ser De, at hun

ligesom er blevet alles Yndling, men er det

nogen, hun ikke liker, saa kan hun være saa

indmari, at De aldrig tror det. Men de, som

hun liker, de kan gjøre med hende, hvad de

vil. Naa ja, saa har vi Smed Andersens Kone,

hun som sidder ligesom hun var til Begravelse;

og saa Fru Pedersen, ja, det er sandt, hende

kjender De jo, den store Skuespillerinden fra i

Sommer — hysj, hysj, det er vel ingen, som

hører os! — Vel, saa er det de to rødmussede,

det er Fru Olsen paa Værftet og Fru Falk, og

hun blege imellem dem, som sidder som en

Leverpølse mellem to Røgepølser, det er Formand

Sandbergs Kone — jeg skjønner ikke,

hvad hun skal deroppe, for hun er jo saa gal

efter at danse.«

Poulsen fortsatte en Stund endnu og saa

gik han op og præsenterede Stenigen for Klyngen.

Jeg lægger mig altid efter de ældre Damer,«


299

sagde nemlig Stenigen, »de er Hovedhjørne-

stenen for al Anseelse, ogsaa den politiske.«

Og han udfoldede en saa livlig Elskværdighed,

at han snart var som hjemme i Kredsen. Ogsaa

Frøken Thulstrup var helt med.

»Er han pen, du! hviskede hun til Fru

Gulbransen.

»Nydelig,« svarede denne.

»Ja, jeg havde det paa en Følelse — han

er virkelig nydelig,« sagde Grandtante.

Michelsen sparede sig endnu for Damerne:

det kunde komme, naar Dansen begyndte.

Derimod var han overalt blandt Herrerne, og

hver enkelt af disse maatte snart blive overbevist

om, at Michelsen betragtede ham som en per-

sonlig, intim Ven, hvem det specielt var en

Glæde at se her iaften.

' Gulbransen bekymrede sig ikke det mindste

om disse Folk. Med besindig Ro tog han sig

af de vigtigste af Arbejderkomitéen, Smed

Gravesen, Lærer Hovelsrud og Skomager Wold.

Disse fik han med ind til Spillebordet i det

inderste lille Værelse, hvor han havde sørget

for, at der stod et Toddybret, thi solid skulde

det være; og saa spillede de Polskpas, ube-

kymrede om Dans og Kurtis derinde i de andre

Værelser.

»Jaja, Gravesen,« sagde han roligt og

overbevisende, »jeg har gjort mit Tilbud, jeg,


300

og det er vel ikke værdt, vi snakker mere om

det da, siden De ikke vil.«

»Jeg har jo ikke sagt, at vi ikke vil,«

svarede Gravesen, »men De ved nok, hvad jeg

har sagt; vi er bare ligesom Fuldmægtiger,

vi. Det er Arbejderne, som har sagt sit Ord.«

»Jaha, mente Hovelsrud, »det er vanskeligt,

er det, jagu er det vanskeligt, ja!«

»Javel, jeg siger ingenting til det,« sagde

Gulbransen, »enhver gjør som han vil. Men,

ser De, vi vil ikke have Hansen, det er aldeles

utvivlsomt skraasikkert. Og nu har jeg vore

sikre — læg Mærke til det, bare de, som er

aldeles sikre — dem har jeg her.« Han holdt

en Liste op i Luften for dem og vendte om

Bladene, saa de rigtig skulde faa se, hvor

mange Navne der var skrevet. Saa stoppede

han den i Lommen igjen.

De tre andre saa paa hinanden. Det var

Dem aabenbart en svær Liste.

•'Og saa har jeg gaaet igjennem hele Ma-

trikelen,« sagde Gulbransen, »vi og Arbejderne

bliver Majoritet, men vi og Flocks gamle bliver

ogsaa Majoritet, skjønner De det, Gravesen.«

andre.

Jo, det forstod nok baade Gravesen og de

»Og jeg har snakket med vores Folk; de

vil heller gaa med Flock end tage Hansen.

»Hm!« De tre saa atter paa hinanden.


30i

»Det kommer mye an paa, aassen vi skulde

faa det med Valgmændene,« sagde YVold.

De to andre hostede smaat.

Gulbransen smilede. »De deler vi ligt,

naturligvis.«

»Naa, saa ja!«

»Ja, ja vel!«

»Og saa er det en Ting,« sagde Gul-

bransen, »hvad kan Hansen gjøre for dere?

Har'en no'en Magt, han — pyh san! Men se

paa Michelsen!«

De tre var i Virkeligheden yderst smigrende

berørte af Michelsens Indbydelse og af al hans

Venlighed. De voxede, da de her befandt sig

i Selskab med Byens »bedre Familjer« , og

endnu mere voxede deres Damer. Hvad kunde

ikke Michelsen »gjøre for dem«.

Og de voxede sig meget modige. Tilsidst

erklærede de, at de nok skulde greje det med

Vælgerne, for det var jo bedre at tage den

liberale, de kunde faa, end at tabe Slaget.

Men nu spillede de op derinde i Salen.

Der skulde være et Par Danse før Aftenbordet,

og de tre Komitémedlemmer maatte endelig

se paa. I Døren til Salen traf de sin Kollega

Sandberg og underrettede ham om, hvad de

havde besluttet Det var bare en Formsag, -

han var altid enig med dem.

Fru Poulsen var gaaet hen til Gruppen i


102

Hjornet. Der var der megen Munterhed. Gud,

Stenigen var saa livlig! Han havde fortalt Grand-

tante om sin Udenlandsrejse og alle de mærkelige

Ting, han havde seet ved Udstillingen.

»Men det mærkeligste, jeg saa,« sagde han

just, »var en Bastard af en Krebs og en Kanari-

fugl.

»Ih, du min gode Gud,« sagde Grandtante,

»det maatte da være et besynderligt Dyr.«

»Ja, og saa fløjtede det med Halen og

stod paa to Ben og havde Krebsehode.«

»Gud sig forbarme!«

Endog Fru Gulbransen sad med Lomme-

tørklædet for Munden. Stenigen var jo allerede

som hjemme i Kredsen, og alle vidste, at man

havde Lov til en uskyldig Spøg med Grandtante,

som troede alting.

Men Fru Poulsen lagde Haanden venligt

og forekommende paa Madam Gravesens Skulder

og spurgte, om hun ikke troede, det kunde

være passende, om de lod spille op til et Par

Danse før Aftensbordet.

Madam Gravesen vred paa sig i forlegent

Velbehag over at blive taget paa Raad, og

mente, at det vilde vist være regtig morsomt

for L'ngdommen.«

Aa, det var en dejlig Aften!

Ingen af Komitéfruerne dansede, undtagen

Madam Sandberg, og med hende aabnede


303

Michelsen Ballet, medens Gulbransen fik Con-

stance og Smed Gravesen — »nej, nej, De vil

da ikke. jeg skal danse, lel!« — jo, han fik

Alma. Komitedans skulde det absolut være.

Og om ikke Forholdet mellem de komiterede

og de Poulsenske skulde været fuldt optøet af

Dansen, saa blev det ved Bordet. »Klink-klink!«

lød det saa fortroligt og saa livligt i Glassene.

Heller ikke forekom der nogen af disse Van-

skeligheder, der kan sætte den mindre scene-

vante i Forlegenhed, hvis man da ikke dertil

vil regne, at Lærer Hovelsrud var kommen ind

til Bordet med Grandtante. Det var en stor

Ære, Gudbevars, men lidt indviklet i Begyn-

delsen.

»Skal jeg forsyne med Fiskepudding?« sagde

Hovelsrud.

»Nej Tak, jeg holder mig til Hummeren,«

sagde Frøken Thulstrup, idet hun greb med

Haanden ned i et Fad syltede Pærer, i den Tro,

at hun skulde faa en delikat Hummerklo.

Saadanne Ulykker, der kan afhjælpes med

en Serviet og et Glas Vand var ikke istand til

andet end at forhøje Stemningen i et Selskab,

hvor alle følte, at man lykkeligen var kommen

frem til et stort Maal.

Stenigen var i den syvende Himmel.

Michelsen betroede ham nemlig ved Bordet

i al Hemmelighed, at nu kunde man anse den


304

hele Sag for endeligen op- og afgjort. De havde

endog Valgmandslisten færdig, godkjendt fra

begge Sider. Og nu skulde Stenigen have

Avisen, paa en eller anden Maade, saa han ogsaa

blev pekuniært interesseret i den.

Saa blev der danset igjen, til Glæden stod

højt i Tag, og baade Polsk'passen og Whisten

havde fremdeles sine ivrige og ihærdige Dyr-

kere, indtil nogle af Fruerne begyndte at skimte

frem gjennem Cigarrøgen, udsendende til sine

Mænd disse velbekjendte Blikke, der ingenlunde

lyser med større Yenlighed og Barmhjertighed

end det, hvormed Politibetjenten omspænder

det offentlige Lokale, som ved Midnat skal

ryddes.

Hvilke Udraab, hvilken Latter og hvilke

smaa nydelige Skrig blev der ikke, da Damerne

lidt efter lidt fik sit Tøj paa og, da de skulde

ud paa Gaden, fandt, at det sneede. Humøret

var altfor godt til, at man kunde tage sig nær

af det. Det var bare Moro.

En stor Vanskelighed opstod imidlertid.

Grandtante Rikke Thulstrup protesterede

paa det bestemteste mod at begive sig til sit

Hjem i dette »fæle, forskrækkelige Vejr«, med

mindre man skaftede hende Hest og Slæde.

Der stod de!

At faa en Hest nu paa denne Tid af Døgnet

hos Byens eneste Vognmand, der boede helt


305

oppe ved Dammen, det var ugjørligt. Og Værten

i Klubben erklærede, at han nok havde en

gammel Spidsslæde staaende, som han endnu

ikke havde faaet solgt, men Hesten og alt det

andet havde han skilt sig ved for mer end et

Aar siden.

»Ikke et Skridt gaar jeg i dette Vejr ; Gud

sig forbarme, jeg bliver liggende død paa Gaden.

Jeg gaar ikke herfra paa nogen Maade.« Grand-

tante var bestemt.

Dette var selvfølgelig for Husets Tjenerskab

en ligesaa fornøjelig Scene, som den for de

andre var generende. Gaardsgutten stod et godt

Stykke bagom Værten med et bredt, saligt Grin;

han var nemlig slet ikke stø paa Benene, ikke

i mindste Maade stiv i Stolperne, idet det aaben-

bart havde dryppet mere paa Klokkeren hernede

end regnet paa hver enkelt af Presterne deroppe.

Stenigen, der iaften følte sig baade glad

og stor, saa pludselig et Syn, der med engang

reducerede ham til hans virkelige Lidenhed og

Lethed.

Han saa den stække Pige Johanne, som

efter hans eget Sigende havde »baaret ham paa

Hænder« i Sengedynerne; hun var ikke som

Gaardsgutten ustø paa Benene og hun maatte

jo mindst være saa stærk som en Hest.

Her var Løsningen given.

En hviskende Konference mellem Stenigen,


306

Michelsen, Verten, Johanne og lidt efter lidt

de øvrige med Undtagelse af Grandtante afgjorde

Spørgsmaalet.

Johanne havde ikke mindste Betænkelighed

ved at trække Slæden med Grandtante inde i

og Stenigen paa Hundsvotten, bare Frøken

Thulstrup ikke mærkede noget.

Aanej, de skulde hænge en Lygte foran i

Spidsslæden, saa blændede Lyset, og Grandtante

kunde ikke se, hvad der var spændt for.

Vi har faaet laane Hest hernede, Grand-

tante,« sagde Fru Gulbransen.

»Naa, det var virkelig godt, ellers maatte

jeg have blevet her, :

svarede

Frøknen glad.

Og et Øjeblik efter kjørte der frem for'

Døren en Slæde med dejlig Bjældeklang, og

Stampen og Vrinsken. Johanne spillede sin

Rolle til Fuldkommenhed.

»Gud, Hesten er da vel ikke farlig - jeg

synes den vrinsker og er saa vild,« klagede

Grandtante.

5 Nej vist, Frøken, sagde Stenigen, »jeg

har kjørt med den før og kjender den, og jeg

skal kjøre Dem hjem.«

»Tusen Tak, kjære Stenigen,« sagde Grand-

tante. Den unge Mand indgjod hende saadan

Tillid!

»Hi-hi-hu! Prru!« vrinskede Johanne igjen,


307

rystede paa Bjælden, stampede og rykkede i

Sjækerne.

»Ja, men den er virkelig saa vild!«

»Aanej vist,« sagde Fru Gulbransen, som

hjalp hende op i Slæden og dækkede om

hende, »vær nu ikke ræd; du kan da vide, vi

ikke vil lade dig kjøre med nogen Hest, som

er farlig.«

»Ja, men — —

«

»Jeg forsikrer Dem, De kunde ikke være

tryggere, om et Fruentimmer var spændt for

Slæden,« sagde Stenigen.

:

»Nej, siger De virkelig det.« Grandtante

lod sig berolige.

Og saa for Johanne afsted henover Gaden

med Prusten og ringlende Bjældeklang, medens

de øvrige, der i fuld Latter gik efter, hørte

Grandtante raabe

»Gud, ikke saa fort, kjære Stenigen —

Hesten er virkelig saa vild !«

Toogtyvende Kapitel,

som viser, hvorledes Marius maa have taget sig ud paa

Karthagos Ruiner.

Sagfører Petersen, som altid fik Nys om

de skjulte Bevægelser i Byen, havde ogsaa faaet

høre et og andet om, hvad der var aftalt paa

Michelsens Klubfest.


308

Dette var i højeste Grad farligt.

Han kunde ærgre sig over Provsten og

Rektoren , som til alt saadant bare svarede

>Aa, lad dem vrøvle og agitere; de kommer

ingen Vej, for naar det kommer til Stykket,

saa er Byen saa solid og besindig som nogen.«

Vistnok haabede ogsaa Petersen endnu paa,

at det Flockske Parti skulde sejre, men det

var dog umuligt at vide, hvor langt de

Poulsenske havde ædt om sig, og i ethvert

Fald fandt han, at man maatte organisere sig,

hvorfor han foreslog Flock og Provsten, at man

underhaanden skulde sammenkalde et Møde,

hvori Flock som Stedets Storthingsmand skulde

opfordre dem til at udtale sig om Situationen.

»Ikke et Skridt gjørjeg, det siger jeg Dem,

svarede Flock. »Jeg er i Sandhed for stolt til

at byde mig frem.«

»Det er jo ikke bare Dem, det gjælder,

sagde Petersen, »det gjælder Byen, ja mere.«

»Naa, saa faar Byen gjøre, hvad den vil.

Jeg vil staa udenfor.«

»Javist,« sagde Provsten, »Gud ved, om

du ikke ligefrem burde afsige dig Valg strax,

saa undgik du enhver Krænkelse.«

»Afsige mig?« raabte Flock heftigt. »Nej

saa sandelig om jeg gjør. Vil jeg ikke byde

mig frem, saa vil jeg endnu mindre flygte fejgt.

« :


309

De kan slaa mig ned, men de faar mig ikke til

at krybe i Busken.«

Petersen forestillede ham, at her gjaldt det

blot at indtage de gode Stillinger, inden

Fjenden kunde tage dem; at det utvivlsomt

var en Fejl af Partiet at lade de andre faa

agitere og arrangere sig i Fred, uden at lægge

et Straa i Kors. Men Flock var ubevægelig.

Petersen kunde heller ikke udrette noget

ude i Byen. Det sædvanlige Svar var, at han

saa Spøgelser ved højlys Dag, og at Oppositionen

var for svag til at sejre.

Den Lørdag, da Arbejdersamfundet endeligen

skulde afgjøre sin Holdning, indfandt ogsaa

Hansen sig. Men Amanda sad hjemme og

ventede; han havde lovet sikkert, at han skulde

komme hjem strax det var slut dernede.

Hun stod ude i Kjøkkenet og vaskede

Handsker, men det gik ikke videre friskt med

Arbejdet idag; hun mest græd, for det var

som noget sagde hende sikkert, at alting var

forbi. Moderen gik og sullede saa smaat,

som hun plejede, vilde ikke forstyrre med Snak,

men en og anden Gang. var hun henne og

klappede Datteren og bare saa hende bekymret

og mildt ind i Øjnene.

Nede i Samfundet forklarede Gravesen

Situationen, understøttet af samtlige Komité-

medlemmer. Han læste op et skriftligt, politisk


10

Program, som »de havde fundet det rigtigt at

afkræve Michelsen«, og saa gaves Ordet til

Skomager Kittelsen, som havde lovet Hansen

at optræde.

Han kjæmpede med stor Dygtighed mod

en Kuldkastelse af Samfundets tidligere Beslut-

ning, og ytrede blandt andet, at naar de tog

Michelsen, som var en af de fine, saa blev det

jo akkurat det samme som før i Gavnet, om

det end blev en anden i Navnet.

Saavel Gravesen som et Par andre svarede

hertil, at de allerhelst vilde havt Hansen, men

de fik tage, hvad de kunde faa, naar det var

en liberal Kandidat, og Michelsen vilde Arbejderne

vel, han ogsaa.

Enden paa det hele blev, at Komitéens

Overenskomst blev vedtaget og Hansen faldt.

Amanda behøvede ikke at spørge, da Hansen

i Følge med Skomager Kittelsen kom hjem.

Det mørke, ligefrem fortvivlede Udtryk sagde

alt Han vidste jo ogsaa, at for ham gjaldt

det hele hans borgerlige Stilling, hans Vel ogYe,

og Amanda vidste det samme.

Nu lagde heller ikke Hansen Skjul paa det.

Han udøste sit Hjertes Forbitrelse uden at

bryde sig om, at Kittelsen var tilstede.

»Den Skurken Michelsen,« raabte han og

knyttede begge Hænderne som om han stod

midt foran ham, »den indmari Skurken! Det


SU

var ham, som fik mig til det fra først af, men

han var saa slejp og slug, saa han altid holdt

sig unda ligevel og sagde: Læg Mærke til det,

Hansen, sagde han, at ikke vil jeg have noget

med det; jeg raader dig til ingenting, jeg.

Men det va godt at forstaa, at han vilde have

mig til at gaa paa alligevel. Og jeg, som sad

saa godt i det med Avisen, men saa fik han

mig til at tage denne Stenigen, og fra den

Dagen har det gaaet tilbage, saa nu ved

jeg ingen anden Raad, end at gaa fra alt-

sammen.«

»Ja, det er en Skurk, det er vist og sandt,«

sagde Kittelsen. »Ved du hvad, Hansen, var

jeg Gud, saa skulde jeg sige til en slig Skøjer

og Skurk: Du skal Fanden hakke mig sidde

i Helvede paa otte Dage, til det blir Folk af

dig; ja, det skulde jeg sige, saa sandt som

min arme Synder staar her i et Par Støvler.«

Og den trohjertede Mand greb med sin

højre Hansens Haand og trykkede og rystede

den forsvarligt, medens han med Bagen af

sin venstre tørrede bort nogle oprigtige Med-

følelsens og Indignationens Taarer, aldeles

ubevidst om, at han havde udtrykt den

korrekteste og mest berettigede Tanke i det

ugudeligste Sprog.

Inden han gik, trykkede han paa samme

solide Maade ogsaa Amandas og Mad. Andersens


312

Haand, idet han mumlede noget om, at Stor-

folkene de snakker saa vakkert for Arbejderne,

men naar det kommer til Stykket, saa snyder

de dem op i Stry; og at Flock var da ialfald

ikke slig en Skøjer som Michelsen. Nej, de

værste var de, som smurte den simple Mand

om Munden med Løfter og Smiger, for de vilde

bare bruge Arbejderne til at komme sig op med.

Tvi, fy for en Ulykke!

»Ja, det er forbi med mig,« sagde Hansen,

da Kittelsen var gaaet. »Det er aldeles forbi

med mig, Amanda! Jeg kan ikke klare Kvartalet

ud, for det har gaaet mere tilbage, end jeg

har sagt dig. Men nu faar det være sagt da,

Amanda, og jeg skjønner nok, at jeg ikke

kan tænke paa dig mere, for du har jo Aarsag

nok til at være vond paa mig. Men før det

blir slut mellem os, saa vil jeg da sige dig,

at jeg kan nok have været lej og stusikant

imellem, men det var bare, fordi du var imod

mig; men jeg har aldrig andet end holdt af dig.

Ja, det er saa sandt, som jeg staar her. Men

nu, som jeg er saa rakende fant, som nogen

kan bli, saa kan jeg ikke vente, at du skal

bry dig mere om mig, for jeg har jo ikke

noget at byde dig.«

»Ja, du havde da ikke fortjent bedre,«

sagde Madam Andersen fra Baggrunden af

Værelset


313

Hun havde gaaet og samlet paa Bitterhed

mod Hansen, og kunde ikke bare sig for at

lade den gaa ud over ham nu, som han ikke

kunde gjøre sig kjæphøj længer. Saa lidet,

som hun den hele Tid havde ytret sig, havde

hun alligevel gaaet stille og græmmet sig for

Datterens Skyld. Hun saa bare alt det onde,

han havde voldt Amanda.

Hansen sagde ingenting, men vendte sig

blot halvt bort. Taarerne begyndte at komme

ham i Øjnene; saa støttede han Haanden mod

Dørposten til Kjøkkenet og saa hen i Krogen;

der var der intet Øje, som mødte hans. Han

følte sig saa liden og ydmyg og usel, at der

ikke behøvedes saadanne Ord for at slaa ham

yderligere ned.

»Bryd dig ikke om Mor, du, Anders,«

sagde Amanda, idet hun rejste sig og gik hen

til ham. »At du kan snakke slig, Mor!« vendte

hun sig til denne. »Du skulde skamme dig

noget, Mor, det skulde du! Er han kanske

ikke ulykkelig nok alligevel, kanske? Det havde

jeg ikke troet om dig, Mor! — Bryd dig

aldrig det Gran om hende, du, Anders. Og

du skal ikke snakke slig, som du gjør, du heller,

for du kan nok vide, at jeg ikke bryr mig om,

enten du er rig eller fattig. Vi skal nok tage

os frem paa nogen Maade, det skal du faa se.

Saa! vær nu ikke saa rent bedrøvet, da, Anders.


3M

— Ja, hvor meget ondt jeg har lidt for din

Skyld, det ved du ikke — det kan jeg nok sige,

som sandt er, Anders. For du var blevet

stor paa det, det var du, og endda vidste jeg

saa godt, at det aldrig blev til noget; men

du vilde jo aldrig høre paa, hvad jeg sagde,

og det er derfor du siger, jeg var imod dig.

Og saa sagde du, jeg bare tænkte paa at blive

forsørget og brydde mig ikke noget om dig.

Men nu er du den samme igjen som før —

er du ikke? — jo vist er du! Og du skal nok

faa se, at jeg bryr mig om dig, for jeg skal

stræve trut med dig, saa vi kan komme os

op igjen, ja, det skal jeg. — Fy, Mor, at du

kunde snakke slig, naar du ser, hvor ulykkelig

han er.«

»Aa Herregud, jeg mente vel ikke saa

farligt med det, heller,« svarede Madam Andersen

sagtmodigt.

»Nej, men alligevel!« sagde Amanda.

Saa tog hun ham i Haanden og drog ham

med sig hen paa den vante Stol ved Vinduet,

og snart var det saa lunt og godt som før

den ulykkelige Tid, da en Blanding af politisk

Begejstring og af Stormandstanker gjorde Hansen

til et andet Menneske.

Den eneste Forskjel var, at nu bredte den

økonomiske Ruin et tungt Alvor over dem.


315

En otte Dages Tid efter dette gjorde

Michelsen et Besøg paa Avisens Kontor.

Der var da kun et Par Dage til Valgmands-

valget, og han følte sig fuldkommen sikker

paa Udfaldet. Derfor vilde han klare sin Plan

med Hensyn til Avisen, som han paa ingen

Maade vilde have i det Flockske Partis Hænder.

Han vidste, at dette Parti var blindt for, hvor-

ledes Stillingen i Virkeligheden var undergravet;

men efter Nederlaget var det højst sandsynligt,

at disse Byens mest velstaaende Folk vilde

indse Nødvendigheden af Organisation, og i den

Hensigt fiske efter Avisen, da der jo ymtedes

om, at Hansens Stilling var svag.

Stenigen var bleven varslet om ikke at

være tilstede, saaledes at Michelsen og Hansen

befandt sig under fire Øjne.

Hansen var ikke istand til i det ydre at

lægge Skjul paa sine bitre Følelser, men dette

var saa langt fra at genere Michelsen, at denne

tvertimod deri fandt en passende Indledning til,

hvad han vilde frem med.

»Ja, jeg ser nok, kjære Hansen,« begyndte

han, »at du ser surt til mig nu, men det er

ikke min Skyld. De kom og begjærte mig,

og jeg fandt, at jeg ikke havde Rettighed til

at sige nej, ellers var bare Følgen bleven, at

Flock blev valgt igjen. Og jeg gav forst mit


316

endelige Svar, da det viste sig, at der ikke var

Spor af Udsigter for dig.«

»Aaja, jeg ved nok, hvordan det er alt-

sammen,« mumlede Hansen.

»Nej, det er det, du ikke ved,« sagde

Michelsen yderst venligt, »og det er just derfor,

jeg er kommen, for at vise dig, hvor godt jeg

mener det med dig. Jeg ved godt, at du er

i Pengeforlegenheder, og det kan jo ikke nytte

at skjule, at du har vakt saa megen Misnøje

hos de Flockske, saa det blir vanskeligt for dig,

at oprette det igjen. Du har været for hidsig

til at gaa paa, ser du.«

Ja, hvem var det, som gav mig Stenigen

paa Halsen?«

»Jeg. — Og netop fordi jeg bebrejder mig,

at jeg kanske indirekte og ubevidst har nogen

Skyld i det, saa finder jeg, at jeg bør klare

for dig, saavidt jeg kan da.«

»Om jeg faar laane Penge, saa faar jeg

alligevel ikke Avisen op igjen , det har du jo

selv sagt.«

»Nej, men derfor kan du sælge den.

Kommer det altsammen til Auktion, saa sidder

du der med Gjæld, og det er det, jeg i det

mindste vil fri dig for. Jeg tænker nok, jeg

skal faa et Aktieselskab istand. Og derfor

tilbyder jeg dig, at jeg overtager alle dine

Aktiva og Passiva og betaler dig 500 Kroner,


317

saa du kan begynde i en anden By eller gjøre,

hvad du vil.«

Hm!« sagde Hansen, og saa mistænksomt

bort paa ham.

>Ja, kjære Hansen, det er ikke noget

morsomt for mig at kaste mig ind i slige Affærer,

som bare giver mig Bryderi, men jeg har sagt

dig Aarsagen hvorfor, og er du bange for,

du ikke er tjent med at blive klaret for Konkurs.

saa raadfør dig med dine nærmeste, men jeg

betinger mig, at det ikke kommer ud i Byen,

for som Storthingsmand kan du nok begribe,

jeg ikke vil have mit Navn i direkte Forbindelse

med Kjøb af Avisen.«

De talte endel frem og tilbage om dette,

og tilsidst blev de enige om, at Hansen skulde

give endeligt Svar Dagen efter. Han havde

overlagt med sig selv, at han vilde ikke gjøre

nogetsomhelst, uden at han først havde spurgt

Amanda.

Denne raadede ham til at gaa ind paa Til-

budet. Hun kunde nok skjønne, sagde hun,

at Michelsen havde sine Aarsager til at faa

Tag i Avisen, men om Hansen fik rene Papirer

paa Overdragelsen og desuden 500 Kroner

kontant, saa vidste han da ialfald, hvad han

havde, og stod ingen Risiko, som kanske kunde

sætte kam i Gjæld.


3i8

Treogtyvende Kapitel,

hvilket Crusenstolpe vilde have betegnet som: »Historisk!

Huset Poulsen & Michelsen havde sejret.

Michelsen var valgt.

Fru Poulsen stod alene ved Vinduet i sin

Dagligstue, hensunken i Betragtninger. Hendes

Blik søgte adspredt ud over Sneflokkerne og

de nøgne Buske og Trær i Haven; hun saa

dem ikke. Det var helt andre Billeder, der

svævede for hendes Blik.

Hun skuede langt tilbage i Tiden, til de

Dage, da hun først kom hid; Guvernanten i

beskeden Stilling, Guvernanten, der et Øjeblik

havde tænkt at vinde Kjærlighed, Lykke, social

Stilling paa engang, men som havde maattet

bytte Kjærlighed med Ægteskab, Lykke med

Tilfredshed, og som derefter lidt efter lidt havde

maattet stige trinvis opover.

De steg saa klart frem for hende i dette

Øjeblik alle de Smaating, som havde været

at overvinde eller som havde krænket. Det

var nu altsammen besejret. Flock og Familjerne

havde ikke længer nogen synderlig Afstand

nu skulde det snart lykkes hende at smelte

uformærket sammen med det allerøverste Lag.

Kampen havde krævet Tilkaldelse af Kræfter

nedenfra, men herefter skulde hun sørge for,

;


319

at der blev sigtet, vistnok med forsigtige Hensyn,

men dog sigtet. Det var noget saa fortræffeligt

i denne nye Opfindelse med halvt offentlige

Tilstelninger. Der kunde man gjøre sin Kur

for de nedre Lag, som Michelsen saa træffende

havde henkastet til hende forleden Dag, men

— my /ionsc is my castiel

Hjemme Frugterne af Ophøjelsen , ude

Skjøtselen af de nødvendige Forbindelser.

Hun hørte ikke, at Michelsen steg frem

over Gulvtæppet, før han smilende stod lige

bag hende.

Hun vendte sig hastigt om og tog hans

Haand. Hvor dog de to forstod hinanden!

— Det Flockske Parti var trods sin For-

bitrelse ligesom lamslaaet af Nederlaget. Det

var ingen ringe Overvægt af Stemmer, Mod-

partiet havde havt, og hvad der klart viste sig

var, at det højere Lag var blevet spaltet næsten

i to Halvdele; saa mange følte sig altsaa tiltrukne

og bundne af den Poulsenske Propaganda.

Men Gudskelov, det var ikke blevet Hansen.

Michelsen var da ialfald en dannet Mand, som

var præsentabel i Thinget, og, Herregud, man

kunde nu ikke gjøre noget mere ved det.

Man fik se, hvordan han artede sig. Kanske

han blev noksaa bra, naar det kom til Stykket.

Saa tænkte de løsere Elementer i Partiet.

Men den gamle Kjærne, de egentlige


320

»Familjer«, de havde en Følelse af, at de uigjen-

kaldelig var sat udenfor det offentlige Liv,

og at de ikke længer med samme sociale Vægt

kunde hindre, at Tyngdepunktet forflyttedes og

Niveauet sænkedes. Karaktererne var blevne

afsatte af Egennytten. De, som nu vilde »være

med«, maatte stige ned did.

Der var endnu en, som havde faaet en

klar Følelse af, hvad der var skeet.

Hansen sad oppe hos Amanda. Han vilde

skrive her, for at ingen skulde forstyrre ham

eller lægge sig i, hvad han vilde sige.

Det var nemlig opgjort angaaende Avisen,

og Hansen havde forbehodt sig at faa henvende

sig til Læserne i det sidste Numer

i Maaneden.

»Da havde Ret alligevel,« sagde han til

Amanda, »det er ingenting andet end Pengene,

som raader. Og det har kostet Michelsen

mange Penge, dette; men han tager dem ind

igjen, Gudbevars! Han har kjøbt dem med

Mad og Dans, han; jeg ved nok selv, hvordan

det kjendes, naar en bliver buden, og de gjør

Krus og Historier, aajo! Nej, da takker jeg

for Flock, han har givet meget mere ud for

Arbejderne, end nogensinde Michelsen gjør,

men han har ikke gaaet' og slikket for dem

og saa narret dem siden. Saa ved en da,

hvad en har at holde sig til.«


321

»Ja, det kan nok være,« sagde Amanda.

»Men hvad skal vi gjøre nu da? Du faar vel

tænke paa noget.«

»Jeg ved ikke, hvad det skulde blive,«

svarede Hansen nedslaaet.

»Jeg har tænkt paa, om vi skulde rejse,«

sagde Amanda. Hun stod i Kjøkkendøren med

opbrettede Ærmer, for hun holdt paa med sin

Handskevask som sædvanligt. Arbejdes maatte

der. »Og nu kan jeg gjerne sige dig, et lidet

Gran har jeg i Banken ogsaa, bare saavidt det

blir til noget sammen med det, du har faaet.

Men da er det ikke værdt at ligge her og bruge

det op.«

Hun traf præcis hans Tanke. Han havde

blot ikke vovet at foreslaa noget sligt, som

vilde bryde med alt det gamle herhjemme,

der var hende kjært.

»Ja, jeg tror ikke, jeg kan holde ud herhjemme

længer,« sagde han; »at sidde og se

paa, hvordan de værste Skurkerne lyver sig

frem og faar Smaafolk til at bide paa alt det

Vaaset om, at de er saa frisindede! Tvi!

siger jeg, .Amanda; ja, det skjærer mig i

Hjertet, naar jeg tænker paa, at de bare vil

have Ære og Fordel selv, og giver Fanden i

de smaa og fattige. For det har jeg set i den

sidste Tiden, skal jeg sige dig; og slig som

de har behandlet mig da!«


322

Amanda bad ham ikke snakke mere om

det; det var jo bare sørgeligt at rive op slige

Saar. Heller tale om, hvad de skulde tage

sig til.

!

Saa længe overlagde de, at de besluttede

at rejse til Amerika. Først skulde de lade sig

vie herhjemme, og saa — afsted! Derude

kunde han nok komme frem, naar han havde

lidt smaat at begynde med. Men bare bort

herfra

Den største Vanskelighed var med Moderen.

Men de mente, at de skulde nok faa hende ind

i »Hansens Minde«, for hun havde baade Alderen

og Opholdsaarene.

Saa satte han sig til at skrive sin »Afsked

til Publikum«.

Han havde siden sit endelige Nederlag holdt

sig saa temmelig haard i det ydre, men da

han nu skrev og skulde gjenkalde alle de

Følelser, der havde rystet ham, greb Bevægelsen

ham, og et Par Gange lagde han Ansigtet ned

i Armene og græd.

»Idet jeg nu slutter som Redaktør af dette

Blad, nødes jeg ogsaa til at forlade mit Fædre-

land,« læste Abonnenterne et Par Dage efter.

»Et bekjendt Medlem af dette Samfund har sagt:

Man lever af Forretninger, men dør af Politik. —

Ialfald bliver det vistnok som Regel Tilfældet

med Folk af min Stand ; den Erfaring har jeg


323

gjort. Den Stilling, jeg indehavde, før jeg blev

Fagpolitiker, — som jeg var vel tilfreds med,

og som skulde været min Familjes Brød , kom

jeg ud af paa Grund af min Deltagelse i Politiken.

Jeg angrer ikke, at jeg optraadte for Smaafolks

Sag, thi min egen Skjæbne beviser Nødvendig-

heden af en Vækkelse i saa Henseende, og jeg

kunde ikke handlet anderledes. Men jeg vil

have udtalt et Varsko til mine Standsfæller om

ikke — ialfald under normale politiske Forhold —

at ofre sin Levevej for at kunne deltage i

politisk Kandestøberi; thi vort Parti ofrer den

enkelte, ialfald naar vedkommende kun er

født af ringe Stand og ej har den nødvendige

Pengemagt. Lev vel og Tak for mig da,

Godtfolk!«

Naturligvis stod der en hel Del til, men

det var egentlig dette, Folk lagde Mærke til,

og som ogsaa generede Michelsen endel, da det

blev meget omtalt blandt Arbejderne.

Samme Dag, dette havde staaet i Avisen,

sad Amanda nedtrykt og forlegen i Sofaen

inde paa Flocks Kontor. Flock var Formand

i »Hansens Minde«, og Amanda forklarede ham

det hele.

Flock var ganske bevæget.

»Jeg skulde nok ikke have brydd Konsulen

med Mor,« sagde hun, »for vi har slaaet os

godt igjennem; men jeg kan ikke andet end


324

følge Hansen heller. Især nu, som han er saa

ulykkelig, kan jeg ikke lade ham rejse alene

og saa komme efter siden. Han trænger til

nogen, som kan være om ham. Og han

sagde, at Konsulen vilde vist ikke regne Mor

til Skade det, han havde gjort galt mod Konsulen,

sagde han, for Konsulen var af den gamle Sorten,

sagde han.«

»Nej, det ved Gud, jeg ikke vil regne

hverken hende eller ham til Skade,« sagde Flock.

Han var, som sagt, helt bevæget. »Hansen har

jo bare været et Redskab i kyndigere Folks

Hænder, og Slaget har truffet den stakkels

Mand langt haardere, end det nogensinde

kunde træffe mig. Jeg har Gudskelov faaet

udrettet mit her i Verden. Og jeg skal

forsøge paa at vise baade ham og Dem,

Jomfru Andersen, at jeg er af den gamle Sorten,

som De siger. For Deres Mor kan De under

alle Omstændigheder være tryg, det lover jeg

Dem.«

Da denne Vanskelighed var ryddet af Vejen,

kunde de tænke paa Bryllupet og paa Rejsen.

Bryllupet var bare Vielsen i Kirken og derefter

et Glas Tarragonavin og et Wienerbrød til

Vidnerne. Det var Skomager Kittelsen og den

første Sætter paa Trykkeriet, der fungerede som

saadanne. Ellers var kun Madam x^ndersen

og Ligpyntersken tilstede.


325

Rejsen skete næste Morgen paa Jernbane,

for de skulde tage med den engelske Dampbaad

fra Kristiania. Der var ikke lidet Folk paa

Perronen, men med Hansen og Kone kom kun

Moderen og Kittelsen.

Over begge de bortdragende laa denne

ejendommelige, halvt tilbagekjæmpede, halvt

nykommende Vemodens Tyngde, der trykker

den, som er ifærd med for bestandig at forlade

sit Færdreland, det maa nu have klappet ham

eller sparket ham. Der blev heller ikke sagt

mange Ord.

Moderen stod og græd og græd. Tilsidst

havde hun for Graad ikke længer Mæle. Men

da Lokomotivet peb og Toget begyndte at

røre paa sig, raabte hun med Anstrængelse:

»Gud velsigne dere beggeto da!*

De viftede til hende, og Amanda sagde:

»Gudskelov, at dette var de sidste Ord, vi fik

med til Afsked.«

Men det blev slet ikke de sidste.

Yderst paa Perronen stod Michelsen statelig

og elegant og samtalede med Grosserer Gul-

bransen. Han hørte Toget suse forbi, vendte

sig og fik se Hansen. Da svingede han sin Hat,

nikkede venligt og raabte:

»Farvel, Hansen


*z

-s-


PLEASE DO NOT REMOVE

CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY

PT Winterhjelm, Kristian

8165 Anastas

W55F3 Farvel Hansen!